Kender du Sandi Toksvig?

Sandi Toksvig får nogle store sko at udfylde, når hun overtager rollen
som vært for TV-serien QI efter Stephen Fry. Seriøst, han må være
mere end dobbelt så stor som hende

Hvor mange sangere/bands kan jeg nævne, som er opstået inden for de sidste fem år? Ingen.
Hvor mange nye bøger har jeg læst? 5 ud af 50.
Hvor mange politikere i Folketinget kan jeg sætte navn på? På en god dag kan jeg måske klare 10.
Hvor mange nye film? 1.
Hvor mange teologiske bøger har jeg læst i år som ikke var lektier? Ingen, på trods af, at det faktisk er teologi jeg studerer.

Jeg er sådan en person der altid er ude af trit med min samtid. Sådan har jeg altid været, og selvom jeg i perioder ligefrem har dyrket denne egenskab, så er det egentlig ikke med vilje. Når jeg prøver at følge med tiden, sådan som den nu i bred forstand kommer til udtryk i kulturen, moden og lignende, så kan jeg godt, men det kræver en bevidst indsats. De blade, hvor alt det nye præsenteres, er ikke blade jeg automatisk ville samle op, det samme gælder TV og websider.

Men i dag skete det, dette lille lysglimt af at være på forkant med tiden. I Berlingske så jeg i dag en artikel om Sandi Toksvig, komiker, politiker, tv-precenter og datter af Claus Toksvig. HER. Hun er en spændende person, selvom hun nok ikke tæller blandt de vigtigste personer man kan kende til. Alligevel er jeg stolt over at kende til hende. Jeg ved godt, at det ingen måde inkluderer mig i æren for hendes bedrifter at kende hende før mange andre. Jeg håber dog, at i vil bære over med min uberettigede stolthed, for det er en sjælden oplevelse for mig.

Noget om døgnrytme

Jeg har en skæv døgnrytme. Jeg står gerne op kl 3 eller 4 om natten og går i seng kl 5 om eftermiddagen. Det er en dejlig døgnrytme, hvis man godt kan lide at stå op med fuglene og gå en tur i skoven længe før hundefolket dukker op. Det er dog også en meget upraktisk døgnrytme, hvis man gerne vil have et socialt liv, se en film eller tage ud og spise.

Jeg har sagt ja til at tale ved en konference til oktober... en aftenkonference... i Skørping. Det vil sige, at jeg nok først kan være hjemme ved midnat. Det betyder at jeg er nødt til at vænne mig til at være længere oppe om aftenen, medmindre jeg altså gerne vil stå oppe på scenen og tude fordi jeg er så træt. Det hele ville selvfølgelig være meget nemmere, hvis jeg bare havde sagt nej, men sagen er, at jeg faktisk rigtig gerne vil have lov til at fortælle min historie, som i rigtigt at fortælle frem for at skrive. Det er en helt anden form for udfordring.

Nå, der er endnu ikke nogen der er døde af, at sidde oppe et par timer ekstra om aftenen, så på med en CSI dvd som jeg har set 100 gange før, og så vente til det bliver tid at gå i seng. Indtil videre går det fint, men jeg er lidt bekymret for når studiet starter igen, for det plejer at betyde, at jeg er så smadret om aftenen, at jeg vælter omkuld på sengen, på et tidspunkt så tidligt, at mange mennesker endnu ikke er kommet hjem fra arbejde.

Da kl blev 4 (om eftermiddagen) bagte solen ind af mit vindue, lige der hvor fjernsynet står. Jeg har ikke noget gardin, så jeg gjorde den næstbedste ting, jeg satte potteplanten om min Jomfru Maria statue ned på gulvet, åbnede vinduet helt op, smed shorts og t-shirt og lagde mig foran fjernsynet og tog solbad. Det blev en ganske hyggelig aften. Det gjorde ikke noget, at jeg havde set alle afsnittene af CSI før, faktisk foretrak jeg det på den måde, for så behøvede jeg ikke at tænke

En slags læseferie

Jeg skal ikke ud og rejse i år, ikke andet end et par dage til Vestjylland med min mor, så jeg har rig mulighed for at læse. Jeg læser meget, men jeg læser ikke særlig hurtigt, hvilket er noget der altid har pint mig lidt. For en rigtig læsehest læser vel hurtigt, gør hun ikke? Det gør dem i bøgerne i hvert fald. Det er ikke fordi jeg læser langsomt heller. Min læsehastighed ligger vel lidt over middel. Den eneste grund til at jeg får læst mange bøger er fordi jeg bruger mange timer på det. En ting er, at jeg selv sidder her og fortæller at jeg ikke læser særlig hurtigt, noget andet er, når en anden kommenterer det. Det er sket en gang, og det var slemt.

Min psykolog prøvede at finde mig et sommerferiejob, hvilket ville have været fedt, men det er også rart bare at kunne smide sig i skyggen med en bog i strakt arm oppe over hovedet, eller rettere det var det indtil jeg begyndte på Helen Mirrens selvbiografi. Misforstå mig ikke, det er en fantastisk bog, men vi har i dag teknologien til at få "Harry Potter and the Deathly Hallows" til at veje det samme som en stang vanilje, så hvorfor, hvorfor, HVORFOR skal en bog på 270 sider veje det samme som en vandmelon, så jeg i stedet må SIDDE i skyggen, så længe som min hofte nu engang kan holde det ud, hvorefter jeg må skifte til en anden bog. Nå ja, det dør jeg vel ikke af, jeg har jo alligevel altid gang i 2, 3 eller 4 bøger af gangen. Problemet er bare, at jeg lige nu ikke har nogle nye bøger jeg kan læse, hvilket egentlig ikke er noget problem, da jeg elsker at genlæse bøger, bortset fra at jeg er i humør til noget nyt lige nu. Jeg overvejer at købe et af de stativer man kan sætte på maven for at holde bogen, men så får jeg det alligevel ikke gjort.

