lørdag den 30. august 2014

Impulsivitet

Kan aspergere være impulsive? En del af diagnosekriteriet er jo, at man finder tryghed i faste rammer og gentagelser. Måske er det fordi min aspergers er iblandet noget ADD, men jeg synes selv godt, at jeg kan være ret impulsiv til tider. Det er ikke så meget i hverdagen, hvor det kan give mig angstanfald at tage ned til byen, hvis det ikke er planlagt minimum en dag i forvejen, men hvis jeg pludselig får muligheden for at melde mig på en rejse, starte på studiet eller gå på en date, så tænker jeg hapser snapser, den snupper jeg. Pædagogerne på mit tidligere bosted grinede lidt af mine historier om den tendens, for det har bragt mig ud i enkelte vanvittige situationer, men da det kun meget sjældent går galt, så tænker jeg ikke at det er noget jeg gider at arbejde på for at ændre.

Aspergerdelen af mig kan godt nogle gange se på ADDdelen og tænke ting som overilet og overfladisk, men jeg tror ikke at tingene er helt så simple. Bare fordi en beslutning er truffet hurtigt, betyder ikke at den altid er forkert. Vi mener tit, at overjeget er det mest fornuftige og rigtige og idet er barnligt og forkert, men spørgsmålet aspergers vs ADD handler ikke om ikke om overjeg og id, det handler om to naturer der spiller op mod hinanden og ind i hinanden og skaber kontraster. Vi har vel alle disse kontraster, nogle mere end andre. Nogle har kontrasterne mellem overjeget og idet, andre mellem to naturer. Den eneste forskel på mig er, at jeg har diagnoser at putte på.

Når aspergerdelen af mig ser på ADDdelen og dømmer den som overfladisk, så er det fordi den tænker, at når der ikke ligge dybe overvejelser bag en beslutning eller handling, så må den være mere forkert, men hvorfor skal ikke også min underbevidsthed vide hvad der er godt for mig? Min impulsivitet har bragt mig mange gode oplevelser, hvor hvis jeg kun havde haft aspergerdelen, så ville mit liv have bevæget sig meget langsomt. Aspergerdelen har derimod forhindret mange dårlige beslutninger og er med til at finde glæde ved hverdagens små rutiner. En ven købte engang en bog omkring hvordan buddhistisk meditation skulle bringe glæde ind i disse små rutiner. Dette var i tiden før jeg fik min diagnose, og altså før jeg fandt ud af hvor meget min tænkning adskilte sig fra andres. Jeg husker, at jeg så på denne bog og undrede mig over hvorfor man mon havde brug for at læse sådan en bog, når nu det var så simpelt?

ADDdelen af mig har mest bragt bekymringer til folk omkring mig. De har i lange perioder været vant til at jeg opfører mig meget forudsigeligt, og så pludselig, bang, gør jeg et eller andet og glemmer måske endda at fortælle, at jeg er væk i nogle dage. Når de så ser på mig med undren og måske endda bebrejdelse, så kommer det som et chok for mig, at de ikke kan se hvor indlysende det er, at jeg måtte gøre nettop sådan. Mine aspergerhandlinger kan jeg diskutere og analysere i det uendelige, men mine ADDhandlinger er bare noget der er der. Jeg kan da godt fortælle lidt, men det er mere for påhørendes skyld end for min egen. ADDhandlingerne hører til i deres egen verden, de er ikke dårlige, ikke overfladiske, ikke uværdige, de er bare anderledes, men bare fordi de ikke hører til flertallet, gør det dem ikke forkerte.

Jeg levede i 27 år lænket til den person i verden jeg hadede mest, mig, men jeg begynder at vende mig til mig selv, ja måske endda at holde af mig selv. At holde af mig selv betyder ikke, at være perfekt som jeg engang troede, men derimod at holde af såvel mine dårlige som mine gode sider, min ADDside såvel som min aspergerside.

onsdag den 27. august 2014

Studiestartsangst

For pokker da, jeg havde lige siddet og skrevet et langt og super godt indlæg, hvorefter jeg kom til at slette det. Det er surt at starte forfra, så jeg garanterer ikke at andet forsøg bliver lige så godt.

Jeg sad i fysioterapeutens venteværelse og læste i den bog jeg skal bruge til næste semester. Jeg har ikke noget imod at indrømme, at jeg er en nørd, men det var nu ikke derfor jeg sad og læste i den. Jeg læste i den fordi jeg ved hvor træt, angst og overvældet jeg bliver når semesteret starter i næste uge. Da jeg gik i gang med at læse, vidste jeg disse ting, men mens jeg læste gik det for alvor op for mig, at det er sandt. Jeg kunne mærke hvordan denne indsigt fik mit hjerte til at hamre og jeg blev svimmel.

