onsdag den 30. december 2015

Lindas nytårsABC (digt)


Det lader til, at der for tiden er en modetendens i, at der skrives ABCer til voksne. Hella Joof har lige siden, og der blev også udgivet en ABC om autisme. Jeg har ikke læst nogen af dem, men jeg føler det alligevel som min pligt som autistisk kvinde, der er vokset op med Hella som en af de primære børnetimestjerner, at også jeg udgiver en ABC...

Dette ABCdigt skrev jeg for otte år siden, på det tidspunkt i mit liv, hvor jeg begyndte at gå fra at have det skidt til at blive rigtig rigtig syg.

Alene med angsten,

Bange for mig selv og mine
Cirkusagtige løgne, men jeg 
Drømmer mig væk,
Efterlader legemet og
Flyver bort.
Gyngende på skyerne i
Himlens ocean ser jeg
Ildfuglene danse.
Jagten går ind,
Kammer over, og
Lader mig ensom tilbage
Menneskene glemmer, og
Navnløse pigebørn
Optræder blottede for
Prægtige overskæg
Quinderne forfører, men
River sig til blods
Skjult bag deres
Trygge facader.
Uinteresseret har jeg
Vendt ryggen til det hele.
X-mas forvandler søde børn til 
Yndige gavekrævende bæster,
Zebraer i sort og hvidt - godt og ondt.
Ægte er vi ikke.
Ødelagte går vi ind til
Årets sidste timer.

fredag den 25. december 2015

Glædelig jul, før og nu

Tidligere, da jeg virkelig havde det svært, kunne jul tilbragt sammen med familien være svær. Det kommer til at lyde som om jeg ikke holder af min familie, eller at de ikke holder af mig, men sådan er det slet ikke. Hvis vi ikke holdt af hinanden, kunne jeg jo bare helt eller delvist have holdt mig væk, men jeg holder af dem og de holder af mig, og vi ville gerne være sammen, men det var så forbandet svært at få det hele til at passe sammen. Det var en balancegang uden rigtige svar. Hvis vi vi ikke holdt af hinanden, kunne der være fundet en pragmatisk læsning, det kunne være et skuespil, hvor hver person spillede sin rolle, kom ind på scene, sagde sin replik og gik igen, nemt og sikkert, uden følelser, håb og forventninger.

Når det alligevel ikke kunne være så nemt, så var det fordi følelserne skabte så mange indviklede spørgsmål, i hvert fald for mig, men sikkert for os alle sammen. Når det var svært fysisk at være til stede sammen med familien, var det så fordi jeg ikke elskede dem nok til at overkomme min sygdom for deres skyld? Når nu de ikke altid husker eller instinktivt fornemmer mine behov, er det så fordi de ikke elsker mig? Fortjener jeg ikke en eller anden form for særbehandling i forbindelse med min sygdom/mit handikap? Anerkender de ikke min sygdom/mit handikap? Eller endnu værre, gør de i virkeligheden en million små venlige og kærlige ting for mig, som jeg enten i min egoisme ikke opdager, eller som jeg modtager med irritation eller vrede, fordi de havde misforstået hvad mit behov var? Gør jeg nok for at vise dem min kærlighed?

Med tiden har jeg fået det bedre, og samtidig er det blevet nemmere at samles i julen. Det er ikke fordi vi kun elsker hinanden, når vi har det godt, langt fra, men fordi spørgsmålene er blevet mindre komplicerede. Nu om dage handler det mest om: Hvordan viser man på en synlig måde sin glæde og taknemmelighed over gaver? Hvem har styr på maden? Har jeg nu husket alle gaverne? Fakta lukker om et kvarter, er der noget vi mangler? Sådan heltalmindelige problemer.

Jeg er selvfølgelig udmattet, og jeg går ud fra, at mange har det sådan juledag. Jeg ville gerne have været henne og træne, jeg kan mærke, hvordan alle mine muskler skriger efter at røre sig og blive brugt, men jeg kan ikke tage derhen. Jeg er træt, og mit hoved er tungt. Jeg har ikke drukket alkohol, men jeg har været sammen med familie og venner i tre dage i træk, og jeg skal af sted igen senere. Det er hyggeligt, og jeg elsker det, men min hjerne er efterhånden sønderbombet af indtryk, smage, lyde, lugte, varme, følelser og overraskelser. Jeg glæder mig til hver eneste lille del af det, det er sådan julen skal være, jeg har ikke lyst til at ændre på noget som helst, men jeg glæder mig også til at det er overstået, og at jeg kan komme hjem til en triviel og ret begivenhedsløs hverdag...


lørdag den 19. december 2015

NemID og Rejsekort

Jeg fik rent faktisk taget mig sammen til at begynde min eksamenslæsning. Jeg er hverken hurtig eller effektiv, men jeg er i det mindste i gang. Om jeg egentlig forstår et ord af det jeg læser venter jeg med at tage stilling til til en anden dag. Selvfølgelig forstår jeg noget af det, men forstår jeg nok til at kunne klare min eksamen godt? Eller bare middelgodt?

Nå, men alle mine eksamensproblemer forhindrer mig ikke i at have helt almindelige hverdagsproblemer som fx NemID og Rejsekort. Behøves jeg overhovedet at skrive mere? Egentlig kan jeg vel bare slutte blogindlæget med de to små ord "NemID" og "Rejsekort" og så lade folks fantasi udfylde resten.

I anledning af julen ønsker jeg dog at være flink, og jeg har egentlig aldrig rigtigt haft problemer med de to. Jeg har i hvert fald ikke haft større problemer, end jeg har haft med alle mulige andre ting, men i dag blev det så min tur. Måske var fejlen, at de to ting skulle kombineres, at jeg skulle bruge NemID for at logge ind på Rejsekorts selvbetjeningsside. Tre gange i træk påstod den, at jeg ikke kunne mit eget CPR-nr, hvilket, efter så mange år med hospitaler, læger og medicin, er en af de få ting, som jeg kan udenad, om det så er midt om natten og en sygeplejerske står og rusker i mig. Dernæst opgav jeg.

Det var egentlig ikke noget stort problem, for jeg skulle ikke noget vigtigt, men jeg var en anelse pirrelig pga eksamenslæsningen, og jeg følte det som en personlig fornærmelse, at computeren påstod, at jeg ikke vidste noget, som jeg er meget meget sikker på, at jeg godt ved. Disse og andre lignende følelser gav jeg udtryk for, og så var der ikke så meget andet jeg kunne stille op, hvilket var meget utilfredsstillende. Jeg fandt ikke nogen genial løsning, jeg havde ikke noget fornuftigt jeg i stedet kunne gå i gang med og jeg var heller ikke blevet så sur, at jeg begyndte at bande, råbe og slå på ting/personer omkring mig. I stedet følte jeg mig bare træt og ugidelig.

Og nej, det hjalp ikke synderligt, at Kæresten bagefter prøvede, og at det virkede fint...

fredag den 11. december 2015

Tid til alt andet end læsning

Den tid på året er kommet, hvor jeg burde sidde dybt koncentreret over skolebøgerne, krumbøjet over fortidens kundskaber. I hvert fald har jeg officielt fået læseferie, men jeg har slet ikke haft tid til at finde skolebøgerne frem. Eller måske har jeg bare ikke lige gidet, det er ikke lige til at vide.

I stedet for at læse har jeg tegnet, set tv, set på en lejlighed med Kæresten,sagt ja til lejligheden, men ikke fået den, købt alle mine julegaver, købt en masse bøger til mig selv, fortalt og tegnet dårlige vittigheder, læst bøger der bestemt ikke relaterer sig til eksamenslæsningen, købt små sjove gaver til pakkeleg og været rundt for at lede efter gammelt juletræspynt uden dog rigtigt at finde noget.

Vigtigst har det dog været, at det i søndags var tre år siden, at jeg sidst har skåret i mig selv med vilje (klodsede køkkenulykker tæller ikke med). Det er ikke fordi jeg sådan rigtig fejrer det på behørlig vis, men det var det lidt sjovt at tænke på, og det var da en lejlighed til at kunne fortælle det på facebook og blive glad for folks anerkendelse, uden derved at komme til at virke alt for selvfed.

De fleste dage har dog været ligesom i dag, hvor jeg knap nok kommer uden for en dør. Dage hvor jeg hænger foran computeren og skriver en enkelt mail eller to, som egentlig helst skulle have været skrevet for flere dage siden. 

Jeg har det egentlig fint ned ikke at have så travlt for tiden. Min eksamen ligger først d. 19. januar, så det er rart at kunne tillade sig lidt ferie inden jeg for alvor går i gang. Jeg ved ikke om det er muligt at læse for meget, men det er i hvert fald muligt at anstrenge sig for meget, således at man til sidst intet er bevendt. Jeg ved ikke hvornår jeg går i gang. På den ene side føler jeg ikke, at jeg har travlt, men samtidig er jeg også bange for ikke at starte i god nok tid.

Det der egentlig har generet mig mest ved at tage fri er, at jeg er i en periode af mit liv, hvor at tage er ensbetydende med at have tid til at vaske tøj og gøre rent og den slags, og selvom det er rart igen at kunne tage rene sokker og t-shirts på, så er det også et tegn på, at jeg er ved at være så voksen, at det gør helt ondt at tænke på. 

fredag den 4. december 2015

Med juletræet på hovedet

I novellen "Juletræet" bliver mumifamilien vækket af deres vintersøvn og ved ikke hvad julen er, men de tror nok, at den er farlig.
Mumifar besluttede trods den truende katastrofe ikke at tage af sine egne grantræer, for dem var han meget øm over. I stedet kravlede de over Gafsens stakit og bestemte sig for et stort træ, som hun faktisk ikke kunne då særlig megen brug for. "Tror du det er meningen, vi skal gemme os i det?" spurgte Mumitrolden.
Jeg er desværre ikke nogen Mumitrold, men det skal ikke forhindre mig i også at fortælle om, da jeg i går købte mit eget juletræ og delvist gemte mig i det.

Det er egentlig ikke fordi der er så meget at fortælle. Jeg var ikke fræk nok til at stjæle mit træ, og selv hvis jeg var, så kender jeg ikke nogen Gafsen fra hvis have jeg kunne stjæle det fra. I stedet købte jeg det på parkeringspladsen foran IKEA.

