fredag den 30. november 2012

Om Mumitrolden og Indre Mission

I går skulle jeg ikke have timer, men jeg tog alligevel ned på universitetet, for jeg ville ned i studenterboghandlen, Stakbogladen, for at se om de havde den mega lækre, lille og overskuelige hebraiskordbog som mange af dem fra mit hold har. De havde den ikke, men de havde i stedet en eksistentialistisk analyse af Mumitrolden, "Mumitroldene og tilværelsens gåde" af Jukka Laajarinne, hvilket er en han, selvom jeg var helt overbevist om at han var en hun, men hvem ved, når det kommer til finske navne. Den bog MÅTTE jeg bare have, selvom et eller andet sagde mig, at den var mere underholdende end god, hvilket den er, men man skal ikke kimse af god underholdning. Jeg elsker Mumibøgerne, og jeg har i årevis prøvet at overbevise folk om, at det er mere end bare børnebøger. Jeg læste over halvdelen af bogen i toget hjem, og jeg elskede den selvom jeg ikke helt kunne tage den seriøs.

På vej ind på universitetet mødte jeg en af drengene fra mit hebraiskhold. I Aarhus er der to teologiske uddannelser, teologisk fakultet, hvor jeg går, og menighedfakultetet, hvor han går, og der er traditionelt set et stort fjendskab mellem de to. Nogle fag, såsom hebraisk, må vi dog tage sammen. TF'erne er dog i overtal, og de har kendt hinanden i over et år, så det har været lidt svært for os der er kommet udefra at falde til. Det har været svært for mig selvom alle har været enormt søde, men jeg kan slet ikke forestille mig hvor hårdt det må være for en MF'er. MF'erne er de missionske, og TF'erne er, hvis de overhovedet er noget, grundtvigianske. Alle der har læst "Fiskerne" af Hansk Kirk ved hvilke spændinger der er mellem de to lejre. Det hjælper ikke at de to 'skoler' ligger blot et stenkast fra hinanden.

Da jeg var barn gik jeg på privatskole i Odense. I den del af Odense lo der to privatskoler, og traditionelt set havde de to skoler et stærkt fjendskab kørende, og det havde kørt i over 100 år, og det fungerede ganske udmærket på den måde, og der har været et utal af slås- og sneboldskampe i den park der ligger imellem dem. Når vi så kom i gymnasiet, kom vi pludselig til at gå i klasse med 'dem fra den anden skole', og der gik uger, ja endda måneder før fjendskabet kølnedes og man til fulde kunne arbejde sammen. Alt det fjendskab på grund af sølle geografi.

Selvfølgelig er sagen MF vs TF mere kompliceret end så, det er et spørgsmål om ideologier, tro og universitetsformer. I den universitetsform som vi er vant til, stræber menneskefagene mod at blive ligesom naturfagene, med de samme idealer og metoder og hvordan man øver ægte videnskab. Det handler om rationelle beviser, men teologi handler om tro, som nærmest er det modsætte (hvorvidt det er rationelt eller irrationelt kommer vist an på øjnene der ser). På TF følger man den videnskabelige metode så godt som det kan lade sig gøre, og troen bliver man bedt om at hænge i garderoben så snart man kommer ind. MF er derimod en universitetsuddannelse med vægt på den studerenes åndelige udvikling.

Uden at dømme nogen er spørgsmålet, om man kan skille troen fra teologien om om man bør.

torsdag den 29. november 2012

Angst på uni

Jeg lod som om jeg var okay, men jeg var stadig mærket af min selvskade, da jeg tog af sted på universitetet i går. Det var gået fint til træning om morgenen, det gik fint i toget, men da jeg kom ned på uni og sad i klasseværelset (jeg var kommet tidligt og var helt alene) så kom angsten snigende og overmandede mig. Det hele virkede så overvældende, lokalet var så tomt, vejret så gråt og koldt og jeg vidste ikke om jeg kunne klare det. Skulle jeg bare tage mine ting og gå? Jeg var alene, så ingen ville opdage det, hvilket bare fik mig til at føle mig endnu mere deprimeret. Jeg vandt en tom side i min kalender og begyndte at skrive "angst" om og om igen, over 100 gange. Det lyder dumt, og jeg følte mig som en lille emo tøs, men det hjalp faktisk, lidt i hvert fald.

De andre kom, og det var på én gang skræmmende og beroligende. Vi snakkede om helt almindelige ting, om at der i næste uge er et foredrag på universitetet om "I want to be a samurai". Hende jeg gerne ville have med kunne ikke, hun skulle til et møde, men det kan også være lige meget, for bachelorstuderende er ikke inviterede, hvilket er en skam, for det lød spændende, men jeg ville nok alligevel ikke kunne komme, for nye situationer kan nemt gøre mig angst, og så alligevel, det kunne være sjovt at prøve...

Langsomt blev klassen fyldt, og jeg kom til at sidde ved siden af nogle jeg ikke kendte, for dem jeg kendte ville ikke risikere at blive hørt i lektien, så de satte sig ned bag ved, og det gjorde de klogt i, for jeg og dem ved siden af mig blev rent faktisk hørt, og jeg blev misundelig på de studerende der stillede gode spørgsmål, som jeg slet ikke havde tænkt på, og så var jeg også nødt til at finde på et godt spørgsmål, for min lærer kaldte mig dygtig, og det var jeg på en eller anden måde nødt til at leve op til, og det hele var meget forvirrende, og jeg længtes efter at komme ud, men samtidig var det også rart og trygt at sidde og lytte til vores lærer som er super sej, men ret speciel, og jeg var til stede, men jeg var der ikke, ikke rigtigt, for jeg var udmattet af at føle alt for meget.

Da timen sluttede virkede vejen hjem pinefuldt lang, og jeg kunne ikke læse i toget, jeg sad bare og stirrede ud af vinduet. Da jeg kom hjem var jeg fuld af forvirrede tanker, men jeg kunne ikke tale med nogle om dem, for jeg blev virkelig såret forleden dag, og nu tør jeg ikke sige noget som helst. Der var dog en pædagog der til sidst fandt tid til at sidde sammen med mig og snakke om overfladiske ting, hvilket var bedre end slet ikke at snakke om noget, men jeg var alligevel nødt til at tage noget beroligende.

onsdag den 28. november 2012

Om sakse og knive

Skarpe ting kan bruges til mangt og meget.

Sakse:
Forleden var jeg rastløs på en måde, hvor der bare skulle ske et eller andet, så jeg greb en saks og klippede mit pandehår, hvilket jeg selvfølgelig straks fortrød. Siden en frisør gav mig en dårlig klipning lige før min konfirmation, har jeg været meget mistroisk over for hele branchen, og jeg har faktisk ikke været til frisøren siden min gymnasietid tilbage i 2004. Jeg er ikke super god med en saks, især da min venstre hånd er svag, rystende og upræcis, men jeg har dog formået at holde mit hår sådan nogenlunde pænt og velholdt. Sandt nok har mit pandehår til tider været lige lovlig kort, men det er sket sjældnere og sjældnere i takt med at jeg fik min teknik trænet.

Min nye frisure er et halvlangt skråt pandehår, og jeg syntes at det så rædselsfuldt ud, så jeg klippede til, men jeg vidste ikke, om det gjorde det værre eller bedre, så jeg klippede til igen. Men måske var det bare fordi det var en ændring, at jeg syntes at det så dumt ud? Jeg besluttede, at jeg ville vente til fredag, og hvis jeg stadig hadede det, så ville jeg bide stoltheden i mig og gå til frisøren.

Jeg har gået de sidste par dage og været enormt bevidst om min dumme frisure. Hver gang nogen så på mig eller talte til mig, så var jeg sikker på, at de stirrede på mit hår og syntes at jeg var en komplet idiot, for hvordan kunne man andet. hver gang jeg så mig i spejlet blev mit blik draget mod håret og jeg hadede det. I går var der dog en pædagog der roste det, og kaldte det voksent og feminint, så måske jeg beholder det alligevel.

Knive:
Forleden fortalte jeg en af pædagogerne en pinlig lille hemmelighed. Jeg havde ikke gjort noget, men jeg gik og tænkte nogle ting der ikke var helt stuerene. Jeg havde ikke tænkt at gøre mine tanker til virkelighed, men pædagogen reagerede, i mine øjne, meget voldsomt, og så blev det pinlige i stedet til en stor skam, en synd, som voksede og voksede inde i mig, og jeg blev ked af det, og jeg blev endnu mere ked af det fordi min veninde var syg og jeg ikke havde nogen at tale med.

Jeg sover ikke så godt, og i går måtte jeg tage tidligt hjem fordi jeg simpelthen ikke kunne holde det hele ud mere. Hjemme havde jeg min kontaktpædagog for mig selv, men jeg havde følt mig ydmyget af den anden pædagog, så jeg turde ikke sige noget, men jeg ville gerne, så da vi sagde god nat og hun ikke længere havde tid til at snakke med mig, så var jeg nødt til at gå ind og skære mig.

Det blev hverken særlig dybt eller særlig langt, og det kunne måske være blevet lukket med strips (en særlig slags plastre), men jeg respekterer ikke strips, så hvis de ikke syede mig ville jeg gå hjem og skære videre, så de syede, men jeg skammede mig, så jeg fik dem til at gøre det uden bedøvelse, hvilket gjorde ondt, men ikke så ondt som jeg gerne ville have det til at gøre, men jeg ville ikke sige noget, for så ville de have vidst hvad jeg havde gang i, og det var ikke meningen.

tirsdag den 27. november 2012

Om min bedste veninde

Jeg har været enormt ked af det på det sidste, for min aller bedste veninde er meget syg. Forleden fik hun tilbudt en plads på Rigshospitalets anoreksiklinik, men hun kan ikke få sig selv til at sige 'ja'. Jeg forstår godt at hun er bange, jeg forstår godt, at hun også skal tænke på sine børn, men det gør ondt at være vidne til, at hun stykke for stykke falder fra hinanden. Indlæggelse eller ej, så er det ikke mit valg at træffe. Jeg prøver at være der for hende, støtte hende, men jeg ved ikke hvor meget jeg kan tillade mig at presse hende, og hvor meget jeg kan tillade mig at lade være.

Problemet er jo, at hun er meget syg, og det er den syge del af hendes hjerne der fylder mest, og den fortæller hende, at hun ikke fortjener at få det bedre, den hvisker forførende til hende, at hun jo ikke er så tynd som sidste gang, og at det ville være pinligt at blive indlagt så 'fed' som hun er nu. Desuden siger hendes exmand, at det ville være en dårlig idé, for han tror, at han elsker hende, og han tror, det er bedst for hende bare at blive rask af sig selv, men det sker ikke, desværre.

Desværre fordi anoreksiklinikken ikke er det bedste sted at være for en sårbar person, men der findes bare ikke noget bedre alternativ. På anoreksiklinikken handler det i uhyggelig høj grad kun om maden, og jeg kan da godt se, at hun trænger til at få lidt sul på kroppen, men jeg kan også se, at det hun trænger aller mest til er omsorg. Hun trænger til at nogen holder om hende, stryger hende over håret, og overbeviser hende om at det hele nok skal gå gå en eller anden måde.

Jeg ville gerne være den person, men vi bor i hver sin ende af landet, så jeg må nøjes med at skrive til hende. I går sendte jeg syv beskeder uden at få nogen igen, og sådan er det tit, for hun har meget sjældent overskud til at skrive, og når hun gør, så er det sjældent mere end bare et lille hjerte, men jeg bebrejder hende ikke. For jeg ved hvor hun står, selvom jeg aldrig har været helt så syg som hende, men jeg har været syg nok til at vide, hvor svært det hele kan være, så jo dårligere hun har det, jo mere elsker jeg hende, for som mit motto lød i gamle dage:
"Elsk mig mest,
når jeg fortjener det mindst,
da behøver jeg det mest".
Der var en sygeplejerske på en psykiatrisk afdeling, hvor jeg var indlagt for mange mange år siden, der så denne tekst, og hun forstod den bare overhovedet ikke. Hun troede at "fortjener det mindst" betød, at man havde lavet ballade, og man i andres øjne ikke fortjente det, men det var i mine egne øjne jeg mente.

