Jeg har overanstrengt min hånd. For nogle uger siden havde vi en opsumeringsgang om Pauli syn på Loven. En af mine svagheder som studerende er, at jeg har meget svært ved at danne mig et overblik, og derfor fortaber mig i detaljerne. Dette var altså et overblik over Loven leveret til mig på et sølvfad, så jeg måtte tage mange noter.
Jeg sad helt foroverbøjet med næsen kun ganske få cm over papiret. Jeg knugede så hårdt om blyanten, at mine knoer blev hvide, og hvis nogle af de andre studerende havde haft overskud til at se over på mig, så ville de sikkert have set min tungespids stikke lidt ud af mundvigen. Jeg kunne godt mærke at det gjorde ondt i min hånd, men der var ikke så meget at gøre ved det, for jeg var i krig, mig imod papiret, pennen mægtigere end sværdet. Til sidst måtte jeg dog kaste blyanten fra mig med et lille piv, for det føltes som om noget havde sat sig forkert inde i hånden.
Jeg gik hjem og masserede den og så bekymret på den, men over de næste undervisningsgange, blev det ikke bedre. Til sidste gav jeg efter for presset fra min egen krop og begyndte at lave lektier og tage noter på computeren. Jeg har altid lavet lektier og taget noter på præcis samme måde, dels af vane, dels af stædighed, men nu var jeg tvunget til at tænke nyt (indsæt utilfreds emotikon). Denne nytænkning endte dog med at blive ret meget ligesom den gamle, bare på computer i stedet for i hånden, så meget for mine innovative evner, og så alligevel ikke, for lige så stille begyndte små ændringer at tage form. Det har ikke stået på længe nok til, at jeg ved om det er for det værre eller bedre, men det er i hvert fald et forsøg værd, eller rettere så har jeg ikke rigtig noget valg, for min hånd gør stadig ondt.
Viser opslag med etiketten skade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skade. Vis alle opslag
onsdag den 26. november 2014
onsdag den 9. juli 2014
Min gang er helt forkert
Jeg har haft to uger i smertehelvede, men nu begynder det at gå bedre. Nede hos min nye fysioterapeut arbejder vi en del med styrkeøvelser for, at smerterne forhåbentlig, 7-9-13, ikke kommer igen, men vi ser også på den måde jeg går på, hvilket viser sig at være helt forkert. Jeg går pænt men jeg går forkert. Jeg går sådan som man nu engang går når man går i stramme jeans, med knæene indad. Når jeg går inde i byen kan jeg se dusinvis af piger (i stramme jeans) der går på præcis samme måde.
Nå. men jeg er i hvert fald blevet givet en masse øvelser for at vende mine knæ lidt mere udad. For at være ærlig så føles det noget kejtet. Jeg føler mig hjulbenet og ucharmerende, men når jeg så i spejlet, min fysioterapeut har et kæmpe stort spejl, så så det ret godt ud. Mine lår, i stedet for at virke store og blævrende, så faste og muskuløse ud, hvilket i stor stil motiverer mig til rent faktisk at få lavet mine øvelser. Det motiverer mig langt mere end tanken om et liv uden smerter, hvilket nu også er godt. Jeg tror vist jeg skal arbejde lidt på mine prioriteringer her i livet
En af de øvelser min fysioterapeut prøvede at give mig var squats, men mine ben er muskuløse de forkerte steder til, at jeg overhovedet kunne holde balancen. Jeg så ind i spejlet, og det jeg så var meget ynkeligt. Næste øvelse kræver en trappe, hvilket er fint, da jeg bor på 1 sal. Desværre er det en udvendig trappe, og tanken om, at folk kom forbi og så mig stavre op og ned af trappen i sneglefart, er lidt overvældende, så kl 5 stod jeg klar derude og lavede mine øvelser, og heldigvis for mig var der ikke en sjæl der kom forbi.
Vil disse ting så rent faktisk hjælpe på mine smerter? Jeg ved det ikke, men jeg håber, for efter et år med næsten konstant at have ondt, så føler jeg mig godt slidt. Jeg trænger så meget til bare at smide mig i en sofa med en bog, til at sove uden sovepiller, til at gå på café uden at måtte bryde op i utide, til at tage høje hæle på til særlige lejligheder, og mest af alt trænger jeg bare til ikke at have ondt.
Nå. men jeg er i hvert fald blevet givet en masse øvelser for at vende mine knæ lidt mere udad. For at være ærlig så føles det noget kejtet. Jeg føler mig hjulbenet og ucharmerende, men når jeg så i spejlet, min fysioterapeut har et kæmpe stort spejl, så så det ret godt ud. Mine lår, i stedet for at virke store og blævrende, så faste og muskuløse ud, hvilket i stor stil motiverer mig til rent faktisk at få lavet mine øvelser. Det motiverer mig langt mere end tanken om et liv uden smerter, hvilket nu også er godt. Jeg tror vist jeg skal arbejde lidt på mine prioriteringer her i livet
En af de øvelser min fysioterapeut prøvede at give mig var squats, men mine ben er muskuløse de forkerte steder til, at jeg overhovedet kunne holde balancen. Jeg så ind i spejlet, og det jeg så var meget ynkeligt. Næste øvelse kræver en trappe, hvilket er fint, da jeg bor på 1 sal. Desværre er det en udvendig trappe, og tanken om, at folk kom forbi og så mig stavre op og ned af trappen i sneglefart, er lidt overvældende, så kl 5 stod jeg klar derude og lavede mine øvelser, og heldigvis for mig var der ikke en sjæl der kom forbi.
Vil disse ting så rent faktisk hjælpe på mine smerter? Jeg ved det ikke, men jeg håber, for efter et år med næsten konstant at have ondt, så føler jeg mig godt slidt. Jeg trænger så meget til bare at smide mig i en sofa med en bog, til at sove uden sovepiller, til at gå på café uden at måtte bryde op i utide, til at tage høje hæle på til særlige lejligheder, og mest af alt trænger jeg bare til ikke at have ondt.
fredag den 27. juni 2014
Jeg er i medierne
Der er en artikel om mig i Region Midtjyllands blad Magasinet HER s 8.
Der var problemer med at udgivelsen blev forsinket, så jeg heller ikke kunne få nogle da jeg i begyndelsen af måneden var nede ved min læge. Overbærende satte jeg mig så til at vendte på posten, for det var egentlig meningen, at jeg skulle få tilsendt nogle eksemplarer af bladet, men det skete ikke.
I går havde jeg voldsomme smerter i hoften, og grædende fik jeg i telefonen min kontaktperson til at ringe til min læge for at snakke om smertestillende. Jeg kunne ikke ringe til lægen selv for pga smerterne havde jeg næsten ikke sovet hele natten og min hjerne ville slet ikke samarbejde med mig. Lægen gav mig en akuttid, men jeg var så træt, at min kontaktperson blev nødt til at komme i bil og hente mig. Ifølge bestemmelserne er de ellers ikke ansat til at være mine chauffører, men min kontaktperson vurderede, at dette galt som 'særlige omstændigheder'. Jeg var hende meget taknemmelig.
Nede ved lægen lå bladet så, så jeg tog et par stykker med i tasken. Lægen kiggede på hoften for at være sikker på at det, som jeg sagde, bare var muskulære smerter, hvilket det selvfølgelig bare var, og så skrev hun en recept på nogle lidt stærkere smertestillende, og så blev jeg kørt hjem.
De smertestillende virkede overhovedet ikke nær så godt som jeg havde håbet. Hvad der derimod hjalp var et ekstra lag tøj og en sovepille
Der var problemer med at udgivelsen blev forsinket, så jeg heller ikke kunne få nogle da jeg i begyndelsen af måneden var nede ved min læge. Overbærende satte jeg mig så til at vendte på posten, for det var egentlig meningen, at jeg skulle få tilsendt nogle eksemplarer af bladet, men det skete ikke.
I går havde jeg voldsomme smerter i hoften, og grædende fik jeg i telefonen min kontaktperson til at ringe til min læge for at snakke om smertestillende. Jeg kunne ikke ringe til lægen selv for pga smerterne havde jeg næsten ikke sovet hele natten og min hjerne ville slet ikke samarbejde med mig. Lægen gav mig en akuttid, men jeg var så træt, at min kontaktperson blev nødt til at komme i bil og hente mig. Ifølge bestemmelserne er de ellers ikke ansat til at være mine chauffører, men min kontaktperson vurderede, at dette galt som 'særlige omstændigheder'. Jeg var hende meget taknemmelig.
Nede ved lægen lå bladet så, så jeg tog et par stykker med i tasken. Lægen kiggede på hoften for at være sikker på at det, som jeg sagde, bare var muskulære smerter, hvilket det selvfølgelig bare var, og så skrev hun en recept på nogle lidt stærkere smertestillende, og så blev jeg kørt hjem.
