Engang hadede jeg ferier

Der var engang hvor jeg hadede ferier. Det var dengang da jeg var rigtig rigtig syg. Det var dengang hvor det hver dag var en kamp at stå op, overleve for til sidst endelig at kunne gå i seng igen. Jeg havde for længst måttet droppe studiet, så hvad kunne en ferie tilbyde mig? For mig var sommerferien en tid hvor alle de små rutiner der holdt sammen på mit liv blev taget fra mig, og alle sendte mig et stort smil og sagde, er det ikke bare dejligt... Nej, det var ikke dejligt. Hvordan kan det være dejligt at:

• det varme vejr tvang mig i shorts og t-shirt, så jeg ikke længere kunne skjule den krop jeg dengang hadede. Hver gang jeg gik forbi et vindue, hvor jeg kunne se mit eget spejlbillede, havde jeg lyst til at skrige og græde over dette fede grimme væsen der var mig og som jeg ikke kunne slippe væk fra.
• de kontaktpersoner/sygeplejesker/læger jeg var så afhængig af tog på ferie og overlod mig til mit eget mørke, for selv den sødeste og dygtigste vikar ville ikke have tid nok til at vinde min tillid, og desuden var det jo sjældent de søde og dygtige der rent faktisk kom.
• alle mennesker er så glade hele tiden. Det var ikke fordi jeg ønskede, at de skulle have det lige så dårligt som jeg, men det var hårdt at blive konfronteret med deres lykke, for jo gladere de var, jo større var kontrasten, og jo værre virkede mit liv til at være.
• alle de ting man normalt elsker ved sin ferie, at være sammen med venner, rejse, opleve nye ting, drænede mig for energi og efterlod mig som et rystende vrag, krøllet sammen under dynen, hviskende bønner om, om jeg snart måtte falde i søvn og sove mig fra alle de ting der gjorde ondt.

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg i dag har det så godt, at jeg igen er i stand til at nyde ferier, og at jeg har en at opleve mine spændende ferieeventyr sammen med, men jeg håber at jeg altid vil huske hvorfor en ferie kan være svær, for der vil altid være folk der har det svært, og de skal huskes. Ligegyldigt hvilket parti der sidder på magten og hvor mange penge der gives til psykiatrien, så vil der altid være noget der hedder ferie. Jeg kender ikke nogen mirakuløs måde at komme igennem ferietiden for dem, for hvem det er svært, men jeg har en kæmpe stor respekt for jer alle sammen, og jeg håber at i alle har overlevet sommeren, for verden er et bedre sted når I er der, selv hvis I ikke selv føler det sådan.

Jeg tegner mit liv #4

I april købte jeg en ny cykel, og jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle stille op med den gamle, så den blev sat end i skuret. Den var lidt for god til at smide væk, men for faldefærdig til, at jeg selv gad cykle på den. Jeg prøvede at prakke den på en vendinde, som havde fået stjålet sin, men hun fik et bedre tilbud. Ved et tilfælde kom jeg i kontakt med en kvinde der samlede cykler til syriske flygtningekvinder, da cykler er vejen til selvstændighed og ikke mindst en praktisk måde at transportere én fra A til B. Det gav mig en stor portion  god samvittighed for nul kroner og uden at skulle løfte en finger.

Kæresten og jeg var på cykeltur i denne gloende hede. Vi besøgte Marie Magdelene Kirke. Jeg gengiver dette kalkmaleri, fordi Kæresten og jeg, uafhængigt af dette kirkebesøg, lige havde diskuteret den korrekte stavelse af balder/baller. Det kan staves på begge måder, men med 'd' er det mest normale, og derved syntes jeg nok, at havde jeg en lille smule mest ret.

I sidste uge blev jeg angrebet af bier, og i denne uge blev jeg angrebet af klæger. Klæger er det vi normalt kalder hestebremser, hvilket er forkert, og jeg vidste udmærket, at det var forkert, så derfor kaldte jeg dem med stor selvsikkerhed for gederamser (egt gedehams), og derved havde jeg temmelig meget mindre ret end tidligere på dagen.

