lørdag den 27. september 2014

En uheldig episode

Jeg sad i klassen sammen med en af mine venner. Jeg ville fortælle ham historien om hvordan jeg er blevet sat ned i medicin, og da jeg var på apoteket, fortalte farmaceuten mig, at min psykiater havde bestilt 28 pakker, hvilket vil sige ca 1500 piller. Vi blev dog enige om, at jeg nøjes med at hente én af gangen. Det var en sjov lille historie, problemet var bare, at det var første dag på den nedsatte dosis, og jeg derfor var lidt påvirket. Jeg var ikke helt mig selv og jeg var lidt forvirret, og pludselig havde jeg viklet mig en i en lang samtale om sygdom, død og ødelæggelse.

Jeg ved fra erfaring, at det ikke er et godt samtaleemne med folk man ikke kender, og alligevel kunne jeg ikke styre mig selv. Da jeg kom hjem var jeg meget pinligt berørt, og havde lyst til at falde død om på stedet. Jeg prøvede at drukne mine sorger i pepsi max, mens jeg sad og prøvede at gennemanalysere situationen.

Hvorfor bliver jeg ved med at fortælle disse historier, selvom jeg VED, at mange mennesker ikke bryder sig om dem? Først er der det, at jeg glemmer, at folk ikke kan klare dem. For mig er det jo ikke noget særligt, det var mit liv og min hverdag og det var sådan jeg var som person, men mest af alt tror jeg, at min åbenmundethed handler om, at sygdommen gør mig til noget særligt. Når jeg sidder i klassen er jeg bare et anonymt medlem af flokken. Jeg snakker meget om, at jeg gerne vil være normal, men i virkeligheden er jeg meget lidt et flokdyr.

Jeg er i høj grad individualist. Min karakter er i høj grad bygget op over, at jeg er hvid, kvinde, dansker og kristen, men der er også træk der er unikke for mig. Jeg vil gerne høre til, jeg har ikke noget imod at tilpasse mig, men at lade mig assimilere, det er jeg ikke helt sikker på at jeg vil. Jeg er mig, og hvem jeg er er meget præget af mine syge år, og det vil jeg gerne have at folk ved.

Når man skal begynde at tilpasse sig en ny gruppe, som for eksempel en ny klasse, så skal man være opmærksom på hvordan man introducerer emner som for eksempel sygdom, og jeg har været meget opmærksom de sidste par uger, og har snakket om at jeg har tid nok, men så i går væltede ordene ud af mig i en lang talestrøm.

Da vi havde fri burde jeg have holdt mig lidt tilbage sammen med de andre for at måle stemningen, men jeg var flov og skulle tisse så jeg for ud af døren.

onsdag den 24. september 2014

Når lydniveauet blver højt

Inde på universitetet er jeg omringet af søde og spændende unge mennesker, men jeg kender dem ikke rigtigt, så når vi har pause, så føler jeg mig urolig. Det er svært at sidde alene i et rum fyldt med folk der kender hinanden. Jeg føler mig ikke holdt udenfor, men jeg føler at jeg står ret alene.

Et af problemerne med at stå alene når der er pause er, at der ikke er en samtale eller et socialt spil jeg kan koncentrere mig om, hvilket betyder, at alle rummets lyde kommer meget tæt på. Et sted sidder en gruppe og arbejder med en lektie i latin, andre diskutere transport og dem ved siden af snakker om den enes kommende fødselsdag. Alle opfører sig pænt, ingen råber og skriger eller løber rundt, det er ikke ligesom i folkeskolen/gymnasiet, men alligevel bliver lydniveauet højt. 20 stemmer slår sig sammen i et lille lokale og danner en tsunami af lyd. Jeg føler mig overvældet, det tager modet fra mig, og det bliver ekstra svært at blande sig i en af samtalerne, men man er nødt til at blande sig, hvis man vil lærer folk at kende. Mest af alt har jeg lyst til at tage hænderne op for ørerne og lukke øjnene. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide folk, det er bare at undervisningen er så krævende, at det bliver endnu hårdere at håndtere pausernes larm. Jeg gør ingenting, jeg tager ikke hænderne op for ørerne, for jeg vil ikke virke sær. Jeg prøver at indføre en kommentar i den samtale der foregår lige ved siden af mig, men lyden distraherer mig, og min timing er helt forkert og kommentaren falder til jorden.

