Sex chikane eller seksuel mobning eller bare sjovt

Sex chikane, så tænker jeg en hvid midaldrende mand med sved på overlæben der med lummer stemme beder sin unge smukke sekretær om at "kom og sid på fars knæ, hø hø hø", men det var ikke sådan min hverdag så ud dengang i begyndelsen af 00'erne, da jeg gik i gymnasiet.

Jeg har altid været et mærkeligt barn, ikke på nogen måde slem bare... anderledes. Som tiden gik, gik jeg fra at være et mærkeligt barn til at være en mærkelig teenager, igen, så var jeg ikke på nogen måde slem bare... anderledes.

Jeg har altid hadet at gå i skole, og jeg har altid været meget bevidst om min anderledeshed. I folkeskolen havde lærere og forældre (både mine egne og de andres) på en eller anden måde, med varierende succes, prøvet at forholde sig til de problemer min anderledeshed måtte medføre. I gymnasiet forventedes det dog at vi var voksne nok til at håndtere sådanne problemer selv, "ansvar for egen læring/ansvar for eget velvære", men bare fordi man kan drikke, køre bil, stemme og modtage SU, betyder det ikke, at man er klar til at håndtere alle de svære ting, hverken hos sig selv eller hos andre.

I min klasse gik der to drenge. De så godt ud, de var populære og vigtigst af alt, så var de klassens sjove drenge. Ved siden af dem virkede jeg endnu mere grå og deprimeret og bare... anderledes. Jeg er ikke specielt snerpet, jeg har ikke noget imod vittigheder der kører på sex eller køn, men der var noget ved disse to drenge. Jeg forstod det ikke, men når de lavede sjov med mig, så stak det. Jeg blev forvirret, for jeg fandt det ikke sjovt, men de var jo de sjove drenge som lærerne elskede selvom de forstyrrede undervisningen, og jeg var jo bare sær. Så hvis jeg ikke fandt de sjove drenges sjove vittigheder sjove, så var det jo nok mig den var gal med, men hvad gør man når det sjove ikke var sjovt, og det at indrømme, at man ikke fandt det sjove sjovt, ville sætte fokus på hvor sær jeg var?

Som barn grad jeg altid rigtig meget, men at græde er at vise svaghed, og jeg vidste instinktivt, at svaghed ville gøre det værre, men jeg var allerede svag via min anderledeshed. I stedet begyndte jeg at grine af deres vittigheder, for at vise, at jeg selvfølgelig også fandt det sjovt.

Caitlin Moran har et citat "he smiled the way a rabbit would in a field of foxes". Det var mig i de år. Jeg begyndte at blive bange for at gå i skole, jeg begyndte at sulte mig, æde og kaste op og skære mig og jeg så med bedende øjne op på de voksne (lærerne), for jeg ønskede så inderligt, at de ville hjælpe mig og forsikre mig om, at det var i orden, at jeg ikke fandt de sjove drenge sjove, men mit råb om hjælp gjorde mig bare endnu mere anderledes og sær, og de var de sjove drenge, og jeg var den sære pige, og jeg sagde jo ikke noget jeg håbede bare, og lærerne kunne lide de sjove drenge, og mig kunne de ikke helt få styr på, ikke fordi jeg var slem bare... anderledes, og så var det nemmest bare at ignorere mig.

Én enkelt gang tog jeg mod til mig og prøvede at spørge studievejlederen om hjælp. Det var efter at en af drengene havde blottet sig for mig i en historietime hvor læreren vendte ryggen til et øjeblik. Bagefter dansede/vred de sig op af mig. "Nå, det kunne du godt lide, hva'?" og så grinede de, og jeg grinede, og de vred sig op af mig, og jeg klemte armene over kors på brystet. Jeg grinede mens min mave snørede sig samme, og jeg havde lyst til at kaste alt op, mad, indvolde og følelser, jeg ønskede at skrige højt, men det gjorde jeg ikke. Da jeg sad ved studievejlederen kunne jeg ikke finde de rigtige ord. Jeg mumlede og kludrede, og jeg håbede bare, at han ville stille de rigtige spørgsmål, sådan at jeg kunne få forklaret ham, at dette altså var et problem for mig, men han stillede ingen spørgsmål, og jeg fik ikke sagt de rigtige ting, så han sagde bare "at drenge er drenge, de skal bare løbe hornene af sig".

Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke tror at disse drenge var ikke onde drenge, de var dumme og umodne drenge, de var uhøflige, ubetænksomme og uden forståelse af, at deres handlinger kunne have konsekvenser, de skulle hele tiden prøve grænser af, og jeg var for svag og bange til at sige stop. Vi var teenagere, vi var praktisk talt børn, men på papiret var vi voksne, og måske var det derfor der ikke var nogle af de rigtige voksne der syntes at de skulle blande sig.

Når aspergerpiger mødes 2

I går var jeg til sammenkomst med en masse andre aspergerkvinder her i Aarhus. Jeg er begyndt at argumentere for, at man symptommæssigt ikke skal dele aspergere op i mænd og kvinder men derimod i indad- og udadreagerene. Det er dog bare når det gæld symptomer, for engang imellem er det bare sådan at kvinder gerne vil have oplevelser sammen med andre kvinder, og så er det ligegyldigt om man er normal eller har en diagnose.

Samtidig med at vi har behov for at møde andre kvinder, har vi også behov for at møde andre med en diagnose, helst den samme som os selv, for vi har behov for at blive bekræftet i, at vi ikke er helt så gale som det nogle gange føles.


Jeg flyttede til Aarhus for at tage del i den virkelige verden, og det er både sjovt og spændende, og jeg møder en masse fantastiske mennesker, men det gør mig også enormt usikker på mig selv, for i hvilken grad ser folk omkring mig som gal eller forstyrret? Jeg er smertelig bevidst om, at jeg nogle gange siger nogle lidt mærkelige ting, som folk enten finder underlige eller ligefrem stødende.

Før jeg tog af sted til mødet var jeg nervøs, for jeg ønskede brændende at dette kunne være et fristed, hvor jeg kunne få lov til at være underlig uden at lægge bånd på mig selv, men samtidig var jeg også bange, for hvad nu hvis jeg heller ikke passede ind her, hvad hvis de slet ikke kunne forholde sig til min måde at være mærkelig på?

Heldigvis gik mødet rigtig godt, og vi havde det enormt morsomt. Til at starte med var det svært at komme ind i samtalen, for alle de andre kendte hinanden, hvilket intimiderede mig lidt, for jeg ved fra andre sammenhænge hvor svært det er at komme ind i en allerede eksisterende gruppe. Jeg er også meget bevidst om, at jeg generelt ikke klarer mig så godt i store grupper, som jeg gør når jeg er alene med folk. Jeg var ked af at disse mennesker ikke ville se den bedste side af mig, men det viste sig, at det slet ikke blev et problem, for da jeg endelig tog mod til mig og begyndte at deltage i samtalen, så gik det faktisk rigtig godt.

Mødet tog dog så meget på mig, at jeg var nødt til at tage tidligt hjem. Jeg prøvede at sætte en film på jeg har set 100 gange før, men jeg kunne slet ikke klare flere indtryk, så jeg slukkede og endte med at gå i seng allerede kl 16.30. Da jeg lå i min seng fik jeg det faktisk helt dårligt. Jeg havde slet ikke kræfter til alle mine sædvanlige forsvars mekanismer, og fordi jeg havde oplevet noget så sjældent som at blive forstået, så væltede det nu op i mig med erindringer om alle de gange hvor jeg virkelig havde brug for at blive forstået. Der var dengang en lærer i en diskussion om mobning sagde, at jeg selv var ude om at blive holdt udenfor som barn, for jeg var satme et mærkeligt barn. Der var dengang en af drengene blottede sig for mig i en historietime, og hvor klassen bare syntes at det var sjovt. Jeg lå i min seng og var udmattet, og jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg faktisk havde været stærk nok til at holde det ud. Jeg lå og fantaserede om hvordan det ville have været at have skåret sig i disse situationer.

Til sidst faldt jeg dog i en urolig søvn.

Aspergerpige

Bliver jeg aldrig nogensinde træt af altid at tale om mig selv? Kun sjældent. Måske er jeg en meget selvcentreret person, eller også er bare yderst fascinerende. Igennem de sidste seks år er det med jævne mellemrum folk der gerne vil have en snak med mig om mine erfaringer. Det kan være journalister, studerende eller bare helt almindelige nysgerrige, og hver gang prøver jeg at sætte ord på hvordan det er at være sådan en som mig.

