Jeg har været lidt nedkørt de sidste par uger, både hvad angår energi og humør, og selvfølgelig har det noget at gøre med mine problemer inde på universitetet. Jeg har brugt så meget energi på at forstå hvad der foregår og få det hele til at give mening, men hvad nu hvis der slet ikke er nogen mening?
En af de måder jeg klarede mig igennem det psykiatriske system på var ved at acceptere rollen som et journalnummer. Når det gjaldt min daglige omgang med plejepersonalet, så var jeg personen Linda, så havde jeg mine drømme og sorger, mine problemer og mine skævheder, men når det gjaldt Systemet, så resignerede jeg. Bad de om noget fik de det, ligegyldigt hvor åndssvagt eller ligegyldigt det virkede. Det var ikke altid nemt. Ofte krævede det at besvare ydmygende spørgsmål eller personlige ofre, men det virkede, for havde jeg sagt nej eller stillet spørgsmålstegn havde jeg været en person, og Systemet kan ikke håndterer personer. Personerne ansat i Systemet kan godt, men ikke Systemet selv. Hvis man insisterer på at bevare sin person hele vejen igennem Systemet kommer det til at gå alt for langsomt, måske endda til sidst i stå. Man vinder ikke noget ved det.
Jeg ville da bestemt ønske, at det kunne være anderledes, men det er ikke en kamp jeg står i en position til at kæmpe. Det er ikke en kamp jeg vil kunne vinde. Hvis der er andre dag vil tage kampen har de min støtte, men imens, hvis de ønsker en fuld rapport en mine evner til at gå på toilettet selv, om hvor mange venner jeg har og hvad mit forhold er til dem, eller selv hvis de vil have en udtalelse fra en læge der aldrig nogensinde har mødt mig om hvordan mit handikap påvirker mine studieevner, så fint, det får de. Om Systemet hedder psykiatrien eller universitetet spiller her ikke den store rolle.
Hvorfor skal jeg kaste alle mine kræfter ind på at forblive på studiet, hvis jeg så ikke længere har energi nok til at være der?
Viser opslag med etiketten mål. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mål. Vis alle opslag
søndag den 11. september 2016
søndag den 10. juli 2016
Efterrationalisering ovenpå en eksamen
Jeg er efterhånden kommet mig så meget oven på eksamenen, at jeg er begyndt at kunne se på den i bagkundskabens lys for at se hvad der gik galt. Jeg fik et 4-tal, så det var jo ikke fordi det gik sådan virkelig galt, men der var bestemt plads til forbedringer. Efter at have tænkt grundigt over det i 3 uger, så er jeg kommet frem til at et ganske logisk men også pisse irriterende resultat. Jeg er kommet frem til, at mit problem med eksaminer hverken er mangel på viden eller den klassiske eksamensangst, hvilket er irriterende, for begge de ting kan man få hjælp til.
Mit problem er i stedet, at jeg ofte ikke forstår den neurotypiske tankegang der ligger bag et spørgsmåls formulering. Disse meget brede formulering om et kæmpe emne, som der skal redegøres kort for. Mit skrækeksempel stammer fra min historieeksamen i 3.g.
Nemmere gik det for mig, da jeg kom til anden del af spørgsmålet:
Disse ting var ikke det eneste der gik galt for mig, men det er et problem jeg kan se tilbage på i mange af de eksaminer jeg har været til gennem tiden, og jeg håber, at jeg ved at sætte ord på problemet vil have lettere ved at arbejde på fremover. Desværre er det ikke et af de eksamensproblemer der findes hjælp til, men så bliver jeg jo bare nødt til at gå ud og opfinde min egen hjælp, foreslag og gode råd modtages med stor taknemmelighed.
Mit problem er i stedet, at jeg ofte ikke forstår den neurotypiske tankegang der ligger bag et spørgsmåls formulering. Disse meget brede formulering om et kæmpe emne, som der skal redegøres kort for. Mit skrækeksempel stammer fra min historieeksamen i 3.g.
"Redegør kort for mellemøstkonflikten".WTF? Jeg vil mene, at hvis man kan redegøre kort for så stort og kompliceret et emne, så er man enten et geni der fortjener Nobels Fredspris, eller en idiot der med stor sikkerhed udtaler sig om noget han bestemt ikke ved noget om. Jeg er ingen af delene, og jeg ved derfor ikke hvad jeg skal sige. Første del af min eksamen denne gang lød:
"Redegør kort for moderniteten og den fornuftsbaserede etik".Hvad svarer man til sådan et spørgsmål? Jeg svarede noget i retningen af:
- Moderniteten var en periode i vestlig historie der er svær at sætte startdato på, men ca i slutningen af middelalderen, omkring reformationen.
- Det var en periode der var meget domineret af humanismens meget store forventninger til den menneskelige fornuft, og det var igennem denne, den menneskelige fornuft, at man forsøgte at finde almentgyldige regler for etik som ikke skulle var baseret på religion.
- Moderniteten sluttede definitivt efter 1. verdenskrig og kolapset af tiltroen til den menneskelige fornuft.
Nemmere gik det for mig, da jeg kom til anden del af spørgsmålet:
"Redegør for Mill-teksten og utilitarismen".Her vidste jeg hvad jeg skulle snakke om, her havde jeg et langt bedre billede af hvad min lærer forventede af mig, her behøvede jeg ikke længere at famle mig frem i blinde, og det var en stor lettelse for mig.
Disse ting var ikke det eneste der gik galt for mig, men det er et problem jeg kan se tilbage på i mange af de eksaminer jeg har været til gennem tiden, og jeg håber, at jeg ved at sætte ord på problemet vil have lettere ved at arbejde på fremover. Desværre er det ikke et af de eksamensproblemer der findes hjælp til, men så bliver jeg jo bare nødt til at gå ud og opfinde min egen hjælp, foreslag og gode råd modtages med stor taknemmelighed.
søndag den 12. juni 2016
En sløv eksamenslæsning
I forhold til pensummets størrelse, så går det vist egentlig fint, og jeg tror nok, at jeg skal nå det hele, men fordi det ikke føles hårdt, så føles det heller ikke som om jeg gør det godt nok. Det er de færreste at teksterne jeg føler er svære, men skyldes det, at jeg faktisk forstår dem, eller er det i virkeligheden fordi jeg læser dem så overfladisk, at jeg slet ikke opdager alle de ting jeg ikke forstår?
Det kan måske virke fjollet, og det er da heller ikke noget jeg sådan går og bekymrer mig om til dagligt, men med flytningen og alt det, så er mit liv kommet til at se meget anderledes ud. Især de ting som normalt er meget rutineprægede, som fx eksamenslæsning, følger nu ikke længere de samme mønstre som jeg er vant til, således at jeg heller ikke længere har føling på hvordan det går.
Jeg er sikker på at det er sundt, at jeg ikke stresser for meget, og fysisk og følelsesmæssigt har jeg det rigtig godt. Jeg er helt med på, at det er det vigtigste, at jeg har det godt, men det er stadig lidt generende ikke at have nogen fornemmelse af hvor jeg ligger fagligt. Jeg ved ikke om jeg ligger til 2, 7 eller 10, men selvom jeg ikke kræver af mig selv at jeg skal klare det perfekt, så vil jeg da alligevel ønske at det går godt.
lørdag den 13. december 2014
Heidegger, læseferie og eksamenskuller
Man ved, at man går på universitetets, når ens lærers idé om julehygge er at læse op fra Heidegger. Okay, det var faktisk ganske hyggeligt, men det var indledningen på denne del af året, som er knap så hyggelig, læseferien.
Jeg har advaret min kæreste om, at jeg lider af, hvad man kun kan kalde eksamenskuller. Når jeg starter en eksamensperiode, står jeg foran et stort bjerg af materialer. Noget af det kender jeg, noget gør jeg ikke, og jeg er ikke sådan helt sikker på hvad målet er. Jeg er ikke god til overblik, men der er brug for et overblik, så jeg begynder at rende rundt som en hovedløs kylling, læser lidt her og lidt der, men føler mig enormt overvældet af opgaven. Senere vil jeg så begynde at få styr på det, og her kan jeg godt gå hen og blive lidt mærkelig, for jeg glemmer at andre mennesker ikke læser de samme ting som jeg, så går og laver små indforståede vittigheder eller prøver at redegøre for forskellige begreber, mens tilhørerne begynder at se på mig med døde øjne.
Som jeg sidder her ved min computer har jeg frit udsyn til hylden med mine skolebøger. Til ét fag har jeg 12 bøger plus kopiark. Flere af dem er over 1000 sider lange. Mange af dem er heldigvis opslagsbøger, så jeg skal som sådan ikke læse dem fra start til slut, heldigvis. Der har dog sneget sig en bog mere ind på hylden, en biografi om David Bowie, en mand der tog så meget kokain, at han begyndte at opbevare sin urin i flasker i køleskabet, fordi han var bange for at troldmændene ville stjæle det. Ikke just særlig studierelevant. Nå ja, man kan jo ikke være lige seriøs hele tiden, selv en nørd har brug for pauser ind imellem.
Jeg har advaret min kæreste om, at jeg lider af, hvad man kun kan kalde eksamenskuller. Når jeg starter en eksamensperiode, står jeg foran et stort bjerg af materialer. Noget af det kender jeg, noget gør jeg ikke, og jeg er ikke sådan helt sikker på hvad målet er. Jeg er ikke god til overblik, men der er brug for et overblik, så jeg begynder at rende rundt som en hovedløs kylling, læser lidt her og lidt der, men føler mig enormt overvældet af opgaven. Senere vil jeg så begynde at få styr på det, og her kan jeg godt gå hen og blive lidt mærkelig, for jeg glemmer at andre mennesker ikke læser de samme ting som jeg, så går og laver små indforståede vittigheder eller prøver at redegøre for forskellige begreber, mens tilhørerne begynder at se på mig med døde øjne.
Som jeg sidder her ved min computer har jeg frit udsyn til hylden med mine skolebøger. Til ét fag har jeg 12 bøger plus kopiark. Flere af dem er over 1000 sider lange. Mange af dem er heldigvis opslagsbøger, så jeg skal som sådan ikke læse dem fra start til slut, heldigvis. Der har dog sneget sig en bog mere ind på hylden, en biografi om David Bowie, en mand der tog så meget kokain, at han begyndte at opbevare sin urin i flasker i køleskabet, fordi han var bange for at troldmændene ville stjæle det. Ikke just særlig studierelevant. Nå ja, man kan jo ikke være lige seriøs hele tiden, selv en nørd har brug for pauser ind imellem.
torsdag den 6. februar 2014
Tak til skatteyderne
Medierne er altid fulde af historier om folk der ikke får den rigtige hjælp, og jeg føler virkelig med dem. Jeg selv var en af de heldige, jeg fik hjælp, men det kostede penge, mange penge, og de penge betalte min hjemstavnskommune, så derfor vil jeg gerne sige af hjertet tak til alle de mennesker der betalte skat mellem 2007 og 2013, det er på grund af jer at jeg i dag har et værdigt liv.
I gamle dage, dengang velfærdsstaten endnu ikke var opfundet, var hjælp noget man eventuelt kunne få fra rigere slægtninge og venner, men skal jeg fortælle jer en hemmelighed. De fleste syge og svage mennesker, eller i hvert fald ret mange af dem, er ikke særlig charmerende ved første øjekast, for livet har tæret på dem, og det er ikke kønt at se på, så langsomt forsvinder venner og familie. Så tog velfærdsstaten over og sikrede lige ret til hjælp til alle.
