Bøgernes biprodukt

Jeg har efterhånden skrevet en del blogindlæg om min kærlighed til gamle bøger, men bøgerne har et andet papirbaseret biprodukt, som jeg også render rundt og har lidt sjov med. Nogle gange, når jeg er ude og se på bøger, falder jeg over hele samlinger af glansbilleder eller billeder af gamle filmstjerner,. Andre gange står jeg med en bog der er så ødelagt, at den ikke står til at redde, så ser jeg den igennem, for at se, om der er nogle af bogens enkeltdele, som vil kunne genbruges. Eller rettere, så håber jeg, at de kan genbruges, for ærlig talt, så vokser min papirsamling lidt for hurtigt.

Det sjove ved mange af disse papirting er, at ikke alene er de sjove sådan som de er, men de er også glimrende til at bruge til små kreative projekter.

Disse billeder er billeder jeg har haft lidt sjov med og 'forbedret' lidt på

Disse to landkort er forsiderne på nogle kasserede bøger:

Ord fra en kasseret bog:

Illustrationer fra en kasseret bog:

I bunken med billeder af gamle skuespillere fandt jeg dette fantastiske billede af en topløs Ronald Regan fra før han blev præsident (nammenam):

Blandt glansbillederne er denne indianske St Sebastian blandt mine yndlings:

Hvorfor vi bør værdsætte antikvariater

I slutningen af sidste år fik jeg arbejde i et antikvariat et par timer en gang om ugen. Jeg elsker mit arbejde, og derfor er der også en lille smule reklame blandet ind i dette indlæg. Det håber jeg, at i ikke har alt for meget imod.

Jeg har altid holdt rigtig meget af antikvariater og andre butikker der sælger brugte/gamle bøger.

Jeg har altid interesseret mig for emner der var sådan lidt skæve i forhold til gennemsnittet. Det har derfor nogle gange været svært at finde den helt rigtige bog. Jeg kan ikke rigtigt bebrejde boghandlerne og forlagene, for de er trods alt forretninger der skal kunne løbe rundt. På biblioteket var det ofte lidt lettere, men kun til dels, med mindre man kunne få adgang til arkivet. Jeg tror ikke nødvendigvis at fortiden havde bedre smag af emner til deres bogudgivelser, men hvis hver årgang har 5 emner der bliver udgivet bøger om, så er der større chance for at finde noget om et emne jeg interesserer mig for, hvis en butik udbyder bøger fra 100 årgange, end hvis den kun udbyder 2.

Dertil kom der også problemet om pengene. Som barn fik jeg 20 kr om ugen i lommepenge, og heller ikke senere havde jeg voldsomt mange penge. Igen var biblioteket en god løsning, og jeg har igennem tiden lånt mange mange bøger. Alligevel er der noget helt særligt ved at eje en bog, vide at den er min, synet af proppede reoler, processen med at finde den helt rigtige bog ud fra ens egne kriterier. Men bøger i butikkerne er dyre, og det er enormt surt at bruge 300 kr på en bog der måske ikke lige var det man aller helst ønskede sig. Ikke alle antikvariater har en afdeling med billige bøger eller udsalg, men mange har, og jeg elsker at rode i bunkerne, for man ved aldrig hvad man finder.

Jeg husker stadig en af de første antikvariske bøger jeg købte. Det var en digtsamling, som jeg fik for 20 kr. Jeg fik den aldrig læst, men den havde en meget smuk indbinding. Den var udgivet i slutningen af 1800-tallet og som teenager i 90'erne, var det så gammelt, at det for mig virkede som en arkæologisk skat.

Som jeg blev ældre blev jeg også mere erfaren. Jeg lærte mere om bøger både hvad angår indhold og udgivelse. Jeg begyndte ligeledes at lære mig selv bedre at kende, begyndte at vide hvad jeg kan lide, og hvad jeg vil give for det. Emnemoderne i nyudgivelserne har ændret sig igen og igen. Nogle gange var det til det bedre, andre gange til det ligegyldige. Jo mere jeg så ved om hvad jeg ønsker af en bog, jo mere er jeg også villig til at betale, hvis jeg finder en der passer til mine kriterier, til gengæld bliver mine ønsker samtidig mere specifikke, og sandsynligheden for at finde det hos en konventionel boghandler bliver mindre.

