Hvad nu hvis jeg hader sport II

Som sagt lavede jeg ikke dagens gode gerning fredag. Det var ikke fordi jeg lavede enormt meget mere i går, bortset fra, at jeg var ude og spille squash. Jeg havde bestilt en bane nede i det lokale fitness center. Jeg havde ikke nogen at spille med, og det var helt med vilje, for jeg har spillet squash to gange i mit liv... i 9. klasse, for 12 år siden, så det første kvarter gik med overhovedet at lære at ramme bolden.

Jeg havde bestilt banen, hovedsageligt for, at jeg kunne få trænet mit, på nuværende tidspunkt, lidt svage baghåndsslag (til når jeg spiller badminton). Det viste sig, at jeg faktisk syntes at det var sjovt at spille. Jeg er gået lidt kold i min sædvanlige træning, derfor prøver jeg at afveksle så meget som muligt med svømning, badminton, og nu også squash. Det er sjovt men noget af det kan også blive lidt dyrt i længden, for jeg skal også spille squash i dag, så det bliver lige 2x70 kr, men dyr motion er bedre end ingen motion.

Det er sjovt at tænke på, men det er kun lidt over et år siden, at jeg begyndte at dyrke sport, fordi min daværende kontaktpædagog pressede mig til det. Dengang hadede jeg sport og alt hvad det indebar. Jeg hadede at bruge musklerne, jeg hadede at svede og jeg hadede at høre mit eget åndedræt. Jeg ved ikke hvordan og hvornår det ændrede sig, men det gjorde det lige så stille, eller måske var det lige pludselig, jeg husker det faktisk ikke.

Sport er blevet en naturlig del af min hverdag (og mine weekender), og en dag som i fredags, hvor jeg ikke lavede noget, mangler jeg det ligefrem. Det er som om en fridag kun er e rigtig god fridag, hvis jeg starter ud med at dyrke sport. Når alle musklerne så har været rørt igennem, så får man ikke den indeklemte følelse senere på dagen, hvor musklerne sitrer, og man bare har lyst til at slå og sparke og gå helt amok. Når man har dyrket sport om morgenen, kan man med god samvittighed lægge sig på sofaen og se TV resten af dagen, hvis det er det man har lyst til.

Jeg har ikke noget imod, at jeg nu holder af sport, men jeg har noget imod, at jeg langsomt mister forståelsen for dem der ikke gør det. Sport er blevet så naturligt for mig, at jeg glemmer hvordan det var ikke at have lyst og overskud til at spille.

Men måske jeg har lysten til sport, men når det kommer til udførelsen, så er jeg ikke særlig god, fx svømmer jeg 1600 m på 55 min, hvilket ikke er super dårligt, men det er heller ikke super godt, Det tager til min lettelse lidt af snobberiet (efter den gammeldags betydning), men jeg er samtidig bange for at virke hyklerisk.

Jeg er dog på vej hen for at tage et spil squash igen, og det kan kun gå bedre end i går

Om juleaften

Hold da op, jeg er ikke stået så sent op i årevis. Kl er 8 og jeg føler mig helt malplaceret i en verden jeg ikke forstår mig på, med juletræ og gavepapir, bånd og brændte mandler. Jeg hader bestemt ikke julen, og jeg er både glad for de gaver jeg gav og fik, men jeg kan mærke, at jeg ikke nyder julen helt så meget som jeg burde. Jeg holder meget af min familie, og jeg ville gerne nyde det for deres skyld, men aftenen trak længere og længere ud, og jeg begyndte at blive småirritabel af træthed, og jeg blev længe oppe, og jeg gjorde det gerne, for min families skyld, men også for min egen, for et eller andet sted, så ville jeg jo gerne.

Juleaftensdag er så forbandet lang, og jeg følte mig konstant konfronteret med min egen uformåen, fordi jeg blandt andet ikke kunne komme i den rigtige stemning. Jeg sad som på nåle, og jeg spejdede efter praktiske arbejdsopgaver jeg kunne lave. Jeg kunne ikke tage ned og træne, for centret var lukket. Jeg prøvede at løbe en tur, men jeg genoptræner stadig efter min skade, så jeg kan/må kun løbe 1800 m, og det tager kun nogle minutter, og så måtte jeg ind igen gennem våde tunge snedriver. Jeg fik dog brudt lidt af dovenskaben, og jeg følte mig lidt mere frisk, og mere klar til at møde dagen med åben pande.

