Hvad er det normale?

Da jeg var barn og teenager, var jeg godt klar over, at jeg ikke var ligesom de andre. Det var ikke sådan en følelse af at være noget særligt, det var nærmere endnu et nederlag i en meget lang række af nederlag i mit forsøg på at lege og snakke med de andre børn, opføre mig på en måde der om ikke efterlignede, så i det mindste ikke blev bemærket alt for meget, svare rigtigt på lærerens spørgsmål, fortælle historier eller vittigheder som det ikke kun var mig selv det fandt sjove, få en ven i klassen, kunne holde ud at gå i skole, ikke være alt for dårlig til sport. Det var som om listen fortsatte i det uendelige, og hver eneste gang én ting lykkedes for mig, så var der hundredvis af nye spørgsmål der meldte sig. 

Engang imellem diskuterede vi på klassen, at 'der jo ikke er er noget der er NORMALT', men jeg kunne jo føle på min egen krop, i mit eget liv, at der var noget galt med det udsagn, men jeg kunne ikke sætte ord på hvad. Jeg kunne se, at jeg gik i noget andet tøj, hørte noget andet musik og formulerede mig anderledes end de andre, men det virkede på en eller anden måde ikke som et ordenligt argument, alligevel kunne jeg jo også se, at der var sociale relationer som jeg ikke var en del af, legeaftaler og senere fester jeg ikke blev inviteret til. 

Jeg følte dengang, at de mobbede mig, men efter at have fået det hele lidt på afstand tænker jeg anderledes om det. Jeg tror ikke at mine klassekammerater var onde, jeg tror, at de var lige så forvirrede som jeg var. De hørte jo også lærernes fine ord om, at begrebet normal ikke eksisterer, men de kunne samtidig se, at jeg ikke talte og opførte mig som dem. Hvad stiller man som barn op med en der siger 'grøn', når du siger 'rød'? Som begynder at tale om insekter, når i lige er begyndt at lege med dukker? Som ikke stopper når nogen bliver kede af det?

Det var jo ikke fordi jeg så anderledes ud en dem. Jeg havde to øjne, en næse og en mund, jeg havde hverken blå hud eller horn i panden og selvom jeg lespede, så talte jeg trods alt dansk. Så på nogle måder var jeg jo lidt normal, samtidig med at jeg ikke var det. 

Jeg har længe prøvet at finde nogle formuleringer der siger lidt om begreberne normal - ikke normal - sær, men det er enormt indviklet, langt mere indviklet en man kan forlange, at børn og teenagere skal kunne håndtere det. Vi kan sagtens prøve at fortælle dem, at der ikke er noget der er normalt, eller at vi alle sammen er normale, men selvom børn nogle gange er ret dumme (Mor, tænkt nu hvis man havde en bazooka og fyldte den med ketchup...), så er de alligevel ikke dumme, de kan godt mærke, hvis der er nogen der for alvor skiller sig ud.

Sex chikane eller seksuel mobning eller bare sjovt

Sex chikane, så tænker jeg en hvid midaldrende mand med sved på overlæben der med lummer stemme beder sin unge smukke sekretær om at "kom og sid på fars knæ, hø hø hø", men det var ikke sådan min hverdag så ud dengang i begyndelsen af 00'erne, da jeg gik i gymnasiet.

Jeg har altid været et mærkeligt barn, ikke på nogen måde slem bare... anderledes. Som tiden gik, gik jeg fra at være et mærkeligt barn til at være en mærkelig teenager, igen, så var jeg ikke på nogen måde slem bare... anderledes.

Jeg har altid hadet at gå i skole, og jeg har altid været meget bevidst om min anderledeshed. I folkeskolen havde lærere og forældre (både mine egne og de andres) på en eller anden måde, med varierende succes, prøvet at forholde sig til de problemer min anderledeshed måtte medføre. I gymnasiet forventedes det dog at vi var voksne nok til at håndtere sådanne problemer selv, "ansvar for egen læring/ansvar for eget velvære", men bare fordi man kan drikke, køre bil, stemme og modtage SU, betyder det ikke, at man er klar til at håndtere alle de svære ting, hverken hos sig selv eller hos andre.

I min klasse gik der to drenge. De så godt ud, de var populære og vigtigst af alt, så var de klassens sjove drenge. Ved siden af dem virkede jeg endnu mere grå og deprimeret og bare... anderledes. Jeg er ikke specielt snerpet, jeg har ikke noget imod vittigheder der kører på sex eller køn, men der var noget ved disse to drenge. Jeg forstod det ikke, men når de lavede sjov med mig, så stak det. Jeg blev forvirret, for jeg fandt det ikke sjovt, men de var jo de sjove drenge som lærerne elskede selvom de forstyrrede undervisningen, og jeg var jo bare sær. Så hvis jeg ikke fandt de sjove drenges sjove vittigheder sjove, så var det jo nok mig den var gal med, men hvad gør man når det sjove ikke var sjovt, og det at indrømme, at man ikke fandt det sjove sjovt, ville sætte fokus på hvor sær jeg var?

Som barn grad jeg altid rigtig meget, men at græde er at vise svaghed, og jeg vidste instinktivt, at svaghed ville gøre det værre, men jeg var allerede svag via min anderledeshed. I stedet begyndte jeg at grine af deres vittigheder, for at vise, at jeg selvfølgelig også fandt det sjovt.