Jagtens glæde skal heller ikke glemmes. Hvad man kan finde i én bog&ide kan man for det meste også finde i en anden. Det har bestemt sine fordele, men der er nu en hvis tilfredsstillelse og spænding ved aldrig helt at kunne vide hvad der gemmer sig på antikvariatets hylder. Dog ved jeg, at jeg aldrig vil finde det som jeg aller mest ønsker at finde, nemlig den uendelige historie, ikke Michael Endes bog "Den uendelige historie", men den bog der optræder i Michael Endes bog.

Et opslag delt af Linda Larsen (@teotossen) den 30. Jan 2017 kl. 8:15 PST

På Moesgård Museum

I går var jeg ude på Mosgård Museum for at lege amatørarkæolog. Vi skulle solde noget jord fra udgravninger rundt omkring i Midtjylland. Solde betyder, at man tager en skovlfuld jord og ler og sier det med vand over en stor rist. Jeg har gjort det en gang før med mit sommerunihold, men dengang var det sommer og jorden var løs og gik nemt igennem. Denne gang var vejret godt, men stadig forår, og jorden var noget klæbrigt stads som skulle bearbejdes længe før det gik nok i opløsning til at gå igennem sien. Det var hårdt arbejde, og mudret van sprøjtede til alle sider, især sprøjtede det over på mig. Sjældent har jeg været så beskidt, men det gjorde ikke noget, for jeg var klædt på til lejligheden.

Sidst jeg var af sted havde jeg begynderheldet med mig, og jeg fandt både en metalring og et lille bitte stykke oxyderet bronze. Denne gang var jeg knap så heldig, men det var okay, for mig handlede det mest om at komme ud og lave noget fysisk, komme væk fra skrivebordet, væk fra bøgerne, ud og få noget jord op under neglene. Selvfølgelig kunne det have været sejt, hvis jeg havde noget der kunne vises frem, men jeg trængte bare til at komme ud. Ham jeg soldede sammen med arrangerede at en af arkæologerne gav os en fremvisning af de fund som var blevet gjort. En anden af arkæologerne spurgte mistroisk hvad en teolog lavede sådan et sted. Bare rolig, jeg der ikke for at presse en kristen teori ned over hovedet på en ikke kristen æra, jeg er der bare fordi jeg synes, at det er spændende, men man kan godt sige, at en kultur er skabt af sin historie, så hvis man beskæftiger sig med kulturen, hvorunder troen også hører, så er det vigtigt at forstå historien, og så kunne jeg enten læse en bog, eller jeg kunne stå og lytte til en mere erfaren amatørarkæolog fortælle historier.

Dagen startede kl 9 og sluttede kl 15, hvilket var alt for lang en dag, så hen imod enden, blev jeg sjusket, hvilket gik mig meget på, da jeg godt kan lide at gøre tingene ordentligt. Til sidst kunne jeg simpelthen ikke mere. Jeg sov godt i nat, men jeg er simpelthen så træt, at jeg har enormt svært ved at koncentrere mig.

Sikke et held

I går var jeg nede og handle. Jeg skulle ikke have noget særligt. Jeg betalte bare med en hundredelap og fik 46,5 kr tilbage. Jeg samler alle mine 50 øre i en sparegris, så da jeg kom hjem tog jeg mine mønter frem og kiggede på dem. Den ene at 20'erne virkede underlig tung, så jeg så nøjer på den, og så viste det sig at være sådan en >

Jeg ved intet om mønter, men det er vel det man har google til, og voila, jubilæumsmønt fra dronning Margrethe og prins Henriks sølvbryllup, værdi 65 kr (i fald at min mønt er i samme stand som den på billedet). Okay, det er ikke nogen formue, men det er alligevel lidt sjovt, og det er ikke lige det man regner med at få ud f en tur i Rema.