Når man har det rigtig svært, så føler man at man ikke er noget værd, at man ikke fortjener de mest basale ting for at overleve såsom mad, hjælp og omsorg. Man kan ligefrem komme til at hade sig selv for at tage imod disse ting, men jo mere man gør, jo mere lærer man at acceptere, at man muligvis kunne tænkes måske at være værdig, men det tager årevis med intens pleje. Jeg har fået intens pleje gennem fem år, og nu er det begyndt at lysne, men min veninde modtager næsten ikke noget, og hun holder endda endnu mere stædigt fast i sin værdiløshed end jeg nogensinde gjorde. Og derfor elsker jeg hende, både fordi jeg elsker hvem hun er og den hun kan blive.

mandag den 26. november 2012

antivirus

I dag bliver der ikke gjort noget særligt ud af mit blogindlæg, for mit antivirusprogram/firewall/whatever er udløbet, og jeg skal helt selv prøve at få styr på det. hvilket sikkert er meget let, men jeg skælver ved tanken.

Dengang da jeg var barn og computere stadig var lidt af en luksusvare, der blev det på min skole besluttet, at alle klasser skulle have en computer, så der blev installeret en computer, der allerede dengang var et oldtidslævn, henne i hjørnet. Drengene var dog begejstrede, for en skodcomputer var vel bedre end slet ingen computer. De blev dog hurtigt enige om, at 'opgradere' den lidt, så en af drengene tog et tastatur med og sluttede det til computeren, og *puff* så kortsluttede hele lortet, og så var det slut med at have en computer i klassen.

Jeg var slet ikke med til hele den operation, men jeg har på grund af den opbygget en svag angst for computere. Jeg er sikker på, at de kan finde på at kortslutte, hvad øjeblik det skulle være. Så nu hvor McAfee er ved at downloade installationsfiler (og computeren derfor smider mig af nettet hvert andet øjeblik) så sidder nerverne uden på tøjet og hjertet hamrer af sted. Jeg ved så godt som intet om computere, så jeg har ingen anelse om hvad det egentlig er jeg er i gang med, og derfor kan jeg, på trods af min begrænsede forestillingsevne, tænke mig til et utal af mere eller mindre realistiske konsekvenser af alle de fejl måtte lave, problemet er bare, at fordi jeg ikke aner hvad jeg har gang i, så ved jeg ikke hvilke af disse skræksenarier der er realistiske, og hvilke der ikke er realistiske, så der er frit råderum til at panikke.

Godt så, nu er der mellem 1.5 og 170 timer til, at computeren er færdig med at downloade, det er da altid godt at vide hvad man har at regne med, så man kan planlægge sin agenda ud fra det.

søndag den 25. november 2012

Om at lave forud

Mine weekender går i stigende grad med at lave forud i hebraisk. På grund af min lange transporttid, så orker jeg ikke at sætte mig til at lave lektier, når jeg langt om længe er hjemme igen. Og når jeg ikke orker det, så må jeg jo lave dem på et andet tidspunkt, og det bliver altså i weekenden. Problemet er, at jeg så må prøve at gætte mig frem til hvor langt vi vil nå i løbet af ugen. Så sætter jeg mig ned en formiddag i sofaen, bred og mægtig, og med et helt arsenal af opslagsbøger (8) liggende rundt om mig, og så oversætter jeg en hulens masse sætninger indtil jeg bliver træt og tænker, 'nu når vi da bestemt ikke mere', og det gør vi så alligevel.

I tirsdags havde jeg som vanligt to timers mellemtime før jeg skulle mødes med min mentor. Vi skulle gennemgå to meget svære sætninger (genesis 1,11-12), så dem sad jeg og forberedte. Dem fra mit hold sagde, at det da kunne være lige meget, men som jeg prøvede at forklare dem, så ligger der lidt et pres på mig for at få gode karakterer. Da jeg sidst havde hebraisk fik jeg at vide af min lærer, at hvis jeg var gået op, havde jeg højst sandsynligt fået 13 (det var den sidste eksamen på 13-skalaen). Nu tager jeg så faget én gang til, og det er det eneste fag jeg har, og det er mit storslåede come back til universitetet, så jeg skulle da være lidt af et skarn, hvis jeg ikke gik efter de høje karakterer. De syntes stadig, at det da kunne være ligegyldigt med to sætninger, jeg skulle meget hellere laver lektier sammen med dem, for allerede tirsdag slap mine forudlavede sætninger op. Jeg ville også gerne lave lektier, men jeg ville også gerne have helt styr på mine ting, det er jo det min tutor skal hjælpe mig med. Hun kunne selvfølgelig bare give mig svarene, men så ville jeg bare kende dem og ikke forstå dem, og jeg ønsker at forstå.

Langt om længe blev jeg færdig med at forberede mig til min mentortime, og der var 45 min tilbage. Vi skulle oversætte 3.5 sætninger til onsdag, så jeg gik i gang. Aldrig har jeg oversat noget så hurtigt, og jeg blev færdig på under 30 min. Adrenalinen pumpede rundt i kroppen på som havde jeg været til en eksamen. Det var en super fed fornemmelse, men jeg er ikke helt sikker på kvaliteten af mit arbejde, for jeg var der ikke den dag det skulle rettes.

Nu er det atter weekend, og nu skal der atter laves forud, og med den stigende mængde sætninger der skal oversættes, må jeg nu sætte mere end én dag af til at få det gjort. I går gik jeg i stå alt for tidligt, for der var nogle sætninger, som jeg blev i tvivl om vi skulle springe over. I stedet for bare at lave dem og være ligeglad, så gik jeg helt i stå og pakkede sammen. Det giver mig bare endnu mere at lave i dag, hvilket er en skam, for jeg er virkelig virkelig træt, og kunne egentlig godt bruge en dag på langs.

lørdag den 24. november 2012

Vidundermidlet Ritalin

Ritalin (eller dets søstermedicin, Concerta, som jeg får) er den type medicin man giver til børn og voksne med ADHD og ADD, og det er nok den type medicin der er aller mest ballade med i medierne. Evig og altid er der artikler i og udsendelser om hvordan det er forkert at medicinere vores børn i den grad, men det er alt for sjældent at nogen fortæller offentligt, at medicin kan faktisk være en god ting, at det har hjulpet dem, så det vil jeg nu gøre.

Det er ADD jeg har. En del af den dovenskab jeg så tit snakker om, hørte det, at jeg havde så umådeligt svært ved at koncentrere mig om det jeg havde gang i. Jeg kunne sætte mig med en skolebog, men jeg kunne ikke koncentrere mig om opgaverne eller teksten, fordi jeg brugte al min energi på at blive siddende på stolen. Mit hoved var fyldt med alle mulige fantastiske idéer, men jeg gik i gang, og så lod jeg dem ligge. Normalt var min hjerne allerede så langt væk i en ny idé, at der skulle en kraftanstrengelse til for at rydde den første idé af vejen, og derfor så mit værelse altid herrens ud.

Jeg skammede mig enormt over min måde at være på. Min indre uro kunne kvæles med sukker, og det kunne min ydre uro også lige nøjagtigt nok til at jeg kunne holde det ud. Ja, jeg blev roligere af sukker, dels af psykologiske årsager, da jeg var lidt af en sukkerjunkie, men også af neurologiske årsager, da mine signaler i hjernebarken er for svage, og jeg kunne bruge sukker til at komme op og fungere bare tilnærmelsesvist normalt. Men min ydre uro kunne ikke skjules helt nok.

På den tid da jeg havde gået på universitetet i et års tid fandt jeg en metode til at kunne koncentrere mig om eksamenslæsningen. Det krævede enorme ressourcer, så det var ikke noget jeg kunne praktisere til almindelig lektielæsning. Jeg kunne gøre det ca 1 uge, og så gik jeg helt kold og kunne ikke læse en linje mere, ligegyldigt om jeg var færdig med pensum eller ej, til gengæld kunne jeg læse op til 60-70 sider om dagen.
  • Jeg satte mig ind på læsesalen.
  • læste 2-3 afsnit
  • gik ud på toilettet og lavede nogle armbjninger
  • læste 2-3 afsnit
  • gik ned i slikaftomaten
  • læste 2-3 afsnit
  • gik på toilettet
  • læste 2-3 afsnit
  • gik ud og trak lidt luft
  • læste 1-2 afsnit
  • gik ned til kaffeaftomaten
  • læste 1 afsnit
  • tegnede nogle kruseduller
  • gik på toilettet
  • prøvede at læse
  • tog en tidlig frokost
  • osv
Og dette var altså en dag hvor min koncentration virkede på højtryk.

For to år siden startede jeg så på Ritalin, og det var som et mirakel. Pludselig oplevede jeg verden på en helt ny måde. Jeg kunne tænke i HELE sætninger. Jeg havde aldrig tænkt over det, men altid havde jeg tænkt i brudstykker og fornemmelser der hulter til bulter for gennem hovedet på mig, og ud af dette kaos måtte jeg så skabe en helhed. Det var da for det meste gået udmærket, men at tænke i hele sætninger var så smukt og enkelt, at jeg havde lyst til at græde. Pludselig var der ikke længere behov (ikke lyst men behov) for chokolade. Pludselig følte jeg mig mere som et helt menneske. Det var min psykolog der overtalte min psykiater til at starte mig op på Ritalin, men selv hun var forbavset over den ændring der skete med mig, nærmest fra den ene dag til den anden.

Det viste sig, at jeg kun kan tåle begrænsede mængder af Ritalin, ellers bliver jeg deprimeret, så vi prøvede med et lidt andet præparat, Stratera, men det hjalp overhovedet ikke i samme grad, så jeg begyndte på Concerta der er stort set det samme som Ritalin. Jeg kan kun tåle en lille dosis, 36 mg om dagen, men det er bedre end ingenting.

fredag den 23. november 2012

Do you speak English?

I går havde vi besøg af nogle pædagoger fra England, som var på studietur og gerne lige ville stikke næsen indenfor på vores bosted og høre lidt om det. Jeg blev i den anledning spurgt, om en af mine kontaktpædagoger måtte interviewe mig og bringe det videre, men næ nej, ikke tale om. Jeg vil hjertens gerne fortælle min historie, men jeg foretrækker at gøre det selv frem for at lade andre bringe det videre. Så jeg spurgte, om jeg ikke hellere selv måtte tale med dem.. Alle var meget begejstrede for idéen, og jeg fik meget ros både før og efter for an sige ja (folk glemte lidt at det faktisk var min idé til at starte med).

Hele dagen kom folk hen til mig og spurgte, om jeg ikke bare var helt vildt nervøs, men egentlig ikke, ikke ret meget i hvert fald. Jeg var ikke nervøs over at skulle tale om mig selv, det gør jeg alligevel hele tiden, men lige før jeg skulle ind, kunne jeg godt mærke, at jeg var lidt nervøs for at skulle snakke engelsk, for det gør jeg kun meget meget sjældent, og når jeg gør plejer jeg kun at kunne kvække et eller andet uforståeligt.

Jeg kom altså ind i rummet hvor 4 personer her fra steder og de to englændere sad og stirrede på mig. Vi havde ikke fået snakket så meget om hvad der skulle foregå, men jeg skulle snakke om selvskade, så efter en meget kort præsentation, gik jeg bare i gang, og snakkede løs som var det den naturligste ting i verden at sidde og snakke engelsk. Jeg havde ikke forberedt noget, jeg havde dårlig nok læst den mail min kontaktpædagog havde sendt mig. Det var ikke kun fordi jeg var doven, ligeglad og ikke gad komme forberedt, men nu har jeg altså brugt de sidste seks år på stort set kun at tale om mig selv, så jeg er med tiden blevet ret god til det.

Jeg skulle egentlig snakke om selvskade, og det gjorde jeg også langt hen af vejen, men vi kom mere og mere til at snakke om universitetet og og spørgsmålet normal vs unormal. Englænderne var meget søde (selvom det ikke lykkedes os at blive enige om hvorvidt der findes normale og unormale mennesker) og de sad pænt og lyttede. Der var ikke mange spørgsmål, måske fordi der ikke var meget tid, måske fordi mit oplæg bare var 100% i orden, eller måske vidste de ikke, at de virkelig gerne måtte stille spørgsmål, at jeg ikke er så skrøbelig som jeg ser ud.

