onsdag den 30. november 2011

Børn og Himmelen

I går talte jeg med min venindes datter på 5 om Himmelen og 'nede under jorden'. Vi talte om hvordan gode mennesker kommer i Himmelen og hvordan slemme mennesker får en chance for at sige undsyld og så omme i Himmelen alligevel fordi Gud er så god.

Men er der nogen der er så slemme, at de ikke kan sige undskyld, og er der nogen der er så hårde, at de kan stå foran Gud og stadig ikke ønske at sige undskyld? Jeg ved ikke hvaf svaret er. Jeg føler, at det er en ting, som jeg burde vide, at det er pinligt at jeg ikke gør.

For det meste betragter jeg mig selv som et godt menneske der hverken fysisk eller psykisk kapacitet til at være virkelig ond, så jeg har ikke haft årsag til at interessere mig for det.

Selv hvis jeg havde kendt svaret, havde jeg ikke vidst hvad jeg skulle svare. Hun er jo ikke min datter, det er ikke mig der bestemmer hvad hun skal have at vide, og da hun så op på mig med kæmpe store blå øjne, så nænnede jeg ikke at sige, at onde onde mennesker også kommer i Himmelen, for jeg ville ikke skræmme hende.

tirsdag den 29. november 2011

Af sted til København

kl er 3 om natten, og jeg har allerede været oppe i to timer. Jeg ved ikke hvorfor, men en gang imellem vågner absurd tidligt, selvom jeg ikke går tidligere i seng. Jeg håber, at jeg kan få lidt søvn i toget mod København, hvor jeg skal besøge en veninde, men jeg tvivler.

Jeg kan egentlig godt lide at køre med tog. Man skal selv sørge for at komme af og på det rigtige sted, men imellem de to punkter kan man opnå en forbløffende ro, hvis man da ikke bliver udsat for en af de tre største farer fra DSB.

Aller værst er det, hvis man bliver jaget ud af toget og ind i en bus eller over i et andet tog. Det uventede, og denne store hob af mennesker, der som et vildt dyr bevæger sig, som en larve der trækker sig sammen og strækker sig for at komme frem, og hundreder af menneskers vrede stemmer der samler sig til en uvenlig knurren fra dyrets bug. Så kommer frygten for at gøre noget forket, frygten for at blive ladt tilbage, frygten for det ukendte.

Langt oftere sker det dog, at toget bare er overfyldt, at man bliver tvunget til at forholde sig til andre menneskers kropsvarme, deres stemmer og deres væren der. Det kan være interessant at sidde og iagttage folk, som dyrene i zoologisk have, men der kommer et punkt, hvor det hele bare bliver for meget, hvor der er så mange indtryk, at man bliver kvalt.

Så nogle gange går alting bare skævt. Sidst jeg skulle til København stod jeg på perronen, da mit tog pludselig forsvandt fra skærmende. Jeg er på mange punkter forholdsvis intelligent, men min hjerne kunne ikke kaperer, at toget det ene øjeblik stod der og det næste var det væk. Jeg blev angst og begyndte næsten at græde. Jeg fortalte damen ved siden af mig om min Aspergers og om, at det var virkelig svært når noget sådan skete. Hun var utroligt hjælpsom, og fik snakket mig til ro.
Toget kom, men det manglede nogle vogne, blandt andet den jeg havde pladsbillet til. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle vendte til næste tog, så jeg fik møvet mig ind på en af de få ståpladser der var. Det var trangt og alt for varmt, men i det mindste kom jeg med.
Da jeg stod af mødte jeg igen damen, der spurgte om jeg klarede det, og jeg kunne stolt sige, at jeg var helt rolig igen.

Normalt går det dog fint, og jeg er for det meste heldig. Så kan man sidde med sin bog, eller sidde og stirrer ud af vinduet på landskabet der glider forbi, på træerne og markerne og på folk der lever deres liv helt upåvirkede af at man kommer forbi. nogle gange, er det kun på mine togture, at jeg virkelig har en fornemmelse af årstidernes skiften, når man ellers kun har folks forknytte forhaver at forholde sig til.

mandag den 28. november 2011

Paris

Jeg har lige bestilt og betalt min sommerferie. Jeg skal en uge til Paris med Danmarks Unge Katolikker (DUK).

Jeg har tidligere talt om mine problemer med at rejse, hvor stressende det er og hvor lidt jeg reelt når at opleve på mine ture fordi jeg bliver så træt og stresset.

For 1½ år siden var jeg i Italien, ligeledes med DUK. Det var på mange måder en god tur, især for sådan en som mig. Alt var planlagt og tilrettelagt på forhånd, jeg behøvede blot at slå op i mit program, så vidste jeg præcis hvad jeg skulle i løbet at dagen. Eller rettere, jeg vidste hvad jeg havde mulighed for at deltage i i løbet af dagen, for jeg var med på særlige betingelser. Programmet var i princippet obligatorisk, men jeg ville ikke kunne klare et fuldt program, så jeg fik lov at deltage i så meget jeg kunne og så trække mig tilbage. Det var en glimrende løsning, for ellers var jeg brudt sammen.

Jeg ved ikke om den plan vil virke lige så godt i Paris som i Rom. Jeg har før været i Rom, så jeg har set alle turistattraktionerne, jeg kunne nøjes med de små katolske godbidder og de kirker, som jeg ellers ikke havde fået set.

