søndag den 28. december 2014

Glædelig jul

Jeg håber at I alle har haft en rigtig glædelig jul. Det har jeg. Jeg havde været lidt bange for, at min eksamenslæsning ville komme til at stå i vejen for julehyggen, men enten var jeg god til at prioritere min tid, eller også var jeg bare generelt for doven til at læse alt for meget. Måske en blanding, måske mest det sidste.

Dette er tredje dag hvor jeg sætter mig foran computeren for at skrive et blog indlæg, men jeg sad bare og stirrede på den tomme skærm. Min hjerne var den sump hvor tanker går hen for at dø. 2 juledag var en grøntsag. Jeg lå på sofaen og så Jamie Oliver maraton, og jeg var lidt bange for, at han ville stikke armen ud af skærmen og snuppe mig og skære mig op og putte mig i en stuvning som en anden slatten selleri.

I går tog jeg hjem til mig selv. Jeg var frisk og tog en skolebog med, så jeg kunne være rigtig dygtig og læse til eksamen. Jeg startede da også godt ud, men inden toget nåede Fredericia, så sad jeg og stirrede dødt ud af vinduet. Mine øjne sved af træthed. Det havde været en god jul, men nu trængte jeg bare til at komme hjem. Hjem til kæresten, til rutinerne, til stilheden.

Hjemme hos mig selv har jeg pakket julen ned, og det tørre træ er blevet smidt ud. Udenfor er alting koldt og hvidt og smukt, men indenfor prøver jeg at overkomme min træthed og begynde på eksamenslæsningen. Det er ikke fordi pensum er voldsomt stort, jeg har bare endnu ikke fået overblik over hvad det egentlig er, at vi har lært. Jeg kan sagtens sætte mig ned og læse alle teksterne, men hvad nytte vil det gøre mig, hvis jeg ikke forstår at relatere dem til hinanden?

Nå jeg vil slutte her og forhåbentlig gå i gang med at lave noget fornuftigt :)

lørdag den 20. december 2014

Julemarkeder i Hamborg

Jeg har været i Hamborg med min kæreste. Vi tog af sted tirsdag og kom hjem i går. Jeg har måske på det sidste forsømt min kæreste lidt pga afslutningen på semestret og sådan, så det var rart at vi kunne tilbringe lidt tid sammen. Selvfølgelig havde jeg taget skolebøger med, men det var ikke meget at de blev åbnet. Jeg havde vilde planer om at læse i toget (jeg kan godt lide at læse i toget), men på turen hjem var jeg så træt, at det ikke blev til særlig meget.

Hamborg var selvfølgelig fuld af en masse små julemarkeder, hvor boder med mad, glüwein og kunsthåndværk tiltrak så mange mennesker, at det godt nogle gange kunne virke helt angstfremkaldende. Hunde sad ved deres ejeres fødder og så op på boderne med pølser med blikke så fulde af længsel, at det skar én i hjertet at gå forbi. Mågerne var lige så sultne, men også mere frække, hvis man tabte bare den mindste krumme, kastede de sig over én med deres skræppende kii-haa.

Kæresten og jeg lod os også friste af boderne, og hvis vi delte en portion her og en portion der, så kunne vi nå at smage dobbelt så mange ting. Jeg var på julemarkeder i Berlin med min far og søster for nogle år siden, men det var i en af mine anorektiske perioder, så det meste af turen endte med at handle om alle de ting jeg IKKE kunne spise. Når man er meget meget sulten og finder sig omringet af mad på alle sider, som man ikke kan spise, så kan an godt blive lidt knotten. Jeg husker det ikke så tydeligt, men jeg må have været et absolut mareridt at være sammen med. Denne gang var jeg heldigvis lidt mere medgørlig.


Vi kunne dog ikke gå rundt i gaderne hele tiden, så vi var også på et par museer og kirker. Vi så modeljernbaner, var nede i en russisk ubåd og jeg fik lejlighed til at harcelere lidt over nogle gamle romerske fresker, at de "ligesom havde misforstået Dionyssos og hans symbolik". En god ting ved museerne var, at man kom lidt væk fra regnen, for ja, der kom en del regn. Det burde selvfølgelig have været sne, men på den anden side, så slap vi også for kulden.

Det var alt i alt en rigtig god tur, men nu skal jeg til at vænne mig til hverdagen igen, med alt hvad det indebærer af eksamnslæsning, rengøring og lidt mere eksamenslæsning.

lørdag den 13. december 2014

Heidegger, læseferie og eksamenskuller

Man ved, at man går på universitetets, når ens lærers idé om julehygge er at læse op fra Heidegger. Okay, det var faktisk ganske hyggeligt, men det var indledningen på denne del af året, som er knap så hyggelig, læseferien.

Jeg har advaret min kæreste om, at jeg lider af, hvad man kun kan kalde eksamenskuller. Når jeg starter en eksamensperiode, står jeg foran et stort bjerg af materialer. Noget af det kender jeg, noget gør jeg ikke, og jeg er ikke sådan helt sikker på hvad målet er. Jeg er ikke god til overblik, men der er brug for et overblik, så jeg begynder at rende rundt som en hovedløs kylling, læser lidt her og lidt der, men føler mig enormt overvældet af opgaven. Senere vil jeg så begynde at få styr på det, og her kan jeg godt gå hen og blive lidt mærkelig, for jeg glemmer at andre mennesker ikke læser de samme ting som jeg, så går og laver små indforståede vittigheder eller prøver at redegøre for forskellige begreber, mens tilhørerne begynder at se på mig med døde øjne.

Som jeg sidder her ved min computer har jeg frit udsyn til hylden med mine skolebøger. Til ét fag har jeg 12 bøger plus kopiark. Flere af dem er over 1000 sider lange. Mange af dem er heldigvis opslagsbøger, så jeg skal som sådan ikke læse dem fra start til slut, heldigvis. Der har dog sneget sig en bog mere ind på hylden, en biografi om David Bowie, en mand der tog så meget kokain, at han begyndte at opbevare sin urin i flasker i køleskabet, fordi han var bange for at troldmændene ville stjæle det. Ikke just særlig studierelevant. Nå ja, man kan jo ikke være lige seriøs hele tiden, selv en nørd har brug for pauser ind imellem.

onsdag den 10. december 2014

"Genetic me" af Lone Frank

I lørdags, da jeg skrev om at være syg, sad jeg egentlig og vred min hjerne efter noget at sige. Jeg troede, at det var helt vildt svært, men i virkeligheden var der en kæmpe stor ting jeg bare havde glemt alt om. Søndag morgen, da jeg tændte for min computer, lå der en email fra min psykolog, hvor hun sagde tillykke med, at jeg ikke har skåret i mig selv i to år, men egentlig ved jeg ikke hvad jeg skal sige om den sag. Jeg stoppede ikke fordi jeg fandt et alternativ, eller en mestringsstrategi, eller fordi jeg er stærkere end mange andre, og det er heller ikke fordi jeg ikke siden kom ud for noget ubehageligt, hvor jeg tidligere ville have skåret mig. Jeg ramte bunden, og derfra var der kun én vej at gå, og det var op.

Det er nu to år siden sidst, så det var passende, at min far og jeg tilfældigvis havde biletter til at høre Lone Frank tale om sin nye fil "Genetic Me" der handler om spørgsmål om arv og miljø i dannelsen af ens personlighed, om i hvilken grad man kan ændre på sin personlighed, og om at se med nye øjne på sine forældres rolle.

Lone Frank er forfatter og videnskabsjournalist på Weekendavisen, og jeg læste med stor fornøjelse hendes bog "Mit smukke genom", så jeg vidste, at jeg var helt vild med hendes måde at skrive på, men ud fra den måde hun beskrev sig selv, så troede jeg at ville være meget skræmmende i virkeligheden. Hun er bestemt en skrap dame, men hun var knivskarp (no pun intended) i sin kundskab og humor, så det var en stor oplevelse at overvære. Faktisk var det så spændende, at jeg faktisk en tid overvejede, om det måske ville være noget at skifte studie i en mere naturvidenskabelig retning. Den plan varede lige indtil jeg så kom i tanke om hvor meget matematik jeg så ville blive nødt til at lave, og jeg gyste ved tanken om hvor hidsig jeg plejede at blive over de ugentlige matematikafleveringer i gymnasiet, brrr.


lørdag den 6. december 2014

Jeg har ligget syg

Jeg har ligget syg den sidste uge, altså ikke sådan rigtigt syg, men jeg har haft en rigtig grim hoste, og jeg blev meget nemt træt. Selvfølgelig skete det samtidig med, at vi lige så stille begyndte at få fri til at læse til eksamen, for så har man jo 'tid' til at være sig, yeah right. Jeg gad dog ikke helt at anerkende at jeg er syg, så jeg prøvede at leve min uge så normalt som muligt, hvilket betyder at jeg egentlig ikke rigtigt laver noget. Den eneste forskel på det som jeg gør, og så på at være rigtig syg er, at jeg ikke ligger i sengen.

At jeg har været syg betyder også, at jeg ikke har så meget at fortælle. Det er svært at være analyserende over for sin egen situation, når ens hjerne er gået et gear ned i tempo. Jeg føler mig ikke træt, men jeg er træt. Det meste af tiden, er det ikke noget der viser sig så tydeligt, men forleden dag var jeg nede ved min psykolog, og der kunne jeg virkelig mærke hvor svært det var at reflektere over hendes spørgsmål.

En lille historie kan jeg dog fortælle. Jeg har længe været på udkig efter et juletræ, men det er tidligt på sæsonen, så mange steder er ikke begyndt at sælge endnu. Jeg fandt til sidst et sted nede ved domkirken, men da jeg ikke har nogen bil, så måtte jeg tage det med hjem i bussen, og jeg fik mange muntre blikke. Træet var tungt, men jeg fandt ud af, at det var nemmest at bære det på hovedet, der er jo en grund til at afrikanerne gør som de gør. Jeg må have set lidt sjov ud, som jeg kom gående med et grantræ ballancerende på hovedet

mandag den 1. december 2014

days of unproductivity

Udenfor bliver det koldere, træernes grene står nøgne, og jeg sidder indenfor med ondt i halsen og hoste. Det er ikke fordi jeg er sådan rigtigt syg, jeg er stadig klar i hovedet, men jeg er heller ikke rigtig rask. Det er ikke nogen usædvanlig situation, ikke at være helt på toppen, her i slutningen af et semester. Jeg får lavet meget lidt for tiden. Måske skyldes det, at jeg er småsyg, måske er jeg bare lidt træt af det hele. Min hjerne fortæller mig, at jeg trænger til ferie.

Teknisk set får jeg ikke ferie, men læseferie, et ondt navn at give det. Pensum er ikke voldsomt stort, men meget af det er på græsk, og andet igen står skrevet i en bog der er så kringlet skrevet, at jeg mister håbet efter blot et par linier. På fredag skal vi læse endnu en tekst, men jeg har ikke helt styr på hvem der har skrevet den, hvorfor den er relevant i forhold til Paulus, hvor jeg får fat i teksten, og om det er noget jeg kan komme op i til eksamen, eller om det bare er nyttig sekundær læsning.

Jeg burde begynde at tænke på læseplaner, men i stedet sidder jeg og læser phd comics, og lader som om det er studierelevant læsning (det handler jo om universitetet). Jeg læser også "The Library Book", en bog om hvor seje biblioteker er (biblioteker=bøger=seriøst=studierelevant). Okay, jeg indrømmer det. Intet af dette er spor studierelevant, men nogle gange har jeg lidt brug for at leve i en illusion om produktivitet og kreativitet, når virkeligheden i virkeligheden mere handler om at sidde i beskidte jogginbukser foran computeren med en cola og et semidødt udtryk i ansigtet.


onsdag den 26. november 2014

Tvunget til at omtænke mine strategier

Jeg har overanstrengt min hånd. For nogle uger siden havde vi en opsumeringsgang om Pauli syn på Loven. En af mine svagheder som studerende er, at jeg har meget svært ved at danne mig et overblik, og derfor fortaber mig i detaljerne. Dette var altså et overblik over Loven leveret til mig på et sølvfad, så jeg måtte tage mange noter.

Jeg sad helt foroverbøjet med næsen kun ganske få cm over papiret. Jeg knugede så hårdt om blyanten, at mine knoer blev hvide, og hvis nogle af de andre studerende havde haft overskud til at se over på mig, så ville de sikkert have set min tungespids stikke lidt ud af mundvigen. Jeg kunne godt mærke at det gjorde ondt i min hånd, men der var ikke så meget at gøre ved det, for jeg var i krig, mig imod papiret, pennen mægtigere end sværdet. Til sidst måtte jeg dog kaste blyanten fra mig med et lille piv, for det føltes som om noget havde sat sig forkert inde i hånden.

