Om at føle sig uønsket

Dette bliver nu det niende blogindlæg i træk der handler om min kamp med universitetet. Det er ikke fordi der ikke sker andre ting i mit liv, eller fordi disse ting ikke er vigtige. Det er bare det, at denne store sky af problemer som jeg oplever med universitetet er med til at forme og farve alt hvad jeg ellers laver.

En ting er alle de praktiske problemer sagen fører med sig, møder, diskussioner, spørgsmål, men når man hele tiden føler sig behandlet som en der er uønsket, så er det svært ikke også at føle sig som en der er uønsket, og selvfølgelig er det svært ikke at bringe denne følelse med sig ind i alt hvad man gør. Det er en rugende fornemmelse der ligger omme i baghovedet og som pludselig dukker op. Jeg kan sidde midt i en hyggelig samtale, og så pludselig rammes jeg af tungsind. Det er ikke som at blive ked af det. Der er tusindvis af grunde til, at jeg ikke behøves at være ked af det, men det er som et angreb af tvivl i alt hvad man gør. Følelsen af aldrig at gøre det godt nok. Trætheden. Og jo mere man bekymrer sig jo mindre energi er der tilbage til at fuldføre sin gerning.

Det er heldigvis ikke en følelse der er der hele tiden. Det meste af tiden lever jeg bare mit liv, sådan helt stille og roligt. Jeg mærker nok, at mit energiniveau er lavt, men det er jo ikke en katastrofe, at jeg ikke får læst alle mine lektier, det er højst lidt irriterende. Det er også okay, at en opvask måske får lov til at stå lidt længere end normalt. Det er alle disse små hverdagsting der ikke betyder så meget, men når tungsindet så rammer, så føles det som et bevis på hvordan jeg ikke er noget værd og hvordan alting begynder at styrte sammen sammen om ørene på mig.

Det er en masse modstridende følelser, og det er meget forvirrende at stå i. Så i 9+ uger nu har jeg levet i en vedvarende usikkerhed og forvirring, og jeg kan tydeligt mærke hvordan det tærer på mine kræfter. Tidligere var en middagslur noget jeg tog en gang imellem, hvis jeg havde haft en særlig hård dag, men nu er det en nærmest daglig ting, og hvis jeg ikke lige kommer op og ligge lidt, så går jeg næsten altid i spåner over hvor usigelig svært det er at komme igennem dagen.

Orden og kaos

Jeg burde være taknemmelig over, at der gik så lang tid før regeringens universitetsreformer ramte mig, for selvfølgelig er det en af de primære faktorer i den sag jeg har kørende med universitetet. Men jeg er ikke taknemmelig. Før jeg selv blev ramt levede jeg i lykkelig uvidenhed og nu står jeg så og ser lamslået på listen af krav politikerne stiller mig overfor 'for at alle studerende skal stå på lige fod'. Spørg mig ikke hvad der menes dermed, og jeg er heller ikke sikker på, at universitetsadministrationen forstår det. De havde i hvert fald meget travlt med at forklare, at det ikke var deres ide, og at det hele er politikernes skyld.

Tidligere på ugen havde jeg et møde inde på universitetet. I løbet af to timer blevet jeg grundigt sat ind i hvor meget jeg har undervurderet kompleksiteten og umuligheden af de dispensationer jeg havde håbet på at opnå.

Det var enormt deprimerende at høre hvor dårlige mine chancer er, men alligevel begyndte der at at vise sig en form for orden i den forstand, at man for første gang satte ord på HVAD man ønsker af mig, det vil sige, hvilket dispensationer jeg skal søge om, hvilken form for dokumentation de ønsker og ikke mindst en klargørelse af de relevante betegnelser, begreber og betydninger, og det er jeg taknemmelig for. Jeg har haft mange kampe med Systemet, jeg er god til at kæmpe den slags slag. Jeg er ikke stærk, men jeg er stædig, hvis jeg er tvunget til at sende 1000 ansøgninger, så er det det jeg gør, men jeg kender ikke Systemet godt nok til at kunne gøre det uden at nogen fortæller mig hvilke 1000 ansøgninger det skal være.

Det er den information jeg nu har fået, og selvom det er en lang liste af ting jeg skal have styr på, så er det heldigvis langt under 1000. At sige, at jeg er ved godt mod ville være en grel overdrivelse, men nu ved jeg trods alt hvor jeg skal starte.

Jeg ved ikke om jeg får lov til at færdiggøre min bachelor. Ifølge de nye regler har tre semestre til at bestå 65 ECTS, hvilket ikke er muligt, da jeg for  det meste ikke er i stand til at klare mere end 10 ECTS per semester. Det jeg egentlig havde håbet på var at kunne få en fast aftale om at færdiggøre mit studie i en hastighed af 10 ECTS per semester, men det er udelukket. Hvert semester må jeg på ny ansøge om udsættelse af fristen for studiets færdiggørelse på grund af særlige omstændigheder, men det er ikke sikkert, at jeg vil kunne få det godkendt, og hvis jeg ikke bliver færdig til tiden så er det bare ærgerligt...

Engang hadede jeg ferier

Der var engang hvor jeg hadede ferier. Det var dengang da jeg var rigtig rigtig syg. Det var dengang hvor det hver dag var en kamp at stå op, overleve for til sidst endelig at kunne gå i seng igen. Jeg havde for længst måttet droppe studiet, så hvad kunne en ferie tilbyde mig? For mig var sommerferien en tid hvor alle de små rutiner der holdt sammen på mit liv blev taget fra mig, og alle sendte mig et stort smil og sagde, er det ikke bare dejligt... Nej, det var ikke dejligt. Hvordan kan det være dejligt at:

• det varme vejr tvang mig i shorts og t-shirt, så jeg ikke længere kunne skjule den krop jeg dengang hadede. Hver gang jeg gik forbi et vindue, hvor jeg kunne se mit eget spejlbillede, havde jeg lyst til at skrige og græde over dette fede grimme væsen der var mig og som jeg ikke kunne slippe væk fra.
• de kontaktpersoner/sygeplejesker/læger jeg var så afhængig af tog på ferie og overlod mig til mit eget mørke, for selv den sødeste og dygtigste vikar ville ikke have tid nok til at vinde min tillid, og desuden var det jo sjældent de søde og dygtige der rent faktisk kom.
• alle mennesker er så glade hele tiden. Det var ikke fordi jeg ønskede, at de skulle have det lige så dårligt som jeg, men det var hårdt at blive konfronteret med deres lykke, for jo gladere de var, jo større var kontrasten, og jo værre virkede mit liv til at være.
• alle de ting man normalt elsker ved sin ferie, at være sammen med venner, rejse, opleve nye ting, drænede mig for energi og efterlod mig som et rystende vrag, krøllet sammen under dynen, hviskende bønner om, om jeg snart måtte falde i søvn og sove mig fra alle de ting der gjorde ondt.

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg i dag har det så godt, at jeg igen er i stand til at nyde ferier, og at jeg har en at opleve mine spændende ferieeventyr sammen med, men jeg håber at jeg altid vil huske hvorfor en ferie kan være svær, for der vil altid være folk der har det svært, og de skal huskes. Ligegyldigt hvilket parti der sidder på magten og hvor mange penge der gives til psykiatrien, så vil der altid være noget der hedder ferie. Jeg kender ikke nogen mirakuløs måde at komme igennem ferietiden for dem, for hvem det er svært, men jeg har en kæmpe stor respekt for jer alle sammen, og jeg håber at i alle har overlevet sommeren, for verden er et bedre sted når I er der, selv hvis I ikke selv føler det sådan.

