tirsdag den 29. september 2015

At møde den syge veninde

Forleden mødte jeg en pige som jeg kendte engang. Hun havde tabt sig så meget, at hun ikke længere lignede sig selv. Hun havde mistet sin energi og en stor del af sin personlighed. Fra den lille del af min hjerne, hvor sygdommens skygge stadig lever, hørte jeg en hvisken om hvor smuk hun var blevet, men jeg kunne også se skønhedens pris. Hendes forpinte øjne og det forsagte smil ville måske være smukke på et fotografi, men ude i den virkelige verden ville jeg langt hellere høre hendes latter og føle at hun var i live.

Der var engang hvor den syge veninde var mig. Jeg mødte folk og så frygten i deres øjne, og jeg havde lyst til at skrige, slå og sparke til verden, fordi jeg ikke havde kræfter til at forholde mig til deres bekymringer, jeg havde rigeligt i mine egne problemer. Selvfølgelig gjorde jeg det aldrig i virkeligheden, for jeg ville jo være den pæne pige, som ikke skulle belemre nogen, og desuden var jeg så forfærdelig træt og havde kun lige energi nok til et svagt smil og en høflig hilsen.

Hun fortalte, at hendes karakterer er blevet bedre. Selvfølgelig er de det. Det er det sygdommen går ud på, at tugte sig selv, at modelere sig selv ligegyldigt hvor smertefuldt det er. Min egen logik dengang sagde:
Hvis det ofte er de dygtige piger der for anoreksi,så kan jeg måske blive en af de dygtige piger,HVIS jeg får anoreksi???
Disse ting sagde jeg selvfølgelig ikke til hende. Enten var det fordi jeg var for genert, eller også var det fordi jeg vidste, at hun selv bliver nødt til at indså disse ting, og andres bemærkninger bare risikerer at forøge hendes sorg/vrede/smerter. Der findes ingen magiske ord at sige til den der befinder sig i helvedet fra den der ikke gør det.

Jeg kan godt nogle gange føle, at jeg har et større ansvar for at hjælpe, fordi jeg selv engang har været der, men jeg har ikke derved fået nogle særlige egenskaber til at hjælpe... desværre. 

tirsdag den 22. september 2015

Den dag jeg glemte medicinen

Jeg tager medicin tre gange om dagen, og generelt er jeg ret god til at huske det, men en dag i sidste uge smuttede det for mig. Det var en af de der dage hvor vækkeuret hylede af mig 6.30 og igen 6.40 og 6.50. En af de morgener hvor mine muskler føltes så matte, at jeg da umuligt kunne løfte dynen, hvor det kolde mørke rundt om mig hviskede søde ord i mit øre "Nej, det er bestemt ikke morgen endnu. Nej, det er slet ikke vigtigt, at du kommer op og i skole...". Jeg vidste udmærket at mørket løj, men jeg blev alligevel liggende lidt for længe.

Op kom jeg dog, og jeg drak kaffe, spiste morgenmad, pakkede tasken og kom af sted. Jeg sprang op på cyklen og blandede mig med det arbejdende folk og skolebørnene som hver dag skal så tidligt af sted.

I klassen sad vi 40 mennesker med tunge øjne rettede mod computerskærmene, men jeg havde den her nagende fornemmelse af, at jeg ikke kun var træt. "Åh nej" hviskede jeg, højt nok til at de nærmeste kunne høre det. "Hvad?". Jeg forklarede, at jeg havde glemt at tage min medicin. "Kan du virkelig mærke det allerede?". Det vidste jeg egentlig ikke rigtigt. Nogle ting kunne jeg reelt føle, imens andet måske mere handlede om selve bevidstheden om, at jeg ikke havde taget den, hvilket måske fik mig til at overfokusere på hver eneste lille ting der muligvis kunne tænkes at være et symptom på den manglende medicin.

Timen slæbte sig af sted, og jeg fik absolut intet ud af det, så jeg valgte at tage hjem i pausen. Det føltes mærkeligt at tage hjem, for jeg var jo ikke syg, jeg var bare ukoncentreret. Jeg følte mig endnu mere dum, da jeg, efter at have taget medicinen, havde det fint, men det var det for sent at tage tilbage til undervisningen.

tirsdag den 15. september 2015

Carpe diem - en livsfilosofi bygget på citater

I en facebookgeneration hvor mange af os opbygger vores livsanskuelse på tilfældige citater, tænker jeg, at det kan være nyttigt at lære nogle flere og måske ligefrem bedre citater. Her vil jeg derfor dele nogle af de citater der har præget mig og mit syn på verden igennem de sidste snart 10 år:

Om eksistens:

"Men hvor længe skal man blive ved, før det går op for en, at man har ladet sig nare af fiktionen (igen) og at det er den velkendte, skuffende verden omkring en, der er den virkelige". Thomas Scarlett "Mr Y's forbandelse"

"Jeg lader mit liv passere revy og finder det temmelig ynkeligt; enkelte glæder, uendelig meget ligegyldigt og værdiløst og derimellem et rigt mål smerter, lidelser, ængstelser, skuffelser, bristede forhåbninger, græmmelser, sorger og ærgrelser". Leopold von Sacher-Masoch "Venus i pels".