Inde ved fysioterapeuten kunne jeg fortælle, at stolene i det lokale jeg skal have det næste halve år er elendige. Jeg har tidligere haft timer derinde, og jeg husker stadig hvor forfærdelig ondt det gjorde. Noget af smerten ville måske blive undgået, hvis jeg tog et sammenfoldet tæppe med at sidde på, men det tør jeg ikke. Jeg tager studiet på deltid, så nu er jeg kommet så langt bagud, at jeg ikke længere kan følges med dem jeg har fulgtes med de to sidste år, og jeg skal derfor starte på et nyt hold, vel og mærke et hold der allerede kender hinanden. Jeg er en lidt sær person, og jeg har i forvejen svært ved at falde ind i en allerede eksisterende gruppe, så fandeme nej, om jeg vil gøre noget der får mig til at skille mig endnu mere ud. Heldigvis var min fysioterapeut sympatisk over for mit problem, og jeg fik nogle øvelser jeg diskret kunne lave ude på toilettet.

Som sådan har jeg ikke noget imod at være anderledes, men her skyldes min anderledeshed hverken min autisme eller psykisk sygdom, men består derimod af at være ny. Det er slet ikke sikkert, at de overhovedet vil lægge mærke til arene på mine arme, men de vil straks lægge mærke til, at jeg er en fremmed. Jeg kender ikke deres omgangsform, deres humor eller deres hakkeorden. Jeg ved ikke hvor der er plads til mig. Jeg ser på dem med en del nysgerrighed en del frygt, men de behøves ikke at lægge ret meget mærke til mig, for de har hinanden.

Alle disse overvejelser skyldes ikke, at jeg tror at de er onde og uforstående, det hele bunder i mine egne usikkerheder. Da jeg genstartede på universitetet for to år siden handlede mine overvejelser om, hvem er jeg som person og som studerende. I år handler mine overvejelser om hvem jeg er i forhold til andre mennesker. Jeg har vænnet mig til at have nogle at snakke med før timen, jeg vidste hvem jeg kunne sætte mig ved siden af og jeg var bare mig, Linda, med alle mine særheder. Nu er jeg reduceret til hende den nye og alle mine særheder forstørres derfor tifold, og jeg må indrømme, at jeg er en smule bange.

lørdag den 23. august 2014

At hade mode per princip

Det er kutyme, at folk der blander sig i kønsdebatten skal hade modeindustrien, og hvis man kan lide den er man en overfladisk dåse. Intellektuelle kvinder råber op om kønsdiskriminering og fordummelse af kvinder, og det er deres ret at mene sådan. Det kan sikkert være sundt engang imellem at træde et skridt tilbage og se på moden udefra, men det er lige nettop det de ikke gør, de ser ikke. De fyrer bare floskler af som vi alle sammen har hørt hundrede gange før.

Debattør Anne Sophia Hermansen skriver 16 august på sin facebookside om det nye Eurowoman
"Eurowoman i denne måned: Klar til efterår - 419 køb til den nye sæson, 76 frakker (uha, kort eller klassisk, pels eller dun?), bolleklar model på forsiden, guide til spaferie og til drømmejobbet, som selvfølgelig er i modebranchen...." (Se den fulde tekst HER)
Hun går videre til at skrive om hvor meget mere værdigt indholdet af Euroman er. Jeg har aldrig læst Euroman og jeg kan derfor ikke kommentere på indholdet. Jeg går lidt ud fra at Hermansen har, og at hun derfor sikkert har ret i mange af sine antagelser. Jeg har dog købt Eurowoman, og jeg vil egentlig gerne gennemgå nogle af de ting hun siger, for især det med 'bolleklar model på forsiden'  virker på mig som en kliché.

Dette er det billede der er tale om. Er denne model 'bolleklar'? Er billedet seksuelt? Handler mode om sex? Ja gu'fanden handler mode om sex. Jeg ved ikke om dette vil komme bag på Hermansen, men rigtig meget her i verden handler om sex, om at ville eller ikke ville, kunne eller ikke kunne, eller måtte eller ikke måtte. Igen ved jeg ikke om det kommer som et chok for Hermansen, men i vores vestlige kultur, så må man godt, og tabuerne om sex er i stor stil blevet nedbrudt. Seksuelt aktive kvinder bliver ikke set ned på, så hvorfor er det slemt at have en sexet kvinde på forsiden af et blad der henvender sig til kvinder. Er hun bange for, at unge kvinder ser billedet og begynder at have sex? News flash, mange unge kvinder har i forvejen sex.

Jeg er ikke helt døv overfor Hermansens budskab, og jeg kunne længes efter et mere varieret kvindebillede i modeindustrien, men tag lige et ekstra kig på billedet. I mange år har kvinder beklaget sig over anorektiske modeller der ligner små børn. Dette billede er ikke et billede af en lille pige, det er en kvinde, med bryster, lad os da glædes over det.