De smertestillende virkede overhovedet ikke nær så godt som jeg havde håbet. Hvad der derimod hjalp var et ekstra lag tøj og en sovepille
tirsdag den 24. juni 2014
For satan hvor har jeg ondt
Jeg var ude og cykle i går, hvor jeg kørte op ad bakke i modvind. Efterfølgende fik jeg helt enormt ondt i hoften. jeg kunne ikke sidde på en stol, jeg kunne ikke sidde på gulvet, jeg kunne heller ikke ligge ned, hverken på min seng eller på gulvet. Grædefærdig skrev jeg til min fysioterapeut og fik en tid om eftermiddagen. Det hjalp lidt, men ikke helt nok, dog var det jeg var mest fortvivlet over tanken om at jeg måske ikke kan 'tåle' at cykle, for jeg vil dø af skam hvis jeg bliver nødt til at købe en af de der elektriske.
Da jeg kom hjem måtte jeg så sætte cyklen ind i skuret, hvorefter jeg kunne bruge de næste tre timer på at gå rundt i en smertetåge, hvor jeg kun til nøds kunne læse. Som psykisk syg lyder parolen, at man meget hellere vil have en fysisk skavank, for det kan ses, enten med det blotte øje, en prøve eller et røntgenfoto. Well min skade kan ikke ses, og den er bestemt ikke meget morsommere at have end noget psykisk. Som deprimeret havde jeg trods alt den trøst, at jeg kunne lægge mig ind i sengen under dynen, men det kan jeg ikke nu, jeg har simpelthen for ondt.
Nogle mennesker drømmer om at tilbringe deres sommerferie på et varmt sted, gerne med en strand og måske nogle palmer. Den drøm har jeg ikke. Jeg drømmer om, at jeg en dag, bare en enkelt dag, kan tilbringe dagen i sengen med en bog. Det var noget jeg tit gjorde 'i gamle dage', men jeg har ikke kunnet gøre det det sidste år.
Da jeg kom hjem måtte jeg så sætte cyklen ind i skuret, hvorefter jeg kunne bruge de næste tre timer på at gå rundt i en smertetåge, hvor jeg kun til nøds kunne læse. Som psykisk syg lyder parolen, at man meget hellere vil have en fysisk skavank, for det kan ses, enten med det blotte øje, en prøve eller et røntgenfoto. Well min skade kan ikke ses, og den er bestemt ikke meget morsommere at have end noget psykisk. Som deprimeret havde jeg trods alt den trøst, at jeg kunne lægge mig ind i sengen under dynen, men det kan jeg ikke nu, jeg har simpelthen for ondt.
Nogle mennesker drømmer om at tilbringe deres sommerferie på et varmt sted, gerne med en strand og måske nogle palmer. Den drøm har jeg ikke. Jeg drømmer om, at jeg en dag, bare en enkelt dag, kan tilbringe dagen i sengen med en bog. Det var noget jeg tit gjorde 'i gamle dage', men jeg har ikke kunnet gøre det det sidste år.
torsdag den 19. juni 2014
Eksaminer uden mig
I går begyndte latineksaminerne, men det blev altså uden mig, for som i nok har læst, så har jeg holdt pause fra universitetet siden påske pga stres og pga af min hofte der nu, for 11. måned i træk, generer mig. Det var helt klart den rigtige beslutning at tage, men jeg sidder også lidt tilbage med en dum følelse indeni. Generelt er det skønt at have ferie, jeg kan læse præcis hvad det passer mig, når det passer mig, hvor det passer mig og hvor længe det passer mig, inden for de rammer en dårlig hofte giver mulighed for, men jeg gør alt dette alene.
Hver dag kommer mine kontaktpersoner forbi, og de er rigtig søde og vi har det hyggeligt, men en pædagog er ikke det samme som en veninde eller en studiekammerat. Nogle gange har jeg været inde på universitetet. Jeg var bla derinde i går fordi en af mine veninder skulle op til latin, og det var rigtig hyggeligt, men jeg var meget bevidst om, at jeg stod udenfor gruppen, for jeg havde ikke del i alt det her hurlumhej der hedder eksamen. Jeg tror ikke som sådan, at min lettere dovne tilstedeværelse var generende for nogen, men alle sad med hver deres bog eller computer fordybet i latin, og jeg sad bare lige så stille og ventede, men selvfølgelig havde jeg lyst til at snakke, hold da helt op hvor havde jeg lyst til at snakke, for det er først når man er sammen med folk igen, at man helt kan mærke hvor ensom man egentlig er. Jeg havde altså lyst til at snakke, men jeg holdt mig så vidt muligt i skindet, for jeg ville ikke gøre mig selv upopulær, folk prøvede jo at koncentrere sig om latin.
Der var dog også en anden ting der gjorde det hele lidt svært, hvilket var min selvfølelse. Hvem er jeg når jeg ikke studerer? Er jeg noget værd når jeg ikke studerer? Uden mine studier er jeg førtidspensionist, glad for bøger og a-menneske, hvilket da er fint nok, men så er det altså heller ikke mere fantastisk. Især i disse dage generer rollen som førtidspensionist mig. Grunden hertil vil for mange måske især mænd virke lidt tåbelig. Jeg har en t-shirt som jeg egentlig ret godt kan lide. Den er stor, lysegrå og har billeder af nogle fjer på brystet. Sammen med et par jeans ser den lækker ud, men sammen med de lysegrå jogginbukser jeg render rundt i herhjemme, så ligner jeg et spøgelse på overførselsindkomst. Jeg ser ned af mig selv og min selvtillid drænes fuldstændig *SUK*
Hver dag kommer mine kontaktpersoner forbi, og de er rigtig søde og vi har det hyggeligt, men en pædagog er ikke det samme som en veninde eller en studiekammerat. Nogle gange har jeg været inde på universitetet. Jeg var bla derinde i går fordi en af mine veninder skulle op til latin, og det var rigtig hyggeligt, men jeg var meget bevidst om, at jeg stod udenfor gruppen, for jeg havde ikke del i alt det her hurlumhej der hedder eksamen. Jeg tror ikke som sådan, at min lettere dovne tilstedeværelse var generende for nogen, men alle sad med hver deres bog eller computer fordybet i latin, og jeg sad bare lige så stille og ventede, men selvfølgelig havde jeg lyst til at snakke, hold da helt op hvor havde jeg lyst til at snakke, for det er først når man er sammen med folk igen, at man helt kan mærke hvor ensom man egentlig er. Jeg havde altså lyst til at snakke, men jeg holdt mig så vidt muligt i skindet, for jeg ville ikke gøre mig selv upopulær, folk prøvede jo at koncentrere sig om latin.
Der var dog også en anden ting der gjorde det hele lidt svært, hvilket var min selvfølelse. Hvem er jeg når jeg ikke studerer? Er jeg noget værd når jeg ikke studerer? Uden mine studier er jeg førtidspensionist, glad for bøger og a-menneske, hvilket da er fint nok, men så er det altså heller ikke mere fantastisk. Især i disse dage generer rollen som førtidspensionist mig. Grunden hertil vil for mange måske især mænd virke lidt tåbelig. Jeg har en t-shirt som jeg egentlig ret godt kan lide. Den er stor, lysegrå og har billeder af nogle fjer på brystet. Sammen med et par jeans ser den lækker ud, men sammen med de lysegrå jogginbukser jeg render rundt i herhjemme, så ligner jeg et spøgelse på overførselsindkomst. Jeg ser ned af mig selv og min selvtillid drænes fuldstændig *SUK*
onsdag den 4. juni 2014
Jeanstræning
Jeg har nu i mange mange måneder haft problemer med hoften, hvilket har gjort, at jeg hovedsageligt har trasket rundt i dejligt løse joggingbukser eller pyjamasbukser. Når jeg så en gang imellem har skullet noget, er jeg hoppet i noget mere præsentabelt, men så snart jeg var hjemme, gik jeg direkte ud på badeværelset og smed disse stramme bukser på gulvet og trak, med et lettelsens suk joggingbukserne på.
Det er ikke engang fordi mine jeans er så exceptionelt stramme, det er bare helt almindelige jeans, men mine lår har været vant til at blævre frit, mine knæ har uden problemer drejet sig i den retning de ønskede, hele min bevægelse har været præget af frihed. Det lyder selvfølgelig alt sammen meget rart, men det ser altså ikke så voldsomt smart ud når man tager ned til byen eller på universitetet, så nu er jeg gået i træning. Jeg er simpelthen gået i træning med at bære jeans. Det vil sige, at jeg nogle gange tager dem på selvom jeg ikke skal noget, andet end bare at sidde herhjemme. Nogle gange begynder det hurtigt at gøre ondt, mens andre gange går der et par timer. En enkelt gang havde jeg dem på en hel dag.
Jeg husker stadig det første par smarte jeans jeg købte. Det var i 2.g, og før var alt jeg havde gået i praktiske cowboybukser. På mine uvante ben var de så stramme, at jeg fik blå mærker på hofteknoglerne, men det var en sød smerte, for disse bukser fik mig til at føle, at jeg passede ind i resten af klassen. Nu om dage er de stramme jeans så blevet endnu strammere, for stramme, så stramme, at unge piger i dag slet ikke har nogle lår, de har bare et hun, hvilket giver en spiseforstyrret som mig kæmpe lårneuroser.
