Jeg tegner mit liv #1

Hvad får du tiden til at gå med til dagligt? Tja tjo bum bum bum, jo ser du...
Min autisme gør, at jeg på nogle punkter adskiller mig en del fra den brede befolkning, jeg har ikke så meget energi som andre mennesker, jeg giver nogle gange udtryk for en forskruet/anderledes tankegang og jeg har haft nogle oplevelser de fleste gerne ville have været foruden, men det meste at tiden er mit liv kedsommeligt normalt, og det vil jeg gerne prøve at sætte fokus på i en billedrække, hvor jeg vil forsøge at tegne mit liv som autist og som menneske. Dog, hvis jeg nu skal være helt ærlig, så begynder eksaminerne at nærme sig, og jeg trænger frygteligt til en overspringshandling.

Dette er (næsten) sådan jeg forestiller mig, at jeg ser ud på et løbebånd, kluntet og langsom. Okay, jeg er måske ikke helt så bred om bagen, men tegningen virkede sjovere på den måde.

Hestehalen svinger, og jeg stirrer stift op på et fjernsyn der sender ligegyldige musikvideoer, kun afbrudt af de samme 4 eller 5 reklamer. Jeg ser derop for at aflede min opmærksomhed fra hvor umanerlig langsomt kilometertælleren bevæger sig fremad og ingen vegne hen. Alt for ofte skæver jeg ned på det irriterende lysende tal der fortæller mig, at jeg i mine egne øjne ikke er særlig sej.

Kæresten opmuntre mig med, at lidt motion er bedre end ingen motion, og så ser vi film og spiser popcorn, og det liv jeg havde engang, fyldt med sult, bræk, savn og afsavn, virker så uendeligt langt væk

Om at løbe bort fra en eventuel skurk

I går var jeg ved fysioterapeuten, og efter et halvt års løbestop, så er det nu på tide at begynde på at løbe igen. Min fysioterapeut havde ellers sat mig til at ro. Jeg kan godt lide og ro, og roning er en glimrende form for motion, men roning har bare ikke den samme nytteværdi som løb.

Flere gange i løbet af mit liv har jeg tænkt over, at jeg besidder meget få af de kvaliteter som De 5 og de andre bøger jeg elskede da jeg var barn. Man kan selvfølgelig spørge sig selv, og det også er helt nødvendigt med den slags, men De 5 besad mange gode kvaliteter. De kunne binde deres tøj sammen til et reb og kravle ud af meget høje vinduer, de kunne besnære skurkene, men en kvalitet som man generelt finder i bøger af alle slags samt film er, at folk kan løbe når de skal stikke af fra en skurk. Ofte blev De 5 faktisk fanget, men det var kun så de ved list kunne få lov til at stikke af igen.

Jeg er ikke nogen særlig listig person. Hvis jeg bliver antastet af en ubehagelig person er min eneste taktik at nedstirre ham (det virker bedre end det lyder). Løbe fra ham kan jeg ikke, ikke ret langt i hvert fald. Jeg ved ikke hvad en skurks radius er, men lad os sige, at jeg i hvert fald ønsker at kunne løbe 3 km uden at kny. Hvis folk ikke synes at 3 km lyder af meget, så må de huske, at jeg har en dårlig hofte, og at jeg generelt er en lidt doven person.

Før der er nogen der går hen og bliver bekymrede for mig, det kunne jo være, at jeg skriver dette, fordi jeg har en klam stalker, så vil jeg sige, at dette indlæg handler mere om min smag i bøger en om nogen reel trussel. Ved nærmere eftertanke så handler det KUN om min smag i bøger.

Nå, men i hvert fald glæder jeg mig til at komme i gang med at løbe igen, om ikke andet så fordi det er godt at kunne løbe efter bussen hvis man er lidt sent på den.

Væk

Problemet ved at være morgenmenneske er, at nå man sover ude, så vågner man som regel adskillige timer før sine værter, og nogle gange ved man så ikke hvordan man betjener kaffemaskinen. efter denne uges nedsmeltning trængte jeg til at komme lidt væk, væk fra den dårlige samvittighed over lektier der ikke blev lavet, væk fra løbetræningen der ikke går særlig godt, væk fra de samme omgivelser dag ud og dag ind. Jeg er autist, jeg elsker gentagelser og faste rutiner, men selv jeg kan løbe sur i det hele.

Min onkel havde haft lægevagt oppe i Nordjylland og kunne så hente mig i Aarhus inden han tog færgen til Sjælland. Det var første gang jeg skulle besøge ham og min tante i deres nye hus, men jeg kender dem selvfølgelig ganske godt, det vil sige, at jeg kunne opleve noget nyt og spændende i trygge og vante rammer, og det var lige hvad jeg trængte til.

Om eftermiddagen var vi ude og gå tur, og det var en helt anden natur end der hvor jeg bor nu, mere frodigt, varmere, jeg havde klædt mig på efter det jyske vejr, og jeg svedte, men det var rart at smide jakken for første gang i år. Når jeg løber, så løber jeg i et fitnesscenter, og når jeg cykler, så cykler jeg normalt bare ned på universitetet, så jeg kommer slet ikke så meget ud som jeg gerne ville. Mit liv er fuld af gode intentioner, men så skal jeg lige det ene eller det andet, og så kommer jeg ikke af sted.

Der var snak om at vi skulle på museum, men for mig var et nyt hus i nye omgivelser rigeligt med nye input. Da jeg vågnede, og min onkel og tante stadig lå og sov, gik jeg på oplevelse i deres stue. Først så jeg på deres bøger, for det er hvad jeg altid gør når jeg er hjemme ved nogen, og når jeg nu var i gang med bøgerne kunne jeg lige slå op, om det virkelig var en spætmejse jeg havde set dagen før. Så gik turen videre til skabene. Min onkel og tante rejser meget til fjerne egne som jeg nogle gange ikke engang anede eksisterede, og de bringer ting med hjem, som jeg så kunne gå og snuse i og opleve mit helt eget lille eventyr. 

Mens jeg gik rundt og lod mig fascinere af den ene genstand efter den anden, gik det op for mig, at jeg ville være en forfærdelig indbrudstyv, der kunne have ligget en stak med en million kroner, og jeg ville have været revnende ligeglad, men de små figurer med små vrisne mænd forelskede jeg mig hovedkuls i. Der var et kæmpe stort plasma tv, i hvert fald fire gange så stort som mit eget, men jeg ledte ikke engang efter fjernbetjeningen, for jeg havde travlt med at studere elgen der løb på skøjter, læderæslet, myreslugerpinceten, det græske tempel, glasskålen med billen, åleruserne i mineformat. Der var slet ikke behov for et museum, for min onkel og tante havde deres egen lille udstilling.

Om telefoner

Oh sweet Lord, Halleluja, så er jeg langt om længe tilbage på nettet og tilbage på bloggen. Jeg har været i gang med at forberede et indlæg om alle de genvordigheder jeg har haft med TDC i mit forsøg på at få internet, men det blev en meget læng og snørklet tekst, som jeg slet ikke kunne blive færdig med, så i stedet har jeg valgt et underemne af dette, nemlig telefonopkald.

Igennem de sidste fem år, har jeg været skånet for al kontakt med de verse instanser. Hvis der skulle foretages et telefonopkald, var der altid en pædagog der kunne tage det for mig. Jeg er lidt utryg ved telefoner, for jeg har ikke meget erfaring i at tale i dem, og når jeg står over for det ukendte, så har jeg kun meget ringe realitetssans for hvad jeg kan forvente mig. Selvfølgelig kan det godt være, at de i den anden side af linien er søde og hjælpsomme, som folk er flest, men det kan også være at de er sure og skræmmende, og jeg kommer til at sige noget der i sidste ende kommer til at koste mig en masse penge fordi jeg i virkeligheden ikke havde nogen idé om hvad jeg snakkede om.

Der er stadig pædagoger i mit liv, men deres arbejdsopgaver er nogle andre end jeg har været vant til, så jeg opfordres til mere selvstændighed, så jeg har taget alle mine opkald med TDC selv, hvilket kan være en af årsagerne til at det gik så relativt galt som det gik, eller i hvert fald kaotisk, og så alligevel. Måske er det ikke min skyld,.