Jeg fik efterfølgende meget ros for mit oplæg, men jeg kunne ikke finde ud af, at tage det til mig, for det virkede jo bare så dagligdags. Ja, det var på engelsk, og hvad så, jeg har da haft engelsk i skolen, jeg læser på engelske nogle gange, og jeg ser næsten altid TV på engelsk. Jeg er som nævnt i går ikke særlig god til at lære sprog, men på 20 år (jeg har haft engelsk siden 1. klasse) så lærer man et og andet, også selvom jeg lærte det forbløffende langsomt.

torsdag den 22. november 2012

Skal jeg vælge etiopisk?

Jeg havde en dum start på dagen i går. Jeg vågnede tidligt, meget tidligt, hvilket irriterede mig grænseløst, men jeg stod alligevel op, spiste morgenmad, og begyndte at skrive på min blog, men så begyndte jeg pludselig at blive træt, hvilket normalt ikke sker. Jeg havde ingen tiltro til, at jeg ville falde i søvn igen, men jeg ville da lige lægge mig og hvile mig lidt. Selvfølgelig faldt jeg i søvn (med alt tøjet på) og selvfølgelig havde jeg slået mit vækkeur fra, så jeg vågnede kl 5 og var fuldkommen omtåget og kunne ikke finde ud af noget som helst., derfor det lidt underlige indlæg jeg skrev i går, jeg slettede nemlig alt hvad jeg skrev og postede en af de tekster som jeg skrev til mit forfatterkursus.

Hele dagen blev lidt noget rod på grund af denne sløve start på morgenen. Men der var også gode ting, min træning gik for eksempel rigtig godt., men det jeg ville snakke om er faktisk min hebraisktime. Min hebraisklærer var virkelig i hopla, og de første ti min fik vi ham til at tale om alt muligt andet end det vi egentlig skulle snakke om. Han snakkede om sit store idol Jens Peter Asmussen, som var professor i iransk filologi på Københavns Universitet og som kunne over 80 sprog, han selv kunne 20 da han var 20, nu har han ikke længere styr på hvor mange han egentlig kan, men nok under 40. Han fortalte om faget semitisk filologi (hebraisk, arabisk, syrisk uggaritisk, ethiopisk...) som er det han selv er, og som vi i teorien har mulighed for at tage en kandidat i efter vores bachelor i teologi.

Det lyder virkelig mega spændende, men jeg må nok erkende, at det nok ikke bliver det, for jeg er ikke særlig god til sprog. Jeg kan dansk og engelsk, lidt hebraisk og lidt fransk (som jeg har glemt igen) og det lykkedes mig hverken at lære græsk eller tysk selvom jeg prøvede, så hvordan skulle jeg så kunne lære alle de sprog som ikke alle er lige nemme, nogle af dem har over 140 bogstaver (bogstaver, ikke skrifttegn) og nogle har ikke mellemrum mellem ordene. Nej, jeg må hellere glemme alt om semitisk filologi, i hvert fald på fuld tid. Jeg har jo tidligere talt om, at jeg ønsker at tage flere fag end min uddannelse egentlig tillader mig, og da jeg i forvejen kommer til at strække min bachelor et godt stykke længere end den normerede tid, så kan jeg lige så godt strække den yderligere, og tage nogle af de valgfag i semitiske sprog som min lærer tilbyder. De bliver normalt tilbudt i efterårssemesteret, og de er ikke det samme fag to år i træk, så hvis jeg synes, kan jeg måske nå at lære en del.

Læg mærke til årstallet 2007
Min lærer talte især varmt om old etiopisk,ge'ez, måske fordi jeg lagde ud med at tale grimt om det, fordi jeg synes, at det har et grimt alfabet. Jeg havde nemlig snuset lidt til det dengang, men gik ikke yderligere op i det, da jeg som nævnt syntes at alfabetet var grimt. Jeg havde en notesbog som jeg havde liggende blandt mine skolebøger der dengang altid stod på min læseblads på teologisk bibliotek. Den brugte jeg som dagbog og til at tage private faglige noter i. Tit når jeg sad sent på universitetet og alle andre var gået hjem, så sneg jeg mig rundt på semitisk bibliotek og snusede og fandt bøger om alle mulige spændende sprog, et af den altså ge'ez.

En af årsagerne til at min lærer talte så varmt om lige netop ge'ez og til at jeg begynder at varme op over for det er, at, som han fortalte, der er en enorm skal af kilder til den tidlige kristendom og jødedom, som aldrig nogensinde er blevet oversat og de står altså på ge'ez. Vidste du, at meget af den tidlige kristendom faktisk forekom i det nordlige Afrika? Det gjorde det. Tænk bare på Skt Augustin af Hippo der lå i det nuværende Algeriet. Det var det fordi det var en del af det romerske imperium. Så blev romerriget splittet i to, og nordafrika kom til at høre under Byzantin (vist mest efter de hik tilkæmpet sig det igen, i hvert fald Hippo var erobret af vandaler). Siden tabte de kristne til muslimerne.

Da jeg kom hjem fra uni var jeg så træt, at jeg slet ikke kunne holde ud at sidde sammen med de andre og se tv. Deres snak gjorde fysisk ondt på mig, så jeg satte mig op til tvet ovenpå og gik i en form for trance indtil aftensmad, hvor jeg havde en vildt fed diskussion med en pædagog om sprogets abstraktioner.

onsdag den 21. november 2012

En plys morgen

Jeg har haft en travl og forvirret morgen, så her er hvad der sådan cirka foregår inde i mit hoved lige nu.

- Der må være en nemmere måde at gøre det her på.
- Hvad laver du Plys Bjørn?
- Jeg rydder op i mit lager af honning for at være sikker på, at der ikke mangler nogle krukker.
- Der er godt nok mange krukker.
- Ja, og hver gang jeg når til ti, så kan jeg ikke flere tal, og så må jeg starte forfra.
- Hvordan kan du så vide hvor mange krukker der er?
- Det ved jeg ikke. Så jeg satte mig ned for at tænke, og så blev jeg så sulten, at jeg kom til at at spise en af de krukker jeg allerede havde talt.
- Men hvis du havde talt ti, og du så har spist én, hvor mange krukker er der så?
- Tænke, tænke. Jeg har jo stadig krukken, så kan jeg tage en af de andre krukker og hælde honningen over i den,  og så er der igen ti.
- Men skøre gamle bjørn, så er den anden krukke jo også tom.
- Jeg er bare en lille bjørn med en endnu mindre forstand, det havde jeg slet ikke tænkt på

tirsdag den 20. november 2012

Bytte bytte købmand

Bytte bytte købmand, aldrig bytte om igen. I går var så dagen, hvor vi efter en uges mental forberedelse skulle bytte pladser, og jeg havde det elendigt.

Det havde ellers været en rigtig god dag. Jeg tog af sted til universitetet, men på vej hen til bussen i Aarhus, stødte jeg på et par af de piger som jeg studerede med i din tid. De var på vej ind på en Baresso, og jeg fulgte med. Vi sad i næsten to timer og snakkede, og det var næsten ligesom i gamle dage, men de er begge to færdiguddannede og i job/jobsøgende som præster, mens jeg sidder her og kan ikke nå at blive bachelor før jeg fylder 30, og jeg bor på et bosted der behandler mig som var jeg et barn, hvilket både er godt og skidt, men i disse dage, hvor det ovenfra er blevet besluttet hvor vi skal sidde og med hvem som om vi stadig var i folkeskolen, så virker det mest skidt (når det er godt, så er det fordi der er en nærmest mor til barn agtig omsorg som virker tryg og beroligende). Det var virkelig rart at se pigerne igen efter al den tid. det var som at få et lille glimt af sin tabte ungdom.

Efter kaffe skulle de videre. Teknisk set kunne jeg godt nå op på universitetet og tage det sidste hold, men jeg var enormt træt i hovedet og ville bare hjem. Heldigvis var det noget let læsning jeg havde med, "Drenge" af Rudolf Bruhn, en bog om 'rigtige' drenge anno da far var dreng eller endnu tidligere.

Hjemme igen begyndte angsten for de nye pladser at melde sig. Jeg prøvede at se TV sammen med en af drengene nede i stuen, men der skete alt for meget rundt om, så jeg gik op på 2. salen for at få lidt ro, men jeg ville heller ikke have ro, jeg ville have nogen at snakke med, men der var overlap, det vil sige at dem der havde vagt om formiddagen fortæller dem der har vagt om eftermiddagen om der er sket noget særligt, og dernæst bliver der fordelt opgaver. Jeg burde have skrevet, at jeg havde det skidt, om den og den kunne komme op og tale med mig, men det gjorde jeg ikke, jeg ventede bare.

Ham der kom op til mig er enormt sød og hjælpsom, og han vil virkelig gerne dette her, det får jeg i hvert fald at vide, men jeg har meget svært ved at tale med ham, hvilket ærgrer mig for jeg vil egentlig også gerne. Men i går havde jeg det så skidt, at jeg bare lå og blev mere og mere vred på ham. Jeg ville ikke komme til at sige noget grimt til ham, som jeg jo i virkeligheden ikke mente, så jeg lå bare slænget i sofaen og var meget tavs og deprimeret. Så gik han, og jeg var alene, hvilket bare var endnu værre.

Jeg lå bare krøllet sammen i sofaen og gispede efter vejret, ikke fordi jeg har astma, men fordi det er noget som angst godt kan gøre ved én. Jeg skrev på mobil 1 som jeg vidste at han ikke havde, for han var i døgn og døgn har altid husets mobil. Jeg skrev, at jeg gerne ville have en halv PN, hvilket u officielt kan oversættes med Pisse Nødvendig (ekstra medicin). Men det var ham der kom op med det, og jeg var grædefærdig, men jeg var endnu mere grædefærdig, da han bare gik. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville kunne tale med ham om dette, men jeg ville bare sådan ønske, at han havde spurgt om han kunne gøre noget, om han kunne hente en af de kvindelige pædagoger, eller i det mindste havde givet udtryk for, at han godt kunne se at jeg havde det skidt, men han følte sig magtesløs og gik bare ned.

Jeg lå længe og bare lod medicinen virke, og til sidst var der faktisk en af de kvindelige pædagoger der kom op. Jeg havde på grund af det der var sket ikke spist min eftermiddagsmad, så hun nægtede også at lade mig slippe for aftens- og natmad, jeg prøvede ellers ihærdigt at slippe. Det endte med en for i går gældende lappeløsning, hvor jeg spiste min mad før alle de andre, men jeg fik lidt min vilje, for det var en meget lille portion.

Det plager mig, at jeg skal reagere så voldsomt hver gang der sker ændringer. Jeg skammer mig, for jeg føler at det må virke fjollet, for i andres øjne er det jo tit bare små ligegyldige ændringer, men jeg føler meget voldsomt, at jeg ikke har kontrol over mit eget liv, og jeg har et stort behov for kontrol.

Jeg brugte alle de kræfter jeg havde på IKKE at gå ned til mig selv og skære mig dybt og længe, så derfor havde jeg ikke kræfter til at forholde mig til pædagoger som jeg ikke er 100% tryg ved. Det er faktisk hvad rigtig mange af mine kræfter er blevet brugt til den sidste uge, og det er lykkedes mig at lade være. Den kvindelige pædagog roste mig og sagde, at jeg skulle være stolt, men jeg føler mig ikke stolt, jeg skammer mig. Det er som om al min smerte, al min angst ikke tæller som noget når jeg ikke har bevist over for verden hvor slemt det er. Når jeg ikke har skåret mig, så må det jo i virkeligheden være fordi det faktisk ikke var så slemt, eller sådan fungerer min logik i hvert fald.

mandag den 19. november 2012

Om at være medlem af en forfulgt minoritet

I går var en helt almindelig fredelig søndag, da en fremmed trængte ind i vores bygning. Okay, det er et åbent hus, så trængte ind er måske så alvorligt igen, 'kom gående ind fra gaden' er nok bedre, men lyder ikke nær så godt, han kom i hvert fald ind. En af pædagogerne opdagede ham og spurgte hvad han ville. Jeg sad inde i sofaen og hørte ham fremstamme noget om en postkasse, og han blev henvist til den vi har udenfor. Det viste sig dag, at han havde nået at lægge nogle blade i vores personlige postbokse.