Generelt synes jeg, at jeg i dag har en flot krop, men jeg altså lår der støder sammen og blævrer lidt når jeg går. Det er sådan, at jeg kan få friktionssår på inderlårene når jeg går, og det er sådan, at når jeg er i svømmehallen og har været i bad og mine lår stadig er en smule fugtige, så risikerer jeg at de sidder fast når jeg går. Pludselig står jeg der, splitterravende nøgen, og kan hverken komme frem eller tilbage. Hvis jeg er alene eller der kun er ældre damer, så går det ikke så meget hvis man lige laver et lille ucharmerende spjæt med benene, men hvis der er andre unge kvinder, så prøver jeg at gøre det lidt mere diskret, men i mit forsøg på at gøre det mere diskret, så føles det som om det bliver endnu mere uelegant.
Jeg kunne selvfølgelig prøve at tabe mig et par kilo, men jeg har prøvet at veje 20 kg mindre end jeg gør nu, og mine lår stødte STADIGVÆK sammen.
Det er ikke engang fordi mine jeans er så exceptionelt stramme, det er bare helt almindelige jeans, men mine lår har været vant til at blævre frit, mine knæ har uden problemer drejet sig i den retning de ønskede, hele min bevægelse har været præget af frihed. Det lyder selvfølgelig alt sammen meget rart, men det ser altså ikke så voldsomt smart ud når man tager ned til byen eller på universitetet, så nu er jeg gået i træning. Jeg er simpelthen gået i træning med at bære jeans. Det vil sige, at jeg nogle gange tager dem på selvom jeg ikke skal noget, andet end bare at sidde herhjemme. Nogle gange begynder det hurtigt at gøre ondt, mens andre gange går der et par timer. En enkelt gang havde jeg dem på en hel dag.
Jeg husker stadig det første par smarte jeans jeg købte. Det var i 2.g, og før var alt jeg havde gået i praktiske cowboybukser. På mine uvante ben var de så stramme, at jeg fik blå mærker på hofteknoglerne, men det var en sød smerte, for disse bukser fik mig til at føle, at jeg passede ind i resten af klassen. Nu om dage er de stramme jeans så blevet endnu strammere, for stramme, så stramme, at unge piger i dag slet ikke har nogle lår, de har bare et hun, hvilket giver en spiseforstyrret som mig kæmpe lårneuroser.
Generelt synes jeg, at jeg i dag har en flot krop, men jeg altså lår der støder sammen og blævrer lidt når jeg går. Det er sådan, at jeg kan få friktionssår på inderlårene når jeg går, og det er sådan, at når jeg er i svømmehallen og har været i bad og mine lår stadig er en smule fugtige, så risikerer jeg at de sidder fast når jeg går. Pludselig står jeg der, splitterravende nøgen, og kan hverken komme frem eller tilbage. Hvis jeg er alene eller der kun er ældre damer, så går det ikke så meget hvis man lige laver et lille ucharmerende spjæt med benene, men hvis der er andre unge kvinder, så prøver jeg at gøre det lidt mere diskret, men i mit forsøg på at gøre det mere diskret, så føles det som om det bliver endnu mere uelegant.
Jeg kunne selvfølgelig prøve at tabe mig et par kilo, men jeg har prøvet at veje 20 kg mindre end jeg gør nu, og mine lår stødte STADIGVÆK sammen.
torsdag den 8. maj 2014
Pipfugle
Jeg har ret ondt i hoften for tiden, så jeg sover dårligt, hvilket ironisk nok gør, at jeg er så svimmel af træthed, at jeg ikke kan lave mine øvelser, fordi jeg da skal stå og flagre på et ben. Jeg er så træt, at jeg er helt ynkelig. Jeg får ikke foretaget mig en skid, jeg sidder bare på min flade røv, hvilket får det til at gøre endnu mere ondt.
De morgener, hvor jeg ikke er nede og træne, prøver jeg at gå en tur. Om morgenen er det tidspunkt på dagen, hvor jeg stadig bare har en lille smule energi. Der ligger en lille skov ikke så langt fra hvor jeg bor, og den er virkelig meget lille. den tur jeg går varer ca 45 min og det er ikke let at forlænge den meget. Nå, men 45 min gåtur er sikkert også ganske passende.
Vi hvor jeg ikke længere behøves gå og spekulere på latinske verber og Augustins tidsbegreb, så fordriver jeg tiden med at kigge på fugle. Der er ikke nogen store filosofiske eller videnskabelige overvejelser bag mit fuglekiggeri. Jeg ser på dem 1) fordi der er rigeligt af dem, 2) fordi jeg er vokset op med en mor der så på fugle.
Når man skal se på fugle skal man have en fuglebog. Alle jeg spurgte sagde, at det var bedst med en med tegninger frem for en med fotografier. Jeg købte alligevel en med fotografier, "fordi billederne var så nuttede". Der var en grund til, at de alle sammen sagde, at tegninger var bedst. Jeg sidder og ser på det ene brune fjerklædte kræ efter det andet, og de ligner alle sammen hinanden. Hold kæft hvor er jeg dårlig til at shoppe.
Så kommer vi til fugle stemmer. Da jeg var barn og hørte gøgen kukke, så forestillede jeg mig altid, at det var dette nærmest mytologiske væsen, som en slags dansk fugl Fønix, og det gik først meget sent op for mig, at den bare var kedelig og brun, og jeg blev enormt skuffet, men sådan kan det vel til godt føles når man bliver voksen. Ud over gøgen kan jeg ikke genkende mange fuglefløjt, mest af alt fordi rigtig mange af dem, når jeg kommer brasende gennem underskoven, ikke længere synger, når jeg kommer tæt nok på til at se hvad det er for et kræ. Hvis man så er heldig at se fuglen og høre stemmen samtidig, så skal jeg hjem og se om jeg så kan genkende beskrivelsen i bogen, hvilket jeg næsten med sikkerhed ikke kan. Tit kommer jeg frem til den meget faglige kategorisering "dumt brunt/gråt kræ".
De morgener, hvor jeg ikke er nede og træne, prøver jeg at gå en tur. Om morgenen er det tidspunkt på dagen, hvor jeg stadig bare har en lille smule energi. Der ligger en lille skov ikke så langt fra hvor jeg bor, og den er virkelig meget lille. den tur jeg går varer ca 45 min og det er ikke let at forlænge den meget. Nå, men 45 min gåtur er sikkert også ganske passende.
Vi hvor jeg ikke længere behøves gå og spekulere på latinske verber og Augustins tidsbegreb, så fordriver jeg tiden med at kigge på fugle. Der er ikke nogen store filosofiske eller videnskabelige overvejelser bag mit fuglekiggeri. Jeg ser på dem 1) fordi der er rigeligt af dem, 2) fordi jeg er vokset op med en mor der så på fugle.
Når man skal se på fugle skal man have en fuglebog. Alle jeg spurgte sagde, at det var bedst med en med tegninger frem for en med fotografier. Jeg købte alligevel en med fotografier, "fordi billederne var så nuttede". Der var en grund til, at de alle sammen sagde, at tegninger var bedst. Jeg sidder og ser på det ene brune fjerklædte kræ efter det andet, og de ligner alle sammen hinanden. Hold kæft hvor er jeg dårlig til at shoppe.
Så kommer vi til fugle stemmer. Da jeg var barn og hørte gøgen kukke, så forestillede jeg mig altid, at det var dette nærmest mytologiske væsen, som en slags dansk fugl Fønix, og det gik først meget sent op for mig, at den bare var kedelig og brun, og jeg blev enormt skuffet, men sådan kan det vel til godt føles når man bliver voksen. Ud over gøgen kan jeg ikke genkende mange fuglefløjt, mest af alt fordi rigtig mange af dem, når jeg kommer brasende gennem underskoven, ikke længere synger, når jeg kommer tæt nok på til at se hvad det er for et kræ. Hvis man så er heldig at se fuglen og høre stemmen samtidig, så skal jeg hjem og se om jeg så kan genkende beskrivelsen i bogen, hvilket jeg næsten med sikkerhed ikke kan. Tit kommer jeg frem til den meget faglige kategorisering "dumt brunt/gråt kræ".
tirsdag den 8. april 2014
Smerte og koncentration
Det gør ondt i min hofte, men det er ikke sådan en altoverdøvende smerte, det er mere en konstant nappen i balden, hvilket gør det enormt svært at koncentrere sig om noget som helst. Forestil dig, at du skulle lave dine lektier, samtidig med at der var en der hele tiden prikkede dig på skulderen.Jeg har ikke rigtigt fået lavet noget i løbet af den sidste uge. Min lærer er som sædvanlig meget forstående, men jeg er smertefuldt bevidst om de store huller jeg har i pensum.
På fredag går vi på påskeferie, og efter ferien er der 2½ uge tilbage til læseferien, og så kommer eksamenen. Som landet ligger nu, ligger jeg ikke til at dumpe, men jeg ligger heller ikke til nogen imponerende karakter, og det ville ikke være noget problem, for jeg ville have over en måned til at læse op på det, bortset fra at jeg har smerter i hoften og jeg er bange for at de bliver ved og forhindrer mig i at læse op til eksamenen.
