lørdag den 30. november 2013

Juleweekend

Her i denne weekend skal jeg på juletur med min mor. Jul? Hvad pokker skete der lige der. Jeg har været så optaget i dette semester, at jeg dårlig havde haft tid til sådan for alvor at registrere at julen er ved at være der. Jul? Jeg skal betale dobbelt husleje i december, hvordan i alverden skal jeg få råd til gaver? Men selvfølgelig skal der være råd til gaver, jeg er en gave giver, jeg elsker at give gaver. Normalt får jeg købt alle mine gaver i november, men ikke i år. Sådan lettere panisk fik jeg købt min mors gave, kun for at finde ud af, at jeg er løbet tør for gavepapir. Hvornår jeg skal købe de resterende gaver er jeg ikke helt sikker på, men jeg skal såmænd nok få det gjort.

Der er blevet pyntet til jul på mit bosted og det er sikkert fint nok, jeg regner bare ikke selv med at gøre det i år. Hvorfor skulle jeg det? Hele min lejlighed bliver alligevel pakket ned d. 14. december, og når jeg så flytter, så har jeg rigeligt der skal sættes op.

Så i første omgang nøjes jeg bare med denne juleweekend sammen med min mor. Jeg ser ikke min mor særlig tit, nogle gange om året. Vi taler heller ikke i telefon. Det er ikke fordi vi ikke kan lide hinanden, vi har det fint sammen. Hun følger mit liv gennem bloggen her, og jeg får et postkort eller en sms fra hende i ny og næ, og sådan fungerer det fint for os

torsdag den 28. november 2013

Fokus gennem smerte

For nogle uger siden gav jeg en medstuderende et dask på overarmen, fordi han havde været fræk. Jeg havde desværre glemt, at han havde armen i slynge, fordi hans skulder var gået af led. Det kom til at gøre temmelig ondt på ham. Vi sad til latin, så jeg skrev en lille seddel til ham, hvorpå der stod, at fokus gennem smerte plejede at være min ting.

Jeg har hovedet fuldt af flytning, så det er super svært at koncentrere sig om latin. Jeg sætter mig med mine lektier og får oversat et par sætninger, og så er det som om det begynder at gøre fysisk ond at stirre på papiret, som om der er en lille nisse med en forhammer der hamrer løs på mine øjeæbler. Så kniber jeg øjnene hårdt i og tager et ord til. Når jeg står med en sætning, kan der sagtens være 15 år hvor jeg skal bruge ordbog og grammatik, og jeg kan nemt føle mig så overvældet, at jeg bare har lyst til at opgive det hele.

Før i tiden ville jeg have langet mig selv nogle lussinger og så tage mig sammen, men jeg er ikke den person længere, så jeg lader være, så jeg sidder der med min lille nisse og min koncentrationsbesvær og prøver at komme igennem dagens tekst, og jeg tænker at der må være en nemmere måde. Hvad gør normale mennesker når de ikke kan koncentrere sig?

Jeg prøver med nogle overspringshandlinger at gå lidt frem og tilbage mellem lektierne og køkkenet. Jeg tænker at der må være en lettere måde, og at et par lussinger ikke længere lyder så vanvittige.

tirsdag den 26. november 2013

Prosit

Der findes mange gode undskyldninger for at blive hjemme fra skole mandag morgen. Man kan have lungebetændelse, salmonella eller åbent benbrud. Min undskyldning? Heftig nysen.

Da jeg vågnede havde jeg det helt fint, så jeg tog hen for at træne. Jeg må have fået træk mens jeg stod på løbebåndet, for pludselig begyndte jeg at nyse, og det var ikke noget lille diskret nys, det var en hel trompetsolo der sendte krampetrækninger gennem hele kroppen. I løbet af en time nåede jeg nok at nyse 20 gange, og hver gang var det så kraftigt, at jeg var bange for at tisse i bukserne.

Jeg er 28, og jeg føler mig ikke mentalt klar til at benytte Tena. Et bind kunne nok også langt hen af vejen få jobbet gjort, men stadig, jeg havde ikke lyst til at stå i Aarhus når uheldet var ude, så jeg blev hjemme på sofaen og brugte hele dagen på at nyse og pudse næse.

søndag den 24. november 2013

Livet på et bosted

Jeg er blevet bedt om at skrive lidt om hvordan det er at bo på et bosted, og jeg sagde ja inden jeg havde fået tænkt mig om. Det er ikke noget jeg har noget imod at snakke om, det er bare vanskeligt, for jeg har boet på to bosteder, og de var meget forskellige, så jeg vil fortælle lidt om hvad et sådan tilbud har haft af betydning for mig.