Caitlin Moran har et citat "he smiled the way a rabbit would in a field of foxes". Det var mig i de år. Jeg begyndte at blive bange for at gå i skole, jeg begyndte at sulte mig, æde og kaste op og skære mig og jeg så med bedende øjne op på de voksne (lærerne), for jeg ønskede så inderligt, at de ville hjælpe mig og forsikre mig om, at det var i orden, at jeg ikke fandt de sjove drenge sjove, men mit råb om hjælp gjorde mig bare endnu mere anderledes og sær, og de var de sjove drenge, og jeg var den sære pige, og jeg sagde jo ikke noget jeg håbede bare, og lærerne kunne lide de sjove drenge, og mig kunne de ikke helt få styr på, ikke fordi jeg var slem bare... anderledes, og så var det nemmest bare at ignorere mig.

Én enkelt gang tog jeg mod til mig og prøvede at spørge studievejlederen om hjælp. Det var efter at en af drengene havde blottet sig for mig i en historietime hvor læreren vendte ryggen til et øjeblik. Bagefter dansede/vred de sig op af mig. "Nå, det kunne du godt lide, hva'?" og så grinede de, og jeg grinede, og de vred sig op af mig, og jeg klemte armene over kors på brystet. Jeg grinede mens min mave snørede sig samme, og jeg havde lyst til at kaste alt op, mad, indvolde og følelser, jeg ønskede at skrige højt, men det gjorde jeg ikke. Da jeg sad ved studievejlederen kunne jeg ikke finde de rigtige ord. Jeg mumlede og kludrede, og jeg håbede bare, at han ville stille de rigtige spørgsmål, sådan at jeg kunne få forklaret ham, at dette altså var et problem for mig, men han stillede ingen spørgsmål, og jeg fik ikke sagt de rigtige ting, så han sagde bare "at drenge er drenge, de skal bare løbe hornene af sig".

Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke tror at disse drenge var ikke onde drenge, de var dumme og umodne drenge, de var uhøflige, ubetænksomme og uden forståelse af, at deres handlinger kunne have konsekvenser, de skulle hele tiden prøve grænser af, og jeg var for svag og bange til at sige stop. Vi var teenagere, vi var praktisk talt børn, men på papiret var vi voksne, og måske var det derfor der ikke var nogle af de rigtige voksne der syntes at de skulle blande sig.

Lyve og manipulere

Som verden ser ud for mig i dag, så lyver jeg meget sjældent, og når jeg gør så får jeg altid meget dårlig samvittighed. Min psykolog spurgte forundret om jeg overhovedet kan finde ud af at lyve. Det kan jeg nu godt, men det er svært, for jeg kan ikke koncentrere mig om løgnen, alt hvad jeg tænker er "jeg lyver lige nu, jeg lyver, fuck hvor er det forfærdeligt. Så når jeg lyver, er det som regel ved at undlade at sige den ting der virkelig gælder, hvorefter min indre monolog går "du må ikke sige DET, du må ikke sige DET". Er det hvad man kan kalde en undladelsessynd :)

Sådan har det dog ikke altid været. Da jeg var barn, havde jeg endnu ikke nogen diagnose, og da vi ikke var en familie der sådan talte om tingene, så stod jeg ofte meget alene med at tackle en verden der slet ikke var beregnet til sådan nogle som mig. Værende et barn havde jeg ikke ret mange midler til min rådighed. Jeg havde ikke nogen penge eller erfaring i at købe ting der kunne være mig behjælpelige, og jeg var et barn og havde derfor i det hele taget meget lidt kontrol over hvad der skete med mig, men jeg havde brug for kontrol, så derfor var løgnen det eneste hjælpemiddel jeg havde. Nej, det er ikke helt rigtigt, jeg havde også brug for sukker som hjalp mig med min udiagnostiserede ADD, men for at få sukker måtte jeg lyve.

Hvad løj jeg om? Jeg løj om hvor jeg havde fået slik fra, om hvor meget jeg havde spist, om at være syg, så jeg ikke skulle i skole, om hvor hvor meget tøj jeg havde på, så jeg ikke behøvede at svede, om hvad der skete i skolen, så at mine forældre kunne få ondt af mig, eller for at de ikke skulle opdage at jeg var en taber, om lektier, fordi jeg slet ikke havde overskuddet til at lave dem, men mest af alt løj jeg for at jeg kunne få bare en ganske lille smule fred oppe i hovedet.

Jeg husker ikke længere hvor ofte jeg løj, men det føltes som om det var hele tiden. Jeg hadede virkelig at gøre det, for jeg vidste, at det gjorde mig til et dårligt menneske, men jeg var nødt til at gøre det for at overleve. Det værste ved løgnen er, at det er svært at holde op, for jeg var så bange for at indrømme at jeg havde løget. Jeg var bange for at se folks ansigter når det gik op for dem. Menneskers ansigter har altid skræmt mig lidt med alle deres uforståelige følelser

Min barndoms løgne var ret uskyldige, men det var en snebold der rullede ned af bjergskråningen, for lige pludselig blev jeg teenager, at de ting der var på spil blev mere alvorlige, sexchikane, spiseforstyrrelse, selvskade, selvmordstanker. Løgne for at holde på den normale facade. Alle løgnene naglede mig til gulvet. Hvordan kunne jeg sige fra, sige at det ikke længere var sjovt, uden at folk ville opdage at jeg havde løget og dømme mig? "Kære Gud, Jesus, Jomfru Maria og alle Himlens hærskarer. Hvordan fanden kommer jeg ud af alt dette lort".

