søndag den 29. juni 2014

nu med slumretæppe

Prøv lige at se hvilken herlighed jeg har købt. Jeg har længe beundret de tæpper jeg har set Krokodullen lave på sin blog, så sådan et måtte jeg også have mig, for jeg bruger det meste af min dag på at sidde på gulvet på grund af min hofte, og så kan man ikke få for mange tæpper (det er generelt svært at få for mange tæpper, hofteproblemer eller ej).

Dette er et nydeligt billede, men det yder bestemt ikke tæppet retfærdighed. Tæppet er fyldt med mere eller mindre umulige farver og teksturer. Der er ikke to lapper der er ens, og jeg kan bruge timevis på at gå på eventyr i tæppet, og selvfølgelig har jeg yndlingslapper.

Så vidt jeg forstår, så brugte man denne type tæpper til at komme af med nogle af sine garnrester. Det fungerede lidt som et kædebrev. Man lavede en lap og sendte lappen ind til et navn på en liste. Så gav man listen videre til 10 af sine veninder, og på et tidspunkt ville man så modtage en masse lapper som man kunne lave et tæppe af. Dengang var alle lapperne selvfølgelig holdt i brune eller mørke nuancer. Krokodullen har sine garnrester fra nettet, så der er både lyserød, neongul, blå, grøn og hundredvis af andre farver.


Jeg ved ikke om dette bare er endnu et tegn på at jeg er ret småborgerlig, men i så fald nyder jeg det. Ro, renlighed og regelmæssighed. Kan det blive mere roligt, end hvis man sidder med en kop kaffe, en god bog og verdens bedste tæppe?

Hipsterne ville sikkert kalde et neonpink slumretæppe for et ironisk statement. men jeg mener på ingen måde min kærlighed til tæppet ironisk. Jeg synes helt oprigtigt, at det er et fantastisk tæppe, hvilket nok med al tydelighed viser hvor jysk jeg er.

En af grundende til at det er så fantastisk er, at jeg kender hende der har lavet det, og jeg ved at det er lavet med kærlighed, men det er også lavet for, at hun kunne holde angsten på afstand. Som en der, især tidligere, selv har levet med angsten, så betyder det noget ganske særligt for mig. Det er en måde for os at se på hinanden, selvom vi aldrig har mødtes, og sige 'Jeg forstår hvad du mener'. Det er et hemmeligt sprog, hvor man skaber skønhed fra alt det som gør ondt, og gør nytte af det ubrugelige

fredag den 27. juni 2014

Jeg er i medierne

Der er en artikel om mig i Region Midtjyllands blad Magasinet HER s 8.

Der var problemer med at udgivelsen blev forsinket, så jeg heller ikke kunne få nogle da jeg i begyndelsen af måneden var nede ved min læge. Overbærende satte jeg mig så til at vendte på posten, for det var egentlig meningen, at jeg skulle få tilsendt nogle eksemplarer af bladet, men det skete ikke.

I går havde jeg voldsomme smerter i hoften, og grædende fik jeg i telefonen min kontaktperson til at ringe til min læge for at snakke om smertestillende. Jeg kunne ikke ringe til lægen selv for pga smerterne havde jeg næsten ikke sovet hele natten og min hjerne ville slet ikke samarbejde med mig. Lægen gav mig en akuttid, men jeg var så træt, at min kontaktperson blev nødt til at komme i bil og hente mig. Ifølge bestemmelserne er de ellers ikke ansat til at være mine chauffører, men min kontaktperson vurderede, at dette galt som 'særlige omstændigheder'. Jeg var hende meget taknemmelig.

Nede ved lægen lå bladet så, så jeg tog et par stykker med i tasken. Lægen kiggede på hoften for at være sikker på at det, som jeg sagde, bare var muskulære smerter, hvilket det selvfølgelig bare var, og så skrev hun en recept på nogle lidt stærkere smertestillende, og så blev jeg kørt hjem.