Nå men nu har jeg i hvert fald internet og det skal nydes, for hver gang jeg skulle ringe, eller der igen gik et eller andet galt, så kostede det mig megen svie og smerte og  uro, og jeg har følt mig helt syg. I søndags hentede jeg en pakke og fik en sms, der sagde at jeg på mystisk vis havde fået oprettet to simultane abonnementer, og eftersom det var søndag var der intet jeg kunne stille op, andet end at vandre hvileløst rundt i min lejlighed i fem timer og vente på, at min kontaktpædagog kom og talte mig til ro. Dagen efter kunne jeg så ringe til TDC kl 8, men det giver en meget lang og urolig morgen, når jeg allerede vågnede kl 3. Heldigvis kunne jeg tage ned og træne og prøve at løbe al uroen ud af kroppen på et løbebånd.

Med tiden skal jeg nok lære det der med at tale i telefon, men det var altså også noget af en ilddåb jeg her fik.

Prosit

Der findes mange gode undskyldninger for at blive hjemme fra skole mandag morgen. Man kan have lungebetændelse, salmonella eller åbent benbrud. Min undskyldning? Heftig nysen.

Da jeg vågnede havde jeg det helt fint, så jeg tog hen for at træne. Jeg må have fået træk mens jeg stod på løbebåndet, for pludselig begyndte jeg at nyse, og det var ikke noget lille diskret nys, det var en hel trompetsolo der sendte krampetrækninger gennem hele kroppen. I løbet af en time nåede jeg nok at nyse 20 gange, og hver gang var det så kraftigt, at jeg var bange for at tisse i bukserne.

Jeg er 28, og jeg føler mig ikke mentalt klar til at benytte Tena. Et bind kunne nok også langt hen af vejen få jobbet gjort, men stadig, jeg havde ikke lyst til at stå i Aarhus når uheldet var ude, så jeg blev hjemme på sofaen og brugte hele dagen på at nyse og pudse næse.

Om at finde de pæne trusser frem

Min hofte har drillet mig hele sommeren fordi jeg har siddet alt for meget foran fjernsynet i stedet for at komme ud og røre mig. Sidste år fik jeg en løbeskade, og i år fik jeg så en siddeskade, hvor det eneste tidspunkt hvor den ikke gør ondt er når jeg løber. Sidste uge til badminton lavede jeg en forkert bevægelse, og siden har det gjort rigtig ondt.Det er ikke fordi smerten er sådan helt vildt kraftig, det er bare, at den er der hele tiden, så jeg hverken kan sidde eller ligge ordentligt, så jeg finder ikke hvile jeg får ikke søvn, og mentalt bliver jeg presset til det yderste. Nogle gange hader jeg bare min krop, hvilket jeg normalt kun siger når jeg taler om vægt og lignende.

Min læge siger normalt, at jeg er lidt for god til at udholde smerte, hvilket man er nødt til at være, hvis man vil være selvskader, for ellers kan man jo ikke sikke kniven ned i sit eget kød, men da pædagogerne i sidste uge ringede til ham for at se om jeg kunne få noget smertestillende, så sagde han at jeg nok bare var i dårlig form, hvilket jeg blev lidt tøsefornærmet over.

Jeg havde også bestilt en tid ved fysioterapeuten. Jeg troede ikke at der for alvor var noget galt, men jeg ville bare gerne være helt sikker. Når man kommer ind til fysioterapeuten, bliver man som det første bedt om at smide bukserne, hvilket i denne ferietid kræver lidt forberedelse. Der skulle fjernes uønsket hårvækst, og jeg skulle finde nogle trusser der ikke var alt for forvaskede. Jeg gjorde mig ikke i stand for hende, jeg gjorde det for mig selv, for hvis man vil forsøge at have en bare nogenlunde dannet samtale med en person mens man ligger på en briks uden bukser på, så gælder det om at have selvtilliden bare sådan nogenlunde i orden.

Alt var sådan nogenlunde i orden, og jeg har fået nogle øvelser at lave, men det er ikke noget der går over fra den ene dag til den anden, så efter endnu en opringning til lægen har jeg fået lidt ekstra smertestillende, ikke noget vildt kraftigt, bare lidt mere end jeg havde i forvejen, og det gjorde underværker, for jeg har faktisk sovet helt godt i nat, og jeg stod op som et helt nyt menneske.

Om min manglende løbeevne

For snart et år siden, gik jeg hen og fik en løbeskade. Det var egentlig ikke noget alvorligt, den var bare meget lang tid om at hele, men siden da har jeg stort set ikke løbet. Hvorfor? Fordi jeg fik bildt mig selv ind, at jeg slet ikke kan løbe pga min spasticitet. Det er noget sludder, at jeg ikke skulle kunne det, for hele måden jeg fandt ud af at jeg er (svagt) spastisk var ved, at jeg så de spastiske LØBERE ved handicap OL.

Jeg har godt været klar over, at jeg ikke har løbet og holdt min kondition ved lige, og så alligevel ikke, for jeg har haft så travlt med andre træningsformer som cykle, svømme eller cross trainer, men selvom det da er fint nok, så er det bare ikke helt det samme, for løb bliver udråbt som noget mere ædelt og 'rigtigt' end andre former for sport, og det er det nok også, for det må vel fra gammel gammel tid ligge i os, trangen til at løbe for flugt, mad og sjov.

Det er ikke min mening at lyde negativ omkring løb, og når jeg alligevel gør, så er det fordi jeg er sur på mig selv over at jeg ikke kan, for det kan da bare ikke være rigtigt, men jo, det kan det. Konditionen har jeg egentlig sådan nogenlunde, musklerne kan jeg træne op, men mentalt er jeg slet ikke forberedt. Ikke alene har jeg bildt mig selv ind, at jeg ikke kan, jeg har også glemt hvordan man slapper af i løbet.

En stor del af løb er ikke benene der bevæger sig, men hjernen der slapper af og går i en form for trance. Man snakker tit om runners high, når man når dertil hvor man slapper helt af. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan tillade mig selv at komme dertil, for min spasticitet gør at min ene ankel er temmelig svag, men der er også grader før runners high, og det er på tide, at jeg begynder at træne det igen, så jeg igen kan holde af at løbe.

Hvad nu hvis jeg hader sport II

Som sagt lavede jeg ikke dagens gode gerning fredag. Det var ikke fordi jeg lavede enormt meget mere i går, bortset fra, at jeg var ude og spille squash. Jeg havde bestilt en bane nede i det lokale fitness center. Jeg havde ikke nogen at spille med, og det var helt med vilje, for jeg har spillet squash to gange i mit liv... i 9. klasse, for 12 år siden, så det første kvarter gik med overhovedet at lære at ramme bolden.

Jeg havde bestilt banen, hovedsageligt for, at jeg kunne få trænet mit, på nuværende tidspunkt, lidt svage baghåndsslag (til når jeg spiller badminton). Det viste sig, at jeg faktisk syntes at det var sjovt at spille. Jeg er gået lidt kold i min sædvanlige træning, derfor prøver jeg at afveksle så meget som muligt med svømning, badminton, og nu også squash. Det er sjovt men noget af det kan også blive lidt dyrt i længden, for jeg skal også spille squash i dag, så det bliver lige 2x70 kr, men dyr motion er bedre end ingen motion.

Det er sjovt at tænke på, men det er kun lidt over et år siden, at jeg begyndte at dyrke sport, fordi min daværende kontaktpædagog pressede mig til det. Dengang hadede jeg sport og alt hvad det indebar. Jeg hadede at bruge musklerne, jeg hadede at svede og jeg hadede at høre mit eget åndedræt. Jeg ved ikke hvordan og hvornår det ændrede sig, men det gjorde det lige så stille, eller måske var det lige pludselig, jeg husker det faktisk ikke.

Sport er blevet en naturlig del af min hverdag (og mine weekender), og en dag som i fredags, hvor jeg ikke lavede noget, mangler jeg det ligefrem. Det er som om en fridag kun er e rigtig god fridag, hvis jeg starter ud med at dyrke sport. Når alle musklerne så har været rørt igennem, så får man ikke den indeklemte følelse senere på dagen, hvor musklerne sitrer, og man bare har lyst til at slå og sparke og gå helt amok. Når man har dyrket sport om morgenen, kan man med god samvittighed lægge sig på sofaen og se TV resten af dagen, hvis det er det man har lyst til.

