Klar til næste eksamensproblem

Med min eksamen i Gammel Testamente vel overstået og et nyt semester påbegyndt er det ved at være tid til at få styr på den næste eksamen der venter mig. Her i midten af måneden skal jeg til en skriftlig eksamen i valgfag "Synd og sundhed". På grund af alle mine problemer med studienævnet er det i teorien min tredje og sidste eksamensforsøg selvom det i praksis er mit første. Selvom det er både forvirrende og irriterende, så er det dog ikke noget der stresser mig unødig meget. Jeg har ingen grund til at tro at jeg ikke ville kunne bestå, og selv hvis jeg af uransagelige årsager dumper, så har jeg ret god sag til ansøgning om endnu et forsøg.

Det der stresser mig ved denne eksamen er, at det endnu ikke er blevet afgjort hvor lang tid jeg har til den. Op til nu har det været sådan, at jeg havde en automatisk forøgelse af tid på 50%, men ud af det blå fik jeg pludselig at vide, at det har jeg alligevel ikke når det gælder skriftlige eksaminer, og da jeg til min sidste alligevel fik det, så var det en fejl, og så lige en halvvejs anklage om, at det var min egen fejl, at jeg ikke vidste at det var en fejl og derfor i god tid burde have sendt en skriftlig ansøgning om forøget tid til skriftlig eksamen.

Jeg sidder og skal til at sende denne ansøgning, men deres hjemmeside driller. Det er stadig lidt for tidligt til at få krise over det, hvis det ikke lige var fordi der kun er en uge til at eksamenen begynder og jeg stadig ikke ved, om jeg har 2 eller 3 dage til at skrive dem.

For pokker. Nogle gange føles det som om mit hoved skal til at eksplodere...

nye problemer med universitetet

Kender I det, når ens computer er så fuld af alt muligt rod, at den bliver langsom og ubrugelig? Når den står og snurrer i det uendelige over selv den mindste opgave og går i stå, så man mister tålmodigheden og trykker på start-knappen for at slukke for lortet? Det er lidt sådan min hjerne føles for tiden.

Da jeg før jul fik godkendt min ansøgning om nedsat studieaktivitet hos studienævnet troede jeg, at nu kunne jeg tage tage en smule ferie med en følelse af ro i sindet. Nogle gange kan jeg være så naiv, at det gør helt ondt. 1. januar kom med sin sædvanlige lade følelse af træthed og tømmermænd, og jeg gik på nettet for at tjekke mine eksamenstider. Der var sket en fejl med noget forøget tid til forberedelse der ikke var blevet regnet med, men pyt, en hurtig email, og så var den sag ude af verden, og jeg lænede mig tilbage i sædet med et glas cola og tænkte allerede på andre ting. Det første lille problem ledte dog videre til et andet lille problem der igen ledte videre til et langt større problem, og vi var endnu ikke kommet længere ind i det nye år end til 3. januar.

Hvor stort problemet egentlig er har jeg meget svært ved at overskue. Men selv hvis det i sig selv ikke er det største problem, så er det tyngden af bølge efter bølge af problemer der begynder at køre mig ned. Jeg har sikkert styrke nok til at klare også dette problem, hvis jeg da kunne være sikker på, at dette er det sidste, men jeg stoler ikke længere på dem, og tanken om at rækken af problemer vil fortsætte i det uendelige giver mig lyst til at smide håndklædet i ringen og bare droppe det hele.

Jeg orker det ikke længere, for ved siden af min fortsatte kamp med universitetsadministrationen sidder jeg også med eksamenslæsningen. Eller rettere, så BURDE jeg sidde med eksamenslæsningen. Jeg prøver, men jeg kan ikke koncentrere mig, og jeg kan ikke finde hoved og hale i de få ting det lykkes mig at få læst.

Om at føle sig uønsket

Dette bliver nu det niende blogindlæg i træk der handler om min kamp med universitetet. Det er ikke fordi der ikke sker andre ting i mit liv, eller fordi disse ting ikke er vigtige. Det er bare det, at denne store sky af problemer som jeg oplever med universitetet er med til at forme og farve alt hvad jeg ellers laver.

En ting er alle de praktiske problemer sagen fører med sig, møder, diskussioner, spørgsmål, men når man hele tiden føler sig behandlet som en der er uønsket, så er det svært ikke også at føle sig som en der er uønsket, og selvfølgelig er det svært ikke at bringe denne følelse med sig ind i alt hvad man gør. Det er en rugende fornemmelse der ligger omme i baghovedet og som pludselig dukker op. Jeg kan sidde midt i en hyggelig samtale, og så pludselig rammes jeg af tungsind. Det er ikke som at blive ked af det. Der er tusindvis af grunde til, at jeg ikke behøves at være ked af det, men det er som et angreb af tvivl i alt hvad man gør. Følelsen af aldrig at gøre det godt nok. Trætheden. Og jo mere man bekymrer sig jo mindre energi er der tilbage til at fuldføre sin gerning.

Det er heldigvis ikke en følelse der er der hele tiden. Det meste af tiden lever jeg bare mit liv, sådan helt stille og roligt. Jeg mærker nok, at mit energiniveau er lavt, men det er jo ikke en katastrofe, at jeg ikke får læst alle mine lektier, det er højst lidt irriterende. Det er også okay, at en opvask måske får lov til at stå lidt længere end normalt. Det er alle disse små hverdagsting der ikke betyder så meget, men når tungsindet så rammer, så føles det som et bevis på hvordan jeg ikke er noget værd og hvordan alting begynder at styrte sammen sammen om ørene på mig.

Det er en masse modstridende følelser, og det er meget forvirrende at stå i. Så i 9+ uger nu har jeg levet i en vedvarende usikkerhed og forvirring, og jeg kan tydeligt mærke hvordan det tærer på mine kræfter. Tidligere var en middagslur noget jeg tog en gang imellem, hvis jeg havde haft en særlig hård dag, men nu er det en nærmest daglig ting, og hvis jeg ikke lige kommer op og ligge lidt, så går jeg næsten altid i spåner over hvor usigelig svært det er at komme igennem dagen.