De smertestillende virkede overhovedet ikke nær så godt som jeg havde håbet. Hvad der derimod hjalp var et ekstra lag tøj og en sovepille

tirsdag den 24. juni 2014

For satan hvor har jeg ondt

Jeg var ude og cykle i går, hvor jeg kørte op ad bakke i modvind. Efterfølgende fik jeg helt enormt ondt i hoften. jeg kunne ikke sidde på en stol, jeg kunne ikke sidde på gulvet, jeg kunne heller ikke ligge ned, hverken på min seng eller på gulvet. Grædefærdig skrev jeg til min fysioterapeut og fik en tid om eftermiddagen. Det hjalp lidt, men ikke helt nok, dog var det jeg var mest fortvivlet over tanken om at jeg måske ikke kan 'tåle' at cykle, for jeg vil dø af skam hvis jeg bliver nødt til at købe en af de der elektriske.

Da jeg kom hjem måtte jeg så sætte cyklen ind i skuret, hvorefter jeg kunne bruge de næste tre timer på at gå rundt i en smertetåge, hvor jeg kun til nøds kunne læse. Som psykisk syg lyder parolen, at man meget hellere vil have en fysisk skavank, for det kan ses, enten med det blotte øje, en prøve eller et røntgenfoto. Well min skade kan ikke ses, og den er bestemt ikke meget morsommere at have end noget psykisk. Som deprimeret havde jeg trods alt den trøst, at jeg kunne lægge mig ind i sengen under dynen, men det kan jeg ikke nu, jeg har simpelthen for ondt.

Nogle mennesker drømmer om at tilbringe deres sommerferie på et varmt sted, gerne med en strand og måske nogle palmer. Den drøm har jeg ikke. Jeg drømmer om, at jeg en dag, bare en enkelt dag, kan tilbringe dagen i sengen med en bog. Det var noget jeg tit gjorde 'i gamle dage', men jeg har ikke kunnet gøre det det sidste år.

lørdag den 21. juni 2014

I love geeks

Nede i Føtex så jeg en fyr. Han var hverken rigtigt grim eller virkelig lækker, han så bare helt normal ud. Han havde en t-shirt på hvor der stod 'GEEK', hvilket jeg i sig selv syntes var ret morsomt, men det der gjorde mig mest nysgerrig var, at han gik med rank ryg og selvtilliden lysende ud af sig, og det syntes jeg var virkelig fedt.

Jeg stod ved selbetjeningskassen og tjekkede mine vare ind, imens jeg kastede stjålne blikke til ham. Så begynder jeg at tage mine varer og lægger slet ikke mærke til, at maskinen prøver at fortælle mig, at jeg har glemt at betale. På det tidspunkt kommer der en ekspedient forbi og spørger om der er problemer. Jeg stirrer skiftevis på maskinen og på min taske, og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare hende situationen.

Jeg mumler noget o, mine tanker var et andet sted, og lægger skamfuldt varerne tilbage på båndet, bataler, pakker varerne igen og går.

Ud over at fortælle jer hvor pinligt jeg syntes at det var, så vil jeg også sige, at det faktisk er okay at være en nørd. Jeg syntes at det er sejt når nogen kan være passioneret omkring noget og stå ved det i stedet for at skamme sig lidt over det og gemme det.

torsdag den 19. juni 2014

Eksaminer uden mig

I går begyndte latineksaminerne, men det blev altså uden mig, for som i nok har læst, så har jeg holdt pause fra universitetet siden påske pga stres og pga af min hofte der nu, for 11. måned i træk, generer mig. Det var helt klart den rigtige beslutning at tage, men jeg sidder også lidt tilbage med en dum følelse indeni. Generelt er det skønt at have ferie, jeg kan læse præcis hvad det passer mig, når det passer mig, hvor det passer mig og hvor længe det passer mig, inden for de rammer en dårlig hofte giver mulighed for, men jeg gør alt dette alene.