Imens jeg brugte alle mine kræfter på at læse latin, brugte jeg kun meget få kræfter på at læse bøger efter eget valg, for god skønlitteratur er krævende, for hvis en bog er skrevet ordentligt og pirrer din nysgerrighed, så starter den en eksplosion af fantasi inde i din hjerne. Her kan jeg godt blive lidt misundelig på andre ikke autistiske mennesker (og måske nogle autister?) for jeg har en meget dårlig forestillingsevne. Når en forfatter skriver ordet drage, så ser jeg ikke fluks en drage for mit indre blik. Hvad jeg har er en diffus fornemmelse af en drage, men mit indre blik er tåget. Jeg skal klemme øjnene godt i og koncentrere mig for at mane en drage frem. Og alligevel elsker jeg at læse, for en bog tilbyder en lind strøm af fornemmelser om mennesker, dyr, landskaber, huse, lyde, lugte, lys, luft, jord, vand, æter, tid rum og et lille hint af noget ingen helt ved hvad er, så lad os kalde det x-factor.

Film gør lidt de samme ting, men udvalget virker mindre, måske endda lidt dovent? Jeg ved ikke rigtigt. Som en der ikke ser ret mange film, så føles det lidt som, at jeg er forpligtet til at sige noget dårligt om film, men egentlig synes jeg at mange film er glimrende Der er ikke nær så mange virkelig fantastiske film som der er fantastiske bøger, men det er kun fordi filmmediet har eksisteret i meget kortere tid end bøgerne. Filmverdenen har haft og har stadig mange problemer med ensretning, historisk ukorrekthed, dårlig fokus på stærke kvindelige helte og racisme, men præcis de samme problemer har store dele af bogindustrien. At problemerne findes begge steder er dog ikke en undskyldning for at det skal forblive sådan. For pokker, vi skriver i dag 2014, disse er problemer som vi burde have taklet for længst begge steder. To fordele med bøger er 1) det tager kun én person at skrive en bog hvor en film tager et helt studie, og 2) En bog kan skrives i et hvilket som helst land og blive oversat til en række sprog, hvor udenlandske (ikke-amerikanske) film har langt større problemer. Film har den fordel, at de ikke er lavet af en enkelt person, der er manuskript forfatteren, instruktøren, skuespillerne og teknikerne og de har alle sammen deres egen fortolkning der spiller ind på det endelige resultat. Personligt kan jeg godt lide fornemmelsen af en bog mellem hænderne, mere end skærmens flimren, men det er mig, et enkelt individ ud af klodens 6 milliarder indbyggere.

Om en skæv døgnrytme

Nogle dage, eller rettere nætter, vågner jeg absurd tidligt og kan ikke sove mere.  Normalt når jeg siger sådan vågner jeg klokken 2 eller 3 om natten, men i går vågnede jeg ekstremt absurd tidligt. Jeg vågnede ved midnat, og jeg kunne bare ikke sove et minut mere. Jeg prøvede virkelig at blive liggende, men jeg blev rastløs, og måtte simpelthen bare stå op. Og hvad får man dagen til at gå med når man allerede er oppe så tidligt.

Allerede kl 4 var jeg færdig med at lave latin til i dag.
Kl 6 gik jeg hen og styrketrænede.
Kl 8 købte jeg to sæsoner af den almindelige CSI.
Kl 10 spillede jeg badminton.

Kl 12 var jeg fuldkommen banket, og der var mange mange timer til jeg kunne tillade mig selv at gå i seng igen, so thank you God for CSI som kørte på fjernsynet, mens jeg sad i sofaen og prøvede at rette ryggen. Og så skete der egentlig ikke så meget mere den dag, jeg sad bare og prøvede at holde mig vågen. Det er første sæson jeg ser. Der er et eller andet ved første sæsoner, hvor budgettet er og hvor der bliver eksperimenteret mere, og personenerne er mindre stylede, det hele er lidt mere råt, og jeg kan godt lide et sådan. Desuden er CSI fra 2000/01 og computergrafikken er elendig, og det er virkelig sjovt at se.

Jeg har bestilt tre bøger hos Amazon, selvom arbejdsforholdende hos dem skulle være så forfærdelige at det er moralsk uforsvarligt at købe hos dem, men min kærlighed til bøger overtrumfer min moral. De har mit stuff og jeg er en ussel junkie på jagt efter mit næste fix. Jeg fik den første af bøgerne i går, men desværre ikke den af dem som jeg havde mest lyst til at læse, en bog om Alice Roosevelt, datter af en amerikansk præsident. Hun skulle være ret vild har jeg hørt, red rundt på ponyer i det hvide hus og giftede sig med en af faderens politiske modstandere. Paris Hilton anno 1900. Jeg var desuden for træt til at læse, så jeg smed den fra mig et tilfældigt sted hvor den ikke var i vejen og satte mig igen foran fjernsynet.

Der er vejarbejde på min vej for tiden og det larmer forfærdeligt, men vi er på den tid af året nu, hvor vinduerne kan lukkes, så det går, jeg er alligevel oppe for længst, når de går i gang 7.30. Det værste er, at de lukker for vandet så jeg hamstrer vand i store mængder, langt mere end jeg egentlig har behov for, men bare i tilfælde af at jeg starter en lille brand eller får lyst til at vaske gulv, man kan jo aldrig vide.

fysioterapi igen igen

Det er kun to uger siden jeg sidst var af sted til fysioterapeuten, men i torsdags var jeg i svømmehallen, og det kunne min hofte vist ikke ret godt lide, så jeg fik ret ondt, ikke så ondt som jeg nogle gange har haft, men jeg ville ikke tage nogen chancer, så jeg fik pædagogerne til at bestille en tid til noget massage. Denne gang besluttede hun sig så for at give mig noget ultralyd.

Hovedformålet var dog, at finde ud af HVORFOR det gør så ondt. Eftersom det er en siddeskade, kunne det ikke just komme bag på nogen at det skyldes den akavede måde jeg sidder på en stol på. Men jeg har altid siddet forfærdeligt på alle mulige slags stole, så hvorfor nu? Em jeg vil det eller ej, så nærmer jeg efterhånden de 30, og kroppen bliver stivere og mere sårbar, og den kan bare ikke klare de samme ting som den kunne engang. Er jeg mon lige så stille på vej ind i en 30-årskrise?