Om en tåbelig misforståelse

For det meste, når jeg tænker over mig selv som en asperger i en neurotypisk verden, så går mine tanker nogenlunde som følgende:

• Når jeg modtager en besked, så tolker jeg den på en måde der ikke nødvendigvis er lig med beskedens egentlige intention.
• Når jeg holder min tolkning op med den oprindelige intention kan jeg forklare afvigelserne ud fra mit kendskab til mig selv og min aspergers.
• Jeg synes måske stadig, at min tolkning er den mest logiske og mest rigtige, men jeg er også villig til at acceptere, at det meste af verden ikke er enig med mig og at jeg fremover bør være bevidst om at en sådan besked afsendes med sådan en intention.
• Helst ser jeg, at mine omgivelser ligeledes accepterer at jeg tolker tingene på en bestemt måde, og at disse tolkninger også har en værdi.

Andre gange er det derimod meget tydeligt hvor tåbelig jeg har været ikke at forstå en besked. Se for eksempel hvad der skete tidligere på ugen.

Jeg var nede på universitetet for at tale med studievejlederen om min evigt kørende sag. Jeg var meget frustreret, fordi vi var meget uenige om hvad vi havde snakket om på det foregående møde. Jeg var rasende på hende, fordi hun krævede noget af mig, som hun ikke tidligere havde fortalt at hun ville have mig til at gøre, men jeg også bange og ked af det, fordi jeg følte, at jeg aldrig kunne gøre noget rigtigt. Jeg følte mig som en kæmpe stor fiasko.

På et tidspunkt lagde jeg mærke til en sætning hun blev ved med at gentage, og som jeg blev ved med at ignorere, fordi den ikke gav nogen mening. Hun blev ved med at sige, at jeg skulle have en lægeerklæring, der bekræftede det jeg sagde, men det jeg sagde var jo tusindvis af ting nogle mere relevante end andre, og jeg kunne ikke få hende til at fortælle HVAD den lægeerklæring mere præsis skulle bekræfte. Hun derimod blev ved med at sige, at hun ikke kunne diktere hvad den skulle sige, og at selvom min læge ikke kender mig særlig godt, så vil hun stadig være i stand til at vurdere min sag. Jeg forstod stadig ikke hvilken del af min sag studievejlederen hentydede til.

Efter at have diskuteret i en halv time, imens min stemme blev stadig højere og mere skinger, sagde hun pludselig, at lægen skulle bekræfte de ting jeg ansøgte om dispensation for. KABLAM!!! Pludselig forstod jeg helt klart og tydeligt hvad det var hun hun ønskede af mig, og det var så simpelt at jeg nærmest begyndte at grine. Selvfølgelig var jeg super lettet over hvor simpel løsningen var, men det efterlod mig også med en masse forvirrende tanker. På den ene side, ville jeg ønske, at hun helt fra begyndelsen havde formuleret sig lige så klart og tydeligt, men mest af alt var jeg skamfuld over ikke med det samme at have forstået hvad hun mente.

Jeg kan sagtens sige en masse ting i mit forsvar, alle sammen sande, men det ændre ikke ved hvor åndsvag jeg føler mig over ikke at forstå en ellers ret simpel besked, og på hvor utrolig meget energi jeg har spildt på at stresse over min forvirring.

Overspringshandlinger fra det ukontrolerbare

Jeg skrev i sidste uge lidt om de problemer jeg har haft med administrationen på universitetet (HER). Jeg er så heldig, at jeg kan overlade de fleste af de praktiske opgaver der kommer i den forbindelse til min vejleder, men hun kan desværre ikke fritage mig fra den uro der automatisk følger med uvisheden. Det store kaos inde i mit hoved er noget jeg selv bliver nødt til at kæmpe med.

Der var engang hvor min flugt fra det ukendte onde førte mig dybere og dybere ned i spiseforstyrrelsens velkendte helvede. Det er det der i alle fagbøgerne bliver omtalt som et forsøg på at skaffe sig kontrol over det kontrollerbare. I dag kan jeg godt se hvad de mener med det, men dengang benægtede jeg, at det var hvad jeg gjorde. Jeg kunne ikke lide at sige, at spiseforstyrrelsen skaffede mig kontrol, for indefra føltes det ikke sådan. Jeg følte maden som en stor mangel på kontrol. Ligegyldigt hvor lidt jeg spiste, så var det altid mere end intet, som var det eneste jeg opfattede som kontrol. Andre gange, når jeg mistede al kontrol og proppede mig med med for derefter at kaste det hele op indtil galden steg op i mine tårekanaler, da havde jeg lyst til at skrige til eksperterne, at hvordan kunne de tillade sig at sige sådan. Det var så ydmygende at se ordet kontrol gentaget i alle bøgerne, for det virkede som denne tårnhøje forventning til mig, som jeg aldrig var i stand til at leve op til.

I dag mangler jeg spiseforstyrrelsen at ty til når alting omkring mig går skævt. Alle de følelsesmæssige aspekter til side, så var det en effektiv måde at få tiden til at gå, imens man venter på at historien går sin gang. Det var noget der kunne fylde ens tanker, så man slipper for hele tiden at spekulere på alt det kaotiske. Der var engang hvor jeg kunne bruge en hel eftermiddag med at ligge på sengen og med knyttede hænder dybt mediterende over opgaven: "Spis ikke endnu, vent lidt, bare et lille øjeblik til. Det er ikke farligt at være sulten. At din krop ryster betyder bare, at det er NU du rigtigt taber dig...". Det var måske fem timer, hvor jeg ikke behøvede at tænke på noget som helst andet. Det var et helvede, men det var et velkendt og forståeligt helvede.

I dag har jeg ikke noget der i den grad kan tage min tid og henlede min opmærksomhed. Jeg fylder tiden med små lidt ligegyldige ting, som at (gen-)lære matematik, tegne kruseduller og lave en online liste over alle de bøger jeg efterhånden har læst (over 600). Det er ling der fylder tiden, men ikke noget der kan fange tankerne, så det er godt at problemerne med universitetet er mere irriterende end de er reelt problematiske, for i så fald ville alle disse små overspringshandlinger nok ikke være nok.

