Om et dødsfald

Jeg kendte ham ikke så godt, og det er efterhånden også så mange år siden. Jeg husker ham som flink og hjælpsom, jeg husker ham som god til at lave mad. Vi havde ikke valgt hinandens selskab, vi boede bare tilfældigvis på det samme kollegie, hvor vi delte køkken. Vi sås nogle gange til fællesarrangementer og nogle gange stødte vi på hinanden ude i køkkenet. Jeg opsøgte ham aldrig bevidst, men jeg prøvede heller aldrig at undgå ham. For mig var han bare et af de mennesker der i en periode optræder i ens liv og så forsvinder igen. Jeg var glad for at lære ham at kende, men jeg savnede ham ikke som sådan efterfølgende.

For mange har det naturligvis været anderledes. Som sagt var han både flink og hjælpsom, så jeg er sikker på, at mange modtog nyheden om hans sygdom og død med stor sorg. Selv jeg, som dårlig nok kendte ham blev da ked af at høre det. Beskeden fik ikke mit liv til at gå i stå, og jeg har ikke grædt mig selv i søvn, men tankerne og minderne har bestemt påvirket mig.

Som en der står udenfor, har der ikke været meget jeg kunne gøre. Jeg har betalt penge til blomster og til Kræftens Bekæmpelse, jeg sender mine tanker til dem der kendte ham bedre og som vil blive påvirket af savnet og sorgen, men samtidig er jeg også dybt egoistisk. Jeg er dybt taknemmelig for, at det ikke var mig eller dem der står mig nær som blev trukket i dødens lotteri, jeg er glad for, at jeg intet vidste før efter det hele var forbi, jeg er glad for, at jeg kan nøjes med, at være trist i nogle dage og dernæst gå ud og nyde det er ferie.

Jeg ved ikke om det gør mig til et dårligt menneske. Det er ikke sådan, jeg tænker om mig selv. Jeg håber da, at hvis jeg nogensinde bliver bedt om at sidde ved en sygeseng, støtte en pårørende eller bare generelt at kunne hjælpe mine medmennesker, at jeg så vil være opgaven voksen, at jeg vil være i stand til at bringe bare en smule glæde og trøst. Samtidig ved jeg kun alt for godt, at jeg ikke er nogen helgen. Jeg kender ikke alle dem der ville have brug for hjælp, jeg har ikke de økonomiske og følelsesmæssige ressourcer, som det ville kræve, jeg har ikke stædigheden, modet og evnerne, og ofte ville jeg komme til at sige de forkerte ting eller gå i vejen. Jeg er ikke specielt udpeget af Gud, dronningen eller staten til at være de syges frelser. Faktisk er jeg det meste af tiden bare en ret almindelig person, som gerne vil nyde ferien, more mig sammen med Kæresten, familien og vennerne, som gerne vil have sygdom og død på så lang afstand som muligt så længe jeg kan, sådan at jeg vil være klar til når tragedien rammer lidt tættere på.

Jeg ved ikke hvordan det er passende at afslutte dette indlæg. Han skal begraves i weekenden. Jeg vil ikke være der. Som en der faktisk ikke kendte ham ville det være mærkeligt at komme. De blomster jeg var med til at betale vil være der, og mine varme tanker og bedste ønsker vil være med familie og venner og andre der kunne have brug for det. Der ud over er der ikke så meget andet jeg føler mig i stand til at gøre.

Slangende sætninger

Parafrase efter:
Edward Burne-Jones,
The Doom Fulfilled, 1885.

Som I TYDELIGVIS kan se fra billedet, så har jeg været til skriftlig eksamen. 3 dage, 6 sider, 47 fodnoter og en helt forfærdelig mængde hurtige kulhydrater er hvad der skulle til, for at jeg i dag kl. 12 (to timer før tidsfrist) kunne uploade opgaven til universitetets hjemmeside.

Jeg synes selv, at jeg har skrevet en ret god opgave, jeg ved bare ikke helt, og jeg har besvaret det rigtige spørgsmål. Opgavens emne var forståelsen af treenighedslæren ifølge Basilius den Store og C.M. LaCugna, men betød det, at jeg skulle redegøre for selve treenigheden eller for hvorledes man taler om treenigheden. Jeg var ikke den eneste der var i tvivl, men efter at have diskuteret det frem og tilbage med nogle af de andre, så valgte jeg den sidstnævnte forståelse. Nå, men det er for sent at gøre noget ved det nu, og jeg beroliger mig med de ord vi altid siger i latin:

"Så længe du kan argumentere for dit svar, så er det rigtigt."

Hvilket selvfølgelig er en sandhed med modifikationer. Alt jeg kan sige er, at jeg valgte en forståelse af spørgsmålet, som både kan retfærdiggøres ud fra teksterne og fra den gennemgang vi fik til undervisningen, jeg besvarede dette spørgsmål efter bedste evne ud fra de bøger jeg havde til rådighed, og det lykkedes mig endda at have noget der mindede om en rød tråd hele vejen igennem opgaven.

Enhver eksamen kan føles som en kamp med en kæmpemæssig slange, men den egentlige grund til det motiv der pryder dette indlæg er, at jeg var nødt til at sende opgaven til min far, sådan at han kunne rette kommaerne. Ikke alene er jeg ikke selv særlig god til den slags, jeg kan også til tider have en forfærdelig snørklet måde at formulere mig på i mit forsøg på at forklare ting så kort og præcis som muligt. Det blev til sætninger som fx denne:

"Doxologi er lovprisningen af Gud for, hvad han har gjort for os, idet han virker i verden både nu og i al evighed, idet Frelseshistorien består af en række fra begyndelsen fortsat følgende begivenheder, der til stadighed kommer til udtryk i verden og i menneskers liv."

Efter at jeg havde afleveret var jeg træt, og det førte til et eksempel på min helt utrolig nørdede eksamenshumer, som kun en meget lille gruppe mennesker forstå, og som endnu færre finder morsom:

• "It is the 1690th anniversary of the convening of the Council of Nicaea (i 325 e.kr blev der holdt en stor konference for biskopper).
• which met to settle the precise relationship of the Father to the Son, (er det kun Gud Faderen der er guddommelig eller er hele treenigheden, Fader, Søn og Helligånd, guddommelige? Hvis alle tre er guddommelig, på hvilken måde kan Gud så på en gang tre og én?).
•  a debate so heated Santa Klaus punched Arius of Alexandria on the nose. (det kom til håndgemæng mellem sct Nikolaus og Arius).
• In the end Arius was defeated  (Arius' idéer om, at kun Gud Faderen er guddommelig og sønnen og og helligånden er skabte væsner og derfor ikke guddommelige, blev forkastet).
• and the Nicene Creed, still said every Sunday, was produced. (den trosbekendelse vi bruger i kirken om søndagen er den konklussion biskopperne nåede frem til på denne konference).
• It also forbade the auto-castration of the clergy, for which we remain grateful". (der var åbenbart engang en regel om at alle kirkelige, præster diakoner ect, skulle kastreres. Ham der har skrevet joken er præst og derfor ret glad for, at den regel blev fjernet
• Rev. Richard Coles (jokens forfatter, præst og TV personae).

Om Gud og aser

Jeg vil ikke skrive noget om asatroen (troen på de gamle nordiske), for alle skal have lov til at tro på hvad de vil uden at der kommer en næsvis akademikertype og prøver at pille det hele fra hinanden, men jeg vil lige knytte en kommentar til en artikel på religion.dk, "Asatroende: Kristendommen kom brasende og ødelagde det hele!".

