Om at dele sine interesser

Jeg er stadig super glad for mit arbejde på antikvariatet. Bøger er og bliver en af mine største interesser, og det er skønt at få lov til at gå og sætte dem på plads eller flytte rundt på dem. Jeg elsker i modsætning til min chef når kunderne roder, for så har jeg en grund til at sætte bøgerne tilbage på hylderne. Mine egne bøger derhjemme står for det meste i nogenlunde orden, så jeg tager dem stort set kun ud af reolen når jeg skal bruge dem til noget, og det kan i længden godt være lidt kedeligt. Når jeg derimod går nede i antikvariatet og sætter på plads, så får jeg rigtig god mulighed for at se hvad det egentlig er for bøger vi har.

Grunden til at jeg nævner det er, at alt for få deler min interesse, og at det derfor kan være at min chef bliver nødt til at lukke den butikken ned og frem over udelukkende sælge over nettet. Jeg ville stadig kunne fortsætte med at arbejde for ham, og selvom jeg stadig ville elske det, så ville det dog ikke være helt det samme. Det både forvirrer mig og ærgrer mig, for når jeg færdes på Instagram, kan jeg se, at jeg langt fra er den eneste der har denne interesse, men jeg ser også, at rigtig mange af dem der deler min interesse lever langt ude i den store vide verden. Jeg ved ikke om der er noget ved danskerne der gør, at vi er mindre interesserede i gamle bøger end andre, eller om der på verdensplan er en stigende interesse for gamle bøger, hvor tendensen bare ikke er nået til Danmark endnu.

Jeg kan huske som ung i 90'erne hvordan genbrugstøj blev set som noget af det mest nederen der var til.
- "Ad, hvad nu hvis en gammel dame døde i det tøj?"
- "Det er et par jeans* størrelse 12 år der aldrig har været brugt, mærket sidder stadig i..."
(* Dengang kaldte vi dem stadigvæk cowboybukser, eller som en jeg kendte cowboyderbukser).
Men nu om dage er det helt okay, der findes endda luksus-retro-genbrugstøjs-butikker. Jeg har det bare sådan, at hvad nu hvis en masse antikvariater lukker, fordi tendensen er for langsom til at komme til Danmark, så vil læssevis af ellers ganske udmærkede bøger blive smidt ud. Jeg er selv med til at smide en masse ud for tiden, og jeg er generelt god til at smide ud, også bøger, men det gør stadigvæk lidt ondt i hjertet at gøre det.

Jeg kender rigtig mange af de folk der mener at man ikke må smide bøger ud, men hvis folk ikke køber dem og der hele tiden kommer nye ind, hvad skal vi så stille op med dem? Usolgte bøger fylder og huslejen skal betales.

Jeg har prøvet at lave et super kort lille spørgeskema om køb af brugte bøger (som en meget gerne må udfylde, der er kun fire spørgsmål https://da.surveymonkey.com/r/N7WM78Y ). Den er ikke spor professionelt lavet og den er primært blevet besvaret af folk jeg kender på facebook. De fleste besvarelser siger, at man ville være villige til at købe brugte bøger, hvis de var billige, men det reelle salg består at bøger i den midterste prisklasse, bestående af et lille antal udvalgte titler. George Orwells "1984" er meget populær for tiden, men "Burmadage" af samme forfatter er nærmest usælgelig på trods af, at den kombinerer en kendt forfatter og et land der er stor fokus på.

Jeg må indrømme, at jeg ofte synes at vi menneskers opførsel kan være ret forvirrende.

Alt for megen løsningsorientering

Det er enormt svært for mig at komme til at tale om mine følelser for tiden, for hver eneste gang jeg begynder at sige noget, så bliver jeg afbrudt af folks hjælpsomme forsøg på at analysere mit problem og løse det. Og det irriterer mig, for jeg ved udmærket godt hvad mit problem er (studieadministrationen) og hvordan jeg forhåbentlig skal løse det (sende min ansøgning). Denne sag har kørt i månedsvis (5 måneder) og jeg er efterhånden ret træt af at tale om det, især fordi der så sjældent er noget nyt at fortælle.

Det er godt at kunne tale om problemerne, men jeg er langt mere som person en dette ene spørgsmål, men når folk fokusere så meget på nettop denne ting, så kan det være svært at bringe andre emner på banen. Det burde ikke være sværere end at sige "jeg vil egentlig hellere tale om .....", men det der gør det svært er frygten for at dette så også bliver et af de emner man ikke vil slippe igen.

Jeg kan godt nogle gange blive mere sur over det, end jeg egentlig kan tillade mig. Jeg ved jo godt, at folk bare forsøger på at være venlige, og vise at de gerne vil stå til rådighed, hvis jeg har brug for hjælp, men når jeg så bag efter sidder og tænker på det der bliver sagt, så får jeg en væmmelig følelse af, at man gør sådan, bare fordi det er nemmest. Hvis man roder rundt i de samme spørgsmål igen og igen, så behøves man ikke tænke over hvad man ellers skal sige.

Jeg tænker, at det jo nok er noget vi alle sammen gør, for hvordan skal man ellers indlede en samtale? Normalt er det jo heller ikke noget problem, men så snart man har et større problem som det er åbenlyst at tale om, og man samtidig har flere folk der spørger ind til hvordan man har det, så når man efterhånden en grænse, hvor man har lyst til at eksplodere hver eneste gang emnet bliver berørt.

Lad os tale om den melankolske følelse man får når vejret bliver koldere og træerne bliver gule. Lad os tale om hvor ensomt det er at gå i en klasse, hvor man ikke har en ven, også selv alle er enormt søde mod en. Lad os tale om hvordan lektier er noget lort og at det er træls at cykle i regnvejr, men lad os for guds skyld lade være med at tale om hvordan man bedst kan løse disse problemer,

En vanskelig ansøgning

Med lidt uregelmæssige mellemrum sidder jeg og arbejder på min dispensationsansøgning til universitetet. Egentlig burde jeg for længst være færdig med den, men jeg bliver ved med at skubbe den fra mig, for hver gang jeg sidder med den bliver jeg enten deprimeret eller irritabel.