I disse dage tales der meget om at spare. Jeg er godt klar over at staten ikke kan give penge hvis den ikke har penge, men hvad nu hvis det vi sparer i dag kommer til at koste os i morgen. Det koster penge at yde en indsats. Det koster penge at hive nogen op fra bunden og støve dem af for at sende os ud i samfundet. De fleste kan faktisk godt blive enige om, at de svage skal hjælpes på en eller anden måde. Det der i princippet bliver diskuteret er, HVOR godt skal et menneske have det for at man kan tale om et acceptabelt liv hvor man kommer skal ud i samfundet? Hvor ofte har man ret til at få et bad? Har man ret til at bo i den by hvor ens netværk er? Er man et utaknemmelig skarn, hvis man ønsker at få det godt nok til at kunne smile bare engang imellem? Behøves knuden i maven over økonomien altid at være der?
Jeg er et godt eksempel på, at det kan betale sig at investere pengene i hjælp, for for hvert år der går, bliver jeg mere og mere selvhjulpen. Jeg vil i dag sige at jeg har et godt liv. Måske kan jeg ikke overkomme det samme som andre på min alder, men jeg gør hvad jeg kan. Jeg klarer at have en hverdag der hænger sammen, jeg forsøger endda at tage mig en uddannelse sådan som både jeg og regeringen gerne vil have det, så af hjertet tak for at det kunne lade sig gøre.
I gamle dage, dengang velfærdsstaten endnu ikke var opfundet, var hjælp noget man eventuelt kunne få fra rigere slægtninge og venner, men skal jeg fortælle jer en hemmelighed. De fleste syge og svage mennesker, eller i hvert fald ret mange af dem, er ikke særlig charmerende ved første øjekast, for livet har tæret på dem, og det er ikke kønt at se på, så langsomt forsvinder venner og familie. Så tog velfærdsstaten over og sikrede lige ret til hjælp til alle.
I disse dage tales der meget om at spare. Jeg er godt klar over at staten ikke kan give penge hvis den ikke har penge, men hvad nu hvis det vi sparer i dag kommer til at koste os i morgen. Det koster penge at yde en indsats. Det koster penge at hive nogen op fra bunden og støve dem af for at sende os ud i samfundet. De fleste kan faktisk godt blive enige om, at de svage skal hjælpes på en eller anden måde. Det der i princippet bliver diskuteret er, HVOR godt skal et menneske have det for at man kan tale om et acceptabelt liv hvor man kommer skal ud i samfundet? Hvor ofte har man ret til at få et bad? Har man ret til at bo i den by hvor ens netværk er? Er man et utaknemmelig skarn, hvis man ønsker at få det godt nok til at kunne smile bare engang imellem? Behøves knuden i maven over økonomien altid at være der?
Jeg er et godt eksempel på, at det kan betale sig at investere pengene i hjælp, for for hvert år der går, bliver jeg mere og mere selvhjulpen. Jeg vil i dag sige at jeg har et godt liv. Måske kan jeg ikke overkomme det samme som andre på min alder, men jeg gør hvad jeg kan. Jeg klarer at have en hverdag der hænger sammen, jeg forsøger endda at tage mig en uddannelse sådan som både jeg og regeringen gerne vil have det, så af hjertet tak for at det kunne lade sig gøre.
søndag den 24. november 2013
Livet på et bosted
Jeg er blevet bedt om at skrive lidt om hvordan det er at bo på et bosted, og jeg sagde ja inden jeg havde fået tænkt mig om. Det er ikke noget jeg har noget imod at snakke om, det er bare vanskeligt, for jeg har boet på to bosteder, og de var meget forskellige, så jeg vil fortælle lidt om hvad et sådan tilbud har haft af betydning for mig.
Jeg vil mene, at det har redet mit liv at flytte på bosted, men det kommer ikke uden en pris. Da jeg blev 18 og pludselig skulle være voksen, var jeg ikke klar. Jeg prøvede at klare mig det bedste jeg havde lært, men det var som at grave mig dybere og dybere ned i et hul, indtil min situation var ret håbløs. Nogle ting ved at flytte hjemmefra kunne jeg godt finde ud af, jeg kunne godt handle, lave mad og komme op om morgenen, jeg kunne godt betale mine regninger og skrive under på papirer, men jeg fik det psykisk værre og værre. Jeg elskede at blive indlagt, for så var der nogen der kunne tage sig af mig, når nu jeg ikke selv kunne.
Det første bosted hvor jeg boede var mest gearet til den praktiske hjælp. Ligesom jeg måtte tilpasse mig mine nye omgivelser, måtte bostedet også tilpasse sig mig, men selvom det var nogle fantastiske mennesker der arbejdede der kunne de ikke give mig den intensive omsorg jeg havde brug for. Hvis man skal på bosted burde det gælde om at finde det rigtige match, men langt hen af vejen, er det nok mere et spørgsmål om hvor der bliver en plads ledig.
Et bosted som jeg bor på nu er som at bo hjemme men med mange hjemmegående mødre næsten uden egne behov. Det er godt når man har det rigtig skidt, at der altid er en til at give knus, berolige og bare være der for én, men det kommer ikke uden en pris. For at blive beskyttet må man også aflevere lidt af sig selv. For at få det fulde udbytte må man være villig til at snakke om alt og altid være ærlig, og man må finde sig i at alt bliver ført til protokols. Det har fået mig til at føle, at jeg lidt har mistet noget af min identitet som et selvstændigt individ, jeg har assimileret mig med mit sagsnummer, jeg er blevet en patient ikke kun af titel men af væren. Jeg tror at det har hjulpet mig igennem den værste tid, men nu hvor jeg er ved at være klar til at komme videre, er det en kamp at vinde min identitet tilbage.
Personalet på et bosted er noget af det vigtigste, de skal være der for mig gennem tykt og tyndt, de har set mig når jeg har det værst, noget hverken familie eller venner har. Man lægger sit liv i deres hænder, og de kommer helt tæt på, men det er et uligevægtigt forhold. Det er deres job, men det er dit liv. Flere gange har jeg oplevet at knytte mig for meget til en person. Man kan nogle steder få at vide, at man ikke skal knytte sig, men det er næsten umuligt at lade være, for tit tæller pædagogerne 90% af ens menneskelige kontakt, for man kan sagtens ende på et bosted langt fra venner, skole og familie.
Det hele kommer til at lyde så negativt, men jeg har fået livet forærende ved at bo på et bosted, og det ville jeg ikke bytte for noget i verden. Det er rigtig nok hårdt at vende tilbage til en mere normal tilværelse, men jeg har ikke noget imod at det er hårdt, for hvis det ikke er bare lidt hårdt, så ender man med at holde op med at kæmpe, og så kommer man aldrig videre.
Jeg vil mene, at det har redet mit liv at flytte på bosted, men det kommer ikke uden en pris. Da jeg blev 18 og pludselig skulle være voksen, var jeg ikke klar. Jeg prøvede at klare mig det bedste jeg havde lært, men det var som at grave mig dybere og dybere ned i et hul, indtil min situation var ret håbløs. Nogle ting ved at flytte hjemmefra kunne jeg godt finde ud af, jeg kunne godt handle, lave mad og komme op om morgenen, jeg kunne godt betale mine regninger og skrive under på papirer, men jeg fik det psykisk værre og værre. Jeg elskede at blive indlagt, for så var der nogen der kunne tage sig af mig, når nu jeg ikke selv kunne.
Det første bosted hvor jeg boede var mest gearet til den praktiske hjælp. Ligesom jeg måtte tilpasse mig mine nye omgivelser, måtte bostedet også tilpasse sig mig, men selvom det var nogle fantastiske mennesker der arbejdede der kunne de ikke give mig den intensive omsorg jeg havde brug for. Hvis man skal på bosted burde det gælde om at finde det rigtige match, men langt hen af vejen, er det nok mere et spørgsmål om hvor der bliver en plads ledig.
Et bosted som jeg bor på nu er som at bo hjemme men med mange hjemmegående mødre næsten uden egne behov. Det er godt når man har det rigtig skidt, at der altid er en til at give knus, berolige og bare være der for én, men det kommer ikke uden en pris. For at blive beskyttet må man også aflevere lidt af sig selv. For at få det fulde udbytte må man være villig til at snakke om alt og altid være ærlig, og man må finde sig i at alt bliver ført til protokols. Det har fået mig til at føle, at jeg lidt har mistet noget af min identitet som et selvstændigt individ, jeg har assimileret mig med mit sagsnummer, jeg er blevet en patient ikke kun af titel men af væren. Jeg tror at det har hjulpet mig igennem den værste tid, men nu hvor jeg er ved at være klar til at komme videre, er det en kamp at vinde min identitet tilbage.
Personalet på et bosted er noget af det vigtigste, de skal være der for mig gennem tykt og tyndt, de har set mig når jeg har det værst, noget hverken familie eller venner har. Man lægger sit liv i deres hænder, og de kommer helt tæt på, men det er et uligevægtigt forhold. Det er deres job, men det er dit liv. Flere gange har jeg oplevet at knytte mig for meget til en person. Man kan nogle steder få at vide, at man ikke skal knytte sig, men det er næsten umuligt at lade være, for tit tæller pædagogerne 90% af ens menneskelige kontakt, for man kan sagtens ende på et bosted langt fra venner, skole og familie.
Det hele kommer til at lyde så negativt, men jeg har fået livet forærende ved at bo på et bosted, og det ville jeg ikke bytte for noget i verden. Det er rigtig nok hårdt at vende tilbage til en mere normal tilværelse, men jeg har ikke noget imod at det er hårdt, for hvis det ikke er bare lidt hårdt, så ender man med at holde op med at kæmpe, og så kommer man aldrig videre.
søndag den 8. september 2013
Protestantisk arbejdsetik
Jeg sidder her kl 3 om natten med et mindre angstanfald, fordi jeg sidder og tænker på alle de bøjningsformer jeg bør lære udenad i latin. Jeg har slet ikke styr på hvor mange former der er, men der er mange, jeg har lært de første tre, men min hjerne nægter at lære den fjerde. Min arbejdsmetode er, at jeg skriver hele bøjningen ned 10-15-20 gange i træk, men i går kørte min hånd på automatpilot, og jeg fik ikke andet ud af det end ondt i fingrene, så jeg valgte at tage resten af dagen fri, ligesom jeg tog hele fredagen fri.
Det er langt sjovere at holde fri, når man har noget at holde fri fra. Min far kalder det protestantisk arbejdsetik, jeg spurgte hvad katolsk arbejdsetik så var, det sagde han var et oxymoron (to ord der modsiger hinanden). En tysk økonom og sociolog, Max Weber, skrev om at den protestantiske arbejdsetik om at det er en pligt at arbejde, havde givet et økonomisk opsving i de protestantiske lande som ikke sås i de katolske lande. Det havde også en betydning at den protestantiske kirke i langt højere grad opfordrede både mænd og kvinder til at uddanne sig, egentlig sådan at de selv kunne læse Biblen, men det havde også mange gode sideeftekter.
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige om katolsk arbejdsetik. Jeg har slået op i både katolsk minileksikon og Youcat, den katolske kirkes katekismus for unge, men det hele står lidt knudret. Den katolske kirke vil gerne have at man arbejder for der skal mad på bordet og samfundet skal køre, men det må ikke komme i vejen for ens trosliv.
Jeg brugte mine dage på at få gået nogle ture, spist blåbær, drukket pepsi max, selvom jeg egentlig var stoppet og læst krimi. Ja, I læste rigtigt, krimihadende mig ligger og læser en krimi, men mere om det en anden god gang. Solen skinnede det meste af tiden, og jeg var glad for bare at være til.
Nu hævner det sig så, for det betyder, at jeg skal arbejde ekstra hårdt i dag. Det klarer jeg skam nok, men lige nu måtte jeg ned efter noget beroligende medicin, for tanken om alle de bøjningsformer jeg skal lære fik min hals til at snøre sig sammen og mit hjerte til at hamre.
