Årsdag

I dag er det så meningen, at jeg skal skrive om hvordan jeg lige har fejret 4 år uden selvskade, men jeg ved ikke hvad jeg har at sige til det. På den ene side har det været rigtig dejligt med al den ros og alle de søde beskeder jeg har fået, men det føles samtidig lidt underligt. Det føles underligt at få ros, når man ikke selv føler glæde eller stolthed derved. Ikke at forstå det sådan at jeg er ked af det eller savner det. Mest er det måske fornemmelsen af, at selvskaden kun var en enkelt lille del af et stort komplekst puslespil. 

Jeg fejrer årsdagen for sidste selvskade fordi det er en af de få ting hvor jeg kan fastsætte en dato. Jeg kan derimod ikke fortælle hvornår min spiseforstyrrelse fortog sig. Der er ikke et stort fedt kryds i kalenderen den dag jeg sidst bevidst spiste for lidt eller den dag jeg sidst spiste alt alt for meget på en anderledes måde end når almindelige mennesker spiser for meget. Jeg kan ikke sige hvornår alting gik væk fra at være for meget til hvad jeg kunne klare. Det var ikke sådan, at jeg vågnede op en dag og tænkte at nu var alting godt. Det var noget der kom snigende. En god dag hist og en uge her, en dårlig periode der var lidt kortere end ellers, en dårlig dag jeg havde nået at samle kræfter til at kunne overvinde. 

Begyndelsen til en god periode var aldrig noget jeg noterede mig vant som jeg var til at det var en illustration af et håb, og da jeg så en dag måtte indrømme over for mig selv, at nu gik det vist bedre, så var det ikke til at gennemskue hvornår det egentlig vrede startet. Jeg fejrer derfor hvert år årsdagen for selvskaden, men det er mere en symbolsk dag end en reel fejring af bedre tider. Jeg er glad for at have det bedre og derfor fejrer jeg dagen, men den reelle dato er ikke en dag jeg er følelsesmæssigt knyttet til, og derfor kan det virke underligt når folk siger tillykke. 

Hvorfor kæmpe kampe man ikke kan vinde?

Jeg har været lidt nedkørt de sidste par uger, både hvad angår energi og humør, og selvfølgelig har det noget at gøre med mine problemer inde på universitetet. Jeg har brugt så meget energi på at forstå hvad der foregår og få det hele til at give mening, men hvad nu hvis der slet ikke er nogen mening?

En af de måder jeg klarede mig igennem det psykiatriske system på var ved at acceptere rollen som et journalnummer. Når det gjaldt min daglige omgang med plejepersonalet, så var jeg personen Linda, så havde jeg mine drømme og sorger, mine problemer og mine skævheder, men når det gjaldt Systemet, så resignerede jeg. Bad de om noget fik de det, ligegyldigt hvor åndssvagt eller ligegyldigt det virkede. Det var ikke altid nemt. Ofte krævede det at besvare ydmygende spørgsmål eller personlige ofre, men det virkede, for havde jeg sagt nej eller stillet spørgsmålstegn havde jeg været en person, og Systemet kan ikke håndterer personer. Personerne ansat i Systemet kan godt, men ikke Systemet selv. Hvis man insisterer på at bevare sin person hele vejen igennem Systemet kommer det til at gå alt for langsomt, måske endda til sidst i stå. Man vinder ikke noget ved det.

Jeg ville da bestemt ønske, at det kunne være anderledes, men det er ikke en kamp jeg står i en position til at kæmpe. Det er ikke en kamp jeg vil kunne vinde. Hvis der er andre dag vil tage kampen har de min støtte, men imens, hvis de ønsker en fuld rapport en mine evner til at gå på toilettet selv, om hvor mange venner jeg har og hvad mit forhold er til dem, eller selv hvis de vil have en udtalelse fra en læge der aldrig nogensinde har mødt mig om hvordan mit handikap påvirker mine studieevner, så fint, det får de. Om Systemet hedder psykiatrien eller universitetet spiller her ikke den store rolle.

Hvorfor skal jeg kaste alle mine kræfter ind på at forblive på studiet, hvis jeg så ikke længere har energi nok til at være der?

Carpe diem - en livsfilosofi bygget på citater

I en facebookgeneration hvor mange af os opbygger vores livsanskuelse på tilfældige citater, tænker jeg, at det kan være nyttigt at lære nogle flere og måske ligefrem bedre citater. Her vil jeg derfor dele nogle af de citater der har præget mig og mit syn på verden igennem de sidste snart 10 år:

Om eksistens:

"Men hvor længe skal man blive ved, før det går op for en, at man har ladet sig nare af fiktionen (igen) og at det er den velkendte, skuffende verden omkring en, der er den virkelige". Thomas Scarlett "Mr Y's forbandelse"

"Jeg lader mit liv passere revy og finder det temmelig ynkeligt; enkelte glæder, uendelig meget ligegyldigt og værdiløst og derimellem et rigt mål smerter, lidelser, ængstelser, skuffelser, bristede forhåbninger, græmmelser, sorger og ærgrelser". Leopold von Sacher-Masoch "Venus i pels".

"Og sådan kan man beskrive angsten for døden, som angsten for ikke at blive den man ønsker at være". Pascal Mercier "Nattog til Lissabon".

"Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares".  2. Petersbrev 1,6-7

"But what you are left with is a premonition of the way your life will fade behind you, like a book you have read too quickly, leaving a dwindeling trail of images of emotions, untill all you can remember is a name". Jay McInerney "Bright Lights, Big City".

'Mislykket' eksistens:

"And at the most dysfunctional end, of course, there are the kamikaze girls who wade into war with their pituitary - trying to starve it, or confuse it into defeat, with anorexia, or bulimia.
But the problem with battling yourself is that even if you win, you lose. At some point - scarred, and exhausted - you either accept that you must become a woman - that you are a woman - or die. This is the brutal, root truth of adolescence - that it is often a long, painful campaign of attrition. Those selfharming girls, with the latticework of razor-cuts on their arms and thighs, are just reminding themselves that their body is a battlefield". Caitlin Moran "How to be a woman"

"I can't say I'm suicidal, since, as Thomas Lynch said, "Who among us in our right mind hasn't severel times in the course of a life yearned for the comforts of absence and non being? But there is a subtle and important difference between those of us who'd rather not be alive tomorrow - incomplete homework, biopsy results, romantic reversals, pregnancy tests - and those of us who want to be dead tomorrow and the day after and forever"". Victoria Coren "For richer , for poorer"

"[Emily] Dickinson's wounds and scars are military medals of honor, the price and prize of life experience. [...] Her boy personae are also deflections of maturation, an anorexic supression of sexual shape". Camille Paglia "Sexual Personae"

"Bowie fik det "at gå i stykker" til at tage sig elegant ud". Marc Spitz "Bowie"

"Intet i verden kan måle sig med fantasien hos et menneske, der har mistet besindelsen". Haruki Murakami "Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe".