Løgnene stoppede samtidig med at spiseforstyrrelsen stoppede, for på det tidspunkt var jeg så sy, at det var hamrende ligegyldigt hvad jeg sagde, bare jeg sagde et eller andet. Her er det, at jeg burde komme med en historie om det præcise øjeblik hvor jeg besluttede mig for ikke at lyve mere, helst et tidspunkt hvor jeg var ved at dø, men for mig var der ikke sådan et øjeblik, det var bare sådan, at jeg efterhånden lærte, at nu hvor jeg havde en diagnose der kunne forklare min hemmelige anderledeshed, så var det meget meget nemmere hvis jeg bare fortalte sandheden.

I dag er mit liv formet på en måde, hvor jeg ikke har brug for at lyve for at overleve. Det er bare sådan verden er, det er ikke nogen moralsk beslutning, selvom jeg ironisk nok har det enormt svært ved når andre lyver over for mig. På trods af, at jeg har så megen erfaring i at lyve, så forstår jeg ikke løgnen, og den gør mig utryg. Der ud over kommer det altid bag på mig når andre mennesker ikke viser sig at være langt bedre og moralsk mere overlegne end jeg selv.

Hvordan jeg blev feminist

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil kunne give et klart og entydigt svar på hvorfor jeg i nogle perioder sultede mig selv til lorten begyndte at løbe ud af mig som brunt klumpet vand, og i andre perioder spiste til jeg var ved at revne, for så at gå ud på toilettet for at kaste det hele op. man kan selvfølgelig bare sige at jeg havde det af helvede til og et eller andet skulle jeg jo foretage mig, men det er jo ikke rigtig noget svar, for mange mennesker har det jo svært.

Hvad jeg vil snakke om i dag er hele postyret omkring det at blive kvinde. Til at starte med klarede jeg det fint. Min mor er biologilærer, og jeg vidste stort set hvad der var at vide om alle de praktiske ting, men min tilværelse på den tid var ret beskyttet. Så startede jeg på gymnasiet, og så fik piben en anden lyd.

Mit liv indtil da havde egentlig været lidt ligesom det altid havde været bare med månedlige blødninger og hår der skulle barberes væk. Der havde da ganske vist været talt om sex og flere af mine klassekammerater havde haft kærester og den slags, men vi var i sidste ende bare børn der legede. I gymnasiet lærte jeg for første gang seksualiteten at kende som et angrebsvåben. I gamle dage var sexisme 'kend din plads, kvinde', og det vidste vi jo alle sammen godt var forkert, men den sexisme jeg stødte på blev forklædt som humor, og var derfor teknisk set noget jeg skulle synes var sjovt. Jeg følte mig forsvarsløs, dette var ikke noget min mors biologibøger, som jeg havde læst i smug under dynen, havde lært mig noget om.

De to drenge der var efter mig var lærernes yndlinge, så hvordan kunne jeg tro andet, end at det var mig den var gal med, og det der var gal med mig var at jeg var kvinde. Jeg besluttede at prøve at lade være med at være kvinde ved at sulte min menstruation og kvindelige former væk. Jeg begyndte at hade min mor fordi hun var kvinde, og fordi hun mindede mig om at jeg var kvinde. Sådan begyndte min spiseforstyrrelse som skulle vare de næste 10 år.

Selvfølgelig afsluttede jeg gymnasiet, men det fik ikke sådan lige min spiseforstyrrelse til at gå væk, for jeg blev ved med at støde på disse små irriterende episoder, kommentarer, bøger og avisoverskrifter der mindede mig om, at jeg, fordi jeg var kvinde, måske ikke var nær så god som drengene.

'Men problemet med at kæmpe mod sig selv er, at man taber, hvis man vinder. På et tidspunkt vil man - såret og udmattet - enten acceptere, at man bliver nødt til at blive kvinde - at man er en kvinde - eller dø. Dette er den brutale, fundamentale sandhed om puberteten - at den ofte er én lang, smertefuld udmattelseskamp. De selvskadende piger med deres selvpåførte snitsår på arme og lår minder bare sig selv om, at deres krop er en kampplads'
                                         Moran, Caitlin 'Kunsten at være kvinde' s. 16-17

Og sådan måtte det jo også gå med mig.

 I dag står jeg så og ser på min næsten-30-årige krop, ca 20 kg tungere, og har lært at værdsætte det at være kvinde, jeg har faktisk lært at være glad for at være kvinde, men jeg står alligevel tilbage med en følelse af verden i dag stadig ikke er noget helt frugtbart sted for kvinder at være, så derfor er jeg feminist, for at fremtidige generationer af piger ikke behøves ty til samme ekstremer som jeg selv var nødt til. Det er ikke sådan, at jeg går rundt og hader mænd. At sige at jeg hader mænd er ca lige så tåbeligt som at hade kvinder, eller nærmere så er det PRÆCIS lige så tåbeligt som at hade kvinder.

Min far kan ikke lide ordet 'feminisme', fordi det vækker nogle ubehagelige billeder fra 70'erne, hvilket er en skam, for vi har ikke rigtig andre ord til at beskrive det, at folk som mig og min søster også har lov til at være her. I 90'erne havde vi lige ordet 'Girl Power', men det har været den eneste konkurrent til ordet 'feminisme' i 100 år.

Den kønsdiskriminerende skole

Er det danske skolesystem, sådan som det er i dag, diskriminerende mod drengene. Det siger folk, og jeg tvivler ikke på at de har ret, og det skal helt klart ændres. Selvfølgelig kan vi ikke leve med at halvdelen af vores børn, i en alder hvor de burde være ude og klatre i træer og fange frøer, for at vide, at de er slemme slemme børn fordi de har så meget energi og ikke kan sidde stille. De kloge folk har aller helvedes meget ret, når de siger, at det ikke kan være sundt for de små drenge, og, når ret skal være ret, så er det måske heller ikke sundt for de små piger. Jeg ønsker at de kommende generationer af piger skal være lige så gode på fodboldbanen i frikvarteret, som jeg ønsker at drengene skal være gode til diktat i timen.