Og når nu vi er i gang med at se ordentligt på billedet, så synes jeg faktisk, at det er et virkelig smukt billede, som en blanding mellem en amazone med højre bryst skåret af for at kunne betjene bue og pil og med en slange i bæltet, og Mapplethorps portrætter af Patti Smith.

Om man kan lide ham eller ej, så er Mapplethorp en stor kunstner, og hans billeder er fulde af sex. Billedet på Eurowoman er taget af Henrik Bülow, ikke af Mapplethorp, og selvom Bülow er dygtig så hverken er han, eller prøver han at være Mapplethorp, og selvfølgelig kan det ses. Bülows billede og modellen derpå er meget mere almindelige, og på et blad til 65 kr, så er det også hvad jeg forventer.

Jeg er ikke voldsomt vild med Patti Smith musik, men jeg anerkender hendes signifikans. Jeg anerkender også skønheden i Mapplethorps billeder, men hvis jeg nu skulle være ærlig, helt ned i bunden af mit bankende feministiske hjerte, så, når jeg ser mig i spejlet, så ville jeg egentlig ikke bryde mig om at ligne hende, jeg ville meget hellere ligne Maria Gregersen (Eurowomans model).

Jeg køber ikke Eurowoman for at se kunst, jeg køber det for at skabe mig et drømmebillede om mig selv. Nogle dage kan det være frustrerende, at dette kun er en drøm, for jeg kommer aldrig til at se så godt ud, og jeg kommer aldrig til at have så mange penge, men så må man se på forskellen mellem mode og tøj. Mode er noget man drømmer om og læser om i bladende, tøj derimod er noget man går i til dagligt.


Nu har jeg snakket pænt om moden i et stykke tid, men jeg anerkender at mode også kan være et tungt åg, noget der lægger et stort pres på mange kvinder, og at mange af dem måske hellere vil bruge deres tid på noget andet. Med mit indlæg ønsker jeg ikke at negligere disse kvinder, jeg er bare provokeret af, at mode per princip er syndebuk i visse kredse.

torsdag den 21. august 2014

Sommerferien slutter snart

Måske har jeg nok læst mange bøger i min sommerferie, men jeg har generelt kørt i et ret lavt gear. Jeg har tilbragt forbløffende mange timer på at se serier, og forbløffende få på at lave alt muligt andet. I løbet af de sidste tre ugers tid er jeg dog vågnet op til dåd. Det interessante spørgsmål her er dog ikke så meget hvad jeg har fået lavet, for det er mest helt almindelige dagligdags ting. Nej, det interessante spørgsmål er, hvordan det er blevet gjort. Jeg har nemlig sat mig for at udfordre mine vaner.

Normalt kører min hverdag enormt meget på rutinen, og det er trygt, men det er også besværligt, for det lader meget lidt plads tilbage til spontanitet og nødvendige ændringer. Jeg har måttet ændre min døgnrytme, og det betød, at alle mine rutiner har måttet laves om, men hvad nu hvis, jeg i stedet for bare at lægge mine rutiner senere på dagen, at jeg så i en periode kørte uden faste rutiner?

Bare det at skrive om det får mit hjerte til at banke hurtigere. Jeg er autist, hele min væren handler om rutiner og kassetænkning, så jeg føler mig nøgen uden. Snart begynder universitetet igen, og så får jeg brug for rutinerne for at hænge sammen, men lige nu der er der tid til at eksperimentere.

Hvad gør det ved mig ikke at have nogle faste rutiner? Jeg føler mig mest af alt forvirret, og alting skal planlægges og lægges om. Før i tiden kørte kalorieregnskaberne i mit hoved hele dagen, nu er det tidstabeller. Hvis jeg skal træne før jeg skal til psykolog, kan jeg så nå hjem i bad eller skal jeg vaske mig i centret? Kan jeg nå at tage en bus, eller skal jeg tage cyklen ud i blæsten? Skal jeg handle før eller efter min kontaktperson har været her? Kan jeg tage en spontan tur ned til byen? 7:30, 9:45, omkring kl 12. Det er en balancegang. Langt under mig, nede i manegen, er der et sikkerhedsnet, men jeg tør ikke stole på dets eksistens, så jeg er bange for at træde ved siden af. Hvis jeg nu kommer for sent, vil hele min verden så synke i grus? Jeg må indrømme at jeg meget af tiden er lidt bange.