Desværre har jeg ikke nogen bil, og måtte derfor tage bussen hjem, men da jeg kom net til stoppestedet, var der stadig 20-30 minutter til bussen kom. Jeg kan godt nogle gange være ret doven, men denne gang vandt min utålmodighed hurtigt, og jeg smed træet op på hovedet og BAR det de 1.5 km hjem. Det tog lige et par forsøg at finde den rigtige placering, men derefter gik det egentlig rimelig nemt.

Til at starte med lå træet pænt ovenpå mit hoved, men langsomt begyndte grenene at tilpasse sig, og mit hoved forsvandt længere og længere ind i træet. Jeg må have været et herligt syn, men desværre kunne jeg ikke se folks reaktioner når jeg gik forbi, for mit udsyn var meget begrænset.

Og således fik jeg også et juletræ i år, og det står nu fint og pyntet midt i stuen.

søndag den 29. november 2015

Workshop: Autisme og Intervention

Forleden deltog jeg i en workshop om autisme og intervention på Aarhus Universitet. Det kunne have været enormt fedt, hvis jeg havde været inviteret som personen bag denne blog, men det var et gratis arrangement åbent for alle som jeg tilfældigvis faldt over på Facebook.

Workshoppens indhold var fint, men hold op hvor jeg bare ikke fungere i den slags forum. Vi sad i  en hestesko, sådan at alle kunne se alle. Det siges at det er så socialt, men jeg savnede muligheden for at kunne gemme sig lidt væk, men nej. Alt stod til skue. Ethvert gab eller kløen sig bag i foregik foran hele flokken af næsten udelukkende fremmede mennesker. Jeg tror ikke, at der var nogen der kunne have fundet på at bebrejde een disse små private øjeblikke, men det er ikke en indretning jeg selv ville vælge.

Så kom turen til snakken, og alle havde lov til at tage ordet, og det var fint, og der blev sagt mange gode, kloge og sjove ting, og alligevel drænede snakken mig for energi. Jeg har en teori om, at enhver samtale mellem mere end tre personer ikke længere er en samtale, men brudstykker af flere samtaler, der bliver taget op på skift med uregelmæssige tidsrum, alt efter hvem der har ordet og vil kommentere på ting fra for 5 minutter siden. Mange mennesker lader til at have ganske glimrende overblik over  denne form for kommunikation, og jeg forundres og misunder dem, for efter en halv time på denne måde var jeg så drænet, at det svimlede for mig.

Jeg fik dog selv sagt et par ting, og jeg virkede sikkert totalt overskudsagtig, men i pausen var jeg nødt til at smutte. Der var masser af søde mennesker jeg lige skulle sige farvel til, og jeg ville også prøve at gøre det klart, at det ikke var fordi jeg ikke fandt snakken interessant, at jeg gik, men jeg var simpelthen nødt til trække mig fra selskabet og ind i mig selv for at kunne klare resten af dagens program.

søndag den 22. november 2015

Bedre end det gamle men skræmmende anderledes

Jeg har købt mig en ny computer. Det er ikke fordi den gamle slet ikke fungerer mere, den var bare blevet langsom og upålidelig, og da så en dag et vigtigt dokument forsvandt, så fik jeg nok. Okay, det var måske ikke noget virkelig vigtigt dokument, det var egentlig bare mine noter fra en enkelt undervisningstime, men det er alligevel pisse irriterende.

Jeg foretrak at købe min nye computer i en butik frem for på nettet. Selvom det kan godt være lidt skræmmende for mig at gå ind i en butik på grund af varmen, lyset og alt for mange mennesker, så foretrækker jeg det langt frem for nettet, i denne situation, da jeg ikke ved så meget om computere. Fordi det er noget jeg ikke ved så meget om, så foretrækker jeg at blive stillet over for et begrænset udvalg. I butikken stod der måske 25 computere, hvoraf de første 10 kunne vælges fra, fordi deres pris lå langt over mit budget. Det tog mig måske 15 min at skære feltet ned til de sidste få, og så fik jeg til sidst min computer.

Det er så den jeg sidder med nu. Jeg ved med ret stor sikkerhed, at jeg vil blive glad for den, men føles endnu rigtig for mig. Den er lettere, den flytter sig lettere på bordet, hændernes arbejdsvinkel er uvant, overfladen føles anderledes for mine hænder, touch padden er meget følsom og den mindste berøring får mærkelige ting til at ske, der er stadig en masse småting der mangler at blive indstillet og installeret, nogle af knapperne sidder lidt anderledes og mange af mine ting ligger stadig ovre på den gamle computer. Jeg er udmærket klar over at det er småting, men det får alligevel min hjerne til at gøre knuder.

I dag er det ikke så slemt, men i går måtte jeg overlade den i Kærestens varetægt mens jeg gik ind i soveværelset for at køle af og samle tankerne. Når han nu alligevel sad med den, så kunne han vel også lige klare et par småting, 'ikke også, SKAT!?! *plirrer uskyldigt med øjenvipperne*. Det bedste var, at han ligefrem håbede, at jeg ville bede ham om det, for ham et nyt legetøj, for mig et irriterende og usamarbejdsvilligt arbejdsredskab.

mandag den 16. november 2015

Prinsessens juveler

En overskrift på facebook lød "Rigtige piger har muskler", og det kan skam godt være, men når jeg tænker på mig selv som barn så kunne jeg ikke klatre i træer fordi jeg var bange for at falde ned, jeg hadede fodbold, rundbold og andre holdsport fordi jeg blev forvirret over de andre børns hektiske og ulogiske bevægen sig rundt på og udenfor banen, jeg kunne sjældent fange nogen i tagfat, fordi jeg løb så langsomt og hurtigt blev forpustet, jeg blev arrig når de andre børn ikke fulgte spillets regler, og det skete tit og jeg blev ked af det fordi der egentlig var andre ting jeg hellere ville lege.

Prinsesselege er ikke populære for tiden. Feministerne vil ikke lade deres døtre være prinsesser, og de reaktionære vil ikke lade deres sønner være det. Selvfølgelig er der også de forældre der bare er trætte af de samme lege igen og igen ligegyldigt hvilket køn deres barn har og drømmer om at kunne lege noget de også synes er sjovt. Selv sad jeg en dag i BR med en lille pige, som var i fuld gang med at fortælle mig om nogle prinsessedukker, hvoraf jeg kun forstod meget lidt. Alligevel nikkede jeg anerkendende, mens jeg sørgmodigt så på de Star Wars figurer som jeg havde lyst til at lege med. Heldigvis er børn temmelig ligeglade med de voksnes fikse idéer.

Nu hvor julen nærmer sig skal jeg til at købe en gave til selv samme lille pige, og vil hun være prinsesse, så lad hende være prinsesse. Jeg vil give hende en stor æske med perler til at lave halskæder af, men de viser sig ikke at være så let. Som alt andet er det dyrt, men det er ikke så meget det der er problemet. Problemet er variation. Enten kan jeg køber en stor bunke næsten en perler, hvilket er dyrt, men ikke så dyrt som at købe flere forskellige poser med kun nogle enkelte perler i hver.

Mit svar er som altid genbrugsbutikker, hvor jeg kan købe små armbånd og halskæder til en rimelig pris, som jeg så går hjem og klipper op og ligger ned i den æske jeg har købt. Æsken er alt for stor til formålet, men den er lyserød.

fredag den 6. november 2015

En ulempe ved at studere på særlige vilkår

Vi sidder alle sammen og prøver at skjule os bag computerskærmen. Læreren ser ud over os med et opmuntrende smil. Han har lige stillet os et spørgsmål og venter på, at en af vil svare. Ingen siger noget. Det er tidligt om morgenen, og udenfor er det endnu mørkt. Desuden ligger der en tyk tåge både uden for vinduerne og inde i vores morgentrætte hoveder.
- "Kom nu, dette burde i have lært i kirkehistorie!?".
Kirkehistorie? KIRKEHISTORIE? Jeg har endnu ikke haft kirkehistorie. Inde i mit hoved går tusindvis af små alarmklokker igang med at ringe. De klingrer og bimler så højt, at jeg næsten ikke hører lærerens svar.
- "Har i slet ikke lært om sværmerne?".
For mit indre blik ser jeg alle mine chancer for en god eksamenskarakter løbe ud i fantasiens nedløbsrør. Jeg er i panik. Så snart timen slutter, springer jeg op til katederet. Jeg er udmærket klar over, hvor ynkelig jeg lyder, mens jeg febrilsk redegør for min situation.
- "Jamen, det kan vel ikke forlanges, at jeg kan redegøre for det til eksamen, nå jeg endnu ikke har haft faget...".
Jeg kan godt se fornuften i lærerens svar, at selvom det ikke er kirkehistorie jeg skal eksamineres i, så er der stadig visse ting, så er der bare visse ting, man som teologistuderende formodes at vide noget om, og sværmerne er bare en af disse ting. Og måske ved jeg det egentlig også, eller har i hvert fald vidst det tidligere, men lige nu har jeg altså glemt det, for frygten har gjort min hjerne ubrugelig. Jeg skammer mig i mit stille sind, og jeg sender en stille bøn til Gud om, at min lærer kan se forskæl på ægte dumhed og paniksdumhed.

Nogle dage senere går jeg ned på biblioteket og låner den største og tungeste bog de har om kirkehistorie, for selvom jeg fuldt ud klar over, at jeg ALDRIG ville kunne nå at læse den ved siden af mit egentlige dogmatikpensum, så for dens vægt i skoletasken mig til at føle mig mere rolig.

lørdag den 31. oktober 2015

ungdommen demonstrerer

Allerede da vidste han, at han ville komme til at leve hele sit liv inden for snævrer rammer: på et universitetskontor, på offentlige biblioteker og i en to-tre auditorier; denne forestilling gav ham kvælningsfornemmelser. Han længtes efter at træde ud af sit liv, som man går ud af en lejlighed og ned på gaden.
Det var derfor han var så glad for at deltage i demonstrationerne mens han levede i Paris. Det var smukt at gå hen at fejre noget,kræve noget, protestere mod noget, ikke at være alene, at være under åben himmel og sammen med andre.
                                                     Milan Kundera
                                                     "Tilværelsens ulidelige lethed"
I fredags demonstrerede ungdommen, og de voksne beklagede sig over ungdommens dovenskab, ufornuft, uhøflighed. Samtidig er der unge der ikke tager med til demonstrationerne, men i stedet ruller med øjnene over deres jævnaldrende, og der er voksne der ryster på hovedet og tænker "I min tid vidste i fanme hvordan man demonstrerer". Derved er alting jo som det skal være. Det er enhver generations ret at gøre oprør mod det der kom før, ja det er måske ligefrem deres pligt. Det er enhver tidligere generations ret, ja ligefrem pligt, at beklage sig over den moderne ungdom. Og samtidig er det også enhver persons ret, at mene noget andet en fællesskabet, også selvom de nogle gange får hug for det.