Jeg vil gerne fortælle om mine oplevelser med kønsdiskrimination i løbet af min skoletid. Jeg vil tale om den diskrimination der var rettet mod pigerne da jeg  gik i 8-9 klasse plus gymnasiet tilbage i slutningen af 90'erne begyndelsen af 00'erne.

Engang imellem havde vi det der nogle gange hed klassens time og andre gange hed det klassens tid, men grundprincippet var sådan nogenlunde det samme. Vi skulle sidde og snakke om, at pigerne var nogle forfærdelige væsner der bar nag hver gang de blev sure på en af de andre piger, og derefter brød helvedet løs og det ville gå over i mobning. Drengene derimod var nogle fantastisk overlegne væsner der, når de blev uvenner, sloges og så kom videre og tilgav hinanden med det samme. Jeg vil give vores lærer ret i, at ellers søde teenagepiger kan finde på at blive onde i sulet i en grad der får de voksnes fnidder til at blegne. Den del kan vi altså blive enige om, men det der får mig til at stejle er tanken om, at drengene er pigerne mentalt overlegne. Drenges og pigers reaktion på uvenskaber er forskellige, men jeg har læst "kongens fald" af Johannes V Jensen, og jeg kan godt fortælle jer, at der intet gloværdigt er over den.

I 9 klasse havde jeg en fysik/kemilærer som var forelsket og betaget af en af pigerne i klassen, så hun fik gode karakterer mens alle vi andre piger fik middelmådige karakterer. Drengene derimod fik karakterer efter hvor dygtige de var. Noget af min galde handler om, at jeg var dygtig og bestemt mente, at jeg fortjente en langt højere karakter, hvilket jeg da også fik til eksamen. Det jeg dog husker bedst er denne piges blege og tavse ansigt nå samtalen faldt på dette problem. Af gode grunde hadede hun fysik, og da vi skulle til eksamen, og det var gruppearbejde hvor flere grupper var op samtidig, da måtte den kvindelige censor fysisk gribe fat i læreren og slæbe ham væk fra pigens bord, så hun kunne få lidt fred, og vi andre kunne vise hvad vi kunne. Pigen var efterfølgende nærmest grædefærdig. Det hele var lidt en stående vittighed som man talte helt åbenlys om, også med forældre og lærere, men der var et mærke i denne vittighed, noget der jo i virkeligheden ikke var spor sjovt. Jeg kan godt blive vred over, at der ikke var nogen voksne der greb ind. Det er meningen at skolen skal opbygge eleverne, men dette havde et ødelæggende element i sig.

Da jeg gik på gymnasiet var jeg udsat for sexchikane. Der var to drenge der dagligt prøvede at udfritte mig om mine seksuelle præferencer, hvis jeg sad ved en computer begyndte de at skrige op om, at jeg sad og så porno, de rørte ved mig, den ene trak endda sin pik frem midt i en historietime for provokerende at vise mig den,og de blev ved med at antydede at jeg godt kunne lide den slags. Det var svært for mine omgivelser, at se hvor slemt det var for mig, for i et forsøg på ikke at græde, begyndte jeg at grine. En dag tog jeg dog mod til mig og sagde det til studievejlederen, som bare grinende trak på skuldrende og sagde; "at drenge er drenge, de skal bare løbe hornene af sig". Og så måtte jeg gå tilbage ud i det mareridt der på det tidspunkt var mit liv.

I 3g havde jeg en oldtidskundskabslærer, sådan en er de der klamme typer der ikke havde lov at komme til skolefesterne fordi de ikke kunne holde fingrene fra pigerne. Denne lærer var glad for piger med store bryster. I den sammenhæng er jeg heldigvis velsignet med et par bryster der er så små, at hen vel dårlig lagde mærke til, at jeg eksisterede. Når han var i sit frække hjørne kunne han godt finde på at læne sig hen over bordet og med lummer accent sagde; "at du trænger da vist til en tur over knæet".

Jeg må indrømme at jeg på grund af disse historier, og hundredvis af små dagligdags historier, har lidt svært ved når store voksne mænd beklager sig over diskrimination. Måske er det bare pga min manglende forestillingsevne, at jeg ikke kan gætte hvad de dog kan have oplevet der retfærdiggør deres brug af dette ord. Hvis i har historier der forklare dette, vil jeg meget gerne hore om det.

Når aspergerpiger mødes 2

I går var jeg til sammenkomst med en masse andre aspergerkvinder her i Aarhus. Jeg er begyndt at argumentere for, at man symptommæssigt ikke skal dele aspergere op i mænd og kvinder men derimod i indad- og udadreagerene. Det er dog bare når det gæld symptomer, for engang imellem er det bare sådan at kvinder gerne vil have oplevelser sammen med andre kvinder, og så er det ligegyldigt om man er normal eller har en diagnose.

Samtidig med at vi har behov for at møde andre kvinder, har vi også behov for at møde andre med en diagnose, helst den samme som os selv, for vi har behov for at blive bekræftet i, at vi ikke er helt så gale som det nogle gange føles.


Jeg flyttede til Aarhus for at tage del i den virkelige verden, og det er både sjovt og spændende, og jeg møder en masse fantastiske mennesker, men det gør mig også enormt usikker på mig selv, for i hvilken grad ser folk omkring mig som gal eller forstyrret? Jeg er smertelig bevidst om, at jeg nogle gange siger nogle lidt mærkelige ting, som folk enten finder underlige eller ligefrem stødende.