På hebraisk var jeg god til grammatik, for jeg forstod hvorfor ordene opførte sig som de gjorde, men før jeg kan gøre det på latin skal jeg have tilegnet mig en hvis mængde basal viden, og det kræver hårdt arbejde. Jeg har som sådan ikke noget imod hårdt arbejde, det kan bare virke lidt uoverskueligt at stå foran et bjerg af ord som ikke umiddelbart giver mening for én og så formodes at lære dem udenad. Eller, vi forventes måske ikke ligefrem at lære dem alle sammen udenad. I græsk lærte jeg ingenting udenad og jeg dumpede, i hebraisk lærte jeg en masse udenad og jeg fik 12. Jeg ved endnu ikke om jeg har talent nok til at kunne have forhåbninger om lige nettop 12, men jeg vil meget gerne undgå at dumpe til sommer, for selvom jeg tog det med oprejst pande, så er det aldrig sjovt at dumpe.
Derfor sidder jeg med næsen i mine papirer og skriver og skriver for at, om ikke forstå, så i hvert fald kunne mine ting.
Jeg går i gang om lidt, men lige nu skal jeg ind i min seng og hyberventilere lidt.
Det er langt sjovere at holde fri, når man har noget at holde fri fra. Min far kalder det protestantisk arbejdsetik, jeg spurgte hvad katolsk arbejdsetik så var, det sagde han var et oxymoron (to ord der modsiger hinanden). En tysk økonom og sociolog, Max Weber, skrev om at den protestantiske arbejdsetik om at det er en pligt at arbejde, havde givet et økonomisk opsving i de protestantiske lande som ikke sås i de katolske lande. Det havde også en betydning at den protestantiske kirke i langt højere grad opfordrede både mænd og kvinder til at uddanne sig, egentlig sådan at de selv kunne læse Biblen, men det havde også mange gode sideeftekter.
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige om katolsk arbejdsetik. Jeg har slået op i både katolsk minileksikon og Youcat, den katolske kirkes katekismus for unge, men det hele står lidt knudret. Den katolske kirke vil gerne have at man arbejder for der skal mad på bordet og samfundet skal køre, men det må ikke komme i vejen for ens trosliv.
Jeg brugte mine dage på at få gået nogle ture, spist blåbær, drukket pepsi max, selvom jeg egentlig var stoppet og læst krimi. Ja, I læste rigtigt, krimihadende mig ligger og læser en krimi, men mere om det en anden god gang. Solen skinnede det meste af tiden, og jeg var glad for bare at være til.
Nu hævner det sig så, for det betyder, at jeg skal arbejde ekstra hårdt i dag. Det klarer jeg skam nok, men lige nu måtte jeg ned efter noget beroligende medicin, for tanken om alle de bøjningsformer jeg skal lære fik min hals til at snøre sig sammen og mit hjerte til at hamre.
På hebraisk var jeg god til grammatik, for jeg forstod hvorfor ordene opførte sig som de gjorde, men før jeg kan gøre det på latin skal jeg have tilegnet mig en hvis mængde basal viden, og det kræver hårdt arbejde. Jeg har som sådan ikke noget imod hårdt arbejde, det kan bare virke lidt uoverskueligt at stå foran et bjerg af ord som ikke umiddelbart giver mening for én og så formodes at lære dem udenad. Eller, vi forventes måske ikke ligefrem at lære dem alle sammen udenad. I græsk lærte jeg ingenting udenad og jeg dumpede, i hebraisk lærte jeg en masse udenad og jeg fik 12. Jeg ved endnu ikke om jeg har talent nok til at kunne have forhåbninger om lige nettop 12, men jeg vil meget gerne undgå at dumpe til sommer, for selvom jeg tog det med oprejst pande, så er det aldrig sjovt at dumpe.
Derfor sidder jeg med næsen i mine papirer og skriver og skriver for at, om ikke forstå, så i hvert fald kunne mine ting.
Jeg går i gang om lidt, men lige nu skal jeg ind i min seng og hyberventilere lidt.
søndag den 1. september 2013
Bøger bør læses i sengen
Jeg far fundet en messe (gudstjeneste) lørdag formiddag, som jeg ynder at komme til. Det er selvfølgelig ikke helt det samme som at komme om søndagen, der er ikke helt den samme følelse af fællesskab, men den er kortere og der er færre mennesker, og det er derfor det er det jeg kan klare lige pt. Det er godt at være tilbage i Kirken, om end jeg føler mig lidt fortabt, lid fremmed. For to uger siden lykkedes det mig at tage mig sammen til at komme til skrifte for første gang i alt for lang tid, et hurtigt brusebad af sjælen, og så klar til at modtage verden på ny.
Problemet ved at være i kirke er kirkebænkene, de er hårde og det er ikke godt for min røvskade, så jeg har haft ondt lige siden, hvilket var virkelig øv, da jeg skulle sidde på min flade resten af dagen og se TV og læse.
Jeg introducerede en a mine mange yndlingsvikarer til tv-serien "The West Wing" og hun var BEGEJSTRET, hvilket var virkelig sjovt og fedt. Jeg elsker jo serien, men den har været en del af mit liv i rigtig mange år, så for mig er det noget naturligt, men for hende var det en åbenbaring om hvad amerikansk film, på trods af vores fordomme, også godt kan være. Jeg ville have fortsat med at se den resten af dagen, men ved frokosttid kom der en pakke fra Gyldendal.
Jeg er lidt en ynkelig sucker for opmærksomhed, og det gjorde mig stolt, at blive kontaktet af så stort et forlag, det var nemlig dem der kontaktede mig og ikke omvendt. Jeg ved godt at disse sætninger fjerner en hver form for værdighed, men pyt nu med det. Om jeg så på trods af min benovelse kan komme med en nogenlunde fornuftig anmeldelse, det må tiden vise.
I første omgang var mit problem at finde et sted at sidde, hvor det ikke gjorde for ondt. I gamle dage, da jeg boede på kollegium eller jeg var indlagt, og jeg kun havde en seng og et skrivebord var alting lidt mere simpelt. Jeg levede mit liv i sengen, sov, læste, spiste, så film hang ud, men så fik jeg lejlighed, og jeg ønskede at skabe et Hjem, jeg begyndte at interessere mig for og finde overskud til det overskudsagtige. Pludselig ville jeg til at redde min seng, hvilket er en af de vaner jeg holder fast ved, men nogle gange er det bare sagen at smide sengetæppet over på en stol og smide sig under dynen med en god bog.
Det var så hvad jeg gjorde i går, bare at min topmadras er helt til hundene, også selvom jeg har lagt både tæpper og håndklæder under lagnet. Jeg ville købe en ny, men jeg skal snart flytte, og så skal jeg nok have en ny seng i det hele taget, for selvom det er et fint ironisk indslag, så er det måske ikke helt fedt at nærme sig de 30 og sove i en seng der gik under navnet 'prinsesse seng'.
Nå men i hvert fald lå jeg der og skiftede stilling hvert femte minut, men fik da læst de første 215 sider. Hvilket vel er sådan okay. Jeg er en hårdnakket læser, og jeg kan blive ved temmelig mange timer i streg, men jeg er egentlig ikke nogen vildt hurtig læser, hvilket folk ellers altid tror. Jeg er dog heller ikke helt langsom. En gang var der en dreng der antydede det, og jeg blev helt vildt fornærmet, mest af alt fordi jeg skammede mig.
Men det var i hvert fald godt at ligge der, bare mig, en god bog og et par æbler.
Problemet ved at være i kirke er kirkebænkene, de er hårde og det er ikke godt for min røvskade, så jeg har haft ondt lige siden, hvilket var virkelig øv, da jeg skulle sidde på min flade resten af dagen og se TV og læse.
Jeg introducerede en a mine mange yndlingsvikarer til tv-serien "The West Wing" og hun var BEGEJSTRET, hvilket var virkelig sjovt og fedt. Jeg elsker jo serien, men den har været en del af mit liv i rigtig mange år, så for mig er det noget naturligt, men for hende var det en åbenbaring om hvad amerikansk film, på trods af vores fordomme, også godt kan være. Jeg ville have fortsat med at se den resten af dagen, men ved frokosttid kom der en pakke fra Gyldendal.
Jeg er lidt en ynkelig sucker for opmærksomhed, og det gjorde mig stolt, at blive kontaktet af så stort et forlag, det var nemlig dem der kontaktede mig og ikke omvendt. Jeg ved godt at disse sætninger fjerner en hver form for værdighed, men pyt nu med det. Om jeg så på trods af min benovelse kan komme med en nogenlunde fornuftig anmeldelse, det må tiden vise.
I første omgang var mit problem at finde et sted at sidde, hvor det ikke gjorde for ondt. I gamle dage, da jeg boede på kollegium eller jeg var indlagt, og jeg kun havde en seng og et skrivebord var alting lidt mere simpelt. Jeg levede mit liv i sengen, sov, læste, spiste, så film hang ud, men så fik jeg lejlighed, og jeg ønskede at skabe et Hjem, jeg begyndte at interessere mig for og finde overskud til det overskudsagtige. Pludselig ville jeg til at redde min seng, hvilket er en af de vaner jeg holder fast ved, men nogle gange er det bare sagen at smide sengetæppet over på en stol og smide sig under dynen med en god bog.
Det var så hvad jeg gjorde i går, bare at min topmadras er helt til hundene, også selvom jeg har lagt både tæpper og håndklæder under lagnet. Jeg ville købe en ny, men jeg skal snart flytte, og så skal jeg nok have en ny seng i det hele taget, for selvom det er et fint ironisk indslag, så er det måske ikke helt fedt at nærme sig de 30 og sove i en seng der gik under navnet 'prinsesse seng'.
Nå men i hvert fald lå jeg der og skiftede stilling hvert femte minut, men fik da læst de første 215 sider. Hvilket vel er sådan okay. Jeg er en hårdnakket læser, og jeg kan blive ved temmelig mange timer i streg, men jeg er egentlig ikke nogen vildt hurtig læser, hvilket folk ellers altid tror. Jeg er dog heller ikke helt langsom. En gang var der en dreng der antydede det, og jeg blev helt vildt fornærmet, mest af alt fordi jeg skammede mig.
Men det var i hvert fald godt at ligge der, bare mig, en god bog og et par æbler.
torsdag den 22. august 2013
Om at komme ud med det
Jeg læser på universitetet med nogle virkelig skønne mennesker. Vi har læst sammen i et år, men jeg har egentlig ikke snakket ret meget om min sygdom, og det har været helt bevidst, ikke fordi de ikke må høre min historie, men fordi det var mit første rigtige møde med den virkelige verden, og jeg ønskede at være mere og bedre end bare hende den syge. Desuden har jeg vænnet mig så meget til at fortælle min historie i sygdomsregi, til pædagoger, psykologer og andre syge, som jo er vant til den slags, at jeg lidt har mistet fornemmelsen for hvor slemt det må lyde for udenforstående, og jeg har ikke lyst til at virke for overvældende, for i mine halvgamle øjne er de jo så forfærdelig unge.
I går havde jeg en kaffeaftale med den ene af dem. Vi skulle alle fire have været der, det blev for svært at finde et tidspunkt hvor vi alle kunne, så det var altså kun os to, hvilket jeg var glad for, ikke fordi jeg ikke gad se de andre, for det ville jeg meget gerne, men fordi det er lettere for mig at sidde en til en end i en gruppe.
Jeg havde delvist taget beslutningen, at jeg ville prøve at fortælle min historie. I løbet af det sidste år har jeg jo flere gange henvist til min historie, sådan som man nu engang gør, når man bare sidder og snakker, for vi har jo alle en historie, så de må jo have en eller anden idé om, at der er sket voldsomme ting for mig, men jeg tror, at det kan være svært at forestille sig psykiatrien, hvis man ikke har oplevet den, og hvad man ikke kan forestille sig må enten virke ligegyldige eller skræmmende, sådan er det i hvert fald for mig.