Hver dag kommer mine kontaktpersoner forbi, og de er rigtig søde og vi har det hyggeligt,  men en pædagog er ikke det samme som en veninde eller en studiekammerat. Nogle gange har jeg været inde på universitetet. Jeg var bla derinde i går fordi en af mine veninder skulle op til latin, og det var rigtig hyggeligt, men jeg var meget bevidst om, at jeg stod udenfor gruppen, for jeg havde ikke del i alt det her hurlumhej der hedder eksamen. Jeg tror ikke som sådan, at min lettere dovne tilstedeværelse var generende for nogen, men alle sad med hver deres bog eller computer fordybet i latin, og jeg sad bare lige så stille og ventede, men selvfølgelig havde jeg lyst til at snakke, hold da helt op hvor havde jeg lyst til at snakke, for det er først når man er sammen med folk igen, at man helt kan mærke hvor ensom man egentlig er. Jeg havde altså lyst til at snakke, men jeg holdt mig så vidt muligt i skindet, for jeg ville ikke gøre mig selv upopulær, folk prøvede jo at koncentrere sig om latin.

Der var dog også en anden ting der gjorde det hele lidt svært, hvilket var min selvfølelse. Hvem er jeg når jeg ikke studerer? Er jeg noget værd når jeg ikke studerer? Uden mine studier er jeg førtidspensionist, glad for bøger og a-menneske, hvilket da er fint nok, men så er det altså heller ikke mere fantastisk. Især i disse dage generer rollen som førtidspensionist mig. Grunden hertil vil for mange måske især mænd virke lidt tåbelig. Jeg har en t-shirt som jeg egentlig ret godt kan lide. Den er stor, lysegrå og har billeder af nogle fjer på brystet. Sammen med et par jeans ser den lækker ud, men sammen med de lysegrå jogginbukser jeg render rundt i herhjemme, så ligner jeg et spøgelse på overførselsindkomst. Jeg ser ned af mig selv og min selvtillid drænes fuldstændig *SUK*

mandag den 16. juni 2014

Hvordan jeg blev feminist

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil kunne give et klart og entydigt svar på hvorfor jeg i nogle perioder sultede mig selv til lorten begyndte at løbe ud af mig som brunt klumpet vand, og i andre perioder spiste til jeg var ved at revne, for så at gå ud på toilettet for at kaste det hele op. man kan selvfølgelig bare sige at jeg havde det af helvede til og et eller andet skulle jeg jo foretage mig, men det er jo ikke rigtig noget svar, for mange mennesker har det jo svært.

Hvad jeg vil snakke om i dag er hele postyret omkring det at blive kvinde. Til at starte med klarede jeg det fint. Min mor er biologilærer, og jeg vidste stort set hvad der var at vide om alle de praktiske ting, men min tilværelse på den tid var ret beskyttet. Så startede jeg på gymnasiet, og så fik piben en anden lyd.

Mit liv indtil da havde egentlig været lidt ligesom det altid havde været bare med månedlige blødninger og hår der skulle barberes væk. Der havde da ganske vist været talt om sex og flere af mine klassekammerater havde haft kærester og den slags, men vi var i sidste ende bare børn der legede. I gymnasiet lærte jeg for første gang seksualiteten at kende som et angrebsvåben. I gamle dage var sexisme 'kend din plads, kvinde', og det vidste vi jo alle sammen godt var forkert, men den sexisme jeg stødte på blev forklædt som humor, og var derfor teknisk set noget jeg skulle synes var sjovt. Jeg følte mig forsvarsløs, dette var ikke noget min mors biologibøger, som jeg havde læst i smug under dynen, havde lært mig noget om.