Der er især et punkt der driller mig. Hvordan formulere jeg en ansøgning om et problem, hvor alt jeg egentlig ønsker at sige er 'det var jer der klokkede i det, det var jer der gav dårlig vejledning, det var jer der ikke gav mig alle de relevante informationer'? Hvordan skriver jeg en ansøgning, når de personer der skal godkende den, er de selv samme, som jeg mener, er skyld i, at jeg i det hele taget sidder i dette rod?

I hvilken grad er det gavnligt at påpege deres medansvar i problemet, og derved også deres medansvar i løsningen af problemet, og i hvilken grad er det bedst at nedtone det for  at de ikke skal ende med at gøre det endnu mere besværligt for mig. Det er ikke fordi jeg for alvor tror at de er disse stædige og hævngerrige personer, der ligefrem ønsker problemer for mig, men denne sag har bare trukket sig så længe, og den bygger på så mange misforståelser og problematiske formuleringer, at jeg føler en vis præstationsangst. Jeg har den her nagende fornemmelse af, at hvis jeg formulerer mig rigtigt, så kan sagen afsluttes nu, men hvis jeg bare begår den mindste lille fejl, så vil jeg ryge direkte i fængsel, og hvis jeg passerer start, modtager jeg ikke 100 kr.

Det er selvfølgelig noget sludder, men jeg kan ikke helt lade være med at føle sådan.

Om en tåbelig misforståelse

For det meste, når jeg tænker over mig selv som en asperger i en neurotypisk verden, så går mine tanker nogenlunde som følgende:

• Når jeg modtager en besked, så tolker jeg den på en måde der ikke nødvendigvis er lig med beskedens egentlige intention.
• Når jeg holder min tolkning op med den oprindelige intention kan jeg forklare afvigelserne ud fra mit kendskab til mig selv og min aspergers.
• Jeg synes måske stadig, at min tolkning er den mest logiske og mest rigtige, men jeg er også villig til at acceptere, at det meste af verden ikke er enig med mig og at jeg fremover bør være bevidst om at en sådan besked afsendes med sådan en intention.
• Helst ser jeg, at mine omgivelser ligeledes accepterer at jeg tolker tingene på en bestemt måde, og at disse tolkninger også har en værdi.

Andre gange er det derimod meget tydeligt hvor tåbelig jeg har været ikke at forstå en besked. Se for eksempel hvad der skete tidligere på ugen.

Jeg var nede på universitetet for at tale med studievejlederen om min evigt kørende sag. Jeg var meget frustreret, fordi vi var meget uenige om hvad vi havde snakket om på det foregående møde. Jeg var rasende på hende, fordi hun krævede noget af mig, som hun ikke tidligere havde fortalt at hun ville have mig til at gøre, men jeg også bange og ked af det, fordi jeg følte, at jeg aldrig kunne gøre noget rigtigt. Jeg følte mig som en kæmpe stor fiasko.

På et tidspunkt lagde jeg mærke til en sætning hun blev ved med at gentage, og som jeg blev ved med at ignorere, fordi den ikke gav nogen mening. Hun blev ved med at sige, at jeg skulle have en lægeerklæring, der bekræftede det jeg sagde, men det jeg sagde var jo tusindvis af ting nogle mere relevante end andre, og jeg kunne ikke få hende til at fortælle HVAD den lægeerklæring mere præsis skulle bekræfte. Hun derimod blev ved med at sige, at hun ikke kunne diktere hvad den skulle sige, og at selvom min læge ikke kender mig særlig godt, så vil hun stadig være i stand til at vurdere min sag. Jeg forstod stadig ikke hvilken del af min sag studievejlederen hentydede til.

Efter at have diskuteret i en halv time, imens min stemme blev stadig højere og mere skinger, sagde hun pludselig, at lægen skulle bekræfte de ting jeg ansøgte om dispensation for. KABLAM!!! Pludselig forstod jeg helt klart og tydeligt hvad det var hun hun ønskede af mig, og det var så simpelt at jeg nærmest begyndte at grine. Selvfølgelig var jeg super lettet over hvor simpel løsningen var, men det efterlod mig også med en masse forvirrende tanker. På den ene side, ville jeg ønske, at hun helt fra begyndelsen havde formuleret sig lige så klart og tydeligt, men mest af alt var jeg skamfuld over ikke med det samme at have forstået hvad hun mente.

Jeg kan sagtens sige en masse ting i mit forsvar, alle sammen sande, men det ændre ikke ved hvor åndsvag jeg føler mig over ikke at forstå en ellers ret simpel besked, og på hvor utrolig meget energi jeg har spildt på at stresse over min forvirring.

Hvorfor kæmpe kampe man ikke kan vinde?

Jeg har været lidt nedkørt de sidste par uger, både hvad angår energi og humør, og selvfølgelig har det noget at gøre med mine problemer inde på universitetet. Jeg har brugt så meget energi på at forstå hvad der foregår og få det hele til at give mening, men hvad nu hvis der slet ikke er nogen mening?

En af de måder jeg klarede mig igennem det psykiatriske system på var ved at acceptere rollen som et journalnummer. Når det gjaldt min daglige omgang med plejepersonalet, så var jeg personen Linda, så havde jeg mine drømme og sorger, mine problemer og mine skævheder, men når det gjaldt Systemet, så resignerede jeg. Bad de om noget fik de det, ligegyldigt hvor åndssvagt eller ligegyldigt det virkede. Det var ikke altid nemt. Ofte krævede det at besvare ydmygende spørgsmål eller personlige ofre, men det virkede, for havde jeg sagt nej eller stillet spørgsmålstegn havde jeg været en person, og Systemet kan ikke håndterer personer. Personerne ansat i Systemet kan godt, men ikke Systemet selv. Hvis man insisterer på at bevare sin person hele vejen igennem Systemet kommer det til at gå alt for langsomt, måske endda til sidst i stå. Man vinder ikke noget ved det.

Jeg ville da bestemt ønske, at det kunne være anderledes, men det er ikke en kamp jeg står i en position til at kæmpe. Det er ikke en kamp jeg vil kunne vinde. Hvis der er andre dag vil tage kampen har de min støtte, men imens, hvis de ønsker en fuld rapport en mine evner til at gå på toilettet selv, om hvor mange venner jeg har og hvad mit forhold er til dem, eller selv hvis de vil have en udtalelse fra en læge der aldrig nogensinde har mødt mig om hvordan mit handikap påvirker mine studieevner, så fint, det får de. Om Systemet hedder psykiatrien eller universitetet spiller her ikke den store rolle.