Jeg har ikke noget imod, at jeg nu holder af sport, men jeg har noget imod, at jeg langsomt mister forståelsen for dem der ikke gør det. Sport er blevet så naturligt for mig, at jeg glemmer hvordan det var ikke at have lyst og overskud til at spille.

Men måske jeg har lysten til sport, men når det kommer til udførelsen, så er jeg ikke særlig god, fx svømmer jeg 1600 m på 55 min, hvilket ikke er super dårligt, men det er heller ikke super godt, Det tager til min lettelse lidt af snobberiet (efter den gammeldags betydning), men jeg er samtidig bange for at virke hyklerisk.

Jeg er dog på vej hen for at tage et spil squash igen, og det kan kun gå bedre end i går

Om dårlig balance og svage ankler

Jeg vidste godt, at jeg har en lidt dårlig balance, men jeg har altid troet, at det var et neurologisk problem, men i går var jeg ved fysioterapeuten fordi min løbeskade begynder at stikke lidt igen. Jeg ved, at jeg er fysisk svag i venstre side pga min spasticitet, men jeg havde mistanke om, at der også kunne være lidt i vejen med mine ankler. Der var lidt, og der var selvfølgelig lidt mere ved den venstre end med den højre, men det virkede ikke voldsomt, indtil hun prøvede at stille mig op på et vippebræt. Jeg måtte klamre mig til væggen for at holde balancen, og mine ankler rystede som espeløv. Jeg blev lettet over at lære dette, for selvom det er surt, så er det dog alligevel noget, som man kan gøre noget ved, så her til morgen var det op og stå på brættet, for jeg har tilfældigvis sådan et selv, som jeg fik engang hvor jeg forstuvede anklen som barn. Jeg føler mig lidt dum, når jeg står der, men det er der nu ikke noget at gøre ved. Engang var jeg artist i et børnecirkus, og det mindede mig om noget vi lavede dengang, så jeg fik helt lyst til at iføre mig et kostume, men det var jeg næsten i forvejen, når jeg stod der helt i lyserødt.

De jeg var inde ved fysioterapeuten, gennemgik vi kort mit løbe-/motionsprogram, og hun gav mig meget ros. Det gjorde mig glad. Det er altid dejligt at få ros, især når det er noget man har arbejdet hårdt for. Her med min skade har jeg skulle kæmpe for at bevare formen og forbrænde kalorier, uden at min læges ord bliver til virkelighed og jeg begynder at overtræne. For at komme til fysioterapeut skulle jeg have en henvisning fra lægen. Han ville gerne give mig en, men han troede ikke på mig og min pædagog/løbetræner, når vi sagde, at sådan noget gjorde jeg ikke.

Jeg træner ca hver anden dag. Først bruger jeg den maskine der minder om en blanding mellem en cross trainer og en stepper, og så løber jeg. To gange om ugen løber jeg almindeligt med en forøgelse på 100 m om ugen og en dag løber jeg intervaller. Jeg kan godt lide at koncentrere mig om fart i stedet for distancer, men der er ikke så meget respekt omkring det. Der er en stemning i samfundet om at målet gerne skal være et maraton, og hvis ikke, så i det mindste et halv-maraton, men for mig er det bare ikke rigtigt en mulighed, den fysiologiske type er jeg bare overhovedet ikke. Min fysioterapeut sagde, at det skulle jeg ikke bekymre mig om, at det jeg gør faktisk giver endnu mere. Endnu mere hvad? Det spurgte jeg ikke om. Personligt regner jeg jo selv i kalorier, men andre regner vel i kondi.

Da jeg mærkede at min skade kom frem igen, stoppede jeg med det samme og holdt en uges pause, og begyndte langsomt igen, mens jeg prøvede mig frem. Hver gang det begynder at knibe lidt i hoften, så stopper jeg op for at mærke efter om det er den slags, hvor jeg lige er startet og jeg bare lige skal varmes op, eller den slags hvor jeg skal passe på og stoppe helt. Det er for at sige det ligeud død irriterende. Jeg vil gerne være super sej i fitness centret, men det føles ikke ret sejt, at stille sig op på løbebåndet, løbe 100 m og så stoppe igen. Det er muligvis sejt, at man kan finde ud af at stoppe, men andre kan jo ikke se at jeg er skadet, så jeg føler mig lidt dum.

At være til fysioterapeut er en lidt speciel oplevelse. Jeg lå der i ulden sweater og lyserøde trusser mens en fremmed behandlede mine ben, men de var ikke ubehageligt. Det var nu heller ikke behageligt som for eksempel massage, jeg tænkte slet ikke over, at det var min krop det handlede om. Det føles rart at lære sin krop at kende, og det var noget man godt kunne blive afhængig af. Med sygesikring kostede sådan et besøg mig dog 160 kr, hvilket er meget lidt i forhold til hvad man får, men hvis man skulle gøre det ofte, så ville det nok hurtigt løbe op.

Om seje fitnesspiger

I går var jeg henne og træne intervaller i det lokale fitnesscenter. Jeg har det godt med at træne intervaller, for jeg føler mig glad og stolt over, at jeg kan løbe hurtigt (3x500m 11.5km/t). Jeg elsker at mærke sveden springe frem, hjertet der hamrer af sted og truer med at springe ud af brystet på mig, åndedrættet der er tungt og gør en lille smule ondt, og nedtællingen til at man kan få lov til at trykke 'stop'. Jeg elsker at føle mig sig, vise verden, at jeg ikke er en komplet idiot. Det er kun nogle uger siden, at jeg igen startede med intervaller, efter jeg havde været ude med min skade, og allerede går det meget nemmere.

Da jeg begyndte på mit tredje og sidste interval, var der en ung pige der stillede sig op på løbebåndet ved siden af mit. Hun startede ud med at løbe 12km/t... og satte så farten op. Pludselig var jeg ikke længere nær så sej. Faktisk skammede jeg mig lidt over at have følt mig sej i første omgang. Jeg følte mig dum, og jeg følte, at jeg havde blameret mig, hvilket jeg selvfølgelig ikke havde. 11.5km/t (5'13'') er en fin fart, og jeg vil altid kunne finde folk der er hurtigere end mig. Jeg må bare lære at sætte forventningerne til mig selv ned, men jeg ærgrer mig ikke desto mindre.

Senere på dagen var jeg ovre ved en veninde, og vi snakkede om fitnesscentre, og om hvordan der nogle gange fyldt med smukke (og dygtige) unge mennesker. Nogle steder er der så slemt, at der slet ikke er til at være. Ens selvtillid skrumper ind til den kan være i en lomme, og tit får det én til at stoppe tidligere end man egentlig ville have gjort, jeg havde faktisk haft planer om at tage et fjerde interval, men droppede det. Egentlig burde jeg ikke have det så slemt med det, for jeg er hverken grim, dårlig eller gammel, men når den omtalte type er der, så føler jeg mig sådan.

En enkelt gang følte jeg mig dog en sådan pige overlegen. Hun om ind i fuld make-up, stropløs bluse og ingen bh. Heldigvis brugte hun trappemaskinen og ikke løbebåndet for jeg var ikke særlig ivrig efter at se hendes bare bryster hoppe ud af blusen. I dette tilfælde fandt jeg hende mere latterlig end intimiderende, så min selvtillid blev hvor den var, og jeg kunne træne færdig med god samvittighed. Når jeg skriver sådan her får jeg helt ondt af hende, hun er da sikkert ikke noget dårligt menneske, og hun havde jo nok en grund til at så ud som hun gjorde. Var hun ude på at score en af de store gutter der pumper jern? Eller havde hun glemt træningstøj? Det kan jeg jo i grunden slet ikke udtale mig om, hvilket ikke forhindrer mig i at gøre det alligevel.

Løbe som en spadser 2

Der er i forvejen en "løbe som en spadser 1" og nu skal i høre hvorfor.