En sløv eksamenslæsning

Dagen for min eksamen i Etik og Religionsfilosofi nærmer sig. Det er på dette stadie, at adrenalinen burde sætte ind og få mig til at arbejde som en gal for, som ved et lykketræf, at nå igennem pensum. Det er det, jeg synes burde ske, men der sker ikke noget. Jeg sidder hjemme hele dagen, og jeg læser, men læsningen bliver hele tiden afbrudt, fordi jeg ikke kan kancentrere mig, eller fordi jeg får overbevist mig selv om, at nu har jeg vist læst nok for i dag, eller jeg kan altid læse lidt igen senere.

I forhold til pensummets størrelse, så går det vist egentlig fint, og jeg tror nok, at jeg skal nå det hele, men fordi det ikke føles hårdt, så føles det heller ikke som om jeg gør det godt nok. Det er de færreste at teksterne jeg føler er svære, men skyldes det, at jeg faktisk forstår dem, eller er det i virkeligheden fordi jeg læser dem så overfladisk, at jeg slet ikke opdager alle de ting jeg ikke forstår?

Det kan måske virke fjollet, og det er da heller ikke noget jeg sådan går og bekymrer mig om til dagligt, men med flytningen og alt det, så er mit liv kommet til at se meget anderledes ud. Især de ting som normalt er meget rutineprægede, som fx eksamenslæsning, følger nu ikke længere de samme mønstre som jeg er vant til, således at jeg heller ikke længere har føling på hvordan det går.

Jeg er sikker på at det er sundt, at jeg ikke stresser for meget, og fysisk og følelsesmæssigt har jeg det rigtig godt. Jeg er helt med på, at det er det vigtigste, at jeg har det godt, men det er stadig lidt generende ikke at have nogen fornemmelse af hvor jeg ligger fagligt. Jeg ved ikke om jeg ligger til 2, 7 eller 10, men selvom jeg ikke kræver af mig selv at jeg skal klare det perfekt, så vil jeg da alligevel ønske at det går godt.

Opgave; gæt hvad læreren tænker på

Når man starter på et fag med en lærer man ikke har haft før, så står man over for en opgave, som det ikke er muligt at finde svaret på i nogen bog. Ud over at forstå hvad faget går ud på og hvad der står i dagens lektie, skal man også lære dette nye menneske, læreren, at kende. Jeg snakker ikke om, at man skal knytte et personligt venskab eller prøve at opspore alle hans skumle hemmeligheder. Jeg snakker om noget meget mere grundlæggende, men samtidig meget sværere at formulere, eller måske er det kun svært for mig på grund af min autisme.

De første vigtige spørgsmål omkring en ny lærer handler om hvordan han formulerer sig, hvordan hans verdenssyn er, hvordan han vil have os til at opføre sig over for ham, hvad han ønsker, at vi svarer, når han formulerer spørgsmål på bestemte måder.

Det er ikke fordi man står over for lektor Blomme og at et enkelt forkert svar vil sende én direkte i Helvede, eller endnu værre, føre til latterliggørelse foran hele klassen. Jeg snakker om helt almindelige lærere som opfører sig, om ikke altid normalt, så i hvert fald høfligt. Alligevel kan de nogle gange være lidt af en gåde for mig. Sådan er det selvfølgelig altid, når møder nye mennesker, men normalt foregår sådan noget forholdsvis diskret. Med en lærer derimod foregår det foran hele klassen.

Nogle lærere er heldigvis lettere at aflæse end andre, og de lærere der er svære at aflæse giver til mit held også de andre studerende problemer, så det er ikke et spørgsmål om, at jeg står udenfor og føler mig dum, fordi jeg alene ikke kan finde ud af det. Det er mere bare et spørgsmål om at vænne sig til en ny situation.

Om studier på særlige vilkår

Jeg tror nok, at jeg er begyndt at vågne lidt op oven på eksamenen. Jeg sover stadig meget, og jeg har stadig hovedpine engang imellem, men det er rart at have en periode uden de store forpligtelser.

I løbet af de sidste par uger, har jeg modtaget en del spørgsmål angående mit studieforløb, så jeg vil prøve at svare på noget af det her samtidig med, at jeg fortæller lidt om, hvordan det gik til eksamenen.

Jeg har flere gange skrevet om, at jeg studerer på særlige vilkår. Jeg havde faktisk ikke nogen specifik aftale med universitetet om, at det var tilfældet. Jeg meldte mig bare til de fag jeg selv syntes interesserede mig og som jeg følte jeg kunne klare, og fordi jeg var på førtidspension og ikke SU, så var der ikke nogen der blandede sig i den sag. Jeg er dog tilknyttet Pædagogisk Psykologisk Uddannelsesrådgivning (PPU, tidligere RSC) og måske derigennem var der en eller anden form for aftale, som jeg ikke lige satte mig ind i. Ligeledes tog jeg de eksaminer der var på de hold jeg fulgte. Nogle var flerdages skriftlige opgaver og andre mundlige. Jeg har ikke som sådan nogen præferencer, men jeg har fået dispensation til en automatisk forlængelse af tid på 50%. Det er ikke fordi jeg er dummere end andre studerende, det tager mig bare lige lidt ekstra tid at samle mig om opgaven og forstå hvad læreren gerne vil have.

Her sidste år kom så fremdriftsreformen, og den gjorde mig bange, for jeg holder meget af at gå på universitetet. Jeg selvom jeg ikke kan klare et fuldtidsstudie, så kan godt lide, at der bliver stillet krav til mig, næsten som om jeg er et rigtigt menneske. Jeg er helt enormt taknemmelig for al den psykologiske og pædagogiske støtte, som reddede mit liv, og som jeg fortsat har behov for, om end ikke nær så meget, men jeg som person er også meget mere end dette ene behov. Jeg har brug for at omgås mennesker, at blive udfordret, at sætte mig et mål og vise at jeg kan nå det, og selvom jeg ikke bryder mig om det, så har jeg brug for at jeg ikke altid klarer disse opgaver til et 12-tal. Jeg har brug for at prøve, at det ikke slår mig ihjel at få et 7-tal i et fag, som jeg jo heletiden har vist, at jeg ikke rigtig forstod.

På trods af al min frygt var det dog enormt let at søge dispensation for fremdriftreformen. Sammen med en studievejleder lavede jeg en plan for hvilke fag jeg tager hvornår, sådan at det ca kom til at passe med et halvtidsstudie (15 ECTS), jeg skrev en hastig og kluntet formuleret ansøgning til studienævnet og medsendte en kopi af min epikrise, og allerede næste dag havde jeg en godkendelse for de næste to år. Det var faktisk lidt et antiklimaks, at det var så nemt, for jeg havde allerede gjort mig klar til kamp.

Engang imellem har jeg i løbet af et semester oplevet problemer, fordi jeg ikke havde kræfter til at følge obligatoriske holdtimer, eller jeg var for træt til at læse, men ofte har det kunnet løses uden ansøgninger om dispensation, simpelthen fordi mine lærere kender mig som en flittig og dygtig elev som de fuldt ud stoler på, når jeg siger, at jeg nok skal få indhentet det forsømte.

Bedre end det gamle men skræmmende anderledes

Jeg har købt mig en ny computer. Det er ikke fordi den gamle slet ikke fungerer mere, den var bare blevet langsom og upålidelig, og da så en dag et vigtigt dokument forsvandt, så fik jeg nok. Okay, det var måske ikke noget virkelig vigtigt dokument, det var egentlig bare mine noter fra en enkelt undervisningstime, men det er alligevel pisse irriterende.

Jeg foretrak at købe min nye computer i en butik frem for på nettet. Selvom det kan godt være lidt skræmmende for mig at gå ind i en butik på grund af varmen, lyset og alt for mange mennesker, så foretrækker jeg det langt frem for nettet, i denne situation, da jeg ikke ved så meget om computere. Fordi det er noget jeg ikke ved så meget om, så foretrækker jeg at blive stillet over for et begrænset udvalg. I butikken stod der måske 25 computere, hvoraf de første 10 kunne vælges fra, fordi deres pris lå langt over mit budget. Det tog mig måske 15 min at skære feltet ned til de sidste få, og så fik jeg til sidst min computer.