Jeg blev instrueret i hvordan jeg BURDE sidde på en stol, hvilket jeg jo egentlig godt vidste, jeg havde bare en idé om at reglerne ikke galt for mig. Så nu sidder jeg her med begge fødder plantet i jorden og med en pude i ryggen, og måske det i længden vil hjælpe mig, men lige nu tænker jeg, at min ryg i den nærmeste fremtid vil blive øm, men hellere øm nu end gigt senere, og det er vel ikke værre end, at det er noget jeg kan træne, når nu jeg alligevel er til fitness flere gange om ugen.

Jeg har fået en tid til ved fysioterapeuten allerede i næste uge, for at se om vi ikke kan får bugt med smerten en gang for alle. Det er selvfølgelig ikke helt gratis, men det er penge der er godt givet ud, for det kan ikke nytte noget at sidde og have så forfærdelig ondt hele tiden, at man er på grådens rand, ellers kan jeg jo ikke holde ud at sidde med skolearbejdet, men hvad værre er, jeg ville ikke kunne holde ud at sidde og se mine serier.

A pro pos serier, så er jeg vendt tilbage til CSI New York. The West Wing er nok den bedste serie der nogensinde er lavet, men den er alt for kompliceret for min stakkels overbebyrdede hjerne, så den må vendte til efterårsferien, og ind til da, så tror jeg nok at den almindelige CSI er på tilbud i Føtex, bare sådan for afvekslingens skyld.

Kære PET

Vi har ikke brug for martyrer, vi har brug for helte, en helt er villig til at dø for sit land/tro, men han vil meget hellere leve for det ("The West Wing").

Jeg er på en hjemmeside, hvor jeg møder pennevenner fra hele verden. Det er ikke noget datingsite, vi sidder bare og skriver om hvilke film vi godt kan lide, og hvad vi har lavet i weekenden og den slags. De fleste samtaler foregår meget nede i gear på et gebrokkent engelsk, mig selv inklusiv, jeg læser og forstår ganske udmærket engelsk, men når jeg selv skal formulere mig og stave mig frem, så går det alt andet end strygende.

Jeg bliver tit spurgt om skype og facebook, men jeg er meget forsigtig, så jeg ender altid med at sige nej. Jeg har dog taget chancen med et par stykker for lige at lave et kontrolleret forsøg med hvad der kan ske. Det betyder at jeg lige pludselig har fået kontakter i Pakistan og Qatar. Det er to ganske fredelige fyre, men min forsigtighed gør mig vildt nervøs, for hvad nu hvis jeg bliver placeret på en eller anden terrorliste?

Så kære PET.

Jeg er altså ikke terrorist.Jeg er bare en helt almindelig ung kvinde som har haft lidt for meget fritid i sin ferie.

Hjertelig hilsen
Linda

Jeg kender også en ung mand fra Syrien, den første jeg nogensinde har kendt i et krigshærget land, men taler vi om krigen og alle dens foruroligheder? Ikke ret meget, vi taler om hvad vi har lavet i weekenden, og hvilke serier jeg godt kan lide, hvilket nogle gange godt kan virke lidt mærkeligt, men sådan er det nu engang, desuden er censuren vist temmelig streng, så selv hvis jeg prøvede at skrive noget mere interessant, så er jeg ikke sikker på at det ville komme igennem.


Jeg er sjældent ovenud begejstret for vore politikere, og jeg mener generelt at vi danskere er blevet et sart folkefærd der ikke kan tåle noget som helst, men vi har i det mindste friheden til at fornærme elle blive fornærmede på hvem vi vil.

Tilbage på bogbloggen

Ud over denne blog har jeg også en bogblog som jeg har forsømt meget gennem det sidste semester. Grunden er, at fjernsynet har fyldt for meget, så når jeg sad i toget ville jeg hellere sidde og dagdrømme, end jeg ville læse bøger, men nu er jeg tilbage.

Jeg overvejede faktisk længe, om jeg bare skulle sige, at det var slut, at jeg fremover vil koncentrere mig mere om mine studier, men jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg elsker mine studier med alt hvad det indebærer, selv lektier, men jeg elsker mine bøger mere. Jeg føler verden gennem bøgerne, det er der jeg lærer om de følelser der kan være så svære at forklare. Jeg kan sagtens skrive om de ting her, men jeg synes at de fortjener mere, så derfor fortsætter jeg bloggen, om end det nok ikke bliver så hyppigt som i bloggens storhedstid, hvor jeg sagtens kunne anmelde 2-3 bøger om ugen.

Fremover vil jeg være tilfreds med 2-3 bøger om måneden, for om 14 dage begynder jeg på latin, og jeg forventer at det bliver svært, og svært betyder tidskrævende, for jeg har i virkeligheden meget svært ved at lære sprog, så der skal arbejdes hårdt for at kunne følge med, men hvad jeg mangler i kvantitet må jeg gøre op med i kvalitet. Jeg har endnu ikke besluttet hvilke bøger jeg vil læse, men jeg lover at der vil være plads til et bredt udvalg både gode og fantastisk forfærdelige.

Jeg har ikke noget særligt system i de bøger jeg læser. Jeg prøver at spænde vidt i mine valg, men mest kommer det til at handle om tilfældigheder. Den sidste bog jeg læste, Bright Lights, Big City, valgte jeg, fordi der var et afsnit i tv serien CSI New York der handlede om denne bog. Jeg tænkte at jeg var fan af serien, så ville jeg også være fan af bogen, hvilket er en logisk slutning der ville få en filosof til at krumme tæer, men heldigvis kender jeg ikke sådan nogen, selvom det kunne være fedt, men det er ikke det det her skal handle om. Mere ofte end handler mine valg om et sjovt forfatternavn, en fed titel eller en flot forside, for så overfladisk er jeg nemlig. Sandheden er, at der er så mange bøger og så mange forskellige meninger, at det er næsten umuligt at gøre et kvalificeret valg.

Jeg har læst mange mange bøger i mit liv, men jeg kan stadig godt føle mig som en tosse i en vinhandel når jeg går på biblioteket. Jeg tager en bog bog ned fra hylden og læser bagpå, tør med en bouquet af banan, og hvad det så mener har jeg ingen anelse om. Jeg låner fem bøger og læser måske en eller to.