Om at blive set og hørt:

"Og så er Torben ikke sådan et barn man har lyst til. Han er ikke indbydende. Han stråler ikke. Han er faktisk direkte ucharmerende. Grim og snottet. Sådan et barn man helst er fri for, hvis man nu skulle være ærlig. Der er forskel på børn, det er der bare. Og måske er det derfor, der ikke er nogen i vuggestuen, der rigtig får styr på det her med Torbens skrammer. Der er ingen der rigtig har lyst til ham. Måske er det derfor." Naja Marie Aidt "Bavian"

"Og så var der et stænk af vold eller vrede, som hos den der gerne vil ses, men ikke rigtig bliver det" Per Olov Enquist "Om Idræt"

"Det var kun en gal, vi så. Én der slog og sparkede på verden, fordi den ikke ville kende hende i alle de år". Majbritte Ulrikkeholm "Tilbage til jorden"

"Måske er jeg i lidt dårligt humør. Det er svært at vide, når der ikke er andre mennesker til stede". Helle Helle "Ned til Hundene"

"Men Gud har en plads til Dem. Hver Sabbath ser han Deres tomme stol i synagogen og siger til sig selv: Hvor er han mon henne? Han er urolig for Dem. De kommer ikke til gudstjeneste, for De ønsker, at Gud skal være urolig for Dem; De er som en lille dreng, der ønsker, at hans forældre skal tage sig mere af ham [...] Når de ikke giver ham kærtegn, begår han dumheder i håb om, at de i det mindste vil give ham smæk. De gør det for at kalde på Gud". Joan Sfar "Rabinerens kat"

Om at udtrykke sig:

""Hun kan ikke lege," mumlede Mumitrolden ganske forbløffet. "Hun kan ikke blive vred," sagde Lille My. "Det er det, der er i vejen med hende." "Hør nu her," fortsatte hun og gik helt hen til Ninni og så truende på hende "du får aldrig dit eget ansigt, før du får lært at slås. Stol kun på det." "Javel", sagde Ninni bare og trak sig forsigtigt tilbage". Tove Jansson "det usynlige barn"

"[...] og så eksploderede han, for han var fuld af vidunderlige ting, som han ikke fandt udtryk for, og som blev siddende fast i hjertet på ham". Emile Ajar "Du har jo livet for dig"

"Der findes ønsker, som er for store at sætte ord på". Selma Lagerlöf "Stenen i søen"

"Når han tror, han har sagt noget overilet, banalt, halvsandt, saa holder han ikke op med at limitere, modificere og lægge til og trække fra til der til sidst ikke er mere tilbage af det hele". Goethe "Den unge Werthers lidelser".

"It was all done with the seriousness and selfconscious professionalism that only enthusiastic amateura posses". David Mitchell "Back story".

"Nu ville han aldrig få skrevet de ting han havde udskudt at skrive, til han vidste nok til at kunne skrive godt nok om dem. Nå ja, så ville det heller ikke mislykkes for ham at prøve på at skrive dem. Måske ville man aldrig kunne skrive dem, og det var derfor man udskød dem og ventede med at begynde". Ernest Hemingway "Fire noveller"

Om et dødsfald

Jeg kendte ham ikke så godt, og det er efterhånden også så mange år siden. Jeg husker ham som flink og hjælpsom, jeg husker ham som god til at lave mad. Vi havde ikke valgt hinandens selskab, vi boede bare tilfældigvis på det samme kollegie, hvor vi delte køkken. Vi sås nogle gange til fællesarrangementer og nogle gange stødte vi på hinanden ude i køkkenet. Jeg opsøgte ham aldrig bevidst, men jeg prøvede heller aldrig at undgå ham. For mig var han bare et af de mennesker der i en periode optræder i ens liv og så forsvinder igen. Jeg var glad for at lære ham at kende, men jeg savnede ham ikke som sådan efterfølgende.

For mange har det naturligvis været anderledes. Som sagt var han både flink og hjælpsom, så jeg er sikker på, at mange modtog nyheden om hans sygdom og død med stor sorg. Selv jeg, som dårlig nok kendte ham blev da ked af at høre det. Beskeden fik ikke mit liv til at gå i stå, og jeg har ikke grædt mig selv i søvn, men tankerne og minderne har bestemt påvirket mig.

Som en der står udenfor, har der ikke været meget jeg kunne gøre. Jeg har betalt penge til blomster og til Kræftens Bekæmpelse, jeg sender mine tanker til dem der kendte ham bedre og som vil blive påvirket af savnet og sorgen, men samtidig er jeg også dybt egoistisk. Jeg er dybt taknemmelig for, at det ikke var mig eller dem der står mig nær som blev trukket i dødens lotteri, jeg er glad for, at jeg intet vidste før efter det hele var forbi, jeg er glad for, at jeg kan nøjes med, at være trist i nogle dage og dernæst gå ud og nyde det er ferie.

Jeg ved ikke om det gør mig til et dårligt menneske. Det er ikke sådan, jeg tænker om mig selv. Jeg håber da, at hvis jeg nogensinde bliver bedt om at sidde ved en sygeseng, støtte en pårørende eller bare generelt at kunne hjælpe mine medmennesker, at jeg så vil være opgaven voksen, at jeg vil være i stand til at bringe bare en smule glæde og trøst. Samtidig ved jeg kun alt for godt, at jeg ikke er nogen helgen. Jeg kender ikke alle dem der ville have brug for hjælp, jeg har ikke de økonomiske og følelsesmæssige ressourcer, som det ville kræve, jeg har ikke stædigheden, modet og evnerne, og ofte ville jeg komme til at sige de forkerte ting eller gå i vejen. Jeg er ikke specielt udpeget af Gud, dronningen eller staten til at være de syges frelser. Faktisk er jeg det meste af tiden bare en ret almindelig person, som gerne vil nyde ferien, more mig sammen med Kæresten, familien og vennerne, som gerne vil have sygdom og død på så lang afstand som muligt så længe jeg kan, sådan at jeg vil være klar til når tragedien rammer lidt tættere på.

Jeg ved ikke hvordan det er passende at afslutte dette indlæg. Han skal begraves i weekenden. Jeg vil ikke være der. Som en der faktisk ikke kendte ham ville det være mærkeligt at komme. De blomster jeg var med til at betale vil være der, og mine varme tanker og bedste ønsker vil være med familie og venner og andre der kunne have brug for det. Der ud over er der ikke så meget andet jeg føler mig i stand til at gøre.

Læs for livet

http://www.laesforlivet.dk/

Her er et link som jeg vil opfordre alle mine læseglade læsere om at støtte. Læs For Livet er et projekt for udsatte børn og unge (og deres forældre) ved at sørge for nem adgang til bøger. Bøger, kan nogle måske tænke, kan det virkelig være så vigtigt? På hjemmesiden kan I finde mange gode grunde til hvorfor at bøger er så vigtige for børns udvikling, en bedre skolegang og forholdet mellem forældre og børn.

Jeg var et sært barn, jeg var også et sødt, klogt og venligt barn, men jo, jeg var lidt sær, og det var ikke så sært, for det var der mange der havde været i min familie igennem mange generationer, og det var der jo ikke så meget at gøre ved. I dag har min særhed stemplet Aspergers syndrom, men det er der stadig ikke så meget at gøre ved.

Jeg var i en meget tidlig alder bevidst om min særhed. Jeg var ikke bevidst om hvori den bestod, men jeg vidste at jeg fungerede anderledes end andre. Fungerede jeg anderledes, dårligere eller bare forkert? Det var et spørgsmål der var alt for stort, farligt og ubehageligt til at spørge et rigtigt levende menneske om, men bøger dømte mig ikke. De grinede ikke, hvis jeg sagde noget der var forkert eller bare sært.Oppe i skolen var det bøgerne der gav de rigtige svar til lærerens spørgsmål, så måske de også kunne give svaret til mine spørgsmål?

Jeg var heldig som barn at have adgang til hele tre biblioteker, kommunens, skolens og mine forældres. Tilsammen indeholdt de alt hvad der var at vide om livet, universet og alt det der. Det var så min opgave at finde frem til den rigtige bog. Det var meget vigtigt, at jeg ikke spurgte om hjælp, for så ville bøgernes magi måske forsvinde, men egentlig var det nok mest fordi jeg var enormt genert og kun turde spørge hvis jeg vidste helt præcis hvad jeg ledte efter, og det gjorde jeg ikke.

Jeg har gennem tiden fundet mange bøger med mange gode svar. Jeg har måttet opgive tanken om at klare svar om noget som helst, og at jeg måtte plukke noget ud hist og her, og så støbe det sammen til nogle vage idéer om hvem jeg selv er og hvordan jeg hænger sammen med resten af verden. Ofte læser jeg ting jeg ikke kan bruge til så meget, men engang imellem læser jeg noget der gør dette billede af mig og verden en lille smule klarere.

