I løbet af min rejse igennem diverse psykologiske og psykiatriske undersøgelser, er jeg ofte blevet stillet spørgsmålet, om jeg anser mig selv for et tålmodigt menneske, men hvad svare man lige på det? I fredags var jeg til antikvarisk bogudsalg i et kælderrum fuld af stabler med usorterede bøger. Jeg var i den syvende himmel, og i over en time gennemgik jeg samtlige bunker, kasser og hylder og efterlod dem i større orden end da jeg begyndte.
Derimod har jeg nu i to dage haft problemer med min mobiltelefon, hvor den fryser midt i en handling og ikke engang gider at reagere på at man hårdt og aggressivt trykker slukknappen i bund. Kun 5 minutter efter at min telefon frøs anden gang gik jeg på nettet og bestilte en ny. I gamle dage, da jeg var ung, kunne man løse næsten ethvert problem tage batteriet ud og sætte det ind igen, men den mulighed har man ikke længere. Der findes da sikkert et eller andet man kan gøre, og måske finder jeg også ud af hvad, men egentlig er jeg lidt ligeglad. Jeg orker simpelthen ikke at gå og være irriteret bare ved tanken om, at det nok snart sker igen.
Angående spørgsmålet om tålmodig, så kommer svaret jo nok an på ens interesse, og derved også ens evne til at fordybe sig. Det er selvfølgelig et ret indlysende svar, men alligevel lidt for kompliceret, når det gælder disse psykologiske og psykiatriske undersøgelser.
Hvis jeg nu skal fortælle historien til ende, så må jeg jo også indrømme, at jeg heller ikke brugte den mindste smule tid på at undersøge, hvilken telefon jeg skulle have, jeg bestilte bare den samme som Kæresten har...
Viser opslag med etiketten ADD. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ADD. Vis alle opslag
søndag den 6. november 2016
søndag den 18. september 2016
Om en tåbelig misforståelse
For det meste, når jeg tænker over mig selv som en asperger i en neurotypisk verden, så går mine tanker nogenlunde som følgende:
- Når jeg modtager en besked, så tolker jeg den på en måde der ikke nødvendigvis er lig med beskedens egentlige intention.
- Når jeg holder min tolkning op med den oprindelige intention kan jeg forklare afvigelserne ud fra mit kendskab til mig selv og min aspergers.
- Jeg synes måske stadig, at min tolkning er den mest logiske og mest rigtige, men jeg er også villig til at acceptere, at det meste af verden ikke er enig med mig og at jeg fremover bør være bevidst om at en sådan besked afsendes med sådan en intention.
- Helst ser jeg, at mine omgivelser ligeledes accepterer at jeg tolker tingene på en bestemt måde, og at disse tolkninger også har en værdi.
Andre gange er det derimod meget tydeligt hvor tåbelig jeg har været ikke at forstå en besked. Se for eksempel hvad der skete tidligere på ugen.
Jeg var nede på universitetet for at tale med studievejlederen om min evigt kørende sag. Jeg var meget frustreret, fordi vi var meget uenige om hvad vi havde snakket om på det foregående møde. Jeg var rasende på hende, fordi hun krævede noget af mig, som hun ikke tidligere havde fortalt at hun ville have mig til at gøre, men jeg også bange og ked af det, fordi jeg følte, at jeg aldrig kunne gøre noget rigtigt. Jeg følte mig som en kæmpe stor fiasko.
På et tidspunkt lagde jeg mærke til en sætning hun blev ved med at gentage, og som jeg blev ved med at ignorere, fordi den ikke gav nogen mening. Hun blev ved med at sige, at jeg skulle have en lægeerklæring, der bekræftede det jeg sagde, men det jeg sagde var jo tusindvis af ting nogle mere relevante end andre, og jeg kunne ikke få hende til at fortælle HVAD den lægeerklæring mere præsis skulle bekræfte. Hun derimod blev ved med at sige, at hun ikke kunne diktere hvad den skulle sige, og at selvom min læge ikke kender mig særlig godt, så vil hun stadig være i stand til at vurdere min sag. Jeg forstod stadig ikke hvilken del af min sag studievejlederen hentydede til.
Efter at have diskuteret i en halv time, imens min stemme blev stadig højere og mere skinger, sagde hun pludselig, at lægen skulle bekræfte de ting jeg ansøgte om dispensation for. KABLAM!!! Pludselig forstod jeg helt klart og tydeligt hvad det var hun hun ønskede af mig, og det var så simpelt at jeg nærmest begyndte at grine. Selvfølgelig var jeg super lettet over hvor simpel løsningen var, men det efterlod mig også med en masse forvirrende tanker. På den ene side, ville jeg ønske, at hun helt fra begyndelsen havde formuleret sig lige så klart og tydeligt, men mest af alt var jeg skamfuld over ikke med det samme at have forstået hvad hun mente.
Jeg kan sagtens sige en masse ting i mit forsvar, alle sammen sande, men det ændre ikke ved hvor åndsvag jeg føler mig over ikke at forstå en ellers ret simpel besked, og på hvor utrolig meget energi jeg har spildt på at stresse over min forvirring.
søndag den 14. august 2016
Overspringshandlinger fra det ukontrolerbare
Jeg skrev i sidste uge lidt om de problemer jeg har haft med administrationen på universitetet (HER). Jeg er så heldig, at jeg kan overlade de fleste af de praktiske opgaver der kommer i den forbindelse til min vejleder, men hun kan desværre ikke fritage mig fra den uro der automatisk følger med uvisheden. Det store kaos inde i mit hoved er noget jeg selv bliver nødt til at kæmpe med.
Der var engang hvor min flugt fra det ukendte onde førte mig dybere og dybere ned i spiseforstyrrelsens velkendte helvede. Det er det der i alle fagbøgerne bliver omtalt som et forsøg på at skaffe sig kontrol over det kontrollerbare. I dag kan jeg godt se hvad de mener med det, men dengang benægtede jeg, at det var hvad jeg gjorde. Jeg kunne ikke lide at sige, at spiseforstyrrelsen skaffede mig kontrol, for indefra føltes det ikke sådan. Jeg følte maden som en stor mangel på kontrol. Ligegyldigt hvor lidt jeg spiste, så var det altid mere end intet, som var det eneste jeg opfattede som kontrol. Andre gange, når jeg mistede al kontrol og proppede mig med med for derefter at kaste det hele op indtil galden steg op i mine tårekanaler, da havde jeg lyst til at skrige til eksperterne, at hvordan kunne de tillade sig at sige sådan. Det var så ydmygende at se ordet kontrol gentaget i alle bøgerne, for det virkede som denne tårnhøje forventning til mig, som jeg aldrig var i stand til at leve op til.
I dag mangler jeg spiseforstyrrelsen at ty til når alting omkring mig går skævt. Alle de følelsesmæssige aspekter til side, så var det en effektiv måde at få tiden til at gå, imens man venter på at historien går sin gang. Det var noget der kunne fylde ens tanker, så man slipper for hele tiden at spekulere på alt det kaotiske. Der var engang hvor jeg kunne bruge en hel eftermiddag med at ligge på sengen og med knyttede hænder dybt mediterende over opgaven: "Spis ikke endnu, vent lidt, bare et lille øjeblik til. Det er ikke farligt at være sulten. At din krop ryster betyder bare, at det er NU du rigtigt taber dig...". Det var måske fem timer, hvor jeg ikke behøvede at tænke på noget som helst andet. Det var et helvede, men det var et velkendt og forståeligt helvede.
I dag har jeg ikke noget der i den grad kan tage min tid og henlede min opmærksomhed. Jeg fylder tiden med små lidt ligegyldige ting, som at (gen-)lære matematik, tegne kruseduller og lave en online liste over alle de bøger jeg efterhånden har læst (over 600). Det er ling der fylder tiden, men ikke noget der kan fange tankerne, så det er godt at problemerne med universitetet er mere irriterende end de er reelt problematiske, for i så fald ville alle disse små overspringshandlinger nok ikke være nok.
Der var engang hvor min flugt fra det ukendte onde førte mig dybere og dybere ned i spiseforstyrrelsens velkendte helvede. Det er det der i alle fagbøgerne bliver omtalt som et forsøg på at skaffe sig kontrol over det kontrollerbare. I dag kan jeg godt se hvad de mener med det, men dengang benægtede jeg, at det var hvad jeg gjorde. Jeg kunne ikke lide at sige, at spiseforstyrrelsen skaffede mig kontrol, for indefra føltes det ikke sådan. Jeg følte maden som en stor mangel på kontrol. Ligegyldigt hvor lidt jeg spiste, så var det altid mere end intet, som var det eneste jeg opfattede som kontrol. Andre gange, når jeg mistede al kontrol og proppede mig med med for derefter at kaste det hele op indtil galden steg op i mine tårekanaler, da havde jeg lyst til at skrige til eksperterne, at hvordan kunne de tillade sig at sige sådan. Det var så ydmygende at se ordet kontrol gentaget i alle bøgerne, for det virkede som denne tårnhøje forventning til mig, som jeg aldrig var i stand til at leve op til.
I dag mangler jeg spiseforstyrrelsen at ty til når alting omkring mig går skævt. Alle de følelsesmæssige aspekter til side, så var det en effektiv måde at få tiden til at gå, imens man venter på at historien går sin gang. Det var noget der kunne fylde ens tanker, så man slipper for hele tiden at spekulere på alt det kaotiske. Der var engang hvor jeg kunne bruge en hel eftermiddag med at ligge på sengen og med knyttede hænder dybt mediterende over opgaven: "Spis ikke endnu, vent lidt, bare et lille øjeblik til. Det er ikke farligt at være sulten. At din krop ryster betyder bare, at det er NU du rigtigt taber dig...". Det var måske fem timer, hvor jeg ikke behøvede at tænke på noget som helst andet. Det var et helvede, men det var et velkendt og forståeligt helvede.
I dag har jeg ikke noget der i den grad kan tage min tid og henlede min opmærksomhed. Jeg fylder tiden med små lidt ligegyldige ting, som at (gen-)lære matematik, tegne kruseduller og lave en online liste over alle de bøger jeg efterhånden har læst (over 600). Det er ling der fylder tiden, men ikke noget der kan fange tankerne, så det er godt at problemerne med universitetet er mere irriterende end de er reelt problematiske, for i så fald ville alle disse små overspringshandlinger nok ikke være nok.
søndag den 3. april 2016
Til stor distraktion
 |
| Synet af den er ikke særligt imponerende |
Når jeg prøver at formulere en tanke inde i hovedet, så bliver jeg distraheret hver gang jeg blinker med øjnene, hvilket får et jag af ubehag til at farer gennem mit hoved, hvorefter jeg på ny må prøve at samle tankerne. Dette er i sig selv irriterende, men husk på at det sker hver evige eneste gang jeg blinker med øjnene, hvilket sker en gang i sekundet, eller noget i den stil.
Jeg har ADD, jeg er vant til at få mine tanker afbrudt i tide og utide, og jeg er vant til hvor meget af min energi det tager at samle tankerne igen, men dette er mere end jeg synes jeg kan håndtere. Jeg bliver så forfærdelig træt, men jeg kan ikke engang gnide mig i øjnene, for så gør det bare endnu mere ondt.