Jeg vil mene, at det har redet mit liv at flytte på bosted, men det kommer ikke uden en pris.  Da jeg blev 18 og pludselig skulle være voksen, var jeg ikke klar. Jeg prøvede at klare mig det bedste jeg havde lært, men det var som at grave mig dybere og dybere ned i et hul, indtil min situation var ret håbløs. Nogle ting ved at flytte hjemmefra kunne jeg godt finde ud af, jeg kunne godt handle, lave mad og komme op om morgenen, jeg kunne godt betale mine regninger og skrive under på papirer, men jeg fik det psykisk værre og værre. Jeg elskede at blive indlagt, for så var der nogen der kunne tage sig af mig, når nu jeg ikke selv kunne.

Det første bosted hvor jeg boede var mest gearet til den praktiske hjælp. Ligesom jeg måtte tilpasse mig mine nye omgivelser, måtte bostedet også tilpasse sig mig, men selvom det var nogle fantastiske mennesker der arbejdede der kunne de ikke give mig den intensive omsorg jeg havde brug for. Hvis man skal på bosted burde det gælde om at finde det rigtige match, men langt hen af vejen, er det nok mere et spørgsmål om hvor der bliver en plads ledig.

Et bosted som jeg bor på nu er som at bo hjemme men med mange hjemmegående mødre næsten uden egne behov. Det er godt når man har det rigtig skidt, at der altid er en til at give knus, berolige og bare være der for én, men det kommer ikke uden en pris. For at blive beskyttet må man også aflevere lidt af sig selv. For at få det fulde udbytte må man være villig til at snakke om alt og altid være ærlig, og man må finde sig i at alt bliver ført til protokols. Det har fået mig til at føle, at jeg lidt har mistet noget af min identitet som et selvstændigt individ, jeg har assimileret mig med mit sagsnummer, jeg er blevet en patient ikke kun af titel men af væren. Jeg tror at det har hjulpet mig igennem den værste tid, men nu hvor jeg er ved at være klar til at komme videre, er det en kamp at vinde min identitet tilbage.

Personalet på et bosted er noget af det vigtigste, de skal være der for mig gennem tykt og tyndt, de har set mig når jeg har det værst, noget hverken familie eller venner har. Man lægger sit liv i deres hænder, og de kommer helt tæt på, men det er et uligevægtigt forhold. Det er deres job, men det er dit liv. Flere gange har jeg oplevet at knytte mig for meget til en person. Man kan nogle steder få at vide, at man ikke skal knytte sig, men det er næsten umuligt at lade være, for tit tæller pædagogerne 90% af ens menneskelige kontakt, for man kan sagtens ende på et bosted langt fra venner, skole og familie.

Det hele kommer til at lyde så negativt, men jeg har fået livet forærende ved at bo på et bosted, og det ville jeg ikke bytte for noget i verden. Det er rigtig nok hårdt at vende tilbage til en mere normal tilværelse, men jeg har ikke noget imod at det er hårdt, for hvis det ikke er bare lidt hårdt, så ender man med at holde op med at kæmpe, og så kommer man aldrig videre.

torsdag den 21. november 2013

Har du stemt?

Tirsdag var jeg nede og gøre min borgerpligt ved at sætte mit kryds. Da jeg kom ud fra lokalet, blev jeg mødt af en journalist, som stillede mig nogle så banale spørgsmål, at det var til at brække sig over.
  • Har du stemt?
    • Nejda, jeg gik bare ind og dansede en lille dans og gav LA's frontfigur en ordentlig omgang bag gardinet.
    • Stemt? Jeg fik udleveret en lang strimmel papir og troede at det var køen til toilettet, det kan man da kalde skide på samfundet.
Det var hvad jeg skulle have svaret, men som jeg selvfølgelig først kom på langt senere. Hvad jeg rent faktisk gjorde var at prøve at give nogle nogenlunde fornuftige svar til hans ligegyldige spørgsmål, men hver gang jeg prøvede blev jeg afbrudt, så at mine svar også blev forkortet til banaliteter, for Gud forbyde, at en vælger, en af dem der er med til at bestemme nationens fremtid, skulle have noget fornuftigt at sige.

