torsdag den 28. februar 2013

Semesterplan

semesterplan, statusopgørelse, handleplan, all the same shit.

Jeg var et smut i Aarhus i går (to timer frem, og to timer tilbage) for at ordne semesterplan med min mentor. En semesterplan går i al sin enkelthed ud på at besvare spørgsmålene, hvad vil du arbejde med i løbet af semesteret, hvordan vil du gøre det, hvorfor vil du gøre det, og hvad vil du i det hele taget med dit liv??? Sidste spørgsmål står ikke på papiret, men jeg føler presset.

Jeg synes, at et helt semester er meget lang tid at overskue på en gang. Hvad vil jeg med det hele? Hvilke udfordringer har jeg? Ja først og fremmest stiller jeg enorme krav til mig selv, og sådan en semesterplan hjælper ikke, for hvad nu hvis jeg ikke har kræfter til at lave alt det ekstrearbejde som man formulerer? Er man så en fiasko? Men måske lægger jeg alt for mange tanker i det. De vil jo nok bare have et papir, som en form for forsikring på, at vi ikke bare ødsler deres penge bort.

Jeg kan godt lide min mentor, og hun hjælper mig meget, men nogle kunne det nu være rart at være middelmådig, med en middelmådig arbejdsindsats, og med middelmådige forventninger. Om jeg som person er middelmådig, det skal jeg hverken be- eller afkræfte, mine forventninger er i hvert fald ikke, men i dag vil jeg øve mig i en middelmådig indsats. I hebraisk og GT tilsammen skal der i løbet at weekenden oversættes 20 sætninger. Det burde jeg nu nok kunne klare, men jeg trænger virkelig til en fridag, hvor min kalender ikke ser sådan her ud, så det skal alt sammen laves i dag, og hvis jeg skal have nogensomhelst chance for at nå det, så bliver jeg nødt til at bruge mine noter fra dengang jeg havde hebraisk sidst. Jeg siger til mig selv, at det ikke er helt snyd, for det er jo mig selv der har lavet det, selvom det er 5-6 år side, men på den anden side, så lærer jeg jo ikke meget af det, men laves skal det jo, og det er jo kun denne enegang, og således starter en glidebane mod evig fortabelse.

Til gengæld skal jeg bruge de ti af sætningerne til en aflevering, som jeg satser på at give hele armen. Jeg ved ikke hvilken form for bedømmelse vi kan forvente, jeg ved ikke engang om det er læreren selv eller hans stakkels phd studerende der bliver sat til at rette dem, men vi sidder 50+ studerende og stirrer på skærmen og skriver i koder. "Ja, jeg elsker dig (overført betydning), jeg elsker gammel testamente, jeg synes det er super fedt at skrive opgave, vær sød at give mig en god karakter, for det er det jeg fæster hele min identitet, min selvtillid og mit selvværd på".

onsdag den 27. februar 2013

Tag dig sammen

Som sagt havde jeg fødselsdag i går, og min mor kom for at fejre den med med. Jeg havde allerede fået min gave, men som en 'lille' ekstre ting, havde hun tre rammer Pepsi light med til mig. Alt det cola er ikke bare en usund vane, det er også dyrt, så det var en gave der faldt på  et tørt sted. Vi var ude og spise på café. Det er tredje gang på en uge, at jeg er det. Det er hyggeligt og lækkert, men det er også angstprovokerende, for man ved ikke præcis hvad man kan vendte sig, hverken af maden eller af de øvrige gæster.

Den ene dag, hvor min far og jeg var ude, kom vi til at sidde ved siden af en kulturbuddhist, europæer, sluttrediverne, moderigtigt skaldet og hornbriller.Han tog sig selv helt enormt seriøst, og jeg havde svært ved at koncentrere mig om samtalen med min far, fordi det var så hylende morsomt at lytte til ham. heldigvis stod der en stor plante og skjulte mit bredde grin.

Den anden dag var vi egentlig ikke ude, vi tog med hjem. Min far, farmor og jeg delte 20 stykker sushi og to tangsalat (min favorit). Jeg har før skrevet om hvor sej min farmor er, at hun er villige til at spise sushi med os, bare fordi der ikke er andet jeg kan spise der bliver bestilt udefra. Jeg kan godt blive lidt ærgerlig over, at jeg ikke bare kan tage sig sammen og spise alle de samme ting som alle andre, men se midt i al min sygdom får min farmors kærlighed til mig lov til at skinde, og jeg husker hvor uendelig meget jeg også elsker hende, og så er det det hele værd.

Cafeturen med min mor var lidt mere stille, for nu var jeg begyndt at blive træt. Jeg tænkte på at udfordre mig selv og bestille en pastasalat, men jeg endte med dagens suppe. Den var ikke super god, men heller ikke dårlig, og det var nok meget passende, for så var den lidt lettere at forholde sig til, og ikke så skræmmende.

Min mor er gymnasielærer, og jeg klynkede over de her drenge på mit hebraiskhold der er så meget bedre end mig, hvortil min mor bad mig om at tage mig sammen. Jeg ved ikke om det faktisk var det hun sagde men det var det jeg hørte, og det var det jeg havde brug for at høre. Først blev jeg dog lidt fortørnet. Pædagogerne gør så meget for at bakke mig op og styrke min selvtillid, at man godt kunne tro, og måske var jeg virkelig selv begyndt at tro det, at jeg er lidt af et miskendt geni. Det kan jeg godt afsløre, at det er jeg ikke. Jeg er ihærdig, flittig og med visse evner,men derfra og så til et geni, der er der en hulens lang vej. Når min mor (muligvis) sagde, at jeg skulle tage mig sammen, så mente hun ikke tage mig sammen og arbejd endnu hårdere og blev bedre end dem, sådan som jeg selv engang imellem tænker, men så mente hun, arbejd så hårdt som du vil og har overskud og bliv det bedste som DU kan være. Eller det er i hvert fald hvad jeg regner med t hun mente, for måske sagde hun i virkeligheden noget helt andet der ikke havde noget med noget af alt det her at gøre.

Jeg er måske ikke den aller største fan af fødselsdage, men egentlig syntes jeg at dagen i går gik ganske udmærket, vejret kunne i hvert fald ikke have været bedre.

tirsdag den 26. februar 2013

Om noget nyt

Det er langt over et år siden, at jeg startede denne blog, og jeg er ikke længere den samme person. Dengang handlede mit liv mest om mig, min sygdom og om at holde mig i live. Jeg var selvfølgelig også dengang mere end bare min sygdom, men alt andet syntes ligesom at træde i baggrunden.

I dag er jeg studerende, og det påvirker mig meget på godt og ondt. Jeg er stadig syg, men jeg er først omkring studerende, og det vil jeg gerne have at denne blog afspejler, for jeg vil gerne have, at den giver et nogenlunde sandfærdigt billede af hvem jeg er. Mit gamle navn DE PROFUNDIS CLAMAVI AD TE, DOMINE (fra dybet påkalder jeg dig, Herre) var et godt motto dengang, men det syntes ikke længere passende, derfor har jeg skiftet det til CANIS MEUS ID COMEDIT (min hund har spist den (reffererende til en aflevering)). Indrømmet, mine valg af ordsprog har også at gøre med mit begrænsede kendskab til latin, som jeg endnu ikke har haft, men som jeg skal have på et eller andet tidspunkt.

Jeg har også ændret underskriften til Asperger-pige, studerende, spiseforstyrret og katolik, med studerende i stedet for selvskadende, men det er egentlig længe siden at mine studier begyndte at fylde mere end min selvskade og min resterende dårligdom, og sådan skulle det gerne fortsætte med at være. 