Men hvorfor gør jeg det så når det nu gør mig bange? Er det fordi jeg savner spiseforstyrrelsens masochisme? Kan jeg lide at pine og plage mig selv? Helt kan jeg ikke benægte det, men der er også mange andre ting involveret. Jeg er nysgerrig på min egen reaktion, for kender man virkelig sig selv hvis man ikke ved hvordan man reagerer under pres. Dette er da trods at pres jeg selv har kontrol over. På et helt mere praktisk plan, så tror jeg også at det ikke at have nogle faste rutiner når jeg starter på universitetet igen vil hjælpe mig til hurtigt at falde ind i den rutine der passer sig til den hverdag jeg kommer til at få, i stedet for, at jeg skal til at ændre en fastgroet rutine til en ny.

tirsdag den 19. august 2014

Hvad jeg lærte i min sommerferie

Indtil videre har jeg læst 55 bøger i år, hvilket er ganske udmærket, men det er langt fra min personlige rekord på 182 bøger på et år. For første gang overstiger antallet af faglitterære bøger dog antallet af de skønlitterære. Er det fordi jeg prøver at lade som om jeg er voksen og fornuftig? Eller har mange af de skønlitterære bøger bare skuffet mig så dybt, at jeg ikke orker at gå i gang med flere? Eller er det fordi mange af de bøger jeg har læst har været biografier, og fordi en ordentlig skrevet biografi kan være meget lig en skønlitterær bog, bare sand? I nogle situationer overgår virkeligheden langt fiktionen.

Nogle gange læser jeg for at få tiden til at gå, fordi mit eget liv suger eller bare fordi jeg har fat i en rigtig god bog. Andre gange læser jeg fordi jeg er nødt til det. Det er ikke fordi lærerne giver mig lektier for, men fordi verden er skruet sammen på en måde, så man helst skal have en mening om ALT. Jeg har langt fra en mening om alt. Mange ting interesserer mig ikke voldsomt, andre ting synes jeg ikke kommer mig ved, og så er der alle de mange mange ting, som jeg bare ikke ved noget som helst om.

Mange af de bøger jeg har læst, har jeg læst i min fire måneder lange sommerferie, for jeg havde besluttet mig for at bruge sommerferien på at lære alt det jeg ikke vidste, hvilket måske var lige lovlig optimistisk, nå man tager i betragtning hvor stor verden og universet er. Jeg gik dog i gang med oprejst pande, tog på museer, lånte bøger, både på det almindelige bibliotek og på universitetsbiblioteket, og jeg købte stakkevis af bøger på Amazon. Jeg følte mig netop som en amazone i fuldt krigsudstyr kæmpende mig igennem en tæt jungle.

Sokrates sagde, at det eneste jeg ved er, at jeg intet ved, hvilket jeg nu ikke er enig i. Jeg ved en hel del. I forhold til det store uendelige univers er det forsvindende lidt jeg ved, men i forhold til min egen indskrænkede verden så er det ganske fornuftigt. Hvad jeg til gengæld ved er, at jo mere jeg ved, jo mere forvirret bliver jeg. I gamle dage var det lettere, der ville jeg hovedsageligt læse bøger som jeg var enig med, men jeg besluttede mig for at i min ferie ville jeg læse bredt. Jeg må dog sande, at jeg er en meget letpåvirkelig sjæl, for selv når jeg læser bøger jeg teknisk set er meget uenig i, så kan jeg egentlig godt se pointen. Jeg har lyst til at sige, at de er rablende galninge. Galninge er de måske, men ikke altid helt så rablende som jeg ville ønske, for de har faktisk en pointe. Det er dybt irriterende, for hvordan kan man være lodret uenig i noget der giver mening?

Hvad er min egen holdning så? Jeg er forvirret. På den ene side har jeg et fint sæt idéer til hvordan jeg gerne vil have at verden ser ud, og til hvordan jeg gerne vil have at mennesker opfører sig, men jo mere jeg læser, jo mere komplekst og forvirrende bliver det hele. Jeg kan ikke engang få mine fine idéer til at passe til mit eget liv, for jeg reagerer ikke altid på en situation sådan som jeg gerne vil.

lørdag den 16. august 2014

Om travle morgener

I mange år har jeg stået meget tidligt op hver morgen. Når man konsekvent vågner ved 3-4 tiden så vænner man sig til at have lange stille morgener, hvor man har tid til at stå og se ud på solopgangen, gå en tur, drikke en kop kaffe og svare på mails. Der er ingenting man skal nå, dagens program ligger langt ude i fremtiden.