Så er spørgsmålet bare hvordan man sælger sådan en lille satan. Jeg ønsker ikke så meget at sælge den for pengenes skyld, men snarer fordi det kunne være en sjov lille historie at fortælle. Ellers skal finde en måde at hænge den op på min cool wall på.

Begrebet cool wall har jeg fra programmet Top Gear, som handler om biler. Det gør min gool wall dog ikke. Egentlig handler begrebet om at rangere biller efter coolhed, men ikke hjemme ved mig. Lige for tiden er det nu heller ikke så meget en væg, som det den hylde i min bogreol, hvor mit fjernsyn står.

For mig handler det om at vise ting frem, som har en værdi for lige nettop mig og som ingen andre har.

Dette billede fik jeg af en veninde, som jeg kender fra nettet. Mit brugernavn var Mumitrolden og hendes var Skyggeblomst.

Dette frimærke fik jeg af en ven der også har aspergers syndrom. En af hans interesser er frimærker. Jeg kunne ikke lige få noget ordentligt billede, men det er altså et mindefrimærke fra da pave Benedict XVI var i Jerusalem, hvilket kombinere min katolicisme og min interesse for hebraisk, så det syntes jeg var vældig betænkningsfuldt af ham.

Dette brev fik jeg af min bedste veninde mens hun var indlagt på anoreksiklinikken (Riget), og det roser mig i store vendinger, hvilket selvfølgelig er rart, men grunden til at det hænger fremme er, at jeg ved hvor dårligt hun havde det på det tidspunkt, og jeg var meget bange for at miste hende, og det betyder meget for mig, at jeg betyder så meget for hende







Så hvis mønten kommer på væggen, så kommer den i fint selskab.

Ikke alt der glimter er af guld

I går var jeg på en arkæologisk udgravning med mit vikingehold.

I Danmark er det sådan, at hvis et stykke land skal bebygges eller på anden vis bruges, så skal bygherren betale for en arkæologisk udgravning for at sikre sig at intet går tabt. Det var en sådan udgravning i var på.

Først blev vi vidst rundt mellem levnene fra de bygninger der havde været engang for længe siden tilbage i 7-800-tallet, og så blev vi delt op i grupper under ledelse af hver vores arkæologistuderende, som skulle lære os om hvordan vi skulle udgrave nogle 'pit houses' (jeg kan ikke huske det danske ord, da al undervisning og vores tekster er på engelsk). Et pit house er egentlig bare et hus der er gravet ned i jorden med et tag/telt over. Når det så gik ud af brug blev det brugt som affaldsgrube, og det var dette 'affald' vi skulle grave op.

Samtidig med at vi var der, var der også en amatørarkæolog, som stod og siede alt det opgravede jord. Der var to sier, så hvis der var én af os der havde lyst måtte vi gerne komme og hjælpe. Jeg rakte straks fingeren i vejret med stor iver. For det første er den slags opgaver lige mig, og desuden gav det mig en mulighed for at komme lidt væk fra de andre.

Alle på mit vikingehold er enormt søde, men det er hårdt at være sammen med så mange mennesker så mange timer om dagen. Jeg ville ønske, at jeg ikke var autist, at jeg kunne nyde andres selskab lidt mere, men det var en befrielse at stå med amatørarkæologen og bare have en én til én samtale.

Det gav mig også muligheden for at stå i mudder til albuerne. I alle mine syge år, har det gjaldt om at være så renlig som muligt, både i person og beboelse, for renlighed var et helbredelses middel/tegn, så nu hvor jeg endelig havde chancen, fik legebarnet frit løb, og det var næsten sjovere at lege med mudder end at finde noget, men også kun næsten.

