Sensorisk overload ved familiesammenkomster

Her i weekenden er jeg været til fælles fødselsdag for hele rækken af onkler og tanter, og så samles vi hele bunken af forældre, børn, søskende, onkler, tanter, nevøer, niecer, fætre og kusiner i en lille lejlighed og farer ud og ind mellem hinanden fordi vi allesammen gerne vil hjælpe til, men da rollefordelingen ikke står helt klar, så kommer vi til at træde hinanden over tæerne, går i vejen forhinanden, og med høje stemmer spørgsmål og kommandoer i et forsøg på at overdøve hinanden.

Vi holder alle sammen af hinanden, men nogle gange kan jeg godt blive så enormt træt inde i hovedet af virvaret af mennesker, stemmer og latter. Jeg får svært ved at frasortere de indtryk der ikke er relevante for mig, men når indtrykkende alligevel bliver ved med at komme, og jeg ikke kan stoppe dem, så kommer de til at føles som noget farligt. Min fornuft siger mig, at intet farligt vil ske, men jeg går alligevel i forsvars position, for når mængden af indtryk er for stor til, at mine sanser kan nå vurdere dem, så må alle indtryk vurderes som potentielt farlige... bare lige for en sikkerheds skyld.

Når jeg har det sådan, så bliver jeg meget let vred eller ked af det, for hvis nogens stemme får en lidt skarp klang, eller en bemærkning måske betyder noget andet end det måske lyder til, så kan jeg ikke nå at vurdere situationen fordi der foregår for mange ting samtidig. Måske kan man sige at jeg overreagerer, eller måske lå der faktisk et eller andet bag en enkelt af bemærkningerne, men mest skyldes det hele, at sociale relationer i forvejen kan være svære, ligegyldigt hvor gode de ellers måtte være og hvor megen glæde de bringer en, men hvis man samtidig føler sig stresset, så kan det godt nogle gange blive lidt for meget.

Jeg havde en fantastisk hyggelig weekend, jeg har et rigtig godt forhold til min familie, hvor vi alle prøver at respektere hinandens særheder, men nogle gange kan 13 mennesker i en toværelses lejlighed bare godt blive lidt mere end man/jeg kan bære og man/jeg må ud og sidde på trappen og holde hænderne for ørene og have lidt ondt af mig selv.

En improviseret omvej

Jeg var overhovedet ikke farret vild. Jeg vidste præcis hvor jeg var og hvor jeg skulle hen. Det var da ikke min fejl, at den vej jeg skulle være drejet ned af var lukket pga vejarbejde. Ligeledes var det heller ikke min fejl, at der blev ved med ikke at være nogen vej i den rigtige retning jeg kunne dreje ned af. Oppe på bakken kunne jeg hele tiden se se den lille hvide kirke, hvor jeg havde aftalt at mødes med Kæresten. Jeg vidste hele tiden i hvilken retning jeg SKULLE, problemet var bare, at jeg ikke KUNNE.

Der kom en vej til højre, og sjældent har jeg været mere lykkelig over at se en vej, men så snart jeg var drejet ind af den, så nægtede den mig igen muligheden for at køre i den retning jeg ønskede. Jeg ringede til Kæresten og sagde, at jeg nok ville blive lidt forsinket, og så fortsatte jeg ellers med at køre lidt rundt på kryds og tværs, indtil jeg kom ind på jordens mest utilgængelige grusvej.Gruset var blødt og cyklens hjul sank dybt ned og gjorde det både svært at komme frem og at styre, men jeg fortsatte stædigt, for jeg var rimelig sikker på, at hvis jeg først stod af, så ville jeg ende med at skulle trække hele det sidste stykke, hvilket jeg på dette tidspunkt endnu ikke vidste hvor langt ville være.

Nå, men endelig nåede jeg da frem til Kæresten, og vi fandt en tank hvor jeg kunne få mig en dejlig kold cola og sidde i solen og have ondt af mig selv. Min cykeltur var kommet op på 11 km i stedet for bare at være en lille hurtig tur på 4 km.

Kæresten mener at jeg for vild, men det mener jeg i hvert fald ikke. Jeg vidste jo hele tiden PRÆCIS hvor jeg var og hvor jeg skulle hen. Det kan da på ingen måde være min fejl, at der ikke var nogen vej i den rigtige retning.

Da vi skulle hjem viste Kæresten mig den 'rigtige' vej, som stadigvæk var meget kortere på trods det lille stykke med vejarbejde, men jeg prøver stædigt at holde fast ved, at jeg bestemt ikke var farret vild. Jeg genkender dette karaktertræk fra en lang række fortællinger om min morfar, så jeg kan med ro i sindet se over på Kæresten og fortælle, at jeg ikke kan gøre for det, det ligger i mine gener.

Glædelig jul, før og nu

Tidligere, da jeg virkelig havde det svært, kunne jul tilbragt sammen med familien være svær. Det kommer til at lyde som om jeg ikke holder af min familie, eller at de ikke holder af mig, men sådan er det slet ikke. Hvis vi ikke holdt af hinanden, kunne jeg jo bare helt eller delvist have holdt mig væk, men jeg holder af dem og de holder af mig, og vi ville gerne være sammen, men det var så forbandet svært at få det hele til at passe sammen. Det var en balancegang uden rigtige svar. Hvis vi vi ikke holdt af hinanden, kunne der være fundet en pragmatisk læsning, det kunne være et skuespil, hvor hver person spillede sin rolle, kom ind på scene, sagde sin replik og gik igen, nemt og sikkert, uden følelser, håb og forventninger.

Når det alligevel ikke kunne være så nemt, så var det fordi følelserne skabte så mange indviklede spørgsmål, i hvert fald for mig, men sikkert for os alle sammen. Når det var svært fysisk at være til stede sammen med familien, var det så fordi jeg ikke elskede dem nok til at overkomme min sygdom for deres skyld? Når nu de ikke altid husker eller instinktivt fornemmer mine behov, er det så fordi de ikke elsker mig? Fortjener jeg ikke en eller anden form for særbehandling i forbindelse med min sygdom/mit handikap? Anerkender de ikke min sygdom/mit handikap? Eller endnu værre, gør de i virkeligheden en million små venlige og kærlige ting for mig, som jeg enten i min egoisme ikke opdager, eller som jeg modtager med irritation eller vrede, fordi de havde misforstået hvad mit behov var? Gør jeg nok for at vise dem min kærlighed?

Med tiden har jeg fået det bedre, og samtidig er det blevet nemmere at samles i julen. Det er ikke fordi vi kun elsker hinanden, når vi har det godt, langt fra, men fordi spørgsmålene er blevet mindre komplicerede. Nu om dage handler det mest om: Hvordan viser man på en synlig måde sin glæde og taknemmelighed over gaver? Hvem har styr på maden? Har jeg nu husket alle gaverne? Fakta lukker om et kvarter, er der noget vi mangler? Sådan heltalmindelige problemer.

Jeg er selvfølgelig udmattet, og jeg går ud fra, at mange har det sådan juledag. Jeg ville gerne have været henne og træne, jeg kan mærke, hvordan alle mine muskler skriger efter at røre sig og blive brugt, men jeg kan ikke tage derhen. Jeg er træt, og mit hoved er tungt. Jeg har ikke drukket alkohol, men jeg har været sammen med familie og venner i tre dage i træk, og jeg skal af sted igen senere. Det er hyggeligt, og jeg elsker det, men min hjerne er efterhånden sønderbombet af indtryk, smage, lyde, lugte, varme, følelser og overraskelser. Jeg glæder mig til hver eneste lille del af det, det er sådan julen skal være, jeg har ikke lyst til at ændre på noget som helst, men jeg glæder mig også til at det er overstået, og at jeg kan komme hjem til en triviel og ret begivenhedsløs hverdag...