For studierne fylder rigtig meget i mit liv lige nu, så meget faktisk, at jeg ikke helt kan overskue det. Det er egentlig lidt pinligt, for jeg har jo kun to fag, endda to fag som jeg har haft før, men der er alligevel meget nyt, især på de inter-studerende områder, det vil sige de studerende imellem, det være sig måde sociale og konkurrenceprægede områder. Jeg har været vant til at være den bedste til hebraisk på holdet, men der er nu kommet nogle studerende fra arabisk, og de er vildt gode. Jeg vil ikke lyve, det generer mig voldsomt, for jeg bliver meget selvbevidst, hver succes virker mindre og hver fejl større, men jeg tror at det er sundt for mig, for jeg var måske nok begyndt at blive en kende hoven, og det er måske derfor det gør så ondt nu. Der er også mange nye mennesker, alle sammen søde og rare, men der er mange og det overvælder mig lidt. Jeg elsker at omgås mennesker, jeg elsker mennesker, men mest af alt er jeg introvert, og jeg bliver overvældet. Jeg er til min fars store skræk/forbløffelse begyndt at hænge lidt ud med de missionske. Det er egentlig lidt et tilfælde, men det er ikke så farligt som det lyder.

Jeg har fødselsdag i dag, og det minder mig om, at jeg er ældre end de fleste andre jeg omgås.

lørdag den 23. februar 2013

Jeg tager mig...

... en lille ferie

Tilbage tirsdag d. 26/2-2013

torsdag den 21. februar 2013

Tilmelding til eksamen

Jeg har lige fået en mail om tilmelding til eksamen, eller rettere, tilmeldingen sker automatisk, jeg skulle bare logge på selvbetjening og se efter, om de nu havde gjort det rigtigt. Det havde de. Jeg skal til eksamen i hebraisk og Gammel Testamente.

Vi tæller i dag d. 21. februar, kl er lidt i 5 om morgenen, på alle tænkelige måder synes jeg, at det er alt for tidligt at forholde sig til eksaminer. Jeg vil ikke, jeg kan ikke, jeg tør ikke, eller jo, det gør jeg sikkert nok, det er bare en underlig fornemmelse, for min sidste mundtlige eksamen var 14. februar 2007, askeonsdag for 6 år og en uge siden, hvor jeg var nødt til at tale med en præst om at udskyde min fastedag til dagen efter, for det var en re-eksamen som jeg kun lige med nød og næppe bestod, re-eksamen og faste er ikke det bedste makkerpar. Kan man fortænke mig i at være nervøs?

Jeg har nu ingen tanker om, at jeg ikke skulle kunne klare mig i denne omgang. Jeg er blevet ældre, begge fag er fag jeg har haft før, og så så er det fag, som jeg virkelig interesserer mig for. Efter så mange års pause, så glæder jeg mig måske ligefrem. Måske glæder jeg mig ikke direkte til at sidde ved det grønne bord, men jeg glæder mig til at få en opgave, yde en indsats og få en bedømmelse. Man kan snakke meget om, at eksaminer og karakterer ikke er fair, eller at det ikke viser et sandfærdigt billede af hvad man kan, men det er på den anden side noget der er dejlig konkret og håndterligt. I de år jeg har været væk fra skolesystemet har jeg da også lavet ting og sager, men når man er perfektionist, så har man også brug for at ens ting bliver vurderet, bedømt og anerkendt, og så er "flot" bare ikke godt nok, for det spænder alt for vidt, fra det i virkeligheden ret dårlige til det super flotte, men normalt betyder det noget ligegyldigt og middelmådigt (inde i mit hoved).

En af mine medstuderende, som jeg ikke engang kender navnet på, spurgte mig i mandags, hvordan jeg er blevet så god til hebraisk. Måske havde han håbet, at jeg havde et eller andet godt trick, måske han troede at jeg havde en spændende historie, men jeg måtte skuffe ham, for jeg har bare gennemgået det hele én gang før.

Jeg er en udmærket studerende, ikke super god, men heller ikke dårlig, og i og med, at jeg har haft både hebraisk og GT før, så forventer jeg af mig selv, at jeg yder en, om ikke spektakulær, så i hvert fald en meget god indsats med tilsvarende resultat. Det et er lidt af et pres jeg putter på mig selv, og jeg er bange for at det vil vende sig imod mig på et eller andet tidspunkt, at jeg kører mig selv helt ned allerede før jeg når at vise mit værd.

onsdag den 20. februar 2013

Om nogle småting

Her er lidt af de småting der er i mit liv for tiden, men som ikke er fyldige nok til at få deres egne indlæg.

- Hvis en elver og en ork får et barn sammen, kan man så sige at det er er demiork (demiurg)?

Heb. talord 1-10
- Jeg sad i går og skrev nogle små fine kort for at prøve at lære at tælle til 10 på hebraisk (husk at det læses fra højre mod venstre, oppefra og ned). Jeg er faktisk rigtig dårlig til det, altså ikke til at skrive kortene, men til at lære ordene. Det er ikke engang noget vi skal kunne, jeg gør det sådan set mest for sjov. Pointen er, at jeg gerne vil KUNNE sproget, og ikke bare godt nok til at kunne oversætte et tekststykke. Jeg er enten stædig, perfektionistisk eller bare en nørd, eller noget midt imellem.

- Er det ikke lidt ironisk at det er humanistiske fag der har til huse i Nobel Parken på Aarhus Universitet?

- På mit bosted har vi en vikar, som har boet de sidste 20 år i Grækenland, og hun kan derfor (selvfølgelig) tale græsk. Jeg bestod lige akkurat, og med nød og næppe i andet forsøg min (koiné) græsk eksamen i februar 2007, men selvom jeg ikke var særlig god til det, så har jeg da trods alt haft det. Koiné græsk er lidt et mellemstadie mellem oldgræsk og moderne græsk, så jeg var lidt nysgerrig for hvor meget af det vikaren kunne, så jeg viste hende min Novum Testamentum Graece. Så sad vi lidt hvor hun læste højt og oversatte, og jeg sad rullet sammen i sofaen og lyttede. Jeg har glemt næsten alt. Jeg kunne sige, dette er en konjunktion der betyder og, det der er en proposition, det der er en bestemt artikel og det der er en eller anden form for pronomen. En ting jeg dog lagde mærke til var, hvor forskellig vores udtale var, og det var ikke kun fordi jeg var ude af træning, hendes udtale var blød og rullende, og min var hård og punktlig. Det var nu alligevel meget hyggeligt.

- Hvorfor lyder man altid som en komplet spade (eller synes at man gør) når man taler eller skriver til en underviser?

- Jeg har travlt og er lidt stresset for tiden, så jeg har ikke så meget overskud til at træne. Jeg kommer af sted på de af sted på de aftalte dage, men jeg får hverken trænet lige så længe, eller lige så energisk, som jeg gjorde før. Det er lidt surt, for stres og manglende motion gør, at jeg ikke har så meget overskud til at klare andre situationer i min hverdag. Især weekenderne er blevet værre, hvor jeg er blevet mere inaktiv og rastløs, tangerende til angst. Når jeg ikke får trænet, så burde jeg i det mindste få gået nogle ture, men det får jeg heller ikke gjort. Mest hælder jeg til at acceptere, at det bare er sådan, min situation er lige nu, og prøve at acceptere, at jeg altså ikke er en eller anden form for superkvinde, hvilket dog ikke forhindre det hele i at være ret surt.

- Pædagogerne her på stedet VED hvor svært jeg har det med ændringer, og hvordan jeg kan finde på at reagere med selvskade, og normalt er de så nervøse for det, at de sender mig sms'er med ændringer helt ned til størrelsesorden med nye potteplanter, hvilket godt kan være lidt i overkanten, men også i orden, eftersom jeg ikke helt kan fortælle dem hvilke ændringer jeg kan og ikke kan håndtere. En type ændringer der dog altid går mig på er ændringer der har at gøre med hvordan stedet her fungerer. Sådan en ændring er der foretaget nu, og måden jeg fik det at vide var under aftensmaden hvor pædagogen sagde at der forresten ville komme være vågen i stedet for sovende nattevagter fra på mandag. Det er en god ændring, men jeg kunne ikke lade være med at reagere. Jeg skar mig ikke, men det var kun fordi jeg tvang mig selv til ikke at gå ned i min lejlighed.

tirsdag den 19. februar 2013

Uheldig forside

På vej hjem i toget i går, fik jeg fat i gratisavisen 24 timer, og jeg studsede lidt over forsiden.
En overskrift om overvægtige børn og et billede af en ung, køn og ikke overvægtig skuespillerinde, Quvenzhané Wallis. Der er ganske vist en streg der viser, at billedet ikke hører til den artikel, men den er nem lige at overse i farten.

