Hvad laver jeg så nu hvor jeg ikke går på universitetet? Well, jeg kigger lidt på græsk, selvom det mest indebærer, at jeg ser hen på bunken af græskbøger og tænker at jeg burde... men så gør jeg det ikke altid alligevel. Næ, de bøger jeg læser har ofte en helt anden karakter.
I går var jeg til møde med min nye psykiater, som jeg faktisk kendte i forvejen fra mine mange indlæggelser på psykiatrisk hospital Risskov tilbage i 07-09. Det var et glædeligt gensyn, og et af hendes spørgsmål var, om jeg stadig læste lige så meget som dengang. Jeg læser en hel del, men i 2009 læste jeg 182 bøger plus det løse. Jeg læser dog stadig meget alsidigt. For bare at tage de sidste fem bøger jeg har læst, så har jeg læst om en enkelt kvindes mange sexeskapader i 70'erne, om feminisme i moderne tid, om en tyrkisk-amerikansk kvinde som læser russisk litteratur, om prins Henrik og om kulturradikale.
Titlen på dette blogindlæg er 'Man skal læse varieret det er sundt', hvilket selvfølgelig er en sandhed med modifikationer. Det kan også være skønt og godt at fordybe sig i et enkelt emne, men hvad nytter et enkelt emne hvis man ikke kan sætte det ind i en helhed? Men hvad er helheden. Da jeg havde historie i gymnasiet blev jeg altid beskyldt for at være for detaljeorienteret og ikke se helheden, og det kunne min lærer sådan set have ret i, men efterhånden som jeg er blevet ældre og har læst endnu flere bøger, så står jeg lidt tilbage og tænker, 'jamen hvilken helhed'.
Ifølge skolens bøger, så var 2. verdenskrig noget der startede i 30'erne og sluttede i 1945 punktum. Hvis man så var rigtig dygtig kunne man så drage nogle konklusioner videre til den kolde krig ect. Men hvad med før? Man skulle tro at jødehadet var noget at Hitler i en opiumståge havde fundet på ud af det blå, og ikke noget der havde været fastcementeret i århundreder. Hvad med nu? Man kunne ligeledes ud fra teksterne tro at jødehad helt stoppede i 1945. I 2008 prøvede en ung palæstinensisk mand at skyde to jødiske sælgere og deres kunder her i lille fredelige Danmark, men mange mener alligevel ikke at vi har et problem med jødehad.
Verden er proppet med helheder. En enkelt person kan umuligt rumme dem alle (selvom jeg i mine fantasier stærkt håber på at kunne). Det er derfor at det er vigtigt at vi læser noget forskelligt, for de ting som jeg ikke ved, dem ved du måske. Det er derfor jeg flere gange har udtalt mig kraftigt imod denne modedille der er med at alle skal elske krimier. Det er ikke fordi der som sådan er noget i vejen med krimigenren, det er ensformigheden jeg ikke kan lide. Elsker i dem virkelig ALLESAMMEN? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, alle de mennesker der har et køligt forhold til bøger, som måske ville få en meget bedre læseoplevelse, hvis de prøvede noget andet, men sådan er det ikke i dag. Hvis man går ind i et bibliotek eller en boghandel, så står det helt klart at krimier er det eneste rigtige og moralsk gode valg. Forlagene de ved også hvad det er der tjener pengene ind, og det er disse skabelonskrimier, hvor man tænker 'jamen de er jo alle sammen fuldstændig ens', og derfor spyer de dem ud i en lind strøm og fylder bibliotekerne og boghandlerne.
At jeg ikke kan lide dem skal selvfølgelig ikke afholde folk fra at læse dem. Hvis man virkelig nyder en god krimi, så til Helvede med mine småsnobbede holdninger, men hvis man sidder og tænker at man måske godt i hemmelighed kan være lidt træt af dem, så er der faktisk andet derude. Det kan være at man skal prøve sig lidt frem, for det kan godt være lidt svært at vide hvad man inderst inde gerne vil, men det værste der kan ske er, at man får fat i en bog som man efter et par sider må lægge fra sig igen. Man risikerer ikke, som med mad, at blive hastet på sygehuset med et allergisk anfald, eller, som med rejser, at få stjålet sine penge og sit pas. Bøger er ganske fredelige
Viser opslag med etiketten tal. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tal. Vis alle opslag
fredag den 13. juni 2014
lørdag den 7. september 2013
De dovne elever
I et forsøg på at få flere elever ind på erhvervsskolerne, skrev aviserne forleden dag en række artikler om, at selv dovne elever regnede med, at de skulle på gymnasiet og videre på universitetet. Pointen med artiklen var, at man ikke kan klare sig med intelligens alene på gymnasiet, det vil jeg dog påstå, at man godt kan.
Dette indlæg er hverken men ment som en tilskynding til eller frarådning fra at begynde på gymnasiet, det er bare min historie.
Jeg var en af de dovne og umotiverede elever, jeg havde mine årsager, men det ændrer ikke ved, at jeg ikke lavede mine lektier og, at jeg var uopmærksom i timerne. Artiklerne skrev ikke noget om, hvornår man sådan officielt regnes for doven, for jeg går ud fra at der er grader, og på et eller andet tidspunkt overstiger graden af flid graden af dovenskab, og så vil man vel ikke blive betegnet som doven længere, selvom man stadig har tendenser.
Mine 'symptomer' på dovenskab var, at jeg pjækkede ugentligt, jeg lavede ikke lektier, og jeg fulgte ikke med når læreren sagde noget, afleveringer havde jeg dog som regel styr på, om end kvaliteten var meget svingende. Alligevel lykkedes det mig at komme ud af folkeskolen med 8.6 i snit og ud af gymnasiet med 8.4 i snit (begge efter den gamle skala). Dengang troede jeg, at jeg ud over at være doven, også var dum, for udadtil var jeg måske doven, men indvendig kæmpede jeg en hård kamp mod depression og ADD, og hvis jeg kæmpede så hårdt for at få en middelmådig karakter og blive set som doven, så måtte jeg jo i virkeligheden være ekstremt doven og en lille smule dum.
I dag kan jeg se, at jeg havde mine personlige kampe, og det var kun på grund af en rimelig god intelligens at det lykkedes mig at klare skolen ved siden af.
Jeg siger ikke, at alle kan komme igennem gymnasiet på intelligens alene, men det lykkedes for mig, og jeg havde nok klaret mig endnu dårligere på erhvervsskole, så måske det ikke er politikerne der bedst ved hvad de unge egner sig til at læse videre som.
Det andet jeg vil sige er, at man kan ændre sig. Jeg fik ikke tidligere den hjælp jeg havde brug for, så jeg udviklede mæstringsstrategier med min spiseforstyrrelse og selvskade. Det var ikke hensigtsmæssigt, men det hjalp, for det fik mig til at arbejde med mig selv og indse hvad jeg gjorde galt. Senere begyndte jeg at få medicin, og det var noget af det bedste der nogensinde er sket for mig.
Dette indlæg er hverken men ment som en tilskynding til eller frarådning fra at begynde på gymnasiet, det er bare min historie.
Jeg var en af de dovne og umotiverede elever, jeg havde mine årsager, men det ændrer ikke ved, at jeg ikke lavede mine lektier og, at jeg var uopmærksom i timerne. Artiklerne skrev ikke noget om, hvornår man sådan officielt regnes for doven, for jeg går ud fra at der er grader, og på et eller andet tidspunkt overstiger graden af flid graden af dovenskab, og så vil man vel ikke blive betegnet som doven længere, selvom man stadig har tendenser.
Mine 'symptomer' på dovenskab var, at jeg pjækkede ugentligt, jeg lavede ikke lektier, og jeg fulgte ikke med når læreren sagde noget, afleveringer havde jeg dog som regel styr på, om end kvaliteten var meget svingende. Alligevel lykkedes det mig at komme ud af folkeskolen med 8.6 i snit og ud af gymnasiet med 8.4 i snit (begge efter den gamle skala). Dengang troede jeg, at jeg ud over at være doven, også var dum, for udadtil var jeg måske doven, men indvendig kæmpede jeg en hård kamp mod depression og ADD, og hvis jeg kæmpede så hårdt for at få en middelmådig karakter og blive set som doven, så måtte jeg jo i virkeligheden være ekstremt doven og en lille smule dum.
I dag kan jeg se, at jeg havde mine personlige kampe, og det var kun på grund af en rimelig god intelligens at det lykkedes mig at klare skolen ved siden af.
Jeg siger ikke, at alle kan komme igennem gymnasiet på intelligens alene, men det lykkedes for mig, og jeg havde nok klaret mig endnu dårligere på erhvervsskole, så måske det ikke er politikerne der bedst ved hvad de unge egner sig til at læse videre som.
Det andet jeg vil sige er, at man kan ændre sig. Jeg fik ikke tidligere den hjælp jeg havde brug for, så jeg udviklede mæstringsstrategier med min spiseforstyrrelse og selvskade. Det var ikke hensigtsmæssigt, men det hjalp, for det fik mig til at arbejde med mig selv og indse hvad jeg gjorde galt. Senere begyndte jeg at få medicin, og det var noget af det bedste der nogensinde er sket for mig.
onsdag den 4. september 2013
Italia terra est
Den første omgang a latinske lektier er jeg stadig i gang med. Da jeg for et år siden startede på hebraisk var det let, for jeg kunne jo allerede, men dette er helt nyt, og alligevel burde det ikke være det. Min lærer sagde, at der var meget han formodede at vi allerede ved på grund af græsk. De andre havde græsk for 6 måneder siden, jeg havde det for 6 år og 6 måneder siden.
Da jeg sad med i går, spredte panikken sig rundt i min krop, for det var som om jeg skulle starte fra nul, og jeg skulle helt selv finde ud af hvad det var jeg skulle lære, hvor jeg skulle lære det fra og hvordan. Jeg måtte til at genlære begreber som subjektsprædikater og præpositionsforbindelser. Jeg jokede med det over for pædagogerne, men det føltes som om jeg var ved at gå i stykker indvendig. Det var ikke fordi jeg ikke fra start var 'god', jeg kan godt lide at være god til noget, men jeg kan godt overleve ikke at være det, det var, at jeg ikke havde nogen som helst fornemmelse af hvad jeg havde gang i både med latin og med mit liv. Jeg blev ligefrem bange, jeg ved ikke for hvad, muligvis for fremtiden. Jeg blev helt svimmel ved tanken om alt det arbejde der ligger foran mig.
Til sidst fik jeg så ondt i hoften, at jeg ikke kunne sidde ved mit kombinerede spise- og skrivebord. På det tidspunk manglede jeg stadig 6 sætninger plus den sætning jeg fik oversat med "Herskerinden er en by" hvilket jeg har på fornemmelsen nok ikke er helt rigtigt. Jeg blev ikke færdig men måtte stoppe, jeg tænkte, at jeg kunne vende tilbage senere, men jeg var så træt at jeg dårlig kunne holde øjnene åbne. Pædagogerne sagde, at jeg så træt ud, men at jeg strålede. Jeg kan ikke mærke det, men det kommer nok når den værste træthed har lagt sig.
Da jeg sad med i går, spredte panikken sig rundt i min krop, for det var som om jeg skulle starte fra nul, og jeg skulle helt selv finde ud af hvad det var jeg skulle lære, hvor jeg skulle lære det fra og hvordan. Jeg måtte til at genlære begreber som subjektsprædikater og præpositionsforbindelser. Jeg jokede med det over for pædagogerne, men det føltes som om jeg var ved at gå i stykker indvendig. Det var ikke fordi jeg ikke fra start var 'god', jeg kan godt lide at være god til noget, men jeg kan godt overleve ikke at være det, det var, at jeg ikke havde nogen som helst fornemmelse af hvad jeg havde gang i både med latin og med mit liv. Jeg blev ligefrem bange, jeg ved ikke for hvad, muligvis for fremtiden. Jeg blev helt svimmel ved tanken om alt det arbejde der ligger foran mig.
Til sidst fik jeg så ondt i hoften, at jeg ikke kunne sidde ved mit kombinerede spise- og skrivebord. På det tidspunk manglede jeg stadig 6 sætninger plus den sætning jeg fik oversat med "Herskerinden er en by" hvilket jeg har på fornemmelsen nok ikke er helt rigtigt. Jeg blev ikke færdig men måtte stoppe, jeg tænkte, at jeg kunne vende tilbage senere, men jeg var så træt at jeg dårlig kunne holde øjnene åbne. Pædagogerne sagde, at jeg så træt ud, men at jeg strålede. Jeg kan ikke mærke det, men det kommer nok når den værste træthed har lagt sig.
torsdag den 27. juni 2013
Mere om sommeruni
Så er der under en uge til jeg starter på sommeruni. I går fik vi en mail med detaljer omkring kurset, og der fik jeg lidt et chok. Jeg havde troet, at timerne strakte sig fra 10-14, hvilket jeg overvejede om jeg måske kunne tænkes at kunne klare nogle af dagene, men nej, det er 9-16, hvilket jeg ikke har en jordisk chance for at klare, især ikke når man oveni skal lægge 3-4 timers transport hver dag. Med lidt held kan jeg klare halvdelen.
Når jeg på den måde går glip af så store dele af undervisningen, kan jeg lige så, godt på forhånd glemme alt om at kunne klare mig til eksamen. Min mor sagde godt nok, at jeg lige så godt kunne gøre det, for jeg har jo intet at miste, men jeg har alt for meget stolthed til sidde foran lærer og censor uden at være ordentligt forberedt. Jeg kan kun alt for tydeligt forestille mig skammen ved at sidde der ved det grønne bord og ikke have noget at sige.
I den omtalte mail, fik vi også læseplanen for kurset, men jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke kunne læse og gå til undervisning samme dage, så jeg begyndte at læse hele bogen sidste torsdags, og jeg har nu læst 400 af 700 sider, måske kommer jeg til at læse noget der ikke er helt nødvendigt, men et eller andet skal jeg jo alligevel have min tid til at gå med, for jeg keder mig voldsomt ved at have ferie.
Mit indtryk ag bogen ("The Viking World" af Stefan Brink) er ikke længere helt så dårligt som det var i begyndelsen. Efter 250 sider var den ligefrem ved at blive spændende, men det er ikke ligefrem en page turner. Jeg plejer at sige, at ting først for alvor bliver interessante når man begynder at blive god til dem, og på det punkt er det en god bog, for den er velstruktureret og kommer godt rundt om emnet (vikinger), og hvem ved, jeg har stadig 300 sider igen til virkelig at begynde at kunne lide den.