"Og sådan kan man beskrive angsten for døden, som angsten for ikke at blive den man ønsker at være". Pascal Mercier "Nattog til Lissabon".

"Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares".  2. Petersbrev 1,6-7

"But what you are left with is a premonition of the way your life will fade behind you, like a book you have read too quickly, leaving a dwindeling trail of images of emotions, untill all you can remember is a name". Jay McInerney "Bright Lights, Big City".

'Mislykket' eksistens:

"And at the most dysfunctional end, of course, there are the kamikaze girls who wade into war with their pituitary - trying to starve it, or confuse it into defeat, with anorexia, or bulimia.
But the problem with battling yourself is that even if you win, you lose. At some point - scarred, and exhausted - you either accept that you must become a woman - that you are a woman - or die. This is the brutal, root truth of adolescence - that it is often a long, painful campaign of attrition. Those selfharming girls, with the latticework of razor-cuts on their arms and thighs, are just reminding themselves that their body is a battlefield". Caitlin Moran "How to be a woman"

"I can't say I'm suicidal, since, as Thomas Lynch said, "Who among us in our right mind hasn't severel times in the course of a life yearned for the comforts of absence and non being? But there is a subtle and important difference between those of us who'd rather not be alive tomorrow - incomplete homework, biopsy results, romantic reversals, pregnancy tests - and those of us who want to be dead tomorrow and the day after and forever"". Victoria Coren "For richer , for poorer"

"[Emily] Dickinson's wounds and scars are military medals of honor, the price and prize of life experience. [...] Her boy personae are also deflections of maturation, an anorexic supression of sexual shape". Camille Paglia "Sexual Personae"

"Bowie fik det "at gå i stykker" til at tage sig elegant ud". Marc Spitz "Bowie"

"Intet i verden kan måle sig med fantasien hos et menneske, der har mistet besindelsen". Haruki Murakami "Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe".


Om at blive set og hørt:

"Og så er Torben ikke sådan et barn man har lyst til. Han er ikke indbydende. Han stråler ikke. Han er faktisk direkte ucharmerende. Grim og snottet. Sådan et barn man helst er fri for, hvis man nu skulle være ærlig. Der er forskel på børn, det er der bare. Og måske er det derfor, der ikke er nogen i vuggestuen, der rigtig får styr på det her med Torbens skrammer. Der er ingen der rigtig har lyst til ham. Måske er det derfor." Naja Marie Aidt "Bavian"

"Og så var der et stænk af vold eller vrede, som hos den der gerne vil ses, men ikke rigtig bliver det" Per Olov Enquist "Om Idræt"

"Det var kun en gal, vi så. Én der slog og sparkede på verden, fordi den ikke ville kende hende i alle de år". Majbritte Ulrikkeholm "Tilbage til jorden"

"Måske er jeg i lidt dårligt humør. Det er svært at vide, når der ikke er andre mennesker til stede". Helle Helle "Ned til Hundene"

"Men Gud har en plads til Dem. Hver Sabbath ser han Deres tomme stol i synagogen og siger til sig selv: Hvor er han mon henne? Han er urolig for Dem. De kommer ikke til gudstjeneste, for De ønsker, at Gud skal være urolig for Dem; De er som en lille dreng, der ønsker, at hans forældre skal tage sig mere af ham [...] Når de ikke giver ham kærtegn, begår han dumheder i håb om, at de i det mindste vil give ham smæk. De gør det for at kalde på Gud". Joan Sfar "Rabinerens kat"

Om at udtrykke sig:

""Hun kan ikke lege," mumlede Mumitrolden ganske forbløffet. "Hun kan ikke blive vred," sagde Lille My. "Det er det, der er i vejen med hende." "Hør nu her," fortsatte hun og gik helt hen til Ninni og så truende på hende "du får aldrig dit eget ansigt, før du får lært at slås. Stol kun på det." "Javel", sagde Ninni bare og trak sig forsigtigt tilbage". Tove Jansson "det usynlige barn"

"[...] og så eksploderede han, for han var fuld af vidunderlige ting, som han ikke fandt udtryk for, og som blev siddende fast i hjertet på ham". Emile Ajar "Du har jo livet for dig"

"Der findes ønsker, som er for store at sætte ord på". Selma Lagerlöf "Stenen i søen"

"Når han tror, han har sagt noget overilet, banalt, halvsandt, saa holder han ikke op med at limitere, modificere og lægge til og trække fra til der til sidst ikke er mere tilbage af det hele". Goethe "Den unge Werthers lidelser".