Jeg har til gengæld aldrig været i Paris, så jeg vil se det hele og mere til. Jeg ved ikke hvor god jeg vil være til at sige fra over for mig selv.

En af de ting man helst skal have ud af ferien, når man tager til Frankrig og Italien, er maden, men ikke for mig. Jeg ville ønske, at jeg i løbet af de næste måneder pludselig kommer i bedring og kan spise på restaurant med de andre, men jeg tror ikke selv på, at det lykkes. Da vi var i Italien, gik jeg i supermarkedet til hvert eneste måltid. Det var super kedeligt for jeg spiste det samme hver eneste dag to gange om dagen, men alt omkring mig var så nyt og anderledes, at jeg ikke kunne overskue andet.

Hvis en anden, mere normal person skulle gennemleve min ferie, ville det være en fiasko, men ikke for mig. Jeg havde en fantastisk tur på min egen helt specielle måde.

torsdag den 24. november 2011

Kom af sted gange to

Det gik, jeg kom til messe to dage i træk, og jeg holdt ud til den bittersøde ende. Jeg havde brug for at gøre det mere end en gang for at kunne beskrive det, ellers var mit hovede bare et brusende virvar af tanker og følelser.

Dagen startede ud med, at min psykiater satte mig op i angstdæmpende medicin. Det var min ide, for jeg synes ikke, at det bør være rigtigt, at jeg ingenting kan foretage mig om eftermiddagen på grund af angst. Det var min psykiater enig i.

Da tiden nærmede sig for, at jeg skulle af sted, begyndte nervøsiteten at snige sig ind på mig. Det var som om alle de bevægelser jeg gjorde blev mere tydelige. Måden hvorpå jeg holdt glasset, hvordan jeg tog mit overtøj på, og hvordan min krop bevægede sig hver gang jeg tog et skridt. Det var en meget mærkværdig fornemmelse, og ikke just behagelig.

Nede i kappellet kom angsten. Det var ikke den slags angst der føles kvælende, det var bare hjertebanken og hedeture. Alle andre sad med deres jakker på, mens jeg sad og var irriteret over, at jeg ikke havde en t-shirt under min sweater, så jeg kunne tage den af. Hele tiden måtte jeg hive mine ærmer op for bare at få en lille smule kølighed.

Onsdag startede messen med en rosenkransbøn, hvilket var fint nok, jeg kan faktisk godt lide rosenkransen, selvom jeg ikke beder den så tit. Pludselig blev det så min tur til at bede for. Jeg blev så paff, at jeg glemte mit fader vor. Jeg slyngede bare sætninger ud, men min bevidsthed var sat ud af kraft, så jeg ved ikke om det jag sagde var rigtigt. Jeg holdt dog øje med de andre, og ingen så ud til at reagere, så helt forkert var det nok ikke.

Jeg ved ikke hvor meget jeg fik ud af messen, hverken i går eller i onsdags. Det tager mig meget lang tid at vænne mig til noget nyt, og jeg må jo erkende, at der er gået så lang tid, at messen er ny for mig. Jeg sad bare på min plads (eller stod eller knælede) og prøvede at rumme, alt det der skete omkring mig.

Hvad jeg dog fik ud af de to aftener var to timers ro, to times indre stilhed. Angsten var der, angsten er der altid, men det gjorde ikke noget, jeg havde ikke brug for at aflede tankerne ved at skrue op for fjernsynet eller ved at spise den ene ting efter den anden i en uendelighed. Der var bare mig og Gud og mine fede lår.

Ja, jeg er ikke spor perfekt. Jeg kunne ikke tilbringe hele tiden fordybet i bøn. Mine tanker blev ved med at vandre, og et af de tilbagevendende emner var, at min vægt i går var usædvanligt høj. Jeg blev mindet om det når jeg sad på bænken og så på mine lår, og jeg blev mindet om det når jeg stod med hænderne foldet ud for min navle og jeg kunne mærke min mave.

Jeg ved ikke om det skyldes min ADD, at min tro bare ikke er stærk nok, eller om det er et problem som mange har, jeg har i hvert fald svært ved at holde koncentrationen i en time eller deromkring.

onsdag den 23. november 2011

Messe i aften?

Jeg er heldig, at jeg bor lige ved siden af en katolsk kirke med mulighed for at gå til messe hver dag, men selvom jeg har boet her i to år, så er det ikke meget jeg får benyttet mig af muligheden. Det er lidt underligt, for jeg vil virkelig gerne.

Jeg ved ikke hvad det er der holder mig tilbage, men jeg kan simpelthen ikke. Jeg dagdrømmer om hvor fantastisk det vil være, men når tiden nærmer sig for, at jeg skal af sted, så får jeg hjertebanken og uro, og så kommer jeg ikke af sted.

Som så mange gange før, har jeg besluttet mig for, at i dag skal det være. Men det er faktisk ikke i dag det handler om, i dag er en øvedag, den dag jeg virkelig gerne vil til messe er på fredag, der er det nemlig festdagen for min yndlingssalige, Niels Steensen.