Et trist farvel til CSI New York

Gary Sinise som Mac Taylor

Nogle gange, når man har for meget fritid, og man bruger denne fritid på at sidde foran fjernsynet, så kan man godt komme til at leve sig lidt for meget ind i TV-seriernes forunderlige verden. En verden der i høj grad er fyldt med unge smukke mennesker. Hvis eller når det på et tidspunkt går op for én, at man lever mere inde i serierne end ude i den virkelige verden, så kan man en tage et ansvar og begynde at leve livet fuldt ud, eller man kan begynde at se en ny serie. Jeg valgte den nemme løsning.

Jeg startede med at se CSI New York i tv, men i marts måned købte jeg den også på dvd, og snart holdt jeg mig udelukkende til at se dvd'erne. Fordelen var nemlig, at der ikke var nogen reklamepauser, og jeg kunne gå på toilettet når jeg ville. Jeg har faktisk slet ikke tv-tilslutning til mit tv, for jeg har en mærkværdig og autistisk måde at se fjernsyn på, jeg elsker nemlig at se de samme film og serier igen, og igen, og igen, og igen. Når jeg sætter en film i maskinen kommer den måske til at køre 50-100 gange før jeg sætter en ny i, hvilket ikke er meget anderledes end at se film på kanal 5, forskellen er bare at min filmsmag langt hen af vejen er bedre end deres, i hvert fald når jeg selv skal sige det. Det skal så lige siges, at jeg så ikke følger lige meget med i filmen hver gang, jeg har altid gang i adskillige projekter simultant.

Ulempen ved at køre på denne måde er, at jeg så kommer til at kende filmene/serierne unaturligt godt, og så er det let at leve sig for meget ind i dem, og så er det at man bliver nørdet og underlig at høre på, og det er egentlig lidt pinligt. Det er dog en tryg og hyggelig måde at se tv på, for jeg bryder mig ikke meget om at blive overrasket, og man bliver ikke overrasket når man kan alle replikkerne udenad.

Men nu er det altså blevet tid for mig at sige farvel til CSI New York, og det er med sorg i hjertet, for det har været en så fast del af min hverdag i de sidste mange måneder. For det første er seriens personer blevet mine fiktive venner som jeg har leet med og grædt med dagligt de sidste 5 måneder, og for det andet bliver det en stor forandring i mit liv, som i forvejen er under opbrud på grund af udslusningen på min vej mod en mere normal tilværelse. Derfor har jeg også valgt en helt speciel serie til at efterfølge den.

Okay, hvem prøver jeg at narre med denne pseudo-overskudsagtige snak. Det hele er i virkeligheden helt vildt sørgeligt og det er en ændring der på godt og ondt vil ændre en masse ting for mig, og det skræmmer mig, for ændringer skræmmer mig altid. Jeg føler ligefrem at er en forræder, at jeg svigter Mac og Stella og alle de andre ved at gå i seng med en anden serie.

Den næste serie jeg vil kaste mig over er The West Wing, politik som afløser for politi, men det vil i sikkert komme til at høre meget mere om en anden gang.

Jeg ville slutte dette indlæg med en lille 'sjov' ting. CSI er fyldt med stock clips af world trade center, selvom alle sæsoner foregår efter 911. Om det skyldes sjusk eller om det er en homage ved jeg ikke, og jeg kan ikke rigtigt finde noget om det.

Øvelse betaler sig

Feriekedsomheden er har gjort mig sløv, og mine dage bliver mere og mere indholdsløse, og jeg kommer mindre og mindre ud. Varmen gør det hele værre. Jeg føler mig fanget i mit eget hjem, og fordi jeg står får mere og mere af min husholdning selv, så får jeg også mindre og mindre at gøre med pædagogerne, hvilket er noget der tydeligt kan mærkes. Det betyder blandt andet, at jeg selv skal stå for min egen underholdning.

Jeg har brug for et projekt der kan holde min hjerne i gang samtidig med at fjernsynet kører, for det virker nu engang mindre ensomt når der er stemmer i baggrunden. Samtidig skal det være et projekt der ikke kræver for meget, for selvom jeg har en kølig lejlighed, så er denne varme ikke til at holde ud.Jeg har kastet mig over at tegne portrætter, for jeg er ikke specielt god til at tegne mennesker, og det har jeg egentlig altid fundet irriterende. Det er noget jeg tager op med mellemrum, men så konkluderer jeg, at det er jeg ikke god nok til, og så bliver jeg sur og lægger det på hylden igen.

Ting er bare ikke særlig sjove før man bliver god til det, og for at blive god må man først øve sig, og det er tit en kedelig fornøjelse, men eftersom jeg keder mig i forvejen ved ikke at lave noget, så kan jeg ligeså godt kede mig med at lave noget, der så på et tidspunkt kan blive sjovt. Det kan betale sig at øve sig. Det har jeg sagt før, og det kommer jeg til at sige igen.

Dag 1:

Dag 2:

Dag 3:

Fiktive kærestesorger

Det er sjovt at se nogle afsnit af CSI New York engang imellem, men at sidde foran fjernsynet dag ud og dag ind, og se de samme afsnit igen og igen, det er til at blive skør i hovedet af, bogstavelig talt. Af ren kedsomhed har jeg ladet mig småforelske i den mandlige hovedperson, Mac Taylor, spillet af Gary Sinise. Okay, han er lidt smågammel og lidt rigeligt alvorlig, men eftersom han er en aldeles fiktiv person, så spiller det ikke den store rolle.

Så hente det mens jeg var hjemme ved min far, at jeg så et af de nye afsnit, som foregår langt senere end de afsnit jeg er vant til at se. Og så har han den frækhed at kysse med et eller andet dumt pigebarn. Hvilket gjorde mere ondt end jeg ville have troet. Jeg var i dårligt humør i flere dage.