"It was all done with the seriousness and selfconscious professionalism that only enthusiastic amateura posses". David Mitchell "Back story".

"Nu ville han aldrig få skrevet de ting han havde udskudt at skrive, til han vidste nok til at kunne skrive godt nok om dem. Nå ja, så ville det heller ikke mislykkes for ham at prøve på at skrive dem. Måske ville man aldrig kunne skrive dem, og det var derfor man udskød dem og ventede med at begynde". Ernest Hemingway "Fire noveller"

tirsdag den 8. september 2015

Samtale med en syrisk mand

Denne korte anekdote oplevede jeg for nogle år siden. Krigen i Syrien var begyndt, men det var endnu ikke blevet den helt store historie. Jeg havde i hvert fald ikke selv nogen fornemmelse af den betydning lige netop denne krig ville få for historien og for den danske selvforståelse.

Jeg sad en dag på en chatside, hvor man kunne tale med folk fra hele verden. Ja, nogle gange modtog man beskeder a la: U beautyfull beatufull girl, U wanna marry me? Men der var også mere almindelige samtaler. En dag sad jeg så og skrev med en ung mand fra Syrien. Jeg havde faktisk ikke helt sikker på om jeg havde lyst til at snakke med ham. Ikke fordi han ikke var flink, men fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med mig selv. Hvad siger man til en person der lever i krigens skygge?

Jeg er altid et kæmpe fjols når det gælder nye og ukendte situationer. Jeg ønskede at sige et eller andet magisk, noget medmenneskeligt, noget der viste at jeg forstod hans situation, selvom jeg selvfølgelig ikke ve en skid om den slags. Hvad jeg i stedet endte med at gøre var at begynde en teoretisk diskussion omkring årsagerne til krig/at drage i krig religion><økonomi. Eller rettere, for mig var det en teoretisk diskussion, men jeg tænker, at det hele nok var lidt mere virkelighed for ham.

I hvert fald sad jeg der og snakkede om middelalderen og om hvordan familiens ældste søn arvede det hele og de andre enten kunne gå i kloster eller drage ud i verden og skaffe nok rigdom til at kunne få sig en kone og skabe et liv. Korstogene var for sidstnævnte en glimrende mulighed. Pludselig skrev jeg "Nej vent, nej stop, jeg holder op; jeg lægger pludselig mærke til, at jeg sidder og forsvarer korstogene. Det var slet ikke det jeg ville...".

Derpå grinede vi lidt, og jeg fik en sjov anekdote at fortælle, men hvad moralen er i dette oplæg er svært at sige. I disse dage strømmer syriske flygtninge til Danmark, og vi må beslutte hvem og i hvilken grad vi kan/vil/skal/må/bør hjælpe. Der er historier om folk der spytter på dem, andre står klar med vand, mad og tæpper. Især Facebook er fyldt med folks gode gerninger, folk der nu kan skrive 'Jeg har hjulpet en flygtning' på deres cv. Jeg vil også gerne gøre noget godt, jeg vil gerne se mig selv som et godt menneske, men denne historie er den eneste jeg kan fortælle.

lørdag den 5. september 2015

Fucking fede fiasko?

Modeverdenen er skyld i spiseforstyrrelser                              Særligt sensitive
                        Autisme kan helbredes ved at fjerne al mad fra barnets kost
             Læger er pillepushere af overflødig medicin
                                     Det mest ultimative er at læse lektien tre gange igennem
En af os, en af dem, ikke nogen af nogen

Jeg er vred lige nu, jeg er vred og jeg er meget meget træt. Jeg er lige påbegyndt et nyt semester på mit studie, og jeg orker simpelthen ikke at sætte mig ind i endnu en af de sager i medierne der vedkommer mig og min situation. Den der er lige nu handler om medicin, og det er ikke første gang.
  • Jeg har brug for medicin for at klarer mig igennem hverdagen, nogle har ikke...
  • Jeg må tage piller i en lang periode/altid, nogle kan nøjes med at tage dem i kortere tid...
  • Nogle piller har haft en dårlig effekt på mig, nogle har reddet mit liv...
  • Nogle læger er gode, andre er nogle fjolser med store egoer og magtkomplekser...
  • At kæmpe en retfærdig sag, betyder ikke, at man har ret over for os alle...
Jeg har kæmpet i mange år for at få en hverdag af en slags, som de fleste tar for givet. Det var en kamp der tærede meget på mine kræfter, så nu er jeg træt, jeg har brug for en periode, hvor jeg kan få lov til bare at have det godt, uden at have behov for hele tiden at retfærdiggøre de valg jeg har måttet tage.