Jeg gik hjem og masserede den og så bekymret på den, men over de næste undervisningsgange, blev det ikke bedre. Til sidste gav jeg efter for presset fra min egen krop og begyndte at lave lektier og tage noter på computeren. Jeg har altid lavet lektier og taget noter på præcis samme måde, dels af vane, dels af stædighed, men nu var jeg tvunget til at tænke nyt (indsæt utilfreds emotikon). Denne nytænkning endte dog med at blive ret meget ligesom den gamle, bare på computer i stedet for i hånden, så meget for mine innovative evner, og så alligevel ikke, for lige så stille begyndte små ændringer at tage form. Det har ikke stået på længe nok til, at jeg ved om det er for det værre eller bedre, men det er i hvert fald et forsøg værd, eller rettere så har jeg ikke rigtig noget valg, for min hånd gør stadig ondt.

torsdag den 20. november 2014

Om at trøstekøbe julepynt

Der er under en måned til at eksamenslæsningen går i gang, og jeg begynder lidt at kunne mærke presset, hvilket sætter gang i min evigt tilbagevendende eksamenskuller. Med eksamenskuller mener jeg, når jeg går voldsomt meget op i et emne der ikke er eksamens relateret, for at skabe et aktivt felt der kan stå som kontrast til alt det jeg får læst (eller ikke læst). Når emnet i år er julepynt, så foregår det sådan, at når min hjerne arbejder på højtryk med græske verber og begreber, sidetal og skrivekramper, så kan jeg godt nogle dage gå hen og blive ret melankolsk grænsende til trist, og så hjælper det at gå ind i en butik og købe en engel i porcelæn eller en pingvin med ørevarmere. Det er en temmelig effektiv kur, og det hjælper også når jeg har nedtur efter at fysioterapeuten viste mig en video af min egen røv der løber i slow motion.

Emnet i år er julepynt, hvilket blandt andet skyldes, at vintereksaminer gør mig mere kulret end sommereksaminer, men det skyldes også, at jeg i år også skal have mit første eget juletræ. Eftersom det er det første, så har jeg ikke meget pynt at hænge på det, og det vil derfor være det mest fornuftige at købe et lille træ, men julen handler ikke om fornuft, så fristelsen er stor til at købe et kæmpe stort træ, men hvis man skal have et stort træ, så skal man også have pynt nok til et stort træ, og så må man jo ud og købe noget (heldigt).

Bare fordi jeg køber en del julepynt betyder det ikke, at jeg køber hvad som helst. Det er helt utroligt hvor meget grimt julepynt der er derude. Det grimmeste jeg er stødt på var et lyserødt hestelignende fantasidyr med fjer, perler og bling. "Hold da op" tænkte jeg da jeg ikke bare fandt den i én butik men i to. Jeg selv foretrækker det lidt mere diskrete ting. Jeg køber sjældent mange ting på en gang, bare en lille ting her og en lidt større ting der.

Når nu jeg er i gang med at købe julepynt, så spurgte jeg min far om jeg også skulle købe noget med til ham. Jeg fejrer altid jul hjemme ved ham, men de julepynt han har stammer næsten alt sammen fra da min søster og jeg var børn, og det er efterhånden nogle dage siden. Han sagde selvfølgelig ja, hvilket bare giver mig en undskyldning for at købe endnu mere julepynt, når nu jeg ikke hele tiden gider at sidde med næsen i bøgerne.

Der er selvfølgelig den fare, at jeg går kold inden julen overhovedet er gået i gang, men den risiko er der alligevel, da jeg skal til eksamen i begyndelsen af januar, og derfor kommer til at sidde med mine bøger en god del af julen.

lørdag den 15. november 2014

Om at komme i mål

I går var en dag jeg lidt havde frygtet, for i stedet for de sædvanlige to timers Ny Testamente skulle vi have fire. Fire timer... Normalt går jeg kold efter to. Jeg kunne selvfølgelig gå i en af pauserne, men så igen, det er min løsning til alle ting, altid. Det kunne være fedt at se om jeg faktisk kunne klare det, om jeg kunne presse mig selv lidt, og være lidt lige som alle de andre, for det var jo ikke fordi de andre tænkte, at det var det aller fedeste at bruge fredag eftermiddag på.

Jeg tror at vi alle i ugen op til havde haft vores forestillinger om hvordan det ville være at have fire timers Ny Testamente, og jeg er sikker på at den ene fantasi var mere frygtindgydende end den sidste, men virkeligheden lever sjældent op til fantasien, og at have fire timer var ret meget ligesom at have to, bare længere.

Der var nogle der gik i pauserne, men ikke mig, jeg klarede den, men jeg havde også taget alle mulige forholdsregler til at hjælpe mig igennem dagen.
- Formiddagen brugte jeg på let underholdning. Jeg læste Goethes digte, men hvad jeg læste var ikke så vigtigt, så længe det bare ikke var lektier.
- Jeg spiste en solid frokost indeholdende rigeligt med kulhydrater, proteiner og fedt.
- Jeg pakkede en taske med mad nok til flere dage, medicin, uldsokker og en stålsvamp som jeg bruger til mine urolige hænder.
- Jeg tog min eftermiddagsmedicin tidligt, sådan at det passede med at timen startede.
- Jeg tog skoene af så snart timen begyndte, så jeg rigtigt kunne sidde og vifte med tæerne.
- Jeg masserede mine hænder og arme med stålsvampen.
- Jeg spiste så meget min krop havde behov for, og ikke hvad min hjerne tænkte, at jeg kunne nøjes med.

Timerne gik fint, om end jeg de sidste ti minutter sad og følte mig lidt skeløjet og kunne bare overhovedet ikke følge med i det læreren sagde. Jeg følte mig indlukket, jeg havde lyst til at løbe ud af døren, ud i vintermørket og regnen og blæsten, jeg havde lyst til at trække vejret dybt ned i lungerne og udstøde et langt og inderligt suk, men jeg måtte lige vente 10 min.

Bagefter fulgtes læreren og nogle af de studerende over i Unibaren, og jeg var iblandt dem. Det var ganske hyggeligt, men jeg var træt og kendte dem ikke rigtigt, så jeg kunne ikke helt følge med i samtalen, men alt i alt var dagen en sejr.

mandag den 10. november 2014

Om et besøg fra Jehovas Vidner

Lørdag formiddag sad jeg midt i lektierne, da det bankede på min dør. Jeg vidste godt hvem det var, for jeg havde set dem gennem vinduet. Det var et par fra Jehovas Vidner som har været her et par gange. Jeg er ikke særlig interesseret i at blive frelst, i hvert fald ikke ved deres form for frelse, men jeg har heller ikke noget imod dem. Faktisk havde jeg for en måneds tid siden brugt dem til at få mig en gratis Bibel, da jeg samler på bibler og bruger dem i mit oversættelses arbejde på universitetet. når jeg nu havde fået Biblen gratis, så tænkte jeg, at det mindste jeg kunne gøre var at åbne døren og sige hej og smile venligt, så det gjorde jeg.

Vi snakkede lidt frem og tilbage om hvordan det gik. Som sagt var jeg ikke særlig interesseret i deres frelse, men da snakken faldt på bibeloversættelse, så gik jeg totalt i nørd og hev dem med indenfor hvor jeg hev bøger frem for at vise dem den oprindelige græske tekst, ordbøger, grammatikker og selvfølgelig min egen oversættelse. Jeg var meget entusiastisk, og jeg havde det herligt. Hvordan de følte er jeg ikke helt sikker på, men jeg tror og håber måske også lidt at de fandt det lidt fascinerende. Jeg har hørt om mange teologer der bruger den græske tekst til at provokere Jehovas Vidner når de kommer rundt, måske jeg også virker sådan, men det er egentlig ikke min hensigt, jeg kan bare godt lide at vise hvad jeg har lært, en rigtig lille duks.

De forærede mig selvfølgelig nogle blade, sådan som de altid gør, og ikke noget jeg var synderligt interesseret i. Lærte jeg selv noget af dette lille møde? Ikke sådan rigtigt, men det er en god historie at fortælle, for den siger rigtig meget om hvem jeg selv er som person.

torsdag den 6. november 2014

Om arbejde

Jeg blev forleden spurgt hvorfor jeg ikke arbejder (eller studerer på fuld tid), for tingene går jo så godt for tiden. Spørgsmålet var ikke ment som en kritik, vi stod bare og snakkede i en af pauserne. Jeg kan egentlig godt forstå spørgsmålet, få jeg kan jo godt nogle gange virke så fuld af energi og gåpåmod. Man kan jo sige, at jeg var meget meget syg, da jeg fik min pension, men sådan er jeg jo ikke længere.

Spørgsmålet er, om mine problemer er forsvundet, sådan at jeg jeg igen ville kunne klare et højere arbejdspres, eller om de er nedtonet, fordi jeg ikke længere har det samme arbejdspres. Jeg ved ikke, om jeg som sådan kan forklare forskellen. Det er vel bare en er de der ting, hvor man bare skal føle sig frem. Det der med at føle sig frem lyder så vagt, næsten bare som en dårlig undskyldning, men problemet er, at hvis jeg ikke lytter til mig selv, så risikerer jeg, at min tilstand igen bliver kritisk, for jeg var jo dengang så syg, at jeg risikerede at dø, og der vil jeg ikke hen igen.

Jeg oplevede det lidt i sidste semester, hvor jeg ikke kunne klare presset, og jeg måtte tage en pause. havde jeg ikke været på pension, ville det have haft seriøse konsekvenser for mig, der i værste fald kunne have betydet, at jeg måtte droppe ud. I stedet kunne jeg bare hvile mig og starte frisk igen i dette semester.

Jeg tror måske, at man kan komme til at forveksle min energi og gåpåmod med at have kræfter nok til at gøre mere end jeg gør nu, men jeg tror mere at det handler om en nyfundet glæde ved at være til som lyser ud af mig. Selvfølgelig har jeg stadigvæk dårlige dage, hvem har ikke det, men mine dårlige dage i dag er stadig langt bedre end mine gode dage var før i tiden, og selvom jeg stadig opfatter dem som dårlige dage, så gør denne bevidsthed alligevel noget ved én.

mandag den 3. november 2014

Der er ikke nok timer på en dag, dage i en uge

Engang væltede jeg mig i tid, jeg havde så meget tid, at jeg hver aften græd, fordi jeg ikke kunne holde ud, at der i morgen er atter en dag, og en dag efter den, og en dag efter den. Dagene var så lange og indholdsløse, at jeg følte, at jeg blev kvalt. Nu om dage er tingene anderledes. Jeg har min kæreste, universitetet og alle de der små hverdagsagtige ting man bliver nødt til at have styr på i løbet af en dag, såsom rengøring og indkøb.

Pludselig bliver mine dage fyldt ud, og jeg står op om morgenen, og må med en lille gispen anerkende, at jeg heller ikke i dag kommer ned og træner. Den spiseforstyrrede del af min hjerne, som måske i dag er svag, men som stadig er der, den går lidt i panik og overvejer, om jeg så ender som et stort fedt ubegribeligt monster, men på den anden side, så skulle jeg skynde mig ned og fange viceværten før kontortiden slutter, og om lidt skal jeg i Silvan efter en ny pære til badeværelset, for en ting er at tisse i bulderragende mørke, noget helt andet er at gå i bad i det, og jeg trænger til at komme i bad, for mit hår er så fedtet, at det klør, som havde jeg lus.

Senere skal jeg så lave mine lektier, og når de (forhåbentligt) er færdige, så er jeg det også, og jeg har mest af alt bare lyst til at kaste mig på sofaen med en god serie på dvd. Alle bøgerne om sundhed siger, at så er det tid til at hoppe i løbetøjet og så af sted, men jeg er alt fo meget et morgenmenneske til den slags. Så burde jeg i stedet komme af sted om morgenen, men mine morgener er blevet markant kortere efter, at jeg er begyndt at stå senere op. Så kunne jeg selvfølgelig begynde at stå tidligt op igen, men så skulle jeg samtidig begynde at gå tidligere i seng, hvilket ville give mig kortere tid sammen med Kæresten.

Måske skal jeg bare anerkende, at jeg ikke kan nå alt. Det er noget jeg tit må anerkende, men som regel har det været pga min aspergers. Denne gang er jeg bare helt almindelig menneskelig, og jeg går ud fra, at det er en god ting. Hele min barndom og ungdom drømte jeg om at være normal, og dette må siges at være meget normalt, men jeg må indrømme, at jeg havde forestillet mig noget anderledes, måske en fanfare eller balloner og konfetti. Hvad jeg i stedet får er en hverdag hvor dagen bare følger hinanden uden de store udsving. Timerne går, og jeg lægger kun mærke til det, når jeg ser ned på uret og opdager, at jeg har travlt.

torsdag den 30. oktober 2014

Om at løbe bort fra en eventuel skurk

I går var jeg ved fysioterapeuten, og efter et halvt års løbestop, så er det nu på tide at begynde på at løbe igen. Min fysioterapeut havde ellers sat mig til at ro. Jeg kan godt lide og ro, og roning er en glimrende form for motion, men roning har bare ikke den samme nytteværdi som løb.

Flere gange i løbet af mit liv har jeg tænkt over, at jeg besidder meget få af de kvaliteter som De 5 og de andre bøger jeg elskede da jeg var barn. Man kan selvfølgelig spørge sig selv, og det også er helt nødvendigt med den slags, men De 5 besad mange gode kvaliteter. De kunne binde deres tøj sammen til et reb og kravle ud af meget høje vinduer, de kunne besnære skurkene, men en kvalitet som man generelt finder i bøger af alle slags samt film er, at folk kan løbe når de skal stikke af fra en skurk. Ofte blev De 5 faktisk fanget, men det var kun så de ved list kunne få lov til at stikke af igen.

Jeg er ikke nogen særlig listig person. Hvis jeg bliver antastet af en ubehagelig person er min eneste taktik at nedstirre ham (det virker bedre end det lyder). Løbe fra ham kan jeg ikke, ikke ret langt i hvert fald. Jeg ved ikke hvad en skurks radius er, men lad os sige, at jeg i hvert fald ønsker at kunne løbe 3 km uden at kny. Hvis folk ikke synes at 3 km lyder af meget, så må de huske, at jeg har en dårlig hofte, og at jeg generelt er en lidt doven person.