Der er dog et par punkter jeg ikke kan lade være med at undre mig over.
- Først er der spørgsmålet om kildehenvisninger. Jeg har altid benyttet mig af fodnoter eller slutnoter, da det er simpelt og overskueligt, og sådan har de fleste af mine bøger i tidens løb valgt at gøre det, men denne her tekst synes af uransagelige årsager, at det er übersmart at sætte dem inde i teksten hvilket især i visse afsnit besværliggør læsningen. Jeg kan godt huske, at min historielære på gymnasiet talte for den metode, så måske det er noget man skal være historiker for at forstå. Jeg vil så sige, at når dette åbenbart er mit største problem, så tegner det ikke helt dårligt for teksten.
- Jeg har aldrig forstået mine medhumanisters store mistillid til at forklare sig i eller understrege sin pointe med skemaer. Jeg kommer fra en naturvidenskabelig baggrund. Begge mine forældre er naturvidenskabelige, og jeg blev matematisk student i 2004 (under den gamle gymnasiereform). Naturvidenskabere elsker skemaer, og sandt, så passer formen bedre til det naturvidenskabelige end det humanistiske, men det betyder ikke at man i den grad behøves at affærdige formen. Sjovt nok, har humanister intet problem med at bruge kort som illustrationer, en formidlingsform der ellers på mange punkter minder om skemaer.
En af grundende til at jeg savner skemaer er, at jeg har en dårlig forestillingsevne, så når nogen prøver at forklare noget nyt for mig, så gavner det, hvis jeg på en eller anden måde får det illustreret. Jeg husker da jeg på første semester teologi skulle skrive en 5 siders eksamensopgave om 2. aoristens bøjningsform i græsk. Jeg lavede nogle skemaer viste nogle eksempler og så havde jeg skrevet to sider og kunne ikke finde på mere, men jeg bestod da i det mindste.
- Noget der er irriterende på den, fra teologi, genkendelige måde er manglen på samtidige kilder, og forfattere der siger "vi ved i virkeligheden ikke en skid om det, men det skal ikke forhindre mig i at udtale mig om det alligevel". Jeg mener på ingen måde, at man skal lade være med at forske i et emne bare fordi man mangler materiale, måske skal man endda især forske i det af den grund, men det må til tider være yderst frustrerende.
Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang med mit sommerkursus, også selvom det bliver hårdt.
Når jeg på den måde går glip af så store dele af undervisningen, kan jeg lige så, godt på forhånd glemme alt om at kunne klare mig til eksamen. Min mor sagde godt nok, at jeg lige så godt kunne gøre det, for jeg har jo intet at miste, men jeg har alt for meget stolthed til sidde foran lærer og censor uden at være ordentligt forberedt. Jeg kan kun alt for tydeligt forestille mig skammen ved at sidde der ved det grønne bord og ikke have noget at sige.
I den omtalte mail, fik vi også læseplanen for kurset, men jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke kunne læse og gå til undervisning samme dage, så jeg begyndte at læse hele bogen sidste torsdags, og jeg har nu læst 400 af 700 sider, måske kommer jeg til at læse noget der ikke er helt nødvendigt, men et eller andet skal jeg jo alligevel have min tid til at gå med, for jeg keder mig voldsomt ved at have ferie.
Mit indtryk ag bogen ("The Viking World" af Stefan Brink) er ikke længere helt så dårligt som det var i begyndelsen. Efter 250 sider var den ligefrem ved at blive spændende, men det er ikke ligefrem en page turner. Jeg plejer at sige, at ting først for alvor bliver interessante når man begynder at blive god til dem, og på det punkt er det en god bog, for den er velstruktureret og kommer godt rundt om emnet (vikinger), og hvem ved, jeg har stadig 300 sider igen til virkelig at begynde at kunne lide den.
Der er dog et par punkter jeg ikke kan lade være med at undre mig over.
- Først er der spørgsmålet om kildehenvisninger. Jeg har altid benyttet mig af fodnoter eller slutnoter, da det er simpelt og overskueligt, og sådan har de fleste af mine bøger i tidens løb valgt at gøre det, men denne her tekst synes af uransagelige årsager, at det er übersmart at sætte dem inde i teksten hvilket især i visse afsnit besværliggør læsningen. Jeg kan godt huske, at min historielære på gymnasiet talte for den metode, så måske det er noget man skal være historiker for at forstå. Jeg vil så sige, at når dette åbenbart er mit største problem, så tegner det ikke helt dårligt for teksten. |
| Det ene af bogens kun tre skemaer |
En af grundende til at jeg savner skemaer er, at jeg har en dårlig forestillingsevne, så når nogen prøver at forklare noget nyt for mig, så gavner det, hvis jeg på en eller anden måde får det illustreret. Jeg husker da jeg på første semester teologi skulle skrive en 5 siders eksamensopgave om 2. aoristens bøjningsform i græsk. Jeg lavede nogle skemaer viste nogle eksempler og så havde jeg skrevet to sider og kunne ikke finde på mere, men jeg bestod da i det mindste.
- Noget der er irriterende på den, fra teologi, genkendelige måde er manglen på samtidige kilder, og forfattere der siger "vi ved i virkeligheden ikke en skid om det, men det skal ikke forhindre mig i at udtale mig om det alligevel". Jeg mener på ingen måde, at man skal lade være med at forske i et emne bare fordi man mangler materiale, måske skal man endda især forske i det af den grund, men det må til tider være yderst frustrerende.
Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang med mit sommerkursus, også selvom det bliver hårdt.
lørdag den 15. juni 2013
Om forsinkelser
I går skete der en personpåkørsel ved Viby, Aarhus, og det var selvfølgelig meget tragisk, men endnu mere tragisk (for mig i hvert fald) var at togtrafikken ud af Aarhus blev hæmmet. Jeg ved ikke hvornår det hele startede. Jeg har ikke kunnet finde noget om det på netaviserne, og så var det nok ikke så alvorligt, og derfor tænker jeg, at det sikkert er fint nok at gøre lidt grin med.
Da jeg kom ned på stationen var der mennesker overalt, og det var temmelig angstfremkaldende. men mit tog kom da trods alt, og jeg var heldig at få en plads, men toget blev bare ved og ved med ikke at køre, og så stod der pludselig, at afgangen var aflyst og at vi måtte vente 30 min på næste planlagte afgang. Fint nok, men den tid nærmede sig mere og mere, og der skete ikke en skid.
Til sidst kom der da en lokofører der fortalte, at "jamen vi skulle da over i et andet tog(med afgang om 5 min). Så vi hankede op i hvad vi måtte have af bagage og jakker, og storkede af sted. Ved et rent lykketræk fik jeg en siddeplads, mens toget hurtigt fyldtes til bristepunktet. Vi havde alle sammen enormt travlt, for de havde jo sagt... Dog skete der ikke noget som helst i meget lang tid.
Til sidst sagde de over højtalerne, at de beklagede en forsinkelse på 11 min, men der var altså lidt kaos. 11 min min bare røv, prøv 40, men det ser vel bedre ud i statistikken hvis man bare aflyser de alt for forsinkede afgange.
Jeg kan godt gå temmelig meget i panik når ting omkring mig ikke fungerer tilfredsstillende, for er det ikke nok, at jeg selv kludrer forfærdeligt i tingene? Det har noget at gøre med mit behov for kontrol, både min egen og andres. Men jeg tog nu gårsdagens eskapader relativt roligt. Jeg havde godt nok lidt hovedpine, men jeg var nødt til alligevel at have musik i ørerne, for lydende fra så mange mennesker ville være alt for påtrængende. Folk opførte sig ellers pænt, hvilket man ikke altid kan forvente i den kollektive trafik.
Da jeg kom ned på stationen var der mennesker overalt, og det var temmelig angstfremkaldende. men mit tog kom da trods alt, og jeg var heldig at få en plads, men toget blev bare ved og ved med ikke at køre, og så stod der pludselig, at afgangen var aflyst og at vi måtte vente 30 min på næste planlagte afgang. Fint nok, men den tid nærmede sig mere og mere, og der skete ikke en skid.
Til sidst kom der da en lokofører der fortalte, at "jamen vi skulle da over i et andet tog(med afgang om 5 min). Så vi hankede op i hvad vi måtte have af bagage og jakker, og storkede af sted. Ved et rent lykketræk fik jeg en siddeplads, mens toget hurtigt fyldtes til bristepunktet. Vi havde alle sammen enormt travlt, for de havde jo sagt... Dog skete der ikke noget som helst i meget lang tid.
Til sidst sagde de over højtalerne, at de beklagede en forsinkelse på 11 min, men der var altså lidt kaos. 11 min min bare røv, prøv 40, men det ser vel bedre ud i statistikken hvis man bare aflyser de alt for forsinkede afgange.
Jeg kan godt gå temmelig meget i panik når ting omkring mig ikke fungerer tilfredsstillende, for er det ikke nok, at jeg selv kludrer forfærdeligt i tingene? Det har noget at gøre med mit behov for kontrol, både min egen og andres. Men jeg tog nu gårsdagens eskapader relativt roligt. Jeg havde godt nok lidt hovedpine, men jeg var nødt til alligevel at have musik i ørerne, for lydende fra så mange mennesker ville være alt for påtrængende. Folk opførte sig ellers pænt, hvilket man ikke altid kan forvente i den kollektive trafik.
mandag den 27. maj 2013
Om sen abort ved handicap
Jeg har gået og tænkt over, hvordan dyrker man løgplanter? Jeg ved godt at man køber en pose med løg i sit lokale supermarked, og propper dem ned i jorden, hvorefter der så kommer der blomster op, men disse løg må jo komme et sted fra, og hvordan det foregår kan jeg altså ikke regne ud. Der er ikke et eller andet symbolsk budskab i dette spørgsmål, det er bare noget jeg har spekuleret over i nogle dage.
A pro pos forplantning, så går 66 % af dansker ind for berettigelse til sen abort hvis barnet har et handicap. I artiklen HER er det som sædvanligt Downs der bliver trukket frem, men hvad skal have lov til at tælle som et handicap. Jeg selv har aspergerautisme og mild spasticitet. 62 % mener at spasticitet er begrundelse nok (autisme er ikke noget man endnu kan teste for, så det er ikke en del af undersøgelsen). I modsætning mener kun 2 % af abort pga barnets køn er acceptabelt.
Jeg kan ikke sige, at jeg bliver vred over sådanne undersøgelser, for hvem er jeg til at dømme andre for deres holdninger, men jeg kan godt blive ked af det og føle mig uværdig til livet. "det er da godt at vi blev født før aborten den blev fri"? Er det virkelig?Er det godt at være til, hvis andre mener at man burde være død? Det er ikke noget jeg tænker over så meget mere, men i de mørke dage da selvmordstankerne var en konstant ting, da tænkte jeg meget over det, for der er ikke langt fra at tænke, at abort ved handicap er i orden, til at tænke at en handicappet person er én der ikke blev fanget i tide.
Jeg har nok mere eller mindre vænnet mig til mit handicap, i hvert fald de ting jeg selv må slås med på daglig basis, såsom angst ved enhver lille ændring i mine rutiner, og manglende kræfter til at overkomme alle de ting jeg gerne vil, men de større socialpolitiske emner er sværere at komme overens med, for ud over min pension, så bor jeg også på et forbløffende dyrt bosted. Jeg betaler godt nok husleje, men det betaler hverken det hele eller halve af hvad det egentlig koster. Tanken om at være en belastning for samfundet er ikke rar.
A pro pos forplantning, så går 66 % af dansker ind for berettigelse til sen abort hvis barnet har et handicap. I artiklen HER er det som sædvanligt Downs der bliver trukket frem, men hvad skal have lov til at tælle som et handicap. Jeg selv har aspergerautisme og mild spasticitet. 62 % mener at spasticitet er begrundelse nok (autisme er ikke noget man endnu kan teste for, så det er ikke en del af undersøgelsen). I modsætning mener kun 2 % af abort pga barnets køn er acceptabelt.
Jeg kan ikke sige, at jeg bliver vred over sådanne undersøgelser, for hvem er jeg til at dømme andre for deres holdninger, men jeg kan godt blive ked af det og føle mig uværdig til livet. "det er da godt at vi blev født før aborten den blev fri"? Er det virkelig?Er det godt at være til, hvis andre mener at man burde være død? Det er ikke noget jeg tænker over så meget mere, men i de mørke dage da selvmordstankerne var en konstant ting, da tænkte jeg meget over det, for der er ikke langt fra at tænke, at abort ved handicap er i orden, til at tænke at en handicappet person er én der ikke blev fanget i tide.
Jeg har nok mere eller mindre vænnet mig til mit handicap, i hvert fald de ting jeg selv må slås med på daglig basis, såsom angst ved enhver lille ændring i mine rutiner, og manglende kræfter til at overkomme alle de ting jeg gerne vil, men de større socialpolitiske emner er sværere at komme overens med, for ud over min pension, så bor jeg også på et forbløffende dyrt bosted. Jeg betaler godt nok husleje, men det betaler hverken det hele eller halve af hvad det egentlig koster. Tanken om at være en belastning for samfundet er ikke rar.
tirsdag den 30. april 2013
for fed
Igennem de sidste 2-3 måneder har jeg taget næsten 5 kg på, og en del af dem kom på her i weekenden. Jeg er med tiden blevet lidt mere afslappet omkring min vægt, men 5 kg? Det er temmelig meget, for ikke at sige rigtig rigtig meget. Vægten af den udfordring jeg står overfor ved at skulle tabe de kg igen gik for alvor op for mig, da jeg sad i toget fra Odense til Aarhus. Jeg sad og kunne virkelig se hvordan mine lår bredte sig ud over sædet, hvordan mine bukser strammede, og hvordan maven bulede ud over bukselinningen, og jeg havde lyst til at krølle mig sammen til en kugle og drømme mig til et lykkeligere sted. Men selvom virkeligheden suger, så er det nu engang den jeg har at forholde mig til, så jeg sad bare i 1 t 40 m og gloede olmt på disse lår som desværre var mine.