Hvorfor skal jeg kaste alle mine kræfter ind på at forblive på studiet, hvis jeg så ikke længere har energi nok til at være der?

Troløse konfirmander?

Hvert år går diskussionen i medierne om små gavekrævende teenagere uden tro fortjener at blive konfirmeret, og heldigvis er jeg ikke i en situation hvor jeg behøves at have en klar holdning, da jeg hverken er teenager, præst eller mor. Jeg har ikke noget svar på hvordan man kan vurdere en persons tro. Kan man være troende selvom man ikke er vant til at tale om tro og derfor ikke har et sprog til at formulere sine tanker? Kan man kalde sig troende, selvom man endnu ikke har fundet ud af hvem man er og hvad ens plads i verden er og derfor skifter holdninger til at fra religion og politik til tøj og musik flere gange om ugen? Og vigtigst af alt, kan man være troende, hvis man gerne vil have penge, tøj og en ny cykel i konfirmationsgave?

Da jeg var 14 år, ville jeg end ikke under tortur indrømme overfor mine klassekammerater, at jeg var kristen. De måtte gerne vide, at jeg bad til Gud, de måtte bare ikke vide, at jeg troede på ham. Jeg blev konfirmeret i folkekirken, men få uger før selv min konfirmation begyndte jeg at opdage den katolske kirke. Mit hoved var fyldt med forvirrende tanker, men det var ikke nogen jeg kunne tale højt om, for at tale om trosspørgsmål var bestemt ikke sejt. Desuden var alting arrangeret, gæsterne inviteret og kjolen syet, så tanken om at aflyse det hele virkede som en enorm byrde af ansvar. Desuden havde jeg allerede taget min nye cykel i brug, en skindende sort damecykel der erstattede min alt for lille grønne børnecykel. En af drengene fra min klasse var meget demonstrativ ved IKKE at ønske sig gaver til sin konfirmation. Alle talte åbent om, at han var et fjols, og hans mor tvang ham til at skrive en ønskeliste.

Jeg ved ikke, om jeg burde have været konfirmeret eller ej. De fleste blev jo konfirmeret, og jeg var i forvejen lidt sær i forhold til mine jævnaldrende. At afkræve mig et svar om et stort tabubelagt emne som kunne skille mig ud fra fællesskabet med de andre synes jeg ville være et meget stort pres på en 14-årig. Teologisk handler tro ikke om at falde til blandt mine jævnaldrende, men teologiske spekulationer var ikke det der var vigtigst for mig dengang, og måske var det forkert, men jeg kan ikke rigtigt bebrejde mit 14-årige selv

Med juletræet på hovedet

I novellen "Juletræet" bliver mumifamilien vækket af deres vintersøvn og ved ikke hvad julen er, men de tror nok, at den er farlig.

Mumifar besluttede trods den truende katastrofe ikke at tage af sine egne grantræer, for dem var han meget øm over. I stedet kravlede de over Gafsens stakit og bestemte sig for et stort træ, som hun faktisk ikke kunne då særlig megen brug for. "Tror du det er meningen, vi skal gemme os i det?" spurgte Mumitrolden.

Jeg er desværre ikke nogen Mumitrold, men det skal ikke forhindre mig i også at fortælle om, da jeg i går købte mit eget juletræ og delvist gemte mig i det.

Det er egentlig ikke fordi der er så meget at fortælle. Jeg var ikke fræk nok til at stjæle mit træ, og selv hvis jeg var, så kender jeg ikke nogen Gafsen fra hvis have jeg kunne stjæle det fra. I stedet købte jeg det på parkeringspladsen foran IKEA.

Desværre har jeg ikke nogen bil, og måtte derfor tage bussen hjem, men da jeg kom net til stoppestedet, var der stadig 20-30 minutter til bussen kom. Jeg kan godt nogle gange være ret doven, men denne gang vandt min utålmodighed hurtigt, og jeg smed træet op på hovedet og BAR det de 1.5 km hjem. Det tog lige et par forsøg at finde den rigtige placering, men derefter gik det egentlig rimelig nemt.

Til at starte med lå træet pænt ovenpå mit hoved, men langsomt begyndte grenene at tilpasse sig, og mit hoved forsvandt længere og længere ind i træet. Jeg må have været et herligt syn, men desværre kunne jeg ikke se folks reaktioner når jeg gik forbi, for mit udsyn var meget begrænset.

Og således fik jeg også et juletræ i år, og det står nu fint og pyntet midt i stuen.

Workshop: Autisme og Intervention

Forleden deltog jeg i en workshop om autisme og intervention på Aarhus Universitet. Det kunne have været enormt fedt, hvis jeg havde været inviteret som personen bag denne blog, men det var et gratis arrangement åbent for alle som jeg tilfældigvis faldt over på Facebook.

Workshoppens indhold var fint, men hold op hvor jeg bare ikke fungere i den slags forum. Vi sad i  en hestesko, sådan at alle kunne se alle. Det siges at det er så socialt, men jeg savnede muligheden for at kunne gemme sig lidt væk, men nej. Alt stod til skue. Ethvert gab eller kløen sig bag i foregik foran hele flokken af næsten udelukkende fremmede mennesker. Jeg tror ikke, at der var nogen der kunne have fundet på at bebrejde een disse små private øjeblikke, men det er ikke en indretning jeg selv ville vælge.

Så kom turen til snakken, og alle havde lov til at tage ordet, og det var fint, og der blev sagt mange gode, kloge og sjove ting, og alligevel drænede snakken mig for energi. Jeg har en teori om, at enhver samtale mellem mere end tre personer ikke længere er en samtale, men brudstykker af flere samtaler, der bliver taget op på skift med uregelmæssige tidsrum, alt efter hvem der har ordet og vil kommentere på ting fra for 5 minutter siden. Mange mennesker lader til at have ganske glimrende overblik over  denne form for kommunikation, og jeg forundres og misunder dem, for efter en halv time på denne måde var jeg så drænet, at det svimlede for mig.

Jeg fik dog selv sagt et par ting, og jeg virkede sikkert totalt overskudsagtig, men i pausen var jeg nødt til at smutte. Der var masser af søde mennesker jeg lige skulle sige farvel til, og jeg ville også prøve at gøre det klart, at det ikke var fordi jeg ikke fandt snakken interessant, at jeg gik, men jeg var simpelthen nødt til trække mig fra selskabet og ind i mig selv for at kunne klare resten af dagens program.