Jeg skifter mellem at have enormt ondt af mig selv og på at synes at det er tåbeligt at tage sådan på vej. Jeg føler mig ikke syg, men jeg vil alligevel holde inde for i dag og holde en halv sygedag, bare for at forkæle mig selv lidt. Jeg har læst de fleste af mine lektier til næste uge, så jeg kan gøre det med god samvittighed. Faktisk er der nok ikke nogen indholdsmæssig forskel på at tage en halv sygedag, end hvis jeg bare sad og stenede resten af eftermiddagen, men fordi jeg tænker på det som en sygedag uden reelt at være syg, så får jeg dårlig samvittighed.
søndag den 24. januar 2016
Om studier på særlige vilkår
Jeg tror nok, at jeg er begyndt at vågne lidt op oven på eksamenen. Jeg sover stadig meget, og jeg har stadig hovedpine engang imellem, men det er rart at have en periode uden de store forpligtelser.
I løbet af de sidste par uger, har jeg modtaget en del spørgsmål angående mit studieforløb, så jeg vil prøve at svare på noget af det her samtidig med, at jeg fortæller lidt om, hvordan det gik til eksamenen.
Jeg har flere gange skrevet om, at jeg studerer på særlige vilkår. Jeg havde faktisk ikke nogen specifik aftale med universitetet om, at det var tilfældet. Jeg meldte mig bare til de fag jeg selv syntes interesserede mig og som jeg følte jeg kunne klare, og fordi jeg var på førtidspension og ikke SU, så var der ikke nogen der blandede sig i den sag. Jeg er dog tilknyttet Pædagogisk Psykologisk Uddannelsesrådgivning (PPU, tidligere RSC) og måske derigennem var der en eller anden form for aftale, som jeg ikke lige satte mig ind i. Ligeledes tog jeg de eksaminer der var på de hold jeg fulgte. Nogle var flerdages skriftlige opgaver og andre mundlige. Jeg har ikke som sådan nogen præferencer, men jeg har fået dispensation til en automatisk forlængelse af tid på 50%. Det er ikke fordi jeg er dummere end andre studerende, det tager mig bare lige lidt ekstra tid at samle mig om opgaven og forstå hvad læreren gerne vil have.
Her sidste år kom så fremdriftsreformen, og den gjorde mig bange, for jeg holder meget af at gå på universitetet. Jeg selvom jeg ikke kan klare et fuldtidsstudie, så kan godt lide, at der bliver stillet krav til mig, næsten som om jeg er et rigtigt menneske. Jeg er helt enormt taknemmelig for al den psykologiske og pædagogiske støtte, som reddede mit liv, og som jeg fortsat har behov for, om end ikke nær så meget, men jeg som person er også meget mere end dette ene behov. Jeg har brug for at omgås mennesker, at blive udfordret, at sætte mig et mål og vise at jeg kan nå det, og selvom jeg ikke bryder mig om det, så har jeg brug for at jeg ikke altid klarer disse opgaver til et 12-tal. Jeg har brug for at prøve, at det ikke slår mig ihjel at få et 7-tal i et fag, som jeg jo heletiden har vist, at jeg ikke rigtig forstod.
På trods af al min frygt var det dog enormt let at søge dispensation for fremdriftreformen. Sammen med en studievejleder lavede jeg en plan for hvilke fag jeg tager hvornår, sådan at det ca kom til at passe med et halvtidsstudie (15 ECTS), jeg skrev en hastig og kluntet formuleret ansøgning til studienævnet og medsendte en kopi af min epikrise, og allerede næste dag havde jeg en godkendelse for de næste to år. Det var faktisk lidt et antiklimaks, at det var så nemt, for jeg havde allerede gjort mig klar til kamp.
Engang imellem har jeg i løbet af et semester oplevet problemer, fordi jeg ikke havde kræfter til at følge obligatoriske holdtimer, eller jeg var for træt til at læse, men ofte har det kunnet løses uden ansøgninger om dispensation, simpelthen fordi mine lærere kender mig som en flittig og dygtig elev som de fuldt ud stoler på, når jeg siger, at jeg nok skal få indhentet det forsømte.
I løbet af de sidste par uger, har jeg modtaget en del spørgsmål angående mit studieforløb, så jeg vil prøve at svare på noget af det her samtidig med, at jeg fortæller lidt om, hvordan det gik til eksamenen.
Jeg har flere gange skrevet om, at jeg studerer på særlige vilkår. Jeg havde faktisk ikke nogen specifik aftale med universitetet om, at det var tilfældet. Jeg meldte mig bare til de fag jeg selv syntes interesserede mig og som jeg følte jeg kunne klare, og fordi jeg var på førtidspension og ikke SU, så var der ikke nogen der blandede sig i den sag. Jeg er dog tilknyttet Pædagogisk Psykologisk Uddannelsesrådgivning (PPU, tidligere RSC) og måske derigennem var der en eller anden form for aftale, som jeg ikke lige satte mig ind i. Ligeledes tog jeg de eksaminer der var på de hold jeg fulgte. Nogle var flerdages skriftlige opgaver og andre mundlige. Jeg har ikke som sådan nogen præferencer, men jeg har fået dispensation til en automatisk forlængelse af tid på 50%. Det er ikke fordi jeg er dummere end andre studerende, det tager mig bare lige lidt ekstra tid at samle mig om opgaven og forstå hvad læreren gerne vil have.
Her sidste år kom så fremdriftsreformen, og den gjorde mig bange, for jeg holder meget af at gå på universitetet. Jeg selvom jeg ikke kan klare et fuldtidsstudie, så kan godt lide, at der bliver stillet krav til mig, næsten som om jeg er et rigtigt menneske. Jeg er helt enormt taknemmelig for al den psykologiske og pædagogiske støtte, som reddede mit liv, og som jeg fortsat har behov for, om end ikke nær så meget, men jeg som person er også meget mere end dette ene behov. Jeg har brug for at omgås mennesker, at blive udfordret, at sætte mig et mål og vise at jeg kan nå det, og selvom jeg ikke bryder mig om det, så har jeg brug for at jeg ikke altid klarer disse opgaver til et 12-tal. Jeg har brug for at prøve, at det ikke slår mig ihjel at få et 7-tal i et fag, som jeg jo heletiden har vist, at jeg ikke rigtig forstod.
På trods af al min frygt var det dog enormt let at søge dispensation for fremdriftreformen. Sammen med en studievejleder lavede jeg en plan for hvilke fag jeg tager hvornår, sådan at det ca kom til at passe med et halvtidsstudie (15 ECTS), jeg skrev en hastig og kluntet formuleret ansøgning til studienævnet og medsendte en kopi af min epikrise, og allerede næste dag havde jeg en godkendelse for de næste to år. Det var faktisk lidt et antiklimaks, at det var så nemt, for jeg havde allerede gjort mig klar til kamp.
Engang imellem har jeg i løbet af et semester oplevet problemer, fordi jeg ikke havde kræfter til at følge obligatoriske holdtimer, eller jeg var for træt til at læse, men ofte har det kunnet løses uden ansøgninger om dispensation, simpelthen fordi mine lærere kender mig som en flittig og dygtig elev som de fuldt ud stoler på, når jeg siger, at jeg nok skal få indhentet det forsømte.
tirsdag den 22. september 2015
Den dag jeg glemte medicinen
Op kom jeg dog, og jeg drak kaffe, spiste morgenmad, pakkede tasken og kom af sted. Jeg sprang op på cyklen og blandede mig med det arbejdende folk og skolebørnene som hver dag skal så tidligt af sted.
I klassen sad vi 40 mennesker med tunge øjne rettede mod computerskærmene, men jeg havde den her nagende fornemmelse af, at jeg ikke kun var træt. "Åh nej" hviskede jeg, højt nok til at de nærmeste kunne høre det. "Hvad?". Jeg forklarede, at jeg havde glemt at tage min medicin. "Kan du virkelig mærke det allerede?". Det vidste jeg egentlig ikke rigtigt. Nogle ting kunne jeg reelt føle, imens andet måske mere handlede om selve bevidstheden om, at jeg ikke havde taget den, hvilket måske fik mig til at overfokusere på hver eneste lille ting der muligvis kunne tænkes at være et symptom på den manglende medicin.
Timen slæbte sig af sted, og jeg fik absolut intet ud af det, så jeg valgte at tage hjem i pausen. Det føltes mærkeligt at tage hjem, for jeg var jo ikke syg, jeg var bare ukoncentreret. Jeg følte mig endnu mere dum, da jeg, efter at have taget medicinen, havde det fint, men det var det for sent at tage tilbage til undervisningen.
lørdag den 5. september 2015
Fucking fede fiasko?
Modeverdenen er skyld i spiseforstyrrelser Særligt sensitive
Autisme kan helbredes ved at fjerne al mad fra barnets kost
Læger er pillepushere af overflødig medicin
Det mest ultimative er at læse lektien tre gange igennem
En af os, en af dem, ikke nogen af nogen
Jeg er vred lige nu, jeg er vred og jeg er meget meget træt. Jeg er lige påbegyndt et nyt semester på mit studie, og jeg orker simpelthen ikke at sætte mig ind i endnu en af de sager i medierne der vedkommer mig og min situation. Den der er lige nu handler om medicin, og det er ikke første gang.
- Jeg har brug for medicin for at klarer mig igennem hverdagen, nogle har ikke...
- Jeg må tage piller i en lang periode/altid, nogle kan nøjes med at tage dem i kortere tid...
- Nogle piller har haft en dårlig effekt på mig, nogle har reddet mit liv...
- Nogle læger er gode, andre er nogle fjolser med store egoer og magtkomplekser...
- At kæmpe en retfærdig sag, betyder ikke, at man har ret over for os alle...
Jeg har kæmpet i mange år for at få en hverdag af en slags, som de fleste tar for givet. Det var en kamp der tærede meget på mine kræfter, så nu er jeg træt, jeg har brug for en periode, hvor jeg kan få lov til bare at have det godt, uden at have behov for hele tiden at retfærdiggøre de valg jeg har måttet tage.
lørdag den 18. oktober 2014
Det der med lektierne
Jeg kan rigtig godt lide at gå på universitetet, men en gang imellem kan det der med lektierne godt blive lidt for meget, især dagene op til ferien. Det kan være meget svært at koncentrere sig om Paulus, når ens hjerne allerede er taget på ferie. Jeg satte mig ned med den græske tekst, oversatte et par linier, besluttede, at nu var det helt rigtige tidspunkt til at lave fysioterapeutens øvelser, men mens jeg lå på gulvet, lagde jeg mærke til hvor meget støv der egentlig var på¨mit stuebord, og det måtte bestemt ordnes med det samme. Så satte jeg mig ned og oversatte lidt mere, men der gik ikke ret læng tid før jeg besluttede at tage mig en mellemmad, og senere på dagen var det en tur i Føtex efter Pepsi Max, og en nyhederne på nettet.
Det gik så sløvt med koncentrationen, at jeg besluttede at tage en ekstra dosis Concerta (psykiateren siger at jeg godt må), men det hjalp kun en lille smule. Det tog mig en hel dag at lave én lektie. Jeg var ikke særlig stolt af mig selv. Det værste var næsten, at jeg ikke kom timen dagen efter fordi jeg blev syg. Det føltes lidt som om alt mit arbejde var spildt, for hvorfor arbejde så hårdt hvis ingen ser det. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, og når jeg skal til eksamen bliver jeg glad for at det er lavet, men lige den dag føltes det ret bittert.
