fredag den 27. marts 2015

Sex chikane eller seksuel mobning eller bare sjovt

Sex chikane, så tænker jeg en hvid midaldrende mand med sved på overlæben der med lummer stemme beder sin unge smukke sekretær om at "kom og sid på fars knæ, hø hø hø", men det var ikke sådan min hverdag så ud dengang i begyndelsen af 00'erne, da jeg gik i gymnasiet.

Jeg har altid været et mærkeligt barn, ikke på nogen måde slem bare... anderledes. Som tiden gik, gik jeg fra at være et mærkeligt barn til at være en mærkelig teenager, igen, så var jeg ikke på nogen måde slem bare... anderledes.

Jeg har altid hadet at gå i skole, og jeg har altid været meget bevidst om min anderledeshed. I folkeskolen havde lærere og forældre (både mine egne og de andres) på en eller anden måde, med varierende succes, prøvet at forholde sig til de problemer min anderledeshed måtte medføre. I gymnasiet forventedes det dog at vi var voksne nok til at håndtere sådanne problemer selv, "ansvar for egen læring/ansvar for eget velvære", men bare fordi man kan drikke, køre bil, stemme og modtage SU, betyder det ikke, at man er klar til at håndtere alle de svære ting, hverken hos sig selv eller hos andre.

I min klasse gik der to drenge. De så godt ud, de var populære og vigtigst af alt, så var de klassens sjove drenge. Ved siden af dem virkede jeg endnu mere grå og deprimeret og bare... anderledes. Jeg er ikke specielt snerpet, jeg har ikke noget imod vittigheder der kører på sex eller køn, men der var noget ved disse to drenge. Jeg forstod det ikke, men når de lavede sjov med mig, så stak det. Jeg blev forvirret, for jeg fandt det ikke sjovt, men de var jo de sjove drenge som lærerne elskede selvom de forstyrrede undervisningen, og jeg var jo bare sær. Så hvis jeg ikke fandt de sjove drenges sjove vittigheder sjove, så var det jo nok mig den var gal med, men hvad gør man når det sjove ikke var sjovt, og det at indrømme, at man ikke fandt det sjove sjovt, ville sætte fokus på hvor sær jeg var?

Som barn grad jeg altid rigtig meget, men at græde er at vise svaghed, og jeg vidste instinktivt, at svaghed ville gøre det værre, men jeg var allerede svag via min anderledeshed. I stedet begyndte jeg at grine af deres vittigheder, for at vise, at jeg selvfølgelig også fandt det sjovt.

Caitlin Moran har et citat "he smiled the way a rabbit would in a field of foxes". Det var mig i de år. Jeg begyndte at blive bange for at gå i skole, jeg begyndte at sulte mig, æde og kaste op og skære mig og jeg så med bedende øjne op på de voksne (lærerne), for jeg ønskede så inderligt, at de ville hjælpe mig og forsikre mig om, at det var i orden, at jeg ikke fandt de sjove drenge sjove, men mit råb om hjælp gjorde mig bare endnu mere anderledes og sær, og de var de sjove drenge, og jeg var den sære pige, og jeg sagde jo ikke noget jeg håbede bare, og lærerne kunne lide de sjove drenge, og mig kunne de ikke helt få styr på, ikke fordi jeg var slem bare... anderledes, og så var det nemmest bare at ignorere mig.

Én enkelt gang tog jeg mod til mig og prøvede at spørge studievejlederen om hjælp. Det var efter at en af drengene havde blottet sig for mig i en historietime hvor læreren vendte ryggen til et øjeblik. Bagefter dansede/vred de sig op af mig. "Nå, det kunne du godt lide, hva'?" og så grinede de, og jeg grinede, og de vred sig op af mig, og jeg klemte armene over kors på brystet. Jeg grinede mens min mave snørede sig samme, og jeg havde lyst til at kaste alt op, mad, indvolde og følelser, jeg ønskede at skrige højt, men det gjorde jeg ikke. Da jeg sad ved studievejlederen kunne jeg ikke finde de rigtige ord. Jeg mumlede og kludrede, og jeg håbede bare, at han ville stille de rigtige spørgsmål, sådan at jeg kunne få forklaret ham, at dette altså var et problem for mig, men han stillede ingen spørgsmål, og jeg fik ikke sagt de rigtige ting, så han sagde bare "at drenge er drenge, de skal bare løbe hornene af sig".

Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke tror at disse drenge var ikke onde drenge, de var dumme og umodne drenge, de var uhøflige, ubetænksomme og uden forståelse af, at deres handlinger kunne have konsekvenser, de skulle hele tiden prøve grænser af, og jeg var for svag og bange til at sige stop. Vi var teenagere, vi var praktisk talt børn, men på papiret var vi voksne, og måske var det derfor der ikke var nogle af de rigtige voksne der syntes at de skulle blande sig.

tirsdag den 24. marts 2015

Nørd vs ikke-nørd

Nogle gang er det sjovt at være en nørd, nogle gange er det lige så sjovt ikke at være det. da vi forleden dag, da læseplanen sagde, at vi skulle læse Barth, så tænkte jeg IKKE automatisk på den prominente teolog fra begyndelsen af det 20. århundrede, Karl Barth, men derimod på et hospital i London, hvor Sherlock Holmes (i skikkelse af den über lækre Benedict Cumberbatch) hænger ud.

lørdag den 21. marts 2015

Noget om en uheldig kommentar

En dag sag min kontaktpædagog og jeg og snakkede om, at selvom jeg har det godt i dag, så vil jeg altid være i fare for et tilbagefald i tilfælde af dødsfald i familien, eller at min kæreste slog op med mig, "eller bare en tilfældig kommentar" sagde jeg, men nej, det kunne min kontaktpædagog slet ikke tro. "Du har det jo så godt". Underforstået var måske et "og du er jo så fornuftig", men en spiseforstyrrelse handler ikke fornuft vs ufornuft.

En anden dag sad vi og så på billeder fra dengang jeg var syg. Jeg prøver altid at være omhyggelig med at bruge ordet spiseforstyrret om mig selv og ikke anoreksi. For det første var det ikke anoreksi jeg havde en en blandingsspiseforstyrrelse, men for det andet så giver ordet 'anoreksi' folk indre billeder af omvandrende skeletter, og selvom jeg var tynd, så var jeg ikke så tynd. Det er dog ikke alle der ser den distinktion, og min kontaktpædagog kommer til at sige noget i retningen af, at nå men så tynd var jeg jo heller ikke.

Vi har flere gange talt om alle de kilo jeg siden har taget på (22 kg) og om, at det er meget (88 pakker smør). Inde i mit hoved så jeg med store røde bogstaver regnestykket skrevet:
Ikke så tynd igen + rigtig mange kilo = røde blinkende alarmklokker
jeg sagde dog ikke noget om det der, måske fordi jeg endnu ikke helt vidste hvor bange hun havde gjort mig, men senere, da jeg blev alene, snørede min mave sig sammen, og min hjerne blev ved med at udtale de farlige ord "Synes hun måske, at jeg er FED!". Det blev en meget lang weekend fyldt med tanker der for rundt i hovedet på mig. Jeg holdt ikke op med at spise, jeg motionerede ikke overdrevet, men jeg begyndte lige så stille at tvivle på min egen fornuft.

Weekenden er for mig ikke et godt tidspunkt at tænke over ting. Det er et tidsrum, hvor jeg alt for let gribes af angst, og hvor hverdagens beroligende monotoni ikke kan hjælpe med at aflede mine tanker, men heldigvis har enhver dårlig weekend sin afslutning, og jeg var så heldig at om mandagen var det den samme pædagog der kom. I mandagens klare lys havde jeg lidt mere overskud til at grine af min egen reaktion,men den stakkels pædagog, som både er sød og dygtig, men bare ikke vant til at arbejde med spiseforstyrrede, hun så forfærdet på mig, for det var jo slet ikke det hun havde ment.

Jeg er ikke dum, selvfølgelig vidste jeg udmærket godt, at det ikke var det hun havde ment, men velkommen til den spiseforstyrredes verden.

søndag den 15. marts 2015

Improvisationens kunst

I går holdt jeg et oplæg for personalet ved en specialskole i Silkeborg. Den sidste tid har været lidt stram, fordi jeg prøvede at forberede mig på oplægget samtidig med, at jeg skulle passe mit skolearbejde, men det lykkedes mig da at stable noget på benene, noget om stres, skole og selvdestruktion. Jeg må indrømme, at det ikke helt levede op til de standarder jeg havde sat for mig selv, men hva' skidt. Fordelen ved at være en af den slags der holder foredrag om mit eget 'hårde' liv, er, at folk er så taknemmelige.

Da jeg kom derud, viste det sig dog, at der ikke var adgang til en projektor. Hmm, nå ja, min power point var alligevel ikke synderligt imponerende, og jeg havde jo mine håndskrevne notater, men alligevel... Nå der var ikke andet for end at stille mig op og tale. Jeg fik hurtigt talt mig varm, men noterne var ikke til meget hjælp, så jeg måtte bare prøve at føle mig lidt frem, først lidt i en retning, så i en anden. Som teenager spillede jeg teater og improvisationsteater, hvilket føltes som en stor fordel. Jeg var nok ikke ligefrem den bedste elev dengang, og jeg var både lettere doven og uden det helt store talent, men jeg havde det sjovt, så det skræmmer mig ikke sådan specielt det der med at stå på en scene, heller ikke selvom jeg måtte gøre det uden manuskript.