Panikken begynder at sætte ind. Det er ikke sådan rigtig slemt, men nok til at det knuger i brystet og jeg har en lille smule kvalme. Det burde være en motivationsfaktor, der gjorde, at jeg satte mig ned og kom i gang, bortset fra, at der den sidste uge har siddet en and og nappet mig i numsen, og den driver mig til vanvid
På fredag går vi på påskeferie, og efter ferien er der 2½ uge tilbage til læseferien, og så kommer eksamenen. Som landet ligger nu, ligger jeg ikke til at dumpe, men jeg ligger heller ikke til nogen imponerende karakter, og det ville ikke være noget problem, for jeg ville have over en måned til at læse op på det, bortset fra at jeg har smerter i hoften og jeg er bange for at de bliver ved og forhindrer mig i at læse op til eksamenen.
Panikken begynder at sætte ind. Det er ikke sådan rigtig slemt, men nok til at det knuger i brystet og jeg har en lille smule kvalme. Det burde være en motivationsfaktor, der gjorde, at jeg satte mig ned og kom i gang, bortset fra, at der den sidste uge har siddet en and og nappet mig i numsen, og den driver mig til vanvid
søndag den 6. april 2014
Smerter i hoften
Jeg har igennem lang tid døjet med smerter i hoften. Det var egentlig blevet bedre, men pludselig kom de tilbage. Måske var det de nye sko jeg købte, måske har jeg fået træk, det er ikke til at vide, men i hvert fald gør det aller helvedes ondt, så jeg må endnu engang gribe til lommerne og betale for en fysioterapeut. Det bliver en dyr omgang. Jeg kunne godt vælge at gå et billigere sted hen, men tag nu i torsdags. Jeg skulle lave et stræk, og så pludselig begyndte det at gøre meget voldsomt ondt. Det viste sig at det var mine æggestokke der havde sat sig i klemme, så de skulle lige sættes på plads igen. Jeg ved ikke hvordan i har det, men hvis nogen på regelmæssig basis skal rode rundt nede i mit underliv, så vil jeg gerne have en jeg stoler rigtig meget på.
I går havde jeg nogle ærinder nede i byen. Jeg bryder mig meget lidt om at shoppe, men især hader jeg at shoppe på tidspunkter hvor der er mange mennesker nede i byen, så jeg tog en tidlig bus. Når man kommer ned til byen før kl 10 en lørdag morgen er der ikke mange steder man kan søge ly for regnen, ud over cafeer og Salling.Jeg valgte Salling, og når jeg nu var der, kunne jeg jo lige købe mig et par uldne underbukser, lårlange. Aldrig har jeg ejet mere usexet undertøj, men hvis det hjælper så er det vel det værd, og jeg behøves vel ikke at tage dem på hvis jeg skal på date, med mindre vi skal på restaurant og får et bord ved døren.
Den egentlige grund til at jeg har købt dem er, at jeg skal på en arkæologisk udgravning på torsdag, og jeg har en fornemmelse af at det godt kan blive en kølig affære. Jeg kunne sikkert godt melde fra med henvisning til smerter, men jeg har et meget stort behov lige nu for at komme ud og lave noget der ikke er latin, også selvom jeg faktisk ikke får lavet helt så meget latin som jeg burde, for de tegninger jeg skrev om forleden dag optager rigtig meget af mim tid. Sådan er det hver gang jeg får en ny hobby.
I går havde jeg nogle ærinder nede i byen. Jeg bryder mig meget lidt om at shoppe, men især hader jeg at shoppe på tidspunkter hvor der er mange mennesker nede i byen, så jeg tog en tidlig bus. Når man kommer ned til byen før kl 10 en lørdag morgen er der ikke mange steder man kan søge ly for regnen, ud over cafeer og Salling.Jeg valgte Salling, og når jeg nu var der, kunne jeg jo lige købe mig et par uldne underbukser, lårlange. Aldrig har jeg ejet mere usexet undertøj, men hvis det hjælper så er det vel det værd, og jeg behøves vel ikke at tage dem på hvis jeg skal på date, med mindre vi skal på restaurant og får et bord ved døren.
Den egentlige grund til at jeg har købt dem er, at jeg skal på en arkæologisk udgravning på torsdag, og jeg har en fornemmelse af at det godt kan blive en kølig affære. Jeg kunne sikkert godt melde fra med henvisning til smerter, men jeg har et meget stort behov lige nu for at komme ud og lave noget der ikke er latin, også selvom jeg faktisk ikke får lavet helt så meget latin som jeg burde, for de tegninger jeg skrev om forleden dag optager rigtig meget af mim tid. Sådan er det hver gang jeg får en ny hobby.
tirsdag den 29. oktober 2013
Gummi Tarzan
Jeg laver nu mine styrkeøvelser, og det hjælper ret godt, jeg var endda med til en dobbelttime i latin i går, hvor jeg plejer at gå hjem i pausen. Egentlig havde jeg lidt tænkt mig at tage tidligt hjem selvom smerterne ikke var der, for de varslede storm, og jeg havde ikke spor lyst til at blive fanget i Aarhus, hvis nu togene blev aflyst. Jeg kom dog til lige før pausen at sige, at jeg godt kunne tage den næste sætning, og så var jeg jo nødt til at blive, for at det ikke skulle se ud som om jeg stak af. Det endte med, at jeg ikke fik sætningen alligevel, men så var det i det mindste ikke min skyld.
torsdag den 24. oktober 2013
Med små bevægelser
Først en lille update om min veninde. Jeg tog over og besøgte hende.
Hun er i live og ved, om ikke godt mod, så i hvert fald ved mod. Det var
godt at se hende, for der er så mange subtile informationer om et
menneskes ve og vel som man bare ikke kan få over telefonen.
For at komme hjem til hende, skulle jeg fire timer med tog og en halv time med bil, og det var noget der satte sig i hoften, hold op hvor gjorde det ondt. Som en af årsagerne har jeg listet min alder, men der er noget andet jeg har tænkt på. Gennem det sidste år har jeg sluppet min spiseforstyrrelse mere og mere, og på nogle punkter har jeg måske sluppet den for meget.
I mine spiseforstyrrede dage, brugte jeg meget energi på hverdagens små bevægelser, så som lige at hente, lige at vippe lidt med foden, lige at vrikke lidt med hofterne. I takt med at jeg er blevet rask, er jeg også blevet doven, og i stedet sidder jeg bare fuldstændig stille på min dertil indrettede. Eller måske bør den ikke være dertil indrettet, måske jeg skulle tage og lette den.
Jeg er for magelig eller for doven til at gå en tur efter kl 1 om eftermiddagen, og det er måske det jeg kan mærke. Jeg har en veninde der er i behandling for anoreksi. En del af hendes behandling er at hun ikke må tage trappen i stedet for rulletrappen. Det er ikke fordi hun er mega tynd og ikke må forbrænde kalorierne, men fordi det er 'et sygt tankemønster'. Så ifølge det system er det GODT det jeg gør, men min hofte fortæller mig noget andet.
For andre mennesker der aldrig har været grebet af en spiseforstyrrelse, kan man måske let få bevægelse ind i sit liv uden at man overhovedet tænker på at tale om sygdom. Det er sikkert rart og hyggeligt og alt muligt, men engang syg altid syg, og mine tanker drejer sig helt automatisk om kalorier når jeg tænker på bevægelse, så jeg begynder at overveje om mit mål ikke skal være at være RASK men derimod bare finde et naturligt leje.
Jeg ønsker ikke igen at ende i et rigidt system af skiftende regler som efterlader mig udmattet og ulykkelig. Jeg vil have lov til at spise en indisk curry med min familie eller spise min frokost kl 11 i stedet for kl 12, hvis det nu er der jeg er sulten.
Jeg ville sådan ønske, at disse ting kunne være noget selvfølgeligt som jeg ikke behøvede at skrive et helt blogindlæg om, men maden er det kors jeg må bære her i tilværelsen, og det accepterer jeg, men nogle gange bliver jeg bare overvældet af hvor svært det kan være. Jeg tænker især på det, når jeg ser på min veninde fordi hun er så meget sygere end mig og fordi hun legemliggører min frygt.
For at komme hjem til hende, skulle jeg fire timer med tog og en halv time med bil, og det var noget der satte sig i hoften, hold op hvor gjorde det ondt. Som en af årsagerne har jeg listet min alder, men der er noget andet jeg har tænkt på. Gennem det sidste år har jeg sluppet min spiseforstyrrelse mere og mere, og på nogle punkter har jeg måske sluppet den for meget.
I mine spiseforstyrrede dage, brugte jeg meget energi på hverdagens små bevægelser, så som lige at hente, lige at vippe lidt med foden, lige at vrikke lidt med hofterne. I takt med at jeg er blevet rask, er jeg også blevet doven, og i stedet sidder jeg bare fuldstændig stille på min dertil indrettede. Eller måske bør den ikke være dertil indrettet, måske jeg skulle tage og lette den.