Under handicap OL sad jeg i sofaen og stenede, da der bliver vist kvalifikationen til de kvindelige løberes 100 m løb for mildt spastiske lammelser. Pludselig er der én af dem der laver en bevægelse som jeg kun kender alt for godt, et lille næsten ubemærkeligt spjæt med venstre side af kroppen. Jeg kender det, fordi jeg selv gør det samme. Det sker dog mest når jeg sidder ned, et lyn farer igennem kroppen på mig og musklerne i min vestre side trækker sig sammen og jeg kommer til at se lidt sjov/dum ud. Ophidset spurgte jeg en af de mandlige pædagoger (ikke specifikt fordi han var en mand, men fordi det var ham der lige var der) om man kunne være spastisk lammet uden at vide det? Han sagde nej og grinede beroligende til mig (af mig).

Jeg havde ikke glemt det, men jeg har ikke snakket om det siden. I går ved psykiateren spurgte hun til de ticks jeg har ved munden, og jeg fortalte så at det er hele kroppen. Af andre fysiologiske problemer kunne jeg så nævne, at jeg har nedsat følelse og styrke i venstre side af kroppen, når jeg svømmer bøjer mit venstre ben indad, jeg har en ifølge fysioterapeuten helt logisk løbeskade i venstre hofte, jeg slæber gevaldigt på venstre ben jo mere træt jeg er, og jeg går næsten altid med venstre arm bøjet. Og så stillede hun diagnosen mild spastisk lammelse af venstre side af kroppen.

Jeg var i tvivl om hvorvidt en psykiater egentlig officielt kan stille sådan en diagnose, men mest var jeg begejstret over at have en ny kasse jeg kan placere symptomer i, så jeg begyndte at tale med endnu større entusiasme om det, og spurgte om jeg skulle have/kunne få en officiel hospitalstest, som fortæller i hvilken grad jeg har det. Det fik min læge til at spørge i ramme alvor, om jeg måske er en lille smule hypokonder. Det ved jeg ikke om jeg er. Jeg har vænnet mig til at observere og beskrive diverse symptomer som min krop og mit sind udviser, og jeg er vant til at snakke med folk om det. Nogle gange giver det diagnoser og nogle gange gør det ikke. Jeg kan godt lide at få en diagnose/kasse, som jeg kan proppe mine symptomer ned i, for så er der styr på dem og der er måske ligefrem noget jeg kan gøre. Når det ikke leder til en diagnose bliver jeg irritabel, nok mest fordi jeg føler, at man ikke tager mig alvorligt. Jeg ved ikke om det er hypokondri, Münchausen eller bare aspergers, men selv en hypokonder bliver vel syg engang imellem.

Da jeg fik diagnosen var min første tanke at hovere lidt over for den før omtalte mandlige pædagog, og min anden tanke var at skrive til Rikke Rønholt. Hun foreslog, at jeg selv skulle prøve at kvalificere mig til handicap OL fortsat, at jeg kan blive godkendt som handicappet nok. Jeg afviste dog, men takkede for tilliden. Vi snakkede lidt frem og tilbage. Hun er jo selv til de korte og hurtige distancer, og hun foreslog, at jeg måske er det samme, fordi jeg så kan holde fokus på at sætte fødderne rigtigt. Nogle mennesker stiler efter at opnå den tilstand, hvor man løber uden at tænke, men måske er det ikke godt for mig, måske er det der jeg bliver skadet. Det at hun sagde det gjorde mig lykkelig, for jeg drømmer ikke om aftenen hvis jeg ikke kan sove om at løbe et maraton, jeg drømmer om at løbe stærkt, om at flyve hen over jorden, men jeg har aldrig vist talent for det før nu. Efter min skade er jeg dog begyndt at løbe markant hurtigere, hvilket ikke skyldes at skaden har udført et mirakel, men jeg 1) løber markant kortere distancer samtidig med at min kondition er den samme, 2) føler at jeg kan tillade mig at løbe kortere distancer, fordi jeg forbrænder mine kalorier på andre maskiner.

Jeg blev hverken særlig overrasket eller særlig chokeret over min nye diagnose, og en af grundende var DRs atletik kommentatores store respekt og fine omtale af de handicappede atleter, så jeg skrev en mail for at takke dem, hvilket er noget jeg tit gør, skriver breve/mails til fremmede mennesker.

Om at hade sin krop

Jeg har efterhånden fået et mere afslappet forhold til min krop, i hvert fald det meste af tiden, men i går væltede selvhadet op i mig. Jeg tog et par nye bukser på for første gang, og jeg følte mig bare så klam. Det var ikke fordi de ikke passede, men det var strech stof, og bare måden det lagde sig rundt om mine lår og hofter gav mig kvalme. Jeg kunne være gået op og have skiftet til nogle mindre afslørende bukser, men nu var skaden ligesom sket, og det var ikke bare fordi min røv så stor ud i de her bukser, det var fordi de her bukser afslørede hvor stor jeg har tilladt min røv at blive, og den ville jo ikke blive mindre bare fordi jeg skiftede bukser.

Jeg hadede mig selv, men jeg kunne ikke komme til at tale med en pædagog, for hende jeg helst ville tale med, kunne jeg ikke få for mig selv på noget tidspunkt, så jeg lå bare på sofaen i mine alt for afslørende bukser og lod som ingenting.

Sidste sommer var jeg syg, sådan fysisk syg, og jeg kunne derfor få min vægt ned på 57 kg, og jeg elskede det, men så blev jeg rask, og i løbet af blot et par måneder strøg min vægt 10 kg i vejret, og jeg var knust. En dag stod jeg og betragtede min mave og undrede mig over formen. Jeg havde 8 uger tidligere været på en sommerlejer med andre unge katolikker, og den sidste aften havde jeg fået det skidt og tog noget beroligende, men der skulle være fest i hytten, så jeg tog lidt ekstra. Der er en hårfin balance mellem at beroligende medicin giver en tryg søvn og at de giver black out. Jeg fik et black out, og da jeg stod op om morgenen og opdagede at jeg i nattens løb havde skiftet og vasket trusser og uldsokker, og ingen kunne fortælle mig hvorfor. Pludselig så jeg i spejlet, og det slog mig, at jeg jo slet ikke vidste hvad jeg havde lavet, og om det kunne tænkes at jeg var gravid. Jeg sendte en pædagog i byen efter en graviditetstest, men hun skulle også andre ærinder så det tog lang tid.

Først var jeg panisk, for der var jo ikke plads til en baby i mit liv, og hvad nu med al den medicin jeg havde fået i løbet af de 8 uger, men langsomt begyndte min krop at give mening, og jeg kom mere og mere til at elske mit spejlbillede, jeg elskede rundingerne og jeg elskede at min krop kunne bruges til noget godt og give liv, pludselig var der en grund til at min krop så ud som den gjorde, og jeg elskede den for det. Så kom testen og den var negativ og straks blev jeg slynget tilbage i selvhad  og meningsløshed. Jeg blev faktisk virkelig nedtrykt efterfølgende, for jeg var i løbet af kun en halv time kommet til at elske det barn så højt, og jeg følte at jeg havde både fysisk og psykisk mistet det, og for første gang turde jeg virkelig lade tårerne flyde hos min psykolog, som, som den eneste, forstod hvad jeg gik igennem, andre syntes vist lidt, at det var noget pjat for der havde jo aldrig været et barn, og hvis der havde, havde det ødelagt den spæde begyndelse på et liv jeg var ved at få.


Jeg har lige været henne og løbe, og jeg forstår ikke hvordan jeg kan træne så meget, og stadig have så lasket en krop. Numsen der strutter, lårene der blævrer, armene der hænger og maven som jeg slet ikke har noget verbum for. Jeg får kvalme over mig selv.