”Kristendommen. Den kom brasende lige pludselig. Den kom brasende og ødelagde det hele. Asatroen blev klemt ud i mørket [...]".

Jeg sidder her med min store, tykke og kloge bog om vikingerne, som jeg skal bruge på sommeruni. Om kristendommen ødelagde noget er en deffinitionssag, som jeg vil lade op til den enkelte læser, men jeg stejler lidt over betegnelsen "komme brasende", for det lyder som noget meget pludseligt og voldeligt.

Kristendommens historie i Danmark går sådan ca sådan her.
- I 800-tallet kom skt Ansgar, Nordens apostel til Danmark og Sverige for at missionere.
- I 900-tallet lod konge Harald Blåtand sig efter sigende omvende af munken Poppa og gjorde kristendommen i Danmark officiel, da han rejste Jellinge stenene.

Men det er måske en lidt rigeligt simpel måde at skrive tingene på, for vikingerne var et rejsende folk der på mere eller mindre fredelig vis rejste i det meste af Europa, Nordafrika og Lilleasien, og de kom allerede i tidlige tider i kontakt med jødedom, kristendom og islam. Når man beskæftiger sig med vikingerne er manglen på primære kilder et problem, så vi ved kun hvad andre folkeslag har skrevet om os, og hvad Saxo og de islandske sagaer har skrevet om i 1200-tallet, men der er tegn på at kristendommen allerede tidligt har spillet en rolle.
- I 7-800-tallet tog vikingerne på plyndringstogter til de britiske øer og Irland og plyndrede især kirker og klostre, evt af teologiske klostre, men måske bare fordi det var et nemt og rigt mål. Da vikingerne slog sig mere permanent ned, lader det til at de religiøse gnidninger har været mere begrænsede.
- I 8-900 tallet koloniserede norske vikinger og irske kolonister Island, og de bragte keltiske (og kristne) slaver med sig, og DNA tests viser at det har været 20% af mændene og 60% af kvinderne.
- I 900-tallet bosatte en gruppe (formodentlig) vikinger sig ved Dneiperfloden i det nuværende Ukraine, og de fik tætte bånd til Byzantin og kristendommen der.
- I 980'erne koloniserede islændinge Grønland. Der er ingen spor af hedenske begravelser på grønland, kun kristne.

Om den endelige kristning af vikingerne er jeg ikke kommet til endnu men fortsættelse følger.

Den sødeste hus forbi sælger

Jeg var i Aarhus i går. Jeg havde siddet og skrevet på min aflevering, og pludselig var tiden fløjet fra mig, og jeg måtte kaste min computer og nogle bøger ned i tasken og hurtigt smøre noget make-up i ansigtet. Jeg havde så travlt, at jeg slet ikke havde tid til at spise lidt før jeg tog af sted, og naturligt nok blev jeg lidt brødflov da jeg sad i toget, for nu sad jeg jo stille og kunne tydeligere mærke min krops signaler. På stationen var jeg så inde på 7/11 og købe noget brød, som jeg spiste mens jeg gik hen mod busserne.

På vejen ud af banegården stod der en sælger af "Hus forbi", de hjemløses avis. Jeg var egentlig gået forbi, men så vendte jeg om, for det skulle fandeme være løgn, at jeg skulle gå forbi en hjemløs mens jeg var i fuld gang med at æde et eller andet. Jeg tvivler ikke på, at det er noget folk gør hele tiden, men jeg kunne ikke. Jeg havde lidt besvær med at holde styr på alle mine ting mens jeg rodede i min pung, men jeg havde heldigvis lige penge.

Hus forbi sælgere kommer i mange former og størrelser. Ham her var en af dem der nok er en lille smule tossede, på den der lidt søde måde. Han var måske en lille smule sølle, men han forsøgte ihærdigt at være pæn og høflig og opføre sig med værdighed, men måske var han endda lidt for ihærdig. Imens jeg stod og fumlede med alle mine pakkenelliker, stod vi og småsnakkede lidt. Så sagde han at det da var en ordentlig pung jeg der havde... altså farven, den er meget lyserød. Man kunne ligefrem mærke hvordan han ønskede at trække de ord i sig igen. Tænk sig at nævne kundens pung, kunne det ikke lyde som om han prøvede at lokke mig til at give ham mere, som om han tiggede? Det er sådan jeg forestillede mig at han tænkte, men det var ikke sådan jeg havde det, for min pung er vitterligt meget lyserød.

Han var faktisk meget sød som han stod der og trippede, og jeg blev i helt godt humør og tænkte at det måtte være hvad man kalder en god kundeoplevelse, for det ærgrede mig at der går en måned før det næste nummer kommer på gaden. Jeg overvejer lidt om ham her skal være min faste sælger, for sådan en havde jeg nemlig da jeg i sin tid boede i Aarhus. Når man har en fast sælger, føles det lidt mere som om man engagere sig. I princippet er det sikkert ligegyldigt, men det føles som om man lige kan pudse sin glorie en ekstra gang. Så har man givet 20 kr den måned og man føler sig som en ren helgen, meget mere end hvis man havde doneret et langt større beløb til en anonym konto.

Jeg skal til at vælge hvad jeg skal bruge mine penge på når det gælder velgørenhed, for jeg vil gerne give bare lidt. Før i tiden donerede jeg pengene fra mine pantflasker, det var bare at putte flaskerne ind og trykke på en knap. Det var nemt og hurtigt, og med mit colaforbrug heller ikke noget ubetydeligt beløb. Nu har jeg så skiftet min sædvanlige butik ud, og det gør så, at jeg ikke længere har den mulighed, hvilket betyder, at jeg må gøre en ekstra indsats, for at booste min samvittighed, og så især her i fastetiden.

Om et administrativt helvede

Man siger halvt i spøg halvt i alvor, at det moderne helvede er lutter administration og bureaukrati, i så fald kan de lære en del fra Aarhus Universitet.

I stedet for at tage ud og rejse, vil jeg bruge min sommerferie på at tage et fag på universitetet. Det skal ikke være et fag med den helt vilde studierelevans, om end det godt kan retfærdiggøres, men jeg tænker, at eftersom jeg læser på deltid, så kan jeg godt bruge de næste 10-15 år på teologi, og hvis jeg skal det, så får jeg brug for lidt afveksling for ikke at blive fuldkommen bims. Derfor har jeg valgt at melde mig til et fag om de gamle vikinger, hvor man skal ud og få beskidte negle i den danske muld. Jeg ved ikke før om lang tid om jeg kommer ind, men jeg håber. Hvis jeg skal lave en kobling til teologi, så vil jeg sige, at et hvert lands tro er unikt, og for tro bygger på mentalitet, og mentaliteten skabes af vores fælles historie. Da st Ansgar bragte kristendommen til Danmark var vi stadigvæk vikinger, så det ville faktisk være dumt at tro, at man kan forstå den danske tro uden en hvis forståelse for vikingerne. Hvilket ville være en fin begrundelse, men min begrundelse er bare, at jeg er en nørd, og jeg syntes det kunne være vildt fedt.

På grund af min fine begrundelse, kunne jeg nemt søge om merit og bruge det som et valgfag, men jeg har kun to valgfag til rådighed på min bachelor, og alle de andre fag jeg gerne vil tage, dem må jeg selv betale for, jeg tænker derfor at det ville være smart at bruge valgfagene på de dyre fag, da et fag nemt kan koste over 5000 kr, og så selv betale for dem der koster under 2000 kr.