Om det evindelige selvhad

Forleden dag havde jeg en samtale, som jeg har haft 100 gange før med andre pædagoger/sygeplejersker/ect. Det burde ikke længere komme bag på mig, men det gør det. De kender jo min historie, de kender til anoreksien, bulimien, depressionen, selvskaden og selvmordsforsøgene, alle disse ting accepterer de med et sørgmodigt blik. Vi taler om traumer, stress og andre påvirkningsfaktorer, men engang imellem snakker vi også om selvhaddet. Jeg nævner det ikke så tit, mest fordi jeg ser det som den mest selvfølgelige selvfølgelighed. Selvfølgelig hader/hadede jeg mig selv, hvordan kunne jeg ellers få mig selv til at gøre alle disse væmmelige ting ved mig selv? Men hver eneste gang jeg taler om det med pædagogerne, så bliver de forundrede. Hvorfor?

Jeg tror ikke, at folk forstår hvad selvhad er. Vi har alle prøvet at hade nogen, men det gode ved at hade andre er, at man kan fjerne sig fra dem fysisk, man kan vende øjnene mod Himlen og takke Gud for, at man ikke selv er nær så stor en idiot som den man hader, man kan tage en maske på og opføre sig høfligt overfor den forhadte (eller man kan lade være). Når man hader et andet menneske, er livet fyldt med valg, men det er anderledes når man hader sig selv. At hade sig selv er, aldrig at kunne fjerne sig fra dette forhadte væsen, altid at stå til ansvar for dennes handlinger, altid at vide hvad hun tænker om mig/sig selv, altid at se hende se tilbage på sig selv når man/hun ser sig i spejlet, altid dette hun er mig, jeg er hende, og ingen af os kan nogensinde slippe væk.

Jeg husker at ligge i en hospitalsseng og græde. Selvmordsforgiftningen var endnu ikke ude af mit system, men jeg var i live, og jeg ville blive ved med at leve længe endnu. Måske var det derfor jeg græd, måske var jeg bare træt, mere træt end almindelige mennesker nogensinde kan forestille sig at være. Alle mennesker vil så gerne snakke med mig om, hvor højt min familie elsker mig, de tror at det kan få mig til at elske mig selv. Deres logik lyder: Se! Disse mennesker, som du elsker, de elsker dig, så du må da kunne forstå, at de har ret. Men selvhaddet overskygger alt dette. Selvhaddet er dette sorte altopslugende hul inden i mig som overskygger ALT. Det overskygger smerten fra kniven, sulten fra ikke at spise, ydmygelsen ved at stå med tre fingre i halsen, dækket af sit eget bræk og frygten for døden. En sygeplejerske kommer ind i rummet og spørger mig hvad jeg vil gøre når jeg kommer hjem, hvem der er der til at tage sig af mig. Jeg siger, at der kun er mig. Hun er tavs et øjeblik, så stryger hun mig over håret og nikker anerkendende og siger: helt alene med den person du hader mest... Jeg græder igen.

Folk på facebook spørger retorisk "Disse grimme ting, som du siger til dig selv nu, dem ville du da aldrig sige til dig selv, hvis du stod overfor dig selv som barn?", men de tager fejl. Dengang i selvhaddets dage ville jeg uden tøven have slået, sparket og revet den lille blonde Linda med de store brune øjne i håret. Jeg ville gladeligt skrige af hende, forbande hende, og anklage hende for, at hun nogensinde ville tillade sig selv at udvikle sig til dette forhadte væsen som nu var mig.

Man må gerne være forfærdet over, at jeg kunne tænke sådan. Det tror jeg også selv, at jeg ville være, hvis jeg ikke selv havde oplevet det. Jeg kan kun prøve på at forestille mig, hvor hårdt det er for familien at elske én der hader sig selv. Jeg vidste godt, at min familie elskede mig meget højt, og det er jeg taknemmelig for i dag, men dengang gjorde det mig bange. Det gjorde mig bange, fordi jeg også elskede dem, og jeg ønskede ikke at såre dem. Jeg havde den tanke, at det ville være nemmere hvis de ikke elskede mig, for så ville jeg ikke såre dem nær så meget. Heldigvis fortsatte de med at elske mig, og på et tidspunkt fik jeg det godt nok til, at jeg turde lade dem.

#dajegvar12

´96/´97

Hold op hvor ser jeg tjekket ud på det her billede, men det var jeg bare overhovedet ikke, det var bare en kombination af 1) en skide god fotograf og 2) et enkelt flot outfit.

Dette indlæg skal IKKE handle om politik, men lidt om hvad der sker inde i hovedet på en 12-årig mig, så derfor har jeg fundet min gamle dagbog frem.

Før jeg begynder:

- Jeg har altid haft svært ved at stave, hvilket er meget tydeligt i disse uddrag af min dagbog.

- Jeg har udskiftet folks navne med deres relationer til mig.

VIGTIGT!!! Dette er blot nogle få korte uddrag der skal bruges til vise, hvordan jeg i den alder blot var en ung naiv pige, der bruger sin tid på at føle sig ensom, skændes med min lillesøster og prøver at finde en filosofi omkring det at være til. Når jeg derfor skriver om hvor dumme min familie er og den slags, så skal det lige tages med et gran salt. Min dagbog tjente primært slevglorificerende formål, og det var et sted hvor jeg var den gode, og det per princip var de andre der tog fejl, og jeg 'glemmer' helt at skrive om alle de gange, hvor det er mig der gør noget forkert. Jeg elsker min familie, og det gjorde jeg også dengang :-)

26 Desember 1997
Kl er 9pm og jeg har lige set KUN EN PIGE 1 del. På det tidspunkt hvor hendes moster flytter løb tårne ned af kinderne på mig.
Jeg tænker tit på hvorfor drenge er mere vær end piger og selv om der ikke skulle være forskel hvis man skal regne med hvad folk siger, men jeg kan godt mærke at der stadig bliver kjort forskel. Men lad os ikke glemme at der også bliver gjort forskel på piger. Der er dem som er moderne (de er populære) og så er der dem der er lige glade med tøj retere sagt de umoderne (de er der bare og nogle folk har svært ved at forstå det). 

Uh, en lille feminist er født, eller det er hun faktisk ikke helt, for vægten ligger på den sidste del, for min kamp med de andre piger og i det hele taget det med at være pige og klarer sig blandt piger var noget der fyldte rigtig meget for mig.

26 Desember 1997 (fortsat)
Mor har lige læst op for Lillesøster og mig af De vide skygger i skoven. Den bog får mig til at se anderledes på livet. Den får mig til at tvivle på at jeg er mig og ikke en hel anden person, måske er der ingen der er den de tror. Men den person andre mennesker ser er kun en skal som man selv tror på, men inde i en helt inde i sjælen er der et helt andet meneske som pludselig kan komme og overraske en.