Før der er nogen der går hen og bliver bekymrede for mig, det kunne jo være, at jeg skriver dette, fordi jeg har en klam stalker, så vil jeg sige, at dette indlæg handler mere om min smag i bøger en om nogen reel trussel. Ved nærmere eftertanke så handler det KUN om min smag i bøger.

Nå, men i hvert fald glæder jeg mig til at komme i gang med at løbe igen, om ikke andet så fordi det er godt at kunne løbe efter bussen hvis man er lidt sent på den.

søndag den 26. oktober 2014

Jydepanik

Jeg var i København i går, på en tur som jeg havde glædet mig rigtig meget til. Problemet med at rejse er, at jeg derved var nødt til at tage transportmidler som jeg ikke er vandt til, hvilket stresser mig lidt. Transport er et emne jeg ofte harcelerer meget over, og det er sandt, at det tit er et stresmoment, men i virkeligheden kan jeg ofte godt overkomme det, især når jeg skal besøge folk jeg holder af.

Turen til København gik gnidningsløst, men hjem var en lidt anden historie. Jeg tog en bus til Nørreport hvor jeg havde et tog der kørte direkte til Odense. Jeg var lidt sent på den, så mit hjerte begyndte at hamre. Først gik jeg ned af den forkerte trappe, ned til s togene, så jeg måtte løbe spidsrod mellem et mylder af mennesker for at nå ned til den næste trappe, som heldigvis viste sig at være den rigtige. Jeg fik trukket min billet i automaten, selvom mine fingre rystede pga adrenalinen der jog rundt i kroppen på mig.

Jeg gik ned på perronen, men hvor der andre steder er placeret en stor skærm over togafgange, så var der her intet, og så gik jeg totalt i jydepanik. Jeg for op af trappen, for at se om der var noget der, men nej. Jeg spurgte et ægtepar, som dog viste sig at være svenskere. Jeg spurgte en kvinde som virkede ret irriteret over min uvidenhed. Hun sagde, at så måtte jeg jo bare tage toget til hovedbanen og skifte, hvilket jo egentlig var et ganske fornuftigt svar.

Jeg følte mig så flov over min jydeuvidenhed, at jeg diskret luskede langt ned af perronen fat, at hun ikke skulle kunne se mig, og voila, der var der pludselig en skærm, hvor min afgang stod listet noget så fint, og hvis jeg bare havde holdt hovedet koldt, så ville der ingen problemer have været.

Mit tog kom, og jeg satte mig ind på¨min plads, og da mit hjerte begyndte at finde sin normale rytme, så kunne jeg egentlig godt se det komiske i hele situationen.

torsdag den 23. oktober 2014

Hvad snakker man om når alting bare går godt

Jeg har bostøtte hver dag, jeg går til psykolog hver anden uge, og jeg skriver herinde to gange om ugen, men på det sidste er det gået hen og er blevet et problem hvad jeg skal snakke om. Igennem de sidste mange år, er jeg konstant rykket fra den ene krise til den næste, der var altid et eller andet jeg kunne græde eller skælde ud over. Verden var imod mig, og jeg havde brug for hjælp til at færdes i den. Jeg havde brug for hele tiden at snakke om tingene, for ellers føltes det som om jeg var en ballon der blev pustet mere og mere op, og jeg var bange for at jeg en dag ville springe med et ordentligt brag.

Til at starte med kunne jeg dog ikke finde ud af at snakke om tingene, for jeg kendte ikke de rigtige ord ord formuleringer. Jeg havde brug for, at der sad en sygeplejerske og sagde til mig, at du er vist vred/ked af det/skuffet/angst lige nu, og med tiden kunne jeg så selv begynde at benytte disse betegnelser, men disse betegnelser nytter ikke rigtig længere, og det gør mig forvirret og en lille smule trodsig. Jeg kan ikke forholde mig til, at jeg ikke kan finde ud af at sige hvordan jeg har det, så jeg beslutter for mig selv, at så er det fordi jeg nok ikke føler noget. Jeg devaluerer de gode følelser

Megen af min verdensopfattelse stammer fra litteraturen, og jeg kan bedst lide bøger der ikke er for rosenrøde. Jeg ved ikke hvor grænsen går mellem smag og erfaringer, for måske er det fordi kriser virker så genkendelige på mig, at jeg godt kan lide det når jeg møder dem i bøgerne. Bøger om gode følelser har jeg det med at finde kedelige, ligefrem kvalmende, og jeg har ikke lyst til at være en kedelig person, så jeg er mistroisk over for at bruge de gode betegnelser jeg finder i bøgerne om mig selv.

For at tage et eksempel, så er jeg nølende med at bruge ordet 'forelsket' i mit forhold til mit forhold til min kæreste, ikke fordi jeg ikke holder enormt meget af ham, men fordi bøger om forelskelse generelt er helt vildt forfærdelige, men hvis jeg ikke kan bruge ordet forelsket, hvad kan jeg så sige? Jeg kender ikke noget alternativ, så jeg lader generelt bare være med at sige noget, hvilket en dag førte til, at en af mine kontaktpersoner forsigtigt spurgte om jeg overhovedet havde lyst til at være sammen med ham. Selvfølgelig har jeg lyst til at være sammen med ham, jeg er helt vild med ham, jeg er bare ikke vild med de ord jeg skulle være nødt til at bruge for at forklare det, så normalt siger jeg ikke noget.

lørdag den 18. oktober 2014

Det der med lektierne

Jeg kan rigtig godt lide at gå på universitetet, men en gang imellem kan det der med lektierne godt blive lidt for meget, især dagene op til ferien. Det kan være meget svært at koncentrere sig om Paulus, når ens hjerne allerede er taget på ferie. Jeg satte mig ned med den græske tekst, oversatte et par linier, besluttede, at nu var det helt rigtige tidspunkt til at lave fysioterapeutens øvelser, men mens jeg lå på gulvet, lagde jeg mærke til hvor meget støv der egentlig var på¨mit stuebord, og det måtte bestemt ordnes med det samme. Så satte jeg mig ned og oversatte lidt mere, men der gik ikke ret læng tid før jeg besluttede at tage mig en mellemmad, og senere på dagen var det en tur i Føtex efter Pepsi Max, og en nyhederne på nettet.

Det gik så sløvt med koncentrationen, at jeg besluttede at tage en ekstra dosis Concerta (psykiateren siger at jeg godt må), men det hjalp kun en lille smule. Det tog mig en hel dag at lave én lektie. Jeg var ikke særlig stolt af mig selv. Det værste var næsten, at jeg ikke kom timen dagen efter fordi jeg blev syg. Det føltes lidt som om alt mit arbejde var spildt, for hvorfor arbejde så hårdt hvis ingen ser det. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, og når jeg skal til eksamen bliver jeg glad for at det er lavet, men lige den dag føltes det ret bittert.

Så blev det ferie, og jeg var så heldig at jeg faktisk havde to uger. Jeg havde store planer om hvad jeg skulle nå i ferien. Min førsteprioritet var frivillig læsning, altså bøger der ikke har med skolen at gøre, men planerne gik også ud på, at få listet lidt lektier ind hist og her. Jeg vil ikke sige, at jeg intet fik lavet. Jeg fik læst flere hundrede siders frivillig læsning, OG jeg fik også lavet lidt lektier, men jeg var på ingen måde så sej som jeg var inde i min fantasi.

Jeg fik dog et grimt chok, da jeg i mandags tog mig sammen til at kigge på vores læseplan, for der stod, at vi skulle oversætte Filemom 1-7, hvilket næsten gav mig et hjertestop, for normalt betyder det 7 kapitler. Jeg var helt i panik over hvor meget det var, og jeg skrev en desperat mail til en af pigerne fra klassen. Det var ferie og hun svarede ikke med det samme, så jeg sank mit spyt et par gange og tænkte, at der jo ikke var andet at gøre end at gå i gang, så jeg besluttede at tage et kig på den danske oversættelse. Det viste sig dog, at der kun var et kapitel i Filemon, og at lektien derfor måtte være 7 sætninger, hvilket er meget lidt i forhold til hvad vi plejer. Sjældent har jeg været så lettet.

Jeg har nu lavet lektierne til tirsdag, og jeg burde gå i gang med lektierne på fredag, bare for at være på forkant, men så falder blikket på min frivillige bog som ligger ved siden af mig, og jeg tænker, nej, det må blive næste uges problem.

onsdag den 15. oktober 2014

spiseforstyrelsens dyriskhed

Jeg læser "Sexual Personae" af Camille Paglia. Det er lidt indviklet at fortælle hvad den handler om, men det har noget at gøre med dionysiske og apollinske kræfter i mennesket og naturen. Det får mig til at tænke på, at jeg har skrevet om de negative og positive sider ved en spiseforstyrrelse, men ikke om de dyriske sider, så det vil jeg prøve at gøre nu.

Da jeg var meget syg, pressede jeg min krop til det yderste. Jeg prøvede at sulte den vrede jeg havde i mig væk, men samtidig med at mit Jeg skrumpede ind, voksede vreden i mig og blev til en naturkraft. Jeg kunne ikke adskille vreden og sulten der rev og flåede i mig mens jeg lå på sengen med en god bog som en pæn og lydig pige. Det eneste sted vreden kunne ses var i de røde rifter på mine arme. Jeg var sulten, jeg var vred, og jeg var indlagt.

Der var især én sygeplejerske som fandt nydelse i at sætte mig ved bordet og stille en kage foran mig. Jeg havde ikke spist i flere dage, og jeg så med døde øjne på kagen foran mig, som jeg ikke længere genkendte som mad, men når jeg så op og så på sygeplejersken og de andre patienter der gladeligt guffede løs af deres kager, så flammede vreden op i mine øjne. I samtalen var jeg resigneret, patetisk, men indeni var jeg i krig.

Jeg så på sygeplejersken, og jeg følte en dyrisk trang til at angribe hende, ikke med ynkelige slag og trækken i håret, men med dionysiske kræfter at angribe hende med tænder og klør. Jeg drømte om at sætte tænderne i hendes halspulsåre og flå den op og drikke hendes blod. I min indre krig flåede jeg kødet fra hendes knogler og fortærede det i en næsten seksuel ekstase, mens jeg sendte en hunds hylen og en kats hvæsen op mod månen. Jeg fortærede mit offer der samtidig var min fangevogter.

Dernæst kvaste og maste jeg kagen på min tallerken med mine bare hænder, og det gav mig mere nydelse end nogen kage jeg nogensinde har spist har givet mig. Jeg smiler høfligt og overlegent, mens sygeplejersken skælder mig ud mens hun vasker mine hænder. I fantasien havde jeg fortæret hendes kød og badet i hendes blod, så hun kunne ikke længere fastholde magten over mig, jeg havde gjort mig fri.

Jeg følte mig tre meter høj, for jeg havde vundet både den ydre og den indre krig. Jeg var i en post-orgasmisk semi-religiøs trance, stod  alene på mit værelse, svajende, armene strakt i vejret, uden at mærke mit krop, træt helt ind i knoglerne, men fyldt af en varm energi. Jeg var ånd, kvinde og dyr. Jeg er ikke nogen voldelig person, og jeg har ikke skadet andre end mig selv.

Når jeg pressede min krop til det yderste var jeg en troldkvinde, fordømt af kirken før psykiatriske diagnoser og kvindelig frigørelse. Jeg var utilpasset, sat udenfor samfundet. Jeg var høj af sult og følelsen af succes. Jeg var både stærkere og mere skrøbelig end alle andre.

Når jeg så begyndte at spise igen forsvandt ekstasen, og jeg forvandlede mig igen til et helt almindeligt menneske, syg og svag.

mandag den 13. oktober 2014

Jeg er en positiv misantrop

Jeg har ikke ret megen erfaring i det der med at have en kæreste, men jeg har læst bøger og hørt vittigheder om svigermødre, så jeg ved godt hvad jeg kan forvente, både af min mor og hans. Nej, selvfølgelig er det ikke det jeg forventer. Hvad jeg forventer er tæt forbundet med mit generelle menneskesyn. Jeg kan bedst beskrive mig selv som en positiv misantrop. En misantrop er person der generelt ikke kan lide mennesker, men i min selvfortolkning af det, er det en person der ikke har store forhåbninger til menneskeheden. Jeg tror ikke at de fleste mennesker er særlig dybe, filosofiske eller heroiske, og jeg er altid klar med en sydende sarkastisk kommentar, men generelt kan jeg godt lide de mennesker jeg kommer i kontakt med.

Jeg kan fortælle massere af pinlige og mindre positive historier om min mor, selvfølgelig kan jeg det, hun er jo min mor, men når det kommer til personen Mor, så holder jeg af hende og har den største tiltro til, at hun ville behandle min kæreste godt, da de mødtes i lørdags. Jeg var ikke spor nervøs for mødet, for jeg har stor tiltro til dem begge, så tanken om, at det ikke skulle gå godt, var fjern.

Det viste sig da også, at jeg havde ret. Vi var først ude og spise ved en lille bådehavn. Vejret var dejligt, og vi spadserede en lille tur på landgangsbroen, i den udstrækning det var muligt. Derefter var vi hjemme ved mig for at sætte et gardin op.