Jeg er for magelig eller for doven til at gå en tur efter kl 1 om eftermiddagen, og det er måske det jeg kan mærke. Jeg har en veninde der er i behandling for anoreksi. En del af hendes behandling er at hun ikke må tage trappen i stedet for rulletrappen. Det er ikke fordi hun er mega tynd og ikke må forbrænde kalorierne, men fordi det er 'et sygt tankemønster'. Så ifølge det system er det GODT det jeg gør, men min hofte fortæller mig noget andet.
For andre mennesker der aldrig har været grebet af en spiseforstyrrelse, kan man måske let få bevægelse ind i sit liv uden at man overhovedet tænker på at tale om sygdom. Det er sikkert rart og hyggeligt og alt muligt, men engang syg altid syg, og mine tanker drejer sig helt automatisk om kalorier når jeg tænker på bevægelse, så jeg begynder at overveje om mit mål ikke skal være at være RASK men derimod bare finde et naturligt leje.
Jeg ønsker ikke igen at ende i et rigidt system af skiftende regler som efterlader mig udmattet og ulykkelig. Jeg vil have lov til at spise en indisk curry med min familie eller spise min frokost kl 11 i stedet for kl 12, hvis det nu er der jeg er sulten.
Jeg ville sådan ønske, at disse ting kunne være noget selvfølgeligt som jeg ikke behøvede at skrive et helt blogindlæg om, men maden er det kors jeg må bære her i tilværelsen, og det accepterer jeg, men nogle gange bliver jeg bare overvældet af hvor svært det kan være. Jeg tænker især på det, når jeg ser på min veninde fordi hun er så meget sygere end mig og fordi hun legemliggører min frygt.
mandag den 7. oktober 2013
Om en bekymringsdag
Jeg startede dagen med at skrive blog, og så gik jeg mig en lille tur. Klokken var 5 om morgenen og vejret var mildt. Jeg gik bare rundt i et villakvarter og hørte lidt musik. Jeg så en mår. Først troede jeg at det var et egern, men dens ryg var for lige og dens hale og dens bevægelser var forkerte. Den smuttede bare over vejen, så sig om og forsvandt. Jeg så også en mistænkelig bil, så jeg kom væk i en aller helvedes fart, og jeg blev først tryg, da jeg havde lagt nogle fulde folk bag mig, for hellere dem end mig.
Da jeg kom hjem satte jeg mig til at lave latin. Lektien til i dag var helt exceptionelt kort, men jeg blev ikke færdig, hvilket var lidt et nederlag. Jeg kunne sige, at jeg havde ondt i hoften og ikke kunne sidde ned længere, men i virkeligheden fik jeg kuller af al den slåen op i ordbøger, gloselister og grammatikker. Hver gang jeg så på et ord som jeg ikke forstod, blev jeg så irritabel at jeg ligefrem rystede, og jeg vil bare lige sige, at der er mange mange ord som jeg ikke forstår.
Lettere aggressivt smed jeg blyanten fra mig på bordet og smed mig selv i sofaen, hvor jeg tændte for fjernsynet og for CSI. Der lå jeg så resten af dagen og skiftede stilling hvert femte minut for at skåne min hofte så meget som muligt. Jeg kunne have valgt at læse i min bog om Alice Roosevelt, men jeg bladrede lidt i den og lagde den fra mig igen.
Jeg tilbragte i virkeligheden dagen med at tænke på min veninde, så der var ikke plads inde i mig til andre ting. Jeg skrev en enkelt sms til hende
Da jeg kom hjem satte jeg mig til at lave latin. Lektien til i dag var helt exceptionelt kort, men jeg blev ikke færdig, hvilket var lidt et nederlag. Jeg kunne sige, at jeg havde ondt i hoften og ikke kunne sidde ned længere, men i virkeligheden fik jeg kuller af al den slåen op i ordbøger, gloselister og grammatikker. Hver gang jeg så på et ord som jeg ikke forstod, blev jeg så irritabel at jeg ligefrem rystede, og jeg vil bare lige sige, at der er mange mange ord som jeg ikke forstår.
Lettere aggressivt smed jeg blyanten fra mig på bordet og smed mig selv i sofaen, hvor jeg tændte for fjernsynet og for CSI. Der lå jeg så resten af dagen og skiftede stilling hvert femte minut for at skåne min hofte så meget som muligt. Jeg kunne have valgt at læse i min bog om Alice Roosevelt, men jeg bladrede lidt i den og lagde den fra mig igen.
Jeg tilbragte i virkeligheden dagen med at tænke på min veninde, så der var ikke plads inde i mig til andre ting. Jeg skrev en enkelt sms til hende
Du ønsker at være alene, men du er aldrig helt alene <3 br="">Jeg forventede ikke at hun havde kræfter til at svare, men jeg håbede det så meget, for jeg havde brug for at blive bekræftet i, at jeg gjorde det rigtige, men hun svarede selvfølgelig ikke.
onsdag den 2. oktober 2013
Om en skæv døgnrytme
Nogle dage, eller rettere nætter, vågner jeg absurd tidligt og kan ikke sove mere. Normalt når jeg siger sådan vågner jeg klokken 2 eller 3 om natten, men i går vågnede jeg ekstremt absurd tidligt. Jeg vågnede ved midnat, og jeg kunne bare ikke sove et minut mere. Jeg prøvede virkelig at blive liggende, men jeg blev rastløs, og måtte simpelthen bare stå op. Og hvad får man dagen til at gå med når man allerede er oppe så tidligt.
Allerede kl 4 var jeg færdig med at lave latin til i dag.
Kl 6 gik jeg hen og styrketrænede.
Kl 8 købte jeg to sæsoner af den almindelige CSI.
Kl 10 spillede jeg badminton.
Kl 12 var jeg fuldkommen banket, og der var mange mange timer til jeg kunne tillade mig selv at gå i seng igen, so thank you God for CSI som kørte på fjernsynet, mens jeg sad i sofaen og prøvede at rette ryggen. Og så skete der egentlig ikke så meget mere den dag, jeg sad bare og prøvede at holde mig vågen. Det er første sæson jeg ser. Der er et eller andet ved første sæsoner, hvor budgettet er og hvor der bliver eksperimenteret mere, og personenerne er mindre stylede, det hele er lidt mere råt, og jeg kan godt lide et sådan. Desuden er CSI fra 2000/01 og computergrafikken er elendig, og det er virkelig sjovt at se.
Jeg har bestilt tre bøger hos Amazon, selvom arbejdsforholdende hos dem skulle være så forfærdelige at det er moralsk uforsvarligt at købe hos dem, men min kærlighed til bøger overtrumfer min moral. De har mit stuff og jeg er en ussel junkie på jagt efter mit næste fix. Jeg fik den første af bøgerne i går, men desværre ikke den af dem som jeg havde mest lyst til at læse, en bog om Alice Roosevelt, datter af en amerikansk præsident. Hun skulle være ret vild har jeg hørt, red rundt på ponyer i det hvide hus og giftede sig med en af faderens politiske modstandere. Paris Hilton anno 1900. Jeg var desuden for træt til at læse, så jeg smed den fra mig et tilfældigt sted hvor den ikke var i vejen og satte mig igen foran fjernsynet.
Der er vejarbejde på min vej for tiden og det larmer forfærdeligt, men vi er på den tid af året nu, hvor vinduerne kan lukkes, så det går, jeg er alligevel oppe for længst, når de går i gang 7.30. Det værste er, at de lukker for vandet så jeg hamstrer vand i store mængder, langt mere end jeg egentlig har behov for, men bare i tilfælde af at jeg starter en lille brand eller får lyst til at vaske gulv, man kan jo aldrig vide.
Allerede kl 4 var jeg færdig med at lave latin til i dag.
Kl 6 gik jeg hen og styrketrænede.
Kl 8 købte jeg to sæsoner af den almindelige CSI.
Kl 10 spillede jeg badminton.
Kl 12 var jeg fuldkommen banket, og der var mange mange timer til jeg kunne tillade mig selv at gå i seng igen, so thank you God for CSI som kørte på fjernsynet, mens jeg sad i sofaen og prøvede at rette ryggen. Og så skete der egentlig ikke så meget mere den dag, jeg sad bare og prøvede at holde mig vågen. Det er første sæson jeg ser. Der er et eller andet ved første sæsoner, hvor budgettet er og hvor der bliver eksperimenteret mere, og personenerne er mindre stylede, det hele er lidt mere råt, og jeg kan godt lide et sådan. Desuden er CSI fra 2000/01 og computergrafikken er elendig, og det er virkelig sjovt at se.
Jeg har bestilt tre bøger hos Amazon, selvom arbejdsforholdende hos dem skulle være så forfærdelige at det er moralsk uforsvarligt at købe hos dem, men min kærlighed til bøger overtrumfer min moral. De har mit stuff og jeg er en ussel junkie på jagt efter mit næste fix. Jeg fik den første af bøgerne i går, men desværre ikke den af dem som jeg havde mest lyst til at læse, en bog om Alice Roosevelt, datter af en amerikansk præsident. Hun skulle være ret vild har jeg hørt, red rundt på ponyer i det hvide hus og giftede sig med en af faderens politiske modstandere. Paris Hilton anno 1900. Jeg var desuden for træt til at læse, så jeg smed den fra mig et tilfældigt sted hvor den ikke var i vejen og satte mig igen foran fjernsynet.
