Ønskeliste?

Jeg har snart fødselsdag, jeg fylder 31. Jeg har ikke noget problem med ad at blive ældre, men at blive voksen medfører et problem som jeg som barn så hos mine forældre, men som jeg ALDRIG havde troet, at jeg selv en dag skulle opleve. Problemet er, at at som min fødselsdag nærmer sig, begynder folk at at spørge:

Jamen, hvad ønsker du dig så i år?

Og som årene går bliver det sværere og sværere at svare på det spørgsmål.

Som barn var min taktik at tage BR-kataloget og sætte kryds ved så mange ting som muligt. Med tiden blev mine krydser lidt mere selektive. På et tidspunkt begyndte bøger og cd'er at overtage pladsen fra legetøjet. Da jeg flyttede hjemmefra var jeg tvunget til at ønske mig praktiske ting som køkkengrej og økonomisk støtte til skolebøger. Da jeg som førtidspensionist ikke længere var økonomisk på røven hver eneste måned blev jeg fri til igen at ønske mig sjove ting, Hvilket for det meste betød bøger. Samtidig fik jeg dog også penge nok mellem hænderne til selv at købe bøger, så selvom jeg læser flittigt, så har jeg lige nu så mange ulæste bøger på min reol, at det ville være grådigt at ønske mig endnu flere.

Selvom jeg ikke rigtigt har nogle ønsker, så nærmer min fødselsdag sig alligevel, og folk spørger igen:

Jamen, hvad ønsker du dig så?

Man burde kunne arrangere det sådan, at man koncentrerede alle sine fødselsdage mellem alderen 3 og 25 og derefter kunne man så bare holde en lille fødselsdag med nogle års mellemrum, sådan at man kunne få lidt tid til at samle sig en ønskeliste.

Bedre end det gamle men skræmmende anderledes

Jeg har købt mig en ny computer. Det er ikke fordi den gamle slet ikke fungerer mere, den var bare blevet langsom og upålidelig, og da så en dag et vigtigt dokument forsvandt, så fik jeg nok. Okay, det var måske ikke noget virkelig vigtigt dokument, det var egentlig bare mine noter fra en enkelt undervisningstime, men det er alligevel pisse irriterende.

Jeg foretrak at købe min nye computer i en butik frem for på nettet. Selvom det kan godt være lidt skræmmende for mig at gå ind i en butik på grund af varmen, lyset og alt for mange mennesker, så foretrækker jeg det langt frem for nettet, i denne situation, da jeg ikke ved så meget om computere. Fordi det er noget jeg ikke ved så meget om, så foretrækker jeg at blive stillet over for et begrænset udvalg. I butikken stod der måske 25 computere, hvoraf de første 10 kunne vælges fra, fordi deres pris lå langt over mit budget. Det tog mig måske 15 min at skære feltet ned til de sidste få, og så fik jeg til sidst min computer.

Det er så den jeg sidder med nu. Jeg ved med ret stor sikkerhed, at jeg vil blive glad for den, men føles endnu rigtig for mig. Den er lettere, den flytter sig lettere på bordet, hændernes arbejdsvinkel er uvant, overfladen føles anderledes for mine hænder, touch padden er meget følsom og den mindste berøring får mærkelige ting til at ske, der er stadig en masse småting der mangler at blive indstillet og installeret, nogle af knapperne sidder lidt anderledes og mange af mine ting ligger stadig ovre på den gamle computer. Jeg er udmærket klar over at det er småting, men det får alligevel min hjerne til at gøre knuder.

I dag er det ikke så slemt, men i går måtte jeg overlade den i Kærestens varetægt mens jeg gik ind i soveværelset for at køle af og samle tankerne. Når han nu alligevel sad med den, så kunne han vel også lige klare et par småting, 'ikke også, SKAT!?! *plirrer uskyldigt med øjenvipperne*. Det bedste var, at han ligefrem håbede, at jeg ville bede ham om det, for ham et nyt legetøj, for mig et irriterende og usamarbejdsvilligt arbejdsredskab.

Prinsessens juveler

En overskrift på facebook lød "Rigtige piger har muskler", og det kan skam godt være, men når jeg tænker på mig selv som barn så kunne jeg ikke klatre i træer fordi jeg var bange for at falde ned, jeg hadede fodbold, rundbold og andre holdsport fordi jeg blev forvirret over de andre børns hektiske og ulogiske bevægen sig rundt på og udenfor banen, jeg kunne sjældent fange nogen i tagfat, fordi jeg løb så langsomt og hurtigt blev forpustet, jeg blev arrig når de andre børn ikke fulgte spillets regler, og det skete tit og jeg blev ked af det fordi der egentlig var andre ting jeg hellere ville lege.

Prinsesselege er ikke populære for tiden. Feministerne vil ikke lade deres døtre være prinsesser, og de reaktionære vil ikke lade deres sønner være det. Selvfølgelig er der også de forældre der bare er trætte af de samme lege igen og igen ligegyldigt hvilket køn deres barn har og drømmer om at kunne lege noget de også synes er sjovt. Selv sad jeg en dag i BR med en lille pige, som var i fuld gang med at fortælle mig om nogle prinsessedukker, hvoraf jeg kun forstod meget lidt. Alligevel nikkede jeg anerkendende, mens jeg sørgmodigt så på de Star Wars figurer som jeg havde lyst til at lege med. Heldigvis er børn temmelig ligeglade med de voksnes fikse idéer.

Nu hvor julen nærmer sig skal jeg til at købe en gave til selv samme lille pige, og vil hun være prinsesse, så lad hende være prinsesse. Jeg vil give hende en stor æske med perler til at lave halskæder af, men de viser sig ikke at være så let. Som alt andet er det dyrt, men det er ikke så meget det der er problemet. Problemet er variation. Enten kan jeg køber en stor bunke næsten en perler, hvilket er dyrt, men ikke så dyrt som at købe flere forskellige poser med kun nogle enkelte perler i hver.

Mit svar er som altid genbrugsbutikker, hvor jeg kan købe små armbånd og halskæder til en rimelig pris, som jeg så går hjem og klipper op og ligger ned i den æske jeg har købt. Æsken er alt for stor til formålet, men den er lyserød.

Retten til egoisme

Jeg er bange for at få en hel del høvl over dette blogindlæg, så jeg vil lige på forhånd indskyde, at dette er en kort og derfor meget forsimplet tekst om nogle ganske få af de tanker jeg nogle gange gør mig om politik. Jeg er IKKE politikker og jeg er IKKE økonom eller noget af den slags. Dette er bare nogle små tanker fra en varm eftermiddag i eksamensperioden. Jeg ved også godt, at jeg aldrig var monster tynd, men depressionnen og alle selvmordsforsøgende der var mit egentlige problem har jeg ikke som sådan billeder af.

Valget er på vej, og det er ingen hemmelighed, at jeg stemmer et sted i det røde felt. Det virker som et logisk valg for en som mig der et førtidspensionist, studerende og som har behov for store (og dyre) mængder medicin. For andre mennesker vil et rødt valg være mindre logisk, idet deres livssituation er anderledes end min.