Det var ikke så meget det at han kyssede med en, det har jeg set før, det var mere typen denne pige var. Hun var en helt igennem sød pige, uden kant og uden bid, ikke ødelagt som vi andre. På den ene side sytes jeg, at hun var kedelig, og jeg forstod ikke hvad han så i hende, men på den anden side var jeg misundelig, for hvis det er sådan en pige der får helten, hvad så med alle vi andre med baggrund og mørke hemmeligheder, som går gennem tilværelsen fra den ene krise til den næste. Så ja, jeg var i dårligt humør

Jeg bruger det mest som en sjov lille historie, men egentlig synes jeg at det er lidt pinligt. Ikke så meget, at jeg har forelsket mig i en fiktiv person, men at jeg har set serien så meget, at det rent faktisk betyder noget

Nøgne damer

Folk har nogle gange fundet min blog ved at søge på pornografiske emner, og det skal de da være velkomne til, selvom jeg ikke helt forstår det.

"Moster niece sex"
"Kvinde river tøjet af uskyldig pige porn"

Og jeg forstår hverken at folk gider at søge på disse ting, eller at min blog ifølge google kan associeres med disse emner, men det er vel sådan verden ser ud i dag.

Jeg går ikke ind for en i stegende grad pornoficeret verden, men nu vil jeg så alligevel selv bidrage til den, for jeg keder mig voldsomt og er træt af at se fjernsyn hele tiden, så der bliver tegnet nøgne damer, og det er ikke fordi jeg er lesbisk eller liderlig, men tøj er bare så pokkers svært at tegne, og det er vanskeligt når de eneste blade jeg lige har liggende er modeblade, og jeg tror at hvis man bruger google og søger 'nøgne damer' så er motiverne nok nogle lidt andre end hvad jeg har lyst til at tegne.

Men i hvert fald fik jeg formiddagen til at gå, men så heller ikke mere, og så kunne jeg rigtigt gå i gang med at kede mig, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind. "Det er sundt at kede sig" sagde min mor altid, men andre siger "at kloge mennesker aldrig keder sig", og måske er jeg lidt dum, jeg er i hver fald hver dag en lille smule dummere end jeg var dagen før. Jeg elsker mine TV-serier, men jeg har aldrig ønsket at de skulle blive grundindholdet i min tilværelse.

Så nu tager jeg hjem til min far i en lille uges tid, så jeg i hvert fald kan kede mig i nye omgivelser

Om seriefælden

CSI New York

Efter min eksamen er jeg faldet med begge ben direkte i seriefælden. I går sad jeg så meget TV, at der poppede en boks op om, om det virkelig kunne passe eller om den skulle slukke fjernsynet. Fandeme nej. Det er en dum dum weekend og jeg er træt, jeg ønsker bare at blive suget ind i en verden hvor etik, moral og opførelse er en sort/hvid ting, hvor kvinderne er smukke og kloge og mændene loyale og heltemodige. Så pyt med, at jeg har set alle afsnittene af min serie før, for jeg har dem på dvd.

Faktisk er det en fordel at jeg har set dem før, det genkendelige beroliger mig, og det giver mig mulighed for at lave alt muligt andet imens. Ikke at jeg nødvendigvis benytter mig af den mulighed, men det vigtige er, at den er der.

Et afsnit varer ca 43 min, og det passer til hvor lang tid jeg kan koncentrere mig om et plot, og det passer til hvor meget kød der egentlig er på en gennemsnitlig kriminalhistorie. Det er jo lidt hyklerisk, at jeg det ene øjeblik sviner kriminalromaner, og det næste øjeblik priser CSI-serierne, nogle af dem i hvert fald. Det er de 43 der er afgørende, for det er de færreste plots der reelt er "værdige" til at fylde 300 sider eller mere.

Det er nu heller ikke fordi jeg tager CSI New York (min yndlings) særlig seriøs. Jo alvorligere og jo mere dybsindige de bliver, jo mere flækker jeg af grin. Jeg elsker når de tager gajol-citater og får dem til at lyde som meningen med livet. "Det får én til virkelig at værdsætte sine nærmeste...". Det gør det sikkert, men hvis de virkelig mente det, så få fingeren ud og før noget ved det, giv dem et stort fugtigt smaskkys eller en plade merci "fordi du er til". Ikke at jeg ved om man overhovedet kan få merci i USA.

Jeg elsker CSI Miami (den mest krukkede) Når Horatio Caine på mest teatralske vis skal se sig over venstre skulder når han skal sige noget "meningsfuldt",.

Men mest af alt elsker jeg serier, for så slipper jeg for at forholde mig til noget som helst, for der er ikke nogen dybereliggende mening med tingene, ikke andet end her er jeg og der er de og der foregår en envejskommunikation som jeg kan slukke for ved et enkelt tryk på fjernbetjeningen.

Fars dag

I min familie har vi aldrig rigtigt fejret hverken mors dag eller fars dag, og især ikke fars dag, da min formor har fødselsdag den dag (5. juni) og far har fødselsdag dagen efter, og godt nok har jeg en fantastisk far, men ligefrem at fejre ham to dage i træk, det er måske at overdrive (undskyld far).

I år bliver der dog vist en reklame på TV der er så ynkværdig, at jeg får helt ondt i hjertet. Den spiller på tanken om den moderne omsorgsfulde mand som svag og undertrykt, og det er da "sødt" og sjovt, og så ikke helt alligevel. Reklamen siger at man skal give sin far en gave fordi det i virkeligheden er lidt synd for ham, ikke fordi han har forsørget én gennem alle disse år, hjulpet én med lektierne og givet én de ting man ville have når nu mor ikke ville.

Kan den moderne mand ikke være både omsorgsfuld OG stærk?

Jeg vil grene have ondt af min far når der sker noget i hans liv som fortjener medfølelse, men selvom han til dagligt må lægge øre til meget og finde sig i min søsters og mine nykker, så vil jeg mere beskrive mine følelser for ham som respekt og beundring, for selvom jeg går på universitetet og ved en masse ting, så er min far stadig den klogeste i hele verden.

Jeg ved godt, at reklamen bare er et manipulerende spil for at få os til at bruge penge, og den virker, for selvom jeg allerede har købt en fødselsdagsgave til min far, så går jeg og overvejer, om jeg i år også skulle bruge lidt ekstra, om end ikke på det som reklamen reklamerer for.