Efter et år kender de mig også lidt, de ved at jeg er sød og sjov (og nørdet), og jeg frygter ikke længer at blive stemplet, for jeg kender også dem lidt, og jeg ved, at det ville de ikke kunne finde på. Så jeg fortalte hende noget mere af min historie. Og hun reagerede præcis sådan, som jeg gerne ville have hende til at reagere, medfølende, men stadigvæk udenforstående, for jeg har rigelig med folk der er eksperter i psykiske sygdomme og udviklingsforstyrrelser, jeg har brug for folk der er eksperter i at være 'normale', for fremover er det på den normale scene jeg skal begå mig.
Hun spurgte om jeg ikke er bange for, om jeg nu virkelig er klar til at flytte hjemmefra. Endnu er det så langt ude i fremtiden, at jeg ikke tænker vildt meget over det, men selvfølgelig er jeg det. Jeg er rædselsslagen for at få et tilbagefald, eller for ikke at kunne få den rigtige hjælp. Mest tror jeg dog bare, at det er frygten for forandring, for det er altid skræmmende at starte en ny epoke i sit liv, det ved jeg, for det er tredje gang i mit liv at jeg flytter hjemmefra. Første gang flyttede jeg fra mine forældre til Aarhus for at studere, anden gang flyttede jeg fra nærmest konstante indlæggelser på psyk til min egen lejlighed og meget alenetid på et bosted i Randers, og så nu her hvor jeg skal ud og have mit eget sted, mit helt eget.
Så jo, jeg er skræmt, men jeg har et indre behov for hele tiden at bevæge mig fremad, jeg har et behov for hele tiden at være det det bedste jeg kan være. Er der fare for at jeg presser mig selv for langt? Ja, absolut, men der er også fare for, at jeg går i stå hvis jeg bliver hvor jeg er.
Jeg vil lige slutte af med en historie der forbløffede og forargede min klassekammerat. Jeg havde engang været indlagt på psykiatrisk skadestue, men der var ikke plads til at jeg kunne komme på en afdeling. Jeg skulle udskrives uden lægesamtale for der var ikke nogen der havde tid, men en rigtig sød sygeplejerske ville alligevel lige tale med mig om, hvad der skulle ske når jeg kom hjem. Jeg ved ikke om det var fordi vi kendte hinanden lidt eller godt kunne blive lidt fjollede, eller om hun mente det seriøst, men jeg blev i hvert fald udskrevet, hvis jeg lovede at gå hjem og bage pandekager. Jeg endte med ikke at bage pandekager, men vores snak hjalp alligevel lidt, for jeg ønskede så brændende ikke at skuffe hende.
I går havde jeg en kaffeaftale med den ene af dem. Vi skulle alle fire have været der, det blev for svært at finde et tidspunkt hvor vi alle kunne, så det var altså kun os to, hvilket jeg var glad for, ikke fordi jeg ikke gad se de andre, for det ville jeg meget gerne, men fordi det er lettere for mig at sidde en til en end i en gruppe.
Jeg havde delvist taget beslutningen, at jeg ville prøve at fortælle min historie. I løbet af det sidste år har jeg jo flere gange henvist til min historie, sådan som man nu engang gør, når man bare sidder og snakker, for vi har jo alle en historie, så de må jo have en eller anden idé om, at der er sket voldsomme ting for mig, men jeg tror, at det kan være svært at forestille sig psykiatrien, hvis man ikke har oplevet den, og hvad man ikke kan forestille sig må enten virke ligegyldige eller skræmmende, sådan er det i hvert fald for mig.
Efter et år kender de mig også lidt, de ved at jeg er sød og sjov (og nørdet), og jeg frygter ikke længer at blive stemplet, for jeg kender også dem lidt, og jeg ved, at det ville de ikke kunne finde på. Så jeg fortalte hende noget mere af min historie. Og hun reagerede præcis sådan, som jeg gerne ville have hende til at reagere, medfølende, men stadigvæk udenforstående, for jeg har rigelig med folk der er eksperter i psykiske sygdomme og udviklingsforstyrrelser, jeg har brug for folk der er eksperter i at være 'normale', for fremover er det på den normale scene jeg skal begå mig.
Hun spurgte om jeg ikke er bange for, om jeg nu virkelig er klar til at flytte hjemmefra. Endnu er det så langt ude i fremtiden, at jeg ikke tænker vildt meget over det, men selvfølgelig er jeg det. Jeg er rædselsslagen for at få et tilbagefald, eller for ikke at kunne få den rigtige hjælp. Mest tror jeg dog bare, at det er frygten for forandring, for det er altid skræmmende at starte en ny epoke i sit liv, det ved jeg, for det er tredje gang i mit liv at jeg flytter hjemmefra. Første gang flyttede jeg fra mine forældre til Aarhus for at studere, anden gang flyttede jeg fra nærmest konstante indlæggelser på psyk til min egen lejlighed og meget alenetid på et bosted i Randers, og så nu her hvor jeg skal ud og have mit eget sted, mit helt eget.
Så jo, jeg er skræmt, men jeg har et indre behov for hele tiden at bevæge mig fremad, jeg har et behov for hele tiden at være det det bedste jeg kan være. Er der fare for at jeg presser mig selv for langt? Ja, absolut, men der er også fare for, at jeg går i stå hvis jeg bliver hvor jeg er.
Jeg vil lige slutte af med en historie der forbløffede og forargede min klassekammerat. Jeg havde engang været indlagt på psykiatrisk skadestue, men der var ikke plads til at jeg kunne komme på en afdeling. Jeg skulle udskrives uden lægesamtale for der var ikke nogen der havde tid, men en rigtig sød sygeplejerske ville alligevel lige tale med mig om, hvad der skulle ske når jeg kom hjem. Jeg ved ikke om det var fordi vi kendte hinanden lidt eller godt kunne blive lidt fjollede, eller om hun mente det seriøst, men jeg blev i hvert fald udskrevet, hvis jeg lovede at gå hjem og bage pandekager. Jeg endte med ikke at bage pandekager, men vores snak hjalp alligevel lidt, for jeg ønskede så brændende ikke at skuffe hende.
lørdag den 20. juli 2013
Om min manglende løbeevne
For snart et år siden, gik jeg hen og fik en løbeskade. Det var egentlig ikke noget alvorligt, den var bare meget lang tid om at hele, men siden da har jeg stort set ikke løbet. Hvorfor? Fordi jeg fik bildt mig selv ind, at jeg slet ikke kan løbe pga min spasticitet. Det er noget sludder, at jeg ikke skulle kunne det, for hele måden jeg fandt ud af at jeg er (svagt) spastisk var ved, at jeg så de spastiske LØBERE ved handicap OL.
Jeg har godt været klar over, at jeg ikke har løbet og holdt min kondition ved lige, og så alligevel ikke, for jeg har haft så travlt med andre træningsformer som cykle, svømme eller cross trainer, men selvom det da er fint nok, så er det bare ikke helt det samme, for løb bliver udråbt som noget mere ædelt og 'rigtigt' end andre former for sport, og det er det nok også, for det må vel fra gammel gammel tid ligge i os, trangen til at løbe for flugt, mad og sjov.
Det er ikke min mening at lyde negativ omkring løb, og når jeg alligevel gør, så er det fordi jeg er sur på mig selv over at jeg ikke kan, for det kan da bare ikke være rigtigt, men jo, det kan det. Konditionen har jeg egentlig sådan nogenlunde, musklerne kan jeg træne op, men mentalt er jeg slet ikke forberedt. Ikke alene har jeg bildt mig selv ind, at jeg ikke kan, jeg har også glemt hvordan man slapper af i løbet.
En stor del af løb er ikke benene der bevæger sig, men hjernen der slapper af og går i en form for trance. Man snakker tit om runners high, når man når dertil hvor man slapper helt af. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan tillade mig selv at komme dertil, for min spasticitet gør at min ene ankel er temmelig svag, men der er også grader før runners high, og det er på tide, at jeg begynder at træne det igen, så jeg igen kan holde af at løbe.
Jeg har godt været klar over, at jeg ikke har løbet og holdt min kondition ved lige, og så alligevel ikke, for jeg har haft så travlt med andre træningsformer som cykle, svømme eller cross trainer, men selvom det da er fint nok, så er det bare ikke helt det samme, for løb bliver udråbt som noget mere ædelt og 'rigtigt' end andre former for sport, og det er det nok også, for det må vel fra gammel gammel tid ligge i os, trangen til at løbe for flugt, mad og sjov.
Det er ikke min mening at lyde negativ omkring løb, og når jeg alligevel gør, så er det fordi jeg er sur på mig selv over at jeg ikke kan, for det kan da bare ikke være rigtigt, men jo, det kan det. Konditionen har jeg egentlig sådan nogenlunde, musklerne kan jeg træne op, men mentalt er jeg slet ikke forberedt. Ikke alene har jeg bildt mig selv ind, at jeg ikke kan, jeg har også glemt hvordan man slapper af i løbet.
En stor del af løb er ikke benene der bevæger sig, men hjernen der slapper af og går i en form for trance. Man snakker tit om runners high, når man når dertil hvor man slapper helt af. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan tillade mig selv at komme dertil, for min spasticitet gør at min ene ankel er temmelig svag, men der er også grader før runners high, og det er på tide, at jeg begynder at træne det igen, så jeg igen kan holde af at løbe.
tirsdag den 2. juli 2013
Så starter sommeruni og andet
Så er det i morgen, at jeg starter på sommeruni. Jeg er ikke blevet færdig med at læse bogen, bla fordi jeg i går valgte at tage en fridag. Jeg tænkte, at de kunne være sundt at slappe lidt af før det hele går i gang, men det kom ikke til at ske, for jeg kedede mig så meget, at jeg var helt anspændt, og så kunne jeg i virkeligheden lige så godt have læst. Jeg ville ønske, at jeg i det mindste havde fået en masse ud af dagen, men det kan jeg ikke ligefrem sige, jeg fik set CSI NY, lagt vasketøj sammen og jeg havde nogle samtaler med forskellige pædagoger og mit bosteds leder ang min fremtidige flytning. Det er da ikke fordi jeg slet ikke fik lavet noget, men helt imponerende er det heller ikke.
Min mangel på cola hjælper ikke just på mit aktivitetsniveau. Ja, jeg drikker godt nok kaffe i stedet for, men så meget kaffe drikker jeg heller ikke, at det er helt nok, for kaffe er bare ikke helt lige så godt. Jeg prøver at holde mig til en liter om dagen, og det er hårdt, men der er ikke nogen der siger, at det er en menneskeret at drikke 2-3 liter om dagen, for så 'slemt' kan det godt nogle gange være. Det er lidt min drøm, at jeg som normale mennesker kun drikker cola en gang imellem, så jeg lokker mig selv med store gaver. Jeg frygter dog lidt hvordan det skal gå, hvis jeg ikke har cola til mine lange dage på universitetet
Den gave jeg har ønsker mig, er i forhold til min indtægt, lidt dyr, og jeg har spekuleret på, om jeg skulle vælge noget andet, men jeg synes altså virkelig, at den er pæn. Jeg havde en samtale med en af pædagogerne om det, og hun synes jeg bare skal gøre det, for hvis jeg vælger noget andet KUN fordi det er billigere, så bliver jeg ikke rigtigt glad for det, og hvis man ikke er rigtig glad for det kan man lige så godt lade være.