Til de børn der så lader sig mærke med presset for at være tynd, tynd, tynd, og som så ikke kan styre det, så er der inde i bladet en artikel for Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser (LMS).


mandag den 18. februar 2013

Lige lidt mere

Hun så meget strengt på mig, min tidligere kontaktpædagog, men samtidig også meget kærligt. Jeg vidste udmærket godt, at jeg ikke havde taget mad nok på tallerkenen, men jeg var sluppet godt af sted med det hele ugen. Ønskede jeg at slippe af sted med det? Det gjorde jeg nok de fleste dage, men bare ikke i går da hun var der, for det er hende jeg stoler på, hende der kan blande sig i min mad uden at jeg bliver sur, men hun er kontaktpædagog for drengene nu efter omstruktureringen, så der går ugevis mellem vi spiser med hinanden.

I mellemtiden snyder jeg med min kostplan, eller det gør jeg vel egentlig ikke, for jeg har ikke rigtig nogen. Det var meningen, at jeg skulle have snakket med vores pædagog/kogekone, men hun sagde, at jeg er en fornuftig pige, så det kan jeg sagtens selv styre. Kan jeg det?

Nu vil jeg ikke give det indtryk, at jeg slet ikke spiser, for det gør jeg, jeg spiser bare mere om morgenen, end jeg gør om aftenen. Jeg har rent faktisk lyst til mad om morgenen, det har jeg sjældent om aftenen, og hvorfor egentlig ikke? Jeg har brug for energi til at komme igennem dagen, men jeg går i seng kort efter aftensmad, og så mange ressourcer kræver det vel heller ikke at sove. Til sammenligning er der masser af mennesker der enten ikke kan eller vil spise ret meget til morgenmad, og selvom vi siger, at det ikke er sundt for dem, så er det alligevel socialt acceptabelt.

Jeg siger ikke, at jeg skal slippe af sted med ikke at spise noget om aftenen. Jeg er spiseforstyrret, så man kan ikke altid, tangerende til sjældent, stole på min dømmekraft. Det jeg prøver at sige er bare, at det er uretfærdigt.

Jeg ved godt, at der er mere til det med spisning end bare det at få nogle kalorier indenbords. Der er en hel række af sociale aspekter. Vi spiser for at være sammen, for at vise omsorg, for at etablere hakkeorden, for alle mulige årsager, og så er det altså aftensmaden vi har valgt til hovedmåltid, hvorimod jeg spiser mit hovedmåltid i ensomhed tidligt om morgenen. Ved at arrangere mine måltider anderledes, trækker jeg en grænse mellem mig og dem, på samme måde som det sker når religioner deler sig. Nå så I vil ikke spise svinekød? Jamen det må vi godt. Det er dømt til at give konflikter.

Dette siger jeg dog uden yderligere sammenligning. Men vi er flere spiseforstyrrede personer end mig, og måltiderne spiller en betydelig rolle i stedets opbygning. Måltiderne er der for at skabe struktur, hygge og sammenhold. En mig/os mod dem attitude er dømt til at give konflikter. Selvfølgelig ikke i stil med krig og forfølgelse og hvad uenighed mellem religioner ellers kan føre med sig, men store nok til at virke forstyrrende.

Men er mad som religion virkelig så svært for os at forstå? Der er feinschmeckere, kernesund familie, atkins, spiseforstyrrede, helsefreaks og vegetarer, og vi mener alle at bare rundt på SANDHEDEN, fede mennesker er vor tids kættere, og vi tager vores mission alvorligt, når vi bringer det glad madbudskab ud til alle dem der er så ulyksalige endnu ikke at have set lyset fra bageovnen. Enhver har 'ret' til at virke som videnskabsmand, læge,helgen,  præst og konge når det gælder mad.

Jeg er selv et at disse oplyste mennesker, og det irriterer mig lidt. Det kommer mest til udtryk, når jeg spiser sammen med de pædagoger der ikke spiser kulhydrater. Jeg elsker mine kulhydrater, hvor proteinerne lidt mere er en pligt, men jeg kan ikke lade være med at blive påvirket af alle de stemmer der siger fy til kulhydrater. Egentlig tror jeg at det er noget bavl det de siger, for ris brødføder størstedelen af jordens ikke overvægtige befolkning, så hvor slemt kan det være, men selvfølgelig, så spiser de ikke nær så meget som os andre, måske sulter de ligefrem, men er det ikke hele pointen, at "de ikke spiser så meget"?

Men det med kulhydrater er en modeting, og jeg har da prøvet at stoppe, for jeg vil altid gerne tabe mig, men jeg ender altid med at få det meget dårligt både fysisk og psykisk.

søndag den 17. februar 2013

En svær/kedelig lektie

Jeg er relativt intelligent, så det er ikke så tit, at jeg støder på tekster, som jeg virkelig bare ikke forstår, men i GT har vi fået en bog, "Old Testament Exegesis" af Odil Hannes Steck (tysk bog oversat til engelsk), og jeg forstår ikke ret meget. Okay, jeg forstår som sådan godt pointerne, men jeg forstår ikke formuleringerne. Gårsdagens lektie handlede for eksempel om hvordan en tekst altid vil blive til i en sproglig kontekst (den historiske og teologiske kontekst hørende til i separate kapitler). Det vil sige, at det enkelte ord eller formulering har en mere dybtliggende og kulturel, historisk og teologisk betydning end hvad ordbogen lige kan fortælle en. For eksempel et ord som "nice" som vil betydede forskellige ting for forskellige aldersgrupper.

Det forstår jeg godt, men jeg forstår ikke bogens enkelte formuleringer, som her på s. 131
"Do material relationships and overlaps demonstrate that this constant conceptual context represents a materially self-enclosed conceptual association or, on occasion, a conception?"
Ugens lektie bestod af 20 sider med sådanne formuleringer. Man kan måske sige, at så længe jeg fik det overordnede billede, så gjorde det måske ikke så meget, men det er dybt frustrerende at læse noget man ikke forstår, og jeg skulle samle al min selvkontrol for ikke bare at lægge bogen fra mig. et af problemerne er, at jeg ikke ved hvor mange detaljer jeg går glip af, og jeg er en person der er glad for detaljer.

Dog må selv jeg må nogle gange kapitulere over tyskernes OCD'ske tilbøjeligheder, når det gælder om at bryde metoder, tekster, mønstre, you name it, ned til sine aller mindste bestanddele. I en tid med åbne grænser og politisk korrekthed, er det sikkert uopdragent at sige, men der er altså kulturelle forskelle, og når det gælder det akademiske, så er tyskerne fluekneppere af rang. Det er godt når man for eksempel skriver ordbøger eller tegner historiske kort, men det er ikke godt når man skriver begynderbøger.

Alt dette skriver jeg selvfølgelig kun fordi jeg er fornærmet over at komme til kort, og jeg føler mig blottet og sårbar. Som sagt, så er jeg ikke ret vant til ikke at forstå, og så kommer man engang imellem til at man kan det hele, men så intelligent er jeg altså heller ikke, og nu hvor jeg er startet på universitetet, må jeg nok hellere til at vænne mig til tanken.

Måske er det også bare fordi jeg føler, at jeg får baghjul af mine medstuderende, for de ting vi lærer nu er en fortsættelse af det fag der hedder Bibelkundskab. Det bestod jeg i sin tid med en ganske udmærket karakter, men der er altså næsten syv år siden i modsætning til de andres otte måneder, så der er voldsomt mange ting jeg ikke kan huske. Heldigvis har jeg stadig lærerbogen fra dengang, så jeg kan bare læse op, hvilket jeg burde have gjort for længst.