Hvad nu hvis jeg hader sport II

Som sagt lavede jeg ikke dagens gode gerning fredag. Det var ikke fordi jeg lavede enormt meget mere i går, bortset fra, at jeg var ude og spille squash. Jeg havde bestilt en bane nede i det lokale fitness center. Jeg havde ikke nogen at spille med, og det var helt med vilje, for jeg har spillet squash to gange i mit liv... i 9. klasse, for 12 år siden, så det første kvarter gik med overhovedet at lære at ramme bolden.

Jeg havde bestilt banen, hovedsageligt for, at jeg kunne få trænet mit, på nuværende tidspunkt, lidt svage baghåndsslag (til når jeg spiller badminton). Det viste sig, at jeg faktisk syntes at det var sjovt at spille. Jeg er gået lidt kold i min sædvanlige træning, derfor prøver jeg at afveksle så meget som muligt med svømning, badminton, og nu også squash. Det er sjovt men noget af det kan også blive lidt dyrt i længden, for jeg skal også spille squash i dag, så det bliver lige 2x70 kr, men dyr motion er bedre end ingen motion.

Det er sjovt at tænke på, men det er kun lidt over et år siden, at jeg begyndte at dyrke sport, fordi min daværende kontaktpædagog pressede mig til det. Dengang hadede jeg sport og alt hvad det indebar. Jeg hadede at bruge musklerne, jeg hadede at svede og jeg hadede at høre mit eget åndedræt. Jeg ved ikke hvordan og hvornår det ændrede sig, men det gjorde det lige så stille, eller måske var det lige pludselig, jeg husker det faktisk ikke.

Sport er blevet en naturlig del af min hverdag (og mine weekender), og en dag som i fredags, hvor jeg ikke lavede noget, mangler jeg det ligefrem. Det er som om en fridag kun er e rigtig god fridag, hvis jeg starter ud med at dyrke sport. Når alle musklerne så har været rørt igennem, så får man ikke den indeklemte følelse senere på dagen, hvor musklerne sitrer, og man bare har lyst til at slå og sparke og gå helt amok. Når man har dyrket sport om morgenen, kan man med god samvittighed lægge sig på sofaen og se TV resten af dagen, hvis det er det man har lyst til.

Jeg har ikke noget imod, at jeg nu holder af sport, men jeg har noget imod, at jeg langsomt mister forståelsen for dem der ikke gør det. Sport er blevet så naturligt for mig, at jeg glemmer hvordan det var ikke at have lyst og overskud til at spille.

Men måske jeg har lysten til sport, men når det kommer til udførelsen, så er jeg ikke særlig god, fx svømmer jeg 1600 m på 55 min, hvilket ikke er super dårligt, men det er heller ikke super godt, Det tager til min lettelse lidt af snobberiet (efter den gammeldags betydning), men jeg er samtidig bange for at virke hyklerisk.

Jeg er dog på vej hen for at tage et spil squash igen, og det kan kun gå bedre end i går

defenestrere

Engelsk er nu et herligt sprog. Om det er mere rigt en dansk snakker man tit om, men om det er rigtigt det ved jeg ikke. Dog har jeg lige lært et ord som de har på engelsk, men som ikke findes på dansk. På engelsk har de simpelthen et ord for at blive smidt ud af et vindue, defenestrate. Så kom ikke her og sig, at man ikke lærer noget af at se Tv. Jeg taler selvfølgelig om CSI, mit yndlings tidsfordriv.

Jeg er taget hjem til min far for at få noget ro på, efter nogle stressede uger. Det er skønt at lave ingenting, men også lidt kedeligt, og jeg får lidt ondt i røven af at sidde i sofaen hele dagen for kun at rejse mig for at gå på toilettet eller i køkkenet. Min far siger, at jeg bare skal sige til, hvis jeg vil aktiveres, men det gider jeg ikke, jeg kan jo lave noget når jeg er hjemme.

Okay, helt slipper jeg ikke for at lave noget, for jeg har hebraisklektier for til mandag. 20 sætninger. Jeg prøvede at lave dem i går, men jeg nåede kun de første 8, for fik jeg ondt i ryggen, men sådan kan det gå, når man sidder i sofaen og er for doven til at sætte sig hen til et ordentligt bord, men mest var det fordi det begyndte at knibe med koncentrationen. Det er så første gang at jeg ikke har fået lavet alle mine lektier på én gang. Det hjælper heller ikke på mit fokus, at der er lang tid til mandag, så lur mig, om jeg ikke først bliver færdig i morgen., men det gør ikke så meget, jeg skal nok få det gjort.

Udmattet

Hver gang det har været weekend/ferie er jeg så udmattet, at jeg synes jeg trænger til weekend/ferie, men hvad jeg virkelig trænger til er hverdag.

Jeg vaskede tøj i går, og der kom ved en fejl en uldbluse med i den ene maskine (heldigvis den med skånevask). Blusen overlevede, men der var sort fnuller overalt. Det sad i maskinen, i tøjet, og i et forsøg på at få det af tøjet, flagrede det rundt OVERALT i vaskerummet. Jeg var grædefærdig. Vi har en rengøringskone der kommer her om mandagen, men jeg syntes nu alligevel, at når det var mig der havde svinet sådan, så burde det også være mig der skulle ordne det, men jeg kunne slet ikke overskue det.

Her til morgen skulle jeg så ned og hente det tørre tøj, og der, overalt, lå mit sorte fnuller, og jeg krympede lidt indeni ved synet.

Generelt var det bare ikke lige min weekend. Jeg havde også skullet lave hebraisk, hvilket jeg ikke lige orkede, men det skulle jo gøres, og jeg tænkte, at det ville nok blive sjovt når jeg først kom i gang, men det gjorde det bestemt ikke. Biblen er fuld af spændende steder, men Gen/1 mos 9,1-17 er ikke en af dem. Det at jeg syntes at oversættelsen var triviel, kunne man vælge at se som, at jeg er blevet dygtigere, men pessimist som jeg er, tolkede jeg det som, at jeg bare var sløset.