Der er vejarbejde på min vej for tiden og det larmer forfærdeligt, men vi er på den tid af året nu, hvor vinduerne kan lukkes, så det går, jeg er alligevel oppe for længst, når de går i gang 7.30. Det værste er, at de lukker for vandet så jeg hamstrer vand i store mængder, langt mere end jeg egentlig har behov for, men bare i tilfælde af at jeg starter en lille brand eller får lyst til at vaske gulv, man kan jo aldrig vide.
tirsdag den 1. oktober 2013
fysioterapi igen igen
Det er kun to uger siden jeg sidst var af sted til fysioterapeuten, men i torsdags var jeg i svømmehallen, og det kunne min hofte vist ikke ret godt lide, så jeg fik ret ondt, ikke så ondt som jeg nogle gange har haft, men jeg ville ikke tage nogen chancer, så jeg fik pædagogerne til at bestille en tid til noget massage. Denne gang besluttede hun sig så for at give mig noget ultralyd.
Hovedformålet var dog, at finde ud af HVORFOR det gør så ondt. Eftersom det er en siddeskade, kunne det ikke just komme bag på nogen at det skyldes den akavede måde jeg sidder på en stol på. Men jeg har altid siddet forfærdeligt på alle mulige slags stole, så hvorfor nu? Em jeg vil det eller ej, så nærmer jeg efterhånden de 30, og kroppen bliver stivere og mere sårbar, og den kan bare ikke klare de samme ting som den kunne engang. Er jeg mon lige så stille på vej ind i en 30-årskrise?
Jeg blev instrueret i hvordan jeg BURDE sidde på en stol, hvilket jeg jo egentlig godt vidste, jeg havde bare en idé om at reglerne ikke galt for mig. Så nu sidder jeg her med begge fødder plantet i jorden og med en pude i ryggen, og måske det i længden vil hjælpe mig, men lige nu tænker jeg, at min ryg i den nærmeste fremtid vil blive øm, men hellere øm nu end gigt senere, og det er vel ikke værre end, at det er noget jeg kan træne, når nu jeg alligevel er til fitness flere gange om ugen.
Jeg har fået en tid til ved fysioterapeuten allerede i næste uge, for at se om vi ikke kan får bugt med smerten en gang for alle. Det er selvfølgelig ikke helt gratis, men det er penge der er godt givet ud, for det kan ikke nytte noget at sidde og have så forfærdelig ondt hele tiden, at man er på grådens rand, ellers kan jeg jo ikke holde ud at sidde med skolearbejdet, men hvad værre er, jeg ville ikke kunne holde ud at sidde og se mine serier.
A pro pos serier, så er jeg vendt tilbage til CSI New York. The West Wing er nok den bedste serie der nogensinde er lavet, men den er alt for kompliceret for min stakkels overbebyrdede hjerne, så den må vendte til efterårsferien, og ind til da, så tror jeg nok at den almindelige CSI er på tilbud i Føtex, bare sådan for afvekslingens skyld.
Hovedformålet var dog, at finde ud af HVORFOR det gør så ondt. Eftersom det er en siddeskade, kunne det ikke just komme bag på nogen at det skyldes den akavede måde jeg sidder på en stol på. Men jeg har altid siddet forfærdeligt på alle mulige slags stole, så hvorfor nu? Em jeg vil det eller ej, så nærmer jeg efterhånden de 30, og kroppen bliver stivere og mere sårbar, og den kan bare ikke klare de samme ting som den kunne engang. Er jeg mon lige så stille på vej ind i en 30-årskrise?
Jeg blev instrueret i hvordan jeg BURDE sidde på en stol, hvilket jeg jo egentlig godt vidste, jeg havde bare en idé om at reglerne ikke galt for mig. Så nu sidder jeg her med begge fødder plantet i jorden og med en pude i ryggen, og måske det i længden vil hjælpe mig, men lige nu tænker jeg, at min ryg i den nærmeste fremtid vil blive øm, men hellere øm nu end gigt senere, og det er vel ikke værre end, at det er noget jeg kan træne, når nu jeg alligevel er til fitness flere gange om ugen.
Jeg har fået en tid til ved fysioterapeuten allerede i næste uge, for at se om vi ikke kan får bugt med smerten en gang for alle. Det er selvfølgelig ikke helt gratis, men det er penge der er godt givet ud, for det kan ikke nytte noget at sidde og have så forfærdelig ondt hele tiden, at man er på grådens rand, ellers kan jeg jo ikke holde ud at sidde med skolearbejdet, men hvad værre er, jeg ville ikke kunne holde ud at sidde og se mine serier.
A pro pos serier, så er jeg vendt tilbage til CSI New York. The West Wing er nok den bedste serie der nogensinde er lavet, men den er alt for kompliceret for min stakkels overbebyrdede hjerne, så den må vendte til efterårsferien, og ind til da, så tror jeg nok at den almindelige CSI er på tilbud i Føtex, bare sådan for afvekslingens skyld.
onsdag den 25. september 2013
To tosser på banen
Der er en af pædagogerne der er i gang med at lære mig at spille badminton. Det går godt, og han roser mig meget, men i går skulle vi tage den lidt med ro på grund af min hofte, hvilket resulterede i, at vi spillede som to komplette idioter. En gang imellem fik vi gejlet hinanden lidt op, og så gik spillet egentlig udmærket, men så snart vi gik langsommere, blev vi også dårligere, ikke nok med, at vi ikke for af sted efter bolden, vi kunne ikke engang ramme den, når den kom flyvende lige imod os. Ramte vi den endelig røg den for det meste i nettet eller ud af banen. I det mindste var det os begge to der opførte sig som spader. Havde det kun været mig havde det været pinligt.
Det går ellers meget bedre med min hofte, men i weekenden var jeg hjemme ved min far, og jeg sad krøllet sammen i sofaen alle dagene, og jeg kom kun ud for at gå ud til bilen, hen til en ny sofa hos min farmor og tilbage igen. Det var et energiniveau som mit hoved trængte til, men mine balder var umanerligt ømme, da jeg kom på universitetet om mandagen og jeg klarede mig næsten ikke igennem to timer på en dårlig plasticstol.
Det går ellers meget bedre med min hofte, men i weekenden var jeg hjemme ved min far, og jeg sad krøllet sammen i sofaen alle dagene, og jeg kom kun ud for at gå ud til bilen, hen til en ny sofa hos min farmor og tilbage igen. Det var et energiniveau som mit hoved trængte til, men mine balder var umanerligt ømme, da jeg kom på universitetet om mandagen og jeg klarede mig næsten ikke igennem to timer på en dårlig plasticstol.
torsdag den 12. september 2013
Numsemassage og sprogligt talent
Først vil jeg lige minde jer om min lille jubilæums give away HER, hvor I kan vinde Murakamis aller tykkeste bog, som ligefrem er muraKOMISK.
I går var jeg ved fysioterapeuten fordi min hofte/røvskade bliver ved med at drille mig- Jeg tænkte ikke, at der var noget alvorligt galt, men når det gælder skader, kan man næsten ikke være for forsigtig, eller det kan man sagtens, man kan beskytte den så meget, at man helt stopper med at dyrke sport. Hvad jeg mente var bare, at nu hvor jeg er startet på og bliver nødt til at sidde på skodstole, så gør det ekstra ondt, og jeg ville gerne lige have nogen til at se på det. Denne gang gav fysioterapeuten mig lige en omgang numsemassage, hvilket var rart, om end på en meget intens smertefuld måde. Jeg havde desuden medbragt en tykkere pude end den jeg plejer, så jeg kom næsten igennem skoledagen uden at have lyst til at tude over smerterne. Jeg kan godt være lidt en tudemarie når jeg er presset, men jeg græder sjældent over smerte, men nogle dage har min hofte gjort så ondt, at jeg var lige ved.
En ting jeg dog endnu mere har lyst til at tude over er latin. Der var ingen blød start ligesom i hebraisk hvor vi først skulle lære os at stave os gennem ord og sætninger før vi gik videre til oversættelser, Nej her var det lige på og hårdt med Italia terra est og så blev det kun sværere derfra. Der er en del uenighed om hvilke græskforudsætninger der er for at kunne forstå faget. Spørgsmålet er nærmere at der er visse forudsætninger for vores forståelse af basal grammatik. Forleden forklarede jeg, at man sagtens som jeg kan komme sovende til en studentereksamen, og det kan man også sagtens, men det hævner sig sidenhen, hvis man vælger universitetet. Jeg brugte tre semestres græsk på at lære forskellen på et akkusativ objekt og et dativ objekt, og jeg forstår stadig ikke forskellen på et adverbium og en konjunktion. Og dertil kommer der alle de ting jeg ikke engang vidste, at jeg ikke vidste. Hvad er for eksempel forskellen på en perfektum og en imperfektum. Problemet er nok ikke så meget, at jeg ikke forstår disse ting til bunds, problemet er at jeg tror at det er meget sværere og mere kompliceret end det i virkeligheden er, og derfor VED jeg, at jeg aldrig kommer til at forstå.