 Bogen hedder "De hvide skygger i skoven" og er skrevet af Maria Gripe. Det var sådan noget med et slot, en forsvundet mor som måske alligevel befandt sig et sted, hemmelige gange, en meget smuk pige med selektiv mutisme og en masse eventyragtige ting, som var langt væk fra min småborgerlige middelklasse hverdag, men som fik mig til at drømme.

27/12 97
Nu ligger jeg i min seng og skriver i dig [dagbogen] og ved at Mor og Lillesøster ligger inde ved siden af og læser i vær sin bog og har det hyggeligt mens jeg ligger her og har kun dig som sælvskab.

Hold da helt op hvor havde jeg ondt af mig selv den aften. Jeg var sikker på, at jeg var jordens mest ensomme og ulykkelige pige. Så vidt jeg husker, skyldtes det dog, at jeg var blevet 'retfærdigt' indigneret og havde smækket med døren i vrede.

19/1-98
I dag ville Den Nye Klasselærer se hvordan vi holder på en blyant og mig som var så glad for at Den Gamle Klasselærer holdt op fordi han altid retede på mig forde holder forkert.

Der skulle altid rettes på den måde jeg holdt på blyanten på, og jeg fik nogle dumme små gummidutter at sætte på blyanten og som jeg hadede fordi det var endnu et af de steder, hvor jeg blev gjort opmærksom på at jeg var 'forkert'. Nogle af de andre i klassen var dog vildt misundelige på disse små gummidutter som jeg jo fik, gratis.

Søndag 25/1-98
Kære dagbog
denne dag startede så godt men så skal Lillesøster bare ødelægge det hele for mig. Lillesøster har det med at ødelægge ting form mig. Måske er det ikke med vilje? Måske ødelægger jeg også ting for Lillesøster uden at vide det?

Min verden var utroligt lille og jeg var ikke i stand til at se det store billede. Min søster havde været alvorligt syg i en lang periode, og det tog derfor meget af vores forældres tid. Tid der derfor ikke var til mig. Jeg var ensom, bange og misundelig, men det forstod jeg ikke, og så var det lidt nemmere bare at sige, at Lillesøster er dum.

8/2-98
Kære dagbog.
I dag spillede Lillesøster og jeg "smølferne jorden rund" og jeg klarede hele Afrika uden at dø.

 Heldigvis kunne verden også nogle gange være såre simpel. Afrika var ikke et kæmpe stort kontinent økologiske, historiske, politiske komliserede problemer. Det var bare noget i et game boy spil hvor man skulle hoppe over nogle forhindringer. Og lillesøster var faktisk ikke altid dum, især når jeg kunne få lov til at spille hendes spil.

Eksamenstid, igen?

Det er da rigtig nok, at jeg ikke har været så meget på universitetet de sidste to uger, fordi jeg har været så træt, og det er da rigtig nok, at vi nu er kommet til det tidspunkt af året hvor solen skinder, fuglene fløjter og allergikere over hele landet får røde næser og kløende øjne, men alligevel, kan det så virkelig passe, at vi allerede er kommet til ENDNU en eksamensperiode? Og selvfølgelig kan det det.

Eksaminer er den studerendes lod. Det er det der skal holde os på tæerne, det er det vi skal vise vores eget værd. Hver og en sidder vi gemt bag computerskærmen eller ved det grønne bord. Vi smiler og lirer alt det vi har lært af, men ordene er ikke kun visdom, ligninger og fakta. Det er i virkeligheden koder hvormed vi prøver at overbevise læreren om, at ja du er en fantastisk underviser, ja jeg har arbejdet hårdt, ja alt dette her er skide spændende, så vil du ikke nok være sød at give mig en god karakter...?

Jeg er en af de bekymrede typer studerende. Hvis jeg nu tager fri i nogle dage, vil jeg så lære det hele? Vil jeg så kunne få en god karakter? Vil læreren se, at jeg er en dygtig studerende? Vil jeg så blive forsikret om, at jeg nu også er et godt menneske? Med tiden er jeg blevet bedre til at tage det lidt med ro. Måske er det alderen, men mest er det en blanding af medicinering, selvforståelse af mit handikap og studienævnets godkendelse af forlænget forberedelsestid.

Jeg åbner en cola til, sødestofferne, bruset og koffeinen dæmper mine nerver.

Den store diskussion går på inklussion, kan handicappede konkurrere og færdes sammen med andre mennesker, og selvfølgelig kan mange af dem det, forudsat de rigtige omstændigheder (og dette er det springende punkt som politikere tit glemmer). For alle mennesker har deres at slås med. Nogle mennesker har normale problemer, andres problemer kræver mere specificeret hjælp.

Nerver, konkurrence og gråd og tænders gnidsel op til eksamen er nogle af de mest almindelige problemer her til lands, ligegyldigt om man har diagnoser eller ej. Når jegvågner midt om natten gennemblødt af sved, fordi jeg drømmer, at jeg har meldt mig til matematik, men er kommet bag ud med pensum og afleveringer, fordi der var et problem i den første opgave som jeg var for doven eller genert til at bede om hjælp til, og nu skal jeg lige pludselig til eksamen, så skal Jung ikke komme og sige, at det hele ligesom symboliserer et forkvaklet forhold til sex, døden og min mor, og jeg derfor bør gå i hypnosebehandling. Nej, jeg har haft mange og mærkelige problemer i mit liv, men dette er ikke ét af dem. Nej her slår min mor, der er gymnasielærer, mig kammeratligt på skulderen og siger "velkommen til den virkelige verden, sådan har vi det alle sammen".

En travl tid

Her er nogle af de ting jeg har foretaget mig i løbet af den sidste uge:

• Købte for 200,- børnebøger i folkekirkens nødhjælp, som jeg donerede til Læs For Livet. Katching, dobbelt op på god samvittighed.
• Pjækkede den ene dag fra latin og gik hjem og sov i næsten tre timer, og resten af dagen sad jeg bare som em zombie og gloede på computerskærmen.
• Fandt en fantastisk tegneserie om en phd-studerende/gravhund HER
• Kom til at gøre det klart at jeg troede at Confesio Augustana var det samme som Augustins Confessionis, en misforståelse som mange unge teologer begår, men jeg gjorde det altså foran HELE klassen.
• Kæresten havde fødselsdag og det skulle fejres både med brunch med ham og hans mor, og om aftenen med nogle venner, og selvom det var rigtig hyggeligt, så tog det også mange af mine kræfter.
• Mens Kæresten lavede mad, sad jeg og læste inspector Morse (bøgerne). Som teenager var jeg ret forelsket i ham der Morse, også selvom han var gammel, overvægtig og fordrukken. Jeg er godt inde i bog nr to nu, men jeg har endnu ikke helt bestemt mig til, om de kan leve op til alle mine teenagefantasier fra dengang.
• Gav både Kæresten en rigtig gave og en for sjov gave. Jeg havde længe truet ham med at forære ham Barbara Cartlands samlede værker, men ved et rent lykketræf fandt jeg en Barbara Cartland LP, der indeholder tekster som "I wish to be sweapt away by a sheik, and we ride across the hot sand of the dessert", simpelthen så fantastisk forfærdeligt :)
• Lortemobilen bliver ved med at gå ud, og jeg er snart tvunget til at købe en ny (men den er jo kun 3 år gammel). Desværre er der én enkelt og meget vigtig information som aldrig står i nogen af salgsannoncerne, og det er hvorvidt den pågældende telefon har en samarbejdsvillig ordbog. Jeg har ikke lyst til at spørge Kæresten om han vil have en luder, når alt jeg egentlig ville bare var at spørge, om jeg skulle købe et franskbrød.
• Kæresten tog mig med ned på Aros hvor han nogle dage før havde set en rigtig fed udstilling. Jeg var ret træt efter at have fejret fødselsdag dagen før, men søndag var sidste dag, så vi kom af sted, og gudskelov for det. For det var rigtig nok en super fed udstilling. Udstillingen er som sagt lukket nu, men I kan se lidt billeder og læse om den HER
• Min søster, hendes kæreste, Kæresten og jeg mødtes og gik en tur i skoven. Min søster og jeg bor i hver vores ende af landet, så det er sjældent at vi ses.
• På universitetet i går sagde jeg ja til deltage i et hurtigt forsøg, hvor jeg skulle lægge nogle billederserier i rækkefølge. Jeg fik at vide, at det var noget med puslespil for børn, men jeg regnede ret hurtigt ud, at det handlede om 'læseretning', men sådan er det jo med den slags forsøg, man kan ikke fortælle deltagerne hvad det handler om uden samtidig at gøre dem opmærksomme på deres handlinger og derved manipulere med resultaterne.