I gamle dage ville min selvtillid ligeledes være faldet til jorden, men i dag går det bedre. Jeg kan ikke give et svar på hvorfor det er sådan. Jeg er mere robust, men hvorfor er det sådan, er det fordi jeg tager store docer medicin, er det fordi jeg har anerkendt at der er folk derhjemme der elsker mig, og at det derfor ikke gør så meget, er jeg blevet ældre og mere rolig, eller har jeg bare indset at mine kommentarer ikke er dummere en så mange af de andre dumme kommentarer som alle mennesker fyrer af på en dag? Ville jeg være et bedre menneske af at kende svaret?

Jeg er dog ikke helt alene i klassen. Langsomt begynder jeg at forstå det sociale spil i gruppen, jeg begynder at hilse, og jeg begynder at snakke lidt med folk. Alting tager tid når man er en ny person i en gruppe der allerede kender hinanden, og jeg har tid, det haster ikke.

søndag den 21. september 2014

Rekreation

Det er hårdt at starte på studiet, og det er hårdt at skifte lærer tre uger inde i forløbet. Den undervisningsassistent vi startede med at have var dygtig, men den egentlige lærer som vi skal have er fænomenal, så pludselig blev intensiteten sat betydeligt i vejret. Da jeg kom ud fra undervisningen i fredags følte jeg, at jeg var blevet blæst omkuld, men på den gode måde. De ting læreren sagde lød så spændende, men det blev også tydeligt hvor meget der bliver krævet af os. Jeg ser på mig selv og tænker på, om jeg mon er dygtig nok og flittig nok til at klare det? Jeg tror nok jeg kan, men der er denne lille skygge af tvivl der nager mig.

Her i weekenden trængte jeg så til at koble af og tog ud til en ven, for nogle gange har jeg brug for at blive mindet om at livet er andet end universitetet. Det er godt at være flittig, men det er også godt rent faktisk at holde fri når man har fri. Vi lavede ikke så meget, spiste bare noget mad, talte og hørte musik. Jeg er ikke nogen stor kender af musik, jeg ved ikke engang hvilken stilart jeg foretrækker, men jeg var træt og lidt forvirret, så Leonard Cohens dybe rolige stemme trængte ind i kroppen på mig, helt ind i knoglerne, og sagde, at det hele nok skal blive okay, og jeg kunne ikke andet end at tro på ham.

Jeg fik ikke sovet meget, så jeg er for træt til helt at fokusere på lektierne, men musikken sidder stadig i mig som en slags drømmetåge. Nu er det højlys dag og den samme musik har ikke længere den samme intense virkning, men hvis jeg lukker øjnene så kan jeg stadig tro på at det nok skal gå. Jeg er ikke klar til at vende tilbage til den virkelige verden, det må vendte til i morgen når vækkeuret ringer.

onsdag den 17. september 2014

om ikke at have kræfterne

Jeg får ikke skrevet så meget for tiden, og det undskylder jeg. Universitetet tager meget af min tid, for der stilles store krav til os, eller også stiller jeg bare store krav til mig selv. Jeg er enormt taknemmelig for, at jeg har mulighed for at studere på deltid, sådan at jeg kun har ét fag i dette semester. Dem jeg studerer sammen med har tre store fag i dette semester, og jeg nærer stor beundring for, at de kan klare det, meget stor beundring.

På grund af min autisme kan jeg ikke klare nær så store arbejdsbyrder som de kan, hvilket har taget mig lang tid at lære at acceptere, men selvom jeg accepterer det, så forstår jeg det ikke. Jeg spekulerer på hvordan det føles at være normal, hvordan deres hjerner bearbejder indtryk, hvordan de håndterer pludseligt opståede kriser, og på hvad der for dem kategoriseres som en krise.

