søndag den 24. april 2016

Om at flytte sammen

Om under en måned flytter Kæresten og jeg sammen. Vi har fået et lille rækkehus igennem boligforeningen. Det har en lille have og ligger ikke så langt fra hvor jeg bor nu. Vi har aftalt en dato med et flyttefirme (18. maj), for teknisk set kan man godt flytte selv, men vi besluttede os alligevel for at betale os fra det. Jeg holdt stærkt på lige nettop dette, og heldigvis var Kæresten enig. Jeg ved hvor svært jeg har det med at flytte. Det handler ikke om, at jeg mangler kondition og muskelstyrke, men logistikken i det hele gør mig helt forfærdelig træt og forvirret.

Det er første gang jeg skal prøve at flytte sammen med én. Jeg har engang delt kollegielejlighed med en veninde, men det tæller ikke rigtig. Jeg håber i hvert fald, at det ikke tæller, for det var bestemt ikke nogen succes. Nej, jeg er ikke bange for hvordan det skal gå. Måske skyldes det mit lidt ligegyldige forhold til alt der ligger længere ude i fremtiden end 1-2 uger, eller også er jeg bare meget sikker på, at det er det jeg gerne vil.

Hvad jeg derimod er meget optaget af er frygten for at pakke min lejlighed ned i flyttekasser. Jeg HADER at pakke. Min fornuft siger mig, at jeg bør gå i gang i god tid og gå systematisk til værks. Alle mine instinkter og tilbøjeligheder råber derimod til mig, at det kan jeg bare udskyde til sidste øjeblik. Grrr!

Men mest af alt glæder jeg mig, heldigvis.

søndag den 17. april 2016

#TænkSelv?

Ateistisk Selskabs busreklamer? Jeg er ikke vild med dem, men de har da lov til at være der, og folk har også ret til at være enige eller lade sig påvirke af dem. Disse reklamer betyder ikke noget for mig, men de er en del af en tendens som jeg dagligt støder på på facebook m.fl. En tendens der handler om, at al religion er ondt, og at folk der er religiøse enten er onde eller dumme eller begge dele.

Det er ikke tanken om, at nogle folk ikke bryder sig om religion, eller kritikken af dem der udøver en religion der generer mig, folk har lov til at tro og ikke-tro hvad de vil, og ikke alle mennesker kan lide hinanden ligegodt. Det der går mig på er den ensidige vrede jeg føler i nogle af disse indlæg. Uviljen mod at skildre mellem religiøse terrorister og almindelige religiøse mennesker. Mange af dem jeg tænker på vil nok selv sige, at de skildrer, men at de bare synes, at vi religiøse bør holde vores kæft med vores religiøse snak.

Jeg snakker ikke særlig tit om min egen tro, men det er et personligt valg/karaktertræk. Jeg ville synes, at det var meget ubehageligt at være tvunget til ikke at snakke om det. Jeg kan godt forstå modviljen, for jeg tænker også tit, at politikere fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti skulle holde kæft? Det er vildt irriterende at lytte til folk man er uenige med, især hvis man føler at nogle af deres holdninger er decideret skadelige, men at fjerne talen om det, får jo ikke selve holdningen/følelsen/tingen til at forsvinde.

Jeg har været igennem nogle ting i mit liv, som gør folk utrygge at tale om, især fordi mine oplevelser får mig til at stille nogle spørgsmål om livet og døden, som jeg kun kan tale om og bearbejde, hvis jeg bringer religionen på banen. Naturvidenskaben kan fortælle om hjernens signalstoffer og om medicinens bi/virkninger. Politikken kan investere penge i behandlingstilbud. Psykologien kan hjælpe mig med at forklare og bearbejde adfærdsmønstre. Men for mig er disse ting bare ikke nok.

Psykisk sygdom var for mig en ensom kamp med mig selv, en ærkefjende jeg var bundet til, og som jeg ikke kunne vinde over uden også selv at dø. Jeg mødte en masse fantastiske mennesker der gjorde hvad de kunne for mig, men de kunne ikke nå ind til mig, jeg var alt for langt væk, begravet dybt inde i min egen hjerne. Alle mine største kampe foregik i ensomhed, men når man er religiøs er man alfrig helt alene.

Guds øje i det høje kan være skræmmende, når man gør noget man ikke må, men når jeg lå søvnløs i en hospitalsseng og skreg lydløst ned i puden, så var det det eneste der kunne hjælpe mig med at holde ud. Religionen har ikke givet mig noget svar på hvorfor? Hvorfor mig? Hvorfor overhovedet sygdom, angst og død? Hvorfor tillader Gud overhovedet lidelsen? Hvad får Han ud af det? Hvad får jeg ud af det? Mange har forsøgt at svare, de fleste uden held, så religionen giver mig ikke svar, men den giver mig en arena, hvor jeg kan stille disse spørgsmål og blive hørt. Den giver mig mulighed for at være enig, acceptere, diskutere eller blive sur og skælde ud.