2008

Jeg bryder mig ikke om valgtider. Jeg er dybt taknemmelig for at leve i et demokratisk land, men jeg bryder mig ikke om den måde folk opfører sig op til et valg. folk strør om sig med anklager mod hinanden i et omfang jeg finder tæerkrummende pinligt. Jeg har de sidste par uger set en masse om 'alle de egoistiske rige mennesker'-anklager komme fra folk på min side af spektret. Jeg tror på, at rige mennesker er egoistiske, idet jeg også tror på at alle vi andre er ligesådan. Det er ikke fordi jeg synes, at egoisme er en god ting,  men jeg tror, at det er helt almindelig menneskelig ting.

Dengang jeg var 10 år vandt jeg en dag to gevinster i en tombola. I 30 sekunder var jeg verdens heldigste pige, det vil sige lige indtil min mor sagde, at jeg skulle give den ene af gevinsterne til min søster som ikke havde vundet noget. Jeg var gammel nok til for længst at have indset hvor grimme tombolabamser er, og jeg havde også rigeligt med bamser hjemme så ikke at have et kæmpe stort behov for endnu en, men det var princippet der talte, og i princippet var det MIG der havde trukket de vindende lodder. Jeg følte mig meget urimelig behandlet, så meget faktisk at jeg stadig kan mærke en lille nagen i maven når jeg tænker på det.

Jeg ved godt at det er en dum lille historie som egentlig ikke fortæller noget om samfundets struktur, og så alligevel. Jeg kan godt forstå at en ting som topskat gør nogle mennesker sure, for når man ser ned på papiret ser det enormt uretfærdigt ud. Hvorfor skal man give mange flere procent bare fordi man er rig? Nogle mennesker har faktisk knoklet røven ud af bukserne 90 timer om ugen for de penge (andre igen har ikke, men det er en anden historie).  Selv hvis vi alle havde en lige høj skatteprocent ville rige jo stadig betale mere simpelthen fordi en hvis procent af et højt beløb altid vil give et højere beløb end den samme procent af et lavere beløb. For pokker hvor kan jeg godt forstå at det kan virke uretfærdigt.

Alligevel går jeg ind for topskat. Det gør jeg, fordi jeg selv har oplevet hvordan velfærdsstaten tog andre menneskers penge og brugte dem til at redde mit liv, så på sin vis er min stemme til valget også egoistisk. Det er forfærdelig dyrt at redde et menneske, så dyrt at de færreste ville have råd til at redde sig selv. Derfor er staten nødt til at træde til. Staten er derfor nødt til at have penge, og da vi er et lille land med få naturressourcer, så er vi nødt til at få pengene et andet sted fra, og dem tager vi så fra dem der var så heldige at have mest.

2014

Bare fordi man nu har nogle penge betyder det ikke at de bliver brugt på bedste vis. Jeg kan godt forstå at rige mennesker bliver irriterende når nu du betaler mere end os andre og togene så stadig ikke går til tiden, og hullerne i vejen stadig bliver fyldt lige langsomt og tv og aviser er fulde af problemer der igen i år ikke er blevet løst. Det kan være svært at se hvor ens penge forsvinder hen. Jeg ville egentlig gerne møde dem og sige, her. Her gik i hvert fald nogle af jeres penge hen, og at jeg er taknemmelig. 

Jeg tror ikke, at det vil ændre så meget på deres synspunkter, og jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at prøve på det, for jeg synes, at vi alle har lov til at mukke, når vi synes er verden er uretfærdig imod os, præcis som vi andre har lov til at mukke hvis skatten og velfærdsstatens privilegier indskrænkes. Der er mange ting som folk bruger penge på som jeg personligt finder unødvendige og måske ligefrem komplet idiotiske, men det ændres ikke ved folks ret til at købe dem. Jeg kan ikke lide alle disse anklager om egoisme, for de spreder sig. Er man egoist hvis man har lyst til at råbe "pis af!" til facers fra velgørende organisationer, eller hvis man køber en is når nu der sidder en hjemløs på bænken, eller hvis man ikke vil dele sin slikpose med hele klassen? Ja, selvfølgelig er man det, men det gør ikke nødvendigvis en til et monster.

opgør mod køb- og smid vækkultur

Vi lever i en dekadent tid, hvor vi ikke mangler noget, og hvor vi smider hvad som helst ud, så snart vi bliver den mindste smule trætte af det. Det er i hvert fald hvad man konstant får at vide, og det lyder rigtig nok, så jeg nikker anerkendende, og sukker over at være del af en forkvaklet generation.

I enhver revolution må man starte med sig selv, og i mit tilfælde, så er det mig, og jeg har en gammel cykel, som jeg fandeme ikke behøves at skifte ud, den skal bare skrues lidt her og smøres lidt der, og så virker den ganske udmærket. Cykelsmeden har godt nok set tvivlende på både mig og cykel de sidste mange gange den har været inde hos ham med den, men nejnej, jeg ville ikke tynge miljøet for min egen mageligheds skyld, så ville jeg hellere betale de mange regninger til reparationer.

Det korte og det lange er dog, at jeg er enormt hyklerisk, for på alle mulige andre områder har jeg ikke problemer med at smide ud og købe nyt. På en eller anden måde virker det bare anderledes med cykler. Når man står med den virker den så robust. Måske larmer den en lille smule, og måske har jeg det sidste år brugt 1500 kr på reparationer og reservedele, men hvornår er det nok?

For mig var det nok, da jeg forleden ikke orkede at se cykelsmeden bakse med at baghjulet, af nyere dato, egentlig ikke helt passer til det oprindelige stel, og at standardkæden, af helt ny dato, derfor er for lang, og for at få det til at passe bare nogenlunde sammen, må cykelsmeden kæmpe med hjul, skærm, kæde og et utal af små dimser, for at dækket ikke skal slide mod skærmen. Det er et problem der er begyndt at komme hver gang noget skal ordnes, og det tager lang tid at fixe.

Cykelsmeden er en venlig mand, så han tager ikke penge for det ekstra arbejde, men jeg bliver træt bare af at se ham knokle med det, så jeg indrømmer nu, at den cykel har tjent mig godt i over et årti, og det nu er på tide at sige stop.

Resultatet er, at jeg nu har en ny cykel. Den er pæn, og jeg er sikker på, at den er rigtig god, men som altid er jeg længe om at vænne mig til noget nyt. Jeg sidder fx i en lidt anden stilling, og derfor skal jeg bruge musklerne på en lidt anden måde. Ligeledes er bremser og gear også anderledes, jeg er sikker på, at de nok er bedre, men lige nu virker de mest bare fremmede, og jeg skal lære ting som bremse længde, hvor hårdt jeg bremser, hvilke gear jeg skal bruge på hvilke strækninger.

Det er en lækker cykel, og eftersom jeg bruger den næsten hver dag, så skal jeg nok hurtigt vænne mig til den. Når det bliver lidt varmere, skal Kæresten og jeg forhåbentlig ud på lange ture og nyde det danske land, og jeg mener virkelig det der med forhåbentlig, for da både Kæresten og jeg har købt nye cykler, så har vi ikke råd til at tage ud og rejse.