I går sad jeg så og sloges med min ansøgning. Det hele skulle være så nemt og elektronisk. Elektronisk var det ganske vist, men nemt fandt jeg det ikke. Først kunne jeg slet ikke finde ansøgningsskemaet, det tog mig en halv time, men det lykkedes til sidst. Først skulle jeg tilmelde mig som interesseret i summer school, det gik nemt nok, de ville bare have navn, email og fødselsdag. Så skulle jeg godkende min tilmelding, hvorefter jeg så kunne gå i gang med at ansøge om fag. Til at starte med var det nemt nok, man udfyldte 1-5 felter, godkendte og kom videre til de næste 1-5 felter. Jeg kunne dog ikke blive færdig med min ansøgning, for så ville de pludselig have, at jeg skulle vedhæfte en kopi af min godkendelse om merit, men jeg skulle lige netop IKKE have merit fordi jeg selv vil betale. Jeg kan ikke fortsætte min ansøgning, så en af pædagogerne har på mine vegne skrevet til studievejledningen og bedt om hjælp.

Jeg har skumlet en del over dette problem, og brokket mig til mange mennesker, jeg er dog sikker på at universitetet ikke kan se hvor irriterende det hele er, for gemt et eller andet sted, langt fra øjets rækkevide, er der sikkert en eller anden knap, som jeg selvfølgelig bare skulle have trykket på, så de mener sikkert at det hele bare er min egen fejl *gag*.

Universitetspapirer var dog ikke det eneste jeg sad og rodede med. I dag skal jeg til en forundersøgelse på kæbekirurgisk afdeling og så skulle der udfyldes en masse papirer. De ville selvfølgelig have nogle praktiske oplysninger om praktiserende læge, medicin, allergier mm, men de ville også vide hvad jeg ønsker at ændre ved mit ansigt. Hvad??? Jeg vil gerne opereres fordi min overkæbe og underkæbe ikke passer sammen og det giver spændinger og spændingshovedpine. Vil jeg gøre ansigtet eller næsen smallere eller bredere? Vil jeg have hagen frem? Hvad med læberne? skal kæbebenet være mere markeret? Det er da for pokker ikke en plastickirurg jeg skal til, men der stod at de meget gerne ville have at jeg udfyldte papirerne, så jeg forsøgte efter bedste evne.

Til sidst var jeg så blæst oppe i hovedet, at jeg lagde det hele fra mig, og udskiftede bureaukrati med Tolkien, administratorer med orker og skalpeller med svær og økser.

Elvere og orker

Jeg vedkender mig klart, at jeg er en nørd, men jeg synes selv, at jeg er det på en sød og charmerende, måske endda grænsende til cool måde. Det med cool kan jeg nok droppe alt om nu, for jeg er i gang med en af de mest nørdede bøger der findes, og jeg nyder den. "Silmarillion" hedder den, og er skrevet af Tolkien (ham med "Ringenes Herre"). "Ringenes Herre" er nørdet på den lidt cool måde, især efter at den blev filmatiseret. Det er bøger som vi normalt kender dem. "Silmarillion" er "Ringenes Herre"s religiøse tekster, sagn og myter, om dengang jorden blev skabt, og elvernes og menneskets slægtstavler.

 Hov hov, det er jo den slags jeg beskæftiger mig med til dagligt (Biblen), så tror da pokker at jeg synes at det er spændende. Mange misforstår ordet 'myte', man tænker at det bare er en form for eventyr eller noget der ikke er rigtigt, men det er mere end det. En myte er en udtryksform til hvordan man gør det uhåndgribelige konkret, en form hvori man prøver at (be)gribe det hellige. En myte er fortællinger om dengang naturkrafterne blev til, og fortæller hvorfor tingene er som de er. Hvorfor er der dag og nat? Hvem er det passende, eller mere nøjagtigt ikke passende at gifte sig med? Hvor er gud(erne)? Hvorfor er vi til? Er der nogen mening med det hele? Hvad er rigtigt og forkert, godt og ondt?

Både i Biblen og i "Silmarillion" går jeg dog helt kold i genealogier for både mennesker og elvere forplanter sig i et væk. Jeg kan til min død ikke huske forskel på Fingolfin og Finarfin, Fingol og Finrod, men lur mig om ikke Wikipedia kender svaret, hel ærligt, så venter jeg på at jeg støder på en Fynerfin.

Jeg kom i gang med at læse bogen fordi jeg begyndte at stille spørgsmål til filmene. Jeg burde stille spørgsmål til bøgerne, men jeg har aldrig læst den sidste 1½ bog, og den første 1½ er meget længe siden, 2.g for at være nøjagtig, men så kom der en eksamen, og jeg kom aldrig videre. Er ørnene engle? Hvorfor er der uvilje mellem dværge og elvere? Hvordan ser elvere mennesker? Hvor lang tid tager det en udødelig at nå til kønsår og alder? Føder ophøjede væsner også i smerte? Hvor passer Gandalf ind i alt det her?

Kan du forestille dig hvordan en hun ork ser ud? Ifølge "Silmarillion" har orkerne nemlig kønnet forplantning. Orkerne var oprindeligt elvere der blev tortureret til ondskab, hvilket længe undrede mig, men elverne er i 'virkeligheden' nogle meget sårbare væsener der blandt andet går helt i spåner over at miste, eller der sker store livsændringer. Jo mere ophøjet et væsen er, jo mere forkvaklet og modbydeligt må dets modsætning være. Et menneske kan være en helgen eller en led satan, men fysisk tager vi ikke form deraf. Orker og elvere er af en helt anden kaliber, og derfor kan to så forskellige væsener (i betydningen væremåder) ikke findes i samme kropslig lighed, om end end elver også kan være lidt af et bæst.

Skal jeg vælge etiopisk?

Jeg havde en dum start på dagen i går. Jeg vågnede tidligt, meget tidligt, hvilket irriterede mig grænseløst, men jeg stod alligevel op, spiste morgenmad, og begyndte at skrive på min blog, men så begyndte jeg pludselig at blive træt, hvilket normalt ikke sker. Jeg havde ingen tiltro til, at jeg ville falde i søvn igen, men jeg ville da lige lægge mig og hvile mig lidt. Selvfølgelig faldt jeg i søvn (med alt tøjet på) og selvfølgelig havde jeg slået mit vækkeur fra, så jeg vågnede kl 5 og var fuldkommen omtåget og kunne ikke finde ud af noget som helst., derfor det lidt underlige indlæg jeg skrev i går, jeg slettede nemlig alt hvad jeg skrev og postede en af de tekster som jeg skrev til mit forfatterkursus.

Hele dagen blev lidt noget rod på grund af denne sløve start på morgenen. Men der var også gode ting, min træning gik for eksempel rigtig godt., men det jeg ville snakke om er faktisk min hebraisktime. Min hebraisklærer var virkelig i hopla, og de første ti min fik vi ham til at tale om alt muligt andet end det vi egentlig skulle snakke om. Han snakkede om sit store idol Jens Peter Asmussen, som var professor i iransk filologi på Københavns Universitet og som kunne over 80 sprog, han selv kunne 20 da han var 20, nu har han ikke længere styr på hvor mange han egentlig kan, men nok under 40. Han fortalte om faget semitisk filologi (hebraisk, arabisk, syrisk uggaritisk, ethiopisk...) som er det han selv er, og som vi i teorien har mulighed for at tage en kandidat i efter vores bachelor i teologi.