I dag tillader jeg mig selv en fridag.

Om at trøstekøbe julepynt

Der er under en måned til at eksamenslæsningen går i gang, og jeg begynder lidt at kunne mærke presset, hvilket sætter gang i min evigt tilbagevendende eksamenskuller. Med eksamenskuller mener jeg, når jeg går voldsomt meget op i et emne der ikke er eksamens relateret, for at skabe et aktivt felt der kan stå som kontrast til alt det jeg får læst (eller ikke læst). Når emnet i år er julepynt, så foregår det sådan, at når min hjerne arbejder på højtryk med græske verber og begreber, sidetal og skrivekramper, så kan jeg godt nogle dage gå hen og blive ret melankolsk grænsende til trist, og så hjælper det at gå ind i en butik og købe en engel i porcelæn eller en pingvin med ørevarmere. Det er en temmelig effektiv kur, og det hjælper også når jeg har nedtur efter at fysioterapeuten viste mig en video af min egen røv der løber i slow motion.

Emnet i år er julepynt, hvilket blandt andet skyldes, at vintereksaminer gør mig mere kulret end sommereksaminer, men det skyldes også, at jeg i år også skal have mit første eget juletræ. Eftersom det er det første, så har jeg ikke meget pynt at hænge på det, og det vil derfor være det mest fornuftige at købe et lille træ, men julen handler ikke om fornuft, så fristelsen er stor til at købe et kæmpe stort træ, men hvis man skal have et stort træ, så skal man også have pynt nok til et stort træ, og så må man jo ud og købe noget (heldigt).

Bare fordi jeg køber en del julepynt betyder det ikke, at jeg køber hvad som helst. Det er helt utroligt hvor meget grimt julepynt der er derude. Det grimmeste jeg er stødt på var et lyserødt hestelignende fantasidyr med fjer, perler og bling. "Hold da op" tænkte jeg da jeg ikke bare fandt den i én butik men i to. Jeg selv foretrækker det lidt mere diskrete ting. Jeg køber sjældent mange ting på en gang, bare en lille ting her og en lidt større ting der.

Når nu jeg er i gang med at købe julepynt, så spurgte jeg min far om jeg også skulle købe noget med til ham. Jeg fejrer altid jul hjemme ved ham, men de julepynt han har stammer næsten alt sammen fra da min søster og jeg var børn, og det er efterhånden nogle dage siden. Han sagde selvfølgelig ja, hvilket bare giver mig en undskyldning for at købe endnu mere julepynt, når nu jeg ikke hele tiden gider at sidde med næsen i bøgerne.

Der er selvfølgelig den fare, at jeg går kold inden julen overhovedet er gået i gang, men den risiko er der alligevel, da jeg skal til eksamen i begyndelsen af januar, og derfor kommer til at sidde med mine bøger en god del af julen.

Jeg er en positiv misantrop

Jeg har ikke ret megen erfaring i det der med at have en kæreste, men jeg har læst bøger og hørt vittigheder om svigermødre, så jeg ved godt hvad jeg kan forvente, både af min mor og hans. Nej, selvfølgelig er det ikke det jeg forventer. Hvad jeg forventer er tæt forbundet med mit generelle menneskesyn. Jeg kan bedst beskrive mig selv som en positiv misantrop. En misantrop er person der generelt ikke kan lide mennesker, men i min selvfortolkning af det, er det en person der ikke har store forhåbninger til menneskeheden. Jeg tror ikke at de fleste mennesker er særlig dybe, filosofiske eller heroiske, og jeg er altid klar med en sydende sarkastisk kommentar, men generelt kan jeg godt lide de mennesker jeg kommer i kontakt med.

Jeg kan fortælle massere af pinlige og mindre positive historier om min mor, selvfølgelig kan jeg det, hun er jo min mor, men når det kommer til personen Mor, så holder jeg af hende og har den største tiltro til, at hun ville behandle min kæreste godt, da de mødtes i lørdags. Jeg var ikke spor nervøs for mødet, for jeg har stor tiltro til dem begge, så tanken om, at det ikke skulle gå godt, var fjern.

Det viste sig da også, at jeg havde ret. Vi var først ude og spise ved en lille bådehavn. Vejret var dejligt, og vi spadserede en lille tur på landgangsbroen, i den udstrækning det var muligt. Derefter var vi hjemme ved mig for at sætte et gardin op.

Jeg ved ikke om det ændrer noget for mig, at Kæresten nu har mødt min mor. Fiktionen har fortalt mig, at det er en slags overgangsrite i et parforhold, når man præsenterer hinanden for forældrene, men jeg føler mig ikke anderledes nu end jeg gjorde før, men måske det kommer når jeg på søndag skal møde hans mor.

Måske føler jeg mig en lille smule snydt, for det føltes bare som en helt almindelig dag med min mor, bare med tre personer i stedet for to. Det var en god dag, og jeg var glad, men der var intet sug i maven, ingen himmelske hærskare der kom med deres hallelujakor, bare en helt almindelig efterårsdag i Danmark.

A brave new world

I lørdags ville det have været Tove Janssons 100 års fødselsdag, hvis hun da havde været i live. Tove Jansson er forfatteren bag Mumibøgerne og "Sommerbogen". "Sommerbogen" er lige blevet genudgivet og har,uforståeligt for mig, fået meget mere omtale end Mumibøgerne. Det er på ingen måde end dårlig bog, men den kan på ingen måde hamle op med "Mumitrolden- De tre sidste romaner". Jeg burde have fejret hende, men det gjorde jeg ikke, for jeg var slet ikke klar over mig. Mumimors svar på en sådan krise er enten at bage så mange pandekager, at hun må blande dejen i badekaret eller at tage på en skovtur.

Jeg gjorde ingen af delene, men jeg var faktisk på restaurant den dag.  I 10 år var mine muligheder for at spise ude meget begrænsede. For at være ærlig bestod det enten af salatbar, sushi eller en let frokost. Jeg har prøvet at udvide mit horisont, og i juni sidste år spiste jeg for første gang en pizza (som ikke skulle kastes op igen bagefter) og i vinters fik jeg en indisk curry. Begge dele var dog take-away der blev spist hjemme i trygge rammer.