Niels Steensen levede 1638-1686 men selvom det er meget længe siden, så er han en af de personer i Kirkens historie der er mest relevant i dag, det er i hvert fald min ydmyge mening.

Niels Steensen var dansker, videnskabs mand og biskop. Han var en af grundlæggerne af den form for videnskab som vi kender i dag, altså den, hvor man fysisk går ind og undersøger de ting man vil lære noget om i stedet for at bruge biblen og sin logiske sans (man tænkte anderledes den gang, så selvom nogle af de ting de den gang kom frem til virker ulogiske i dag, så var det den gang meget anerkendt). På trods af sin store kærlighed til videnskab, eller netop på grund af den, så voksede hans kærlighed til Gud og han fandt den Katolske Kirke. For ham var videnskaben ikke en hindring for troen, heller ikke når den så ud til at modbevise Biblens ord. På grund af sin tro blev han landsforvist fra Danmark hvor det var ulovligt at være katolik, og han kom kun hjem på visit en enkelt gang hvis jeg husker rigtigt.

Jeg ved ikke, om jeg kommer i kirke i aften, og jeg ved slet ikke, om jeg kommer i kirke på fredag, hvor jeg bliver nødt til at gå i Aarhus, hvor kirken ikke er særlig autist venlig, men jeg vil lade mig inspirere af Niels Steensens ord:
Pulchra sunt, quae videntur
(skønt er det, vi ser)
pulchriora quae sciuntur
(skønnere det, vi forstår)
longe pulcherrima quae ignorantur
(men langt det skønneste er det, vor forstand ikke kan rumme)

tirsdag den 22. november 2011

En ikke-autist-venlig oplevelse


Dette bliver nok nærmest en anmeldelse af bogen "Alle katte har Aspergers syndrom" af Kathy Hoopmann, udgivet af Videnscenter for Autisme. Og jeg vil på forhånd advare om, at det bliver en bitter tekst, for bogen trådte mig over tæerne, og ødelagde min dag på en måde som kun autister helt kan forstå.

Jeg glædede mig rigtig meget til at modtage bogen med posten, læse den selv, pakke den ind og give den til min farmor i julegave. Men det blev langt fra den gode oplevelse jeg havde håbet.

Jeg havde hørt om bogen fra nogen på mit bosted, og som asperger tog jeg titlen meget bogstaveligt. Jeg tænkte, at, jo, det passer sikkert meget godt, at katte har en asperger personlighed, de er enspændere der er optaget af deres egen lille verden, driver alle til vanvid, bliver fascineret af små ting og kan lege med dem i timevis. Eksemplerne her er taget fra bogen, så det var ikke fordi det var 100% forkert, kun 95.

Bogen handler slet ikke om katte. Det er bare en samling af fraser der kan forbindes med Aspergers syndrom, og så er det blevet trykt på en side sammen med et nuttet billede af en kat der i mere eller mindre ægte situationer delvist kan tolkes som at have noget med ordene at gøre. Et eksempel er en kat med et grimt blomstret tørklæde bundet om halsen og teksten "han har måske brug for en smule hjælp til at følge moden". Det har ca samme faglighed som de postkort med dyr (eller babyer) og tekst man kan købe på tankstationer.

Måske skal jeg ikke tale om faglighed, måske skal jeg bare se det som en easy for the eyes måde at formidle noget om Aspergers på, men bogen er udgivet af Videnscenter fo Autisme, og i min verden kan nogen der kalder sig VIDENSCENTER ikke tillade sig at bruge hvad jeg vil kalde følelsesporne til at manipulere med folk. Undskyld galden, men viden og hard core manipulation hører ikke sammen.

Pædagogen der var nede, syntes vist, at jeg tog det hele alt for seriøst, det er jo bare en bog med nogle nuttede billeder, men det er jo det der er hele problemet, det er bare nuttede problemer. "og når han er tvunget til at blande sig med andre, ved han ikke hvordan. Andre børn får venner... men de spørger ikke, om han vil være med, og han bliver måske mobbet" alt det og meget mere omkring hvor hårdt det kan være, bliver reduceret til en række nuttede billeder.

Det værste eksempel er "Hvis tingene bliver for meget for ham, kan han blive rasende" med et billede af en killing der angriber. Den er nuttet, men der er intet nuttet over en asperger der bliver rasende. Et asperger raserianfald kommer pludseligt og i andres øjne umotiveret og det er helt ude af proportioner. Jeg får selv meget sjældent raserianfald, jeg skader mig selv i stedet, men når jeg gør er det en helt forfærdelig fornemmelse der er forbundet med en masse skam.

Måske overdriver jeg, måske skal jeg bare se det som en sjov lille bog, men jeg føler, at den træder på mig og de problemer jeg har. Alligevel får min farmor den i julegave, for der er noget med bedstemødre og nuttede billeder. Alle de ting jeg her har skrevet vil hun slet ikke tænke på, og jeg må bare prøve at holde mund.

Så til hvordan min dag blev ødelagt.