Efter dette interview stod jeg tilbage med en dårlig smag i munden, jeg følte mig beskidt. Få timer senere var jeg i avisen med billede og det hele, det har jeg i hvert fald fået at vide, for jeg har ikke selv set det, og jeg ved ikke om jeg ønsker at se hvilken af mine banaliteter der er blevet forkortet yderligere ned, og som jeg er citeret for.

Det er selvfølgelig bare lokalsprøjten, men alligevel.

tirsdag den 19. november 2013

Flyttestres

Jeg føler mig lidt midaldrende, når jeg i en sådan grad glæder mig til at flytte ud i et meget forstadsagtigt forstadskvarter, men pyt, for det er MIN lejlighed.

Min mor sagde engang, at alle mennesker hader at flytte, så jeg føler mig ikke skør, bare stresset. Om aftenen, når jeg prøver at sove, sidder mit hjerte helt oppe i halsen på mig og hamrer løs, så jeg er nødt til at tage noget beroligende for at kunne falde i søvn.

Jeg bliver bombarderet med praktiske spørgsmål hver dag. Depositum? Flyttemænd? Indflytningsdato? Har du nu husket? Hvad nu hvis? Hvad kunne DU godt tænke dig? Nye kontaktpædagoger? Penge? Møbler? Er du ikke bare glad? Jeg ved, at det er vigtige spørgsmål, men jeg føler mig overvældet, jeg føler mig kvalt, og jeg har lyst til at tage hænderne op for ørerne og skrige "STOP". det går alt for hurtigt, men det skal gå hurtigt, for der er kun nogle uger til. Og jeg glæder mig faktisk, men det kan nogle gange godt være lidt svært at mærke. Jeg tror, at jeg bliver glad, når det engang er overstået.

Ved siden af flyttestres, må jeg så stadig kæmpe med latin, både med at lave det, men også med at komme af sted til undervisningen. Min underviser er meget forstående, men jeg føler nogle gange, at jeg udnytter hans velvilje. Det er en ufed fornemmelse at komme uforberedt til undervisningen, det er enormt hårdt at forberede sig, og det er stressende at udeblive fra undervisningen, så jeg står lidt i en situation, hvor jeg aldrig helt kan vinde. Hvorfor gør jeg det så? Jeg er jo pensionist, så jeg er i min gode ret til at sidde foran fjerneren og ryge smøgger hele dagen. Det er fordi, engang imellem bliver jeg hørt i en indviklet sætning, og nogle gange viser det sig, at jeg har lavet den rigtigt, og så letter mit hjerte og flyver med duer i flok hen over byens tage, og jeg er ikke længere bare en lille nørd bag skolepulten, jeg er King Kong på kokain.

Jeg håber, at det hele bliver mindre stressende, når jeg ER flyttet, så jeg ikke har det at tænke på, og så jeg bor så meget tættere på, at jeg bare kan springe på cyklen for at nå til time.

lørdag den 16. november 2013

Flytteplaner

Nogle gange går ens liv i kvantespring. Det føles kun som i går, at jeg lå på en hospitalsseng, helt slået ud af beroligende piller, og en socialrådgiver stod over mig og sagde at det var blevet besluttet, at jeg skulle flytte på institution. På almindeligt dansk betød det, at jeg var blevet erklæret uegnet til at tage vare på mig selv.

Men det var ikke i går, det var over fire år siden. Det tog vel du halv til et helt år at få en plads, og jeg har boet to forskellige steder.

Det er hårdt for ens selvfølelse at bo på institution (også kaldet bosteder), også selvom man som jeg er heldig at komme til at arbejde med pædagoger i topklassen. Man er ikke et helt menneske, for alt i ens liv er reguleret og regelmenteret. For de enkelte pædagoger er jeg mig, Linda, men generelt er jeg bare en sagsagt.

Officielt kaldes sådan en som mig Borgere, hvilket jeg finder enormt ydmygende, for jeg er borger i Danmark på lige fod med alle andre. Jeg har ikke brug for et ekstra stempel der skal fortælle andre at de skal respektere mig som sådan, for det antyder nemlig, at man ikke i virkeligheden respekterer mig. Jeg finder det patroniserende.