Sidst jeg var af sted på en restaurant var mens jeg var aller mest syg. Jeg var blevet indlagt på psyk fordi jeg ingenting spiste, men langsomt fik de da noget mad i mig. Det var min lillesøsters fødselsdag, og jeg elsker hende meget højt, så jeg ville gerne med ud og spise. Jeg ville gerne sidde ved bordet og spile for at signalere, at jeg nok skal overleve dette her. Jeg tænker ikke på det som en falsk facade, for smilet var ikke et udtryk for indre glæde og munterhed, men for kærlighed, og kærligheden var ægte nok. Helt sådan skulle det ikke komme til at gå.

Jeg havde forberedt mig godt. Afdelingens internet var nede, så jeg kunne ikke læse menuen, men jeg tænkte på de cafeer jeg havde spist på, og jeg tænkte, at jeg sagtens kunne spise en salat, måske endda en suppe. Da min far og søster kom og hentede mig var jeg mere spændt end bange, og jeg ønskede virkelig, at dette her skulle lykkes, men da vi kom ned på restauranten viste det sig, at det var et sted med en fast menu, hvor man skulle vælge 2 eller 3 retter. Jeg så tjenerne komme til de andre borde med tallerkener på størrelse med rumskibe, bugnende af mad. Bare tanken om en enkelt af disse tallerkener gjorde mig rædselsslagen, tanken om to fik mig til at bryde sammen. Min elskede farmor lagde en hånd på mine skuldre, men jeg rystede hende af mig, for min sorg var for stor til at rumme andre mennesker. At forhindre en bedstemor i at trøste sit barnebarn er nok en af det mest egoistiske man kan gøre, men jeg kunne ikke klare det.

Min far var henne og spørge om der kunne laves en undtagelse. Jeg ved ikke hvordan han spurgte, jeg ved ikke om han kunne få sig selv til at nævne ordet anoreksi, men personalet var bestemt ikke behjælpsomme. Jeg blev sendt tilbage på hospitalet i en taxa, stadig grædende. Dagen efter var der en ond sygeplejerske der skældte mig ud og sagde, at hvis jeg havde været hendes søster, så ville hun have været vred på mig for at ødelægge hendes dag. Denne sygeplejerske var tit vred på mig, men sådan tænkte min lillesøster heldigvis overhovedet ikke.

I lørdags var det mig der tog initiativet til at tage på restaurant, ingen andre kunne tage det valg for mig. Min psykolog som kender mig rigtig godt ville måske kunne arbejde mig frem mod selv at tage valget, men i dette tilfælde skulle familien holde sig på afstand. en gang imellem er det blevet foreslået, men jeg blev altid defensiv måske endda lidt hidsig, ikke fordi jeg var vred, men fordi jeg var bange.

I lørdags var jeg dog klar, jeg havde set menuen på forhånd (internettet er en fantastisk ting), og jeg var generelt ved godt mod, og det hele gik rigtig fint. Vi var på Druen og Bønnen i Odense og jeg fik et lækkert stykke lam med en kraftig fransk sauce.

Hjem fra ferie

Jeg er så træt, at ordene ikke vil makke ret inde i mit hoved. De farer rundt og driller mig. Så snart jeg tror, at jeg har fanget dem inde og tvunget dem til at stå på række og danne en mening, da løber de væk fra mig, grinende som små børn. Min hjerne føles lidt som før jeg begyndte på conserta.

Grunden til dette er, at jeg lige har været i sommerhus med min mor i fire dage. Det var en hyggelig tur, men også en tur fuld af indtryk og nye rutiner. Indtryk er når en farve, form, lyd eller lugt mases ind i hjernen for at danne et mønster, lidt ligesom kartoffeltryk, og det siger sig selv, at hjernen kun har plads til så og så mange nye mønstre før den bliver trykket til kartoffelmos.

Her er nogle af de indtryk der får min hjerne til først at glædes og dernæst gå tre dage i hi og sige 'nu vil jeg ikke mere, jeg har brug for ro'.
- At sidde i toget mens vi kørte igennem en hede hvor al lyngen var sprunget ud. Hundredvis af meter af lyserød i forskellige nuancer alt efter hvordan lyset faldt. Lyserød op af bakke, lyserød ned af bakke, og lyserød så langt øjet rakte.
- Lugten af ikke længere at være i byen. Lugten af regnen der rammer den udtørrede jord, korn der bliver høstet på marken og ja, nogle gange lugtede der er svinestald, men det gjorde ikke noget, for vi var jo på landet.
- Lyden af græshopper. På et tidspunkt, da vi var ude og gå, var der en der gik i gang lige ved siden af mig. Jeg sprang forskrækket til siden, for jeg troede, at det var en cykel der kom brasende på grusvejen.
- At møde en gammel studieveninde, som jeg ikke har set i meget lang tid. Jeg er ikke god til at møde folk uforberedt, så samtalen blev nogle steder lidt akavet, men ellers var det rigtig hyggeligt.
- Vesterhavets brusen. Det var ikke meget jeg fik set til det, for jeg begyndte allerede at blive så træt, men jeg så det trods alt, og det var så meget større og mere majestætisk end det spejlblanke vand ved Aarhus.
- En bod hvor man selv kunne blande sin buket af georginer i de mest strålende farver for 2 kr stykket. Jeg havde planlagt at købe ti, men jeg endte med at købe 25.
- Selskab hver dag, næsten hele dagen, hvor jeg er vant til at være helt alene 23 timer i døgnet.

Dette er så korte brudstykker af min ferie, men selvfølgelig var der meget mere. Der er flere ting som jeg ikke har skrevet om, men jeg kan ikke skrive om alt. Jeg tror at de fleste bliver en anelse stressede på ferien. Jeg ved ikke i hvilken grad min aspergeroplevelse adskiller sig fra andre menneskers oplevelse. Det gør den nok ikke alt for meget, den største forskel er nok bare, at jeg bliver meget hurtigere træt end andre og ikke kan klare så meget.

Hvordan jeg blev feminist

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil kunne give et klart og entydigt svar på hvorfor jeg i nogle perioder sultede mig selv til lorten begyndte at løbe ud af mig som brunt klumpet vand, og i andre perioder spiste til jeg var ved at revne, for så at gå ud på toilettet for at kaste det hele op. man kan selvfølgelig bare sige at jeg havde det af helvede til og et eller andet skulle jeg jo foretage mig, men det er jo ikke rigtig noget svar, for mange mennesker har det jo svært.

Hvad jeg vil snakke om i dag er hele postyret omkring det at blive kvinde. Til at starte med klarede jeg det fint. Min mor er biologilærer, og jeg vidste stort set hvad der var at vide om alle de praktiske ting, men min tilværelse på den tid var ret beskyttet. Så startede jeg på gymnasiet, og så fik piben en anden lyd.

Mit liv indtil da havde egentlig været lidt ligesom det altid havde været bare med månedlige blødninger og hår der skulle barberes væk. Der havde da ganske vist været talt om sex og flere af mine klassekammerater havde haft kærester og den slags, men vi var i sidste ende bare børn der legede. I gymnasiet lærte jeg for første gang seksualiteten at kende som et angrebsvåben. I gamle dage var sexisme 'kend din plads, kvinde', og det vidste vi jo alle sammen godt var forkert, men den sexisme jeg stødte på blev forklædt som humor, og var derfor teknisk set noget jeg skulle synes var sjovt. Jeg følte mig forsvarsløs, dette var ikke noget min mors biologibøger, som jeg havde læst i smug under dynen, havde lært mig noget om.