Så blev det ferie, og jeg var så heldig at jeg faktisk havde to uger. Jeg havde store planer om hvad jeg skulle nå i ferien. Min førsteprioritet var frivillig læsning, altså bøger der ikke har med skolen at gøre, men planerne gik også ud på, at få listet lidt lektier ind hist og her. Jeg vil ikke sige, at jeg intet fik lavet. Jeg fik læst flere hundrede siders frivillig læsning, OG jeg fik også lavet lidt lektier, men jeg var på ingen måde så sej som jeg var inde i min fantasi.
Jeg fik dog et grimt chok, da jeg i mandags tog mig sammen til at kigge på vores læseplan, for der stod, at vi skulle oversætte Filemom 1-7, hvilket næsten gav mig et hjertestop, for normalt betyder det 7 kapitler. Jeg var helt i panik over hvor meget det var, og jeg skrev en desperat mail til en af pigerne fra klassen. Det var ferie og hun svarede ikke med det samme, så jeg sank mit spyt et par gange og tænkte, at der jo ikke var andet at gøre end at gå i gang, så jeg besluttede at tage et kig på den danske oversættelse. Det viste sig dog, at der kun var et kapitel i Filemon, og at lektien derfor måtte være 7 sætninger, hvilket er meget lidt i forhold til hvad vi plejer. Sjældent har jeg været så lettet.
Jeg har nu lavet lektierne til tirsdag, og jeg burde gå i gang med lektierne på fredag, bare for at være på forkant, men så falder blikket på min frivillige bog som ligger ved siden af mig, og jeg tænker, nej, det må blive næste uges problem.
Det gik så sløvt med koncentrationen, at jeg besluttede at tage en ekstra dosis Concerta (psykiateren siger at jeg godt må), men det hjalp kun en lille smule. Det tog mig en hel dag at lave én lektie. Jeg var ikke særlig stolt af mig selv. Det værste var næsten, at jeg ikke kom timen dagen efter fordi jeg blev syg. Det føltes lidt som om alt mit arbejde var spildt, for hvorfor arbejde så hårdt hvis ingen ser det. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, og når jeg skal til eksamen bliver jeg glad for at det er lavet, men lige den dag føltes det ret bittert.
Så blev det ferie, og jeg var så heldig at jeg faktisk havde to uger. Jeg havde store planer om hvad jeg skulle nå i ferien. Min førsteprioritet var frivillig læsning, altså bøger der ikke har med skolen at gøre, men planerne gik også ud på, at få listet lidt lektier ind hist og her. Jeg vil ikke sige, at jeg intet fik lavet. Jeg fik læst flere hundrede siders frivillig læsning, OG jeg fik også lavet lidt lektier, men jeg var på ingen måde så sej som jeg var inde i min fantasi.
Jeg fik dog et grimt chok, da jeg i mandags tog mig sammen til at kigge på vores læseplan, for der stod, at vi skulle oversætte Filemom 1-7, hvilket næsten gav mig et hjertestop, for normalt betyder det 7 kapitler. Jeg var helt i panik over hvor meget det var, og jeg skrev en desperat mail til en af pigerne fra klassen. Det var ferie og hun svarede ikke med det samme, så jeg sank mit spyt et par gange og tænkte, at der jo ikke var andet at gøre end at gå i gang, så jeg besluttede at tage et kig på den danske oversættelse. Det viste sig dog, at der kun var et kapitel i Filemon, og at lektien derfor måtte være 7 sætninger, hvilket er meget lidt i forhold til hvad vi plejer. Sjældent har jeg været så lettet.
Jeg har nu lavet lektierne til tirsdag, og jeg burde gå i gang med lektierne på fredag, bare for at være på forkant, men så falder blikket på min frivillige bog som ligger ved siden af mig, og jeg tænker, nej, det må blive næste uges problem.
mandag den 6. oktober 2014
At tale om de store oplevelser
Jeg får tit at vide, at jeg er god til at sætte ord på tingene, men jeg har mine begrænsninger. Jeg er god til at fortælle om de små ting her i livet som følelsen af larm, frygten for nye mennesker, eller bare om de små ting der gør mig glad. når jeg derimod oplever noget der går ud over min almindelige forståelses evne som at fortælle min historie foran 70 mennesker eller at jeg har fået en sød kæreste, så er det som om ordene tørrer ind i munden på mig, og alt jeg kan fortælle er, at det gik fint.
Jeg kan kun beskrive hvad jeg kan analyserer, og jeg kan kun analysere hvad jeg kan forstå. Nogle oplevelser er så fulde af indtryk, at jeg bliver forvirret. Jeg kan ikke finde ud af at sortere dem efter vigtighed, eller efter hvordan de hænger sammen med hinanden. Min hjerne er fuld af lysglimt og afrevne sekvenser. Når jeg så prøver at skrive her på bloggen eller i min dagbog, så kæmper jeg. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, og jeg ender med blot at skrive det mest basale. Det er ikke fordi jeg ikke vil fortælle mere, det er bare, at jeg ikke kan sætte ord på.
Det var det der skete, da jeg prøvede at skrive om det oplæg jeg holdt i onsdags om mig, min autisme og min spiseforstyrrelse. Jeg frøs ikke da jeg stod på scenen, men jeg gjorde det, da jeg sad hjemme foran min computerskærm. Min hjerne var helt blank, og jeg gik en lille smule i panik, og af en eller anden grund havde jeg en eller anden fornemmelse af, at det var meget meget vigtigt, at jeg fortalte om det. Ikke så meget vigtigt for mig men vigtigt for jer.
Nogle gange kan jeg snyde mig selv. Jeg kunne have fortalt om hvordan jeg havde verdens dårligste hårdag. Hvis mit hår skal være rigtig lækkert, skal det gerne vaskes dagen i forvejen, men der var problemer med vandtrykket, så shampooen blev ikke skyllet ud. Jeg tænkte, at det måske lige kunne gå an, hvis jeg nu satte det rigtig pænt, men så skulle jeg ud og handle, og det regnede, og jeg endte med at ligne en narkoluder en lille smule, så jeg måtte springe ind under bruseren igen og håbe at håret kunne nå at tørre før jeg skulle af sted igen. Jeg har engang spurgt en muslimsk kvinde om man kan have krise over en dårlig tørklædedag ligesom over en dårlig hårdag, og det kan man godt, så det handler vist mest af alt om den kvindehjerne der sidder nedenunder.
Jeg skrev faktisk den historie, men jeg slettede den igen, fordi jeg følte, at den var for detaljefokuseret. Jeg ønskede, at lade som om jeg er normal og give folk en beskrivelse af overblikket.
Jeg kan kun beskrive hvad jeg kan analyserer, og jeg kan kun analysere hvad jeg kan forstå. Nogle oplevelser er så fulde af indtryk, at jeg bliver forvirret. Jeg kan ikke finde ud af at sortere dem efter vigtighed, eller efter hvordan de hænger sammen med hinanden. Min hjerne er fuld af lysglimt og afrevne sekvenser. Når jeg så prøver at skrive her på bloggen eller i min dagbog, så kæmper jeg. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, og jeg ender med blot at skrive det mest basale. Det er ikke fordi jeg ikke vil fortælle mere, det er bare, at jeg ikke kan sætte ord på.
Det var det der skete, da jeg prøvede at skrive om det oplæg jeg holdt i onsdags om mig, min autisme og min spiseforstyrrelse. Jeg frøs ikke da jeg stod på scenen, men jeg gjorde det, da jeg sad hjemme foran min computerskærm. Min hjerne var helt blank, og jeg gik en lille smule i panik, og af en eller anden grund havde jeg en eller anden fornemmelse af, at det var meget meget vigtigt, at jeg fortalte om det. Ikke så meget vigtigt for mig men vigtigt for jer.
Nogle gange kan jeg snyde mig selv. Jeg kunne have fortalt om hvordan jeg havde verdens dårligste hårdag. Hvis mit hår skal være rigtig lækkert, skal det gerne vaskes dagen i forvejen, men der var problemer med vandtrykket, så shampooen blev ikke skyllet ud. Jeg tænkte, at det måske lige kunne gå an, hvis jeg nu satte det rigtig pænt, men så skulle jeg ud og handle, og det regnede, og jeg endte med at ligne en narkoluder en lille smule, så jeg måtte springe ind under bruseren igen og håbe at håret kunne nå at tørre før jeg skulle af sted igen. Jeg har engang spurgt en muslimsk kvinde om man kan have krise over en dårlig tørklædedag ligesom over en dårlig hårdag, og det kan man godt, så det handler vist mest af alt om den kvindehjerne der sidder nedenunder.
Jeg skrev faktisk den historie, men jeg slettede den igen, fordi jeg følte, at den var for detaljefokuseret. Jeg ønskede, at lade som om jeg er normal og give folk en beskrivelse af overblikket.
lørdag den 27. september 2014
En uheldig episode
Jeg sad i klassen sammen med en af mine venner. Jeg ville fortælle ham historien om hvordan jeg er blevet sat ned i medicin, og da jeg var på apoteket, fortalte farmaceuten mig, at min psykiater havde bestilt 28 pakker, hvilket vil sige ca 1500 piller. Vi blev dog enige om, at jeg nøjes med at hente én af gangen. Det var en sjov lille historie, problemet var bare, at det var første dag på den nedsatte dosis, og jeg derfor var lidt påvirket. Jeg var ikke helt mig selv og jeg var lidt forvirret, og pludselig havde jeg viklet mig en i en lang samtale om sygdom, død og ødelæggelse.
Jeg ved fra erfaring, at det ikke er et godt samtaleemne med folk man ikke kender, og alligevel kunne jeg ikke styre mig selv. Da jeg kom hjem var jeg meget pinligt berørt, og havde lyst til at falde død om på stedet. Jeg prøvede at drukne mine sorger i pepsi max, mens jeg sad og prøvede at gennemanalysere situationen.
Hvorfor bliver jeg ved med at fortælle disse historier, selvom jeg VED, at mange mennesker ikke bryder sig om dem? Først er der det, at jeg glemmer, at folk ikke kan klare dem. For mig er det jo ikke noget særligt, det var mit liv og min hverdag og det var sådan jeg var som person, men mest af alt tror jeg, at min åbenmundethed handler om, at sygdommen gør mig til noget særligt. Når jeg sidder i klassen er jeg bare et anonymt medlem af flokken. Jeg snakker meget om, at jeg gerne vil være normal, men i virkeligheden er jeg meget lidt et flokdyr.
Jeg er i høj grad individualist. Min karakter er i høj grad bygget op over, at jeg er hvid, kvinde, dansker og kristen, men der er også træk der er unikke for mig. Jeg vil gerne høre til, jeg har ikke noget imod at tilpasse mig, men at lade mig assimilere, det er jeg ikke helt sikker på at jeg vil. Jeg er mig, og hvem jeg er er meget præget af mine syge år, og det vil jeg gerne have at folk ved.
Når man skal begynde at tilpasse sig en ny gruppe, som for eksempel en ny klasse, så skal man være opmærksom på hvordan man introducerer emner som for eksempel sygdom, og jeg har været meget opmærksom de sidste par uger, og har snakket om at jeg har tid nok, men så i går væltede ordene ud af mig i en lang talestrøm.
Da vi havde fri burde jeg have holdt mig lidt tilbage sammen med de andre for at måle stemningen, men jeg var flov og skulle tisse så jeg for ud af døren.
Jeg ved fra erfaring, at det ikke er et godt samtaleemne med folk man ikke kender, og alligevel kunne jeg ikke styre mig selv. Da jeg kom hjem var jeg meget pinligt berørt, og havde lyst til at falde død om på stedet. Jeg prøvede at drukne mine sorger i pepsi max, mens jeg sad og prøvede at gennemanalysere situationen.