Jeg ved ikke om det var fordi indholdet var noget andet end jeg havde forventet, eller om det var fordi, jeg blev rasende, men jeg blev fuld af en følelse jeg ikke kunne beskrive eller forstå, og jeg kunne ikke slippe den igen. Fordi jeg ikke kunne forstå den, kunne jeg heller ikke bearbejde den, så den fik lov til at fylde mit hovede, så jeg ikke kunne gøre andet end at sidde og være vred og forvirret. Det var meningen, jeg skulle have været til svømning, men det kunne jeg slet ikke overskue, og i stedet måtte en af pædagogerne komme ned og snakke mig til ro. Det hjalp lidt, men følelsen sad i mig hele dagen.

mandag den 21. november 2011

Dovenskab

Jeg havde en meget lang og meget travl fredag, så i weekenden har mit energiniveau været helt i nul.

Jeg lader mig fortælle, at det er en del af min Aspergers, men at jeg med tiden vil lære at planlægge min tid, så det ikke sker så ofte som det gør nu. Jeg bliver irriteret når de siger det, for jeg hader når mit handicap hæmmer mig i de ting jeg gerne vil. De siger, at det ikke hæmmer mig, jeg skal bare tage det roligt, men jeg er uenig.

Resultatet var at jeg havde den ultimativt mest dovne weekend. Jeg var så træt, at jeg ikke orkede at gå udenfor en dør. Ikke fordi jeg var fysisk træt, men fordi mit hovede ikke kunne klare alle de sanseindtryk verden udenfor byder på.

Ikke-autister tænker nok ikke på hvor forvirrende verden er, hvor hårdt det kan være at holde øje med trafikken og andre fodgængere, eller hvor meget hjernen skal arbejde hvis ikke Fakta har det man skal have.

Så jeg har holdt mig inde hele weekenden. Jeg chokerede mig selv ved kun at gå 3000 skridt om dagen hvilket er absolut nul og nix. Jeg sad i min sofa og så dårlige tv-programmer hele dagen begge dage. Jeg har altid tænkt på mig selv som forkælet, men de forkælede amerikanerbørn på TLC er i en helt anden liga. Det er vist bare en prøvekanal, så den dag den forsvinder bliver der krise, jeg kunne sikkert finde på at betale ekstra for at få den, for det bliver næppe den sidste gang jeg får brug for at dovne, min Aspergers forsvinder jo aldrig.

Søndag var jeg stadig træt, men min weekend angst, var helt utroligt svag, så jeg overvejede, om jeg skulle finde søndagstøjet frem og gøre et af mine alt for sjældne visiter i kirken, men så huskede jeg at der var adventsfest dernede. Jeg ved ikke om det betød flere mennesker, men jeg frygtede det. Mest af alt frygtede jeg tiden lige efter messen. Jeg havde hverken meldt mig til eller betalt, men jeg frygtede, at præsten ville tage fat i mig og sige at det nok gik alligevel, jeg kunne ikke overskue en fest, især ikke med spisning. Endnu mere frygtede jeg, at ingen ville invitere mig. Jeg kommer der ikke, så jeg er nærmest et ikke-medlem af menigheden, og det gør ondt, for jeg vil jo gerne. Sammenholdet er jo en af de vigtigste ting ved at være katolik, hvad skulle man ellers med dåben og fredshilsenen (i dåben byder vi det nye medlem velkommen i den store katolske familie. Fredshilsenen er en del af messen hvor vi giver hinanden hånden eller et knus og siger "Guds fred").

I stedet for at gå til messe, gik jeg ud i køkkenet, hvor den ene af mine kontaktpædagoger stod og lavede brunch. Jeg ville ikke med til selve brunchen, for der ville komme syv, og det var mere end jeg kunne klare, men jeg kunne godt skære lidt frugt og lave en omelet, det var også rart at få snakket lidt med hende. Jo bedre vi kender hinanden, des lettere vil hun få ved at gribe mig, hvis vinterdepressionen sætter ind.

Jeg er ked af, at jeg ikke kom til messe. Næste søndag er første søndag i advent, og mit mål med denne blog var jo, at jeg skulle blive fortrolig med at komme til messe igen inden julemessen (den smukkeste messe lige efter påskemessen). Jeg tror ikke, at jeg når det, jeg har jo ikke været af sted en eneste gang...

I dag er jeg næsten vågnet igen. Jeg trænger i hvert fald til at røre mig, men GLS vil aflevere en pakke hos mig mellem 8 og 16, så endnu en gang kan jeg ikke forlade min lejlighed.

torsdag den 17. november 2011

sat ned i psykologtimer

Jeg er blevet sat ned i timer hos min psykolog. Jeg troede helt ærligt, at det ikke ville betyde det store om jeg så hende en gang om ugen eller hver anden, men det gør det.

Sidste uge gik alting udemærket. Jeg havde for eksempel ikke haft ædeflip (i forbindelse med min bulimi) i tre uger, hvilket er rigtig lang tid, som i seriøst lang tid. Indrømmet, alle ting tog lidt længere tid, end de gjorde for blot en måned eller to siden, men min hverdag fungerede.

I denne uge er det hele ramlet. Jeg har brugt hele mit madbudget på hvidt brød, smør og ost, for blot at gå hjem og spise det i en uhyggelig fart for blot at bøje mig foran toilettet i et næsten religiøst ritual.