De to drenge der var efter mig var lærernes yndlinge, så hvordan kunne jeg tro andet, end at det var mig den var gal med, og det der var gal med mig var at jeg var kvinde. Jeg besluttede at prøve at lade være med at være kvinde ved at sulte min menstruation og kvindelige former væk. Jeg begyndte at hade min mor fordi hun var kvinde, og fordi hun mindede mig om at jeg var kvinde. Sådan begyndte min spiseforstyrrelse som skulle vare de næste 10 år.

Selvfølgelig afsluttede jeg gymnasiet, men det fik ikke sådan lige min spiseforstyrrelse til at gå væk, for jeg blev ved med at støde på disse små irriterende episoder, kommentarer, bøger og avisoverskrifter der mindede mig om, at jeg, fordi jeg var kvinde, måske ikke var nær så god som drengene.
'Men problemet med at kæmpe mod sig selv er, at man taber, hvis man vinder. På et tidspunkt vil man - såret og udmattet - enten acceptere, at man bliver nødt til at blive kvinde - at man er en kvinde - eller dø. Dette er den brutale, fundamentale sandhed om puberteten - at den ofte er én lang, smertefuld udmattelseskamp. De selvskadende piger med deres selvpåførte snitsår på arme og lår minder bare sig selv om, at deres krop er en kampplads'
                                         Moran, Caitlin 'Kunsten at være kvinde' s. 16-17
Og sådan måtte det jo også gå med mig.

 I dag står jeg så og ser på min næsten-30-årige krop, ca 20 kg tungere, og har lært at værdsætte det at være kvinde, jeg har faktisk lært at være glad for at være kvinde, men jeg står alligevel tilbage med en følelse af verden i dag stadig ikke er noget helt frugtbart sted for kvinder at være, så derfor er jeg feminist, for at fremtidige generationer af piger ikke behøves ty til samme ekstremer som jeg selv var nødt til. Det er ikke sådan, at jeg går rundt og hader mænd. At sige at jeg hader mænd er ca lige så tåbeligt som at hade kvinder, eller nærmere så er det PRÆCIS lige så tåbeligt som at hade kvinder.

Min far kan ikke lide ordet 'feminisme', fordi det vækker nogle ubehagelige billeder fra 70'erne, hvilket er en skam, for vi har ikke rigtig andre ord til at beskrive det, at folk som mig og min søster også har lov til at være her. I 90'erne havde vi lige ordet 'Girl Power', men det har været den eneste konkurrent til ordet 'feminisme' i 100 år.

fredag den 13. juni 2014

Man skal læse varieret det er sundt

Hvad laver jeg så nu hvor jeg ikke går på universitetet? Well, jeg kigger lidt på græsk, selvom det mest indebærer, at jeg ser hen på bunken af græskbøger og tænker at jeg burde... men så gør jeg det ikke altid alligevel. Næ, de bøger jeg læser har ofte en helt anden karakter.

I går var jeg til møde med min nye psykiater, som jeg faktisk kendte i forvejen fra mine mange indlæggelser på psykiatrisk hospital Risskov tilbage i 07-09. Det var et glædeligt gensyn, og et af hendes spørgsmål var, om jeg stadig læste lige så meget som dengang. Jeg læser en hel del, men i 2009 læste jeg 182 bøger plus det løse. Jeg læser dog stadig meget alsidigt. For bare at tage de sidste fem bøger jeg har læst, så har jeg læst om en enkelt kvindes mange sexeskapader i 70'erne, om feminisme i moderne tid, om en tyrkisk-amerikansk kvinde som læser russisk litteratur, om prins Henrik og om kulturradikale.

Titlen på dette blogindlæg er 'Man skal læse varieret det er sundt', hvilket selvfølgelig er en sandhed med modifikationer. Det kan også være skønt og godt at fordybe sig i et enkelt emne, men hvad nytter et enkelt emne hvis man ikke kan sætte det ind i en helhed? Men hvad er helheden. Da jeg havde historie i gymnasiet blev jeg altid beskyldt for at være for detaljeorienteret og ikke se helheden, og det kunne min lærer sådan set have ret i, men efterhånden som jeg er blevet ældre og har læst endnu flere bøger, så står jeg lidt tilbage og tænker, 'jamen hvilken helhed'.