Det lyder virkelig mega spændende, men jeg må nok erkende, at det nok ikke bliver det, for jeg er ikke særlig god til sprog. Jeg kan dansk og engelsk, lidt hebraisk og lidt fransk (som jeg har glemt igen) og det lykkedes mig hverken at lære græsk eller tysk selvom jeg prøvede, så hvordan skulle jeg så kunne lære alle de sprog som ikke alle er lige nemme, nogle af dem har over 140 bogstaver (bogstaver, ikke skrifttegn) og nogle har ikke mellemrum mellem ordene. Nej, jeg må hellere glemme alt om semitisk filologi, i hvert fald på fuld tid. Jeg har jo tidligere talt om, at jeg ønsker at tage flere fag end min uddannelse egentlig tillader mig, og da jeg i forvejen kommer til at strække min bachelor et godt stykke længere end den normerede tid, så kan jeg lige så godt strække den yderligere, og tage nogle af de valgfag i semitiske sprog som min lærer tilbyder. De bliver normalt tilbudt i efterårssemesteret, og de er ikke det samme fag to år i træk, så hvis jeg synes, kan jeg måske nå at lære en del.

Læg mærke til årstallet 2007

Min lærer talte især varmt om old etiopisk,ge'ez, måske fordi jeg lagde ud med at tale grimt om det, fordi jeg synes, at det har et grimt alfabet. Jeg havde nemlig snuset lidt til det dengang, men gik ikke yderligere op i det, da jeg som nævnt syntes at alfabetet var grimt. Jeg havde en notesbog som jeg havde liggende blandt mine skolebøger der dengang altid stod på min læseblads på teologisk bibliotek. Den brugte jeg som dagbog og til at tage private faglige noter i. Tit når jeg sad sent på universitetet og alle andre var gået hjem, så sneg jeg mig rundt på semitisk bibliotek og snusede og fandt bøger om alle mulige spændende sprog, et af den altså ge'ez.

En af årsagerne til at min lærer talte så varmt om lige netop ge'ez og til at jeg begynder at varme op over for det er, at, som han fortalte, der er en enorm skal af kilder til den tidlige kristendom og jødedom, som aldrig nogensinde er blevet oversat og de står altså på ge'ez. Vidste du, at meget af den tidlige kristendom faktisk forekom i det nordlige Afrika? Det gjorde det. Tænk bare på Skt Augustin af Hippo der lå i det nuværende Algeriet. Det var det fordi det var en del af det romerske imperium. Så blev romerriget splittet i to, og nordafrika kom til at høre under Byzantin (vist mest efter de hik tilkæmpet sig det igen, i hvert fald Hippo var erobret af vandaler). Siden tabte de kristne til muslimerne.

Da jeg kom hjem fra uni var jeg så træt, at jeg slet ikke kunne holde ud at sidde sammen med de andre og se tv. Deres snak gjorde fysisk ondt på mig, så jeg satte mig op til tvet ovenpå og gik i en form for trance indtil aftensmad, hvor jeg havde en vildt fed diskussion med en pædagog om sprogets abstraktioner.

Om min gode ven DSB

Ak ja, det er jo altid en fornøjelse at tage sine pakke nelliker og sætte sig ind i et DSB tog, læne sig tilbage med en god bog, og lade dem om at fragte dig sikkert fra punkt A til punkt B.

Jeg kom sædvanligt for tidligt til toget, da jeg ikke kunne finde ud af at fordrive tiden derhjemme. Jeg spiste min frokost tidligt, fordi mine hænder rystede som espeløv, så jeg ikke engang kunne holde på en blyant. Jeg huggede maden i mig, og til min store ærgrelse kommenterede pædagogen jeg spiste med, at det var godt nok hurtigt. Der er ikke noget som en god, lille, uskyldig kommentar, der kan få en til at føle sig fed og grådig. Så gik jeg op i min lejlighed hvor alt var pakket inklusiv min computer, og selvom der var en time til at mit tog gik, så tog jeg tasken på ryggen og drog af sted. Først satte jeg mig og læste på en bænk på banegården i min egen lille by, men det var en kold fornøjelse, så det næste tog mod Aarhus, det sprang jeg på.

I Aarhus, skulle jeg så have 45 min til at gå. Først købte jeg mig en Pepsi max og en smoothie med appelsin og mango, noget klægt stads som jeg kun fik drukket, fordi tiden nærmede sig min eftermiddagsmad, og jeg orkede ikke at være henvist til DSBs salgsvogn, som desuden ikke tager MasterCard, og jeg gad ikke gå på jagt efter kontanter (det viste sig siden, at der slet ikke var en salgsvogn med mit tog, så hvor klamt smoothien end smagte, så var jeg egentlig glad for at have drukket den). Derpå satte jeg mig i DSBs ventesal, hvor nogle teenagere var travlt optaget af at proppe mønter i det lille modeltog og se det kære rundt i en lille meget idyllisk landsby. Hvis I nogensinde kommer forbi Aarhus, så er den egentlig værd at se, eller hvis ikke man er til modeltog, så er det værd at iagttage børnenes benovede ansigter, det er bestemt to kr værd. Hvis man kigger nøje på den lille landsby, vil man se, at der på et af tårnene er et billede af Skt Kristoffer, den katolske helgen for vejfarene.

Skt Kristoffer var af statur en stor mand. Han ønskede at tjene den største herre, så først tjente han en stor konge, men da denne en dag blev bange for Satan, skiftede han side. En dag da han og Satan kom ridende ned af en vej, kom de forbi et landevejskors, og Satan red i en stor bue uden om. 'Hvem er det, siden du rider i en stor bue udenom? Er du da ikke den største herre?' spurgte Kristoffer. ' Jeg er stor, men ham der er større, det er Jesus Kristus,' svarede Satan. 'Så er det ham jeg vil følge'. Kristoffer red længe rundt i verden for at finde Jesus Kristus, men da han ikke fandt ham, slog han sig ned ved et vadested, hvor han med sine bare ben og med en stav i hånden fragtede folk over. En dag kom der et meget lille barn til Kristoffers vadested. Dengang gik man vist ikke så meget op i hvad forældrene måtte tænke, så Kristoffer tog barnet på skuldrende og begyndte at gå, men barnet blev tungere og tungere indtil Kristoffer næsten ikke kunne klare mere. På den anden side af vandet afslørede barnet, at han var Jesus Kristus, og at Kristoffer herved havde båret hele verden på sine skuldre, moralen værende, at den der ydmygt tjener menneskene, tjener Kristus.

Da kl tilnærmelsesvis nærmede sig et tidspunkt hvor jeg uden at virke alt for idiotisk kunne stille mig ned og vente på toget, tog jeg mine ting og konsulterede skærmene. Jeg skulle ud i den fjerne ende af perronen, der hvor der ikke længere er tag over, hvilket gjorde mig lidt nervøs, for vejret havde ikke just vist sig fra sin bedste side i løbet af morgenen, men vejret viste sig at være skønt, og jeg stod og lappede sol i mig. Jeg kunne have stået der længe, men på grund af det sene afrejsetidspunkt, kunne jeg ikke få min middagslur, så jeg var træt  og trængte egentlig mest bare til at sætte mig ned og lade DSB tage styringen, så jeg var taknemmelig, da toget endelig kørte ind på perronen. Men vent, det var jo slet ikke det sædvanlige IC-3 tog, men et ME 1524 dobbeltdækkertog (og nej, jeg kunne ikke navnet, jeg var nødt til at slå det op).

Før jeg satte mig ind var jeg lige nødt til at spørge om det der, og følte mig nødsaget til at pege på det eneste tog i nærheden, om det nu også var toget til København. Manden bag ved mig spurgte også om det der, pege, nu også var toget mod København, og manden efter ham spurgte også, selvom vi ikke kunne have undgået at høre hinandens svar. Personligt synes jeg at vi mennesker er nogle helt fantastiske væsner, og jeg tager hatten af for DSB damens tålmodighed, tank at hun ikke én gang for alle fik lyst til at tage gevaldigt pis på os.