Det er så den jeg sidder med nu. Jeg ved med ret stor sikkerhed, at jeg vil blive glad for den, men føles endnu rigtig for mig. Den er lettere, den flytter sig lettere på bordet, hændernes arbejdsvinkel er uvant, overfladen føles anderledes for mine hænder, touch padden er meget følsom og den mindste berøring får mærkelige ting til at ske, der er stadig en masse småting der mangler at blive indstillet og installeret, nogle af knapperne sidder lidt anderledes og mange af mine ting ligger stadig ovre på den gamle computer. Jeg er udmærket klar over at det er småting, men det får alligevel min hjerne til at gøre knuder.

I dag er det ikke så slemt, men i går måtte jeg overlade den i Kærestens varetægt mens jeg gik ind i soveværelset for at køle af og samle tankerne. Når han nu alligevel sad med den, så kunne han vel også lige klare et par småting, 'ikke også, SKAT!?! *plirrer uskyldigt med øjenvipperne*. Det bedste var, at han ligefrem håbede, at jeg ville bede ham om det, for ham et nyt legetøj, for mig et irriterende og usamarbejdsvilligt arbejdsredskab.

Om at miste en kontaktpædagog

Hen over sommerferien har jeg mistet to af de pædagoger der dagligt kommer hos mig, men tys, det er ikke meningen, at jeg skal vide noget om det. Et eller andet sted i systemet højere oppe har man bestemt, at det skal være en hemmelighed. Jeg ved ikke hvor længe de har troet, at det kunne forblive sådan. Jeg selv opdagede det ved et tilfælde. Jeg spurgte helt uskyldig, om ikke X snart kom tilbage fra ferie, men X kommer ikke tilbage, hun er blevet overført til en ny stilling et andet sted, og Y kommer heller ikke. Y er blevet fyrret, men det kalder de det naturligvis ikke, hun har bare valgt at sige nej til den stilling hun blev tilbudt i stedet.

Jeg synes, at dette hemmelighedskræmmeri er noget mærkeligt noget. Jeg forstår ikke hvad det skulle gøre godt for. Jeg indser hvor heldig jeg er, at jeg ikke længere har det samme krampagtige behov for dem. Da jeg fik at vide, at X og Y ikke længere ville komme tilbage, nøjedes jeg med at være ked af ikke at få mulighed for at sige ordentligt farvel til dem, og jeg blev ret fornærmet over den mangel på respekt man har vist både mig og pædagogerne.

Jeg har tidligere i mit sygdomsforløb mistet kontaktpædagoger, hvor jeg ikke reagerede nær så pænt, og det havde jeg god grund til. Dengang hvor jeg  befandt mig nede i et dybt hul af angst og depression var min kontaktpædagog en blanding af en reservemor, en skytsengel, en fortrolig, et håb og mit eneste lille desperate kontaktpunkt til en verden udenfor. I en hverdag hvor jeg var syg på fuld tid, hvor al min tid gik med gråd, opkastninger, sult og kulde, hvor de fleste venner var skræmt langt bort, hvor tanken om min familie gav mig dårlig samvittighed, hvor kontanthjælpen ikke strakte til noget så luksuriøst som biografture, pænt tøj eller bare at skrue nok op for radiatoren til at kunne leve, så var enhver kontakt med denne ene person i denne verden som var der 'kun for mig' som den sødeste nektar. Det var de øjeblikke jeg overlevede for. Jeg kunne ikke overskue tanken om at leve et helt liv, men jeg kunne godt lige overskue at overleve to dage til, så jeg kunne komme med hende ud og handle. Derefter kunne nok også lige leve bare én dag til, hvor hun ville komme og holde om mig og holde alt det onde væk i bare en halv time. Når hun holdt om mig var tårerne lindrende og ikke bitre..

Pludselig en dag sluttede det, og det kunne ikke længere glemmes, at vores relation var et job. Jeg har måttet sige farvel til mange pædagoger som har betydet noget helt særligt. Jeg tvivler ikke på, at de virkelig holdt af mig, at deres følelser var ægte, men det var vores relation ikke. Når deres job var færdigt, gik de ud i den virkelige verden, hjem til deres familier, deres egne liv, deres egne problemer.

Jeg synes ikke selv, at jeg er alt for urimelig. Jeg forstår godt, at ændringer sker, jeg forstår godt, at alt ikke drejer sig om mig, men jo vigtigere en person har været for mig, jo mere har jeg brug for en forklaring, jeg har brug for at have tid til at forstå.

Her er nogle af de forklaringer jeg har fået og som jeg kunne acceptere på trods af mit personlige savn:

• Jeg har fået et nyt job.
• Et af mine børn har nogle indlæringsvanskeligheder i skolen, og som alenemor kan jeg ikke få det til at hænge sammen med de skæve og skiftende arbejdstider der er på et døgnbemandet bosted.
• Du (altså mig) er klar til at rykke videre til et andet sted med nogle andre tilbud, et sted hvor jeg ikke arbejder, og jeg tror, at du vil få det godt der.

Her er nogle af de forklaringer jeg har fået og som jeg fandt uforståelige, nedladende eller ligefrem utroværdige:

• Jeg (lederen)/vi kan ikke lide at du har et følelsesmæssigt forhold til en pædagog, det er simpelthen FORKERT. Du skal kunne lide og tale lige godt med alle. Derfor har jeg valgt at tage hende du føler dig tryk ved og som forstår dig fra dig. Du vil nu have et team således at det ikke er så sårbart for dig, for du kan selvfølgelig arbejde ligegodt med dem alle. DET ER BEDST FOR DIG SÅDAN!!!
• Ingen forklaring bare en dag et *puff * og så er de væk.

opgør mod køb- og smid vækkultur

Vi lever i en dekadent tid, hvor vi ikke mangler noget, og hvor vi smider hvad som helst ud, så snart vi bliver den mindste smule trætte af det. Det er i hvert fald hvad man konstant får at vide, og det lyder rigtig nok, så jeg nikker anerkendende, og sukker over at være del af en forkvaklet generation.

I enhver revolution må man starte med sig selv, og i mit tilfælde, så er det mig, og jeg har en gammel cykel, som jeg fandeme ikke behøves at skifte ud, den skal bare skrues lidt her og smøres lidt der, og så virker den ganske udmærket. Cykelsmeden har godt nok set tvivlende på både mig og cykel de sidste mange gange den har været inde hos ham med den, men nejnej, jeg ville ikke tynge miljøet for min egen mageligheds skyld, så ville jeg hellere betale de mange regninger til reparationer.

Det korte og det lange er dog, at jeg er enormt hyklerisk, for på alle mulige andre områder har jeg ikke problemer med at smide ud og købe nyt. På en eller anden måde virker det bare anderledes med cykler. Når man står med den virker den så robust. Måske larmer den en lille smule, og måske har jeg det sidste år brugt 1500 kr på reparationer og reservedele, men hvornår er det nok?

For mig var det nok, da jeg forleden ikke orkede at se cykelsmeden bakse med at baghjulet, af nyere dato, egentlig ikke helt passer til det oprindelige stel, og at standardkæden, af helt ny dato, derfor er for lang, og for at få det til at passe bare nogenlunde sammen, må cykelsmeden kæmpe med hjul, skærm, kæde og et utal af små dimser, for at dækket ikke skal slide mod skærmen. Det er et problem der er begyndt at komme hver gang noget skal ordnes, og det tager lang tid at fixe.