Jeg holdt ikke op med at være sær bare fordi jeg har læst en masse bøger, men jeg meget om hvilke særheder der er gode, sjove og behagelige og hvilke der skader mig og afskærmer fra andre mennesker. Jeg har fået en masse mulige forklaringer når jeg synes at andre mennesker gør og siger underlige ting, og jeg har fået nogle mulige måder at reagere på disse underlige ting, men det at jeg har en vis forståelse for disse ting gør, at de virker mindre skræmmende og farlige.

Jeg får nok aldrig alle svarene, men jeg kan være helt forfærdelig stædig, og jeg holder aldrig op med at lede :)

Om at fylde 30

Jeg vil lige indlede dagen blog med en sjov historie fra min barndom der omhandler den største skuffelse i mit liv. Jeg havde fået fri fra skole og gik rundt inde i Magasin mens jeg ventede på min bus. Jeg stod og så på hylderne med lykønskningskort, da min øjne faldt på, hvad jeg troede var, verdens bedste nyhed "Tillykke med de 20 år, du får nu ikke længere bumser...". Jeg åbnede kortet, og der stod "... nu kaldes det bare udslet". Jeg var 14 år og i brøkdelen af et sekund havde min verden lysnedes, jeg fik håb for fremtiden, men SLAM, så var alt tilbage som før.

Det er så i dag der er dagen hvor jeg fylder 30. Jeg har længe lavet jokes med det, og folk spørger tit hvordan jeg har det med det, men hvis jeg skal være ærlig så har jeg det faktisk fint. Hverken mine teenageår eller mine tyvere var noget at råbe hurra for. Jeg var syg og jeg havde store problemer med at kommunikere med den verden jeg færdedes i. Film og bøger siger at UNGDOMMEN er sagen, at det er her man har sit livs højdepunkt, og for nogle er det nok rigtigt, men for andre så står man måske tilbage med samme følelse som mig, som om man er blevet snydt for noget.

Nej, jeg tænker at 30'erne skal være mit årti. Det er nu jeg begynder at få styr på ting, jeg begynder at vide hvem jeg er, hvor jeg vil hen med mit liv og hvilke mennesker jeg ønsker at være sammen med. Mit 29'ende år var en god indledning. Jeg var flyttet i egen bolig, jeg var efterhånden faldet godt til på universitetet og jeg fik en helt fantastisk kæreste, så nu er der bare tilbage at ønske mig selv god vind.

Okay, jeg ved godt, at dette ikke er nogen 'rigtig' fødselsdagssang, men jeg har altid hadet fødselsdagssange, for jeg vidste aldrig hvad jeg skulle stille op med mig selv imens. Dette er derimod ikke bar den bedste fødselsdagssang men også den bedste Disneysang nogensinde

Hvad snakker man om når alting bare går godt

Jeg har bostøtte hver dag, jeg går til psykolog hver anden uge, og jeg skriver herinde to gange om ugen, men på det sidste er det gået hen og er blevet et problem hvad jeg skal snakke om. Igennem de sidste mange år, er jeg konstant rykket fra den ene krise til den næste, der var altid et eller andet jeg kunne græde eller skælde ud over. Verden var imod mig, og jeg havde brug for hjælp til at færdes i den. Jeg havde brug for hele tiden at snakke om tingene, for ellers føltes det som om jeg var en ballon der blev pustet mere og mere op, og jeg var bange for at jeg en dag ville springe med et ordentligt brag.

Til at starte med kunne jeg dog ikke finde ud af at snakke om tingene, for jeg kendte ikke de rigtige ord ord formuleringer. Jeg havde brug for, at der sad en sygeplejerske og sagde til mig, at du er vist vred/ked af det/skuffet/angst lige nu, og med tiden kunne jeg så selv begynde at benytte disse betegnelser, men disse betegnelser nytter ikke rigtig længere, og det gør mig forvirret og en lille smule trodsig. Jeg kan ikke forholde mig til, at jeg ikke kan finde ud af at sige hvordan jeg har det, så jeg beslutter for mig selv, at så er det fordi jeg nok ikke føler noget. Jeg devaluerer de gode følelser

Megen af min verdensopfattelse stammer fra litteraturen, og jeg kan bedst lide bøger der ikke er for rosenrøde. Jeg ved ikke hvor grænsen går mellem smag og erfaringer, for måske er det fordi kriser virker så genkendelige på mig, at jeg godt kan lide det når jeg møder dem i bøgerne. Bøger om gode følelser har jeg det med at finde kedelige, ligefrem kvalmende, og jeg har ikke lyst til at være en kedelig person, så jeg er mistroisk over for at bruge de gode betegnelser jeg finder i bøgerne om mig selv.

For at tage et eksempel, så er jeg nølende med at bruge ordet 'forelsket' i mit forhold til mit forhold til min kæreste, ikke fordi jeg ikke holder enormt meget af ham, men fordi bøger om forelskelse generelt er helt vildt forfærdelige, men hvis jeg ikke kan bruge ordet forelsket, hvad kan jeg så sige? Jeg kender ikke noget alternativ, så jeg lader generelt bare være med at sige noget, hvilket en dag førte til, at en af mine kontaktpersoner forsigtigt spurgte om jeg overhovedet havde lyst til at være sammen med ham. Selvfølgelig har jeg lyst til at være sammen med ham, jeg er helt vild med ham, jeg er bare ikke vild med de ord jeg skulle være nødt til at bruge for at forklare det, så normalt siger jeg ikke noget.

En uheldig episode

Jeg sad i klassen sammen med en af mine venner. Jeg ville fortælle ham historien om hvordan jeg er blevet sat ned i medicin, og da jeg var på apoteket, fortalte farmaceuten mig, at min psykiater havde bestilt 28 pakker, hvilket vil sige ca 1500 piller. Vi blev dog enige om, at jeg nøjes med at hente én af gangen. Det var en sjov lille historie, problemet var bare, at det var første dag på den nedsatte dosis, og jeg derfor var lidt påvirket. Jeg var ikke helt mig selv og jeg var lidt forvirret, og pludselig havde jeg viklet mig en i en lang samtale om sygdom, død og ødelæggelse.

Jeg ved fra erfaring, at det ikke er et godt samtaleemne med folk man ikke kender, og alligevel kunne jeg ikke styre mig selv. Da jeg kom hjem var jeg meget pinligt berørt, og havde lyst til at falde død om på stedet. Jeg prøvede at drukne mine sorger i pepsi max, mens jeg sad og prøvede at gennemanalysere situationen.

Hvorfor bliver jeg ved med at fortælle disse historier, selvom jeg VED, at mange mennesker ikke bryder sig om dem? Først er der det, at jeg glemmer, at folk ikke kan klare dem. For mig er det jo ikke noget særligt, det var mit liv og min hverdag og det var sådan jeg var som person, men mest af alt tror jeg, at min åbenmundethed handler om, at sygdommen gør mig til noget særligt. Når jeg sidder i klassen er jeg bare et anonymt medlem af flokken. Jeg snakker meget om, at jeg gerne vil være normal, men i virkeligheden er jeg meget lidt et flokdyr.

Jeg er i høj grad individualist. Min karakter er i høj grad bygget op over, at jeg er hvid, kvinde, dansker og kristen, men der er også træk der er unikke for mig. Jeg vil gerne høre til, jeg har ikke noget imod at tilpasse mig, men at lade mig assimilere, det er jeg ikke helt sikker på at jeg vil. Jeg er mig, og hvem jeg er er meget præget af mine syge år, og det vil jeg gerne have at folk ved.

Når man skal begynde at tilpasse sig en ny gruppe, som for eksempel en ny klasse, så skal man være opmærksom på hvordan man introducerer emner som for eksempel sygdom, og jeg har været meget opmærksom de sidste par uger, og har snakket om at jeg har tid nok, men så i går væltede ordene ud af mig i en lang talestrøm.

Da vi havde fri burde jeg have holdt mig lidt tilbage sammen med de andre for at måle stemningen, men jeg var flov og skulle tisse så jeg for ud af døren.