Hvorfor bliver jeg ved med at fortælle disse historier, selvom jeg VED, at mange mennesker ikke bryder sig om dem? Først er der det, at jeg glemmer, at folk ikke kan klare dem. For mig er det jo ikke noget særligt, det var mit liv og min hverdag og det var sådan jeg var som person, men mest af alt tror jeg, at min åbenmundethed handler om, at sygdommen gør mig til noget særligt. Når jeg sidder i klassen er jeg bare et anonymt medlem af flokken. Jeg snakker meget om, at jeg gerne vil være normal, men i virkeligheden er jeg meget lidt et flokdyr.
Jeg er i høj grad individualist. Min karakter er i høj grad bygget op over, at jeg er hvid, kvinde, dansker og kristen, men der er også træk der er unikke for mig. Jeg vil gerne høre til, jeg har ikke noget imod at tilpasse mig, men at lade mig assimilere, det er jeg ikke helt sikker på at jeg vil. Jeg er mig, og hvem jeg er er meget præget af mine syge år, og det vil jeg gerne have at folk ved.
Når man skal begynde at tilpasse sig en ny gruppe, som for eksempel en ny klasse, så skal man være opmærksom på hvordan man introducerer emner som for eksempel sygdom, og jeg har været meget opmærksom de sidste par uger, og har snakket om at jeg har tid nok, men så i går væltede ordene ud af mig i en lang talestrøm.
Da vi havde fri burde jeg have holdt mig lidt tilbage sammen med de andre for at måle stemningen, men jeg var flov og skulle tisse så jeg for ud af døren.
lørdag den 30. august 2014
Impulsivitet
Kan aspergere være impulsive? En del af diagnosekriteriet er jo, at man finder tryghed i faste rammer og gentagelser. Måske er det fordi min aspergers er iblandet noget ADD, men jeg synes selv godt, at jeg kan være ret impulsiv til tider. Det er ikke så meget i hverdagen, hvor det kan give mig angstanfald at tage ned til byen, hvis det ikke er planlagt minimum en dag i forvejen, men hvis jeg pludselig får muligheden for at melde mig på en rejse, starte på studiet eller gå på en date, så tænker jeg hapser snapser, den snupper jeg. Pædagogerne på mit tidligere bosted grinede lidt af mine historier om den tendens, for det har bragt mig ud i enkelte vanvittige situationer, men da det kun meget sjældent går galt, så tænker jeg ikke at det er noget jeg gider at arbejde på for at ændre.
Aspergerdelen af mig kan godt nogle gange se på ADDdelen og tænke ting som overilet og overfladisk, men jeg tror ikke at tingene er helt så simple. Bare fordi en beslutning er truffet hurtigt, betyder ikke at den altid er forkert. Vi mener tit, at overjeget er det mest fornuftige og rigtige og idet er barnligt og forkert, men spørgsmålet aspergers vs ADD handler ikke om ikke om overjeg og id, det handler om to naturer der spiller op mod hinanden og ind i hinanden og skaber kontraster. Vi har vel alle disse kontraster, nogle mere end andre. Nogle har kontrasterne mellem overjeget og idet, andre mellem to naturer. Den eneste forskel på mig er, at jeg har diagnoser at putte på.
Når aspergerdelen af mig ser på ADDdelen og dømmer den som overfladisk, så er det fordi den tænker, at når der ikke ligge dybe overvejelser bag en beslutning eller handling, så må den være mere forkert, men hvorfor skal ikke også min underbevidsthed vide hvad der er godt for mig? Min impulsivitet har bragt mig mange gode oplevelser, hvor hvis jeg kun havde haft aspergerdelen, så ville mit liv have bevæget sig meget langsomt. Aspergerdelen har derimod forhindret mange dårlige beslutninger og er med til at finde glæde ved hverdagens små rutiner. En ven købte engang en bog omkring hvordan buddhistisk meditation skulle bringe glæde ind i disse små rutiner. Dette var i tiden før jeg fik min diagnose, og altså før jeg fandt ud af hvor meget min tænkning adskilte sig fra andres. Jeg husker, at jeg så på denne bog og undrede mig over hvorfor man mon havde brug for at læse sådan en bog, når nu det var så simpelt?
ADDdelen af mig har mest bragt bekymringer til folk omkring mig. De har i lange perioder været vant til at jeg opfører mig meget forudsigeligt, og så pludselig, bang, gør jeg et eller andet og glemmer måske endda at fortælle, at jeg er væk i nogle dage. Når de så ser på mig med undren og måske endda bebrejdelse, så kommer det som et chok for mig, at de ikke kan se hvor indlysende det er, at jeg måtte gøre nettop sådan. Mine aspergerhandlinger kan jeg diskutere og analysere i det uendelige, men mine ADDhandlinger er bare noget der er der. Jeg kan da godt fortælle lidt, men det er mere for påhørendes skyld end for min egen. ADDhandlingerne hører til i deres egen verden, de er ikke dårlige, ikke overfladiske, ikke uværdige, de er bare anderledes, men bare fordi de ikke hører til flertallet, gør det dem ikke forkerte.
Jeg levede i 27 år lænket til den person i verden jeg hadede mest, mig, men jeg begynder at vende mig til mig selv, ja måske endda at holde af mig selv. At holde af mig selv betyder ikke, at være perfekt som jeg engang troede, men derimod at holde af såvel mine dårlige som mine gode sider, min ADDside såvel som min aspergerside.
Aspergerdelen af mig kan godt nogle gange se på ADDdelen og tænke ting som overilet og overfladisk, men jeg tror ikke at tingene er helt så simple. Bare fordi en beslutning er truffet hurtigt, betyder ikke at den altid er forkert. Vi mener tit, at overjeget er det mest fornuftige og rigtige og idet er barnligt og forkert, men spørgsmålet aspergers vs ADD handler ikke om ikke om overjeg og id, det handler om to naturer der spiller op mod hinanden og ind i hinanden og skaber kontraster. Vi har vel alle disse kontraster, nogle mere end andre. Nogle har kontrasterne mellem overjeget og idet, andre mellem to naturer. Den eneste forskel på mig er, at jeg har diagnoser at putte på.
Når aspergerdelen af mig ser på ADDdelen og dømmer den som overfladisk, så er det fordi den tænker, at når der ikke ligge dybe overvejelser bag en beslutning eller handling, så må den være mere forkert, men hvorfor skal ikke også min underbevidsthed vide hvad der er godt for mig? Min impulsivitet har bragt mig mange gode oplevelser, hvor hvis jeg kun havde haft aspergerdelen, så ville mit liv have bevæget sig meget langsomt. Aspergerdelen har derimod forhindret mange dårlige beslutninger og er med til at finde glæde ved hverdagens små rutiner. En ven købte engang en bog omkring hvordan buddhistisk meditation skulle bringe glæde ind i disse små rutiner. Dette var i tiden før jeg fik min diagnose, og altså før jeg fandt ud af hvor meget min tænkning adskilte sig fra andres. Jeg husker, at jeg så på denne bog og undrede mig over hvorfor man mon havde brug for at læse sådan en bog, når nu det var så simpelt?
ADDdelen af mig har mest bragt bekymringer til folk omkring mig. De har i lange perioder været vant til at jeg opfører mig meget forudsigeligt, og så pludselig, bang, gør jeg et eller andet og glemmer måske endda at fortælle, at jeg er væk i nogle dage. Når de så ser på mig med undren og måske endda bebrejdelse, så kommer det som et chok for mig, at de ikke kan se hvor indlysende det er, at jeg måtte gøre nettop sådan. Mine aspergerhandlinger kan jeg diskutere og analysere i det uendelige, men mine ADDhandlinger er bare noget der er der. Jeg kan da godt fortælle lidt, men det er mere for påhørendes skyld end for min egen. ADDhandlingerne hører til i deres egen verden, de er ikke dårlige, ikke overfladiske, ikke uværdige, de er bare anderledes, men bare fordi de ikke hører til flertallet, gør det dem ikke forkerte.
Jeg levede i 27 år lænket til den person i verden jeg hadede mest, mig, men jeg begynder at vende mig til mig selv, ja måske endda at holde af mig selv. At holde af mig selv betyder ikke, at være perfekt som jeg engang troede, men derimod at holde af såvel mine dårlige som mine gode sider, min ADDside såvel som min aspergerside.
søndag den 13. juli 2014
Lyve og manipulere
Som verden ser ud for mig i dag, så lyver jeg meget sjældent, og når jeg gør så får jeg altid meget dårlig samvittighed. Min psykolog spurgte forundret om jeg overhovedet kan finde ud af at lyve. Det kan jeg nu godt, men det er svært, for jeg kan ikke koncentrere mig om løgnen, alt hvad jeg tænker er "jeg lyver lige nu, jeg lyver, fuck hvor er det forfærdeligt. Så når jeg lyver, er det som regel ved at undlade at sige den ting der virkelig gælder, hvorefter min indre monolog går "du må ikke sige DET, du må ikke sige DET". Er det hvad man kan kalde en undladelsessynd :)
Sådan har det dog ikke altid været. Da jeg var barn, havde jeg endnu ikke nogen diagnose, og da vi ikke var en familie der sådan talte om tingene, så stod jeg ofte meget alene med at tackle en verden der slet ikke var beregnet til sådan nogle som mig. Værende et barn havde jeg ikke ret mange midler til min rådighed. Jeg havde ikke nogen penge eller erfaring i at købe ting der kunne være mig behjælpelige, og jeg var et barn og havde derfor i det hele taget meget lidt kontrol over hvad der skete med mig, men jeg havde brug for kontrol, så derfor var løgnen det eneste hjælpemiddel jeg havde. Nej, det er ikke helt rigtigt, jeg havde også brug for sukker som hjalp mig med min udiagnostiserede ADD, men for at få sukker måtte jeg lyve.
Hvad løj jeg om? Jeg løj om hvor jeg havde fået slik fra, om hvor meget jeg havde spist, om at være syg, så jeg ikke skulle i skole, om hvor hvor meget tøj jeg havde på, så jeg ikke behøvede at svede, om hvad der skete i skolen, så at mine forældre kunne få ondt af mig, eller for at de ikke skulle opdage at jeg var en taber, om lektier, fordi jeg slet ikke havde overskuddet til at lave dem, men mest af alt løj jeg for at jeg kunne få bare en ganske lille smule fred oppe i hovedet.
Jeg husker ikke længere hvor ofte jeg løj, men det føltes som om det var hele tiden. Jeg hadede virkelig at gøre det, for jeg vidste, at det gjorde mig til et dårligt menneske, men jeg var nødt til at gøre det for at overleve. Det værste ved løgnen er, at det er svært at holde op, for jeg var så bange for at indrømme at jeg havde løget. Jeg var bange for at se folks ansigter når det gik op for dem. Menneskers ansigter har altid skræmt mig lidt med alle deres uforståelige følelser
Min barndoms løgne var ret uskyldige, men det var en snebold der rullede ned af bjergskråningen, for lige pludselig blev jeg teenager, at de ting der var på spil blev mere alvorlige, sexchikane, spiseforstyrrelse, selvskade, selvmordstanker. Løgne for at holde på den normale facade. Alle løgnene naglede mig til gulvet. Hvordan kunne jeg sige fra, sige at det ikke længere var sjovt, uden at folk ville opdage at jeg havde løget og dømme mig? "Kære Gud, Jesus, Jomfru Maria og alle Himlens hærskarer. Hvordan fanden kommer jeg ud af alt dette lort".
