Julemarkeder i Hamborg

Jeg har været i Hamborg med min kæreste. Vi tog af sted tirsdag og kom hjem i går. Jeg har måske på det sidste forsømt min kæreste lidt pga afslutningen på semestret og sådan, så det var rart at vi kunne tilbringe lidt tid sammen. Selvfølgelig havde jeg taget skolebøger med, men det var ikke meget at de blev åbnet. Jeg havde vilde planer om at læse i toget (jeg kan godt lide at læse i toget), men på turen hjem var jeg så træt, at det ikke blev til særlig meget.

Hamborg var selvfølgelig fuld af en masse små julemarkeder, hvor boder med mad, glüwein og kunsthåndværk tiltrak så mange mennesker, at det godt nogle gange kunne virke helt angstfremkaldende. Hunde sad ved deres ejeres fødder og så op på boderne med pølser med blikke så fulde af længsel, at det skar én i hjertet at gå forbi. Mågerne var lige så sultne, men også mere frække, hvis man tabte bare den mindste krumme, kastede de sig over én med deres skræppende kii-haa.

Kæresten og jeg lod os også friste af boderne, og hvis vi delte en portion her og en portion der, så kunne vi nå at smage dobbelt så mange ting. Jeg var på julemarkeder i Berlin med min far og søster for nogle år siden, men det var i en af mine anorektiske perioder, så det meste af turen endte med at handle om alle de ting jeg IKKE kunne spise. Når man er meget meget sulten og finder sig omringet af mad på alle sider, som man ikke kan spise, så kan an godt blive lidt knotten. Jeg husker det ikke så tydeligt, men jeg må have været et absolut mareridt at være sammen med. Denne gang var jeg heldigvis lidt mere medgørlig.


Vi kunne dog ikke gå rundt i gaderne hele tiden, så vi var også på et par museer og kirker. Vi så modeljernbaner, var nede i en russisk ubåd og jeg fik lejlighed til at harcelere lidt over nogle gamle romerske fresker, at de "ligesom havde misforstået Dionyssos og hans symbolik". En god ting ved museerne var, at man kom lidt væk fra regnen, for ja, der kom en del regn. Det burde selvfølgelig have været sne, men på den anden side, så slap vi også for kulden.

Det var alt i alt en rigtig god tur, men nu skal jeg til at vænne mig til hverdagen igen, med alt hvad det indebærer af eksamnslæsning, rengøring og lidt mere eksamenslæsning.

spiseforstyrelsens dyriskhed

Jeg læser "Sexual Personae" af Camille Paglia. Det er lidt indviklet at fortælle hvad den handler om, men det har noget at gøre med dionysiske og apollinske kræfter i mennesket og naturen. Det får mig til at tænke på, at jeg har skrevet om de negative og positive sider ved en spiseforstyrrelse, men ikke om de dyriske sider, så det vil jeg prøve at gøre nu.

Da jeg var meget syg, pressede jeg min krop til det yderste. Jeg prøvede at sulte den vrede jeg havde i mig væk, men samtidig med at mit Jeg skrumpede ind, voksede vreden i mig og blev til en naturkraft. Jeg kunne ikke adskille vreden og sulten der rev og flåede i mig mens jeg lå på sengen med en god bog som en pæn og lydig pige. Det eneste sted vreden kunne ses var i de røde rifter på mine arme. Jeg var sulten, jeg var vred, og jeg var indlagt.

Der var især én sygeplejerske som fandt nydelse i at sætte mig ved bordet og stille en kage foran mig. Jeg havde ikke spist i flere dage, og jeg så med døde øjne på kagen foran mig, som jeg ikke længere genkendte som mad, men når jeg så op og så på sygeplejersken og de andre patienter der gladeligt guffede løs af deres kager, så flammede vreden op i mine øjne. I samtalen var jeg resigneret, patetisk, men indeni var jeg i krig.

Jeg så på sygeplejersken, og jeg følte en dyrisk trang til at angribe hende, ikke med ynkelige slag og trækken i håret, men med dionysiske kræfter at angribe hende med tænder og klør. Jeg drømte om at sætte tænderne i hendes halspulsåre og flå den op og drikke hendes blod. I min indre krig flåede jeg kødet fra hendes knogler og fortærede det i en næsten seksuel ekstase, mens jeg sendte en hunds hylen og en kats hvæsen op mod månen. Jeg fortærede mit offer der samtidig var min fangevogter.

Dernæst kvaste og maste jeg kagen på min tallerken med mine bare hænder, og det gav mig mere nydelse end nogen kage jeg nogensinde har spist har givet mig. Jeg smiler høfligt og overlegent, mens sygeplejersken skælder mig ud mens hun vasker mine hænder. I fantasien havde jeg fortæret hendes kød og badet i hendes blod, så hun kunne ikke længere fastholde magten over mig, jeg havde gjort mig fri.

Jeg følte mig tre meter høj, for jeg havde vundet både den ydre og den indre krig. Jeg var i en post-orgasmisk semi-religiøs trance, stod  alene på mit værelse, svajende, armene strakt i vejret, uden at mærke mit krop, træt helt ind i knoglerne, men fyldt af en varm energi. Jeg var ånd, kvinde og dyr. Jeg er ikke nogen voldelig person, og jeg har ikke skadet andre end mig selv.

Når jeg pressede min krop til det yderste var jeg en troldkvinde, fordømt af kirken før psykiatriske diagnoser og kvindelig frigørelse. Jeg var utilpasset, sat udenfor samfundet. Jeg var høj af sult og følelsen af succes. Jeg var både stærkere og mere skrøbelig end alle andre.

Når jeg så begyndte at spise igen forsvandt ekstasen, og jeg forvandlede mig igen til et helt almindeligt menneske, syg og svag.