Jeg var den første til at få kigget på et af dem, og det viste sig at være antikatolsk propaganda med en meget voldsom retorik, så jeg besluttede at fjerne den fra alle hylderne. Beks, husets anden katolik, stod med sin i hænderne, men jeg tog det fra hende og sagde, at hun ikke ville bryde sig om at læse det. Måske var det ikke min beslutning at tage, hverken for hende eller for de andre beboere, men bladet angav ikke nogen afsender, så det kunne komme til at ligne, at det var husets holdning, og det ville jeg ikke have. Først bagefter spurgte jeg pædagogerne om lov, og de var da heldigvis enige med mig.

Aller først syntes jeg egentlig at det var lidt fjollet med sin voldsomme retorik.
Siden alle Biblens kendetegn på 'dyret' passer på pavemagten, har pavemagten (dyret) altså et mærke, og de siger selv at søndagen er deres (autoritets)mærke
De anklager direkte paven for at være djævlen selv, og søndagen skulle så være djævlens mærke hvorom det står i Johannes åbenbaring at
Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne.
Ja, åbenbaringen kan godt være lidt voldsom kost, især når det er ens egen tro den bruges imod, så efter lidt tid blev jeg egentlig lidt bange. Vidste de på en eller anden måde, at Beks og jeg er katolikker, eller skød de med spredehagl? På verdensplan er katolicismen stor, men i Danmark er vi helt klart en lille minoritet, så at skyde med spredehagl virkede lidt omsonst, indtil jeg kom til at tænke på, at bladet måske har balladen omkring lukkeloven i tankerne og vil vise søndagen som 'et katolsk bedrag der sætter friheden i fare'.

Hele bladet handler om hvordan det er katolikkernes skyld, at vi har hviledagen om søndagen og ikke om lørdagen, og det kan der godt være noget om. Ifølge de ti bud, som vist nærmere er 13 når man virkelig tæller efter i Exodus (2. mosebog) 20,1-17 og Deuteronomium (5. mosebog) 5,4-21, ifølge dem skal shabbaten, den 7. og sidste dag i ugen, være hviledag, men i takt med at kristendommen løsrev sig fra jødedommen så havde de kristne brug for regler og retningslinier der skilte dem fra jøderne, og der er ingen bedre måde end ved at spise andre ting og holde fri på andre tidspunkter. De to ændringer er ikke noget der er unikt for kristendommen, jøderne gjorde det selv under det babylonske fangenskab, hvor de blev fordrevet fra deres land.

Til at begynde med var det slet ikke Jesus' mening, at han ville starte en ny religion, han kom som den lovede Messias, ikke som den der ville nedbryde loven, men den der skulle opfylde den, men langt fra alle jøder var enige med dette, og langsomt delte jødedommen sig i to, dem der blev ved med at være jøder og dem der blev kristne.

Men hvorfor stoppe ved at diskutere om lørdag eller søndag er den 7 dag? Hvad med også at diskutere hvornår en dag starter? I vores moderne tider tæller vi en dag fra midnat til midnat (hvilket jo også variere fra vintertid til sommertid), men jøderne regnede en dag fra solnedgang til solnedgang, og grækerne som vi jo også arvede en det af vores kultur fra, regnede den fra solopgang til solopgang. Vi som katolikker ser søndagen som noget særligt, for det er den dag hvor katolikker verden over holder messe og skaber et fælles bånd imellem os, men er der konkret en ugedag der er mere 'magisk end de andre? Hvis man ser bort fra den matematiske opdeling af tiden, så kan vores opdeling i uger, måneder og år godt virke lidt flydende, så man ikke vi godt kan slappe lidt af, og ikke tage det alt for tungt.

søndag den 18. november 2012

Om at skulle bevise noget

I går eftermiddags var mit blodsukker som sædvanligt pinefuldt lavt, og jeg var træt, og jeg ville helst bare ligge på sofaen og kigge skod TV, alligevel tvang jeg mig selv til at lave julepynt i nålefilt. Jeg lavede et stort grå-blåt hjerte med små lyseblå striber der snoede sig ned af det.

Det er november, der er lang tid til jul, jeg kan slet ikke forholde mig til julepynt endnu, men alligevel lavede jeg det. Hvorfor? Fordi en at pigerne, C, hele tiden sidder og laver det, og hun er dygtig og får ros.Generelt er det sådan, at det er mig der maler og hende der laver kreative ting, men jeg havde pludselig et enormt behov for at vise, at hun ikke er den eneste der kan, jeg kan også.

Det er som om jeg hele tiden skal bevise ting. Jeg skal bevise, at jeg kan passe min løbetræning, at jeg kan holde orden i min lejlighed, at jeg er dygtig til at tegne og male, at jeg knokler hårdt med hebraisk, og at jeg også kan alt det de andre kan. Hvorfor skal jeg bevise, at jeg kan det hele? Hvorfor er det ikke nok bare at have nogle få ting som jeg gør godt?

Jeg blev diagnostiseret meget sent, så i hele min skoletid, skulle jeg konkurrere med normale børn uden at få anden hjælp end hvad mine forældre kunne tilbyde, så jeg havde rigtig svært ved at klare mig. Fagligt gik det ok, men jeg var hele tiden så forbandet træt, så jeg er vokset op med, at jeg er doven, jeg havde jo ikke mine lektier i orden, jeg var 'syg' ugentligt, jeg holdt hurtigt op med at dyrke sport, jeg kunne ikke koncentrere mig i timerne. Jeg husker ikke i hvilken grad folk kaldte mig doven, men det var det jeg kaldte mig selv, og det ord sidder stadig dybt inde i mig, og det gør stadig ondt.

I gymnasiet brugte jeg min spiseforstyrrelse til at lære selvkontrol, men det er ikke noget man bare sådan lige lærer på tre år (det tog mig nok nærmere syv), så jeg fejlede og fejlede, og selvom jeg sled hårdt, så var det aldrig godt nok, så jeg måtte jo tillige være dum.

Nu kan jeg det der med selvkontrol i en acceptabel grad, så nu er jeg i gang med at vise verden, at jeg hverken er dum eller doven. Hvis jeg skal tro pædagogerne, så ved verden det godt, og synes vist ligefrem at jeg er dygtig, klog og overskudsagtig, men jeg ved det stadig ikke selv, så jeg har endnu massere at bevise. Derfor sidder jeg en lørdag eftermiddag og laver julepynt selvom jeg ikke har spor lyst, derfor går jeg ned i kælderen og dyrker yoga selvom selvom det er kedeligt.

Det er egentlig ikke super fedt at skulle bevise noget hele tiden, især når jeg alligevel ikke accepterer resultatet, men i min verden findes der kun ét andet alternativ, og det er dovenskaben, og det er endnu værre.

lørdag den 17. november 2012

Om en tur med bæ-maskinen

Laika er en mund, som jeg nogle gange går tur med.

På et tidspunkt efter omstruktureringen bad jeg om tilladelse til at få en handicap hund, men jeg fik afslag fra vores leder, fordi der i teorien kunne flytte nogen ind der er bange for hunde. Okay, det kom til at lyde bittert, og det var det også til at starte med, men jeg kan jo egentlig godt forstå logikken, og jeg er nu kommet til det punkt, hvor det bare er sådan det er, og så tænker jeg ikke så meget over det. Jeg er vist ikke den eneste der har ønsket dyr, i hvert fald er Laika (midlertidigt) kommet til som plaster på såret.

Laika tilhører en af pædagogerne og kommer med på arbejde to gange om ugen, tirsdag og fredag, og så må vi kæle med hende og tage på tur. Jeg forelskede mig straks i hende, og vi er blevet rigtigt fine venner. Én dag kom jeg træt og sulten hjem fra en lang dag på uni, og jeg nærmest kollapsede på trappen, og min hånd nærmest mekanisk kløede hende på halsen, hvilket hun godt kan lide, især hvis man lægger lidt kræfter i. Hun vrider og vender sig og dasker til en med forpoterne, så man næsten skulle tro, at hun får en orgasme.

Tidligere var det tirsdag og torsdag, at hun kom, men det passede blandt andet ikke så godt ind i mit skema, da det er mine to lange dage (så længe det varer, for jeg går snart på juleferie). I går var jeg en lille smule rastløs og kunne ikke sidde stille og bare klø hende, jeg måtte ud, ud i kulden, ud i blæsten, ud og væk fra mig selv, så jeg fandt hendes snor, nogle plasticposer og nogle hundekiks, og så var vi klar.

Jeg ville have taget hende en tur rundt om søen, men synet af vand gjorde hende helt vild, og jeg var bange for, at hun ville hive mig med ud i det, så jeg drejede op fra stien og ud til vejen. Fordelen ved at gå rundt om søen er, at der halvvejs rundt ligger et lille offentligt og anstændigt rent toilet, hvilket er godt for folk som mig, som er udstyret med en utroligt lille blærer. Jeg kunne derfor ikke komme på toilettet, så vi gik kun i en times tid, længere kunne jeg ikke holde mig. Jeg kunne jo ikke lige som hende skræve og tisse en lille tår midt på vejen.

På vores tur lykkedes det hende at skide to gange på 500 m, hvilket jeg jo selvfølgelig måtte samle op efter hende. Det er utroligt, at der kan være så meget lort i en hund, og jeg fatter ikke, at hvis hun allerede kan kl 9 om morgenen, hvordan holder hun sig så en hel dag, når 'far' og 'mor' er på arbejde.

Men vi fik altså en god lille gåtur. Jeg ville have haft kamera med, men jeg glemte det, og tænkte at det var ikke værd at gå tilbage efter.

De andre piger går også nogle gange tur med hende, og jeg kan ikke lade være med at blive en lille smule jaloux, for selvom det er lykkedes mig at gøre Laika glad for mig, så er jeg pinefuldt bevidst om, at jeg faktisk ikke er vildt god til dyr, og jeg er sikker på at de andre er meget bedre, og at hun meget hellere vil være sammen med dem. Det kunne forendlede mig til at forkæle hende, men en hun er altså en hund og skal behandles som en sådan, godt, men bestemt.

fredag den 16. november 2012

Om pepsi afhængighed

Det er morgen, og jeg kan godt mærke, at jeg ikke som sædvanligt har fået min morgencola, jeg drikker nemlig cola om morgenen, ligesom andre mennesker drikker kaffe, jeg er bare ikke alt for glad for varme drikke. Men så en dag kom jeg til at kigge på min konto, og så, at der bare ikke var så mange penge tilbage, som jeg syntes, at der burde være. Først tænkte jeg, at der måtte være sket en fejl, at nogen havde hævet nogle penge de ikke var berettiget til, men så gik jeg i gang med at regne lidt på det, og så var der jo lige 400 kr her og 600 der og inden længe rendte det op, og jeg måtte indse, at jeg har tillagt mig nogle dyre vaner, som jeg ikke har råd til nu hvor jeg har den store transportudgift. Så måtte jeg lettere slukøret regne lidt på det og starte ud med at købe ALT hvad jeg regnede med at få brug for i løbet af måneden som toiletpapir, tamponer og shampoo, og så måtte jeg regne på det igen og kunne godt se, at der ikke ville blive råd til min sædvanlige mængde cola.

Efter omstruktureringen i foråret røg mit forbrug op på 4x0.5L, men i løbet af sommeren fik jeg det ned på to. Så begyndte universitetet og det kom tilbage på 4. Jeg har længe tænkt på, at det skulle ned igen, men jeg har ikke kunnet finde styrken til det. Så kom November, og så viste det sig at jeg ikke har nok penge. I mine yngre dage, ville jeg ikke have styrken til at reducere mit forbrug. Jeg ville blive ved med at drikke til kontoen var tom, og så ville jeg klynke mig gennem en kold tyrker resten af måneden. Nu er jeg ældre, stærkere og mere afbalanceret, så jeg skar drastisk ned, og jeg gjorde det med det samme, ikke noget med at holde en afskedsfest og vente til i morgen. Nu er det selvfølgelig ikke nogen fuldstændig afsked, jeg drikker stadig 1-2 flasker om dagen.

Forleden kom jeg så til at tænke på, at jeg også lige skal have et klippekort til bussen, og i går var jeg også nødt til lige at købe noget at spise for at klare turen hjem, og jeg så i min pung og anerkendte, at der ikke er mange penge tilbage, og jeg sukkede tungt og dybt. Skal jeg bruge af opsparingen, skal jeg slå hul på min sparegris/elefant eller er jeg stærk nok til at reducere mit forbrug yderligere?