Ændringen med toget havde ikke gjort mig så meget, havde ME-togene ikke været så helt usandsynligt upraktiske. Der var så godt som ingen plads til bagage i hvad der med rette må kaldes hattehylden, for det er da det eneste der var plads til deroppe. Jeg var jo heldigvis kommet tidligt, så jeg kunne kapre en af de få pladser mellem stolene, men andre var mindre heldige og måtte sidde med deres bagage mellem benene. Og da jeg senere skulle på toilettet, måtte jeg klemme mig ind i et rum kun en anelse større end mit kosteskab derhjemme, og det er altså ikke ret stort.

På vej tilbage på min plads, lagde jeg mærke til alle de interessante bøger folk sad og læste i, og det gik op for mig, at alle de mennesker det ville være interessant at snakke med sidder i stillekupéen, hvilket dette var. I bøger, på film, og i min mosters fortællinger, får folk sig altid en god snak med yderst interessante mennesker, men det er altså aldrig rigtig sket for mig, og da jeg havde levet med håbet længe nok, og var blevet skuffet tilstrækkeligt af larmende og alt andet end interessante mennesker, så gav jeg op og begyndte at bestille plads i stillekupéen, og straks bliver jeg mødt af den ene potentielt interessante person efter den anden, og uden mulighed for at falde i snak med dem. Spørgsmålet er så om jeg selv er en potentielt interessant person, eller om jeg er et af de larmende individer, som disse mennesker prøver at flygte fra.

Når jeg så endelig er begyndt at sidde i stillekupé, så vil jeg egentlig gerne have fred, men lidt efter vejle tog min nabo sin mobiltelefon frem og begyndte højlydt at snakke i den. Jeg mistænkte ham lidt for at snyde og bare tale med sig selv, for mage til meningsløs samtale skal man lede længe efter.

Men på trods af visse irritationsmomenter kom jeg da til Odense i ét stykke, og håber at kunne få en fredelig weekend, så jeg er klar til skolen igen på mandag.

To billeder, en boggave og andre ting fra en stille søndag

Jeg er stresset, så der er så mange ting jeg BURDE have gjort her i weekenden. Jeg burde have ryddet op og gjort rent, anmeldt en bog og læst en anden og måske også skrevet et brev eller nogle skriveøvelser, men det fik jeg ikke gjort. Det stresser mig endnu mere, at jeg ikke fik gjort nogle af alle de ting. Det stresser mig at mit skrivebord er rodet, det er forvirrende og ser ikke spor godt ud, og det stresser mig, at det i morgen er to uger siden jeg sidt skrev en boganmeldelse. Jeg skammer mig over, at jeg i den grad har ligget på den lade side. Hvad i alverden har jeg dog fået de sidste to uger til at gå med?

Okay, jeg har besøgt 4 mennesker som jeg har savnet, og jeg har løbet mig til en mindre skade. Det må vel også tælle for noget. Men hvad fik jeg så min søndag til at gå med, når jeg ikke fik gjort de ting som jeg burde have lavet?

Efter at have løbet med et lår der gjorde ondt, har jeg nu fået en hofte der gør endnu mere ondt, så jeg tænkte, at det måske ville være godt med lidt styrketræning. Normalt hader jeg styrketræning, men lige nettop i går, fik jeg pulsen godt op under opvarmningen, så det var lige til at holde ud at side ved maskinerne og se dum ud.

Da jeg kom hjem, burde jeg være taget i kirke, for jeg ville jo egentlig vildt gerne, men jeg trænger til at komme til skrifte, og jeg skammer mig over at komme i kirke når jeg ikke kan modtage kommunionen (nadveren), og om søndagen er der for travlt til, at jeg lige synes jeg kan tillade mig at skrive til præsten og spørge om jeg kan komme til skrifte før messen (gudstjenesten). Det er jordens lammeste undskyldning, jeg ved det godt, desværre er det bare alt for meget den virkelighed jeg lever i, frygten for en skam der i svingende grad er indbildt.

I stedet satte jeg mig ind i vores aktivitetsrum og malede. Engang malede jeg ustandseligt, men så flyttede jeg og havde ikke længere et godt sted at sidde, så flyttede jeg igen, men nu har jeg så meget andet at se til, men en gang imellem, så tager jeg lige formiddagen fri, og sætter mig ned med mine tuber og pensler, og i løbet af en 2-3 timer, kan jeg producere to små Mumi-billeder (den med skyen er fra en tidligere ombæring). Jeg fik idéen til mine Mumi-billeder, da en veninde bestilte billeder hos mig, og da vi kender hinanden fra nettet, hvor hun kendte mig som Mumi, så skulle det naturligvis være Mumi-billeder, og hun fik skyen og dette. Det er godt at komme i gang med at male igen. Det er jo noget jeg er relativt god til, så jeg får ros, og jeg kan godt lide at få ros. Nogle gange fremtvinger jeg rosen, ved at slæbe pædagogerne med ind og se billederne, men så tæller det ikke helt så meget, som hvis de roste mig af egen fri vilje. Det hjælper dog at jeg selv viser dem frem, for de kan ikke huske det ene fyrtårn fra det andet, så når de ser det nye, tror de, at det er det gamle, og så tror de at de har rost der.

Jeg fik også siddet og hyggesnakket med C. Vi har haft en periode, hvor først hun havde det rigtig skidt, og så tog jeg til Odense, så vi havde meget syrlighed der havde hobet sig op. Vi synes selv, at vi er meget morsomme, når vi er sådan, men jeg er ikke sikker på, at alle her på stedet er enige. Da jeg sad der i sofaen og hyggede med C, kom min lille aspergerveninde/søster, Beks, genert hen til mig. Hun er så genert, at hun er svær at få i tale, så jeg har fundet et lille trick med at lægge små postkort til hende. Hun er meget taknemmelig for denne gestus, og det er hendes forældre vist også, for hun kom og gav mig en bog, som jeg har talt med hendes far om.

Den danske forfatter, Johannes Jørgensen, er blevet verdenskendt for sin helgenbiografi om Frans af Assisi, men mindre kendt er den om MIN yndlingshelgen, Katarina af Siena. Jeg prøvede at læse den som teenager, men jeg gik kold i dens beskrivelser af italiensk middelalderpolitik (historisk et af de sværeste emner). Nu er jeg ældre, og jeg har forgæves forsøgt at få fat i den på biblioteket, men nu har jeg altså mit eget eksemplar.

Jeg er ikke god til at modtage gaver, der går altid lidt tid før jeg opdager hvor glad jeg bliver, derfor viser jeg ikke den rette taknemmelighed. Hun burde have fået et kæmpe knus, men jeg sad i sofaen, og hun stod bag mig, desuden var jeg fuldstændig paf, men så må jeg bare skrive et postkort.

Om at være skinhellig

Jeg har fået en invitation til et være med til at starte en religiøs klub, og jeg vil helt vildt gerne, men hvordan skal jeg kunne sige ja, når jeg i den grad er så uværdig? Jeg render rundt og opfører mig så pænt det meste af tiden, men det hænder at jeg pludselig ikke er så pæn alligevel. Jeg ved ikke hvor slemme mine synder reelt er, men de føles slemme, og jeg føler, at jeg ville bringe skam over klubben hvis jeg sagde ja. Jeg kunne så nemt som ingenting spille hellig mens jeg var sammen med de andre, jeg kunne sige mine bønner og ydmygt slå blikket ned, men hvad ville det være værd, når jeg alligevel bagefter ville tage bussen hjem til mit gamle liv?