En misforstået situation

Min eksamen i mandags gik ikke så godt. Jeg fik et 4-tal, men det er ikke så meget karakteren der var problemet som hele eksamenssituationen. På grund af flytningen og fagets meget abstrakte og brede karakter (etik og religionsfilosofi), så vidste jeg godt, at det ikke ville komme til at brilliere. Jeg havde genlæst pensum, jeg havde diskuteret udvalgte emner med min tutor og der var ingenting, hvor jeg virkelig bare kunne sige 'det her forstår jeg ikke', så jeg var ret fortrøstningsfuld da jeg skulle op.

Jeg trak mit spørgsmål: moderniteten og den fornuftsbaserede etik, kontraktualisme (Hobbs og Rousseau) samt Mill og utilitarismen. Jeg var fortrøstningsfuld. Jeg var inde i forberedelseslokalet, lavede en disposition og nogle noter. Jeg blev kaldt ind i eksamenslokalet til lærer og censor, stemningen var venlig. Jeg talte en del. Jeg var udmærket klar over, at min fremlæggelse ikke var perfekt, og nogle af deres spørgsmål kunne jeg ikke svare på, men når de gav mig en ledetråd kunne jeg komme videre. Jeg kom ud af lokalet og smilede til de elever der stod udenfor og ventede. Jeg sagde, at det var gået fint, og at jeg var tilfreds med mig selv. Jeg bliver kaldt ind igen. Jeg får min karakter: 4.

4 er ikke nogen virkelig dårlig karakter, men jeg havde været så fortrøstningsfuld, at det føltes som et knytnæveslag lige midt i solar plexus. Da jeg kom ud til de andre begyndte jeg at græde, ikke kun fordi jeg var ked af det, men også fordi jeg var flov, ikke flov over karakteren, men flov over min opførsel.

Det er ikke helt usædvanligt at fejllæse en eksamenssituation. Hvor tit har jeg ikke set folk komme ud, helt grå i ansigtet, fordi de bestemt mente, at de måtte være dumpet, og alligevel kom de ud igen med  10-taller og 12-taller. Jeg derimod gjorde noget der var værre. Ikke alene troede jeg, at det var gået bedre end det så egentlig gjorde, men jeg bragte derved mig selv i en situation, som er både socialt og følelsesmæssigt svær at håndtere. At komme ud og sige 'jeg troede på mig selv, jeg opførte mig som om jeg var noget, men det var en illusion, og nu står jeg her klædt af til skindet, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige, og I ved heller ikke hvad i skal sige, og jeg græder uden andre grunde end at min stolthed er såret'.

Mest havde jeg lyst til at snige mig ud af bagdøren, væk fra folks spørgende øjne, bare løbe hjem og gemme mig under dynen, for aldrig nogensinde at vende tilbage til universitetet. Især frygten for nogensinde at se min lærer igen plager mig. Om dagen tænker jeg ikke så meget over det længere. Jeg læser bøger, binge watcher Netflix og alle mulige andre ferieaktiviteter, men om natten optræder læreren, eksaminer og karakterer som faste elementer i mine drømme, og hver morgen vågner fortumlet og lidt forvirret.

General Snottud

Det viste sig, at jeg absolut havde grund til at føle mig småsyg i sidste uge. I denne uge kunne jeg så opdatere min status ti snothamrende forkølet. Jeg har haft ondt, jeg har hostet og jeg har pudset næse så meget, at jeg snart ikke har mere hud tilbage på næsen, men der har heldigvis ikke været noget alvorligt galt. Det har dog ikke forhindret mig i at have enormt ondt af mig selv, og barrikadere mig inde i sengen under dynen med stabler af bøger og en stor pose hostebolsjer.

Jeg er flere gange blevet spurgt, hvorfor jeg har været på universitetet hele ugen, når nu jeg er syg. Jeg forstår godt, at folk spørger, for dem der spørger har jo selv lange og anstrengende skoledage. Jeg derimod har kun nogle få korte dage, og selvom jeg mest bare sad og var sølle i et hjørne, med uvasket hår og en rød næse, så kunne jeg trods alt godt klare at tage bussen ind på universitetet, for at sidde 2x45 og helt ureflekterende notere alt læreren sagde. Faktisk viste det sig, at jeg er langt bedre til at tage noter når jeg er syg, end jeg normalt er. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal tænke om det. Normalt er jeg nok alt for optaget af at tænke. Det er selvfølgelig godt at tænke over hvad vi lærer, men samtidig fjerner det fokus fra at forstå og notere hvad der bliver sagt. Dertil kommer, at ligegyldigt hvad jeg måtte tænke om det, så er det ikke noget jeg selv har ret meget kontrol over. Selvom det viser sig, at jeg er en fantastisk studerende når jeg er syg, så er forkølelse ikke noget jeg ved viljen magt eller træne til at komme og gå.

På den anden side kan det ske, at om en måned, når jeg skal læse til eksamen og finder mine noter frem igen, at det viser sig at det er det rene sludder jeg har skrevet. Måske er det min hjerne der er så grundigt er marineret i snot, at jeg bare tror, at det jeg skriver er fantastisk.

Til stor distraktion

Synet af den er ikke særligt imponerende

Undskyld. Jeg havde 2-3 ganske fornuftige emner at skrive om i dagens blogindlæg, men min krop og min hjerne vil ikke samarbejde. Jeg har fåret et bygkorn, sådan en rigtig væmmelig øm dut på slimhinden ved det ene øje, nærmest en slags øjenbums, og det driver mig til vanvid. Følelsen af at have sådan en lille satan ligger et  sted mellem smerte og kløe, men fordi den sidder hvor den sidder er der ikke meget jeg kan gøre ved det. Især har jeg lyst til at kradse den til blods, men det er ikke nogen mulighed, så jeg må bare prøve at ignorere den, hvilket bestemt ikke lykkes mig.

Når jeg prøver at formulere en tanke inde i hovedet, så bliver jeg distraheret hver gang jeg blinker med øjnene, hvilket får et jag af ubehag til at farer gennem mit hoved, hvorefter jeg på ny må prøve at samle tankerne. Dette er i sig selv irriterende, men husk på at det sker hver evige eneste gang jeg blinker med øjnene, hvilket sker en gang i sekundet, eller noget i den stil.

Jeg har ADD, jeg er vant til at få mine tanker afbrudt i tide og utide, og jeg er vant til hvor meget af min energi det tager at samle tankerne igen, men dette er mere end jeg synes jeg kan håndtere. Jeg bliver så forfærdelig træt, men jeg kan ikke engang gnide mig i øjnene, for så gør det bare endnu mere ondt.