Det værste er nærmest, at jeg ligefrem føler at det er min ret at få min daglige cola, men er der ikke råd, så er der ikke råd, og så er der egentlig ikke mere at sige om den sag, selvom det er ærgerligt.

torsdag den 15. november 2012

Om måske at gøre tilnærmelser

Vi havde en helt formidabel time i hebraisk i går. En af de timer, hvor man bagefter har skrivekramper i timevis, hvor man går ud af lokalet med en følelse af at være et helt nyt menneske, hvor man har lyst til at give læreren en krammer og sige 'tak'. Jeg havde ikke nogen blok med, så jeg skriblede løs på bagsiden af mit kompendium.

Vi havde og gudsnavnet Jhwh, om hvorfor vi udtaler det Jahwee og ikke Jehowaa (det sidste H er en vokalforlænger), og vi snakkede om de religionsvidenskabelige aspekter ved navnet. Jahwee er det ord der oprindeligt stod i de hebraiske tekster, eller det mener man, for 'du må ikke misbruge Herren din Guds navn', og for ikke at gøre det, holdt man helt op med at sige det, og igennem århundrederne er den oprindelige udtale gået tabt. Når vi siger Jahwee, skyldes det en græsk inskription fra det 2. århundrede. Når Jehovas vidner derimod siger Jehowaa, så skyldes det, at når man ikke måtte sige Jahwee, så måtte man sige noget andet, og dette andet blev så adonaj (Herren), og for at vise, at det var adonaj man skulle sige, så tog man vokalerne fra adonaj og rykkede dem ned til Jhwh. Hebraisk er oprindeligt et sprog skrevet uden vokaler, men for at folk ikke skulle glemme, så var der nogle kloge herre, kaldet massoreterne, der satte vokaler på. Man tog altså vokalerne a-o-a og satte dem sammen med Jhwh, men pga af nogle lydregler, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her, blev a til e, og navnet Jehova blev dannet.

Tetragrammet (dvs 'de 4 bogstaver') Jhwh kan ses som et verbum i en såkaldt jiqtolform (dvs nutid/fremtid). Religionshistorisk set var de guder i mellemøsten, der havde navne efter jiqtolformer, småguder eller små lokale guder, hvilket stemmer godt overens med, at israelitterne kun var et lille folkefærd i en stor helhed. En af pigerne på holdet rakte hånden op og spurgte om det ikke var lidt for fortænkt, men det er jo lige netop det man gør på universitetet, man tænker, grubler og spekulere. Det er jo ikke et spørgsmål og at Gud bare er en lille lokal Gud, men at menneskets forståelse af Gud startede småt og lokalt, og det er to meget forskellige ting.

Vi havde om meget mere i denne formidable time, men jeg skal ikke belemre jer med mere nørderi for denne gang, desuden mangler jeg et hebraisk og et græsk alfabet for at kunne gøre det ordentligt, men det som jeg egentlig ville snakke om er noget ganske andet.

Da jeg sad i toget hjem var jeg stadig helt oppe og køre, og jeg skrev en sms til min mor for at spørge, og man kan tillade sig at skrive til en underviser, altså en underviser af den slags der godt kan elevernes navne, og fortælle at dagens time var super fed. Hun svarede, at det må man meget gerne, hvis man sørger for at lægge vægt på at det er undervisningen og ikke ham som person man roser, således at han ikke tror, at man gør tilnærmelser til ham. Betegnelsen 'gøre tilnærmelser til' slog mig helt ud af kurs, for jeg har jo beundret hans undervisning hele semestret, men at sige 'gøre tilnærmelser til' lige i forbindelse med denne underviser, det virker bare helt helt forkert, han er ikke typen man gør tilnærmelser til, men hvad nu hvis jeg har gjort noget der kunne tolkes som sådan? Det ødelagde fuldkommen min eftermiddag, for jeg lå på sofaen og grublede, og jeg tænkte over alt hvad jeg har gjort og sagt og skrevet i forbindelse med mine hebraisktimer, og jeg tænkte om det nu kunne misforstås, og fordi jeg tænkte så meget over det, så kunne det lige netop misforstås, se det er det der er fortænkt, når man tænker så meget over noget, at man begynder at se mønstre som ingen andre kan se.

I de naturvidenskabelige fag siger man, at hvis et forsøg og resultat skal være gyldigt, skal andre uafhængigt kunne gentage det samme forsøg og komme til det samme resultat, for at det tæller som gældende. Det er ikke helt så simpelt indenfor humaniora og arts, men her gælder det, at man har sine argumenter i orden, således at man kan overtale andre til, at ens resultater er korrekte, hvilket er grunden til at nogle ikke regner os for 'rigtige' videnskaber. Et argument som, 'jamen min mor siger at," overbeviser ingen andre end mig selv, så jeg skulle nok være på den sikre side, i hvert fald når det gælder min lærer.

onsdag den 14. november 2012

Om at være studentikos

For nogle måneder siden, fik jeg af min forfatterlærer at vide, at jeg var alt for studentikos når jeg skrev, hun ville gerne have flere følelser frem. Studentikos vil sige studenteragtig og umoden, som når man har enormt meget behov for at vise omverdenen alle de fine ting man har lært henne på universitetet. Det var ikke en besked jeg var glad for at få, og jeg græd, men jeg kom så til at tænke på, at det er det jeg er opdraget til at være, for sådan er vi i min familie, og sådan er man på universitetet. Set på den måde var det jo faktisk et kompliment, og det er også ment som et kompliment, når jeg bruger det her.

Grunden til, at jeg kommer til at tænke på det nu er, at jeg blev kontaktet af en forfatter, som gerne ville have mig til at anmelde en af sine bøger. Jeg er generelt ikke meget til fantasy, men man siger da ikke nej til en gratis bog, eller jo det gør man nogle gange, men han var yderst flink mod mig, så hvorfor ikke, fantasy vil jo ikke tage livet at mig. Selve anmeldelsen af bogen kommer en af de følgende dage på min bogblog, men bogen fortjener en foromtale.

Jeg giver den en foromtale fordi det lige så godt kunne have været mig der skrev den, eller det kunne have været hvilken som helst af de drenge jeg i tidens løb har boet på kollegie med som gjorde det. En af de drenge der synes det er sjovt at citere afdøde filosoffer på tavlen til interne beskeder, eller som køber Augustins samlede værker fordi det da bare er mega sejt, altså med andre ord lidt en nørd, men en nørd ment med den aller venligste og mest tiltalende betydning af ordet. Jeg kunne godt blive lidt irriteret på de drenge engang imellem, men det var mest fordi jeg godt kunne blive lidt irriteret på mig selv, fordi jeg skulle tage mig selv i nakken for ikke at gøre præcis de samme ting.

Nu er der gået mange år siden jeg boede på kollegie, og jeg er modnet meget i de år, eller måske er jeg bare blevet gammel, det er nemlig noget psykiatrien godt kan finde på at gøre ved én, ælde én. Af den grund kan jeg nu virkelig værdsætte en akademisk inspireret fantasybog, og jeg sidder og klukker lidt for mig selv når jeg støder på genkendelsesmomenter, for hvorfor er det egentlig, at man altid skal starte helt fra bunden, når man opbygger en ny verden? Hvis vi siger at tallet pi (3.141592er helt fundamental for vores verden, hvorfor skulle det så ikke også være det i andre verdener? Og hvis det er fundamentalt, hvorfor så ikke bruge det?

Men det er nok mest sproget der er studentikost (og jeg elsker det), som i sætningen
"Han var idealistisk,"forklarede Gawl. "Han mente, at vi som folkeslag begrænsede os ved kun at bo i bjergene og lave det samme arbejde generation efter generation".
Toft, Jon B. "Laya" s.52

Så hurra for det studentikose, så mine kære medstuderende, lad jeres røst høre og skam jeg ikke over jeres nørdethed.

tirsdag den 13. november 2012

Om siddearangementer

Jeg har boet på dette sted i omkring ti måneder, og i den tid er der blevet rykket rundt på vores siddearrangement, og tre gange har jeg reageret komplet uværdigt derpå. Første gang havde pædagogerne, uden at sige noget, rykket rundt på nogle borde nede i 'caféen', som vi kalder spisestuen i stueetagen. Jeg var ude af mig selv og skar mig, for måske var der ikke mentalt plads til mig i det nye arrangement. Senere blev alle pigerne rykket op på anden salen i forbindelse med omstruktureringen, hvor vi kom til at sidde ved borde inddelt i vores teams, dvs sammen med dem som hører til den samme gruppe pædagoger. jeg reagerede ved at have det skidt i mange mange måneder. Og nu er den så gal igen.

I fredags fik jeg som den første at vide, at nogle af pigerne skal rykke pladser oppe ovenpå, således at vi kommer til at sidde sammen to og to, med en fra hvert team, og jeg reagerede ved at græde mig igennem weekenden. Det gjorde jeg, selvom jeg egentlig er ret heldig, jeg skal nemlig sidde sammen med Beks, den veninde jeg engang imellem snakker om her på bloggen. Men alligevel var jeg så godt som utrøstelig, for i min verden er det en kæmpe stor ændring og jeg hader ændringer.

Pædagogerne er ved at vænne sig til mit had/frygt for ændringer, så nu får jeg en sms med selv de mindste ændringer, helt ned til når der bliver rykket rundt på nogle potteplanter, hvilket driver mig til vanvid, for jeg er ligeglad med potteplanterne, og jeg er ked af, at pædagogerne ikke forstår hvilke ting der er vigtige for mig, og hvilke der ikke er, men jeg forstår det ikke engang selv, så jeg kan heller ikke fortælle dem det.

Da jeg fik at vide, at vi skulle rykke pladser, startede pædagogen med at sige, at det bare var en lille ting hun ville fortælle mig, men hvis det bare var en lille ting, hvorfor reagerede jeg så så kraftigt? Hvis det bare var en lille ting, hvorfor gør det så så ondt? De forstår det ikke, for vi har jo snakket om at rykke rundt lige fra starten, og det har vi, men jeg troede at de mente ved bordene og ikke imellem bordene.

Det hele skal nok blive godt til sidst. Jeg kan mærke hvordan jeg lige så stille vænner mig til det, og jeg har slet ikke skåret mig i denne omgang. Jeg har helt ondt af Beks, over at jeg har haft så meget imod at skulle sidde sammen med hende, men det er ikke hende der er problemet, det er mig, og vi skal nok få det rigtig hyggeligt, når jeg lige har vænnet mig til den nye situation.

mandag den 12. november 2012

Extremly loud and incredibly close

I morges vågnede jeg endnu tidligere end normalt, kl 2.15, og jeg er så ualmindeligt træt. Trætheden gør, at jeg føler mig helt skæv i kroppen, fordi min venstre side slæber lidt, hvilket jeg aldrig ville have skrevet hvis jeg ikke havde fået min nye diagnose, spastisk lammelse, Det er utroligt hvordan en ny diagnose kan ændre ens fokus. Min krop har været meget stiv og øm hele weekenden, så jeg har slet ikke dyrket noget motion, jeg har bare siddet og set film.

Denne weekend var det min tur til at være med nede i Bluckbuster og leje film, og da der ikke rigtigt var andre end mig, kunne jeg tillade mig at låne hvilken som helst film jeg havde lyst til uden at skulle tage hensyn til om de andre også gad se den. Ikke at jeg derved havde planer om at leje en dårlig film, men jeg ville ellers ikke have selvtilliden til at leje en film bare fordi jeg selv gerne ville se den. Jeg ville ikke kunne lade være med at tænke på hvad de andre mon ville synes, og det er da en meget nobel tanke, men jeg kender ikke de andre godt nok til at kunne vide hvad de egentlig ville og ikke ville kunne lide, så et valg af film ville mere bygge på mine fordomme om deres smag end på hvad de egentlig godt kan lide. Men i lørdags stod det mig altså frit for at vælge hvad end jeg ville.

Valget faldt på "Extremely loud and incredibly close" som bygger på en roman ved samme navn af en af mine mange yndlingsforfattere, Jonathan Safran Foer. Den handler om en dreng der skal bearbejde sin sorg efter at have mistet sin far da tvillingetårnene styrtede sammen. Han prøver at finde mening med det hele ved at prøve at finde den Black der ejer den nøgle som hans far var i besidelse af, også selvom det betyder, at han skal opsøge alle de personer ved navn Black som bor i New York. Det er er en meget smuk og fantastisk fortælling.