Jeg fik besøg af Gallup i dag. Et af spørgsmålene handlede om, om jeg er tilfreds med mit liv, hvilket jeg svarede ja til, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at hvis en normal person skulle leve mit liv, om de så ville svare det samme? Livet ser bare anderledes ud når man er handicappet. Det meste af tiden er jeg ret normal, jeg ser normal ud og jeg opfører mig normalt, og alligevel er der denne kæmpe store forskel mellem 'dem' og mig der gør, at de kan gøre alle de ting de gør, og jeg kun kan klare så meget mindre.

Jeg har accepteret, at det er sådan det er, for jeg ved hvor syg jeg bliver, hvis jeg presser mig selv alt for hårdt, men jeg tror nok, at jeg er en lille smule jaloux, ikke fordi jeg er utilfreds med det jeg har og de ting jeg gør, men fordi det sætter skæl mellem dem og mig, fordi det gør at de er normale og jeg ikke er, fordi det adskiller os. Vi forstår ikke hinanden. Vi taler forbi hinanden.

Det her indlæg er kommet til at lyde lidt deprimerende, og det er egentlig ikke sådan jeg føler det, jeg er bare så forfærdeligt træt ovenpå to uger hvor jeg har arbejdet hårdere end jeg er vant til.

lørdag den 13. september 2014

En tur i Den Gamle By

I torsdags var jeg nede i byen med en fyr jeg har set lidt til her på det sidste. Jeg havde siddet og lavet lektier, og da jeg var næsten færdig så lokkede den strålende sol der var udenfor, og den sagde til mig, at der er andet i livet end studier, så jeg lagde blyanten fra mig og skrev til ham, om vi ikke lige skulle mødes et par timer tidligere, og så gjorde jeg mig klar til at tage ned til byen. Nede ved bussen stod jeg og pillede ved mit hår, da jeg fandt et gråt hår. Ak ja, jeg fylder jo trods alt snart 30, og min krop er begyndt at gå i forfald.

Klokken var 1 om eftermiddagen, så det der med at finde et sted at spise var ikke det nemmeste. Jacobs pitabar reklamerede med lam og det faldt jeg pladask for, men jeg blev lidt skuffet, da det viste sig at være kebab. Jeg ved godt at kebab er lam, men hvis det er kebab man serverer, så er det kebab man skriver. Nå ja, men det interessante ved måltidet var de friturestegte kartoffelbåde. På grund af min spiseforstyrrelse, har jeg intet friturestegt fået siden gymnasiet, så det var en af de der ting på listen over ting man er nødt til at prøve. Det var på ingen måde så slemt som jeg havde frygtet, det var faktisk helt okay, og jeg havde heller ikke taget uhyre meget på, da jeg næste dag stillede mig op på vægten, og jeg faldt heller ikke død om.

Bagefter gik vi lidt rundt. Vi havde ikke nogen specielle planer. Vi gik på biblioteket og lånte en bog jeg skal bruge til mit oplæg, når jeg skal tale om min autisme og min spiseforstyrrelse og mig selv. Han foreslog så, at vi gik i Den Gamle By, et frilandsmuseum med gamle huse. Jeg har kun været der to gange før, og det er meget længe siden, så jeg syntes, at det var en glimrende idé. Vi gik rundt mellem de gamle huse og snakkede om os selv og om de ting vi så.

Hele turen mindede mig om, at der var en tid før jeg blev syg, en tid hvor den sociale angst ikke var så fremherskende, hvor jeg kunne tage med mine venner ind til byen og opleve ting. Jeg er hovedsageligt en introvert person. Jeg kan godt lide at sidde derhjemme blandt mine egne velkendte ting, hvor der er trygt og godt. Jeg bliver ofte meget træt af at være sammen med mennesker og opleve nye ting, men at komme ud skaber også nogle uvurderlige indtryk, som det er svært at få i bøgerne. At møde og tale med andre mennesker gør én til et bedre menneske.