Noget om døgnrytme

Jeg har en skæv døgnrytme. Jeg står gerne op kl 3 eller 4 om natten og går i seng kl 5 om eftermiddagen. Det er en dejlig døgnrytme, hvis man godt kan lide at stå op med fuglene og gå en tur i skoven længe før hundefolket dukker op. Det er dog også en meget upraktisk døgnrytme, hvis man gerne vil have et socialt liv, se en film eller tage ud og spise.

Jeg har sagt ja til at tale ved en konference til oktober... en aftenkonference... i Skørping. Det vil sige, at jeg nok først kan være hjemme ved midnat. Det betyder at jeg er nødt til at vænne mig til at være længere oppe om aftenen, medmindre jeg altså gerne vil stå oppe på scenen og tude fordi jeg er så træt. Det hele ville selvfølgelig være meget nemmere, hvis jeg bare havde sagt nej, men sagen er, at jeg faktisk rigtig gerne vil have lov til at fortælle min historie, som i rigtigt at fortælle frem for at skrive. Det er en helt anden form for udfordring.

Nå, der er endnu ikke nogen der er døde af, at sidde oppe et par timer ekstra om aftenen, så på med en CSI dvd som jeg har set 100 gange før, og så vente til det bliver tid at gå i seng. Indtil videre går det fint, men jeg er lidt bekymret for når studiet starter igen, for det plejer at betyde, at jeg er så smadret om aftenen, at jeg vælter omkuld på sengen, på et tidspunkt så tidligt, at mange mennesker endnu ikke er kommet hjem fra arbejde.

Da kl blev 4 (om eftermiddagen) bagte solen ind af mit vindue, lige der hvor fjernsynet står. Jeg har ikke noget gardin, så jeg gjorde den næstbedste ting, jeg satte potteplanten om min Jomfru Maria statue ned på gulvet, åbnede vinduet helt op, smed shorts og t-shirt og lagde mig foran fjernsynet og tog solbad. Det blev en ganske hyggelig aften. Det gjorde ikke noget, at jeg havde set alle afsnittene af CSI før, faktisk foretrak jeg det på den måde, for så behøvede jeg ikke at tænke

Om et lagersalg

I går var jeg til lagersalg hos Munthe plus Simonsen. Hvilket var en noget blandet fornøjelse. Normalt kan jeg godt lide at handle hos dem fordi butikken er lys, hyggelig og overskuelig, men deres lagersalg i Aarhus foregik på Cupe, som der denne lille trange bar overfor politistationen. Først havde jeg problemer med at finde det, for der stod, at det var på Toldbodsgade 6, så jeg gik ned af Toldbodsgade, men jeg kunne bare ikke finde det. Det viste sig så, at der var indgang fra Dynkarken. Ja, der stod, at det var i Cupe, men hvad ved jeg om nattelivet i Aarhus, jeg så bare på adressen.

Det var meget mørkt derinde, trangt og placeringen af de forskellige items virkede tilfældig. Der var ikke nogen omklædningsrum hvilket forvirrede og stressede mig. Det gik aldrig helt op for mig hvad de andre gjorde. Jeg stillede mig hen i et afsides hjørne og prøvede bukser under min nederdel.

Jeg så en pige i stropbluse prøve prøve bluser udenpå den, men jeg havde en lidt løs bluse på, så det ville ikke rigtigt fungere. Normalt ville jeg skide på det hele, smide blusen og stå i bh og prøve tøj, men det hele var så uvant, usikkert og forvirrende, at min selvtillid var helt i bund, så jeg turde ikke, jeg turde dårlig nok være nogen steder. Ekspedienterne var lige så søde som de plejer hos Munthe plus Simonsen, men jeg turde ikke at spørge om noget.

Jeg fandt et par bukser, en t-shirt (som jeg ikke har prøvet) og en hue som jeg skulle have, og så vendte alting for mig, og da jeg stod og skulle betale var jeg enormt overskudsagtig og stod og pjattede med ekspedienten. Nogle gange forstår jeg virkelig ikke mig selv. Jeg skal til Aarhus igen i morgen, så måske smutter jeg lige derind igen, for nu ved jeg jo hvor det er og hvad jeg kan forvente, så det hele er mindre skræmmende.