Nu kommer tingene dog til at ændre sig. I torsdags var jeg i Aarhus for at se på en lejlighed. En rigtig lejlighed, min egen lejlighed. Jeg har søgt lejlighed gennem akutbolig, så jeg har ikke meget at skulle have sagt i valget af beliggenhed og lignende, men til gengæld går det hurtigt med at finde et sted. Stedet jeg var ude og se var dog virkelig godt, og jeg forelskede mig straks i det.

Når nu jeg så skal flytte, så vil jeg ikke længere have pædagogerne tæt inde på livet, men Aarhus kommune har godkendt, at jeg får ti timers bostøtte om ugen og to timers psykolog om måneden. Det hele kommer til at gå stærkt, jeg overtager lejligheden allerede den 1. december, heldigvis har jeg ikke tre måneders opsigelse der hvor jeg bor nu. Jeg er glad for at kunne flytte i december, for så har jeg hele januar til at vænne mig til de nye omgivelser, før jeg starter på uni igen til endnu et semesters latin.

Jeg skulle se det kl to, hvilket var surt ud fra min noget forskruede døgnrytme. På grund af regler og reguleringer kunne jeg ikke køre med den pædagog der skulle med mig, så hun kørte i bil og jeg tog toget. Jeg er vant til den slags tåbelige regler, men pædagogen undskyldte så mange gange, at det kom til at lyde som en anklage. Jeg ville nu gerne have kørt med, hvis det var, ikke så meget for at slippe for at tage toget, men jeg ville gerne have haft mulighed for at snakke oplevelsen igennem

tirsdag den 12. november 2013

Langt ud i skoven

Jeg føler mig ensom for tiden, så jeg gør hvad jeg kan for at mødes med mine veninder. I weekenden tog jeg til Langå, hvor jeg mødtes med en veninde fra Randers. Jeg stod af toget og hun parkerede bilen, og så gik vi en tur i skoven.

Jeg bor tæt på en fin og nydelig park, men nogle gange kan det godt blive lidt for nydeligt. Vi har måske ikke ligefrem store vilde urskove i Danmark, men hvis man tager ud af byen kan man i det mindste komme lidt off road. Min veninde og jeg oksede os vej op af stejle bakker og glatte skråninger, gennem vådt græs og tætte krat. Og vi blev våde og beskidte og vi kom til at le noget så hjerteligt.

Vejret var friskt, men solen skinnede, og vi holdt os varme ved at gå i et fornuftigt tempo. Da vi havde gået i en times tid nåede vi tilbage til Langå. Der var ikke rigtig nogen af os der havde nogen anelse om, hvordan vi skulle finde tilbage til stationen, men vi tænkte, at vi havde masser af tid, og så stor kunne Langå vel heller ikke være, så vi gik bare lidt rundt, og vi fandt den da også til sidst.

Jeg havde fået morgenmad kl 6, og kl var nu nær 11.30, så jeg var sulten og smuttede inden om en bager og købte en bolle. Den vejede ingenting på sådan en rigtig morgenbrødsagtig måde, den havde nok en kgpris på omkring en million, men jeg var træt og sulten, så det var nok den lækreste bolle jeg længe havde fået.

Da jeg satte mig ind i toget for at tage hjem begyndte skyerne at trække sammen og alting blev gråt. toget mødte jeg den sødeste unge mand der sad fordybet i en bog. Mænd der læser er sexede. Han var desværre ikke mere end 13 år gammel, så måske om en 10-15 år.

søndag den 10. november 2013

da jeg fik min diagnose

Jeg er blevet spurgt til hvor gammel jeg var, da jeg fik min aspergerdiagnose. Jeg var 23. I 2007 var jeg 22, og selvom jeg har været deprimeret det meste af mit liv, så var det først der jeg kom i kontakt med det psykiatriske system Jeg fik nogle piller af min læge, men de hjalp ikke, så jeg kom på psykiatrisk skadestue, hvor jeg fik nogle andre piller. De piller hjalp heller ikke, så jeg blev indlagt på en psykiatrisk afdeling. Min dosis blev øget og jeg fik det marginalt bedre, men sygeplejerskerne og min psykiater mente, at jeg reagerede forkert.