Jeg er for tiden i gang med at vende min døgnrytme, så i går stod mit vækkeur til at ringe kl 7. Jeg vågnede dog allerede kl 6, ikke fordi jeg var frisk og veludhvilet, men fordi jeg var sulten. Jeg har svært ved at lære, at når nu jeg går senere i seng, så skal jeg også spise senere, eller i hvert fald et ekstra måltid. nå, men jeg så på uret, og jeg tænkte, at hvis nu jeg tog en time tidligere ned for at træne, så kunne jeg måske nå at komme hjem i bad i stedet for at bade i centret, jeg havde nemlig en kaffeaftale kl 9. På vejen hjem fra centret glemte jeg dog at hæve kontanter til cafeen, så jeg måtte hjem i bad, hurtigt lægge noget make-up på, op på cyklen, ned og hæve penge og så hen på cafeen. Jeg nåede det lige akkurat med fem minutter igen. Kl var nu 9, og på tre timer havde jeg ikke haft så meget som fem minutter til bare at sidde og slappe af.

Mine veninder grinede lidt over, at jeg synes, at det var noget specielt at have sådan en morgen, for det er vel sådan de fleste mennesker lever deres liv, op og så hurtigt af sted.

Jeg er på mange måder glad for min nye døgnrytme. Det er ikke fordi jeg laver noget specielt om aftenen, jeg går ikke i byen eller i biografen, men det er hele bevidstheden om at muligheden er der, hvis jeg skulle få lyst. Det er også hele bevidstheden om, at jeg gør noget der er normalt. Der var en episode på cafeen, hvor det blev meget klart for både mine veninder, mig og alle der sad i hørevide af os, at jeg ikke er normal. Jeg har altid vidst at jeg ikke er normal, men det gør alligevel ondt at blive mindet om, meget ondt endda, men så var det rart at kunne læne sig tilbage og tænke, at i det mindste er min døgnrytme nogenlunde normal (ikke at de to ting ellers havde noget med hinanden at gøre).


Der er ikke nogen fast grænse mellem normal og unormal. Mange mennesker kan slet ikke lide begreberne. Jeg synes dog, at de er enormt passende. Det er ikke noget jeg tænker over til dagligt, og man kan skille sig ud fra mængden på mange fede måder, men man kan altså også skille sig ud på ufede måder. Grunden til, at jeg fastholder at arbejde med begreberne normal/unormal er de blikke man får, når man skiller sig ud på den ufede måde. Nogle mennesker bliver vrede, nogle bange, flove, misbilligende, hovne eller bare helt tomme i øjnene. Hvad der sker inde i mig når jeg får sådan et blik variere alt efter situationen, personen og min egen psykiske tilstand, men det kan gøre helt uoverskueligt ondt. Heldigvis er der også mennesker der reagerer med varme og åbenhed, og jeg er disse mennesker evigt taknemmelig, mange af dem kan jeg endda huske endnu flere år senere, som blandt andet hende her

onsdag den 13. august 2014

En kaotisk morgen

Jeg sover med ørepropper, så i løbet af natten havde jeg ikke hørt noget mistænkeligt, men da jeg vågnede om morgenen var der en virkelig irriterende bippende lyd. Først troede jeg at underboen havde fået nyt vækkeur, men lyden var for høj, den måtte komme fra min egen lejlighed. Jeg undrede mig, for jeg har hverken røg- eller tyverialarm.

Jeg stod op og fulgte lyden ud i køkkenet. Herude var lyden så høj, at det næsten gjorde ondt i kæben. Det var min fryser der var synderen. Åbenbart havde lågen stået åben hele natten. Inde i fryseren var der et tykt lag is overalt. Jeg stod lidt rådvild og så på det hele, og overvejede, at dette nok ville blive en ret kaotisk dag. Lyden var ulidelig, så jeg slukkede fryseren og lagde et håndklæde på gulvet. Jeg smed al maden ud og så tog jeg ned for at træne imens fryseren fik tid til at tø op.

Da jeg kom hjem gik jeg i bad, hvorefter jeg gjorde fryseren ren og tændte for den igen. Den begyndte straks at bippe, men jeg havde heldigvis en kaffeaftale nede i byen, så jeg tog af sted og håbede kraftigt, at den var færdig med at bippe når jeg kom hjem.

Jeg sad på en fortorvscafé i strålende sol med en veninde som jeg holder meget af, og jeg havde det herligt. Senere på dagen begyndte jeg dog at blive helt forfærdelig træt. Jeg synes egentlig, at jeg klarede morgenens udfordringer ganske godt, men generelt er jeg bare ikke særlig god til det der med overraskelser. Når det gælder denne her slags ting, så tror jeg nu, at min oplevelse var ret normal, og min træthed skyldtes ikke så meget min aspergers, som den skyldte min helt almindelige almindelighed.

mandag den 11. august 2014

A brave new world

I lørdags ville det have været Tove Janssons 100 års fødselsdag, hvis hun da havde været i live. Tove Jansson er forfatteren bag Mumibøgerne og "Sommerbogen". "Sommerbogen" er lige blevet genudgivet og har,uforståeligt for mig, fået meget mere omtale end Mumibøgerne. Det er på ingen måde end dårlig bog, men den kan på ingen måde hamle op med "Mumitrolden- De tre sidste romaner". Jeg burde have fejret hende, men det gjorde jeg ikke, for jeg var slet ikke klar over mig. Mumimors svar på en sådan krise er enten at bage så mange pandekager, at hun må blande dejen i badekaret eller at tage på en skovtur.