Efter lagersalget skulle jeg til psykolog. Jeg kom alt for tidligt og sad på en bæk i solen og bagte med en kop kaffe og iagttog de folk der gik forbi. Jeg forstår godt mode som et middel til at identificere sig selv som individ og gruppe, men nogle gange er det direkte vanvittigt. Vejret var 22 grader, skyfrit og vindstille, men jeg så indtil flere unge piger komme gående i lange jeans og store striktrøjer. Jeg selv sad i en nederdel og en løs t-shirt og kampsvedte, og jeg spekulerede på hvordan de kunne undgå at besvime.

Øvelse betaler sig

Feriekedsomheden er har gjort mig sløv, og mine dage bliver mere og mere indholdsløse, og jeg kommer mindre og mindre ud. Varmen gør det hele værre. Jeg føler mig fanget i mit eget hjem, og fordi jeg står får mere og mere af min husholdning selv, så får jeg også mindre og mindre at gøre med pædagogerne, hvilket er noget der tydeligt kan mærkes. Det betyder blandt andet, at jeg selv skal stå for min egen underholdning.

Jeg har brug for et projekt der kan holde min hjerne i gang samtidig med at fjernsynet kører, for det virker nu engang mindre ensomt når der er stemmer i baggrunden. Samtidig skal det være et projekt der ikke kræver for meget, for selvom jeg har en kølig lejlighed, så er denne varme ikke til at holde ud.Jeg har kastet mig over at tegne portrætter, for jeg er ikke specielt god til at tegne mennesker, og det har jeg egentlig altid fundet irriterende. Det er noget jeg tager op med mellemrum, men så konkluderer jeg, at det er jeg ikke god nok til, og så bliver jeg sur og lægger det på hylden igen.

Ting er bare ikke særlig sjove før man bliver god til det, og for at blive god må man først øve sig, og det er tit en kedelig fornøjelse, men eftersom jeg keder mig i forvejen ved ikke at lave noget, så kan jeg ligeså godt kede mig med at lave noget, der så på et tidspunkt kan blive sjovt. Det kan betale sig at øve sig. Det har jeg sagt før, og det kommer jeg til at sige igen.

Dag 1:

Dag 2:

Dag 3:

Ikke nogen god ven af solen

Dagens overskrift har ikke noget at gøre med at jeg nemt bliver solskoldet, for det gør jeg ikke, faktisk får jeg hurtigt en flot brun kulør. Dagens overskrift har at gøre med, at jeg ikke er den store fan af at sidde i en stol og lade mig bage igennem, for jeg bryder mig ikke om at have det for varmt faktisk frygter jeg en lille smule at svede.

Når jeg træner om morgenen er det helt fint at sveden hagler af mig, selvom det tog mig lidt tid at lære, for i folkeskolen var det altid usejt at svede, selv til idræt, så pigerne gjorde hvad de kunne for ikke at lave noget, og så er idræt jo bare ikke sjovt. Da jeg her sidste år lærte at svede, så blev det pludselig sjovt at dyrke sport, men til gengæld ved jeg jo så også ganske udmærket hvor klamt sportstøj lugter, så når jeg har været i bad, så er det bare på med en masse deodorant og så er sved bare et absolut no go.

Det har måske noget at gøre med, at jeg i begyndelsen af puberteten ikke var så hurtig til at lære det med personlig hygiejne, og jeg havde nogle år hvor jeg nok lugtede lidt rigeligt meget. Det var sådan, at min klasselærer i sjette klasse tog en snak med mig om, at det måske ville være godt at købe en deodorant. Det var enormt pinligt, men jeg var ham egentlig taknemmelig, for han satte ord på noget jeg ikke selv kunne.

Jeg frygter altså at svede, og det er ikke godt hvis man skal ud i solen. Det betyder at jeg holder mig meget inde hele sommeren. Jeg har derfor tilbragt lidt for mange dage med at sidde i min stol foran fjernsynet, så jeg trængte til at komme lidt UD, så da min lillesøster gav sig til at vaske havemøblerne af, så hjalp jeg hende og så satte vi os ud. Sammenlagt blev det til mange timer, og der blev svedt meget, og det var hyggeligt, for jeg har ikke ret tit mulighed for at være sammen med min søster.