Min trofaste cykelsmed kan i finde her:

http://denstorecykelsmed.dk/

Den Store Cykelsmed
Skelagervej 5 - 11
8200 Aarhus N

41 21 11 02

Tak til skatteyderne

Medierne er altid fulde af historier om folk der ikke får den rigtige hjælp, og jeg føler virkelig med dem. Jeg selv var en af de heldige, jeg fik hjælp, men det kostede penge, mange penge, og de penge betalte min hjemstavnskommune, så derfor vil jeg gerne sige af hjertet tak til alle de mennesker der betalte skat mellem 2007 og 2013, det er på grund af jer at jeg i dag har et værdigt liv.

I gamle dage, dengang velfærdsstaten endnu ikke var opfundet, var hjælp noget man eventuelt kunne få fra rigere slægtninge og venner, men skal jeg fortælle jer en hemmelighed. De fleste syge og svage mennesker, eller i hvert fald ret mange af dem, er ikke særlig charmerende ved første øjekast, for livet har tæret på dem, og det er ikke kønt at se på, så langsomt forsvinder venner og familie. Så tog velfærdsstaten over og sikrede lige ret til hjælp til alle.

I disse dage tales der meget om at spare. Jeg er godt klar over at staten ikke kan give penge hvis den ikke har penge, men hvad nu hvis det vi sparer i dag kommer til at koste os i morgen. Det koster penge at yde en indsats. Det koster penge at hive nogen op fra bunden og støve dem af for at sende os ud i samfundet. De fleste kan faktisk godt blive enige om, at de svage skal hjælpes på en eller anden måde. Det der i princippet bliver diskuteret er, HVOR godt skal et menneske have det for at man kan tale om et acceptabelt liv hvor man kommer skal ud i samfundet? Hvor ofte har man ret til at få et bad? Har man ret til at bo i den by hvor ens netværk er? Er man et utaknemmelig skarn, hvis man ønsker at få det godt nok til  at kunne smile bare engang imellem? Behøves knuden i maven over økonomien altid at være der?

Jeg er et godt eksempel på, at det kan betale sig at investere pengene i hjælp, for for hvert år der går, bliver jeg mere og mere selvhjulpen. Jeg vil i dag sige at jeg har et godt liv. Måske kan jeg ikke overkomme det samme som andre på min alder, men jeg gør hvad jeg kan. Jeg klarer at have en hverdag der hænger sammen, jeg forsøger endda at tage mig en uddannelse sådan som både jeg og regeringen gerne vil have det, så af hjertet tak for at det kunne lade sig gøre.

En forræder

I Aarhus er der to teologiske uddannelser, teologisk fakultet (TF) hvor jeg går, og menighedsfakultetet (MF) som er en privat uddannelse for kirkens højrefløj. Forskellen på de to uddannelser er spørgsmålet om hvor meget troen skal influere i videnskaben. Begge former er prisværdige på hver deres måde.

TF gør et stort arbejde ud af forskernes/lærernes objektivitet og brugen af den videnskabelige metode. Troen må man hænge på knagerækken når man går ind, for tro formudrer objektivitet. TF's opgave er ikke at uddanne præster men teologer, præstedelen må man få efterfølgende få på præsteseminariet. Denne tilgang er meget nyttig når man skal finde ud af hvad man EGENTLIG ved, og hvad man kun tror at man ved.

MF bekymrer sig derimod om de studerendes tro, for præsternes tro er fundamental for livet i menigheden, og man vil gerne have en præst der rent faktisk tror på Gud.

Med andre ord, TF er grundvigiansk og MF indre missionsk.

Uddannelsen på MF tæller som en fireårig bachelor (ligesom på TF), men den er ikke SU berettiget, derfor er de afhængige af folks gode vilje. I går skrev en af mine veninder, som går der, på sin facebookprofil:

Kære venner!

På mandag holder mit studiested sponsorløb for at samle penge ind til vores stipendieordning. Menighedsfakultetet er nemlig ikke SU-berettiget, så vi samler frivillige gaver ind til en pulje, hvor hver studerende kan få udbetalt, hvad der svarer til knap en halv SU pr. måned. I år starter der 29 nye studerende - hvilket er fantastisk mange! - men det betyder også, at det kommer til at koste omkring 1.2 mio i stipendier, som skal samles ind hos familie, venner og andre gode mennesker.

Så det er her, du kan komme ind i billedet: Hvis du har lyst til at bidrage med et beløb til støtte af SU-erstatning, så send en mail til mig på XXX med adresse og beløbets størrelse. Både små og store bidrag er utrolig velkomne!
Jeg håber, I har lyst til at bakke op om os både økonomisk og i forbøn!

(Læs mere om MF på teologi.dk)

Kærligst XXX

Med risiko for at blive stemplet som forræder har jeg doneret 200 kr. Og hvorfor har jeg nu det? Jeg gjorde det fordi jeg går ind for diversitet, også med holdninger jeg måske er uenig med. Teologi kan godt engang imellem blive lige lidt i overkanten indspist med teologer der taler til teologer og alle nikker genkendende.


Teologi burde være fyldt med (venskabelig) uenighed. Det hedder dialektik når to modstridende parter har en produktiv diskussion. Man behøves ikke at blive enige om noget som helst, men det er vigtigt at begge parter diskutere ud fra de samme retningslinier omkring en videnskabelig diskussion. Med andre ord, så ønsker jeg mig en veluddannet 'modstand' som diskuterer ud fra de samme principper som mig, for først da ved jeg, at vi ville kunne tage hinandens argumenter til sig. Jeg ønsker ikke amerikanske tilstande hvor højre og venstre ikke kan tale med hinanden. Modstand skal ikke kues eller løbe tør for midler, for holdningerne vil alligevel være der, og så opstår der gnidninger.


Vi hører tit historier om den amerikanske kristne højrefløj, og det er da ganske underholdende, men vi må huske, at forstokkelse går begge veje. MF'erne kommer over til os for at få sprogundervisning (det er der jeg kender dem fra), det aller mindste vi kan gøre er at tage godt imod dem.


Hos os TF kan der godt vær mange fordomme og seen skævt til MF'erne, men som katolik kan jeg godt tillade mig at være lidt ligeglad, for jeg har ikke følelserne i klemme. Der har derimod altid været strid mellem grundtvigianere og missionske, bare tænk på Hans Kirk "Fiskerne", men jeg håber at vi alle er kommet en lang vej siden dengang. Jeg selv sidder her og snakker om modstandere, og det er i virkeligheden et alt for kraftigt udtryk, for jeg betragter dem som mine venner, og ligesom vi kan finde ting at være uenige om, kan vi også finde mange ting at være enige om.


Hvis nogen skulle være interesserede i at donere, så send en mail til mig på mummimor@live.dk så vil jeg videresende den.