Jeg ved ikke om det ændrer noget for mig, at Kæresten nu har mødt min mor. Fiktionen har fortalt mig, at det er en slags overgangsrite i et parforhold, når man præsenterer hinanden for forældrene, men jeg føler mig ikke anderledes nu end jeg gjorde før, men måske det kommer når jeg på søndag skal møde hans mor.

Måske føler jeg mig en lille smule snydt, for det føltes bare som en helt almindelig dag med min mor, bare med tre personer i stedet for to. Det var en god dag, og jeg var glad, men der var intet sug i maven, ingen himmelske hærskare der kom med deres hallelujakor, bare en helt almindelig efterårsdag i Danmark.


fredag den 10. oktober 2014

Om en sød kæreste

Der var en enkelt af jer der fangede mit hint i sidste indlæg, nemlig, at jeg har fået mig en sød kæreste, som jeg mødte gennem fælles venner. Normalt er jeg ikke ret god til at omgås mennesker, for jeg bliver hurtigt træt. Normalt når jeg er sammen med folk er jeg træt efter en time og ødelagt efter tre, men jeg kan være sammen med Kæresten i timevis uden at blive træt.  Af den grund tilbringer vi også meget tid sammen. Okay, det er ikke den eneste grund til at vi tilbringer meget tid sammen, men det virkede som en passende overgang. Vi tilbringer meget tid sammen, og jeg elsker at være sammen med ham, men det betyder samtidig, at jeg tilbringer mindre tid alene. Normalt kan jeg godt lide at være alene, men det er ikke noget jeg sådan går og savner, i hvert fald så længe at det er på grund af Kæresten, at jeg ikke er alene.

At jeg tilbringer mindre tid alene kan dog mærkes på andre måder, da der er mindre tid til at svare på mails, skrive blogindlæg, læse frivillige bøger, træne og lave ingenting. Alle de ting får jeg gjort, bare ikke nær så hyppigt, og jeg tror nok at det skal gå, det bliver det i hvert fald nødt til. Normalt er jeg noget nær allergisk over for ændringer, men Kæresten faldt som det mest naturlige ind i mine rutiner og vaner, som om han aldrig nogensinde ikke havde været der. Det ser jeg som et godt tegn.

Vi laver også ting sammen, ting som jeg under normale omstændigheder ikke ville tage mig sammen til at gøre, laver mad, går i den Gamle By, går tur, og i går var vi nede i byen for at købe nye jeans. Jeg har skabet fuld af jeans, men jeg havde begået den fejl at købe dem, da jeg lå i bunden af min vægtkurve, hvilket betyder, at jeg ikke kan passe dem 95% af tiden, så de ligger bare der og ler hånligt af mig, og fortæller mig, at mine lår er for store. Jeg havde ét par jeg kunne passe, men de var faretruende tæt på at flække mellem benene, hvilket ikke ville have set så godt ud. Vi havde sat hele dagen af til det, men vi brugte kun en time, så vi tog hjem til mig og spiste frokost.

Normalt lærer jeg gennem bøger, men jeg har altid haft et lidt anstrengt forhold til bøger om kæresterier, så jeg ved stort set intet om hvad det vil sige at være i et forhold, og om hvad man gør. Jeg ved godt, at alle mennesker er forskellige, og at alle forhold derfor også må være forskellige, men det ville nu være rart, hvis man kunne finde svaret i en bog, hvilket generelt altid har været mit forhold til tilværelsen. Jeg har fået tidlig efterårsferie og er derfor gået i gang med "Sexual Personae" af Camille Paglia om en alternativ fortolkning af kvindernes rolle i forhold til manden. Bind 1 er på 673 sider, så a) der må stå bare lidt jeg kan bruge og b) jeg bliver nok ikke færdig i denne ferie, og måske ikke engang i næste.

mandag den 6. oktober 2014

At tale om de store oplevelser

Jeg får tit at vide, at jeg er god til at sætte ord på tingene, men jeg har mine begrænsninger. Jeg er god til at fortælle om de små ting her i livet som følelsen af larm, frygten for nye mennesker, eller bare om de små ting der gør mig glad. når jeg derimod oplever noget der går ud over min almindelige forståelses evne som at fortælle min historie foran 70 mennesker eller at jeg har fået en sød kæreste, så er det som om ordene tørrer ind i munden på mig, og alt jeg kan fortælle er, at det gik fint.

Jeg kan kun beskrive hvad jeg kan analyserer, og jeg kan kun analysere hvad jeg kan forstå. Nogle oplevelser er så fulde af indtryk, at jeg bliver forvirret. Jeg kan ikke finde ud af at sortere dem efter vigtighed, eller efter hvordan de hænger sammen med hinanden. Min hjerne er fuld af lysglimt og afrevne sekvenser. Når jeg så prøver at skrive her på bloggen eller i min dagbog, så kæmper jeg. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, og jeg ender med blot at skrive det mest basale. Det er ikke fordi jeg ikke vil fortælle mere, det er bare, at jeg ikke kan sætte ord på.

Det var det der skete, da jeg prøvede at skrive om det oplæg jeg holdt i onsdags om mig, min autisme og min spiseforstyrrelse. Jeg frøs ikke da jeg stod på scenen, men jeg gjorde det, da jeg sad hjemme foran min computerskærm. Min hjerne var helt blank, og jeg gik en lille smule i panik, og af en eller anden grund havde jeg en eller anden fornemmelse af, at det var meget meget vigtigt, at jeg fortalte om det. Ikke så meget vigtigt for mig men vigtigt for jer.

Nogle gange kan jeg snyde mig selv. Jeg kunne have fortalt om hvordan jeg havde verdens dårligste hårdag. Hvis mit hår skal være rigtig lækkert, skal det gerne vaskes dagen i forvejen, men der var problemer med vandtrykket, så shampooen blev ikke skyllet ud. Jeg tænkte, at det måske lige kunne gå an, hvis jeg nu satte det rigtig pænt, men så skulle jeg ud og handle, og det regnede, og jeg endte med at ligne en narkoluder en lille smule, så jeg måtte springe ind under bruseren igen og håbe at håret kunne nå at tørre før jeg skulle af sted igen. Jeg har engang spurgt en muslimsk kvinde om man kan have krise over en dårlig tørklædedag ligesom over en dårlig hårdag, og det kan man godt, så det handler vist mest af alt om den kvindehjerne der sidder nedenunder.

Jeg skrev faktisk den historie, men jeg slettede den igen, fordi jeg følte, at den var for detaljefokuseret. Jeg ønskede, at lade som om jeg er normal og give folk en beskrivelse af overblikket.

fredag den 3. oktober 2014

Om at tale foran fremmede

Jeg er sikker på at I alle sammen er nysgerrige efter at vide hvordan det gik med mit oplæg om "mig, min autisme og min spiseforstyrrelse". Det gik godt, ja det gik ligefrem rigtig godt.

Jeg blev færdig med at skrive oplægget i august. Jeg kunne måske godt have skrevet videre og finpudset det, men universitetet startede i september, og så havde jeg rigeligt at tage mig til. Jeg øvede mig nogle gange i at læse det højt, ikke fordi jeg havde en jordisk chance for at lære det udenad, men for at træne mit strubehoved, sådan at jeg ikke endte med hostende at måtte stoppe midt i mit oplæg på den vigtige dag.


Alle spurgte om jeg ikke var nervøs, men det var jeg egentlig ikke. Jeg er vant til at stå på en scene. Da jeg var teenager, spillede jeg både i et teater og et cirkus, så jeg har optrådt mange gange både i mærkelige roller og kostumer, så det at tage en pæn kjole på og stille mig op på en scene, det var intet problem. Jeg blev spurgt, om det ikke var svært at tale så åbent om mig selv, men jeg har efterhånden fortalt min historie så mange gange til psykologer, læger, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere, studerende og her på bloggen, at jeg ikke længere bliver følelsesmæssigt påvirket af at fortælle min historie, så hvorfor så ikke bare gøre det når nu folk kan få noget ud af at høre mig.

Jeg var så rolig med at fortælle min historie, at der var nogle der troede at det betød at det hele skete for meget lang tid siden. Jeg havde sagt, at jeg blev spiseforstyrret da jeg var 17, og at jeg var syg i 10 år. Jeg ved ikke hvor gammel jeg ser ud, men jeg tror ikke lige at det havde regnet på matematikken i det, for jeg er i dag 29. Jeg er i dag et helt andet menneske, end jeg var dengang, men det skræmte mig lidt, at de troede, at det var så længe siden, for det føles stadig så forfærdelig tæt på.

Det at jeg er så rolig med at fortælle min historie betyder også, at jeg har svært ved at forstå hvad publikum følte, da jeg fortalte dem den. Jeg ville ønske, at jeg havde haft bedre mulighed for at se deres ansigter, i stedet for hele tiden at se ned i mine papirer. Jeg ville ønske, at jeg havde haft mere overskud, sådan at jeg kunne have talt med folk i pausen, men jeg var træt og ville bare gerne hjem.

onsdag den 1. oktober 2014

Om lærerens kæphest

Enhver underviser har et emne de er særligt begejstrede for, og for min lærer i Ny Testamente er det "Andet brev til menigheden i Korinth" (2kor). Min underviser i generelt meget engageret i sin undervisning, men da vi i går nettop skulle arbejde med 2kor, så var det som om hun forvandlede sig for øjnene af os. Man kunne ligefrem se julelysende i hendes øjne, og jeg fik helt dårlig samvittighed over, at da jeg sad derhjemme og oversatte teksten, så virkede det på mig som noget forvrøvlet sludder. Godt nok har vi her i landet fri forskning, men det er en sag mellem politikere og forskere. Forholdet mellem lærer og elev er stadig præget af en vis fordel ved at tale læreren efter munden.

I et fag som teologi er der som sådan ikke nogen rigtige svar, men efter at have set min lærers entusiasme mens hun underviste, så begyndte jeg at spekulere på, om hun måske ikke havde fat i noget. Jeg er ikke klog nok til at bedømme, om hendes svar er "rigtige", men hvis hun kan finde teksten spændende, så kan jeg måske også.

Der er masser af gode grunde til, at vi selv skal sidde og oversætte teksten fra græsk til dansk, blandt andet fordi den autoriserede Bibel til tider er helt hen i vejret, men et af problemerne er, at man får tundelsyn, lidt ligesom når man har et migræneanfald. Man er så fokuseret på små bider af teksten afrevet fra hinanden, så man ikke ser sammenhængen, og måske havde det noget at gøre med mit kritiske syn på teksten da jeg sad derhjemme. Når læreren derimod stod oppe ved tavlen, så virkede det hele derimod så logisk, det var så let at lade sig rive med og lade sig forblænde, ligesom dengang man var lille og fik læst eventyr højt.

Meningen med forskning er at man skal stille kritiske spørgsmål. På den ene side er jeg meget autoritetstro, så når læreren siger ét, så går jeg ud fra, at det er rigtigt, men på´den anden side er jeg lidt et stædigt asen, så når først jeg har bidt mærke i en ting, så giver jeg ikke så let slip igen. Måden hvorpå jeg får disse to sider til at spille sammen er ved ikke at stille kritiske spørgsmål men nysgerrige spørgsmål. Jeg ved ikke om der er nogen praktisk forskel på de to, men ordet kritisk virker så... kritisk. Nysgerrig virker derimod blødt og venligt

lørdag den 27. september 2014

En uheldig episode

Jeg sad i klassen sammen med en af mine venner. Jeg ville fortælle ham historien om hvordan jeg er blevet sat ned i medicin, og da jeg var på apoteket, fortalte farmaceuten mig, at min psykiater havde bestilt 28 pakker, hvilket vil sige ca 1500 piller. Vi blev dog enige om, at jeg nøjes med at hente én af gangen. Det var en sjov lille historie, problemet var bare, at det var første dag på den nedsatte dosis, og jeg derfor var lidt påvirket. Jeg var ikke helt mig selv og jeg var lidt forvirret, og pludselig havde jeg viklet mig en i en lang samtale om sygdom, død og ødelæggelse.

Jeg ved fra erfaring, at det ikke er et godt samtaleemne med folk man ikke kender, og alligevel kunne jeg ikke styre mig selv. Da jeg kom hjem var jeg meget pinligt berørt, og havde lyst til at falde død om på stedet. Jeg prøvede at drukne mine sorger i pepsi max, mens jeg sad og prøvede at gennemanalysere situationen.

Hvorfor bliver jeg ved med at fortælle disse historier, selvom jeg VED, at mange mennesker ikke bryder sig om dem? Først er der det, at jeg glemmer, at folk ikke kan klare dem. For mig er det jo ikke noget særligt, det var mit liv og min hverdag og det var sådan jeg var som person, men mest af alt tror jeg, at min åbenmundethed handler om, at sygdommen gør mig til noget særligt. Når jeg sidder i klassen er jeg bare et anonymt medlem af flokken. Jeg snakker meget om, at jeg gerne vil være normal, men i virkeligheden er jeg meget lidt et flokdyr.

Jeg er i høj grad individualist. Min karakter er i høj grad bygget op over, at jeg er hvid, kvinde, dansker og kristen, men der er også træk der er unikke for mig. Jeg vil gerne høre til, jeg har ikke noget imod at tilpasse mig, men at lade mig assimilere, det er jeg ikke helt sikker på at jeg vil. Jeg er mig, og hvem jeg er er meget præget af mine syge år, og det vil jeg gerne have at folk ved.