Jeg ryster hele tiden, og jeg prøver at dæmpe følelsen med mad, selvom jeg på forhånden ved, at det ikke vil hjælpe. Angsten er der hele tiden og prøver at kvæle mig.
Herre Jesus Kristus, giv mig styrke at stå imod.
Det er en meditativ bøn, jeg har lært mig selv, men mine tanker flyver og jeg ender med at gemme mig under dynen i håb om, at i morgen vil blive bedre.

onsdag den 16. november 2011

Tidlige morgener

Jeg vågnede sent, eller ikke rigtig sent, for jeg vågnede kl 7, men det var sent nok til, at jeg blev stresset.

Jeg kan godt lide at stå op kl 5 eller 6, så kan jeg spise morgenmad, skrive et indlæg her og opdatere min dagbog, inden jeg går ned i Fakta og handler. Det er sådan jeg kan lide det, det er sådan jeg kan gøre det uden, at jeg bliver stresset.

Mine morgener er blevet mere stressende efter at Fakta er begyndt at åbne en time tidligere. Jeg ved ikke hvorfor jeg absolut skal være der når de åbner, men hvis ikke, så føler jeg at jeg kommer for sent, og så har jeg det skidt hele dagen, eller i hvert fald det meste af dagen.

Jeg kan lide mine lange stille morgener, der er der jeg får ordnet alle de ting der skal ordnes, og i dag kom jeg ikke tidligt op, så det krævede en stor overtalelse overhovedet at få skrevet dette her, og ordene kommer ikke så flydende som de plejer. Min dagbog er ikke blevet opdateret og det bliver den sikkert heller ikke før en gang i morgen. Det er mange ting jeg egentlig gerne ville have ordnet, men jeg kom sent op, så jeg kan ikke overskue det.

Jeg har mest lyst til at gå i seng igen.

tirsdag den 15. november 2011

Travle pædagoger

Besparelser, de rammer hele landet, så hvorfor ikke også os...

I løbet at året er der blevet to færre pædagoger, en ekstra beboer og antallet af vikartimer er blevet sat ned, og det kan mærkes.

Jeg havde et rigtigt nært og godt forhold til min tidligere kontaktpædagog. Det blev bygget op ved at vi igennem 1½ år tilbragte op til 8 timer sammen om ugen. Jeg er meget svær at aflæse, men hun kunne. Jeg er meget svær at hjælpe, men hun kunne. Hun måtte desværre sige op af personlige årsager.

Jeg har så få en ny kontaktpædagog. Jeg kan godt lide hende, hun er sød og dygtig og hun vil virkelig gerne det her, men på grund af nedskæringer, fik vi tildelt 1 time sammen om ugen. 1 time, det er ingen ting, det er nul og nix. Der til skal lægges, at en uge var hun syg og en var hun syg og en uge var jeg i Odense og en i København, og så går der pludselig flere uger mellem vi ses, og det går bare ikke, hvis jeg skal være tryg nok ved at åbne op og krænge min sjæl ud.

I sidste uge blev alle skemaer lagt om, så nu har jeg 2 timer ugentligt med min kontaktpædagog og 2 timer med en ekstra kontaktpædagog. Det er sådan okay. Man kan fristes til at lægge det sammen og sige, at jeg jo sammenlagt har 4 timer med mine kontaktpædagoger, og det er jo ganske fint, men sådan fungerer det ikke, det er jo to vidt forskellige personer.

Min frygt er, at en vinterdepression sætter ind uden at nogen af dem vil nå at være klar til at gribe mig.
Min frygt er, at de har så travlt, at de ikke har tid til den ekstra omsorg en psykisk svækket eller syg har behov for.
Min frygt er, at jeg og de andre beboere ender med at stå helt alene imens pædagogerne farer rundt.

Jeg er bange, okay, det siger jeg tit, men frygt er en stor del af min identitet. Jeg er bange, jeg tænker hele tiden på, om mit bosted kan opfylde de behov jeg har. Jeg tænker på om jeg vil blive nødt til at flytte fordi følelsen af at blive overset og glemt bliver for stor. Jeg tænker på, om jeg er et forfærdeligt menneske, fordi jeg ønsker pædagogernes opmærksomhed.

Nogle gange ender mine tanker ud med dødstanker. Lige pludselig bliver jeg overmandet af følelsen af, at jeg ikke kan holde det ud, at der ikke er nogen løsning, at det bedste ville være at sluge en masse piller. Heldigvis holder tankerne hurtigt op, det er ikke noget jeg tror jeg vil agere på, men jeg er bange for at det bliver værre.

Nogle gange tænker jeg på, om jeg er en dårlig kristen, at mit forhold til Gud burde være vigtigere end mit forhold til mennesker, men lige nu er det ikke det jeg føler. Jeg vil have et fysisk kram.

mandag den 14. november 2011

Det der sport

De siger, at det skulle være så sundt det der sport, men jeg synes at det er stygt. Alligevel pakkede jeg mig godt ind og snørede løbeskoene og så af sted i en fart, der var til skamme sig over. Det varede nok kun 30 sekunder før jeg blev mindet om hvorfor jeg ikke gør den slags normalt. Mine lunger skreg af smerte, min næse var kold, mine ben gjorde ondt, mit hjerte var ved at eksplodere og og mit åndedræt lød som en gammel liderlig mand. Det var helt igennem en modbydelig oplevelse, og så har de den frækhed at sige, at man kan lære at holde af det. De har jo nok ret, men hvor mange lidelser skal man igennem før det er til at holde ud?