Løgnene stoppede samtidig med at spiseforstyrrelsen stoppede, for på det tidspunkt var jeg så sy, at det var hamrende ligegyldigt hvad jeg sagde, bare jeg sagde et eller andet. Her er det, at jeg burde komme med en historie om det præcise øjeblik hvor jeg besluttede mig for ikke at lyve mere, helst et tidspunkt hvor jeg var ved at dø, men for mig var der ikke sådan et øjeblik, det var bare sådan, at jeg efterhånden lærte, at nu hvor jeg havde en diagnose der kunne forklare min hemmelige anderledeshed, så var det meget meget nemmere hvis jeg bare fortalte sandheden.
I dag er mit liv formet på en måde, hvor jeg ikke har brug for at lyve for at overleve. Det er bare sådan verden er, det er ikke nogen moralsk beslutning, selvom jeg ironisk nok har det enormt svært ved når andre lyver over for mig. På trods af, at jeg har så megen erfaring i at lyve, så forstår jeg ikke løgnen, og den gør mig utryg. Der ud over kommer det altid bag på mig når andre mennesker ikke viser sig at være langt bedre og moralsk mere overlegne end jeg selv.
Sådan har det dog ikke altid været. Da jeg var barn, havde jeg endnu ikke nogen diagnose, og da vi ikke var en familie der sådan talte om tingene, så stod jeg ofte meget alene med at tackle en verden der slet ikke var beregnet til sådan nogle som mig. Værende et barn havde jeg ikke ret mange midler til min rådighed. Jeg havde ikke nogen penge eller erfaring i at købe ting der kunne være mig behjælpelige, og jeg var et barn og havde derfor i det hele taget meget lidt kontrol over hvad der skete med mig, men jeg havde brug for kontrol, så derfor var løgnen det eneste hjælpemiddel jeg havde. Nej, det er ikke helt rigtigt, jeg havde også brug for sukker som hjalp mig med min udiagnostiserede ADD, men for at få sukker måtte jeg lyve.
Hvad løj jeg om? Jeg løj om hvor jeg havde fået slik fra, om hvor meget jeg havde spist, om at være syg, så jeg ikke skulle i skole, om hvor hvor meget tøj jeg havde på, så jeg ikke behøvede at svede, om hvad der skete i skolen, så at mine forældre kunne få ondt af mig, eller for at de ikke skulle opdage at jeg var en taber, om lektier, fordi jeg slet ikke havde overskuddet til at lave dem, men mest af alt løj jeg for at jeg kunne få bare en ganske lille smule fred oppe i hovedet.
Jeg husker ikke længere hvor ofte jeg løj, men det føltes som om det var hele tiden. Jeg hadede virkelig at gøre det, for jeg vidste, at det gjorde mig til et dårligt menneske, men jeg var nødt til at gøre det for at overleve. Det værste ved løgnen er, at det er svært at holde op, for jeg var så bange for at indrømme at jeg havde løget. Jeg var bange for at se folks ansigter når det gik op for dem. Menneskers ansigter har altid skræmt mig lidt med alle deres uforståelige følelser
Min barndoms løgne var ret uskyldige, men det var en snebold der rullede ned af bjergskråningen, for lige pludselig blev jeg teenager, at de ting der var på spil blev mere alvorlige, sexchikane, spiseforstyrrelse, selvskade, selvmordstanker. Løgne for at holde på den normale facade. Alle løgnene naglede mig til gulvet. Hvordan kunne jeg sige fra, sige at det ikke længere var sjovt, uden at folk ville opdage at jeg havde løget og dømme mig? "Kære Gud, Jesus, Jomfru Maria og alle Himlens hærskarer. Hvordan fanden kommer jeg ud af alt dette lort".
Løgnene stoppede samtidig med at spiseforstyrrelsen stoppede, for på det tidspunkt var jeg så sy, at det var hamrende ligegyldigt hvad jeg sagde, bare jeg sagde et eller andet. Her er det, at jeg burde komme med en historie om det præcise øjeblik hvor jeg besluttede mig for ikke at lyve mere, helst et tidspunkt hvor jeg var ved at dø, men for mig var der ikke sådan et øjeblik, det var bare sådan, at jeg efterhånden lærte, at nu hvor jeg havde en diagnose der kunne forklare min hemmelige anderledeshed, så var det meget meget nemmere hvis jeg bare fortalte sandheden.
I dag er mit liv formet på en måde, hvor jeg ikke har brug for at lyve for at overleve. Det er bare sådan verden er, det er ikke nogen moralsk beslutning, selvom jeg ironisk nok har det enormt svært ved når andre lyver over for mig. På trods af, at jeg har så megen erfaring i at lyve, så forstår jeg ikke løgnen, og den gør mig utryg. Der ud over kommer det altid bag på mig når andre mennesker ikke viser sig at være langt bedre og moralsk mere overlegne end jeg selv.
fredag den 28. februar 2014
Om at være stemplet
Sidste gang skrev jeg om ikke at gøre noget, når man egentlig godt kunne, men i dag skal det så handle om ikke at kunne gøre noget, selvom man egentlig gerne vil.
Jeg har haft mange forskellige psykiatere gennem de sidste syv år. Nogle enkelte har været nogle fjolser, men det fleste gom jeg egentlig ganske udmærket ud med. nu hvor jeg er flyttet til Aarhus har jeg fået en psykiater der er helt forfærdelig. Han er egentlig ganske flink det meste af tiden, men hans patientsyn driver mig til vanvid.. For at sige det kort, så kan vi slet ikke finde ud af at kommunikere, og selvom jeg gør opmærksom på de ting som jeg ikke forstår, så prøver han ikke engang at tilpasse formen.
Efter vores første møde var jeg så frustreret, at jeg slæbte min psykolog med til det næste. Det var egentlig meningen, at hun bare skulle oversætte for mig hvad der foregik, men hun blev så forarget over min psykiater, at hun straks gik i gang med at skaffe mig en ny, selvom det ikke er nogen nem opgave. Det var på det tidspunkt, at det gik op for mig, at det ikke var mig den var gal med, men min psykiater der var et fjols.
Jeg vil meget gerne have en ny psykiater, jo før jo bedre, men jeg har også lidt dårlig samvittighed. Jeg er en svagelig person, men samtidig er jeg også en stærk person som kæmper for mine rettigheder, og jeg har et netværk der hjælper mig med at kæmpe. ved at få en ny psykiater kæmper jeg for mig selv, men hvad med den næste patient? Min psykiater kommer fra en afdeling med mange ADHD og aspergerpatienter, folk med samme kommunikationsvanskeligheder som mig, mange som vil have det meget dårligt, og jeg føler at jeg ikke har nogen muligheder for at hjælpe dem.
Som psykiatrisk patient er jeg stemplet, det betyder at jeg ikke har de samme muligheder for at klage som andre. Hvis en psykiatrisk patient ikke kan lide sin psykiater, formodes det som den største selvfølge i verden, at patienten projicerer sine egne problemer over på psykiateren. jeg har vænnet mig så meget til systemet, at det endda var det jeg selv troede da jeg til vores første møde følte mig nedgjort og ligegyldig.
Selvfølgelig findes der i teorien klagemuligheder inden for psykiatrien, men det vil altid være voldsomt svært at få en sag igennem, da det meste bygger på subjektive vurderinger.
Jeg har haft mange forskellige psykiatere gennem de sidste syv år. Nogle enkelte har været nogle fjolser, men det fleste gom jeg egentlig ganske udmærket ud med. nu hvor jeg er flyttet til Aarhus har jeg fået en psykiater der er helt forfærdelig. Han er egentlig ganske flink det meste af tiden, men hans patientsyn driver mig til vanvid.. For at sige det kort, så kan vi slet ikke finde ud af at kommunikere, og selvom jeg gør opmærksom på de ting som jeg ikke forstår, så prøver han ikke engang at tilpasse formen.
Efter vores første møde var jeg så frustreret, at jeg slæbte min psykolog med til det næste. Det var egentlig meningen, at hun bare skulle oversætte for mig hvad der foregik, men hun blev så forarget over min psykiater, at hun straks gik i gang med at skaffe mig en ny, selvom det ikke er nogen nem opgave. Det var på det tidspunkt, at det gik op for mig, at det ikke var mig den var gal med, men min psykiater der var et fjols.
Jeg vil meget gerne have en ny psykiater, jo før jo bedre, men jeg har også lidt dårlig samvittighed. Jeg er en svagelig person, men samtidig er jeg også en stærk person som kæmper for mine rettigheder, og jeg har et netværk der hjælper mig med at kæmpe. ved at få en ny psykiater kæmper jeg for mig selv, men hvad med den næste patient? Min psykiater kommer fra en afdeling med mange ADHD og aspergerpatienter, folk med samme kommunikationsvanskeligheder som mig, mange som vil have det meget dårligt, og jeg føler at jeg ikke har nogen muligheder for at hjælpe dem.
Som psykiatrisk patient er jeg stemplet, det betyder at jeg ikke har de samme muligheder for at klage som andre. Hvis en psykiatrisk patient ikke kan lide sin psykiater, formodes det som den største selvfølge i verden, at patienten projicerer sine egne problemer over på psykiateren. jeg har vænnet mig så meget til systemet, at det endda var det jeg selv troede da jeg til vores første møde følte mig nedgjort og ligegyldig.
Selvfølgelig findes der i teorien klagemuligheder inden for psykiatrien, men det vil altid være voldsomt svært at få en sag igennem, da det meste bygger på subjektive vurderinger.
tirsdag den 4. februar 2014
Om ustruktureret undervisning
I løbet af ens skoletid, fra børnehaveklassen til universitetet, støder man på mange forskellige undervisere, og mange forskellige undervisningsmetoder. Efter film som "Dead Poets Sociaty" og "Det forsømte forår" har der været et enormt pres på lærerne om, at de hellere skal være underholdende end dygtige. Jeg ved ikke om det er min autisme og ADD eller forbi jeg bare er en irriterende stræber, men jeg er ikke nødvendigvis enig i dette udsavn. Det er ikke, at jeg ikke kan lide sjove lærere, det er mere det, at jeg har brug for en hvis struktur i undervisningen for at kunne fokusere på hvad der er vigtigt. Faktisk har jeg brug for struktur for overhovedet at vide hvad der er vigtigt.
Jeg kommer fra en matematisk baggrund, og i matematik lærer man ikke kun matematik, men også hvordan man lærer matematik. På universitetet har jeg derimod mange sprog, men der er ingen der lærer dig, hvordan man lærer sprog, det er der i hvert fald aldrig nogen der har lært mig. Jeg prøver det bedste jeg kan, men læreren er nødt til at vise mig vejen.
Jeg startede et nyt semesters latin, og første time var ikke nogen succes. Ingen af os havde åbnet en latinbog de sidste to måneder. Vi havde ikke fået lektier for men vi havde en dobbelttime. Det andre sproglærere plejer at gøre er at give et kort opsumeringskursus, for hvad i alverden var det nu lige, at en en absolut ablativ var? Det syntes vores latinlærer dog ikke at vi skulle, vi skulle bare springe lige ud i det. Vi fik udleveret nogle papirer, og så holdt vi lektiecafé, men jeg havde hverken ordbog eller grammatik med, så jeg sad bare og stirrede på papiret og måtte sørgmodigt erkende, at jeg ikke fattede en skid.