Jeg så filmen sammen med en mandlig pædagog lørdag eftermiddag. Han er normalt en der snakker rigtig meget, men han var helt opslugt af filmen, så han sagde ikke et kvæk. Jeg kendte jo historien. Under en indlæggelse fik jeg den af min far som havde den stående på sin reol. Han sagde at han i sin tid vist faktisk havde købt den til mig, men han sagde ikke i hvilken anledning, og jeg er ikke helt sikker på at det er sandt, men det gav ham en mulighed for at gøre noget sødt for mig på et tidspunkt hvor jeg havde det svært, uden at vi skulle gøre et stort nummer ud af det. Sandt eller ej, jeg slugte i hvert fald alle 361 sider på et døgn, jeg var jo indlagt og havde ikke meget andet at bruge min tid på. Søndag så jeg den så igen sammen med en anden pædagog, som også var rørt til tårer.

Hvis jeg er heldig, kan jeg få dem til at købe filmen. Min undskyldning? Den handler om en aspergerdreng, og alle køb der relaterer til aspergers kan retfærdiggøres. Drengen Oscar er blevet testet, og resultaterne var uklare, men jeg er ikke i tvivl, og det var pædagogerne heller ikke. Det var noget med den måde han snakkede på, det var måden hvor han kom helt ind til folk uden at være følelsesladet, det var noget med den måde han organiserede sin eftersøgning og noget med detaljerne.

Jeg så filmen to gange på 24 timer, og jeg kunne se den om og om igen hvis vi ikke skulle have afleveret den.

søndag den 11. november 2012

Om mine gamle dagbøger

Jeg er begyndt af læse mine gamle dagbøger, fra dengang hvor jeg var virkelig syg. Jeg ved ikke om det er godt for mig, men nu er jeg gået i gang, så jeg føler ikke, at jeg kan ikke stoppe, ikke før den mig der findes i dagbøgerne får det godt nok til, at jeg tør lade hende alene. Jeg har så ondt af hende, men det kan jeg kun have, fordi det ikke længere er mig, jeg er blevet en anden, jeg har fået det bedre.

Dengang frygtede jeg at få det bedre, for hvad nu hvis jeg ikke brød mig om den nye mig? Kan jeg lide den nye mig? Jeg er ikke længere så genert og forsagt, faktisk kan jeg ligefrem være frembrusende og lidt dominerende, og jeg skammer mig over det, for giver jeg plads nok til at også de mere stille kan komme til? På uni den første tid røg jeg tilbage til den jeg var dengang, og det var kedeligt og lettere nedværdigende, jeg turde jo ikke engang tale med folk. Men selv på uni begynder jeg at vende tilbage til mit nuværende jeg. Forleden blev jeg inviteret med til at sidde og snakke og lave lektier (mest det første) og jeg var ved at tabe både næse og mund af ren benovelse, for ville de virkelig have forsagte og underlige mig med? Men det lykkedes mig at spille cool og agere som var det den mest naturlige ting i verden, men det var vel hverken ny mig eller gammel mig, men bare mig midt imellem.

Det er vigtigt for mig at dokumentere mit liv, ikke kun på bloggen hvor folk kan følge med, men også over for mig selv. Min første dagbog fik jeg som barn, men den har jeg mistet og jeg ærgrer mig gul og blå, men på min hylde står der nu 36 dagbøger. Nogle kan jeg næsten udenad fordi jeg har læst dem så mange gange, andre har jeg skrevet og glemt alt om.

Sidst jeg var ude at lede efter en ny dagbog/notesbog, så var det næsten umuligt at finde en, og jeg kom til at tænke på, om unge piger ikke længere har en 'hemmelig' dagbog liggende under hovedpuden? Har den menneskelige teenage psyke ændret sig, så unge piger ikke længere har brug for hemmeligheder, er vi kommet til det punkt hvor man har en personlig blog i stedet? Sandt nok, så har jeg jo selv denne blog, og før det en dagbog på et lukket forum, men jeg har altid simultant haft min én dagbog kørende til de virkelig personlige ting. Er jeg gammeldags? Er det bare lidt for 90'erne?Men jo mere jeg noterer jo bedre har jeg det med det, men det kan godt blive temmelig forvirrende læsning, så nu hvor jeg har fået mere overskud er jeg begyndt at dele mine dagbøger mere op, hvilket passer perfekt med min kassetænkning.
Uni dagbog

Trænings dagbog
Alm dagbog

   
De fleste af mine dagbøger

lørdag den 10. november 2012

Om et rådighedsbeeløb

Jeg har virkelig ikke lyst til at betegne mig selv som fattig, og det er jeg heller ikke på nogen måde, for jeg har råd til alle mine faste udgifter, når jeg sådan passer lidt på i hvert fald, men jeg sad og lavede forarbejdet til at få en budgetkonto i går, og jeg havde færre penge end jeg troede, meget færre, faktisk kun halvdelen af hvad jeg troede, så jo, jeg følte mig fattig uden teknisk set at være det.

Problemet er lidt, at i gamle dage, så gik man ned i banken, og så ordnede de det hele for én, men nu om dage skal man selv regne ud hvor meget der skal betales til budgetkontoen om måneden og så taster de tallet ind i computeren, hvis man ikke selv er så stærk til matematik, så koster et møde i banken 600 kr, sikke en flok gebyrgrippe, det giver mig helt lyst til at skifte bank, men da jeg hverken har lån eller en opsparing af betydning, så kan det slet ikke betale sig, desuden er de andre banker sikkert lige så slemme, eller også bliver de det inden alt for længe.

Man kan spørge sig selv om hvorfor jeg ikke har oprettet en budgetkonto langt tidligere, det er da trods alt over 7 år siden jeg flyttede hjemmefra, men så må I forstå, at mit liv har været krise på krise, og der har bare altid været noget der var vigtigere, og jeg havde ikke kræfter til at overkomme det hele, og så måtte budgetkontoen udskydes, og sådan fortsatte det i meget lang tid, det har heller ikke været et problem før nu, for jeg har altid haft pengene, men jo bedre jeg har fået det, jo flere penge bruger jeg på mig selv, fordi jeg synes jeg fortjener noget pænt tøj eller en kop kaffe med en veninde eller en god bog, så nu, nu var det tid, men hvis det ikke havde været for min kontaktpædagog, så havde jeg nok ikke fået det gjort.

Jeg sad altså der og regnede, og kom frem til et rådighedsbeløb der var mindre end jeg regnede med, men det var stadig okay, men så kom jeg i tanke om flere og flere ting jeg havde glemt at regne med, og langsomt blev mit rådighedsbeløb mindre og mindre. Som sagt er det kun ca det halve af hvad jeg sådan gik og forestillede mig, hvilket er noget øv, men det er heller ikke uacceptabelt lille, men overraskelsesmomentet i det gjorde, at jeg var helt knust. Jeg følte, at det hele var den rene elendighed, og at jeg aldrig nogensinde ville kunne klare mig, og jeg havde enormt ondt af mig selv.

Jeg besluttede mig for, at nu kunne der ikke længere være råd til Pepsi Max, i hvert fald ikke i den størrelsesorden jeg drikker det i nu, så da jeg var nede og handle, købte jeg ikke ind til denne morgens forbrug, og jeg vil heller ikke købe til i morgen, eller dagen efter, eller dagen efter igen. Jeg bliver nødt til at stoppe med den del af forbruget hvor jeg bare hælder det i mig, også selvom det bliver hårdt. Jeg sidder og smasker tørt bare ved at skrive dette her, men cola er ikke en menneskeret, og jeg skal nok klare mig. Der er heller ikke nogen der siger at jeg skal stoppe helt. Jeg må gerne gå ind i en butik og købe én flaske i ny og næ, hvis jeg synes jeg har gjort mig fortjent til det, eller hvis jeg bare har en af de der dage hvor det hele bare er surt eller hvis...

I skal se, jeg skal nok klare mig, for det gør jeg altid på en eller anden måde, og når jeg siger, at mit rådighedsbeløb er det halve af hvad jeg havde forventet, så skyldes det måske i lige så høj grad urimelige forventninger, som det skyldes, at jeg ikke har nogen penge.

fredag den 9. november 2012

Om dengang i psykiatrien

Jeg skulle have været på uni efter jeg havde været ved psykolog i går, men vi kom til at tale om de to år fra 07 til 08, hvor jeg røg ud og ind af psykiatrisk hospital i Risskov og på akutmodtagelsen Århus sygehus. Jeg ville have taget på uni men mit hjerte var tungt og mit hoved proppet, og jeg trængte bare til at komme hjem og blive trøstet af pædagogerne og få at vide, at alting er blevet godt, det hele var bare et mareridt, et langt mareridt javist, men kun et mareridt.

Men hvad skete der i de år? Problemet er nærmest at der ikke skete så meget. Jeg blev diagnostiseret med Aspergers syndrom, og så gik alting i stå. Jeg blev erklæret uegnet til psykologhjælp, jeg blev afvist fra både center for spiseforstyrrelser og center for selvmordsforebyggelse, og jeg gik fra at være i behandling i psykiatrien til at være til opbevaring indtil dem fra voksen handicap 'gad' at tage min sag, så jeg ventede, og alt var en grå tåge af alt det der er ubehageligt at snakke om.

Jeg ved, at jeg burde være taknemmelig, for jeg har fået så meget og plejepersonalet på afdelingerne har gennem tiden været så søde og gjort så meget for mig, men det var ikke dem vi snakkede om i går, det var derimod de få, som dog fyldte så meget. Under snakken følte jeg ingenting, men bagefter følte jeg det svigt som jeg ikke turde føle dengang, men jeg skammer mig over at føle mig svigtet, jeg føler mig utaknemmelig, for jeg føler ikke, at jeg stod i en position, hvor jeg kunne kræve noget som helst, for jeg burde være taknemmelig for, at jeg trods alt ikke var på venteliste. Og alligevel har jeg følelsen indeni, at det måske ikke var mig som krævede for meget, men de få der ikke gjorde deres arbejde ordentligt, men nogle gange føles det luset at skyde skylden på nogen som ikke er til stede til at forsvare sig selv, derfor er jeg også i tvivl om jeg skal poste denne historie, men jeg gør det alligevel. jeg vil gerne fortælle om den første gang, at jeg tog en overdosis Panodiler.

Novellen som jeg har linket til handler dog ikke om den første gang, men om en sammenfatning af de 6 overdoser jeg havde i løbet af 7 måneder. Jeg spekulerer nogle gange på, om det kunne været gået anderledes, hvis det jeg nu vil fortælle var forløbet anderledes.

Lægerne og sygeplejerskerne på akut modtagelsen havde været så søde ved mig, selvom jeg senere fandt ud af, at lægerne på psyk havde prøvet at beordre dem til ikke at tale med os 'panodilpiger', for vi skulle jo nødig føle os for fine på den, eller hvad det nu var at de tænkte, men kan man i et civiliseret samfund tvinge folk til at være mindre menneskelige, i dette tilfælde sygeplejersker som burde have medmenneskelighed som en del af deres person, som en del af deres job? Nogle sygeplejersker kunne ikke, og især på den afdeling gjorde de meget ud af, at også vi skulle føle bare et øjebliks glæde.