Jeg skifter mellem at have enormt ondt af mig selv og på at synes at det er tåbeligt at tage sådan på vej. Jeg føler mig ikke syg, men jeg vil alligevel holde inde for i dag og holde en halv sygedag, bare for at forkæle mig selv lidt. Jeg har læst de fleste af mine lektier til næste uge, så jeg kan gøre det med god samvittighed. Faktisk er der nok ikke nogen indholdsmæssig forskel på at tage en halv sygedag, end hvis jeg bare sad og stenede resten af eftermiddagen, men fordi jeg tænker på det som en sygedag uden reelt at være syg, så får jeg dårlig samvittighed.

Post-cystitis

Efter fire uger med blærebetændelse håber jeg, at det virkelig er overstået. Efter fire ugers sygdom er jeg træt. Det er ikke længere fordi sygdommen raser rundt i kroppen på mig, hektisk jagtet af mit immunsystem. På nuværende tidspunkt skyldes min træthed mest, at jeg har tilbragt fire uger indendøre, uden frisk luft, lys og motion. Jeg har ikke trænet, gået ture eller så meget som taget cyklen ned på universitetet i fire uger.

Da det gode vejr begyndte at komme og jeg igen fandt cyklen frem, opdagede jeg hvor slappe, ømme og ubrugelige alle mine muskler er blevet. Efter en gåtur på 7 km faldt jeg om på sengen og sov i fem timer. Efter et par enkelte dage, hvor jeg tog cyklen ned på universitetet var mine balder så ømme, at jeg næsten troede, at jeg var kommet til skade.

Jeg har selvfølgelig enormt dårlig samvittighed over de sidste ugers dovenskab, og jeg har lyst til at løbe en tur og bare blive ved med at løbe ligegyldigt hvor meget min krop skriger til mig, at det er vanvittigt. Det er ikke noget jeg reelt kommer til at gøre, det er bare en lille nagende fornemmelse i baghovedet der siger, at jeg skal kompensere for fire ugers dovenskab.

Jeg ved dog udmærket godt, at jeg skal starte langsomt ud. I dag gik jeg en tur med Kæresten, og jeg er træt, men ikke synderlig øm, så jeg krydser fingre for, at jeg er i løbet af ugen igen er helt frisk og klar til at håndtere alle de lektier, som jeg var for træt til at håndtere mens jeg var syg. Desværre er stakke af ventende lektier ikke den bedste motivationsfaktor, og det er da også derfor jeg i dette blogindlæg har forsøgt at fokusere lidt mere på gå- løbe- og cykelture, som jeg kan se frem til med lidt større glæde.

Må vendte lidt endnu med at slappe af

Mine øjne svier og mit hoved er ved at eksplodere, men jeg har endnu ikke været oppe til eksamen og må derfor vendte lidt endnu med at kunne slappe af.

Jeg har gennemlæst hele pensum, kun for at finde ud af, at jeg stadig ikke fatter en skid. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, nej faktisk er det helt enormt ærgerligt, men med to dage tilbage, er der ikke så voldsomt meget jeg kan gøre ved det. Jeg har været så lang tid om at læse stoffet igennem (ca 1 måned), at jeg ikke længere har den fjerneste ide om hvad der stod i de første tekster jeg læste.

Okay, hvis du nu så, at jeg kun havde to dage tilbage at læse i
hvad ville du så gøre?
Hvad jeg ville gøre?

Jeg tror jeg ville...
sætte mig lidt ned og fortvivle over opgaven, over eksamenen og over livet,
så ville jeg bladre formålsløst rundt i mine bøger og håbe på en åbenbaring,
måske ville jeg på et tidspunkt tage mig nok sammen til at skimme nogle af de sværeste tekster,
måske tage en enkelt note eller to,
og måske, kun måske vil jeg nå at forstå lidt af det hele.

Nå, men i det mindste er jeg en af de virkelig heldige, for jeg har nemlig fri efter denne eksamen, hvor andre skal til endnu en eksamen en uge efter.

Den dag jeg glemte medicinen

Jeg tager medicin tre gange om dagen, og generelt er jeg ret god til at huske det, men en dag i sidste uge smuttede det for mig. Det var en af de der dage hvor vækkeuret hylede af mig 6.30 og igen 6.40 og 6.50. En af de morgener hvor mine muskler føltes så matte, at jeg da umuligt kunne løfte dynen, hvor det kolde mørke rundt om mig hviskede søde ord i mit øre "Nej, det er bestemt ikke morgen endnu. Nej, det er slet ikke vigtigt, at du kommer op og i skole...". Jeg vidste udmærket at mørket løj, men jeg blev alligevel liggende lidt for længe.

Op kom jeg dog, og jeg drak kaffe, spiste morgenmad, pakkede tasken og kom af sted. Jeg sprang op på cyklen og blandede mig med det arbejdende folk og skolebørnene som hver dag skal så tidligt af sted.

I klassen sad vi 40 mennesker med tunge øjne rettede mod computerskærmene, men jeg havde den her nagende fornemmelse af, at jeg ikke kun var træt. "Åh nej" hviskede jeg, højt nok til at de nærmeste kunne høre det. "Hvad?". Jeg forklarede, at jeg havde glemt at tage min medicin. "Kan du virkelig mærke det allerede?". Det vidste jeg egentlig ikke rigtigt. Nogle ting kunne jeg reelt føle, imens andet måske mere handlede om selve bevidstheden om, at jeg ikke havde taget den, hvilket måske fik mig til at overfokusere på hver eneste lille ting der muligvis kunne tænkes at være et symptom på den manglende medicin.

Timen slæbte sig af sted, og jeg fik absolut intet ud af det, så jeg valgte at tage hjem i pausen. Det føltes mærkeligt at tage hjem, for jeg var jo ikke syg, jeg var bare ukoncentreret. Jeg følte mig endnu mere dum, da jeg, efter at have taget medicinen, havde det fint, men det var det for sent at tage tilbage til undervisningen.

Eksamenstid, igen?