Før jeg tog af sted til mødet var jeg nervøs, for jeg ønskede brændende at dette kunne være et fristed, hvor jeg kunne få lov til at være underlig uden at lægge bånd på mig selv, men samtidig var jeg også bange, for hvad nu hvis jeg heller ikke passede ind her, hvad hvis de slet ikke kunne forholde sig til min måde at være mærkelig på?

Heldigvis gik mødet rigtig godt, og vi havde det enormt morsomt. Til at starte med var det svært at komme ind i samtalen, for alle de andre kendte hinanden, hvilket intimiderede mig lidt, for jeg ved fra andre sammenhænge hvor svært det er at komme ind i en allerede eksisterende gruppe. Jeg er også meget bevidst om, at jeg generelt ikke klarer mig så godt i store grupper, som jeg gør når jeg er alene med folk. Jeg var ked af at disse mennesker ikke ville se den bedste side af mig, men det viste sig, at det slet ikke blev et problem, for da jeg endelig tog mod til mig og begyndte at deltage i samtalen, så gik det faktisk rigtig godt.

Mødet tog dog så meget på mig, at jeg var nødt til at tage tidligt hjem. Jeg prøvede at sætte en film på jeg har set 100 gange før, men jeg kunne slet ikke klare flere indtryk, så jeg slukkede og endte med at gå i seng allerede kl 16.30. Da jeg lå i min seng fik jeg det faktisk helt dårligt. Jeg havde slet ikke kræfter til alle mine sædvanlige forsvars mekanismer, og fordi jeg havde oplevet noget så sjældent som at blive forstået, så væltede det nu op i mig med erindringer om alle de gange hvor jeg virkelig havde brug for at blive forstået. Der var dengang en lærer i en diskussion om mobning sagde, at jeg selv var ude om at blive holdt udenfor som barn, for jeg var satme et mærkeligt barn. Der var dengang en af drengene blottede sig for mig i en historietime, og hvor klassen bare syntes at det var sjovt. Jeg lå i min seng og var udmattet, og jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg faktisk havde været stærk nok til at holde det ud. Jeg lå og fantaserede om hvordan det ville have været at have skåret sig i disse situationer.

Til sidst faldt jeg dog i en urolig søvn.

Inklusion?

Stiller jeg for høje krav til mig selv? Det får jeg i hvert fald altid at vide, men jeg er selv i tvivl, men hvad handler det at stille høje krav til sig selv om? Jeg blev diagnostiseret meget sent, så hele min skolegang har jeg skulle omgås og konkurrere med de normale. Jeg gik endda på privatskole, så standarden var sat meget højt. Jeg tror umiddelbart, at jeg er det som politikerne håber på med deres inklusion af, bortset fra, at vi ikke vidste det dengang.

Jeg havde det ikke godt i skolen. Jeg kan ikke komme med historier der ligner dem der er oppe i medierne for tiden. Jeg var udenfor, både når det galt lærere og elever. De forstod ikke mig og jeg forstod ikke dem, og det gav en masse unødige konflikter. Jeg var meget bevidst om min anderledeshed, og det plagede mig. I nogle perioder dyrkede jeg det anderledes af princip, for hvis jeg ikke kunne være normal, så kunne det også bare være det samme, basta, men det var i virkeligheden noget der nagede mig. Jeg kunne se, hvad jeg burde kunne overkomme, men jeg kunne ikke, så jeg voksede op med en bevidsthed om, at jeg var doven, det værste af alle skældsord.

Mit største ønske var at være dygtig i skolen, og jeg havde potentialet, men min ADD pinte og plagede mig hver gang jeg satte mig ned med lektierne. Jeg begyndte at pine og plage min krop for at underkaste den disciplin. Jeg sultede mig, skar mig og slog mig selv for bare lige at lave én opgave til, bare lige læse én side til eller for at prøve at høre efter hvad læreren sagde uden at ligne at jeg brændende ønskede at være et helt andet sted.

Det at være normal var dog ikke bare at lave sine lektier, det omfattede alle sider af livet, hvor rent der var på ens værelse, hvor tit man vaskede hår, hvor mange venner man havde og så videre, men der var ingen der fortalte mig præsis hvad der var vigtigt og hvad der ikke var, så lige så stille opbyggede jeg et helt galleri af regler for normal opførelse, som jeg forgæves prøvede at følge.

Da jeg så blev rigtig syg begyndte alt i mit liv at sejle, og bare det at gå ud med skraldet var en opgave jeg nogle gange ikke kunne klare. Jeg var meget bevidst om, at tingene ikke var normale, og jeg kæmpede en daglig kamp for at komme op på en nogenlunde på facaden lignende normalitet. Det var på dette tidspunkt, at jeg af en pædagog på et aktiveringssted for autister fik at vide, at hun aldrig havde oplevet en der stillede så mange krav til sig selv. Jeg tog det lidt som en ros, for i modsætning til nogle stykker jeg i tidens løb har mødt, så prøvede jeg i det mindste.

Hver dag prøvede jeg at opføre mig bare en lille smule mere normalt, for daglige gøremål er dejlig konkrete, så det var noget jeg kunne måle mine fremskridt på. For nyligt holdt de daglige gøremål op med at være en kamp, og jeg kunne begynde at bruge min energi på andre ting, så det var måske ikke længere så livsnødvendigt, at jeg fik redt min seng med sengetæppe og pyntepuder hver eneste dag. Mit nye liv foregår indeni og udenfor mig, så facaden er måske ikke længere så nødvendig, men den er lidt blevet en vane.