Cykelsmeden er en venlig mand, så han tager ikke penge for det ekstra arbejde, men jeg bliver træt bare af at se ham knokle med det, så jeg indrømmer nu, at den cykel har tjent mig godt i over et årti, og det nu er på tide at sige stop.

Resultatet er, at jeg nu har en ny cykel. Den er pæn, og jeg er sikker på, at den er rigtig god, men som altid er jeg længe om at vænne mig til noget nyt. Jeg sidder fx i en lidt anden stilling, og derfor skal jeg bruge musklerne på en lidt anden måde. Ligeledes er bremser og gear også anderledes, jeg er sikker på, at de nok er bedre, men lige nu virker de mest bare fremmede, og jeg skal lære ting som bremse længde, hvor hårdt jeg bremser, hvilke gear jeg skal bruge på hvilke strækninger.

Det er en lækker cykel, og eftersom jeg bruger den næsten hver dag, så skal jeg nok hurtigt vænne mig til den. Når det bliver lidt varmere, skal Kæresten og jeg forhåbentlig ud på lange ture og nyde det danske land, og jeg mener virkelig det der med forhåbentlig, for da både Kæresten og jeg har købt nye cykler, så har vi ikke råd til at tage ud og rejse.

Min trofaste cykelsmed kan i finde her:

http://denstorecykelsmed.dk/

Den Store Cykelsmed
Skelagervej 5 - 11
8200 Aarhus N

41 21 11 02

Om en sød kæreste

Der var en enkelt af jer der fangede mit hint i sidste indlæg, nemlig, at jeg har fået mig en sød kæreste, som jeg mødte gennem fælles venner. Normalt er jeg ikke ret god til at omgås mennesker, for jeg bliver hurtigt træt. Normalt når jeg er sammen med folk er jeg træt efter en time og ødelagt efter tre, men jeg kan være sammen med Kæresten i timevis uden at blive træt.  Af den grund tilbringer vi også meget tid sammen. Okay, det er ikke den eneste grund til at vi tilbringer meget tid sammen, men det virkede som en passende overgang. Vi tilbringer meget tid sammen, og jeg elsker at være sammen med ham, men det betyder samtidig, at jeg tilbringer mindre tid alene. Normalt kan jeg godt lide at være alene, men det er ikke noget jeg sådan går og savner, i hvert fald så længe at det er på grund af Kæresten, at jeg ikke er alene.

At jeg tilbringer mindre tid alene kan dog mærkes på andre måder, da der er mindre tid til at svare på mails, skrive blogindlæg, læse frivillige bøger, træne og lave ingenting. Alle de ting får jeg gjort, bare ikke nær så hyppigt, og jeg tror nok at det skal gå, det bliver det i hvert fald nødt til. Normalt er jeg noget nær allergisk over for ændringer, men Kæresten faldt som det mest naturlige ind i mine rutiner og vaner, som om han aldrig nogensinde ikke havde været der. Det ser jeg som et godt tegn.

Vi laver også ting sammen, ting som jeg under normale omstændigheder ikke ville tage mig sammen til at gøre, laver mad, går i den Gamle By, går tur, og i går var vi nede i byen for at købe nye jeans. Jeg har skabet fuld af jeans, men jeg havde begået den fejl at købe dem, da jeg lå i bunden af min vægtkurve, hvilket betyder, at jeg ikke kan passe dem 95% af tiden, så de ligger bare der og ler hånligt af mig, og fortæller mig, at mine lår er for store. Jeg havde ét par jeg kunne passe, men de var faretruende tæt på at flække mellem benene, hvilket ikke ville have set så godt ud. Vi havde sat hele dagen af til det, men vi brugte kun en time, så vi tog hjem til mig og spiste frokost.

Normalt lærer jeg gennem bøger, men jeg har altid haft et lidt anstrengt forhold til bøger om kæresterier, så jeg ved stort set intet om hvad det vil sige at være i et forhold, og om hvad man gør. Jeg ved godt, at alle mennesker er forskellige, og at alle forhold derfor også må være forskellige, men det ville nu være rart, hvis man kunne finde svaret i en bog, hvilket generelt altid har været mit forhold til tilværelsen. Jeg har fået tidlig efterårsferie og er derfor gået i gang med "Sexual Personae" af Camille Paglia om en alternativ fortolkning af kvindernes rolle i forhold til manden. Bind 1 er på 673 sider, så a) der må stå bare lidt jeg kan bruge og b) jeg bliver nok ikke færdig i denne ferie, og måske ikke engang i næste.

Studiestartsangst

For pokker da, jeg havde lige siddet og skrevet et langt og super godt indlæg, hvorefter jeg kom til at slette det. Det er surt at starte forfra, så jeg garanterer ikke at andet forsøg bliver lige så godt.

Jeg sad i fysioterapeutens venteværelse og læste i den bog jeg skal bruge til næste semester. Jeg har ikke noget imod at indrømme, at jeg er en nørd, men det var nu ikke derfor jeg sad og læste i den. Jeg læste i den fordi jeg ved hvor træt, angst og overvældet jeg bliver når semesteret starter i næste uge. Da jeg gik i gang med at læse, vidste jeg disse ting, men mens jeg læste gik det for alvor op for mig, at det er sandt. Jeg kunne mærke hvordan denne indsigt fik mit hjerte til at hamre og jeg blev svimmel.

Inde ved fysioterapeuten kunne jeg fortælle, at stolene i det lokale jeg skal have det næste halve år er elendige. Jeg har tidligere haft timer derinde, og jeg husker stadig hvor forfærdelig ondt det gjorde. Noget af smerten ville måske blive undgået, hvis jeg tog et sammenfoldet tæppe med at sidde på, men det tør jeg ikke. Jeg tager studiet på deltid, så nu er jeg kommet så langt bagud, at jeg ikke længere kan følges med dem jeg har fulgtes med de to sidste år, og jeg skal derfor starte på et nyt hold, vel og mærke et hold der allerede kender hinanden. Jeg er en lidt sær person, og jeg har i forvejen svært ved at falde ind i en allerede eksisterende gruppe, så fandeme nej, om jeg vil gøre noget der får mig til at skille mig endnu mere ud. Heldigvis var min fysioterapeut sympatisk over for mit problem, og jeg fik nogle øvelser jeg diskret kunne lave ude på toilettet.

Som sådan har jeg ikke noget imod at være anderledes, men her skyldes min anderledeshed hverken min autisme eller psykisk sygdom, men består derimod af at være ny. Det er slet ikke sikkert, at de overhovedet vil lægge mærke til arene på mine arme, men de vil straks lægge mærke til, at jeg er en fremmed. Jeg kender ikke deres omgangsform, deres humor eller deres hakkeorden. Jeg ved ikke hvor der er plads til mig. Jeg ser på dem med en del nysgerrighed en del frygt, men de behøves ikke at lægge ret meget mærke til mig, for de har hinanden.

Alle disse overvejelser skyldes ikke, at jeg tror at de er onde og uforstående, det hele bunder i mine egne usikkerheder. Da jeg genstartede på universitetet for to år siden handlede mine overvejelser om, hvem er jeg som person og som studerende. I år handler mine overvejelser om hvem jeg er i forhold til andre mennesker. Jeg har vænnet mig til at have nogle at snakke med før timen, jeg vidste hvem jeg kunne sætte mig ved siden af og jeg var bare mig, Linda, med alle mine særheder. Nu er jeg reduceret til hende den nye og alle mine særheder forstørres derfor tifold, og jeg må indrømme, at jeg er en smule bange.