Jeg hørte engang en præst fortælle, at hvis man ville være hellig, skulle man starte med at opføre sig helligt, så ville det hellige lige så stille blive en del af ens liv. Og det lyder selvfølgelig meget godt, men hvad med overgangsfasen? Hvad med den periode, hvor man var skinhellig, hvor man kan sole sig i andres beundring, fordi man sidder der og ser så from ud? Hvad så med alle de grimme tanker der stadig findes inde i en? hvor mange grimme tanker må man have, før man går fra hellig til skinhellig?

Men tilbage til klubben. Jeg overvejer, om ikke den ville have en sund indflydelse på mig, men hvad så hvis jeg samtidig ville have en negativ indflydelse på dem? Jeg tror ikke, at jeg kunne leve med mig selv, vidende om at jeg havde saboteret en from ung mand eller kvinde, og jeg kender nogle af de andre der er med og de virker så fine, som små porcelænsfigurer, og jeg bliver nervøs og fjumrende, for hvad nu hvis jeg slår dem itu.

Måske skal jeg slet ikke være så nervøs. Min tro siger mig jo, at det gode i sidste ende vil sejre over det onde, så deres gode indflydelse vil være stærkere end min dårlige, og så dårlig er min dårlige indflydelse vel heller ikke, de andre unge mennesker overlevede i hvert fald at være sammen med mig i Paris. Måske er det som sædvanligt mit hoved der gør problemet større end det reelt er, men alligevel føler jeg, at jeg må gå til bekendelse over for ham der inviterede mig, og forklare hvorfor jeg ikke fortjener at være med.

Om at være en egoist

Jeg er en egoist, og sådan er det bare. Måske især som katolik, ville jeg ønske, at jeg kunne gøre gode gerninger for gerningens skyld, men lige gyldigt hvor hårdt jeg prøver, så ønsker jeg altid, at den jeg gør noget godt for, vil kunne lide mig på grund af min gerning. Jeg forventer ikke, at de giver mig noget igen, men jeg forventer at de bliver glade, og deres glæde giver mig en lykkerus. Samtidig forventer jeg, at deres glæde giver mig plus point i skt Peters sorte bog. Der står i Mattæus evangeliet kapitel 6 vers 19-21

Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.

Jeg forstår meget vel det med ikke at samle skatte på jorden, og jeg forsøger da, om ikke altid lige helhjertet, at overholde det, men hvad med skattende i Himlen? Kan de ikke også være super egoistiske? Jeg kan ikke lade være med at se på mine medmennesker og prøve at konkurrere i hvem der gør flest gode gerninger. Det er ikke en væddemål jeg taler højt om, og der er heller ikke nødvendigvis et jeg vinder. Jeg siger til mig selv, at det er godt, for det holder mig på tæerne, men det er selvbedrag, og det er ren og skær egoisme, for jeg ser jo gerne, at jeg er et bedre menneske end alle mulige andre.

Hvis man samler sig skatte på jorden, kan man blive omvendt og bruge dem til at gøre meget godt. Men hvad hvis man har forsøgt at samle sig skatte i Himlen bare for at have dem? Får man dem så ikke fordi intentionerne var forkerte? Eller kan man gøre noget godt og dele ud af dem til dem der af forskellige årsager ikke har kunnet gøre sø meget godt?

Skatte i Himlen drejer sig ikke kun om gode gerninger, det handler også om bøn, men selv min bøn er egoistisk. Jeg beder for en venindes helbred, for hvis hun fik det bedre, så ville hun have mere overskud til mig. Jeg beder også helhjertet for hende, fordi hun er min sjælesøster, og derfor en forlængelse af mig selv, så at bede for hende og for mig selv, er en og samme ting. Jeg beder for mig selv, om at jeg kan blive et bedre menneske, så flere mennesker kan lide mig. Og jeg beder for alle mulige gode ting, så at jeg er sikker på, at Gud ved, at lige netop JEG er et godt menneske. Men egoismen gør min bøn halvhjertet, og når bønnen er halvhjertet, så tørrer den ud. Det er frygteligt at føle, hvordan evnen til at bede langsomt løber ud mellem fingrende på mig, for bøn belønner hjernen med en masse dejlig dopamin, og jeg kan godt lide belønninger.

Jeg ville gerne være et godt menneske for Guds skyld, men jeg er det mest for min egen, det er min egen og ikke verdens frelse jeg tænker mest på.

Jeg snakkede lidt med en pædagog om det i går, og psykologien siger jo, at sådan er det bare, at egoisme er en god ting. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg tænker om den sag. På den ene side beroliger det mig, for det betyder, at jeg ikke er et dårligere menneske end alle mulige andre, men samtidig tror jeg på helgener, og jeg tror på, at visse mennesker faktisk er i stand til at sætte sig ud over deres egen egoisme. Jeg tror på, at mennesket kan være i stand til at gøre ægte gode gerninger, også selvom jeg ikke selv er i stand til det.

Dette er et af de længere indlæg, og det er det nok fordi, jeg på en eller anden måde ønsker at retfærdiggøre mig selv. Jeg ønsker at give det indtryk, at jeg bare er ydmyg, at det virkelig ikke står så galt til, men jeg skammer mig egentlig ikke over min egoisme, ligesom jeg ikke skammer mig over min depression, selvskade og autisme. Det er alt sammen ting som Gud har givet mig, og det er min opgave, at skabe et liv omkring lige netop de ting på en måde som er god, eller i det mindste så god som muligt. Egoisme er noget som kan arbejdes med, så jeg ved hvornår jeg skal holde på min ret og hvornår jeg skal give fra mig. Nogle gange gør man det rigtige, andre gange ikke, men så er det godt, at man har skriftemålet, så man kan få visket tavlen ren.

Til Paris

Ferie 7-13 juli 2012

Til mine kære læsere.

Nu går turen til Paris. Nu går turen væk fra alt det, som jeg har haft så svært ved at håndtere. Nu går turen mod eventyret, og jeg ryster i bukserne af skræk. Jeg elsker at læse om eventyrere der tager ud i den store vide verden for at opleve store og fantastiske ting. Jeg elsker at drømme mig med dem, fantasere om bare at forlade alt og tage af sted, grave efter skatte, redde nødstedte, og udfylde de hvide områder på kortet. Men nu hvor jeg nærmer mig en højt civiliseret og nøje planlagt tur til et sted ikke alt for meget anderledes end hvad jeg er vant til, så må jeg se i øjnene, at jeg bare ikke er den store eventyrer.

I gårs aftes kunne jeg ikke sove, og jeg skulle hele tiden lige tjekke togtider og mødetider og sted, bare lige én gang til, bare lige for at være sikker, og så lagde jeg mig tilbage i seng, hvor jeg var ved at få et panisk anfald, fordi jeg var sikker på, at jeg ville miste min bagage.