Sikke et held

I går var jeg nede og handle. Jeg skulle ikke have noget særligt. Jeg betalte bare med en hundredelap og fik 46,5 kr tilbage. Jeg samler alle mine 50 øre i en sparegris, så da jeg kom hjem tog jeg mine mønter frem og kiggede på dem. Den ene at 20'erne virkede underlig tung, så jeg så nøjer på den, og så viste det sig at være sådan en >

Jeg ved intet om mønter, men det er vel det man har google til, og voila, jubilæumsmønt fra dronning Margrethe og prins Henriks sølvbryllup, værdi 65 kr (i fald at min mønt er i samme stand som den på billedet). Okay, det er ikke nogen formue, men det er alligevel lidt sjovt, og det er ikke lige det man regner med at få ud f en tur i Rema.

Så er spørgsmålet bare hvordan man sælger sådan en lille satan. Jeg ønsker ikke så meget at sælge den for pengenes skyld, men snarer fordi det kunne være en sjov lille historie at fortælle. Ellers skal finde en måde at hænge den op på min cool wall på.

Begrebet cool wall har jeg fra programmet Top Gear, som handler om biler. Det gør min gool wall dog ikke. Egentlig handler begrebet om at rangere biller efter coolhed, men ikke hjemme ved mig. Lige for tiden er det nu heller ikke så meget en væg, som det den hylde i min bogreol, hvor mit fjernsyn står.

For mig handler det om at vise ting frem, som har en værdi for lige nettop mig og som ingen andre har.

Dette billede fik jeg af en veninde, som jeg kender fra nettet. Mit brugernavn var Mumitrolden og hendes var Skyggeblomst.

Dette frimærke fik jeg af en ven der også har aspergers syndrom. En af hans interesser er frimærker. Jeg kunne ikke lige få noget ordentligt billede, men det er altså et mindefrimærke fra da pave Benedict XVI var i Jerusalem, hvilket kombinere min katolicisme og min interesse for hebraisk, så det syntes jeg var vældig betænkningsfuldt af ham.

Dette brev fik jeg af min bedste veninde mens hun var indlagt på anoreksiklinikken (Riget), og det roser mig i store vendinger, hvilket selvfølgelig er rart, men grunden til at det hænger fremme er, at jeg ved hvor dårligt hun havde det på det tidspunkt, og jeg var meget bange for at miste hende, og det betyder meget for mig, at jeg betyder så meget for hende







Så hvis mønten kommer på væggen, så kommer den i fint selskab.

hit med mine penge

Her i August er jeg jo begyndt selv at stå for min egen husholdning, hvilket betyder, at jeg ikke længere skal betale madpenge sammen med min husleje. Min kontaktperson og jeg meldte dette i god tid, men på grund af ferien, kunne de ikke nå at ændre det. Jeg fik dog at vide, at jeg ville få tilbagebetalt inden en uge. Der er nu gået 14 dage, og jeg har selvfølgelig ikke fået pengene endnu, selvom vi har rykket for dem, og det begynder at irritere mig lidt. Det er ikke så meget, at jeg har brug for pengene lige nu og her, der er mere princippet i det. Selvom det handler om brøkdelen af en øre, hvis ikke endnu mindre, så generer det mig, at de tjener rentepenge på MINE penge.

Er jeg smålig? Fandeme ja, for jeg ved, at hvis det var mig der ikke lige fik betalt min husleje til tiden, så ville de være knap så tålmodige. Jeg ved at jeg ikke kan stille det sådan op, jeg ved at der er en forskel, jeg forstår bare ikke rigtigt hvorfor, men okay, der er altså en forskel, og så lad gå, at hun sagde at der ville gå en uge, men nu er det en uge siden, at der var gået en uge, så ja, jeg bliver irriteret.

Om kaffe i stedet for cola

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg drikker alt for meget cola (Pepsi Max), 2-3 l om dagen for at være mere nøjagtig. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg med måneders mellemrum forsøger at skære ned for pengepungen og mine tænders skyld. Så lige nu forsøger jeg at få mit forbrug reduceret til det halve, men på en eller anden måde skal jeg jo have opfyldt mit koffeinbehov, så jeg er begyndt at drikke kaffe med sødemiddel og mælk.

Jeg kan egentlig sådan nogenlunde godt lide kaffe, men DET ER BARE IKKE DET SAMME (indsæt selv en meget utilfreds smiley), for der er ingenting der slår en iskold cola, hvor kulsyren prikker én i halsen og vækker sanserne til live. Min psykolog og jeg har snakket om at især det sidste er en af grundende til min afhængighed, for jeg er nærmest afhængig af ydre stimuli af huden, og åbenbart også i svælget. Af den grund går jeg også altid og rører ved ting.

Bare fordi noget er rart, betyder det ikke, at man skal tillade sig selv at gøre det hele tiden, og jeg siger jo ikke, at jeg vil stoppe helt med at drikke cola. En liter om dagen er mere end hvad de fleste mennesker drikker, og sikkert også mere end min tandlæge vil anbefale, men det er hvad jeg lige kan overskue lige nu. For at holde min motivation oppe, har jeg besluttet, at hvis jeg holder mig til en liter om dagen i hele juli måned, så må jeg købe mig et smykke som jeg har forelsket mig lidt i.

Når jeg gør det sådan, er det også fordi jeg er blevet lidt for glad for at bruge penge på det sidste. Jeg fik de der penge tilbage i skat, og så vænnede jeg mig til, at hvis der var noget jeg gerne ville have, jamen, så købte jeg det bare. Jeg er ikke i pengenød, men skattepengene er for længst brugt op, så nu skal jeg vende tilbage til en mere rimelig/normal tilværelse, hvor jeg altså skal gøre mig fortjent til nogle af de virkelig lækre ting, som jeg har lyst til. Som sagt er jeg ikke i pengenød, men det kan jeg alt for let komme, hvis nogle af mine nye vaner bliver lidt for indgroede.

På den anden side skal jeg passe på med et sådan belønningssystem. På den ene side, kan jeg risikere at tage alt for let på det, og belønne mig selv i tide og utide og ende med at blive fed og forgældet, eller jeg kan tage det for alvorligt, og ikke tillade mig selv at nyde noget som helst før jeg har ydet. Jeg husker da jeg skulle op til eksamen i vinteren 06/07, der lavede jeg et system med, at jeg måtte spise x antal kalorier for hver side jeg læste eller for hver sætning jeg oversatte, og om end jeg ikke blev nær så tynd som jeg ønskede, så blev jeg i hvert fald ulykkelig, men det betyder ikke nødvendigvis at et belønningssystem er en dum idé, det betyder bare, at jeg skal tænke mig om.

når man bliver kvalt af lutter omsorg

Da jeg for tre år siden startede til psykolog, da sagde hun, at det var hendes mål, at jeg skulle komme til at kede mig voldsomt til vores møder, for når jeg gjorde det, så vidste hun, at hun havde givet mig hvad hun kunne, og at det var tid for mig at komme videre i mit liv.

Jeg er ikke blevet træt af min psykolog, men på mit bosted er jeg kommet til det punkt, hvor jeg føler mig kvalt i omsorg. Først var jeg bange for følelsen, for jeg følte, at jeg svigtede pædagogerne som bare prøver at gøre det så godt for mig som muligt, men jeg er kommet til at indse, at det i virkeligheden er en stor ros, for det betyder at de har gjort deres job, at jeg er kommet ud på den anden side og er klar til en mere normal tilværelse, jeg er ved at være klar til at flytte videre i systemet.