Det er da rigtig nok, at jeg ikke har været så meget på universitetet de sidste to uger, fordi jeg har været så træt, og det er da rigtig nok, at vi nu er kommet til det tidspunkt af året hvor solen skinder, fuglene fløjter og allergikere over hele landet får røde næser og kløende øjne, men alligevel, kan det så virkelig passe, at vi allerede er kommet til ENDNU en eksamensperiode? Og selvfølgelig kan det det.

Eksaminer er den studerendes lod. Det er det der skal holde os på tæerne, det er det vi skal vise vores eget værd. Hver og en sidder vi gemt bag computerskærmen eller ved det grønne bord. Vi smiler og lirer alt det vi har lært af, men ordene er ikke kun visdom, ligninger og fakta. Det er i virkeligheden koder hvormed vi prøver at overbevise læreren om, at ja du er en fantastisk underviser, ja jeg har arbejdet hårdt, ja alt dette her er skide spændende, så vil du ikke nok være sød at give mig en god karakter...?

Jeg er en af de bekymrede typer studerende. Hvis jeg nu tager fri i nogle dage, vil jeg så lære det hele? Vil jeg så kunne få en god karakter? Vil læreren se, at jeg er en dygtig studerende? Vil jeg så blive forsikret om, at jeg nu også er et godt menneske? Med tiden er jeg blevet bedre til at tage det lidt med ro. Måske er det alderen, men mest er det en blanding af medicinering, selvforståelse af mit handikap og studienævnets godkendelse af forlænget forberedelsestid.

Jeg åbner en cola til, sødestofferne, bruset og koffeinen dæmper mine nerver.

Den store diskussion går på inklussion, kan handicappede konkurrere og færdes sammen med andre mennesker, og selvfølgelig kan mange af dem det, forudsat de rigtige omstændigheder (og dette er det springende punkt som politikere tit glemmer). For alle mennesker har deres at slås med. Nogle mennesker har normale problemer, andres problemer kræver mere specificeret hjælp.

Nerver, konkurrence og gråd og tænders gnidsel op til eksamen er nogle af de mest almindelige problemer her til lands, ligegyldigt om man har diagnoser eller ej. Når jegvågner midt om natten gennemblødt af sved, fordi jeg drømmer, at jeg har meldt mig til matematik, men er kommet bag ud med pensum og afleveringer, fordi der var et problem i den første opgave som jeg var for doven eller genert til at bede om hjælp til, og nu skal jeg lige pludselig til eksamen, så skal Jung ikke komme og sige, at det hele ligesom symboliserer et forkvaklet forhold til sex, døden og min mor, og jeg derfor bør gå i hypnosebehandling. Nej, jeg har haft mange og mærkelige problemer i mit liv, men dette er ikke ét af dem. Nej her slår min mor, der er gymnasielærer, mig kammeratligt på skulderen og siger "velkommen til den virkelige verden, sådan har vi det alle sammen".

Eksamenslæsning fortsat fortsat fortsat

Kan man dø af at læse til eksamen? Det føles lidt sådan. I går var jeg så træt, at jeg bare lagde mig på tæppet foran fjernsynet. Jeg græd måske en lille smule, ikke fordi jeg var ked af det, men bare fordi at jeg var træt. Jeg er stadig træt, men jeg mangler stadig lidt af pensum. Jeg læser så meget at mine øjne svier, men jeg føler mig ikke spor klogere, nærmest tværtimod. Hvis jeg ikke havde min kæreste der kommer forbi i ny og næ, så tror jeg at jeg ville gå fra forstanden.

Heldigvis slutter det på torsdag når jeg skal op, eller rettere, det slutter for mig, for dem jeg studerer sammen med har endnu en eksamen i slutningen af måneden. Jeg ved godt at der er en grund til at jeg studerer på nedsat tid, at jeg har nogle ting at slås med som mange andre slipper for, men jeg har alligevel enormt stor respekt for, at de kan klare at studere på fuld tid, at de kan afslutte en eksamen og så begynde på den næste, jeg beundrer dem.

Torsdag... Det føles så overskueligt langt væk. Tre hele dage med eksamenslæsning, 82 sider i hadebogen, 8 græske sætninger der endnu ikke er blevet oversat, nogle landkort der skal tegnet og årstal der skal føres ind, og lige pludselig virker det som om tre dage ikke er nok. Jeg prøver på selv at finde på eksamensspørgsmål for derefter at besvare dem, men mine tanker læber ud af en tangent, og jeg mister min realitetssans, for hvad nu hvis hun stiller et spørgsmål til denne lille bitte ubetydelige bisætning som står i den tekst der ikke blev opgivet til eksamen fordi halvdelen af klassen ikke kunne få fat på den? Eller hvad med det der obskure emne jeg læste op på for sjov, men som hun ved jeg har læst på fordi jeg snakkede med hende om det? Eller hvad med den ting der stod i den der fodnote et sted jeg ikke kan huske hvor er?

Jeg tror, at jeg vil stoppe nu. Så vil jeg tage mig en kop kaffe og cykle ned på universitetet for at tage nogle kopier og mødes med min tutor og forhåbentlig få lidt ro på.

Tvunget til at omtænke mine strategier

Jeg har overanstrengt min hånd. For nogle uger siden havde vi en opsumeringsgang om Pauli syn på Loven. En af mine svagheder som studerende er, at jeg har meget svært ved at danne mig et overblik, og derfor fortaber mig i detaljerne. Dette var altså et overblik over Loven leveret til mig på et sølvfad, så jeg måtte tage mange noter.

Jeg sad helt foroverbøjet med næsen kun ganske få cm over papiret. Jeg knugede så hårdt om blyanten, at mine knoer blev hvide, og hvis nogle af de andre studerende havde haft overskud til at se over på mig, så ville de sikkert have set min tungespids stikke lidt ud af mundvigen. Jeg kunne godt mærke at det gjorde ondt i min hånd, men der var ikke så meget at gøre ved det, for jeg var i krig, mig imod papiret, pennen mægtigere end sværdet. Til sidst måtte jeg dog kaste blyanten fra mig med et lille piv, for det føltes som om noget havde sat sig forkert inde i hånden.