Ifølge skolens bøger, så var 2. verdenskrig noget der startede i 30'erne og sluttede i 1945 punktum. Hvis man så var rigtig dygtig kunne man så drage nogle konklusioner videre til den kolde krig ect. Men hvad med før? Man skulle tro at jødehadet var noget at Hitler i en opiumståge havde fundet på ud af det blå, og ikke noget der havde været fastcementeret i århundreder. Hvad med nu? Man kunne ligeledes ud fra teksterne tro at jødehad helt stoppede i 1945. I 2008 prøvede en ung palæstinensisk mand at skyde to jødiske sælgere og deres kunder her i lille fredelige Danmark, men mange mener alligevel ikke at vi har et problem med jødehad.

Verden er proppet med helheder. En enkelt person kan umuligt rumme dem alle (selvom jeg i mine fantasier stærkt håber på at kunne). Det er derfor at det er vigtigt at vi læser noget forskelligt, for de ting som jeg ikke ved, dem ved du måske. Det er derfor jeg flere gange har udtalt mig kraftigt imod denne modedille der er med at alle skal elske krimier. Det er ikke fordi der som sådan er noget i vejen med krimigenren, det er ensformigheden jeg ikke kan lide. Elsker i dem virkelig ALLESAMMEN? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, alle de mennesker der har et køligt forhold til bøger, som måske ville få en meget bedre læseoplevelse, hvis de prøvede noget andet, men sådan er det ikke i dag. Hvis man går ind i et bibliotek eller en boghandel, så står det helt klart at krimier er det eneste rigtige og moralsk gode valg. Forlagene de ved også hvad det er der tjener pengene ind, og det er disse skabelonskrimier, hvor man tænker 'jamen de er jo alle sammen fuldstændig ens', og derfor spyer de dem ud i en lind strøm og fylder bibliotekerne og boghandlerne.

At jeg ikke kan lide dem skal selvfølgelig ikke afholde folk fra at læse dem. Hvis man virkelig nyder en god krimi, så til Helvede med mine småsnobbede holdninger, men hvis man sidder og tænker at man måske godt i hemmelighed kan være lidt træt af dem, så er der faktisk andet derude. Det kan være at man skal prøve sig lidt frem, for det kan godt være lidt svært at vide hvad man inderst inde gerne vil, men det værste der kan ske er, at man får fat i en bog som man efter et par sider må lægge fra sig igen. Man risikerer ikke, som med mad, at blive hastet på sygehuset med et allergisk anfald, eller, som med rejser, at få stjålet sine penge og sit pas. Bøger er ganske fredelige

onsdag den 11. juni 2014

Under en Monetgrå himmel

Kl 4
Jeg havde været vågen længe,og jeg gik egentlig lidt ok kedede mig. Jeg tænkte, at jeg ville cykle ned til stranden og se solen stå op, men mine cykellygter virkede ikke, hvilket teknisk set ikke var noget problem, for jeg kunne vel bare skifte batterierne, men NAH, det blev ikke rigtigt til noget, så jeg endte med bare at gå en tur som jeg plejer.

Når man ser solen stå op stående på en bakketop, så bør man blive stående og sige ting som 'ih' og 'åh', men hvad ser sikkert er skide hyggeligt, hvis man er sammen med andre, kan godt blive lidt langtrukkent, når man er alene. Jeg stansede op, så at det var smukt, tog et billede, og gik så videre i rask trav.

I det fjerne har jeg altid kunnet se en lille skov, men jeg har aldrig været derovre, så jeg hankede op i mine gummistøvler og skråede over engen. Græsset stod højt og nåede mig flere steder til livet og gjorde mine bukser våde. De små frø i toppen er græsstråene er gråviolette og får det til at se ud som om jeg går i et Motetgråt hav under en Monetgrå himmel. Skoven viser sig at være uigennemtrængelig. En jaguar sidder i krattet og nedstirrer mig i form af en kæmpe stor sort hankat. Jeg vender om.