I går var det to specialestuderende fra psykologi der gerne ville vide hvordan det føles at være en aspergerpige. De havde mange gode spørgsmål og vi sad længe og talte, men det fik mig til at tænke, hvordan føles det EGENTLIG at være en aspergerpige, hvortil jeg bare kan svare "Øh!". For i hvilken grad er jeg anderledes end alle mulige andre unge kvinder? På mange punkter er vi ens, for jeg prøver jo også bare at jonglere en hverdag med studie, lektier,  fritid, venner, indkøb og rengøring. Også jeg prøver at finde en balance i det hele hvor jeg kan bevæge mig fremad, uden at det hele ender med at styrte sammen om ørerne på mig. Også jeg ønsker folk omkring mig som jeg holder af og som holder af mig. Og alligevel er der en forskel. Det kan jeg jo se, når jeg ser de af mine veninder der ikke har en diagnose.

Hvori består denne forskel? Hvorfor kan jeg ikke klare de samme ting som de kan? Det er ikke fordi jeg er doven, at jeg kun kan klare at tage et universitetsfag af gangen. Det er jo ikke fordi jeg har lyst til at tage tidligt hjem om fredagen, når de andre går i fredagsbar. Det er jo ikke fordi at jeg ikke kan holde af andre mennesker, at jeg ikke kan finde ud af det med kærester.

Jeg ved at jeg ikke har de samme kræfter som alle andre, men hvorfor? Jeg spiser jo sundt, jeg spiser nok, jeg er fysisk aktiv, jeg sover rigeligt, og alligevel kan jeg i løbet af dagen mærke hvordan al energi og livskræft bliver suget ud af mig. Men det er jo ikke min krop der er træt, det er min hjerne. Jeg har ladet mig fortælle, at det er fordi jeg som asperger analyserer på ALLE input, i en langt højere grad end andre mennesker gør. Og selvfølgelig gør jeg det, jeg kan slet ikke forstå at andre ikke gør.

Forleden snakkede jeg med en af mine nye kontaktpersoner. Vi snakkede om hvorvidt hun kunne give mig et knus når jeg var ked af det, og det må hun gerne, hun skal bare lige spørge mig først, for for mig er et knus ikke bare en emotionel handling der skal give trøst, tryghed og varme. Det er et logistisk problem. Der er en million spørgsmål der melder sig. Hvis arme går hvorhen? Hvor hårdt skal man trykke? Hvor længe skal man blive ved? Hvordan skal man trække vejret? Og ikke mindst, så når to voksne kvinder giver hinanden et knus, så er der bryster involveret, og hvordan undgår man, at det bliver akavet? "Ej, sådan skal du altså bare ikke tænke", men det er jo det jeg gør hele tiden, hvert sekund alle dage.

Om en bog med mig i

For et års tid siden blev jeg kontaktet af en forfatter der gerne ville skrive en bog om aspergerpiger og kvinder, og hun spurgte, om hun måtte komme og snakke med mig, og selvfølgelig måtte hun det, for jeg er en nysgerrig person, og jeg er med på lidt af hvert. Hun kom, og vi snakkede i over tre timer. Siden skrev vi så lidt frem og tilbage og rettede til og rettede ind, det blev så til 30 sider i denne bog.

"Kvinder og piger med asperger"
11 fortællinger om livet med en aspergerprofil
Camilla Rau Petersen og Elisabeth Christensen
Pressto forlaget

www.kvinderogpigermedasperger.dk/

Køb på Saxo for 269,- HER





Jeg fik bogen tilsendt for et par uger siden, men jeg har kun lige fået skimmet overskrifterne. Mest er det fordi jeg har 117 andre ting der fylder i mit hoved, og jeg kan ikke fokusere på at læse noget der ikke lige har med hebraisk at gøre, men der er også en anden langt mere egoistisk grund, som jeg egentlig ikke er spor stolt af at fortælle om.

Jeg har lidt krise fordi de andre piger ser så spændende ud, at jeg føler at jeg blegner ved siden af dem. Der er en der er medlem af MENSA, en var model og en miss Danmark, og den slags kan jeg slet ikke konkurrere med. Jeg føler mig ikke som sådan bitter, jeg synes, at det er super fedt, at de har opnået disse ting, men jeg ser på mit eget liv og tænker "hvad har jeg nået?".

Så hvis nogen tænker, hvordan gik det mon med Linda fra den der bog, så er der siden afsnittet om mig blev skrevet sket store ting. Jeg er begyndt på universitetet, og jeg klarer mig ganske godt både socialt og fagligt. Jeg skal skal snart til eksamen, i et fag som jeg har forberedt mig på i syv år fordi jeg i sin tid måtte melde mig ud af universitetet grundet sygdom. Men når den eksamen så er taget, så ved jeg ikke hvad jeg vil stille op med mit liv. Hvad skal mit mål være? Der er mange fag jeg kan tage, og jeg skal nok klare mig, men det bliver nok aldrig helt den samme lykke rus.

Det er super fedt at være med i en bog, det er mine 15 minutters berømmelse.

2 x mig

Jeg kan fortælle at selvom man elsker et fag helt enormt meget, så er det stadigvæk røv kedeligt at læse til eksamen. Jeg har holdt læseferie i to dage og jeg savner allerede universitetet. Dog handler det ikke så meget om at renskrivning af noter og repetition er kedeligt, som det handler om, at jeg ikke er tryg i mit eget hjem.

Det er ikke at Pigen gør mig noget, hun kommer ikke ind om natten og barberer håret af mig eller kalder mig navne, hun ignorerer mig bare og gør det dag ud og dag ind i 6 måneder. Det er forbløffende hårdt at blive ignoreret. Mit selvværd er i bund, og jeg føler mig ikke som mig selv.

På universitetet, hvor jeg jo så ikke rigtigt kommer lige nu, er  jeg en anden. Der er jeg dygtig, jeg er overskudsagtig, jeg kan håndtere de udfordringer som livet giver mig, men herhjemme er jeg et ynkeligt skvat der går rundt med bøjet nakke. Jeg har en seddel på døren hvor der står, at jeg skal ranke ryggen, at jeg også fortjener at være her, men det er som om jeg ikke rigtigt tror på det selv.

Pædagogerne har anerkendt, at der er et problem, men efter direkte og indirekte at være blevet afvist i 6 måneder, så er jeg grundlæggende i tvivl. Jeg tvivler på mine iagttagelser og på mine egne intentioner. Hvad nu hvis det hele er noget jeg selv finder på og som jeg har manipuleret pædagogerne til også at tro på det? Hvad hvis jeg overdriver det hele ved at bruge ord som mobning og svigt?

Jeg mangler et verbum til hvad det er Pigen gør mod mig. Ikke så meget den konkrete handling med at overse/ignorere mig, men den mere mentale side af sagen. Jeg bruger ordet mobbe fordi jeg ikke kender andre ord, men mobning giver os nogle grimme billeder der ikke helt er i overensstemmelse med hvad hun gør. Men hvad skal jeg ellers kalde det? Drille? Det tror jeg så ikke lige. Problemet med at bruge ordet mobning er, at jeg derved gør hende til en der mobber, og det tror jeg trods alt ikke at hun har fortjent. Jeg tror ikke at hun har intentioner om at få mig til at have det skidt. Men ved ikke at kalde det noget, negligerer man også bare hvor stor en betydning det har i mit liv. Problemet er at jeg føler mig som offer, men offer for hvad, er en forbrydelse uden navn også en forbrydelse? Er det ikke først rigtigt forkert når man formulerer at det er forkert?

Om løsningsorienteret indirekte tale

Jeg har været ked af måden hvorpå Pigen behandler mig på, men det der virkelig har gjort ondt har været pædagogernes afvisning af mig, for indtil jeg i weekenden nærmest tvang dem til det, er der ingen der har sagt, at det var synd for mig, at de havde ondt af mig, at det er uretfærdigt og at det hele lidt er noget lort.