Når jeg læser en tekst der er så svær og så kedelig, for det er også kedeligt at læse en tekst man ikke forstår, så mærker jeg meget tydeligt min ADD. Jeg læser 1 side, skriver et eller andet ligegyldigt ind i min kalender, læser ½ side, tager et glas pepsi max, læser 1 side, går på toilettet, læser 2 side, går ned og beklager mig til pædagogerne, læser ½ side, går en tur med en pædagog osv, og så tager det uendelig lang tid at komme igennem 20 sider, hvor jeg normalt kan klare meget mere.

Det er ikke nogen undskyldning for ikke at få læst, det er bare et irritationsmoment. Jeg har det også sådan, at når jeg oplever disse ting, så forvandles det til et spørgsmål om kontrol. Jeg føler ikke, at jeg har kontrol over teksten, derfor må jeg finde/skabe kontrol over mig selv, og det bliver til et spørgsmål om om hvad der har den største magt for mig/ over mig, kroppen eller hjernen.

lørdag den 16. februar 2013

Om at få brug for sit hebraisk

I går havde jeg min første forelæsning i 6 år. Jeg tænkte, det er da ingen sag, jeg sidder bare stille, og tager lidt noter undervejs, og tegner måske et par kruseduller i margenen. Sådan skulle det ikke komme til at gå.

Hver gang man får en ny underviser, bruger man lige nogle uger på at pejle sig ind på hans særegne måde at undervise på. Hvad skal man lægge vægt på i sin forberedelse? Hvor hurtigt taler han og springer mellem emnerne? Hvordan formulerer han sig? Hvilke emner ligger ham særligt på sinde? Hvordan reagerer jeg selv på måderne og emnerne for hans undervisning? De andre har haft vores lærer før, men for mig var det første gang, så jeg var ét stort spørgsmålstegn. Jeg skriver relativt hurtigt, men jeg kunne slet ikke følge med, så noget af weekenden må gå med at komme op med et helt nyt notesystem, som passer til denne form for undervisning. Vores lærer viste os hvordan hans egen bibel så ud med noter og understregninger. Det så super fedt ud, om end i en meget nørdet forståelse af ordet fedt. Han havde så mange overstregninger, at han ikke havde farver nok, så der var gule, grønne og røde ord, lyserøde ord med en grønne ringe om, og orange ord med røde streger. Jeg overvejer at lave en indsamling til at købe en pakke med tuscher til ham. Det er ikke fordi de koster noget nævneværdigt, men jeg vil ikke have, at det kan tolkes som at jeg gør tilnærmelser til ham. Jeg tænkte at det kunne være en fin lille semesterstartsgave.

Der var engang en pige der kritisk undrende spurgte, hvorfor i alverden jeg dog læste hebraisk, som i det var dog det tåbeligste hun længe havde hørt. Mit første svar til det spørgsmål er, fordi jeg er en nørd og bare synes, at det er super fedt, men grunden til, at det er på studiet, og at det er obligatorisk, er, at vi skal bruge det her i Gammel Testamente (GT). Hvis vi havde været dygtige nok, ville vi sikkert udelukkende gå ud fra den hebraiske tekst, men det er vi ikke, så vi bruger en blanding af den hebraiske og den danske.

Jeg har haft faget før med en anden underviser, men der er blevet indført skriftlige afleveringer, så jeg kunne ikke få merit, dvs få godkendt at jeg har bestået, men det er fint nok, for det er et af mine yndlingsfag. Med den underviser vi havde dengang, beskæftigede vi os med Genesis 1 mosebog) som et litterært værk, så det hebraiske betød ikke så meget. Nu har vi derimod en mere tekstkritisk tilgang, hvilket er lige så spændende, men mere sprogligt orienteret. Vi ser på grammatikken for at se, hvorfor går skællet mellem de to skabelsesberetninger i kap. 2.4a, eller hvordan man sprogligt kan skelne mellem skabelsens seks dage. Lingvistikken er et langt undervurderet fag, som har stor betydning for vores opfattelse af tingenes sammenhæng.

I den første skabelsesberetning (Gen 1.1-2.4a) er det kun verden, fiskene og fuglene, og menneskene der bara' (skabe), et særligt hebraisk verbum der kun kan have Gud som subjekt. Planter og landdyrene bliver jazah (frembragt), mens solen månen, stjernerne kun bliver ashah (gjort).


torsdag den 14. februar 2013

Om en stressende begyndelse

Det er hårdt at starte på universitetet igen efter ferien, virkelig hårdt. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det bare er super fedt hele tiden, og at jeg kører med klatten, men jeg kæmper for at få det hele til at hænge sammen. Jeg er ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at det er det hele værd, men det er stadig hårdt, meget hårdere end jeg havde forudset. Det er ikke det faglige der er hårdt, det er som sådan heller ikke det sociale, men det er alle de små og store ændringer der sker omkring mig, der tager pusten fra mig.

Jeg er ikke god til ændringer, heller ikke de gode af slagsen. Jeg er ikke helt bevidst om hvad det er det gør ved mig, men noget af det er uforudsigeligheden. Jeg skal træne på nye dage, og jeg bruger energi på at beslutte hvad der skal laves på hvilke dage. Jeg har fået nye togtider, og jeg bruger energi på at frygte hvor mange mennesker der er på hvilke afgange. Mine fag og skemastruktur er anderledes, og jeg bruger energi må at indrette min uge efter hvilke lektier der skal laves hvornår, og hvor meget energi de vil optage. Andre har ferie, men jeg har ikke, og jeg bruger energi på at indrette min dagligdag derefter. Der er flere elever på mit hebraiskhold, og nogle er bedre end mig, og jeg skal forholde mig til ikke hele tiden at brillere. Jeg har taget på, og jeg bruger energi på at væmmes og regne ud hvordan og hvorfor. Paven har sagt op, og jeg bruger energi på at forholde mig til det. Det er fastetid, og jeg bruger energi på at spise anderledes.

Desværre er den type energi jeg bruger ikke den type der forbrænder en masse kalorier. Det er mental energi, og jeg bliver bare træt og forvirret, og jeg mister overblikket over min hverdag.

Jeg har lige taget et øjeblik fri fra skriveriet for at få orden på mit stuebord, hvor alle mine skolebøger ligger. Det hele har været et stort rod, og jeg har skammet mig over det hver gang pædagogerne kommer herop, men jeg har ikke haft overskud til at gøre noget ved det. Nu ligger ordbøger, mapper, hebraiskting og GTting i hver sin bunke og ser relativt ordentligt ud, hvorefter jeg fortrød og satte det hele i bogreolen, for det er alligevel usandsynligt, at jeg får det frem mere en gang om ugen, og at det lå fremme, ville enten være at vise mig som det rodehoved jeg var engang, eller som en mere flittig studerende end jeg er.

Jeg er træt, meget træt, men alligevel kører jeg på, for der er ikke noget jeg hellere vil, og jeg vil virkelig gerne dette her.

onsdag den 13. februar 2013

Om den katolske fastetid

I dag er askeonsdag, den dag der indleder den katolske fastetid. Den katolske faste er anderledes end den muslimske som folk måske kender lidt bedre. Askeonsdag og langfredag er fuldbyrdede fastedage, hvilket 'kun' betyder, at man må spise ét mere eller mindre almindeligt måltid, og to små måltider der til sammen ikke overstiger det almindelige måltid. Dagene mellem askeonsdag og langfredag kaldes abstinensdage, hvor man spiser normalt, men hvor man afholder sig fra noget som man godt kan lide, det være sig kød, slik, eller i mit tilfælde, mælkeprodukter. Meningen med fasten er at forberede sig til påsketiden, en åndelig udrenselseskur om man vil, men man lærer også meget om sig selv.