Når man skal begynde at tilpasse sig en ny gruppe, som for eksempel en ny klasse, så skal man være opmærksom på hvordan man introducerer emner som for eksempel sygdom, og jeg har været meget opmærksom de sidste par uger, og har snakket om at jeg har tid nok, men så i går væltede ordene ud af mig i en lang talestrøm.

Da vi havde fri burde jeg have holdt mig lidt tilbage sammen med de andre for at måle stemningen, men jeg var flov og skulle tisse så jeg for ud af døren.

onsdag den 24. september 2014

Når lydniveauet blver højt

Inde på universitetet er jeg omringet af søde og spændende unge mennesker, men jeg kender dem ikke rigtigt, så når vi har pause, så føler jeg mig urolig. Det er svært at sidde alene i et rum fyldt med folk der kender hinanden. Jeg føler mig ikke holdt udenfor, men jeg føler at jeg står ret alene.

Et af problemerne med at stå alene når der er pause er, at der ikke er en samtale eller et socialt spil jeg kan koncentrere mig om, hvilket betyder, at alle rummets lyde kommer meget tæt på. Et sted sidder en gruppe og arbejder med en lektie i latin, andre diskutere transport og dem ved siden af snakker om den enes kommende fødselsdag. Alle opfører sig pænt, ingen råber og skriger eller løber rundt, det er ikke ligesom i folkeskolen/gymnasiet, men alligevel bliver lydniveauet højt. 20 stemmer slår sig sammen i et lille lokale og danner en tsunami af lyd. Jeg føler mig overvældet, det tager modet fra mig, og det bliver ekstra svært at blande sig i en af samtalerne, men man er nødt til at blande sig, hvis man vil lærer folk at kende. Mest af alt har jeg lyst til at tage hænderne op for ørerne og lukke øjnene. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide folk, det er bare at undervisningen er så krævende, at det bliver endnu hårdere at håndtere pausernes larm. Jeg gør ingenting, jeg tager ikke hænderne op for ørerne, for jeg vil ikke virke sær. Jeg prøver at indføre en kommentar i den samtale der foregår lige ved siden af mig, men lyden distraherer mig, og min timing er helt forkert og kommentaren falder til jorden.

I gamle dage ville min selvtillid ligeledes være faldet til jorden, men i dag går det bedre. Jeg kan ikke give et svar på hvorfor det er sådan. Jeg er mere robust, men hvorfor er det sådan, er det fordi jeg tager store docer medicin, er det fordi jeg har anerkendt at der er folk derhjemme der elsker mig, og at det derfor ikke gør så meget, er jeg blevet ældre og mere rolig, eller har jeg bare indset at mine kommentarer ikke er dummere en så mange af de andre dumme kommentarer som alle mennesker fyrer af på en dag? Ville jeg være et bedre menneske af at kende svaret?

Jeg er dog ikke helt alene i klassen. Langsomt begynder jeg at forstå det sociale spil i gruppen, jeg begynder at hilse, og jeg begynder at snakke lidt med folk. Alting tager tid når man er en ny person i en gruppe der allerede kender hinanden, og jeg har tid, det haster ikke.

søndag den 21. september 2014

Rekreation

Det er hårdt at starte på studiet, og det er hårdt at skifte lærer tre uger inde i forløbet. Den undervisningsassistent vi startede med at have var dygtig, men den egentlige lærer som vi skal have er fænomenal, så pludselig blev intensiteten sat betydeligt i vejret. Da jeg kom ud fra undervisningen i fredags følte jeg, at jeg var blevet blæst omkuld, men på den gode måde. De ting læreren sagde lød så spændende, men det blev også tydeligt hvor meget der bliver krævet af os. Jeg ser på mig selv og tænker på, om jeg mon er dygtig nok og flittig nok til at klare det? Jeg tror nok jeg kan, men der er denne lille skygge af tvivl der nager mig.

Her i weekenden trængte jeg så til at koble af og tog ud til en ven, for nogle gange har jeg brug for at blive mindet om at livet er andet end universitetet. Det er godt at være flittig, men det er også godt rent faktisk at holde fri når man har fri. Vi lavede ikke så meget, spiste bare noget mad, talte og hørte musik. Jeg er ikke nogen stor kender af musik, jeg ved ikke engang hvilken stilart jeg foretrækker, men jeg var træt og lidt forvirret, så Leonard Cohens dybe rolige stemme trængte ind i kroppen på mig, helt ind i knoglerne, og sagde, at det hele nok skal blive okay, og jeg kunne ikke andet end at tro på ham.

Jeg fik ikke sovet meget, så jeg er for træt til helt at fokusere på lektierne, men musikken sidder stadig i mig som en slags drømmetåge. Nu er det højlys dag og den samme musik har ikke længere den samme intense virkning, men hvis jeg lukker øjnene så kan jeg stadig tro på at det nok skal gå. Jeg er ikke klar til at vende tilbage til den virkelige verden, det må vendte til i morgen når vækkeuret ringer.

onsdag den 17. september 2014

om ikke at have kræfterne

Jeg får ikke skrevet så meget for tiden, og det undskylder jeg. Universitetet tager meget af min tid, for der stilles store krav til os, eller også stiller jeg bare store krav til mig selv. Jeg er enormt taknemmelig for, at jeg har mulighed for at studere på deltid, sådan at jeg kun har ét fag i dette semester. Dem jeg studerer sammen med har tre store fag i dette semester, og jeg nærer stor beundring for, at de kan klare det, meget stor beundring.

På grund af min autisme kan jeg ikke klare nær så store arbejdsbyrder som de kan, hvilket har taget mig lang tid at lære at acceptere, men selvom jeg accepterer det, så forstår jeg det ikke. Jeg spekulerer på hvordan det føles at være normal, hvordan deres hjerner bearbejder indtryk, hvordan de håndterer pludseligt opståede kriser, og på hvad der for dem kategoriseres som en krise.

Jeg fik besøg af Gallup i dag. Et af spørgsmålene handlede om, om jeg er tilfreds med mit liv, hvilket jeg svarede ja til, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at hvis en normal person skulle leve mit liv, om de så ville svare det samme? Livet ser bare anderledes ud når man er handicappet. Det meste af tiden er jeg ret normal, jeg ser normal ud og jeg opfører mig normalt, og alligevel er der denne kæmpe store forskel mellem 'dem' og mig der gør, at de kan gøre alle de ting de gør, og jeg kun kan klare så meget mindre.

Jeg har accepteret, at det er sådan det er, for jeg ved hvor syg jeg bliver, hvis jeg presser mig selv alt for hårdt, men jeg tror nok, at jeg er en lille smule jaloux, ikke fordi jeg er utilfreds med det jeg har og de ting jeg gør, men fordi det sætter skæl mellem dem og mig, fordi det gør at de er normale og jeg ikke er, fordi det adskiller os. Vi forstår ikke hinanden. Vi taler forbi hinanden.

Det her indlæg er kommet til at lyde lidt deprimerende, og det er egentlig ikke sådan jeg føler det, jeg er bare så forfærdeligt træt ovenpå to uger hvor jeg har arbejdet hårdere end jeg er vant til.

lørdag den 13. september 2014

En tur i Den Gamle By

I torsdags var jeg nede i byen med en fyr jeg har set lidt til her på det sidste. Jeg havde siddet og lavet lektier, og da jeg var næsten færdig så lokkede den strålende sol der var udenfor, og den sagde til mig, at der er andet i livet end studier, så jeg lagde blyanten fra mig og skrev til ham, om vi ikke lige skulle mødes et par timer tidligere, og så gjorde jeg mig klar til at tage ned til byen. Nede ved bussen stod jeg og pillede ved mit hår, da jeg fandt et gråt hår. Ak ja, jeg fylder jo trods alt snart 30, og min krop er begyndt at gå i forfald.

Klokken var 1 om eftermiddagen, så det der med at finde et sted at spise var ikke det nemmeste. Jacobs pitabar reklamerede med lam og det faldt jeg pladask for, men jeg blev lidt skuffet, da det viste sig at være kebab. Jeg ved godt at kebab er lam, men hvis det er kebab man serverer, så er det kebab man skriver. Nå ja, men det interessante ved måltidet var de friturestegte kartoffelbåde. På grund af min spiseforstyrrelse, har jeg intet friturestegt fået siden gymnasiet, så det var en af de der ting på listen over ting man er nødt til at prøve. Det var på ingen måde så slemt som jeg havde frygtet, det var faktisk helt okay, og jeg havde heller ikke taget uhyre meget på, da jeg næste dag stillede mig op på vægten, og jeg faldt heller ikke død om.

Bagefter gik vi lidt rundt. Vi havde ikke nogen specielle planer. Vi gik på biblioteket og lånte en bog jeg skal bruge til mit oplæg, når jeg skal tale om min autisme og min spiseforstyrrelse og mig selv. Han foreslog så, at vi gik i Den Gamle By, et frilandsmuseum med gamle huse. Jeg har kun været der to gange før, og det er meget længe siden, så jeg syntes, at det var en glimrende idé. Vi gik rundt mellem de gamle huse og snakkede om os selv og om de ting vi så.

Hele turen mindede mig om, at der var en tid før jeg blev syg, en tid hvor den sociale angst ikke var så fremherskende, hvor jeg kunne tage med mine venner ind til byen og opleve ting. Jeg er hovedsageligt en introvert person. Jeg kan godt lide at sidde derhjemme blandt mine egne velkendte ting, hvor der er trygt og godt. Jeg bliver ofte meget træt af at være sammen med mennesker og opleve nye ting, men at komme ud skaber også nogle uvurderlige indtryk, som det er svært at få i bøgerne. At møde og tale med andre mennesker gør én til et bedre menneske.

Jeg ved ikke hvad jeg ønsker for fremtiden. Jeg ved ikke hvor meget jeg ønsker at gå ud, men hvis jeg bliver hjemme, ønsker jeg, at det er fordi jeg ønsker at være hjemme, og ikke fordi jeg er bange for at gå ud

onsdag den 10. september 2014

Derfor var jeg måske lidt hys

I lørdags skrev jeg et meget klynkende indlæg om hvor hårdt det hele var, og jeg havde vitterlig meget ondt af mig selv. Jeg troede ikke, at jeg kunne klare det, og jeg var tæt på bare at droppe ud og aldrig mere vende tilbage. Det var dog godt, at jeg brugte bloggen her som ventil i stedet for at skrive en mail til studiekontoret, for nogle timer senere gik min menstruation i gang en uge for tidligt.

Jeg rammes generelt ikke hårdt af PMS, men når nu det kom så overraskende, så vidste jeg ikke, at det var det der var galt, og så måtte det jo være mig der var noget i vejen med. Da min menstruation så var gået i gang, og jeg vidste hvad der foregik, så kunne jeg tage det hele meget mere roligt. Der gik et lys op for mig. Nå så det er derfor du er sådan lidt hys, sagde jeg til mig selv. Det var en enorm befrielse at kunne sige sådan, for hvis jeg kunne klare studiestart og PMS på én gang, så burde jeg nok kunne klare resten.

Jeg har arbejdet hårdt for at få det der græsk til at fungere, og langsomt begynder jeg at kunne mærke at jeg rykker mig, så måske omkring efterårsferien vil jeg kunne begynde at lave mine lektier i et fornuftigt tempo i stedet for på 16-20 timer per uge. Det er i hvert fald hvad jeg håber på, sådan at jeg også kan få overskud til at være sammen med mine venner og måske endda få læst noget der ikke har med skolen at gøre, eller bare det at have en dag hvor man ikke skal lave noget.

Søndag var jeg så træt af alle de lektier, ikke som sådan modløs, jeg var bare træt i hjernen og i øjnene, og jeg fik hovedpine bare af at tænke på lektier. Det lykkedes mig at lave noget, bare ikke helt det der var planlagt. Det var ikke fordi jeg var specielt effektiv, eller fik lavet noget der havde ret meget relevans, det var mere så jeg kunne sige til mig selv at jeg HAVDE lavet lektier og derfor kunne have noget der minder om god samvittighed.


Lektierne til i går blev dog lavet, med stor hjælp fra min faglige mentor. Jeg vil ikke sige, at jeg brillierede i de sætninger jeg blev bedt om at oversætte på klassen, men jeg klarede det da uden de helt store problemer. I pausen havde jeg stået og beklaget mig over mine manglende græskevner til en a mine venner. Ikke så meget, at jeg ikke kan finde ud af det, mere at jeg ikke kan huske en skid. Det havde læreren hørt, så da jeg stod og pakkede mine ting sagde han, at det var godt gået. Jeg kan ikke huske hvad jeg svarede, men jeg er helt enormt dårlig til at tage imod ros, så det var ikke nogen helt passende kommentar.

lørdag den 6. september 2014

For pokker hvor er det hårdt

Jeg har efterhånden været nogle år på universitetet, så jeg VED jo godt at de første uger af et semester kan være sindssygt hårde. Jeg VED det, og alligevel var jeg i går helt ved at miste modet. Vores lære syntes lige at vi skulle kigge lidt på en ukendt græsk tekst og se hvor mange ord vi kunne genkende. Det kom helt ud af det blå og jeg gik helt i panik fordi jeg er meget bevidst om hvor dårlig jeg er til græsk. Jeg havde lyst til at sætte mig ned og tude, mest af alt fordi det kom så uventet. På grund af min panik kunne jeg slet ikke fokusere på teksten, heller ikke da vi fik den engelske oversættelse. Panikken flød over i ren og skær rædsel, da læreren stod og skyndte på os. Jeg prøvede at bevare roen udadtil, for jeg sad i et rum fuld af fremmede mennesker, som jeg prøver at gøre et godt indtryk på.