De to drenge der var efter mig var lærernes yndlinge, så hvordan kunne jeg tro andet, end at det var mig den var gal med, og det der var gal med mig var at jeg var kvinde. Jeg besluttede at prøve at lade være med at være kvinde ved at sulte min menstruation og kvindelige former væk. Jeg begyndte at hade min mor fordi hun var kvinde, og fordi hun mindede mig om at jeg var kvinde. Sådan begyndte min spiseforstyrrelse som skulle vare de næste 10 år.

Selvfølgelig afsluttede jeg gymnasiet, men det fik ikke sådan lige min spiseforstyrrelse til at gå væk, for jeg blev ved med at støde på disse små irriterende episoder, kommentarer, bøger og avisoverskrifter der mindede mig om, at jeg, fordi jeg var kvinde, måske ikke var nær så god som drengene.

'Men problemet med at kæmpe mod sig selv er, at man taber, hvis man vinder. På et tidspunkt vil man - såret og udmattet - enten acceptere, at man bliver nødt til at blive kvinde - at man er en kvinde - eller dø. Dette er den brutale, fundamentale sandhed om puberteten - at den ofte er én lang, smertefuld udmattelseskamp. De selvskadende piger med deres selvpåførte snitsår på arme og lår minder bare sig selv om, at deres krop er en kampplads'
                                         Moran, Caitlin 'Kunsten at være kvinde' s. 16-17

Og sådan måtte det jo også gå med mig.

 I dag står jeg så og ser på min næsten-30-årige krop, ca 20 kg tungere, og har lært at værdsætte det at være kvinde, jeg har faktisk lært at være glad for at være kvinde, men jeg står alligevel tilbage med en følelse af verden i dag stadig ikke er noget helt frugtbart sted for kvinder at være, så derfor er jeg feminist, for at fremtidige generationer af piger ikke behøves ty til samme ekstremer som jeg selv var nødt til. Det er ikke sådan, at jeg går rundt og hader mænd. At sige at jeg hader mænd er ca lige så tåbeligt som at hade kvinder, eller nærmere så er det PRÆCIS lige så tåbeligt som at hade kvinder.

Min far kan ikke lide ordet 'feminisme', fordi det vækker nogle ubehagelige billeder fra 70'erne, hvilket er en skam, for vi har ikke rigtig andre ord til at beskrive det, at folk som mig og min søster også har lov til at være her. I 90'erne havde vi lige ordet 'Girl Power', men det har været den eneste konkurrent til ordet 'feminisme' i 100 år.

Et historisk fotoalbum

Imellem 6 og 7 klasse var min moster og jeg på ferie i England og Skotland. Mens vi var derovre var vi blandt andet inde i en masse genbrugsbutikker, hvor vi den ene dag fandt noget ganske særligt. Vi vandt en fotobog "Queen Alexandra`s Christmas Gift book". Dronning Alexandra var en dansk Prinsesse, datter af kong Christian 9 og som var gift med kong Edvard 7 af Storbritannien.

I bogen er der en helt masse fotografier hvor hun besøger Skagen, så da vi kom hjem, var min moster inde og forære fotoalbummet til Skagens Museum. Dengang var jeg måske lidt ked af at jeg ikke kunne beholde det, det var jo fuld af damer i smukke kjoler, men i dag er jeg sådan nogenlunde glad for, at hun gjorde det. Jeg ville have brugt det til at tage det frem, en sjælden gang imellem, for at bladre lidt formålsløst frem og tilbage, men det kan bruge det til noget reelt, som nu for eksempel.

Skagens Museum holder for tiden en udstilling om maleren Tuxen, og bruger blandt andet nogle af billederne i denne artikel.

Jeg kan ikke lade være med at være en lille smule stolt, også selvom jeg jo egentlig intet har bedrevet i denne sammenhæng, men alligevel, de har jo brugt billederne fra VORES fotoalbum :)

Pipfugle

Jeg har ret ondt i hoften for tiden, så jeg sover dårligt, hvilket ironisk nok gør, at jeg er så svimmel af træthed, at jeg ikke kan lave mine øvelser, fordi jeg da skal stå og flagre på et ben. Jeg er så træt, at jeg er helt ynkelig. Jeg får ikke foretaget mig en skid, jeg sidder bare på min flade røv, hvilket får det til at gøre endnu mere ondt.

De morgener, hvor jeg ikke er nede og træne, prøver jeg at gå en tur. Om morgenen er det tidspunkt på dagen, hvor jeg stadig bare har en lille smule energi. Der ligger en lille skov ikke så langt fra hvor jeg bor, og den er virkelig meget lille. den tur jeg går varer ca 45 min og det er ikke let at forlænge den meget. Nå, men 45 min gåtur er sikkert også ganske passende.

Vi hvor jeg ikke længere behøves gå og spekulere på latinske verber og Augustins tidsbegreb, så fordriver jeg tiden med at kigge på fugle. Der er ikke nogen store filosofiske eller videnskabelige overvejelser bag mit fuglekiggeri. Jeg ser på dem 1) fordi der er rigeligt af dem, 2) fordi jeg er vokset op med en mor der så på fugle.

Når man skal se på fugle skal man have en fuglebog. Alle jeg spurgte sagde, at det var bedst med en med tegninger frem for en med fotografier. Jeg købte alligevel en med fotografier, "fordi billederne var så nuttede". Der var en grund til, at de alle sammen sagde, at tegninger var bedst. Jeg sidder og ser på det ene brune fjerklædte kræ efter det andet, og de ligner alle sammen hinanden. Hold kæft hvor er jeg dårlig til at shoppe.

Så kommer vi til fugle stemmer. Da jeg var barn og hørte gøgen kukke, så forestillede jeg mig altid, at det var dette nærmest mytologiske væsen, som en slags dansk fugl Fønix, og det gik først meget sent op for mig, at den bare var kedelig og brun, og jeg blev enormt skuffet, men sådan kan det vel til godt føles når man bliver voksen. Ud over gøgen kan jeg ikke genkende mange fuglefløjt, mest af alt fordi rigtig mange af dem, når jeg kommer brasende gennem underskoven, ikke længere synger, når jeg kommer tæt nok på til at se hvad det er for et kræ. Hvis man så er heldig at se fuglen og høre stemmen samtidig, så skal jeg hjem og se om jeg så kan genkende beskrivelsen i bogen, hvilket jeg næsten med sikkerhed ikke kan. Tit kommer jeg frem til den meget faglige kategorisering "dumt brunt/gråt kræ".

Ingen lys i vinduet

Jeg havde ikke nogen lys i vinduet i går. Det er hverken fordi jeg ikke er taknemmelig eller fordi jeg synes det er en dum tradition. Det var simpelthen fordi jeg havde været til et fotoshoot om formiddagen, og jeg var så træt, at jeg halvt bevidstløs vaklede i seng allerede kl 16.30. på den tid af dagen var det alt for lyst til stearinlys, og hvis jeg endelig havde tændt lys, så er jeg bange for at jeg var så træt, at jeg nok ville have glemt at slukke dem, men mest af alt, så var jeg havde jeg glemt alt om det.