Jeg gjorde ingen af delene, men jeg var faktisk på restaurant den dag.  I 10 år var mine muligheder for at spise ude meget begrænsede. For at være ærlig bestod det enten af salatbar, sushi eller en let frokost. Jeg har prøvet at udvide mit horisont, og i juni sidste år spiste jeg for første gang en pizza (som ikke skulle kastes op igen bagefter) og i vinters fik jeg en indisk curry. Begge dele var dog take-away der blev spist hjemme i trygge rammer.

Sidst jeg var af sted på en restaurant var mens jeg var aller mest syg. Jeg var blevet indlagt på psyk fordi jeg ingenting spiste, men langsomt fik de da noget mad i mig. Det var min lillesøsters fødselsdag, og jeg elsker hende meget højt, så jeg ville gerne med ud og spise. Jeg ville gerne sidde ved bordet og spile for at signalere, at jeg nok skal overleve dette her. Jeg tænker ikke på det som en falsk facade, for smilet var ikke et udtryk for indre glæde og munterhed, men for kærlighed, og kærligheden var ægte nok. Helt sådan skulle det ikke komme til at gå.

Jeg havde forberedt mig godt. Afdelingens internet var nede, så jeg kunne ikke læse menuen, men jeg tænkte på de cafeer jeg havde spist på, og jeg tænkte, at jeg sagtens kunne spise en salat, måske endda en suppe. Da min far og søster kom og hentede mig var jeg mere spændt end bange, og jeg ønskede virkelig, at dette her skulle lykkes, men da vi kom ned på restauranten viste det sig, at det var et sted med en fast menu, hvor man skulle vælge 2 eller 3 retter. Jeg så tjenerne komme til de andre borde med tallerkener på størrelse med rumskibe, bugnende af mad. Bare tanken om en enkelt af disse tallerkener gjorde mig rædselsslagen, tanken om to fik mig til at bryde sammen. Min elskede farmor lagde en hånd på mine skuldre, men jeg rystede hende af mig, for min sorg var for stor til at rumme andre mennesker. At forhindre en bedstemor i at trøste sit barnebarn er nok en af det mest egoistiske man kan gøre, men jeg kunne ikke klare det.

Min far var henne og spørge om der kunne laves en undtagelse. Jeg ved ikke hvordan han spurgte, jeg ved ikke om han kunne få sig selv til at nævne ordet anoreksi, men personalet var bestemt ikke behjælpsomme. Jeg blev sendt tilbage på hospitalet i en taxa, stadig grædende. Dagen efter var der en ond sygeplejerske der skældte mig ud og sagde, at hvis jeg havde været hendes søster, så ville hun have været vred på mig for at ødelægge hendes dag. Denne sygeplejerske var tit vred på mig, men sådan tænkte min lillesøster heldigvis overhovedet ikke.

I lørdags var det mig der tog initiativet til at tage på restaurant, ingen andre kunne tage det valg for mig. Min psykolog som kender mig rigtig godt ville måske kunne arbejde mig frem mod selv at tage valget, men i dette tilfælde skulle familien holde sig på afstand. en gang imellem er det blevet foreslået, men jeg blev altid defensiv måske endda lidt hidsig, ikke fordi jeg var vred, men fordi jeg var bange.

I lørdags var jeg dog klar, jeg havde set menuen på forhånd (internettet er en fantastisk ting), og jeg var generelt ved godt mod, og det hele gik rigtig fint. Vi var på Druen og Bønnen i Odense og jeg fik et lækkert stykke lam med en kraftig fransk sauce.

lørdag den 9. august 2014

En forfærdelig omgang klynk

I går sad jeg og skrev på mit oplæg til konferencen om autisme og spiseproblematikker, og det går som sådan udmærket. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om det jeg skriver er for klynkende, for selvom oplægget udelukkende handler om at have det skidt, så er der ingen der gider at se mig stå på en scene og have forfærdelig ondt af mig selv.

At have ondt af mig selv er lidt min stil, men med et sarkastisk twist. Det går fint nok i et indlæg på 500 ord, men jeg har ingen erfaring i 8000 ords balancegang. Hele pointen med at jeg er blevet valgt til at tale er, at det var forfærdelig synd for mig, så lidt klynk er der vel nødt til at være, hvis jeg ikke skal bagatellisere ti års helvede, men samtidig skal der også være plads til håb, latter og knivskarpe analyser. Okay, måske bliver mine analyser ikke ligefrem knivskarpe, i hvert fald ikke så skarpe som en jagtkniv, måske som en smørekniv eller en af de der engangs plastic nogen. At sige, at jeg er i stand til knivskarpe analyser er vist at overvurdere mine egne evner.