Langsomt kom angsten snigende. Hvordan skulle jeg kunne gå på universitetet og se sådan ud? Ingen ville lægge mærke til det, I know, men jeg ville vide det, og al min fokus ville være på mine fede lår. Jeg ved også, at i løbet af dagen ville mine ben hæve, og så stramme som mine bukser allerede var, så var der ikke noget sted de kunne hæve hen, og det kunne jeg slet ikke overskue.
Jeg elsker at have hebraisk, men vi har næsten ikke nogen timer tilbage, så jeg ønsker ikke at gå glip af et eneste minut, men min vægt var simpelthen for overvældende. Jeg sloges længe med tanken, men til sidst måtte jeg give efter. Under ingen omstændigheder ville jeg være i stand til at tage i skole. Jeg ville gerne, men jeg kunne simpelthen ikke.
Det var som om alting blev meget lettere, da først beslutningen var taget, selvom jeg skammede mig over den. Mine lår var stadig lige fede, men nu gjorde det ikke nær så meget, for jeg kunne bare tage hjem og smække benene op, men først efter, at jeg havde taget en tur på min kondicykel (bare for at lette lidt på min samvittighed).
Jeg har dårlig samvittighed over ikke at tage i skole over noget så dumt som vægt, men når det gælder fravær, hvorfor skal psykisk smerte så tælle ringere end fysisk smerte?
Langsomt kom angsten snigende. Hvordan skulle jeg kunne gå på universitetet og se sådan ud? Ingen ville lægge mærke til det, I know, men jeg ville vide det, og al min fokus ville være på mine fede lår. Jeg ved også, at i løbet af dagen ville mine ben hæve, og så stramme som mine bukser allerede var, så var der ikke noget sted de kunne hæve hen, og det kunne jeg slet ikke overskue.
Jeg elsker at have hebraisk, men vi har næsten ikke nogen timer tilbage, så jeg ønsker ikke at gå glip af et eneste minut, men min vægt var simpelthen for overvældende. Jeg sloges længe med tanken, men til sidst måtte jeg give efter. Under ingen omstændigheder ville jeg være i stand til at tage i skole. Jeg ville gerne, men jeg kunne simpelthen ikke.
Det var som om alting blev meget lettere, da først beslutningen var taget, selvom jeg skammede mig over den. Mine lår var stadig lige fede, men nu gjorde det ikke nær så meget, for jeg kunne bare tage hjem og smække benene op, men først efter, at jeg havde taget en tur på min kondicykel (bare for at lette lidt på min samvittighed).
Jeg har dårlig samvittighed over ikke at tage i skole over noget så dumt som vægt, men når det gælder fravær, hvorfor skal psykisk smerte så tælle ringere end fysisk smerte?
søndag den 28. april 2013
Hvad nu hvis jeg hader sport II
Som sagt lavede jeg ikke dagens gode gerning fredag. Det var ikke fordi jeg lavede enormt meget mere i går, bortset fra, at jeg var ude og spille squash. Jeg havde bestilt en bane nede i det lokale fitness center. Jeg havde ikke nogen at spille med, og det var helt med vilje, for jeg har spillet squash to gange i mit liv... i 9. klasse, for 12 år siden, så det første kvarter gik med overhovedet at lære at ramme bolden.
Jeg havde bestilt banen, hovedsageligt for, at jeg kunne få trænet mit, på nuværende tidspunkt, lidt svage baghåndsslag (til når jeg spiller badminton). Det viste sig, at jeg faktisk syntes at det var sjovt at spille. Jeg er gået lidt kold i min sædvanlige træning, derfor prøver jeg at afveksle så meget som muligt med svømning, badminton, og nu også squash. Det er sjovt men noget af det kan også blive lidt dyrt i længden, for jeg skal også spille squash i dag, så det bliver lige 2x70 kr, men dyr motion er bedre end ingen motion.
Det er sjovt at tænke på, men det er kun lidt over et år siden, at jeg begyndte at dyrke sport, fordi min daværende kontaktpædagog pressede mig til det. Dengang hadede jeg sport og alt hvad det indebar. Jeg hadede at bruge musklerne, jeg hadede at svede og jeg hadede at høre mit eget åndedræt. Jeg ved ikke hvordan og hvornår det ændrede sig, men det gjorde det lige så stille, eller måske var det lige pludselig, jeg husker det faktisk ikke.
Sport er blevet en naturlig del af min hverdag (og mine weekender), og en dag som i fredags, hvor jeg ikke lavede noget, mangler jeg det ligefrem. Det er som om en fridag kun er e rigtig god fridag, hvis jeg starter ud med at dyrke sport. Når alle musklerne så har været rørt igennem, så får man ikke den indeklemte følelse senere på dagen, hvor musklerne sitrer, og man bare har lyst til at slå og sparke og gå helt amok. Når man har dyrket sport om morgenen, kan man med god samvittighed lægge sig på sofaen og se TV resten af dagen, hvis det er det man har lyst til.
Jeg har ikke noget imod, at jeg nu holder af sport, men jeg har noget imod, at jeg langsomt mister forståelsen for dem der ikke gør det. Sport er blevet så naturligt for mig, at jeg glemmer hvordan det var ikke at have lyst og overskud til at spille.
Men måske jeg har lysten til sport, men når det kommer til udførelsen, så er jeg ikke særlig god, fx svømmer jeg 1600 m på 55 min, hvilket ikke er super dårligt, men det er heller ikke super godt, Det tager til min lettelse lidt af snobberiet (efter den gammeldags betydning), men jeg er samtidig bange for at virke hyklerisk.
Jeg er dog på vej hen for at tage et spil squash igen, og det kan kun gå bedre end i går
Jeg havde bestilt banen, hovedsageligt for, at jeg kunne få trænet mit, på nuværende tidspunkt, lidt svage baghåndsslag (til når jeg spiller badminton). Det viste sig, at jeg faktisk syntes at det var sjovt at spille. Jeg er gået lidt kold i min sædvanlige træning, derfor prøver jeg at afveksle så meget som muligt med svømning, badminton, og nu også squash. Det er sjovt men noget af det kan også blive lidt dyrt i længden, for jeg skal også spille squash i dag, så det bliver lige 2x70 kr, men dyr motion er bedre end ingen motion.
Det er sjovt at tænke på, men det er kun lidt over et år siden, at jeg begyndte at dyrke sport, fordi min daværende kontaktpædagog pressede mig til det. Dengang hadede jeg sport og alt hvad det indebar. Jeg hadede at bruge musklerne, jeg hadede at svede og jeg hadede at høre mit eget åndedræt. Jeg ved ikke hvordan og hvornår det ændrede sig, men det gjorde det lige så stille, eller måske var det lige pludselig, jeg husker det faktisk ikke.
Sport er blevet en naturlig del af min hverdag (og mine weekender), og en dag som i fredags, hvor jeg ikke lavede noget, mangler jeg det ligefrem. Det er som om en fridag kun er e rigtig god fridag, hvis jeg starter ud med at dyrke sport. Når alle musklerne så har været rørt igennem, så får man ikke den indeklemte følelse senere på dagen, hvor musklerne sitrer, og man bare har lyst til at slå og sparke og gå helt amok. Når man har dyrket sport om morgenen, kan man med god samvittighed lægge sig på sofaen og se TV resten af dagen, hvis det er det man har lyst til.
Jeg har ikke noget imod, at jeg nu holder af sport, men jeg har noget imod, at jeg langsomt mister forståelsen for dem der ikke gør det. Sport er blevet så naturligt for mig, at jeg glemmer hvordan det var ikke at have lyst og overskud til at spille.
Men måske jeg har lysten til sport, men når det kommer til udførelsen, så er jeg ikke særlig god, fx svømmer jeg 1600 m på 55 min, hvilket ikke er super dårligt, men det er heller ikke super godt, Det tager til min lettelse lidt af snobberiet (efter den gammeldags betydning), men jeg er samtidig bange for at virke hyklerisk.
Jeg er dog på vej hen for at tage et spil squash igen, og det kan kun gå bedre end i går
lørdag den 20. april 2013
mode-freak
I går da jeg kom ned på stationen, blev jeg modtaget af en sød, enøjet, og skum liderlig hankat, der højlydt mjavede efter selvskab. Jeg kløede den lidt bag øret, men jeg kunne ikke give den den slags selskab den higede efter.
Forleden kiggede jeg ind i mit skab og tænkte, at jeg mangler overdele, både hyggebluser og lidt pænere overdele. Så kiggede jeg på min konto. Den var ikke så tom som man kunne frygte efter alle de indkøb jeg har gjort på det sidste.
Butikkerne her hvor jeg bor er faktisk rigtig gode, især i forhold til byens størrelse, men jeg ville udnytte at jeg jo alligevel var i Aarhus, og det var ikke fordi jeg nødvendigvis ville købe noget i de lidt dyrere butikker, men jeg ville da bare ind og kigge lidt, som om... Men først skulle jeg hen i universitetsboghandlen og have et bibelatlas. Et bibelatlas er en lille bog der mest af alt ligner en lille billedbog til børn, sådan en som koster 50 kr, men 50 kr kostede den ikke, den kostede 288, gag, det var lige ved at fratage mig enhver lyst til at shoppe. Den er sikkert spændende og studierelevant og alt muligt, men, men 300 kr, det er mere end hvad jeg måtte give for en bluse fra Mynthe og Simonsen lidt senere på dagen.
Jeg havde jo hævet penge specifikt møntet på tøj, og jeg havde to timer der skulle fordrives inden min næste aftale.
Jeg købte en kjole (på tilbud) i et snit som klæder mig rigtig godt. Jeg ved ikke hvad det hedder i modeverdenen, men jeg kalder det et græsk snit. Jeg havde aldrig troet, at dagen skulle komme, hvor jeg skulle spørge min far til råds om mode, men jeg skrev en sms til ham, og spurgte hvad det var kvindernes dragter i oldtidens Grækenland hed. Svaret var peplos (maskulinum singularis nominativ). Jeg havde en i forvejen derhjemme, så hvad vil det hedde i pluralis? Jeg bestod kun min græskeksamen med nød og næppe d 18 februar 2007, så jeg måtte søge hjælp på nettet. Peplos i plural hedder peploi.
Næste butik var så Mynthe og Simonsen, hvilket jeg faktisk ikke opdagede før jeg var inde i den, ellers ville jeg ikke være gået derind, og priserne var da også til at dåne over, men nu var jeg der jo, så kunne jeg godt kigge lidt rundt på udsalgshylderne, og voila, en t-shirt til 200 kr, og det var da til at overleve. For sjov prøvede jeg også en kjole til 1400 kr, og som jeg sagde til ekspedienten (efterfulgt af mit nørdede grin), så håbede jeg inderligt, at jeg ikke kunne lide den, men selvfølgelig kunne jeg det. Jeg træner næsten hver dag, så når jeg er i mine gode øjeblikke og ikke er alt for spiseforstyrret og lægger mærke til hver en lille bitte delle og ser dem som noget meget større, så i små vinduer af et lyst sind, kan jeg anerkende, at jeg faktisk har en flot krop, og det fremhævede denne kjole. Jeg ville godt kunne købe den, hvis jeg droppede Pepsi max resten af måneden, men mig uden Pepsi er som Brødrene Price uden smør, og kjolen var desuden alt for upraktisk, lang og snæver, hvilket ikke går godt til mine lange skridt.
Så manglede jeg bare en pæn bluse til universitetsbrug. Jeg fandt da også en. Den var lidt dyr, men nu havde jeg jo fået alt det andet så billigt. Jeg stod i omklædningsrummet, og jeg følte mig pæn. Det er så sjældent at jeg føler mig pæn, så det var måske i lige så høj grad følelsen jeg prøvede at købe som blusen. Jeg aftalte med mig selv, at jeg ville spørge om butikken tog mastercard. Hvis ja, så skulle jeg have blusen, hvis ikke, så måtte jeg takke nej. Det gjorde de, men så havde jeg også overskredet dagens budget med et par hundrede kroner, så jeg måtte sidde på en bænk i læ og nyde (den gratis) sol den sidste time jeg havde tilbage at vente.
På gågaden op til stationen da jeg skulle hjem, var der en ret talentløs gøgler der fløjtede efter mig, og jeg kunne ikke helt beslutte mig til om det var et kompliment eller hvad.
Forleden kiggede jeg ind i mit skab og tænkte, at jeg mangler overdele, både hyggebluser og lidt pænere overdele. Så kiggede jeg på min konto. Den var ikke så tom som man kunne frygte efter alle de indkøb jeg har gjort på det sidste.
Butikkerne her hvor jeg bor er faktisk rigtig gode, især i forhold til byens størrelse, men jeg ville udnytte at jeg jo alligevel var i Aarhus, og det var ikke fordi jeg nødvendigvis ville købe noget i de lidt dyrere butikker, men jeg ville da bare ind og kigge lidt, som om... Men først skulle jeg hen i universitetsboghandlen og have et bibelatlas. Et bibelatlas er en lille bog der mest af alt ligner en lille billedbog til børn, sådan en som koster 50 kr, men 50 kr kostede den ikke, den kostede 288, gag, det var lige ved at fratage mig enhver lyst til at shoppe. Den er sikkert spændende og studierelevant og alt muligt, men, men 300 kr, det er mere end hvad jeg måtte give for en bluse fra Mynthe og Simonsen lidt senere på dagen.
Jeg havde jo hævet penge specifikt møntet på tøj, og jeg havde to timer der skulle fordrives inden min næste aftale.
Jeg købte en kjole (på tilbud) i et snit som klæder mig rigtig godt. Jeg ved ikke hvad det hedder i modeverdenen, men jeg kalder det et græsk snit. Jeg havde aldrig troet, at dagen skulle komme, hvor jeg skulle spørge min far til råds om mode, men jeg skrev en sms til ham, og spurgte hvad det var kvindernes dragter i oldtidens Grækenland hed. Svaret var peplos (maskulinum singularis nominativ). Jeg havde en i forvejen derhjemme, så hvad vil det hedde i pluralis? Jeg bestod kun min græskeksamen med nød og næppe d 18 februar 2007, så jeg måtte søge hjælp på nettet. Peplos i plural hedder peploi.