Jeg havde desværre glemt min bog hjemme ved mig selv, så jeg sad og skrev breve, men jeg måtte hele tiden skifte kuglepen fordi de ikke virkede, så brevet ligner a pro pos folkeskolen en kladde i dansk stil.

Min farmors penge

Mynthe plus Simonsen

Da jeg nu klarede mig så godt til min eksamen, så gav min farmor mig nogle penge til at købe noget godt til mig selv. Dagen efter fik jeg en grim ekstraregning på 5000 kr, som jeg modvilligt måtte betale af min opsparing. Jeg må indrømme at tanken om IKKE at købe noget for farmors penge strejfede mig, bare at lade dem indgå i dette sorte hul af nødvendigheder, men jeg ved at hun ville blive glad for at høre hvad jeg har brugt dem på, og jeg ville blive glad over at bruge dem, så da jeg alligevel var i Aarhus i går til et ikke særlig nødvendigt møde på Rådgivnings- og Støttecentret (dem der står for min mentor/tutor), så skulle der shoppes.

Først var jeg inde i en butik der sælger gamle smykker, for jeg havde lidt et godt øje til nogle ringe med tyrkis, men åbenbart har jeg fede fingre, for jeg kunne ikke passe dem andet end på min lillefinger. Jeg hader at blive bekræftet i min fordom om, at jeg er fed. Eller det er jeg som sådan ikke, det føles bare sådan en gang imellem.

fugledetalje

Min særlige gave fra farmor fandt jeg i Mynthe plus Simonsen som havde 40-50% på alle deres varer, hvilket reducerer prisen fra meget dyrt til kun lidt dyrt, men så er materialet også tilsvarende lækkert.

Der er ikke noget unormalt i at kunne lide lækre materialer, det er jo ligesom derfor man omtaler dem som sådan, men min autisme gør det måske lidt mere intenst. Fingerspidserne på min højre hånd er noget af det mest følsomme på min krop, så jeg har en vane med altid at skulle gå og og røre ved ting. Jeg er dog ikke altid enig med resten af verden i hvad der er behageligt og hvad der ikke er. Mursten godt, satin skidt, uld godt, kridt skidt osv. Før i tiden, før jeg begyndte på alverdens typer af medicin, da, når jeg havde det skidt, så kunne jeg godt lide at gå ind i dyre butikker og bare røre ved tøjet.

Men min shoppetur fortsatte lidt endnu, for jeg var kommet af sted tidligt om morgenen, og jeg havde fejllæst DMI, så jeg var kommet af sted i sko, jeans og jakke. Jakken kunne jeg heldigvis putte i tasken, men jeg havde det stadig modbydelig varmt, så jeg gik i ONLY og købte det første par denim shorts jeg kunne skrue mine (fede) lår ned i. Jeg synes selv at jeg kommer til at ligne en sovjetisk kuglestøder fra midt 80'erne, men de altid så støttende pædagoger synes at de ser fine ud, men pyt, shorts er shorts og jeg fik en mere håndterlig temperatur.

Om en solskinsdag

Jeg er ikke en stor fan af for megen varme, men nogle gange kan det nu være meget rart, især når der er lidt vind. Jeg burde have siddet og skrevet hebraisknoter ind på computeren, men det var så fristende bare at sidde i en stol udenfor. Selvfølgelig havde jeg min hebraiske grammatik liggende i skødet, men det gik så langsomt, at det mest var for syns skyld.

Problemet med at bo et sted som her er, at der hele tiden er nogen der holder styr på hvad man laver, enten fordi de kan se én eller fordi almindelig høflighed byder én at spørge hvad man laver. Det er ikke fordi pædagogerne dømmer mig, de synes jeg er super sej, men jeg dømmer mig selv gennem deres øjne, og jeg synes selv at jeg er doven

Det var ikke fordi jeg ikke fik lavet det jeg skulle, men det var ikke ret meget, og jeg følte at jeg burde have lavet meget mere, men i takt med at det bare blev varmere og varmere i løbet af dagen, blev jeg også mere og mere ugidelig. Min eneste trøst er at det bliver dårligt vejr om nogle dage, så jeg ikke skal konfronteres med så mange glade isspisende mennesker når jeg sidder og hænger over bøgerne og læser de samme ting som jeg har læst hunderede gange før bare for at lære det en lille smule mere udenad. Men indtil da, vil jeg lige tage et par dage ude så jeg kan lade batterierne op