A brave new world

I lørdags ville det have været Tove Janssons 100 års fødselsdag, hvis hun da havde været i live. Tove Jansson er forfatteren bag Mumibøgerne og "Sommerbogen". "Sommerbogen" er lige blevet genudgivet og har,uforståeligt for mig, fået meget mere omtale end Mumibøgerne. Det er på ingen måde end dårlig bog, men den kan på ingen måde hamle op med "Mumitrolden- De tre sidste romaner". Jeg burde have fejret hende, men det gjorde jeg ikke, for jeg var slet ikke klar over mig. Mumimors svar på en sådan krise er enten at bage så mange pandekager, at hun må blande dejen i badekaret eller at tage på en skovtur.

Jeg gjorde ingen af delene, men jeg var faktisk på restaurant den dag.  I 10 år var mine muligheder for at spise ude meget begrænsede. For at være ærlig bestod det enten af salatbar, sushi eller en let frokost. Jeg har prøvet at udvide mit horisont, og i juni sidste år spiste jeg for første gang en pizza (som ikke skulle kastes op igen bagefter) og i vinters fik jeg en indisk curry. Begge dele var dog take-away der blev spist hjemme i trygge rammer.

Sidst jeg var af sted på en restaurant var mens jeg var aller mest syg. Jeg var blevet indlagt på psyk fordi jeg ingenting spiste, men langsomt fik de da noget mad i mig. Det var min lillesøsters fødselsdag, og jeg elsker hende meget højt, så jeg ville gerne med ud og spise. Jeg ville gerne sidde ved bordet og spile for at signalere, at jeg nok skal overleve dette her. Jeg tænker ikke på det som en falsk facade, for smilet var ikke et udtryk for indre glæde og munterhed, men for kærlighed, og kærligheden var ægte nok. Helt sådan skulle det ikke komme til at gå.

Jeg havde forberedt mig godt. Afdelingens internet var nede, så jeg kunne ikke læse menuen, men jeg tænkte på de cafeer jeg havde spist på, og jeg tænkte, at jeg sagtens kunne spise en salat, måske endda en suppe. Da min far og søster kom og hentede mig var jeg mere spændt end bange, og jeg ønskede virkelig, at dette her skulle lykkes, men da vi kom ned på restauranten viste det sig, at det var et sted med en fast menu, hvor man skulle vælge 2 eller 3 retter. Jeg så tjenerne komme til de andre borde med tallerkener på størrelse med rumskibe, bugnende af mad. Bare tanken om en enkelt af disse tallerkener gjorde mig rædselsslagen, tanken om to fik mig til at bryde sammen. Min elskede farmor lagde en hånd på mine skuldre, men jeg rystede hende af mig, for min sorg var for stor til at rumme andre mennesker. At forhindre en bedstemor i at trøste sit barnebarn er nok en af det mest egoistiske man kan gøre, men jeg kunne ikke klare det.

Min far var henne og spørge om der kunne laves en undtagelse. Jeg ved ikke hvordan han spurgte, jeg ved ikke om han kunne få sig selv til at nævne ordet anoreksi, men personalet var bestemt ikke behjælpsomme. Jeg blev sendt tilbage på hospitalet i en taxa, stadig grædende. Dagen efter var der en ond sygeplejerske der skældte mig ud og sagde, at hvis jeg havde været hendes søster, så ville hun have været vred på mig for at ødelægge hendes dag. Denne sygeplejerske var tit vred på mig, men sådan tænkte min lillesøster heldigvis overhovedet ikke.

I lørdags var det mig der tog initiativet til at tage på restaurant, ingen andre kunne tage det valg for mig. Min psykolog som kender mig rigtig godt ville måske kunne arbejde mig frem mod selv at tage valget, men i dette tilfælde skulle familien holde sig på afstand. en gang imellem er det blevet foreslået, men jeg blev altid defensiv måske endda lidt hidsig, ikke fordi jeg var vred, men fordi jeg var bange.

I lørdags var jeg dog klar, jeg havde set menuen på forhånd (internettet er en fantastisk ting), og jeg var generelt ved godt mod, og det hele gik rigtig fint. Vi var på Druen og Bønnen i Odense og jeg fik et lækkert stykke lam med en kraftig fransk sauce.

Bistroen i Bilka

Min mor og jeg var ude og købe stole til min altan, hvilket krævede at vi måtte i fire butikker på tre timer.

Jeg havde været ned og træne om morgenen, og ulidelige stemmer pumper os ørerne fulde med, at vi skal undgå kulhydraterne. Normalt lytter jeg ikke til dem, men nogle gange er det svært at lade være, så da jeg kom hjem fik jeg et proteinrigt måltid med fisk og æg og humus, men intet brød. Det gik godt til at starte med, men som vi kørte rundt i Aarhus' gader, blev jeg virkelig køresyg. Det skete tit for mig da jeg var barn, men det stoppede da jeg blev ældre, men det kommer igen når jeg ikke spiser ordentligt. På et tidspunkt hvor vi var faret vild og stoppede for at sætte gps'en til, fandt min mor nogle gajoler, hvilket kun sporadisk virkede. Til sidst valgte vi at spise en hurtig frokost, og da vi tilfældigvis var ude ved Bilka, blev det der vi spiste.

Som barn boede vi lige ved Bilka, så var det bare en nærbutik, et sted som alle andre, bare lidt større. Jeg husker overraskelsen en dag hvor jeg havde besøg af en veninde, hvor hun var oprevet over ikke at få lov at komme med i Bilka, for hvem i alverden havde LYST til at gå i Bilka, men det er der altså nogle mennesker der har.

Det er ikke fordi jeg som sådan har noget imod stedet, men jeg har ikke en umådelig LYST til at komme der. For mig at se er det et umanerlig trist sted, omgivelserne er triste, maden er trist, menneskene er triste, og når jeg siger at menneskene var triste så mener jeg selvfølgelig ikke hver og én, men bare et usædvanligt højt antal. Selvom jeg er autist ved jeg godt at jeg ikke må stirre på folk, men det var svært at lade være, det sad der med deres farveløse ansigter og tyggede deres farveløse mad. Jeg kunne ikke lade være med at blive en lille smule bange. Folks skævheder er ofte det der gør tilværelsen interessant, og i mine år i psykiatrien har jeg set og oplevet mange skævhede, og det var fint, men her virkede det skæve nærmest som en optisk forvridning. Måske var det bare lyset, som når man altid har flere bumser i H&M's prøverum end alle andre steder, men måske er det mit syn på tilværelsen der har ændret sig, for jeg havde mere ondt af disse mennesker end jeg normalt havde af dem på psyk.