Ind til nu har der været to skelsættende flytninger i mit liv, da jeg flyttede hjemmefra og da jeg flyttede i min egen lejlighed på et bosted. Ingen af gangene var jeg særlig godt forberedt, men det vil jeg gerne være denne gang, så jeg vil bruge min sommerferie på at lægge budget og lægge planer, men det der er den største udfordring, og som skræmmer mig mest er, at jeg skal vænne mig til eller måske ligefrem lære fra bunden at omgås mad på en personlig og hensigtsmæssig måde.

Dengang jeg flyttede i egen lejlighed (på bosted) kom jeg direkte fra en 8 mdr lang indlæggelse på psykiatrisk, og pludselig skulle jeg klare mig helt selv med fire timers menneskelig kontakt om ugen. Jeg sad i en by som jeg ikke havde lyst til at bo i, jeg havde et liv, som jeg ikke ønskede at leve, og det reagerede jeg på på den eneste måde jeg kendte og følte mig tryg ved, jeg skar og kastede op og jeg græd i stride strømme. Angsten var ikke noget der kom i anfald, det var noget der var der konstant i dage, uger og måneder.

Jeg er rædselsslagen ved tanken om, at der pludselig skal være andet end cola og saft i mit køleskab. Hvad nu hvis jeg går på rov? Hvad nu hvis jeg slet ikke er så klar som jeg tror? Hvad hvis alt står og falder på det med maden? Hvad hvis jeg endnu ikke er "værdig" til et normalt liv?

Okay, helt normalt vil det ikke blive (hvis det da overhovedet bliver til noget), for jeg vil stadig have brug for massiv støtte, måske endda hver dag, men det vil om muligt blive tættere på Aarhus, hvilket vil give mig mulighed for et mere normalt studieliv med mine medstuderende og mine veninder, hvilket jeg savner en del. Jeg tænker også, hvor meget tid der vil blive til rådighed, hvis jeg ikke længere skal bruge så lang tid på transport, for det er jo ikke kun fordi transporten tager lang tid, tiderne passer heller ikke altid lige godt, så tit må man komme 25 min for tidligt for ikke at komme 5 min for sent fordi toget kun går hver halve time.

Der er dog én ting der især vil blive en udfordring. Pga den måde jeg bor på, så har jeg flere penge til rådighed, end jeg så i fremtiden vil have. Det er derfor, at det er vigtigt at få lagt et ordentligt budget i ferien, så jeg kan vænne mig til hvad jeg så i fremtiden vil have af rådighedsbeløb.

Om at have en opsparing

Jeg fik lidt penge tilbage i skat her tidligere på året, og jeg var lidt i vildrede med, om jeg skulle bruge dem eller sætte dem ind på min opsparing. Stort set alle rådede mig til bare at bruge dem "for det havde jeg fortjent", Jeg satte dog nogle af dem ind på min opsparing, og det er jeg glad for i dag.

Jeg har tidligere boet i Randers i en lejlighed der hørte under Boligforeningen af 1940, som jeg ikke har haft andet end problemer med. Jeg flyttede for snart 1½ år siden, og så pludselig finder de ud af, at jeg skylder dem næsten 5000,- Først var jeg tilbage i mine bankpapirer for at være sikker på at de ikke snyder mig, for det var noget med at chefen neglede nogle af foreningens penge til sig selv. Desværre er det ikke helt umuligt. Beløbet er godt nok lidt højt, men det var virkelig også en dyr lejlighed. Tak skaberen, at jeg nu er flyttet derfra.

Nå, det er et surt beløb at skulle af med, men i det mindste har jeg pengene på grund af min opsparing og hvad der nu er tilbage af den.

3 gode tilbud

Jeg var lige nede i kiosken og købe to morgencolaer. De var på tilbud, så de kostede det samme som hvis jeg havde købt dem i en almindelig butik. Det er (desværre) ikke noget jeg normalt tænker så meget over, jeg skal bare have min cola, men jeg har brugt lidt for mange penge i denne her måned, hvilket jeg bestemt ikke fortryder, men altså, på tilbud var de i hvert fald.

Udenfor kiosken blev jeg stoppet af en ung mand med "an offer you can't refuse". Han skulle til Randers, men han havde ikke nogen penge, så han ville sælge sin kun to dage gamle computer. Jeg smilede pænt og sagde nej tak, for den var sgu sikkert nok stjålet.

Tilbage i januar skulle jeg have ny skoletaske, og jeg valgte Eastpak, for med dem går man da aldrig fejl, gør man? Det gør man så. Jeg havde endda sagt nej til min farmors tilbud om en gratis gammel/retro Fjällraven. Jeg har egentlig været glad nok for min Eastpak, men den er min lyserøde periode som jeg har haft i flere år som nu er ved at være slut, og jeg ærgrer mig.

Her i weekenden var jeg på besøg hos min far, og så skulle jeg da også lige et smut inden om min farmor, så jeg spurgte om tilbudet stadig gjaldt, for jeg ville egentlig gerne have den taske. Min farmor er super sej, hun gemmer blandt andet på alle mulige ting der med tiden kommer på mode igen. Hun undskylder med jævne mellemrum, for det er jo os der skal rydde op i alt hendes lort når hun ikke er her mere. For det første vil jeg slet ikke tænke på at det en dag vil ske, for jeg elsker hende så højt. For det andet er det ikke lort. Noget af det er måske, men noget af det er også guld.

Jeg selv er af en helt anden type. Jeg smider ud og smider ud, jeg er endda værre end min mor. Kan jeg ikke finde en plads til det? Ud! Er jeg i dårligt humør? Ud! skal jeg flytte? Ud! Er jeg i tvivl? Ud! Har jeg et af mine "anfald? Ud! Ud! Ud! Nogle gange er det som om jeg ikke har nogen forståelse for tings værdi, selv smykker ryger. Det er noget jeg arbejder på, for mange gange oplever jeg at fortryde at have smidt ting ud, og jeg kan fortryde det meget inderligt.

Men nu er jeg den stolte ejer af en Fjälraven. Jeg har faktisk tidligere haft en (den er selvfølgelig for længst blevet smidt ud), men den var slet ikke så sej som den her.

Om sen abort ved handicap

Jeg har gået og tænkt over, hvordan dyrker man løgplanter? Jeg ved godt at man køber en pose med løg i sit lokale supermarked, og propper dem ned i jorden, hvorefter der så kommer der blomster op, men disse løg må jo komme et sted fra, og hvordan det foregår kan jeg altså ikke regne ud. Der er ikke et eller andet symbolsk budskab i dette spørgsmål, det er bare noget jeg har spekuleret over i nogle dage.

A pro pos forplantning, så går 66 % af dansker ind for berettigelse til sen abort hvis barnet har et handicap. I artiklen HER er det som sædvanligt Downs der bliver trukket frem, men hvad skal have lov til at tælle som et handicap. Jeg selv har aspergerautisme og mild spasticitet. 62 % mener at spasticitet er begrundelse nok (autisme er ikke noget man endnu kan teste for, så det er ikke en del af undersøgelsen). I modsætning mener kun 2 % af abort pga barnets køn er acceptabelt.