Alligevel har de gamle hippier også lidt ret, når de siger, at den moderne ungdom ikke forstår at demonstrere. Jeg er en af alle dem der er vokset op med billeder at demonstrationer over Vietnamkrigen og glade folkemængder der styrtede over den nedbrudte grænse efter murens fald, men ligegyldigt hvor meget man ønsker det, så kan vi ikke gentage fortiden. Det er helt rigtigt at de moderne demonstrationer ikke har fortidens kraft, om det så skyldes ungdommens sløvsind, tiden eller mangel på nærliggende farer.

Jeg har deltaget i en demonstration i mit liv. Den skulle forestille sig at handle om et nej mod Irakkrigen, men reelt bestod den af palistinensere der råbte "Ned med Bush" og gamle hippier der stod og sang gamle protestsange som de unge ikke kunne ordene på. Jeg kan ikke have været den eneste der følte mig skuffet, men jeg vidste, at hvis jeg sagde noget, så ville jeg blive udstødt.

Er tingene virkelig så meget anderledes i dag? Jeg deltog ikke i demonstrationen, men jeg tvivler. Alligevel støtter jeg fuldt ud deres forsøg på at trænge igennem, deres vage argumenter, deres mangel på fuld forståelse af, at alle andre også lider under besparelserne, deres mangel på erfaringer af verden udenfor, for det er sådan ungdommen skal være, det er det der gør dem unge i stedet for voksne. Vi kunne lige så godt bruge betegnelserne uskyldige og optimistiske om dem.

Iblandt dem er der jo også de andre unge, dem der før tid er blevet ramt af livets alvor, de vrede unge, de depressive, de selvdestruktive. Sådan en var jeg dengang, og selvom jeg dengang hadede mine jævnaldrende lige så meget som jeg hadede resten af verden, så begynder jeg lige så stille at sætte pris på dem.

søndag den 25. oktober 2015

Kender du Sandi Toksvig?

Sandi Toksvig får nogle store sko at udfylde, når hun overtager rollen
som vært for TV-serien QI efter Stephen Fry. Seriøst, han må være
mere end dobbelt så stor som hende
Hvor mange sangere/bands kan jeg nævne, som er opstået inden for de sidste fem år? Ingen.
Hvor mange nye bøger har jeg læst? 5 ud af 50.
Hvor mange politikere i Folketinget kan jeg sætte navn på? På en god dag kan jeg måske klare 10.
Hvor mange nye film? 1.
Hvor mange teologiske bøger har jeg læst i år som ikke var lektier? Ingen, på trods af, at det faktisk er teologi jeg studerer.

Jeg er sådan en person der altid er ude af trit med min samtid. Sådan har jeg altid været, og selvom jeg i perioder ligefrem har dyrket denne egenskab, så er det egentlig ikke med vilje. Når jeg prøver at følge med tiden, sådan som den nu i bred forstand kommer til udtryk i kulturen, moden og lignende, så kan jeg godt, men det kræver en bevidst indsats. De blade, hvor alt det nye præsenteres, er ikke blade jeg automatisk ville samle op, det samme gælder TV og websider.

Men i dag skete det, dette lille lysglimt af at være på forkant med tiden. I Berlingske så jeg i dag en artikel om Sandi Toksvig, komiker, politiker, tv-precenter og datter af Claus Toksvig. HER. Hun er en spændende person, selvom hun nok ikke tæller blandt de vigtigste personer man kan kende til. Alligevel er jeg stolt over at kende til hende. Jeg ved godt, at det ingen måde inkluderer mig i æren for hendes bedrifter at kende hende før mange andre. Jeg håber dog, at i vil bære over med min uberettigede stolthed, for det er en sjælden oplevelse for mig.

tirsdag den 20. oktober 2015

Skoletræt

Det går ikke alt for godt på studiet for tiden. Det skal ikke forstås sådan, at det går dårligt, for det gør det ikke. Jeg læser mine lektier, jeg er der til timerne og tager noter, og jeg er næsten altid iblandt dem der rækker hånden op, når læreren stiller et spørgsmål. Alligevel er det tit sådan, at jeg ikke har forstået det vigtigste i de tekster vi læser, og når jeg siger noget, er det ikke forkert, det er bare formuleret på en måde, der virker alt for upræcis.

Det er en ond cirkel, for jo mere usikker jeg bliver på mig selv, jo mere hakker og stammer jeg mig igennem mine svar. Ofte indleder jeg enhver kommentar med bekymrede udtryk for, at jeg jo ikke ved om det er rigtigt, det jeg vil sige, eller om det nu kunne tænkes at det måske kunne formuleres således at ... Det driver mig selv til vanvid. Det får mig til at skamme mig over mig selv. Jeg kan godt leve med, at jeg ikke kan være super dygtig til alle fag, men det er frygtelig pinligt, at min usikkerhed på den måde bliver udstillet.

Det fag det drejer sig om er dogmatik, hvilket vil sige det sted hvor teologien og filosofien overlapper hinanden. Jeg synes det er svært. Jeg kan godt forstå de forskellige måder at tænke på, men der er så mange navne, strømninger og begreber, som skal huskes, forstås, holdes op imod hinanden, uden at man derved skal prøve at lede efter en rød tråd. Det igen er heller ikke uoverkommelig svært, problemet er bare, at der ikke er nogen faste rammer for hvad man skal kunne. Vi har selvfølgelig et pensum, men der vil altid lige være 100 nye ting man bør overveje eller læse op på. Dogmatik falder ind under det der kaldes systematisk dogmatik, men jeg finder det ikke spor systematisk. Jeg kan sagtens se hvorfor faget er vigtigt, og hvorfor nogle af de andre synes, at det er vildt spændende, men jeg føler mig overvældet. 

Jeg er overvældet, og jeg er træt. Jeg har lyst til at kaste alle skoletingene fra mig og begrave mig i en god bog, tegne, sove, gå ture og tage i teateret. Det gør jeg også, men det tager en stor del af den energi, som jeg burde på at læse mine lektier og prøve at forstå. Folk vil sige til mig, at der også skal være plads i livet til andet end bare skolen, og det er ikke forkert, men der bør vel stadig være en lille smule plads tilbage til skolen?!

PS så var jeg faktisk i teateret i går for at anmelde "The Blazing World". Hvis I har lyst, må I meget gerne gå ind og læse om det HER.

tirsdag den 13. oktober 2015

Hvorfor lære latin?

FIAT er latin og betyder "lad det ske", og det var det Maria sagde til englen,
da hun fik at vide, at hun skulle føde Guds barn.
Hvis jeg skal give folk en god grund til at lære latin i en tid, hvor det bestemt ikke er på mode, så burde jeg måske sige noget med, at det kan give en grundlæggende grammatikforståelse, eller at mange af kilderne til den vestlige kultur er skrevet på latin, og hvordan kan vi kende og forsvare vores egen kultur, hvis vi ikke forstår hvoraf den udsprang? Men det er overhovedet ikke det jeg har til hensigt at tale om.

Næ, ser I, her i weekenden blev jeg præsenteret for verdens bedste årsag til at lære latin. Jeg sad og læste inspector Morse, de eneste krimier der for alvor er værd at læse, og der midt i det hele stod et latinsk digt. Det var ikke oversat, men det fremgik, at det var af en uartig karakter:
Caeli, Lesbia nostra, Lesbia illa.illa Lesbia, quam Catullus unamplus quam se atque suos amavit omnes,nunc in quadriviis et angiportisglubit magnanimi Remi nepotes.
 Selvfølgelig kunne jeg bare slå det op på nettet, men hvor meget sejere er det ikke lige at oversætte det selv? Okay, det er det måske ikke alle der synes, men det gør jeg, og jeg er trods alt et af de vigtigste mennesker i mit eget liv, så jeg gik i gang, og her er mit resultat:
Caelus, vores Lesbia, denne Lesbia.
Den samme Lesbia som Catulus alene elskede
mere end sig selv og alle sine
sutter den nu af på Remus' efterkommere
i vejkryds og snævre gyder
                                        Catulus LVIII

søndag den 4. oktober 2015

Livsliniens nattetjeneste lukker...

I princippet har jeg stor sympati for sagen når aviser og facebook kontakter råber op om at det er en katastrofe. Jeg har stor respekt for de folk der arbejder der og lignende steder og jeg er ked af det på vegne af dem der måtte have brug for nogen at tale med og ikke længere vil kunne komme igennem når natten bliver mørk, kold og ensom.

Alligevel er det ikke en sag der som sådan rører mig personligt. På trods af mange år med voldsomme selvmordstanker, impulser og forsøg, ville det aldrig være faldet mig ind at ringe til Livslinien. Ikke fordi der er noget galt med den tjeneste de yder, men fordi jeg vidste, at hvis jeg ringede, ville de tale mig ud af det, men jeg ønskede ikke at blive stoppet. Jeg ønskede at lide i stilhed, lide alene og måske endda...dø?

Men frygtede jeg ikke døden? Jo for fanden. Jeg frygtede døden med hver eneste celle i kroppen, jeg frygtede den så meget, at det var svært at trække vejret. Og når jeg sad på min seng med et glas med piller brød jeg sammen i krampegråd, men gav mig selv en lussing for at koncentrere mig. Jeg lagde pillerne op i rækker med ti i hver - således at de alle vendte ens for at trække tiden ud - og trak vejret dybt for at samle mod til mig.

Det SIDSTE i verden jeg ønskede var at tale med nogen, ikke lige nu i hvert fald, senere måske, når... når hvad? Det vidste jeg aldrig rigtig. Måske var det derfor jeg aldrig blev erklæret egnet hos center for selvmordsforebyggelse? Måske havde de ret i, at jeg ikke virkelig ønskede at dø? Men de piller jeg slugte, var lige giftige uanset hvorfor jeg tag dem.