En tur i Den Gamle By

I torsdags var jeg nede i byen med en fyr jeg har set lidt til her på det sidste. Jeg havde siddet og lavet lektier, og da jeg var næsten færdig så lokkede den strålende sol der var udenfor, og den sagde til mig, at der er andet i livet end studier, så jeg lagde blyanten fra mig og skrev til ham, om vi ikke lige skulle mødes et par timer tidligere, og så gjorde jeg mig klar til at tage ned til byen. Nede ved bussen stod jeg og pillede ved mit hår, da jeg fandt et gråt hår. Ak ja, jeg fylder jo trods alt snart 30, og min krop er begyndt at gå i forfald.

Klokken var 1 om eftermiddagen, så det der med at finde et sted at spise var ikke det nemmeste. Jacobs pitabar reklamerede med lam og det faldt jeg pladask for, men jeg blev lidt skuffet, da det viste sig at være kebab. Jeg ved godt at kebab er lam, men hvis det er kebab man serverer, så er det kebab man skriver. Nå ja, men det interessante ved måltidet var de friturestegte kartoffelbåde. På grund af min spiseforstyrrelse, har jeg intet friturestegt fået siden gymnasiet, så det var en af de der ting på listen over ting man er nødt til at prøve. Det var på ingen måde så slemt som jeg havde frygtet, det var faktisk helt okay, og jeg havde heller ikke taget uhyre meget på, da jeg næste dag stillede mig op på vægten, og jeg faldt heller ikke død om.

Bagefter gik vi lidt rundt. Vi havde ikke nogen specielle planer. Vi gik på biblioteket og lånte en bog jeg skal bruge til mit oplæg, når jeg skal tale om min autisme og min spiseforstyrrelse og mig selv. Han foreslog så, at vi gik i Den Gamle By, et frilandsmuseum med gamle huse. Jeg har kun været der to gange før, og det er meget længe siden, så jeg syntes, at det var en glimrende idé. Vi gik rundt mellem de gamle huse og snakkede om os selv og om de ting vi så.

Hele turen mindede mig om, at der var en tid før jeg blev syg, en tid hvor den sociale angst ikke var så fremherskende, hvor jeg kunne tage med mine venner ind til byen og opleve ting. Jeg er hovedsageligt en introvert person. Jeg kan godt lide at sidde derhjemme blandt mine egne velkendte ting, hvor der er trygt og godt. Jeg bliver ofte meget træt af at være sammen med mennesker og opleve nye ting, men at komme ud skaber også nogle uvurderlige indtryk, som det er svært at få i bøgerne. At møde og tale med andre mennesker gør én til et bedre menneske.

Jeg ved ikke hvad jeg ønsker for fremtiden. Jeg ved ikke hvor meget jeg ønsker at gå ud, men hvis jeg bliver hjemme, ønsker jeg, at det er fordi jeg ønsker at være hjemme, og ikke fordi jeg er bange for at gå ud

Første skoledag

Jeg skrev forleden om min angst for at starte på et nyt hold da universitetet startede igen her i går. Jeg var bange fordi jeg ikke rigtigt kender nogen. Pointen var, at jeg her ikke skilte mig ud fordi jeg er asperger og har mange selvpåførte ar på armene, men simpelthen bare fordi jeg er hende den nye. Det viste sig dog at holdet er en skøn blanding af nye og gamle og folk der er blevet overført fra København. Mange kendte selvfølgelig hinanden, men jeg virkede på ingen måde påfaldende ny, hvilket var en enorm lettelse.

Påfaldende ny eller ej, så er jeg ikke god til den indledende socialisering. Med andre ord, så er jeg bare hamrende dårlig til at snakke med nye mennesker, og det gav sig lidt til udtryk i går. Sidst jeg startede på et nyt hold var, da jeg genstartede på universitetet, og jeg var så bange, at jeg ikke turde så meget som turde se på mine medstuderende, og da slet ikke snakke til dem, men der er gået to år siden, og jeg er et andet menneske nu, langt mere selvsikker og tilpas i mine omgivelser, så jeg turde godt snakke med nogen, selv på min første dag på holdet, og jeg TROR nok at det gik godt.

Det er meget typisk, at et lokale fyldes op bagfra, men jeg kan ikke koncentrere mig, hvis der sker for mange ting mellem mig og tavlen, så jeg sætter mig altid oppe foran som en rigtig nørd. Det betyder så også, at der ikke er nogen der satte sig ved siden af mig. Til sidst kom der dog en og spurgte om hun kunne sidde der. Det kunne hun godt, jeg var jo næsten gået i gang med at spekulere på om jeg skulle tage det personligt, at ingen ville sidde ved siden af mig. Den stakkels pige troede, at jeg mente det alvorligt, så hun prøvede at glatte tingene ud. Folk forstår ikke altid min humor, og de forstår mig heller ikke nødvendigvis når jeg prøver at forklare mig. Jeg prøvede at sige, at det bare var noget jeg sagde, for at indlede en samtale med for mig fremmede mennesker, da det kan være svært at indlede samtalen med en simpel præsentation. Hun var virkelig venlig, men jeg følte mig lidt som et fjols, mest af alt fordi jeg altid føler mig som et fjols når jeg er usikker på mig selv.

Undervisningstimen blev indledt med en præsentation, hvilket jeg ikke tror jeg før har oplevet på universitetet. For den phd studerende der underviser i stedet for læreren her introforløbet var det en mulighed for at se hvor meget vi interesserer os for Nytestamentlig exegese, hvilket er det fag vi har, og det var ikke udpræget meget. For mig derimod blev det første gang siden 2008 hvor jeg lavede en offentlig præsentation af mig selv UDEN at nævne, at jeg har problematikke (aspergers). Til nogle af dem jeg snakkede til i almindelig samtale, der hentydede jeg det, men der er forskel på at tale til en stor gruppe eller tale sammen i en lille gruppe. Det er ikke fordi min aspergers skal være hemmelig, men den er ikke længere denne her store ukontrollable del af mig, men snare bare en lille finurlighed ved mig, i hvert fald i begyndelsen hvor vi ikke kender hinanden så godt, for det er jo ikke fordi min asperger er blevet mindre, det er jo stadig den jeg er, men den er ikke længere et problem.

Undervisningen var virkelig spændende. Et exegesefag er en dekonstruering af en skreven tekst, og på bacheloren skal vi have fem af disse fag, og hvert fag starter med en introduktion der mere eller mindre siger det samme men på meget forskellige måder. Det kan formuleres som et eksempel fra bogen "Old Testamen Exegesis" af Odil Steck s. 131

"Do material relationships and overlaps demonstrate that this constant conceptual context represents a materially self-enclosed conceptual association or, on occasion, a conception?"

Hvilket de fleste ikke forstår en brik af, og så kunne vores lære i går skrive fem punkter op på tavlen og sige at disse fem punkter skulle vi kunne huske og bruge hver gang vi læser en tekst, for det vil give gode point til eksamen. Jeg er generelt en meget skriftlig person, og jeg kan godt lide at læse mig til en forståelse, men selv ikke jeg kan stå for fem klare punkter der vil hjælpe mig til eksamen, og selv jeg synes at det første eksempel er noget overintellektualiseret bavl.

En fordel ved at have en phd studerende som midlertidig lærer er, at hen har helt styr på, at dette fag handler mere om at bestå en eksamen end om at tilkende sig visdom. Jeg har selv planer om at blive en gammel visdame når jeg bliver 70, men der er mange år til, og lige nu skal jeg bare bestå mine eksaminer ligesom alle de andre på holdet. Jeg vil gerne tage dette fag til mig, jeg vil gerne suge visdommen ud af bøgerne, men først og fremmest vil jeg bare gerne have en god karakter til eksamenen uden at køre mig selv helt ned.