Jeg kan ikke sige, at jeg bliver vred over sådanne undersøgelser, for hvem er jeg til at dømme andre for deres holdninger, men jeg kan godt blive ked af det og føle mig uværdig til livet. "det er da godt at vi blev født før aborten den blev fri"? Er det virkelig?Er det godt at være til, hvis andre mener at man burde være død? Det er ikke noget jeg tænker over så meget mere, men i de mørke dage da selvmordstankerne var en konstant ting, da tænkte jeg meget over det, for der er ikke langt fra at tænke, at abort ved handicap er i orden, til at tænke at en handicappet person er én der ikke blev fanget i tide.

Jeg har nok mere eller mindre vænnet mig til mit handicap, i hvert fald de ting jeg selv må slås med på daglig basis, såsom angst ved enhver lille ændring i mine rutiner, og manglende kræfter til at overkomme alle de ting jeg gerne vil, men de større socialpolitiske emner er sværere at komme overens med, for ud over min pension, så bor jeg også på et forbløffende dyrt bosted. Jeg betaler godt nok husleje, men det betaler hverken det hele eller halve af hvad det egentlig koster. Tanken om at være en belastning for samfundet er ikke rar.

Stres og Pepsi Max

I søndags slog min kæreste op med mig, op på mandag starter universitetet igen efter to måneders ferie, så man kan godt sige at jeg er lidt stresset, desværre drikker jeg ikke alkohol, og jeg spiser ikke slik, så det eneste jeg har at drukne mine sorger i er Pepsi Max, og det gør jeg så i stor stil, og det til en grad hvor jeg selv synes, at det egentlig er lidt ulækkert, eller i hvert fald nok til, at jeg får ondt i maven. Jeg siger til mig selv, at det er okay, at jeg jo ikke plejer at drikke så meget, men egentlig synes jeg ikke at det er okay, for det er jo frådseri.

Frådseri er når man bruger, spiser eller drikker mere end man reelt behøver for at have et godt liv. Det betyder ikke, at man skal sulte sig selv eller berøve sig alle livets små glæder, men det betyder, at man skal tænke sig om, men lige nu tænker jeg mig ikke om, jeg drikker bare, og det er lidt det der er problemet. Flasker og dåser hober sig op på køkkenbordet og i poser på gangen, og jeg bliver svimmel ved tanken om hvor mange penge der er for i pant. Ikke at jeg selv får nogen gavn af det, det, jeg trykker altid på donationsknappen så pengene går til børn med diabetes (Føtex).

Problemet er, at jeg er bange, bange for at ende alene, bange for ikke at kunne klare universitetet, bange for alle de administrationelle opgaver der ligger og venter på mig, bange for at ændre noget og bange for at sidde fast, og al den stres får mig til at drikke.

Jeg ved godt, at Pepsi Max ikke er super sundt for mig, men det er også lidt et problem at det ikke er super slemt, så hvorfor skulle jeg så stoppe? Jeg bliver jo ikke fed eller opfører mig uansvarligt, jeg synes mest bare, at det er lidt småpinligt. Selvfølgelig er det også dyrt, og det er lidt et problem, og det vil senere på måneden, når der ikke er så mange penge tilbage på kontoen, motivere mig til at drikke mindre, men lige nu er der ingen problemer og derfor ikke megen motivation til at ændre noget.

D. 13. februar er askeonsdag, og så går fastetiden i gang. Fasten er den katolske forberedelse til påsken, hvor vi gør bod for vores synder, og opbygger vores åndelighed. Jesus fastede 40 dage i ørkenen, det gør vi ikke, men vi giver afkald på visse af livets goder. Jeg har overvejet, om jeg skulle give afkald på Pepsi Max, men jeg ved ikke, om det er for stor en opgave. Gode intentioner er fint, men hvis ambitionsniveauet er for højt, så risikerer man at fejle, og så bliver man bare nedtrykt, så det er noget jeg skal tænke grundigt over.

Om at spare penge

Vej bruger rejsekort når jeg tager til Aarhus for at studere eller gå til psykolog, og det har jeg kunnet spare nogle håndøre på, men reglerne er blevet ændret, så nu gælder det som en lokalrejse, og pensionistrabatten frafalder, og så må jeg finde andre dyrere eller mere besværlige måder at betale på. Jeg kan heller ikke få pensionistrabat på klippekort og pendlerkort, og det eneste alternativ er, at jeg skal trække en billet i automaten hver gang jeg skal af sted, hvilket er pokkers besværligt når man kommer i sidste øjeblik før toget går, og det betyder, at jeg skal have styr nok på min økonomi til, at der også er råd til billetter i slutningen af måneden

Det eneste andet alternativ er, at jeg får et pendlerkort, og det er meget meget dyrere, og min socialrådgiver sagde, at jeg er for 'rig' til at søge om merydelse (§100), hvilket jeg dog prøver på alligevel, men det er så pokkers besværligt, og jeg har hverken meget tid eller mange kræfter til det. Men jeg burde ikke klage, for hvis det ikke var for mit forbrug af Pepsi Max, så var mit forbrug på et absolut minimum. Jeg har tidligere forsøgt at skære ned på mit forbrug, og det gik rigtig godt, men lige nu er hverken tid og sted til den slags numre, men der er dog visse ting man kan gøre for at spare penge.

Normalt drikker jeg Pepsi Max af 0.5L flasker, men det er voldsomt dyre, mellem 25 og 45 kr pr L, så nu prøver jeg at skifte til 1.5L flasker, som koster mellem 7 og 15 kr pr L, så der er mange penge at spare, men jeg gør det alligevel kun modvilligt, for det er en noget tam oplevelse, for kulsyren holder ikke nær så længe, så det fungere kun bare sådan nogenlunde, hvis jeg drikker det hele på en gang. Det kan jeg også sagtens gøre, nogle dage, men der vil også være dage hvor jeg ikke kan, såsom de fredage, hvor jeg skal tidligt på universitetet, men hvis jeg bare spare penge nogle dage, så sparer jeg da også lidt.

Så er der dage som er en mellemting, som f.eks eksempel i dag. Jeg har drukket det meste af flasken nu her (jeg drikker cola om morgenen i stedet for morgenkaffe, til gengæld drikker jeg sjældent senere end frokost), men om lidt tager jeg til træning, og når jeg kommer hjem, kan jeg godt lide at drikke lidt, men til den tid, vil det der er tilbage i flasken være kedeligt, så jeg skal beslutte mig til om jeg vil drikke det sidste nu hvor det er nogenlunde frisk, eller om jeg vil gemme det. Suk alle disse krævende valg.