Det er min lillesøster og mig der pyntede træet. Juletræspyntning er i vores familie meget traditionelt, og ændrede sig ikke engang i forbindelse med vores forældres skilsmisse. Min søster og jeg sørger for at holde traditionerne i hævd. Nogle stykker julepynt har faste pladser, nogle har en historie, så absolut skal fortælles hvert år (og vi både fortæller og lytter gerne). Men i år var det lidt anderledes, for min lillesøster havde været i Tivoli og købe julepynt. Først var jeg sådan lidt hmm, hvad skal man med nyt julepynt, vi har jo rigeligt i det gamle, men det var faktisk rigtig pænt. Vi kommenterede alle hvor pænt selve træet er, og det er da på ingen måde grimt, men jeg kan altså ikke huske nok fra tidligere år til, at jeg synes, at jeg kan komme med nogensomhelst holdbar vurdering. Dette blev tolket som negativitet, men det var overhovedet ikke sådan, at jeg havde ment det.

Et sted hvor jeg dog VAR meget negativ var Disneys juleshow. Jeg er nok et af de eneste mennesker der ikke bryder mig om det program. Det meste er faktisk godt, men jeg kan ikke snuppe Jesper Fårekylling, jeg irriteres over hans åndssvage wannabe rim, og jeg hader hans forfærdelige stjerneskudssang som spilles, ikke én, men tre gange i løbet af showet (de kan jo virkelig ikke synge godt nok til at ramme så høje toner). Det var ikke min mening at ødelægge stemningen for min lillesøster, men jeg kunne simpelthen ikke holde min kæft, hvilket jeg faktisk skammer mig rigtig meget over. Jeg havde lyst til at bede om tilgivelse, men jeg turde ikke, for så ville hun lyve og sige at det var okay, og så ville min dårlige samvittighed mildnes, og jeg opførte mig forkert, og jeg fortjente dårlig samvittighed. Et andet senarie var, at vi så ville flytte fokus hen på mig, og jeg vil ikke have, at min søster synes jeg er en fuldkommen taber, eller jeg ville i hvert fald ikke have, at jeg troede, at hun syntes det. Så jeg tav... i hvert fald indtil den næste negative sætning strømmede ud af min mund, og så skammede jeg mig en gang til. Anders And i sneen elsker jeg dog, og jeg griner lige meget hvert år.

Jeg indrømmer, at jeg gik lidt til og fra juleshowet, for jeg skulle også lige nå at klæde om. Min kjole var pæn, men hår og make-up forstår jeg mig ikke på, så det blev bare sat/lagt som jeg gør når jeg skal i skole, hvilket gjorde mig enormt selvbevidst, på den ufede måde, og jeg skammede mig. Hvorfor skulle jeg overhovedet gøre så ynkeligt et forsøg på at gøre mig pæn, det sker jo alligevel aldrig. Da jeg kom ud fra badeværelset sagde min far et det ser godt ud til mig med make-up, min far der ellers ALDRIG kommenterer på mit udseende, dårlig nok når jeg i tidens løb har prøvet at tvinge ham til det. Jeg brugte så mange år på at længes efter, at han sagde noget, men han gjorde det aldrig. Jeg troede, at det ville være en trylleformular der løste alle mine problemer med dårligt selvværd, men det gjorde det ikke. Mest var det fordi der ikke findes nogen trylleformular, men også fordi, mit selvværd har det langt bedre. Nu må i ikke misforstå mig, jeg blev bestemt meget glad, men der var bare ikke nogen engle der sang.

Men generelt kom jeg vist til at være meget negativ i løbet af aftenen, og det gik min søster søster på, men det er bare den måde jeg taler på, meget af det var egentlig ikke ment negativt, det var bare sproglige finter, men jeg kan godt forstå, at hun forstod det sådan. I aftenens anledning ville jeg gerne have ændret mig for hende, som en ekstra lille julegave, men jeg fandt mig selv ude af stand til det.