Næste butik var så Mynthe og Simonsen, hvilket jeg faktisk ikke opdagede før jeg var inde i den, ellers ville jeg ikke være gået derind, og priserne var da også til at dåne over, men nu var jeg der jo, så kunne jeg godt kigge lidt rundt på udsalgshylderne, og voila, en t-shirt til 200 kr, og det var da til at overleve. For sjov prøvede jeg også en kjole til 1400 kr, og som jeg sagde til ekspedienten (efterfulgt af mit nørdede grin), så håbede jeg inderligt, at jeg ikke kunne lide den, men selvfølgelig kunne jeg det. Jeg træner næsten hver dag, så når jeg er i mine gode øjeblikke og ikke er alt for spiseforstyrret og lægger mærke til hver en lille bitte delle og ser dem som noget meget større, så i små vinduer af et lyst sind, kan jeg anerkende, at jeg faktisk har en flot krop, og det fremhævede denne kjole. Jeg ville godt kunne købe den, hvis jeg droppede Pepsi max resten af måneden, men mig uden Pepsi er som Brødrene Price uden smør, og kjolen var desuden alt for upraktisk, lang og snæver, hvilket ikke går godt til mine lange skridt.
Så manglede jeg bare en pæn bluse til universitetsbrug. Jeg fandt da også en. Den var lidt dyr, men nu havde jeg jo fået alt det andet så billigt. Jeg stod i omklædningsrummet, og jeg følte mig pæn. Det er så sjældent at jeg føler mig pæn, så det var måske i lige så høj grad følelsen jeg prøvede at købe som blusen. Jeg aftalte med mig selv, at jeg ville spørge om butikken tog mastercard. Hvis ja, så skulle jeg have blusen, hvis ikke, så måtte jeg takke nej. Det gjorde de, men så havde jeg også overskredet dagens budget med et par hundrede kroner, så jeg måtte sidde på en bænk i læ og nyde (den gratis) sol den sidste time jeg havde tilbage at vente.
På gågaden op til stationen da jeg skulle hjem, var der en ret talentløs gøgler der fløjtede efter mig, og jeg kunne ikke helt beslutte mig til om det var et kompliment eller hvad.
tirsdag den 26. marts 2013
Nye bukser
Normalt når jeg køber tøj, går jeg ind i en butik, tager noget ned fra hylden/stativet, går hen til kassen, betaler og går hjem, nemt, hurtigt og klinisk, men en meget sjælden gang, lader jeg en ekspedient hjælpe mig og går i prøverummet og finder noget der rent faktisk passer helt ordentligt. Sådan en dag var det i går.
Jeg har masser af bukser der sidder super flot og som jeg bruger på universitetet, men når jeg kommer hjem vil jeg bare ud af dem og i noget der sidder lidt mere behageligt, men de behagelige bukser jeg har er gamle og slidte og sidder slet ikke pænt. Jeg acceptere at ligne en sjuske Dorthe, fordi jeg nu engang holder så meget af at ligge og være fed på sofaen, men jeg skammer mig, for selvom jeg er hjemme, vil jeg gerne være bare lidt pæn, så i går var jeg ude for at købe nye bukser på den 'rigtige' måde. Teknisk set har jeg endnu ikke fået pengene tilbage fra Skat, men det forhindrer mig ikke i at bruge dem allerede.
Sidste gang jeg købte bukser på den måde var for 6 år siden, lige efter mine forældres skilsmisse. Det er de bukser jeg stadig bruger, så det er vel ikke fråds at købe nye. Dengang var det ved et rent tilfælde Only-bukser jeg købte, men de sad super godt på mig, så for at gøre missionen så simpel som muligt, gik jeg også i Only denne gang.
Sidste gang jeg købte, var jeg en størrelse 32/32, hvilket jeg skammede mig over, for endnu nogle år før havde jeg været inde i en Levis-store, og da havde ekspedienten set på mig som om jeg var noget katten havde slæbt ind, fordi 32 åbenbart var så fucking fed, hvilket jeg egentlig ikke synes at det er, men følelsen sidder der stadig. I går fortalte jeg ekspedienten, at jeg har tabt mig lidt siden, og jeg ikke vidste hvilken størrelse jeg er. Jeg fik en 30 og en 29 med i rummet, men efter at have set på mig, sagde hun at jeg måske godt kunne snyde lidt, udseendesmæssigt, og det gjorde jeg åbenbart også, for jeg måtte helt ned i en 28, og det endda på en dag, hvor jeg havde en masse væske i kroppen på grund af menstruation. Det er sørgeligt at tænke på, min det at jeg er gået fire numre ned i buksestørrelse, gjorde mig virkelig glad.
Nå, men jeg fik så i hvert fald mit tøj, så nu kan jeg se ordentlig ud igen, også når jeg bare ligger og stener TV.
Jeg har masser af bukser der sidder super flot og som jeg bruger på universitetet, men når jeg kommer hjem vil jeg bare ud af dem og i noget der sidder lidt mere behageligt, men de behagelige bukser jeg har er gamle og slidte og sidder slet ikke pænt. Jeg acceptere at ligne en sjuske Dorthe, fordi jeg nu engang holder så meget af at ligge og være fed på sofaen, men jeg skammer mig, for selvom jeg er hjemme, vil jeg gerne være bare lidt pæn, så i går var jeg ude for at købe nye bukser på den 'rigtige' måde. Teknisk set har jeg endnu ikke fået pengene tilbage fra Skat, men det forhindrer mig ikke i at bruge dem allerede.
Sidste gang jeg købte bukser på den måde var for 6 år siden, lige efter mine forældres skilsmisse. Det er de bukser jeg stadig bruger, så det er vel ikke fråds at købe nye. Dengang var det ved et rent tilfælde Only-bukser jeg købte, men de sad super godt på mig, så for at gøre missionen så simpel som muligt, gik jeg også i Only denne gang.
Sidste gang jeg købte, var jeg en størrelse 32/32, hvilket jeg skammede mig over, for endnu nogle år før havde jeg været inde i en Levis-store, og da havde ekspedienten set på mig som om jeg var noget katten havde slæbt ind, fordi 32 åbenbart var så fucking fed, hvilket jeg egentlig ikke synes at det er, men følelsen sidder der stadig. I går fortalte jeg ekspedienten, at jeg har tabt mig lidt siden, og jeg ikke vidste hvilken størrelse jeg er. Jeg fik en 30 og en 29 med i rummet, men efter at have set på mig, sagde hun at jeg måske godt kunne snyde lidt, udseendesmæssigt, og det gjorde jeg åbenbart også, for jeg måtte helt ned i en 28, og det endda på en dag, hvor jeg havde en masse væske i kroppen på grund af menstruation. Det er sørgeligt at tænke på, min det at jeg er gået fire numre ned i buksestørrelse, gjorde mig virkelig glad.
Nå, men jeg fik så i hvert fald mit tøj, så nu kan jeg se ordentlig ud igen, også når jeg bare ligger og stener TV.
torsdag den 21. marts 2013
om detaljer og vaner
Sikke et vejr. Folk beklager sig, så man skulle tro, at det var jordens undergang. Personligt gør det mig mig ikke noget, jeg synes bare at det er hyggeligt, men jeg kan godt se, at det må være irriterende for dem der har bil. Lidt længes jeg måske nok efter foråret, så jeg har købt påskeliljer, men de er næsten helt hvide. Jeg ved ikke om det er meningen at de skal se sådan ud, eller om de bare er forkvaklede. De står dog bare på mit sofabord og virker overflødige/ligegyldige.
Jeg prøver at skabe et liv med sans for detaljerne. Jeg er en nørd efter detaljer, men af en eller anden grund synes de at være delvist manglende i min husholdning. Da jeg havde redt seng i går, så det ikke godt ud. Jeg prøvede at rette lidt til, men det blev det ikke meget bedre af. Så gik jeg ned og købte min daglige dosis Pepsi max, og da jeg kom hjem tog jeg sengetæppet af og startede forfra.
Jeg er ikke vokset op med at redde seng, ikke på den måde i hvert fald. Engang i de små klasser spurgte min engelsklærer hvor mange af os der redte seng. Jeg erindrer ikke, at jeg bed mærke i hvem eller hvor mange der rakte hånden op, men jeg husker tydeligt følelsen af skam, og jeg har skammet mig lige siden. Da jeg blev ældre, og overskuddet var til det, prøvede jeg at rede seng, og jeg brugte et almindeligt tæppe som sengetæppe, men det var bare ikke det samme.
For 1½ år siden besluttede jeg mig så for, at jeg ville skabe mig et hjem, med nye møbler og alt det, og en af de ting jeg købte var et sengetæppe, og siden kom der også et par pyntepuder. Langsomt lærte jeg at få denne nye vane ind i mit liv. Selv nu så lang tid senere er det ikke hver dag det bliver gjort, men især de dage hvor jeg tager på universitetet føler jeg mig dårlig tilpas hvis det ikke bliver gjort, så er det lidt ligegyldigt, hvordan resten af lejligheden ser ud, vasketøj på gulvet, opvask på køkkenbordet og deslige.
Man skal prøve noget 40 gange før det bliver en vane. Well, nogle gange er det mere andre gange mindre. Det med at redde seng er hverken første eller sidste gang jeg prøver at få en nu vane ind i mit liv. Den nyeste ting er, at jeg gerne vil lære at vaske fingre. Man skulle tro, at jeg allerede gjorde den slags, men det var ikke tilfældet. Da jeg var barn var der mange af de duftfri sæber, der lugtede decideret grimt, så jeg holdt op med at vaske hænder regelmæssigt. Det er ikke noget jeg indrømmer gerne, men det har været sådan i mange år, og nu skulle det så være, at jeg genlærte det, nu hvor jeg alligevel tusser rundt herhjemme uden at lave noget. Jeg ved ikke hvor mange gange det tog mig at komme ind i rytmen. 40? Måske mindre.
Det er disse små ting i hverdagen der får mig til at føle mig som et 'rigtigt' menneske. Jamen selvfølgelig er jeg da et rigtigt menneske. Nej ikke helt. Jeg er psykisk handicappet, så nogle gange går jeg rundt og føler mig halv.
Jeg prøver at skabe et liv med sans for detaljerne. Jeg er en nørd efter detaljer, men af en eller anden grund synes de at være delvist manglende i min husholdning. Da jeg havde redt seng i går, så det ikke godt ud. Jeg prøvede at rette lidt til, men det blev det ikke meget bedre af. Så gik jeg ned og købte min daglige dosis Pepsi max, og da jeg kom hjem tog jeg sengetæppet af og startede forfra.
Jeg er ikke vokset op med at redde seng, ikke på den måde i hvert fald. Engang i de små klasser spurgte min engelsklærer hvor mange af os der redte seng. Jeg erindrer ikke, at jeg bed mærke i hvem eller hvor mange der rakte hånden op, men jeg husker tydeligt følelsen af skam, og jeg har skammet mig lige siden. Da jeg blev ældre, og overskuddet var til det, prøvede jeg at rede seng, og jeg brugte et almindeligt tæppe som sengetæppe, men det var bare ikke det samme.
For 1½ år siden besluttede jeg mig så for, at jeg ville skabe mig et hjem, med nye møbler og alt det, og en af de ting jeg købte var et sengetæppe, og siden kom der også et par pyntepuder. Langsomt lærte jeg at få denne nye vane ind i mit liv. Selv nu så lang tid senere er det ikke hver dag det bliver gjort, men især de dage hvor jeg tager på universitetet føler jeg mig dårlig tilpas hvis det ikke bliver gjort, så er det lidt ligegyldigt, hvordan resten af lejligheden ser ud, vasketøj på gulvet, opvask på køkkenbordet og deslige.
Man skal prøve noget 40 gange før det bliver en vane. Well, nogle gange er det mere andre gange mindre. Det med at redde seng er hverken første eller sidste gang jeg prøver at få en nu vane ind i mit liv. Den nyeste ting er, at jeg gerne vil lære at vaske fingre. Man skulle tro, at jeg allerede gjorde den slags, men det var ikke tilfældet. Da jeg var barn var der mange af de duftfri sæber, der lugtede decideret grimt, så jeg holdt op med at vaske hænder regelmæssigt. Det er ikke noget jeg indrømmer gerne, men det har været sådan i mange år, og nu skulle det så være, at jeg genlærte det, nu hvor jeg alligevel tusser rundt herhjemme uden at lave noget. Jeg ved ikke hvor mange gange det tog mig at komme ind i rytmen. 40? Måske mindre.
Det er disse små ting i hverdagen der får mig til at føle mig som et 'rigtigt' menneske. Jamen selvfølgelig er jeg da et rigtigt menneske. Nej ikke helt. Jeg er psykisk handicappet, så nogle gange går jeg rundt og føler mig halv.
tirsdag den 12. marts 2013
Om lidt chokolade
"På hebraisk og andre semitiske sprog står talordene 3-10 i modsat køn til det talte, dette kaldes den semitiske polaritet og kan ikke forklares på nogen ædruelig vis".
I juleferien havde jeg fået nogle papirer, så jeg for sjov kunne sidde og oversætte Amos' bog. Det gik egentlig udmærket, men der var naturligvis også ting der ikke gik så godt, og som jeg meget gerne ville have min hebraisklærers syn på, men eftersom dette var noget jeg gjorde i min egen fritid, så var det også noget han skulle gøre i sin fritid. Det var ikke noget han virkede helt afvisende overfor, men det var heller ikke noget han havde vildt travlt med at få arrangeret.
Man kunne selvfølgelig argumentere for, at det burde være inspirerende at have så engageret en studerende som mig, men så fantastisk er jeg altså langt fra.
Jeg kan selvfølgelig ikke forestille mig hvor meget hjælp han tror, at jeg skal have, men jeg besluttede mig at gøre det hele mere håndgribeligt for ham ved at skrive de mest presserende spørgsmål ned og give ham. Jeg ville også give ham lidt chokolade for hans ulejlighed. Det var noget jeg havde tænkt meget over. Jeg ville jo ikke give ham det indtryk, at jeg forsøgte at gøre tilnærmelser til ham, og jeg ville ikke give mine medstuderende det indtryk, at jeg forsøgte at fedte mig til en bedre karakter. Eller måske er det det jeg har gang i, altså det med at fedte? Hest har jeg det sådan, at jeg elsker at fodre folk, jeg er ikke så nøjeregnende med HVEM jeg fodrer, jeg er bare taknemmelig for at de siger ja.
Som sagt var det en handling jeg tænkte meget over, og jeg ville gerne gøre det på den rigtige måde, hvis en sådan måde da eksisterer.
- Hvad skulle jeg købe? Jeg ville købe noget der var bedre end almindeligt, men heller ikke være for dyrt, for det skulle være en fin gestus, men heller ikke bestikkelse.