Med søster på café i Aarhus

Der var egentlig ikke nogen speciel grund til, at jeg skrev til min søster, om hun havde tid til at mødes, men skal man have det for at mødes med sin familie? Vi plejer ikke at se hinanden så tit. Det er ikke fordi vi ikke kan lide hinanden, det er bare at vi simpelthen ikke får det gjort. Hvis man endelig skal sige, at der er en grund til at jeg fik taget mig sammen til at spørge hende, så er det, at vi for nyligt havde en rigtig god og åbenhjertig samtale over sms. Vi havde den over sms, for i vores familie er vi ikke vant til at tale om problemerne, men vi er begyndt at skrive om dem, for så går det en lille smule lettere. Efter den samtale længtes jeg efter at se hende igen, jeg ville sikre mig, at hun var okay, og jeg ville vise, at jeg også var det, for når man ikke er vant til at tale om tingene, så kan det godt tage hårdt på en.

Det begyndte at sne da jeg tog af sted. Det var ikke den stille sne med store bløde uldtotter, den sne de på mit gamle bosted kaldte Lindasne fordi jeg elskede den så højt. Det var små næsten støvagtige gryn der ikke så ud af noget, men som hurtigt lagde sig på veje og marker., et kort øjeblik var jeg næsten bange for, at jeg ikke ville kunne komme hjem igen med toget, da jeg ikke stoler voldsomt på den danske togdrift, om end det er blevet bedre efter jeg flyttede og skiftede til Arriva.

Her hvor jeg bor var det ikke voldsomt koldt, så jeg tog af sted uden hue, da det ikke passede særlig godt med min frisure, men da jeg kom til Aarhus var vinden bidende. På den øvre del af Ryesgade, blæste det så meget, at jeg frygtede at blæse omkuld, og jeg har ellers et ret godt fodfæste. Man må lide for skønheden siger man, og jeg skulle heldigvis ikke så langt, men der stod en sælger af hus forbi, og de så så koldt ud, at jeg ikke nænnede bare at gå forbi. Desværre havde jeg ikke noget mindre end en 100 kronesseddel, og han kunne ikke give tilbage. Hvis han havde hevet nogle penge op af lommen, så havde jeg sagt, 'bare giv mig hvad du kan og behold resten', men 100 kr... Jeg overvejede det faktisk, men jeg kunne ikke få mig selv til det. 100 kr er trods alt 100 kr. Jeg skulle ned og købe en taske før jeg skulle på café, og jeg lovede ham at jeg ville komme tilbage. Det gjorde jeg også, men vejret var i mellemtiden blevet endnu dårligere, og han må have opgivet, for jeg kunne ikke se ham noget sted.

Det jeg var henne og købe var en Eastpak rygsæk, for normalt bruger jeg skuldertasker, men efter jeg har været skadet, har fundet ud af hvor svag min venstre side er, og har fået stillet diagnosen mildt spastisk lammelse, så tænkte jeg, at det måske ville være klogt at have en rygsæk, som ville fordele vægten lidt mere ligeligt på mine skuldre. Jeg har tænkt på det i flere måneder, men jeg skulle lige have pengene, og så skulle jeg lige vente på udsalget, og så skulle jeg lige vente til jeg skulle til Aarhus, fordi det viste sig at min lokale taskebutik ikke holdt udsalg. Og det betalte sig at vente, for det var -40% på sidste års modeller, hvilket vil sige -200 kr, hvilket jo også er en slags penge.

Jeg begyndte oprindeligt at gå med skuldertaske, for at fornægte min nørdede side, og siden er det bare nærmest blevet en vane, men en praktisk vane, for når man så ikke har så meget i den, så er alting lige ved hånden og der er en masse forskellige rum. Nu kapitulerer jeg altså, men selvom jeg ikke længere fornægter min nørdede side, så er jeg stadig bange for at se nørdet ud. Det er derfor jeg vælger Eastpak. Det er på ingen måde de sejeste tasker til en på min alder, men det er bestemt heller ikke de grimmeste. Jeg valgte dem, fordi så er man på nogenlunde sikker grund.

Min søster og jeg mødtes på Sigfreds kaffebar, den der ligger under Vangsgaards boghandel, for det er min yndlings cafe, for der føler man sig ikke underlig, hvis man kommer en halv time for tidligt og hiver en stor bog op af tasken. Man føler ikke trang til at råbe ud over det hele 'Jeg er IKKE blevet brændt af!!!', hvilket jeg nogle gange føler andre steder.

Om pepsi afhængighed

Det er morgen, og jeg kan godt mærke, at jeg ikke som sædvanligt har fået min morgencola, jeg drikker nemlig cola om morgenen, ligesom andre mennesker drikker kaffe, jeg er bare ikke alt for glad for varme drikke. Men så en dag kom jeg til at kigge på min konto, og så, at der bare ikke var så mange penge tilbage, som jeg syntes, at der burde være. Først tænkte jeg, at der måtte være sket en fejl, at nogen havde hævet nogle penge de ikke var berettiget til, men så gik jeg i gang med at regne lidt på det, og så var der jo lige 400 kr her og 600 der og inden længe rendte det op, og jeg måtte indse, at jeg har tillagt mig nogle dyre vaner, som jeg ikke har råd til nu hvor jeg har den store transportudgift. Så måtte jeg lettere slukøret regne lidt på det og starte ud med at købe ALT hvad jeg regnede med at få brug for i løbet af måneden som toiletpapir, tamponer og shampoo, og så måtte jeg regne på det igen og kunne godt se, at der ikke ville blive råd til min sædvanlige mængde cola.

Efter omstruktureringen i foråret røg mit forbrug op på 4x0.5L, men i løbet af sommeren fik jeg det ned på to. Så begyndte universitetet og det kom tilbage på 4. Jeg har længe tænkt på, at det skulle ned igen, men jeg har ikke kunnet finde styrken til det. Så kom November, og så viste det sig at jeg ikke har nok penge. I mine yngre dage, ville jeg ikke have styrken til at reducere mit forbrug. Jeg ville blive ved med at drikke til kontoen var tom, og så ville jeg klynke mig gennem en kold tyrker resten af måneden. Nu er jeg ældre, stærkere og mere afbalanceret, så jeg skar drastisk ned, og jeg gjorde det med det samme, ikke noget med at holde en afskedsfest og vente til i morgen. Nu er det selvfølgelig ikke nogen fuldstændig afsked, jeg drikker stadig 1-2 flasker om dagen.

Forleden kom jeg så til at tænke på, at jeg også lige skal have et klippekort til bussen, og i går var jeg også nødt til lige at købe noget at spise for at klare turen hjem, og jeg så i min pung og anerkendte, at der ikke er mange penge tilbage, og jeg sukkede tungt og dybt. Skal jeg bruge af opsparingen, skal jeg slå hul på min sparegris/elefant eller er jeg stærk nok til at reducere mit forbrug yderligere?

Det værste er nærmest, at jeg ligefrem føler at det er min ret at få min daglige cola, men er der ikke råd, så er der ikke råd, og så er der egentlig ikke mere at sige om den sag, selvom det er ærgerligt.