Men uden nogen erfaring med Livslinien er det svært at skrive et forsvar for dem, men det vil jeg alligevel gøre, for politikerne der fordeler pengene har nok heller ikke prøvet det, men penge skal ikke fordeles ud fra hvad vores politikere selv har prøvet og ikke prøvet.

tirsdag den 29. september 2015

At møde den syge veninde

Forleden mødte jeg en pige som jeg kendte engang. Hun havde tabt sig så meget, at hun ikke længere lignede sig selv. Hun havde mistet sin energi og en stor del af sin personlighed. Fra den lille del af min hjerne, hvor sygdommens skygge stadig lever, hørte jeg en hvisken om hvor smuk hun var blevet, men jeg kunne også se skønhedens pris. Hendes forpinte øjne og det forsagte smil ville måske være smukke på et fotografi, men ude i den virkelige verden ville jeg langt hellere høre hendes latter og føle at hun var i live.

Der var engang hvor den syge veninde var mig. Jeg mødte folk og så frygten i deres øjne, og jeg havde lyst til at skrige, slå og sparke til verden, fordi jeg ikke havde kræfter til at forholde mig til deres bekymringer, jeg havde rigeligt i mine egne problemer. Selvfølgelig gjorde jeg det aldrig i virkeligheden, for jeg ville jo være den pæne pige, som ikke skulle belemre nogen, og desuden var jeg så forfærdelig træt og havde kun lige energi nok til et svagt smil og en høflig hilsen.

Hun fortalte, at hendes karakterer er blevet bedre. Selvfølgelig er de det. Det er det sygdommen går ud på, at tugte sig selv, at modelere sig selv ligegyldigt hvor smertefuldt det er. Min egen logik dengang sagde:
Hvis det ofte er de dygtige piger der for anoreksi,så kan jeg måske blive en af de dygtige piger,HVIS jeg får anoreksi???
Disse ting sagde jeg selvfølgelig ikke til hende. Enten var det fordi jeg var for genert, eller også var det fordi jeg vidste, at hun selv bliver nødt til at indså disse ting, og andres bemærkninger bare risikerer at forøge hendes sorg/vrede/smerter. Der findes ingen magiske ord at sige til den der befinder sig i helvedet fra den der ikke gør det.

Jeg kan godt nogle gange føle, at jeg har et større ansvar for at hjælpe, fordi jeg selv engang har været der, men jeg har ikke derved fået nogle særlige egenskaber til at hjælpe... desværre. 

tirsdag den 22. september 2015

Den dag jeg glemte medicinen

Jeg tager medicin tre gange om dagen, og generelt er jeg ret god til at huske det, men en dag i sidste uge smuttede det for mig. Det var en af de der dage hvor vækkeuret hylede af mig 6.30 og igen 6.40 og 6.50. En af de morgener hvor mine muskler føltes så matte, at jeg da umuligt kunne løfte dynen, hvor det kolde mørke rundt om mig hviskede søde ord i mit øre "Nej, det er bestemt ikke morgen endnu. Nej, det er slet ikke vigtigt, at du kommer op og i skole...". Jeg vidste udmærket at mørket løj, men jeg blev alligevel liggende lidt for længe.

Op kom jeg dog, og jeg drak kaffe, spiste morgenmad, pakkede tasken og kom af sted. Jeg sprang op på cyklen og blandede mig med det arbejdende folk og skolebørnene som hver dag skal så tidligt af sted.

I klassen sad vi 40 mennesker med tunge øjne rettede mod computerskærmene, men jeg havde den her nagende fornemmelse af, at jeg ikke kun var træt. "Åh nej" hviskede jeg, højt nok til at de nærmeste kunne høre det. "Hvad?". Jeg forklarede, at jeg havde glemt at tage min medicin. "Kan du virkelig mærke det allerede?". Det vidste jeg egentlig ikke rigtigt. Nogle ting kunne jeg reelt føle, imens andet måske mere handlede om selve bevidstheden om, at jeg ikke havde taget den, hvilket måske fik mig til at overfokusere på hver eneste lille ting der muligvis kunne tænkes at være et symptom på den manglende medicin.

Timen slæbte sig af sted, og jeg fik absolut intet ud af det, så jeg valgte at tage hjem i pausen. Det føltes mærkeligt at tage hjem, for jeg var jo ikke syg, jeg var bare ukoncentreret. Jeg følte mig endnu mere dum, da jeg, efter at have taget medicinen, havde det fint, men det var det for sent at tage tilbage til undervisningen.

tirsdag den 15. september 2015

Carpe diem - en livsfilosofi bygget på citater

I en facebookgeneration hvor mange af os opbygger vores livsanskuelse på tilfældige citater, tænker jeg, at det kan være nyttigt at lære nogle flere og måske ligefrem bedre citater. Her vil jeg derfor dele nogle af de citater der har præget mig og mit syn på verden igennem de sidste snart 10 år:

Om eksistens:

"Men hvor længe skal man blive ved, før det går op for en, at man har ladet sig nare af fiktionen (igen) og at det er den velkendte, skuffende verden omkring en, der er den virkelige". Thomas Scarlett "Mr Y's forbandelse"

"Jeg lader mit liv passere revy og finder det temmelig ynkeligt; enkelte glæder, uendelig meget ligegyldigt og værdiløst og derimellem et rigt mål smerter, lidelser, ængstelser, skuffelser, bristede forhåbninger, græmmelser, sorger og ærgrelser". Leopold von Sacher-Masoch "Venus i pels".

"Og sådan kan man beskrive angsten for døden, som angsten for ikke at blive den man ønsker at være". Pascal Mercier "Nattog til Lissabon".

"Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares".  2. Petersbrev 1,6-7

"But what you are left with is a premonition of the way your life will fade behind you, like a book you have read too quickly, leaving a dwindeling trail of images of emotions, untill all you can remember is a name". Jay McInerney "Bright Lights, Big City".

'Mislykket' eksistens:

"And at the most dysfunctional end, of course, there are the kamikaze girls who wade into war with their pituitary - trying to starve it, or confuse it into defeat, with anorexia, or bulimia.
But the problem with battling yourself is that even if you win, you lose. At some point - scarred, and exhausted - you either accept that you must become a woman - that you are a woman - or die. This is the brutal, root truth of adolescence - that it is often a long, painful campaign of attrition. Those selfharming girls, with the latticework of razor-cuts on their arms and thighs, are just reminding themselves that their body is a battlefield". Caitlin Moran "How to be a woman"

"I can't say I'm suicidal, since, as Thomas Lynch said, "Who among us in our right mind hasn't severel times in the course of a life yearned for the comforts of absence and non being? But there is a subtle and important difference between those of us who'd rather not be alive tomorrow - incomplete homework, biopsy results, romantic reversals, pregnancy tests - and those of us who want to be dead tomorrow and the day after and forever"". Victoria Coren "For richer , for poorer"

"[Emily] Dickinson's wounds and scars are military medals of honor, the price and prize of life experience. [...] Her boy personae are also deflections of maturation, an anorexic supression of sexual shape". Camille Paglia "Sexual Personae"

"Bowie fik det "at gå i stykker" til at tage sig elegant ud". Marc Spitz "Bowie"

"Intet i verden kan måle sig med fantasien hos et menneske, der har mistet besindelsen". Haruki Murakami "Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe".


Om at blive set og hørt:

"Og så er Torben ikke sådan et barn man har lyst til. Han er ikke indbydende. Han stråler ikke. Han er faktisk direkte ucharmerende. Grim og snottet. Sådan et barn man helst er fri for, hvis man nu skulle være ærlig. Der er forskel på børn, det er der bare. Og måske er det derfor, der ikke er nogen i vuggestuen, der rigtig får styr på det her med Torbens skrammer. Der er ingen der rigtig har lyst til ham. Måske er det derfor." Naja Marie Aidt "Bavian"

"Og så var der et stænk af vold eller vrede, som hos den der gerne vil ses, men ikke rigtig bliver det" Per Olov Enquist "Om Idræt"

"Det var kun en gal, vi så. Én der slog og sparkede på verden, fordi den ikke ville kende hende i alle de år". Majbritte Ulrikkeholm "Tilbage til jorden"

"Måske er jeg i lidt dårligt humør. Det er svært at vide, når der ikke er andre mennesker til stede". Helle Helle "Ned til Hundene"

"Men Gud har en plads til Dem. Hver Sabbath ser han Deres tomme stol i synagogen og siger til sig selv: Hvor er han mon henne? Han er urolig for Dem. De kommer ikke til gudstjeneste, for De ønsker, at Gud skal være urolig for Dem; De er som en lille dreng, der ønsker, at hans forældre skal tage sig mere af ham [...] Når de ikke giver ham kærtegn, begår han dumheder i håb om, at de i det mindste vil give ham smæk. De gør det for at kalde på Gud". Joan Sfar "Rabinerens kat"

Om at udtrykke sig:

""Hun kan ikke lege," mumlede Mumitrolden ganske forbløffet. "Hun kan ikke blive vred," sagde Lille My. "Det er det, der er i vejen med hende." "Hør nu her," fortsatte hun og gik helt hen til Ninni og så truende på hende "du får aldrig dit eget ansigt, før du får lært at slås. Stol kun på det." "Javel", sagde Ninni bare og trak sig forsigtigt tilbage". Tove Jansson "det usynlige barn"

"[...] og så eksploderede han, for han var fuld af vidunderlige ting, som han ikke fandt udtryk for, og som blev siddende fast i hjertet på ham". Emile Ajar "Du har jo livet for dig"

"Der findes ønsker, som er for store at sætte ord på". Selma Lagerlöf "Stenen i søen"

"Når han tror, han har sagt noget overilet, banalt, halvsandt, saa holder han ikke op med at limitere, modificere og lægge til og trække fra til der til sidst ikke er mere tilbage af det hele". Goethe "Den unge Werthers lidelser".

"It was all done with the seriousness and selfconscious professionalism that only enthusiastic amateura posses". David Mitchell "Back story".

"Nu ville han aldrig få skrevet de ting han havde udskudt at skrive, til han vidste nok til at kunne skrive godt nok om dem. Nå ja, så ville det heller ikke mislykkes for ham at prøve på at skrive dem. Måske ville man aldrig kunne skrive dem, og det var derfor man udskød dem og ventede med at begynde". Ernest Hemingway "Fire noveller"

tirsdag den 8. september 2015

Samtale med en syrisk mand

Denne korte anekdote oplevede jeg for nogle år siden. Krigen i Syrien var begyndt, men det var endnu ikke blevet den helt store historie. Jeg havde i hvert fald ikke selv nogen fornemmelse af den betydning lige netop denne krig ville få for historien og for den danske selvforståelse.