Med eller uden birkes?

Her i løbet af sommeren har der været meget tale om dette frygtelige hallalkød som vi nogle gange kommer til at spise, men jeg vil fortælle jer en 'hemmelighed', religiøse traditioner har blandet sig med vores mad i århundreder, måske endda årtusinder.

Nu om dage kan du få alle mulige slags franskbrød hos bageren, men i gamle dage kunne du få med eller uden birkes. Birkes, det kommer af det hebraiske BRK (BaRaK) som betyder velsigne. I gamle gamle dage var mange bagere jøder, og de velsignede brødet og puttede birkes på. Birkes på hebraisk hedder PRG.

At spise er noget af det mest intime vi foretager os, så tanken om at vi kan skille mad fra religion er utopisk. Kristendommen har meget få regler for mad, og i Danmarks lidt vandede forhold til kristendommen bliver det endnu mindre, så vi forstår ikke religioner der går op i den slags, eller det gør vi faktisk, vi kender dem bare under andre former som for eksempel kernesund familie og lignende. Så vi kender princippet, vi kan bare ikke lide når det går ud over os, vi kan ikke lide at blive prædiket for.

Når det gælder mad, er jeg aldrig blevet prædiket for af en muslim, men det sker nok rundt omkring. Jeg er dog blevet prædiket for adskillige gange af tilhængere at atkins og kernesund familie, men jeg elsker mine kulhydrater, så mig får de ikke ram på. Kost er et ømtåleligt emne

Når muslimer ikke vil spise vores frikadeller tager vi det personligt, fordi det er noget der er så tæt på, den hverdaglige danske oplevelse

Ipod

Dem der har læst med de sidste par dage vil vide at min ipod er i stykker, og jeg ved ikke hvordan jeg konverterer musik fra cd format til mp3 så jeg kan få det lagt ned på min nye meget grimme men super billige mp3-afspiller. Det er selvfølgelig pinligt at jeg ikke kan finde ud af det, men mest af alt er det pokkers upraktisk, for i går kunne jeg ikke undgå at køre med tog, og i toget har jeg et stort behov for at lukke de andre passageres lyde ude, men det kunne jeg altså ikke gøre i går.

Jeg var stået tidligt op om om morgenen for at nå alt før jeg skulle af sted, jeg havde masser at tid til at rende rundt i pyjamas og ordne småting, men lige pludselig havde jeg ikke spor god tid længere. Jeg smed alt mit lort (computer og latinbøger) ned i en taske og for ud af døren.

3 timer senere havde jeg mødtes med min tutor og stod på Aarhus banegård 45 minutter før mit tog gik. Alt var pludselig gået så hurtigt om morgenen, at jeg ikke havde fået en madpakke med, og jeg stod og havde kvalme. Min første tanke var at købe noget hurtigt i 7/11, men jeg ombestemte mig og gik hen til den bagelshopder lå lige ved siden af. Jeg har før fået en sandwich, men sådan en RIGTIG sandwich med masser af fyld har jeg ikke fået siden 2009. Jeg husker den ganske tydeligt, den var god. Jeg husker ikke hvorfor jeg stoppede med at spise sandwiches, det var vel bare sådan tingene var.

Jeg måtte betale 60 kr for en bagel med omelet og humus, hvilket var uhyre overpris i forhold til hvad man fik, men sådan er det nu engang når man er for doven til at gå de 300 m hen til et billigere sted. Det var desuden et stort skridt i min bedring, så lad os ikke tale for meget om prisen, og lad os ikke tale om, at det var en lidt fesen oplevelse fordi jeg ikke ville have dressing i. Lad os i stedet bare være glade for, at jeg spiste en STOR sandwich uden at føle mig som en fed gris efterfølgende.

Det var dog svært at spise med al den larm omkring mig, men det skulle blive værre . Da jeg kom ned på perronen manglede der et togsæt på toget, selvfølgelig den vogn jeg skulle være i. Personalet på perronen sagde godt nok, at de var ved at finde et togsæt til os, men jeg er klogere end at stole blindt på DSB, så jeg var nevøs, Det lykkedes dog og jeg fik min plads, men det var 30 minutter hvor jeg i høj grad savnede min ipod. Blandingen af uforudsete hændelser og mange mennesker gjorde mig nervøs

Om rigtig mad

Jeg er vist ikke den store gastronom. I går havde jeg lyst til at få noget andet end den mad jeg evigt og altid spiser. Normalt resulterer det bare i at jeg køber en mango og spiser den stående ved køkkenbordet, men i går købte jeg kylling som jeg grillede på en pande, og jeg kogte noget af den dyre pasta, som jeg fik i indflyttergave.

Normalt spiser jeg foran computeren eller fjernsynet, men når nu jeg har gjort mig umage, så følte jeg lidt at maden fortjente at blive nydt i ro og mag, men det virkede mest bare underligt at sidde der og ikke foretage sig andet end at spise. Maden smagte da udmærket, men det var heller ikke nogen wow-oplevelse, og jeg følte præcis den samme mæthed, som når jeg spiser min sædvanlige rugbrød med billig pålæg. Måske var jeg mæt lidt længere tid, men det var vel bare fordi jeg spiste mere. Den størsye forskel er egentlig mængden af opvask.

