Det rocker og det ruller

Jeg ved godt, at Københavnerne er meget skeptiske over at kalde Aarhus en storby. "Det er verdens største provinsby. Punktum.", og langt hen af vejen har de da også ret, men den er altså stor nok til at man bør have sig en stamcafé. I hvert fald hvis man er pige, for piger kan godt lide og gå på café med veninderne. Straks melder spørgsmålet sig så; "Jamen hvor skal vi dog tage hen?", for der er nemlig mange forskellige steder at tage hen, og det lyder ledt fesent at sige; "det ve' jeg ikk', hva' syn's du?", lige som de der gribbe i Junglebogen. Nej, så er det meget mere sejt lige at sige; "Jeg kender et fikst lille sted lige rundt om hjørnet".

Men hvad skal man dog vælge? En dag skulle jeg på biblioteket, men var kommet lidt tidligt af sted, så jeg gik og tussede rundt i de nærliggende gader, da jeg kom forbi en café der HAVDE MUMITROLDENDE I VINDUET. Jeg elsker simpelthen Mumitroldende (bøgerne, ikke tegnefilmene), så den førstkommende lørdag, samlede jeg mine tegnegrejer og tog derned. Café Stardusts's speciale er musik i ægte vinyl og finsk skønlitteratur, hvilket føles en lille smule vanvittigt. Det er hverken den absolut bedste, billigste eller hyggeligste cafe, men jeg elsker lidt det skæve og det skøre, så jeg elsker det sted.

Der er så bare lige ét problem, og det er den aura af rockmusik der ligger om stedet. Mit kendskab til rockmusik var, indtil for nyligt, at dengang min far var ung der var de der Beatles ret populære, og dem der var lidt mere hard core hørte Rolling Stones. Det store rædselsscenarie er, at en en dag vil spørge mig, om der er noget specielt jeg gerne vil høre, for hvis de gør, vil jeg være helt blank, og mine øjne vil få det der døde udtryk af ren rædsel, som én der stirrer sin egen dødelighed i øjnene. Men som soldaten der kastes ud på slagmarken, eller som nørden der står over for et ukendt tema, så hanker jeg op i mit udstyr og går i gang.

Jeg har tidligere læst Keith Richards selvbiografi og derved eksperimenteret lidt med the Stones og hele blues genren. Gennem feministen og musikanmelderen Caitlyn Moran har eksperimenteret med Bowie, The Byrds, Kate Bush og Patti Smith. Jeg har en ven der går op i musik med autistisk entusiasme, og han foreslog Dylan, the Doors, og Van Morrison, på eget initiativ har til at høre AC/DC og Guns'n roses og selvfølgelig har jeg gennem CSI stiftet bekendtskab med The Who i parafrase. Jeg har bestemt ikke været doven. Det har jo egentlig ikke været fordi jeg ikke tidligere har kunnet lide rock musik, jeg er bare forbløffende uvidende. Om det ligefrem ender med at købe en pladespiller, det ved jeg ikke, for det er jo lidt af en investering, så lige nu er musik for mig hovedsageligt noget der foregår på youtube eller nede på Stardust.

At dele personer op i kasser

Jeg er autist, så jeg kan godt lide at dele ting op i kasser, og dette gælder også personer. Dette lyder enormt fordomsfuldt og kan godt nogle gange provokere neuro typiske (ikke-autistiske) mennesker. Men jeg har en idé om at vi alle gør det i større eller mindre grad, men at de færreste vil kendes ved det.

Når jeg møder en person gør jeg mig nogle observationer og nogle dertilhørende overvejelser, hvorefter jeg prøver at tilpasse min omgangstone og valg af diskussionsemner. Det drejer sig om:
Køn: hvis jeg fortæller en historie er pigerne generelt optaget af detaljerne hvor mænd ofte gerne vil have det kort og præcis.
Alder: Hvor mange gange kan man tillade sig at bruge ordet lol, uden et personen stirrer på én med et helt tomt udtryk.
Civilstand: Har han ring på fingeren eller kan jeg tillade mig at flirte?
Religion:Religion er noget der interesserer mig, og derfor kan jeg godt lide at vide hvad folk bekender sig til.
Nationalitet: Jeg har lige som alle andre små skøre idéer om hvilket folkefærd der opfører sig på hvilken måde, som for eksempel at tyskerne ikke har nogen humor.
Situation: Hvilken situation møder jeg personen i? Hvis jeg møder dem på genbrugsstationen kan samtalen altid udvikle sig, men jeg indleder den ikke med ord som dialektik eller Kant.
Og sådan kan det blive ved.

Jeg gør det ikke i nogen ond mening, det er ikke fordi jeg som sådan ønsker at dømme nogen ude, jeg er bare nødt til at lave et kvalificeret gæt på hvad vi skal snakke om og hvordan. hvis jeg ikke gjorde det, ville verden blive et meget stort og forvirrende sted.