Om en tid ved lægen

I går skulle jeg for anden gang til lægen med min hofte, for nu har det altså gjort ondt i omkring 1½ måned. Sidst jeg var derhenne, var han meget lidt interesseret i min skade og meget interesseret i mit psykiske ve og vel. Det var meget fint der, for han fik det arrangeret så psyk fik fingeren ud og fik givet mig en tid hos en psykiater efter 9 måneders ventetid, men da han begyndte på det igen i går fik jeg nok, for jeg ville altså tale om min skade. Heldigvis havde jeg min pædagog/løbetræner med, og hun hjalp mig med at tale med lægen, og gav mig mod til at sige ham imod. Det hele startede med at jeg overtrænede, men jeg kunne ikke få ham til at forstå, at jeg ellers ikke er en der gør den slags. Han ser på mine arme, og han ser at jeg er slank og veltrænet. Kan man behandle sin krop så godt og så skidt samtidig? Jeg kan godt forstå, at det ikke giver mening, men at kalde mig overtræner ville være det samme som at stemple en som alkoholiker bare fordi man normalt drikker en halv flaske rødvin lørdag aften og så en enkelt gang drak sig i hegnet. Det er velment, men upassende.

Min læge er ellers fin nok. Han er så fokuseret på at ville hjælpe mig. Han ved, at han ikke ved meget om psykiske lidelser, så han kompenserer ved at tænke ekstra hårdt over hvad han skal gøre for at hjælpe, men han koncentrerer sig så hårdt, at han nogle gange glemmer at høre efter hvad jeg siger. 'Og hvor lang tid har det gjort ondt? 1½ år?' Øh, nej, men virkelig tæt på, eller noget. Sidst jeg var af sted, var jeg alene, og jeg var dybt frustreret da jeg gik ud, for jeg tænkte, at det måtte være mig den var gal med.

Jeg kom ind til lægen, og da vi langt om længe fik ham overtalt til at tage min skade seriøst, selvom jeg ikke var faldet og kun plejede at løbe lidt over 20 km om ugen. Jeg blev bedt om at smide bukserne og lægge mig op på briksen, og så blev jeg ellers rørt ved, prikket til, hevet i og drejet på (sikke mange præpositioner). Han hev ned i mine trusser og stak en finger dybt ned i balden. 'Gør det her ondt?' Hvad tror du selv. Jeg har et ret afslappet forhold til smerte, så jeg er ikke en der ligger og klynker, og jeg har rigtig svært ved at vurdere om, noget af det som jeg kun regner for ubehag, i virkeligheden burde kategoriseres som smerte. Det eneste jeg virkelig kunne sige uden at være bange for at lyve, under- eller overdrive var, at det føltes meget forskelligt i de to sider.

Denne gang tog min læge mig i det mindste alvorligt nok til at give mig en diagnose, som jeg selvfølgelig har glemt fordi jeg ved at for lidt om fysiologi. Noget med en sene der går ned langs benet. Ikke noget alvorligt, men når jeg nu absolut ville, så kunne han da godt henvise mig til en fysioterapeut. Han var nu mere interesseret i min mobilitet. 'Kan du gøre det her? Hvad med det? Eller det?' Jeg har altid tænkt på mig selv som ret stiv i det, men nærmest tværtimod. Meget mobil, men trods alt ikke helt hybermobil.

Min læge er på ingen måde en der virker skummel, han er faktisk virkelig flink, men det er en lidt mærkelig fornemmelse i den grad at blive taget på. Det eneste jeg virkelig tænkte på undervejs var, at jeg er glad for, at jeg er slank. Jeg følte mig svimmel ved tanken om, at han skulle røre ved eventuelle deller. Han gjorde det gode, at han ikke kun fortalte om de dårligdomme han fandt, men også om de fode ting. Jeg har åbenbart en flot lige ryg, et fint placeret bækken og lige lange ben. Så mange tak for det :)

Da det kom til valg af fysioterapeut var vi igen uenige. Jeg ville have en der vidste noget om løb, og han insisterede på, at det skulle være en der vidste noget om psykiske problemer, men jeg er mere end bare mine psykiske problemer, og heldigvis er det mig selv der skal ringe og aftale tid, også selvom han skriver om mine psykiske problemer i henvisningen. Først argumenterede jeg for min side af sagen, men endte med nærmest at resignere.

Efter lægen tog pædagogen og jeg ned i en super god løbebutik der ligger i Viborg, og bad dem anbefale en fysioterapeut.

Næsten for profant at fortælle om

Jeg bliver nødt til at fortælle om det, ikke fordi jeg skal, men fordi oplevelsen bobler inde i mig og gør mig ukoncentreret og urolig. Jeg vil så gerne fortælle om det, men jeg ved ikke om jeg kan, for det hele virker så fladt, ligegyldigt og uvirkeligt, når jeg bruger mit alt for banale ordforråd til at skrive de foreløbige noter ned i min kalender.

Først de lidt kedelige data. Jeg tog toget til Bjerringbro, og min plan var at tage en vandretur til Viborg via en cykelrute der var tegnet ind på et ikke ret godt kort jeg havde fået gratis på biblioteket. Den såkaldte cykelsti viste sig at være 40 cm asfalt, afskærmet fra landevejen med en hvid streg, hvilket var lidt for fesent efter min smag, så jeg drejede af mod tange og gik en smuk tur langs Tange sø, drejede af mod Rødkærsbro, for vild i hvad der virkede som en time, men det var nok ikke mere end et kvarter, tyve minutter. Jeg stødte mere eller mindre tilfældigt på civilisation i klædning af Rødkærbros industrikvarter, fældede en tårer og fulgte vejen ind til stationen, købte et æble og en Pepsi max i Brugsen og tog toget hjem.Jeg tog toget lidt over 7 om morgenen og var hjemme 11.30, så jeg havde gået lidt over 3.5 time, 18.5 km og 28,000 skridt + lidt mere, for de billige skridttællere måler ikke alle ens skridt hvis man er kvinde, noget med bækkenets bredde og form der giver nogle lidt andre bevægelser, jeg kan ikke detaljerne, men det er også lige meget.

Det var en kold morgen, og tågen lå tæt over Midtjylland. Jeg havde tænkt meget over min påklædning, og havde gjort det godt, bortset fra, at jeg ikke havde vander med, hvilket jeg fortrød bittert. Jeg trak hænderne ind i mine bluseærmer og knyttede og slappede dem på skift, åndede på dem og masserede dem, men de var kolde,røde og ophovnede, og da jeg købte min elskede cola i Rødkærsbro, kunne jeg slet ikke mærke om den var kold, for mine hænder var koldere, og de var endda blevet betydeligt varmere efter tågen var fordampet, så jeg satsede, men jeg var så udkørt at det kunne have været en lunken Harboe Cola, og jeg ville stadig have været lykkelig. Og æblet var også det bedste æble jeg har smagt i årevis, for sådan er det nu engang, når man har gjort dagens gode gerning.

Det var en fantastisk smuk tur i efterårets unikke ensomhed, men jeg overvejede at gøre den endnu smukkere ved at skråå ind gennem skoven, men jeg turde ikke. Jeg var bange for at fare vild, men mest af alt var jeg bange for jægerne. Jeg ved fra min hebraisk lærer at andejagten er sat ind, men er anden jagt også? Jeg ved ikke noget om den slags, men gennem hele turen hørte jeg deres evige plaff, plaff. Det gjorde det hele lidt mere spændende og eventyragtigt. I det hele taget var det en eventyrtur, og jeg ville ikke være blevet det mindste overrasket, hvis jeg havde mødt hule elverpiger eller gnavne nisser. Ligeledes gik det heller ikke op for mig, at det egentligt var underligt, at jeg gik og hørte elefanter trompetere. Jeg var i hvert fald kommet til højbjerg før jeg begyndte at tænke over det. Da jeg gjorde det, virkede det indlysende, at det var andekald der på afstand og gennem tågen lød sådan, men ærligt, så kunne jeg bedre lide mine elefanter.

Det hele var så smukt, tågen, træerne, søen, de snoede veje, de sidste blomster, de røde og sorte bær, de nye huse, de gamle huse, broerne, gærderne, det hele. Jeg havde mit kamera med, men det virkede for profant at tage et billede. Et eventyr kan ikke fotograferes, skønheden forsvinder og bliver fladt. Især én gang kæmpede jeg for ikke at tage et billede. Nu her bagefter er jeg både stolt og ærgerlig over ikke at have gjort det. Det var en gammel gård, hvor skoven var vokset op omkring. Den var faldefærdig, men stadig beboelig. Det var ikke et stråtækt bindingsværkshus. Det havde udskårne træpaneler og border og det var så uendeligt smukt, at det tog pusten fra mig. DET lignede virkelig noget fra et gammelt middelaldereventyr, måske snevide, men i hvert fald noget af Grimm, fra før eventyr blev sukkersøde. Eller den gamle børnesang "I en skov en hytte lå"

I en skov en hytte lå,
nissen gennem ruden så,
haren kom på lette tå,
bankede derpå.
Nisse, hjælp mig i min nød,
skyder jæg'ren er jeg død.
Lille hare kom herind,
ræk mig poten din.