Ham jeg sad ved siden af kunne godt forstå at mit græsk er langt væk, når jeg ikke har brugt det siden 2006, men han sagde, at jeg jo er god til sprog (han er en af de få jeg har fulgtes med tidligere). Jeg sagde, at det er jeg nu ikke, jeg prøver bare at arbejde hårdt. Han så lidt forkert ud i ansigtet, hvilket normale mennesker tit gør når man snakker sammen. Jeg ved ikke hvorfor. Hvis man er god til noget forventes man at sige, at det bare er fordi man har let ved det. Jeg tror det er for at den man taler med skal få det bedre med sig selv over måske ikke at være nær så god. Jeg tror, at hvis man er god og arbejder hårdt, så indikerer man, at den man taler med ikke arbejder hårdt nok og burde tage sig sammen.

Da jeg startede på uni for ni år siden talte folk også sådan, det betød, at der ikke var nogen der fortalte mig, at det kunne betale sig at arbejde hårdt hvis jeg ville lære det. Jeg troede bare, at jeg var dum, så i stedet for at sætte mig ned på min flade røv og lære lektien, så gik jeg i panik og fandt genveje hvorved jeg i lange perioder kunne lade som om jeg var lige så klog som de andre, men det var et kommediespil, og i virkeligheden kom jeg længere og længere bagud, og til sidst dumpede jeg min eksamen. Jeg er intelligent, men jeg troede at jeg var dum, for ingen fortalte mig, at også intelligente mennesker er nødt til at arbejde for at blive bedre.

Tilbage til dagen i går hvor jeg sad panisk. Egentlig fyldte min panik kun 20 min ud af 1½time, resten af tiden klarede jeg mig egentlig godt for jeg havde læst mine lektier grundigt. Jeg klarede mig dog ikke perfekt, hvilket nogle gange godt kan være hvad jeg kræver af mig selv. Jeg fik lov til at svare på lærerens spørgsmål 3 gang, 2½ gang svarede jeg korrekt, men ½ gang sagde jeg noget sludder. de 2½ gang fyldte mig ikke med glæde ved at se frugten af mit arbejde, derimod var jeg lettere deprimeret over at have dummet mig den halve gang, men sådan kan det godt være. Da jeg var yngre var jeg bange for at række hånden op, for jeg var rædselsslagen for at sige noget dumt, men pointen ved at gå i skole er, at man endnu ikke ved alt, og man ikke kan forventes at svare rigtigt på alt. Det er stadig rædselsfuldt at svare forkert, nu hvor jeg sidder her og skriver har jeg stadig lyst til at bøje hovedet i skam. Man kan måske sige, at jeg skal prøve at huske de 2½ gang jeg svarede korrekt, men da jeg fik fri ville jeg bare hurtigt hjem og prøve at glemme hele den dag.

Jeg er nu overbevist om, at jeg ikke er en af dem der kan klare sig igennem uden at lave lektier. Det handler ikke om hvorvidt jeg er klog eller dum, det handler om, at det at have sine lektier i orden giver en hvis kontrol over dagens forløb, og kontrol giver forudsætning for ro, og hvis jeg skal klare det her, så har jeg brug for ro.

onsdag den 3. september 2014

Første skoledag

Jeg skrev forleden om min angst for at starte på et nyt hold da universitetet startede igen her i går. Jeg var bange fordi jeg ikke rigtigt kender nogen. Pointen var, at jeg her ikke skilte mig ud fordi jeg er asperger og har mange selvpåførte ar på armene, men simpelthen bare fordi jeg er hende den nye. Det viste sig dog at holdet er en skøn blanding af nye og gamle og folk der er blevet overført fra København. Mange kendte selvfølgelig hinanden, men jeg virkede på ingen måde påfaldende ny, hvilket var en enorm lettelse.

Påfaldende ny eller ej, så er jeg ikke god til den indledende socialisering. Med andre ord, så er jeg bare hamrende dårlig til at snakke med nye mennesker, og det gav sig lidt til udtryk i går. Sidst jeg startede på et nyt hold var, da jeg genstartede på universitetet, og jeg var så bange, at jeg ikke turde så meget som turde se på mine medstuderende, og da slet ikke snakke til dem, men der er gået to år siden, og jeg er et andet menneske nu, langt mere selvsikker og tilpas i mine omgivelser, så jeg turde godt snakke med nogen, selv på min første dag på holdet, og jeg TROR nok at det gik godt.

Det er meget typisk, at et lokale fyldes op bagfra, men jeg kan ikke koncentrere mig, hvis der sker for mange ting mellem mig og tavlen, så jeg sætter mig altid oppe foran som en rigtig nørd. Det betyder så også, at der ikke er nogen der satte sig ved siden af mig. Til sidst kom der dog en og spurgte om hun kunne sidde der. Det kunne hun godt, jeg var jo næsten gået i gang med at spekulere på om jeg skulle tage det personligt, at ingen ville sidde ved siden af mig. Den stakkels pige troede, at jeg mente det alvorligt, så hun prøvede at glatte tingene ud. Folk forstår ikke altid min humor, og de forstår mig heller ikke nødvendigvis når jeg prøver at forklare mig. Jeg prøvede at sige, at det bare var noget jeg sagde, for at indlede en samtale med for mig fremmede mennesker, da det kan være svært at indlede samtalen med en simpel præsentation. Hun var virkelig venlig, men jeg følte mig lidt som et fjols, mest af alt fordi jeg altid føler mig som et fjols når jeg er usikker på mig selv.

Undervisningstimen blev indledt med en præsentation, hvilket jeg ikke tror jeg før har oplevet på universitetet. For den phd studerende der underviser i stedet for læreren her introforløbet var det en mulighed for at se hvor meget vi interesserer os for Nytestamentlig exegese, hvilket er det fag vi har, og det var ikke udpræget meget. For mig derimod blev det første gang siden 2008 hvor jeg lavede en offentlig præsentation af mig selv UDEN at nævne, at jeg har problematikke (aspergers). Til nogle af dem jeg snakkede til i almindelig samtale, der hentydede jeg det, men der er forskel på at tale til en stor gruppe eller tale sammen i en lille gruppe. Det er ikke fordi min aspergers skal være hemmelig, men den er ikke længere denne her store ukontrollable del af mig, men snare bare en lille finurlighed ved mig, i hvert fald i begyndelsen hvor vi ikke kender hinanden så godt, for det er jo ikke fordi min asperger er blevet mindre, det er jo stadig den jeg er, men den er ikke længere et problem.

Undervisningen var virkelig spændende. Et exegesefag er en dekonstruering af en skreven tekst, og på bacheloren skal vi have fem af disse fag, og hvert fag starter med en introduktion der mere eller mindre siger det samme men på meget forskellige måder. Det kan formuleres som et eksempel fra bogen "Old Testamen Exegesis" af Odil Steck s. 131
"Do material relationships and overlaps demonstrate that this constant conceptual context represents a materially self-enclosed conceptual association or, on occasion, a conception?"
Hvilket de fleste ikke forstår en brik af, og så kunne vores lære i går skrive fem punkter op på tavlen og sige at disse fem punkter skulle vi kunne huske og bruge hver gang vi læser en tekst, for det vil give gode point til eksamen. Jeg er generelt en meget skriftlig person, og jeg kan godt lide at læse mig til en forståelse, men selv ikke jeg kan stå for fem klare punkter der vil hjælpe mig til eksamen, og selv jeg synes at det første eksempel er noget overintellektualiseret bavl.

En fordel ved at have en phd studerende som midlertidig lærer er, at hen har helt styr på, at dette fag handler mere om at bestå en eksamen end om at tilkende sig visdom. Jeg har selv planer om at blive en gammel visdame når jeg bliver 70, men der er mange år til, og lige nu skal jeg bare bestå mine eksaminer ligesom alle de andre på holdet. Jeg vil gerne tage dette fag til mig, jeg vil gerne suge visdommen ud af bøgerne, men først og fremmest vil jeg bare gerne have en god karakter til eksamenen uden at køre mig selv helt ned.

lørdag den 30. august 2014

Impulsivitet

Kan aspergere være impulsive? En del af diagnosekriteriet er jo, at man finder tryghed i faste rammer og gentagelser. Måske er det fordi min aspergers er iblandet noget ADD, men jeg synes selv godt, at jeg kan være ret impulsiv til tider. Det er ikke så meget i hverdagen, hvor det kan give mig angstanfald at tage ned til byen, hvis det ikke er planlagt minimum en dag i forvejen, men hvis jeg pludselig får muligheden for at melde mig på en rejse, starte på studiet eller gå på en date, så tænker jeg hapser snapser, den snupper jeg. Pædagogerne på mit tidligere bosted grinede lidt af mine historier om den tendens, for det har bragt mig ud i enkelte vanvittige situationer, men da det kun meget sjældent går galt, så tænker jeg ikke at det er noget jeg gider at arbejde på for at ændre.

Aspergerdelen af mig kan godt nogle gange se på ADDdelen og tænke ting som overilet og overfladisk, men jeg tror ikke at tingene er helt så simple. Bare fordi en beslutning er truffet hurtigt, betyder ikke at den altid er forkert. Vi mener tit, at overjeget er det mest fornuftige og rigtige og idet er barnligt og forkert, men spørgsmålet aspergers vs ADD handler ikke om ikke om overjeg og id, det handler om to naturer der spiller op mod hinanden og ind i hinanden og skaber kontraster. Vi har vel alle disse kontraster, nogle mere end andre. Nogle har kontrasterne mellem overjeget og idet, andre mellem to naturer. Den eneste forskel på mig er, at jeg har diagnoser at putte på.

Når aspergerdelen af mig ser på ADDdelen og dømmer den som overfladisk, så er det fordi den tænker, at når der ikke ligge dybe overvejelser bag en beslutning eller handling, så må den være mere forkert, men hvorfor skal ikke også min underbevidsthed vide hvad der er godt for mig? Min impulsivitet har bragt mig mange gode oplevelser, hvor hvis jeg kun havde haft aspergerdelen, så ville mit liv have bevæget sig meget langsomt. Aspergerdelen har derimod forhindret mange dårlige beslutninger og er med til at finde glæde ved hverdagens små rutiner. En ven købte engang en bog omkring hvordan buddhistisk meditation skulle bringe glæde ind i disse små rutiner. Dette var i tiden før jeg fik min diagnose, og altså før jeg fandt ud af hvor meget min tænkning adskilte sig fra andres. Jeg husker, at jeg så på denne bog og undrede mig over hvorfor man mon havde brug for at læse sådan en bog, når nu det var så simpelt?

ADDdelen af mig har mest bragt bekymringer til folk omkring mig. De har i lange perioder været vant til at jeg opfører mig meget forudsigeligt, og så pludselig, bang, gør jeg et eller andet og glemmer måske endda at fortælle, at jeg er væk i nogle dage. Når de så ser på mig med undren og måske endda bebrejdelse, så kommer det som et chok for mig, at de ikke kan se hvor indlysende det er, at jeg måtte gøre nettop sådan. Mine aspergerhandlinger kan jeg diskutere og analysere i det uendelige, men mine ADDhandlinger er bare noget der er der. Jeg kan da godt fortælle lidt, men det er mere for påhørendes skyld end for min egen. ADDhandlingerne hører til i deres egen verden, de er ikke dårlige, ikke overfladiske, ikke uværdige, de er bare anderledes, men bare fordi de ikke hører til flertallet, gør det dem ikke forkerte.

Jeg levede i 27 år lænket til den person i verden jeg hadede mest, mig, men jeg begynder at vende mig til mig selv, ja måske endda at holde af mig selv. At holde af mig selv betyder ikke, at være perfekt som jeg engang troede, men derimod at holde af såvel mine dårlige som mine gode sider, min ADDside såvel som min aspergerside.

onsdag den 27. august 2014

Studiestartsangst

For pokker da, jeg havde lige siddet og skrevet et langt og super godt indlæg, hvorefter jeg kom til at slette det. Det er surt at starte forfra, så jeg garanterer ikke at andet forsøg bliver lige så godt.

Jeg sad i fysioterapeutens venteværelse og læste i den bog jeg skal bruge til næste semester. Jeg har ikke noget imod at indrømme, at jeg er en nørd, men det var nu ikke derfor jeg sad og læste i den. Jeg læste i den fordi jeg ved hvor træt, angst og overvældet jeg bliver når semesteret starter i næste uge. Da jeg gik i gang med at læse, vidste jeg disse ting, men mens jeg læste gik det for alvor op for mig, at det er sandt. Jeg kunne mærke hvordan denne indsigt fik mit hjerte til at hamre og jeg blev svimmel.

Inde ved fysioterapeuten kunne jeg fortælle, at stolene i det lokale jeg skal have det næste halve år er elendige. Jeg har tidligere haft timer derinde, og jeg husker stadig hvor forfærdelig ondt det gjorde. Noget af smerten ville måske blive undgået, hvis jeg tog et sammenfoldet tæppe med at sidde på, men det tør jeg ikke. Jeg tager studiet på deltid, så nu er jeg kommet så langt bagud, at jeg ikke længere kan følges med dem jeg har fulgtes med de to sidste år, og jeg skal derfor starte på et nyt hold, vel og mærke et hold der allerede kender hinanden. Jeg er en lidt sær person, og jeg har i forvejen svært ved at falde ind i en allerede eksisterende gruppe, så fandeme nej, om jeg vil gøre noget der får mig til at skille mig endnu mere ud. Heldigvis var min fysioterapeut sympatisk over for mit problem, og jeg fik nogle øvelser jeg diskret kunne lave ude på toilettet.