Om en tur til vandet

Jeg er en pige der hører til i byen. Jeg vil gerne føle menneskers liv omkring mig, og jeg vil gerne være tæt på indkøbsmuligheder. Jeg ville føle mig som en fange ude på landet, hvor jeg pga min epilepsi ville være afhængig af folk til at køre mig rundt. Jeg ville føle mig kvalt i et landsbysamfund, hvor man kommer hinanden ved. Men når det så er sagt, så kan de selv samme følelser også melde sig når jeg dag efter dag, måned efter måned har gået langs trafikerede veje og indåndet bilernes os. Nogle gange drømmer jeg om at komme væk, væk fra byen, væk fra menneskemængden, væk fra støjen, væk fra det hele.

I går inviterede en kammerat mig med en tur til havet, og jeg sprang straks til. Han kom i bil og hentede mig (også her i byen er jeg afhængig af andre) og så kørte vi op til Bulbjerg der ligger et godt stykke nord på ude ved vestkysten.

Min kammerat og jeg havde faktisk aldrig mødt hinanden før i det virkelige liv. Det var meningen, at vi skulle have været på en date på et tidspunkt, men det kunne bare ikke rigtigt blive os to, men han er flink og intelligent, og vi snakker rigtig godt sammen, så der er intet i vejen for, at vi kan være venner.

Vinden blæste kraftigt da vi kom til bulbjerg. Bølgerne stod op af benene på os og gjorde vores tøj vådt, da vi gik i vandkanten, men hvad gjorde det, vi var ved stranden, og så hører den slags ting sig til. Stranden var stenet, så der var kun en km eller så, hvor det var til at gå, men hvad gjorde det, så gik vi bare frem og tilbage på det samme stykke, og den tur tilbagelagde vi så bare en halv snes gange.

Der er nu noget magisk over Vesterhavet. For selvom hav og stenstrand, på samme måde som byen, godt kan gå hen og blive gråt i gråt, så er det alligevel noget helt andet, og man føler at man står over for en hel farvepalet og ens øjne og hjerne fryder sig over den sansemæssige stimulering. Og når så vinden tager til, og griber fat i hår og skørter, så får jeg lyst til at brede armene ud og flyve og blandt de hvide Måger og skrige af mine lungers fulde kræft, ikke af angst og frustration, men af fryd over at den slags steder og dage findes.

Vi var taget tidligt af sted fordi min døgnrytme er skæv og jeg har al min energi tidligt om morgenen. Vi kunne dog ikke tage alt for tidligt af sted, da jeg lige skulle have afsluttet mit løbeprogram og så i bad. Men vi var tidligt nok af sted til, at der ikke rigtigt var andre mennesker end os da vi kom. Da vi kom tilbage til bilen efter vores slendretur, var parkeringspladsen dog helt fuld. Det havde vi ikke rigtigt mærket noget til nede på stranden, jeg ved ikke om folk var pivede og ikke kunne lide stenstrand eller hvad, måske var der et andet sted man kunne gå ned, eller måske foretrak folk at gå inde i landet, hvor der ikke var så meget blæst, who knows, i hvert fald generede de ikke os.

Vi spiste frokost hjemme hos ham (nybagt brød), hvilket igen var noget af en køretur. Til sidst kørte han mig hjem til mig selv, endnu et godt stykke, og jeg glemte ligesom at sige, at jeg jo egentlig sagtens kunne tage en bus, men det er bare så forfærdeligt at sidde i en bus, når det er så varmt.

Om et glædeligt gensyn

Jeg kan ikke give nogen god grund til at jag skar. Måske var det varmen, men det var en varme der kom fra mig selv, for ingen andre kunne mærke den, men jeg svedte, og jeg lå og vred og vendte mig i sofaen fordi det var så ubehageligt.

Jeg havde da fået en ubehagelig nyhed om eftermiddagen, og jeg var blevet glemt til et mellemmåltid, men det var jo ikke ligefrem noget der slog mig helt ud af kurs, og alligevel havde jeg brug for forløsning. Det skulle bløde, og det skulle helst bløde meget, men min mentale tilstand var for stabil. Hvis man skal skære sig ordentligt, skal der helst være et hav af følelser inde i en, som man ikke kan kanalisere ud på anden vis. Hvis man, som jeg i gjorde i går, blot har et diffust ønske om forløsning, så kræver det en stor selvkontrol for et ganske lille stykke arbejde.