Nu bruger jeg betegnelsen, at jeg gerne vil være som normale mennesker, og at jeg gerne vil have pæne ting, og det får måske nogle til at stejle, men jeg mener det grav alvorligt. Jeg går meget op i at mit tøj og min opførelse er så perfekt som muligt, men jeg føler bare at jeg har meget at kompensere for, meget at bevise, hvis jeg gerne vil kvalificere mig til at blive accepteret af andre. Jeg er kommet en lang vej siden det billede blev taget, men inderst inde føler jeg mig stadig som den pige der. Man kan sige mange ting om at man ikke behøves at gå klædt som alle andre, at man skal finde sig selv, men jeg følte mig jo ikke tilpas sådan der, jeg ønskede at være lige som alle andre, jeg vidste bare ikke hvordan man gjorde.
Så når jeg snakker om at jeg ønsker at være normal, så ønsker jeg nok at være bedre end normal. Jeg formulere mig måske som om jeg gerne vil være bedre end andre, men det er for nemheds skyld, for det er ikke helt sandt, jeg ønsker bare at være bedre end den jeg var, men da jeg ikke føler at jeg har noget fungerende indre kompas til den slags, så føler jeg at jeg bliver nødt til at gøre lidt mere hele tiden, bare for at være på den sikre side.
Jeg ved godt at de fleste har kiksede perioder som man prøver at lægge bag sig, og min er nok ikke værre end så mange andres, men det forestiller man sig vel altid selv, jeg tager det nok bare mere personligt end de fleste.
Min mangel på cola hjælper ikke just på mit aktivitetsniveau. Ja, jeg drikker godt nok kaffe i stedet for, men så meget kaffe drikker jeg heller ikke, at det er helt nok, for kaffe er bare ikke helt lige så godt. Jeg prøver at holde mig til en liter om dagen, og det er hårdt, men der er ikke nogen der siger, at det er en menneskeret at drikke 2-3 liter om dagen, for så 'slemt' kan det godt nogle gange være. Det er lidt min drøm, at jeg som normale mennesker kun drikker cola en gang imellem, så jeg lokker mig selv med store gaver. Jeg frygter dog lidt hvordan det skal gå, hvis jeg ikke har cola til mine lange dage på universitetet
Den gave jeg har ønsker mig, er i forhold til min indtægt, lidt dyr, og jeg har spekuleret på, om jeg skulle vælge noget andet, men jeg synes altså virkelig, at den er pæn. Jeg havde en samtale med en af pædagogerne om det, og hun synes jeg bare skal gøre det, for hvis jeg vælger noget andet KUN fordi det er billigere, så bliver jeg ikke rigtigt glad for det, og hvis man ikke er rigtig glad for det kan man lige så godt lade være.
 |
| mig 1.y |
Så når jeg snakker om at jeg ønsker at være normal, så ønsker jeg nok at være bedre end normal. Jeg formulere mig måske som om jeg gerne vil være bedre end andre, men det er for nemheds skyld, for det er ikke helt sandt, jeg ønsker bare at være bedre end den jeg var, men da jeg ikke føler at jeg har noget fungerende indre kompas til den slags, så føler jeg at jeg bliver nødt til at gøre lidt mere hele tiden, bare for at være på den sikre side.
Jeg ved godt at de fleste har kiksede perioder som man prøver at lægge bag sig, og min er nok ikke værre end så mange andres, men det forestiller man sig vel altid selv, jeg tager det nok bare mere personligt end de fleste.
onsdag den 19. juni 2013
når man bliver kvalt af lutter omsorg
Da jeg for tre år siden startede til psykolog, da sagde hun, at det var hendes mål, at jeg skulle komme til at kede mig voldsomt til vores møder, for når jeg gjorde det, så vidste hun, at hun havde givet mig hvad hun kunne, og at det var tid for mig at komme videre i mit liv.
Jeg er ikke blevet træt af min psykolog, men på mit bosted er jeg kommet til det punkt, hvor jeg føler mig kvalt i omsorg. Først var jeg bange for følelsen, for jeg følte, at jeg svigtede pædagogerne som bare prøver at gøre det så godt for mig som muligt, men jeg er kommet til at indse, at det i virkeligheden er en stor ros, for det betyder at de har gjort deres job, at jeg er kommet ud på den anden side og er klar til en mere normal tilværelse, jeg er ved at være klar til at flytte videre i systemet.
Ind til nu har der været to skelsættende flytninger i mit liv, da jeg flyttede hjemmefra og da jeg flyttede i min egen lejlighed på et bosted. Ingen af gangene var jeg særlig godt forberedt, men det vil jeg gerne være denne gang, så jeg vil bruge min sommerferie på at lægge budget og lægge planer, men det der er den største udfordring, og som skræmmer mig mest er, at jeg skal vænne mig til eller måske ligefrem lære fra bunden at omgås mad på en personlig og hensigtsmæssig måde.
Dengang jeg flyttede i egen lejlighed (på bosted) kom jeg direkte fra en 8 mdr lang indlæggelse på psykiatrisk, og pludselig skulle jeg klare mig helt selv med fire timers menneskelig kontakt om ugen. Jeg sad i en by som jeg ikke havde lyst til at bo i, jeg havde et liv, som jeg ikke ønskede at leve, og det reagerede jeg på på den eneste måde jeg kendte og følte mig tryg ved, jeg skar og kastede op og jeg græd i stride strømme. Angsten var ikke noget der kom i anfald, det var noget der var der konstant i dage, uger og måneder.
Jeg er rædselsslagen ved tanken om, at der pludselig skal være andet end cola og saft i mit køleskab. Hvad nu hvis jeg går på rov? Hvad nu hvis jeg slet ikke er så klar som jeg tror? Hvad hvis alt står og falder på det med maden? Hvad hvis jeg endnu ikke er "værdig" til et normalt liv?
Okay, helt normalt vil det ikke blive (hvis det da overhovedet bliver til noget), for jeg vil stadig have brug for massiv støtte, måske endda hver dag, men det vil om muligt blive tættere på Aarhus, hvilket vil give mig mulighed for et mere normalt studieliv med mine medstuderende og mine veninder, hvilket jeg savner en del. Jeg tænker også, hvor meget tid der vil blive til rådighed, hvis jeg ikke længere skal bruge så lang tid på transport, for det er jo ikke kun fordi transporten tager lang tid, tiderne passer heller ikke altid lige godt, så tit må man komme 25 min for tidligt for ikke at komme 5 min for sent fordi toget kun går hver halve time.
Der er dog én ting der især vil blive en udfordring. Pga den måde jeg bor på, så har jeg flere penge til rådighed, end jeg så i fremtiden vil have. Det er derfor, at det er vigtigt at få lagt et ordentligt budget i ferien, så jeg kan vænne mig til hvad jeg så i fremtiden vil have af rådighedsbeløb.
Jeg er ikke blevet træt af min psykolog, men på mit bosted er jeg kommet til det punkt, hvor jeg føler mig kvalt i omsorg. Først var jeg bange for følelsen, for jeg følte, at jeg svigtede pædagogerne som bare prøver at gøre det så godt for mig som muligt, men jeg er kommet til at indse, at det i virkeligheden er en stor ros, for det betyder at de har gjort deres job, at jeg er kommet ud på den anden side og er klar til en mere normal tilværelse, jeg er ved at være klar til at flytte videre i systemet.
Ind til nu har der været to skelsættende flytninger i mit liv, da jeg flyttede hjemmefra og da jeg flyttede i min egen lejlighed på et bosted. Ingen af gangene var jeg særlig godt forberedt, men det vil jeg gerne være denne gang, så jeg vil bruge min sommerferie på at lægge budget og lægge planer, men det der er den største udfordring, og som skræmmer mig mest er, at jeg skal vænne mig til eller måske ligefrem lære fra bunden at omgås mad på en personlig og hensigtsmæssig måde.
Dengang jeg flyttede i egen lejlighed (på bosted) kom jeg direkte fra en 8 mdr lang indlæggelse på psykiatrisk, og pludselig skulle jeg klare mig helt selv med fire timers menneskelig kontakt om ugen. Jeg sad i en by som jeg ikke havde lyst til at bo i, jeg havde et liv, som jeg ikke ønskede at leve, og det reagerede jeg på på den eneste måde jeg kendte og følte mig tryg ved, jeg skar og kastede op og jeg græd i stride strømme. Angsten var ikke noget der kom i anfald, det var noget der var der konstant i dage, uger og måneder.
Jeg er rædselsslagen ved tanken om, at der pludselig skal være andet end cola og saft i mit køleskab. Hvad nu hvis jeg går på rov? Hvad nu hvis jeg slet ikke er så klar som jeg tror? Hvad hvis alt står og falder på det med maden? Hvad hvis jeg endnu ikke er "værdig" til et normalt liv?
Okay, helt normalt vil det ikke blive (hvis det da overhovedet bliver til noget), for jeg vil stadig have brug for massiv støtte, måske endda hver dag, men det vil om muligt blive tættere på Aarhus, hvilket vil give mig mulighed for et mere normalt studieliv med mine medstuderende og mine veninder, hvilket jeg savner en del. Jeg tænker også, hvor meget tid der vil blive til rådighed, hvis jeg ikke længere skal bruge så lang tid på transport, for det er jo ikke kun fordi transporten tager lang tid, tiderne passer heller ikke altid lige godt, så tit må man komme 25 min for tidligt for ikke at komme 5 min for sent fordi toget kun går hver halve time.
Der er dog én ting der især vil blive en udfordring. Pga den måde jeg bor på, så har jeg flere penge til rådighed, end jeg så i fremtiden vil have. Det er derfor, at det er vigtigt at få lagt et ordentligt budget i ferien, så jeg kan vænne mig til hvad jeg så i fremtiden vil have af rådighedsbeløb.
torsdag den 13. juni 2013
Må jeg godt sige det
נְקֵבָה "hun" kommer af verbet "at gennembore"
שְׁפָחֹת "slavinder" kommer at verbet "at udspy sin sæd"
Tænkte bare, at jeres liv ville være meget rigere vidende dette.
Efter min eksamen i mandags, har jeg været nedtrykt, grænsende til det deprimerede, for selvom jeg fik 12, så var det jo ikke andet end jeg havde forventet. Må man gerne tænke nåh ja, det var så det, når så mange andre har kæmpet så hårdt for en tilsvarende karakter? Må jeg godt tænke, at det ikke er noget særligt? Måske er det fordi jeg føler, at det burde have været noget særligt. Min præstation skulle have været noget særligt, hele situationen skulle have været noget særligt, for det var jeg ikke bare en eksamen, det var jo Målet, sådan som det har været formuleret alle de år jeg har været syg, så jeg ved ikke, om jeg ligefrem forventede en lille sejrsmelodi, men i hvert fald noget derhenad, men der var ikke nogen sådan ting, for det var jo bare en eksamen, en helt almindelig eksamen lige midt i min bachelor, og det er ikke noget særligt.
Jeg kan ikke lade være med også at have grimme tanker som jeg ikke ønsker at have. Jeg under virkelig folk deres karakterer, for de har arbejdet virkelig hårdt og jeg kunne også høre på dem at de havde god forståelse af det læste, men jeg har mere erfaring end dem, og derfor føler jeg at jeg burde have præsteret noget særligt. Det er svært helt at vide om jeg er fornærmet over, at de klarede sig lige så godt som mig, eller om jeg er sur på mig selv over ikke at gøre det bedre, men hvordan gør man det bedre end 12? Der var én af drengene, som jeg ikke rigtig kender, der havde klaret sig så godt, at læreren havde prøvet at overtale ham til at vælge hebraisk højniveau, hvilket er stort, og jeg er misundelig over, at læreren ikke sagde noget særlig interessant til mig da jeg fik min karakter. Det er ikke den helt grimme jalousi, men følelsen sidder lidt derinde et sted.
Nu er det overstået, og hvad så nu? Hvad skal jeg stille op med mit liv? På det seneste har mit liv bestået af at læse hebraisk, eller have dårlig samvittighed over ikke at læse hebraisk, så nu mangler jeg mål, mening og retning
שְׁפָחֹת "slavinder" kommer at verbet "at udspy sin sæd"
Tænkte bare, at jeres liv ville være meget rigere vidende dette.