Jeg sad en dag på en chatside, hvor man kunne tale med folk fra hele verden. Ja, nogle gange modtog man beskeder a la: U beautyfull beatufull girl, U wanna marry me? Men der var også mere almindelige samtaler. En dag sad jeg så og skrev med en ung mand fra Syrien. Jeg havde faktisk ikke helt sikker på om jeg havde lyst til at snakke med ham. Ikke fordi han ikke var flink, men fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med mig selv. Hvad siger man til en person der lever i krigens skygge?

Jeg er altid et kæmpe fjols når det gælder nye og ukendte situationer. Jeg ønskede at sige et eller andet magisk, noget medmenneskeligt, noget der viste at jeg forstod hans situation, selvom jeg selvfølgelig ikke ve en skid om den slags. Hvad jeg i stedet endte med at gøre var at begynde en teoretisk diskussion omkring årsagerne til krig/at drage i krig religion><økonomi. Eller rettere, for mig var det en teoretisk diskussion, men jeg tænker, at det hele nok var lidt mere virkelighed for ham.

I hvert fald sad jeg der og snakkede om middelalderen og om hvordan familiens ældste søn arvede det hele og de andre enten kunne gå i kloster eller drage ud i verden og skaffe nok rigdom til at kunne få sig en kone og skabe et liv. Korstogene var for sidstnævnte en glimrende mulighed. Pludselig skrev jeg "Nej vent, nej stop, jeg holder op; jeg lægger pludselig mærke til, at jeg sidder og forsvarer korstogene. Det var slet ikke det jeg ville...".

Derpå grinede vi lidt, og jeg fik en sjov anekdote at fortælle, men hvad moralen er i dette oplæg er svært at sige. I disse dage strømmer syriske flygtninge til Danmark, og vi må beslutte hvem og i hvilken grad vi kan/vil/skal/må/bør hjælpe. Der er historier om folk der spytter på dem, andre står klar med vand, mad og tæpper. Især Facebook er fyldt med folks gode gerninger, folk der nu kan skrive 'Jeg har hjulpet en flygtning' på deres cv. Jeg vil også gerne gøre noget godt, jeg vil gerne se mig selv som et godt menneske, men denne historie er den eneste jeg kan fortælle.

lørdag den 5. september 2015

Fucking fede fiasko?

Modeverdenen er skyld i spiseforstyrrelser                              Særligt sensitive
                        Autisme kan helbredes ved at fjerne al mad fra barnets kost
             Læger er pillepushere af overflødig medicin
                                     Det mest ultimative er at læse lektien tre gange igennem
En af os, en af dem, ikke nogen af nogen

Jeg er vred lige nu, jeg er vred og jeg er meget meget træt. Jeg er lige påbegyndt et nyt semester på mit studie, og jeg orker simpelthen ikke at sætte mig ind i endnu en af de sager i medierne der vedkommer mig og min situation. Den der er lige nu handler om medicin, og det er ikke første gang.
  • Jeg har brug for medicin for at klarer mig igennem hverdagen, nogle har ikke...
  • Jeg må tage piller i en lang periode/altid, nogle kan nøjes med at tage dem i kortere tid...
  • Nogle piller har haft en dårlig effekt på mig, nogle har reddet mit liv...
  • Nogle læger er gode, andre er nogle fjolser med store egoer og magtkomplekser...
  • At kæmpe en retfærdig sag, betyder ikke, at man har ret over for os alle...
Jeg har kæmpet i mange år for at få en hverdag af en slags, som de fleste tar for givet. Det var en kamp der tærede meget på mine kræfter, så nu er jeg træt, jeg har brug for en periode, hvor jeg kan få lov til bare at have det godt, uden at have behov for hele tiden at retfærdiggøre de valg jeg har måttet tage.

mandag den 31. august 2015

Sikke en fest

Egentlig havde jeg siddet hele morgenen med nogle noter der gerne skulle have resulteret i en meget klog, velformuleret og banebrydende tekst om feminisme, kroppens kødelighed og helt ude i hampen politisk korrekthed, men så lod jeg mig lokke ned på Dokken (bibliotek) og der ramte jeg vaske ægte svinehæld.

Må jeg præsentere Inger Støjbergs (ja, dén Inger Støjberg) bog om Sussi og Leo!

billede Arnold Busck
Man kan mene hvad man vil om Inger Støjberg, og man kan mene hvad man vil om Sussi og Leo (jeg kendte engang én der døbte to sugemaller Sushi og Leo), men hvordan er det fysisk muligt ikke at mærke en svag gysen ved kombinationen af de to... Især når man kan støde på formuleringer som:
"Der gik f.eks. ikke mindre end tre dage før 11. september angrebet på USA, blandt andet med katastrofen i World Trade Center og Pentagon, nåede dem, hvilket de selv er noget forbløffede over". s. 13
Jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal sige, på den ene side er det så fantastisk morsomt, og samtidig er jeg dybt forundret, og en lille smule skræmt over, at hun er minister.

Vender stærkt tilbage, når jeg har fået læst hele bogen.

mandag den 24. august 2015

Ansvar for egen læring og 12-talspigerne





Hvad betyder ansvar for egen læring? I gymnasiet betød det i teorien, at vi selv havde ansvaret for at få lavet vores lektier, hvilket mange af os derfor ikke gjorde, hvilket fik lærerne til at skælde ud. Det var meningen, at vi skulle opføre os som fornuftige voksne, men det viste sig, at nogle af os ikke var gjorde det. 

Universitetet er meget mere frit. Nogen læser meget, nogen læser lidt, nogle får gode karakterer og andre får dårlige, og de to ting har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre, men handler ansvar for egen læring kun om at læse sine lektier som en god lille pige og få sit 12-tal til samlingen?

Dengang jeg gik i folkeskole, gymnasiet og begyndte på universitetet fandtes 12-talspigerne ikke. Der var bestemt en lille gruppe der klarede sig super super godt, og der var bestemt et pres på os andre om, at vi burde knokle for også at klare os godt, men tanken om at man absolut skulle have 13, var for mange af os meget fjern, for det var alt for svært at få. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er godt eller skidt, men jeg kan tydeligt mærke forskellen fra dengang til nu. Selvfølgelig bliver jeg også selv grebet af stemningen, især op til eksamen, men betyder ansvar for egen læring kun om at læse sine lektier som en god lille pige og få sit 12-tal til samlingen?

Nogle gange er svaret ja, men selvom jeg forleden skrev i indlægget Skoleklar, om hvordan det er fint at læse selv, men at det også er godt at blive sat til at læse et fast pensum, så er min pointe i dette oplæg, hvor vigtigt det er selv at læse, høre musik og gå ud i verden og opleve ting. Hvilken af delene er i virkeligheden ansvar for egen læring? Er det ansvar at gøre som man for besked på, eller at tage initiativ til selv at lære noget?

I virkeligheden betyder hele denne snak ikke rigtig noget, andet end, at jeg pludselig for alvor kan se enden på min ferie. Jeg glæder mig til at komme i gang igen, men så alligevel ikke. Tanken om at blive vækket af telefonen irriterende bimlen, de første mange ugers træthed og bevistheden om, at ens frihed er blevet indskrænket en lille bitte smule. Ja, den officielle betydning af ansvar for egen læring betyder, at man selv bestemmer om man kommer til undervisningen, men det forhindrer ikke en lille stemme i at hviske dårlig samvittighed ind i en. Vi har frihed til at vælge, men så vidt ens personlighed byder en. 

mandag den 17. august 2015

Om at miste en kontaktpædagog

Hen over sommerferien har jeg mistet to af de pædagoger der dagligt kommer hos mig, men tys, det er ikke meningen, at jeg skal vide noget om det. Et eller andet sted i systemet højere oppe har man bestemt, at det skal være en hemmelighed. Jeg ved ikke hvor længe de har troet, at det kunne forblive sådan. Jeg selv opdagede det ved et tilfælde. Jeg spurgte helt uskyldig, om ikke X snart kom tilbage fra ferie, men X kommer ikke tilbage, hun er blevet overført til en ny stilling et andet sted, og Y kommer heller ikke. Y er blevet fyrret, men det kalder de det naturligvis ikke, hun har bare valgt at sige nej til den stilling hun blev tilbudt i stedet.

Jeg synes, at dette hemmelighedskræmmeri er noget mærkeligt noget. Jeg forstår ikke hvad det skulle gøre godt for. Jeg indser hvor heldig jeg er, at jeg ikke længere har det samme krampagtige behov for dem. Da jeg fik at vide, at X og Y ikke længere ville komme tilbage, nøjedes jeg med at være ked af ikke at få mulighed for at sige ordentligt farvel til dem, og jeg blev ret fornærmet over den mangel på respekt man har vist både mig og pædagogerne.

Jeg har tidligere i mit sygdomsforløb mistet kontaktpædagoger, hvor jeg ikke reagerede nær så pænt, og det havde jeg god grund til. Dengang hvor jeg  befandt mig nede i et dybt hul af angst og depression var min kontaktpædagog en blanding af en reservemor, en skytsengel, en fortrolig, et håb og mit eneste lille desperate kontaktpunkt til en verden udenfor. I en hverdag hvor jeg var syg på fuld tid, hvor al min tid gik med gråd, opkastninger, sult og kulde, hvor de fleste venner var skræmt langt bort, hvor tanken om min familie gav mig dårlig samvittighed, hvor kontanthjælpen ikke strakte til noget så luksuriøst som biografture, pænt tøj eller bare at skrue nok op for radiatoren til at kunne leve, så var enhver kontakt med denne ene person i denne verden som var der 'kun for mig' som den sødeste nektar. Det var de øjeblikke jeg overlevede for. Jeg kunne ikke overskue tanken om at leve et helt liv, men jeg kunne godt lige overskue at overleve to dage til, så jeg kunne komme med hende ud og handle. Derefter kunne nok også lige leve bare én dag til, hvor hun ville komme og holde om mig og holde alt det onde væk i bare en halv time. Når hun holdt om mig var tårerne lindrende og ikke bitre..

Pludselig en dag sluttede det, og det kunne ikke længere glemmes, at vores relation var et job. Jeg har måttet sige farvel til mange pædagoger som har betydet noget helt særligt. Jeg tvivler ikke på, at de virkelig holdt af mig, at deres følelser var ægte, men det var vores relation ikke. Når deres job var færdigt, gik de ud i den virkelige verden, hjem til deres familier, deres egne liv, deres egne problemer.