På en markvej afgrænset af en enkelt række træer sidder en lille løvsanger og skælder ud. Det er lidt en skuffelse. Jeg må for Gud ved hvilken gang i mit voksne liv anerkende, at jeg ikke er nogen prinsesse, for i eventyrene synger fuglene altid lykkeligt og flyver rundt om prinsessen. Denne her fugl vil helt tydeligt bare have at jeg går min vej, NU, hvilket jeg gør.
4:30

mandag den 9. juni 2014

Alderen trykker

Jeg har ikke noget særlig stort spejl i min lejlighed, så det er sjældent at jeg ser ret meget af mig selv i det, men forleden dag gik jeg ud på gangen og stillede mig på tæer. Jeg fik lidt et chok. Igennem de sidste fire år, hvor jeg har været i behandling for min spiseforstyrrelse, har jeg beskæftiget mig mindre og mindre med udseendet af min krop og mere med tilstanden af min mentale kapacitet. Jeg har godt været klar over, at min krop har ændret form i takt med, at jeg begyndte at spise sundt og motionere, men en faktor har jeg helt ignoreret, jeg troede måske på en eller anden måde, at den ikke gjaldt for mig, og det er tiden.

Til næste år fylder jeg 30, og det begynder man og kunne se på min krop. Jeg har stadig en ganske nydelig krop, men den er ligesom ikke så fast som den var engang, ting begynder langsomt at blive påvirket af tyngdekraften, på en måde jeg ville have afvist med en spydig kommentar for bare fem år siden. Jeg begynder at få smilerynker omkring øjnene, bagsiden af mine lår er blevet bulet, og jeg har lettere ved at få ondt, både i hoften og andre steder, for jeg har endnu ikke anerkendt, at min krop ikke kan klare de samme ting som da jeg var 20. Fra man fylder 25 begynder ens krop langsomt at gå i forfald.

Første dag hvor jeg lagde mærke til det, syntes jeg bestemt ikke at det var sjovt. Dette spejlbillede forestillede jo ikke en ung pige men en voksen kvinde. Som jeg sidder her og skriver, så reagerede jeg på betegnelsen 'ung pige' som noget godt og 'voksen kvinde' som noget lidt pinligt, og jeg ved ikke om det bare er mig, eller om det er noget der ligger i samfundet.

Da den første forskrækkelse over mit spejlbillede havde lagt sig, så tog jeg det helt roligt, for hvad ville det egentlig sige for mig at gå fra pige til kvinde?

1) Mit krop og min hjerne har lært at acceptere hinanden. Jeg har langt fra den perfekte krop, men i det store og hele er jeg glad for den, så hvis et par bukser sidder dårligt, så er det måske dem der er noget i vejen med, og ikke mig der behøves at gå på en to år lang sultekur for at kunne komme ned i dem igen, ud med dem, til røde kors for så kan mine store lår måske gøre noget godt for verden.

2) Jeg er kommet til en accept af, at det med menstruation er noget der bare er der. Det kan godt være pishamrende irriterende, men jeg har ikke længere behov for at prøve at sulte den væk, for at tvinge min krop tilbage til et præpubatært stadie, for problemet ved at kæmpe mod sig selv er, at man taber hvis man vinder, hvilket bringer mig videre til emne nummer 3.

3) Godt nok er min krop efter 25 års alderen langsomt begyndt at dø, og selvom jeg som sådan ikke er bange for døden, så er det heller ikke noget jeg sådan umiddelbart ønsker, så derfor er jeg begyndt at cykle med cykelhjelm. Jeg ligner godt nok Poul Nyrup, men på den ufede måde, og det bliver endnu værre om vinteren hvor jeg er nødsaget til at have en hue under hjelmen, (jeg ved at jeg ligner en idiot, men jeg blev alligevel lidt fornærmet, da min psykolog sagde at jeg ikke skulle være bange for at blive antastet på gaden).