Sommerferien slutter snart

Måske har jeg nok læst mange bøger i min sommerferie, men jeg har generelt kørt i et ret lavt gear. Jeg har tilbragt forbløffende mange timer på at se serier, og forbløffende få på at lave alt muligt andet. I løbet af de sidste tre ugers tid er jeg dog vågnet op til dåd. Det interessante spørgsmål her er dog ikke så meget hvad jeg har fået lavet, for det er mest helt almindelige dagligdags ting. Nej, det interessante spørgsmål er, hvordan det er blevet gjort. Jeg har nemlig sat mig for at udfordre mine vaner.

Normalt kører min hverdag enormt meget på rutinen, og det er trygt, men det er også besværligt, for det lader meget lidt plads tilbage til spontanitet og nødvendige ændringer. Jeg har måttet ændre min døgnrytme, og det betød, at alle mine rutiner har måttet laves om, men hvad nu hvis, jeg i stedet for bare at lægge mine rutiner senere på dagen, at jeg så i en periode kørte uden faste rutiner?

Bare det at skrive om det får mit hjerte til at banke hurtigere. Jeg er autist, hele min væren handler om rutiner og kassetænkning, så jeg føler mig nøgen uden. Snart begynder universitetet igen, og så får jeg brug for rutinerne for at hænge sammen, men lige nu der er der tid til at eksperimentere.

Hvad gør det ved mig ikke at have nogle faste rutiner? Jeg føler mig mest af alt forvirret, og alting skal planlægges og lægges om. Før i tiden kørte kalorieregnskaberne i mit hoved hele dagen, nu er det tidstabeller. Hvis jeg skal træne før jeg skal til psykolog, kan jeg så nå hjem i bad eller skal jeg vaske mig i centret? Kan jeg nå at tage en bus, eller skal jeg tage cyklen ud i blæsten? Skal jeg handle før eller efter min kontaktperson har været her? Kan jeg tage en spontan tur ned til byen? 7:30, 9:45, omkring kl 12. Det er en balancegang. Langt under mig, nede i manegen, er der et sikkerhedsnet, men jeg tør ikke stole på dets eksistens, så jeg er bange for at træde ved siden af. Hvis jeg nu kommer for sent, vil hele min verden så synke i grus? Jeg må indrømme at jeg meget af tiden er lidt bange.

Men hvorfor gør jeg det så når det nu gør mig bange? Er det fordi jeg savner spiseforstyrrelsens masochisme? Kan jeg lide at pine og plage mig selv? Helt kan jeg ikke benægte det, men der er også mange andre ting involveret. Jeg er nysgerrig på min egen reaktion, for kender man virkelig sig selv hvis man ikke ved hvordan man reagerer under pres. Dette er da trods at pres jeg selv har kontrol over. På et helt mere praktisk plan, så tror jeg også at det ikke at have nogle faste rutiner når jeg starter på universitetet igen vil hjælpe mig til hurtigt at falde ind i den rutine der passer sig til den hverdag jeg kommer til at få, i stedet for, at jeg skal til at ændre en fastgroet rutine til en ny.

Om travle morgener

I mange år har jeg stået meget tidligt op hver morgen. Når man konsekvent vågner ved 3-4 tiden så vænner man sig til at have lange stille morgener, hvor man har tid til at stå og se ud på solopgangen, gå en tur, drikke en kop kaffe og svare på mails. Der er ingenting man skal nå, dagens program ligger langt ude i fremtiden.

Jeg er for tiden i gang med at vende min døgnrytme, så i går stod mit vækkeur til at ringe kl 7. Jeg vågnede dog allerede kl 6, ikke fordi jeg var frisk og veludhvilet, men fordi jeg var sulten. Jeg har svært ved at lære, at når nu jeg går senere i seng, så skal jeg også spise senere, eller i hvert fald et ekstra måltid. nå, men jeg så på uret, og jeg tænkte, at hvis nu jeg tog en time tidligere ned for at træne, så kunne jeg måske nå at komme hjem i bad i stedet for at bade i centret, jeg havde nemlig en kaffeaftale kl 9. På vejen hjem fra centret glemte jeg dog at hæve kontanter til cafeen, så jeg måtte hjem i bad, hurtigt lægge noget make-up på, op på cyklen, ned og hæve penge og så hen på cafeen. Jeg nåede det lige akkurat med fem minutter igen. Kl var nu 9, og på tre timer havde jeg ikke haft så meget som fem minutter til bare at sidde og slappe af.

Mine veninder grinede lidt over, at jeg synes, at det var noget specielt at have sådan en morgen, for det er vel sådan de fleste mennesker lever deres liv, op og så hurtigt af sted.

Jeg er på mange måder glad for min nye døgnrytme. Det er ikke fordi jeg laver noget specielt om aftenen, jeg går ikke i byen eller i biografen, men det er hele bevidstheden om at muligheden er der, hvis jeg skulle få lyst. Det er også hele bevidstheden om, at jeg gør noget der er normalt. Der var en episode på cafeen, hvor det blev meget klart for både mine veninder, mig og alle der sad i hørevide af os, at jeg ikke er normal. Jeg har altid vidst at jeg ikke er normal, men det gør alligevel ondt at blive mindet om, meget ondt endda, men så var det rart at kunne læne sig tilbage og tænke, at i det mindste er min døgnrytme nogenlunde normal (ikke at de to ting ellers havde noget med hinanden at gøre).


Der er ikke nogen fast grænse mellem normal og unormal. Mange mennesker kan slet ikke lide begreberne. Jeg synes dog, at de er enormt passende. Det er ikke noget jeg tænker over til dagligt, og man kan skille sig ud fra mængden på mange fede måder, men man kan altså også skille sig ud på ufede måder. Grunden til, at jeg fastholder at arbejde med begreberne normal/unormal er de blikke man får, når man skiller sig ud på den ufede måde. Nogle mennesker bliver vrede, nogle bange, flove, misbilligende, hovne eller bare helt tomme i øjnene. Hvad der sker inde i mig når jeg får sådan et blik variere alt efter situationen, personen og min egen psykiske tilstand, men det kan gøre helt uoverskueligt ondt. Heldigvis er der også mennesker der reagerer med varme og åbenhed, og jeg er disse mennesker evigt taknemmelig, mange af dem kan jeg endda huske endnu flere år senere, som blandt andet hende her

En forfærdelig omgang klynk

I går sad jeg og skrev på mit oplæg til konferencen om autisme og spiseproblematikker, og det går som sådan udmærket. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om det jeg skriver er for klynkende, for selvom oplægget udelukkende handler om at have det skidt, så er der ingen der gider at se mig stå på en scene og have forfærdelig ondt af mig selv.

At have ondt af mig selv er lidt min stil, men med et sarkastisk twist. Det går fint nok i et indlæg på 500 ord, men jeg har ingen erfaring i 8000 ords balancegang. Hele pointen med at jeg er blevet valgt til at tale er, at det var forfærdelig synd for mig, så lidt klynk er der vel nødt til at være, hvis jeg ikke skal bagatellisere ti års helvede, men samtidig skal der også være plads til håb, latter og knivskarpe analyser. Okay, måske bliver mine analyser ikke ligefrem knivskarpe, i hvert fald ikke så skarpe som en jagtkniv, måske som en smørekniv eller en af de der engangs plastic nogen. At sige, at jeg er i stand til knivskarpe analyser er vist at overvurdere mine egne evner.

Et af problemerne med denne balancegang er, at jeg ikke kender og forstår mit publikum. Hvem er jeg i forhold til dem, en pauseklovn, en apostel eller en ekspert? Hvad ønsker de af mig, som de ikke bare kan læse i en hvilken som helst bog? Hvad kan jeg give dem, som de ikke bare kan læse i en hvilken som helst bog? Jeg vil gerne tale til dem, for jeg tror bestemt, at jeg har noget at sige. Lige nu gælder det dog bare om at finde frem til dette noget og få skrevet det ned på papir på en ordentlig måde, uden for meget klynk og med visse literære kvaliteter.