Siningen foregik sådan, at man skovlede en god portion jord op i en si der hang over en kontainer, so så blev der pumpet vand ud over for at skylde jorden væk. Man smed de store og større sten væk for at man kunne koncentrere sig om hvad der måtte være af spændende ting. Til sidst blev alle småstenene smidt ud. Som nybegynder, var det svært at se hvad der var gode ting og hvad der bare var rald, så jeg måtte tit spørge amatørarkæologen til råds. Han nåede lige at vise mig, at som erfaren amatørarkæolog kunne han genkende et potteskår allerede inden det var blevet skyllet, da jeg spurgte "hvad så med denne her?". Så havde jeg lige fundet en lille jernring 1-1½ cm i diameter (billede kommer senere). Wow, han blev helt vild med mit fund, og tog den for at vise den til den professionelle arkæolog, som også blev meget begejstret, og de sagde begge tog, at det var et kagefund. De snakkede om det måske kunne være en ring fra en ringbrynje, for de havde aldrig set sådan en før.

Der var ikke andre der gjorde kagefund, så om jeg virkelig skal give kage, det ved jeg ikke (jeg har skrevet til min lærer og spurgt) men senere fandt jeg endnu et kagefund, som de blev kaldt, et lille bitte stykke grønt 'noget' som viste sig at være bronze. Ringen kunne enhver idiot have fundet, hvis de bare havde fået den rigtige skovlfuld jord, men bronzen takker jeg min autisme for. En af tingene ved autisme er, at man er enormt detaljeorienteret. Det er lidt det der kan gøre os lidt irriterende at være sammen med, fordi vi hænger os i bagateller eller ikke forstår at når vi ikke må A så må vi heller ikke B. Neurotypiske/normale ser A og B som det samme, det gør vi ikke. Jeg kan fortælle at det heller ikke altid er helt sjovt at leve med, for det kræver en helt masse energi, men lige i dette tilfælde, hvor man skal finde små ting imellem en masse andre små ting, så er det en fordel, ligesom da jeg sidste år på Fur fandt forsteninger.

Jeg fandt også hvad jeg var HELT overbevist om var guldbelægning, men det blev hurtigt degraderet til kiesel.

det var nok den fedeste tur jeg har været på længe, og jeg overvejer ligefrem at melde mig som amatørarkæolog. Dog stod jeg ret op og ned og holdt balancen på en lille metalplade i 2½ time, så jeg er enormt øm i numsen og baglårene, og jeg er også øm i skuldrende af at skovle jord, men det er en god smerte.

Et råb om hjælp og andre småting

Dette indlæg skal egentlig bare handle om nogle forskellige småting, ting der om end værdige nok, så ikke fyldige nok til deres helt egne indlæg

Først en lille råb om hjælp. Jeg har lige fået installeret en Officepakke, og til brug i undervisningen og til afleveringer, skal jeg have installeret et hebraisk alfabet. Jeg kan godt finde og downloade et, men og få det fra computeren og ind i Word, det brugte jeg og min kontaktpædagog et par timer på at prøve at finde ud af, men det lykkedes ikke. Hvis du sidder inde med en guldgruppe af viden om emnet, så skriv gerne en besked.

Jeg har altid undret mig over folk der har kunnet bruge timevis foran fjernsynet med at se sport. Jeg er ikke selv vokset op med det, jeg kender ikke de forskellige sportsgrene særlig godt, og regler, hold, og spillere/atleter er fremmed land for mig, men jeg begynder at føle, at det er noget man kan lære, ligegyldigt hvilken sportsgren det end er man kaster sig over. For mit vedkommende er det atletikken der har fanget min interesse. Til at starte med kunne jeg bare godt lide at se på atleternes kroppe, hvordan led og muskler arbejdede, men nu har jeg efterhånden set et par stævner samt OL, og efterhånden som jeg kommer længere og længere ind i det, bliver jeg mere optaget og mere opspændt. I går da jeg sad og så EM i indendørs, da lettede jeg flere gange fra sofaen i ren spændinger over et ekstre flot/spændende spring/hop/spurt. Jeg vil nærmest sige at jeg er stolt over min reaktion, for jeg har altid følt mig lidt sær når jeg virkelig bare ikke interesserede mig for nogen form for sport, jeg er glad for at jeg også kan rumme den form for følelser. Det jeg tror der gør forskellen er, at jeg begynder at forstå og genkende når det går godt (eller skidt), jeg begynder at kunne genkende navne og ansigter, og det gør det mere trygt og overskueligt.