Hvorfor i alverden skal man faste? Det lyder da ikke særlig sjovt. Det er heller ikke meningen at det som sådan skal være sjovt, men troen mister lidt sin betydning hvis man kun tager de sjove og nemme ting. Meningen med troen er at tjene Gud, ikke at ophøje sig selv. Men hvorfor tjene Gud, hvis det ikke er sjovt? Det er fordi vi virkelig tror på, at han er der, for hvis man ikke troede så ville religionen ikke give nogen mening. Jeg tjener efter bedste evne Gud fordi jeg elsker ham, og jeg tror på, at han vil det der er bedst for mig, også når jeg ikke nødvendigvis er enig. På samme måde siger forældre også til barnet, at det skal spise sine grøntsager før det kan få dessert.

Men jeg overholder faktisk ikke helt fastebudet i år, for i dag, askeonsdag, faster jeg ikke. Jeg ville egentlig gerne, men jeg kan mærke på den spiseforstyrrede del af mig, at religiøs faste ville blive til spiseforstyrret faste, og så vil det hele miste sin betydning. Sidste år fastede fuldstændigt jeg (altså helt uden fast føde) helt fra tirsdag morgen, og jeg elskede det, men det var ikke godt for mig. His jeg fastede i dag, ville det også blive sådan, og jeg ville ikke ønske at stoppe i morgen, og så ville det hele ende med at handle om om kampen mellem mig og pædagogerne, og kærligheden til Gud ville have en sekundær rolle. Fasten er noget man virkelig bør gøre, men ikke hvis det sætter ens helbred over styr.

Jeg kan ikke udelukke, at min afholdelse fra mælkeprodukter også bunder i min spiseforstyrrelse (jeg kom til at regne ud hvor mange kalorier der EGENTLIG var i min mælkerige morgenmad), men mange ting jeg gør for tiden handler om min spiseforstyrrelse, og selvom jeg måske gerne ville, så kan jeg ikke bare fjerne den side af mig.

I går til frokost løj jeg for pædagogen der skulle spise med mig, og sagde at jeg lige havde spist en banan og derfor ikke behøvede at spise så meget. Jeg havde faktisk en grund til at lyve, og den var ikke helt så dårlig som man kunne tro, men det er ikke pænt at lyve, og jeg burde ikke have gjort det. Senere gik jeg ned for at gå ti bekendelse og undskylde, men hun sad i møde og det ville hun gøre de næste to timer. Senere fangede jeg hende i et kort øjeblik og fik sagt hvad jeg skulle. Det fik jeg meget ros for. Jeg er meget glad for at få ros, men at tænke sig at man skal have ros for at sige sandheden, men det var måske ikke så meget sandheden jeg fik ros for som det at erkende min skyld, hvilket straks er meget sværere.

Der er ingen faste uden bod
Bod (lat. poentitentia). Syndsbekendelse og angerfuld omvendelse til Gud og viljen til at bøde for den begåede synd over for Gud og næsten.
Katolsk mini lektikon s.28
Clausen, Helge
Okay det skete tirsdag og derfor teknisk set endnu ikke i fasten, men der var alligevel en lektie i det for mig at lære, og det føltes godt at få sagen ud af verden. Hun havde desuden allerede gættet det, hen kendte mig bare ikke godt nok til at vide hvad hun skulle stille op med det

tirsdag den 12. februar 2013

Om enhjørninge og næsehorn

Jeg burde skrive noget om pave Benedikt XVI's afgang, for det er et emne der berører mig dybt, for han blev pave kun et halvt år efter, at jeg konverterede til katolicismen, så han er på en måde MIN pave, fordi jeg ikke rigtigt kender andre, men forskruet som jeg er, er der et emne der optager mig mere.

Jeg har taget på. Det er hun et halvt kg, så det er ikke alverden, men jeg har det alligevel ret dårligt med det. Nogle tal er mere magiske end andre, og efter flere ugers hårdt slid, var det lige lykkedes mig at komme under 65 kg, og jeg var sådan nogenlunde glad for min vægt, den var i hvert fald ikke så rædselsfuld som den plejer, men nu vejer jeg 65.3 kg, og det er modbydeligt. Det er er ikke bare i dag, men hver evig eneste dag i over en uge, og jeg får kvalme over mig selv. Et eller andet sted ved jeg godt, at jeg har en flot krop, jeg er både slank og veltrænet, men følelsesmæssigt formår jeg ikke at tro på det, og når jeg ser de tre 'små' tal på badevægten, så føler jeg at det med at være tynd er noget folk fortæller mig for at lyve. Jeg er dog ret hyklerisk, for hvis det havde været andres vægt jeg talte om, så ville jeg ikke i samme grad strø om mig med ord som fed, klam og ulækker, som jeg alt for ofte bruger, når jeg taler om mig selv.

Det er ikke fordi jeg som sådan har nogle specifikke planer for hvor meget eller hvor lidt jeg gerne vil veje, jeg vil bare veje mindre, mindre end jeg gør nu og mindre end hvad jeg vejer næste måned, hele tiden mindre. Jeg ville gerne skrive noget sofistikeret og sagligt om det at have en spiseforstyrrelse, men grimme ord popper hele tiden op i mit hoved, og jeg bliver så uendeligt træt. Jeg ved ikke om mine mål og drømme er opnåelige, eller om det bare er troldspil og skyggebilleder. Er det hele bare tomhed og jagen efter vind?

Jeg tæller ikke rigtigt mine kalorier, for jeg gider ikke at veje alting, men jeg prøver da på sådan ca at holde styr på at jeg ikke spiser for meget. Problemet med den metode er, at kroppen er ligeglad med hvor meget jeg tror jeg spiser, den er kun interesseret i hvor meget jeg reelt propper i kæften. Sådan lidt 'for sjov' prøvede jeg at tage en køkkenvægt frem og veje min sædvanlige morgenmad. Den indeholder så 50-100 flere kalorier end jeg troede per portion, og den spiser jeg så 2-3 portioner af, så tror da pokker at jeg tager på. Og nu har jeg vejet én ting, og hvad så med alt det andet.

Ganske hurtigt begynder angsten at snige sig ind på livet af mig. Blodtrykket stiger, åndedrættet bliver besværet og jeg ryster en anelse på hænderne.

søndag den 10. februar 2013

Om lektier og puslespil

Jeg har været alt for sløv. De bøger jeg skal bruge til GT, fik jeg først bestilt i fredags, og det er ikke sikkert at de når at komme frem til på fredag, så jeg kan nå at læse mine lektier. Det panikker jeg så lidt over. Fordi jeg har haft faget før, så har jeg en bog som dengang var grundbog, men denne gang blot er supplerende læsning, men for det første opfordrede vores lærer os til at læse supplerende læsning, for det andet, så har jeg ikke noget alternativ. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, at det er første gang jeg for alvor har åbnet bogen selvom den var grundbog i et helt semester, og jeg var da heller ikke voldsomt imponeret.

Det var ikke mange sider, så jeg har måske siddet der ti minutter til et kvarter, men det var nogle voldsomme og angstprovokerende minutter. Jeg er vant til at læse meget, også på engelsk, så jeg tænkte, at det kunne jeg da få ordnet i en håndevending. Til hebraisk laver jeg lektier, men jeg har som sådan ikke LÆST lektier i seks år, og som sagt, så var det vist ikke imponerende hvad min indsats var dengang. det viste sig at være meget hårdere end jeg havde regnet med, for jeg lagde også hårdt ud med at strege under og alt muligt, men det var især hårdt fordi jeg tænkte, at dette her klarer jeg aldrig. Og hvordan skal jeg klare universitetet hvis jeg ikke kan lave lektier. I sin tid klarede jeg det dog ganske udmærket, men det skulle ikke forhindre mig i at panikke.

Efter lektielæsningen, gik jeg op for at lægge puslespil. Jeg lægger meget puslespil for tiden, så meget, at jeg ligefrem drømmer om det om natten. Jeg var i gang med et der manglede hovedparten af brikkerne, og hvor jeg ikke havde noget billede af hvad det skulle blive til, og af en eller anden grund, gjorde det det til det perfekte puslespil. Jeg tænkte, at det måtte være det smukkeste puslespil jeg nogensinde havde set, og jeg blev virkelig deprimeret over at jeg aldrig kunne blive færdig med det.