Et andet problem er, at dette er første gang jeg skal holde et større oplæg for en stor gruppe mennesker, så jeg kender ikke mine egne evner og begrænsninger. Jeg ved ikke om jeg skal sigte efter stjernerne eller efter trætoppene. Selvfølgelig ønsker jeg at tro, at jeg bare vil være super duper god til den slags, men jeg ved, at jog godt kan blive lidt forvirrende at lytte på. Det er ikke fordi mine konklusioner er helt ude i hampen, det er mere, at jeg glemmer at fortælle hvordan jeg når frem til dem.

Lige nu er jeg dog på stadiet, hvor jeg bare skriver en helt masse ned, og så på et tidspunkt skal det rettes igennem og ting skal lægges til og trækkes fra. Det værste er at trække fra, for at trække fra betyder at man må se i øjnene at man ikke er et geni, og ens første indskydelser ikke er perfekte, at man ikke selv er perfekt. Jeg er udmærket klar over, at jeg ikke er perfekt, men det er hårdt at indrømme, at mit arbejde ikke er det, at markere hele ord og linjer og grusomt slette dem. Det føles som om at den tid man brugte på at skrive dem har været spildt, men de var ikke spildt, de var bare et skridt på vejen som man reflekterede over og arbejdede videre på, men det er bestemt ikke sådan det føles når man trykker slet.

Om min hverdag

Nogle gange kan det være svært at vide hvad jeg skal skrive om, ikke fordi der ikke er noget at skrive om, men fordi jeg ikke ved hvilke emner der vil interesserer folk. Derfor er jeg altid glad for at høre fra folk der stiller spørgsmål eller beder mig skrive om et bestemt emne. Mit sidste indlæg om aspergers og empati var sådan et emne som jeg var blevet bedt om at skrive om, og det var en stor succes. Aldrig før har jeg modtaget så fine ord.

I går fik jeg en mail som gjorde mig helt enormt glad, for ikke alene var den fuld af rosende ord, den fortalte også den unge kvindes historie, og hun bad mig om at skrive lidt om min dagligdag og mine rutiner. Det var et emne jeg skrev mere om for nogle år siden, dengang bloggen oftest fungerede som en dagbog nærmere end afgrænsede indlæg om et specifikt emne, men det betyder ikke, at der ikke kan skrives et afgrænset indlæg om emnet.

Jeg har altid været imod skemaer, ikke fordi der er noget galt med skemaer, jeg tager dem bare alt for bogstaveligt. Hvis der står at jeg skal skrive blogindlæg kl 5, men at jeg sover længere, så jeg først kommer i gang kl 6, så ville hele min dag være ødelagt. Hvis der står, at jeg har en time til at skrive, men at det tager1½, så ville jeg blive stresset og føle, at det er fordi jeg ikke er hurtig og dygtig nok. Tager det derimod kun en halv time, så har jeg sikkert ikke gjort det godt nok, og hvad skal jeg så stille op med den halve time jeg har til overs. Skulle jeg så gå tidligt i gang med næste punkt, eller skulle jeg bare fjolle rundt på nettet?

Men at jeg ikke har skemaer, betyder ikke, at jeg ikke har nogle meget faste rutiner. Det skema, som jeg ikke har skrevet ned på papir har jeg nemlig oppe i hovedet. Jeg danner mig meget hurtigt nogle regler om hvordan tingene bør gøres. hvis jeg er vant til at handle kl 8 om morgenen, så skal jeg denondelynemig handle kl 8 om morgenen, med mindre jeg vil risikere hjertebanken, åndenød og angst. Engang imellem handler jeg på andre tidspunkter, enten fordi jeg har en god dag og tænker, at det er sundt at udfordre sine rutiner engang imellem, eller fordi ting kommer i vejen. De ting der kommer i vejen kan have forskellig karakter. Dengang jeg havde problemer med TDC var det vigtigt at ringe på slaget 8, hvis man bare ville have en lille bitte chance for at komme igennem på overskuelig tid. I en sådan situation, var jeg så stresset og telefonopkaldet, at jeg slet ikke havde tid til at bekymre mig om indkøb. Andre gange har jeg måske smølet efter træning, og badet har måske trukket ud, fordi det har bade jo en tendens til at gøre engang imellem. Lige pludselig står jeg så med røven bar og vådt hår og kl nærmer sig alt for hurtigt 8. Jeg prøver at tage en dyb indånding og sige til mig selv at det går nok, at jeg jo i virkeligheden slet ikke behøver at handle kl 8, men alligevel farer jeg rundt for at nå de sidste ting, og ofte så når jeg det faktisk alligevel.

Grunden til at jeg skriver meget lidt om min hverdag er, at jeg tænker at den er lidt kedelig. De dage jeg træner, træner jeg tidligt om morgenen, ellers sidder jeg ved computeren indtil frokost, og efter frokost læser jeg eller ser dvd'er. Jeg ser dvd'er frem for fjernsyn fordi dvd'er er noget som er i min kontrol, og jeg bliver ikke pludselig hylet ud af den fordi der er en ændring i programfladen. Om aftenen går jeg tidligt i seng, nogle gange af vane, andre gange fordi jeg har så ondt i hoften at jeg bare gerne vil væk fra min egen bevidsthed. Jeg prøver at afgrænse aktiviteter som universitetet, biblioteket eller veninder til 0-3 gange om ugen. Nogle gange betyder det at skippe undervisningen, fordi jeg har brug for at tage ned til byen og købe et eller andet. I flere år har jeg ikke kunne have aktiviteter om aftenen fordi min vane var at gå tidligt i seng, men det er noget jeg er ved at vende.

Jeg har en ret fredelig og rolig hverdag, fordi det er hvad jeg har brug for. Jeg elsker at være sammen med veninder, men jeg har brug for rigtig meget alenetid for at kunne holde det hele ud. Engang imellem bliver jeg træt af at være introvert og siger fandeme nej om jeg vil være sådan en kedelig en, og så laver jeg straks en helt masse aftaler, men der kommer altid ting i vejen, så jeg må melde afbud fra en eller flere, hvilket jeg hader at gøre, fordi det er jo ikke fordi jeg ikke ønsker at se dem, jeg har ligefrem glædet mig til at mødes, men min krop og min hjerne kan ikke holde til mere. Jeg føler mig tom og adskillige kilo tungere. Jeg falder om på min seng, og det føles som om jeg falder igennem den, igennem gulvet, helt ned til jordens indre, hvor alt er gloende varmt og kaos, men jeg er ligeglad for jeg er så træt, at jeg har lyst til at græde ved tanken om at bruge energi på at fjerne make up, men jeg har tendens til bumser, så den skal fjernes.

vi mennesker er skabt til at bevæge os fremad, men nogle mennesker bevæger sig hurtigere end andre, og det er vigtigt at anerkende sit eget tempo hvis man skal nå at kunne følge med. Mit tempo er langsomt, hvilket ikke føles særlig sejt, faktisk føles det tumpet og kikset, og engang imellem får jeg rodet rundt i tingene og tænker at det er hele mig der virker tumpet og kikset, mit tøj og min humor Men det er ikke alle mine tempoer der er langsomme. Mit liv er langsomt, men jeg tænker hurtigt, og jeg går tur hurtigt og jeg forstår hurtigt. Måske det er en af grundende til at jeg har så mange fordomme mod mit eget langsomme liv.

Tøjkrise

I dag kommer der en fotograf der skal tage nogle billeder til en artikel, og straks melder det eviggyldige kvindespørgsmål sig; JAMEN HVAD SKAL JEG DOG TAGE PÅ!!! For det er jo ikke bare et spørgsmål om hvilket out fit jeg ser tyndest ud i, eller hvilke farver der komplimenterer min tein bedst. En kvindes tøj er et statement om hvem hun skal forestille at være. "Du skal bare være dig selv" siger folk, men når nu "mig selv" har så mange facetter, og jeg kun har mulighed for at vise mere end én. Jeg taler ikke om at jeg vil klæde mig ud i det helt store skrud, men jeg ved at ét enkelt billede vil være indgangen til en helt artikel, og de fleste vil nok ikke engang nå fre til at læse teksten, så det ene out fit skal give en præsentation af mig, et mig sådan som jeg gerne vil have at folk ser mig.