Jeg ved ikke om dette indlæg er for eller imod inklusion. Jeg var ikke lykkelig hvor jeg var, men jeg er ikke sikker på at jeg havde været mere lykkelig andre steder. Inklusionen gjorde mig syg, fordi jeg og mine omgivelser ikke var bevidste om mine begrænsninger, men jeg har til gengæld fået nogle redskaber der hjalp mig til at kæmpe mig op til overfladen igen. Det var ikke noget køn kamp, men det er kampen mod sygdom (psykisk såvel som fysisk) aldrig.

Om lærere

Man har ikke lyst til at snakke om det, men mens der er børn der er nuttede og som man bare har lyst til ar kramme og kysse og tage med hjem, så er der børn man bare har en tendens til at overse. Jeg var som sådan ikke grimmere end børn generelt var dengang i 90'erne, jeg var ikke frækkere, eller mere beskidt, jeg var der bare ikke så meget. Min elskede farmor kan ikke lide at jeg siger sådan, og jeg elsker hende for det, men jeg var en helt anden person i skolen, end jeg var derhjemme, hvor jeg havde ro.

Min mor prøvede at indføre en regel om at jeg kun måtte være syg hver anden uge, men det gik ligesom i vasken allerede første sygdomsfri uge.

Jeg har altid prøvet på ikke at bebrejde nogen, for jeg vil ikke være en bitter person, men i går fortalte jeg en af pædagogerne om min skoletid, og hun blev egentlig ret forarget. Hun sagde at jeg havde været ude for et enormt svigt fra lærernes side, for det var jo tydeligt, at jeg ikke havde det godt allerede dengang.

I 9. klasse havde vi en klassens time om mobning. Jeg tog mod til mig og fortalte, at jeg i de små klasse græd hver dag hvor jeg kom hjem fra skole, men min lærer sagde bare, at det var jeg selv ude om, for jeg var godt nok et mærkeligt barn.

Men det var egentlig slet ikke det jeg ville snakke om. Generelt er jeg en ret charmerende person, og de fleste mennesker jeg møder inden for forskellige professioner kan godt lide mig, undtagen lærere. Her over 20 år efter jeg første gang startede i skole, har jeg stadig svært ved at snakke med mine lærere. Lærere i folkeskolen, gymnasiet og på universitetet er tre vidt forskellige ting, men jeg er stadig og har altid været så desperat efter lærernes accept, at jeg slet ikke kan finde ud af at kommunikere med dem, hvilket har gjort at mange ligefrem prøver at undgå at have kontakt med mig, hvilket så gør mig endnu mere usikker på mig selv, hvilket så gør, at jeg har endnu mere brug for lærerens accept, og på den måde har jeg altid ødeligt alting for mig selv.

Det var så min historie, som jeg egentlig ikke havde tænkt mig at skrive, men efter samtalen i går er det noget der har fyldt temmelig meget, så jeg kunne ikke koncentrere mig om at skrive om noget andet.

Om geografi og studenterhuer

Hvem skulle have troet det, man tror det er løgn, men geografi viser sig rent faktisk at være spændende, hvis man gider at tage sig tid til at kigge på et kort.

Mit dårlige forhold til geografi stammer fra geografi i 6 eller 7. klasse, hvor vi lavede et tværfagligt forløb med dansk, engelsk og biologi om sex, og vi skulle derfor (udelukkende) have om Afrikas befolkningsvækst. Svarene på nok 80% af spørgsmålene i vores bog var enten AIDS eller kondomer. Jeg var måske ikke så emotionelt udviklet som nogle af dem fra min klasse, så jeg ville nok hellere have haft om vulkaner, jordskælv, og den slags.

Mit uheld med geografi fortsatte i gymnasiet, hvor vores ellers flinke nok lærer nærmede sig sin pension (efter sommerferien) og han ville hellere tale om golf og stangspring. Det ene dyrkede han nu og det andet da han var ung.

Nu sidder jeg med min bog om vikinger, og jeg sidder febrilsk med mit Atlas og prøver at finde ud af steder og sammenhænge, og det irriterer mig lidt, at jeg finder det spændende, for hvorfor var det, at jeg dengang var så ligeglad, jeg kunne have haft en meget behageligere gymnasietid, og jeg kunne have fået en meget højere karakter.

Jeg prøver tit at fortrænge min gymnasietid, men i disse dage er det næsten umuligt med alle de studenter der render rundt alle vegne. Man siger at det burde være de bedste år i ens liv, men for mig var det de værste. Jeg var så deprimeret, at jeg ikke aner hvordan jeg kom op om morgenen eller fik lavet mine afleveringer. I min familie taler vi tit om at jeg kom i en dårlig klasse, men det er egentlig ikke helt rigtigt. Der var egentlig masser af søde mennesker, men der var lige to drenge der gjorde livet til et helvede for mig. Det var ikke som sådan mobning, det var mere ovre i sexchikane.

Jeg hadede dem, men alle andre elskede dem, både lærere og elever. Da jeg til sidst prøvede at snakke med studievejlederen, fik jeg at vide, at drenge er drenge, de skal bare løbe hornene af sig, men de var vel på dette tidspunkt 19-20 år, burde man så ikke være i stand til at holde sin pik inde i bukserne midt i en historietime?

Resten af eleverne var egentlig fine nok, jeg havde det bare for dårligt til at interagere med dem, for når jeg følte mig udenfor, så var det et problem der gik begge veje, for jeg prøvede jo heller ikke rigtigt at komme i kontakt med dem. Jeg var i det hele taget ikke nogen særlig tiltalende person i gymnasiet, ikke sådan som jeg husker det. Jeg var sur og tvær og bare ikke særlig god til at begå mig med andre mennesker.