Sommerferien slutter snart

Måske har jeg nok læst mange bøger i min sommerferie, men jeg har generelt kørt i et ret lavt gear. Jeg har tilbragt forbløffende mange timer på at se serier, og forbløffende få på at lave alt muligt andet. I løbet af de sidste tre ugers tid er jeg dog vågnet op til dåd. Det interessante spørgsmål her er dog ikke så meget hvad jeg har fået lavet, for det er mest helt almindelige dagligdags ting. Nej, det interessante spørgsmål er, hvordan det er blevet gjort. Jeg har nemlig sat mig for at udfordre mine vaner.

Normalt kører min hverdag enormt meget på rutinen, og det er trygt, men det er også besværligt, for det lader meget lidt plads tilbage til spontanitet og nødvendige ændringer. Jeg har måttet ændre min døgnrytme, og det betød, at alle mine rutiner har måttet laves om, men hvad nu hvis, jeg i stedet for bare at lægge mine rutiner senere på dagen, at jeg så i en periode kørte uden faste rutiner?

Bare det at skrive om det får mit hjerte til at banke hurtigere. Jeg er autist, hele min væren handler om rutiner og kassetænkning, så jeg føler mig nøgen uden. Snart begynder universitetet igen, og så får jeg brug for rutinerne for at hænge sammen, men lige nu der er der tid til at eksperimentere.

Hvad gør det ved mig ikke at have nogle faste rutiner? Jeg føler mig mest af alt forvirret, og alting skal planlægges og lægges om. Før i tiden kørte kalorieregnskaberne i mit hoved hele dagen, nu er det tidstabeller. Hvis jeg skal træne før jeg skal til psykolog, kan jeg så nå hjem i bad eller skal jeg vaske mig i centret? Kan jeg nå at tage en bus, eller skal jeg tage cyklen ud i blæsten? Skal jeg handle før eller efter min kontaktperson har været her? Kan jeg tage en spontan tur ned til byen? 7:30, 9:45, omkring kl 12. Det er en balancegang. Langt under mig, nede i manegen, er der et sikkerhedsnet, men jeg tør ikke stole på dets eksistens, så jeg er bange for at træde ved siden af. Hvis jeg nu kommer for sent, vil hele min verden så synke i grus? Jeg må indrømme at jeg meget af tiden er lidt bange.

Men hvorfor gør jeg det så når det nu gør mig bange? Er det fordi jeg savner spiseforstyrrelsens masochisme? Kan jeg lide at pine og plage mig selv? Helt kan jeg ikke benægte det, men der er også mange andre ting involveret. Jeg er nysgerrig på min egen reaktion, for kender man virkelig sig selv hvis man ikke ved hvordan man reagerer under pres. Dette er da trods at pres jeg selv har kontrol over. På et helt mere praktisk plan, så tror jeg også at det ikke at have nogle faste rutiner når jeg starter på universitetet igen vil hjælpe mig til hurtigt at falde ind i den rutine der passer sig til den hverdag jeg kommer til at få, i stedet for, at jeg skal til at ændre en fastgroet rutine til en ny.

Om min hverdag

Nogle gange kan det være svært at vide hvad jeg skal skrive om, ikke fordi der ikke er noget at skrive om, men fordi jeg ikke ved hvilke emner der vil interesserer folk. Derfor er jeg altid glad for at høre fra folk der stiller spørgsmål eller beder mig skrive om et bestemt emne. Mit sidste indlæg om aspergers og empati var sådan et emne som jeg var blevet bedt om at skrive om, og det var en stor succes. Aldrig før har jeg modtaget så fine ord.

I går fik jeg en mail som gjorde mig helt enormt glad, for ikke alene var den fuld af rosende ord, den fortalte også den unge kvindes historie, og hun bad mig om at skrive lidt om min dagligdag og mine rutiner. Det var et emne jeg skrev mere om for nogle år siden, dengang bloggen oftest fungerede som en dagbog nærmere end afgrænsede indlæg om et specifikt emne, men det betyder ikke, at der ikke kan skrives et afgrænset indlæg om emnet.

Jeg har altid været imod skemaer, ikke fordi der er noget galt med skemaer, jeg tager dem bare alt for bogstaveligt. Hvis der står at jeg skal skrive blogindlæg kl 5, men at jeg sover længere, så jeg først kommer i gang kl 6, så ville hele min dag være ødelagt. Hvis der står, at jeg har en time til at skrive, men at det tager1½, så ville jeg blive stresset og føle, at det er fordi jeg ikke er hurtig og dygtig nok. Tager det derimod kun en halv time, så har jeg sikkert ikke gjort det godt nok, og hvad skal jeg så stille op med den halve time jeg har til overs. Skulle jeg så gå tidligt i gang med næste punkt, eller skulle jeg bare fjolle rundt på nettet?

Men at jeg ikke har skemaer, betyder ikke, at jeg ikke har nogle meget faste rutiner. Det skema, som jeg ikke har skrevet ned på papir har jeg nemlig oppe i hovedet. Jeg danner mig meget hurtigt nogle regler om hvordan tingene bør gøres. hvis jeg er vant til at handle kl 8 om morgenen, så skal jeg denondelynemig handle kl 8 om morgenen, med mindre jeg vil risikere hjertebanken, åndenød og angst. Engang imellem handler jeg på andre tidspunkter, enten fordi jeg har en god dag og tænker, at det er sundt at udfordre sine rutiner engang imellem, eller fordi ting kommer i vejen. De ting der kommer i vejen kan have forskellig karakter. Dengang jeg havde problemer med TDC var det vigtigt at ringe på slaget 8, hvis man bare ville have en lille bitte chance for at komme igennem på overskuelig tid. I en sådan situation, var jeg så stresset og telefonopkaldet, at jeg slet ikke havde tid til at bekymre mig om indkøb. Andre gange har jeg måske smølet efter træning, og badet har måske trukket ud, fordi det har bade jo en tendens til at gøre engang imellem. Lige pludselig står jeg så med røven bar og vådt hår og kl nærmer sig alt for hurtigt 8. Jeg prøver at tage en dyb indånding og sige til mig selv at det går nok, at jeg jo i virkeligheden slet ikke behøver at handle kl 8, men alligevel farer jeg rundt for at nå de sidste ting, og ofte så når jeg det faktisk alligevel.

Grunden til at jeg skriver meget lidt om min hverdag er, at jeg tænker at den er lidt kedelig. De dage jeg træner, træner jeg tidligt om morgenen, ellers sidder jeg ved computeren indtil frokost, og efter frokost læser jeg eller ser dvd'er. Jeg ser dvd'er frem for fjernsyn fordi dvd'er er noget som er i min kontrol, og jeg bliver ikke pludselig hylet ud af den fordi der er en ændring i programfladen. Om aftenen går jeg tidligt i seng, nogle gange af vane, andre gange fordi jeg har så ondt i hoften at jeg bare gerne vil væk fra min egen bevidsthed. Jeg prøver at afgrænse aktiviteter som universitetet, biblioteket eller veninder til 0-3 gange om ugen. Nogle gange betyder det at skippe undervisningen, fordi jeg har brug for at tage ned til byen og købe et eller andet. I flere år har jeg ikke kunne have aktiviteter om aftenen fordi min vane var at gå tidligt i seng, men det er noget jeg er ved at vende.