Prinsessens juveler

En overskrift på facebook lød "Rigtige piger har muskler", og det kan skam godt være, men når jeg tænker på mig selv som barn så kunne jeg ikke klatre i træer fordi jeg var bange for at falde ned, jeg hadede fodbold, rundbold og andre holdsport fordi jeg blev forvirret over de andre børns hektiske og ulogiske bevægen sig rundt på og udenfor banen, jeg kunne sjældent fange nogen i tagfat, fordi jeg løb så langsomt og hurtigt blev forpustet, jeg blev arrig når de andre børn ikke fulgte spillets regler, og det skete tit og jeg blev ked af det fordi der egentlig var andre ting jeg hellere ville lege.

Prinsesselege er ikke populære for tiden. Feministerne vil ikke lade deres døtre være prinsesser, og de reaktionære vil ikke lade deres sønner være det. Selvfølgelig er der også de forældre der bare er trætte af de samme lege igen og igen ligegyldigt hvilket køn deres barn har og drømmer om at kunne lege noget de også synes er sjovt. Selv sad jeg en dag i BR med en lille pige, som var i fuld gang med at fortælle mig om nogle prinsessedukker, hvoraf jeg kun forstod meget lidt. Alligevel nikkede jeg anerkendende, mens jeg sørgmodigt så på de Star Wars figurer som jeg havde lyst til at lege med. Heldigvis er børn temmelig ligeglade med de voksnes fikse idéer.

Nu hvor julen nærmer sig skal jeg til at købe en gave til selv samme lille pige, og vil hun være prinsesse, så lad hende være prinsesse. Jeg vil give hende en stor æske med perler til at lave halskæder af, men de viser sig ikke at være så let. Som alt andet er det dyrt, men det er ikke så meget det der er problemet. Problemet er variation. Enten kan jeg køber en stor bunke næsten en perler, hvilket er dyrt, men ikke så dyrt som at købe flere forskellige poser med kun nogle enkelte perler i hver.

Mit svar er som altid genbrugsbutikker, hvor jeg kan købe små armbånd og halskæder til en rimelig pris, som jeg så går hjem og klipper op og ligger ned i den æske jeg har købt. Æsken er alt for stor til formålet, men den er lyserød.

ungdommen demonstrerer

Allerede da vidste han, at han ville komme til at leve hele sit liv inden for snævrer rammer: på et universitetskontor, på offentlige biblioteker og i en to-tre auditorier; denne forestilling gav ham kvælningsfornemmelser. Han længtes efter at træde ud af sit liv, som man går ud af en lejlighed og ned på gaden.
Det var derfor han var så glad for at deltage i demonstrationerne mens han levede i Paris. Det var smukt at gå hen at fejre noget,kræve noget, protestere mod noget, ikke at være alene, at være under åben himmel og sammen med andre.
                                                     Milan Kundera
                                                     "Tilværelsens ulidelige lethed"

I fredags demonstrerede ungdommen, og de voksne beklagede sig over ungdommens dovenskab, ufornuft, uhøflighed. Samtidig er der unge der ikke tager med til demonstrationerne, men i stedet ruller med øjnene over deres jævnaldrende, og der er voksne der ryster på hovedet og tænker "I min tid vidste i fanme hvordan man demonstrerer". Derved er alting jo som det skal være. Det er enhver generations ret at gøre oprør mod det der kom før, ja det er måske ligefrem deres pligt. Det er enhver tidligere generations ret, ja ligefrem pligt, at beklage sig over den moderne ungdom. Og samtidig er det også enhver persons ret, at mene noget andet en fællesskabet, også selvom de nogle gange får hug for det.

Alligevel har de gamle hippier også lidt ret, når de siger, at den moderne ungdom ikke forstår at demonstrere. Jeg er en af alle dem der er vokset op med billeder at demonstrationer over Vietnamkrigen og glade folkemængder der styrtede over den nedbrudte grænse efter murens fald, men ligegyldigt hvor meget man ønsker det, så kan vi ikke gentage fortiden. Det er helt rigtigt at de moderne demonstrationer ikke har fortidens kraft, om det så skyldes ungdommens sløvsind, tiden eller mangel på nærliggende farer.

Jeg har deltaget i en demonstration i mit liv. Den skulle forestille sig at handle om et nej mod Irakkrigen, men reelt bestod den af palistinensere der råbte "Ned med Bush" og gamle hippier der stod og sang gamle protestsange som de unge ikke kunne ordene på. Jeg kan ikke have været den eneste der følte mig skuffet, men jeg vidste, at hvis jeg sagde noget, så ville jeg blive udstødt.

Er tingene virkelig så meget anderledes i dag? Jeg deltog ikke i demonstrationen, men jeg tvivler. Alligevel støtter jeg fuldt ud deres forsøg på at trænge igennem, deres vage argumenter, deres mangel på fuld forståelse af, at alle andre også lider under besparelserne, deres mangel på erfaringer af verden udenfor, for det er sådan ungdommen skal være, det er det der gør dem unge i stedet for voksne. Vi kunne lige så godt bruge betegnelserne uskyldige og optimistiske om dem.

Iblandt dem er der jo også de andre unge, dem der før tid er blevet ramt af livets alvor, de vrede unge, de depressive, de selvdestruktive. Sådan en var jeg dengang, og selvom jeg dengang hadede mine jævnaldrende lige så meget som jeg hadede resten af verden, så begynder jeg lige så stille at sætte pris på dem.

Samtale med en syrisk mand

Denne korte anekdote oplevede jeg for nogle år siden. Krigen i Syrien var begyndt, men det var endnu ikke blevet den helt store historie. Jeg havde i hvert fald ikke selv nogen fornemmelse af den betydning lige netop denne krig ville få for historien og for den danske selvforståelse.

Jeg sad en dag på en chatside, hvor man kunne tale med folk fra hele verden. Ja, nogle gange modtog man beskeder a la: U beautyfull beatufull girl, U wanna marry me? Men der var også mere almindelige samtaler. En dag sad jeg så og skrev med en ung mand fra Syrien. Jeg havde faktisk ikke helt sikker på om jeg havde lyst til at snakke med ham. Ikke fordi han ikke var flink, men fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med mig selv. Hvad siger man til en person der lever i krigens skygge?