Da min indlæggelse var slut, spurgte lægen hvad han skulle stille op med mig, og min selektive mutisme (midlertidig stumhed) som jeg led meget af i den periode, satte ind. Jeg ville så gerne indlægges på psyk, men jeg turde ikke stille krav af frygt for at blive afvist, og især af frygt for at blive afvist fordi jeg stillede krav, så det var nemmere at holde sin mund. De ringede til min kontaktsygeplejerske der sagde, at de bare skulle sende mig hjem, han skulle nok ringe til mig. Jeg kom hjem torsdag kl 11, måske 12, og jeg havde ikke noget mad, men jeg turde ikke gå ud og handle, for han ville jo ringe, og så ville han fortælle mig hvad jeg skulle gøre, og så skulle alt nok blive OK på en eller anden måde, men han ringede ikke, og til sidst måtte jeg først græde lidt i fortvivlelse, og så ud og handle. Han ringede så, men først kl 16.
- Det var da noget værre noget...
- Ja.
- Nu gør du det vel ikke igen i løbet af weekenden?
- Det ved jeg ikke.
- Gør du det igen i løbet af weekenden?
- Nok ikke.
- Okay, så ses vi til vores aftale mandag.
Det var det, og aldrig blev der snakket om det igen, heller ikke anden, tredje og fjerde gang, og så opsagde han vores samarbejde. Ikke at det gjorde den store forskel, han var sjældent hos mig mere end 5-10 min selvom han sagde til andre at han satte en halv time af.
- Hvordan går det?
- Bare sådan stille og roligt.
Sådan svarede jeg altid, for hvad skulle jeg sige? Stille og roligt? Hvad betyder det egentlig overhovedet? Det betyder ingenting, for stille og roligt i forhold til hvad? Enhver kunne vel se at det ikke gik stille og roligt, når jeg kom til udpumpning hvert andet øjeblik, men ingen sagde noget. Jeg kan godt forstå at jeg var i tvivl om, om jeg var værd at redde, eller om alle bare var ligeglade. Min familie ville nok ikke være ligeglad, men jeg fortalte dem det ikke, for i min grå og kolde verden var der ikke plads til andre end mig og måske en enkelt sød sygeplejerske i ny og næ, der var ikke plads til familien og alle deres følelser.

Jeg kan så på mit ordvalg, at jeg et eller andet sted føler mig harm, men jeg kan ikke mærke noget, for i mine år i psykiatrien valgte jeg at skubbe mine følelser meget langt væk, og det kan jeg stadig nogle gange.


torsdag den 8. november 2012

Løbe som en spadser 2

Der er i forvejen en "løbe som en spadser 1" og nu skal i høre hvorfor.

Under handicap OL sad jeg i sofaen og stenede, da der bliver vist kvalifikationen til de kvindelige løberes 100 m løb for mildt spastiske lammelser. Pludselig er der én af dem der laver en bevægelse som jeg kun kender alt for godt, et lille næsten ubemærkeligt spjæt med venstre side af kroppen. Jeg kender det, fordi jeg selv gør det samme. Det sker dog mest når jeg sidder ned, et lyn farer igennem kroppen på mig og musklerne i min vestre side trækker sig sammen og jeg kommer til at se lidt sjov/dum ud. Ophidset spurgte jeg en af de mandlige pædagoger (ikke specifikt fordi han var en mand, men fordi det var ham der lige var der) om man kunne være spastisk lammet uden at vide det? Han sagde nej og grinede beroligende til mig (af mig).

Jeg havde ikke glemt det, men jeg har ikke snakket om det siden. I går ved psykiateren spurgte hun til de ticks jeg har ved munden, og jeg fortalte så at det er hele kroppen. Af andre fysiologiske problemer kunne jeg så nævne, at jeg har nedsat følelse og styrke i venstre side af kroppen, når jeg svømmer bøjer mit venstre ben indad, jeg har en ifølge fysioterapeuten helt logisk løbeskade i venstre hofte, jeg slæber gevaldigt på venstre ben jo mere træt jeg er, og jeg går næsten altid med venstre arm bøjet. Og så stillede hun diagnosen mild spastisk lammelse af venstre side af kroppen.

Jeg var i tvivl om hvorvidt en psykiater egentlig officielt kan stille sådan en diagnose, men mest var jeg begejstret over at have en ny kasse jeg kan placere symptomer i, så jeg begyndte at tale med endnu større entusiasme om det, og spurgte om jeg skulle have/kunne få en officiel hospitalstest, som fortæller i hvilken grad jeg har det. Det fik min læge til at spørge i ramme alvor, om jeg måske er en lille smule hypokonder. Det ved jeg ikke om jeg er. Jeg har vænnet mig til at observere og beskrive diverse symptomer som min krop og mit sind udviser, og jeg er vant til at snakke med folk om det. Nogle gange giver det diagnoser og nogle gange gør det ikke. Jeg kan godt lide at få en diagnose/kasse, som jeg kan proppe mine symptomer ned i, for så er der styr på dem og der er måske ligefrem noget jeg kan gøre. Når det ikke leder til en diagnose bliver jeg irritabel, nok mest fordi jeg føler, at man ikke tager mig alvorligt. Jeg ved ikke om det er hypokondri, Münchausen eller bare aspergers, men selv en hypokonder bliver vel syg engang imellem.

Da jeg fik diagnosen var min første tanke at hovere lidt over for den før omtalte mandlige pædagog, og min anden tanke var at skrive til Rikke Rønholt. Hun foreslog, at jeg selv skulle prøve at kvalificere mig til handicap OL fortsat, at jeg kan blive godkendt som handicappet nok. Jeg afviste dog, men takkede for tilliden. Vi snakkede lidt frem og tilbage. Hun er jo selv til de korte og hurtige distancer, og hun foreslog, at jeg måske er det samme, fordi jeg så kan holde fokus på at sætte fødderne rigtigt. Nogle mennesker stiler efter at opnå den tilstand, hvor man løber uden at tænke, men måske er det ikke godt for mig, måske er det der jeg bliver skadet. Det at hun sagde det gjorde mig lykkelig, for jeg drømmer ikke om aftenen hvis jeg ikke kan sove om at løbe et maraton, jeg drømmer om at løbe stærkt, om at flyve hen over jorden, men jeg har aldrig vist talent for det før nu. Efter min skade er jeg dog begyndt at løbe markant hurtigere, hvilket ikke skyldes at skaden har udført et mirakel, men jeg 1) løber markant kortere distancer samtidig med at min kondition er den samme, 2) føler at jeg kan tillade mig at løbe kortere distancer, fordi jeg forbrænder mine kalorier på andre maskiner.

Jeg blev hverken særlig overrasket eller særlig chokeret over min nye diagnose, og en af grundende var DRs atletik kommentatores store respekt og fine omtale af de handicappede atleter, så jeg skrev en mail for at takke dem, hvilket er noget jeg tit gør, skriver breve/mails til fremmede mennesker.

onsdag den 7. november 2012

Om en lang dag

Jeg var komplet panisk over, at jeg ikke havde lavet mine lektier i går, så jeg endte med i al hast at pakke mine ting og tage af sted. Det var dog en besværlig proces at komme ud af døren. Først have jeg fået de forkerte sko på, så op og skifte til nogle andre, og dernæst havde jeg glemt min medicin og en flaske med saft (jeg kan ikke lide vand), så op igen, men så kom jeg da omsider af sted. Jeg var så tidligt på den, at hverken kiosken eller banegården havde åben endnu, så jeg måtte gå hele den korte vej udenom og klare mig uden min sædvanlige morgencola, jeg drikker nemlig cola i stedet for kaffe om morgenen. Jeg tog toget kl 6, men jeg kunne godt have sparet mig denne tidlige morgenføjten, for disse lektier, som jeg havde frygtet ville tage en evighed, tog mig ca en halv time i toget, så da jeg kom op på universitetet havde jeg ca to timer at slå ihjel, men heldigvis havde jeg min bog om Napoleontiden (aka fine kjoler).

I god tid gik jeg ned gennem den underjordiske gang der førte til vores undervisningslokale, og så satte jeg mig på gulvet ude foran og læste videre. Jeg var i tvivl om det var der jeg skulle være, men højlydte latterbrøl fra lokalet tydede på, at hold 1 var i fuld gang derinde.

Før timen gik i gang var jeg lige oppe og spørge læreren om en lækker gloseliste, som vi fik af ham sidste gang jeg tog faget, for nogle af de andre var nemlig interesserede i den, men han svarede bare, at han måtte have været fuld den dag, og hvad var der i grunden i vejen med at slå op i en ordbog? Hvad der er i vejen med at slå op i en ordbog er, at ordbogen vejer et par kg og fylder det meste af tasken og at man desuden, hvis man som jeg ikke er så god til tysk, også skal have en tysk-dansk ordbog med. Jeg følte mig flov og tænkte, at nu ved han da med sikkerhed, at jeg ikke er nogen god studerende, når det kunne falde mig ind at snyde sådan med oversættelserne Den sætning, som jeg blev bedt om at oversætte foran klassen klarede jeg dog rigtig fint, hvilket var en lettele, for jeg kan sagtens have forberedt en fejlfri oversættelse, men så kludre helt forfærdeligt i den på klassen, så alle og enhver må tro at jeg ingenting kan. Der var dog et enkelt ord jeg ikke kunne gætte stamformen af (om den var aktiv passiv, intensiv eller refleksiv), men læreren stillede mig nogle grundlæggende spørgsmål i grammatik, og så fandt jeg hurtigt ud af det, hvilket var en endnu federe følelse end at have styr på det hjemmefra. Jeg var lettet, måske var jeg ikke så dum alligevel.

Efter timen havde jeg endnu en ventetid på to timer, men jeg blev inviteret med nogle af de andre op på den ikke stille læsesal, hvor vi sad og lod som om vi arbejdede. Jeg selv fik i hvert fald kun oversat to sætninger på to timer. Jeg var meget benovet over at blive inviteret med, men jeg spillede cool og lod som om det var den naturligste ting i verden. Vi sad og snakkede om en masse sladder, som jeg ikke kunne følge med i, fordi jeg ikke kendte de personer der blev snakket om, men det var hyggeligt. Jeg fortalte dem også lidt om min historie, bare sådan i grove træk, ikke nogen klamme eller uhyggelige detaljer, og vi snakkede lidt om forholdende i psykiatrien. Jeg kan godt lide at snakke, og det var første gang jeg sådan rigtigt kunne få lov til det på universitetet, ellers har jeg holdt mig lidt i baggrunden, og det var rart ikke at skulle holde mig selv tilbage, men det var også hårdt, for jeg er ikke vant til at snakke med folk helt så længe. Til sidst undskyldte jeg mig med, at jeg skulle købe en sandwich, og gik så jeg lige kunne nå at hvile ørerne inden min mentor/tutor kom. Jeg havde planer om kun at spise halvdelen af min sandwich, men jeg var så forfærdeligt sulten, så jeg kunne ikke lade være med at spise det hele, og jeg brugte alle mine kræfter på ikke at spise den pinlig hurtigt.

Jeg mødtes med min mentor. Vi skulle først lave en semesterplan, hvad der andre steder ville hedde en handleplan, så universitetet kan se hvad de bruger deres penge på. Jeg HADER handleplaner, men deres spørgsmål var ikke så nærgående og krævende som de godt nogle gange kan være, så jeg dikterede bare hvad der skulle stå, og jeg gjorde det uden at bryde hulkende sammen, hvilkes jeg ellers godt kunne have fundet på, ene og alene fordi det var en handleplan, og jeg er opdrættet (med vilje at jeg bruger det ord) til at hade sådan nogen. Jeg kunne ikke tillade mig at græde, for min mentor er meget ung og helt ny, så jeg var ikke den eneste sårbare i den situation, og jeg havde ligesom prøvet sådan nogle planer mange gange før. Bagefter snakkede vi lidt mere udførligt om hvad vi skal lave og hvordan, og bagefter snakkede vi bare lidt frem og tilbage for at lære hinanden lidt bedre at kende.

Nu var kl 13, og jeg ville bare hjem i en fart. I bussen satte jeg mig ved siden af en mand med mørk hud, og enten syntes han at jeg så sød ud, eller også blev han forundret over at jeg turde sætte mig ved siden af ham, og han begyndte at snakke med mig, og jeg måtte fortælle at jeg læste på universitetet og jeg måtte forklare hvad jeg læste. Han fortalte at han for 22 år siden havde taget en bachelor i samfundsfag i Somalia. Somalia? Samfundsfag? Universitetet? Først blev jeg helt forvirret. Min fordomsfulde lille hjerne kunne slet ikke kapere den information, og jeg fik slet ikke spurgt ham om han så kunne får lov at bruge sin uddannelse da han kom til danmark. Fun fact så er Scotland det bedst uddannede land i verden, selv taxachauffører kan citere Homer (altså grækeren, ikke ham den gule). Det er enten super fedt, at selv en taxachauffør kan det, eller også er det enormt sørgeligt, at én der kan citere Homer ender med at køre taxa.*

På togturen hjem sad jeg bare og rystede, dels af lavt blodsukker, dels af træthed. Jeg ville bare hjem og have noget at spise, men hjemme var vores plejehund på besøg, og jeg trængte mere til pelsterapi og en våd snude end jeg trængte til mad.