Jæg'ren kom til hytten hen:
Sig mig nisse, lille ven,
har du set en hare fin,
her på marken din?
Nej, hr. jæger det har jeg ej,
gå du blot igen din vej.
Jæg´ren vendte sig og gik,
haren ej han fik.

Jeg får stadig en boblende fornemmelse indeni, når jeg tænker på det hus, og jeg ved med mig selv, at jeg bare MÅ se det igen, måske ikke hele den lange tur, men hvis jeg nu tog toget til Rødkærsbro... Jeg ved ikke, jeg bladrer i min kalender, men jeg ved ikke, måske vil det være en fejl, måske gør huset sig bedst i min fantasi.

Efterårets ensomhed gjorde noget ved mig, og jeg vil næsten sige, at jeg var lykkelig, for alt hvad jeg ellers går og roder med forsvandt langt om i baghovedet. Der var mig og vejen, og jeg var nødt til at fortsætte, ligegyldigt hvor træt jeg blev, for jeg var midt ude i ingenting, og jeg kunne ikke bare lige sådan tage hjem. Der var for en sjælden gangs skyld en nødvendighed i at sætte det ene ben foran det andet, som jeg sjældent oplever. Når jeg ikke lige er skadet, løber jeg på løbebånd, og hvis jeg bliver træt, så står jeg bare af, men den mulighed havde jeg ikke her, og det var vildt og råt og skønt.

Jeg satte pris på ensomheden, men da jeg kom til civilisationen var jeg euforisk. Da jeg så et fortorv med fodgængere, havde jeg lyst til at græde af glæde. Og Rødkærsbro er en smuk by, måske endnu mere fordi jeg var så træt. Husene var smukke, men slet ikke som man er vant til at se det, for de er ikke ny, men de er heller ikke rigtigt gamle, for før jernbanen og jernbane stationen kom til i 1863 var der kun ganske få huse uden navn. Jeg har altid set lidt ned på små byer, men her forelskede jeg mig, muligvis på grund af byen, muligvis på grund af min særlige sindsstemning, for første gang tænkte jeg, "her kunne jeg godt bo".

Men jeg måtte jo videre. Jeg spiste mit æble og drak min cola mens jeg stod og ventede på toget. Kl var 11, men der var stadig en dis for solen, så hele turen foregik i et evigt morgengry. Rødkærsbro er måske heller ikke den mest livlige by, så det var slet ikke gået op for mig hvad kl 11 betød. Kl 11 betød at toget var stuvende fyldt med folk der havde været i Aarhus, og det var rædselsfuldt at sidde der efter stilheden på landet, så jeg tumlede ud af toget og hjem, hvor jeg først aflagde rapport til en spændt pædagog (jeg havde jo talt så meget om den tur), og så gik jeg i bad. Et normalt bad er en proces, der måske ikke er hurtig, for jeg har et langt tykt hår der tager tid at vaske, men den er effektiv, men i går skruede jeg op for varmen og stod bare og bearbejdede nogle af alle dagens indtryk.

Jeg er så overvældet af denne tur, og jeg vil fortælle alle om den, men mine ord slår ikke til. Jeg har gjort et ihærdigt forsøg på at forklare, men det er bare ikke helt nok, for turen var så meget mere end dette, men jeg håber at i nød at læse det alligevel.

Om at lære at håbe

Jeg har igennem nogle måneder skrevet lidt frem og tilbage med løberen Rikke Rønholt, som jeg er stor fan af, ikke kun fordi hun har en killer krop, som er den første ikke-afmagrede krop jeg har kunnet beundre siden min spiseforstyrrelse begyndte at konsumere hele mit jeg, men også fordi hun har en passion for løb, som hun, bedre end nogen anden jeg har stødt på, formår at give videre til andre. Jeg kan stærkt anbefale hendes bog "Bliv løber for livet", den har i hvert fald givet mig rigtig meget.

Jeg skrev til hende og fortalte om den skade jeg nu har døjet med i en måneds tid, og som er ved at drive mig ud af mit gode skind. Jeg skrev og spurgte hvordan man kan holde motivationen, når universitetet stresser, mit privatliv er noget rod, og når man bare ser lidt for åndssvag ud på en cross trainer.

"Jeg er rigtig ked af at høre du er blevet skadet. Det er altid ret deprimerende. I min bog var jeg så fræk at sammenligne processen med de 5 stadier i sorg: Fornægtelse, Vrede, Forhandling, Depression og Accept. Men ved et foredrag jeg holdt kom der en klog deltager op til mig og sagde, at jeg havde glemt det aller vigtigste i den proces, nemlig Håb! -og hun havde ret.
Tag det fra en der næsten har været mere skadet end 100% intakt i det meste af karrieren. Kombinationen af hurtig accept og håb er nøglen til at komme igennem et skadesforløb. Håbet hjælper til at holde fast i det konstruktive, og aldrig glemme, at uanset hvor lang tid det tager, så kommer du til at løbe igen".

 Håb er noget mærkelig noget. Er det overhovedet muligt at håbe, når man ikke har den forestillingsevne der skal til for at kunne se, at det engang bliver bedre? Jeg kan godt finde ud af at håbe, men jeg kan kun håbe på ting som jeg allerede har prøvet, og som jeg derfor kan forestille mig, men jeg har aldrig prøvet at være skadet, så jeg har svært ved at se, at det nogensinde holder op igen. Eller, det er den simplificerede måde at se det på, for jeg er lige så stille ved at få det bedre, jeg kan nu løbe 500 m meget meget langsomt for hver træningstime jeg har. Det er svært at forestille sig, at 500 m kan blive til 6.3 km  (der er et løb om et års tid jeg gerne vil deltage i), men jeg ved lige akkurat nok om matematik til at kunne forestille mig en opadgående kurve, men ikke nok til, at jeg gider sætte mig ned og lave diagrammer. Først var det 0.0 m, så 50, så 100, men kun en gang imellem, og nu kan jeg så klare 500 m næsten fast.

"Og det arbejde du gør nu vil afgøre hvor hårdt det er at starte forfra. Hvis du giver slip på din konditionstræning, så bliver det en lang sej genoptræning. Men hvis du får holdt fast, vil det kun være et spørgsmål om at genfinde løbeøkonomien og den specifikke styrke igen".

Så jeg springer op på de andre maskiner i fitness centret og okser derud ad. Cross traineren, den hvor man også bruger armene, den skulle være så god, og jeg bruger den fra tid til anden, men jeg føler mig noget så usigeligt dum. Dem der nogensinde har haft aerobic til idræt i folkeskolen eller gymnasiet husker måske de der teenagedrenge med de alt for lange arme og ben, som de slet ikke kunne finde ud af at koordinere, det så ynkeligt, sjovt og lidt sørgeligt ud, og det er sådan jeg føler mig når jeg stiller mig op på en cross trainer. Der er en enkelt mand derovre der for det til at se bare lidt værdigt ud, og han er major (eller hvilken grad han nu lige har) i hæren.

Jeg har til gengæld fundet mig en maskine som jeg næsten godt kan lide. Jeg har ingen anelse om hvad den hedder, men jeg kalder den for 'høje knæløft maskinen', og det gode ved den, ud over at man forbrænder en hulens masse kalorier og får pulsen op på uanede højder, er at man går i pasgang, det vil sige, at man lige som en kamel løfter arm og ben i samme side samtidig, hvilket for mennesker, når de går ude på vejene, ser enormt unaturligt og dumt ud, men på en maskine i fitness centret virker det mindre ucoordineret. Ulempen er, at man så ikke i samme grad får trænet sine skrå mavemuskler, men dem findes der så heldigvis også en maskine til. Føler mig som en anden Terminater, mere maskine en mand (kvinde).

Om en sygedag

Stakkels, stakkels mig, det var bare sååå synd for mig i går.