Det næste problem er, at jeg faktisk ikke er særlig fotogen. det er ikke fordi jeg som sådan er grim, det er bare, at i det øjeblik der kommer et kamera op foran mig, så går ansigtsmusklerne i spasmer, hvilket bare næsten uden undtagelser giver et dårligt resultat. og hver gang jeg ser et dårligt billede af mig selv, tænker jeg automatisk, at det er fordi jeg er for fed, og så får jeg et par dårlige dage med meget skuffende slankemad.

Jeg får dog også noget godt ud af det. Det er en uge siden, at jeg besluttede at tage latin om, og jeg keder mig allerede temmelig meget. Et besøg af en fotograf vil være et frisk pust af liv, en afvigelse fra en monoton rytme, så når jeg først er kommet over min indledende tøjkrise, så skal det nok blive sjovt. Det kan vel ikke gå værre end at kaster et mistroisk blik på mig og siger; har du ikke noget andet du kan tage på?

Aspergerpige

Bliver jeg aldrig nogensinde træt af altid at tale om mig selv? Kun sjældent. Måske er jeg en meget selvcentreret person, eller også er bare yderst fascinerende. Igennem de sidste seks år er det med jævne mellemrum folk der gerne vil have en snak med mig om mine erfaringer. Det kan være journalister, studerende eller bare helt almindelige nysgerrige, og hver gang prøver jeg at sætte ord på hvordan det er at være sådan en som mig.

I går var det to specialestuderende fra psykologi der gerne ville vide hvordan det føles at være en aspergerpige. De havde mange gode spørgsmål og vi sad længe og talte, men det fik mig til at tænke, hvordan føles det EGENTLIG at være en aspergerpige, hvortil jeg bare kan svare "Øh!". For i hvilken grad er jeg anderledes end alle mulige andre unge kvinder? På mange punkter er vi ens, for jeg prøver jo også bare at jonglere en hverdag med studie, lektier,  fritid, venner, indkøb og rengøring. Også jeg prøver at finde en balance i det hele hvor jeg kan bevæge mig fremad, uden at det hele ender med at styrte sammen om ørerne på mig. Også jeg ønsker folk omkring mig som jeg holder af og som holder af mig. Og alligevel er der en forskel. Det kan jeg jo se, når jeg ser de af mine veninder der ikke har en diagnose.

Hvori består denne forskel? Hvorfor kan jeg ikke klare de samme ting som de kan? Det er ikke fordi jeg er doven, at jeg kun kan klare at tage et universitetsfag af gangen. Det er jo ikke fordi jeg har lyst til at tage tidligt hjem om fredagen, når de andre går i fredagsbar. Det er jo ikke fordi at jeg ikke kan holde af andre mennesker, at jeg ikke kan finde ud af det med kærester.

Jeg ved at jeg ikke har de samme kræfter som alle andre, men hvorfor? Jeg spiser jo sundt, jeg spiser nok, jeg er fysisk aktiv, jeg sover rigeligt, og alligevel kan jeg i løbet af dagen mærke hvordan al energi og livskræft bliver suget ud af mig. Men det er jo ikke min krop der er træt, det er min hjerne. Jeg har ladet mig fortælle, at det er fordi jeg som asperger analyserer på ALLE input, i en langt højere grad end andre mennesker gør. Og selvfølgelig gør jeg det, jeg kan slet ikke forstå at andre ikke gør.

Forleden snakkede jeg med en af mine nye kontaktpersoner. Vi snakkede om hvorvidt hun kunne give mig et knus når jeg var ked af det, og det må hun gerne, hun skal bare lige spørge mig først, for for mig er et knus ikke bare en emotionel handling der skal give trøst, tryghed og varme. Det er et logistisk problem. Der er en million spørgsmål der melder sig. Hvis arme går hvorhen? Hvor hårdt skal man trykke? Hvor længe skal man blive ved? Hvordan skal man trække vejret? Og ikke mindst, så når to voksne kvinder giver hinanden et knus, så er der bryster involveret, og hvordan undgår man, at det bliver akavet? "Ej, sådan skal du altså bare ikke tænke", men det er jo det jeg gør hele tiden, hvert sekund alle dage.

Om fejring af fødselsdag med alkohol

Det var min fødselsdag i onsdags, og jeg fyldte 29. Jeg går ikke selv så voldsomt meget op i fødselsdage, men jeg har ikke direkte noget imod dem. Det siges, at man kun er så gammel som man føler sig, men hvad så hvis man faktisk føler sig gammel, sådan rigtig gammel?

Okay, vi kan vist godt blive enige om, at 29 år ikke er voldsomt gammelt, med mindre man bor i LA, så det skulle trods alt fejres, så jeg slæbte et par studiekammerater med på unibar, hvilket ikke skal forveksles med fredagsbar. Forskellen er at fredagsbar ar lunkne standardpilsnere til ingen penge, og unibaren er temmelig dyre kvalitetsøl.

Sidst jeg fik alkohol var for to år siden til jul, hvor jeg fik ét krus glögg og gik kold før gaverne. Jeg husker svagt at min mor lagde dynen over mig, men ellers sov jeg til næste morgen. Sidste gang jeg var til fest var for nok fem år siden. Man kan derfor roligt sige, at jeg er ude af træning når det kommer til alkohol, så før vi gik derned var jeg faktisk ikke helt klar over om jeg ville drikke, for jeg er lidt af en kontrolfreak, og tanken om at slippe denne kontrol bare for et par timer var temmelig skræmmende.

Det endte med at være en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor jeg fik ½ øl, hvilket var nok til, at det kunne dæmpe den angst jeg normalt hår når jeg gør nye ting, er sammen med andre mennesker eller er omringet af larm, men ikke så meget, at jeg følte mig utryg.

Hvordan jeg så havde det lørdag var så en anden sag. Jeg var ikke syg, men jeg var dvask. Jeg havde i hvert fald slet ikke lyst til at tage cyklen ned for at træne. Egentlig fik jeg nået en del i løbet af dagen, men det blev især en dag hvor jeg følte mig glad fordi jeg havde haft en god dag med mine venner, men jeg var også nedtrykt, fordi jeg ikke kan have det sådan hver dag. Jeg kunne selvfølgelig gå hen og blive småalkoholiseret, men jeg ser visse fejl vedhæftet den plan. Jeg kunne også ændre karakter, blive mere udadvendt og opsøgende, tage ud og lave ting i stedet for bare at blive siddende i min lejlighed. Det kunne være lidt fedt, men jeg har tidligere skrevet om hvor forfærdelig hårdt det er at aktivt at gå ind og ændre på sig selv.

Jeg tror nu, at jeg er rimelig tilfreds med hvor jeg er nu. At jeg jeg keder mig en lørdag er jo ikke nødvendigvis tegn på at der er noget galt med måden jeg lever mit liv på.

Hvad er alternativet?

En dag sad jeg sammen med nogle medstuderende, og jeg skulle til at fortælle en sjov anekdote, så jeg startede ud med "og engang, efter et af mine selvmordsforsøg...". Den formulering studsede de lidt over. Men næsten hver gang jeg tale om min sygdom taler jeg letsindigt om det, og med en stor portion humor. Er det fordi det i virkeligheden var en let og sorgfri periode? Er det fordi jeg er et overfladisk menneske der ikke forstår alvoren i situationen? Selvfølgelig ikke, jeg må bare spørge mig selv, hvad er alternativet?