Jeg har spekuleret længe om jeg skulle fortælle læreren at jeg ikke ved alle disse ting. Det er jo mit eget ansvar at lære dem, og ville det ikke lyde lidt for meget som "det er forfærdelig synd for mig". Jeg valgte nu alligevel at gøre det, for han er en flink gammel hippie med langt hår og hawaii skjorte. Han sagde, at jeg så måtte have et sprogligt talent. Jeg burde have taget imod kommentaren med et smil og så bare tænke mit, men jeg blev så overrasket at jeg kom til at fnise og sige 'nu må vi se'. Det var meget sødt af ham at sige det, men han har kun hørt mig sige noget to gange, og sandt nok, så styrede jeg for vildt i den ene af sætningerne, hvor jeg kunne gentage hans ord om Christiani/kristen både kan være et substantiveret adjektiv og en adjektivisk genitiv, til gengæld kom jeg til at oversætte munke med klostre hvilket gav en lidt bøvet oversættelse. Det vigtige i denne smøre er dog at jeg fik ros af en lærer, hvilket er ren creme brulée, jævnfør indlægget forleden dag.
Jeg skal nok blive glad for at være tilbage på uni, når jeg lige er faldet lidt ned, for lige nu har jeg så travlt med at panikke over ingenting, at jeg ikke har det store overskud til at være med socialt, så jeg føler mig lidt udenfor, but it is all in my head.
I går var jeg ved fysioterapeuten fordi min hofte/røvskade bliver ved med at drille mig- Jeg tænkte ikke, at der var noget alvorligt galt, men når det gælder skader, kan man næsten ikke være for forsigtig, eller det kan man sagtens, man kan beskytte den så meget, at man helt stopper med at dyrke sport. Hvad jeg mente var bare, at nu hvor jeg er startet på og bliver nødt til at sidde på skodstole, så gør det ekstra ondt, og jeg ville gerne lige have nogen til at se på det. Denne gang gav fysioterapeuten mig lige en omgang numsemassage, hvilket var rart, om end på en meget intens smertefuld måde. Jeg havde desuden medbragt en tykkere pude end den jeg plejer, så jeg kom næsten igennem skoledagen uden at have lyst til at tude over smerterne. Jeg kan godt være lidt en tudemarie når jeg er presset, men jeg græder sjældent over smerte, men nogle dage har min hofte gjort så ondt, at jeg var lige ved.
En ting jeg dog endnu mere har lyst til at tude over er latin. Der var ingen blød start ligesom i hebraisk hvor vi først skulle lære os at stave os gennem ord og sætninger før vi gik videre til oversættelser, Nej her var det lige på og hårdt med Italia terra est og så blev det kun sværere derfra. Der er en del uenighed om hvilke græskforudsætninger der er for at kunne forstå faget. Spørgsmålet er nærmere at der er visse forudsætninger for vores forståelse af basal grammatik. Forleden forklarede jeg, at man sagtens som jeg kan komme sovende til en studentereksamen, og det kan man også sagtens, men det hævner sig sidenhen, hvis man vælger universitetet. Jeg brugte tre semestres græsk på at lære forskellen på et akkusativ objekt og et dativ objekt, og jeg forstår stadig ikke forskellen på et adverbium og en konjunktion. Og dertil kommer der alle de ting jeg ikke engang vidste, at jeg ikke vidste. Hvad er for eksempel forskellen på en perfektum og en imperfektum. Problemet er nok ikke så meget, at jeg ikke forstår disse ting til bunds, problemet er at jeg tror at det er meget sværere og mere kompliceret end det i virkeligheden er, og derfor VED jeg, at jeg aldrig kommer til at forstå.
Jeg har spekuleret længe om jeg skulle fortælle læreren at jeg ikke ved alle disse ting. Det er jo mit eget ansvar at lære dem, og ville det ikke lyde lidt for meget som "det er forfærdelig synd for mig". Jeg valgte nu alligevel at gøre det, for han er en flink gammel hippie med langt hår og hawaii skjorte. Han sagde, at jeg så måtte have et sprogligt talent. Jeg burde have taget imod kommentaren med et smil og så bare tænke mit, men jeg blev så overrasket at jeg kom til at fnise og sige 'nu må vi se'. Det var meget sødt af ham at sige det, men han har kun hørt mig sige noget to gange, og sandt nok, så styrede jeg for vildt i den ene af sætningerne, hvor jeg kunne gentage hans ord om Christiani/kristen både kan være et substantiveret adjektiv og en adjektivisk genitiv, til gengæld kom jeg til at oversætte munke med klostre hvilket gav en lidt bøvet oversættelse. Det vigtige i denne smøre er dog at jeg fik ros af en lærer, hvilket er ren creme brulée, jævnfør indlægget forleden dag.
Jeg skal nok blive glad for at være tilbage på uni, når jeg lige er faldet lidt ned, for lige nu har jeg så travlt med at panikke over ingenting, at jeg ikke har det store overskud til at være med socialt, så jeg føler mig lidt udenfor, but it is all in my head.
onsdag den 4. september 2013
Italia terra est
Den første omgang a latinske lektier er jeg stadig i gang med. Da jeg for et år siden startede på hebraisk var det let, for jeg kunne jo allerede, men dette er helt nyt, og alligevel burde det ikke være det. Min lærer sagde, at der var meget han formodede at vi allerede ved på grund af græsk. De andre havde græsk for 6 måneder siden, jeg havde det for 6 år og 6 måneder siden.
Da jeg sad med i går, spredte panikken sig rundt i min krop, for det var som om jeg skulle starte fra nul, og jeg skulle helt selv finde ud af hvad det var jeg skulle lære, hvor jeg skulle lære det fra og hvordan. Jeg måtte til at genlære begreber som subjektsprædikater og præpositionsforbindelser. Jeg jokede med det over for pædagogerne, men det føltes som om jeg var ved at gå i stykker indvendig. Det var ikke fordi jeg ikke fra start var 'god', jeg kan godt lide at være god til noget, men jeg kan godt overleve ikke at være det, det var, at jeg ikke havde nogen som helst fornemmelse af hvad jeg havde gang i både med latin og med mit liv. Jeg blev ligefrem bange, jeg ved ikke for hvad, muligvis for fremtiden. Jeg blev helt svimmel ved tanken om alt det arbejde der ligger foran mig.
Til sidst fik jeg så ondt i hoften, at jeg ikke kunne sidde ved mit kombinerede spise- og skrivebord. På det tidspunk manglede jeg stadig 6 sætninger plus den sætning jeg fik oversat med "Herskerinden er en by" hvilket jeg har på fornemmelsen nok ikke er helt rigtigt. Jeg blev ikke færdig men måtte stoppe, jeg tænkte, at jeg kunne vende tilbage senere, men jeg var så træt at jeg dårlig kunne holde øjnene åbne. Pædagogerne sagde, at jeg så træt ud, men at jeg strålede. Jeg kan ikke mærke det, men det kommer nok når den værste træthed har lagt sig.
Da jeg sad med i går, spredte panikken sig rundt i min krop, for det var som om jeg skulle starte fra nul, og jeg skulle helt selv finde ud af hvad det var jeg skulle lære, hvor jeg skulle lære det fra og hvordan. Jeg måtte til at genlære begreber som subjektsprædikater og præpositionsforbindelser. Jeg jokede med det over for pædagogerne, men det føltes som om jeg var ved at gå i stykker indvendig. Det var ikke fordi jeg ikke fra start var 'god', jeg kan godt lide at være god til noget, men jeg kan godt overleve ikke at være det, det var, at jeg ikke havde nogen som helst fornemmelse af hvad jeg havde gang i både med latin og med mit liv. Jeg blev ligefrem bange, jeg ved ikke for hvad, muligvis for fremtiden. Jeg blev helt svimmel ved tanken om alt det arbejde der ligger foran mig.
Til sidst fik jeg så ondt i hoften, at jeg ikke kunne sidde ved mit kombinerede spise- og skrivebord. På det tidspunk manglede jeg stadig 6 sætninger plus den sætning jeg fik oversat med "Herskerinden er en by" hvilket jeg har på fornemmelsen nok ikke er helt rigtigt. Jeg blev ikke færdig men måtte stoppe, jeg tænkte, at jeg kunne vende tilbage senere, men jeg var så træt at jeg dårlig kunne holde øjnene åbne. Pædagogerne sagde, at jeg så træt ud, men at jeg strålede. Jeg kan ikke mærke det, men det kommer nok når den værste træthed har lagt sig.
lørdag den 17. august 2013
Om at forvirre min læge
Jeg tænker at det er meget typisk mig, jeg tænker om det overhovedet kunne ske for andre end mig, at jeg har fået en røvskade af at se for meget fjernsyn? Nej vel, det er sådan noget der bare ikke sker, men det skete altså for mig, og nu har jeg ondt, og min fysioterapeut siger, at det sagtens kan gøre ondt en måned endnu. Så ved jeg det, så jeg snupper to Pamol og en Ipren og vender så tilbage til mit liv, men af bureaukratiske årsager er det ikke godt nok for pædagogerne, for det er dem der udleverer min medicin, så de skal have meget nøje instrukser fra min læge om hvordan, hvor meget og hvor længe, så jeg blev slæbt med til lægen.