En af mine kontaktpædagoger var jeg sammen med for første gang i mange uger lørdag, og jeg kunne så fortælle, at jeg ikke er kommet videre i mit liv. Jeg sidder stadig på min flade og ser dvd'er med CSI NY. Jeg kan komme med mange spidsfindige analyser og ironisk distancerede bemærkninger, men sandheden er, at jeg er blevet bidt af den, og jeg har en mindre identitetskrise, fordi jeg er ved at være ved slutningen af den sidste sæson. Jeg kan selvfølgelig altid starte forfra, og det gør jeg nok også, men jeg føler stadig, at jeg mister noget af mig selv.

og så gik der lige tre uger

Der var den uge, hvor jeg var for udkørt til at tage på uni, og så kom ferien,  og woops, så var der lige gået tre uger, hvor jeg ikke så meget som havde rørt mine skolebøger. Torsdag satte jeg mig så ned for at læse lektier til fredag, eller rettere forst skulle jeg lige en helt masse mere interessante ting, hvorefter jeg satte mig ned og stirrede olmt på mine bøger. Jeg havde ikke spor lyst til at læse, jeg var træt, de opgaver der gjorde det ud for en eksamen VAR afleveret, og dagens tekst handlede om genealogier (slægtstavler), hvilket er meget vigtigt for gammel testamente, men dræbende kedeligt. Så jeg endte med ikke at få læst alle mine lektier, hvilket pinte mig, men det var der ikke så meget jeg kunne gøre ved, eller det var der jo, jeg kunne jo bare læse og få det overstået, men noget inde i mig gjorde at jeg ikke kunne det.

Timen virkede uendelig lang, selvom vores lærer er både sød og dygtig, men jeg længtes bare efter, at timen ville stoppe, så der kunne være møde i teologisk jagtselskab (en yderst gennemført joke). Sådan plejer jeg ikke at være, jeg plejer at være nørden der hænger i min lærers læber og sluger hvert et ord han siger, og den nye mig skræmmer mig.

Det skræmmer mig endnu mere, at jeg i dag skal lave lektier til mit absolutte yndlingsfag, hebraisk, men jeg har ikke lyst, jeg vil hellere se TV. Hvad sker der lige med mig? Det lader til at jeg fuldkommen har mistet motivationen. I hebraisk handler det dog lidt om, at jeg snakkede lidt med nogen fra religionsvidenskab (vores konkurrerende studie) og det viste sig, at de har fået en meget bedre, grundigere og mere intim undervisning end os fra teologi, og jeg er ved at blive ædt op af misundelse.

Jeg hader misundelse, det er en enormt destruktiv følelse, der som sagt æder én op indvendig, og som gør én afstumpet og irriterende at være sammen med. På den ene side har jeg lyst til at beklage mig til højre og venstre over hvor urimeligt det er, men jeg har jo egentlig ikke lyst til at være DEN person, for, så vil jeg ikke fuldt ud kunne nyde de sidste par måneders undervisning, for selvom den måske ikke er nær så intensiv som den rel. viderne får, så er den jo stadig virkelig god, og det er det jeg skal overbevise mig selv om, når jeg her lidt senere sætter mig ned med mine bøger for at lave mine lektier.

Men den manglende motivation skyldes nok mest det med at have haft så lang en ferie. Jeg har vænnet mig så meget til bare at sidde på min flade og glo TV, at jeg nu lige skal vænne mig tilbage igen, og det er vigtigt, at det sker snart, for eksaminerne nærmer sig alt for hurtigt. Jeg ved at jeg indtil nu har ydet et godt stykke arbejde, og at jeg egentlig har godt styr på det hele, men man har jo hørt historier om folk der starter godt ud, men så bliver for komfortable og ender med at dumpe deres eksamen. Jeg ser på ingen måde ned på sådanne mennesker, jeg kunne meget vel tænkes selv at være en af dem, men dette er min første eksamen efter fem års sygdom, og resultatet af den vil være afgørende for mit videre forløb på universitetet. Måske ikke så meget på det praktiske plan, men det vil betyde meget for hvordan min ´professionelle stolthed' vil have det og med hvilke faglige chancer jeg tør tage.

Hvad gammel testamente angår, så er meget af motivationen ødelagt af, at jeg nok allerede HAR bestået faget, og hvem gider så virkelig terpe?

"I var der ikke"

I går og i forgårs var mine faste kontaktpædagoger her, men ellers havde de faktisk ikke været her i en uge, og det føltes ensomt. Der har ikke været nogen umiddelbare kriser, så der har ikke været noget tidspunkt hvor jeg bare græd og kun ville have dem, men det har været en tom fornemmelse, at der ikke var nogen faste mennesker i mit liv der fulgte op på aftaler og huskede de historier jeg havde fortalt. Det var faktisk mest tydeligt i går, hvor jeg sad sammen med en af dem, og jeg vidste faktisk ikke hvad jeg skulle sige til hende. Jeg kunne slet ikke huske hvornår hun havde været der sidst, hvilke historier hun havde hørt og hvilke hun ikke havde, men det var egentlig også lidt ligegyldigt, for jeg orkede ikke at fortælle dem igen, jeg havde jo allerede fortalt dem om og om igen. Nogle gange blev jeg ligefrem irriteret når hun spurte ind til noget, for jeg glemte hele tiden, at hun jo ikke vidste det ene og andet.

Jeg ved aldrig helt hvornår jeg skal tænke på pædagogerne som individer, og hvornår de er en samlet enhed. Som personer er de unikke individer med hver deres karaktertræk, som man enten kan lide eller ej, arbejde tæt sammen med eller ej, men i kraft af deres stilling som pædagoger, bliver de også en enhed der arbejder (så vidt muligt) i samme retning. Hvad jeg snakker med én pædagog om bliver skrevet på Bosted (en slags journal) for en anden at læse, men jeg ved aldrig med sikkerhed hvem der skriver hvad og hvor meget, og hvem der læser hvad, hvornår og hvor grundigt. Nogle gange er det til at blive helt skør i hovedet af, nogle gange er der ting jeg ikke har lyst til at sige fordi jeg ikke vil have at alle ved det, og nogle gange er det egentlig meget fint, for så slipper man med kun at sige noget 50 gange i stedet for 117.