Jeg synes ikke selv, at jeg er alt for urimelig. Jeg forstår godt, at ændringer sker, jeg forstår godt, at alt ikke drejer sig om mig, men jo vigtigere en person har været for mig, jo mere har jeg brug for en forklaring, jeg har brug for at have tid til at forstå.

Her er nogle af de forklaringer jeg har fået og som jeg kunne acceptere på trods af mit personlige savn:

  • Jeg har fået et nyt job.
  • Et af mine børn har nogle indlæringsvanskeligheder i skolen, og som alenemor kan jeg ikke få det til at hænge sammen med de skæve og skiftende arbejdstider der er på et døgnbemandet bosted.
  • Du (altså mig) er klar til at rykke videre til et andet sted med nogle andre tilbud, et sted hvor jeg ikke arbejder, og jeg tror, at du vil få det godt der.
Her er nogle af de forklaringer jeg har fået og som jeg fandt uforståelige, nedladende eller ligefrem utroværdige:
  • Jeg (lederen)/vi kan ikke lide at du har et følelsesmæssigt forhold til en pædagog, det er simpelthen FORKERT. Du skal kunne lide og tale lige godt med alle. Derfor har jeg valgt at tage hende du føler dig tryk ved og som forstår dig fra dig. Du vil nu have et team således at det ikke er så sårbart for dig, for du kan selvfølgelig arbejde ligegodt med dem alle. DET ER BEDST FOR DIG SÅDAN!!!
  • Ingen forklaring bare en dag et *puff * og så er de væk.

tirsdag den 11. august 2015

Skoleklar

På universitetet har man to måneders ferie.

De første par uger ligger man brak på sofaen efter eksamensræset, alt imens ens kæreste spørger, om man ikke har lyst til at lave noget. Hvortil svaret altid er: zzzz!

Derpå har man en herlig periode, hvor man virkelig nyder sin ferie. Kæresten og jeg brugte tiden på at udforske Midtjylland, med alt hvad det indeholder af slotte, klostre, strande, forsteninger, fugle, søer, sæler, idyl, museer osv.

Nu derimod bevæger jeg mig ind i feriens sidste face, hvor det begynder at blive tid at vende tilbage til skolebænken. Grunden til, at jeg ved det er, at jeg begynder at sidde ved computeren og skælde ud over folks irriterende og ligegyldige facebookopdateringer, hvoraf jeg selv har skrevet en del af dem. Dette skyldes, at mine hjerne og nysgerrighed ikke bliver tilstrækkeligt udfordret.

Jeg har en idé om, at det ikke er sundt for mennesker KUN at beskæftige sig med deres egne små interesser. Jeg tænker, at det er sundt at tvinge sig selv til at beskæftige sig med noget nyt. At beskæftige sig med noget nyt betyder nemlig at man kan blive nødt til at gå ny veje og tænke på en anden måde end normalt, og det tror jeg er sundt.

Jeg er generelt en nysgerrig person. Jeg læser bøger, artikler og ser ser film, programmer og dokumentarer, men når nu det er sommer, og jeg hurtigt skal gribe en bog at tage med i tasken, når jeg 'bare' skal underholdes, så bliver det nok lidt det samme som jeg plejer at læse. Det er bestemt ikke dårligt, men nu er jeg vist ved at være klar til at andre bestemmer hvad jeg skal læse.

onsdag den 5. august 2015

Hvad er det normale?

Da jeg var barn og teenager, var jeg godt klar over, at jeg ikke var ligesom de andre. Det var ikke sådan en følelse af at være noget særligt, det var nærmere endnu et nederlag i en meget lang række af nederlag i mit forsøg på at lege og snakke med de andre børn, opføre mig på en måde der om ikke efterlignede, så i det mindste ikke blev bemærket alt for meget, svare rigtigt på lærerens spørgsmål, fortælle historier eller vittigheder som det ikke kun var mig selv det fandt sjove, få en ven i klassen, kunne holde ud at gå i skole, ikke være alt for dårlig til sport. Det var som om listen fortsatte i det uendelige, og hver eneste gang én ting lykkedes for mig, så var der hundredvis af nye spørgsmål der meldte sig. 

Engang imellem diskuterede vi på klassen, at 'der jo ikke er er noget der er NORMALT', men jeg kunne jo føle på min egen krop, i mit eget liv, at der var noget galt med det udsagn, men jeg kunne ikke sætte ord på hvad. Jeg kunne se, at jeg gik i noget andet tøj, hørte noget andet musik og formulerede mig anderledes end de andre, men det virkede på en eller anden måde ikke som et ordenligt argument, alligevel kunne jeg jo også se, at der var sociale relationer som jeg ikke var en del af, legeaftaler og senere fester jeg ikke blev inviteret til. 

Jeg følte dengang, at de mobbede mig, men efter at have fået det hele lidt på afstand tænker jeg anderledes om det. Jeg tror ikke at mine klassekammerater var onde, jeg tror, at de var lige så forvirrede som jeg var. De hørte jo også lærernes fine ord om, at begrebet normal ikke eksisterer, men de kunne samtidig se, at jeg ikke talte og opførte mig som dem. Hvad stiller man som barn op med en der siger 'grøn', når du siger 'rød'? Som begynder at tale om insekter, når i lige er begyndt at lege med dukker? Som ikke stopper når nogen bliver kede af det?

Det var jo ikke fordi jeg så anderledes ud en dem. Jeg havde to øjne, en næse og en mund, jeg havde hverken blå hud eller horn i panden og selvom jeg lespede, så talte jeg trods alt dansk. Så på nogle måder var jeg jo lidt normal, samtidig med at jeg ikke var det. 

Jeg har længe prøvet at finde nogle formuleringer der siger lidt om begreberne normal - ikke normal - sær, men det er enormt indviklet, langt mere indviklet en man kan forlange, at børn og teenagere skal kunne håndtere det. Vi kan sagtens prøve at fortælle dem, at der ikke er noget der er normalt, eller at vi alle sammen er normale, men selvom børn nogle gange er ret dumme (Mor, tænkt nu hvis man havde en bazooka og fyldte den med ketchup...), så er de alligevel ikke dumme, de kan godt mærke, hvis der er nogen der for alvor skiller sig ud.

torsdag den 30. juli 2015

Om et dødsfald

Jeg kendte ham ikke så godt, og det er efterhånden også så mange år siden. Jeg husker ham som flink og hjælpsom, jeg husker ham som god til at lave mad. Vi havde ikke valgt hinandens selskab, vi boede bare tilfældigvis på det samme kollegie, hvor vi delte køkken. Vi sås nogle gange til fællesarrangementer og nogle gange stødte vi på hinanden ude i køkkenet. Jeg opsøgte ham aldrig bevidst, men jeg prøvede heller aldrig at undgå ham. For mig var han bare et af de mennesker der i en periode optræder i ens liv og så forsvinder igen. Jeg var glad for at lære ham at kende, men jeg savnede ham ikke som sådan efterfølgende.

For mange har det naturligvis været anderledes. Som sagt var han både flink og hjælpsom, så jeg er sikker på, at mange modtog nyheden om hans sygdom og død med stor sorg. Selv jeg, som dårlig nok kendte ham blev da ked af at høre det. Beskeden fik ikke mit liv til at gå i stå, og jeg har ikke grædt mig selv i søvn, men tankerne og minderne har bestemt påvirket mig.

Som en der står udenfor, har der ikke været meget jeg kunne gøre. Jeg har betalt penge til blomster og til Kræftens Bekæmpelse, jeg sender mine tanker til dem der kendte ham bedre og som vil blive påvirket af savnet og sorgen, men samtidig er jeg også dybt egoistisk. Jeg er dybt taknemmelig for, at det ikke var mig eller dem der står mig nær som blev trukket i dødens lotteri, jeg er glad for, at jeg intet vidste før efter det hele var forbi, jeg er glad for, at jeg kan nøjes med, at være trist i nogle dage og dernæst gå ud og nyde det er ferie.

Jeg ved ikke om det gør mig til et dårligt menneske. Det er ikke sådan, jeg tænker om mig selv. Jeg håber da, at hvis jeg nogensinde bliver bedt om at sidde ved en sygeseng, støtte en pårørende eller bare generelt at kunne hjælpe mine medmennesker, at jeg så vil være opgaven voksen, at jeg vil være i stand til at bringe bare en smule glæde og trøst. Samtidig ved jeg kun alt for godt, at jeg ikke er nogen helgen. Jeg kender ikke alle dem der ville have brug for hjælp, jeg har ikke de økonomiske og følelsesmæssige ressourcer, som det ville kræve, jeg har ikke stædigheden, modet og evnerne, og ofte ville jeg komme til at sige de forkerte ting eller gå i vejen. Jeg er ikke specielt udpeget af Gud, dronningen eller staten til at være de syges frelser. Faktisk er jeg det meste af tiden bare en ret almindelig person, som gerne vil nyde ferien, more mig sammen med Kæresten, familien og vennerne, som gerne vil have sygdom og død på så lang afstand som muligt så længe jeg kan, sådan at jeg vil være klar til når tragedien rammer lidt tættere på.

Jeg ved ikke hvordan det er passende at afslutte dette indlæg. Han skal begraves i weekenden. Jeg vil ikke være der. Som en der faktisk ikke kendte ham ville det være mærkeligt at komme. De blomster jeg var med til at betale vil være der, og mine varme tanker og bedste ønsker vil være med familie og venner og andre der kunne have brug for det. Der ud over er der ikke så meget andet jeg føler mig i stand til at gøre.

lørdag den 25. juli 2015

Om det evindelige selvhad

Forleden dag havde jeg en samtale, som jeg har haft 100 gange før med andre pædagoger/sygeplejersker/ect. Det burde ikke længere komme bag på mig, men det gør det. De kender jo min historie, de kender til anoreksien, bulimien, depressionen, selvskaden og selvmordsforsøgene, alle disse ting accepterer de med et sørgmodigt blik. Vi taler om traumer, stress og andre påvirkningsfaktorer, men engang imellem snakker vi også om selvhaddet. Jeg nævner det ikke så tit, mest fordi jeg ser det som den mest selvfølgelige selvfølgelighed. Selvfølgelig hader/hadede jeg mig selv, hvordan kunne jeg ellers få mig selv til at gøre alle disse væmmelige ting ved mig selv? Men hver eneste gang jeg taler om det med pædagogerne, så bliver de forundrede. Hvorfor?