Min læge er fin nok, men jeg var ikke vild efter at skulle dertil, for jeg var bange for at han igen ville forbinde min skade med min selvskade, hvilket han gjorde sidste gang jeg var skadet. Det gjorde han dog ikke, for han var vildt forvirret over hvad vi overhovedet ville med ham. Vi prøvede at forklare på forskellige måder, men vi var ikke synderligt velformulerede, og det skyldtes nærmere held end forstand, at vi til sidst fik ham til at sige, at der ikke er nogen tidsbegrænsning på hvor længe jeg kan tage min lille pillecocktail.
Min læge mente, at det måtte kunne administreres med sund fornuft, men der er ikke noget der hedder sund fornuft i bureaukrati, det er et spørgsmål om at få alting blåstemplet fra rette sted
Min læge er fin nok, men jeg var ikke vild efter at skulle dertil, for jeg var bange for at han igen ville forbinde min skade med min selvskade, hvilket han gjorde sidste gang jeg var skadet. Det gjorde han dog ikke, for han var vildt forvirret over hvad vi overhovedet ville med ham. Vi prøvede at forklare på forskellige måder, men vi var ikke synderligt velformulerede, og det skyldtes nærmere held end forstand, at vi til sidst fik ham til at sige, at der ikke er nogen tidsbegrænsning på hvor længe jeg kan tage min lille pillecocktail.
Min læge mente, at det måtte kunne administreres med sund fornuft, men der er ikke noget der hedder sund fornuft i bureaukrati, det er et spørgsmål om at få alting blåstemplet fra rette sted
onsdag den 7. august 2013
Om at finde de pæne trusser frem
Min hofte har drillet mig hele sommeren fordi jeg har siddet alt for meget foran fjernsynet i stedet for at komme ud og røre mig. Sidste år fik jeg en løbeskade, og i år fik jeg så en siddeskade, hvor det eneste tidspunkt hvor den ikke gør ondt er når jeg løber. Sidste uge til badminton lavede jeg en forkert bevægelse, og siden har det gjort rigtig ondt.Det er ikke fordi smerten er sådan helt vildt kraftig, det er bare, at den er der hele tiden, så jeg hverken kan sidde eller ligge ordentligt, så jeg finder ikke hvile jeg får ikke søvn, og mentalt bliver jeg presset til det yderste. Nogle gange hader jeg bare min krop, hvilket jeg normalt kun siger når jeg taler om vægt og lignende.
Min læge siger normalt, at jeg er lidt for god til at udholde smerte, hvilket man er nødt til at være, hvis man vil være selvskader, for ellers kan man jo ikke sikke kniven ned i sit eget kød, men da pædagogerne i sidste uge ringede til ham for at se om jeg kunne få noget smertestillende, så sagde han at jeg nok bare var i dårlig form, hvilket jeg blev lidt tøsefornærmet over.
Jeg havde også bestilt en tid ved fysioterapeuten. Jeg troede ikke at der for alvor var noget galt, men jeg ville bare gerne være helt sikker. Når man kommer ind til fysioterapeuten, bliver man som det første bedt om at smide bukserne, hvilket i denne ferietid kræver lidt forberedelse. Der skulle fjernes uønsket hårvækst, og jeg skulle finde nogle trusser der ikke var alt for forvaskede. Jeg gjorde mig ikke i stand for hende, jeg gjorde det for mig selv, for hvis man vil forsøge at have en bare nogenlunde dannet samtale med en person mens man ligger på en briks uden bukser på, så gælder det om at have selvtilliden bare sådan nogenlunde i orden.
Alt var sådan nogenlunde i orden, og jeg har fået nogle øvelser at lave, men det er ikke noget der går over fra den ene dag til den anden, så efter endnu en opringning til lægen har jeg fået lidt ekstra smertestillende, ikke noget vildt kraftigt, bare lidt mere end jeg havde i forvejen, og det gjorde underværker, for jeg har faktisk sovet helt godt i nat, og jeg stod op som et helt nyt menneske.
Min læge siger normalt, at jeg er lidt for god til at udholde smerte, hvilket man er nødt til at være, hvis man vil være selvskader, for ellers kan man jo ikke sikke kniven ned i sit eget kød, men da pædagogerne i sidste uge ringede til ham for at se om jeg kunne få noget smertestillende, så sagde han at jeg nok bare var i dårlig form, hvilket jeg blev lidt tøsefornærmet over.
Jeg havde også bestilt en tid ved fysioterapeuten. Jeg troede ikke at der for alvor var noget galt, men jeg ville bare gerne være helt sikker. Når man kommer ind til fysioterapeuten, bliver man som det første bedt om at smide bukserne, hvilket i denne ferietid kræver lidt forberedelse. Der skulle fjernes uønsket hårvækst, og jeg skulle finde nogle trusser der ikke var alt for forvaskede. Jeg gjorde mig ikke i stand for hende, jeg gjorde det for mig selv, for hvis man vil forsøge at have en bare nogenlunde dannet samtale med en person mens man ligger på en briks uden bukser på, så gælder det om at have selvtilliden bare sådan nogenlunde i orden.
Alt var sådan nogenlunde i orden, og jeg har fået nogle øvelser at lave, men det er ikke noget der går over fra den ene dag til den anden, så efter endnu en opringning til lægen har jeg fået lidt ekstra smertestillende, ikke noget vildt kraftigt, bare lidt mere end jeg havde i forvejen, og det gjorde underværker, for jeg har faktisk sovet helt godt i nat, og jeg stod op som et helt nyt menneske.
torsdag den 1. august 2013
Av av av
Som i ved, så fik jeg en løbeskade sidste år som plagede mig i rigtig lang tid, men det gik efterhånden godt, men så blev det ferie. Efterfølgende ville jeg starte lige så stille op, men så startede badminton igen, og det var egentlig meningen, at vi bare lige skulle komme i gang igen. "Vi tager den bare stille og roligt", men det gjorde vi så ikke helt alligevel, og i et af springene, hvor jeg rigtigt skulle ud i yderpositionerne kunne jeg godt mærke et lille klik, men det tænkte jeg ikke videre over, og vi spillede bare videre.
Dagen efter, i går gjorde det så bare vildt ondt, og det blev bare ved og ved ligegyldigt om jeg satte mig anderledes, strakte ud eller ligegyldigt hvilke piller jeg tog. Jeg klynkede lidt til pædagogerne på den der lidt selvironiske måde. Jeg fik dem til at skaffe mig en tid ved fysioterapeuten på mandag, men i løbet af aftenen fik jeg så ondt, at vi snakkede om lige at kontakte lagen, bare sådan for en sikkerheds skyld, om ikke andet, så for at få nogle lidt stærkere smertestillende end almindelig håndkøbsmedicin.
På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg havde været en idiot. I går var en kølig dag i forhold til de sidste mange dage, men jeg havde siddet i den samme stol henne ved den åbne altandør, så jeg havde siddet i træk hele dagen. Jeg tog derefter et dejlig varmt tæppe og slog det rundt om hofterne, og det hjalp bedre end pillerne.
Jeg kan godt nogle dage ryge ned i et sort hul og tænke at min krop måske bare ikke er skabt til det der med sport, og det går mig på, for jeg har lært at elske sport (hemmeligheden er at lære at det er helt i orden at svede og pruste som en hval). Jeg tænker dog, at jeg nok skal kunne dyrke i hvert fald noget sport, ellers bliver livet altså lidt for kedeligt.
Dagen efter, i går gjorde det så bare vildt ondt, og det blev bare ved og ved ligegyldigt om jeg satte mig anderledes, strakte ud eller ligegyldigt hvilke piller jeg tog. Jeg klynkede lidt til pædagogerne på den der lidt selvironiske måde. Jeg fik dem til at skaffe mig en tid ved fysioterapeuten på mandag, men i løbet af aftenen fik jeg så ondt, at vi snakkede om lige at kontakte lagen, bare sådan for en sikkerheds skyld, om ikke andet, så for at få nogle lidt stærkere smertestillende end almindelig håndkøbsmedicin.
På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg havde været en idiot. I går var en kølig dag i forhold til de sidste mange dage, men jeg havde siddet i den samme stol henne ved den åbne altandør, så jeg havde siddet i træk hele dagen. Jeg tog derefter et dejlig varmt tæppe og slog det rundt om hofterne, og det hjalp bedre end pillerne.
Jeg kan godt nogle dage ryge ned i et sort hul og tænke at min krop måske bare ikke er skabt til det der med sport, og det går mig på, for jeg har lært at elske sport (hemmeligheden er at lære at det er helt i orden at svede og pruste som en hval). Jeg tænker dog, at jeg nok skal kunne dyrke i hvert fald noget sport, ellers bliver livet altså lidt for kedeligt.
Abonner på:
Opslag (Atom)