I går havde jeg så to samtaler med en pædagog. Efter den første var jeg meget ked af det, for jeg ville ønske, at hun ville forsvare mig lige så ivrigt, som hun forsvarede Pigen. Det fortalte jeg under vores anden samtale. Hun blev meget overrasket, for hun syntes nemlig at hun hele tiden havde sagt disse ting til mig, men hun har aldrig sagt det direkte, så jeg forstod det ikke, så vi prøvede at sidde og analysere alle de ting hun har sagt, og jeg tror nok at det chokerede hende lidt. Når hun spurgte om jeg syntes det var rimeligt, at Pigen behandler mig sådan, så så jeg det kun som et spørgsmål til mig, ikke som en afspejling af hvordan hun måske selv følte. Når hun blev løsningsorienteret, og prøvede at spørge ind til hvad JEG kunne gøre for at kunne være i dette på bedst mulig måde, blev jeg vred, for jeg syntes at vi sprang et trin over, det trin hvor jeg fik lov til bare at være ked af det.

Når andre mennesker er kede af det har de lov til at have minimum en dag hvor de græder ud ved en veninde, spiser is direkte fra bakken og tuder til dårlige tøsefilm. Fordi jeg er i systemet, så når jeg bliver ked af det, så skal det straks behandles, for at jeg kan komme videre i mit liv, men hvad nu, hvis jeg ikke er klar til at komme videre? Hvad hvis jeg bare vil have lov til at græde? I denne situation hader løsningsorientering endnu mere, fordi det får mig til at føle, at det bliver set som min opgave at gøre livet lettere for Pigen. Jeg ønsker heller ikke at gøre livet sværere for hende, jeg er faktisk hvad det her angår, lidt ligeglad med hende, jeg vil bare have at det for en gangs skyld handler om MIG, at der for en gangs skyld også er plads til MIG, både mentalt, men også rent fysisk. Jeg bliver skubbet længere og længere væk fra fællesmiljøet, indtil der til sidst kun vil være plads til mig inde hos mig selv.

Jeg synes, at pædagogerne har meget høje forventninger/krav til mig, for jeg får tit ros for, at jeg er god til selvanalyse og til at sætte ord på hvad der sker og hvad der er galt, men nogle gange vil jeg også bare gerne ses, for det er som om de problemer jeg ikke selv kan sætte ord på, de har ikke lov eller mulighed for at eksistere.

Når andre har det svært

Jeg har en veninde der har det meget svært for tiden. Hun har det så svært at hun fuldstændig ignorerer mig. Hun vil ikke snakke med mig, hun vil ikke være i rum med mig, ja hun vil end ikke se i min retning.. Det er virkelig hårdt at blive ignoreret, og jeg føler mig ensom og værdiløs, så nu tør jeg heller ikke at være i rum med hende. Det har været enormt hårdt, og det har stresset mig meget.

Måske skyldes det også en lille smule, at jeg er vant til, at det er mig der er den sygeste, og så må de andres behov træde i baggrunden, men denne gang er hun den sygeste, og det er mig der må træde et skridt tilbage og lad hende få plads. Måske det er det jeg ikke er helt villig til, og det er en skam, for når man har det skidt, så har man brug for plads.

Jeg skrev et julekort til hende, jeg sagde, at jeg savnede hende, at jeg ved hun har det skidt, men jeg har ingen gode råd, for når man har det virkelig skidt, så findes der ingen gode råd, man står op, overlever, og går i seng igen. Jeg sagde, at jeg ikke kan love hende, at det bliver bedre med tiden, for det ved jeg reelt ikke noget om, men jeg håber det.

Jeg spurgte hende også, om jeg har gjort hende ondt, for det var i hvert fald ikke min hensigt, og måske er det noget jeg kan ændre på, men måske er det ikke. Måske er det fordi livet bare udad til kører for mig, og når selv jeg ikke kan overskue al den positivitet, hvordan skal en der har det virkelig skidt så kunne? Det er ikke noget jeg kan gøre noget ved, for jeg kan ikke leve et halvt liv for en venindes skyld, men jeg vil bedre kunne acceptere hendes afstand, hvis jeg ved hvorfor. Men måske handler det om noget andet, måske handler det slet ikke om noget, men jeg har brug for at vide det.

Hun har endnu ikke fået brevet, men i går gik vi forbi hinanden. Hun havde svært ved at se på mig, men hun prøvede, og det mildnede min mopsethed meget. Vi sagde ikke meget til hinanden, kun nogle ganske få ord om noget helt ligegyldigt, men men lige der og i det øjeblik havde vi en relation til hinanden, og vi gjorde begge forsøget.

At hun havde overskud til bare at prøve tyder på, at hun havde det bare en lille smule bedre end de tidligere dage, og det varmede mig om hjertet, og jeg håber at det lykkes hende at nyde lidt af julen.

Blod, sperm og andre legemsvæsker (og forrådnelse)

Jeg er en sød og høflig ung dame, men nogle gange har jeg lidt problemer med min takt og tone, især har jeg problemer med, hvad man snakker om hvor. Især når vi sidder ved måltiderne har jeg svært ved at forstå, at folk finder det ubehageligt at der bliver talt om visse ting. Jeg ville egentlig gerne skrive lidt om dette, men helt ærligt, så forstår jeg det ikke, jeg accepterer bare. Jeg synes måske nogle gange, at folk er lidt sarte. Jeg ved ikke om de mister appetitten fordi de alt for tydeligt kan forestille sig de omtalte ting, eller om det bare er samfundets normer som de har lært at acceptere, og at de har levet med dem så længe, at det er ubehageligt når de bliver brudt.

Jeg kan godt acceptere, at der er ting vi ikke taler om ved bordet, for jeg er jo ikke ude på med vilje at gøre dem ubehageligt til mode, men vi var nødt til at sætte nogle klare retningslinier op for mig, for jeg forstår ikke hvad der er og hvad der ikke er tilladt.  Engang omtalte min far bogen "Jordens søjler" som "det sædvanlige blod sperm og andre legemsvæsker", og det er en betegnelse, som vi siden har brugt ved flere anledninger, så da min psykolog, den ene af mine kontaktpædagoger og jeg havde et møde, foreslog jeg det som retningslinie, og de var enige, men tilføjede forrådnelse.

Nu har jeg mine retningslinier, og jeg prøver at følge dem selvom jeg lidt synes, at det er noget pjat, det er jo bare helt naturlige ting. Jeg har for eksempel historien om da jeg sidste gang var indlagt med en overdosis Panodiler. Jeg kom til at dele stue med en kvinde der havde drukket sin krop i smadder. Gad vide hvorfor det egentlig hedder stue, det er jo nærmere et soveværelse? Nå, men i hvert fald havde hendes tarme det ikke godt, og hun havde en plasticslange klistret til anus der ledte hendes afføring ned i en pose. Det var svært at få klistret slangen helt tæt fast til huden, og det lækkede, så sengetøjet måtte skiftes flere gange om dagen. Desuden havde hendes hjerne det heller ikke godt, så hun tågede rundt på afdelingen med slange og pose slæbende efter sig, lækkende. En enkelt gang havde hun nogle kammerater der besøgte hende med deres klirrende plasticposer. Men de kunne ikke få mental kontakt med hende, så de gik ned for at finde sig en god bænk. Jeg ser dette som en sjov og sørgelig historie, men ikke ulækker, men pyt, så fortæller jeg den bare på et andet tidspunkt end ved maden.

Forleden ved aftensmaden (i hverdagen spiser drengene og pigerne hver for sig) talte jeg om mine problemer med at finde en bh der passer. En af pædagogerne indikerede, at det var upassende, men nej, den går jeg ikke med til. Man må gerne fnise lidt forlegent, men emnet skal ikke forties. Jeg er vokset op med en skam over at være kvinde, og den skam vil jeg ikke give videre til de unge piger her på stedet, og bh'er bør være helt naturlige beklædningsstykker på linje med med bukser, og det er helt acceptabelt at snakke om at ens røv ser stor ud i dette eller hint par. Det er samfundets norm, at der er visse ting man ikke snakker om, og det acceptere jeg, men hvis man ikke må snakke om bh'er når der kun er kvinder til stede, så nærmer det sig censur, i hvert fald efter min mening.

Do you speak English?