- Jeg valgte Marabou premium med pecan nødder, 24 kr.
- Jeg skulle også finde ud af hvordan jeg skulle give ham det, for for mine medstuderendes skyld skulle det være diskret, men for hans skyld skulle det ikke være hemmeligt.
Jeg havde også lige et spørgsmål til min aflevering angående nogle præpositioner. Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt jeg i min analyse går ud over litterærkritikkens og opgavens rammer, men nu har jeg i det mindste sådan nogenlunde styr på min oversættelse
onsdag den 20. februar 2013
Om nogle småting
Her er lidt af de småting der er i mit liv for tiden, men som ikke er fyldige nok til at få deres egne indlæg.
- Hvis en elver og en ork får et barn sammen, kan man så sige at det er er demiork (demiurg)?
- Jeg sad i går og skrev nogle små fine kort for at prøve at lære at tælle til 10 på hebraisk (husk at det læses fra højre mod venstre, oppefra og ned). Jeg er faktisk rigtig dårlig til det, altså ikke til at skrive kortene, men til at lære ordene. Det er ikke engang noget vi skal kunne, jeg gør det sådan set mest for sjov. Pointen er, at jeg gerne vil KUNNE sproget, og ikke bare godt nok til at kunne oversætte et tekststykke. Jeg er enten stædig, perfektionistisk eller bare en nørd, eller noget midt imellem.
- Er det ikke lidt ironisk at det er humanistiske fag der har til huse i Nobel Parken på Aarhus Universitet?
- På mit bosted har vi en vikar, som har boet de sidste 20 år i Grækenland, og hun kan derfor (selvfølgelig) tale græsk. Jeg bestod lige akkurat, og med nød og næppe i andet forsøg min (koiné) græsk eksamen i februar 2007, men selvom jeg ikke var særlig god til det, så har jeg da trods alt haft det. Koiné græsk er lidt et mellemstadie mellem oldgræsk og moderne græsk, så jeg var lidt nysgerrig for hvor meget af det vikaren kunne, så jeg viste hende min Novum Testamentum Graece. Så sad vi lidt hvor hun læste højt og oversatte, og jeg sad rullet sammen i sofaen og lyttede. Jeg har glemt næsten alt. Jeg kunne sige, dette er en konjunktion der betyder og, det der er en proposition, det der er en bestemt artikel og det der er en eller anden form for pronomen. En ting jeg dog lagde mærke til var, hvor forskellig vores udtale var, og det var ikke kun fordi jeg var ude af træning, hendes udtale var blød og rullende, og min var hård og punktlig. Det var nu alligevel meget hyggeligt.
- Hvorfor lyder man altid som en komplet spade (eller synes at man gør) når man taler eller skriver til en underviser?
- Jeg har travlt og er lidt stresset for tiden, så jeg har ikke så meget overskud til at træne. Jeg kommer af sted på de af sted på de aftalte dage, men jeg får hverken trænet lige så længe, eller lige så energisk, som jeg gjorde før. Det er lidt surt, for stres og manglende motion gør, at jeg ikke har så meget overskud til at klare andre situationer i min hverdag. Især weekenderne er blevet værre, hvor jeg er blevet mere inaktiv og rastløs, tangerende til angst. Når jeg ikke får trænet, så burde jeg i det mindste få gået nogle ture, men det får jeg heller ikke gjort. Mest hælder jeg til at acceptere, at det bare er sådan, min situation er lige nu, og prøve at acceptere, at jeg altså ikke er en eller anden form for superkvinde, hvilket dog ikke forhindre det hele i at være ret surt.
- Pædagogerne her på stedet VED hvor svært jeg har det med ændringer, og hvordan jeg kan finde på at reagere med selvskade, og normalt er de så nervøse for det, at de sender mig sms'er med ændringer helt ned til størrelsesorden med nye potteplanter, hvilket godt kan være lidt i overkanten, men også i orden, eftersom jeg ikke helt kan fortælle dem hvilke ændringer jeg kan og ikke kan håndtere. En type ændringer der dog altid går mig på er ændringer der har at gøre med hvordan stedet her fungerer. Sådan en ændring er der foretaget nu, og måden jeg fik det at vide var under aftensmaden hvor pædagogen sagde at der forresten ville komme være vågen i stedet for sovende nattevagter fra på mandag. Det er en god ændring, men jeg kunne ikke lade være med at reagere. Jeg skar mig ikke, men det var kun fordi jeg tvang mig selv til ikke at gå ned i min lejlighed.
- Hvis en elver og en ork får et barn sammen, kan man så sige at det er er demiork (demiurg)?
 |
| Heb. talord 1-10 |
- Er det ikke lidt ironisk at det er humanistiske fag der har til huse i Nobel Parken på Aarhus Universitet?
- På mit bosted har vi en vikar, som har boet de sidste 20 år i Grækenland, og hun kan derfor (selvfølgelig) tale græsk. Jeg bestod lige akkurat, og med nød og næppe i andet forsøg min (koiné) græsk eksamen i februar 2007, men selvom jeg ikke var særlig god til det, så har jeg da trods alt haft det. Koiné græsk er lidt et mellemstadie mellem oldgræsk og moderne græsk, så jeg var lidt nysgerrig for hvor meget af det vikaren kunne, så jeg viste hende min Novum Testamentum Graece. Så sad vi lidt hvor hun læste højt og oversatte, og jeg sad rullet sammen i sofaen og lyttede. Jeg har glemt næsten alt. Jeg kunne sige, dette er en konjunktion der betyder og, det der er en proposition, det der er en bestemt artikel og det der er en eller anden form for pronomen. En ting jeg dog lagde mærke til var, hvor forskellig vores udtale var, og det var ikke kun fordi jeg var ude af træning, hendes udtale var blød og rullende, og min var hård og punktlig. Det var nu alligevel meget hyggeligt.
- Hvorfor lyder man altid som en komplet spade (eller synes at man gør) når man taler eller skriver til en underviser?
- Jeg har travlt og er lidt stresset for tiden, så jeg har ikke så meget overskud til at træne. Jeg kommer af sted på de af sted på de aftalte dage, men jeg får hverken trænet lige så længe, eller lige så energisk, som jeg gjorde før. Det er lidt surt, for stres og manglende motion gør, at jeg ikke har så meget overskud til at klare andre situationer i min hverdag. Især weekenderne er blevet værre, hvor jeg er blevet mere inaktiv og rastløs, tangerende til angst. Når jeg ikke får trænet, så burde jeg i det mindste få gået nogle ture, men det får jeg heller ikke gjort. Mest hælder jeg til at acceptere, at det bare er sådan, min situation er lige nu, og prøve at acceptere, at jeg altså ikke er en eller anden form for superkvinde, hvilket dog ikke forhindre det hele i at være ret surt.
- Pædagogerne her på stedet VED hvor svært jeg har det med ændringer, og hvordan jeg kan finde på at reagere med selvskade, og normalt er de så nervøse for det, at de sender mig sms'er med ændringer helt ned til størrelsesorden med nye potteplanter, hvilket godt kan være lidt i overkanten, men også i orden, eftersom jeg ikke helt kan fortælle dem hvilke ændringer jeg kan og ikke kan håndtere. En type ændringer der dog altid går mig på er ændringer der har at gøre med hvordan stedet her fungerer. Sådan en ændring er der foretaget nu, og måden jeg fik det at vide var under aftensmaden hvor pædagogen sagde at der forresten ville komme være vågen i stedet for sovende nattevagter fra på mandag. Det er en god ændring, men jeg kunne ikke lade være med at reagere. Jeg skar mig ikke, men det var kun fordi jeg tvang mig selv til ikke at gå ned i min lejlighed.
onsdag den 30. januar 2013
Om at spare penge
Vej bruger rejsekort når jeg tager til Aarhus for at studere eller gå til psykolog, og det har jeg kunnet spare nogle håndøre på, men reglerne er blevet ændret, så nu gælder det som en lokalrejse, og pensionistrabatten frafalder, og så må jeg finde andre dyrere eller mere besværlige måder at betale på. Jeg kan heller ikke få pensionistrabat på klippekort og pendlerkort, og det eneste alternativ er, at jeg skal trække en billet i automaten hver gang jeg skal af sted, hvilket er pokkers besværligt når man kommer i sidste øjeblik før toget går, og det betyder, at jeg skal have styr nok på min økonomi til, at der også er råd til billetter i slutningen af måneden
Det eneste andet alternativ er, at jeg får et pendlerkort, og det er meget meget dyrere, og min socialrådgiver sagde, at jeg er for 'rig' til at søge om merydelse (§100), hvilket jeg dog prøver på alligevel, men det er så pokkers besværligt, og jeg har hverken meget tid eller mange kræfter til det. Men jeg burde ikke klage, for hvis det ikke var for mit forbrug af Pepsi Max, så var mit forbrug på et absolut minimum. Jeg har tidligere forsøgt at skære ned på mit forbrug, og det gik rigtig godt, men lige nu er hverken tid og sted til den slags numre, men der er dog visse ting man kan gøre for at spare penge.
Normalt drikker jeg Pepsi Max af 0.5L flasker, men det er voldsomt dyre, mellem 25 og 45 kr pr L, så nu prøver jeg at skifte til 1.5L flasker, som koster mellem 7 og 15 kr pr L, så der er mange penge at spare, men jeg gør det alligevel kun modvilligt, for det er en noget tam oplevelse, for kulsyren holder ikke nær så længe, så det fungere kun bare sådan nogenlunde, hvis jeg drikker det hele på en gang. Det kan jeg også sagtens gøre, nogle dage, men der vil også være dage hvor jeg ikke kan, såsom de fredage, hvor jeg skal tidligt på universitetet, men hvis jeg bare spare penge nogle dage, så sparer jeg da også lidt.
Så er der dage som er en mellemting, som f.eks eksempel i dag. Jeg har drukket det meste af flasken nu her (jeg drikker cola om morgenen i stedet for morgenkaffe, til gengæld drikker jeg sjældent senere end frokost), men om lidt tager jeg til træning, og når jeg kommer hjem, kan jeg godt lide at drikke lidt, men til den tid, vil det der er tilbage i flasken være kedeligt, så jeg skal beslutte mig til om jeg vil drikke det sidste nu hvor det er nogenlunde frisk, eller om jeg vil gemme det. Suk alle disse krævende valg.
Det eneste andet alternativ er, at jeg får et pendlerkort, og det er meget meget dyrere, og min socialrådgiver sagde, at jeg er for 'rig' til at søge om merydelse (§100), hvilket jeg dog prøver på alligevel, men det er så pokkers besværligt, og jeg har hverken meget tid eller mange kræfter til det. Men jeg burde ikke klage, for hvis det ikke var for mit forbrug af Pepsi Max, så var mit forbrug på et absolut minimum. Jeg har tidligere forsøgt at skære ned på mit forbrug, og det gik rigtig godt, men lige nu er hverken tid og sted til den slags numre, men der er dog visse ting man kan gøre for at spare penge.
Normalt drikker jeg Pepsi Max af 0.5L flasker, men det er voldsomt dyre, mellem 25 og 45 kr pr L, så nu prøver jeg at skifte til 1.5L flasker, som koster mellem 7 og 15 kr pr L, så der er mange penge at spare, men jeg gør det alligevel kun modvilligt, for det er en noget tam oplevelse, for kulsyren holder ikke nær så længe, så det fungere kun bare sådan nogenlunde, hvis jeg drikker det hele på en gang. Det kan jeg også sagtens gøre, nogle dage, men der vil også være dage hvor jeg ikke kan, såsom de fredage, hvor jeg skal tidligt på universitetet, men hvis jeg bare spare penge nogle dage, så sparer jeg da også lidt.
Så er der dage som er en mellemting, som f.eks eksempel i dag. Jeg har drukket det meste af flasken nu her (jeg drikker cola om morgenen i stedet for morgenkaffe, til gengæld drikker jeg sjældent senere end frokost), men om lidt tager jeg til træning, og når jeg kommer hjem, kan jeg godt lide at drikke lidt, men til den tid, vil det der er tilbage i flasken være kedeligt, så jeg skal beslutte mig til om jeg vil drikke det sidste nu hvor det er nogenlunde frisk, eller om jeg vil gemme det. Suk alle disse krævende valg.
lørdag den 27. oktober 2012
Om min bogblog
Jeg har en bogblog, hvor jeg nogle gange anmelder bøger fra blandt andet Rosinante, men også andre forlag. Rosinante er dog de mest krævende, og jeg føler mig beæret over, at jeg, på trods af mit relativt lave læsertal, må anmelde for dem. Nu er det sådan, at de er i gang med at opdatere deres blogger oplysninger, og jeg er blevet bedt om at oplyse hvor mange unikke besøg jeg har om ugen, og jeg krymper mig lidt ved at finde ud af det, for jeg har hen over sommeren forsømt min bogblog lidt, og nu hvor jeg er begyndt på universitetet er antallet af anmeldelser faldet til det halve.
Jeg har aldrig løjet over for dem, men lige nu føler jeg at jeg har, og jeg føler mig meget lille og utilstrækkelig. Det gør jeg også i forvejen. Jeg kan ikke finde ud af at gøre reklame for min bogblog, for det er jo bare min egen skøre særinteresse, og den kan folk da umuligt have lyst til at høre om, så jeg gemmer den af vejen, og håber alligevel, at folk vil finde frem til den, men det skal være slut nu, for mine anmeldelser er faktisk ganske gode, og jeg lægger et stort arbejde i at læse et bredt udvalg af bøger og skrive noget reelt om dem.
Først tænkte jeg, at jeg ville poste nye anmeldelser på asperger-pigens facebookside, men jeg jeg ombestemte mig, for det er jo så nemt bare at oprette en ny side, så det har jeg gjort, og I er velkommen til at like HER.
Hvad jeg stiller op med Rosinante ved jeg ikke. Måske beder jeg om udsættelse, og ser hvordan det går her i de kommende par uger, men selv når det går aller bedst, så er det ikke helt så godt, som jeg er bange for at de forventer, og jeg er bange for at skuffe dem, og bange for at de indstiller samarbejdet. Jeg tjener ingen penge på mine blogs, så det kan ikke kategoriseres som andet end en interesse, så det er kun min værdighed der står på spil, hvis jeg mister samarbejdet, men værdighed betyder en hel del for mig.