Jeg har en ret fredelig og rolig hverdag, fordi det er hvad jeg har brug for. Jeg elsker at være sammen med veninder, men jeg har brug for rigtig meget alenetid for at kunne holde det hele ud. Engang imellem bliver jeg træt af at være introvert og siger fandeme nej om jeg vil være sådan en kedelig en, og så laver jeg straks en helt masse aftaler, men der kommer altid ting i vejen, så jeg må melde afbud fra en eller flere, hvilket jeg hader at gøre, fordi det er jo ikke fordi jeg ikke ønsker at se dem, jeg har ligefrem glædet mig til at mødes, men min krop og min hjerne kan ikke holde til mere. Jeg føler mig tom og adskillige kilo tungere. Jeg falder om på min seng, og det føles som om jeg falder igennem den, igennem gulvet, helt ned til jordens indre, hvor alt er gloende varmt og kaos, men jeg er ligeglad for jeg er så træt, at jeg har lyst til at græde ved tanken om at bruge energi på at fjerne make up, men jeg har tendens til bumser, så den skal fjernes.

vi mennesker er skabt til at bevæge os fremad, men nogle mennesker bevæger sig hurtigere end andre, og det er vigtigt at anerkende sit eget tempo hvis man skal nå at kunne følge med. Mit tempo er langsomt, hvilket ikke føles særlig sejt, faktisk føles det tumpet og kikset, og engang imellem får jeg rodet rundt i tingene og tænker at det er hele mig der virker tumpet og kikset, mit tøj og min humor Men det er ikke alle mine tempoer der er langsomme. Mit liv er langsomt, men jeg tænker hurtigt, og jeg går tur hurtigt og jeg forstår hurtigt. Måske det er en af grundende til at jeg har så mange fordomme mod mit eget langsomme liv.

Min scenepersonlighed

Nu hvor jeg er blevet bedt om at holde oplæg ved en konference i Skørping 1 oktober og autisme, ADHD og spiseproblematikker, så er der mange der skal ordnes. Selvfølgelig er det aller vigtigste spørgsmål, vil min hofte være stærk nok til at jeg kan have højhælede sko på? men det er et spørgsmål kun tiden kan svare på. I mellemtiden, står jeg over for en lang række andre spørgsmål, der skal blandt andet skrives en tale, men før jeg kan gøre det, skal jeg finde min scenepersonlighed. Hvem jeg er, når jeg står på en scene foran 100-200 mennesker, har stor betydning for hvad jeg kan skrive i min tale. Bare vær dig selv lyder det gode råd, men når hele min personlighed er SÅ MEGET, så vil jeg på 45 min kun kunne vise så lidt, så der skal prioriteres. Jeg ville sådan ønske, at min psykolog snart kom hjem fra ferie.

Indtil nu har jeg kun prøvet at tale afslappet i en lille forsamling, eller at stå på scenen som en fiktiv karakter, men hvem er min scenemigselv? Som teenager gik jeg til teater og cirkus, ikke som tilskuer men som deltager. Min ultimative optræden, ville være en teatralsk Shakespearesk monolog værdig til Ghita Nørby. Jeg er godt klar over at mine teaterevner ikke rækker til det, men jeg fantaserer om at stå på scenen og græde og skrige og slå mig selv, for det er jo sådan en spiseforstyrrelse føles nogle gange En veninde foreslog slides, og det er godt hvis man kommer som ekspertvidne, men jeg er ikke ekspertvidne, jeg er bare en heldig overleven. Jeg er der for at vække folks følelser, og hvad er bedre til at vække folks følelser end teater.

Når jeg siger teater, så mener jeg selvfølgelig ikke, at jeg skal opfinde en ikke ægte mig. Der findes ikke noget mere falsk end en dårlig skuespiller, men på den anden side, hvordan kan man så virkelig gengive følelsen af en spiseforstyrrelse uden at spille teater, jeg har jo ikke de følelser mere i samme grad, og selvom jeg bare kan stå og fortælle om dem, så har jeg også lyst til at vise det, for mange mennesker forstår ting bedre gennem følelser.

Problemet med teater er, at der er meget der skal læres udenad. 45 minutter, det er meget lang tid, den længste ubrudte tale i mit liv. Jeg er hamrende nervøs. Nogle gange har jeg lyst til at melde fra, for det er se meget lettere bare at gemme mig herhjemme bag min skærm, men jeg har haft min blog i snart tre år, måske er det på tide, at jeg udvikler mine talenter. Sandt nok, så blev der skrevet en bog om mig og ti andre aspergerkvinder, men det var jo ikke mit talent men Camillas (forfatteren). Jeg fylder snart 30, hvilket er en stor ændring, om jeg vil det eller ej. Måske ville det ikke være nogen dårlig idé hvis jeg selv tog styringen over ændringerne i mit liv, i stedet for at lade min underbevidsthed gå i 30-årskrisechok.

Noget om døgnrytme

Jeg har en skæv døgnrytme. Jeg står gerne op kl 3 eller 4 om natten og går i seng kl 5 om eftermiddagen. Det er en dejlig døgnrytme, hvis man godt kan lide at stå op med fuglene og gå en tur i skoven længe før hundefolket dukker op. Det er dog også en meget upraktisk døgnrytme, hvis man gerne vil have et socialt liv, se en film eller tage ud og spise.

Jeg har sagt ja til at tale ved en konference til oktober... en aftenkonference... i Skørping. Det vil sige, at jeg nok først kan være hjemme ved midnat. Det betyder at jeg er nødt til at vænne mig til at være længere oppe om aftenen, medmindre jeg altså gerne vil stå oppe på scenen og tude fordi jeg er så træt. Det hele ville selvfølgelig være meget nemmere, hvis jeg bare havde sagt nej, men sagen er, at jeg faktisk rigtig gerne vil have lov til at fortælle min historie, som i rigtigt at fortælle frem for at skrive. Det er en helt anden form for udfordring.

Nå, der er endnu ikke nogen der er døde af, at sidde oppe et par timer ekstra om aftenen, så på med en CSI dvd som jeg har set 100 gange før, og så vente til det bliver tid at gå i seng. Indtil videre går det fint, men jeg er lidt bekymret for når studiet starter igen, for det plejer at betyde, at jeg er så smadret om aftenen, at jeg vælter omkuld på sengen, på et tidspunkt så tidligt, at mange mennesker endnu ikke er kommet hjem fra arbejde.

Da kl blev 4 (om eftermiddagen) bagte solen ind af mit vindue, lige der hvor fjernsynet står. Jeg har ikke noget gardin, så jeg gjorde den næstbedste ting, jeg satte potteplanten om min Jomfru Maria statue ned på gulvet, åbnede vinduet helt op, smed shorts og t-shirt og lagde mig foran fjernsynet og tog solbad. Det blev en ganske hyggelig aften. Det gjorde ikke noget, at jeg havde set alle afsnittene af CSI før, faktisk foretrak jeg det på den måde, for så behøvede jeg ikke at tænke

Om menstruationsblod

I går skulle jeg snakke menstruation med en fremmed fysioterapeut, hende der har sommerferievagten.

Jeg har ikke helt afgjort med mig selv, hvordan jeg har det med at tale om min menstruation. Nogle dage har jeg det fint med det, "whaa feminisme". Jeg kan fyre de første 50 vittigheder og anekdoter af og grine højt af mig selv bagefter, men det er som regel når jeg er sammen med kvinder jeg kender. Fysioterapeuten var derimod en vildt fremmed kvinde.

En feminist burde kunne tale åbent om menstruation, og når jeg ikke kan så svigter jeg hele kvindekønnet, men så tænkte jeg, at jeg nok ville vånde mig mindst lige så meget, hvis samtalen handlede om afføring eller urin. Feminister lader til at være meget glade for menstruationsblod, fordi det er en væsentlig del af det at være kvinde, og det har de i og for sig ret i, men nu skal vi heller ikke gøre det mere interessant end det er. Det er et helt almindeligt, fredeligt affaldsprodukt af, at man som kvinde er i stand til at føre arten videre, på samme måde som afføring kan være et tegn på at kroppen er sund.

En af grundene til at feminister taler meget om menstruationsblod er fordi Hollywood ikke gør det. I film ser man, mænd der onanerer, mænd der skider og mænd der pisser, og en sjælden gang ser man kvinder gøre de samme tre ting, men man ser ikke kvinder der menstruerer. Hollywood er ikke bange for blod, og de viser gerne store mængder af blod efter ulykker, drab, massakrer og tortur, men ikke det her helt almindelige hverdagsagtige blod.