Mørbanket

Min far min søster og jeg var i biografen i går for at se "Hobitten", og klokken blev næsten 9 før vi var færdige. Da vi kom hjem skulle der så lige ordnes vasketøj, natmad, aftenkaffe og res en seng i stuen til mig, så jeg kom først i seng hen ved halv 10-tiden. Det lyder måske ikke af så forfærdeligt meget, men det er det når man normalt er vant til at gå i seng ved 7-tiden. Resultatet er, at jeg først vågnede sent i dag, og kl 6 er sent, når man er vant til at stå op kl 3.

Jeg bleiver altid så forvirret af at vågne sent, det er som om jeg slet ikke kan komme ordentligt i gang med dagen, som om jeg er gået glip af en helt masse meget vigtigt. Jeg ved ikke hvad det vigtige skulle være, men det føles meget presserende. Jeg kan egentlig godt gå hen og blive lidt gnaven på mig selv.

I dag er jeg dog mest gnaven fordi jeg har så forfærdelig ondt i hele kroppen af at ligge på den dumme drømmeseng. Jeg har egentlig ikke noget imod, at det er mig der sover i stuen. Det giver mig ro lig at have mine lange (eller knap så lange) og stille morgener, men jeg er altså ikke gode venner med den foldesammenseng jeg skal sove på. Der er trælameller på tværs, og madrassen er ganske ganske tynd, så at jeg sover ganske forfærdeligt og er gul og blå over hele kroppen. Jeg har en ganske god fornemmelse af hvordan prinsessen på ærten må have haft det. Jeg selv har ikke blåt blod i årerne, og ville derfor have stillet mig ganske godt tilfreds med 20 madrasser og tyve ederdunsdyner, om end jeg nok ville være bange for at falde ned. Og sådan kender man ikke en ægte prinsesse.

Jeg burde løbe mig en tur eller dyrke noget yoga for at løse op i ledende, men det stormer udenfor, og jeg har alt for travlt til at dyrke yoga, så jeg bliver siddende under tæppet, sløv i øjnene og sløv i kroppen. Jeg skammer mig over min dovenskab. Ifølge visse moderne psykologer findes dovenskab slet ikke, for der er altid en underliggende årsag, men det ændre ikke ved, at det er forkert at være 'doven', også selvom det er jul. Man burde have lov til at være doven i julen, men jeg for fniller af at sidde dagen lang på min flade og lave ikke-nok.

Av, jeg har faktisk vildt ondt i kroppen, så i dag slutter jeg mit blogindlæg tidligt og vil se om jeg ikke kan få lavet bare nogle enkelte øvelser, så det hele er lidt mere til at holde ud.

Om ondt i benene og vand i håret

Jeg tog hjem til in far for at komme væk fra mine tvangsprægede vaner, og jeg har gjort et stort nummer ud af, at opleve en masse så fjernt fra min normale hverdags agtige ting som muligt, og det er en god tur, det er det bestemt, men jeg er ikke kommet væk fra det tvangsprægede. I mandags fik jeg ondt i benet efter min intervaltræning, så jeg VED, at jeg burde tage den med ro, men jeg har lige fået menstruation, så jeg er oppustet og har taget et par kg på, og jeg hader det og har ikke nogen at snakke med om det, så det jeg gør er, at jeg løber, og jeg løber hver dag, selvom jeg ved, at jeg ikke må.

Jeg ved ikke om det gør mere eller mindre ondt i mit ben, efter så mange år som selvskader har jeg fået et ret flydende forhold til smerte. Jeg er bange for at det går hen og udvikler sig til en decideret skade, men jeg kan ikke lade være med at løbe, for jeg har jo taget på. Samtidig er jeg bange for hvad min pædagog/løbetræner vil sige til det, hun fortæller mig hele tiden hvad jeg må og ikke må, hvad jeg skal og ikke skal, og det er fornuftigt det hun siger, hun følger bare ikke selv sine egne regler, og jeg har svært ved at se hvornår det er okay at bryde reglerne.

Jeg har lige været ude på en tur og jeg kan godt mærke, at jeg har brudt reglerne lidt for eget. Jeg har ondt i benet, og derfor kompenserer jeg, så nu har jeg også fået ondt i hoften. Det var faktisk slet ikke sjovt at komme igennem i dags løbetur, jeg havde ondt, og så begyndte det oven i købet at regnet sådan en tung kold regn, en det var lige meget, for jeg var NØDT til at løbe, så jeg kunne få forbrændt nogle kalorier.