Jeg skar altså hverken særlig dybt, eller særlig langt i forhold til hvad standarten ellers er hos mig. Det var nok til at det skulle sys, men for at være helt ærligt, så syntes jeg, at det bare var en lille bitte smule pinligt at møde op nede på skadestuen, måske med tanke om den læge der syede mig sidste gang, jeg kunne bare se for mig, hvordan han ville le hånligt af min lille flænge.

Jeg blev ført ind i et af skadestuens undersøgelseslokaler, et af dem der kun bliver brugt når der er mange mennesker i skadestuen, et rum langt væk fra fulde mennesker og skrigende børn.

Det var heldigvis ikke hr sure læge der kom ind, det var faktisk en reservelæge der indtil for nyligt var hos min praktiserende læge, og han har måttet fjerne mine sting op til flere gange. Nu kunne han så få lov til at se på mens en medicinstuderende lappede mig sammen. Han er faktisk en rigtig sød ung mand, og jeg kan ikke undgå at være en lille smule betaget af ham, men det er der er ikke nogen åbenlys mulighed for at score sin læge, hverken når stingene skal sys eller tages.

Min kp der var med sagde, at det var tydeligt, at jeg godt kunne lide ham, og at han også kunne lide mig, men jeg tror nu ikke at vi i denne sammenhæng lægger det samme i ordet 'lide'.

Den medicinstuderende der syede mig var både ny og nervøs, og selvom det tog sin tid, så blev det rigtig fint. Jeg kan godt lide at arbejde med de studerende. Hvad de mangler i erfaring, retter de op på i entusiasme.. Så jeg lå ganske stille med min arm, selvom det var en meget unaturlig stilling, for med medicinstuderende skal man passe på med pludselige bevægelser, for de bliver så forskræmte.

Om at være rigtig ynkelig

Når det bliver varmt og trykkende i vejret, så bliver jeg rigtig dårlig fordi mit blodtryk falder markant. Normalt er jeg en person der kan tåle en ret stor mængde ubehag uden at kny, men når mit blodtryk falder, så bliver jeg simpelthen så ynkelig at det er helt pinligt. Sådan en dag havde jeg i går.

En af drengene var for en gangs skyld i rigtigt snakke humør, og det var en fantastisk mulighed for at lære hinanden bedre at kende, men det eneste jeg kunne tænke på var hvor dårligt jeg havde det. Jeg havde hedeture, og jeg havde ondt i hjerte og lunger. For at være ærlig, så troede jeg at jeg var ved at få et hjerteanfald, jeg troede jeg skulle dø. Okay, måske ikke helt, et eller andet sted vidste jeg jo godt, at det ikke var noget alvorligt, og jeg panikkede da heller ikke, ikke helt i hvert fald.

Jeg gik ind i køkkenet og klynkede til en af pædagogerne, men hun sagde ikke de ting jeg gerne ville havde hende til at sige, hvilket var at hun ville tilkalde vagtlægen, en ambulance eller måske endda en bedemand. Hun ville have mig til at drikke lidt og spise et æble, hvilket jo var fornuftigt nok, men lidt tøsefornærmet kunne jeg ikke lade være med at blive (stener lige lidt over at stavekontrollen godkender et ord som 'tøsefornærmet').

Min ene kontaktpædagog, som jeg kalder pædagog for nemhedens skyld, men som i virkeligheden er SOSU-assistent, kom, og hun tog mig med op i min lejlighed hvor hun åbnede vinduet så det blev dejligt køligt og jeg blev lagt på min chaiselong med fødderne oppe, og så kunne jeg ellers ligge der de næste to timer og kede mig (min nuværende bog er på 700 sider, så det var lidt svært at læse). Vi kunne blive enige om at det nok ikke var noget alvorligt, for man ligger nok ikke og keder sig hvis man er ved at få et hjerteanfald eller et kæmpe angstanfald (henholdsvis mit og hendes forslag).