Men det er Hollywood, og vi ved jo godt alle sammen at Hollywood er et mere eller mindre korrupt regime, men hvad med ude i hverdagen. Herude hvor de fleste kvinder bare prøver at komme igennem dagen på bedst mulig vis, så er menstruation bare en faktor ligesom søvn, kost, motion, stresniveau, omgivelser og vejret. disse faktorer bestemmer i svingende grad hvordan man håndtere de problemer som man støder på. Hver kvinde påvirkes forskelligt af de forskellige faktorer. Nogle gange gør faktorerne at verden er imod én og man bliver arrig og umedgørlig, men andre gange gør faktorerne, at man bliver superwoman og alting kører som en leg.

PMS er en af de ting der oftest bliver lavet vittigheder om, og det er noget af det der oftest bliver brugt imod kvinder når de gerne vil frem i verden. Jeg elsker en god PMS joke. Hvorfor hedder det PMS? Fordi kogalskab allerede var taget! Men PMS er ikke farligt. I tre år menstruerede jeg ikke fordi jeg var for tynd og stresset, men da den så kom igen, kom den igen med fuld styrke. Jeg sad med en pædagog og skældte hende ud, og jeg græd i stride strømme, samtidig med at jeg hulkende undskyldte "at det bare er fordi jeg har fået menstruation...". I et kort tidsrum var jeg 14 år igen, men når den første tumulte periode har lagt sig, så vænner de fleste kvinder sig ret hurtigt til deres egen krop, og de ved godt hvordan de skal håndtere den. Er der kvinder der bliver urimelige på grund af deres hormoner? Selvfølgelig er der det, der er sikkert massere, på samme måde som jeg selv bliver ret irritabel, hvis jeg i en periode sover eller spiser dårligt, for PMS er jo bare en af de der mange faktorer som ens liv består af.

Til dem der, til mine argumenter vil sige, at menstruation ikke kan sammenlignes med afføring, vil jeg sige:
- Til dem der mener, at afføring bliver man jo ikke mentalt forstyrret af. Så har de ikke prøvet at have forstoppelse eller diarré, for jeg har prøvet begge dele, og jeg kan godt love jer, at jeg var et mareridt at være sammen med.
- Til dem der mener, at menstruation er noget storslået. Det er afføring vel også. En sygeplejerske kan tage et enkelt blik eller snif af patientens afføring og stille en ret præcis diagnose. Afføring er et væsentligt produkt af hele den menneskelige organisme.

Nyt vaskesystem

Ovre i vaskehuset er der blevet installeret nye vaskemaskiner og et nyt vaskesystem, hvilket har gjort mig lidt nervøs, jeg havde det fint med det gamle. I en uge nu, har jeg gået og tænkt, at jeg i det mindste burde gå derover og kigge, men det hele virkede på en eller anden måde bare lidt for skræmmende. I går tog jeg dog mod til mig og gik derover, hvilket bare gjorde mig endnu mere nervøs, for det var godt nok nogle mærkelige maskiner, som slet ikke lignede noget jeg før har set. Jeg gik derfra med en stram knude i brystet. Jeg ved ikke hvordan ikke-autistiske mennesker har det med nye vaskemaskiner. Jeg håber at de også bliver lidt irritable, for så føler jeg mig lidt mindre dum, for det er jo ikke bare vaskemaskiner, det er rutiner.

Tøjvask er dog ikke noget man sådan kan komme udenom, for man har brug for undertøj, og lige nu har jeg rigtig meget brug for undertøj. Jeg har gået med de samme trusser i flere dage i træk, for at beholdningen kunne vare længere, men nu var det tid, jeg kan ikke trække den længere.

Jeg tog min nye vaskedims og pakkede en ikeapose og gik derover. Jeg læste selvfølgelig ikke manualen før jeg gik i gang, så jeg kom til at hælde flydende vaskepulver ned i rummet til pulver vaskepulver, men jeg kan vel gå ud fra at det nogenlunde ryger det samme sted hen, eller hvad?

Booking systemet var det næste store spørgsmål. Jeg er, min alder taget i betragtning, virkelig dårlig til teknologi, så jeg stod nok og moslede med det i 5 minutters tid før jeg fik lortet til at virke. Jeg sender dog en medlidende tanke til alle de ældre borgere der bor her, for de har nok endnu sværere ved det.

Alting lykkedes dog i sidste ende, og tøjet hænger til tørre ude på altanen, og alting er godt, omend kl nu er 5 om morgenen og jeg nu har brugt hele dagens kvote af mentalt overskud, men det går nok, for jeg er aspergers, og jeg er vant til det.

Alderen trykker

Jeg har ikke noget særlig stort spejl i min lejlighed, så det er sjældent at jeg ser ret meget af mig selv i det, men forleden dag gik jeg ud på gangen og stillede mig på tæer. Jeg fik lidt et chok. Igennem de sidste fire år, hvor jeg har været i behandling for min spiseforstyrrelse, har jeg beskæftiget mig mindre og mindre med udseendet af min krop og mere med tilstanden af min mentale kapacitet. Jeg har godt været klar over, at min krop har ændret form i takt med, at jeg begyndte at spise sundt og motionere, men en faktor har jeg helt ignoreret, jeg troede måske på en eller anden måde, at den ikke gjaldt for mig, og det er tiden.

Til næste år fylder jeg 30, og det begynder man og kunne se på min krop. Jeg har stadig en ganske nydelig krop, men den er ligesom ikke så fast som den var engang, ting begynder langsomt at blive påvirket af tyngdekraften, på en måde jeg ville have afvist med en spydig kommentar for bare fem år siden. Jeg begynder at få smilerynker omkring øjnene, bagsiden af mine lår er blevet bulet, og jeg har lettere ved at få ondt, både i hoften og andre steder, for jeg har endnu ikke anerkendt, at min krop ikke kan klare de samme ting som da jeg var 20. Fra man fylder 25 begynder ens krop langsomt at gå i forfald.

Første dag hvor jeg lagde mærke til det, syntes jeg bestemt ikke at det var sjovt. Dette spejlbillede forestillede jo ikke en ung pige men en voksen kvinde. Som jeg sidder her og skriver, så reagerede jeg på betegnelsen 'ung pige' som noget godt og 'voksen kvinde' som noget lidt pinligt, og jeg ved ikke om det bare er mig, eller om det er noget der ligger i samfundet.

Da den første forskrækkelse over mit spejlbillede havde lagt sig, så tog jeg det helt roligt, for hvad ville det egentlig sige for mig at gå fra pige til kvinde?

1) Mit krop og min hjerne har lært at acceptere hinanden. Jeg har langt fra den perfekte krop, men i det store og hele er jeg glad for den, så hvis et par bukser sidder dårligt, så er det måske dem der er noget i vejen med, og ikke mig der behøves at gå på en to år lang sultekur for at kunne komme ned i dem igen, ud med dem, til røde kors for så kan mine store lår måske gøre noget godt for verden.

2) Jeg er kommet til en accept af, at det med menstruation er noget der bare er der. Det kan godt være pishamrende irriterende, men jeg har ikke længere behov for at prøve at sulte den væk, for at tvinge min krop tilbage til et præpubatært stadie, for problemet ved at kæmpe mod sig selv er, at man taber hvis man vinder, hvilket bringer mig videre til emne nummer 3.

3) Godt nok er min krop efter 25 års alderen langsomt begyndt at dø, og selvom jeg som sådan ikke er bange for døden, så er det heller ikke noget jeg sådan umiddelbart ønsker, så derfor er jeg begyndt at cykle med cykelhjelm. Jeg ligner godt nok Poul Nyrup, men på den ufede måde, og det bliver endnu værre om vinteren hvor jeg er nødsaget til at have en hue under hjelmen, (jeg ved at jeg ligner en idiot, men jeg blev alligevel lidt fornærmet, da min psykolog sagde at jeg ikke skulle være bange for at blive antastet på gaden).