Når man får det bedre fra en depression er det meningen, at man skal søge ud. Ud af sit værelse, ud blandt andre mennesker, men jeg lå bare på min seng og læste bøger. Det kunne selvfølgelig også forklares med at jeg er introvert, noget der er forbløffende lidt forståelse for, men de havde jo også snakket med mig om min opvækst, så min psykiater fik mistanke om asperger og skrev en henvisning til udredelse, som jeg fik fire måneder senere.

Ifølge alle lærerbøgerne bør det være en lettelse at få sin aspergerdiagnose, men det var det overhovedet ikke for mig. Jeg havde det meget dårligt psykisk da jeg fik min diagnose, men voksenpsykiatrien var slet ikke gearet til aspergerpatienter, og de ville meget gerne have mig over i voksenhandicap, men de korsede sig og sagde, at psykiatrien lige skulle lappe mig lidt sammen først. Psykiatrien ville ikke have mig. Voksenhandicap ville ikke have mig. Center for spiseforstyrrelser ville ikke have mig. Center for selvmordsforebyggelser ville ikke have mig. Jeg var i limbo, et ingenmandsland hvor ingen ville have mig, og jeg stod der i mørket og ventede på Godot.

Det kommer til at lyde som om, at folk ikke behandlede mig pænt, men det er langt fra tilfældet. Selvfølgelig har jeg mødt folk der behandlede mig skidt,men langt størstedelen var yderst kompetente og hjertevarme mennesker, dengang var aspergerdiagnosen blandt voksne bare ikke en del af deres arbejdsopgave, og de forstod mig ikke altid selvom de meget gerne ville

torsdag den 7. november 2013

Den længste dag

Jeg har en skæv døgnrytme, og det blev kun værre, da det skiftede til vintertid. Jeg selv blev ved med at vågne på det samme tidspunkt, samfundet havde bare ændret sin opfattelse af hvad det tidspunkt var.

I går vågnede jeg til sædvanlig tid, og satte mig til at lave latin ved 4-tiden om morgenen. Jeg sad ret koncentreret og jeg nåede langt. Da kl blev 8.30 var jeg helt udmattet, men det var blevet tid til at tage af sted på uni. Jeg kunne slet ikke bære, at min dag teknisk set først startede der. Jeg stod og hang op af dørkarmen til pædagogernes kontor og klagede min nød, men hankede så op i mine ting og gik ned til toget. Mit hår var sat op i en finurlig frisure for at skjule, at mit hår var en lille smule fedtet, og med en kraftig sort og lidt skæv makeup prøvede jeg at skjule de sorte rande under øjnene.

Jeg sad i toget og brugte alle mine kræfter på ikke at gnide mig søvnigt i mine sminkede øjne. Allerede før første station vidste jeg, at jeg ikke ville kunne klare at tage til timer, men i stedet for at springe over i et tog der ville bringe mig hjem, blev jeg siddende hele vejen til Aarhus og tog det samme tog hjem igen, for jeg havde ikke lige noget bedre at få min dag til at gå med, og man slapper godt af i et tog, for der er ikke mange ting der kan aflede en fra stille kontemplation.

Man skulle tro, at en simpel løsning på mit problem ville være at gå senere i seng og derfor vågne senere, men hvis det var så simpelt havde jeg nok gjort det for længst. Jeg har i mange år lidt af aftenangst. Jeg vågner om morgenen og har det fint, og så får jeg det dårligere og dårligere i løbet af dagen, indtil jeg går tidligt i seng for at sove mig fra mine problemer. Problemet med aftenangst har egentlig ikke været så slemt gennem de sidste par år, men hukommelsen om hvordan det var sidder stadig i kroppen på mig, og jeg er rædselsslagen for at blive angst, så jeg har vænnet mig til fortsat at gå tidligt i seng bare for at være på den sikre side, og der skal mere kraftige midler til at ændre den rytme.

Imens kan jeg så ærgre mig over ikke at komme til latin, for for en sjælden gangs skyld var jeg super godt forberedt, men sådan er livet.

tirsdag den 5. november 2013

Om dovenskab

En af mine veninder har fået problemer på sit studie. Hun lavede noget gruppearbejde, hvor en af pigerne ikke lavede sine ting og ikke kom til møderne. Det pointerede min veninde så over for hende, men nu er det pludselig min veninde  der er problemet, fordi hun ikke gør nok for at inkludere alle i fællesskabet.