Om et rådighedsbeeløb

Jeg har virkelig ikke lyst til at betegne mig selv som fattig, og det er jeg heller ikke på nogen måde, for jeg har råd til alle mine faste udgifter, når jeg sådan passer lidt på i hvert fald, men jeg sad og lavede forarbejdet til at få en budgetkonto i går, og jeg havde færre penge end jeg troede, meget færre, faktisk kun halvdelen af hvad jeg troede, så jo, jeg følte mig fattig uden teknisk set at være det.

Problemet er lidt, at i gamle dage, så gik man ned i banken, og så ordnede de det hele for én, men nu om dage skal man selv regne ud hvor meget der skal betales til budgetkontoen om måneden og så taster de tallet ind i computeren, hvis man ikke selv er så stærk til matematik, så koster et møde i banken 600 kr, sikke en flok gebyrgrippe, det giver mig helt lyst til at skifte bank, men da jeg hverken har lån eller en opsparing af betydning, så kan det slet ikke betale sig, desuden er de andre banker sikkert lige så slemme, eller også bliver de det inden alt for længe.

Man kan spørge sig selv om hvorfor jeg ikke har oprettet en budgetkonto langt tidligere, det er da trods alt over 7 år siden jeg flyttede hjemmefra, men så må I forstå, at mit liv har været krise på krise, og der har bare altid været noget der var vigtigere, og jeg havde ikke kræfter til at overkomme det hele, og så måtte budgetkontoen udskydes, og sådan fortsatte det i meget lang tid, det har heller ikke været et problem før nu, for jeg har altid haft pengene, men jo bedre jeg har fået det, jo flere penge bruger jeg på mig selv, fordi jeg synes jeg fortjener noget pænt tøj eller en kop kaffe med en veninde eller en god bog, så nu, nu var det tid, men hvis det ikke havde været for min kontaktpædagog, så havde jeg nok ikke fået det gjort.

Jeg sad altså der og regnede, og kom frem til et rådighedsbeløb der var mindre end jeg regnede med, men det var stadig okay, men så kom jeg i tanke om flere og flere ting jeg havde glemt at regne med, og langsomt blev mit rådighedsbeløb mindre og mindre. Som sagt er det kun ca det halve af hvad jeg sådan gik og forestillede mig, hvilket er noget øv, men det er heller ikke uacceptabelt lille, men overraskelsesmomentet i det gjorde, at jeg var helt knust. Jeg følte, at det hele var den rene elendighed, og at jeg aldrig nogensinde ville kunne klare mig, og jeg havde enormt ondt af mig selv.

Jeg besluttede mig for, at nu kunne der ikke længere være råd til Pepsi Max, i hvert fald ikke i den størrelsesorden jeg drikker det i nu, så da jeg var nede og handle, købte jeg ikke ind til denne morgens forbrug, og jeg vil heller ikke købe til i morgen, eller dagen efter, eller dagen efter igen. Jeg bliver nødt til at stoppe med den del af forbruget hvor jeg bare hælder det i mig, også selvom det bliver hårdt. Jeg sidder og smasker tørt bare ved at skrive dette her, men cola er ikke en menneskeret, og jeg skal nok klare mig. Der er heller ikke nogen der siger at jeg skal stoppe helt. Jeg må gerne gå ind i en butik og købe én flaske i ny og næ, hvis jeg synes jeg har gjort mig fortjent til det, eller hvis jeg bare har en af de der dage hvor det hele bare er surt eller hvis...

I skal se, jeg skal nok klare mig, for det gør jeg altid på en eller anden måde, og når jeg siger, at mit rådighedsbeløb er det halve af hvad jeg havde forventet, så skyldes det måske i lige så høj grad urimelige forventninger, som det skyldes, at jeg ikke har nogen penge.

De gratis glæder

Jeg skulle have været i biografen med nogle af dem fra mit bosted. For dem på kontanthjælp var turen gratis, men jeg er pensionist, så jeg skulle selv betale de 100 kr.

Siden jeg blev pensionist, efter så mange år på SU og kontanthjælp, har jeg følt at jeg havde alle de penge i verden jeg nogensinde kunne få brug for, hvilket måske siger mere om mit forbrug end om førtidspension generelt, men pludselig blev jeg grebet af misundelse. Jeg syntes at det var skide uretfærdigt, at jeg altid skal betale mere end alle de andre, for huslegen bliver afmålt efter indtægt og rådighedsbeløb. Egentlig er det ikke så unfair som det lyder, det drejer sig om, at dem på kontanthjælp får nedslag i deres husleje og kostpenge for at de skal have et bare nogenlunde acceptabelt rådighedsbeløb, men i går kunne jeg ikke se det fair i det, for jeg har jo nogle andre faste udgifter som de slipper for, jeg har nemlig både forsikring (de andre er for unge til at have deres egen forsikring), skolebøger og transport både til Aarhus og Odense (de fleste andre har familie der bor tættere på, og som i mange tilfælde henter og bringer dem).

Buhu, hvor er det synd for mig, det syntes jeg i hvert fald i går, og jeg blev så sur, at jeg meldte fra biografturen, for det ville jeg i hvert fald ikke betale for, når nu de andre kunne få det gratis. Jeg havde måske regnet med pædagogernes medlidenhed, men de var top professionelle, og ville ikke ynke mig for at have en dårlig økonomi, hvilket var både rart og pisse irriterende.

En anden lidt mere positiv grund til at jeg meldte fra var, at jeg er i gang med en skide spændende bog som jeg har fået fra Rosinante, "Désirée" af Annemarie Selinko, der handler om Napoleons første kærlighed, en silkehandlerdatter, som giftede sig med Frankrigs krigsminister og endte som dronning af Sverige. Det er en historie så fantastisk, at jeg ved den omtale ville have affærdiget den som noget urealistisk sludder, hvis ikke lige, at det hele havde været sandt.

Jeg lå på min chaiselong med fødderne begravet i et uldent tæppe, og med en Pepsi Max ved min side. Rundingen på hovedgæret passer lige med, at min hestehale kan ligge der uden at genere, hvilket de godt kunne lære noget af ved tandlægen og hvor man ellers bliver bedt om at sætte sig og læne sig tilbage.

Jeg læste til jeg blev helt firkantet i øjnene og de begyndte at svide og så lige lidt længere. Jeg begravede mig i en verden af smukke kjoler, uniformer, intriger og politik. Jeg lod mig opsluge af pomp og pragt. Jeg slugte hvert et ord, for det var en trist lørdag eftermiddag, og jeg havde brug for noget til at lede tankerne væk fra mit eget liv. Ikke at mit eget liv er dårligt, egentlig går det ret godt, men nogle gange har man bare en af de der dage, og så har man lov til en dag på sofaen, ja man fortjener det ligefrem.

I går kom jeg også til at lave en kæmpe bogbrøler. Jeg havde revset Kaj Munk i en boganmeldelse for ikke at have ordentlig styr på sin bibelshistorie, hvorefter jeg skriver at Jesus blev født i Nazaret. Det var en veninde der gjorde mig opmærksom på det, og jeg blev så flov, at jeg løj og sagde, at jeg selv havde tænkt på den, men jeg havde overhovedet ikke skænket det en tanke. Hele dagen var jeg så flov at jeg havde kvalme, selvom det egentlig var meget morsomt.