Jeg gik hjem og masserede den og så bekymret på den, men over de næste undervisningsgange, blev det ikke bedre. Til sidste gav jeg efter for presset fra min egen krop og begyndte at lave lektier og tage noter på computeren. Jeg har altid lavet lektier og taget noter på præcis samme måde, dels af vane, dels af stædighed, men nu var jeg tvunget til at tænke nyt (indsæt utilfreds emotikon). Denne nytænkning endte dog med at blive ret meget ligesom den gamle, bare på computer i stedet for i hånden, så meget for mine innovative evner, og så alligevel ikke, for lige så stille begyndte små ændringer at tage form. Det har ikke stået på længe nok til, at jeg ved om det er for det værre eller bedre, men det er i hvert fald et forsøg værd, eller rettere så har jeg ikke rigtig noget valg, for min hånd gør stadig ondt.

Jydepanik

Jeg var i København i går, på en tur som jeg havde glædet mig rigtig meget til. Problemet med at rejse er, at jeg derved var nødt til at tage transportmidler som jeg ikke er vandt til, hvilket stresser mig lidt. Transport er et emne jeg ofte harcelerer meget over, og det er sandt, at det tit er et stresmoment, men i virkeligheden kan jeg ofte godt overkomme det, især når jeg skal besøge folk jeg holder af.

Turen til København gik gnidningsløst, men hjem var en lidt anden historie. Jeg tog en bus til Nørreport hvor jeg havde et tog der kørte direkte til Odense. Jeg var lidt sent på den, så mit hjerte begyndte at hamre. Først gik jeg ned af den forkerte trappe, ned til s togene, så jeg måtte løbe spidsrod mellem et mylder af mennesker for at nå ned til den næste trappe, som heldigvis viste sig at være den rigtige. Jeg fik trukket min billet i automaten, selvom mine fingre rystede pga adrenalinen der jog rundt i kroppen på mig.

Jeg gik ned på perronen, men hvor der andre steder er placeret en stor skærm over togafgange, så var der her intet, og så gik jeg totalt i jydepanik. Jeg for op af trappen, for at se om der var noget der, men nej. Jeg spurgte et ægtepar, som dog viste sig at være svenskere. Jeg spurgte en kvinde som virkede ret irriteret over min uvidenhed. Hun sagde, at så måtte jeg jo bare tage toget til hovedbanen og skifte, hvilket jo egentlig var et ganske fornuftigt svar.

Jeg følte mig så flov over min jydeuvidenhed, at jeg diskret luskede langt ned af perronen fat, at hun ikke skulle kunne se mig, og voila, der var der pludselig en skærm, hvor min afgang stod listet noget så fint, og hvis jeg bare havde holdt hovedet koldt, så ville der ingen problemer have været.

Mit tog kom, og jeg satte mig ind på¨min plads, og da mit hjerte begyndte at finde sin normale rytme, så kunne jeg egentlig godt se det komiske i hele situationen.

Derfor var jeg måske lidt hys

I lørdags skrev jeg et meget klynkende indlæg om hvor hårdt det hele var, og jeg havde vitterlig meget ondt af mig selv. Jeg troede ikke, at jeg kunne klare det, og jeg var tæt på bare at droppe ud og aldrig mere vende tilbage. Det var dog godt, at jeg brugte bloggen her som ventil i stedet for at skrive en mail til studiekontoret, for nogle timer senere gik min menstruation i gang en uge for tidligt.

Jeg rammes generelt ikke hårdt af PMS, men når nu det kom så overraskende, så vidste jeg ikke, at det var det der var galt, og så måtte det jo være mig der var noget i vejen med. Da min menstruation så var gået i gang, og jeg vidste hvad der foregik, så kunne jeg tage det hele meget mere roligt. Der gik et lys op for mig. Nå så det er derfor du er sådan lidt hys, sagde jeg til mig selv. Det var en enorm befrielse at kunne sige sådan, for hvis jeg kunne klare studiestart og PMS på én gang, så burde jeg nok kunne klare resten.

Jeg har arbejdet hårdt for at få det der græsk til at fungere, og langsomt begynder jeg at kunne mærke at jeg rykker mig, så måske omkring efterårsferien vil jeg kunne begynde at lave mine lektier i et fornuftigt tempo i stedet for på 16-20 timer per uge. Det er i hvert fald hvad jeg håber på, sådan at jeg også kan få overskud til at være sammen med mine venner og måske endda få læst noget der ikke har med skolen at gøre, eller bare det at have en dag hvor man ikke skal lave noget.

Søndag var jeg så træt af alle de lektier, ikke som sådan modløs, jeg var bare træt i hjernen og i øjnene, og jeg fik hovedpine bare af at tænke på lektier. Det lykkedes mig at lave noget, bare ikke helt det der var planlagt. Det var ikke fordi jeg var specielt effektiv, eller fik lavet noget der havde ret meget relevans, det var mere så jeg kunne sige til mig selv at jeg HAVDE lavet lektier og derfor kunne have noget der minder om god samvittighed.


Lektierne til i går blev dog lavet, med stor hjælp fra min faglige mentor. Jeg vil ikke sige, at jeg brillierede i de sætninger jeg blev bedt om at oversætte på klassen, men jeg klarede det da uden de helt store problemer. I pausen havde jeg stået og beklaget mig over mine manglende græskevner til en a mine venner. Ikke så meget, at jeg ikke kan finde ud af det, mere at jeg ikke kan huske en skid. Det havde læreren hørt, så da jeg stod og pakkede mine ting sagde han, at det var godt gået. Jeg kan ikke huske hvad jeg svarede, men jeg er helt enormt dårlig til at tage imod ros, så det var ikke nogen helt passende kommentar.

For pokker hvor er det hårdt

Jeg har efterhånden været nogle år på universitetet, så jeg VED jo godt at de første uger af et semester kan være sindssygt hårde. Jeg VED det, og alligevel var jeg i går helt ved at miste modet. Vores lære syntes lige at vi skulle kigge lidt på en ukendt græsk tekst og se hvor mange ord vi kunne genkende. Det kom helt ud af det blå og jeg gik helt i panik fordi jeg er meget bevidst om hvor dårlig jeg er til græsk. Jeg havde lyst til at sætte mig ned og tude, mest af alt fordi det kom så uventet. På grund af min panik kunne jeg slet ikke fokusere på teksten, heller ikke da vi fik den engelske oversættelse. Panikken flød over i ren og skær rædsel, da læreren stod og skyndte på os. Jeg prøvede at bevare roen udadtil, for jeg sad i et rum fuld af fremmede mennesker, som jeg prøver at gøre et godt indtryk på.