Det var ikke fordi jeg ikke ville nævne lavt blodtryk som et forslag, det var bare, at jeg slet ikke tænkte på det, og det skar hver gang det sker. Jeg bryder mig nu heller ikke altid om at nævne det, og det blev heller ikke bedre da jeg for nogle uger siden var ved lægen med det.

"Det er ikke en sygdom, men en lidelse. Det er der mange unge piger der lider af"

 Tak for absolut ingenting. Han kunne jo lige så godt have sagt, at jeg bare var hysterisk (hvilket jeg jo nok også er), men det forhindre mig/os jo stadig i at leve mit/vores liv bare sådan nogenlunde normalt, så jeg synes måske at det er lidt ubehøvlet, ikke af min egen læge som sådan, men af lægestanden generelt, at tage så let på det. Det virker så gammeldags, som Maude der ligge måtte lægge sig lidt, som kvinder med dårlige nerver der blev ordineret hvile. Nu om dage er ordet 'nervemedicin' noget der står på pakkerne med antipsykotisk/angstdæmpende piller. Så stakkels os hysteriske kvinder.

"Det er ikke skadeligt for kroppen"

Nej, det kan godt være, men det er stadig pokkers ubehageligt.

Jeg skal til Paris her om et par uger, så hvad nu hvis jeg får det rigtig skidt når jeg kommer ned i varmen? Skal jeg så bare ligge på mit hotelværelse hele ugen? Fy fabian, ikke tale om, jeg må bare lære ikke at væreså ynkelig når det sker, "for det skader jo ikke".

Nogen der kender et godt quick fix til lavt blodtryk? Jeg kender selv:
1. Rigeligt med væske.
2. Ikke spare på saltet.
3. Lakrids (sukkerfrit, for jeg har været sukkerfri i over 1½ år)
4. Motion (at være i god form skulle hjælpe, selvom jeg nu ikke synes jeg kan mærke det)

Om at få det rigtig skidt

Varmen i går var ikke til at holde ud, og selvom jeg ikke syntes, at jeg bestilte andet end at drikke saft og pepsi max, så kan det ikke have været nok, for hen under aften fik jeg det rigtig skidt. Jeg væltede rundt, og følte, at jeg kunne besvime hvert øjeblik det skulle være.

Der var ikke noget sted jeg rigtigt kunne være. I min lejlighed turde jeg ikke at være efter i mandags, i pigernes opholdsrum var det kvælende varmt, i den store TV stue måtte jeg ikke være, og udenfor sad de og spillede og var glade og fornøjede.

Til sidst havde jeg det så skidt, at min ene kontaktpædagog gik rundt og spurgte drengene om det var i orden, at jeg lå på sofaen i den store stue (17-19.30 er det drengenes og pigerne må ikke være der). Jeg fik lov og lå der og havde ondt af mig selv. Jeg blev også helt afsindigt træt.

Jeg burde have drukket noget og så være gået i seng, men i stedet begyndte jeg at spise. Jeg spiste alt det brød jeg kunne få fingre i. Jeg husker ikke helt hvor meget jeg spiste, måske 5-6 boller, hvoraf nogle af dem ikke en gang smagte specielt godt.

På den måde proppet stavrede jeg op i seng, som dog først lige skulle redes, men det sortnede hele tiden for mine øjne og jeg kunne ikke holde balancen, så efter flere mislykkede forsøg på at få dynen ind i betrækket, så ringede jeg efter en pædagog der ordnede det for mig.

Jeg vil ikke skrive mere lige nu, for jeg har det stadig skidt, og mit hoved føles så forfærdeligt tungt. Jeg har mest lyst til bare at lægge mig på sofaen og bare blive liggende og have ondt af mig selv hele dagen, men det føler jeg ikke, at jeg kan tillade mig, og det ville også i længden blive usigeligt kedeligt. Ikke at det er enormt meget mere interessant at sidde i en stol på terrassen og læse, men det føles på en eller anden vis mindre dovent.

Om alt for meget blod i sommervarmen

Det var 25 grader i den køligste af stuerne, og jeg vidste, at jeg snart ville blive smidt ud, for efter 17 er pigerne forment adgang fra stueetagen. Pigernes opholdsrum ligger på sydsiden, så jeg ville få det endnu mere forbandet dårligt, hvis jeg gik der op.