Lige i denne weekend sker der en hel del ændringer fordi der flytter en ny pige ind, og det gør mig nervøs. Det er ikke fordi det er noget slemt, det hele er bare meget anderledes. Jeg går rundt og er stresset og nervøs hele tiden, og når jeg gør det, så begynder jeg at kradse mig. Det er ikke så voldsom en selvskade som når jeg skærer mig, men alligevel er det for mig forbundet med endnu større skam, for det efterlader min hud, rød såret og arret. Jeg har ikke jordens reneste hud, men alt dette kradseri får det til at virke mere voldsomt end det egentlig er, og jeg føler mig som et teenage pizzafjæs. Især i går følte jeg det som et problem, for efter at have arbejdet med min aflevering hele formiddagen, kastede jeg mig i sofaen i joggingtøj, fedtet hår og rødspættet  ansigt. Jeg ved hvor vigtigt førstehåndsindtrykket er, og det piner mig lidt, at jeg ikke lige kunne vise mig selv fra en lidt bedre side.

Man kan opleve mange ting når man sidder i et tog. Forleden dag holdt vi og ventede på et modkørende tog der var fem minutter forsinket, hvilket er virkelig træls når man bare gerne vil hjem efter en lang dag, men der nede ved søbredden, neden for en skrant kun 20 m væk pjaskede en odder rundt og nød solen og en fisk. Min mor spurgte om jeg er sikker på at det ikke bare var en mår, for oddere er meget sjældne, men jeg er meget sikker.

Næsten for profant at fortælle om

Jeg bliver nødt til at fortælle om det, ikke fordi jeg skal, men fordi oplevelsen bobler inde i mig og gør mig ukoncentreret og urolig. Jeg vil så gerne fortælle om det, men jeg ved ikke om jeg kan, for det hele virker så fladt, ligegyldigt og uvirkeligt, når jeg bruger mit alt for banale ordforråd til at skrive de foreløbige noter ned i min kalender.

Først de lidt kedelige data. Jeg tog toget til Bjerringbro, og min plan var at tage en vandretur til Viborg via en cykelrute der var tegnet ind på et ikke ret godt kort jeg havde fået gratis på biblioteket. Den såkaldte cykelsti viste sig at være 40 cm asfalt, afskærmet fra landevejen med en hvid streg, hvilket var lidt for fesent efter min smag, så jeg drejede af mod tange og gik en smuk tur langs Tange sø, drejede af mod Rødkærsbro, for vild i hvad der virkede som en time, men det var nok ikke mere end et kvarter, tyve minutter. Jeg stødte mere eller mindre tilfældigt på civilisation i klædning af Rødkærbros industrikvarter, fældede en tårer og fulgte vejen ind til stationen, købte et æble og en Pepsi max i Brugsen og tog toget hjem.Jeg tog toget lidt over 7 om morgenen og var hjemme 11.30, så jeg havde gået lidt over 3.5 time, 18.5 km og 28,000 skridt + lidt mere, for de billige skridttællere måler ikke alle ens skridt hvis man er kvinde, noget med bækkenets bredde og form der giver nogle lidt andre bevægelser, jeg kan ikke detaljerne, men det er også lige meget.

Det var en kold morgen, og tågen lå tæt over Midtjylland. Jeg havde tænkt meget over min påklædning, og havde gjort det godt, bortset fra, at jeg ikke havde vander med, hvilket jeg fortrød bittert. Jeg trak hænderne ind i mine bluseærmer og knyttede og slappede dem på skift, åndede på dem og masserede dem, men de var kolde,røde og ophovnede, og da jeg købte min elskede cola i Rødkærsbro, kunne jeg slet ikke mærke om den var kold, for mine hænder var koldere, og de var endda blevet betydeligt varmere efter tågen var fordampet, så jeg satsede, men jeg var så udkørt at det kunne have været en lunken Harboe Cola, og jeg ville stadig have været lykkelig. Og æblet var også det bedste æble jeg har smagt i årevis, for sådan er det nu engang, når man har gjort dagens gode gerning.