Jeg vågnede kl 1.20 om natten, og så var jeg bare vågen, kunne ikke sove så meget som et minut mere, men det var køligt i værelset, så jeg trak dynen helt op til næsen og lå og puttede mig. Jeg er ellers normalt ikke en der ligger og gasser mig i sengen, jeg vågner og så står jeg op, færdig arbejde, men når nu det var så synd for mig, så kunne jeg godt lige blive liggende lidt længere. At stå op lidt over 2 virker desuden lidt mere humant end at stå op lidt over 1, måske er det bare fordi jeg er mere vant til at vågne lidt over 2, men 2 er da trods alt større end 1. Eller også håbede jeg bare på et mirakel der ville få mig til at falde i søvn igen, men det skete ikke.

Jeg fik fordrevet tiden indtil jeg kunne tage over og træne lidt i 6. Lægen sagde at jeg bare skulle begynde at løbe lige så stille, og det gjorde jeg selvom min fornuft sagde mig at jeg skulle vente på min pædagog/løbetræners godkendelse, men jeg savnede at løbe, for cross traineren er bare ikke skide fed, jeg ligner en komplet idiot med motoriske vanskeligheder. Av av av jeg skulle aldrig have gjort det, nu er jeg i smerter, og det er min egen skyld.

Min psykolog og jeg havde besluttet, at det er for meget for mig at tage til Aarhus fire gange om ugen, så jeg havde planlagt en studiedag hjemme, så kl 9.30 tog jeg mine ting og gik ned i caféen (den ene af vores spisestuer) og satte mig med mit hebraiske. Heldigvis er det begyndt at blive lidt sværere, hvilket er hårdt for de andre, men sjovere for mig. Jeg kunne godt mærke at mit hoved ikke var på toppen, det tog mig længere tid end nødvendigt at lave, og jeg var forvirret og klodset, men jeg blev da færdigt og fik da læst lidt i min yndlingsbog, "Opmålingen af verden" af Daniel Kehlmann, før jeg satte mig til at spise en skodfrokost der ikke smagte mig, og selvom jeg rystede på hænderne orkede jeg ikke at spise mere.

Der var nogle ting jeg skulle have ordnet, og jeg tænkte at jeg måske lige ville smutte forbi en bager efter noget ordentlig mad, men min seng, som jeg i dagens forvirring ikke havde fået redt, virkede så indbydende, så jeg sprang fuldt påklædt under dynen med min bog. Efter godt 100 sider blev jeg lidt mat og ville lige lukke øjnene lidt, og jeg tror nok at jeg for en sjælden gangs skyld fik sovet lidt, men det var en urolig og forvirrende søvn, og jeg var ikke spor udhvilet da jeg vågnede.

På grund af den mangelfulde frokost gik jeg ned og tog min eftermiddagsmad tidligt, og jeg skammede mig over at vise pædagogerne og verden at jeg spiste fordi jeg virkelig havde brug for det, og ikke bare fordi jeg skulle. Så lagde jeg mig foran fjernsynet med et tæppe. Min krop føltes 1.5 gange tungere end normalt og CSI virkede mindre underholdende og mere tåbeligt (især Mimi), men så var det jo godt at man havde sin bog, om end jeg på dette tidspunkt var kommet over det mest spændende.

Grays skulle jeg se på andensalen sammen med den ene af mine kontaktpædagoger. Jeg ville gerne have talt med hende om den frygt der boblede i mit bryst og som en anden nattemare red mig og hviskede i mit øre, at jeg aldrig vil kunne klare universitetet. Se bare på i går, hvor jeg var nødt til at tage en fridag. Men jeg var så udmattet, havde ondt i halsen og i hovedet og faktisk i hele kroppen (for ikke at glemme hoften) og jeg var træt og ynkelig og lå bare.

Aftensmaden kom og gik uden at jeg rigtigt orkede at snakke, og så gik jeg i seng, og det syntes pædagogerne var en god idé, for jeg så altså temmelig syg ud. I dag sov jeg længe og er lidt ør i hovedet, men ellers har jeg det ganske udmærket, i hvert fald godt nok til at tage på uni.

Singing In The Rain

Næste gang jeg er i kirke, må jeg nok undlade at synge med på salmerne, for jeg tror ikke at Gud kan lide min sangstemme.

Jeg havde været henne og løbetræne, og det var gået rimelig godt, så jeg var i godt humør. Jeg var gået hen til centret i en let regn, så da jeg var kommet 100 meter vendte jeg om og hentede min regnjakke, hvilket var et godt valg, for da jeg skulle hjem var der skybrud, eller det regnede i hvert fald meget kraftigt. Egentlig regnede det så kraftigt, at en regnjakke var helt uden betydning, men mentalt var det godt at jeg var forberedt, og jeg skulle alligevel hjem i bad, så ud i regnen gik jeg, stadig i godt humør.

Regnen pjaskede ned, og der var så godt som ingen mennesker på gaderne, i hvert fald ikke på den lille vej hvor jeg bor. Et varmt bad var inden for rækkevide og der var en svag torden i baggrunden, og så kan sådan en regn faktisk være ganske hyggelig, nærmest som en massage. Jeg kunne derfor ikke lade vare med at tage et par dansetrin 1, 2, 1 saché, 2 saché, armene ud til siden og dreje rundt om mig selv, og så synge titelmelodien til Singing In The Rain mens jeg svingede mig rundt om en lygtepæl

BANG!!!

Tordenen havde hele tiden holdt sig i  baggrunden, som en hyggelig brummen, men dette ene brag kom lige hen over hovedet på mig. Jeg er normalt ikke ræd for en smule torden, men der er grænser for mit mod, og dette lyn var rigtig tæt på, så jeg fik et kæmpe chok og havde pludselig mistet al lyst til at synge, jeg var desuden kommet hjem, og jeg havde ikke brug for vidner til min frygtelige sangstemme.

Det har tordnet i fire dage nu, og vores TV pakke hos Boxer er gået ned (jeg ved ikke om det rent faktisk har noget med vejret at gøre). Jeg er så utilfreds med Boxer, at jeg ville klage, hvis det rent faktisk var mig der betalte for det (det er mit bosted og min husleje er ret lille) og jeg er ellers ikke en person der klager. Jeg beklager mig en hel del til mine venner og til pædagogerne, men når det galder at tage skridtet videre, så er jeg meget tilbageholdene. Når det gælder boxer, så ville jeg dog gøre en undtagelse.

TV programmer er en fast del af min hverdag. Det er ikke fordi jeg er helt specielt interesseret i hvad der sker på skærmen, undtagen når det er atletik, og det var det i weekenden, dog på en af de kanaler vi pludselig ikke kunne se. Men når TV ikke direkte interesserer mig, så giver det dog min hverdag nogle faste rammer, som jeg er meget afhængig af. Jeg står op kl 5 hver morgen, så når kl nærmer sig 15, så begynder jeg at blive træt, og jeg har brug for en undskyldning til at ligge på sofaen og være distræt. Pædagogerne må meget gerne snakke med mig, jeg ønsker faktisk at de lige sætter sig i 5 min og siger hej, men jeg kan jo ikke rode mig ud i alt for filosofiske samtaler, for jeg ser jo CSI, eller det gør jeg jo så ikke nu, for lortet virker ikke, og det er langt fra første gang det sker.

At Boxer så ikke tilbyder Viasats kanaler, det er så en fejl jeg må lære at leve med.

Om en lille lyserød julegris

PRODUCT PLACEMENT!!!
Denne lille gris tager i fitnesscentret for at undgå at blive til bacon og flæskesteg til julen der nærmer sig med hastige skridt. Er jeg ikke yndig i mit lyserøde løbesæt, det synes jeg i hvert fald selv (undertøjet er sågar også lyserødt). Jeg har et eller andet med lyserødt, måske fordi jeg ikke havde en lyserød fase da jeg var en lille pige, så kompenserer jeg nu hvor jeg er blevet en stor pige med et dankort, caching$$$ Der var udsalg i min yndlings løbebutik, og jeg gik faktisk og manglede nogle ting, så det var ikke KUN fordi jeg lod mig friste til at bruge lidt for mange penge på deres vare. Når jeg så alligevel skulle have de ting, så var der jo ingenting i vejen for, at jeg lige købte dem i lyserød.