I går havde vi besøg af nogle pædagoger fra England, som var på studietur og gerne lige ville stikke næsen indenfor på vores bosted og høre lidt om det. Jeg blev i den anledning spurgt, om en af mine kontaktpædagoger måtte interviewe mig og bringe det videre, men næ nej, ikke tale om. Jeg vil hjertens gerne fortælle min historie, men jeg foretrækker at gøre det selv frem for at lade andre bringe det videre. Så jeg spurgte, om jeg ikke hellere selv måtte tale med dem.. Alle var meget begejstrede for idéen, og jeg fik meget ros både før og efter for an sige ja (folk glemte lidt at det faktisk var min idé til at starte med).

Hele dagen kom folk hen til mig og spurgte, om jeg ikke bare var helt vildt nervøs, men egentlig ikke, ikke ret meget i hvert fald. Jeg var ikke nervøs over at skulle tale om mig selv, det gør jeg alligevel hele tiden, men lige før jeg skulle ind, kunne jeg godt mærke, at jeg var lidt nervøs for at skulle snakke engelsk, for det gør jeg kun meget meget sjældent, og når jeg gør plejer jeg kun at kunne kvække et eller andet uforståeligt.

Jeg kom altså ind i rummet hvor 4 personer her fra steder og de to englændere sad og stirrede på mig. Vi havde ikke fået snakket så meget om hvad der skulle foregå, men jeg skulle snakke om selvskade, så efter en meget kort præsentation, gik jeg bare i gang, og snakkede løs som var det den naturligste ting i verden at sidde og snakke engelsk. Jeg havde ikke forberedt noget, jeg havde dårlig nok læst den mail min kontaktpædagog havde sendt mig. Det var ikke kun fordi jeg var doven, ligeglad og ikke gad komme forberedt, men nu har jeg altså brugt de sidste seks år på stort set kun at tale om mig selv, så jeg er med tiden blevet ret god til det.

Jeg skulle egentlig snakke om selvskade, og det gjorde jeg også langt hen af vejen, men vi kom mere og mere til at snakke om universitetet og og spørgsmålet normal vs unormal. Englænderne var meget søde (selvom det ikke lykkedes os at blive enige om hvorvidt der findes normale og unormale mennesker) og de sad pænt og lyttede. Der var ikke mange spørgsmål, måske fordi der ikke var meget tid, måske fordi mit oplæg bare var 100% i orden, eller måske vidste de ikke, at de virkelig gerne måtte stille spørgsmål, at jeg ikke er så skrøbelig som jeg ser ud.

Jeg fik efterfølgende meget ros for mit oplæg, men jeg kunne ikke finde ud af, at tage det til mig, for det virkede jo bare så dagligdags. Ja, det var på engelsk, og hvad så, jeg har da haft engelsk i skolen, jeg læser på engelske nogle gange, og jeg ser næsten altid TV på engelsk. Jeg er som nævnt i går ikke særlig god til at lære sprog, men på 20 år (jeg har haft engelsk siden 1. klasse) så lærer man et og andet, også selvom jeg lærte det forbløffende langsomt.

Om siddearangementer

Jeg har boet på dette sted i omkring ti måneder, og i den tid er der blevet rykket rundt på vores siddearrangement, og tre gange har jeg reageret komplet uværdigt derpå. Første gang havde pædagogerne, uden at sige noget, rykket rundt på nogle borde nede i 'caféen', som vi kalder spisestuen i stueetagen. Jeg var ude af mig selv og skar mig, for måske var der ikke mentalt plads til mig i det nye arrangement. Senere blev alle pigerne rykket op på anden salen i forbindelse med omstruktureringen, hvor vi kom til at sidde ved borde inddelt i vores teams, dvs sammen med dem som hører til den samme gruppe pædagoger. jeg reagerede ved at have det skidt i mange mange måneder. Og nu er den så gal igen.

I fredags fik jeg som den første at vide, at nogle af pigerne skal rykke pladser oppe ovenpå, således at vi kommer til at sidde sammen to og to, med en fra hvert team, og jeg reagerede ved at græde mig igennem weekenden. Det gjorde jeg, selvom jeg egentlig er ret heldig, jeg skal nemlig sidde sammen med Beks, den veninde jeg engang imellem snakker om her på bloggen. Men alligevel var jeg så godt som utrøstelig, for i min verden er det en kæmpe stor ændring og jeg hader ændringer.

Pædagogerne er ved at vænne sig til mit had/frygt for ændringer, så nu får jeg en sms med selv de mindste ændringer, helt ned til når der bliver rykket rundt på nogle potteplanter, hvilket driver mig til vanvid, for jeg er ligeglad med potteplanterne, og jeg er ked af, at pædagogerne ikke forstår hvilke ting der er vigtige for mig, og hvilke der ikke er, men jeg forstår det ikke engang selv, så jeg kan heller ikke fortælle dem det.

Da jeg fik at vide, at vi skulle rykke pladser, startede pædagogen med at sige, at det bare var en lille ting hun ville fortælle mig, men hvis det bare var en lille ting, hvorfor reagerede jeg så så kraftigt? Hvis det bare var en lille ting, hvorfor gør det så så ondt? De forstår det ikke, for vi har jo snakket om at rykke rundt lige fra starten, og det har vi, men jeg troede at de mente ved bordene og ikke imellem bordene.

Det hele skal nok blive godt til sidst. Jeg kan mærke hvordan jeg lige så stille vænner mig til det, og jeg har slet ikke skåret mig i denne omgang. Jeg har helt ondt af Beks, over at jeg har haft så meget imod at skulle sidde sammen med hende, men det er ikke hende der er problemet, det er mig, og vi skal nok få det rigtig hyggeligt, når jeg lige har vænnet mig til den nye situation.

Om en forældrefest

I går var der fest for beboere og forældre, og min mor kom. Min mor og jeg er ved at få et rigtig godt forhold her så mange år efter mine forældres skilsmisse, men i går var jeg bange for hvordan det ville gå, for der var så mange mennesker, og det var så sent på aftenen, men det gik rigtig godt, mest en dels fordi vi efterhånden har lært at slappe af i hinandens selskab, og det har gjort, at vi nu kan rumme både os selv og hinanden.

Der var ikke dress code, men jeg har ikke mange muligheder for at klæde mig pænt på, så frem fra skabet fandt jeg fandt min fine røde kjole med grå, uldne strømpebukser som kjolen hang fast i, så jeg måtte tage min løbeshorts på uden over, og så mine højeste sko, og så var jeg klar til fest. Jeg burde også have sat hår, men fik det ikke lige gjort, og make-up ville jeg have lagt, men jeg orkede ikke tanken om, at det skulle af igen inden jeg skulle i seng, så de blev ved tøjet. Jeg var måske lige lovlig fint klædt på, men hvad skidt, så længe jeg selv syntes det var sjovt.

Jeg var lidt nervøs for, at de andre skulle møde min mor, nu hvor jeg har fortalt dem alle disse skrækindjagende historier om hende, og så kommer hun her og opfører sig helt normalt, eller i det mindste så normalt som man kan forvente af én der er i familie med mig ;-) Nej, så galt var det slet ikke, det var faktisk enormt hyggeligt. Vi sad ved bord med en af mine kontaktpædagoger, og så blev der ellers fortalt gamle historier, hvilket jeg ikke længere finder pinligt. Jeg holdt op med af finde det pinligt, da alternativet efterhånden begyndte udelukkende at være at tale om dårligdom, og det er nu engang så trist.

Vi var ret mange gæster, og ingen af vores rum var så forfærdeligt store, så festen blev delt op i to grupper. Min mor og jeg sad i det rum vi kalder caféen, og de to piger jeg omgås mest, Beks og C, sad inde i mødelokalet. Det var lidt en skam, 1) fordi jeg da godt kunne tænke mig at møde deres forældre, og 2) fordi jeg gerne ville ave at min mor mødte dem og vice versa. Jeg kunne godt tænke mig at snakke med Beks forældre, for jeg ved, at de er meget taknemmelige for, at Beks og jeg er blevet venner, og C og jeg omgås hinanden rigtig meget, så det ville have været naturligt også at hilse på hendes forældre. Vi kunne selvfølgelig bare være gået ind til dem og snakket med dem mellem retterne. Men måske havde det ikke gjort nogen forskel om vi havde siddet i samme rum. Vi sad lige ved siden af en anden pige og hendes mor, og jeg har hele tiden ønsket at vi også kunne falde i snak på et tidspunkt, men dem snakkede vi heller ikke med.