Jeg er altid et kæmpe fjols når det gælder nye og ukendte situationer. Jeg ønskede at sige et eller andet magisk, noget medmenneskeligt, noget der viste at jeg forstod hans situation, selvom jeg selvfølgelig ikke ve en skid om den slags. Hvad jeg i stedet endte med at gøre var at begynde en teoretisk diskussion omkring årsagerne til krig/at drage i krig religion><økonomi. Eller rettere, for mig var det en teoretisk diskussion, men jeg tænker, at det hele nok var lidt mere virkelighed for ham.

I hvert fald sad jeg der og snakkede om middelalderen og om hvordan familiens ældste søn arvede det hele og de andre enten kunne gå i kloster eller drage ud i verden og skaffe nok rigdom til at kunne få sig en kone og skabe et liv. Korstogene var for sidstnævnte en glimrende mulighed. Pludselig skrev jeg "Nej vent, nej stop, jeg holder op; jeg lægger pludselig mærke til, at jeg sidder og forsvarer korstogene. Det var slet ikke det jeg ville...".

Derpå grinede vi lidt, og jeg fik en sjov anekdote at fortælle, men hvad moralen er i dette oplæg er svært at sige. I disse dage strømmer syriske flygtninge til Danmark, og vi må beslutte hvem og i hvilken grad vi kan/vil/skal/må/bør hjælpe. Der er historier om folk der spytter på dem, andre står klar med vand, mad og tæpper. Især Facebook er fyldt med folks gode gerninger, folk der nu kan skrive 'Jeg har hjulpet en flygtning' på deres cv. Jeg vil også gerne gøre noget godt, jeg vil gerne se mig selv som et godt menneske, men denne historie er den eneste jeg kan fortælle.

Om et dødsfald

Jeg kendte ham ikke så godt, og det er efterhånden også så mange år siden. Jeg husker ham som flink og hjælpsom, jeg husker ham som god til at lave mad. Vi havde ikke valgt hinandens selskab, vi boede bare tilfældigvis på det samme kollegie, hvor vi delte køkken. Vi sås nogle gange til fællesarrangementer og nogle gange stødte vi på hinanden ude i køkkenet. Jeg opsøgte ham aldrig bevidst, men jeg prøvede heller aldrig at undgå ham. For mig var han bare et af de mennesker der i en periode optræder i ens liv og så forsvinder igen. Jeg var glad for at lære ham at kende, men jeg savnede ham ikke som sådan efterfølgende.

For mange har det naturligvis været anderledes. Som sagt var han både flink og hjælpsom, så jeg er sikker på, at mange modtog nyheden om hans sygdom og død med stor sorg. Selv jeg, som dårlig nok kendte ham blev da ked af at høre det. Beskeden fik ikke mit liv til at gå i stå, og jeg har ikke grædt mig selv i søvn, men tankerne og minderne har bestemt påvirket mig.

Som en der står udenfor, har der ikke været meget jeg kunne gøre. Jeg har betalt penge til blomster og til Kræftens Bekæmpelse, jeg sender mine tanker til dem der kendte ham bedre og som vil blive påvirket af savnet og sorgen, men samtidig er jeg også dybt egoistisk. Jeg er dybt taknemmelig for, at det ikke var mig eller dem der står mig nær som blev trukket i dødens lotteri, jeg er glad for, at jeg intet vidste før efter det hele var forbi, jeg er glad for, at jeg kan nøjes med, at være trist i nogle dage og dernæst gå ud og nyde det er ferie.

Jeg ved ikke om det gør mig til et dårligt menneske. Det er ikke sådan, jeg tænker om mig selv. Jeg håber da, at hvis jeg nogensinde bliver bedt om at sidde ved en sygeseng, støtte en pårørende eller bare generelt at kunne hjælpe mine medmennesker, at jeg så vil være opgaven voksen, at jeg vil være i stand til at bringe bare en smule glæde og trøst. Samtidig ved jeg kun alt for godt, at jeg ikke er nogen helgen. Jeg kender ikke alle dem der ville have brug for hjælp, jeg har ikke de økonomiske og følelsesmæssige ressourcer, som det ville kræve, jeg har ikke stædigheden, modet og evnerne, og ofte ville jeg komme til at sige de forkerte ting eller gå i vejen. Jeg er ikke specielt udpeget af Gud, dronningen eller staten til at være de syges frelser. Faktisk er jeg det meste af tiden bare en ret almindelig person, som gerne vil nyde ferien, more mig sammen med Kæresten, familien og vennerne, som gerne vil have sygdom og død på så lang afstand som muligt så længe jeg kan, sådan at jeg vil være klar til når tragedien rammer lidt tættere på.

Jeg ved ikke hvordan det er passende at afslutte dette indlæg. Han skal begraves i weekenden. Jeg vil ikke være der. Som en der faktisk ikke kendte ham ville det være mærkeligt at komme. De blomster jeg var med til at betale vil være der, og mine varme tanker og bedste ønsker vil være med familie og venner og andre der kunne have brug for det. Der ud over er der ikke så meget andet jeg føler mig i stand til at gøre.

Die beetch men med dårlig samvittighed

Jeg kan godt lide naturen, og jeg går ikke ind for, at slå dyr ihjel uden grund. Da jeg for nyligt opdagede et bibo i mit skur, var jeg til at starte med helt cool med, at de var der, det er jo også deres jord vi lever på, de var fredelige, generede mig ikke, og så synes jeg faktisk også at humlebier er en lille smule søde. Jeg syntes egentlig godt, at de kunne få lov til at være der. Jeg roste mig selv over min dyrevenlighed, og jeg syntes det var hyggeligt at se dem komme hjem til boet med benene tunge af pollen.

Desværre var jeg nødt til at ændre mening. En dag i sidste uge skulle jeg ud og handle, da jeg kom forbi en græsplæne der for nyligt var blevet slået. Dette havde øjensynligt generet en flok bier. Det var varmemesteren der havde slået græsset, men det var mig bierne angreb, Jeg er ikke allergisk over for bier i den livstruende forstand, men jeg kan godt have nogle ret grimme reaktioner alligevel, så jeg smuttede en tur på apoteket efter benadryler.