Efter alle mine år i psykiatrien føler jeg mig mindre som en person, for jeg mistede evnen eller i hvert fald muligheden for at producere et resultat som kunne måles, vejes og vurderes. Hver gang jeg lavede noget var det ih og åh så fint, for man forventede intet af mig. Høje forventninger slider på én, men slet ingen forventninger er også hårdt. Rosinante var de første der stillede krav til mig, og det var super fedt, og jeg føler et eller andet sted, at jeg står i taknemmelighedsgæld til dem, og jeg har et stort behov for at bevise mig selv over for dem.
Jeg har aldrig løjet over for dem, men lige nu føler jeg at jeg har, og jeg føler mig meget lille og utilstrækkelig. Det gør jeg også i forvejen. Jeg kan ikke finde ud af at gøre reklame for min bogblog, for det er jo bare min egen skøre særinteresse, og den kan folk da umuligt have lyst til at høre om, så jeg gemmer den af vejen, og håber alligevel, at folk vil finde frem til den, men det skal være slut nu, for mine anmeldelser er faktisk ganske gode, og jeg lægger et stort arbejde i at læse et bredt udvalg af bøger og skrive noget reelt om dem.
Først tænkte jeg, at jeg ville poste nye anmeldelser på asperger-pigens facebookside, men jeg jeg ombestemte mig, for det er jo så nemt bare at oprette en ny side, så det har jeg gjort, og I er velkommen til at like HER.
Hvad jeg stiller op med Rosinante ved jeg ikke. Måske beder jeg om udsættelse, og ser hvordan det går her i de kommende par uger, men selv når det går aller bedst, så er det ikke helt så godt, som jeg er bange for at de forventer, og jeg er bange for at skuffe dem, og bange for at de indstiller samarbejdet. Jeg tjener ingen penge på mine blogs, så det kan ikke kategoriseres som andet end en interesse, så det er kun min værdighed der står på spil, hvis jeg mister samarbejdet, men værdighed betyder en hel del for mig.
Efter alle mine år i psykiatrien føler jeg mig mindre som en person, for jeg mistede evnen eller i hvert fald muligheden for at producere et resultat som kunne måles, vejes og vurderes. Hver gang jeg lavede noget var det ih og åh så fint, for man forventede intet af mig. Høje forventninger slider på én, men slet ingen forventninger er også hårdt. Rosinante var de første der stillede krav til mig, og det var super fedt, og jeg føler et eller andet sted, at jeg står i taknemmelighedsgæld til dem, og jeg har et stort behov for at bevise mig selv over for dem.
tirsdag den 23. oktober 2012
Om at nå det hele
I går var jeg som sædvanligt oppe i alt for god tid (kl 3), og jeg fik nået en masse inden jeg skulle til træning, hvilket var godt, for efter træning ville jeg ellers få rygende travlt, hvis jeg ellers skulle nå hvad jeg plejede. Træningen gik fint, og efter træning spiste jeg dagens anden morgenmad/formiddagsmad sammen med en af pædagogerne, og vi kom til at sidde lidt længere end planlagt, så jeg for op til mig selv for at lave de sidste ting. Deroppe faldt jeg i fælden med overspringshandlinger og sad længe foran min computer. Med et var klokken alt for mange, og jeg ville slet ikke kunne nå at vaske hår, hvis jeg skulle nå mit tog, så ind under bruseren til et lynbad, på med tøjet og noget make-up i ansigtet, men når jeg ikke skulle vaske hår, havde jeg slet ikke haft brug for at skynde mig, så jeg spiste et mellemmåltid nummer to (jeg spiser temmelig meget i løbet af formiddagen), pakkede mine ting og gik ned og tog et tidligt tog. Jeg væmmedes lidt ved tanken om alt det sved der sad i mit hår og ved tanken om hvor grimt det ville lugte hvis jeg tog hestehalen ud, men det var der ikke noget at gøre ved, det værste var næsten at det kløede.
Morgentrafikken var forsinket, så selvom jeg havde taget et tidligere tog, så kom jeg ikke så meget tidligere frem, som ellers, men jeg kom ind til min psykolog før tid, men var ikke hurtigere færdig, for vi havde meget at snakke om. Jeg kunne sagtens nå op til time på universitetet, men jeg følte mig godt brugt og kunne slet ikke overkomme det.
Det var faktisk universitetet og slet ikke min fortravlede morgen dette burde handle om. I weekenden havde jeg lidt af en krise. Den krise handlede om mange ting, men blandt andet handlede den om, at det gik op for mig, at jeg ikke kan nå at blive bachelor før jeg fylder 30. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville blive en af de kvinder der panikkede over alder, men det er jeg altså. Tallet 30 genere mig. Jeg har ikke noget imod fysisk at blive ældre, slap hud, gråt hår og hængende bryster, men jeg er rædselsslagen ved det symbolske betydning i dette skæl mellem ung voksen og voksen voksen. Jeg har 'spildt' så mange år med at være alt for syg til at kunne være ung. Jeg føler mig voksen, måske ikke så meget fordi jeg er klar til at føle mig voksen, men fordi det føles som for sent og sørgeligt at prøve at være ung. Jeg ryster ved tanken om alle de ting jeg ikke har nået, og én af de ting er altså min bachelor. Måske er det fordi jeg ikke rigtigt tæller en bachelor for noget, det er bare en slags akademisk kravlegård før man kan komme i gang med sin rigtige uddannelse på kandidaten, eller endnu bedre en phd.
På dette punkt, som på mange andre, minder jeg om min far. En fælles bekendt spurgte ham engang om hvordan det føles at være på konstant undtagelsestilstand, og svaret er, 'ikke særlig rart'.
Morgentrafikken var forsinket, så selvom jeg havde taget et tidligere tog, så kom jeg ikke så meget tidligere frem, som ellers, men jeg kom ind til min psykolog før tid, men var ikke hurtigere færdig, for vi havde meget at snakke om. Jeg kunne sagtens nå op til time på universitetet, men jeg følte mig godt brugt og kunne slet ikke overkomme det.
Det var faktisk universitetet og slet ikke min fortravlede morgen dette burde handle om. I weekenden havde jeg lidt af en krise. Den krise handlede om mange ting, men blandt andet handlede den om, at det gik op for mig, at jeg ikke kan nå at blive bachelor før jeg fylder 30. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville blive en af de kvinder der panikkede over alder, men det er jeg altså. Tallet 30 genere mig. Jeg har ikke noget imod fysisk at blive ældre, slap hud, gråt hår og hængende bryster, men jeg er rædselsslagen ved det symbolske betydning i dette skæl mellem ung voksen og voksen voksen. Jeg har 'spildt' så mange år med at være alt for syg til at kunne være ung. Jeg føler mig voksen, måske ikke så meget fordi jeg er klar til at føle mig voksen, men fordi det føles som for sent og sørgeligt at prøve at være ung. Jeg ryster ved tanken om alle de ting jeg ikke har nået, og én af de ting er altså min bachelor. Måske er det fordi jeg ikke rigtigt tæller en bachelor for noget, det er bare en slags akademisk kravlegård før man kan komme i gang med sin rigtige uddannelse på kandidaten, eller endnu bedre en phd.
På dette punkt, som på mange andre, minder jeg om min far. En fælles bekendt spurgte ham engang om hvordan det føles at være på konstant undtagelsestilstand, og svaret er, 'ikke særlig rart'.
søndag den 7. oktober 2012
Næsten for profant at fortælle om
Jeg bliver nødt til at fortælle om det, ikke fordi jeg skal, men fordi oplevelsen bobler inde i mig og gør mig ukoncentreret og urolig. Jeg vil så gerne fortælle om det, men jeg ved ikke om jeg kan, for det hele virker så fladt, ligegyldigt og uvirkeligt, når jeg bruger mit alt for banale ordforråd til at skrive de foreløbige noter ned i min kalender.
Først de lidt kedelige data. Jeg tog toget til Bjerringbro, og min plan var at tage en vandretur til Viborg via en cykelrute der var tegnet ind på et ikke ret godt kort jeg havde fået gratis på biblioteket. Den såkaldte cykelsti viste sig at være 40 cm asfalt, afskærmet fra landevejen med en hvid streg, hvilket var lidt for fesent efter min smag, så jeg drejede af mod tange og gik en smuk tur langs Tange sø, drejede af mod Rødkærsbro, for vild i hvad der virkede som en time, men det var nok ikke mere end et kvarter, tyve minutter. Jeg stødte mere eller mindre tilfældigt på civilisation i klædning af Rødkærbros industrikvarter, fældede en tårer og fulgte vejen ind til stationen, købte et æble og en Pepsi max i Brugsen og tog toget hjem.Jeg tog toget lidt over 7 om morgenen og var hjemme 11.30, så jeg havde gået lidt over 3.5 time, 18.5 km og 28,000 skridt + lidt mere, for de billige skridttællere måler ikke alle ens skridt hvis man er kvinde, noget med bækkenets bredde og form der giver nogle lidt andre bevægelser, jeg kan ikke detaljerne, men det er også lige meget.
Det var en kold morgen, og tågen lå tæt over Midtjylland. Jeg havde tænkt meget over min påklædning, og havde gjort det godt, bortset fra, at jeg ikke havde vander med, hvilket jeg fortrød bittert. Jeg trak hænderne ind i mine bluseærmer og knyttede og slappede dem på skift, åndede på dem og masserede dem, men de var kolde,røde og ophovnede, og da jeg købte min elskede cola i Rødkærsbro, kunne jeg slet ikke mærke om den var kold, for mine hænder var koldere, og de var endda blevet betydeligt varmere efter tågen var fordampet, så jeg satsede, men jeg var så udkørt at det kunne have været en lunken Harboe Cola, og jeg ville stadig have været lykkelig. Og æblet var også det bedste æble jeg har smagt i årevis, for sådan er det nu engang, når man har gjort dagens gode gerning.
Det var en fantastisk smuk tur i efterårets unikke ensomhed, men jeg overvejede at gøre den endnu smukkere ved at skråå ind gennem skoven, men jeg turde ikke. Jeg var bange for at fare vild, men mest af alt var jeg bange for jægerne. Jeg ved fra min hebraisk lærer at andejagten er sat ind, men er anden jagt også? Jeg ved ikke noget om den slags, men gennem hele turen hørte jeg deres evige plaff, plaff. Det gjorde det hele lidt mere spændende og eventyragtigt. I det hele taget var det en eventyrtur, og jeg ville ikke være blevet det mindste overrasket, hvis jeg havde mødt hule elverpiger eller gnavne nisser. Ligeledes gik det heller ikke op for mig, at det egentligt var underligt, at jeg gik og hørte elefanter trompetere. Jeg var i hvert fald kommet til højbjerg før jeg begyndte at tænke over det. Da jeg gjorde det, virkede det indlysende, at det var andekald der på afstand og gennem tågen lød sådan, men ærligt, så kunne jeg bedre lide mine elefanter.
Det hele var så smukt, tågen, træerne, søen, de snoede veje, de sidste blomster, de røde og sorte bær, de nye huse, de gamle huse, broerne, gærderne, det hele. Jeg havde mit kamera med, men det virkede for profant at tage et billede. Et eventyr kan ikke fotograferes, skønheden forsvinder og bliver fladt. Især én gang kæmpede jeg for ikke at tage et billede. Nu her bagefter er jeg både stolt og ærgerlig over ikke at have gjort det. Det var en gammel gård, hvor skoven var vokset op omkring. Den var faldefærdig, men stadig beboelig. Det var ikke et stråtækt bindingsværkshus. Det havde udskårne træpaneler og border og det var så uendeligt smukt, at det tog pusten fra mig. DET lignede virkelig noget fra et gammelt middelaldereventyr, måske snevide, men i hvert fald noget af Grimm, fra før eventyr blev sukkersøde. Eller den gamle børnesang "I en skov en hytte lå"
Efterårets ensomhed gjorde noget ved mig, og jeg vil næsten sige, at jeg var lykkelig, for alt hvad jeg ellers går og roder med forsvandt langt om i baghovedet. Der var mig og vejen, og jeg var nødt til at fortsætte, ligegyldigt hvor træt jeg blev, for jeg var midt ude i ingenting, og jeg kunne ikke bare lige sådan tage hjem. Der var for en sjælden gangs skyld en nødvendighed i at sætte det ene ben foran det andet, som jeg sjældent oplever. Når jeg ikke lige er skadet, løber jeg på løbebånd, og hvis jeg bliver træt, så står jeg bare af, men den mulighed havde jeg ikke her, og det var vildt og råt og skønt.
Jeg satte pris på ensomheden, men da jeg kom til civilisationen var jeg euforisk. Da jeg så et fortorv med fodgængere, havde jeg lyst til at græde af glæde. Og Rødkærsbro er en smuk by, måske endnu mere fordi jeg var så træt. Husene var smukke, men slet ikke som man er vant til at se det, for de er ikke ny, men de er heller ikke rigtigt gamle, for før jernbanen og jernbane stationen kom til i 1863 var der kun ganske få huse uden navn. Jeg har altid set lidt ned på små byer, men her forelskede jeg mig, muligvis på grund af byen, muligvis på grund af min særlige sindsstemning, for første gang tænkte jeg, "her kunne jeg godt bo".
Men jeg måtte jo videre. Jeg spiste mit æble og drak min cola mens jeg stod og ventede på toget. Kl var 11, men der var stadig en dis for solen, så hele turen foregik i et evigt morgengry. Rødkærsbro er måske heller ikke den mest livlige by, så det var slet ikke gået op for mig hvad kl 11 betød. Kl 11 betød at toget var stuvende fyldt med folk der havde været i Aarhus, og det var rædselsfuldt at sidde der efter stilheden på landet, så jeg tumlede ud af toget og hjem, hvor jeg først aflagde rapport til en spændt pædagog (jeg havde jo talt så meget om den tur), og så gik jeg i bad. Et normalt bad er en proces, der måske ikke er hurtig, for jeg har et langt tykt hår der tager tid at vaske, men den er effektiv, men i går skruede jeg op for varmen og stod bare og bearbejdede nogle af alle dagens indtryk.
Jeg er så overvældet af denne tur, og jeg vil fortælle alle om den, men mine ord slår ikke til. Jeg har gjort et ihærdigt forsøg på at forklare, men det er bare ikke helt nok, for turen var så meget mere end dette, men jeg håber at i nød at læse det alligevel.