Nu tager jeg hjem til min far på påskeferie, og når jeg kommer tilbage tager den ene af mine kontaktpædagoger på ferie. Jeg når lige at se hende en enkelt gang på mandag, ellers ser jeg hende ikke de næste fire uger, og jeg tror at det bliver hårdt, for snart starter universitetet, og selvom jeg glæder mig til det fordi det godt kan blive lidt trivielt at se tv hele tiden, så er jeg også rædselsslagen for at jeg ikke kan klare det.

Nye bukser

Normalt når jeg køber tøj, går jeg ind i en butik, tager noget ned fra hylden/stativet, går hen til kassen, betaler og går hjem, nemt, hurtigt og klinisk, men en meget sjælden gang, lader jeg en ekspedient hjælpe mig og går i prøverummet og finder noget der rent faktisk passer helt ordentligt. Sådan en dag var det i går.

Jeg har masser af bukser der sidder super flot og som jeg bruger på universitetet, men når jeg kommer hjem vil jeg bare ud af dem og i noget der sidder lidt mere behageligt, men de behagelige bukser jeg har er gamle og slidte og sidder slet ikke pænt. Jeg acceptere at ligne en sjuske Dorthe, fordi jeg nu engang holder så meget af at ligge og være fed på sofaen, men jeg skammer mig, for selvom jeg er hjemme, vil jeg gerne være bare lidt pæn, så i går var jeg ude for at købe nye bukser på den 'rigtige' måde. Teknisk set har jeg endnu ikke fået pengene tilbage fra Skat, men det forhindrer mig ikke i at bruge dem allerede.

Sidste gang jeg købte bukser på den måde var for 6 år siden, lige efter mine forældres skilsmisse. Det er de bukser jeg stadig bruger, så det er vel ikke fråds at købe nye. Dengang var det ved et rent tilfælde Only-bukser jeg købte, men de sad super godt på mig, så for at gøre missionen så simpel som muligt, gik jeg også i Only denne gang.

Sidste gang jeg købte, var jeg en størrelse 32/32, hvilket jeg skammede mig over, for endnu nogle år før havde jeg været inde i en Levis-store, og da havde ekspedienten set på mig som om jeg var noget katten havde slæbt ind, fordi 32 åbenbart var så fucking fed, hvilket jeg egentlig ikke synes at det er, men følelsen sidder der stadig. I går fortalte jeg ekspedienten, at jeg har tabt mig lidt siden, og jeg ikke vidste hvilken størrelse jeg er. Jeg fik en 30 og en 29 med i rummet, men efter at have set på mig, sagde hun at jeg måske godt kunne snyde lidt, udseendesmæssigt, og det gjorde jeg åbenbart også, for jeg måtte helt ned i en 28, og det endda på en dag, hvor jeg havde en masse væske i kroppen på grund af menstruation. Det er sørgeligt at tænke på, min det at jeg er gået fire numre ned i buksestørrelse, gjorde mig virkelig glad.

Nå, men jeg fik så i hvert fald mit tøj, så nu kan jeg se ordentlig ud igen, også når jeg bare ligger og stener TV.

manglende overskud

Jeg har snakket om, at jeg har været syg den sidste uges tid, men måske jeg i virkeligheden ikke har været syg men bare udkørt, for jeg har jo ikke haft nogle deciderede sygdomssymptomer, snue, ondt i hals hoved eller mave eller træt, jeg har bare haft en akut mangel på overskud.

En af de ting der har været anderledes har været hele min personlighed. Jeg har været kort for hovedet og utålmodig. Den anden dag kom en af pædagogerne op til mig i pigernes tv-stue. Hun kunne ikke finde opskriften på min mad, og vidste ikke hvad hun skulle stille op med den, da vi/jeg fandt den. Normalt ville jeg være typen der ved logisk deduktion ville få hende til at forstå, men det var også bare sådan, at jeg indlevere en opskrift og får min mad, og det der ligger imellem der har jeg ikke rigtigt noget med at gøre, så jeg endte med at bide hende af og sige, at det måtte hun selv ligge og rode med. Bagefter skammede jeg mig over min reaktion. Normalt går jeg meget op i undskyldninger, både dem andre skal give mig, men så sandelig også dem jeg skal give andre, men denne gang valgte jeg den 'lette' løsning og spiste nede i min egen lejlighed.

En pige fra studiet spurgte mig hvad Aspergers betyder konkret. Dette er hvad det betyder, disse pludselig og akutte fald i overskud. Asperger ekspert og konsulent, Dorthe Hölk, fortalte mig engang, at når andre mennesker siger, at deres batterier er flade, så kan de egentlig lige yde 10 % mere før de går kold, men når en Asperger siger det, så er der bare overhovedet ikke mere tilbage. Det er lidt sådan det føles lige nu. Jo, jeg får skrevet denne blog, men så ikke så meget mere, jeg træner næsten ikke, jeg læser ikke, jeg er ikke social, jeg er ingenting, ikke på sådan en deprimeret måde, men på en flad måde.

Jeg ville egentlig gerne have været på universitetet i går, men ombestemte mig, for det var alt for mange timer og alt for mange mennesker, og især fordi der var påskeafslutning, og det ville jeg voldsomt gerne, og jeg ville ikke kunne sige nej når jeg først stod der, selvom jeg vidste, at jeg ikke har energien til det. Nu kan jeg så se billeder på facebook og ærgre mig gul og blå.

Men der var også en anden grund til at blive hjemme, en grund som jeg er knap så stolt af. De sæsoner af CSI New York som jeg havde bestilt på nettet var klar til afhentning på posthuset, og jeg glædede mig som et lille barn til juleaften. Hvad er der med mig og tv-serier for tiden? For en måned siden, ville jeg have svoret, at jeg bare så dem fordi det nu bare var det der var når jeg trængte til at slappe af, og nu køber jeg dem ligefrem på dvd. Jeg siger til mig selv, at det er på grund af mit manglende overskud, men generelt synes jeg nok bare at mit eget liv er lidt for kedeligt, for der er ikke mange voldspsykopater eller labre modeller, men det er der i tv-serierne.

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg formåede at værdsætte virkeligheden noget mere, for der er faktisk mange spændende mennesker i mit liv, men det er problematisk at dagdrømme om virkelige mennesker, og lige nu har jeg brug for at dagdrømme.