Et af problemerne med denne balancegang er, at jeg ikke kender og forstår mit publikum. Hvem er jeg i forhold til dem, en pauseklovn, en apostel eller en ekspert? Hvad ønsker de af mig, som de ikke bare kan læse i en hvilken som helst bog? Hvad kan jeg give dem, som de ikke bare kan læse i en hvilken som helst bog? Jeg vil gerne tale til dem, for jeg tror bestemt, at jeg har noget at sige. Lige nu gælder det dog bare om at finde frem til dette noget og få skrevet det ned på papir på en ordentlig måde, uden for meget klynk og med visse literære kvaliteter.

Et andet problem er, at dette er første gang jeg skal holde et større oplæg for en stor gruppe mennesker, så jeg kender ikke mine egne evner og begrænsninger. Jeg ved ikke om jeg skal sigte efter stjernerne eller efter trætoppene. Selvfølgelig ønsker jeg at tro, at jeg bare vil være super duper god til den slags, men jeg ved, at jog godt kan blive lidt forvirrende at lytte på. Det er ikke fordi mine konklusioner er helt ude i hampen, det er mere, at jeg glemmer at fortælle hvordan jeg når frem til dem.

Lige nu er jeg dog på stadiet, hvor jeg bare skriver en helt masse ned, og så på et tidspunkt skal det rettes igennem og ting skal lægges til og trækkes fra. Det værste er at trække fra, for at trække fra betyder at man må se i øjnene at man ikke er et geni, og ens første indskydelser ikke er perfekte, at man ikke selv er perfekt. Jeg er udmærket klar over, at jeg ikke er perfekt, men det er hårdt at indrømme, at mit arbejde ikke er det, at markere hele ord og linjer og grusomt slette dem. Det føles som om at den tid man brugte på at skrive dem har været spildt, men de var ikke spildt, de var bare et skridt på vejen som man reflekterede over og arbejdede videre på, men det er bestemt ikke sådan det føles når man trykker slet.

torsdag den 7. august 2014

Dårlig lyd

I går skulle der klippes hæk i mit boligområde, hvor alle hækkene blev klippet. Vrrrrr lød det, Vrrrrr. Det var varmt, og jeg ville gerne have vinduerne åbne, men hækkeklipperens Vrrrrr gjorde det umuligt at tænke. Jeg lukkede vinduerne men lyden blev ved. sandt nok var det et meget lavere vrrrrr, men stadig et vrrrrr der kunne få det til at gå gennem marv og ben. Vrrrrr fra morgen til aften.

Jeg prøvede at sætte lidt musik på, men da havde jeg allerede lyttet så længe til dette vrrrrr, at enhver lyd føltes pinagtig på mig. Jeg sad og vred mig i stolen. Jeg kunne føle lyden i kroppen som et par strømpe bukser der er blevet snoet en halv omgang. Jeg havde lyst til at klemme hårdt om min krop og klemme al lyden ud på samme måde som man vrider en karklud, men jeg har ikke nogen kugledyne.

Jeg gik ind i soveværelset og hentede mine ørepropper, og selvom de godt nok lukkede lyden ude, så gav de også undertryk i øret, hvilket var ret ubehageligt.

Jeg sad ved computeren for at skrive mit oplæg til konferencen, og egentlig gik det udmærket, jeg fik skrevet en del, men min hjerne kogte over i en blanding af at tænke og dårlig lyd og undertryk. Jeg havde lyst til at smide alting fra mig, tage sko på og forsvinde væk herfra og væk fra det evindelige vrrrrr, men lyden havde tappet mig for kræfter, og jeg følte mig fanget i min lejlighed, fanget i min egen krop.

Til sidst holdt lyden endelig op, og selvom jeg var glad, så turde jeg ikke helt tro på det, for helt væk var den ikke, den var bare rykket længere væk, om bag et af de andre huse, hvor jeg ikke længere kunne så på den hækkeklippende knægt og hvor det inaverende vrrrrr nu var reduceret til et sølle rrrrr som om end til stede var til at holde ud.

mandag den 4. august 2014

Hausfrau vs møl

En dag hvor jeg fik gæster ville jeg lige lægge et sengetæppe over min seng. Da jeg rystede det fløj der 5 små sommerfugle ud fra folderne, men det var ikke sommerfugle, det var møl. Møl er nogle taknemmeligt dumme dyr der ikke flygter, når man prøver at slå dem ihjel, hvilket jeg hurtigt gjorde ved de fem, men her i sommervarmen, hvor vinduerne står åbne, så flyver der bare nye ind.