Det var en fantastisk smuk tur i efterårets unikke ensomhed, men jeg overvejede at gøre den endnu smukkere ved at skråå ind gennem skoven, men jeg turde ikke. Jeg var bange for at fare vild, men mest af alt var jeg bange for jægerne. Jeg ved fra min hebraisk lærer at andejagten er sat ind, men er anden jagt også? Jeg ved ikke noget om den slags, men gennem hele turen hørte jeg deres evige plaff, plaff. Det gjorde det hele lidt mere spændende og eventyragtigt. I det hele taget var det en eventyrtur, og jeg ville ikke være blevet det mindste overrasket, hvis jeg havde mødt hule elverpiger eller gnavne nisser. Ligeledes gik det heller ikke op for mig, at det egentligt var underligt, at jeg gik og hørte elefanter trompetere. Jeg var i hvert fald kommet til højbjerg før jeg begyndte at tænke over det. Da jeg gjorde det, virkede det indlysende, at det var andekald der på afstand og gennem tågen lød sådan, men ærligt, så kunne jeg bedre lide mine elefanter.

Det hele var så smukt, tågen, træerne, søen, de snoede veje, de sidste blomster, de røde og sorte bær, de nye huse, de gamle huse, broerne, gærderne, det hele. Jeg havde mit kamera med, men det virkede for profant at tage et billede. Et eventyr kan ikke fotograferes, skønheden forsvinder og bliver fladt. Især én gang kæmpede jeg for ikke at tage et billede. Nu her bagefter er jeg både stolt og ærgerlig over ikke at have gjort det. Det var en gammel gård, hvor skoven var vokset op omkring. Den var faldefærdig, men stadig beboelig. Det var ikke et stråtækt bindingsværkshus. Det havde udskårne træpaneler og border og det var så uendeligt smukt, at det tog pusten fra mig. DET lignede virkelig noget fra et gammelt middelaldereventyr, måske snevide, men i hvert fald noget af Grimm, fra før eventyr blev sukkersøde. Eller den gamle børnesang "I en skov en hytte lå"

I en skov en hytte lå,
nissen gennem ruden så,
haren kom på lette tå,
bankede derpå.
Nisse, hjælp mig i min nød,
skyder jæg'ren er jeg død.
Lille hare kom herind,
ræk mig poten din.

Jæg'ren kom til hytten hen:
Sig mig nisse, lille ven,
har du set en hare fin,
her på marken din?
Nej, hr. jæger det har jeg ej,
gå du blot igen din vej.
Jæg´ren vendte sig og gik,
haren ej han fik.

Jeg får stadig en boblende fornemmelse indeni, når jeg tænker på det hus, og jeg ved med mig selv, at jeg bare MÅ se det igen, måske ikke hele den lange tur, men hvis jeg nu tog toget til Rødkærsbro... Jeg ved ikke, jeg bladrer i min kalender, men jeg ved ikke, måske vil det være en fejl, måske gør huset sig bedst i min fantasi.

Efterårets ensomhed gjorde noget ved mig, og jeg vil næsten sige, at jeg var lykkelig, for alt hvad jeg ellers går og roder med forsvandt langt om i baghovedet. Der var mig og vejen, og jeg var nødt til at fortsætte, ligegyldigt hvor træt jeg blev, for jeg var midt ude i ingenting, og jeg kunne ikke bare lige sådan tage hjem. Der var for en sjælden gangs skyld en nødvendighed i at sætte det ene ben foran det andet, som jeg sjældent oplever. Når jeg ikke lige er skadet, løber jeg på løbebånd, og hvis jeg bliver træt, så står jeg bare af, men den mulighed havde jeg ikke her, og det var vildt og råt og skønt.

Jeg satte pris på ensomheden, men da jeg kom til civilisationen var jeg euforisk. Da jeg så et fortorv med fodgængere, havde jeg lyst til at græde af glæde. Og Rødkærsbro er en smuk by, måske endnu mere fordi jeg var så træt. Husene var smukke, men slet ikke som man er vant til at se det, for de er ikke ny, men de er heller ikke rigtigt gamle, for før jernbanen og jernbane stationen kom til i 1863 var der kun ganske få huse uden navn. Jeg har altid set lidt ned på små byer, men her forelskede jeg mig, muligvis på grund af byen, muligvis på grund af min særlige sindsstemning, for første gang tænkte jeg, "her kunne jeg godt bo".