Jeg ved ikke hvad jeg ønsker for fremtiden. Jeg ved ikke hvor meget jeg ønsker at gå ud, men hvis jeg bliver hjemme, ønsker jeg, at det er fordi jeg ønsker at være hjemme, og ikke fordi jeg er bange for at gå ud

onsdag den 10. september 2014

Derfor var jeg måske lidt hys

I lørdags skrev jeg et meget klynkende indlæg om hvor hårdt det hele var, og jeg havde vitterlig meget ondt af mig selv. Jeg troede ikke, at jeg kunne klare det, og jeg var tæt på bare at droppe ud og aldrig mere vende tilbage. Det var dog godt, at jeg brugte bloggen her som ventil i stedet for at skrive en mail til studiekontoret, for nogle timer senere gik min menstruation i gang en uge for tidligt.

Jeg rammes generelt ikke hårdt af PMS, men når nu det kom så overraskende, så vidste jeg ikke, at det var det der var galt, og så måtte det jo være mig der var noget i vejen med. Da min menstruation så var gået i gang, og jeg vidste hvad der foregik, så kunne jeg tage det hele meget mere roligt. Der gik et lys op for mig. Nå så det er derfor du er sådan lidt hys, sagde jeg til mig selv. Det var en enorm befrielse at kunne sige sådan, for hvis jeg kunne klare studiestart og PMS på én gang, så burde jeg nok kunne klare resten.

Jeg har arbejdet hårdt for at få det der græsk til at fungere, og langsomt begynder jeg at kunne mærke at jeg rykker mig, så måske omkring efterårsferien vil jeg kunne begynde at lave mine lektier i et fornuftigt tempo i stedet for på 16-20 timer per uge. Det er i hvert fald hvad jeg håber på, sådan at jeg også kan få overskud til at være sammen med mine venner og måske endda få læst noget der ikke har med skolen at gøre, eller bare det at have en dag hvor man ikke skal lave noget.

Søndag var jeg så træt af alle de lektier, ikke som sådan modløs, jeg var bare træt i hjernen og i øjnene, og jeg fik hovedpine bare af at tænke på lektier. Det lykkedes mig at lave noget, bare ikke helt det der var planlagt. Det var ikke fordi jeg var specielt effektiv, eller fik lavet noget der havde ret meget relevans, det var mere så jeg kunne sige til mig selv at jeg HAVDE lavet lektier og derfor kunne have noget der minder om god samvittighed.


Lektierne til i går blev dog lavet, med stor hjælp fra min faglige mentor. Jeg vil ikke sige, at jeg brillierede i de sætninger jeg blev bedt om at oversætte på klassen, men jeg klarede det da uden de helt store problemer. I pausen havde jeg stået og beklaget mig over mine manglende græskevner til en a mine venner. Ikke så meget, at jeg ikke kan finde ud af det, mere at jeg ikke kan huske en skid. Det havde læreren hørt, så da jeg stod og pakkede mine ting sagde han, at det var godt gået. Jeg kan ikke huske hvad jeg svarede, men jeg er helt enormt dårlig til at tage imod ros, så det var ikke nogen helt passende kommentar.

lørdag den 6. september 2014

For pokker hvor er det hårdt

Jeg har efterhånden været nogle år på universitetet, så jeg VED jo godt at de første uger af et semester kan være sindssygt hårde. Jeg VED det, og alligevel var jeg i går helt ved at miste modet. Vores lære syntes lige at vi skulle kigge lidt på en ukendt græsk tekst og se hvor mange ord vi kunne genkende. Det kom helt ud af det blå og jeg gik helt i panik fordi jeg er meget bevidst om hvor dårlig jeg er til græsk. Jeg havde lyst til at sætte mig ned og tude, mest af alt fordi det kom så uventet. På grund af min panik kunne jeg slet ikke fokusere på teksten, heller ikke da vi fik den engelske oversættelse. Panikken flød over i ren og skær rædsel, da læreren stod og skyndte på os. Jeg prøvede at bevare roen udadtil, for jeg sad i et rum fuld af fremmede mennesker, som jeg prøver at gøre et godt indtryk på.