Rundt om mig sad ser ca 30 andre studerende, arbejdende og småsnakkende. Jeg var pinligt bevidst om, at de arbejdede og at jeg ikke gjorde. Der var ikke meget larm, men der var mange smålyde der spandt sig sammen til et tykt reb der var ved at kvæle mig. Jeg følte mig meget desperat, men jeg sad midt i lokalet, så jeg kunne ikke diskret smutte ud. Jeg sad og tegnede negermænd og eskimoer i min kalender, og jeg hadede mig selv, fordi jeg er stemplet som stræber, men jeg lavede jo ikke noget. Jeg kan komme med tusind gode grunde til at jeg ikke lavede noget, men det hele kunne koges ned til at JEG LAVEDE IKKE NOGET MENS ALLE DE ANDRE GJORDE. Jeg følte mig doven, jeg følte mig fed, og jeg skulle tvangstisse, selvom jeg lige havde været på toilettet.
Jeg kommer fra en matematisk baggrund, og i matematik lærer man ikke kun matematik, men også hvordan man lærer matematik. På universitetet har jeg derimod mange sprog, men der er ingen der lærer dig, hvordan man lærer sprog, det er der i hvert fald aldrig nogen der har lært mig. Jeg prøver det bedste jeg kan, men læreren er nødt til at vise mig vejen.
Jeg startede et nyt semesters latin, og første time var ikke nogen succes. Ingen af os havde åbnet en latinbog de sidste to måneder. Vi havde ikke fået lektier for men vi havde en dobbelttime. Det andre sproglærere plejer at gøre er at give et kort opsumeringskursus, for hvad i alverden var det nu lige, at en en absolut ablativ var? Det syntes vores latinlærer dog ikke at vi skulle, vi skulle bare springe lige ud i det. Vi fik udleveret nogle papirer, og så holdt vi lektiecafé, men jeg havde hverken ordbog eller grammatik med, så jeg sad bare og stirrede på papiret og måtte sørgmodigt erkende, at jeg ikke fattede en skid.
Rundt om mig sad ser ca 30 andre studerende, arbejdende og småsnakkende. Jeg var pinligt bevidst om, at de arbejdede og at jeg ikke gjorde. Der var ikke meget larm, men der var mange smålyde der spandt sig sammen til et tykt reb der var ved at kvæle mig. Jeg følte mig meget desperat, men jeg sad midt i lokalet, så jeg kunne ikke diskret smutte ud. Jeg sad og tegnede negermænd og eskimoer i min kalender, og jeg hadede mig selv, fordi jeg er stemplet som stræber, men jeg lavede jo ikke noget. Jeg kan komme med tusind gode grunde til at jeg ikke lavede noget, men det hele kunne koges ned til at JEG LAVEDE IKKE NOGET MENS ALLE DE ANDRE GJORDE. Jeg følte mig doven, jeg følte mig fed, og jeg skulle tvangstisse, selvom jeg lige havde været på toilettet.
søndag den 2. februar 2014
Kan man ændre på hvem man er?
Kan man ændre på hvem man er? Bør man ændre på hvem man er? Hos fysioterapeuten har jeg fået nogle øvelser til at ændre den måde jeg står på, og selv det kan tage lang tid at lære, men hvad med ting der er mindre konkrete, mere personlige? Hvad nu hvis man ønsker at være mindre egoistisk eller mindre doven? Hvis man nu ikke er stolt af den man er? Skal man ændre hvem man er?
Jeg har engang fået at vide af en lærer, at jeg selv var ude om, at jeg blev drillet i de små klasser, for jeg havde godt nok været et mærkeligt barn. Det var selvfølgelig ikke særlig pædagogisk sagt, og jeg gik da også direkte hjem og græd, men det værste var at hun havde ret, min opførelse var ikke hensigtsmæssig, den skræmte de andre børn væk og efterlod mig ulykkelig.
Man kan argumentere for at de andre skulle lære at være mere tolerante, men når det kommer ned til hvad der er størst sandsynlighed for at ændre sig, mig eller de andre, så satser jeg på mig selv, og sådan begyndte min kamp. Det førte til ti år med selvfornægtelse og depression, og efterlod mig grædende på badeværelsesgulvet, undervægtig og dækket af mit eget blod. Dette var ikke en enkelt hændelse men snare en daglig kamp gennem fire år, indtil jeg langsomt kunne begynde at bygge mig selv op.
Jeg arbejdede ikke alene, men nogle dage føltes det sådan. Min behandling har kostet skatteyderne 6000kr om dagen igennem 6 år, og det er mange penge, men jeg er da trods alt i live, og i dag kan jeg lide hvem jeg er. Mine problemer handler selvfølgelig om meget andet end lige at rette på nogle små småskavanker. Det var ikke et spørgsmål om, at jeg altid tog den sidste kage, eller om at jeg godt kunne lide at sove længe i weekenden. Det var i stedet et spørgsmål om, at jeg ikke kunne fungere sammen med andre mennesker i et samfund der lægger stor vægt på team work. Jeg kunne ikke arbejde sammen med andre mennesker, fordi jeg ikke kunne holde ud at blive konfronteret med mig selv. Jeg kunne hælder ikke tage vare på mig selv, for hvorfor passe på den person i verden som jeg hadede mest.
Det er nu lidt over to år siden, at tingene så stille begyndte at gå bedre. Selvhjælpsbøgerne fortæller smukke historier om hvordan man kan blive et gladere og tyndere menneske, men min historie var ikke smuk. Måske jeg kunne have gjort det hele på en nemmere måde, men det er enormt svært at få hjælp hvis man ikke allerede ligger på badeværelsesgulvet og bløder. Har det været det hele værd? Jeg vil rigtig gerne sige ja, for jeg kan i dag lide hvem jeg er, men jeg har set ind i min lillesøsters øjne, og bag tårerne så jeg frygten, og jeg vidste at det er min skyld, for alt dette har ikke kun ændret mig, det har også ændret dem omkring mig.
Er jeg så i dag tilfreds med hvem jeg er? Det kommer an på hvad man lægger i tilfreds. Jeg kan lide hvem jeg er, nogle dage kan jeg endda smile når jeg ser mit eget spejlbillede, men jeg har samtidig lyst til at arbejde videre på hvem jeg er, for jeg tror på, at jeg har potentialet til at opnå mere.
Jeg har engang fået at vide af en lærer, at jeg selv var ude om, at jeg blev drillet i de små klasser, for jeg havde godt nok været et mærkeligt barn. Det var selvfølgelig ikke særlig pædagogisk sagt, og jeg gik da også direkte hjem og græd, men det værste var at hun havde ret, min opførelse var ikke hensigtsmæssig, den skræmte de andre børn væk og efterlod mig ulykkelig.
Man kan argumentere for at de andre skulle lære at være mere tolerante, men når det kommer ned til hvad der er størst sandsynlighed for at ændre sig, mig eller de andre, så satser jeg på mig selv, og sådan begyndte min kamp. Det førte til ti år med selvfornægtelse og depression, og efterlod mig grædende på badeværelsesgulvet, undervægtig og dækket af mit eget blod. Dette var ikke en enkelt hændelse men snare en daglig kamp gennem fire år, indtil jeg langsomt kunne begynde at bygge mig selv op.
Jeg arbejdede ikke alene, men nogle dage føltes det sådan. Min behandling har kostet skatteyderne 6000kr om dagen igennem 6 år, og det er mange penge, men jeg er da trods alt i live, og i dag kan jeg lide hvem jeg er. Mine problemer handler selvfølgelig om meget andet end lige at rette på nogle små småskavanker. Det var ikke et spørgsmål om, at jeg altid tog den sidste kage, eller om at jeg godt kunne lide at sove længe i weekenden. Det var i stedet et spørgsmål om, at jeg ikke kunne fungere sammen med andre mennesker i et samfund der lægger stor vægt på team work. Jeg kunne ikke arbejde sammen med andre mennesker, fordi jeg ikke kunne holde ud at blive konfronteret med mig selv. Jeg kunne hælder ikke tage vare på mig selv, for hvorfor passe på den person i verden som jeg hadede mest.
Det er nu lidt over to år siden, at tingene så stille begyndte at gå bedre. Selvhjælpsbøgerne fortæller smukke historier om hvordan man kan blive et gladere og tyndere menneske, men min historie var ikke smuk. Måske jeg kunne have gjort det hele på en nemmere måde, men det er enormt svært at få hjælp hvis man ikke allerede ligger på badeværelsesgulvet og bløder. Har det været det hele værd? Jeg vil rigtig gerne sige ja, for jeg kan i dag lide hvem jeg er, men jeg har set ind i min lillesøsters øjne, og bag tårerne så jeg frygten, og jeg vidste at det er min skyld, for alt dette har ikke kun ændret mig, det har også ændret dem omkring mig.
Er jeg så i dag tilfreds med hvem jeg er? Det kommer an på hvad man lægger i tilfreds. Jeg kan lide hvem jeg er, nogle dage kan jeg endda smile når jeg ser mit eget spejlbillede, men jeg har samtidig lyst til at arbejde videre på hvem jeg er, for jeg tror på, at jeg har potentialet til at opnå mere.
tirsdag den 28. januar 2014
Inklusion?
Stiller jeg for høje krav til mig selv? Det får jeg i hvert fald altid at vide, men jeg er selv i tvivl, men hvad handler det at stille høje krav til sig selv om? Jeg blev diagnostiseret meget sent, så hele min skolegang har jeg skulle omgås og konkurrere med de normale. Jeg gik endda på privatskole, så standarden var sat meget højt. Jeg tror umiddelbart, at jeg er det som politikerne håber på med deres inklusion af, bortset fra, at vi ikke vidste det dengang.
Jeg havde det ikke godt i skolen. Jeg kan ikke komme med historier der ligner dem der er oppe i medierne for tiden. Jeg var udenfor, både når det galt lærere og elever. De forstod ikke mig og jeg forstod ikke dem, og det gav en masse unødige konflikter. Jeg var meget bevidst om min anderledeshed, og det plagede mig. I nogle perioder dyrkede jeg det anderledes af princip, for hvis jeg ikke kunne være normal, så kunne det også bare være det samme, basta, men det var i virkeligheden noget der nagede mig. Jeg kunne se, hvad jeg burde kunne overkomme, men jeg kunne ikke, så jeg voksede op med en bevidsthed om, at jeg var doven, det værste af alle skældsord.
Mit største ønske var at være dygtig i skolen, og jeg havde potentialet, men min ADD pinte og plagede mig hver gang jeg satte mig ned med lektierne. Jeg begyndte at pine og plage min krop for at underkaste den disciplin. Jeg sultede mig, skar mig og slog mig selv for bare lige at lave én opgave til, bare lige læse én side til eller for at prøve at høre efter hvad læreren sagde uden at ligne at jeg brændende ønskede at være et helt andet sted.
Det at være normal var dog ikke bare at lave sine lektier, det omfattede alle sider af livet, hvor rent der var på ens værelse, hvor tit man vaskede hår, hvor mange venner man havde og så videre, men der var ingen der fortalte mig præsis hvad der var vigtigt og hvad der ikke var, så lige så stille opbyggede jeg et helt galleri af regler for normal opførelse, som jeg forgæves prøvede at følge.
Da jeg så blev rigtig syg begyndte alt i mit liv at sejle, og bare det at gå ud med skraldet var en opgave jeg nogle gange ikke kunne klare. Jeg var meget bevidst om, at tingene ikke var normale, og jeg kæmpede en daglig kamp for at komme op på en nogenlunde på facaden lignende normalitet. Det var på dette tidspunkt, at jeg af en pædagog på et aktiveringssted for autister fik at vide, at hun aldrig havde oplevet en der stillede så mange krav til sig selv. Jeg tog det lidt som en ros, for i modsætning til nogle stykker jeg i tidens løb har mødt, så prøvede jeg i det mindste.