Ham jeg sad ved siden af kunne godt forstå at mit græsk er langt væk, når jeg ikke har brugt det siden 2006, men han sagde, at jeg jo er god til sprog (han er en af de få jeg har fulgtes med tidligere). Jeg sagde, at det er jeg nu ikke, jeg prøver bare at arbejde hårdt. Han så lidt forkert ud i ansigtet, hvilket normale mennesker tit gør når man snakker sammen. Jeg ved ikke hvorfor. Hvis man er god til noget forventes man at sige, at det bare er fordi man har let ved det. Jeg tror det er for at den man taler med skal få det bedre med sig selv over måske ikke at være nær så god. Jeg tror, at hvis man er god og arbejder hårdt, så indikerer man, at den man taler med ikke arbejder hårdt nok og burde tage sig sammen.

Da jeg startede på uni for ni år siden talte folk også sådan, det betød, at der ikke var nogen der fortalte mig, at det kunne betale sig at arbejde hårdt hvis jeg ville lære det. Jeg troede bare, at jeg var dum, så i stedet for at sætte mig ned på min flade røv og lære lektien, så gik jeg i panik og fandt genveje hvorved jeg i lange perioder kunne lade som om jeg var lige så klog som de andre, men det var et kommediespil, og i virkeligheden kom jeg længere og længere bagud, og til sidst dumpede jeg min eksamen. Jeg er intelligent, men jeg troede at jeg var dum, for ingen fortalte mig, at også intelligente mennesker er nødt til at arbejde for at blive bedre.

Tilbage til dagen i går hvor jeg sad panisk. Egentlig fyldte min panik kun 20 min ud af 1½time, resten af tiden klarede jeg mig egentlig godt for jeg havde læst mine lektier grundigt. Jeg klarede mig dog ikke perfekt, hvilket nogle gange godt kan være hvad jeg kræver af mig selv. Jeg fik lov til at svare på lærerens spørgsmål 3 gang, 2½ gang svarede jeg korrekt, men ½ gang sagde jeg noget sludder. de 2½ gang fyldte mig ikke med glæde ved at se frugten af mit arbejde, derimod var jeg lettere deprimeret over at have dummet mig den halve gang, men sådan kan det godt være. Da jeg var yngre var jeg bange for at række hånden op, for jeg var rædselsslagen for at sige noget dumt, men pointen ved at gå i skole er, at man endnu ikke ved alt, og man ikke kan forventes at svare rigtigt på alt. Det er stadig rædselsfuldt at svare forkert, nu hvor jeg sidder her og skriver har jeg stadig lyst til at bøje hovedet i skam. Man kan måske sige, at jeg skal prøve at huske de 2½ gang jeg svarede korrekt, men da jeg fik fri ville jeg bare hurtigt hjem og prøve at glemme hele den dag.

Jeg er nu overbevist om, at jeg ikke er en af dem der kan klare sig igennem uden at lave lektier. Det handler ikke om hvorvidt jeg er klog eller dum, det handler om, at det at have sine lektier i orden giver en hvis kontrol over dagens forløb, og kontrol giver forudsætning for ro, og hvis jeg skal klare det her, så har jeg brug for ro.

A brave new world

I lørdags ville det have været Tove Janssons 100 års fødselsdag, hvis hun da havde været i live. Tove Jansson er forfatteren bag Mumibøgerne og "Sommerbogen". "Sommerbogen" er lige blevet genudgivet og har,uforståeligt for mig, fået meget mere omtale end Mumibøgerne. Det er på ingen måde end dårlig bog, men den kan på ingen måde hamle op med "Mumitrolden- De tre sidste romaner". Jeg burde have fejret hende, men det gjorde jeg ikke, for jeg var slet ikke klar over mig. Mumimors svar på en sådan krise er enten at bage så mange pandekager, at hun må blande dejen i badekaret eller at tage på en skovtur.

Jeg gjorde ingen af delene, men jeg var faktisk på restaurant den dag.  I 10 år var mine muligheder for at spise ude meget begrænsede. For at være ærlig bestod det enten af salatbar, sushi eller en let frokost. Jeg har prøvet at udvide mit horisont, og i juni sidste år spiste jeg for første gang en pizza (som ikke skulle kastes op igen bagefter) og i vinters fik jeg en indisk curry. Begge dele var dog take-away der blev spist hjemme i trygge rammer.

Sidst jeg var af sted på en restaurant var mens jeg var aller mest syg. Jeg var blevet indlagt på psyk fordi jeg ingenting spiste, men langsomt fik de da noget mad i mig. Det var min lillesøsters fødselsdag, og jeg elsker hende meget højt, så jeg ville gerne med ud og spise. Jeg ville gerne sidde ved bordet og spile for at signalere, at jeg nok skal overleve dette her. Jeg tænker ikke på det som en falsk facade, for smilet var ikke et udtryk for indre glæde og munterhed, men for kærlighed, og kærligheden var ægte nok. Helt sådan skulle det ikke komme til at gå.

Jeg havde forberedt mig godt. Afdelingens internet var nede, så jeg kunne ikke læse menuen, men jeg tænkte på de cafeer jeg havde spist på, og jeg tænkte, at jeg sagtens kunne spise en salat, måske endda en suppe. Da min far og søster kom og hentede mig var jeg mere spændt end bange, og jeg ønskede virkelig, at dette her skulle lykkes, men da vi kom ned på restauranten viste det sig, at det var et sted med en fast menu, hvor man skulle vælge 2 eller 3 retter. Jeg så tjenerne komme til de andre borde med tallerkener på størrelse med rumskibe, bugnende af mad. Bare tanken om en enkelt af disse tallerkener gjorde mig rædselsslagen, tanken om to fik mig til at bryde sammen. Min elskede farmor lagde en hånd på mine skuldre, men jeg rystede hende af mig, for min sorg var for stor til at rumme andre mennesker. At forhindre en bedstemor i at trøste sit barnebarn er nok en af det mest egoistiske man kan gøre, men jeg kunne ikke klare det.