Jeg tror ikke, at folk forstår hvad selvhad er. Vi har alle prøvet at hade nogen, men det gode ved at hade andre er, at man kan fjerne sig fra dem fysisk, man kan vende øjnene mod Himlen og takke Gud for, at man ikke selv er nær så stor en idiot som den man hader, man kan tage en maske på og opføre sig høfligt overfor den forhadte (eller man kan lade være). Når man hader et andet menneske, er livet fyldt med valg, men det er anderledes når man hader sig selv. At hade sig selv er, aldrig at kunne fjerne sig fra dette forhadte væsen, altid at stå til ansvar for dennes handlinger, altid at vide hvad hun tænker om mig/sig selv, altid at se hende se tilbage på sig selv når man/hun ser sig i spejlet, altid dette hun er mig, jeg er hende, og ingen af os kan nogensinde slippe væk.

Jeg husker at ligge i en hospitalsseng og græde. Selvmordsforgiftningen var endnu ikke ude af mit system, men jeg var i live, og jeg ville blive ved med at leve længe endnu. Måske var det derfor jeg græd, måske var jeg bare træt, mere træt end almindelige mennesker nogensinde kan forestille sig at være. Alle mennesker vil så gerne snakke med mig om, hvor højt min familie elsker mig, de tror at det kan få mig til at elske mig selv. Deres logik lyder: Se! Disse mennesker, som du elsker, de elsker dig, så du må da kunne forstå, at de har ret. Men selvhaddet overskygger alt dette. Selvhaddet er dette sorte altopslugende hul inden i mig som overskygger ALT. Det overskygger smerten fra kniven, sulten fra ikke at spise, ydmygelsen ved at stå med tre fingre i halsen, dækket af sit eget bræk og frygten for døden. En sygeplejerske kommer ind i rummet og spørger mig hvad jeg vil gøre når jeg kommer hjem, hvem der er der til at tage sig af mig. Jeg siger, at der kun er mig. Hun er tavs et øjeblik, så stryger hun mig over håret og nikker anerkendende og siger: helt alene med den person du hader mest... Jeg græder igen.

Folk på facebook spørger retorisk "Disse grimme ting, som du siger til dig selv nu, dem ville du da aldrig sige til dig selv, hvis du stod overfor dig selv som barn?", men de tager fejl. Dengang i selvhaddets dage ville jeg uden tøven have slået, sparket og revet den lille blonde Linda med de store brune øjne i håret. Jeg ville gladeligt skrige af hende, forbande hende, og anklage hende for, at hun nogensinde ville tillade sig selv at udvikle sig til dette forhadte væsen som nu var mig.

Man må gerne være forfærdet over, at jeg kunne tænke sådan. Det tror jeg også selv, at jeg ville være, hvis jeg ikke selv havde oplevet det. Jeg kan kun prøve på at forestille mig, hvor hårdt det er for familien at elske én der hader sig selv. Jeg vidste godt, at min familie elskede mig meget højt, og det er jeg taknemmelig for i dag, men dengang gjorde det mig bange. Det gjorde mig bange, fordi jeg også elskede dem, og jeg ønskede ikke at såre dem. Jeg havde den tanke, at det ville være nemmere hvis de ikke elskede mig, for så ville jeg ikke såre dem nær så meget. Heldigvis fortsatte de med at elske mig, og på et tidspunkt fik jeg det godt nok til, at jeg turde lade dem.

lørdag den 18. juli 2015

Stakkels mig

Jeg har været syg, ondt i hovedet, svimmel, muskelsmerter, svedeture, kuldegysninger og ondt i halsen. Det var ikke lige det jeg havde drømt om at bruge min ferie på, men det kan man jo desværre ikke selv bestemme. Kæresten har været så sød ved mig mens det stod på, har sørget for mad til mig underholdt mig og strøget mig over håret når jeg var ked af det, for jeg følte mig nemlig ked af det. Hver gang jeg faldt om på min seng med en dundrende hovedpine og krøllede mig sammen under den alt for varme dyne, så føltes det ligesom den gang i de mørke år, når angsten og depressionen blev så tunge, at jeg ikke længere var fysiske i stand til at holde mig oprejst.

Dengang følte jeg mig så forvirret inde i hovedet, fordi jeg ikke havde spist noget i dagevis, men denne gang var det feberen der gjorde mine tanker rodede og uklare. Jeg var træt og smed mig endnu engang på sengen for at sove. Jeg vågnede badet i sved og rodede rundt i sengen mens jeg prøvede at huske om jeg var mit nutidige mig eller mit tidligere mig. Jeg vendte mig om i den stilling der gjorde mindst ondt, og valgte at udskyde spørgsmålet om min identitet til senere, det virkede af en eller anden grund ikke så vigtigt.

Dengang, hvor jeg var mit tidligere mig, og jeg var indlagt på psyk, da var der en ond sygeplejerske som altid stak sin spidse næse frem og sagde "du må ikke blive liggende i sengen, det er SYGT! Du må ikke rende rundt i nattøj, det er SYGT!" og jeg var bange. Jeg var ikke bange for at være syg, men jeg var bange for hendes SYGT!stempel, for hvis hun dømte én som syg, så skulle hun nok sørge for, at man blev udskrevet, for hvis man opførte sig SYGT! så ønskede man ikke at være rask, og så skulle den dyrebare behandling ikke spildes på én.

I alle disse år har hendes stemme siddet i mig, når jeg vælter ud af sengen tidlige grå søndag morgener uden der er noget jeg skal nå. I mange år drev hendes stemme mig til hver morgen at redde min seng med sengetæppe og puder, for at bevise, at jeg var værdig til at være til. Mange mennesker så undrende til, for de redte ikke nødvendigvis deres seng, og i hvert fald ikke hver dag, og man kunne da godt blive liggende længe og putte under dynen, hvis man ikke skulle noget, men de havde heller ikke den onde sygeplejerskes stemme rungende i ørerne.

Også i disse dage hvor jeg har været syg har jeg husket den onde sygeplejerskes regler, men der er gået mange år siden dengang. Jeg er vokset i styrke, og liggende med næsen begravet i dynen kunne jeg, velvidende at klokken var stå op tid, mumle til min erindring om hende "luk røven, dumme kælling", og falde i søvn igen.

lørdag den 11. juli 2015

DOKK1

Jeg er egentlig ret heldig. Jeg har en god lejlighed, en skøn kæreste, venner og et studie som jeg holder af, men jeg har ikke altid været så heldig. Ofte ønskede jeg, at have et sted at stikke af til, et sted med hyggelige små hjørner, bløde stole, adgang til underholdning for en stille pige, ro, ly for dårligt vejr, eventyr og ikke mindst gratis.

Alle biblioteker burde være sådan et sted, men nej, det er de færreste biblioteker der ligefrem opfordrer én til at blive lidt længere. Ofte er der larm, få ordentlige siddepladser og mangelfuld adgang til toiletter. Når jeg var deprimeret, kold og ensom, var biblioteket ikke det oplagte sted at tage hen, selvom reolerne stod fulde af den medicin jeg havde brug for.

Forleden dag var jeg for første gang nede og se DOKK1, hvor det nye hovedbibliotek er flyttet ned, og jeg forelskede mig straks. Stedet har sikkert sine fejl både i konstruktion og drift, men alligevel...  #libraryporn

Jeg er næsten ked af, at jeg er blevet afbalanceret nok til ikke længere på samme måde at have brug for dette sted. Okay, jeg er egentlig ikke spor ked af, at det går mig godt. Jeg kan dog godt blive lidt misundelig på alle de børn, unge og andre mennesker som kan nyde stedets fulde udbytte.

søndag den 5. juli 2015

Jeg tegner mit liv #4

I april købte jeg en ny cykel, og jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle stille op med den gamle, så den blev sat end i skuret. Den var lidt for god til at smide væk, men for faldefærdig til, at jeg selv gad cykle på den. Jeg prøvede at prakke den på en vendinde, som havde fået stjålet sin, men hun fik et bedre tilbud. Ved et tilfælde kom jeg i kontakt med en kvinde der samlede cykler til syriske flygtningekvinder, da cykler er vejen til selvstændighed og ikke mindst en praktisk måde at transportere én fra A til B. Det gav mig en stor portion  god samvittighed for nul kroner og uden at skulle løfte en finger.

Kæresten og jeg var på cykeltur i denne gloende hede. Vi besøgte Marie Magdelene Kirke. Jeg gengiver dette kalkmaleri, fordi Kæresten og jeg, uafhængigt af dette kirkebesøg, lige havde diskuteret den korrekte stavelse af balder/baller. Det kan staves på begge måder, men med 'd' er det mest normale, og derved syntes jeg nok, at havde jeg en lille smule mest ret.


I sidste uge blev jeg angrebet af bier, og i denne uge blev jeg angrebet af klæger. Klæger er det vi normalt kalder hestebremser, hvilket er forkert, og jeg vidste udmærket, at det var forkert, så derfor kaldte jeg dem med stor selvsikkerhed for gederamser (egt gedehams), og derved havde jeg temmelig meget mindre ret end tidligere på dagen.


mandag den 29. juni 2015

Die beetch men med dårlig samvittighed

Jeg kan godt lide naturen, og jeg går ikke ind for, at slå dyr ihjel uden grund. Da jeg for nyligt opdagede et bibo i mit skur, var jeg til at starte med helt cool med, at de var der, det er jo også deres jord vi lever på, de var fredelige, generede mig ikke, og så synes jeg faktisk også at humlebier er en lille smule søde. Jeg syntes egentlig godt, at de kunne få lov til at være der. Jeg roste mig selv over min dyrevenlighed, og jeg syntes det var hyggeligt at se dem komme hjem til boet med benene tunge af pollen.

Desværre var jeg nødt til at ændre mening. En dag i sidste uge skulle jeg ud og handle, da jeg kom forbi en græsplæne der for nyligt var blevet slået. Dette havde øjensynligt generet en flok bier. Det var varmemesteren der havde slået græsset, men det var mig bierne angreb, Jeg er ikke allergisk over for bier i den livstruende forstand, men jeg kan godt have nogle ret grimme reaktioner alligevel, så jeg smuttede en tur på apoteket efter benadryler.