Hver dag prøvede jeg at opføre mig bare en lille smule mere normalt, for daglige gøremål er dejlig konkrete, så det var noget jeg kunne måle mine fremskridt på. For nyligt holdt de daglige gøremål op med at være en kamp, og jeg kunne begynde at bruge min energi på andre ting, så det var måske ikke længere så livsnødvendigt, at jeg fik redt min seng med sengetæppe og pyntepuder hver eneste dag. Mit nye liv foregår indeni og udenfor mig, så facaden er måske ikke længere så nødvendig, men den er lidt blevet en vane.
Jeg ved ikke om dette indlæg er for eller imod inklusion. Jeg var ikke lykkelig hvor jeg var, men jeg er ikke sikker på at jeg havde været mere lykkelig andre steder. Inklusionen gjorde mig syg, fordi jeg og mine omgivelser ikke var bevidste om mine begrænsninger, men jeg har til gengæld fået nogle redskaber der hjalp mig til at kæmpe mig op til overfladen igen. Det var ikke noget køn kamp, men det er kampen mod sygdom (psykisk såvel som fysisk) aldrig.
Jeg havde det ikke godt i skolen. Jeg kan ikke komme med historier der ligner dem der er oppe i medierne for tiden. Jeg var udenfor, både når det galt lærere og elever. De forstod ikke mig og jeg forstod ikke dem, og det gav en masse unødige konflikter. Jeg var meget bevidst om min anderledeshed, og det plagede mig. I nogle perioder dyrkede jeg det anderledes af princip, for hvis jeg ikke kunne være normal, så kunne det også bare være det samme, basta, men det var i virkeligheden noget der nagede mig. Jeg kunne se, hvad jeg burde kunne overkomme, men jeg kunne ikke, så jeg voksede op med en bevidsthed om, at jeg var doven, det værste af alle skældsord.
Mit største ønske var at være dygtig i skolen, og jeg havde potentialet, men min ADD pinte og plagede mig hver gang jeg satte mig ned med lektierne. Jeg begyndte at pine og plage min krop for at underkaste den disciplin. Jeg sultede mig, skar mig og slog mig selv for bare lige at lave én opgave til, bare lige læse én side til eller for at prøve at høre efter hvad læreren sagde uden at ligne at jeg brændende ønskede at være et helt andet sted.
Det at være normal var dog ikke bare at lave sine lektier, det omfattede alle sider af livet, hvor rent der var på ens værelse, hvor tit man vaskede hår, hvor mange venner man havde og så videre, men der var ingen der fortalte mig præsis hvad der var vigtigt og hvad der ikke var, så lige så stille opbyggede jeg et helt galleri af regler for normal opførelse, som jeg forgæves prøvede at følge.
Da jeg så blev rigtig syg begyndte alt i mit liv at sejle, og bare det at gå ud med skraldet var en opgave jeg nogle gange ikke kunne klare. Jeg var meget bevidst om, at tingene ikke var normale, og jeg kæmpede en daglig kamp for at komme op på en nogenlunde på facaden lignende normalitet. Det var på dette tidspunkt, at jeg af en pædagog på et aktiveringssted for autister fik at vide, at hun aldrig havde oplevet en der stillede så mange krav til sig selv. Jeg tog det lidt som en ros, for i modsætning til nogle stykker jeg i tidens løb har mødt, så prøvede jeg i det mindste.
Hver dag prøvede jeg at opføre mig bare en lille smule mere normalt, for daglige gøremål er dejlig konkrete, så det var noget jeg kunne måle mine fremskridt på. For nyligt holdt de daglige gøremål op med at være en kamp, og jeg kunne begynde at bruge min energi på andre ting, så det var måske ikke længere så livsnødvendigt, at jeg fik redt min seng med sengetæppe og pyntepuder hver eneste dag. Mit nye liv foregår indeni og udenfor mig, så facaden er måske ikke længere så nødvendig, men den er lidt blevet en vane.
Jeg ved ikke om dette indlæg er for eller imod inklusion. Jeg var ikke lykkelig hvor jeg var, men jeg er ikke sikker på at jeg havde været mere lykkelig andre steder. Inklusionen gjorde mig syg, fordi jeg og mine omgivelser ikke var bevidste om mine begrænsninger, men jeg har til gengæld fået nogle redskaber der hjalp mig til at kæmpe mig op til overfladen igen. Det var ikke noget køn kamp, men det er kampen mod sygdom (psykisk såvel som fysisk) aldrig.
mandag den 23. december 2013
Og så lige midt i ferien
Lige før jeg flyttede, var jeg til en samtale med min psykiater. Min psykiater mente ikke, at det kunne passe, at en ung frisk pige skulle gå i seng med hønsene, dvs kl 18, så hun satte mig op i min ADD medicin Concerta. Jeg skulle efterfølgende maile med hende hvordan det gik. Til at starte med gik det fint, for jeg faldt ikke længere udmattet om på sofaen allerede kl 13, men så kom ferien.
Er der noget værre tidspunkt at få bivirkninger af sin medicin end 22. december? Jeg havde lidt følt det i et par dage, men jeg tænkte at det bare var julestressen, men i går blev det så slemt, at jeg bare lå og gispede inde på sengen og seriøst overvejede om jeg skulle dø. Jeg havde smerter i brystet og i venstre arm, og jeg kunne tydeligt mærke hvor svært det var for mit hjerte at slå.
Jeg kunne selvfølgelig have ringet til vagtlægen eller psykiatrisk skadestue, men i denne søde juletid, ville der sikkert være time lange køer, og det orkede jeg ligesom bare ikke. Jeg tænkte, at hvis det blev værre så kunne jeg altid få min far til at ringe 112. Jeg oplevede de samme bivirkninger sidste gang de prøvede at sætte mig op i Concerta, og dengang lød det ikke på lægens stemme, som om der var noget at være bange for, så det går jeg ud fra at der ikke var, men jeg informerede lige min familie kort, bare sådan at de vidste hvad der foregik hvis jeg nu pludselig faldt om, og så gik jeg videre til at ignorere problemet eller spille modig, eller hvad man nu har lyst til at kalde det.
Ellers går julen ganske stille og rolig, i hvert fald for mit vedkommende, men jeg tror ikke at min søster ville være enig, for hun sidder og sveder over sit speciale.
Er der noget værre tidspunkt at få bivirkninger af sin medicin end 22. december? Jeg havde lidt følt det i et par dage, men jeg tænkte at det bare var julestressen, men i går blev det så slemt, at jeg bare lå og gispede inde på sengen og seriøst overvejede om jeg skulle dø. Jeg havde smerter i brystet og i venstre arm, og jeg kunne tydeligt mærke hvor svært det var for mit hjerte at slå.
Jeg kunne selvfølgelig have ringet til vagtlægen eller psykiatrisk skadestue, men i denne søde juletid, ville der sikkert være time lange køer, og det orkede jeg ligesom bare ikke. Jeg tænkte, at hvis det blev værre så kunne jeg altid få min far til at ringe 112. Jeg oplevede de samme bivirkninger sidste gang de prøvede at sætte mig op i Concerta, og dengang lød det ikke på lægens stemme, som om der var noget at være bange for, så det går jeg ud fra at der ikke var, men jeg informerede lige min familie kort, bare sådan at de vidste hvad der foregik hvis jeg nu pludselig faldt om, og så gik jeg videre til at ignorere problemet eller spille modig, eller hvad man nu har lyst til at kalde det.
Ellers går julen ganske stille og rolig, i hvert fald for mit vedkommende, men jeg tror ikke at min søster ville være enig, for hun sidder og sveder over sit speciale.
tirsdag den 10. december 2013
Feminiseret bureaukrati
I går var jeg til et møde inde på rådgivnings- og støttecentret (dem der står for min tutor). Jeg kan godt lide dem og det arbejde de gør, men mødet i går var direkte meningsløst.
Jeg kan godt se, at når nu staten giver mig støtte til at komme igennem min uddannelse, så vil de også gerne have noget igen, i dette tilfælde i form af et evalueringsmøde. Det reelle evalueringsmøde tog ca 10 min, så havde vi 5 min om min tutors feltprojekt i næste semester der gør, at han ikke fortsætter som totor, hvilket var ret spændende at høre om. Det sidste kvarter var dog en pine at komme igennem.
Det skal lige siges at jeg havde glemt at tage min frokostmedicin, så min ADD gik helt amok, og jeg følte mig mest af alt som et egern på kokain. Jeg var helt elektrisk, og det aller sidste jeg havde lyst til var at sidde stille og diskutere hvordan man kunne optimere min læringsprocess så det kan blive en god oplevelse, især når vi nu allerede tidligere havde slået fast, at jeg lærer bedst gennem hårdt arbejde, og at det faktisk fungerer fint.
Jeg blev lidt i tvivl om hvad mødet EGENTLIG handlede om. Handlede det om, at hun synes det var synd for mig, at jeg arbejder hårdt, og at hun gerne ville lette presset? Eller handler det om et feminiseret bureaukrati, hvor det er hulens vigtig hvordan man føler? Jeg ved godt, at jeg er en 'stakkels' handicappet person, men er jeg for stakkels til at kunne yde en indsats.
Jeg ved, at jeg ikke kan yde det samme som mere normalt fungerende personer, men det er nu engang min filosofi, at hvad man kan yde bør man. Måske er der et gærde et sted der er lavere, men jeg er faktisk stolt af den indsats jeg gør på universitetet, og jeg gør det jo ikke forgæves. Både min lærer og min tutor er enige om, at jeg klarer mig godt, og det på trods af, at jeg måske kun har været der til 40% af undervisningen, så hårdt arbejde kan godt nogle gange betale sig.
Jeg kan godt se, at når nu staten giver mig støtte til at komme igennem min uddannelse, så vil de også gerne have noget igen, i dette tilfælde i form af et evalueringsmøde. Det reelle evalueringsmøde tog ca 10 min, så havde vi 5 min om min tutors feltprojekt i næste semester der gør, at han ikke fortsætter som totor, hvilket var ret spændende at høre om. Det sidste kvarter var dog en pine at komme igennem.
Det skal lige siges at jeg havde glemt at tage min frokostmedicin, så min ADD gik helt amok, og jeg følte mig mest af alt som et egern på kokain. Jeg var helt elektrisk, og det aller sidste jeg havde lyst til var at sidde stille og diskutere hvordan man kunne optimere min læringsprocess så det kan blive en god oplevelse, især når vi nu allerede tidligere havde slået fast, at jeg lærer bedst gennem hårdt arbejde, og at det faktisk fungerer fint.
Jeg blev lidt i tvivl om hvad mødet EGENTLIG handlede om. Handlede det om, at hun synes det var synd for mig, at jeg arbejder hårdt, og at hun gerne ville lette presset? Eller handler det om et feminiseret bureaukrati, hvor det er hulens vigtig hvordan man føler? Jeg ved godt, at jeg er en 'stakkels' handicappet person, men er jeg for stakkels til at kunne yde en indsats.