På trods af årstiden var det blevet besluttet, at vi skulle have grill, eller rettere, så skulle de andre have grill, for min proteinkilde i denne uge er ærter, og de er svære at grille. Heldigvis var vejret ganske udmærket, og alle mændene stille sig op og så meget alvorligt på grillen, sådan som mænd nu engang altid gør.

Min mor bor lidt længere væk end alle de andre forældre, så hun forlod også festen tidligere, vi havde haft det hyggeligt, men jeg er vant til at gå tidligt i seng, så jeg var også klar til at smutte under dynen.

Om et visitkort

Nu har jeg i lang tid samlet visitkort for en veninde. Jeg begyndte at samle til hende fordi hun skrev denne fantastiske tekst om sin, på grund af hendes aspergers, opslugende interesse for sin samlermani, nemlig visitkort. En sådan passion synes jeg bør belønnes, og jeg samler derfor visitkort til hende.

Jeg gør det ikke kun for hendes blå øjnes skyld, jeg gør det også for min egen. For det første giver det et gevaldigt lykkesus at gøre noget godt for andre, men dels gør jeg det også, fordi jeg også selv elsker at samle, der er bare ikke rigtigt noget jeg gider at samle på, og så er det jeg godt at kunne samle for andre. Det er fedt at gå ind på et turistkontor og tage visitkort efter visitkort ned fra hylderne, for jeg ved hvor glad hun bliver. Jeg lægger også mærke til når visitkort bliver nævnt i de bøger jeg læser.

"Derpå udvekslede vi visitkort. Jeg var nemlig en ivrig samler af disse kønne, hvide kort, hvor navnet stod med evropæiske bogstaver på den ene side og med kinesiske på den anden. Jeg skulle desuden bruge kinesiske navne til mine digte" Tom Kristensen, "Vindrosen", s. 57.

Jeg har efterhånden set en del visitkort, nogle enkelte pæne, men de fleste enormt grimme. Jeg kan bedst lide de grimme, der er noget naivt og uhjælpsomt over dem, og jeg føler mig helt rørt. Efter at have set så forskellige visitkort, spekulerede jeg på, om jeg selv ville kunne lave et der var bare nogenlunde tilfredsstillende. I fjernsynet reklamerede de med at man kunne få lavet visitkort ganske gratis, men de tilbød kun en lille serie af forskellige standartmodeller, hvoraf jeg genkendte indtil flere. Jeg fandt et sted HER, hvor jeg ved at betale en lille smule kunne lave mit helt eget præcis som jeg ville.

Jeg har ikke nogen fine billedbehandlingsprogrammer, jeg har faktisk kun Paint, men jeg er bare lille ubetydelige mig, det hele behøves ikke at være så fancy pants. Jeg ville også gerne have det relativt simpelt, og jeg er egentlig ganske godt tilfreds, men måske har jeg skudt over målet. Bagpå har jeg skrevet et af mine yndlingscitater. Nogle gange, når folk vælger at citere filosoffer, vælger de noget der er så banalt, at jeg får kuldegysninger. Jeg ville vælge noget der var anderledes, noget jeg kunne relatere til, noget der sagde noget om mig, så jeg valgte et af mine yndlingscitater fra Wittgenstein, men den første jeg viste det til forstod overhovedet ikke hvad der stod. Der står egentlig bare, at sproget ikke kan fortælle noget om den virkelige virkelighed (fordi det er for følelsesbetonet), men at det i virkeligheden heller ikke er sprogets mål.

Om Legoland og kontrol

I går var alle pigerne fra mit bosted i Legoland, drengene var også inviteret, der var bare ingen af dem der havde meld sig til. Jeg havde lidt blandede følelser med turen, for jeg skulle vælge mellem at se de ting jeg helst ville se, eller gå sammen med dem jeg helst ville være sammen med. Jeg valgte det sidste, hvilket måske var godt, måske var det ikke. Men det blev nu en udmærket tur, selvom jeg ikke rigtigt prøvede noget, men det at jeg var omgivet af mennesker hele tiden, som bevægede sig i, fra mit perspektiv, ulogiske mønstre, gjorde mig træt, og til sidst fandt jeg en stol og en bog og trak mig helt ud af fællesskabet, hvilket folk heldigvis accepterede, for vi havde det nok alle lidt på samme måde.

En gang i folkeskolen var vi i Legoland, og jeg har stadig lidt en dårlig smag i munden over den tur. Hele klassen havde deltaget i en tegnekonkurrence, og en af drengene havde vundet et større pengebeløb. Vores billedkunstlærer besluttede, at de penge skulle gå til hele klassen, og at vi skulle en tur i Legoland. Vi var vel en 10-11 år, og vi var henrykte, måske mere over at slippe for timer end selve Legoland, men alligevel, vi syntes i hvert fald at det var super fedt. Hvad der til gengæld ikke var nær så fedt, og det var vi, på trods af vores unge alder, godt klar over, det var at drengen ikke fik sine penge. Sagen var nemlig, at denne drengs familie ikke havde særligt mange penge. Jeg gik på en lidt snobbet privatskole, så det med ikke at have så mange penge, det var ret usædvanligt. Vi undte ham de penge, men vi ville også gerne til Legoland, desuden var vi 10 år gamle, hvad skulle vi have gjort eller sagt, en dag i Legoland var jo guld værd dengang. Vi blev måske nogle gange mindet om, at det var denne dreng der havde 'givet' os turen, men vi var nogle små møgunger, så jeg tvivler på, at vi har vist ret meget taknemmelighed.

Drengen her var min gode ven indtil han af økonomiske årsager måtte skifte skole. Jeg ved ikke om vi så skævt til ham fordi han var fattig, vi så skævt til ham fordi han var kikset og nørdet, ligesom mig. Hans mor kunne til gengæld nogle super seje ting med små eskimoperler, og det havde vi stor respekt for. Hun er vist desværre død nu.

Sidst jeg var i Legoland, kunne jeg ikke få nok af forlystelser, men ikke denne gang. Man kan måske nok sige, at jeg er bange. Jeg er ikke bange for at komme til skade, eller at maskinen går i stykker, men jeg er bange får det øjeblik, hvor det føles som om tyngdekraften bliver ophævet, man ikke længere har jordforbindelse, og hvor det lidt føles som om man mister kontrollen over sin egen krop. Jeg frygter især det sidste.

Jeg frygter at miste kontrollen over mig selv og mit liv, for jeg er bange for hvad der så ville ske. Det er vigtigt for mig at have kontrol over mig selv i alle døgnets timer. Pædagogerne lægger mærke til mig, men det er vist mest fordi de kender mig, for nogle gange lægger jeg noget andet i ordet kontrol end andre gør. Når jeg tænker på den typiske kontrolfreak, så tænker jeg ikke på en som mig, så tænker jeg på en der kommanderer med andre, på en der har udseendet helt tip top i orden, en som ikke siger skøre ting eller griner uhæmmet af dårlige vittigheder, og generelt på den der har succes, for eksempel ville en ægte kontrolfreak ikke nøjes med at tage ét universitetsfag, for det virker sløset. Kontrollen i mit liv ligger et helt andet sted. Jeg sover mellem kl 21 og 5.15, så det er det jeg gør nærmest på minuttet. Mit eftermiddagsmåltid er kl 15.15, dvs ikke kl 14.45 eller kl 16 (nogle gange strækker jeg den dog så vidt, at jeg venter til reklamepausen når jeg ser CSI). Og jeg har regler, tusindvis af regler for hvad jeg må og ikke må, og hvordan jeg skal gøre ting.

Mit problem er, at jeg ikke lærer takt og tone intuitivt, jeg lærer det intellektuelt. Derfor er jeg nødt til at have disse regler, men nogle gange går det for vidt, og jeg ved ikke hvor grænsen går mellem gode regler og dårlige regler, nogle gange er grænsen nemlig hårfin. "Tal ikke når andre taler" (god regel). "Tal ikke fordi andres tale er vigtigere" (dårlig regel). "Dyrk sport fordi det er sundt" (god regel). "Dyrk sport FORDI det er sundt" (dårlig regel). "Vær pæn og høflig" (god regel). "Vær pæn og høflig" (dårlig regel). Jeg er forvirret.