Men jeg måtte jo videre. Jeg spiste mit æble og drak min cola mens jeg stod og ventede på toget. Kl var 11, men der var stadig en dis for solen, så hele turen foregik i et evigt morgengry. Rødkærsbro er måske heller ikke den mest livlige by, så det var slet ikke gået op for mig hvad kl 11 betød. Kl 11 betød at toget var stuvende fyldt med folk der havde været i Aarhus, og det var rædselsfuldt at sidde der efter stilheden på landet, så jeg tumlede ud af toget og hjem, hvor jeg først aflagde rapport til en spændt pædagog (jeg havde jo talt så meget om den tur), og så gik jeg i bad. Et normalt bad er en proces, der måske ikke er hurtig, for jeg har et langt tykt hår der tager tid at vaske, men den er effektiv, men i går skruede jeg op for varmen og stod bare og bearbejdede nogle af alle dagens indtryk.

Jeg er så overvældet af denne tur, og jeg vil fortælle alle om den, men mine ord slår ikke til. Jeg har gjort et ihærdigt forsøg på at forklare, men det er bare ikke helt nok, for turen var så meget mere end dette, men jeg håber at i nød at læse det alligevel.

Om forsteninger

Her den anden dag fortalte jeg lidt om, hvordan min mor og jeg fandt forsteninger på Fur, og jeg viste et billede af noget forstenet bark. I går sad jeg og havde en god men svær samtale om den dag jeg blev vred. Jeg har svært ved at tilgive mig selv, selvom min kontaktpædagog forsikrede mig om, at de ting jeg følte var helt normale. Hele tiden sad jeg og aede min forstening. Den var så fløjlsblød, og der er noget beroligende ved at sidde og holde noget, som man ved er flere millioner år gammelt, det er noget fast i en ellers flydende verden.

Mange forsteninger er skrammede eller delvise, men der er noget perfekt ved dem i kraft af deres alder. Jeg ser på dyr og plantedele og tænker, at selvfølgelig skabte Gud forsteningerne, hvorfor ville han ikke gøre det, de er jo billeder på små stykker perfektion, som de var engang, og som de nu stadig er. Jeg kan ikke stirre mig mæt på forsteninger, og jeg ærgrer mig over, at jeg bor hvor jeg bor, så jeg ikke oftere kan gå på jagt. Og dog, disse to skønheder er fundet i byen, den mørke midt i Randers, og den lyse ved Brabrand sø, så man kan godt være heldig.

Jeg har altid (næsten da) været stolt at at være en nørd, men min mor har gjort det endnu værre. Jeg er vokset op i en naturvidenskabelig familie, så jeg er vant til at vide ting, og hvis jeg ikke selv ved det, så må man finde en man kan spørge. Da jeg sad og fumlede med mine sten i går, kom jeg til at tænke. Jeg kan godt sådan nogenlunde begribe hvordan en forstening bliver til, men hvordan går det til, at store sten bliver brudt så små forsteninger ligger blottede på stranden? Eller måske er det bare tilfældigt, måske er der tusindvis af sten der bliver brudt på den gale led for hver 'rigtig', så man aldrig nogensinde opdager, at der er en forstening indeni? Kan det have noget at gøre med at forsteningen, eller aftrykket er henholdsvis stærkere og svagere end stenen udenom, og at bruddet derfor kommer helt naturligt. Jeg skrev til amatørgeologisk forening i Midtjylland og spurgte, for hvis man ikke spørger får man ikke svar.