Som sådan har jeg ikke noget imod at være anderledes, men her skyldes min anderledeshed hverken min autisme eller psykisk sygdom, men består derimod af at være ny. Det er slet ikke sikkert, at de overhovedet vil lægge mærke til arene på mine arme, men de vil straks lægge mærke til, at jeg er en fremmed. Jeg kender ikke deres omgangsform, deres humor eller deres hakkeorden. Jeg ved ikke hvor der er plads til mig. Jeg ser på dem med en del nysgerrighed en del frygt, men de behøves ikke at lægge ret meget mærke til mig, for de har hinanden.

Alle disse overvejelser skyldes ikke, at jeg tror at de er onde og uforstående, det hele bunder i mine egne usikkerheder. Da jeg genstartede på universitetet for to år siden handlede mine overvejelser om, hvem er jeg som person og som studerende. I år handler mine overvejelser om hvem jeg er i forhold til andre mennesker. Jeg har vænnet mig til at have nogle at snakke med før timen, jeg vidste hvem jeg kunne sætte mig ved siden af og jeg var bare mig, Linda, med alle mine særheder. Nu er jeg reduceret til hende den nye og alle mine særheder forstørres derfor tifold, og jeg må indrømme, at jeg er en smule bange.

lørdag den 23. august 2014

At hade mode per princip

Det er kutyme, at folk der blander sig i kønsdebatten skal hade modeindustrien, og hvis man kan lide den er man en overfladisk dåse. Intellektuelle kvinder råber op om kønsdiskriminering og fordummelse af kvinder, og det er deres ret at mene sådan. Det kan sikkert være sundt engang imellem at træde et skridt tilbage og se på moden udefra, men det er lige nettop det de ikke gør, de ser ikke. De fyrer bare floskler af som vi alle sammen har hørt hundrede gange før.

Debattør Anne Sophia Hermansen skriver 16 august på sin facebookside om det nye Eurowoman
"Eurowoman i denne måned: Klar til efterår - 419 køb til den nye sæson, 76 frakker (uha, kort eller klassisk, pels eller dun?), bolleklar model på forsiden, guide til spaferie og til drømmejobbet, som selvfølgelig er i modebranchen...." (Se den fulde tekst HER)
Hun går videre til at skrive om hvor meget mere værdigt indholdet af Euroman er. Jeg har aldrig læst Euroman og jeg kan derfor ikke kommentere på indholdet. Jeg går lidt ud fra at Hermansen har, og at hun derfor sikkert har ret i mange af sine antagelser. Jeg har dog købt Eurowoman, og jeg vil egentlig gerne gennemgå nogle af de ting hun siger, for især det med 'bolleklar model på forsiden'  virker på mig som en kliché.

Dette er det billede der er tale om. Er denne model 'bolleklar'? Er billedet seksuelt? Handler mode om sex? Ja gu'fanden handler mode om sex. Jeg ved ikke om dette vil komme bag på Hermansen, men rigtig meget her i verden handler om sex, om at ville eller ikke ville, kunne eller ikke kunne, eller måtte eller ikke måtte. Igen ved jeg ikke om det kommer som et chok for Hermansen, men i vores vestlige kultur, så må man godt, og tabuerne om sex er i stor stil blevet nedbrudt. Seksuelt aktive kvinder bliver ikke set ned på, så hvorfor er det slemt at have en sexet kvinde på forsiden af et blad der henvender sig til kvinder. Er hun bange for, at unge kvinder ser billedet og begynder at have sex? News flash, mange unge kvinder har i forvejen sex.

Jeg er ikke helt døv overfor Hermansens budskab, og jeg kunne længes efter et mere varieret kvindebillede i modeindustrien, men tag lige et ekstra kig på billedet. I mange år har kvinder beklaget sig over anorektiske modeller der ligner små børn. Dette billede er ikke et billede af en lille pige, det er en kvinde, med bryster, lad os da glædes over det.


Og når nu vi er i gang med at se ordentligt på billedet, så synes jeg faktisk, at det er et virkelig smukt billede, som en blanding mellem en amazone med højre bryst skåret af for at kunne betjene bue og pil og med en slange i bæltet, og Mapplethorps portrætter af Patti Smith.

Om man kan lide ham eller ej, så er Mapplethorp en stor kunstner, og hans billeder er fulde af sex. Billedet på Eurowoman er taget af Henrik Bülow, ikke af Mapplethorp, og selvom Bülow er dygtig så hverken er han, eller prøver han at være Mapplethorp, og selvfølgelig kan det ses. Bülows billede og modellen derpå er meget mere almindelige, og på et blad til 65 kr, så er det også hvad jeg forventer.

Jeg er ikke voldsomt vild med Patti Smith musik, men jeg anerkender hendes signifikans. Jeg anerkender også skønheden i Mapplethorps billeder, men hvis jeg nu skulle være ærlig, helt ned i bunden af mit bankende feministiske hjerte, så, når jeg ser mig i spejlet, så ville jeg egentlig ikke bryde mig om at ligne hende, jeg ville meget hellere ligne Maria Gregersen (Eurowomans model).

Jeg køber ikke Eurowoman for at se kunst, jeg køber det for at skabe mig et drømmebillede om mig selv. Nogle dage kan det være frustrerende, at dette kun er en drøm, for jeg kommer aldrig til at se så godt ud, og jeg kommer aldrig til at have så mange penge, men så må man se på forskellen mellem mode og tøj. Mode er noget man drømmer om og læser om i bladende, tøj derimod er noget man går i til dagligt.


Nu har jeg snakket pænt om moden i et stykke tid, men jeg anerkender at mode også kan være et tungt åg, noget der lægger et stort pres på mange kvinder, og at mange af dem måske hellere vil bruge deres tid på noget andet. Med mit indlæg ønsker jeg ikke at negligere disse kvinder, jeg er bare provokeret af, at mode per princip er syndebuk i visse kredse.

torsdag den 21. august 2014

Sommerferien slutter snart

Måske har jeg nok læst mange bøger i min sommerferie, men jeg har generelt kørt i et ret lavt gear. Jeg har tilbragt forbløffende mange timer på at se serier, og forbløffende få på at lave alt muligt andet. I løbet af de sidste tre ugers tid er jeg dog vågnet op til dåd. Det interessante spørgsmål her er dog ikke så meget hvad jeg har fået lavet, for det er mest helt almindelige dagligdags ting. Nej, det interessante spørgsmål er, hvordan det er blevet gjort. Jeg har nemlig sat mig for at udfordre mine vaner.

Normalt kører min hverdag enormt meget på rutinen, og det er trygt, men det er også besværligt, for det lader meget lidt plads tilbage til spontanitet og nødvendige ændringer. Jeg har måttet ændre min døgnrytme, og det betød, at alle mine rutiner har måttet laves om, men hvad nu hvis, jeg i stedet for bare at lægge mine rutiner senere på dagen, at jeg så i en periode kørte uden faste rutiner?

Bare det at skrive om det får mit hjerte til at banke hurtigere. Jeg er autist, hele min væren handler om rutiner og kassetænkning, så jeg føler mig nøgen uden. Snart begynder universitetet igen, og så får jeg brug for rutinerne for at hænge sammen, men lige nu der er der tid til at eksperimentere.

Hvad gør det ved mig ikke at have nogle faste rutiner? Jeg føler mig mest af alt forvirret, og alting skal planlægges og lægges om. Før i tiden kørte kalorieregnskaberne i mit hoved hele dagen, nu er det tidstabeller. Hvis jeg skal træne før jeg skal til psykolog, kan jeg så nå hjem i bad eller skal jeg vaske mig i centret? Kan jeg nå at tage en bus, eller skal jeg tage cyklen ud i blæsten? Skal jeg handle før eller efter min kontaktperson har været her? Kan jeg tage en spontan tur ned til byen? 7:30, 9:45, omkring kl 12. Det er en balancegang. Langt under mig, nede i manegen, er der et sikkerhedsnet, men jeg tør ikke stole på dets eksistens, så jeg er bange for at træde ved siden af. Hvis jeg nu kommer for sent, vil hele min verden så synke i grus? Jeg må indrømme at jeg meget af tiden er lidt bange.

Men hvorfor gør jeg det så når det nu gør mig bange? Er det fordi jeg savner spiseforstyrrelsens masochisme? Kan jeg lide at pine og plage mig selv? Helt kan jeg ikke benægte det, men der er også mange andre ting involveret. Jeg er nysgerrig på min egen reaktion, for kender man virkelig sig selv hvis man ikke ved hvordan man reagerer under pres. Dette er da trods at pres jeg selv har kontrol over. På et helt mere praktisk plan, så tror jeg også at det ikke at have nogle faste rutiner når jeg starter på universitetet igen vil hjælpe mig til hurtigt at falde ind i den rutine der passer sig til den hverdag jeg kommer til at få, i stedet for, at jeg skal til at ændre en fastgroet rutine til en ny.

tirsdag den 19. august 2014

Hvad jeg lærte i min sommerferie

Indtil videre har jeg læst 55 bøger i år, hvilket er ganske udmærket, men det er langt fra min personlige rekord på 182 bøger på et år. For første gang overstiger antallet af faglitterære bøger dog antallet af de skønlitterære. Er det fordi jeg prøver at lade som om jeg er voksen og fornuftig? Eller har mange af de skønlitterære bøger bare skuffet mig så dybt, at jeg ikke orker at gå i gang med flere? Eller er det fordi mange af de bøger jeg har læst har været biografier, og fordi en ordentlig skrevet biografi kan være meget lig en skønlitterær bog, bare sand? I nogle situationer overgår virkeligheden langt fiktionen.

Nogle gange læser jeg for at få tiden til at gå, fordi mit eget liv suger eller bare fordi jeg har fat i en rigtig god bog. Andre gange læser jeg fordi jeg er nødt til det. Det er ikke fordi lærerne giver mig lektier for, men fordi verden er skruet sammen på en måde, så man helst skal have en mening om ALT. Jeg har langt fra en mening om alt. Mange ting interesserer mig ikke voldsomt, andre ting synes jeg ikke kommer mig ved, og så er der alle de mange mange ting, som jeg bare ikke ved noget som helst om.

Mange af de bøger jeg har læst, har jeg læst i min fire måneder lange sommerferie, for jeg havde besluttet mig for at bruge sommerferien på at lære alt det jeg ikke vidste, hvilket måske var lige lovlig optimistisk, nå man tager i betragtning hvor stor verden og universet er. Jeg gik dog i gang med oprejst pande, tog på museer, lånte bøger, både på det almindelige bibliotek og på universitetsbiblioteket, og jeg købte stakkevis af bøger på Amazon. Jeg følte mig netop som en amazone i fuldt krigsudstyr kæmpende mig igennem en tæt jungle.

Sokrates sagde, at det eneste jeg ved er, at jeg intet ved, hvilket jeg nu ikke er enig i. Jeg ved en hel del. I forhold til det store uendelige univers er det forsvindende lidt jeg ved, men i forhold til min egen indskrænkede verden så er det ganske fornuftigt. Hvad jeg til gengæld ved er, at jo mere jeg ved, jo mere forvirret bliver jeg. I gamle dage var det lettere, der ville jeg hovedsageligt læse bøger som jeg var enig med, men jeg besluttede mig for at i min ferie ville jeg læse bredt. Jeg må dog sande, at jeg er en meget letpåvirkelig sjæl, for selv når jeg læser bøger jeg teknisk set er meget uenig i, så kan jeg egentlig godt se pointen. Jeg har lyst til at sige, at de er rablende galninge. Galninge er de måske, men ikke altid helt så rablende som jeg ville ønske, for de har faktisk en pointe. Det er dybt irriterende, for hvordan kan man være lodret uenig i noget der giver mening?

Hvad er min egen holdning så? Jeg er forvirret. På den ene side har jeg et fint sæt idéer til hvordan jeg gerne vil have at verden ser ud, og til hvordan jeg gerne vil have at mennesker opfører sig, men jo mere jeg læser, jo mere komplekst og forvirrende bliver det hele. Jeg kan ikke engang få mine fine idéer til at passe til mit eget liv, for jeg reagerer ikke altid på en situation sådan som jeg gerne vil.

lørdag den 16. august 2014

Om travle morgener

I mange år har jeg stået meget tidligt op hver morgen. Når man konsekvent vågner ved 3-4 tiden så vænner man sig til at have lange stille morgener, hvor man har tid til at stå og se ud på solopgangen, gå en tur, drikke en kop kaffe og svare på mails. Der er ingenting man skal nå, dagens program ligger langt ude i fremtiden.

Jeg er for tiden i gang med at vende min døgnrytme, så i går stod mit vækkeur til at ringe kl 7. Jeg vågnede dog allerede kl 6, ikke fordi jeg var frisk og veludhvilet, men fordi jeg var sulten. Jeg har svært ved at lære, at når nu jeg går senere i seng, så skal jeg også spise senere, eller i hvert fald et ekstra måltid. nå, men jeg så på uret, og jeg tænkte, at hvis nu jeg tog en time tidligere ned for at træne, så kunne jeg måske nå at komme hjem i bad i stedet for at bade i centret, jeg havde nemlig en kaffeaftale kl 9. På vejen hjem fra centret glemte jeg dog at hæve kontanter til cafeen, så jeg måtte hjem i bad, hurtigt lægge noget make-up på, op på cyklen, ned og hæve penge og så hen på cafeen. Jeg nåede det lige akkurat med fem minutter igen. Kl var nu 9, og på tre timer havde jeg ikke haft så meget som fem minutter til bare at sidde og slappe af.