Efter min eksamen i mandags, har jeg været nedtrykt, grænsende til det deprimerede, for selvom jeg fik 12, så var det jo ikke andet end jeg havde forventet. Må man gerne tænke nåh ja, det var så det, når så mange andre har kæmpet så hårdt for en tilsvarende karakter? Må jeg godt tænke, at det ikke er noget særligt? Måske er det fordi jeg føler, at det burde have været noget særligt. Min præstation skulle have været noget særligt, hele situationen skulle have været noget særligt, for det var jeg ikke bare en eksamen, det var jo Målet, sådan som det har været formuleret alle de år jeg har været syg, så jeg ved ikke, om jeg ligefrem forventede en lille sejrsmelodi, men i hvert fald noget derhenad, men der var ikke nogen sådan ting, for det var jo bare en eksamen, en helt almindelig eksamen lige midt i min bachelor, og det er ikke noget særligt.
Jeg kan ikke lade være med også at have grimme tanker som jeg ikke ønsker at have. Jeg under virkelig folk deres karakterer, for de har arbejdet virkelig hårdt og jeg kunne også høre på dem at de havde god forståelse af det læste, men jeg har mere erfaring end dem, og derfor føler jeg at jeg burde have præsteret noget særligt. Det er svært helt at vide om jeg er fornærmet over, at de klarede sig lige så godt som mig, eller om jeg er sur på mig selv over ikke at gøre det bedre, men hvordan gør man det bedre end 12? Der var én af drengene, som jeg ikke rigtig kender, der havde klaret sig så godt, at læreren havde prøvet at overtale ham til at vælge hebraisk højniveau, hvilket er stort, og jeg er misundelig over, at læreren ikke sagde noget særlig interessant til mig da jeg fik min karakter. Det er ikke den helt grimme jalousi, men følelsen sidder lidt derinde et sted.
Nu er det overstået, og hvad så nu? Hvad skal jeg stille op med mit liv? På det seneste har mit liv bestået af at læse hebraisk, eller have dårlig samvittighed over ikke at læse hebraisk, så nu mangler jeg mål, mening og retning
torsdag den 6. juni 2013
Om en støttende familie
Det begynder lige så stille at gå op for mig, hvor stort det er, at jeg endelig er rask nok til at kunne tage denne hebraisk eksamen. Jeg glemmer helt hvor syg jeg egentlig har været i løbet af de år jeg var væk fra universitetet. Der var tider, hvor jeg ikke troede, at jeg skulle overleve, hvor jeg ikke ønskede at overleve, men nu står jeg her på den anden side. Jeg står her, og det er ligesom bare blevet en vane det der med at komme på universitetet, det med at komme af sted er "bare noget jeg gør", det er der da ikke noget særligt ved, men det er der.
Jeg er pensionist, så i princippet kunne jeg bare sidde foran fjernsynet og ryge smøgger hele dagen, men jeg har et drive der er stærkere end det, jeg vil være mere end bare den pige, datter, søster der er syg og handicappet og som det er synd for. Jeg vil altid være syg og handicappet, og derfor er folk så imponerede over hvad jeg gør. Er der grund til at være imponerede? Jeg ved det ikke. Jeg vil da gerne imponere folk, men jeg ved ikke helt om jeg synes, at jeg fortjener det.
Nu skal jeg altså endelig op til den eksamen på mandag, og min familie vil gerne være der og vise deres støtte, og fordi jeg ved at det nok skal gå, så jeg vil gerne have dem der. Det ville for mig, men nok ikke så meget for dem, være noget andet, hvis jeg vidste, at jeg nok ikke ville klare mig så godt, så ville jeg være for flov til helt at kunne se dem i øjnene bagefter. Eller jeg ville sikkert sagtens kunne, men jeg FORESTILLER mig, at jeg ikke kunne.
Det var det samme som da jeg blev student for efterhånden næsten ti år siden. Jeg skulle op til fire mundtlige prøver, men jeg var alt for deprimeret til at læse op til en eneste af dem. Min familie ville sikkert gerne have været der for mig, hvis jeg havde givet udtryk for, at jeg ønskede det, men jeg foretrak at klare det hele i ensomhed, men det hele endte med at være lidt for ensomt selv for mig.
Men nu skal det være, nu skal jeg have kompensation, nu skal der være fest.
Jeg er pensionist, så i princippet kunne jeg bare sidde foran fjernsynet og ryge smøgger hele dagen, men jeg har et drive der er stærkere end det, jeg vil være mere end bare den pige, datter, søster der er syg og handicappet og som det er synd for. Jeg vil altid være syg og handicappet, og derfor er folk så imponerede over hvad jeg gør. Er der grund til at være imponerede? Jeg ved det ikke. Jeg vil da gerne imponere folk, men jeg ved ikke helt om jeg synes, at jeg fortjener det.
Nu skal jeg altså endelig op til den eksamen på mandag, og min familie vil gerne være der og vise deres støtte, og fordi jeg ved at det nok skal gå, så jeg vil gerne have dem der. Det ville for mig, men nok ikke så meget for dem, være noget andet, hvis jeg vidste, at jeg nok ikke ville klare mig så godt, så ville jeg være for flov til helt at kunne se dem i øjnene bagefter. Eller jeg ville sikkert sagtens kunne, men jeg FORESTILLER mig, at jeg ikke kunne.
Det var det samme som da jeg blev student for efterhånden næsten ti år siden. Jeg skulle op til fire mundtlige prøver, men jeg var alt for deprimeret til at læse op til en eneste af dem. Min familie ville sikkert gerne have været der for mig, hvis jeg havde givet udtryk for, at jeg ønskede det, men jeg foretrak at klare det hele i ensomhed, men det hele endte med at være lidt for ensomt selv for mig.
Men nu skal det være, nu skal jeg have kompensation, nu skal der være fest.
onsdag den 1. maj 2013
Om at være tæt på mål
D. 15. maj har jeg sidste time i hebraisk, så har jeg en måneds læseferie, og så kommer eksamenen, men hvad så derefter? Jeg skulle have været til eksamen i sommeren 2007, men så blev jeg syg. Først troede jeg at jeg kunne tage sygeeksamen, dernæst troede jeg at jeg kunne tage den i sommeren 2008, men efterhånden anerkendte jeg, at jeg simpelthen bare var for syg til, at det nogensinde ville lykkes.
I løbet af årene i mit forsøg på at få det bedre, måtte jeg rede trådende ud og afslutte alle mine gamle sager, skænderier, drømme, men hebraisk var den ene ting som hang over hovedet på mig, og som jeg ikke kunne gøre noget som helst ved. Flere gange kom tanken op om at begynde på universitetet igen og tage den eksamen, men jeg var aldrig helt rask nok. Sidste sommer skulle det så være, og jeg var rædselsslagen for hvordan det skulle gå, men nu er det altså snart overstået.
I hen ved syv år, har det været mit mål i livet at få den hebraiskeksamen. Det betyder, at ideen er vokset i vigtighed inde i hovedet på mig, så det er ikke bare en eksamen i et af de mindre vigtige obligatoriske fag jeg skal op i her til sommer, det er mit hele eksistensgrundlag.
Eksamenen var så 20 min inklusiv votering, så får jeg min karakter, og så er det slut, overstået, forbi, men hvad skal jeg så stille op med mit liv derefter? Man siger, at hvis folk ikke griner af ens mål, så har man ikke sat dem højt nok. Måske skulle man sige, at hvis man kan opnå ens mål, så har man ikke sat dem højt nok. Jeg troede at det ville være en fed fornemmelse, men ærlig talt, så gør det mig smådeprimeret og bange, for jeg ved ikke hvad jeg så skal stille op med mit liv. Okay, det lyder måske lige lovlig melodramatisk og patetisk, men jeg er en person der er virkelig dårlig til at sætte mig mål, min fantasi rækker ikke til det.
I løbet af årene i mit forsøg på at få det bedre, måtte jeg rede trådende ud og afslutte alle mine gamle sager, skænderier, drømme, men hebraisk var den ene ting som hang over hovedet på mig, og som jeg ikke kunne gøre noget som helst ved. Flere gange kom tanken op om at begynde på universitetet igen og tage den eksamen, men jeg var aldrig helt rask nok. Sidste sommer skulle det så være, og jeg var rædselsslagen for hvordan det skulle gå, men nu er det altså snart overstået.
I hen ved syv år, har det været mit mål i livet at få den hebraiskeksamen. Det betyder, at ideen er vokset i vigtighed inde i hovedet på mig, så det er ikke bare en eksamen i et af de mindre vigtige obligatoriske fag jeg skal op i her til sommer, det er mit hele eksistensgrundlag.
Eksamenen var så 20 min inklusiv votering, så får jeg min karakter, og så er det slut, overstået, forbi, men hvad skal jeg så stille op med mit liv derefter? Man siger, at hvis folk ikke griner af ens mål, så har man ikke sat dem højt nok. Måske skulle man sige, at hvis man kan opnå ens mål, så har man ikke sat dem højt nok. Jeg troede at det ville være en fed fornemmelse, men ærlig talt, så gør det mig smådeprimeret og bange, for jeg ved ikke hvad jeg så skal stille op med mit liv. Okay, det lyder måske lige lovlig melodramatisk og patetisk, men jeg er en person der er virkelig dårlig til at sætte mig mål, min fantasi rækker ikke til det.
mandag den 8. april 2013
Om min indre kvinde
Jeg har været ved at rykke lidt om i lejligheden. Jeg har en reol til sko, og den har jeg rykket tættere hen imod min hoveddør, for normalt står de sko jeg oftest bruger der og flagrer, fordi jeg er for doven til at stille dem hen på plads. Desuden har det så altid været de samme sko jeg bruger, fordi jeg heller ikke har gidet gå hen og hente nogle andre sko der så også kunne ende med at stå i gangen og flagre indtil jeg en dag kunne få mig taget sammen til at stille dem på plads.
I og med at jeg flyttede skoene, så talte jeg dem også lige en gang. Der var 22 par, hjemmesko, klip-klappere og træningssko inklusiv. Jeg har altid set mig selv som en anti-kvinde, en der ikke interesserer sig for sko, men det er åbenbart ikke helt rigtigt. Det er dog først nu, at jeg er begyndt for alvor at bruge penge på sko, for mange af mine sko er af en ret ringe kvalitet.
Nogle sko har jeg overvejet bare at smide ud. Jeg er en person der normalt er virkelig god til at smide ud, er der noget jeg bare er lidt i tvivl om, så ryger det ud, men med min nyfundne interesse for mode, er det gået op for mig, hvor meget tøj jeg har smidt ud, som jeg ville være rigtig glad for i dag. Lige nu har jeg så en modreaktion der gør, at jeg ikke rigtigt tør smide noget ud.
Et par sandaler er dog blevet smidt ud. Det var dem jeg blev konfirmeret i. Egentlig ærgrede det mig at smide dem ud, for de var efter 14 år på hylden blevet helt smarte igen, men de var også blevet meget nussede og der var huller i, og det er stort set kun converse der kan se sådan ud og stadig være smarte.
Et eller andet sted, kan jeg godt blive underligt til mode over, at jeg har fundet min indre kvinde og er begyndt at interesserer mig for disse, men et eller andet sted er det også rart, for det er et bevis for mig om, hvor langt jeg er nået i mit liv. Jeg er ikke længere klassens kiksede pige, jeg er en kvinde. Min mor har tilbudt at hjælpe mig finansielt med hvad jeg går igennem lige nu, og jeg har valgt at takke ja, ikke så meget for pengenes skyld, men fordi jeg godt kan lide tanken om at min familie er en del af denne udvikling.