Det var en kold morgen, og tågen lå tæt over Midtjylland. Jeg havde tænkt meget over min påklædning, og havde gjort det godt, bortset fra, at jeg ikke havde vander med, hvilket jeg fortrød bittert. Jeg trak hænderne ind i mine bluseærmer og knyttede og slappede dem på skift, åndede på dem og masserede dem, men de var kolde,røde og ophovnede, og da jeg købte min elskede cola i Rødkærsbro, kunne jeg slet ikke mærke om den var kold, for mine hænder var koldere, og de var endda blevet betydeligt varmere efter tågen var fordampet, så jeg satsede, men jeg var så udkørt at det kunne have været en lunken Harboe Cola, og jeg ville stadig have været lykkelig. Og æblet var også det bedste æble jeg har smagt i årevis, for sådan er det nu engang, når man har gjort dagens gode gerning.
Det var en fantastisk smuk tur i efterårets unikke ensomhed, men jeg overvejede at gøre den endnu smukkere ved at skråå ind gennem skoven, men jeg turde ikke. Jeg var bange for at fare vild, men mest af alt var jeg bange for jægerne. Jeg ved fra min hebraisk lærer at andejagten er sat ind, men er anden jagt også? Jeg ved ikke noget om den slags, men gennem hele turen hørte jeg deres evige plaff, plaff. Det gjorde det hele lidt mere spændende og eventyragtigt. I det hele taget var det en eventyrtur, og jeg ville ikke være blevet det mindste overrasket, hvis jeg havde mødt hule elverpiger eller gnavne nisser. Ligeledes gik det heller ikke op for mig, at det egentligt var underligt, at jeg gik og hørte elefanter trompetere. Jeg var i hvert fald kommet til højbjerg før jeg begyndte at tænke over det. Da jeg gjorde det, virkede det indlysende, at det var andekald der på afstand og gennem tågen lød sådan, men ærligt, så kunne jeg bedre lide mine elefanter.
I en skov en hytte lå,Jeg får stadig en boblende fornemmelse indeni, når jeg tænker på det hus, og jeg ved med mig selv, at jeg bare MÅ se det igen, måske ikke hele den lange tur, men hvis jeg nu tog toget til Rødkærsbro... Jeg ved ikke, jeg bladrer i min kalender, men jeg ved ikke, måske vil det være en fejl, måske gør huset sig bedst i min fantasi.
nissen gennem ruden så,
haren kom på lette tå,
bankede derpå.
Nisse, hjælp mig i min nød,
skyder jæg'ren er jeg død.
Lille hare kom herind,
ræk mig poten din.
Jæg'ren kom til hytten hen:
Sig mig nisse, lille ven,
har du set en hare fin,
her på marken din?
Nej, hr. jæger det har jeg ej,
gå du blot igen din vej.
Jæg´ren vendte sig og gik,
haren ej han fik.
Efterårets ensomhed gjorde noget ved mig, og jeg vil næsten sige, at jeg var lykkelig, for alt hvad jeg ellers går og roder med forsvandt langt om i baghovedet. Der var mig og vejen, og jeg var nødt til at fortsætte, ligegyldigt hvor træt jeg blev, for jeg var midt ude i ingenting, og jeg kunne ikke bare lige sådan tage hjem. Der var for en sjælden gangs skyld en nødvendighed i at sætte det ene ben foran det andet, som jeg sjældent oplever. Når jeg ikke lige er skadet, løber jeg på løbebånd, og hvis jeg bliver træt, så står jeg bare af, men den mulighed havde jeg ikke her, og det var vildt og råt og skønt.
Jeg satte pris på ensomheden, men da jeg kom til civilisationen var jeg euforisk. Da jeg så et fortorv med fodgængere, havde jeg lyst til at græde af glæde. Og Rødkærsbro er en smuk by, måske endnu mere fordi jeg var så træt. Husene var smukke, men slet ikke som man er vant til at se det, for de er ikke ny, men de er heller ikke rigtigt gamle, for før jernbanen og jernbane stationen kom til i 1863 var der kun ganske få huse uden navn. Jeg har altid set lidt ned på små byer, men her forelskede jeg mig, muligvis på grund af byen, muligvis på grund af min særlige sindsstemning, for første gang tænkte jeg, "her kunne jeg godt bo".
Men jeg måtte jo videre. Jeg spiste mit æble og drak min cola mens jeg stod og ventede på toget. Kl var 11, men der var stadig en dis for solen, så hele turen foregik i et evigt morgengry. Rødkærsbro er måske heller ikke den mest livlige by, så det var slet ikke gået op for mig hvad kl 11 betød. Kl 11 betød at toget var stuvende fyldt med folk der havde været i Aarhus, og det var rædselsfuldt at sidde der efter stilheden på landet, så jeg tumlede ud af toget og hjem, hvor jeg først aflagde rapport til en spændt pædagog (jeg havde jo talt så meget om den tur), og så gik jeg i bad. Et normalt bad er en proces, der måske ikke er hurtig, for jeg har et langt tykt hår der tager tid at vaske, men den er effektiv, men i går skruede jeg op for varmen og stod bare og bearbejdede nogle af alle dagens indtryk.
Jeg er så overvældet af denne tur, og jeg vil fortælle alle om den, men mine ord slår ikke til. Jeg har gjort et ihærdigt forsøg på at forklare, men det er bare ikke helt nok, for turen var så meget mere end dette, men jeg håber at i nød at læse det alligevel.
lørdag den 6. oktober 2012
Om cafe Ris Ras
Cafe Ris Ras, Mejlgade 24 i Aarhus er nok et af de eneste steder i dette land der tillader rygning. Faktisk, så tilbyder de rygning, øl, kaffe, en bløde sofaer og ikke ret meget andet, men det er også hele charmen ved stedet, at det ikke prøver at være alt muligt det ikke er. Og sofaerne er bløde og rummet dejlig varmt, kaffen er måske lidt mere middelmådig end på andre caféer, men den er lettere at betale, men deres udvalg af øl er stort, og det samme gælder deres andre alkoholiske drikke af, hvad det lige ser ud til for mig, af høj kvalitet, så er det bare en skam at jeg ikke drikker den slags.
Jeg var derinde, fordi jeg var sammen med en veninde som ryger, og hun ryger lige nøjagtig nok til, at det ville være irriterende hvis hun hele tiden skulle udenfor og gøre det. Hvad så med passiv rygning, er det ikke synd for en stakkels ikke-ryger som mig? Helt ærligt, så betyder det ikke så meget for mig. Jeg har en enkelt gang været derinde med en kammerat, hvor røgen var tæt, og da var det lidt ubehageligt, men i går hvor der kun var en tre fire mindre selskaber, da var det fint nok. Jamen er det ikke skadeligt for dig? Sikkert, men helt ærligt, så synes jeg ikke, at jeg kan tillade mig at være alt for fin på den hvad angår skadelige virkninger. Jeg er blevet syet 24 gange i armene på under 3 år, far slet ikke at tale om de hundredvis af andre sår jeg har påført mig selv. Jeg har de sidste 5 år haft 7 overdoser med panodiler, 2 overdoser antidepressiver, hvilket ikke nytter noget som helst, man kan lige så godt droppe det, for man føler sig bare til grin, og 1 overdosis benzoer. De sidste 7 år har jeg drukket op til 2 l Pepsi max om dagen, og tro ikke, at det er sundt bare fordi der ikke er sukker i. Jeg æder minimum 6 piller hver dag. Jeg kunne på lavpunktet i min spiseforstyrrelse kværne 3 l is, 20 pandekager og et par poser slik på 30 min og få det meste op igen på 10. Min rekord i at sulte mig selv er vist på 5 dage helt uden føde, og de sidste 3 af dagene drak jeg heller ikke den mindste tår vand. Jeg har været i seng med 5 forskellige fyre uden andet mål end at skade mig selv, så hvem er jeg at fortælle andre hvad de skal have lov til at udsætte deres egen og min krop for.
Jeg er selvfølgelig nødt til at have nogle grænser, og jeg kunne ikke finde på at ryge en cigaret selv (jeg kan godt finde på at bruge nikotinplastre som beroligende, for selv nikotin er mindre vanedannende end benzoer, men tjære i lungerne, nej tak. Jeg kunne heller aldrig drømme om at tage nogen form for euforiserende stoffer, for jeg er temmelig sikker på at jeg i løbet af ingen tid ville sidde på gaden og stikke mig i tæerne, fordi der ikke længere er andre steder tilbage. For at være helt ærlig, så tør jeg dårlig nok at drikke alkohol. Jeg siger, at det er på grund af min medicin, men xdet er mere personlige grunde
Afsnit slettet
og sådan har jeg det nu med alle voksne og alkohol. Unge der drikker sig fulde er bare tåbelige, men voksne er uhyggelige.
Nå, men i hvert fald sad min veninde og jeg på café Ris Ras og drak en kop kaffe, og jeg spiste min medbragte mad. Caféen tilbyder ikke noget spiseligt, så man er velkommen til at tage mad med selv, hvilket er rart, for det er ikke hver dag jeg orker en caféstørrelse portion til cafépriser. Vi sad og snakkede uddannelser. Vi er begge to i gang, vi er begge to ved at få styr på vores liv, og vi er begge to ret godt tilfredse med hvad vi har. Det var mærkeligt, god, men mærkeligt. De sidste 5.5 år har været krise efter krise, og alt hvad der er blevet gjort for mig har været lappeløsninger, for der har ikke været tid til andet, og jeg tror også, at det har været sådan for min veninde. Og nu sad vi der, og selvom vi altid har hygget os rigtig meget sammen, så var der en helt anden afslappet stemning end tidligere.
Vi snakkede sammen i to timer, og vi kunne være blevet ved, men jeg kender efterhånden mig selv, jeg ved, at jeg var nødt til at bryde op, for ellers ville jeg ikke klare togturen hjem. Vi sagde farvel, gav hinanden et kæmpe knus med løfter om at se hinanden snart. Det vil jeg mægtig gerne, men jeg ved bare at tiden går stærkt, og så pludselig er der gået flere måneder, men nu kommer jeg jo til Aarhus meget oftere end tidligere, så måske. Jeg giver desuden 1900,- for et månedskort, så pokker stå i det, så skal det udnyttes, om jeg så skal tage komplet ligegyldige ture bare for at få det brugt.
Jeg var derinde, fordi jeg var sammen med en veninde som ryger, og hun ryger lige nøjagtig nok til, at det ville være irriterende hvis hun hele tiden skulle udenfor og gøre det. Hvad så med passiv rygning, er det ikke synd for en stakkels ikke-ryger som mig? Helt ærligt, så betyder det ikke så meget for mig. Jeg har en enkelt gang været derinde med en kammerat, hvor røgen var tæt, og da var det lidt ubehageligt, men i går hvor der kun var en tre fire mindre selskaber, da var det fint nok. Jamen er det ikke skadeligt for dig? Sikkert, men helt ærligt, så synes jeg ikke, at jeg kan tillade mig at være alt for fin på den hvad angår skadelige virkninger. Jeg er blevet syet 24 gange i armene på under 3 år, far slet ikke at tale om de hundredvis af andre sår jeg har påført mig selv. Jeg har de sidste 5 år haft 7 overdoser med panodiler, 2 overdoser antidepressiver, hvilket ikke nytter noget som helst, man kan lige så godt droppe det, for man føler sig bare til grin, og 1 overdosis benzoer. De sidste 7 år har jeg drukket op til 2 l Pepsi max om dagen, og tro ikke, at det er sundt bare fordi der ikke er sukker i. Jeg æder minimum 6 piller hver dag. Jeg kunne på lavpunktet i min spiseforstyrrelse kværne 3 l is, 20 pandekager og et par poser slik på 30 min og få det meste op igen på 10. Min rekord i at sulte mig selv er vist på 5 dage helt uden føde, og de sidste 3 af dagene drak jeg heller ikke den mindste tår vand. Jeg har været i seng med 5 forskellige fyre uden andet mål end at skade mig selv, så hvem er jeg at fortælle andre hvad de skal have lov til at udsætte deres egen og min krop for.
Jeg er selvfølgelig nødt til at have nogle grænser, og jeg kunne ikke finde på at ryge en cigaret selv (jeg kan godt finde på at bruge nikotinplastre som beroligende, for selv nikotin er mindre vanedannende end benzoer, men tjære i lungerne, nej tak. Jeg kunne heller aldrig drømme om at tage nogen form for euforiserende stoffer, for jeg er temmelig sikker på at jeg i løbet af ingen tid ville sidde på gaden og stikke mig i tæerne, fordi der ikke længere er andre steder tilbage. For at være helt ærlig, så tør jeg dårlig nok at drikke alkohol. Jeg siger, at det er på grund af min medicin, men xdet er mere personlige grunde
Afsnit slettet
og sådan har jeg det nu med alle voksne og alkohol. Unge der drikker sig fulde er bare tåbelige, men voksne er uhyggelige.
Nå, men i hvert fald sad min veninde og jeg på café Ris Ras og drak en kop kaffe, og jeg spiste min medbragte mad. Caféen tilbyder ikke noget spiseligt, så man er velkommen til at tage mad med selv, hvilket er rart, for det er ikke hver dag jeg orker en caféstørrelse portion til cafépriser. Vi sad og snakkede uddannelser. Vi er begge to i gang, vi er begge to ved at få styr på vores liv, og vi er begge to ret godt tilfredse med hvad vi har. Det var mærkeligt, god, men mærkeligt. De sidste 5.5 år har været krise efter krise, og alt hvad der er blevet gjort for mig har været lappeløsninger, for der har ikke været tid til andet, og jeg tror også, at det har været sådan for min veninde. Og nu sad vi der, og selvom vi altid har hygget os rigtig meget sammen, så var der en helt anden afslappet stemning end tidligere.