Den kønsdiskriminerende skole

Er det danske skolesystem, sådan som det er i dag, diskriminerende mod drengene. Det siger folk, og jeg tvivler ikke på at de har ret, og det skal helt klart ændres. Selvfølgelig kan vi ikke leve med at halvdelen af vores børn, i en alder hvor de burde være ude og klatre i træer og fange frøer, for at vide, at de er slemme slemme børn fordi de har så meget energi og ikke kan sidde stille. De kloge folk har aller helvedes meget ret, når de siger, at det ikke kan være sundt for de små drenge, og, når ret skal være ret, så er det måske heller ikke sundt for de små piger. Jeg ønsker at de kommende generationer af piger skal være lige så gode på fodboldbanen i frikvarteret, som jeg ønsker at drengene skal være gode til diktat i timen.

Jeg vil gerne fortælle om mine oplevelser med kønsdiskrimination i løbet af min skoletid. Jeg vil tale om den diskrimination der var rettet mod pigerne da jeg  gik i 8-9 klasse plus gymnasiet tilbage i slutningen af 90'erne begyndelsen af 00'erne.

Engang imellem havde vi det der nogle gange hed klassens time og andre gange hed det klassens tid, men grundprincippet var sådan nogenlunde det samme. Vi skulle sidde og snakke om, at pigerne var nogle forfærdelige væsner der bar nag hver gang de blev sure på en af de andre piger, og derefter brød helvedet løs og det ville gå over i mobning. Drengene derimod var nogle fantastisk overlegne væsner der, når de blev uvenner, sloges og så kom videre og tilgav hinanden med det samme. Jeg vil give vores lærer ret i, at ellers søde teenagepiger kan finde på at blive onde i sulet i en grad der får de voksnes fnidder til at blegne. Den del kan vi altså blive enige om, men det der får mig til at stejle er tanken om, at drengene er pigerne mentalt overlegne. Drenges og pigers reaktion på uvenskaber er forskellige, men jeg har læst "kongens fald" af Johannes V Jensen, og jeg kan godt fortælle jer, at der intet gloværdigt er over den.

I 9 klasse havde jeg en fysik/kemilærer som var forelsket og betaget af en af pigerne i klassen, så hun fik gode karakterer mens alle vi andre piger fik middelmådige karakterer. Drengene derimod fik karakterer efter hvor dygtige de var. Noget af min galde handler om, at jeg var dygtig og bestemt mente, at jeg fortjente en langt højere karakter, hvilket jeg da også fik til eksamen. Det jeg dog husker bedst er denne piges blege og tavse ansigt nå samtalen faldt på dette problem. Af gode grunde hadede hun fysik, og da vi skulle til eksamen, og det var gruppearbejde hvor flere grupper var op samtidig, da måtte den kvindelige censor fysisk gribe fat i læreren og slæbe ham væk fra pigens bord, så hun kunne få lidt fred, og vi andre kunne vise hvad vi kunne. Pigen var efterfølgende nærmest grædefærdig. Det hele var lidt en stående vittighed som man talte helt åbenlys om, også med forældre og lærere, men der var et mærke i denne vittighed, noget der jo i virkeligheden ikke var spor sjovt. Jeg kan godt blive vred over, at der ikke var nogen voksne der greb ind. Det er meningen at skolen skal opbygge eleverne, men dette havde et ødelæggende element i sig.

Da jeg gik på gymnasiet var jeg udsat for sexchikane. Der var to drenge der dagligt prøvede at udfritte mig om mine seksuelle præferencer, hvis jeg sad ved en computer begyndte de at skrige op om, at jeg sad og så porno, de rørte ved mig, den ene trak endda sin pik frem midt i en historietime for provokerende at vise mig den,og de blev ved med at antydede at jeg godt kunne lide den slags. Det var svært for mine omgivelser, at se hvor slemt det var for mig, for i et forsøg på ikke at græde, begyndte jeg at grine. En dag tog jeg dog mod til mig og sagde det til studievejlederen, som bare grinende trak på skuldrende og sagde; "at drenge er drenge, de skal bare løbe hornene af sig". Og så måtte jeg gå tilbage ud i det mareridt der på det tidspunkt var mit liv.

I 3g havde jeg en oldtidskundskabslærer, sådan en er de der klamme typer der ikke havde lov at komme til skolefesterne fordi de ikke kunne holde fingrene fra pigerne. Denne lærer var glad for piger med store bryster. I den sammenhæng er jeg heldigvis velsignet med et par bryster der er så små, at hen vel dårlig lagde mærke til, at jeg eksisterede. Når han var i sit frække hjørne kunne han godt finde på at læne sig hen over bordet og med lummer accent sagde; "at du trænger da vist til en tur over knæet".