Jeg ved, at jeg ikke kan yde det samme som mere normalt fungerende personer, men det er nu engang min filosofi, at hvad man kan yde bør man. Måske er der et gærde et sted der er lavere, men jeg er faktisk stolt af den indsats jeg gør på universitetet, og jeg gør det jo ikke forgæves. Både min lærer og min tutor er enige om, at jeg klarer mig godt, og det på trods af, at jeg måske kun har været der til 40% af undervisningen, så hårdt arbejde kan godt nogle gange betale sig.
lørdag den 7. september 2013
De dovne elever
I et forsøg på at få flere elever ind på erhvervsskolerne, skrev aviserne forleden dag en række artikler om, at selv dovne elever regnede med, at de skulle på gymnasiet og videre på universitetet. Pointen med artiklen var, at man ikke kan klare sig med intelligens alene på gymnasiet, det vil jeg dog påstå, at man godt kan.
Dette indlæg er hverken men ment som en tilskynding til eller frarådning fra at begynde på gymnasiet, det er bare min historie.
Jeg var en af de dovne og umotiverede elever, jeg havde mine årsager, men det ændrer ikke ved, at jeg ikke lavede mine lektier og, at jeg var uopmærksom i timerne. Artiklerne skrev ikke noget om, hvornår man sådan officielt regnes for doven, for jeg går ud fra at der er grader, og på et eller andet tidspunkt overstiger graden af flid graden af dovenskab, og så vil man vel ikke blive betegnet som doven længere, selvom man stadig har tendenser.
Mine 'symptomer' på dovenskab var, at jeg pjækkede ugentligt, jeg lavede ikke lektier, og jeg fulgte ikke med når læreren sagde noget, afleveringer havde jeg dog som regel styr på, om end kvaliteten var meget svingende. Alligevel lykkedes det mig at komme ud af folkeskolen med 8.6 i snit og ud af gymnasiet med 8.4 i snit (begge efter den gamle skala). Dengang troede jeg, at jeg ud over at være doven, også var dum, for udadtil var jeg måske doven, men indvendig kæmpede jeg en hård kamp mod depression og ADD, og hvis jeg kæmpede så hårdt for at få en middelmådig karakter og blive set som doven, så måtte jeg jo i virkeligheden være ekstremt doven og en lille smule dum.
I dag kan jeg se, at jeg havde mine personlige kampe, og det var kun på grund af en rimelig god intelligens at det lykkedes mig at klare skolen ved siden af.
Jeg siger ikke, at alle kan komme igennem gymnasiet på intelligens alene, men det lykkedes for mig, og jeg havde nok klaret mig endnu dårligere på erhvervsskole, så måske det ikke er politikerne der bedst ved hvad de unge egner sig til at læse videre som.
Det andet jeg vil sige er, at man kan ændre sig. Jeg fik ikke tidligere den hjælp jeg havde brug for, så jeg udviklede mæstringsstrategier med min spiseforstyrrelse og selvskade. Det var ikke hensigtsmæssigt, men det hjalp, for det fik mig til at arbejde med mig selv og indse hvad jeg gjorde galt. Senere begyndte jeg at få medicin, og det var noget af det bedste der nogensinde er sket for mig.
Dette indlæg er hverken men ment som en tilskynding til eller frarådning fra at begynde på gymnasiet, det er bare min historie.
Jeg var en af de dovne og umotiverede elever, jeg havde mine årsager, men det ændrer ikke ved, at jeg ikke lavede mine lektier og, at jeg var uopmærksom i timerne. Artiklerne skrev ikke noget om, hvornår man sådan officielt regnes for doven, for jeg går ud fra at der er grader, og på et eller andet tidspunkt overstiger graden af flid graden af dovenskab, og så vil man vel ikke blive betegnet som doven længere, selvom man stadig har tendenser.
Mine 'symptomer' på dovenskab var, at jeg pjækkede ugentligt, jeg lavede ikke lektier, og jeg fulgte ikke med når læreren sagde noget, afleveringer havde jeg dog som regel styr på, om end kvaliteten var meget svingende. Alligevel lykkedes det mig at komme ud af folkeskolen med 8.6 i snit og ud af gymnasiet med 8.4 i snit (begge efter den gamle skala). Dengang troede jeg, at jeg ud over at være doven, også var dum, for udadtil var jeg måske doven, men indvendig kæmpede jeg en hård kamp mod depression og ADD, og hvis jeg kæmpede så hårdt for at få en middelmådig karakter og blive set som doven, så måtte jeg jo i virkeligheden være ekstremt doven og en lille smule dum.
I dag kan jeg se, at jeg havde mine personlige kampe, og det var kun på grund af en rimelig god intelligens at det lykkedes mig at klare skolen ved siden af.
Jeg siger ikke, at alle kan komme igennem gymnasiet på intelligens alene, men det lykkedes for mig, og jeg havde nok klaret mig endnu dårligere på erhvervsskole, så måske det ikke er politikerne der bedst ved hvad de unge egner sig til at læse videre som.
Det andet jeg vil sige er, at man kan ændre sig. Jeg fik ikke tidligere den hjælp jeg havde brug for, så jeg udviklede mæstringsstrategier med min spiseforstyrrelse og selvskade. Det var ikke hensigtsmæssigt, men det hjalp, for det fik mig til at arbejde med mig selv og indse hvad jeg gjorde galt. Senere begyndte jeg at få medicin, og det var noget af det bedste der nogensinde er sket for mig.
fredag den 19. juli 2013
om ADHD
HER er en artikel om Emil fra Lønneberg der i dag ville have modtaget diagnosen ADHD og være erklæret adværdsvanskelig. Diagnostikeren er dog ikke psykiater men læge i blodsygdomme. Jeg har dog engang hørt en psykiater fortælle i et tv-indslag, at Emil IKKE kan have ADHD, for når han bliver lukket inde i skuret, så kan han godt sidde stille i lang tid og koncentrere sig om at snitte træfigurer, det ville en rigtig ADHDer ikke kunne, spørgsmålet er så om alle der modtager diagnosen der reelt har den.
Jeg har engang set en vittighedstegning med en ADHDer der prøver at sove.
Jeg skrev for nyligt et indlæg om at passe ind, men en nat med søvnløshed fik mig til at slette det, ikke fordi jeg fortryder hvad jeg sagde, kun måden jeg sagde det på. Jeg er fortaler for, at man så vidt muligt (med tryk herpå) prøver at passe ind, ikke for at gøre sig selv mindre, men for at gøre samfundet større. Artiklen for mig dog til at tænke på, om jeg mon tager fejl, for måske kan det være let for mig at sige.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv synes, at jeg har haft det forfærdelig hårdt her i livet, og mange af de ting har haft at gøre med ikke at passe ind. Der er forskellige måder hvorpå jeg ikke har passet ind, men med stort set samme resultat.
- Jeg har et handicap der på mange måder gør, at jeg bare ikke passer ind sammen med såkaldt normale mennesker.
- Der var mange punkter hvor jeg indadtil virkelig prøvede på at passe ind, men udadtil lod det sig ikke vise.
- Der var punkter hvor jeg udadtil prøvede at passe ind, men indeni skumlede jeg og blev småbitter.
- Og så var der alle de gange, hvor jeg gjorde en dyd ud af ikke engang at prøve.
Ingen af delene gjorde mig lykkelig. Jeg ved ikke om jeg blev lykkeligere af at tilpasse mig, eller om jeg kunne tilpasse mig fordi jeg blev lykkeligere, men jeg har fået det bedre.
Men jeg startede med at tale om ADHD, og det er nok en af de grupper der har sværest ved at passe ind, og det kan jeg ikke bebrejde dem. Jeg har selv ADD, men selvom det er irriterende, så er det så meget nemmere, for i det mindste kan jeg sidde sådan nogenlunde stille, så selvom mine lærere ikke var synderligt glade for mig, så råbte de i det mindste ikke af mig og skældte mig ud (de overså mig i stedet).
Der bliver snakket så meget om medicinering og den feminiserede skole der ikke kan rumme dem, men hvem snakker om hvordan børnene egentlig har det. For mig var ADD en stor belastning i og med, at det formørkede mine tanker indtil jeg begyndte på ritalin, men det er også en stor gave for mig, for det får aspergerpigen til at komme ud af sine hule og prøve nye, sjove og impulsive ting. Nogle af de største og bedste beslutninger i mit liv er taget på intet grundlag uden de store overvejelser. Hvad med at vi ser børnene med ADHD (og de voksne for den sags skyld) som individer og sige hvad kan de gøre for samfundet i stedet for hvad kan samfundet gøre for dem, for jeg er sikker på at de har masser af spændende ting at byde ind med. I stedet for at sygeliggøre dem, så lad dem tilpasse sig samfundet på den måde som de kan, og på den måde gøre samfundet større og bedre
Jeg har engang set en vittighedstegning med en ADHDer der prøver at sove.
"et får, to får, gris, hest, giraf, Jens Hansen havde en bondegård, ehh margarina".
Jeg skrev for nyligt et indlæg om at passe ind, men en nat med søvnløshed fik mig til at slette det, ikke fordi jeg fortryder hvad jeg sagde, kun måden jeg sagde det på. Jeg er fortaler for, at man så vidt muligt (med tryk herpå) prøver at passe ind, ikke for at gøre sig selv mindre, men for at gøre samfundet større. Artiklen for mig dog til at tænke på, om jeg mon tager fejl, for måske kan det være let for mig at sige.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv synes, at jeg har haft det forfærdelig hårdt her i livet, og mange af de ting har haft at gøre med ikke at passe ind. Der er forskellige måder hvorpå jeg ikke har passet ind, men med stort set samme resultat.
- Jeg har et handicap der på mange måder gør, at jeg bare ikke passer ind sammen med såkaldt normale mennesker.
- Der var mange punkter hvor jeg indadtil virkelig prøvede på at passe ind, men udadtil lod det sig ikke vise.
- Der var punkter hvor jeg udadtil prøvede at passe ind, men indeni skumlede jeg og blev småbitter.
- Og så var der alle de gange, hvor jeg gjorde en dyd ud af ikke engang at prøve.
Ingen af delene gjorde mig lykkelig. Jeg ved ikke om jeg blev lykkeligere af at tilpasse mig, eller om jeg kunne tilpasse mig fordi jeg blev lykkeligere, men jeg har fået det bedre.
Men jeg startede med at tale om ADHD, og det er nok en af de grupper der har sværest ved at passe ind, og det kan jeg ikke bebrejde dem. Jeg har selv ADD, men selvom det er irriterende, så er det så meget nemmere, for i det mindste kan jeg sidde sådan nogenlunde stille, så selvom mine lærere ikke var synderligt glade for mig, så råbte de i det mindste ikke af mig og skældte mig ud (de overså mig i stedet).
Der bliver snakket så meget om medicinering og den feminiserede skole der ikke kan rumme dem, men hvem snakker om hvordan børnene egentlig har det. For mig var ADD en stor belastning i og med, at det formørkede mine tanker indtil jeg begyndte på ritalin, men det er også en stor gave for mig, for det får aspergerpigen til at komme ud af sine hule og prøve nye, sjove og impulsive ting. Nogle af de største og bedste beslutninger i mit liv er taget på intet grundlag uden de store overvejelser. Hvad med at vi ser børnene med ADHD (og de voksne for den sags skyld) som individer og sige hvad kan de gøre for samfundet i stedet for hvad kan samfundet gøre for dem, for jeg er sikker på at de har masser af spændende ting at byde ind med. I stedet for at sygeliggøre dem, så lad dem tilpasse sig samfundet på den måde som de kan, og på den måde gøre samfundet større og bedre
Abonner på:
Opslag (Atom)