I gamle dage gik jeg meget op i min  mad og lavede den fra bunden hver dag af lækre råvare, men det drejede sig om meget mindre mængder end i dag, og jeg tror at det er det der gør forskellen. Når man kun tillader sig selv en lille smule mad, så vil man gerne have at den lille smule betyder så meget som muligt. For mig betød det, at jeg ville lave det fra bunden og med masser af grøntsager, for jo mere af min næring der kom fra grøntsager, jo større volumen kunne jeg få lov til til at spise. Nu om dage spiser jeg så meget, at hvis min næring hovedsageligt skulle komme fra grøntsager, så ville jeg skulle spise uoverskueligt meget, og det er grøntsagerne der er sjove at lave, i hvert fald når man ikke har nogen ovn til at bage brød.

Desuden har jeg ikke længere tid til at lave alt fra bunden, da jeg er meget mere interesseret i motion, og uni, og bøger, og venner, og hvad jeg ellers har i mit liv. Selvfølgelig har jeg som sådan tiden, hvis jeg gad at tage mig den, men sandheden er, at mad bare ligger ret meget nede i bunden af min prioriteringsliste. Jeg får hvad jeg skal, jeg gider bare ikke bruge for meget tid på at tænke på det. Jeg har tilbragt alt for mange år med, at maden var min absolut første prioritet, hvor end det var for lidt (anoreksi), for meget (bulimi) eller et hysterisk forsøg på at lade som om alt var okay.

Måske udliner tingene sig en dag, og det er da ikke fordi jeg ikke kan finde ud af at lave og spise god mad, det er bare, at jeg nok går mere op i selskabet end op i selve maden.

Om at træne med tømmermænd

Er det to år siden jeg stoppede med at sukker? Nej jeg tror efterhånden, at det må være tre. Det er underligt, at man kan glemme sådan noget set i forhold til hvor afhængig jeg var. I begyndelsen var det usigeligt hård, men på et eller andet tidspunkt satte hverdagen ind, og så var det bare sådan at tingene var, at jeg ikke spiser sukker.

I går skulle jeg lige have en af de der proteinbars der reklameres så meget for. Den hed noget med diet, så jeg tænkte, at det kunne nok gå, men den var sødet med honning, meget honning, og jeg er ligeglad med hvor naturligt honning er, det er stadigvæk sukker. Jeg burde ikke have spist den, men jeg var virkelig træt, så jeg tænkte, at det ville nok kunne gå an. Det gjorde det også til at begynde med. Jeg havde været bange for at jeg straks ville gå ned og tømme den nærmeste slikbutik, men det gjorde jeg ikke.

Da jeg vågnede i morges var tingene dog knap så sjove, for jeg vågnede med en dundrende hovedpine. Jeg slæbte mig ud i køkkenet og tog nogle ordentlige slurke af en flaske saft der lå i køleskabet, og så slæbte jeg mig tilbage i seng, hvor jeg lå og blundede i en 20 minutters tid. Det hjalp ikke meget, men nok til, at jeg da kunne stå op i oprejst stilling og komme igennem morgenens program.

Hovedpine eller ej, jeg har ikke trænet siden sidste mandag, så jeg pakkede mine ting og tog hen i fitnesscentret. Helt kvik har jeg dog ikke været, for mens jeg stod på en af maskinerne med kvalme og ondt i knolden og trampede løs, kom jeg i tanke om, at jeg da vist ikke havde fået noget kaffe. Kaffe er et vidundermiddel mod hovedpine, eller rettere koffein er. Jeg plejer at få dækket mit behov med pepsi max, men for at stille min tandlæge og min pengepung tilfreds, er jeg stoppet med det også.

Træning med tømmermænd, for det er i grunden det det er, er ikke nogen fornøjelse, og jeg kom da heller ikke hele vejen gennem mit program, før jeg opgav og vaklede ind i omklædningsrummet. Jeg pakkede hurtigt mine ting sammen og skyndte mig hjem, for jeg troede, nærmest at jeg skulle besvime.

Nu har jeg fået min kaffe og er ved at have det helt menneskeligt igen.

Om at sige fra og sige til

Dengang jeg var tynd

Da jeg var barn havde jeg et meget nært forhold til min moster, men igennem de sidste par år har vi ikke haft så meget kontakt på grund a min sygdom. I tirsdags var hun så på besøg, og det var ganske hyggeligt.

Efterfølgende fik jeg så en mail, hvor hun skrev til mig, at det var godt at se at jeg havde fået lidt sul på kroppen og var kommet til at se helt menneskelig ud igen. Det blev jeg lidt ked af, for jeg har gennem de sidste fire år taget 18 kg på, og jeg har svært ved helt at forholde mig til min nye krop, og sul er for mig noget der er på julegæs og grise. Kaldte hun mig fed? For det var lidt sådan det føltes.

I gamle dage, ville jeg have bidt det i mig og have kæmpet sindssygt hårdt for at tabe mig igen. Problemet er lidt, at jeg stadig er syg, og inde i hovedet ønsker jeg stadig at være lige så tynd som jeg var engang, også selvom jeg så ikke ville have kræfter til at klare de ting som jeg ellers går og laver, og også selvom andre ikke synes at det er pænt. Jeg er ikke længere tynd men slank og veltrænet, men selvom det fysisk føles godt, så er der i min verden intet smukkere end knogler der stikker ud.

Jeg er dog kommet langt i min udvikling, så jeg skrev til min moster, at det egentlig var lidt fornærmende det hun sagde. Først svarede hun kort på vej ud af døren, noget med bløde linier og Marilyn Monroe, hvilket bestemt ikke hjalp, men da hun fik lidt mere tid satte hun sig og fortalte mig hvad det egentlig var at hun mente.

I gamle dage var der megen fattigdom, især i byerne, og en masse børn blev sendt på landet for at få lidt sul på kroppen og æblekinder, så det var bestemt positivt ment. Hvis jeg nu ikke havde sagt fra og fortalt at jeg blev ked af det, så havde hun ikke haft en jordisk chance for at forklare sig, og så havde hun helt ufortjent været den grusomme moster der var skyld i et tilbagefald.