Jeg kan ikke lade være med på rigtig uvidenskabelig vis, at tænke, at det er Guds vilje at jeg finder dem jeg gør, ikke fordi det vil redde universets balance eller bare mit liv, men fordi det giver en varm fornemmelse indeni at finde en skat af den slags man godt må beholde selv, men jeg beholder dem ikke altid selv. For nyligt sendte jeg 1/8 af et forstenet søpindsvin (en pæn ottende del) til en veninde som er meget syg. For at være ærlig, så suger hendes liv som en overdimensioneret Nilfisk, og der er ikke meget jeg kan stille op, men jeg kan da gøre lidt, og for en nørd som mig, er det en meget fin gave. Der er et afsnit af CSI, hvor Grissom sender Sara en sommerfuglepuppe der hænger mellem to grene. Jeg så afsnittet sammen med C, og hun forstod det ikke, men jeg gjorde, og jeg syntes, at det var det mest romantiske øjeblik i hele den serie. Så jeg sendte min veninde 1/8 af en sten. Måske forstod hun, måske gjorde hun ikke, men hun blev glad fordi den var fra mig.

Fur under dynen

Nej, der står ikke forkert, jeg har ikke haft herrebesøg under dynen. I stedet var jeg med min mor på weekendtur på den lille ø Fur, som ligger i limfjorden. Jeg skrev i fredags, at jeg skulle af sted der, men det var altså først lørdag, jeg stod ellers klar med alle mine pakkenelliker. Til mit held skulle min mor hente mig her, det ville ellers have været yndigt, hvis jeg var taget hele vejen derop, bare for at kunne tage hjem igen. Måske jeg dag ville have haft mere styr på mine ting, hvis det var tilfældet.

Det blæste meget mens vi var der, men ellers var vejret godt, og vi fik gået nogle dejlige tur. Det hænder at turister siger, at vi i Danmark ikke har nogen 'rigtig' natur, men det er fordi de ikke kommer steder som furfor der var stejle glatte skranter, selv på den afmærkede sti. Det var måske ikke ligefrem alperne, men Danmark kan skam også være smukt.

Fur er kendt for sine forsteninger, og begge dage rendte vi da også rundt nede på stranden med numsen i vejret og fingrene begravet i sand og ler. Min mor roser mig altid for mine fosilfinderevner, og jeg vil da medgive, at jeg har et vist held (jeg har fundet forstenede søpindsvin både ved Brabrand sø og lige midt i Randers). Da vi kom ned på stranden havde jeg dog præstationsangst, for hvad nu hvis jeg ikke fandt noget? Min mor ville ikke blive skuffet over mig, men jeg ville blive skuffet over mig selv. Heldigvis fandt jeg da et par ting, både på dag 1 og 2, men det var vist også mere held end forstand, men jeg var godt tilfreds. Til at starte med var jeg skuffet over at det alt sammen var planter, for planter er ikke nær så 'fine' som dyr, men da jeg fik set lidt mere på dem derhjemme, så var jeg nu egentlig meget godt tilfreds.

Vi boede på et bed&breakfast, hverken særlig fint eller specielt dårligt. Der var pænt og rent, men der var hunde hamrende koldt. Jeg er vandt til kulde, fra den tid hvor jeg boede i Randes i en lejlighed der ikke kunne varmes op, og min mor er heller ikke pjevset (hvilket dog ikke forhindrede os i at brokke os), så vi sprang bare under dynen med et krus Knorr cup a soup, special, hvilket ikke smagte ret meget mere interessant end de almindelige, selvom de var dyrere, men de varmede godt, og det var faktisk rigtig hyggeligt. Jeg læste matematikfilosofi, og min mor, som er matematiklærer, måtte engang imellem lægge sin sodukko fra sig for enten at hjælpe mig eller lægge øre til sjove eller knudrede formuleringer.

Vi var ikke de eneste mennesker i huset, der var også en flok damer på tur. De larmede ikke specielt meget, men væggene var tynde, så man kunne høre ALT. Min mor var bange for, at jeg ikke ville kunne falde i søvn, men det havde hun ikke behøvet, for jeg kan sove fra alt. Engang sov jeg fra en brandalarm, ikke en af de almindelige, men en fuldstændig hysterisk en, der var så høj, at man ikke kunne føre en samtale. Jeg sov som en sten, og jeg havde ikke en gang taget beroligende medicin.