4) Jeg har med tiden anerkendt at ALLE mennesker har potentialet til at være dumme idioter, jeg ved også at nogle mennesker udlever dette potentiale mere end andre. Caitlin Moran skriver i sin bog "Kunsten at være kvinde", at en kvindes rynker er tegn på nul-tolerance over for idioter, og at det er derfor at en kvinde ifølge moden, ikke bør have rynker, at hun skal forblive et naivt lille dukkebarn. Hvis det er sandt, så byder jeg mine rynker velkommen, faktisk ønsker jeg mig endnu flere rynker, så jeg bare kan stå og nedstirre idioterne i et minuts tid, hvorefter jeg bryder ud i en skraldlatter, så at mit allerede rynkede ansigt eksplodere i riller og furer.

5) Bedst af alt, så synes jeg, at der bliver taget gevaldigt meget af presset. Jeg ønsker stadig at være blandt de bedste til de ting jeg holder af at gøre, men jeg har ikke længere så mange neuroser over ikke samtidig at være den smukkeste, tyndeste, smarteste og mest charmerende, hvilket sjovt nok får mig til at fremstå som smukkere, smartere og mere charmerende, for det er svært at være charmerende når man er meget meget sulten.

lørdag den 7. juni 2014

Et historisk fotoalbum

Imellem 6 og 7 klasse var min moster og jeg på ferie i England og Skotland. Mens vi var derovre var vi blandt andet inde i en masse genbrugsbutikker, hvor vi den ene dag fandt noget ganske særligt. Vi vandt en fotobog "Queen Alexandra`s Christmas Gift book". Dronning Alexandra var en dansk Prinsesse, datter af kong Christian 9 og som var gift med kong Edvard 7 af Storbritannien.

I bogen er der en helt masse fotografier hvor hun besøger Skagen, så da vi kom hjem, var min moster inde og forære fotoalbummet til Skagens Museum. Dengang var jeg måske lidt ked af at jeg ikke kunne beholde det, det var jo fuld af damer i smukke kjoler, men i dag er jeg sådan nogenlunde glad for, at hun gjorde det. Jeg ville have brugt det til at tage det frem, en sjælden gang imellem, for at bladre lidt formålsløst frem og tilbage, men det kan bruge det til noget reelt, som nu for eksempel.

Skagens Museum holder for tiden en udstilling om maleren Tuxen, og bruger blandt andet nogle af billederne i denne artikel.

Jeg kan ikke lade være med at være en lille smule stolt, også selvom jeg jo egentlig intet har bedrevet i denne sammenhæng, men alligevel, de har jo brugt billederne fra VORES fotoalbum :)

onsdag den 4. juni 2014

Jeanstræning

Jeg har nu i mange mange måneder haft problemer med hoften, hvilket har gjort, at jeg hovedsageligt har trasket rundt i dejligt løse joggingbukser eller pyjamasbukser. Når jeg så en gang imellem har skullet noget, er jeg hoppet i noget mere præsentabelt, men så snart jeg var hjemme, gik jeg direkte ud på badeværelset og smed disse stramme bukser på gulvet og trak, med et lettelsens suk joggingbukserne på.

Det er ikke engang fordi mine jeans er så exceptionelt stramme, det er bare helt almindelige jeans, men mine lår har været vant til at blævre frit, mine knæ har uden problemer drejet sig i den retning de ønskede, hele min bevægelse har været præget af frihed. Det lyder selvfølgelig alt sammen meget rart, men det ser altså ikke så voldsomt smart ud når man tager ned til byen eller på universitetet, så nu er jeg gået i træning. Jeg er simpelthen gået i træning med at bære jeans. Det vil sige, at jeg nogle gange tager dem på selvom jeg ikke skal noget, andet end bare at sidde herhjemme. Nogle gange begynder det hurtigt at gøre ondt, mens andre gange går der et par timer. En enkelt gang havde jeg dem på en hel dag.