En fordel var også, at jeg havde talt indholdet af mit oplæg igennem 117 gange med min psykolog og mine pædagoger, men det blev fremført uden den helt store sans for struktur og gennemtænkte formuleringer, men folk virkede ganske udmærkede tilfredse, og det er vel det der primært tæller, det er jo dem der betaler for det.

tirsdag den 10. marts 2015

Min autisme og janteloven

Hver gang jeg taler om dette emne bliver folk enormt provokerede af mine holdninger, for jeg synes nemlig at den er okay. Eller det er ikke så meget fordi jeg synes af indholdet er super godt og det er sådan vi alle sammen bør opføre os, det er mere, at ethvert samfund har sine sociale spilleregler, og normalt er disse regler uskrevne og svære at finde ud af vis man er autistisk.

Da jeg som barn støtte på janteloven i min læsebog i dansk syntes jeg at det var helt genialt. Her var der nogen der rent faktisk havde gjort sig den ulejlighed at skrive disse regler ned, sådan at folk som jeg havde en chance. Selvfølgelig stod vores lærer oppe ved tavlen ag sagde, at puha, dette var ikke godt, men det ændrede jo ikke ved, at disse regler ligger dybt begravet i vores kultur, og det derfor kan være vældig nyttigt at kende dem, hvis man vil passe ind.

Gennem tiden har jeg haft mange forskellige tolkninger af janteloven, og mens jeg var meget syg vendte jeg den imod mig selv og brugte den til at slå mig selv i hovedet, men jeg blev jo ikke syg på grund af janteloven, den var bare et af mange redskaber som jeg greb til, da jeg nu alligevel var syg. I dag har jeg det godt, men til en hvis grad bruger jeg stadigvæk janteloven. Jeg bruger den ikke hele tiden, nogle gange fordi den jo ikke nødvendigvis har ret i alt og andre gange fordi jeg bare glemmer det.

Første regel i jante siger: Du skal ikke tro at du er noget. For mig handler det om, at bare fordi man kan klatte noget maling på et lærred, betyder det ikke at man bør tage tusindvis af kroner for det. Det handler IKKE om at:
  • man ikke må male.
  • man ikke må kunne lide at male.
  • man ikke må være dygtig til at male.
  • man ikke må tage penge for sine billeder.
  • man ikke må tjene penge på at male hvis man rent faktisk er dygtig til det.
Vi er selvfølgelig mange mennesker i Danmark, og der er derfor mange forståelser og måder at leve med janteloven, og det kan sagtens være at de folk der siger, at vi afskaffer/modificerer janteloven har ret, men det er nødvendigt at huske på, at janteloven ikke er en lov vedtaget ved folketinget, som vi skal overholde, ellers kommer politiet efter os, det er en beskrivelse af en mentalitet der, som der er nu, ligger i vores kultur, og for mig var det første gang jeg læste om en der havde sat ord på alle disse uskrevne sociale spilleregler, som jeg havde så svært ved.
Hvis nogen derfor vil bekæmpe janteloven i hovederne på folk som mig, så skal de derfor IKKE opfinde nye regler som de hellere vil have, de skal derimod sætte ord på endnu flere af de sociale spilleregler som allerede eksisterer, sådan at man har lidt mere at vælge imellem, hvis man som jeg har lidt svært ved selv at regne disse regler ud

torsdag den 5. marts 2015

Om at komme for sent i gang

Jeg er blevet bedt om at holde et oplæg på en specialskole, og selvfølgelig sagde jeg ja, men nu sidder jeg her med ni dage tilbage, og jeg er først lige begyndt at forberede mig. Jeg skal snakke om mig selv om mit liv, så jeg kender jo udmærket indholdet af det jeg skal sige, men jeg kæmper en del med hvordan jeg skal strukturere det. Straks er der personer der spørger til om det nu er en for stor opgave for mig, og om jeg bør melde fra.

Det er ikke sådan jeg selv tænker. Jeg tænker mest hvilke dage i næste uge jeg bliver nødt til at tage fri for at arbejde på oplægget. På samme måde som jeg ikke helt ved hvordan jeg skal strukturere opgaven, så ved jeg heller ikke hvor høje ambitioner jeg skal have for mig selv. Jeg vil selvfølgelig gerne gøre et godt stykke arbejde, men hvordan definerer man et godt stykke arbejde?

Jeg sidder ved mit spisebord, som også fungerer som arbejdsplads, og rundt om computeren flyder det med små sedler i skrappe farver. På disse sedler skriver jeg emner og formuleringer ned, og jeg håber på, at min hjerne på en eller anden magisk måde vil kunne sortere, kategorisere og sammenbinde disse små stykker papir, sådan at jeg vupti står med et færdigt oplæg i hånden, men mine erfaringer siger mig, at det nok alligevel ender med at være mig selv der skal gøre arbejdet.

Det ville være meget lettere, hvis jeg kun havde denne ene ting at fokusere på, men jeg har jo også universitetet og min kæreste der skal passes, og ind imellem ville det også være godt hvis jeg fik lidt motion og fik lidt frisk luft, men dette er selvfølgelig ikke noget hvor-er-det-synd-for-mig-at-jeg-er-handicappet-problem, men nok snare et nogle-gange-er-det-simpelthen-bare-så-træls-at-være-menneske-og-ikke-have-superkræfter-problem.