Det er først nu da jeg er kommet hjem, at det går op for mig, at den lyserøde farve måske vil gå hen og tiltrække folks blikke, og det skræmmer mig en lille bitte smule, men det er måske også en lille bitte smule sejt, for det er ikke altid lige sjovt at være hende den usynlige. Men hvis jeg så skal gå hen og blive synlig, så stiller det nogle krav til mig. Hvis man er synlig, kan man ikke så godt tillade sig at løbe en halvhjertet tur hvor man bare japper der ud af og knap nok får sved på panden. Nej, når man er synlig, så skal man give den gas. Dette er selvfølgelig alt sammen noget der kun eksisterer inde i mit hoved og som kun har sporadisk hold i virkeligheden, men så længe det giver mig mod til at give mig fuldt ud, så gør det ikke noget at jeg lever mit liv på en lille hvid løgn.

Mit problem med at dyrke sport er, at jeg sveder. Okay, det er ligesom hele pointen med sport at man får sved på panden, og så kan man jo bare gå i bad, og det gør jeg da også, men mit hår kan altså ikke tåle at blive vasket fire gange om ugen, og ja man sveder også i hovedbunden, især når man har så tykt et hår som jeg har. Jolk foreslår, at jeg jo bare kan skylle det uden at bruge shampoo, og den tanke havde jeg da også selv fået, det virker bare ikke for mig. Hver gang jeg skyller hår uden shampoo, bliver det så fedtet, at det ligefrem kommer til at hænge i tove, hvilket ser ekstremt klamt ud. Så vil jeg egentlig hellere lade være med at vaske det, men det er også klamt. Jeg opdage den anden dag, at håret kommer til at lugte af sur gymnastiktaske, føj for pokker.

Så kom jeg til at tale med en af pædagogerne om tørshampo, altså en shampoo man sprayer i håret uden at vaske det hverken før eller efter. Egentlig finder jeg hele konceptet temmelig skummelt, men yderst praktisk. Jeg købte en dåse her forleden dag, og til min store irritation var der ingen brugsanvisning med, men en af pædagogerne kunne da fortælle hvad man gør.

Brugsanvisning til tørshampoo:
- Spray i tørt hår fra en afstand af ca 15 cm.
- Sørg for ikke kun at ramme der yderste lag hår.
- Lad sidde lidt, jeg ved ikke helt hvor længe.
- Frotér med et håndklæde.
- Børst håret grundigt, og rens hårbørsten for shampooen der lægger sig som et klæbrigt hvidt stads på børstens tænder.
- Accepter at dit hår virker groft, for i det mindste ser det ikke helt så fedtet ud længere.

Jeg tror nok, at jeg var kommet til at forvente mirakler, men man kan altså godt se på håret at det ikke er nyvasket, men det ser og lugter bedre, end hvis man ingenting gør. Nu er spørgsmålet bare hvor længe man kan trække den. Kan man benytte den metode efter én løbetur, eller kan man ligefrem strække den til to? Jo sjældnere man vasker hård, jo sundere hår, men hvor sundt er tørshampoo lige, for som sagt, så virker det en lille smule skummelt.

Egentlig skulle min løbetur have været i går, men der var ikke mødt en medarbejder ind til at låse op, så jeg måtte slukøret gå hjem igen, og så af sted i dag.

Om tusinde undskyldninger

Jeg har lige været henne og løbe, selvom det slet ikke er min løbedag i dag, men i går gik det rædselsfuldt, og jeg kunne kun løbe 3 af 9 km. Jeg havde selvfølgelig tusindvis af undskyldninger.
- Jeg har lige haft ferie og er ude af træning.
- Det var for varm.
- Varmen får mig til at binde væske, så jeg har taget to kg på
- For at undgå den værste varme, må jeg træne forfærdeligt tidligt, så jeg når ikke at hydrere ordentligt.
- Jeg var træt.
- Jeg løb for hurtigt.
Og sådan kunne jeg sikkert blive ved, men selvom ingen af disse undskyldninger er forkerte, så er det måske vigtigt at tage med, at hende der plejer at holde øje med mit løb har ferie, og så slækker jeg måske tøjlerne en lille smule, for hvad betyder det om jeg løber godt, når der ikke er nogen til at være stolt af mig. Jeg har ikke den selvkontrol der skal til. Jeg kan ikke få min hjerne ind i det rigtige mind set. Hele tiden koncentrerer jeg mig om hvor udmattede mine ben er og hvor besværet jeg trækker vejret, og jeg en blanding af keder mig, og har ondt af mig selv.

Det underlige er, at jeg ikke kan huske hvad der foregik inde i hovedet på mig når jeg løb før ferien. Måske skete der ikke rigtigt noget, men jeg har glemt hvordan jeg så slog hjernen fra. Centrene i min hjerne hvisker til hinanden og lokker mig med tanken om en blød stol og en kold pepsi. Hippocampus vrider og snor sig som søheste, og de stønner ind i mine øre, de fortæller mig hvor rart det er bare at stoppe, for jeg har jo gjort det så mange gange før, husk, husk, husk. Frontallapperne blafre og siger, se ikke på os, vi gir ikke ved dørene, hvad end det så skal betyde.

Jeg løb lige en lille smule længere, og så gav jeg op. Jeg klarede mig bedre end dårligt, men ikke godt nok til at være godt. Et bar løbebånd til venstre for mig løb der en pige som jeg har set mange gange før. Hun er så smuk når hun løber, som en gazelle på savannen, og hun løber hurtigt, lige så hurtigt som mange af mændene. Øjnene er fokuserede, ikke som mange af os andre der stirrer dødt ud i luften med hvide fiskeøjne. Til venstre for hende løb en mand der er der tit. Han har en vom der hopper op og ned når han løber, og jeg tænker, at det må gøre ondt, men jeg synes også at han er super sig, for selvom han er stor, så løber han både hurtigere og længere end mig.

Jeg forlod ikke træningscentret i skam, men jeg kunne heller ikke få mig selv til at løfte hovedet højt. Jeg må tage mig sammen så jeg om 1½ uge kan vise min løbetræner, at jeg ikke bare er doven og giver op.

Om kage til morgenmad

Siden Paris, har jeg sådan lidt mistet appetitten (ikke at jeg har tabt mig af den grund), jeg har gået og sukket og været lidt teenageagtig. Ingen af mine faste kontaktpædagoger var på arbejde, så der var ingen der direkte holdt øje med hvad jeg spiste, men jeg gik selv til bekendelse, for jeg ville gerne have dem til at få mig til at spise noget mere, og noget mere solidt, for jeg vil jo gerne have kræfter til mit løb. Så spiste jeg lidt mere og fik meget ros, men jeg vidste aller inderst inde, at det stadig ikke var nok, og så blev jeg endnu mere nedtrykt.

Jeg har dog en forhåbning om at det er ved at vende, for i går, da det var søndag, fik jeg til morgenmad et stykke 'kage' hovedsageligt bestående af tørret frugt. Det lyder måske ikke af det helt vilde, men når man en stor del af sit liv enten har sultet sig eller overspist, så er det en kraftpræstation uden lige, at sidde og hygge sig ved morgenbordet med ét stykke kage, ikke kun en krumme, og heller ikke den halve kage, men bare et helt stykke almindelig kage. Det er noget stort, at jeg tillader mig at spise noget usundt mens der er nogen der ser på, for normalt skjuler jeg mig i min lejlighed som et såret dyr, hvor jeg skræmt propper det usunde i mig, men jeg sad bare der og diskuterede filosofi, og jeg tænkte mere på at formulere mine argumenter end på hvor mange kalorier jeg indtog og hvor langt jeg skulle løbe for at forbrænde dem.

Jeg ville ønske at jeg ligeledes kunne skrive noget godt om i morges, men jeg blev grebet af en voldsom oksesult, og i stedet for at spise en portion yoghurt, spiste jeg tre. Derefter var jeg ude og løbe 6.5 km med fuld mave, hvilket ikke var særlig behageligt, og da jeg kom hjem var ubehaget så stort, at jeg måtte stikke tre fingre i halsen for at lette trykket.