De store opdagelsesrejsende fik måske stjålet deres bagage af en bære der var træt af at blive behandlet som et dyr, nej værre endnu, som en neger, men de risikerede ikke at stå i en lufthavn og glo på et bagagebånd køre rundt og rundt, og mistænke flyselskabet for at have sendt alle ens kjoler til Istanbul. Okay, måske er der også grænser for hvor mange kjoler Stanley havde med, da han skulle finde Livingstone, men han havde ståltråd og billige perler, og det er måske lige fimset nok. Han undskyldte sig med, at det var for at bestikke lokalbefolkningen, men lur mig om det ikke var for at kunne trække sin lille forkærlighed for skindende perlekæder fra i skat :-P

Store helgener har derimod, lidt mere som mig draget på pilgrimsfærd til europæiske storbyer, men der er ikke meget helgen over mig, når jeg skumler over, at mine kjole lige nøjagtigt ikke er lange nok, og jeg derfor måtte ud og investere i underskørter for at kunne dække knæene på ærbødig vis. Nogle dage griber jeg mig selv i at tænke at det ville være SÅ meget lettere, hvis vi ikke skulle ind og se alle de kirker, ikke nogen smuk katolsk tanke. Men selvom jeg tænker sådan nu, så håber jeg alligevel på, at dette vil blive en åndelig saltvandsindsprøjtning for mig. Jeg regner ihhe med at komme hjem som en helgen, dertil er jeg alt for lunken, men jeg håber på at komme hjem som et mere fuldt og helt menneske med værdier og mod på livet. Jeg håber på at kunne være den person jeg jeg sådan ville ønske jeg var, med større balance mellem det jordlige og det åndelige.

Jeg drager altså til Paris, og det betyder, at jeg vil være væk den næste uges tid, men fortvivl ikke, jeg vender tilbage for fuld styrke aller senest i uge 29. Så god ferie alle sammen, og nyd en kold dansk sommer.

Min præst er en superhelt

Jeg var til tilbedelse i går i min kirke.

Av for katten, det er et provokerende ord. Straks kommer man til at tænke på mennesker der hulker af glæde mens de vifter med armene og med skinger stemme råber "I love you Jesus/Elvis/Jusin Bieber". Straks kommer man til at tænke på TV prædikanter der i Jesu navn påkalder Jesus over dig og helbreder dig for den nette sum af 500 doller. Men i virkeligheden er tilbedelse noget ganske smukt og simpelt.

Tilbedelse er en erkendelse af Guds storhed, at han blev menneske og blev korsfæstet og døde for vores synders skyld. Ægte tilbedelse kan kun være tilbedelsen af Gud (og nej, dette inkluderer ikke Michael Jackson). Tilbedelsen kan tage mange former, men den slags jeg var til i går var den stille fordybende slags, hvor man i 30 minutter sidder foran Jesus og fordyber sig.

Præsten kom ind i et messehagel i noget tykt gyldent stof, der fik ham til at ligne en superhelt. Vi katolikker mener at brødet og vinen ER Jesu Kristi legeme og blod og i et lille pengeskab bag ved eller ved siden af alteret ligger opbevares hans hellige legeme. Ud af skabet tog præsten et lille stykke af Jesus og placerede det i en monstrans (en gylden tingest til at udstille Jesu legeme i). Menigheden knæle og så stod den ellers på tilbedelse, stille bøn, meditation eller hvad man nu godt kan lide at kalde det.

Jeg var der på grund af min veninde Måne der skal indlægges på anoreksiklinikken i dag. Det bliver godt at hun endelig får noget hjælp, men det bliver også hårdt, for hun er meget syg. Der er ikke meget jeg som person kan gøre for hende, for hun er langt væk (geografisk, ikke mentalt), så jeg kan ikke bare lige komme forbi og holde om hende og sige at alt bliver okay igen en skønne dag. Hvad jeg dog kan gøre er at opofre mine bønner for hende.

Så derfor sad jeg altså der i kirken en tirsdag aften og foldede hænderne i en bøn der ikke ville komme til mig. Der er ingen der siger at det skal være let at bede, men det ville nu være rart hvis det var.

Det fortælles om sankt Benedikt (grundlæggeren af det vestlige munketraditionen i Europa) at han en gang kom ridende på sin hest da han kom forbi en bonde til fods.
- Det var da en grumme fin hest du har dig der, hvad er du siden du kan tillade dig at ride rundt så højt til vejrs så du ikke søler dine klæder til?
- Jeg er munk.
- Hvad laver en munk siden du kan tillade dig at ride rundt så højt til vejrs så du ikke søler dine klæder til?
- Vi beder.
- Jeg kan da også bede, men ser du måske mig sidde på sådan en fin hest?
- Ved du hvad, hvis du kan bede fader vor til ende uden af blive afbrudt, så kan du få hesten.
- Ikke ringe.
Bonden lukkede øjnene og foldede hænderne.
- Fader vor, du som er i himlen, hellige vorde dit navn...
Bonden åbnede øjnene og så på sankt Benedikt.
- Får jeg også sadlen med?

Det er svært at bede, men det gør ikke noget. Tricket er at bevare fatningen selv når man kommer til at tænke på andre ting. Selv fik jeg øje på en vimpel der bevægede sig i vinden, og jeg blev fuldstændigt hypnotiseret af den, og det var egentlig hvad jeg fik de 30 min til at gå med.

Tilbedelsen sluttede af med en sang på latin, og selvom mange tror det, så er latin sjældent brugt i vore moderne tider, hvilket lidt er en skam, for det er sådan et smukt sprog. Præstens stemme fyldte hele kirken, og det slog næsten benene væk under mig, for jeg har haft mange rigtigt gode præster i tidens løb, men en præst der kan synge, det hører til sjældenhederne

Den efterfølgende messe blev indledt med en sang og her er et vers til dig, Måne:

Vær du mig nær! Nu aften sænker sig,
snart mørket råder, vær du nær hos mig!
Når andres hjælp og trøst er intet værd,
du, hjælpeløses hjælp, vær du mig nær!
(nr 564 i den gamle røde)

Under messen kom konsekrationen hvor Gud gennem præsten forvandler brødet og vinen til Kristi legeme og blod, se det er langt mere imponerende end hvilken som helst superhelt.

Jeg var fristet til at modtage kommunionen (nadveren) selvom jeg har syndet siden mit sidste skriftemål (ikke noget super alvorligt, bare en helt masse småting), jeg ville så gerne 100% blive en del af denne min nye menighed, men det ville have været en større synd end alt småtteriet til sammen, så det var godt at jeg kom til fornuft.

Om selvmord (ikke mig)

Lige børn leger bedst, og jeg færdes da også glædeligt i en gruppe af spiseforstyrrede piger. Det er ikke sådan en af de grupper man hører om i medierne fra tid til anden, hvor tynde pigebørn opfordrer hinanden til at spise mindre og mindre. Vi er bare en gruppe af piger der har fundet et fristed, hvor vi kan være os selv, og hvor vi kan tale frit om de emner der er for ulækre eller underlige til at snakke med raske veninder om.

I går fik vi så at vide, at en af de nye piger havde begået selvmord. Jeg kendte hende ikke rigtigt, ved ikke andet om hende end at hun for nyligt blev indlagt med en kampvægt på 37 kg (172 cm). Alligevel påvirker det mig, man bliver på en eller anden måde konfronteret med sin egen dødelighed.

Jeg bliver ked af det, men nok mere på mine egne veje end på hendes. Jeg tænker på at det lige så godt kunne have været en af mine veninder, for spiseforstyrrede har en forøget risiko for selvmord (egentlig er det en glædeligt at vi ikke har oplevet det tidligere i gruppen).

Når jeg ikke ved hvad ellers jeg lige skal gøre, så beder jeg, og jeg ved ikke hvilke konstruktive ting jeg ellers kan foretage mig nu, så jeg beder for Gonnabeperfect og hendes veninder.