To billeder, en boggave og andre ting fra en stille søndag

Jeg er stresset, så der er så mange ting jeg BURDE have gjort her i weekenden. Jeg burde have ryddet op og gjort rent, anmeldt en bog og læst en anden og måske også skrevet et brev eller nogle skriveøvelser, men det fik jeg ikke gjort. Det stresser mig endnu mere, at jeg ikke fik gjort nogle af alle de ting. Det stresser mig at mit skrivebord er rodet, det er forvirrende og ser ikke spor godt ud, og det stresser mig, at det i morgen er to uger siden jeg sidt skrev en boganmeldelse. Jeg skammer mig over, at jeg i den grad har ligget på den lade side. Hvad i alverden har jeg dog fået de sidste to uger til at gå med?

Okay, jeg har besøgt 4 mennesker som jeg har savnet, og jeg har løbet mig til en mindre skade. Det må vel også tælle for noget. Men hvad fik jeg så min søndag til at gå med, når jeg ikke fik gjort de ting som jeg burde have lavet?

Efter at have løbet med et lår der gjorde ondt, har jeg nu fået en hofte der gør endnu mere ondt, så jeg tænkte, at det måske ville være godt med lidt styrketræning. Normalt hader jeg styrketræning, men lige nettop i går, fik jeg pulsen godt op under opvarmningen, så det var lige til at holde ud at side ved maskinerne og se dum ud.

Da jeg kom hjem, burde jeg være taget i kirke, for jeg ville jo egentlig vildt gerne, men jeg trænger til at komme til skrifte, og jeg skammer mig over at komme i kirke når jeg ikke kan modtage kommunionen (nadveren), og om søndagen er der for travlt til, at jeg lige synes jeg kan tillade mig at skrive til præsten og spørge om jeg kan komme til skrifte før messen (gudstjenesten). Det er jordens lammeste undskyldning, jeg ved det godt, desværre er det bare alt for meget den virkelighed jeg lever i, frygten for en skam der i svingende grad er indbildt.

I stedet satte jeg mig ind i vores aktivitetsrum og malede. Engang malede jeg ustandseligt, men så flyttede jeg og havde ikke længere et godt sted at sidde, så flyttede jeg igen, men nu har jeg så meget andet at se til, men en gang imellem, så tager jeg lige formiddagen fri, og sætter mig ned med mine tuber og pensler, og i løbet af en 2-3 timer, kan jeg producere to små Mumi-billeder (den med skyen er fra en tidligere ombæring). Jeg fik idéen til mine Mumi-billeder, da en veninde bestilte billeder hos mig, og da vi kender hinanden fra nettet, hvor hun kendte mig som Mumi, så skulle det naturligvis være Mumi-billeder, og hun fik skyen og dette. Det er godt at komme i gang med at male igen. Det er jo noget jeg er relativt god til, så jeg får ros, og jeg kan godt lide at få ros. Nogle gange fremtvinger jeg rosen, ved at slæbe pædagogerne med ind og se billederne, men så tæller det ikke helt så meget, som hvis de roste mig af egen fri vilje. Det hjælper dog at jeg selv viser dem frem, for de kan ikke huske det ene fyrtårn fra det andet, så når de ser det nye, tror de, at det er det gamle, og så tror de at de har rost der.

Jeg fik også siddet og hyggesnakket med C. Vi har haft en periode, hvor først hun havde det rigtig skidt, og så tog jeg til Odense, så vi havde meget syrlighed der havde hobet sig op. Vi synes selv, at vi er meget morsomme, når vi er sådan, men jeg er ikke sikker på, at alle her på stedet er enige. Da jeg sad der i sofaen og hyggede med C, kom min lille aspergerveninde/søster, Beks, genert hen til mig. Hun er så genert, at hun er svær at få i tale, så jeg har fundet et lille trick med at lægge små postkort til hende. Hun er meget taknemmelig for denne gestus, og det er hendes forældre vist også, for hun kom og gav mig en bog, som jeg har talt med hendes far om.

Den danske forfatter, Johannes Jørgensen, er blevet verdenskendt for sin helgenbiografi om Frans af Assisi, men mindre kendt er den om MIN yndlingshelgen, Katarina af Siena. Jeg prøvede at læse den som teenager, men jeg gik kold i dens beskrivelser af italiensk middelalderpolitik (historisk et af de sværeste emner). Nu er jeg ældre, og jeg har forgæves forsøgt at få fat i den på biblioteket, men nu har jeg altså mit eget eksemplar.

Jeg er ikke god til at modtage gaver, der går altid lidt tid før jeg opdager hvor glad jeg bliver, derfor viser jeg ikke den rette taknemmelighed. Hun burde have fået et kæmpe knus, men jeg sad i sofaen, og hun stod bag mig, desuden var jeg fuldstændig paf, men så må jeg bare skrive et postkort.

Universitetet rykker nærmere

Det er længe siden, at jeg fik at vide, at jeg var kommet ind, men jeg var kun kommet ind på studiet, ikke på det fag jeg gerne ville ind på (jeg var dog heller ikke blevet afvist). Jeg vidste ingenting om studiestart, ugedage, tidspunkter, jeg vidste ikke noget om jeg kunne få lov til at nøjes med ét fag, eller om jeg var nødt til at tage de fag fra førsteårsprøven, som jeg af underlige årsager ikke kunne få merit for, og jeg vidste ikke, i hvilken grad jeg bliver nødt til at lægge mit liv om, for at tilpasse det studiet. Denne uvished har drevet mig op ad væggene, især den sidste uge har været slem.

Jeg ved ikke, om det er fordi jeg har Aspergers, eller om det er fordi jeg er kvinde, eller måske en blanding af de to, men jeg kan simpelthen ikke holde ud, når den slags detaljer ikke er faldet på plads. Argh, hvor det irriterer mig, og jeg har været så anspændt, at jeg den sidste uge ikke har kunnet få noget for hånden.

Jeg hader, at mit liv på den måde blev sat på stand by, bare fordi jeg ikke lige kender nogle klokkeslet for noget der først kommer til at ske om nogle uger, men tænk lige over det, hvad nu hvis jeg skulle møde på universitetet mandag, onsdag og fredag morgen, så ville jeg være nødt til at rykke mit løbeprogram, og hvis jeg skulle rykke mit løbeprogram, så ville jeg skulle løbe søndag kl 8, hvilket i nogle uger ville betyde at jeg skulle vælge mellem løb og kirke (som om jeg overhovedet kommer i kirke (desværre)). Hvis der skulle ske sådan en ændring, så ville det være rart at vide det på forhånd, så alle ændringer, både løb og studiestart, ikke skulle indføres på samme tid. Hele ferien har jeg brugt energi og kræfter på at udtænke mulige løsninger, men jeg kunne jo ikke gøre det ordentligt, for jeg vidste jo overhovedet ingen ting.

I tirsdags skulle en pædagog have ringet til studievejledningen, men så var hun syg. Jeg blev frustreret nærmende sig til rasende, ikke på hende men på hele situationen, men i går kom hun og fik endelig ringet, så nu har jeg fået nogle midlertidige svar. Ét af de fag, som jeg ikke kunne få merit for, kunne jeg godt få merit for alligevel, og det andet, der ville hun lige se, men måske. Hvis ikke, så går det nok, jeg har jo haft et tilsvarende fag før, så jeg ville sikkert kunne score en rimelig karakter med et minimum af arbejde. Det vigtigste svar var dog det om tidspunkterne. Jeg har ikke fået at hvide hvilket af holdende til hebraisk jeg er kommet ind på, men jeg kan dog sige med ret stor sandsynlighed, at jeg ikke behøves at lave om i mit løbeprogram.

Jeg glæder mig og jeg er et nervevrag. Faget skal jeg nok klare, men hvad med det sociale, eller endnu værre, hvad med alle de timer jeg skal tilbringe i tog og bus, to timer hver vej, det bliver mange timer i løbet af en hel uge. Men hvad nu hvis jeg heller ikke kan klare det faglige? Hvad nu hvis jeg er for dum, ukoncentreret og doven til at genopfriske det op til et acceptabelt niveau? Jeg gør dette for at få en succesoplevelse, men hvad nu hvis det ender med en kæmpe fiasko?

Jeg længes tilbage til universitetet, men hvad nu hvis universitetet ikke lever op til mine håb, drømme og forventninger?