Min far var henne og spørge om der kunne laves en undtagelse. Jeg ved ikke hvordan han spurgte, jeg ved ikke om han kunne få sig selv til at nævne ordet anoreksi, men personalet var bestemt ikke behjælpsomme. Jeg blev sendt tilbage på hospitalet i en taxa, stadig grædende. Dagen efter var der en ond sygeplejerske der skældte mig ud og sagde, at hvis jeg havde været hendes søster, så ville hun have været vred på mig for at ødelægge hendes dag. Denne sygeplejerske var tit vred på mig, men sådan tænkte min lillesøster heldigvis overhovedet ikke.

I lørdags var det mig der tog initiativet til at tage på restaurant, ingen andre kunne tage det valg for mig. Min psykolog som kender mig rigtig godt ville måske kunne arbejde mig frem mod selv at tage valget, men i dette tilfælde skulle familien holde sig på afstand. en gang imellem er det blevet foreslået, men jeg blev altid defensiv måske endda lidt hidsig, ikke fordi jeg var vred, men fordi jeg var bange.

I lørdags var jeg dog klar, jeg havde set menuen på forhånd (internettet er en fantastisk ting), og jeg var generelt ved godt mod, og det hele gik rigtig fint. Vi var på Druen og Bønnen i Odense og jeg fik et lækkert stykke lam med en kraftig fransk sauce.

En forfærdelig omgang klynk

I går sad jeg og skrev på mit oplæg til konferencen om autisme og spiseproblematikker, og det går som sådan udmærket. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om det jeg skriver er for klynkende, for selvom oplægget udelukkende handler om at have det skidt, så er der ingen der gider at se mig stå på en scene og have forfærdelig ondt af mig selv.

At have ondt af mig selv er lidt min stil, men med et sarkastisk twist. Det går fint nok i et indlæg på 500 ord, men jeg har ingen erfaring i 8000 ords balancegang. Hele pointen med at jeg er blevet valgt til at tale er, at det var forfærdelig synd for mig, så lidt klynk er der vel nødt til at være, hvis jeg ikke skal bagatellisere ti års helvede, men samtidig skal der også være plads til håb, latter og knivskarpe analyser. Okay, måske bliver mine analyser ikke ligefrem knivskarpe, i hvert fald ikke så skarpe som en jagtkniv, måske som en smørekniv eller en af de der engangs plastic nogen. At sige, at jeg er i stand til knivskarpe analyser er vist at overvurdere mine egne evner.

Et af problemerne med denne balancegang er, at jeg ikke kender og forstår mit publikum. Hvem er jeg i forhold til dem, en pauseklovn, en apostel eller en ekspert? Hvad ønsker de af mig, som de ikke bare kan læse i en hvilken som helst bog? Hvad kan jeg give dem, som de ikke bare kan læse i en hvilken som helst bog? Jeg vil gerne tale til dem, for jeg tror bestemt, at jeg har noget at sige. Lige nu gælder det dog bare om at finde frem til dette noget og få skrevet det ned på papir på en ordentlig måde, uden for meget klynk og med visse literære kvaliteter.

Et andet problem er, at dette er første gang jeg skal holde et større oplæg for en stor gruppe mennesker, så jeg kender ikke mine egne evner og begrænsninger. Jeg ved ikke om jeg skal sigte efter stjernerne eller efter trætoppene. Selvfølgelig ønsker jeg at tro, at jeg bare vil være super duper god til den slags, men jeg ved, at jog godt kan blive lidt forvirrende at lytte på. Det er ikke fordi mine konklusioner er helt ude i hampen, det er mere, at jeg glemmer at fortælle hvordan jeg når frem til dem.

Lige nu er jeg dog på stadiet, hvor jeg bare skriver en helt masse ned, og så på et tidspunkt skal det rettes igennem og ting skal lægges til og trækkes fra. Det værste er at trække fra, for at trække fra betyder at man må se i øjnene at man ikke er et geni, og ens første indskydelser ikke er perfekte, at man ikke selv er perfekt. Jeg er udmærket klar over, at jeg ikke er perfekt, men det er hårdt at indrømme, at mit arbejde ikke er det, at markere hele ord og linjer og grusomt slette dem. Det føles som om at den tid man brugte på at skrive dem har været spildt, men de var ikke spildt, de var bare et skridt på vejen som man reflekterede over og arbejdede videre på, men det er bestemt ikke sådan det føles når man trykker slet.

Dårlig lyd

I går skulle der klippes hæk i mit boligområde, hvor alle hækkene blev klippet. Vrrrrr lød det, Vrrrrr. Det var varmt, og jeg ville gerne have vinduerne åbne, men hækkeklipperens Vrrrrr gjorde det umuligt at tænke. Jeg lukkede vinduerne men lyden blev ved. sandt nok var det et meget lavere vrrrrr, men stadig et vrrrrr der kunne få det til at gå gennem marv og ben. Vrrrrr fra morgen til aften.

Jeg prøvede at sætte lidt musik på, men da havde jeg allerede lyttet så længe til dette vrrrrr, at enhver lyd føltes pinagtig på mig. Jeg sad og vred mig i stolen. Jeg kunne føle lyden i kroppen som et par strømpe bukser der er blevet snoet en halv omgang. Jeg havde lyst til at klemme hårdt om min krop og klemme al lyden ud på samme måde som man vrider en karklud, men jeg har ikke nogen kugledyne.

Jeg gik ind i soveværelset og hentede mine ørepropper, og selvom de godt nok lukkede lyden ude, så gav de også undertryk i øret, hvilket var ret ubehageligt.

Jeg sad ved computeren for at skrive mit oplæg til konferencen, og egentlig gik det udmærket, jeg fik skrevet en del, men min hjerne kogte over i en blanding af at tænke og dårlig lyd og undertryk. Jeg havde lyst til at smide alting fra mig, tage sko på og forsvinde væk herfra og væk fra det evindelige vrrrrr, men lyden havde tappet mig for kræfter, og jeg følte mig fanget i min lejlighed, fanget i min egen krop.

Til sidst holdt lyden endelig op, og selvom jeg var glad, så turde jeg ikke helt tro på det, for helt væk var den ikke, den var bare rykket længere væk, om bag et af de andre huse, hvor jeg ikke længere kunne så på den hækkeklippende knægt og hvor det inaverende vrrrrr nu var reduceret til et sølle rrrrr som om end til stede var til at holde ud.