Jeg er en stor fan af Bente Klarlund Pedersen, og hun fortæller ikke bare at motion er sundt, men også hvorfor. Jeg er en stor tilhænger af videnskab, og tallene har overbevist mig, men jeg synes altså ikke at det er sjov. Hun siger, at folk tit spørger hende "hvor lidt motion kan jeg nøjes med", men jeg har luret hende, hun kommer aldrig med et svar. Hun fortæller altid hvor slemt det er, at være helt inaktiv (ca 2,000 skridt om dagen) og hvor godt det er at være meget aktiv (10,000), men der er altså en hulens masse mellem de to tal

Mit snit ligger nok på omkring 7-8,000 skridt om dagen. Ja jeg kan godt komme op på over 10,000, men min Fakta ligger kun 1,000 skridt væk og en tur ned til byen og tilbage igen er kun 4,000 og så er der ikke mange andre steder jeg kan gå hen for uden at få et angstanfald.

Kun en gang i mit liv har jeg fast gået over 10,000 skridt om dagen. Jeg var indlagt på psykiatrisk, hvor de skulle overbevise mig om, at det var en god ide at spise bare en lille bitte smule. Deres kostplaner var så angstprovokerende, at jeg efter alle 6 måltider vandrede rundt og rundt og rundt i en lille gårdhave der var til afdelingen (med fine tilråb fra mændene på retspsykiatrisk). Jeg kunne gå mellem 12 og 48,000 skridt om dagen, men så snød jeg også og gik fra Risskov ind til byen, rundt og rundt og rundt og så tilbage igen og ud i gårdhaven.

Dette indlæg er måske lidt negativt, det skyldes, at jeg er i vildrede, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal tænke om alt det her sundheds halløj, jeg er fan og modstander på en og samme tid.

fredag den 11. november 2011

Hvad nu, hvis jeg hader sport?

Ja ja, jeg ved godt, at det skulle være så godt det der motion. Jeg kender alle de videnskabelige resultater om hvordan det hjælper på vores fysiske og mentale sundhed, men alligevel kommer jeg ikke af sted. Det er der flere mere eller mindre dårlige grunde til.

Angst.
Der er grænser for hvor meget motion jeg kan dyrke inde i min lille lejlighed, så for at komme ordentligt i gang så må jeg udenfor, men det betyder at trodse angsten. Jeg kan godt komme ud hvis jeg skal et eller andet, hvis jeg skal ned og handle, eller hvis jeg skal mødes med en, men det der med at gå en tur er enormt svært. At komme ud af døren uden noget fast mål er i sig selv svært. Udenfor er der så mange ting jeg skal forholde mig til, og det orker jeg ikke altid. Udenfor er, ja, jeg ved det faktisk ikke rigtigt, men det er i hvert fald skræmmende.
Nogle enkelte gange begynder jeg på en tur, men så griber angsten mig. Hvad nu hvis jeg pludselig går i stå og ikke kan gå et skridt videre, hvad nu hvis angsten bliver værre, hvad nu hvis. Nogle gange, er det blevet så slemt, at jeg har skyndt mig tilbage og er kravlet ned under dynen indtil jeg ikke længere hyperventilerer.
Jeg har derfor besluttet at købe en kondicykel. Det er måske ikke den mest inspirerende form for motion, men det er i hvert fald indenfor i min egen lille lejlighed.

Aspergers.
Jeg er faktisk ikke helt sikker på, at dette skyldes min Aspergers, men jeg hader i hvert fald at mærke min egen krop. Jeg hader alle de små forandringer der sker med ens krop når man dyrker motion. Jeg hader forandring i kropstemperatur, jeg hader hjertet der begynder at slå hurtigere, jeg hader fornemmelsen af musklerne der trækker sig sammen, jeg hader at høre mit eget åndedræt og jeg hader at mærke tyngden af min egen krop. Efter at have dyrket motion føles kroppen levende og det synes jeg er en helt modbydelig fornemmelse. Man kan sikkert lære at elske det, men jeg er nok bare ikke motiveret.

Dovenskab.
Okay, indrømmet, jeg er nok også ret dovent anlagt, jeg vil langt hellere sidde og læse en god bog end jeg vil udenfor.

torsdag den 10. november 2011

Bliver alle mennesker så trætte?

Søndag var jeg til fødselsdag hos en gammel gymnasieveninde, og fra mandag til tirsdag overnattede jeg hos en veninde.

Trætheden meldte sig allerede mandag. Det var meningen, at vi skulle have været i biografen og ude og spise, men jeg orkede ikke, endte med at jeg bare lå rullet sammen i sofaen og så film mens min far sørgede for en lind strøm af Pepsi Max. Sikke en fantastisk veninde og datter jeg dog er.

Fra jeg så kom hjem tirsdag og så til nu har jeg været så træt, at jeg ikke har kunnet lave noget. Jeg har ikke orket at lave mad, så jeg har levet af yoghurt og rugbrødsmadder. Jeg har ikke orket at vaske op, så mit køkkenbord flyder med snavsede tallerkener. Og nu hvor jeg tænker over det, så har jeg ikke en gang fået tømt min postkasse.