I mine depressive dage troede jeg virkelig på, at jeg gjorde verden en tjeneste ved at være 'ydmyg' og ikke beklage mig, men ydmyg er hvis man i kærlighed træder et skridt tilbage, og har ikke noget at gøre med den frygt jeg i virkeligheden følte.

Om at stå på egne ben

I går var det første august, hvilket ville sige, at det var tid for mig at tage det næste skridt i min 'kamp' for at blive mere selvstændig og klar til at flytte for mig selv en dag. Jeg har op til nu betalt kostpenge (1800,- om måneden) sammen med min husleje, og jeg har bare kunnet tage hvad jeg ville nede i køkkenet, eller jeg har kunnet skrive det på indkøbslisten, men nu er det på tide, at jeg selv tager ansvar og selv holder styr på det hele.

Sådan noget med at handle, det burde da ikke være så svært, det var sådan det plejede at være før jeg kom hertil, men det plejede også at være sådan at jeg virkelig bare ikke kunne styre det med maden. Der havde dog overhovedet ikke været nogen form for tvivl i mit sind, og jeg havde slet ikke overvejet om der skulle være det. Jeg så på min kontaktpædagog med overbærenhed, når hun prøvede at tale med mig om det.

Jeg startede dagen i Rema. Hver dag handler jeg på ca samme tidspunkt i den samme butik. Jeg køber de samme ting, ser de samme ansigter og siger de samme fraser. Den unge mand bag kassen er nok det menneske jeg ser flest gange i løbet af en uge, og alligevel er det eneste vi siger til hinanden.
- "Hav en fortsat god dag".
- "Rak, og i lige måde".
Det er ikke fordi jeg søger at det skal være mere, det er bare en underlig og lidt ensom fornemmelse.

I går var alting så bare ikke det samme alligevel, for min kurv indeholdte ikke bare pepsi max og saft, men også rigtig mad, såsom gulerødder og frisk pasta. Det føltes godt at være herre i eget hus, frue i eget køkken. Senere meldte angsten sig dog. Jeg var ikke bange for, at jeg ikke kunne klare det, det var en mere ukonkret følelse, som en slags sult der gjorde mig åndeløs. Det var et diffust møde med det nye og ukendte, og jeg skammede mig over, at jeg ikke kunne være mere overskudsagtig omkring disse ændringer.

Jeg fik noget beroligende og sad længe og klappede en af pædagogernes hund som var med på arbejde. Det er altid rart når nogen værdsætter én så meget som nærmest kun en hund kan. Når den ligger der i ekstase og slår med halen, så er man det eneste der eksisterer, og man bliver højt elsket.

Om at måtte trække sig

I går var min far, søster og jeg ovre og spise sushi hos min farmor og spise sushi. Jeg synes at det er lidt bad ass, at min farmor på 85 spiser sushi, sms'er og emailer. Det var rart at være sammen med familien, de mennesker der betyder mest for mig selvom det ikke så tit er noget jeg får sat ord på.

Det var virkelig hyggeligt, men jeg var lidt forkommen ovenpå min fars og min københavnertur. Jeg kunne lige så stille mærke at kræfterne slap op. København er en dejlig by, og det var rart at være der med min far, men der var så mange mennesker, så mange lyde og så mange ting at se på, at min hjerne blev overstimuleret. Det er lidt svært at forklare hvordan det føles. Det føles lidt som jul når man bare ikke gider flere nisser, ikke kan klare synet af endnu en overfyldt tallerken og bare glæder sig til at komme hjem til en grå hverdag, og så alligevel ikke helt, for det med julen er mange mennesker enige om på én gang, men den almindelige overstimulering er vist mest os autister der lider af, og den kommer uafhængigt af hvad alle andre mennesker går og føler.

I gamle dage ville jeg være blevet irritabel og klynkene og straks have bedt om at komme hjem, men i går nøjedes jeg med at blive svimmel, så jeg gik ind i stuen og lagde mig lidt på sofaen.

Min farmor og jeg havde lige siddet og snakket om hvor langt jeg er nået de sidste par år, men en del af det at få det bedre er at vide hvornår man ikke kan mere og så trække sig. Jeg tror ikke at jeg behøves at undskylde over for min familie, men jeg har behov for at undskylde over for mig selv, for på trods af alle de år der er gået, så har jeg stadig ikke forliget mig med, at jeg ikke kan klare alt.

Til at begynde med var det fint bare at ligge der, men på et tidspunkt kom det dertil hvor jeg bare ville hjem, men de andre blev bare ved med at snakke og snakke, så jeg stillede mig i døren og så på min far med store hundeøjne, for ligesom at signalere, at nu var det ved at være tid.

Om en start

Jeg er nu officielt kommet i udslusning på mit bosted, hvilket betyder, at jeg langsomt skal starte med at have mad i mit køleskab og spise morgenmad, frokost og mellemmåltider alene oppe ved mig selv.

I går var jeg med en pædagog i Føtex og købe det aller mest nødvendige. Der er mange flere (varierede) ting jeg skal have, men jeg var simpelthen så forfærdelig træt, at min hjerne slet ikke fungerede. Jeg var ikke ked af det, men jeg havde alligevel lyst til at krølle mig sammen i en kugle og græde. På et tidspunkt stødte jeg ind i et ungt par der stod og købte slik. Det var udelukkende min skyld, men da jeg prøvede at sige undskyld lød jeg nærmes aggressiv. Jeg var efterfølgende ikke særlig stolt af mig selv, jeg tror endda, at jeg snappede lidt af pædagogen.

Nu er mit køleskab altså 'fyldt' og det skal jeg lære at leve med, og det er stort og skræmmende. Pædagogen jeg var ude og handle med sagde, at selvfølgelig klarer jeg det. Forhåbentlig klarer jeg det, jeg skal nok klarer det, men jeg har været spiseforstyrret i så mange år, at det bestemt ikke er nogen selvfølge. Højst sandsynligt, vil der være dage eller nætter, hvor jeg går amok og tømmer køleskabet på nul komma fem, og hvor jeg efterfølgende vil føle stor skyld. Det er i forvejen noget der en gang imellem sker, enten i bostedets køleskab eller hjemme ved min far, men frygten er, at det vil ske oftere i og med at jeg kommer tættere på maden.