Jeg må indrømme, at jeg blev lidt overvældet af hele problematikken, så min løsning blev måske lidt drastisk. Jeg ryddede to skuffer i fryseren, og så smider jeg simpelthen alt det tøj jeg ikke bruger til dagligt derind. Jeg har ingen anelse om hvor længe det tager at fryse en ulden sweater igennem, men jeg regner med at 12 timer er nok. Dernæst hænger jeg tøjet til luftning på altanen og pakker det i plastikposer og lægger tilbage i skabet, som jer har gjort grundigt rent. Det er et langtrukkent stykke arbejde, men det kræver ikke det voldsomme af mig, for på grund af pladsmangel i fryseren, bliver tøjet delt op i små håndterlige portioner. Fordelen ved at gøre sig ulejligheden er, at jeg får gjort orden i mine skabe, for da jeg flyttede ind smed jeg bare tøjet mere eller mindre tilfældigt derind.

Nogle af mine sweatre har taget en lille smule skade, der er små huller i. Jeg kan egentlig godt lappe sådan et hul, men så skal jeg først have købt garn i den rigtige farve, og så skal jeg huske hvordan nu lige det var at man gjorde, og så skal jeg sætte mig ned og så rent faktisk få det gjort. Det er lige lidt for meget oven i alt det andet. Når jeg tænker på det, så krymper min hals sig sammen, og mit hjerte springer et slag over, så jeg tager en plasticpose, lægger sweateren deri og gemmer den bag i skabet og tænker, at det bliver en hyggelig ting at gøre til vinter, eller måske ikke ligefrem hyggelig så i hvert fald et meget ikke-lige-nu-tidspunkt.

lørdag den 2. august 2014

Hjem fra ferie

Jeg er så træt, at ordene ikke vil makke ret inde i mit hoved. De farer rundt og driller mig. Så snart jeg tror, at jeg har fanget dem inde og tvunget dem til at stå på række og danne en mening, da løber de væk fra mig, grinende som små børn. Min hjerne føles lidt som før jeg begyndte på conserta.

Grunden til dette er, at jeg lige har været i sommerhus med min mor i fire dage. Det var en hyggelig tur, men også en tur fuld af indtryk og nye rutiner. Indtryk er når en farve, form, lyd eller lugt mases ind i hjernen for at danne et mønster, lidt ligesom kartoffeltryk, og det siger sig selv, at hjernen kun har plads til så og så mange nye mønstre før den bliver trykket til kartoffelmos.

Her er nogle af de indtryk der får min hjerne til først at glædes og dernæst gå tre dage i hi og sige 'nu vil jeg ikke mere, jeg har brug for ro'.
- At sidde i toget mens vi kørte igennem en hede hvor al lyngen var sprunget ud. Hundredvis af meter af lyserød i forskellige nuancer alt efter hvordan lyset faldt. Lyserød op af bakke, lyserød ned af bakke, og lyserød så langt øjet rakte.
- Lugten af ikke længere at være i byen. Lugten af regnen der rammer den udtørrede jord, korn der bliver høstet på marken og ja, nogle gange lugtede der er svinestald, men det gjorde ikke noget, for vi var jo på landet.
- Lyden af græshopper. På et tidspunkt, da vi var ude og gå, var der en der gik i gang lige ved siden af mig. Jeg sprang forskrækket til siden, for jeg troede, at det var en cykel der kom brasende på grusvejen.
- At møde en gammel studieveninde, som jeg ikke har set i meget lang tid. Jeg er ikke god til at møde folk uforberedt, så samtalen blev nogle steder lidt akavet, men ellers var det rigtig hyggeligt.
- Vesterhavets brusen. Det var ikke meget jeg fik set til det, for jeg begyndte allerede at blive så træt, men jeg så det trods alt, og det var så meget større og mere majestætisk end det spejlblanke vand ved Aarhus.
- En bod hvor man selv kunne blande sin buket af georginer i de mest strålende farver for 2 kr stykket. Jeg havde planlagt at købe ti, men jeg endte med at købe 25.
- Selskab hver dag, næsten hele dagen, hvor jeg er vant til at være helt alene 23 timer i døgnet.

Dette er så korte brudstykker af min ferie, men selvfølgelig var der meget mere. Der er flere ting som jeg ikke har skrevet om, men jeg kan ikke skrive om alt. Jeg tror at de fleste bliver en anelse stressede på ferien. Jeg ved ikke i hvilken grad min aspergeroplevelse adskiller sig fra andre menneskers oplevelse. Det gør den nok ikke alt for meget, den største forskel er nok bare, at jeg bliver meget hurtigere træt end andre og ikke kan klare så meget.