Jeg husker stadig det første par smarte jeans jeg købte. Det var i 2.g, og før var alt jeg havde gået i praktiske cowboybukser. På mine uvante ben var de så stramme, at jeg fik blå mærker på hofteknoglerne, men det var en sød smerte, for disse bukser fik mig til at føle, at jeg passede ind i resten af klassen. Nu om dage er de stramme jeans så blevet endnu strammere, for stramme, så stramme, at unge piger i dag slet ikke har nogle lår, de har bare et hun, hvilket giver en spiseforstyrret som mig kæmpe lårneuroser.

Generelt synes jeg, at jeg i dag har en flot krop, men jeg altså lår der støder sammen og blævrer lidt når jeg går. Det er sådan, at jeg kan få friktionssår på inderlårene når jeg går, og det er sådan, at når jeg er i svømmehallen og har været i bad og mine lår stadig er en smule fugtige, så risikerer jeg at de sidder fast når jeg går. Pludselig står jeg der, splitterravende nøgen, og kan hverken komme frem eller tilbage. Hvis jeg er alene eller der kun er ældre damer, så går det ikke så meget hvis man lige laver et lille ucharmerende spjæt med benene, men hvis der er andre unge kvinder, så prøver jeg at gøre det lidt mere diskret, men i mit forsøg på at gøre det mere diskret, så føles det som om det bliver endnu mere uelegant.

Jeg kunne selvfølgelig prøve at tabe mig et par kilo, men jeg har prøvet at veje 20 kg mindre end jeg gør nu, og mine lår stødte STADIGVÆK sammen.

søndag den 1. juni 2014

Om at såre sin veninde

Jeg er kommet til at såre en veninde rigtig dybt. Nej, "komme til" kommer til at lyde som om jeg bare kom til at begå en fejl, hvor der nok nærmere var tale om helt ekseptionel dumhed. I forhold til hvad jeg har gjort imod hende tager hun det ret pænt, men når jeg tænker på hvor meget den dårlige samvittighed nager mig, så ville jeg næsten ønske, at hun ville råbe og skrige, sådan at JEG kunne få det bedre, men eftersom det i denne sag er mig der er skurken, så handler det ikke om hvorvidt det er mig som har det godt.

Jeg er ikke ret vant til at være skurken. Normalt når der sker noget i mit liv så er det andre der gør noget mod mig, og så kan man trykke sig en mod en pædagog og tude, eller man kan sidde på en kaffe og beklage sig til en veninde, men at være skurken er en meget ensom følelse, for jeg føler ikke, at jeg fortjener folks medlidenhed.

I et socialtantropologisk perspektiv er det sikkert et fremskridt at være den der gør noget frem for at blive gjort imod, hvorefter man sikker kan begynde at bruge ord som alfahan og vindere og tabere, men jeg synes at vi som mennesker taber, hvis dem der er mest modbydelige vinder. Jeg føler mig i hvert fald ikke som nogen vinder, for jeg har jo såret en jeg holder forfærdelig meget af. Måske er det fordi jeg er så vand til at være den der taber, at jeg alt for godt ved hvordan det føles, og jeg derfor straks plages af dårlig samvittighed. Hvis det er tilfældet, foretrækker jeg at være den jeg er, og vil fremover passe bedre på min opførelse over for mine veninder.

Hvad min veninde angår, så kender jeg endelig ikke de endelige konsekvenser. Nogle gange tænker jeg, at det nok skal gå, og så bliver jeg glad, men andre gange, er jeg bange for at jeg aldrig ser hende igen, og så virker hele verden stor og uoverskuelig og jeg får lyst til at græde.