Det var ikke 'mine' bier der havde stukket mig, men jeg kom alligevel til at tænke lidt på dem. Mit skur ligger sådan, at alle der skal op til lejlighederne på første sal skal forbi. De har været søde indtil videre, men deres humør er ikke noget jeg har kontrol over, og der vil altid være den risiko, at de en dag ville kunne finde på at stikke en allergiker, og som med is på fortorvet, så er det så vidt muligt mit ansvar at sørge for, at det ikke sker. Så derfor Goodbye bee!

Dagen derpå

Dem jeg stemte på tabte, men flere af dem jeg kender stemte på dem der vandt. Dem jeg keder, som stemte på dem der vandt, er søde og fornuftige mennesker, også selvom dem de stemte på, ikke er de samme som dem jeg stemte på. Jeg stoler på mine venner, og selvom jeg ikke instinktivt stoler på dem de stemte på, nemlig dem som vandt, så må jeg stole på, at de venner jeg stoler på kan stå inde for, at de stemte på dem de stemte på, nemlig dem som vandt, og at dem som vandt, eftersom de blandt andet er stemt ind af venner jeg stoler på, måske ikke er helt så onde og grusomme, som jeg nogle gange forestiller mig.

... jeg er dog stadig en lille smule sur over at vi tabte.

Retten til egoisme

Jeg er bange for at få en hel del høvl over dette blogindlæg, så jeg vil lige på forhånd indskyde, at dette er en kort og derfor meget forsimplet tekst om nogle ganske få af de tanker jeg nogle gange gør mig om politik. Jeg er IKKE politikker og jeg er IKKE økonom eller noget af den slags. Dette er bare nogle små tanker fra en varm eftermiddag i eksamensperioden. Jeg ved også godt, at jeg aldrig var monster tynd, men depressionnen og alle selvmordsforsøgende der var mit egentlige problem har jeg ikke som sådan billeder af.

Valget er på vej, og det er ingen hemmelighed, at jeg stemmer et sted i det røde felt. Det virker som et logisk valg for en som mig der et førtidspensionist, studerende og som har behov for store (og dyre) mængder medicin. For andre mennesker vil et rødt valg være mindre logisk, idet deres livssituation er anderledes end min.

2008

Jeg bryder mig ikke om valgtider. Jeg er dybt taknemmelig for at leve i et demokratisk land, men jeg bryder mig ikke om den måde folk opfører sig op til et valg. folk strør om sig med anklager mod hinanden i et omfang jeg finder tæerkrummende pinligt. Jeg har de sidste par uger set en masse om 'alle de egoistiske rige mennesker'-anklager komme fra folk på min side af spektret. Jeg tror på, at rige mennesker er egoistiske, idet jeg også tror på at alle vi andre er ligesådan. Det er ikke fordi jeg synes, at egoisme er en god ting,  men jeg tror, at det er helt almindelig menneskelig ting.

Dengang jeg var 10 år vandt jeg en dag to gevinster i en tombola. I 30 sekunder var jeg verdens heldigste pige, det vil sige lige indtil min mor sagde, at jeg skulle give den ene af gevinsterne til min søster som ikke havde vundet noget. Jeg var gammel nok til for længst at have indset hvor grimme tombolabamser er, og jeg havde også rigeligt med bamser hjemme så ikke at have et kæmpe stort behov for endnu en, men det var princippet der talte, og i princippet var det MIG der havde trukket de vindende lodder. Jeg følte mig meget urimelig behandlet, så meget faktisk at jeg stadig kan mærke en lille nagen i maven når jeg tænker på det.

Jeg ved godt at det er en dum lille historie som egentlig ikke fortæller noget om samfundets struktur, og så alligevel. Jeg kan godt forstå at en ting som topskat gør nogle mennesker sure, for når man ser ned på papiret ser det enormt uretfærdigt ud. Hvorfor skal man give mange flere procent bare fordi man er rig? Nogle mennesker har faktisk knoklet røven ud af bukserne 90 timer om ugen for de penge (andre igen har ikke, men det er en anden historie).  Selv hvis vi alle havde en lige høj skatteprocent ville rige jo stadig betale mere simpelthen fordi en hvis procent af et højt beløb altid vil give et højere beløb end den samme procent af et lavere beløb. For pokker hvor kan jeg godt forstå at det kan virke uretfærdigt.

Alligevel går jeg ind for topskat. Det gør jeg, fordi jeg selv har oplevet hvordan velfærdsstaten tog andre menneskers penge og brugte dem til at redde mit liv, så på sin vis er min stemme til valget også egoistisk. Det er forfærdelig dyrt at redde et menneske, så dyrt at de færreste ville have råd til at redde sig selv. Derfor er staten nødt til at træde til. Staten er derfor nødt til at have penge, og da vi er et lille land med få naturressourcer, så er vi nødt til at få pengene et andet sted fra, og dem tager vi så fra dem der var så heldige at have mest.

2014

Bare fordi man nu har nogle penge betyder det ikke at de bliver brugt på bedste vis. Jeg kan godt forstå at rige mennesker bliver irriterende når nu du betaler mere end os andre og togene så stadig ikke går til tiden, og hullerne i vejen stadig bliver fyldt lige langsomt og tv og aviser er fulde af problemer der igen i år ikke er blevet løst. Det kan være svært at se hvor ens penge forsvinder hen. Jeg ville egentlig gerne møde dem og sige, her. Her gik i hvert fald nogle af jeres penge hen, og at jeg er taknemmelig. 

Jeg tror ikke, at det vil ændre så meget på deres synspunkter, og jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at prøve på det, for jeg synes, at vi alle har lov til at mukke, når vi synes er verden er uretfærdig imod os, præcis som vi andre har lov til at mukke hvis skatten og velfærdsstatens privilegier indskrænkes. Der er mange ting som folk bruger penge på som jeg personligt finder unødvendige og måske ligefrem komplet idiotiske, men det ændres ikke ved folks ret til at købe dem. Jeg kan ikke lide alle disse anklager om egoisme, for de spreder sig. Er man egoist hvis man har lyst til at råbe "pis af!" til facers fra velgørende organisationer, eller hvis man køber en is når nu der sidder en hjemløs på bænken, eller hvis man ikke vil dele sin slikpose med hele klassen? Ja, selvfølgelig er man det, men det gør ikke nødvendigvis en til et monster.

Tori Amos koncert

Anmeldelse af Tori Amos' koncert d. 6. juni 2015 på Egeskov slot

Til dem der ikke kender Tori Amos, så spiller hun på to klaverer SAMTIDIG.