Jeg ved at dette vil gøre min elskede farmor en lille smule ked af det at høre, for det betyder af gode grunde meget for hende. Det er jo ikke fordi jeg ikke ære modstandskampen, jeg læser bøger, ser film, diskuterer og jeg lever i stor taknemmelighed for min frihed, men det der med datoer er ikke min stærke side. Hvis nogen spørger mig hvornår befrielsen var, kan jeg godt huske, at vi blev befriet natten mellem 4 og 5 maj, men når det så ER den 4 maj, så tænker jeg slet ikke så langt. Jeg er dog kommet så langt, at jeg har skrevet ind i min kalender, at jeg næste år skal skrive ned i min kalender, at nu må jeg altså se at huske det.

Nå, men hvad var det så for et fotoshoot jeg var til og som tog så meget af min energi? I tirsdags var her en fotograf for at tage billeder til en artikel i Region Midtjyllands blad Magasinet. Det gik super fint, men han var ikke helt glad for den hvide baggrund mine vægge kunne levere, så han inviterede mig ned i sit studio i går. Jeg må indrømme, at det lød lidt som en dårlig scorereplik, men han var nu reel nok. Det var en sjov og noget anderledes følelse at være centrum for hans opmærksomhed, og det skadede jo heller ikke at han var super sød og så ret godt ud.

Fotografen takkede mange gange for at jeg gad komme, og han undskyldte, at det tog så lang tid, men for at være ærlig, så er det jo ikke fordi jeg har voldsomt meget andet at lave efter at jeg har taget fri fra universitetet, så det var bare sjovt at komme ud og lave noget andet end det sædvanlige.

Nicky Bonne - fotograf http://nickybonne.com/

Væk

Problemet ved at være morgenmenneske er, at nå man sover ude, så vågner man som regel adskillige timer før sine værter, og nogle gange ved man så ikke hvordan man betjener kaffemaskinen. efter denne uges nedsmeltning trængte jeg til at komme lidt væk, væk fra den dårlige samvittighed over lektier der ikke blev lavet, væk fra løbetræningen der ikke går særlig godt, væk fra de samme omgivelser dag ud og dag ind. Jeg er autist, jeg elsker gentagelser og faste rutiner, men selv jeg kan løbe sur i det hele.

Min onkel havde haft lægevagt oppe i Nordjylland og kunne så hente mig i Aarhus inden han tog færgen til Sjælland. Det var første gang jeg skulle besøge ham og min tante i deres nye hus, men jeg kender dem selvfølgelig ganske godt, det vil sige, at jeg kunne opleve noget nyt og spændende i trygge og vante rammer, og det var lige hvad jeg trængte til.

Om eftermiddagen var vi ude og gå tur, og det var en helt anden natur end der hvor jeg bor nu, mere frodigt, varmere, jeg havde klædt mig på efter det jyske vejr, og jeg svedte, men det var rart at smide jakken for første gang i år. Når jeg løber, så løber jeg i et fitnesscenter, og når jeg cykler, så cykler jeg normalt bare ned på universitetet, så jeg kommer slet ikke så meget ud som jeg gerne ville. Mit liv er fuld af gode intentioner, men så skal jeg lige det ene eller det andet, og så kommer jeg ikke af sted.

Der var snak om at vi skulle på museum, men for mig var et nyt hus i nye omgivelser rigeligt med nye input. Da jeg vågnede, og min onkel og tante stadig lå og sov, gik jeg på oplevelse i deres stue. Først så jeg på deres bøger, for det er hvad jeg altid gør når jeg er hjemme ved nogen, og når jeg nu var i gang med bøgerne kunne jeg lige slå op, om det virkelig var en spætmejse jeg havde set dagen før. Så gik turen videre til skabene. Min onkel og tante rejser meget til fjerne egne som jeg nogle gange ikke engang anede eksisterede, og de bringer ting med hjem, som jeg så kunne gå og snuse i og opleve mit helt eget lille eventyr. 

Mens jeg gik rundt og lod mig fascinere af den ene genstand efter den anden, gik det op for mig, at jeg ville være en forfærdelig indbrudstyv, der kunne have ligget en stak med en million kroner, og jeg ville have været revnende ligeglad, men de små figurer med små vrisne mænd forelskede jeg mig hovedkuls i. Der var et kæmpe stort plasma tv, i hvert fald fire gange så stort som mit eget, men jeg ledte ikke engang efter fjernbetjeningen, for jeg havde travlt med at studere elgen der løb på skøjter, læderæslet, myreslugerpinceten, det græske tempel, glasskålen med billen, åleruserne i mineformat. Der var slet ikke behov for et museum, for min onkel og tante havde deres egen lille udstilling.

Forskellige måder at tale på

Det kan godt være, at jeg har en hel stribe diagnoser, men det meste af tiden er jeg nu forbløffende normal, og så alligevel ikke helt.

I går var jeg med min far og søster til fødselsdagsbrunch, og jeg fortalte min søster, at min psykolog var taget på vinterferie, og Jeg havde sagt til hende, at nu måtte hun ikke komme til skade, for jeg kunne ikke undvære hende i seks uger. Jeg syntes at det var sødt sagt af mig, for jeg sagde det jo, fordi min psykolog er en ganske særlig person som betyder meget for mig. Min søster syntes ikke at det var sødt sagt, fordi det fokuserede på mine genvordigheder frem for hendes smerter.

Det er ikke fordi én af os har ret, men jeg kan godt forstå at min måde at formulere mig på er selvcentreret og kluntet. Jeg kan godt forstå at jeg nogle gange kommer til at såre folk eller gøre dem vrede. Jeg ser ikke mig selv som et ondt og ufølsomt menneske, jeg ser snarere mig selv som klodset. Heldigvis kender min psykolog mig rigtig godt, og hun arbejder specifikt med folk som mig, så hun ved hvad jeg mener, eller det tror jeg i hvert fald at hun gør.

Min psykolog er en jeg holder rigtig meget af, så hvis hun rent faktisk kom til skade, så ville det sandt nok give mig nogle logistiske og personlige problemer, som ville kræve en del at få styr på, men min primære tanke ville være at det er synd for hende, for jeg ved godt at det gør ondt at komme til skade, og at det vil give hende endnu større logistiske og personlige problemer. Hvorvidt jeg så ville være i stand til helt at formidle disse tanker uden at kludre i det, det er så en helt anden ting.

Om at tvangstisse

Da jeg var barn, sendte min mor mig altid ud for at tisse af før vi skulle et eller andet, og det var ligegyldigt, om jeg syntes at jeg skulle eller ej, men det var nu ikke der, at det startede.

I 2005 udviklede jeg epilepsi efter at have haft en rigtig grim infektion. Det er heldigvis ikke en type epilepsi hvor jeg kramper og bider tungen af mig selv. Jeg gør egentlig ikke andet end at falde om, og så er jeg frisk igen med det samme. Da jeg udviklede det, var det noget der skete ustandseligt, nogle gange endda flere gange på en dag. Jeg havde hørt historier om folk der gjorde i bukserne under epileptiske anfald, og jeg tænkte, at det måtte da bare være helt forfærdelig pinligt. Så jeg begyndte at gå på toilettet hver eneste gang der var bare den mindste antydning af en tissetrang, for jo mindre indhold der var i blæren, jo mindre ville jeg tisse, hvis jeg tissede i bukserne.