Men mine sociale mangler i gymnasietiden kan jeg leve med for jeg har siden klaret mig godt på det punkt, hvad der er langt sværere at leve med er mit eksamensbevis. Jeg lavede ikke dagens gode gerning. Jeg lavede lige akkurat mine afleveringer, og jeg kom til tilstrækkeligt af timerne til at jeg ikke skulle op i fuldt pensum. Jeg kom ikke ud med noget virkelig dårligt gennemsnit, men jeg tænkte, at når det var så hårdt for mig at få et middelmådigt snit, så måtte jeg jo egentlig være ret dum. De ting jeg kæmpede med havde dog ikke noget som helst med intelligens og faglighed at gøre, og var ting jeg dengang ikke kunne stille ret meget om imod.

Før det hele dog bliver alt for klynkende og "ih hvor var det synd for mig", så var der ting jeg selv kunne have gjort. Jeg kunne have vist bare et minimum af interesse for fagene. Ikke kun fordi de derved kunne være blevet mere interessante for mig selv, men også af respekt for lærerne og mine klassekammerater.

Om en mislykket fridag

De havde lovet, at det skulle blive super godt vejr i går, og jeg tænkte, at jeg da godt kunne tillade mig en fridag, hvor jeg kunne sidde og slikke sårene efter det med Pigen, for i løbet af de sidste par uger, har jeg virkelig kunnet mærke hvor dybt de stikker, så på med et par meget små shorts og en top med stjerner (toppen er 6 år gammel, så vores fascination af stjernemønstre er ret vedholdende).

Så satte jeg mig ud i en stol allerede relativt tidligt om morgenen. På det tidspunkt var himlen blå og alt tegnede godt, men snart begyndte skyerne at samle sig og solen forsvandt. Det var ikke regnskyer, så jeg blev stædigt siddende, selvom det ikke var helt varmt, men nu havde jeg jo besluttet mig for en fridag, og så bestemmer man sig ikke bare sådan videre om igen. Nogle mennesker ville måske være i stand til det, og jeg misunder dem, men så meget selvkontrol har jeg desværre ikke.

Jeg sad altså bare i min stol og lavede ingen verdens ting, jeg sad ikke engang med en bog, hverken skolerelateret eller frilæsning. Jeg sad mest og dagdrømte om prinsesser og New Yorker betjente, for jeg er ikke helt ude af min CSI NY fase. Efter frokost kapitulerede jeg og gik op og tog lange bukser på, og så kam jeg ikke ned igen, for så tændte jeg for en dvd med selv samme serie, og der blev jeg så siddende til aftensmad, og så spiste jeg og gik i seng.

Jeg burde have nydt min fridag, det er vel det fridage er til for, men jeg gik bare og var små-deprimeret hele dagen.

2 x mig

Jeg kan fortælle at selvom man elsker et fag helt enormt meget, så er det stadigvæk røv kedeligt at læse til eksamen. Jeg har holdt læseferie i to dage og jeg savner allerede universitetet. Dog handler det ikke så meget om at renskrivning af noter og repetition er kedeligt, som det handler om, at jeg ikke er tryg i mit eget hjem.

Det er ikke at Pigen gør mig noget, hun kommer ikke ind om natten og barberer håret af mig eller kalder mig navne, hun ignorerer mig bare og gør det dag ud og dag ind i 6 måneder. Det er forbløffende hårdt at blive ignoreret. Mit selvværd er i bund, og jeg føler mig ikke som mig selv.

På universitetet, hvor jeg jo så ikke rigtigt kommer lige nu, er  jeg en anden. Der er jeg dygtig, jeg er overskudsagtig, jeg kan håndtere de udfordringer som livet giver mig, men herhjemme er jeg et ynkeligt skvat der går rundt med bøjet nakke. Jeg har en seddel på døren hvor der står, at jeg skal ranke ryggen, at jeg også fortjener at være her, men det er som om jeg ikke rigtigt tror på det selv.

Pædagogerne har anerkendt, at der er et problem, men efter direkte og indirekte at være blevet afvist i 6 måneder, så er jeg grundlæggende i tvivl. Jeg tvivler på mine iagttagelser og på mine egne intentioner. Hvad nu hvis det hele er noget jeg selv finder på og som jeg har manipuleret pædagogerne til også at tro på det? Hvad hvis jeg overdriver det hele ved at bruge ord som mobning og svigt?

Jeg mangler et verbum til hvad det er Pigen gør mod mig. Ikke så meget den konkrete handling med at overse/ignorere mig, men den mere mentale side af sagen. Jeg bruger ordet mobbe fordi jeg ikke kender andre ord, men mobning giver os nogle grimme billeder der ikke helt er i overensstemmelse med hvad hun gør. Men hvad skal jeg ellers kalde det? Drille? Det tror jeg så ikke lige. Problemet med at bruge ordet mobning er, at jeg derved gør hende til en der mobber, og det tror jeg trods alt ikke at hun har fortjent. Jeg tror ikke at hun har intentioner om at få mig til at have det skidt. Men ved ikke at kalde det noget, negligerer man også bare hvor stor en betydning det har i mit liv. Problemet er at jeg føler mig som offer, men offer for hvad, er en forbrydelse uden navn også en forbrydelse? Er det ikke først rigtigt forkert når man formulerer at det er forkert?