Det jeg blev deprimeret over var selvfølgelig det med lektierne, men det var på en eller anden måde for personligt og for tæt på, så jeg kastede al min tristhed over på noget mere harmløst. Jeg blev faktisk virkelig ked af det, og det eneste jeg havde rigtigt lyst til var at sætte mig ned og tude, bare lade tårerne flyde, men jeg gjorde der ikke, for så ville nogen spørge hvorfor, og jeg orkede ikke at forklare, for jeg forstod det på det tidspunkt dårlig nok selv. Jeg var bange for, at det var begyndelsen på en af mine mørke perioder, hvilket ville ødelægge alle mine håb og drømme, men mest tænker jeg bare, at jeg nok er mere udmattet end jeg lige går og regner med, og at jeg bare skal lade der gå gå nogle uger, så jeg kan vende mig til at være tilbage på uni, for jeg tænker, at når jeg er træt, så er jeg mere sårbar over for weekendsangst.

lørdag den 9. februar 2013

Om en introtime

I går var jeg til Introtime i faget Gammel Testamente 1: Genesis (GT). Introtimer er per definition virkelig kedelige, men de er på samme tid også vigtige.

Jeg skulle egentlig have været til statusmøde, hvor min socialrådgiver, min kontaktperson plus nogle flere skulle sidde og diskutere min fremgang det seneste år, og vores planer for det næste, men jeg prioriterede universitetet, for selvom jeg gerne vil vise mig samarbejdsvillig, så er statusmøder eller handleplaner, eller hvad man nu vælger at kalde, dem ikke lige min kom te. Jeg forstår godt at kommunen vil vide hvad de får for deres penge, for det er ikke just billigt at have mig boende her, men nogle gange føler jeg, at nar disse papirer skal udfyldes, så er det formuleringer for formuleringernes skyld, så er der ikke nogen vægt bagved ordene. Jeg føler at diskussionen om mine håb og drømme bliver til øregas og tåbelige banaliteter. Dette er ikke et ondt ord om min socialrådgiver, hun virker nemlig flink nok, det handler bare om hvordan Systemet er skruet sammen. Så derfor foretrak jeg at tage til introtime på uni.

En introtime går ud på, at man gennemgår hvad man skal gennemgå i løget af semestret. Hele ti minutter går med at gennemgå læseplanen, som er et stykke papir hvor der står hvilke kapitler der skal læses til hvilken time. Hvordan kan man bruge ti minutter på det? Det er vel bare at kigge ned på papiret og se hvad man skal læse til næste gang, det burde virkelig ikke være så svært, hvilket ikke skal forhindre os i at kludre i det, om vi så havde haft 20 minutter til at gennemgå det.

Vi skulle også se på mulig supplerende læsning. Vores lærer går meget op i spørgsmål, diskussion og selvstændighed, hvilket er fedt, for så bliver man virkelig udfordret, men det er også surt, for så kan man ikke bare slå svaret op i grundbogen. Selvstændighed betyder også, at den supplerende læsning bør tages seriøst, men nu er det nu engang teologi jeg læser, og så bør den slags gerne være store, tunge, i flere bind og helst på tysk, hvilket kan få mig til at gå helt kold bare ved tanken, men jeg er jo lidt af en selvudnævnt nørd, så mange af bøgerne så faktisk lidt spændende ud, og i hvert fald en af dem overvejer jeg ligefrem at købe, men den jeg overvejer at købe er selvfølgelig IKKE en af dem der kan hjælpe mig til at skrive mine skriftlige afleveringer.

De skriftlige afleveringer er grunden til at jeg overhovedet skal tage faget, for jeg har faktisk taget det en gang før med en anden underviser, men dengang var der bestået ved fremmøde, så jeg kunne ikke få merit, hvilket ikke generer mig, for det er et meget spændende fag. Jeg fandt det bedst at bekende kulør, så jeg gik op til læreren for at fortælle det. Da jeg stod deroppe følte jeg mig bare som en komplet kegle. Hvad jeg bare havde tænkt mig som en information kom til at lyde arrogant, som om jeg egentlig ikke gider faget. Foran en lektor eller professor, føler jeg mig tille bitte, og al den coolhed jeg lader som om jeg har forsvinder som dug for solen. Jeg stammer, og jeg siger alting på den forkerte måde, så det der med spørgsmål, diskussion og selvstændighed, det er lidt en utopi for mit vedkommende. Bag efter følte jeg mig flov og ikke meget mere end ½ meter høj, men som min psykolog siger, så for et år siden, hville jeg være gået helt ned med flaget over den slags, så lidt godt er der vel i det.

Som hjælpelærer har vi en phd studerende, og jeg spurgte for sjov hvilken årgang hun var, altså hvilket år hun startede på universitetet. Det gjorde hun i 2006, altså året EFTER mig. Suk, jeg føler mig gammel og langt bagud.

GT ligger kl 8 fredag morgen, hvilket betyder, at jeg skal op kl 4 og med toget kl 6. Det er egentlig ikke noget problem rent praktisk, hvilket dog ikke forhindrer mig i at brokke mig, men de andre brokker sig mere, selvom de skal langt senere op, og mange af dem så lettere klatøjede ud. Heldigvis tog introtimen ikke så lang tid, så vi fik tidligt fri og nogle af os satte os over i kantinen og drak kaffe og spiste kage, altså de andre gjorde, jeg drak sukkerfri saft og spiste ratatouille.

torsdag den 7. februar 2013

Rent hår

Jeg har et flot og kraftigt hår.

Da jeg var ung havde jeg store problemer med at holde det rent, for jeg lærte ikke hårvask på den normale måde ved, at jeg langsomt selv begyndte at overtage, efter at min mor havde gjort det for mig. Det var ikke fordi min mor ikke gjorde det som mødre formodes at gøre, det var bare, at jeg med min aspergers slet ikke opfattede, at hun prøvede at lære mig noget. Længe vaskede jeg hår ved at lægge shampooen oven på håret og tværede lidt rundt, men det blev bare aldrig rent, så jeg var konstant 'hende i klassen med fedtet hår', hvilket bestemt ikke var fedt.

En dag var der en veninde der forbarmede sig over mig, og hun fortalte hvordan jeg skulle massere shampooen ind i hovedbunden for at få den ønskede effekt. Jeg har vel været omkring 11 år gammel, og selvom min veninde og jeg nærmest var som søskende, så var det stadigvæk lidt pinligt, at jeg ikke bare kunne den slag, for det er jo den slags man formodes at vide, men som min psykolog siger, så når man har aspergers, så er det de ting som folk tror at man da selvfølgelig kan, det er de ting man har sværest ved, de 'sværere' ting, dem kan man godt.

Fra den dag af var mit hår mindre fedtet, men som sagt, så har jeg et meget kraftigt hår, og selv med mange års øvelse kan det være svært at få det ordentlig rent, og i går blev jeg rent ud sagt træt af det, og så tog jeg i svømmehallen. Svømning er rigtig god træning, men det er også en glimrende måde at få skyllet alt skidtet væk på.

Jeg ved ikke hvilken begrundelse der vejede tungest, hårvask, træning eller bare forandring, men det var godt at komme af sted. Der hvor jeg boede før svømmede jeg meget, 12-1800 m i hvert fald en gang om måneden, men det er bare som om jeg ikke rigtigt kan komme af sted længere, og en af grundende er at jeg 'kun' kan svømme 1000 m. Det ville selvfølgelig hurtigt ændre sig hvis jeg kom af sted lidt oftere, men så skulle jeg bide stoltheden i mig. I efteråret havde jeg store planer om at komme i gang, men jeg havde hele tiden friske sår på armene, og så sagde pædagogerne, at jeg ikke måtte. personligt var jeg røv ligeglad, men jeg parerede pænt ordre, og så kom der en måned, hvor det var pengene der var et spørgsmål, og så kom julen, og så kom jeg bare aldrig rigtigt af sted.