Jeg har det ikke godt med varme, og varmen var kommet så pludseligt, at jeg havde parraderne nede. Den ramte mig med fuld styrke, og jeg blev forvandlet til et klynkende skvat der bare gik og var i dårligt humør, og som tiden gik, blev jeg mere og mere ynkelig, og jeg begyndte at græde, ikke vildt og voldsomt, men bare lige så stille.

En af mine kontaktpædagoger kom hen til mig, men han var en mand, så ham havde jeg ikke så meget lyst til at betro mig til, så kom en kvinde, men hende kender jeg næsten ikke, hun tilbød at hente en af de andre, men på det tidspunkt var jeg så blevet tilbudt hjælp fra alle de pædagoger der var på arbejde, UNDTAGEN hende jeg egentlig helst ville tale med. Så begyndte jeg at græde endnu mere, både fordi jeg havde ondt af mig selv fordi jeg savnede hende der ikke lige kunne tale med mig, og fordi jeg hadede mig selv for ikke bare at kunne tage imod den hjælp der blev mig tilbudt, de andre pædagoger er jo også rigtig søde.

Jeg gik tudende op til mig selv. Hende jeg gerne ville snakke med kom op, men det var så varmt, at jeg ikke kunne lytte til fornuft, så det blev en meget uforløsende samtale der efterlod mig kun en lille smule mindre ked af det end da hun kom. På trods af varmen gik jeg ind og lagde mig under min kædedyne, der er en dyne der er designet til at lægge sig tæt og tungt omkring en, og det giver ro, den hjalp mig da også nok til, at jeg kunne klare mig igennem aftensmaden, om end jeg spiste mindre end det egentlig var meningen, but who cares, ingen ved mit bord i hvert fald.

Jeg satte mig ind i pigernes opholdsrum fordi jeg endnu ikke måtte komme ned i stuen. Det var ulideligt varmt, men der var ikke rigtigt andre steder jeg kunne være, men jeg kunne ikke holde det ud, det var så forfærdelig varmt at jeg havde lyst til at krølle mig sammen til en kugle og bare begynde at tude igen.

Jeg prøvede at sætte mig udenfor med en bog, men der var også for varmt, og den uro jeg følte indeni blev bare værre og værre. Jeg prøvede at skrive lidt i stedet, men mine tanker var smeltet og jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst.

Jeg gik op til mig selv og begyndte at tude over alle de små ubetydelige detaljer der var sket i løbet af dagen. Jeg vidste, at de var ubetydelige, og alligevel græd jeg. Og så skar jeg, og jeg ramte en blodåre, så blodet bare strømmede ud af mig. Det var lidt med vilje, men jeg blev alligevel lidt forskrækket, så jeg klemte sammen om såret med fingrene og skyndte mig ned til hende jeg så gerne ville snakke med, og efterlod et spor af blod i mit kølvand.

Da hun skulle se såret flød blodet ud og dannede en mindre sø ved mine fødder, og der sprøjtede stænk op på mine lyse hjemmesko, så de ser farlige ud.

Min arm blev pakket ind i et tykt lag viskestykker, men jeg blødte igennem på ingen tid, og de måtte smides i skraldespanden, og armen blev så pakket ind i et endnu tykkere lag håndklæder, og så tog vi af sted på skadestuen.

På skadestuen gik der et godt stykke tid før de opdagede hvor slemt det egentlig var og fik tilkaldt en læge. Sygeplejerskerne var rigtig søde ved mig, men lægen var et fjols der intet vidste om selvskade og ikke gad bedøve mig da han syede. At se mig blive syet uden bedøvelse var hård kost for pædagogen. At det gjorde ondt på hende at se var den største trøst jeg kunne få, for så må jeg jo betyde noget for hende, bare lidt. Det gjorde da ondt, men ikke mere end jeg kunne holde til.

Egentlig gik det ikke helt op for mig at han behandlede mig dårligt, eller jo, det gjorde det, men det gjorde mig ikke noget, det var jo nærmest legalt, jeg var jo selv skyld i at jeg var der, så da sygeplejerskerne og pædagogen brokkede sig, så forsvarede jeg ham, for så slemt havde det vel heller ikke været.