Om en pizza

Det lykkedes, min far og jeg fik vores pizza i går, men ikke bare pizza, super lækre pizzaer fra Mammas. Som jeg skrev i går, så har jeg ikke rigtigt spist pizza i mange mange år, og hvis jeg gjorde, så var det altid i smig, for jeg syntes, at der var et eller andet skamfuldt over at spise pizza.

Der var mange grunde til at jeg ville undgå pizza, det var plejede at være skamfuldt, når man først er begyndt kan det være svært at stoppe igen, og ikke mindst, så kan det være helt enormt svært at kaste op igen fordi brødet er så hårdt og med skarpe kanter, men det er jo ikke meningen, at jeg skal kaste op længere, og mange af de andre spiseforstyrrede emner er jeg også ved at få ryddet op i, så det var virkelig på tide at give det en chance.

Behøves jeg at sige, at det var super lækkert? Men det var det i hvert fald. Jeg fik mig en margarita, bare tomat, ost og frisk basilikum, hvad det så end skulle have til fælles med en citrusdrink af samme navn. Jeg går meget ind for, at pizza SKAL spises med fingrene for ligesom at få hele oplevelsen med, med fyldet var så flydende, at jeg var nødt til at spise det oven af med en gaffel og så spise bunden for sig selv, men pyt, pizza er vel pizza ligegyldigt hvad.

Mit største problem var nærmest, at pizza er noget man helst spiser om aftenen, og på den tid af dagen, har jeg ikke den vilde appetit. Jeg er i udpræget grad et morgenmenneske, jeg står monster tidligt op, og hvis det stad til mig, så blev alle dagens gøremål ordnet før kl 12 middag., men sådan er verden desværre ikke indrettet.

Det lykkedes mig at spise et stykke pizza og et æble, men så var der bare så meget mere til min morgenmad, og der er ikke noget der slår pizza til morgenmad.

Mener jeg nu, at jeg nu er kureret for min spiseforstyrrelse bare fordi jeg kan spise pizza med min far? Øhm, det kommer vel an på om man mener at man nogensinde kan blive kureret for en spiseforstyrrelse, men jeg er i hvert fald kommet en ganske lang vej.

om at fejre en karakter, sådan da

Juhuu sommerferie, det er der dagligt nogen der skriver på facebook. Jeg har haft ferie i to uger, og jeg hader det grumt, mest af alt fordi jeg ikke har noget at fylde min tid ud med, og fordi der ikke rigtigt er nogen dybere mening med det hele. 

Lige nu er jeg hjemme ved min far, hvilket betyder, at vi sidder i hver vores stol/sofa med hver vores computer mens TV'et kører, vi taler sammen, men ikke super meget. Det lyder kedeligt, men det er faktisk super hyggeligt, og det er jo ikke af pligt men af lyst, at jeg kommer her. Det var meningen, at vi skulle fejre min hebraiskeksamen, men fredag var min far for træt, og i går var jeg.

Jeg havde besluttet hvor jeg gerne ville ind og spise, et sted vi tit kommer, A Herford Beefstoew, og hvor de har en rigtig god salatbar. Min far spurgte mig om jeg virkelig mente det, for der har vi jo været så mange gange før, men det er jo hele pointen ved at være autist, at man finder ro og glæde ved gentagelser. Jeg kan godt en gang imellem blive misundelig på min far og søster når de er sammen, for så kan de finde på at få mad alle mulige spændende steder fra mens jeg er begrænset til salatbar og sushi, men tanken og at bevæge mig udenfor min lille faste tryghedszone giver mig hedeture og åndedrætsbesvær.

I teorien har jeg det godt nok for tiden til at kunne turde eksperimentere lidt, men nu var det MIG der skulle fejres, og derved MIG der kan bestemme, og så er det jo nemmest og tryggest at vælge det vante.

Når nu Herford ikke bliver til noget, så tænkte jeg, at jeg ville hive min far ud af sengen (om nogle timer) og slæbe ham med til brunch et sted vi har været nogle gange, men da jeg lige ville tjekke menuen på nettet, så at de åbenbart lukket. Vi kunne selvfølgelig tage et nyt sted hen, men igen, så er det bare ikke det samme med et nyt sted (wow, det var dybt sagt).

Jeg sidder og spekulerer over hvad vi kan gøre i stedet, og det bliver nok noget take-away i aften. Ny take-away er mere betryggende end en ny restaurant fordi der ikke er så mange nye ydre stimuli, så jeg tænker nok at jeg kan klare det, men jeg får dog lidt åndenød ved tanken, men det ville være uretfærdigt ikke også at lade min far fejre mig, for det er i høj grad ham der har præget mig til at ville på universitetet, og i de år hvor jeg var syg har han været der for mig, så han skal også have lov til at være der for mig når det går godt.

I tilfælde af at jeg er en kylling og ikke kan gennemføre det i aften, og det er en reel mulighed, for jeg tænker pizza, og jeg har ikke spist pizza (hvor det ikke var en del af et bulimisk ædeflip) i fem år, så havde vi en lille fejring i går med jordbær og en skål med blandede nødder. Det lyder ikke af meget, men man skal aldrig undervurdere pistacienødder. Det er som om man går i gang, og så kører armene og munden bare deres helt eget spil. Det er et bredt kendt fænomen, så det er egentlig underligt, at der ikke findes et ord for det.

når man bliver kvalt af lutter omsorg

Da jeg for tre år siden startede til psykolog, da sagde hun, at det var hendes mål, at jeg skulle komme til at kede mig voldsomt til vores møder, for når jeg gjorde det, så vidste hun, at hun havde givet mig hvad hun kunne, og at det var tid for mig at komme videre i mit liv.