Hvis nogen kan finde denne mulighed udenfor religionen, så er det fint, men sådan er jeg ikke, og jeg føler mig ramt af disse angreb på facebook. Jeg tror ikke, at jeg ville have overlevet, hvis jeg ikke havde min tro at støtte mig til, og når folk så siger, at er noget for du dumme eller onde, så er det svært ikke at tage det personligt.

søndag den 10. april 2016

General Snottud

Det viste sig, at jeg absolut havde grund til at føle mig småsyg i sidste uge. I denne uge kunne jeg så opdatere min status ti snothamrende forkølet. Jeg har haft ondt, jeg har hostet og jeg har pudset næse så meget, at jeg snart ikke har mere hud tilbage på næsen, men der har heldigvis ikke været noget alvorligt galt. Det har dog ikke forhindret mig i at have enormt ondt af mig selv, og barrikadere mig inde i sengen under dynen med stabler af bøger og en stor pose hostebolsjer.

Jeg er flere gange blevet spurgt, hvorfor jeg har været på universitetet hele ugen, når nu jeg er syg. Jeg forstår godt, at folk spørger, for dem der spørger har jo selv lange og anstrengende skoledage. Jeg derimod har kun nogle få korte dage, og selvom jeg mest bare sad og var sølle i et hjørne, med uvasket hår og en rød næse, så kunne jeg trods alt godt klare at tage bussen ind på universitetet, for at sidde 2x45 og helt ureflekterende notere alt læreren sagde. Faktisk viste det sig, at jeg er langt bedre til at tage noter når jeg er syg, end jeg normalt er. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal tænke om det. Normalt er jeg nok alt for optaget af at tænke. Det er selvfølgelig godt at tænke over hvad vi lærer, men samtidig fjerner det fokus fra at forstå og notere hvad der bliver sagt. Dertil kommer, at ligegyldigt hvad jeg måtte tænke om det, så er det ikke noget jeg selv har ret meget kontrol over. Selvom det viser sig, at jeg er en fantastisk studerende når jeg er syg, så er forkølelse ikke noget jeg ved viljen magt eller træne til at komme og gå.

På den anden side kan det ske, at om en måned, når jeg skal læse til eksamen og finder mine noter frem igen, at det viser sig at det er det rene sludder jeg har skrevet. Måske er det min hjerne der er så grundigt er marineret i snot, at jeg bare tror, at det jeg skriver er fantastisk.

søndag den 3. april 2016

Til stor distraktion

Synet af den er ikke særligt imponerende
Undskyld. Jeg havde 2-3 ganske fornuftige emner at skrive om i dagens blogindlæg, men min krop og min hjerne vil ikke samarbejde. Jeg har fåret et bygkorn, sådan en rigtig væmmelig øm dut på slimhinden ved det ene øje, nærmest en slags øjenbums, og det driver mig til vanvid. Følelsen af at have sådan en lille satan ligger et  sted mellem smerte og kløe, men fordi den sidder hvor den sidder er der ikke meget jeg kan gøre ved det. Især har jeg lyst til at kradse den til blods, men det er ikke nogen mulighed, så jeg må bare prøve at ignorere den, hvilket bestemt ikke lykkes mig.

Når jeg prøver at formulere en tanke inde i hovedet, så bliver jeg distraheret hver gang jeg blinker med øjnene, hvilket får et jag af ubehag til at farer gennem mit hoved, hvorefter jeg på ny må prøve at samle tankerne. Dette er i sig selv irriterende, men husk på at det sker hver evige eneste gang jeg blinker med øjnene, hvilket sker en gang i sekundet, eller noget i den stil.

Jeg har ADD, jeg er vant til at få mine tanker afbrudt i tide og utide, og jeg er vant til hvor meget af min energi det tager at samle tankerne igen, men dette er mere end jeg synes jeg kan håndtere. Jeg bliver så forfærdelig træt, men jeg kan ikke engang gnide mig i øjnene, for så gør det bare endnu mere ondt.

Jeg skifter mellem at have enormt ondt af mig selv og på at synes at det er tåbeligt at tage sådan på vej. Jeg føler mig ikke syg, men jeg vil alligevel holde inde for i dag og holde en halv sygedag, bare for at forkæle mig selv lidt. Jeg har læst de fleste af mine lektier til næste uge, så jeg kan gøre det med god samvittighed. Faktisk er der nok ikke nogen indholdsmæssig forskel på at tage en halv sygedag, end hvis jeg bare sad og stenede resten af eftermiddagen, men fordi jeg tænker på det som en sygedag uden reelt at være syg, så får jeg dårlig samvittighed.