Vi snakkede sammen i to timer, og vi kunne være blevet ved, men jeg kender efterhånden mig selv, jeg ved, at jeg var nødt til at bryde op, for ellers ville jeg ikke klare togturen hjem. Vi sagde farvel, gav hinanden et kæmpe knus med løfter om at se hinanden snart. Det vil jeg mægtig gerne, men jeg ved bare at tiden går stærkt, og så pludselig er der gået flere måneder, men nu kommer jeg jo til Aarhus meget oftere end tidligere, så måske. Jeg giver desuden 1900,- for et månedskort, så pokker stå i det, så skal det udnyttes, om jeg så skal tage komplet ligegyldige ture bare for at få det brugt.
onsdag den 26. september 2012
Om at lære at håbe
Jeg har igennem nogle måneder skrevet lidt frem og tilbage med løberen Rikke Rønholt, som jeg er stor fan af, ikke kun fordi hun har en killer krop, som er den første ikke-afmagrede krop jeg har kunnet beundre siden min spiseforstyrrelse begyndte at konsumere hele mit jeg, men også fordi hun har en passion for løb, som hun, bedre end nogen anden jeg har stødt på, formår at give videre til andre. Jeg kan stærkt anbefale hendes bog "Bliv løber for livet", den har i hvert fald givet mig rigtig meget.
Jeg skrev til hende og fortalte om den skade jeg nu har døjet med i en måneds tid, og som er ved at drive mig ud af mit gode skind. Jeg skrev og spurgte hvordan man kan holde motivationen, når universitetet stresser, mit privatliv er noget rod, og når man bare ser lidt for åndssvag ud på en cross trainer.
Jeg har til gengæld fundet mig en maskine som jeg næsten godt kan lide. Jeg har ingen anelse om hvad den hedder, men jeg kalder den for 'høje knæløft maskinen', og det gode ved den, ud over at man forbrænder en hulens masse kalorier og får pulsen op på uanede højder, er at man går i pasgang, det vil sige, at man lige som en kamel løfter arm og ben i samme side samtidig, hvilket for mennesker, når de går ude på vejene, ser enormt unaturligt og dumt ud, men på en maskine i fitness centret virker det mindre ucoordineret. Ulempen er, at man så ikke i samme grad får trænet sine skrå mavemuskler, men dem findes der så heldigvis også en maskine til. Føler mig som en anden Terminater, mere maskine en mand (kvinde).
Jeg skrev til hende og fortalte om den skade jeg nu har døjet med i en måneds tid, og som er ved at drive mig ud af mit gode skind. Jeg skrev og spurgte hvordan man kan holde motivationen, når universitetet stresser, mit privatliv er noget rod, og når man bare ser lidt for åndssvag ud på en cross trainer.
"Jeg er rigtig ked af at høre du er blevet skadet. Det er altid ret deprimerende. I min bog var jeg så fræk at sammenligne processen med de 5 stadier i sorg: Fornægtelse, Vrede, Forhandling, Depression og Accept. Men ved et foredrag jeg holdt kom der en klog deltager op til mig og sagde, at jeg havde glemt det aller vigtigste i den proces, nemlig Håb! -og hun havde ret.Håb er noget mærkelig noget. Er det overhovedet muligt at håbe, når man ikke har den forestillingsevne der skal til for at kunne se, at det engang bliver bedre? Jeg kan godt finde ud af at håbe, men jeg kan kun håbe på ting som jeg allerede har prøvet, og som jeg derfor kan forestille mig, men jeg har aldrig prøvet at være skadet, så jeg har svært ved at se, at det nogensinde holder op igen. Eller, det er den simplificerede måde at se det på, for jeg er lige så stille ved at få det bedre, jeg kan nu løbe 500 m meget meget langsomt for hver træningstime jeg har. Det er svært at forestille sig, at 500 m kan blive til 6.3 km (der er et løb om et års tid jeg gerne vil deltage i), men jeg ved lige akkurat nok om matematik til at kunne forestille mig en opadgående kurve, men ikke nok til, at jeg gider sætte mig ned og lave diagrammer. Først var det 0.0 m, så 50, så 100, men kun en gang imellem, og nu kan jeg så klare 500 m næsten fast.
Tag det fra en der næsten har været mere skadet end 100% intakt i det meste af karrieren. Kombinationen af hurtig accept og håb er nøglen til at komme igennem et skadesforløb. Håbet hjælper til at holde fast i det konstruktive, og aldrig glemme, at uanset hvor lang tid det tager, så kommer du til at løbe igen".
"Og det arbejde du gør nu vil afgøre hvor hårdt det er at starte forfra. Hvis du giver slip på din konditionstræning, så bliver det en lang sej genoptræning. Men hvis du får holdt fast, vil det kun være et spørgsmål om at genfinde løbeøkonomien og den specifikke styrke igen".Så jeg springer op på de andre maskiner i fitness centret og okser derud ad. Cross traineren, den hvor man også bruger armene, den skulle være så god, og jeg bruger den fra tid til anden, men jeg føler mig noget så usigeligt dum. Dem der nogensinde har haft aerobic til idræt i folkeskolen eller gymnasiet husker måske de der teenagedrenge med de alt for lange arme og ben, som de slet ikke kunne finde ud af at koordinere, det så ynkeligt, sjovt og lidt sørgeligt ud, og det er sådan jeg føler mig når jeg stiller mig op på en cross trainer. Der er en enkelt mand derovre der for det til at se bare lidt værdigt ud, og han er major (eller hvilken grad han nu lige har) i hæren.
Jeg har til gengæld fundet mig en maskine som jeg næsten godt kan lide. Jeg har ingen anelse om hvad den hedder, men jeg kalder den for 'høje knæløft maskinen', og det gode ved den, ud over at man forbrænder en hulens masse kalorier og får pulsen op på uanede højder, er at man går i pasgang, det vil sige, at man lige som en kamel løfter arm og ben i samme side samtidig, hvilket for mennesker, når de går ude på vejene, ser enormt unaturligt og dumt ud, men på en maskine i fitness centret virker det mindre ucoordineret. Ulempen er, at man så ikke i samme grad får trænet sine skrå mavemuskler, men dem findes der så heldigvis også en maskine til. Føler mig som en anden Terminater, mere maskine en mand (kvinde).
onsdag den 29. august 2012
Om Legoland og kontrol
I går var alle pigerne fra mit bosted i Legoland, drengene var også inviteret, der var bare ingen af dem der havde meld sig til. Jeg havde lidt blandede følelser med turen, for jeg skulle vælge mellem at se de ting jeg helst ville se, eller gå sammen med dem jeg helst ville være sammen med. Jeg valgte det sidste, hvilket måske var godt, måske var det ikke. Men det blev nu en udmærket tur, selvom jeg ikke rigtigt prøvede noget, men det at jeg var omgivet af mennesker hele tiden, som bevægede sig i, fra mit perspektiv, ulogiske mønstre, gjorde mig træt, og til sidst fandt jeg en stol og en bog og trak mig helt ud af fællesskabet, hvilket folk heldigvis accepterede, for vi havde det nok alle lidt på samme måde.
En gang i folkeskolen var vi i Legoland, og jeg har stadig lidt en dårlig smag i munden over den tur. Hele klassen havde deltaget i en tegnekonkurrence, og en af drengene havde vundet et større pengebeløb. Vores billedkunstlærer besluttede, at de penge skulle gå til hele klassen, og at vi skulle en tur i Legoland. Vi var vel en 10-11 år, og vi var henrykte, måske mere over at slippe for timer end selve Legoland, men alligevel, vi syntes i hvert fald at det var super fedt. Hvad der til gengæld ikke var nær så fedt, og det var vi, på trods af vores unge alder, godt klar over, det var at drengen ikke fik sine penge. Sagen var nemlig, at denne drengs familie ikke havde særligt mange penge. Jeg gik på en lidt snobbet privatskole, så det med ikke at have så mange penge, det var ret usædvanligt. Vi undte ham de penge, men vi ville også gerne til Legoland, desuden var vi 10 år gamle, hvad skulle vi have gjort eller sagt, en dag i Legoland var jo guld værd dengang. Vi blev måske nogle gange mindet om, at det var denne dreng der havde 'givet' os turen, men vi var nogle små møgunger, så jeg tvivler på, at vi har vist ret meget taknemmelighed.
Drengen her var min gode ven indtil han af økonomiske årsager måtte skifte skole. Jeg ved ikke om vi så skævt til ham fordi han var fattig, vi så skævt til ham fordi han var kikset og nørdet, ligesom mig. Hans mor kunne til gengæld nogle super seje ting med små eskimoperler, og det havde vi stor respekt for. Hun er vist desværre død nu.
Sidst jeg var i Legoland, kunne jeg ikke få nok af forlystelser, men ikke denne gang. Man kan måske nok sige, at jeg er bange. Jeg er ikke bange for at komme til skade, eller at maskinen går i stykker, men jeg er bange får det øjeblik, hvor det føles som om tyngdekraften bliver ophævet, man ikke længere har jordforbindelse, og hvor det lidt føles som om man mister kontrollen over sin egen krop. Jeg frygter især det sidste.
Jeg frygter at miste kontrollen over mig selv og mit liv, for jeg er bange for hvad der så ville ske. Det er vigtigt for mig at have kontrol over mig selv i alle døgnets timer. Pædagogerne lægger mærke til mig, men det er vist mest fordi de kender mig, for nogle gange lægger jeg noget andet i ordet kontrol end andre gør. Når jeg tænker på den typiske kontrolfreak, så tænker jeg ikke på en som mig, så tænker jeg på en der kommanderer med andre, på en der har udseendet helt tip top i orden, en som ikke siger skøre ting eller griner uhæmmet af dårlige vittigheder, og generelt på den der har succes, for eksempel ville en ægte kontrolfreak ikke nøjes med at tage ét universitetsfag, for det virker sløset. Kontrollen i mit liv ligger et helt andet sted. Jeg sover mellem kl 21 og 5.15, så det er det jeg gør nærmest på minuttet. Mit eftermiddagsmåltid er kl 15.15, dvs ikke kl 14.45 eller kl 16 (nogle gange strækker jeg den dog så vidt, at jeg venter til reklamepausen når jeg ser CSI). Og jeg har regler, tusindvis af regler for hvad jeg må og ikke må, og hvordan jeg skal gøre ting.
Mit problem er, at jeg ikke lærer takt og tone intuitivt, jeg lærer det intellektuelt. Derfor er jeg nødt til at have disse regler, men nogle gange går det for vidt, og jeg ved ikke hvor grænsen går mellem gode regler og dårlige regler, nogle gange er grænsen nemlig hårfin. "Tal ikke når andre taler" (god regel). "Tal ikke fordi andres tale er vigtigere" (dårlig regel). "Dyrk sport fordi det er sundt" (god regel). "Dyrk sport FORDI det er sundt" (dårlig regel). "Vær pæn og høflig" (god regel). "Vær pæn og høflig" (dårlig regel). Jeg er forvirret.
En gang i folkeskolen var vi i Legoland, og jeg har stadig lidt en dårlig smag i munden over den tur. Hele klassen havde deltaget i en tegnekonkurrence, og en af drengene havde vundet et større pengebeløb. Vores billedkunstlærer besluttede, at de penge skulle gå til hele klassen, og at vi skulle en tur i Legoland. Vi var vel en 10-11 år, og vi var henrykte, måske mere over at slippe for timer end selve Legoland, men alligevel, vi syntes i hvert fald at det var super fedt. Hvad der til gengæld ikke var nær så fedt, og det var vi, på trods af vores unge alder, godt klar over, det var at drengen ikke fik sine penge. Sagen var nemlig, at denne drengs familie ikke havde særligt mange penge. Jeg gik på en lidt snobbet privatskole, så det med ikke at have så mange penge, det var ret usædvanligt. Vi undte ham de penge, men vi ville også gerne til Legoland, desuden var vi 10 år gamle, hvad skulle vi have gjort eller sagt, en dag i Legoland var jo guld værd dengang. Vi blev måske nogle gange mindet om, at det var denne dreng der havde 'givet' os turen, men vi var nogle små møgunger, så jeg tvivler på, at vi har vist ret meget taknemmelighed.
Drengen her var min gode ven indtil han af økonomiske årsager måtte skifte skole. Jeg ved ikke om vi så skævt til ham fordi han var fattig, vi så skævt til ham fordi han var kikset og nørdet, ligesom mig. Hans mor kunne til gengæld nogle super seje ting med små eskimoperler, og det havde vi stor respekt for. Hun er vist desværre død nu.
Sidst jeg var i Legoland, kunne jeg ikke få nok af forlystelser, men ikke denne gang. Man kan måske nok sige, at jeg er bange. Jeg er ikke bange for at komme til skade, eller at maskinen går i stykker, men jeg er bange får det øjeblik, hvor det føles som om tyngdekraften bliver ophævet, man ikke længere har jordforbindelse, og hvor det lidt føles som om man mister kontrollen over sin egen krop. Jeg frygter især det sidste.
Jeg frygter at miste kontrollen over mig selv og mit liv, for jeg er bange for hvad der så ville ske. Det er vigtigt for mig at have kontrol over mig selv i alle døgnets timer. Pædagogerne lægger mærke til mig, men det er vist mest fordi de kender mig, for nogle gange lægger jeg noget andet i ordet kontrol end andre gør. Når jeg tænker på den typiske kontrolfreak, så tænker jeg ikke på en som mig, så tænker jeg på en der kommanderer med andre, på en der har udseendet helt tip top i orden, en som ikke siger skøre ting eller griner uhæmmet af dårlige vittigheder, og generelt på den der har succes, for eksempel ville en ægte kontrolfreak ikke nøjes med at tage ét universitetsfag, for det virker sløset. Kontrollen i mit liv ligger et helt andet sted. Jeg sover mellem kl 21 og 5.15, så det er det jeg gør nærmest på minuttet. Mit eftermiddagsmåltid er kl 15.15, dvs ikke kl 14.45 eller kl 16 (nogle gange strækker jeg den dog så vidt, at jeg venter til reklamepausen når jeg ser CSI). Og jeg har regler, tusindvis af regler for hvad jeg må og ikke må, og hvordan jeg skal gøre ting.
Mit problem er, at jeg ikke lærer takt og tone intuitivt, jeg lærer det intellektuelt. Derfor er jeg nødt til at have disse regler, men nogle gange går det for vidt, og jeg ved ikke hvor grænsen går mellem gode regler og dårlige regler, nogle gange er grænsen nemlig hårfin. "Tal ikke når andre taler" (god regel). "Tal ikke fordi andres tale er vigtigere" (dårlig regel). "Dyrk sport fordi det er sundt" (god regel). "Dyrk sport FORDI det er sundt" (dårlig regel). "Vær pæn og høflig" (god regel). "Vær pæn og høflig" (dårlig regel). Jeg er forvirret.
Abonner på:
Opslag (Atom)