Jeg er ikke blevet træt af min psykolog, men på mit bosted er jeg kommet til det punkt, hvor jeg føler mig kvalt i omsorg. Først var jeg bange for følelsen, for jeg følte, at jeg svigtede pædagogerne som bare prøver at gøre det så godt for mig som muligt, men jeg er kommet til at indse, at det i virkeligheden er en stor ros, for det betyder at de har gjort deres job, at jeg er kommet ud på den anden side og er klar til en mere normal tilværelse, jeg er ved at være klar til at flytte videre i systemet.

Ind til nu har der været to skelsættende flytninger i mit liv, da jeg flyttede hjemmefra og da jeg flyttede i min egen lejlighed på et bosted. Ingen af gangene var jeg særlig godt forberedt, men det vil jeg gerne være denne gang, så jeg vil bruge min sommerferie på at lægge budget og lægge planer, men det der er den største udfordring, og som skræmmer mig mest er, at jeg skal vænne mig til eller måske ligefrem lære fra bunden at omgås mad på en personlig og hensigtsmæssig måde.

Dengang jeg flyttede i egen lejlighed (på bosted) kom jeg direkte fra en 8 mdr lang indlæggelse på psykiatrisk, og pludselig skulle jeg klare mig helt selv med fire timers menneskelig kontakt om ugen. Jeg sad i en by som jeg ikke havde lyst til at bo i, jeg havde et liv, som jeg ikke ønskede at leve, og det reagerede jeg på på den eneste måde jeg kendte og følte mig tryg ved, jeg skar og kastede op og jeg græd i stride strømme. Angsten var ikke noget der kom i anfald, det var noget der var der konstant i dage, uger og måneder.

Jeg er rædselsslagen ved tanken om, at der pludselig skal være andet end cola og saft i mit køleskab. Hvad nu hvis jeg går på rov? Hvad nu hvis jeg slet ikke er så klar som jeg tror? Hvad hvis alt står og falder på det med maden? Hvad hvis jeg endnu ikke er "værdig" til et normalt liv?

Okay, helt normalt vil det ikke blive (hvis det da overhovedet bliver til noget), for jeg vil stadig have brug for massiv støtte, måske endda hver dag, men det vil om muligt blive tættere på Aarhus, hvilket vil give mig mulighed for et mere normalt studieliv med mine medstuderende og mine veninder, hvilket jeg savner en del. Jeg tænker også, hvor meget tid der vil blive til rådighed, hvis jeg ikke længere skal bruge så lang tid på transport, for det er jo ikke kun fordi transporten tager lang tid, tiderne passer heller ikke altid lige godt, så tit må man komme 25 min for tidligt for ikke at komme 5 min for sent fordi toget kun går hver halve time.

Der er dog én ting der især vil blive en udfordring. Pga den måde jeg bor på, så har jeg flere penge til rådighed, end jeg så i fremtiden vil have. Det er derfor, at det er vigtigt at få lagt et ordentligt budget i ferien, så jeg kan vænne mig til hvad jeg så i fremtiden vil have af rådighedsbeløb.

Ved lægen (igen)

Når jeg om morgenen dyrker sport er alting godt og jeg kan blive ved og ved og hjerte og åndedræt har det fint, men når jeg om eftermiddagen ligger på sofaen og er doven så slår hjertet knuder og jeg bliver forpustet af bare at gå på toilettet. Rigtig bekymret har jeg ikke været, men det var trods alt hjertet, og det er noget man bør tage seriøst, så for en sikkerheds skyld tog jeg til lægen.

Jeg har flere gange brokket mig over min læge, og jeg bliver spurgt hvorfor jeg ikke bare skifter læge, men dage som i går er grunden til at jeg ikke gør det, for når han er god, så er han rigtig god. Jeg skulle i hvert fald ikke gå og bekymre mig, for hvis der virkelig var noget galt med mit hjerte, så ville det med størst sandsynlighed være når jeg dyrkede sport at det voldte problemer. Han fortalte hvad det hedder når hjertet ter sig når man er i hvile/doven, men det glemte jeg med det samme igen.

Sammen med nogle af de andre problemer jeg har haft foreslog han for højt stofskifte, men det kan vel ikke passe når jeg har taget seks kg på på tre måneder, men jo, nogle gange får man så forøget appetit at man faktisk tager på. Min reaktion var på det kraftigste at afvise, at jeg skulle have forøget appetit, men det er vist ikke spor rigtigt, jeg vægrer mig bare ved at indrømme det, for jeg synes at det er virkelig flovt at spise så meget som jeg i virkeligheden gør, men det var først efter at jeg kom hjem at jeg begyndte at anerkende det, så nu overvejer jeg om jeg skal tage til lægen igen igen for at få det tjekket.

Jeg skammer mig virkelig meget over at have løget, både over for mig selv, pædagogerne og min læge.

Om gode bagere

På trods af moderne tiders kulhydratshysteri, så sværger jeg stadig til et godt brød. Det bedste jeg ved er en ostemad på groft franskbrød. Groft franskbrød er måske sundere end det helt hvide, men det tæller stadigvæk som hvidt brød, og det må jeg indrømme at jeg nogle gange glemmer (intet under at jeg så bliver ved med at tage på).

Problemet er dog at finde et brød der er groft nok for min smag. En god indikator for grovhedsfaktoren er hvor meget brødet vejer, jo mere jo bedre, men husk at kalorier regnes pr 100 gr, så jo mere et brød vejer, jo flere kalorier er der pr skive.

I mange år har min absolutte yndlingsboger været Wendorff i Odense, og det er da stadigvæk en god bager, men i takt med at deres popularitet stiger, så bliver de også mere populistiske og deres brød bliver lettere og lettere. Nu gider jeg dem ikke rigtigt længere, så jeg har måttet ud og finde mig en ny dealer.  Jeg har fundet et sted, det er ikke noget fint og fornemt sted, bare en helt almindelig bager From, men deres franskbrød er godt.