Om et forsøg på at aktivere os

Jeg og en af de andre piger, C, rejste os hurtigt fra aftensmaden, ingen af os var særlig sultne og maden var bare rester, så ingen af os var specielt interesserede i at tage anden gang. Okay, måske var jeg egentlig lidt, men humøret var ikke så højt, og jeg var heller ikke alt for interesseret i at virke grådig ved at tage alt for meget mere end C, så jeg lod være. Jeg tænkte desuden, at jeg nok ville gå tidligt i seng, og så skulle jeg alligevel spise natmad. C og jeg fik slæbt os hele vejen hen til sofaen (10m) hvor vi mere eller mindre kollapsede og sad bare og stirrede ud i luften. En gang imellem var der en der sagde en ligegyldig, men vittig bemærkning (for det meste mig, og så talte vi sammen i 30 sekunder, hvorefter vi igen sumpede hen i vores egen lille verden af "jeg gider ikke længere denne her dag".

Jeg ved ikke hvorfor jeg var så træt. Jeg havde været nede og heppe på nogle af pædagogerne der skulle deltage i et løb. Det var da lidt hårdt, for der var mange mennesker, men jeg skulle jo ikke selv løbe, så det var noget værre pjat, at jeg sad der og var så træt. Hvert andet øjeblik så jeg på uret for at se, hvornår jeg lige syntes at jeg kunne tillade mig at gå i seng, og jeg tror måske, at C gjorde det samme.

Da de andre var færdige med at spise, foreslog en af pædagogerne os, at vi skulle se en film. Vi var ligeglade. Han sagde at vi bare skulle vælge en, men vi var jo ligeglade, så ideen om at træffe et bevidst valg var meningsløs, så vi blev bare siddende. En anden pædagog kom hen, hun virkede også interesseret i at få os til at vælge en film, men vi stirrede bare tomt på hende. Jeg jokede med, at de gerne ville have os til at vælge en film, for så kunne de få lov til at sidde og se film under undskyldning af, at de så den sammen med os. Hvis de derimod selv valgte at se en film, så var de bare dovne og gad ikke lave noget. Så grinede vi lidt i 10 sekunder og sumpede så igen hen.

En af drengene kom hen. Også han var interesseret i at se en film. Pædagogerne kunne sikkert godt have fået ham til at vælge en, men de var der ikke lige der, og den stakkels dreng blev fuldstændigt overvældet af C og min inaktivitet, så han kludrede i ordene og forsvandt stille ud i køkkenet.

Jeg valgte at jeg lige så godt kunne gå i seng, med fare for at vågne absurd tidligt, for jeg ville jo alligevel ikke få noget ud af resten af dagen. Jeg vågnede kl 4, hvilket vel var okay, alt taget i betragtning, så kan jeg i det mindste få ordnet nogle ting før jeg skal over og løbe.

Agressive aspergerdrenge?

Et af de symptomer på Aspergers syndrom som der står om i bøgerne, og som i dag bruges mest om drengene, er 'aggressiv og voldsom' adfærd. Jeg har ikke selv denne adfærd men jeg har da oplevet mindre episoder, både hos mig selv og andre. Aggressiviteten kommer når der sker noget uventet, når den virkelige verden bliver så forvirrende, at man ikke længere føler, at der er plads til én, så får man lyst til at råbe og skrige og slå på verden fordi den ikke vil have én, og folk ser ikke denne fortvivlelse, den ser blot på vreden og skaderne og skælder ud. Der skal skældes ud, for det er ikke en hensigtsmæssig opførsel.

Da jeg for år tilbage var vidne til en sådan opførsel blev jeg først bange og ked af det, men så blev jeg vred. Jeg blev vred på ham, fordi han ødelagde min tryghed på det sted, men jeg blev også vred fordi han ikke bagefter lod mig tilgive ham, for han havde så travlt med at have dårlig samvittighed. Jeg blev også vred på pædagogerne. Jeg blev vred, fordi de alle sammen koncentrerede sig om ham, og ingen af dem havde tid til mig eller den meget sårbare, meget selvskadende pige vi havde. Det var en rigtig grim oplevelse, og den sidder stadigvæk i mig et eller andet sted.

Den oplevelse jeg havde på mit gamle sted, har gjort at jeg viser mistillid mod drengene på mit nye sted, og det er derfor jeg flere gange har givet udtryk for, at jeg blev vred over, at der kom flere og flere drenge ind på dette sted. Det fortryder jeg nu, og i forbindelse med Mandfos angreb på Kvinfo i Politiken, vil jeg her skrive noget om de drenge vi har boende her.

Det siges at drenge med Aspergers syndrom har en tendens til aggressiv og voldsom adfærd, men når jeg ser rundt om på de drenge som vi har boende her, så er det meget svært at tro på, det er nemlig nogle meget søde og rolige drenge, som holder sig mest til sig selv, nogle af dem virker måske endda lidt skræmte af mig og en anden pige, for vi kan godt virke dominerende. Det kan godt være, at nogle af dem kan være pisse irriterende en gang imellem, men sådan er det at bo et sted som dette, vi bor jo meget tæt, det er ligesom på et kollegium, bare renere. Men bare fordi JEG en gang imellem finder en eller to af dem irriterende, så fortjener de stadig ikke få trykket sådan et mærkat ned over hovedet. Så et slag for stille aspergerdrenge, og jeg håber at vi fremover kan få mere med hinanden at gøre, så det ikke altid skal være så kønsopdelt.

Om en åben psykologsamtale

Vi har vores egen psykolog her på stedet, men for det meste er han gemt af vejen på sit kontor der ligger bag ved et andet kontor, men i går skulle han arbejde over fordi der flyttede en ny pige (midlertidigt) ind. Han endte med at arbejde endnu mere over, for så kom han til at side sammen med os piger og en kvindelig pædagog og prøvede at overbevise os om, at sejlsport er en interessant sport. Personligt syntes jeg at det ville være langt sjovere hvis skibene fik lov til at vædre hinanden, ingen af os tøsebørn fandt det i hvert fald særligt interessant.

Den anden pige, C, og jeg har tit nogle yderst syrede samtaler, for vi er meget ens, og det lader til, at vi begge mangler den begrænsning mange mennesker har, når det gælder hvad man snakker om hvor. For os er det intet problem at tale om blod og diarré over aftensmaden, og det er ikke fordi vi ikke vil vise hensyn for andre, det er bare det, at vi slet ikke kan forestille os, at andre ikke finder samtalen lige så interessant som vi gør.

I hvert fald sad vi dernede, og vores samtale om både blev mere og mere interessant og handlede mindre og mindre om både, hvilket vi var nogle der var godt tilfredse med. Vi endte med at komme til at tale om mit yndlingsemne, omstruktureringen. Det er en periode af mit liv der har efterladt dybe sår, og jeg har meget svært ved at tilgive og komme videre med mit liv, for det gør stadigvæk så forbandet ondt, og jeg har slet ikke lyst til at acceptere de nye betingelser. Jeg blev meget påvirket af samtalen, og jeg kæmpede en brav kamp for at bevare min værdighed, for godt nok var det vores psykolog vi talte med, men vi sad også i TV-stuen, der er i samme rum som spisestuen og hvor pædagogerne og beboerne kommer igennem når de skal ud i køkkenet, og det sker forholdsvist tit der sidst på eftermiddagen, så jeg ville IKKE sidde og tude.

C var endnu ikke flyttet ind, da omstruktureringen kom, og det gjorde samtalen spændende i stedet for ynkelig, det var det der var med til at gøre, at jeg ikke bare sad og havde enormt meget ondt af mig selv, eller rettere, det havde jeg, men det var ikke kun det jeg snakkede om. Det var egentlig rart at have en samtale om det på et mere filosofisk plan. Det gjorde det ikke nemmere at holde ud, det helede ikke mine sår, men det fik mig til at se, hvor meget had og bitterhed jeg stadig har i mig, og det er ikke sådan en person jeg har lyst til at være.

Det endte med at psykologen sad oppe ved os og spiste, han og vores daglige leder sidder ellers altid nede ved drengene når de spiser i huset. Nogle dage har jeg lyst til at råbe op om kønsdiskrimination, men det er vist bare et spørgsmål om, at det er lettest, og så er det nok slet ikke faldet dem ind, at det kan få os til at føle os udenfor.