Mine veninder grinede lidt over, at jeg synes, at det var noget specielt at have sådan en morgen, for det er vel sådan de fleste mennesker lever deres liv, op og så hurtigt af sted.

Jeg er på mange måder glad for min nye døgnrytme. Det er ikke fordi jeg laver noget specielt om aftenen, jeg går ikke i byen eller i biografen, men det er hele bevidstheden om at muligheden er der, hvis jeg skulle få lyst. Det er også hele bevidstheden om, at jeg gør noget der er normalt. Der var en episode på cafeen, hvor det blev meget klart for både mine veninder, mig og alle der sad i hørevide af os, at jeg ikke er normal. Jeg har altid vidst at jeg ikke er normal, men det gør alligevel ondt at blive mindet om, meget ondt endda, men så var det rart at kunne læne sig tilbage og tænke, at i det mindste er min døgnrytme nogenlunde normal (ikke at de to ting ellers havde noget med hinanden at gøre).


Der er ikke nogen fast grænse mellem normal og unormal. Mange mennesker kan slet ikke lide begreberne. Jeg synes dog, at de er enormt passende. Det er ikke noget jeg tænker over til dagligt, og man kan skille sig ud fra mængden på mange fede måder, men man kan altså også skille sig ud på ufede måder. Grunden til, at jeg fastholder at arbejde med begreberne normal/unormal er de blikke man får, når man skiller sig ud på den ufede måde. Nogle mennesker bliver vrede, nogle bange, flove, misbilligende, hovne eller bare helt tomme i øjnene. Hvad der sker inde i mig når jeg får sådan et blik variere alt efter situationen, personen og min egen psykiske tilstand, men det kan gøre helt uoverskueligt ondt. Heldigvis er der også mennesker der reagerer med varme og åbenhed, og jeg er disse mennesker evigt taknemmelig, mange af dem kan jeg endda huske endnu flere år senere, som blandt andet hende her

onsdag den 13. august 2014

En kaotisk morgen

Jeg sover med ørepropper, så i løbet af natten havde jeg ikke hørt noget mistænkeligt, men da jeg vågnede om morgenen var der en virkelig irriterende bippende lyd. Først troede jeg at underboen havde fået nyt vækkeur, men lyden var for høj, den måtte komme fra min egen lejlighed. Jeg undrede mig, for jeg har hverken røg- eller tyverialarm.

Jeg stod op og fulgte lyden ud i køkkenet. Herude var lyden så høj, at det næsten gjorde ondt i kæben. Det var min fryser der var synderen. Åbenbart havde lågen stået åben hele natten. Inde i fryseren var der et tykt lag is overalt. Jeg stod lidt rådvild og så på det hele, og overvejede, at dette nok ville blive en ret kaotisk dag. Lyden var ulidelig, så jeg slukkede fryseren og lagde et håndklæde på gulvet. Jeg smed al maden ud og så tog jeg ned for at træne imens fryseren fik tid til at tø op.

Da jeg kom hjem gik jeg i bad, hvorefter jeg gjorde fryseren ren og tændte for den igen. Den begyndte straks at bippe, men jeg havde heldigvis en kaffeaftale nede i byen, så jeg tog af sted og håbede kraftigt, at den var færdig med at bippe når jeg kom hjem.

Jeg sad på en fortorvscafé i strålende sol med en veninde som jeg holder meget af, og jeg havde det herligt. Senere på dagen begyndte jeg dog at blive helt forfærdelig træt. Jeg synes egentlig, at jeg klarede morgenens udfordringer ganske godt, men generelt er jeg bare ikke særlig god til det der med overraskelser. Når det gælder denne her slags ting, så tror jeg nu, at min oplevelse var ret normal, og min træthed skyldtes ikke så meget min aspergers, som den skyldte min helt almindelige almindelighed.

mandag den 11. august 2014

A brave new world

I lørdags ville det have været Tove Janssons 100 års fødselsdag, hvis hun da havde været i live. Tove Jansson er forfatteren bag Mumibøgerne og "Sommerbogen". "Sommerbogen" er lige blevet genudgivet og har,uforståeligt for mig, fået meget mere omtale end Mumibøgerne. Det er på ingen måde end dårlig bog, men den kan på ingen måde hamle op med "Mumitrolden- De tre sidste romaner". Jeg burde have fejret hende, men det gjorde jeg ikke, for jeg var slet ikke klar over mig. Mumimors svar på en sådan krise er enten at bage så mange pandekager, at hun må blande dejen i badekaret eller at tage på en skovtur.

Jeg gjorde ingen af delene, men jeg var faktisk på restaurant den dag.  I 10 år var mine muligheder for at spise ude meget begrænsede. For at være ærlig bestod det enten af salatbar, sushi eller en let frokost. Jeg har prøvet at udvide mit horisont, og i juni sidste år spiste jeg for første gang en pizza (som ikke skulle kastes op igen bagefter) og i vinters fik jeg en indisk curry. Begge dele var dog take-away der blev spist hjemme i trygge rammer.

Sidst jeg var af sted på en restaurant var mens jeg var aller mest syg. Jeg var blevet indlagt på psyk fordi jeg ingenting spiste, men langsomt fik de da noget mad i mig. Det var min lillesøsters fødselsdag, og jeg elsker hende meget højt, så jeg ville gerne med ud og spise. Jeg ville gerne sidde ved bordet og spile for at signalere, at jeg nok skal overleve dette her. Jeg tænker ikke på det som en falsk facade, for smilet var ikke et udtryk for indre glæde og munterhed, men for kærlighed, og kærligheden var ægte nok. Helt sådan skulle det ikke komme til at gå.

Jeg havde forberedt mig godt. Afdelingens internet var nede, så jeg kunne ikke læse menuen, men jeg tænkte på de cafeer jeg havde spist på, og jeg tænkte, at jeg sagtens kunne spise en salat, måske endda en suppe. Da min far og søster kom og hentede mig var jeg mere spændt end bange, og jeg ønskede virkelig, at dette her skulle lykkes, men da vi kom ned på restauranten viste det sig, at det var et sted med en fast menu, hvor man skulle vælge 2 eller 3 retter. Jeg så tjenerne komme til de andre borde med tallerkener på størrelse med rumskibe, bugnende af mad. Bare tanken om en enkelt af disse tallerkener gjorde mig rædselsslagen, tanken om to fik mig til at bryde sammen. Min elskede farmor lagde en hånd på mine skuldre, men jeg rystede hende af mig, for min sorg var for stor til at rumme andre mennesker. At forhindre en bedstemor i at trøste sit barnebarn er nok en af det mest egoistiske man kan gøre, men jeg kunne ikke klare det.

Min far var henne og spørge om der kunne laves en undtagelse. Jeg ved ikke hvordan han spurgte, jeg ved ikke om han kunne få sig selv til at nævne ordet anoreksi, men personalet var bestemt ikke behjælpsomme. Jeg blev sendt tilbage på hospitalet i en taxa, stadig grædende. Dagen efter var der en ond sygeplejerske der skældte mig ud og sagde, at hvis jeg havde været hendes søster, så ville hun have været vred på mig for at ødelægge hendes dag. Denne sygeplejerske var tit vred på mig, men sådan tænkte min lillesøster heldigvis overhovedet ikke.

I lørdags var det mig der tog initiativet til at tage på restaurant, ingen andre kunne tage det valg for mig. Min psykolog som kender mig rigtig godt ville måske kunne arbejde mig frem mod selv at tage valget, men i dette tilfælde skulle familien holde sig på afstand. en gang imellem er det blevet foreslået, men jeg blev altid defensiv måske endda lidt hidsig, ikke fordi jeg var vred, men fordi jeg var bange.

I lørdags var jeg dog klar, jeg havde set menuen på forhånd (internettet er en fantastisk ting), og jeg var generelt ved godt mod, og det hele gik rigtig fint. Vi var på Druen og Bønnen i Odense og jeg fik et lækkert stykke lam med en kraftig fransk sauce.

lørdag den 9. august 2014

En forfærdelig omgang klynk

I går sad jeg og skrev på mit oplæg til konferencen om autisme og spiseproblematikker, og det går som sådan udmærket. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om det jeg skriver er for klynkende, for selvom oplægget udelukkende handler om at have det skidt, så er der ingen der gider at se mig stå på en scene og have forfærdelig ondt af mig selv.

At have ondt af mig selv er lidt min stil, men med et sarkastisk twist. Det går fint nok i et indlæg på 500 ord, men jeg har ingen erfaring i 8000 ords balancegang. Hele pointen med at jeg er blevet valgt til at tale er, at det var forfærdelig synd for mig, så lidt klynk er der vel nødt til at være, hvis jeg ikke skal bagatellisere ti års helvede, men samtidig skal der også være plads til håb, latter og knivskarpe analyser. Okay, måske bliver mine analyser ikke ligefrem knivskarpe, i hvert fald ikke så skarpe som en jagtkniv, måske som en smørekniv eller en af de der engangs plastic nogen. At sige, at jeg er i stand til knivskarpe analyser er vist at overvurdere mine egne evner.

Et af problemerne med denne balancegang er, at jeg ikke kender og forstår mit publikum. Hvem er jeg i forhold til dem, en pauseklovn, en apostel eller en ekspert? Hvad ønsker de af mig, som de ikke bare kan læse i en hvilken som helst bog? Hvad kan jeg give dem, som de ikke bare kan læse i en hvilken som helst bog? Jeg vil gerne tale til dem, for jeg tror bestemt, at jeg har noget at sige. Lige nu gælder det dog bare om at finde frem til dette noget og få skrevet det ned på papir på en ordentlig måde, uden for meget klynk og med visse literære kvaliteter.

Et andet problem er, at dette er første gang jeg skal holde et større oplæg for en stor gruppe mennesker, så jeg kender ikke mine egne evner og begrænsninger. Jeg ved ikke om jeg skal sigte efter stjernerne eller efter trætoppene. Selvfølgelig ønsker jeg at tro, at jeg bare vil være super duper god til den slags, men jeg ved, at jog godt kan blive lidt forvirrende at lytte på. Det er ikke fordi mine konklusioner er helt ude i hampen, det er mere, at jeg glemmer at fortælle hvordan jeg når frem til dem.

Lige nu er jeg dog på stadiet, hvor jeg bare skriver en helt masse ned, og så på et tidspunkt skal det rettes igennem og ting skal lægges til og trækkes fra. Det værste er at trække fra, for at trække fra betyder at man må se i øjnene at man ikke er et geni, og ens første indskydelser ikke er perfekte, at man ikke selv er perfekt. Jeg er udmærket klar over, at jeg ikke er perfekt, men det er hårdt at indrømme, at mit arbejde ikke er det, at markere hele ord og linjer og grusomt slette dem. Det føles som om at den tid man brugte på at skrive dem har været spildt, men de var ikke spildt, de var bare et skridt på vejen som man reflekterede over og arbejdede videre på, men det er bestemt ikke sådan det føles når man trykker slet.

torsdag den 7. august 2014

Dårlig lyd

I går skulle der klippes hæk i mit boligområde, hvor alle hækkene blev klippet. Vrrrrr lød det, Vrrrrr. Det var varmt, og jeg ville gerne have vinduerne åbne, men hækkeklipperens Vrrrrr gjorde det umuligt at tænke. Jeg lukkede vinduerne men lyden blev ved. sandt nok var det et meget lavere vrrrrr, men stadig et vrrrrr der kunne få det til at gå gennem marv og ben. Vrrrrr fra morgen til aften.

Jeg prøvede at sætte lidt musik på, men da havde jeg allerede lyttet så længe til dette vrrrrr, at enhver lyd føltes pinagtig på mig. Jeg sad og vred mig i stolen. Jeg kunne føle lyden i kroppen som et par strømpe bukser der er blevet snoet en halv omgang. Jeg havde lyst til at klemme hårdt om min krop og klemme al lyden ud på samme måde som man vrider en karklud, men jeg har ikke nogen kugledyne.

Jeg gik ind i soveværelset og hentede mine ørepropper, og selvom de godt nok lukkede lyden ude, så gav de også undertryk i øret, hvilket var ret ubehageligt.

Jeg sad ved computeren for at skrive mit oplæg til konferencen, og egentlig gik det udmærket, jeg fik skrevet en del, men min hjerne kogte over i en blanding af at tænke og dårlig lyd og undertryk. Jeg havde lyst til at smide alting fra mig, tage sko på og forsvinde væk herfra og væk fra det evindelige vrrrrr, men lyden havde tappet mig for kræfter, og jeg følte mig fanget i min lejlighed, fanget i min egen krop.

Til sidst holdt lyden endelig op, og selvom jeg var glad, så turde jeg ikke helt tro på det, for helt væk var den ikke, den var bare rykket længere væk, om bag et af de andre huse, hvor jeg ikke længere kunne så på den hækkeklippende knægt og hvor det inaverende vrrrrr nu var reduceret til et sølle rrrrr som om end til stede var til at holde ud.