Men der er en vigtig lektie at blive lært fra dette, og det er at finest ikke altid er bedst, og det er sundt for mig at blive mindet om det, for jeg har nok lidt en tendens til snobberi.

Om en dag med min veninde

I går tog jeg til København for at være sammen med min aller bedste veninde i hele den vide verden. I toget sad jeg og blev dårlig, kvalme. Jeg var virkelig bange for at kaste op ud over de andre passagere, så jeg gik ud på toilettet, men selvom jeg stod lidt og hostede over kummen, så kom der ikke noget op, men kvalmen var der stadig, så jeg stak tre fingre i halsen for at få det overstået, og det hjalp, så kom ikke her og sig at man ikke kan lære noget fornuftigt af at have en spiseforstyrrelse.

Det var helt fantastisk at se min veninde igen. Vi snakker om alle de ting det ellers kan være svært at snakke med andre om, som for eksempel opkastninger og indlæggelser, og jeg hørte endnu flere skrækhistorier fra hendes tur på Ballerup, men mest gik vores møde ud på at spise så meget som muligt på Jensens Bøfhus, især fra salatbaren, så det er kun delvist mærkeligt, at jeg har taget tre kg på. Dette er ikke nogen overdrivelse for at understrege pointen, det er tre helt reelle kg, og de giver mig kvalme over mig selv, men ikke den slags kvalme der kan kastes op, men i det mindste har jeg da så fået noget for pengene :-S

Jeg selv snakkede dog mest om, tja, hvad snakkede jeg egentlig om? Det er som om når munden bare løber og man er i godt selvskab, så betyder emnerne ikke så meget, og man glemmer det delvist igen, men jeg snakkede vel mest om mobning, uni og tanken om en dag at flytte tilbage til Aarhus, men som sagt, så betød emnerne ikke så meget, nar bare vi var sammen og i godt humør.

Efter de begivenheder der har præget mit liv på det sidste, har jeg virkelig haft brug for at mødes med min veninde, en der elsker mig ubetinget (og vice versa). Det føles som om jeg kommer hjem og er blevet et helt nyt menneske.

Det betyder også selvfølgelig også uendelig meget for mig at kunne komme hjem til min far og hænge ud når jeg bliver træt af det hele derhjemme. Det er slet ikke fordi jeg prøver at underminere hvad det betyder, men piger og deres veninder er en kategori helt for sig selv.

Om at falde om af udmattelse

Jeg har været lidt stresset på det seneste, både fordi jeg har alt for mange aftaler og ting der skal ordnes, men også fordi jeg snart mister min mening med livet. Det er derfor ikke noget under, at jeg har taget 5 kg på på 2-3 måneder, uden at der er blevet ændret nævneværdigt ved min kost og motion. I går måtte jeg så tage konsekvenserne. Jeg var til Gammel Testamente, og jeg følte mig lidt sløj, og i pausen faldt jeg om. Jeg besvimede ikke, for jeg var ved fuld bevidsthed, men min krop og min viljestyrke ville bare ikke mere, så BANG, der lå jeg. Mine medstuderende tog det relativt roligt, selvom et par stykker blev lidt bange, men nogle af dem kendte også godt til min epilepsi.

Senere, i toget, spiste jeg en stor klam burger for at få noget fedt, og da jeg kom hjem tog jeg kaliumsalt, drak noget vand og satte mig op foran fjernsynet og lavede ingenting. Jeg var så udmattet, at da der kom en pædagog for at spise eftermiddagsmad med mig, så kunne jeg slet ikke samle mig om en samtale, jeg kunne ikke koncentrere mig om hvad hun sagde. Da jeg skulle i seng var jeg dog så anspændt, at jeg ikke kunne falde i søvn.

For lige at falde lidt til ro, holder jeg lige et par dages fri fra min blog.

Jeg hader vand

Jeg kan ikke holde ud at drikke vand. Måske er det virkelig fordi jeg ikke kan lide smagen af det, for ja, vand smager faktisk af en hel del, eller også er det fordi det minder mig så meget om at kaste op (selvforskyldt). At kaste op bestod for mig i at spise en masse med, kaste op, rehydrere, kaste op, rehydrere, kaste op og rehydrere. Jeg kaster næsten ikke op mere og har ikke gjort i lang tid, og når jeg gør er det kun overfladisk (de første tre punkter), men jeg kan stadig huske smagen og fornemmelsen af lunkent vand som jeg måtte nøjes med fordi jeg ikke havde tid til at vente på at lade vandet løbe.

På den måde fik jeg altså et dårligt forhold til vand, men jeg skal jo have et eller andet at drikke, bare en gang imellem, ellers bliver jeg jo dårlig, og man kan ikke nøjes med pepsi max alene, så min løsning er saft, men for at spare på kalorierne er det det fuldstændig kemiske sukkerfi noget jeg drikker. Det er ikke nogen eksklusiv gastronomisk oplevelse, men det er da bedre end smagen af vand, eller det var det i hvert fald. Først købte jeg mine forsyninger i Fakta, men så skiftede de mærke til noget der var lige lovlig sødt for min smag, så jeg måtte skifte til Rema 1000, og der har jeg så købt mit stash det sidste års tid, men forleden (efter at have forsynet mig med et lager der rækker til næsten 40 L saft, opdagede jeg, at det smagte anderledes end det plejer, og jeg måtte skuffet erkende, at deres nye opskrift ikke smager godt nok, så nu skal jeg på opdagelse efter en ny butik og et nyt mærke, hvilket jeg slet ikke synes at jeg har overskuddet til lige nu, men man skal jo have noget at drikke, bare en gang imellem, så det skal jo gøres.

Et godt alternativ er FunOne Stevia, sødes med den sydamerikanske krydderurt stevia, som er sundere end de mere kemiske sødestoffer men samtidig stort set kaloriefri, men stevia er den helt nye hotte ting, hvilket lægger endnu mere til Funs i forvejen lidt pebrede pris, så i længden ville det ikke være noget jeg havde råd til.