Men i går kom jeg af sted, og det var skønt. Jeg gik til svømning som barn, men jeg var ikke særlig god til det, og det er jeg stadig ikke, og jeg har aldrig kunnet lide at være dårlig til noget, men dengang havde jeg endnu ikke lært at holde mig selv i ørerne, så jeg stoppede. Det med ikke at være god til det, det er ikke bare noget jeg siger, det er rigtigt nok. Muligvis skyldes det min spasticitet, fordi jeg så er lidt skæv og svag i kroppen. muligvis er jeg bare almindeligt dårlig, min eneste styrke er, at jeg er ret tålmodig når det gælder ensformigt arbejde (aspergers), så jeg bliver bare ved, og derved får jeg tilbageligt en del baner.

Jeg får det til at lyde som om spasticitet gør mig dårlig og aspergers gør mig god, men i svømmehallen kan aspergers også være et problem, for lydniveauet kan godt blive meget overvældende, og så får jeg det dårligt både fysisk og psykisk, derfor kan jeg kun svømme tidligt om morgenen, hvor der stort set kun er pensionister og andre fredelige folk.

Men i går fik jeg i hvert fald en god træning og noget rent hår, mit hår har ikke været så blødt og let meget længe.

onsdag den 6. februar 2013

Et lille forsøg - osmose

Tag to æg, og læg dem i en skål med eddike.

Eddiken reagerer med æggeskaldens kalcium som opløses, hvorledes ægget kun holdes sammen af en membran.

Det ene æg lægges i en skål med vand, det andet i en skål med sirup.

Ægget i vand svulmer op, mens det andet synker sammen.

Osmose fungerer sådan, at det får vandmolækylerne til at bevæge sig gennem membranen fra en mindre mættet opløsning til en mere mættet opløsning.

I det tilfælde hvor ægget ligger i vand, er det ægget der er den mest mættede oplæsning, og derfor suger ægget vandet, men det siger ikke på samme måde som en svamp, for det foregår nemlig med nogle små rør der, når de fyldes med vand suger mere vand, ligesom når man tømmer et akvarium med en slange.

I tilfældet hvor ægget ligger i sirup, er det sirupen der er den mest mættede opløsning, og derfor tømmes ægget for vand.

Det kan ikke ses på billedet, men det er meget specielt at røre ved de to æg. Det store æg føles nærmest som et stykke legetøj, mens det lille æg nærmes føles som en dessert, hvor skorpen er blevet tør.




tirsdag den 5. februar 2013

Startet igen

I går startede jeg på universitetet igen, og det var super super fedt. Pædagogerne sagde, at mine øjne ligefrem strålede, og det føltes også sådan,  og jeg havde også lyst til at stråle, for så ville folk spørge hvordan det gik, og så kunne jeg få lov til at fortælle.

Jeg tog tidligt ned på stationen, for jeg skulle forny mit pendlerkort, og jeg var bange for at skulle stå i kø, selvom der aldrig nogensinde er en kø der er værd at nævne, og nu da jeg var dernede, kunne jeg lige så godt springe på det tog der kørte ind på perronen, hvilket dog betød at jeg kom over en time for tidligt på universitetet. Det lykkedes mig dog at finde en lænestol op af en radiator lige udenfor klasselokalet, hvor jeg sad og læste, for det gode ved at køre i tog er, at så havde jeg jo lige en god bog ved hånden, DeLillo "White noise" der tilfældigvis handler om universitetsverdenen. Der sad jeg så og hyggede mig indtil de andre begyndte at komme.

Da de andre så kom, gjaldt det om at komme ind i klassen i en hvis fart, for vi er 33+ på et hold, men lokalet er kun estimeret til 28, og her skal der så lyde en lille klapsalve til lokalekontoret for dette geniale indfald. Sidste semester var vi, de studerende delt op i tre hebraisk hold, men selvom vi ikke er blevet færre, så er vi blevet skåret ned til to undevisningshold, og det suger. For det første giver det en masse støj, ikke fordi vi sidder og snakker i timen, men fordi hver person generere en lille smule larm hele tiden, og det begynder bare at løbe op jo flere mennesker man er.

Det andet problem er, at jo flere mennesker man er, jo mindre er chancen for at blive taget når man rækker hånden op. Dette kommer til at lyde meget nørdagtigt, og det er det også, men det er nu engang sådan man bedst lærer tingene, hvis man bliver hørt i dem, og det gør også undervisningen sjovere, for hvis man bare sidder og lytter på andre der oversætter, så falder man hurtigt i staver eller i søvn. Det føltes som en triumf den dag i sidste semester, da en af de seje piger nåede frem til den samme konklusion. Det er fedt at andre end jeg har fået den åbenbaring, det er bare knap så fedt, at jeg så har flere at kæmpe med om et spot i rampelyset. Jeg sad med hånden oppe det meste af første time, og jeg blev taget én eneste gang. Jeg ved godt at der er ansvar for egen læring, men der er jo en grund til at vi har undervisning og ikke bare tager det som selvstuderende.

Efter timen takkede jeg læreren for de noter jeg havde fået til Amos' bog og fortalte, at jeg havde haft meget fornøjelse af at oversætte den. han spurgte om jeg var blevet færdig, hvilket jeg ikke just kunne prale med. Der er 9 kapitler, jeg havde satset på at oversætte 6, men jeg nåede 'kun' at oversætte 4. Denne remse fortalte jeg ham ikke, jeg sagde bare at jeg havde oversat 4 kapitler. Jeg tror næsten, at jeg redede hans dag, for han strålede nærmest, og han sagde, at det var stort, ja ligefrem meget stort. Det er altid fedt at få ros, men at få ros af ens yndlingslærer, det er stort, ja ligefrem meget stort.

mandag den 4. februar 2013

Ro, renlighed og regelmæssighed

Ro, renlighed og regelmæssighed, sådan lød parolen i gamle dage, og det er kloge ord, men nu begynder universitetet igen, og nogle dage vil det ikke være muligt for mig at skrive her på bloggen, så mine indlæg bliver ikke helt så regelmæssige som de har været indtil nu, og jeg håber, at I vil bære over med mig.

I dag bliver alt hvad jeg er vant til vendt på hovedet, i dag bliver alle mine rutiner rystet i deres grundvold, i dag starter universitetet igen. Den sidste uge har jeg været rædselsslagen, og jeg har været sikker på, at jeg ikke kunne klare det, men i dag er følelsen skiftet ud med spænding, og jeg glæder mig til at lære nyt og blive udfordret. Universitetet har givet mig den værdighed tilbage som jeg mistede i psykiatrien, og det har gjort mig til en helt anden person, ment på en positiv måde.

Jeg fortæller tit, at jeg mistede min værdighed i psykiatrien, men jeg vil gerne påpege, at det ikke var personalets skyld. Psykiatrisk personale får tit skæld ud i medierne for ikke at gøre deres job ordentligt, men selvom jeg kan fortælle nogle grumme historier, så kan jeg fortælle endnu flere gode historier, hvor en sygeplejerske, SOSU eller læge har været helt fantastiske, og det vil jeg gerne takke dem for.

Der var hende der gerne vilde snakke med mig om Gud når medierne ellers havde besluttet, at det måtte man ikke, der var ham der holdt mig i hånden mens jeg bare græd og græd indtil jeg faldt i søvn, der var hende der også snakkede med mig når jeg mødte hende ude i byen mellem indlæggelser, og der var hende der gav verdens bedste knus. Det er kun inden for det sidste års tid, at jeg for alvor er begyndt at få det godt, men det har kun kunnet lade sig gøre fordi jeg blev holdt i live og plejet gennem de foregående fire år.

Havde det ikke været for alle dem der gennem årene har hjulpet mig, så havde det ikke været muligt for mig at gøre alle de fede ting jeg har gang i, og derfor siger jeg dem et stort tak.

søndag den 3. februar 2013

Privatlivets fred

Når man som jeg har været inde i systemet i så mange år, så vænner man sig til ikke længere at have noget privatliv, alt skal frem på bordet, og jo mere man siger, jo nemmere bliver det for en selv. Her i weekenden har jeg fået min statusrapport til min socialrådgiver udleveret til gennemlæsning, og jeg har også udfyldt nogle ansøgningspapirer til økonomisk, og nogle gange kan man blive overrasket over hvad de synes de har brug for at vide.