Jeg går bestemt ikke ind for at de dovne og dumme skal tabes på gulvet. Jeg var selv en af de dovne det meste af min skoletid, og jeg er bevis på, at man kan forbedre sig, hvis bare man får den rette hjælp. Det jeg er imod er, at det skal være ens klassekammerater/medstuderende der skal trække én igennem uddannelsen Når man studerer sammen vil der altid være nogle der er bedre end andre, og det kan være fedt at arbejde sammen med andre, og det skal man endelig gøre. Det optimale er, at dem der er gode i et fag ikke er så gode i det næste, og sådan kan man hjælpe hinanden. Nogle er så klogere end andre, eller bare dygtigere til at lære udenad, og det kan være surt for dem der skal arbejde lidt hårdere, men det er ikke dem jeg snakker om i denne tekst. Dem jeg snakker om er dem der slet ikke laver noget.

I gymnasiet havde jeg det rigtig skidt, og det gik i høj grad ud over lektielæsningen, og jeg lavede sjældent dagens gode gerning, og det gik ud over dem jeg kom i gruppe med som kom til at tage hele slæbet. Jeg skammede mig meget over det, men lige lidt hjalp det. Jeg havde det simpelthen bare for dårligt til at læse lektier. Jeg havde en historielærer der var glødende sf'er, men en dag havde han simpelthen fået nok af os der ikke lavede noget, så han delte klassen op i grupper efter hvor dygtige/flittige vi var. Jeg vidste det jo godt, men den sved alligevel, så det er ikke noget jeg ønsker at man gør for børn, men vi var alle over 18 og kunne trænge til en lærestreg.

Fedest synes jeg dog at det var, at virkeligheden overvandt hans socialistiske idealer. Det var selvfølgelig synd for mig at jeg havde det så skidt, men mit mentale helbred skulle ikke være mine klassekammeraters ansvar. En opmærksom studievejleder kunne måske have

lørdag den 2. november 2013

Et pust af liv

Jeg har ikke haft det så fantastisk godt de sidste par dage. Jeg har været ked af det og umotiveret. Onsdag kom jeg af sted med toget, men jeg sad og blev bare mere og mere ked af det, og det gav bare overhovedet ikke nogen mening for mig at tage bussen ind på universitetet for at oversætte historien om Drusilla og hendes tjenestepiger,
"Faderen Velerius sagde: "Jeg kaldes ond og vred af slaverne. Du kaldes smuk, Drusilla. Lucius kaldes klog fordi han altid læser bøger"".
Jeg blev derfor siddende på min plads og kørte hele vejen hjem igen.

I dag havde jeg så en kaffeaftale med en veninde, som jeg havde glædet mig rigtig meget til, for jeg trængte til at få et pust af liv ind i min hverdag. Vi sad på Baresso, hvilket er fint nok, men heller ikke det aller fedeste, men der var tørt og der var kaffe, så jeg skal ikke beklage mig. Det var virkelig rart at komme lidt væk fra alt det der har fyldt de sidste par uger.. Dem på universitetet ved godt, at min veninde har forsøgt selvmord, og har været rigtig søde, men jeg prøver at undgå at gå for meget i detaljer, for jeg er bange for at det vil smitte af på mig, og jeg prøver jo at slippe ud af rollen som hende den syge. Dem på uni har også været der hele tiden mens det er stået på, men jeg trængte til at komme VÆK.

Min veninde og jeg har ikke set hinanden i flere måneder, så det var et tiltrængt pust af liv, en påmindelse om, at der findes en verden udenfor min egen smådeprimerede boble. Jeg har haft svært ved at tale med pædagogerne om hvad der er sket. Jeg ved ikke om det er dem der stiller de forkerte spørgsmål, eller om det er mig der lukker at, resultatet har i hvert fald været, at jeg har følt mig meget alene og ensom.

Når jeg er i dette humør, så ender jeg for de meste foran fjernsynet, hvor jeg ser de samme film og serier om og om igen. Det er næsten en plage for mig at skulle af sted på universitetet, for tænk dog hvor mange afsnit jeg kunne have set i stedet, men en kaffeaftale med min veninde var tiltrækkende nok til at jeg glad kom af sted om morgenen. Den pædagog der havde eftermiddagssnak med mig og som også så mig torsdag, hvor jeg var helt nede, sagde, at det var som at se to vidt forskellige mennesker