Mit spørgsmål er så, om det er normalt at blive så træt. Jeg får tit at vide, at jeg bruger mere energi på især sociale begivenheder end andre mennesker, og at jeg derfor bliver mere træt,men er det sandt, eller er jeg i virkeligheden bare doven fordi jeg ikke gider at vaske op?

Jeg spurgte den ene af mine kontaktpædagoger. Hun sagde, at hun også ville være blevet træt, det beroligede mig, så er jeg i hvert fald ikke helt unormal, jeg hader nemlig når min Aspergers gør, at jeg skiller mig ud fra mængden.

På den anden side undrer jeg mig også, for hvordan kan verden fungere, hvis folk bliver lige så trætte som mig? Hvordan kan folk holde ud at møde op på arbejde mandag morgen, hvis de har haft gæster i weekenden?

At folk bliver trætte betyder jo ikke nødvendigvis, at de bliver lige så trætte som mig, der er jo en grund til, at jeg er blevet førtidspensioneret, men det er bare så uendeligt svært for mig at forstå, at andre mennesker kan føle noget andet end mig selv.

mandag den 7. november 2011

Om nørderi

I skolen var jeg lidt af en nørd på den ufede måde. Jeg havde en stor viden om mange ting, bare ikke om de ting lærerne ville have.

I folkeskolen var jeg bare underlig og mit hår helt forkert, men det er en anden historie.

I gymnasiet var det især et problem, at jeg interesserede mig for de forkerte, og lærerne beskyldte mig endda for at lyve om om fakta under enkelte diskussioner. Jeg kunne dog ikke se, hvorfor det skulle være mit problem, at bogen ikke omtalte at Hitler ikke ville sende vinterforsyninger til sine tropper ved Stalingrad.

På universitetet fandt mine medstuderende det overbærende underholdende, når jeg rodede i mærkværdige kilder om semitisk filologi og sagde kelev (heb) hedder kulba (syr) og gamal gumlah og sådan er det hele vejen igennem (konsonanterne er de samme, det er kun vokalerne der ændres (h er ikke en konsonant, men en vokalforlænger)).

Så fik jeg min Aspergerdiagnose, og pludselig blev det legitimt at være nørdet, for alle der ved noget om Aspergers ved at vi har næsten sygelige særinteresser der for udenforstående kan virke helt ude af sammenhæng. En særinteresse er et sted man kan trække sig tilbage til, når verden omkring en bliver skræmmende og uoverskuelig, lidt lige som en spiseforstyrrelse.

Er min spiseforstyrrelse så bare en særinteresse, det er der nogen af de læger jeg har mødt ser synes at mene, men det er egentlig ikke det jeg vil snakke om her.

Jeg hverken studerer eller arbejder, så jeg har manglet et forum at være nørdet i. Det nytter ikke noget at være nørdet for sig selv, det fungerer i hvert fald ikke for mig. Det er som at sprudle af glæde og ikke have nogen at dele sin glæde med. Det ender med bare at være en flad fornemmelse.

Jeg har folk jeg burde kunne dele mit nørderi med, men selvom jeg har haft min aspergerdiagnose i over 4 år, så prøver jeg stadig at bevare en facade og prøver at virke helt normal, og jeg har det meste af mit liv lært at nørderi IKKE er helt normalt, så jeg prøver at holde mund.

Nu har min far fundet et forum til mig, Wikipedia. Jeg kunne aldrig selv finde på at bruge siden som kilde til at skrive en opgave, men hvis man studerer det nøje, lærer man at se hvad der er fornuftigt og hvad der ikke er.

Selv læser jeg ikke mange artikler derinde, men når jeg bliver i et nørdet humør og jeg føler en ubærlig trang til at være nørdet, så finder jeg en bog om et måske lidt absurd emne og en artikel der mangler eller har brug for at blive arbejdet videre med, og så går jeg i gang.

I går brugte jeg et par timer på Lille My fra Mummitroldende og hendes retorik og måde at argumentere på. Tekstens forfatter kunne ikke lide hende, han fandt hende i mine ord alt for grov og manipulerende. Jeg synes nu at hun gennem et barns helt specielle logik afslører de voksnes stupiditet.

Jeg kan dog stort set kun skrive når jeg er hjemme ved min far for alle de der java koder og regler for opstilling er sort snak for mig.

søndag den 6. november 2011

Legitim afstraffelse af arbejderklassen

Jeg går ind for sundhed. Jeg går ind for, at man kan få hjælp til at ændre sin livsstil til det bedre. Men jeg går ikke ind for regeringens fedtafgift.

De fleste af mine madvaner er ganske sunde, så det er egentlig ikke noget, jeg kommer til at mærke alt for meget til.

Til at starte med kunne jeg lide ideen. Jeg tænkte at Danmark ville blive en nation af friske sunde mennesker der kunne være en model for andre lande. Måske vi bliver et forbillede, men ikke et kønt et af slagsen.

For er fedtafgiften ikke blot en sund middelklasses forsøg på at presse deres moral ned over hovedet på en mindre sund arbejderklasse? Det er os, middelklassen, der ved hvordan man skal leve sit liv på den rigtige måde, og hvis de andre ikke kan finde ud af det, så må de bøde for det. Hvis de vil æde sig ihjel, skal de i det mindste være med til at betale en større del af regningen.