Jeg forstår godt, at de skal have en hvis mængde informationer om hvordan det går mig, for det er dyrt at have mig til at bo her på Hinnerup Kollegiet, så de skal have vores ord på, at det er pengene værd. Jeg forstår godt at de vil spørge ind til min aspergers og min spiseforstyrrelse, jeg forstår endda godt de vil vide ting som jeg ikke forstår hvorfor de vil vide, for jeg har trods alt ikke det store overblik, men nogle gange bliver det bare lidt for meget. De vil vide så godt som alt. De vil vide noget om mine skrive og læsefærdigheder, de vil vide om jeg har venner, og om hvordan jeg omgås dem, de vil vide ting om min familie og om jeg tør færdes ude om aftenen.

Men det er ikke kun nu hvor jeg er så indfiltret i systemet, at de vil have de ting at vide, de ville også have det at vide dengang i begyndelsen, hvor min eneste forseelse var at være så fræk at søge om kontanthjælp. Det er nu fem år siden, og jeg begynder at savne at have en hemmelighed. Ikke noget stort og farligt, bare en enkelt lille ting der er mit og ikke skal deles med alt og alle, men jeg ved slet ikke om jeg vil være i stand til det, for en af de ting jeg har lært gennem alle disse år er at fortælle alt, og det er godt, når man skal bearbejde sine følelser, men det er knap så godt, når man færdes ude i den virkelige verden, og der begynder jeg at længes efter at høre hjemme.

Jeg har før snakket om, at jeg gerne vil arbejde mig fra at være et sagsnummer og over til at være et rigtigt menneske, og dette her med at skulle fortælle alt til alle er en af de store forhindringer. Det er menneskeligt, måske alt for menneskeligt at være hemmelighedsfuld, i det mindste engang imellem, men det er nu så dejlig praktisk at fortælle alt, for så kan folk selv vælge hvad de skal bruge, og jo mere åben man er, jo større er chancen for at de ikke tror at man prøver at snyde.

på den anden side, bliver jeg trist ved tanken om at holde noget skjult for pædagogerne, for de er vel nærmest blevet som min udvidede familie, og jeg har faktisk lyst til at dele mit liv med dem, hvilket jeg ikke ved om er en god eller en dårlig ting.

lørdag den 2. februar 2013

Om stres før skolestart

På mandag starter universitetet igen, efter to måneders ferie. Jeg er godt nok den eneste der direkte har haft ferie, alle de andre har skullet til en masse eksaminer, og jeg har faktisk misundt dem lidt, for to måneder hvor man selv skal strukturere sin tid, det er meget lang tid. Det er nu egentlig gået udmærket, men efter to måneder, har min krop og hjerne vænnet sig til den rytme som jeg har nu, og det var svært at vænne sig til, og nu skal jeg til at vænne mig til en helt ny rytme, som ikke engang er den sidste som i sidste semester, og jeg er ved at gå helt i panik.

Jeg går hver dag med en følelse af angst og depression, og jeg krøller mig sammen i sofaen og lader fjernsynet køre på vilkårlige kanaler, og jeg lader mig forføre af nuttede dyrebørn, medicinske mysterier og politiserier, og jeg drømmer mig langt væk til et sted hvor mit hjerte ikke er så forfærdelig tungt.

Det hele løser sig nok, når jeg først er startet på universitetet, men jeg er bange, for hvad nu hvis det ikke gør? Jeg har været velsignet det sidste år og nogle måneder, hvor jeg faktisk har fået det helt godt, men den depressive tilstand har stadig rådet i hovedparten af mit liv, så der er altid en reel mulighed for at den vender tilbage, og jeg er bange for, at det er det der er begyndt igen, og ingen logiske argumenter overvinder frygten. Pædagogerne prøver ellers at tale mig til ro, men de ved jo ikke hvordan det er at være fanget alene i mørket. Jeg er rædselsslagent bange for at miste alt det jeg har kæmpet mig frem til.

Jeg har ikke lyst til at være denne ynkelige klynker, men her sidder jeg alligevel, og det er bare klynk, for et eller andet sted ved jeg godt, at det nok snart stopper, og jeg vil bare have at folk har ondt af mig indtil det gør.

Noget af min angst, er jeg dog glad for at sige, skyldes helt almindelige ting, som de fleste kan nikke genkendende til. Jeg er nemlig ved at gå helt op i limningen over alle de ting som jeg ikke har fået nået. Hvordan skal jeg nogensinde kunne få mulighed for at få tilskud til transport, når jeg ikke kan tage mig sammen til at ansøge, og når jeg ikke engang kan regne ud hvordan jeg rejser billigst? Hvordan skal jeg imponere min lærer, når jeg 'kun' har oversat fire kapitler i Amos' bog? Hvordan skal jeg holde mig slank, når jeg ikke kan tage mig sammen til at træne ordentligt? Det kan godt være, at alle kender følelsen, men det gør det ikke mindre skod af den grund.

Øv, jeg har glædet mig så meget til skolestart, og det gør jeg i og for sig stadig og jeg er godt og grundigt træt af ferie, men alligevel kunne jeg godt lige bruge en uge mere til at få de sidste ting på plads.

fredag den 1. februar 2013

Stres og Pepsi Max

I søndags slog min kæreste op med mig, op på mandag starter universitetet igen efter to måneders ferie, så man kan godt sige at jeg er lidt stresset, desværre drikker jeg ikke alkohol, og jeg spiser ikke slik, så det eneste jeg har at drukne mine sorger i er Pepsi Max, og det gør jeg så i stor stil, og det til en grad hvor jeg selv synes, at det egentlig er lidt ulækkert, eller i hvert fald nok til, at jeg får ondt i maven. Jeg siger til mig selv, at det er okay, at jeg jo ikke plejer at drikke så meget, men egentlig synes jeg ikke at det er okay, for det er jo frådseri.

Frådseri er når man bruger, spiser eller drikker mere end man reelt behøver for at have et godt liv. Det betyder ikke, at man skal sulte sig selv eller berøve sig alle livets små glæder, men det betyder, at man skal tænke sig om, men lige nu tænker jeg mig ikke om, jeg drikker bare, og det er lidt det der er problemet. Flasker og dåser hober sig op på køkkenbordet og i poser på gangen, og jeg bliver svimmel ved tanken om hvor mange penge der er for i pant. Ikke at jeg selv får nogen gavn af det, det, jeg trykker altid på donationsknappen så pengene går til børn med diabetes (Føtex).

Problemet er, at jeg er bange, bange for at ende alene, bange for ikke at kunne klare universitetet, bange for alle de administrationelle opgaver der ligger og venter på mig, bange for at ændre noget og bange for at sidde fast, og al den stres får mig til at drikke.

Jeg ved godt, at Pepsi Max ikke er super sundt for mig, men det er også lidt et problem at det ikke er super slemt, så hvorfor skulle jeg så stoppe? Jeg bliver jo ikke fed eller opfører mig uansvarligt, jeg synes mest bare, at det er lidt småpinligt. Selvfølgelig er det også dyrt, og det er lidt et problem, og det vil senere på måneden, når der ikke er så mange penge tilbage på kontoen, motivere mig til at drikke mindre, men lige nu er der ingen problemer og derfor ikke megen motivation til at ændre noget.

D. 13. februar er askeonsdag, og så går fastetiden i gang. Fasten er den katolske forberedelse til påsken, hvor vi gør bod for vores synder, og opbygger vores åndelighed. Jesus fastede 40 dage i ørkenen, det gør vi ikke, men vi giver afkald på visse af livets goder. Jeg har overvejet, om jeg skulle give afkald på Pepsi Max, men jeg ved ikke, om det er for stor en opgave. Gode intentioner er fint, men hvis ambitionsniveauet er for højt, så risikerer man at fejle, og så bliver man bare nedtrykt, så det er noget jeg skal tænke grundigt over.