4) Jeg har med tiden anerkendt at ALLE mennesker har potentialet til at være dumme idioter, jeg ved også at nogle mennesker udlever dette potentiale mere end andre. Caitlin Moran skriver i sin bog "Kunsten at være kvinde", at en kvindes rynker er tegn på nul-tolerance over for idioter, og at det er derfor at en kvinde ifølge moden, ikke bør have rynker, at hun skal forblive et naivt lille dukkebarn. Hvis det er sandt, så byder jeg mine rynker velkommen, faktisk ønsker jeg mig endnu flere rynker, så jeg bare kan stå og nedstirre idioterne i et minuts tid, hvorefter jeg bryder ud i en skraldlatter, så at mit allerede rynkede ansigt eksplodere i riller og furer.

5) Bedst af alt, så synes jeg, at der bliver taget gevaldigt meget af presset. Jeg ønsker stadig at være blandt de bedste til de ting jeg holder af at gøre, men jeg har ikke længere så mange neuroser over ikke samtidig at være den smukkeste, tyndeste, smarteste og mest charmerende, hvilket sjovt nok får mig til at fremstå som smukkere, smartere og mere charmerende, for det er svært at være charmerende når man er meget meget sulten.

Væk

Problemet ved at være morgenmenneske er, at nå man sover ude, så vågner man som regel adskillige timer før sine værter, og nogle gange ved man så ikke hvordan man betjener kaffemaskinen. efter denne uges nedsmeltning trængte jeg til at komme lidt væk, væk fra den dårlige samvittighed over lektier der ikke blev lavet, væk fra løbetræningen der ikke går særlig godt, væk fra de samme omgivelser dag ud og dag ind. Jeg er autist, jeg elsker gentagelser og faste rutiner, men selv jeg kan løbe sur i det hele.

Min onkel havde haft lægevagt oppe i Nordjylland og kunne så hente mig i Aarhus inden han tog færgen til Sjælland. Det var første gang jeg skulle besøge ham og min tante i deres nye hus, men jeg kender dem selvfølgelig ganske godt, det vil sige, at jeg kunne opleve noget nyt og spændende i trygge og vante rammer, og det var lige hvad jeg trængte til.

Om eftermiddagen var vi ude og gå tur, og det var en helt anden natur end der hvor jeg bor nu, mere frodigt, varmere, jeg havde klædt mig på efter det jyske vejr, og jeg svedte, men det var rart at smide jakken for første gang i år. Når jeg løber, så løber jeg i et fitnesscenter, og når jeg cykler, så cykler jeg normalt bare ned på universitetet, så jeg kommer slet ikke så meget ud som jeg gerne ville. Mit liv er fuld af gode intentioner, men så skal jeg lige det ene eller det andet, og så kommer jeg ikke af sted.

Der var snak om at vi skulle på museum, men for mig var et nyt hus i nye omgivelser rigeligt med nye input. Da jeg vågnede, og min onkel og tante stadig lå og sov, gik jeg på oplevelse i deres stue. Først så jeg på deres bøger, for det er hvad jeg altid gør når jeg er hjemme ved nogen, og når jeg nu var i gang med bøgerne kunne jeg lige slå op, om det virkelig var en spætmejse jeg havde set dagen før. Så gik turen videre til skabene. Min onkel og tante rejser meget til fjerne egne som jeg nogle gange ikke engang anede eksisterede, og de bringer ting med hjem, som jeg så kunne gå og snuse i og opleve mit helt eget lille eventyr. 

Mens jeg gik rundt og lod mig fascinere af den ene genstand efter den anden, gik det op for mig, at jeg ville være en forfærdelig indbrudstyv, der kunne have ligget en stak med en million kroner, og jeg ville have været revnende ligeglad, men de små figurer med små vrisne mænd forelskede jeg mig hovedkuls i. Der var et kæmpe stort plasma tv, i hvert fald fire gange så stort som mit eget, men jeg ledte ikke engang efter fjernbetjeningen, for jeg havde travlt med at studere elgen der løb på skøjter, læderæslet, myreslugerpinceten, det græske tempel, glasskålen med billen, åleruserne i mineformat. Der var slet ikke behov for et museum, for min onkel og tante havde deres egen lille udstilling.

Hjem til Aarhus

Så er jeg endelig kommet hjem til Aarhus, hvilket har været mit ønske lige siden jeg for fire år siden blev deporteret til Randers. De sagde godt nok alle sammen, at det stod mig frit at vælge, men man har ikke noget valg, hvis der ikke er noget alternativ, for der var ikke noget alternativ, og det er der stadig ikke hvorfor jeg i dag falder ind i gruppen senhjerneskader. Først var jeg lidt mistroisk, men pædagogerne virker enormt søde og kompetente, men jeg kan alligevel ikke helt slippe følelsen af at falde udenfor kategori. Da jeg sidst boede i Aarhus, vejede jeg 20 kg mindre end jeg gør i dag, men jeg kunne ikke blive henvist til center for spiseforstyrrelser, fordi jeg faldt udenfor kategori. jeg tog 6 overdoser af Panodiler på 7 måneder, men jeg kunne ikke blive henvist til center for selvmordsforebyggelse fordi jeg igen faldt udenfor kategori. Jeg fik aldrig at vide hvad falde udenfor kategori egentlig betød, så derfor er det stadig noget der skræmmer mig, for hvad nu hvis mine nye pædagoger finder ud af, at de alligevel ikke vil have mig?

Jeg flyttede i søndags, og de gik hurtigt og smertefrit, og inden der var gået to dage havde jeg pakket det hele ud på nær den der sidste halve flyttekasse, som man aldrig helt ved hvad man skal stille op med. jeg var meget utålmodig med at få sat min bogreol op, for jeg føler ikke, at et hjem er noget rigtigt hjem uden bøger. Desværre havde jeg endnu ikke fundet min værktøjskasse, så jeg endte med at måtte samle reolen med spidsen af en kartoffelskræller, hvilket fungerede ganske fortrinligt, bøgerne kom i hvert fald op og blev sorteret og alfabetiseret.

Det mærkeligste ved at flytte er ikke de nye lyde, eller de nye rutiner, men derimod den fremmede lugt. Der lugter  ikke grimt, og den tidligere lejer har heller ikke røget, der lugter bare tomt og fremmed, lidt ligesom et billigt hotel. Der er rent, men det føles ikke rent. For en gangs skyld er jeg ked af, at jeg ikke bruger parfume og kraftigt lugtende vaskemiddel, for så kunne man sprede duften i lejligheden og voila, instant hjem. Jeg prøvede at bage boller, og det hjalp fint i ca en time, og så lugtede der igen som før (men bollerne smagte nu dejligt).


Jeg kan dog ikke helt vænne mig til, at jeg har mit eget hjem nu, et rigtigt hjem. Jeg kan slæbe fyre med hjem, drikke mig fuld og gå nøgen rundt efter at jeg har været i bad uden at nogen ville løfte et øjenbryn. Reelt vil jeg ikke gøre nogen af de ting, det er jeg alt for småborgerlig til, men jeg har LOV til det. Det kan måske være lidt ærgerligt at indse, at der ikke er ret meget rock'n-roll over mig, men inderst inde genere det mig ikke, for jeg bliver helt udmattet bare ved tanken. I stedet for at gå i byen, bliver mine aftener brugt på sofaen med en god bog og et tæppe, hvorefter jeg går tidligt i seng, for det kan jeg jo lige så godt, når nu kapitlet alligevel er færdigt, ake ja.