Ham jeg sad ved siden af kunne godt forstå at mit græsk er langt væk, når jeg ikke har brugt det siden 2006, men han sagde, at jeg jo er god til sprog (han er en af de få jeg har fulgtes med tidligere). Jeg sagde, at det er jeg nu ikke, jeg prøver bare at arbejde hårdt. Han så lidt forkert ud i ansigtet, hvilket normale mennesker tit gør når man snakker sammen. Jeg ved ikke hvorfor. Hvis man er god til noget forventes man at sige, at det bare er fordi man har let ved det. Jeg tror det er for at den man taler med skal få det bedre med sig selv over måske ikke at være nær så god. Jeg tror, at hvis man er god og arbejder hårdt, så indikerer man, at den man taler med ikke arbejder hårdt nok og burde tage sig sammen.

Da jeg startede på uni for ni år siden talte folk også sådan, det betød, at der ikke var nogen der fortalte mig, at det kunne betale sig at arbejde hårdt hvis jeg ville lære det. Jeg troede bare, at jeg var dum, så i stedet for at sætte mig ned på min flade røv og lære lektien, så gik jeg i panik og fandt genveje hvorved jeg i lange perioder kunne lade som om jeg var lige så klog som de andre, men det var et kommediespil, og i virkeligheden kom jeg længere og længere bagud, og til sidst dumpede jeg min eksamen. Jeg er intelligent, men jeg troede at jeg var dum, for ingen fortalte mig, at også intelligente mennesker er nødt til at arbejde for at blive bedre.

Tilbage til dagen i går hvor jeg sad panisk. Egentlig fyldte min panik kun 20 min ud af 1½time, resten af tiden klarede jeg mig egentlig godt for jeg havde læst mine lektier grundigt. Jeg klarede mig dog ikke perfekt, hvilket nogle gange godt kan være hvad jeg kræver af mig selv. Jeg fik lov til at svare på lærerens spørgsmål 3 gang, 2½ gang svarede jeg korrekt, men ½ gang sagde jeg noget sludder. de 2½ gang fyldte mig ikke med glæde ved at se frugten af mit arbejde, derimod var jeg lettere deprimeret over at have dummet mig den halve gang, men sådan kan det godt være. Da jeg var yngre var jeg bange for at række hånden op, for jeg var rædselsslagen for at sige noget dumt, men pointen ved at gå i skole er, at man endnu ikke ved alt, og man ikke kan forventes at svare rigtigt på alt. Det er stadig rædselsfuldt at svare forkert, nu hvor jeg sidder her og skriver har jeg stadig lyst til at bøje hovedet i skam. Man kan måske sige, at jeg skal prøve at huske de 2½ gang jeg svarede korrekt, men da jeg fik fri ville jeg bare hurtigt hjem og prøve at glemme hele den dag.

Jeg er nu overbevist om, at jeg ikke er en af dem der kan klare sig igennem uden at lave lektier. Det handler ikke om hvorvidt jeg er klog eller dum, det handler om, at det at have sine lektier i orden giver en hvis kontrol over dagens forløb, og kontrol giver forudsætning for ro, og hvis jeg skal klare det her, så har jeg brug for ro.

onsdag den 3. september 2014

Første skoledag

Jeg skrev forleden om min angst for at starte på et nyt hold da universitetet startede igen her i går. Jeg var bange fordi jeg ikke rigtigt kender nogen. Pointen var, at jeg her ikke skilte mig ud fordi jeg er asperger og har mange selvpåførte ar på armene, men simpelthen bare fordi jeg er hende den nye. Det viste sig dog at holdet er en skøn blanding af nye og gamle og folk der er blevet overført fra København. Mange kendte selvfølgelig hinanden, men jeg virkede på ingen måde påfaldende ny, hvilket var en enorm lettelse.