Her vil jeg så fortælle jer om en af mine yndlingshelgener, Katarina af Siena. Hyn er kendt for sine visioner om at få paven tilbage til Rom (i middelalderen var paven i en lang årerække bosat i Frankrig, men det er en længere historie, jeg måske kan komme ind på en anden gang). Hendes skrifter om spiritualitet er nok nogle af de mest betydningsfulde i den katolske Kirkes historie, men det er ikke derfor jeg vælger at skrive om hende i dag.

Katarina var nemlig spiseforstyrret. Hun spiste ingenting ud over det brød hun fik i kirken. Hendes stakkels moder var ude af sig selv af fortvivlelse, og hendes skriftefader (den præst hun betroede sine synder og som gav hende råd og vejledning) var også bekymret.

Født i midten af det 14. århundrede var der ikke den samme overflod af mad, som vi har i dag. Sult og tyndhed var noget der hørte de fattige til, og det var bestemt ikke et ideal man så op til. En ung pige der sultede sig var derfor i risikogruppen for at blive anklaget for at være en heks, især hvis man som Katarina samtidig kom med provokerende teologiske udsagn. Hendes skriftefader anbefalede hende derfor at spise, men efterfølgende at stikke en selleristav i halsen for at kunne kaste det hele op igen.

Katarina døde i 1380 kun 33 år gammel (rockstjerner dør når de er 27 helgener dør når de er 33, for det var i den alder Jesus menes at være da han døde).

Jeg fortæller denne historie specielt til alle jer der lider af en spiseforstyrrelse, for nogle gange er det som om den fylder hele jeres liv, men i er så meget mere end den.

Åndelig lekture

Jeg sidder og læser Teresa af Avila.

Skt Teresa var, kort fortalt, en spansk karmelitternonne fra det 1500 århundrede som modtog åbenbaringer fra Gud, reformerede karmelitterordenen så den blev strengere og mere regelret, og så skrev hun nogle fantastiske tekster. Hun er et af beviserne på, at den katolske kirke ikke, som mange går og tror, er en institution af gamle mænd for gamle mænd, den er faktisk fyldt med girl power.

Bogen er møg svær, men bestemt ikke kedelig, og alligevel går det kun meget langsomt frem, for hver gang jeg sætter mig til at læse i den, bliver jeg så uendeligt trist, så jeg hurtigt må lægge den fra mig igen.

Men hov, er det ikke meningen, at åndelig læsning skulle henstille en i en tilstand af ophøjet ro og lyserøde skyer? det er muligvis korrekt, hvis man er i en frikirke, men nu er jeg altså katolik, og vi har et sadistisk gen og kan godt lide at plage os selv.

Ha, så har fordommene ret, katolikker svælger i synd og fortabelse. Tja, det kan der måske være noget om, men vi gør det jo fordi, vi hele tiden er nødt til at forbedre os og prøve at blive bedre mennesker. Hvis vi hele tiden læste om at vi er gode mennesker, og at alt vi gør er rigtigt, hvori ligger så motivationsfaktoren til at forbedre os. Mennesket har et stort potentiale for godhed, det gælder bare om at finde det frem.

Men er I ikke bare ude på at skræmme børnene? Du har ret min lille fiktive samtalepartner (i tilfælde af at en psykiater læser med, så er det en samtale partner jeg hverken kan høre eller se, så lad være med at ringe til den lukkede). Alt for mange katolske børn er vokset op med fire and brimstone, og alt for mange katolske unge forlader derfor Kirken, og jeg bebrejder dem ikke. Men der er tale om dårlig katekese (undervisning) ikke dårlig teologi.

Teresa af Avila er desuden ikke for børnene. Hun kom fra en meget boglig familie, på trods af at det kun er 100 år efter bogtrykkens opfindelse, men skolegang var der ikke alt for meget af, så hun har ikke lært hvordan man sætter en tekst op, hvilket får teksten til at virke rodet, og det gammeldags sprog gør det ikke lettere.

Jeg havde det meste af en dag at fordrive inden jeg skulle i kirke. Et eller andet sted vidste jeg nok, at jeg ikke ville komme af sted, men jeg håbede. Jeg lagde mig på min sofa og læste, men efter en 5-10 sider blev jeg så uendeligt trist, lå bare på sofaen, lammet.

Jeg læste om Teresas kaldelse til klosterlivet (den måde man finder ud af om man skal gå i kloster eller gifte sig eller hvad man skal). Der var ikke noget usædvanligt ved den, men det fik mig til at tænke på den gang jeg var nyudsprunget katolik, og mit højeste ønske var at blive nonne. Jeg er med tiden blevet mere realistisk, jeg ved jo godt, at jeg er syg, men følelsen sidder stadig i mig. Den sidder sådan, at jeg bliver trist ved at læse om det, og når jeg en sjælden gang ser en nonne, så får jeg hjertebanken, hvilket var lidt et problem da jeg var i Rom.

Jeg har ikke opgivet bogen, men jeg må affinde mig med at det tager lidt tid at blive færdig. I stedet er jeg gået gang med en anden om end katolsk så knap så åndelig bog,"Growing up catholic". Den er til gengæld morsom, og dens beskrivelser af messen, skriftemålet og alle de andre katolske ting, får mig til at længes efter næste søndag, hvor jeg har en chance til.

Messe i aften?

Jeg er heldig, at jeg bor lige ved siden af en katolsk kirke med mulighed for at gå til messe hver dag, men selvom jeg har boet her i to år, så er det ikke meget jeg får benyttet mig af muligheden. Det er lidt underligt, for jeg vil virkelig gerne.

Jeg ved ikke hvad det er der holder mig tilbage, men jeg kan simpelthen ikke. Jeg dagdrømmer om hvor fantastisk det vil være, men når tiden nærmer sig for, at jeg skal af sted, så får jeg hjertebanken og uro, og så kommer jeg ikke af sted.

Som så mange gange før, har jeg besluttet mig for, at i dag skal det være. Men det er faktisk ikke i dag det handler om, i dag er en øvedag, den dag jeg virkelig gerne vil til messe er på fredag, der er det nemlig festdagen for min yndlingssalige, Niels Steensen.

Niels Steensen levede 1638-1686 men selvom det er meget længe siden, så er han en af de personer i Kirkens historie der er mest relevant i dag, det er i hvert fald min ydmyge mening.

Niels Steensen var dansker, videnskabs mand og biskop. Han var en af grundlæggerne af den form for videnskab som vi kender i dag, altså den, hvor man fysisk går ind og undersøger de ting man vil lære noget om i stedet for at bruge biblen og sin logiske sans (man tænkte anderledes den gang, så selvom nogle af de ting de den gang kom frem til virker ulogiske i dag, så var det den gang meget anerkendt). På trods af sin store kærlighed til videnskab, eller netop på grund af den, så voksede hans kærlighed til Gud og han fandt den Katolske Kirke. For ham var videnskaben ikke en hindring for troen, heller ikke når den så ud til at modbevise Biblens ord. På grund af sin tro blev han landsforvist fra Danmark hvor det var ulovligt at være katolik, og han kom kun hjem på visit en enkelt gang hvis jeg husker rigtigt.

Jeg ved ikke, om jeg kommer i kirke i aften, og jeg ved slet ikke, om jeg kommer i kirke på fredag, hvor jeg bliver nødt til at gå i Aarhus, hvor kirken ikke er særlig autist venlig, men jeg vil lade mig inspirere af Niels Steensens ord:
Pulchra sunt, quae videntur
(skønt er det, vi ser)
pulchriora quae sciuntur
(skønnere det, vi forstår)
longe pulcherrima quae ignorantur
(men langt det skønneste er det, vor forstand ikke kan rumme)