Kort før jeg for alvor blev syg, lige efter mine forældres skilsmisse, forsøgte jeg for første og sidste gang at udnytte situationen og lokkede et sprit nyt sæt tøj ud af hver af dem, så det hele begynder og slutter med et sæt tøj.
I og med at jeg flyttede skoene, så talte jeg dem også lige en gang. Der var 22 par, hjemmesko, klip-klappere og træningssko inklusiv. Jeg har altid set mig selv som en anti-kvinde, en der ikke interesserer sig for sko, men det er åbenbart ikke helt rigtigt. Det er dog først nu, at jeg er begyndt for alvor at bruge penge på sko, for mange af mine sko er af en ret ringe kvalitet.
Nogle sko har jeg overvejet bare at smide ud. Jeg er en person der normalt er virkelig god til at smide ud, er der noget jeg bare er lidt i tvivl om, så ryger det ud, men med min nyfundne interesse for mode, er det gået op for mig, hvor meget tøj jeg har smidt ud, som jeg ville være rigtig glad for i dag. Lige nu har jeg så en modreaktion der gør, at jeg ikke rigtigt tør smide noget ud.
Et par sandaler er dog blevet smidt ud. Det var dem jeg blev konfirmeret i. Egentlig ærgrede det mig at smide dem ud, for de var efter 14 år på hylden blevet helt smarte igen, men de var også blevet meget nussede og der var huller i, og det er stort set kun converse der kan se sådan ud og stadig være smarte.
Et eller andet sted, kan jeg godt blive underligt til mode over, at jeg har fundet min indre kvinde og er begyndt at interesserer mig for disse, men et eller andet sted er det også rart, for det er et bevis for mig om, hvor langt jeg er nået i mit liv. Jeg er ikke længere klassens kiksede pige, jeg er en kvinde. Min mor har tilbudt at hjælpe mig finansielt med hvad jeg går igennem lige nu, og jeg har valgt at takke ja, ikke så meget for pengenes skyld, men fordi jeg godt kan lide tanken om at min familie er en del af denne udvikling.
Kort før jeg for alvor blev syg, lige efter mine forældres skilsmisse, forsøgte jeg for første og sidste gang at udnytte situationen og lokkede et sprit nyt sæt tøj ud af hver af dem, så det hele begynder og slutter med et sæt tøj.
søndag den 7. april 2013
og så gik der lige tre uger
Der var den uge, hvor jeg var for udkørt til at tage på uni, og så kom ferien, og woops, så var der lige gået tre uger, hvor jeg ikke så meget som havde rørt mine skolebøger. Torsdag satte jeg mig så ned for at læse lektier til fredag, eller rettere forst skulle jeg lige en helt masse mere interessante ting, hvorefter jeg satte mig ned og stirrede olmt på mine bøger. Jeg havde ikke spor lyst til at læse, jeg var træt, de opgaver der gjorde det ud for en eksamen VAR afleveret, og dagens tekst handlede om genealogier (slægtstavler), hvilket er meget vigtigt for gammel testamente, men dræbende kedeligt. Så jeg endte med ikke at få læst alle mine lektier, hvilket pinte mig, men det var der ikke så meget jeg kunne gøre ved, eller det var der jo, jeg kunne jo bare læse og få det overstået, men noget inde i mig gjorde at jeg ikke kunne det.
Timen virkede uendelig lang, selvom vores lærer er både sød og dygtig, men jeg længtes bare efter, at timen ville stoppe, så der kunne være møde i teologisk jagtselskab (en yderst gennemført joke). Sådan plejer jeg ikke at være, jeg plejer at være nørden der hænger i min lærers læber og sluger hvert et ord han siger, og den nye mig skræmmer mig.
Det skræmmer mig endnu mere, at jeg i dag skal lave lektier til mit absolutte yndlingsfag, hebraisk, men jeg har ikke lyst, jeg vil hellere se TV. Hvad sker der lige med mig? Det lader til at jeg fuldkommen har mistet motivationen. I hebraisk handler det dog lidt om, at jeg snakkede lidt med nogen fra religionsvidenskab (vores konkurrerende studie) og det viste sig, at de har fået en meget bedre, grundigere og mere intim undervisning end os fra teologi, og jeg er ved at blive ædt op af misundelse.
Jeg hader misundelse, det er en enormt destruktiv følelse, der som sagt æder én op indvendig, og som gør én afstumpet og irriterende at være sammen med. På den ene side har jeg lyst til at beklage mig til højre og venstre over hvor urimeligt det er, men jeg har jo egentlig ikke lyst til at være DEN person, for, så vil jeg ikke fuldt ud kunne nyde de sidste par måneders undervisning, for selvom den måske ikke er nær så intensiv som den rel. viderne får, så er den jo stadig virkelig god, og det er det jeg skal overbevise mig selv om, når jeg her lidt senere sætter mig ned med mine bøger for at lave mine lektier.
Men den manglende motivation skyldes nok mest det med at have haft så lang en ferie. Jeg har vænnet mig så meget til bare at sidde på min flade og glo TV, at jeg nu lige skal vænne mig tilbage igen, og det er vigtigt, at det sker snart, for eksaminerne nærmer sig alt for hurtigt. Jeg ved at jeg indtil nu har ydet et godt stykke arbejde, og at jeg egentlig har godt styr på det hele, men man har jo hørt historier om folk der starter godt ud, men så bliver for komfortable og ender med at dumpe deres eksamen. Jeg ser på ingen måde ned på sådanne mennesker, jeg kunne meget vel tænkes selv at være en af dem, men dette er min første eksamen efter fem års sygdom, og resultatet af den vil være afgørende for mit videre forløb på universitetet. Måske ikke så meget på det praktiske plan, men det vil betyde meget for hvordan min ´professionelle stolthed' vil have det og med hvilke faglige chancer jeg tør tage.
Hvad gammel testamente angår, så er meget af motivationen ødelagt af, at jeg nok allerede HAR bestået faget, og hvem gider så virkelig terpe?
Timen virkede uendelig lang, selvom vores lærer er både sød og dygtig, men jeg længtes bare efter, at timen ville stoppe, så der kunne være møde i teologisk jagtselskab (en yderst gennemført joke). Sådan plejer jeg ikke at være, jeg plejer at være nørden der hænger i min lærers læber og sluger hvert et ord han siger, og den nye mig skræmmer mig.
Det skræmmer mig endnu mere, at jeg i dag skal lave lektier til mit absolutte yndlingsfag, hebraisk, men jeg har ikke lyst, jeg vil hellere se TV. Hvad sker der lige med mig? Det lader til at jeg fuldkommen har mistet motivationen. I hebraisk handler det dog lidt om, at jeg snakkede lidt med nogen fra religionsvidenskab (vores konkurrerende studie) og det viste sig, at de har fået en meget bedre, grundigere og mere intim undervisning end os fra teologi, og jeg er ved at blive ædt op af misundelse.
Jeg hader misundelse, det er en enormt destruktiv følelse, der som sagt æder én op indvendig, og som gør én afstumpet og irriterende at være sammen med. På den ene side har jeg lyst til at beklage mig til højre og venstre over hvor urimeligt det er, men jeg har jo egentlig ikke lyst til at være DEN person, for, så vil jeg ikke fuldt ud kunne nyde de sidste par måneders undervisning, for selvom den måske ikke er nær så intensiv som den rel. viderne får, så er den jo stadig virkelig god, og det er det jeg skal overbevise mig selv om, når jeg her lidt senere sætter mig ned med mine bøger for at lave mine lektier.
Men den manglende motivation skyldes nok mest det med at have haft så lang en ferie. Jeg har vænnet mig så meget til bare at sidde på min flade og glo TV, at jeg nu lige skal vænne mig tilbage igen, og det er vigtigt, at det sker snart, for eksaminerne nærmer sig alt for hurtigt. Jeg ved at jeg indtil nu har ydet et godt stykke arbejde, og at jeg egentlig har godt styr på det hele, men man har jo hørt historier om folk der starter godt ud, men så bliver for komfortable og ender med at dumpe deres eksamen. Jeg ser på ingen måde ned på sådanne mennesker, jeg kunne meget vel tænkes selv at være en af dem, men dette er min første eksamen efter fem års sygdom, og resultatet af den vil være afgørende for mit videre forløb på universitetet. Måske ikke så meget på det praktiske plan, men det vil betyde meget for hvordan min ´professionelle stolthed' vil have det og med hvilke faglige chancer jeg tør tage.
Hvad gammel testamente angår, så er meget af motivationen ødelagt af, at jeg nok allerede HAR bestået faget, og hvem gider så virkelig terpe?
lørdag den 6. april 2013
Om at få sin psykolog til at græde, næsten da
 |
| Sandaler fra Billi Bi |
Da jeg sagde det, var min psykolog lige ved at begynde at græde, altså på den gode måde. Hun har efterhånden fulgt mig i mange år, og det er første gang hun hører mig sige noget sådan. Det er jo som om jeg ligefrem er begyndt at blive voksen.
Jeg ved ikke i hvilken grad folk ville kunne forstå hvor signifikant denne udvikling er, det med pludselig at forstå, at man kommer til at overleve dette her, og med ikke at være bange for at overleve, for ja, jeg har igennem de sidste 10 år været rædselsslagen ved tanken om at jeg måske ville overleve. Overlevelse ville nemlig betyde, at man skulle lægge planer for sit liv og tænke fremad. Det ville betyde, at man skulle se sig selv i øjnene og anerkende sig selv som en der også FORTJENER at overleve.
I en stor del af mit liv har jeg været plaget af selvmordstanker, men det er ikke nødvendigvis selvmord dette emne handler om, det er mere generelt end som så. Tidligere handlede 90% af mit liv bare om at overleve timen, dagen, ugen, også selvom jeg ikke engang vidste om jeg ønskede at overleve. Det dette her handler om er, at jeg har fået det så meget bedre, at det sætter kræfter af til at tænke på andre ting, som hvad jeg vil med mit studie, mig selv og mine venner og familie.
Det lyder alt sammen så utrolig godt, og det er det også, men det er også virkelig skræmmende, for pludselig består mit liv så af uger, måneder og år, og jeg skal prøve at finde frem til en eller anden form for plan. Jeg har nogle idéer jeg går og fifler lidt med, men lige nu gælder det om at gøre sig klar til dette nye liv jeg er gået i gang med at leve, og det betyder altså, at jeg må bruge en forfærdelig masse penge på at, om ikke skifte min garderobe ud, så i hvert fald supplere den med ting der passer ind i mit nye tidsperspektiv, og ting som er mere end bare praktiske.
Det hele minder lidt om hvad der skete for 1½ år siden, da jeg besluttede mig til, at jeg var ved at være voksen nok til ordentlige møbler.
onsdag den 3. april 2013
Fra ælling til svane?
"Fra ælling til svane" er sådan noget jeg har om i Gammel Testamente, det er en sproglig tradition, som udspringer af tid og sted, og som er ganske unik, og som ikke vil give helt mening, hvis man ikke kender til HC Andersen. Hvis man i fremtiden ikke kender den grimme ælling, kan man tage en masse tekster der refererer dertil og analysere dem og derved udlede delvist hvad historien går ud på. Dette er hvad der kaldes troditionshistorie, og det var ikke en af de ting jeg skulle skrive afleveringer om i GT, selvom det ville have været enormt spændende, men det er egentlig slet ikke det jeg ville tale om.
Det jeg ville skrive om, er min nyfundne evne/lyst/trang til at bruge penge på mig selv. For at være helt ærlig, så ved jeg slet ikke hvad jeg har gang i. Hele mit liv har jeg været hende den kiksede, og som undskyldning har jeg brugt, at det der med tøj og mode bare var noget overfladisk noget, men nu går jeg jo 'pludselig' selv op i det, og gør det mig så overfladisk eller har jeg bare i alle de år gjort mig selv endnu mere til grin ved at holde så stærkt på noget som var forkert? Hvorfor har jeg skiftet mening? Jeg bliver hele tiden rost for at være så bevidst om mine egne handlemønstre, men denne gang forstår jeg dem ikke.