Dette er min måde at overleve på. Hvis jeg hver gang skulle fortælle hvordan det virkelig var, hvordan at det gjorde så ondt indeni, at jeg troede at jeg skulle dø, og at der aldrig nogensinde var lettelser, så ville jeg langsomt sygne hen og blive en forkrøblet version af hvem jeg er. Jeg har ikke styrken til at blive konfronteret med angsten og smerten, til at sætte ord på noget der rækker langt ud over mit ordforråd. Jeg kan sige, at der altid sad et skrig fast i halsen, at jeg hadede mig selv så meget, at jeg havde dårlig samvittighed over at  trække vejret, at jeg ønskede at dø, så min familie kunne blive fri for mig og mit dårlige humør, men mine ord virker så flade, og det dårlig nok begynder at beskrive det mismod jeg levede i i alle de år.

Jeg bliver nødt til at snakke om hvad der foregik, ikke kun som terapeutisk middel, men også fordi jeg altså har været syg det meste af mit liv, og min historie har formet mig på godt og ondt, jeg kan ikke bare klippe den væk og lade som om den aldrig har eksisteret. Måden jeg generelt bare taler på er, at jeg taler i anekdoter, fordi det er den måde jeg anskuer verden. Jeg vil da gerne fortælle anekdoter om når tingene går godt, det er ikke fordi alt hvad jeg siger skal lyde helt vanvittigt, men jeg har ikke haft det godt i nok år til at have opbygget mig et arsenal af 'gode' historier.

Jeg vil dog ikke sige, at jeg lyver, når jeg fortæller sjove historier om hvor forfærdeligt det var, for historierne er faktisk sjove. Må man gøre grin med noget der er så slemt? Selvfølgelig må man det. Det er enormt befriende at vende sig om imod alt det onde og så bare skrald grine. Mine syge venner forstår det. Om mine raske venner vil lære at forstå det, kan jeg ikke sige. De er vokset op med at psykisk sygdom er tabu, og de har ikke før haft nogen grund til at rykke på den overbevisning. De tager det nu meget pænt, og jeg tror også, at alternativet ville slide på dem i længden.

Hjem til Aarhus

Så er jeg endelig kommet hjem til Aarhus, hvilket har været mit ønske lige siden jeg for fire år siden blev deporteret til Randers. De sagde godt nok alle sammen, at det stod mig frit at vælge, men man har ikke noget valg, hvis der ikke er noget alternativ, for der var ikke noget alternativ, og det er der stadig ikke hvorfor jeg i dag falder ind i gruppen senhjerneskader. Først var jeg lidt mistroisk, men pædagogerne virker enormt søde og kompetente, men jeg kan alligevel ikke helt slippe følelsen af at falde udenfor kategori. Da jeg sidst boede i Aarhus, vejede jeg 20 kg mindre end jeg gør i dag, men jeg kunne ikke blive henvist til center for spiseforstyrrelser, fordi jeg faldt udenfor kategori. jeg tog 6 overdoser af Panodiler på 7 måneder, men jeg kunne ikke blive henvist til center for selvmordsforebyggelse fordi jeg igen faldt udenfor kategori. Jeg fik aldrig at vide hvad falde udenfor kategori egentlig betød, så derfor er det stadig noget der skræmmer mig, for hvad nu hvis mine nye pædagoger finder ud af, at de alligevel ikke vil have mig?

Jeg flyttede i søndags, og de gik hurtigt og smertefrit, og inden der var gået to dage havde jeg pakket det hele ud på nær den der sidste halve flyttekasse, som man aldrig helt ved hvad man skal stille op med. jeg var meget utålmodig med at få sat min bogreol op, for jeg føler ikke, at et hjem er noget rigtigt hjem uden bøger. Desværre havde jeg endnu ikke fundet min værktøjskasse, så jeg endte med at måtte samle reolen med spidsen af en kartoffelskræller, hvilket fungerede ganske fortrinligt, bøgerne kom i hvert fald op og blev sorteret og alfabetiseret.

Det mærkeligste ved at flytte er ikke de nye lyde, eller de nye rutiner, men derimod den fremmede lugt. Der lugter  ikke grimt, og den tidligere lejer har heller ikke røget, der lugter bare tomt og fremmed, lidt ligesom et billigt hotel. Der er rent, men det føles ikke rent. For en gangs skyld er jeg ked af, at jeg ikke bruger parfume og kraftigt lugtende vaskemiddel, for så kunne man sprede duften i lejligheden og voila, instant hjem. Jeg prøvede at bage boller, og det hjalp fint i ca en time, og så lugtede der igen som før (men bollerne smagte nu dejligt).


Jeg kan dog ikke helt vænne mig til, at jeg har mit eget hjem nu, et rigtigt hjem. Jeg kan slæbe fyre med hjem, drikke mig fuld og gå nøgen rundt efter at jeg har været i bad uden at nogen ville løfte et øjenbryn. Reelt vil jeg ikke gøre nogen af de ting, det er jeg alt for småborgerlig til, men jeg har LOV til det. Det kan måske være lidt ærgerligt at indse, at der ikke er ret meget rock'n-roll over mig, men inderst inde genere det mig ikke, for jeg bliver helt udmattet bare ved tanken. I stedet for at gå i byen, bliver mine aftener brugt på sofaen med en god bog og et tæppe, hvorefter jeg går tidligt i seng, for det kan jeg jo lige så godt, når nu kapitlet alligevel er færdigt, ake ja.

Flytteplaner

Nogle gange går ens liv i kvantespring. Det føles kun som i går, at jeg lå på en hospitalsseng, helt slået ud af beroligende piller, og en socialrådgiver stod over mig og sagde at det var blevet besluttet, at jeg skulle flytte på institution. På almindeligt dansk betød det, at jeg var blevet erklæret uegnet til at tage vare på mig selv.

Men det var ikke i går, det var over fire år siden. Det tog vel du halv til et helt år at få en plads, og jeg har boet to forskellige steder.

Det er hårdt for ens selvfølelse at bo på institution (også kaldet bosteder), også selvom man som jeg er heldig at komme til at arbejde med pædagoger i topklassen. Man er ikke et helt menneske, for alt i ens liv er reguleret og regelmenteret. For de enkelte pædagoger er jeg mig, Linda, men generelt er jeg bare en sagsagt.

Officielt kaldes sådan en som mig Borgere, hvilket jeg finder enormt ydmygende, for jeg er borger i Danmark på lige fod med alle andre. Jeg har ikke brug for et ekstra stempel der skal fortælle andre at de skal respektere mig som sådan, for det antyder nemlig, at man ikke i virkeligheden respekterer mig. Jeg finder det patroniserende.

Nu kommer tingene dog til at ændre sig. I torsdags var jeg i Aarhus for at se på en lejlighed. En rigtig lejlighed, min egen lejlighed. Jeg har søgt lejlighed gennem akutbolig, så jeg har ikke meget at skulle have sagt i valget af beliggenhed og lignende, men til gengæld går det hurtigt med at finde et sted. Stedet jeg var ude og se var dog virkelig godt, og jeg forelskede mig straks i det.

Når nu jeg så skal flytte, så vil jeg ikke længere have pædagogerne tæt inde på livet, men Aarhus kommune har godkendt, at jeg får ti timers bostøtte om ugen og to timers psykolog om måneden. Det hele kommer til at gå stærkt, jeg overtager lejligheden allerede den 1. december, heldigvis har jeg ikke tre måneders opsigelse der hvor jeg bor nu. Jeg er glad for at kunne flytte i december, for så har jeg hele januar til at vænne mig til de nye omgivelser, før jeg starter på uni igen til endnu et semesters latin.

Jeg skulle se det kl to, hvilket var surt ud fra min noget forskruede døgnrytme. På grund af regler og reguleringer kunne jeg ikke køre med den pædagog der skulle med mig, så hun kørte i bil og jeg tog toget. Jeg er vant til den slags tåbelige regler, men pædagogen undskyldte så mange gange, at det kom til at lyde som en anklage. Jeg ville nu gerne have kørt med, hvis det var, ikke så meget for at slippe for at tage toget, men jeg ville gerne have haft mulighed for at snakke oplevelsen igennem