Bryson Bill, "Notes from a small island"

tirsdag den 6. november 2012

Travlt

I dag har jeg travlt, for travlt til at skrive et ordentligt indlæg.

I går var jeg så træt, at det gjorde fysisk ondt i mine øjne, så jeg droppede lektielæsningen og slappede af i stedet, hvilket var godt og tiltrængt, men her tilmorgen står jeg jo så bare tilbage med 7 sætninger der skal oversættes, så om ikke alt for længe tager jeg et tog, sætter mig ind på læsesalen og ser om jeg kan tage mig sammen til at lave det. Jeg vil jo så gerne være en god studerende, men nogle gange er jeg det bare knap så meget.

Jeg skal også mødes med min nye mentor tutor i dag, men først skal jeg lige have to timers mellemtime, hvor jeg kan få lov til at lave alle de lektier jeg lyster, men det er jo desværre bare efter den time hvortil jeg ikke har lavet mine lektier.


mandag den 5. november 2012

Om at hade sin krop

Jeg har efterhånden fået et mere afslappet forhold til min krop, i hvert fald det meste af tiden, men i går væltede selvhadet op i mig. Jeg tog et par nye bukser på for første gang, og jeg følte mig bare så klam. Det var ikke fordi de ikke passede, men det var strech stof, og bare måden det lagde sig rundt om mine lår og hofter gav mig kvalme. Jeg kunne være gået op og have skiftet til nogle mindre afslørende bukser, men nu var skaden ligesom sket, og det var ikke bare fordi min røv så stor ud i de her bukser, det var fordi de her bukser afslørede hvor stor jeg har tilladt min røv at blive, og den ville jo ikke blive mindre bare fordi jeg skiftede bukser.

Jeg hadede mig selv, men jeg kunne ikke komme til at tale med en pædagog, for hende jeg helst ville tale med, kunne jeg ikke få for mig selv på noget tidspunkt, så jeg lå bare på sofaen i mine alt for afslørende bukser og lod som ingenting.

Sidste sommer var jeg syg, sådan fysisk syg, og jeg kunne derfor få min vægt ned på 57 kg, og jeg elskede det, men så blev jeg rask, og i løbet af blot et par måneder strøg min vægt 10 kg i vejret, og jeg var knust. En dag stod jeg og betragtede min mave og undrede mig over formen. Jeg havde 8 uger tidligere været på en sommerlejer med andre unge katolikker, og den sidste aften havde jeg fået det skidt og tog noget beroligende, men der skulle være fest i hytten, så jeg tog lidt ekstra. Der er en hårfin balance mellem at beroligende medicin giver en tryg søvn og at de giver black out. Jeg fik et black out, og da jeg stod op om morgenen og opdagede at jeg i nattens løb havde skiftet og vasket trusser og uldsokker, og ingen kunne fortælle mig hvorfor. Pludselig så jeg i spejlet, og det slog mig, at jeg jo slet ikke vidste hvad jeg havde lavet, og om det kunne tænkes at jeg var gravid. Jeg sendte en pædagog i byen efter en graviditetstest, men hun skulle også andre ærinder så det tog lang tid.

Først var jeg panisk, for der var jo ikke plads til en baby i mit liv, og hvad nu med al den medicin jeg havde fået i løbet af de 8 uger, men langsomt begyndte min krop at give mening, og jeg kom mere og mere til at elske mit spejlbillede, jeg elskede rundingerne og jeg elskede at min krop kunne bruges til noget godt og give liv, pludselig var der en grund til at min krop så ud som den gjorde, og jeg elskede den for det. Så kom testen og den var negativ og straks blev jeg slynget tilbage i selvhad  og meningsløshed. Jeg blev faktisk virkelig nedtrykt efterfølgende, for jeg var i løbet af kun en halv time kommet til at elske det barn så højt, og jeg følte at jeg havde både fysisk og psykisk mistet det, og for første gang turde jeg virkelig lade tårerne flyde hos min psykolog, som, som den eneste, forstod hvad jeg gik igennem, andre syntes vist lidt, at det var noget pjat for der havde jo aldrig været et barn, og hvis der havde, havde det ødelagt den spæde begyndelse på et liv jeg var ved at få.


Jeg har lige været henne og løbe, og jeg forstår ikke hvordan jeg kan træne så meget, og stadig have så lasket en krop. Numsen der strutter, lårene der blævrer, armene der hænger og maven som jeg slet ikke har noget verbum for. Jeg får kvalme over mig selv.

søndag den 4. november 2012

De gratis glæder

Jeg skulle have været i biografen med nogle af dem fra mit bosted. For dem på kontanthjælp var turen gratis, men jeg er pensionist, så jeg skulle selv betale de 100 kr.

Siden jeg blev pensionist, efter så mange år på SU og kontanthjælp, har jeg følt at jeg havde alle de penge i verden jeg nogensinde kunne få brug for, hvilket måske siger mere om mit forbrug end om førtidspension generelt, men pludselig blev jeg grebet af misundelse. Jeg syntes at det var skide uretfærdigt, at jeg altid skal betale mere end alle de andre, for huslegen bliver afmålt efter indtægt og rådighedsbeløb. Egentlig er det ikke så unfair som det lyder, det drejer sig om, at dem på kontanthjælp får nedslag i deres husleje og kostpenge for at de skal have et bare nogenlunde acceptabelt rådighedsbeløb, men i går kunne jeg ikke se det fair i det, for jeg har jo nogle andre faste udgifter som de slipper for, jeg har nemlig både forsikring (de andre er for unge til at have deres egen forsikring), skolebøger og transport både til Aarhus og Odense (de fleste andre har familie der bor tættere på, og som i mange tilfælde henter og bringer dem).

Buhu, hvor er det synd for mig, det syntes jeg i hvert fald i går, og jeg blev så sur, at jeg meldte fra biografturen, for det ville jeg i hvert fald ikke betale for, når nu de andre kunne få det gratis. Jeg havde måske regnet med pædagogernes medlidenhed, men de var top professionelle, og ville ikke ynke mig for at have en dårlig økonomi, hvilket var både rart og pisse irriterende.

En anden lidt mere positiv grund til at jeg meldte fra var, at jeg er i gang med en skide spændende bog som jeg har fået fra Rosinante, "Désirée" af Annemarie Selinko, der handler om Napoleons første kærlighed, en silkehandlerdatter, som giftede sig med Frankrigs krigsminister og endte som dronning af Sverige. Det er en historie så fantastisk, at jeg ved den omtale ville have affærdiget den som noget urealistisk sludder, hvis ikke lige, at det hele havde været sandt.

Jeg lå på min chaiselong med fødderne begravet i et uldent tæppe, og med en Pepsi Max ved min side. Rundingen på hovedgæret passer lige med, at min hestehale kan ligge der uden at genere, hvilket de godt kunne lære noget af ved tandlægen og hvor man ellers bliver bedt om at sætte sig og læne sig tilbage.

Jeg læste til jeg blev helt firkantet i øjnene og de begyndte at svide og så lige lidt længere. Jeg begravede mig i en verden af smukke kjoler, uniformer, intriger og politik. Jeg lod mig opsluge af pomp og pragt. Jeg slugte hvert et ord, for det var en trist lørdag eftermiddag, og jeg havde brug for noget til at lede tankerne væk fra mit eget liv. Ikke at mit eget liv er dårligt, egentlig går det ret godt, men nogle gange har man bare en af de der dage, og så har man lov til en dag på sofaen, ja man fortjener det ligefrem.

I går kom jeg også til at lave en kæmpe bogbrøler. Jeg havde revset Kaj Munk i en boganmeldelse for ikke at have ordentlig styr på sin bibelshistorie, hvorefter jeg skriver at Jesus blev født i Nazaret. Det var en veninde der gjorde mig opmærksom på det, og jeg blev så flov, at jeg løj og sagde, at jeg selv havde tænkt på den, men jeg havde overhovedet ikke skænket det en tanke. Hele dagen var jeg så flov at jeg havde kvalme, selvom det egentlig var meget morsomt.

lørdag den 3. november 2012

Om misundelse

Hvad er misundelse? Misundelse er når man er vred på nogen over noget de har eller kan. Det kan enten være fordi man ikke selv har det og enten gerne vil have det eller ikke vil have at de har det når man selv ikke har, eller det kan være fordi man har det, men man vil ikke have at de også har det. Nogle gange ønsker man sig noget som andre har, men det er ikke nødvendigvis misundelse, misundelse kommer først når vreden, bitterheden og naget kommer ind i billedet, eller når man bare ikke kan glæde sig på andres vegne.

Da jeg var studerende i sidste omgang, var jeg i læsegruppe med nogle virkelig dygtige piger. I mine gode perioder beundrede jeg dem og sugede til mig af de ting de kunne give mig af råd og vejledning, men nogle gange blev jeg sur på dem fordi de altid var så meget bedre end mig, og jeg skammede mig over min vrede, for vi var jo venner. Når man misunder fremmede, så tænker man ikke så meget over, hvor grim en følelse misundelse er, men når man misunder nogen der er tæt på én så river og flår det i ens indre. Pigerne i min læsegruppe var altid dygtige til at hjælpe mig, og jeg var vred på mig selv over, at jeg havde brug for hjælp, og den vrede projekterede jeg over på dem i form af misundelse.

Ligeledes sad jeg den anden dag henne på uni. Jeg havde ikke været til undervisning i en uge, og jeg havde derfor heller ikke forberedt mig ordentligt. Jeg sad med papirerne foran mig og prøvede at se ud som om jeg fulgte med, da en af drengene sagde noget meget klogt, som jeg tænkte, at jeg aldrig ville være kommet på at sige. Vores lærer blev begejstret, og så kom misundelsen op i mig. Jeg har jo taget faget før, så det burde være mig der sagde noget klogt, og hvis de andre skulle sige noget klogt, så skulle det i hvert fald ikke være om noget der kom bag på mig. Det var i hvert fald hvad jeg tænkte i lige det øjeblik. Men i dette tilfælde kan misundelsen bruges til noget konstruktivt for nu glemmer jeg nok aldrig weqatal (ren fremtid) som den stensikre fremtidige konsekvens af en handling.

Men der hvor jeg virkelig kan mærke min misundelse er, når det handler om vægt. Det meste af dette år har min vægt ligget forholdsvis stabilt, og jeg har gennem nye rollemodeller delvist lært at acceptere den krop jeg har, for al den træning har givet pote, og jeg har en flot krop, men jeg er ikke sikker på, at det er en flot krop jeg ønsker mig. Jeg har været spiseforstyrret i de sidste 10 år, og jeg har vænnet mig til, at det er den ultra tynde krop der er idealet. Jeg har aldrig været ultra tynd, men jeg har været meget tyndere end jeg er nu, også tyndere end på dette gamle billede og nej, jeg suger ikke maven ind, jeg er bare ikke særlig fotogen, og selvom det er noget af de mest rædselsfulde og ydmygende at være spiseforstyrret, så savner den syge del af min hjerne de gode gamle dage, der hvor jeg kunne se vægtens tal gå ned, der hvor folk altid fortalte mig hvor (for) tynd jeg så ud. Jeg savner den følelse af kontrol som maden gav mig. Nu om dage spiser jeg bare hvad der står på kostplanen.

Men bare fordi jeg er stabil både i vægt og opførsel, så betyder det ikke, at alle omkring mig også er det. Jeg har en veninde der måske vejer lidt for meget, men nu er hun begyndt at spise mindre og træne mere (jeg har været syg i så mange år, at jeg ikke er i stand til at vurdere, om hun er sund eller om hun overdriver). Hun har som en logisk konsekvens tabt sig, og det ser rigtig godt ud. Hun har altid set godt ud, men nu er hun virkelig køn. Jeg burde være glad på hendes vegne, men jeg tænker bare, at det burde være mig, det er jo mig der er den spiseforstyrrede, mig, mig, mig. Den fornuftige del af min hjerne ved godt, at det er nemmere at tabe sig når man vejer lidt for meget, end når man ikke har så meget at tage af, men jeg er misundelig, for jeg vil også så gerne tabe mig.

Det er ikke til at holde ud at være så misundelig hele tiden, det får mig til at føle mig som et helt forfærdeligt menneske.