Når vi rammer dem på pengepungen, er det eneste resultat så ikke bare at vi graver en endnu dybere grøft mellem rig og fattig, for jeg tvivler personligt på, at det vil have en kæmpe sundhedsmæssig effekt.

Spørgsmålet er vel også et om personlig frihed. Hvor meget skal staten have lov til at blande sig. Ind til nu, har jeg syntes, at det var ganske praktisk at staten blandede sig, det gjorde mange ting meget lettere, når jeg for eksempel bare skulle udlevere mit personnummer og en underskrift og så kan vedkommende selv finde de relevante oplysninger om medicin og indlæggelser uden at jeg skulle løfte en finger.

Men nu begynder jeg at blive vred. For mig er mad noget dybt personligt, næsten lige så personligt som min tro (men også kun næsten). Og staten skal IKKE blande sig i hvad jeg spiser. Hvis jeg vil leve sundt, skal det være fordi jeg gerne vil leve sundt, ikke fordi jeg ikke har råd til andet. Staten skal i hvert fald ikke tjene på min ulykke.

Jeg kan godt føle mig bedre end de fede mennesker i de programmer jeg elsker at se, men jeg skammer mig. Fed mad skader ikke andre end den der spiser den, i modsætning til cigaretter, så hvis nogen har det fint med at æde sig ihjel skal de have lov til det, jeg skal nok være med til at betale min del af hospitalsregningen uden at kny.

fredag den 4. november 2011

Det var jo bare en kop kaffe

Jeg har ikke haft det så godt de sidste par dage. Nogle gange går jeg bare i stå midt i at lave ingen ting. Så står jeg bare midt i rummet stivnet i en ligegyldig handling. Jeg står nok sådan i 30 sek før en lyd fra gaden eller fjernsynet vækker mig igen.

Jeg er bange, bange for at vinterdepressionen kommer og lammer mig. For mig er det ikke længere et spørgsmål OM den kommer, men om hvornår den kommer og hvor kraftig den bliver.

Frygten får mig til at handle. Der er så meget jeg vil nå før jeg bliver lukket inde i min lejlighed og først kommer ud til foråret. Der er så mange venner jeg vil nå at se inden, så mange ting jeg vil opleve, og jeg frygter at jeg har travlt, så jeg fylder min kalender med så mange aftaler jeg kan, og jeg nyder hver og en.

I går gjorde jeg noget, der for nogen nok er helt normalt, men for mig er det noget ganske særligt. Jeg mødtes med en veninde, som jeg havde mistet kontakten med i næsten 2 år. Vi satte os på en café og drak en kop kaffe og en cola. Vi snakkede og snakkede som om vi aldrig havde været adskilt.

Bagefter gik vi i butikker og kiggede på småting. Jeg fik købt en julegave, em fødselsdagsgave og lidt til mig selv.

Som i kan se, så skete der ikke noget ganske særligt, men jeg fik en helt klar fornemmelse af, at vinterdepressionens komme virkede lidt fjernere og lidt mindre skræmmende.

tirsdag den 1. november 2011

Bøn kræver mod

Noget som mange mennesker ikke ved er, at bøn kræver mod.

Når man står alene sammen med Gud, og al hverdagens fnidder er lagt på hylden, da kan man se sig selv i et helt nyt lys, og det er ikke nødvendigvis et kønt syn.

Man ser hvordan Gud elsker en betingelsesløst og en manglende evne til at tage imod (det er der jeg er nu), men med øvelse lærer man at se, at det nettop er det smukke ved Guds kærlighed, at han elsker en alligevel, og at det smukkeste man kan gøre er at sige 'ja' til hans kærlighed. Det er det der er mit mål, at komme derhen igen.

Jeg har været der før, dengang før sygdommen helt slog benene væk under mig. Det var smukt. Jeg kunne tilbringe timer i bøn foran Jesus i brødets skikkelse. Jeg turde se på mig selv igennem hans øjne, for derigennem at blive et bedre menneske. Nu kan jeg ikke en gang tilbringe 5 minutter med mig selv.

At kunne vende tilbage til bønnen kræver to ting.
For det kræver det øvelse. Lige som alt andet, sætter man sig ikke bare ned en dag og mestrer det til perfektion.
For det andet skal det være Guds vilje. En samtale skal gå begge veje, så hvis Gud har andre planer for en, må man tålmodigt vendte. At Gud lader en vente betyder ikke, at man er en dårlig kristen, det betyder bare at Gud har andre planer med en.

Mange store helgener oplevede denne venten. St Therese af Lisieux var en af disse, hun tilbragte dag efter dag i bøn om at Jesus ville se på hende igen. Det er historier som disse, der giver mig mod til at tro, at tingene kan blive bedre for mig en dag, og det er en af de vigtige ting som helgener gør, de giver os håb.

I går fandt jeg modet til at prøve at bede en lille aftenbøn, men jeg var for træt. Gang på gang gled jeg ind i en urolig feberdøs fyldt med underlige drømme. Bøn er mange ting, og helt mislykket var det ikke, for jeg fandt en fortryllende ro og jeg fandt klarhed over, hvad alt det ikke så sjove jeg har været igennem skal gøre godt for.

+JMJ