Om løsningsorienteret indirekte tale

Jeg har været ked af måden hvorpå Pigen behandler mig på, men det der virkelig har gjort ondt har været pædagogernes afvisning af mig, for indtil jeg i weekenden nærmest tvang dem til det, er der ingen der har sagt, at det var synd for mig, at de havde ondt af mig, at det er uretfærdigt og at det hele lidt er noget lort.

I går havde jeg så to samtaler med en pædagog. Efter den første var jeg meget ked af det, for jeg ville ønske, at hun ville forsvare mig lige så ivrigt, som hun forsvarede Pigen. Det fortalte jeg under vores anden samtale. Hun blev meget overrasket, for hun syntes nemlig at hun hele tiden havde sagt disse ting til mig, men hun har aldrig sagt det direkte, så jeg forstod det ikke, så vi prøvede at sidde og analysere alle de ting hun har sagt, og jeg tror nok at det chokerede hende lidt. Når hun spurgte om jeg syntes det var rimeligt, at Pigen behandler mig sådan, så så jeg det kun som et spørgsmål til mig, ikke som en afspejling af hvordan hun måske selv følte. Når hun blev løsningsorienteret, og prøvede at spørge ind til hvad JEG kunne gøre for at kunne være i dette på bedst mulig måde, blev jeg vred, for jeg syntes at vi sprang et trin over, det trin hvor jeg fik lov til bare at være ked af det.

Når andre mennesker er kede af det har de lov til at have minimum en dag hvor de græder ud ved en veninde, spiser is direkte fra bakken og tuder til dårlige tøsefilm. Fordi jeg er i systemet, så når jeg bliver ked af det, så skal det straks behandles, for at jeg kan komme videre i mit liv, men hvad nu, hvis jeg ikke er klar til at komme videre? Hvad hvis jeg bare vil have lov til at græde? I denne situation hader løsningsorientering endnu mere, fordi det får mig til at føle, at det bliver set som min opgave at gøre livet lettere for Pigen. Jeg ønsker heller ikke at gøre livet sværere for hende, jeg er faktisk hvad det her angår, lidt ligeglad med hende, jeg vil bare have at det for en gangs skyld handler om MIG, at der for en gangs skyld også er plads til MIG, både mentalt, men også rent fysisk. Jeg bliver skubbet længere og længere væk fra fællesmiljøet, indtil der til sidst kun vil være plads til mig inde hos mig selv.

Jeg synes, at pædagogerne har meget høje forventninger/krav til mig, for jeg får tit ros for, at jeg er god til selvanalyse og til at sætte ord på hvad der sker og hvad der er galt, men nogle gange vil jeg også bare gerne ses, for det er som om de problemer jeg ikke selv kan sætte ord på, de har ikke lov eller mulighed for at eksistere.

Om et lidt sent nej til mobning

Jeg har gennem de seneste 6 måneder været udsat 'mild' mobning på mit bosted. det har ikke været værre end at jeg godt kunne holde det ud, men det har tæret på mine kræfter. Hvad der til gengæld er gået mig meget på er pædagogernes reaktion, der har nemlig ikke været nogen de sidste 5 måneder. Vi talte om det i begyndelsen, men så vænnede alle parter sig til at sådan var det bare.

Min læseferie er begyndt, så jeg skal være til at være meget mere hjemme, og tanken virkede rædselsfuld, at jeg fik min psykolog til at skrive et brev til min kontaktpædagog, men der har været mange dage den sidste uge, hvor jeg har ønsket, at jeg intet havde sagt, for pædagogernes reaktion har været endnu værre end deres tavshed.

Et af problemerne har været pædagogernes tavshedspligt over for pigen der gør dette mod mig, og i frygt for at sige for meget, har de valgt at sige for lidt, så hele tiden blev jeg mødt med "det kan jeg ikke sige noget om... tavshedspligt". Jeg ved intet om hvad der foregår. Vi plejede at være venner, men jeg kan ikke få at vide hvad jeg har gjort galt eller hvorfor hun ikke længere kan lide mig, for hun ønsker ikke at gå i dialig. Da jeg spurgte om de (pædagogerne) i det mindste ville opfordre hende til det, fik jeg "nej".

Efter et møde blandt pædagogerne om det, kunne jeg til gengæld godt få at vide, hvad jeg kan gøre. Jeg kan finde mig i det, for sådan noget kan man også komme ud for i 'den virkelige verden' og pædagogerne 'kan hjælpe mig til at være i det på bedst mulig måde'. Det har været så ydmygende. Jeg følte, at de havde sat sig ned i en lille rundkreds og set hinanden i øjnene og valgt at vælge mig fra, og jeg følte at det var min egen skyld, fordi jeg havde tvunget dem til at vælge imellem os. Jeg følte mig så værdiløs og græd mig gennem weekenden.

Søndag var min anden kontaktpædagog på arbejde. Hun havde ikke været en del af mødet, men da hun nu blev inddraget, begyndte der at ske noget.

Først udredte hun min misforståelse, at der rent faktisk bliver arbejdet på at løse situationen, også på pigens side.
For det andet, går hun ind og siger, at hun kan ikke gå ind og sige noget om pigens sag, men hun kan godt gå ind og sige noget om min, og hun har ikke observeret på noget tidspunkt at jeg skulle have gjort noget galt.
Og til sidst anerkender hun at pædagogerne har svigtet mig. Ikke kun i den sidste uge, men generelt gennem de sidste 5 måneder.

Det er en kæmpe lettelse, og pludselig kan jeg mærke hvor træt jeg er efter at skulle holde sammen på det hele. Situationen er på ingen måde løst, men nu er jeg ikke længere skurken.