Kæresten havde overrasket mig med billetter til Tori Amos' koncert på Egeskov slot. Jeg må indrømme, at på det tidspunkt han fortalte det, anede jeg stort set ikke hvem hun var, men det er jo derfor google og youtube blev opfundet.

Jeg har ikke været til koncert ret mange gange i mit liv, det har sjældent været udendørs, og aldrig før på et slot. Jeg var meget spændt på hvilke mennesker der ville komme. Jeg forestillede mig en masse rige mennesker siddende på den ene side, og nogle unge utilpassede alternativ rockfans på den anden, og så kunne de ellers sidde der og nedstirre hinanden gennem hele showet. Virkeligheden var lidt mindre tegnefilmsagtig. Hovedparten af de mennesker jeg så var iført en spøjs blanding af pænt og varmt tøj.

Jeg kunne ikke sidde stille. Hele tiden var der et eller andet der tiltrak sig min opmærksomhed. Jeg havde absolut ingen idé om hvad jeg skulle forvente, så alting var nyt og spændende. Jeg så en tidligere skolekammerats far, så jeg overvejede at drikke mig fuld og gå hen og fortælle ham en masse pinlige historier om hans datter, men ombestemte mig, da han stiller op til folketingsvalget og har sit ansigt på plakater over hele Fyn, så der er sikkert RIGELIGT med rablende idioter der kommer op og 'lige vil snakke lidt med ham'.

Opvarmningen kom på. De var egentlig ganske udemærkede, men disse to unge mennesker virkede på en eller anden måde bitte bitte små på en i forvejen ikke særlig stor scene, som to skrøbelige børn,

Så kom Tori Amos på. Grinende og sprællende som som en gazelle, som Puk i "En Skærsommernats Drøm". I sin grønne dragt og med det skrigende røde hår var det ingen hvem det var der skulle være aftenens centrum. Oppe foran scenen sad en lille men meget dedikeret gruppe fans og hvinede og klappede på behørig fanvis. Kæresten og jeg sad lidt længere omme bagved og skuttede os. Denne lille spilende spradebasse oppe på scenen og hendes musik fascinerede mig langt mere end de små klip på jeg havde set på TV og computer.

På den ene side var jeg fuldstændig bjergtaget, men samtidig ønskede jeg inderligt, at det snart ville stoppe, for det var simpelthen så pishamrende koldt. Ekstranummeret kom, og jeg var glad. Musikken havde startet en masse billeder og tanker til at fare rundt inde i mit hoved, men samtidig rystede jeg af kulde og glædede mig til at komme ind i en varm bil og så hjem i seng, men efter ekstranummeret kom der endnu et, og derefter endnu et. Jeg skævede nervøst til Kæresten. Han frøs også, men jeg ville ikke prøve at overtale ham til at gå før tid, han så så glad ud. Jeg var også glad, men hold da lige kæft hvor jeg frøs.

Aftenen sluttede, vi klappede, vi gik hjem. Egeskov slot (faktisk ethvert slot) var de perfekte rammer for sådan en koncert. På en sådan aften var Tori Amos forvandlet til en lille fræk skovånd, og det ville have været synd at spærre hende inde i en koncertsal eller en arena omgivet af høje betonhuse og biler. Dette var en eventyraften, og eventyr lever meget nemmere og mere naturligt i skove og på slotte.

Gæsteoplæg: Jordskælvet i Nepal fra en autistisk vinkel

Sif Schmidt Stewart-Ferrer, tidligere skolekammerat, har studeret filosofi og antropologi, interesseret i Østen, globetrotter og har en autismediagnose. 

Empati for en asperger/autist

Af Sif S. Stewart-Ferrer

Jeg boede i slutningen af 2014 i tre måneder hos en vidunderlig, nepalesisk familie i Kathmandu. De tog mig ind som en datter af huset, og vi delte mange skønne stunder sammen både i Kathmandu og ude i landsbyerne, hvor de oprindeligt kom fra, og hvor vi tog på besøg under højtiderne Dasain og Tihar. Det var derfor med stor uro, at jeg d. 25. april i år konstaterede, at der havde været et enormt jordskælv med epicenter ikke langt fra Kathmandu. Det tog lang tid for følelserne at ”nå bunden” i mig. Jeg brugte hele dagen på at læse om jordskælvet, følge med i nyheder og forgæves forsøge at få kontakt med min nepalesiske familie og venner. Først sent om aftenen, da jeg var færdig med alt, hvad jeg kunne gøre af informationssøgning og kontaktforsøg, og da jeg havde lukket ned for computeren, sank jeg hen i en sørgmodig tilstand og græd og blev trøstet.

Hvis jeg skulle analysere en smule på den måde at håndtere krise og sorg på ud fra en autistisk vinkel, ville jeg fremhæve, at der var handling og en logisk/systematisk fremgangsmåde, der kom forud for den følelsesmæssige del. For mig er det en måde at klare en vanskelig situation på, som giver rigtig god mening. Det er som en form for protokol, der er indbygget i mig der hedder (1) undersøg problemet godt, grundigt og rationelt (fakta-orienteret) , (2) iværksæt løsning af problemet, (3) mærk efter, hvad det betyder for mig. Det er også noget, som indimellem betyder, at jeg bliver lidt utålmodig med andre mennesker, hvis de har brug for at føle og snakke følelser, før vi kan handle, men jeg har med tiden lært at give plads til det, når jeg vurderer, at det er nødvendigt for den anden, og at det for den anden er en forudsætning for, at vi kan komme i gang med handlinger og problemløsning. Når det er sagt, er der også undtagelser. I nogle tilfælde er det mig, der bliver overvældet af følelser, og når det sker, bliver jeg komplet handlingslammet. I sådan et tilfælde får jeg meget brug for andres hjælp og støtte, før jeg kan komme i gang med at gøre noget som helst.