Med årene, selvom jeg efterhånden sjældnere faldt om, blev det med tisseriet bare en vane, og efterhånden kunne jeg slet ikke finde ud af at holde mig, selv hvis jeg havde brug for det. Tanken om at gå en hel time uden et toilet var næsten smertefuld. Efterhånden havde jeg glemt hvorfor det nu var, at jeg havde den vane, så jeg begyndte at frygte, at jeg havde sukkersyge. Det kunne min læge så fortælle mig, at jeg ikke havde, men hun kunne fortælle mig, at mit daglige væskeindtag var alt alt for højt. Selvfølgelig var mit væskeindtag for højt, for hvis man tvangstisser så mange gange om dagen som jeg gjorde, så var jeg nødt til at drikke en hulens masse for at kunne være urin nok i blæren. Det var en ond cirkel.

Jeg begyndte efterhånden at træne for at få en mere normal tisserytme, og det går bedre, men når jeg bliver nervøs, kommer tissetrangen helt automatisk. Det skete for eksempel i mandags, da jeg havde årets første latintime. En lektion varer 45 min, og jeg havde tisset af 5 min før timen startede. 50 min burde selv jeg kunne klare, men som jeg skrev sidste ude, så var det ikke nogen kod time, så allerede efter 10 min fik jeg en helt forfærdelig tissetrang. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke bare gik på toilettet. Godt nok synes jeg, at det er en uskik at gå på toilettet i timen, men hvis man nu virkelig skal.

Jeg sad altså der på min stol og havde enormt svært ved at koncentrere mig. Jeg kuggede på uret mere end jeg kiggede på lektierne, og i samme sekund at klokken blev hel, smed jeg mine ting ned i tasken og for ud af døren og hen til det nærmeste toilet, men trangen var overdrevet, og jeg kunne kun klemme et par enkelte dråber ud, og sådan er det tit.

Kan man ændre på hvem man er?

Kan man ændre på hvem man er? Bør man ændre på hvem man er? Hos fysioterapeuten har jeg fået nogle øvelser til at ændre den måde jeg står på, og selv det kan tage lang tid at lære, men hvad med ting der er mindre konkrete, mere personlige? Hvad nu hvis man ønsker at være mindre egoistisk eller mindre doven? Hvis man nu ikke er stolt af den man er? Skal man ændre hvem man er?

Jeg har engang fået at vide af en lærer, at jeg selv var ude om, at jeg blev drillet i de små klasser, for jeg havde godt nok været et mærkeligt barn. Det var selvfølgelig ikke særlig pædagogisk sagt, og jeg gik da også direkte hjem og græd, men det værste var at hun havde ret, min opførelse var ikke hensigtsmæssig, den skræmte de andre børn væk og efterlod mig ulykkelig.

Man kan argumentere for at de andre skulle lære at være mere tolerante, men når det kommer ned til hvad der er størst sandsynlighed for at ændre sig, mig eller de andre, så satser jeg på mig selv, og sådan begyndte min kamp. Det førte til ti år med selvfornægtelse og depression, og efterlod mig grædende på badeværelsesgulvet, undervægtig og dækket af mit eget blod. Dette var ikke en enkelt hændelse men snare en daglig kamp gennem fire år, indtil jeg langsomt kunne begynde at bygge mig selv op.

Jeg arbejdede ikke alene, men nogle dage føltes det sådan. Min behandling har kostet skatteyderne 6000kr om dagen igennem 6 år, og det er mange penge, men jeg er da trods alt i live, og i dag kan jeg lide hvem jeg er. Mine problemer handler selvfølgelig om meget andet end lige at rette på nogle små småskavanker. Det var ikke et spørgsmål om, at jeg altid tog den sidste kage, eller om at jeg godt kunne lide at sove længe i weekenden. Det var i stedet et spørgsmål om, at jeg ikke kunne fungere sammen med andre mennesker i et samfund der lægger stor vægt på team work. Jeg kunne ikke arbejde sammen med andre mennesker, fordi jeg ikke kunne holde ud at blive konfronteret med mig selv. Jeg kunne hælder ikke tage vare på mig selv, for hvorfor passe på den person i verden som jeg hadede mest.

Det er nu lidt over to år siden, at tingene så stille begyndte at gå bedre. Selvhjælpsbøgerne fortæller smukke historier om hvordan man kan blive et gladere og tyndere menneske, men min historie var ikke smuk. Måske jeg kunne have gjort det hele på en nemmere måde, men det er enormt svært at få hjælp hvis man ikke allerede ligger på badeværelsesgulvet og bløder. Har det været det hele værd? Jeg vil rigtig gerne sige ja, for jeg kan i dag lide hvem jeg er, men jeg har set ind i min lillesøsters øjne, og bag tårerne så jeg frygten, og jeg vidste at det er min skyld, for alt dette har ikke kun ændret mig, det har også ændret dem omkring mig.

Er jeg så i dag tilfreds med hvem jeg er? Det kommer an på hvad man lægger i tilfreds. Jeg kan lide hvem jeg er, nogle dage kan jeg endda smile når jeg ser mit eget spejlbillede, men jeg har samtidig lyst til at arbejde videre på hvem jeg er, for jeg tror på, at jeg har potentialet til at opnå mere.

Om min seje søster

I fredags blev min søster kandidat, så min far og jeg dukkede op med blomster og champagne.

Da jeg i sin tid blev student havde jeg det ikke godt, og jeg kunne slet ikke overskue at blive fejret, så jeg bad min familie om at lade være, men da det kom til stykket , var det en beslutning der gjorde ondt, og som jeg tit tænker tilbage på. Jeg siger måske engang imellem at jeg er bitter, men det er måske lige stærkt nok. Det har dog lært mig at værdsætte værdien af en simpel gestus, som at komme med blomster ved særlige lejligheder, så jeg havde købt den største buket jeg kunne komme til.

Jeg holder meget af min søster, men jeg ved ikke altid hvordan jeg skal vise det, men bare det at jeg er rask nok til at være der for hende, viste sig at være den bedste gave jeg kunne give hende, bedre end selv den største buket blomster. Mens jeg var syg ville jeg stadig være dukket op, men jeg ville have siddet i et hjørne og udstrålet, at det var en pine for mig at være der. Det ville have sat en dæmper på hele selskabet, for det ville gøre ondt på min søster, og det ville hendes veninder have vidst. I fredags kunne jeg sidde og oprigtigt smile og tale med veninderne som et helt almindeligt menneske, og jeg var glad fordi jeg kunne gøre min søster glad.

Jeg ved ikke hvordan det har virket udefra, men jeg var selv temmelig bevidst om, at jeg ikke helt fungerer som de andre. Det drejede sig om småting, men alligevel. Når normale mennesker tænker og taler, så opererer de i helheder, hvilket er noget jeg ikke helt kan forklare, fordi jeg ikke helt forstår det. Det er at snakke om et emne lidt lige som det ville stå i en bog. Når jeg som autist tænker, er det meget konkret, det vil sige, at jeg tit taler i anekdoter. At min søster bliver kandidat minder mig fx om da jeg blev student og om da jeg i sommers bestod hebraisk, så det er de historier jeg kan finde ud af at tale om, men det er også noget jeg skal passe på med, for det giver et indtryk af, at jeg bare ønsker at snakke om mig selv, hvilket ikke helt er tilfældet.

Jeg tror at jeg trods alle mine skævheder klarede mig fint, og min lillesøster havde klaret sig godt og var glad, hendes veninder var søde og min far var stolt, så det blev en rigtig god dag.