Jeg har lyst til at blive accepteret, jeg vil for en gang skyld ligne alle andre og ikke skille mig ud, og jeg vil gerne have, at folk ikke tænker ilde om mig, men hvordan jeg vil gøre det og hvor jeg egentlig er på vej hen, har jeg ikke rigtigt nogen planer for.
Som jeg fortalte i går, er der en af pædagogerne der fortalte mig, at jeg har en fed stil. Hun siger, at jeg er forvirret fordi jeg er her, jeg er i mål, jeg er ikke længere på vej et sted hen, men at jeg nu skal igennem en lang sej kamp for at lære at acceptere det.
Problemet er, at jeg stadig ser mig selv som hende den kiksede. Jeg ser mig selv som hende der bruger enorme ressourcer på købe et stykke tøj, og det er ikke helt forkert, det er bare heller ikke helt rigtigt. Det er som om alt hvad jeg køber lige er en nuance forkert på den. Og jeg bruger virkelig mange kræfter på tøj lige pt, til en grad hvor jeg nærmest føler mig død indeni. Så sidder jeg om aftenen og klynker over hvor synd det er for mig, og når pæagogerne trøster mig og siger at jeg ser godt ud, så tror jeg ikke på dem, for som sagt, så trøster de bare.
Det jeg ville skrive om, er min nyfundne evne/lyst/trang til at bruge penge på mig selv. For at være helt ærlig, så ved jeg slet ikke hvad jeg har gang i. Hele mit liv har jeg været hende den kiksede, og som undskyldning har jeg brugt, at det der med tøj og mode bare var noget overfladisk noget, men nu går jeg jo 'pludselig' selv op i det, og gør det mig så overfladisk eller har jeg bare i alle de år gjort mig selv endnu mere til grin ved at holde så stærkt på noget som var forkert? Hvorfor har jeg skiftet mening? Jeg bliver hele tiden rost for at være så bevidst om mine egne handlemønstre, men denne gang forstår jeg dem ikke.
 |
| Hjemmelavede tastaturøreringe (Ø - V) |
Som jeg fortalte i går, er der en af pædagogerne der fortalte mig, at jeg har en fed stil. Hun siger, at jeg er forvirret fordi jeg er her, jeg er i mål, jeg er ikke længere på vej et sted hen, men at jeg nu skal igennem en lang sej kamp for at lære at acceptere det.
Problemet er, at jeg stadig ser mig selv som hende den kiksede. Jeg ser mig selv som hende der bruger enorme ressourcer på købe et stykke tøj, og det er ikke helt forkert, det er bare heller ikke helt rigtigt. Det er som om alt hvad jeg køber lige er en nuance forkert på den. Og jeg bruger virkelig mange kræfter på tøj lige pt, til en grad hvor jeg nærmest føler mig død indeni. Så sidder jeg om aftenen og klynker over hvor synd det er for mig, og når pæagogerne trøster mig og siger at jeg ser godt ud, så tror jeg ikke på dem, for som sagt, så trøster de bare.
søndag den 31. marts 2013
Påske og indlæg nr 500
Der er mange ting i mine tanker i dag, og jeg spekulerer på om mit hoved er for forvirret til at skrive et ordentligt indlæg, men så må jeg bare prøve det bedste jeg kan.
Det er påskedag og Kristus er opstanden, han er sandelig opstanden, Halleluja! Og jeg ærgrer mig over at jeg ikke kunne/ville/turde/huskede at tage til påskemesse i nat. Påskemessen er ellers en af de smukkeste begivenheder man kan forestille sig, og indenfor katolicismen også en af de, for ikke at sige den vigtigste i løbet af året. Men jeg gik bare direkte i seng efter at have set "Skyfall" med min familie, hvilket da også var ganske hyggeligt, men bare ikke helt til at sammenligne. I den katolske kirke er der messepligt, hvilket betyder, at man skal gå til messe (gudstjeneste) helst hver søndag, men ellers på særligt udvalgte helligdage. Men sygdom og angst for at være sammen med mange mennesker, tæller som en lovlig undskyldning for at lade være, hvilket er en god ting, i hvert fald noget af tiden, men det er også skidt, for nogle gange har jeg fornemmelsen at at det mere handler om dovenskab, og om at jeg bare ikke gider, men jeg ved, at hvis jeg kom af sted, så ville det være fantastisk for mig.
Dette er mit indlæg nr 500. Da jeg startede denne blog, havde jeg ingen anelse om, at jeg ville nå så langt, for dette var nok bare endnu et af mine småskøre projekter, som jeg ville være vildt entusiastisk med i en uge eller to før det ville blive kedeligt eller uoverskueligt, og jeg ville droppe det, men nu er der altså skrevet 500 indlæg, der er gået 1½ år, og der er i snit lidt over 100 mennesker på besøg hver dag, og det er vel ikke så dårligt endda. Jeg har da haft dage hvor jeg overvejer at stoppe og koncentrere mig om min skole, men jeg må sige, at jeg altså ikke er nørd nok til at læse lektier før kl 7 om morgenen, og selvom jeg stod sent op i dag, for trods sne, kulde er vi skiftet til sommertid, så vågner jeg lidt for tit mellem kl 3 og 5 om morgenen, og så skal jeg have et og andet at give mig til. Desuden er jeg, som blogger, medvirkende i en bog som snart udkommer, og jeg tænker, at det ville være fesent at stoppe lige før jeg har chancen for at blive, om ikke rig, så i hvert fald en lille smule berømt.
I går så jeg et dr program om hvordan man opdrager en vinder, og jeg må erkende, at det er ikke mig. Der er mange ting jeg er god til, og jeg er relativt flittig, men jeg er hverken flittig eller fokuseret nok til at blive virkelig god til noget. Vil jeg virkelig gerne være en vinder? Vil jeg virkelig gerne ligge de kræfter i som det kræver? Vil jeg kunne klare at gå glip af mine serier til fordel for lektielæsning? Og en vinder i hvad? Hvilken af mine delvise talenter ville jeg fordybe mig i? Jeg drømte, at jeg fik 7 i hebraisk, hvilket jeg blev temmelig ked af, men jeg anerkendte også, at det var det jeg var værd sådan rent fagligt, for der er forskel på flid, entusiasme og dygtighed, og jeg scorer nok umiddelbart højest på entusiasmeskalaen, og selvom det er gloværdigt, så er det ikke meget værd.
Jeg prøver meget hårdt på at være sej, men det får mig nogle gange til at føle mig direkte ynkelig, for når jeg vil vise folk hvor cool jeg er blevet, må jeg først fortælle dem hvor uncool jeg var. Det virker fint nok her på bloggen, her fortæller jeg en sjov og lidt pinlig historie, og så er det det, men ude i den virkelige verden er jeg vidne til folks reaktioner. For eksempel har jeg købt en rigtig lækker sommerjakke, og jeg er endnu mere stolt af den, fordi jeg de sidste mange år bare har brugt min regnjakke som sommerjakke. Jeg fik ikke nogen grimme reaktioner, men det gik bare pludselig op for mig, hvad jeg egentlig stod og sagde. Jeg forsøger alt for hårdt at være cool, og det er på mange måder fint, men samtidig er det også lidt sørgeligt. Til mit forsvar vil jeg sige, at det er svært at være sej, når man har det så skidt med sig selv, at man ikke fortjener at have pæne ting og bruge penge på sig selv.
Det er påskedag og Kristus er opstanden, han er sandelig opstanden, Halleluja! Og jeg ærgrer mig over at jeg ikke kunne/ville/turde/huskede at tage til påskemesse i nat. Påskemessen er ellers en af de smukkeste begivenheder man kan forestille sig, og indenfor katolicismen også en af de, for ikke at sige den vigtigste i løbet af året. Men jeg gik bare direkte i seng efter at have set "Skyfall" med min familie, hvilket da også var ganske hyggeligt, men bare ikke helt til at sammenligne. I den katolske kirke er der messepligt, hvilket betyder, at man skal gå til messe (gudstjeneste) helst hver søndag, men ellers på særligt udvalgte helligdage. Men sygdom og angst for at være sammen med mange mennesker, tæller som en lovlig undskyldning for at lade være, hvilket er en god ting, i hvert fald noget af tiden, men det er også skidt, for nogle gange har jeg fornemmelsen at at det mere handler om dovenskab, og om at jeg bare ikke gider, men jeg ved, at hvis jeg kom af sted, så ville det være fantastisk for mig.
Dette er mit indlæg nr 500. Da jeg startede denne blog, havde jeg ingen anelse om, at jeg ville nå så langt, for dette var nok bare endnu et af mine småskøre projekter, som jeg ville være vildt entusiastisk med i en uge eller to før det ville blive kedeligt eller uoverskueligt, og jeg ville droppe det, men nu er der altså skrevet 500 indlæg, der er gået 1½ år, og der er i snit lidt over 100 mennesker på besøg hver dag, og det er vel ikke så dårligt endda. Jeg har da haft dage hvor jeg overvejer at stoppe og koncentrere mig om min skole, men jeg må sige, at jeg altså ikke er nørd nok til at læse lektier før kl 7 om morgenen, og selvom jeg stod sent op i dag, for trods sne, kulde er vi skiftet til sommertid, så vågner jeg lidt for tit mellem kl 3 og 5 om morgenen, og så skal jeg have et og andet at give mig til. Desuden er jeg, som blogger, medvirkende i en bog som snart udkommer, og jeg tænker, at det ville være fesent at stoppe lige før jeg har chancen for at blive, om ikke rig, så i hvert fald en lille smule berømt.
I går så jeg et dr program om hvordan man opdrager en vinder, og jeg må erkende, at det er ikke mig. Der er mange ting jeg er god til, og jeg er relativt flittig, men jeg er hverken flittig eller fokuseret nok til at blive virkelig god til noget. Vil jeg virkelig gerne være en vinder? Vil jeg virkelig gerne ligge de kræfter i som det kræver? Vil jeg kunne klare at gå glip af mine serier til fordel for lektielæsning? Og en vinder i hvad? Hvilken af mine delvise talenter ville jeg fordybe mig i? Jeg drømte, at jeg fik 7 i hebraisk, hvilket jeg blev temmelig ked af, men jeg anerkendte også, at det var det jeg var værd sådan rent fagligt, for der er forskel på flid, entusiasme og dygtighed, og jeg scorer nok umiddelbart højest på entusiasmeskalaen, og selvom det er gloværdigt, så er det ikke meget værd.
Jeg prøver meget hårdt på at være sej, men det får mig nogle gange til at føle mig direkte ynkelig, for når jeg vil vise folk hvor cool jeg er blevet, må jeg først fortælle dem hvor uncool jeg var. Det virker fint nok her på bloggen, her fortæller jeg en sjov og lidt pinlig historie, og så er det det, men ude i den virkelige verden er jeg vidne til folks reaktioner. For eksempel har jeg købt en rigtig lækker sommerjakke, og jeg er endnu mere stolt af den, fordi jeg de sidste mange år bare har brugt min regnjakke som sommerjakke. Jeg fik ikke nogen grimme reaktioner, men det gik bare pludselig op for mig, hvad jeg egentlig stod og sagde. Jeg forsøger alt for hårdt at være cool, og det er på mange måder fint, men samtidig er det også lidt sørgeligt. Til mit forsvar vil jeg sige, at det er svært at være sej, når man har det så skidt med sig selv, at man ikke fortjener at have pæne ting og bruge penge på sig selv.
Abonner på:
Opslag (Atom)