Det var ikke 'mine' bier der havde stukket mig, men jeg kom alligevel til at tænke lidt på dem. Mit skur ligger sådan, at alle der skal op til lejlighederne på første sal skal forbi. De har været søde indtil videre, men deres humør er ikke noget jeg har kontrol over, og der vil altid være den risiko, at de en dag ville kunne finde på at stikke en allergiker, og som med is på fortorvet, så er det så vidt muligt mit ansvar at sørge for, at det ikke sker. Så derfor Goodbye bee!

onsdag den 24. juni 2015

Eksamen i latin


I mandags var jeg til eksamen i latin. Det vil sige, at jeg nu har ferie. Hvad så nu? Den sidste måned har jeg fokuseret så meget på latin, og nu har jeg lagt alle mine latinting over på reolen, hvor de måske, måske ikke vil blive taget frem igen. På en eller anden måde efterlader det (midlertidigt) et tomt hul i mit liv. Selvfølgelig har jeg også andre ting i mit liv, Kæresten, venner, bøger, men min hjerne har endnu ikke forstået, at jeg har ferie, og at den derfor kan geare ned, at jeg ikke behøves at vælte søvndrukken ud af sengen hver morgen og gå til kamp med substantiver, verber, konjunktioner, præpositioner og interjektioner. 

Men for at skrive lidt om selve eksamenen, så gik det rigtig godt. Til dem der interesserer sig for den slags, så kom jeg op i Vulgata (den latinske oversættelse af biblen) Acta (apostlenes gerninger) kap. 3,1-10. Det var et langt stykke, men jeg var godt forberedt. Jeg kendte både lærer og cencor, så jeg var ved godt mod og følte mig tryg. Jeg sagde en masse kloge ting og nogle enkelte dumme ting, men min lærer var gavmild og sagde, at han jo godt vidste, at jeg kendte det rigtige svar, selvom jeg sagde det forkerte, men gjorde jeg i virkeligheden det? Jeg kom i tvivl, men jeg sagde ikke noget, rødmede bare. Jeg genvandt modet, kom med en vittig bemærkning, blev ikke forstået og måtte forklare. Da jeg kom ud fra eksaminationslokalet, var jeg så træt og udkørt, at en af mine venner der stod udenfor troede, at jeg måske ligefrem var dumpet. Jeg var ikke dumpet, jeg fik 12, men jeg var helt færdig.


Min veninde og jeg tog ned på A.C. Perchs Tehandel og fejrede vores flotte resultater (hun havde også klaret sig rigtig godt). Det var et godt sted posteksamen, for der var stille og harmonisk, og der var plads til, at adrenalinkicket vi lige havde været igennem stille og roligt fortog sig.

Men nu er det altså ferie, og jeg har endnu ikke forstået det, men det skal nok komme. Jeg er i gang med lister fyldt med høje ambitioner om hvad jeg skal nå i løbet af de næste to måneder, og jeg regner med at nå en masse de første 2-7 dage, hvorefter jeg går kold på sofaen med en bog, kun afbrudt af de dage hvor Kæresten slæber mig af sted på gåtur, museum eller biografen.

fredag den 19. juni 2015

Dagen derpå

Dem jeg stemte på tabte, men flere af dem jeg kender stemte på dem der vandt. Dem jeg keder, som stemte på dem der vandt, er søde og fornuftige mennesker, også selvom dem de stemte på, ikke er de samme som dem jeg stemte på. Jeg stoler på mine venner, og selvom jeg ikke instinktivt stoler på dem de stemte på, nemlig dem som vandt, så må jeg stole på, at de venner jeg stoler på kan stå inde for, at de stemte på dem de stemte på, nemlig dem som vandt, og at dem som vandt, eftersom de blandt andet er stemt ind af venner jeg stoler på, måske ikke er helt så onde og grusomme, som jeg nogle gange forestiller mig.

... jeg er dog stadig en lille smule sur over at vi tabte.

tirsdag den 16. juni 2015

hipster-beatnik-eksamensmode'ish


Dette er eksamenstid. Dette er en tid for lærdom, fokus og frustrationer. Dette er IKKE en tid til huslige sysler... Lige nu er mit primære problem tøjvask. Derfor har jeg nu opfundet hipsterbeatnikken.

  • En fiktiv baret. Jeg ville gerne have en, men jeg har ikke nogen, for hver gang jeg køber én, kommer jeg i tanke om, at grunden til, at jeg ikke er nogen er, at det overhovedet ikke klæder mig.
  • Et neutralt look uden make up. Der er ingen ideologisk årsag til dette. Faktisk skyldes det mest, at jeg er så træt, at jeg konstant gnider mig i øjnene.
  • Ingen bh, ikke fordi jeg har brændt dem, men fordi jeg ikke har flere rene. Hvad siger moden til bhfri bryster for tiden? Ligner jeg en 70'er feminist? Vil gamle damer og gejstlige besvime på gaderne når de ser mig? Eller er det bare sådan 'what ever!!!'?
  • Enkel sort t-shirt panikkøbt i Føtex, fordi jeg skulle have noget rent at tage på.
  • Stramme jeans der er blevet stramme pga for megen eksamenstrøstespisning.
  • Sorte jeans. Sorte som min frustrerede eksamenssjæl. Well, faktisk er det et tilfælde. Når vasketøjspanikken bliver for stor, så skal man være taknemmelig, hvis bare ens øjne ikke ætses ud pga et alt for slemt mix af farver.
  • Balarinasko som jeg normalt bruger som 'træsko'.

fredag den 12. juni 2015

Retten til egoisme

Jeg er bange for at få en hel del høvl over dette blogindlæg, så jeg vil lige på forhånd indskyde, at dette er en kort og derfor meget forsimplet tekst om nogle ganske få af de tanker jeg nogle gange gør mig om politik. Jeg er IKKE politikker og jeg er IKKE økonom eller noget af den slags. Dette er bare nogle små tanker fra en varm eftermiddag i eksamensperioden. Jeg ved også godt, at jeg aldrig var monster tynd, men depressionnen og alle selvmordsforsøgende der var mit egentlige problem har jeg ikke som sådan billeder af.

Valget er på vej, og det er ingen hemmelighed, at jeg stemmer et sted i det røde felt. Det virker som et logisk valg for en som mig der et førtidspensionist, studerende og som har behov for store (og dyre) mængder medicin. For andre mennesker vil et rødt valg være mindre logisk, idet deres livssituation er anderledes end min.

2008
Jeg bryder mig ikke om valgtider. Jeg er dybt taknemmelig for at leve i et demokratisk land, men jeg bryder mig ikke om den måde folk opfører sig op til et valg. folk strør om sig med anklager mod hinanden i et omfang jeg finder tæerkrummende pinligt. Jeg har de sidste par uger set en masse om 'alle de egoistiske rige mennesker'-anklager komme fra folk på min side af spektret. Jeg tror på, at rige mennesker er egoistiske, idet jeg også tror på at alle vi andre er ligesådan. Det er ikke fordi jeg synes, at egoisme er en god ting,  men jeg tror, at det er helt almindelig menneskelig ting.

Dengang jeg var 10 år vandt jeg en dag to gevinster i en tombola. I 30 sekunder var jeg verdens heldigste pige, det vil sige lige indtil min mor sagde, at jeg skulle give den ene af gevinsterne til min søster som ikke havde vundet noget. Jeg var gammel nok til for længst at have indset hvor grimme tombolabamser er, og jeg havde også rigeligt med bamser hjemme så ikke at have et kæmpe stort behov for endnu en, men det var princippet der talte, og i princippet var det MIG der havde trukket de vindende lodder. Jeg følte mig meget urimelig behandlet, så meget faktisk at jeg stadig kan mærke en lille nagen i maven når jeg tænker på det.

Jeg ved godt at det er en dum lille historie som egentlig ikke fortæller noget om samfundets struktur, og så alligevel. Jeg kan godt forstå at en ting som topskat gør nogle mennesker sure, for når man ser ned på papiret ser det enormt uretfærdigt ud. Hvorfor skal man give mange flere procent bare fordi man er rig? Nogle mennesker har faktisk knoklet røven ud af bukserne 90 timer om ugen for de penge (andre igen har ikke, men det er en anden historie).  Selv hvis vi alle havde en lige høj skatteprocent ville rige jo stadig betale mere simpelthen fordi en hvis procent af et højt beløb altid vil give et højere beløb end den samme procent af et lavere beløb. For pokker hvor kan jeg godt forstå at det kan virke uretfærdigt.

Alligevel går jeg ind for topskat. Det gør jeg, fordi jeg selv har oplevet hvordan velfærdsstaten tog andre menneskers penge og brugte dem til at redde mit liv, så på sin vis er min stemme til valget også egoistisk. Det er forfærdelig dyrt at redde et menneske, så dyrt at de færreste ville have råd til at redde sig selv. Derfor er staten nødt til at træde til. Staten er derfor nødt til at have penge, og da vi er et lille land med få naturressourcer, så er vi nødt til at få pengene et andet sted fra, og dem tager vi så fra dem der var så heldige at have mest.

2014
Bare fordi man nu har nogle penge betyder det ikke at de bliver brugt på bedste vis. Jeg kan godt forstå at rige mennesker bliver irriterende når nu du betaler mere end os andre og togene så stadig ikke går til tiden, og hullerne i vejen stadig bliver fyldt lige langsomt og tv og aviser er fulde af problemer der igen i år ikke er blevet løst. Det kan være svært at se hvor ens penge forsvinder hen. Jeg ville egentlig gerne møde dem og sige, her. Her gik i hvert fald nogle af jeres penge hen, og at jeg er taknemmelig. 

Jeg tror ikke, at det vil ændre så meget på deres synspunkter, og jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at prøve på det, for jeg synes, at vi alle har lov til at mukke, når vi synes er verden er uretfærdig imod os, præcis som vi andre har lov til at mukke hvis skatten og velfærdsstatens privilegier indskrænkes. Der er mange ting som folk bruger penge på som jeg personligt finder unødvendige og måske ligefrem komplet idiotiske, men det ændres ikke ved folks ret til at købe dem. Jeg kan ikke lide alle disse anklager om egoisme, for de spreder sig. Er man egoist hvis man har lyst til at råbe "pis af!" til facers fra velgørende organisationer, eller hvis man køber en is når nu der sidder en hjemløs på bænken, eller hvis man ikke vil dele sin slikpose med hele klassen? Ja, selvfølgelig er man det, men det gør ikke nødvendigvis en til et monster.