Påfaldende ny eller ej, så er jeg ikke god til den indledende socialisering. Med andre ord, så er jeg bare hamrende dårlig til at snakke med nye mennesker, og det gav sig lidt til udtryk i går. Sidst jeg startede på et nyt hold var, da jeg genstartede på universitetet, og jeg var så bange, at jeg ikke turde så meget som turde se på mine medstuderende, og da slet ikke snakke til dem, men der er gået to år siden, og jeg er et andet menneske nu, langt mere selvsikker og tilpas i mine omgivelser, så jeg turde godt snakke med nogen, selv på min første dag på holdet, og jeg TROR nok at det gik godt.

Det er meget typisk, at et lokale fyldes op bagfra, men jeg kan ikke koncentrere mig, hvis der sker for mange ting mellem mig og tavlen, så jeg sætter mig altid oppe foran som en rigtig nørd. Det betyder så også, at der ikke er nogen der satte sig ved siden af mig. Til sidst kom der dog en og spurgte om hun kunne sidde der. Det kunne hun godt, jeg var jo næsten gået i gang med at spekulere på om jeg skulle tage det personligt, at ingen ville sidde ved siden af mig. Den stakkels pige troede, at jeg mente det alvorligt, så hun prøvede at glatte tingene ud. Folk forstår ikke altid min humor, og de forstår mig heller ikke nødvendigvis når jeg prøver at forklare mig. Jeg prøvede at sige, at det bare var noget jeg sagde, for at indlede en samtale med for mig fremmede mennesker, da det kan være svært at indlede samtalen med en simpel præsentation. Hun var virkelig venlig, men jeg følte mig lidt som et fjols, mest af alt fordi jeg altid føler mig som et fjols når jeg er usikker på mig selv.

Undervisningstimen blev indledt med en præsentation, hvilket jeg ikke tror jeg før har oplevet på universitetet. For den phd studerende der underviser i stedet for læreren her introforløbet var det en mulighed for at se hvor meget vi interesserer os for Nytestamentlig exegese, hvilket er det fag vi har, og det var ikke udpræget meget. For mig derimod blev det første gang siden 2008 hvor jeg lavede en offentlig præsentation af mig selv UDEN at nævne, at jeg har problematikke (aspergers). Til nogle af dem jeg snakkede til i almindelig samtale, der hentydede jeg det, men der er forskel på at tale til en stor gruppe eller tale sammen i en lille gruppe. Det er ikke fordi min aspergers skal være hemmelig, men den er ikke længere denne her store ukontrollable del af mig, men snare bare en lille finurlighed ved mig, i hvert fald i begyndelsen hvor vi ikke kender hinanden så godt, for det er jo ikke fordi min asperger er blevet mindre, det er jo stadig den jeg er, men den er ikke længere et problem.

Undervisningen var virkelig spændende. Et exegesefag er en dekonstruering af en skreven tekst, og på bacheloren skal vi have fem af disse fag, og hvert fag starter med en introduktion der mere eller mindre siger det samme men på meget forskellige måder. Det kan formuleres som et eksempel fra bogen "Old Testamen Exegesis" af Odil Steck s. 131
"Do material relationships and overlaps demonstrate that this constant conceptual context represents a materially self-enclosed conceptual association or, on occasion, a conception?"
Hvilket de fleste ikke forstår en brik af, og så kunne vores lære i går skrive fem punkter op på tavlen og sige at disse fem punkter skulle vi kunne huske og bruge hver gang vi læser en tekst, for det vil give gode point til eksamen. Jeg er generelt en meget skriftlig person, og jeg kan godt lide at læse mig til en forståelse, men selv ikke jeg kan stå for fem klare punkter der vil hjælpe mig til eksamen, og selv jeg synes at det første eksempel er noget overintellektualiseret bavl.

En fordel ved at have en phd studerende som midlertidig lærer er, at hen har helt styr på, at dette fag handler mere om at bestå en eksamen end om at tilkende sig visdom. Jeg har selv planer om at blive en gammel visdame når jeg bliver 70, men der er mange år til, og lige nu skal jeg bare bestå mine eksaminer ligesom alle de andre på holdet. Jeg vil gerne tage dette fag til mig, jeg vil gerne suge visdommen ud af bøgerne, men først og fremmest vil jeg bare gerne have en god karakter til eksamenen uden at køre mig selv helt ned.