Om når alting flyder

Jeg er ikke super pernitten med at holde min lejlighed skindende ren, men jeg kan nu alligevel godt lide at her ser ordentligt ud, det gør det desværre bare ikke lige nu. Da jeg kom hjem fra Paris, gik jeg rundt i en døs. Mit aktivitetsniveau lå på et absolut minimum, så at jeg kunne styrke mig og blive den gode gamle mig på et tidspunkt. Oprydning og rengøring blev ikke et af de emner jeg prioriterede, og det fortyder jeg nu, for så kom varmen, og jeg satte mig i en stol i skyggen og skabte mig, som var jeg ved at dø. Så i den uge blev der heller ikke gjort noget. Det har ikke gjort mig så meget, jeg har jo alligevel siddet ude det meste af tiden, og har ikke været nødt til at se på det. Men jeg sidder og ser på det nu, og jeg sidder og bliver irriteret på mig selv.

Okay, helt galt står det ikke til, her er rodet, men her er ikke decideret ulækkert. Hvor går grænsen mellem hvad der er rod, og hvad der er ulækkert? Den svinger grangiveligt fra person til person, men her ligger ikke madrester og heller ikke indpakningspapir. Der ligger støvkorn som man godt kan se på de sorte overflader, men det er endnu ikke blevet til noget jeg vil kategorisere som et lag af støv. Der ligger en bunke vasketøj i mit soveværelse, men det er rent, det snavsede er pænt lagt ned i kurven. Min håndvask på badeværelset trænger til en omgang, men toilettet er rent. Egentlig kunne min brusekabine nok også trænge til noget af de stærkere rengøringsmidler, men det skal jeg først lige ud og have købt. Sådan noget Cilit Bang skræmmer mig egentlig lidt. Jeg har måske set lidt for mange tegnefilm, hvor hænder kommer i kontakt med et rengøringsmiddel, som så ætser alt kødet af hænderne, helt ind til knoglen. Jeg vil gerne være tynd, men ikke lige på den måde.

Men det er ikke kun på mit skrivebord, at der er rod. Det roder også inde i mit hoved. Jeg er i gang med at tage et online forfatterkursus, og hver uge skal jeg aflevere nogle opgaver. De skal afleveres tirsdag, og jeg har kun fået skrevet en side ud af fem, og jeg er helt blank med hvad jeg skal skrive. Min lærer har flere gange sagt, at jeg ikke just er i kontakt med min følsomme side, rent ud sagt er jeg sydende sarkastisk, nærmest menneskefjendsk. Jeg tager ikke altid kritik lige pænt, jeg kan godt gå hen og blive lidt sur, ikke på hende, og egentlig ikke på noget bestemt i det hele taget, men nok til at jeg bliver stædig. Vil hun have følsom, så skal hun få følsom, om jeg så skal sidde og svede til kl 12 om natten.

Ung mand rejser til Italien, hvor han forelsker sig i en lokal pige, men straks melder min sarkastiske djævel sig, for det kribler i mine fingre efter at fortælle at hun er grim, eller har dårlige manerer. Jeg kan selvfølgelig bare holde mig til det jeg er god til, og som jeg har fået ros for, men hvad ville hele pointen med kurset så være? Nej, jeg må bide i det sure æble og tage udfordringen op, så jeg sidder og glor på en næsten hvid skærm og må vride hvert ud af min knastørre hjerne. Det er fantasien der mangler. Det jeg normalt gør når jeg laver en historie er, at jeg klippe klistrer mellem alle de mange bøger jeg i tidens løb har læst. Jeg tager en person, en skrivestil, et temperament, og så skaber jeg en helhed, men jeg har ikke læst nok romancer til at kunne være følsom. Teknisk set bør man også kunne være følsom uden at der er romantik i luften, men så bliver det bare endnu sværere.

Mine følelser er også noget rod. Jeg har en lille veninde, som har både selvtillid og selvværd i bund. Jeg har selv haft det sådan det meste af mit liv, så jeg ved hvor meget det betyder, at lyttet til og trøstet, og jeg vil gerne trøste, men jeg er ikke en af pædagogerne, jeg er en veninde, så jeg vil også gerne gøre noget andet, også for at beskytte mig selv, men Becks har brug for at blive trøstet, så jeg trøster. Det er som om, at der har været alt for meget godhed i mig på det sidste, så det er en voksende trang i mig om at være slem, men jeg er generelt en god pige, så min fantasi når det gælder slemme ting rækker ikke langt, så man skal ikke gå og være bekymrede for mig.

Om min lille mentee

Jeg har en lille veninde her på mit bosted, der, fordi hun er noget yngre og har levet en lidt mere beskyttet tilværelse, ikke er kommet helt så langt i sin udvikling som jeg er. Hun er en lille genert pige der altid holder sig lidt i baggrunden, der er noget sødt og uskyldsrent over hende, som jeg holder rigtig meget af, men der er også noget sårbart over hende, som om hun er en lille forskræmt fugl, som verden alt for let kan komme til at klemme. Jeg har derfor udnævnt mig selv som mentor/storesøster for hende. Jeg har egentlig en lillesøster, men pga mit handicap var hun forud for mig i sin udvikling, så jeg kunne aldrig rigtig være der for hende da vi var børn, og nu er hun på vej til at blive en succesfuld forretningskvinde, som jeg er stolt af, men som jeg ikke har den store indflydelse på. Med Beks har jeg fået en chance til.

I går havde jeg lige lidt ekstra overskud. Min undskyldning var, at vi skulle fodre ænder, men der var nogle ting jeg gerne ville tale med hende om, for jeg kender hende bedre end hun tror, for hun er mig, som jeg var dengang jeg var yngre. Jeg kender mange af de tanker hun slås med, og jeg kender hendes kampe. Det er ikke fordi jeg skal overtage pædagogernes plads, men jeg ved jo fra mig selv hvor ensomt det er kun at tale med pædagogerne ligegyldigt hvor søde de end måtte være. Så jeg tog hende altså med i parken for at få en tøsesnak.

Jeg fortalte hende om hvor magtfulde ordene er, om hvordan de kan sidde fast i hjertet på en, og hvis man ikke kan få dem ud så forvandles de til angst. Selv de gode ting men egentlig gerne vil tale om, når de sidder fast i hjertet gør det næsten ende mere ondt. Vi snakkede om hvor svært det nogle gange er at få fortalt pædagogerne alle de ting man gerne vil, og selvom man snakker og snakker, så får man aldrig helt det hele med. Så jeg har foræret hende en super hemmelig dagbog, og fortalt hvordan man bruger sådan en, og jeg har sagt at hvis det er lettere for hende at skrive til mig, end og komme hen og snakke med mig (jeg kan godt til tider være lidt dominerende) så skal hun endelig være velkommen, for jeg har en skattekiste fuld af postkort som folk har skrevet til mig

Men det jeg virkelig ville snakke med hende om var religion, vi er nemlig begge to katolikker. Jeg talte om ønsket om at være en god pige, og om hvordan dumme tanker som præsten advarer imod melder sig, og så føler man at man slet ikke dur til noget. Så går man til skrifte og bekender sine synder, og man kommer ud og alt er godt, men så melder de dumme tanker sig igen og man føler at det hele er spild og tid og en hån mod Gud, for man er jo ikke blevet et spor bedre menneske. Men sådan forholder det sig slet ikke. Gud elsker os som sine børn, og han ved at vi ikke er gode mennesker hele tiden, derfor sendte han sin søn og lod ham pine og korsfæste for vores synders skyld. Hver gang man går til skrifte bliver man en lille smule bedre et menneske. Det er ikke noget man selv lægger mærke til lige med det første, for man er selv så fokuseret på alt det der går galt, man Gud ser det, og han kan lide hvad han ser.

På vejen hjem snakkede vi om depressioner, selvskade og selvmordstanker. Det gjorde ondt helt inden i, at hun også har (haft) sådan tanker. Jeg fortalte hende lidt om min historie. Måske talte jeg lidt rigeligt meget om mig selv, og lyttede ikke nok til hende. Det var ikke så meget fordi jeg ville have opmærksomhed, men jeg håbede at min historie kan inspirere hende til ikke at ende som mig. Alligevel er jeg bange, for hvad nu hvis hun ender med at se så meget op til mig, at hun begynder at efterligne mig. Hvad nu hvis jeg kommer til at ødelægge hendes barnlige uskyld. Jeg ved ikke om jeg kunne leve med mig selv hvis jeg gjorde, men jeg føler at jeg er nødt til at tage chancen, for jeg tror på, at jeg kan gøre noget godt her.