I dagene efter jordskælvet kom der nyt fra min familie og mine venner i Nepal, og jeg åndede lettet op, da jeg hørte, at de alle havde det godt. Der var sket nogle skader på husene i landsbyerne, men de var alle sluppet uskadte. En veninde fra universitetet skrev til mig og foreslog en indsamling – det var en rigtig god idé, som jeg straks tog imod, og det var dejligt at kunne nærme sig en følelse af at gøre noget nyttigt. Jeg brugte en del tid på at følge indsamlingen og holde den i gang med jævnlige opdateringer efter hvert bidrag, men efter den første uges tid, ebbede det langsomt ud. De, der ville hjælpe, havde bidraget, og mange andre havde enten givet andetsteds eller beholdt den distance, som vi sikkert alle kender, hvor man erkender, at man ikke kan hjælpe alle dem, der lider i verden, og derfor gør man intet. Min løsning på den problematik har været at beslutte, efter grundig overvejelse, til hvem jeg giver, og derfor kan jeg med ro i sindet sige nej til en del andre projekter og kun give ekstra, hvis det virkelig siger mig noget.

I forhold til alt det, der skete i Nepal, vil jeg mene, at de følelser, der har været på spil i mig, er medfølelse og et ønske om omsorg for dem, jeg havde allerkærest i området, men også alle de mange, som er blevet ramt meget hårdere end dem, jeg kender i Nepal. Min håndtering handler dog mest om at handle mig til en forbedring af situationen. Og i dette tilfælde er det mest i form af at sende penge ud til nødhjælp og til familien. Jeg fik den stærkeste oplevelse af medfølelse og indlevelse, da min nepalesiske lillesøster skrev til mig, at de havde mad og vand nok, og at jeg derfor ikke skulle bekymre mig om det, men at det farligste i den kommende tid til gengæld var risikoen for sygdomme, idet mange lig af dyr og mennesker lå i gaderne. Politiet havde for meget at se til og derfor ikke mandskab til at flytte dem, og de måtte gå med masker, fordi stanken var uudholdelig. Efter den klare beskrivelse mærkede jeg især medfølelse over, at de små børn skulle opleve noget sådant så tidligt i deres liv, og desuden væmmelse over tanken om stanken fra rådnende lig i gaderne.

Der er megen uenighed om forskellen på empati og sympati. Den klareste afgrænsning, jeg har hørt om, er opdagelsen af spejlneuroner, der går i medsving med en andens, og at dette er empatiens fysiske udløser. Det er grunden til, at en ung autist kan se en kammerat i skolegården, der græder, og dermed konstatere: ”der kommer vand ud ad øjnene” og lege videre for senere at blive dybt ulykkelig, når denne opdager at vand-ud-ad-øjnene = græder = den anden er ked af det = jeg skulle have trøstet min kammerat.

”Empati” – forstået som indføling som en automatisk reaktion via spejlneuroner – er kun til stede hos et mindretal af autister. Men ”sympati” – medfølelse med andre – er fuldt ud lige så meget til stede hos autister som hos ikke-autister. Den beror blot på viden opnået på anden facon end via umiddelbar følelses-resonans – nemlig deduktion (afkodning) via læsning af ansigtsmimik eller gestik, eller via forståelse opnået ved, at en venlig person forklarer os, hvad der er på færde. Forskningen viser, at når først denne viden er opnået, aktiveres de relevante følelsesmæssige hjerneområder hos autister i samme omfang som hos ikke-autister. På den måde kan man sige, at autistisk empati er en deduceret empati, men slutresultatet for en dygtig, autistisk afkoder ender med til forveksling at ligne den empati, som de fleste ikke-autister mærker umiddelbart via spejlneuronerne. Så er spørgsmålet selvfølgelig: hvis det lyder som empati, føles som empati og ser ud som empati, men er opnået på deduceret vis, er det så stadig empati? Det spørgsmål har forskere der arbejder inden for dette felt også stillet, og derfor taler man nu om ”affektiv empati” som den, der opnås umiddelbart ved hjerne-resonans, og ”kognitiv empati” som den, der opnås via en analytisk forståelse af situationen. Mon ikke godt vi kan sige at begge former er lige gyldige?

Fremmedsprog handler om mod og selvtillid

Jeg har aldrig været god til tysk, så selvom jeg på det sidste har prøvet at opfriske den smule jeg kunne HER, så var det alligevel lidt overvældende, da Kæresten havde familie på besøg, hvoraf den ene ikke taler dansk.

Første gang jeg mødte hende, talte jeg KUN med hende gennem tolk, men som titlen på dette indlæg siger, så handler fremmedsprog primært om mod og selvtillid, og i tre timer sad jeg og plaprede løs, på det kaudervælske, som skulle give sig ud for at være tysk. Kærestens tante var dog sød og lod som om hun rent faktisk forstod hvad jeg sagde, hvilket jeg ikke engang er sikker på at jeg selv gjorde.

Jeg er normalt ikke så sikker på mig selv, men under trygge rammer har jeg meget lettere ved at folde mig ud.

Jeg tegner mit liv #3

Jeg ved ikke længere om "Jeg tegner mit liv" handler om at vise, hvor meget jeg ligner normale mennesker, eller om hvor underlig jeg engang imellem kan være. Måske skyldes min tvivl, at jeg tit glemmer at normale mennesker også nogle gange kan være ret mærkelige. Hvorom det gælder, så har jeg i hvert fald en tendens til at tage en helt almindelig situation, som fx at se en andemor med sine små dunede ællinger, og derefter komme med en kommentar som folk finder stødende, forvirrende, kikse, mærkelig eller bare "hvor fanden kom den lige fra..."

Jeg tegner mit liv #2

Læse flere bøger på én gang

Jeg laver egentlig denne serie med at tegne min dagligdag for at vise, at selvom man har en autismediagnose (aspergers syndrom), så kan man godt på nogle punkter ligne et rigtigt menneske. Jeg ved dog ikke rigtigt med dagens indlæg. Engang spurgte jeg en gruppe af unge mennesker, der også godt kunne lide at læse, om hvor mange bøger de kunne holde styr på at læse af gangen? Svaret enstemmigt: eeeen, daah! Jeg følte mig som den største freak, for jeg læser... syv!

1. "Afsked med almagten" Lars Sandbeck
2. "Sexual Personae" Camille Paglia
3. "Nicholas Qinns tavse verden" Colin dexter
4. "Bowie" Marc Spitz
5. "Opmålingen af verden" Daniel Kehlmann
6. "Samlede digte" Goethe
7. "Der klaine Drache Kokosnuss und die wilden Piraten" Ingo Siegner

Ude i siden kan du den næste uge stemme på, hvad du mener om, at jeg kan holde styr på op til syv bøger af gangen.