Jeg må indrømme at jeg på grund af disse historier, og hundredvis af små dagligdags historier, har lidt svært ved når store voksne mænd beklager sig over diskrimination. Måske er det bare pga min manglende forestillingsevne, at jeg ikke kan gætte hvad de dog kan have oplevet der retfærdiggør deres brug af dette ord. Hvis i har historier der forklare dette, vil jeg meget gerne hore om det.

Morgentur

Kl 5 om morgenen er der et blåligt lys. Mange morgener trækker jeg i mine gummistøvler der er så stramme i skaftet, at bukserne ikke kan komme ned i dem, så for ikke at have et stykke med bart tager jeg mine kompressionsløbestømper på. Det er måske ikke altid synderlig praktisk, men de er gode og gå i, og endnu vigtigere, de er pæne. Ikke at der er ret mange der kommer til at se mig i dem, ikke engang hundefolket er ude og gå kl 5 om morgenen.

Hvis jeg går om bag den klynge huse hvor jeg bor, kommer jeg ud på en cykelsti der er kantet med høje buske og små træer, og allerede her begynder jeg at føle, at "nu er jeg sandelig kommet ud i naturen. Hvis man ser bedre efter, ser man dog, at jorden er helt dækket med affald.

Følger jeg stien kommer jeg ud til en lille skov og en lige så lille eng. Inde i skoven er fuglene i gang med en hel symfoni, solsorten, munken, bogfinken fløjter mens gøgen slår takten med sit regelmæssige kuk-kuk. En gang prøvede jeg at følge gøgens stemme, men det var som om lyden var flydende og kom alle steder fra.

Inde i skoven er alting grønt, men når man kommer ud på engen vender man tilbage til den blå verden. Nogle morgener ligger der et let lag af tåge hen over græsset og gør det hele endnu mere eventyragtigt. Et dådyr kommer brasende ud af krattet. Det står lidt og kigger på mig. Jeg står helt stille, for jeg vil ikke have det til at gå, men på et tidspunkt bliver jeg alligevel nødt til at bevæge mig lidt, og straks vender den halen til mig og forsvinder.

Jeg går videre. To dompaper, hanner, sidder på hver sin pimpinelle, og jeg tænker, at det er lige godt utroligt, at deres små tykke kroppe ikke tynger planten til jorden. En gang imellem flyver de ud fra planten, griber et insekt, og et øjeblik ser det ud som om de hænger stille i luften hvorefter de flyver tilbage og sætter sig.

Så er jeg også næsten hjemme, og jeg begynder lige så stille at møde mennesker.

Nattens helt

I dag var en af de dage hvor jeg vågnede tidligt, meget tidligt. Faktisk vågnede jeg så tidligt at jeg vågnede hvad der teknisk var i går. Jeg kan godt lide at vågne tidligt, men ikke så tidligt. Nå, der var ikke andet at gøre end at stå op, og da jeg ikke lige havde noget at give mig til kunne jeg lige så godt gå i gang med mit sommerferieprojekt, at genopfriske mit græske. Jeg sad lige og var super stolt over mig selv over hvor godt det gik, da det bankede på døren. Det er ikke hver dag det banker på døren kl 3 om natten, så jeg kiggede længe gennem dørspionen før jeg åbnede.

Det viste sig at det var min nabo der havde glemt sine nøgler hjemme hos en ven nede i byen og hans telefon var løbet tør for strøm. Jeg fandt et nummer på en låsesmed og lånte ham min telefon, men han havde jo ikke lige 900 kr i kontanter. Han stod og så meget modløs ud, så jeg spurgte om han ikke ville med ind og have en kop kaffe. Så sad vi og fik en lille snak. Han var ikke sådan rigtig fuld, men sådan lidt beruset, der hvor man kan have lidt let til tårer.

Jeg kom i tanke om en pædagog der engang låste sig ude og fik bragt et sæt nøgler fra en kollega ud til sig af en taxa. Min nabo kom så selv på at han da godt selv kunne tage en taxa ind efter nøglerne, og vi blev enige om, at selvom det nok blev lidt dyrt, så ville det stadig være billigere end en låsesmed, og så sendte jeg ham tilbage ud i natten.

Hos en kardiolog

Sidst jeg var ved psykiateren, hos ham der nu heldigvis er min tidligere psykiater, fortalte han mig, at der muligvis var noget galt med mit hjerte. Han kunne ikke fortælle mig hvad, og da jeg spurgte hvor slemt det var, sagde han, det kan jeg ikke fortælle mig, det kunne betyde ingenting, eller det kunne betyde at jeg kunne dø, hvilket som patient lyder som en voldsom besked, selvom det i virkeligheden ikke betød ret meget. Normalt anser jeg mig selv som en forholdsvis fornuftig patient, men med omtalen af døden gik jeg lidt i panik.

På baggrund af disse meget sparsomme informationer ville han have mig til at træffe afgørelser om min medicin, hvilket jeg ikke var synderligt begejstret for. Jeg blev sendt videre til en blodprøve, uden at få at vide hvad den blodprøve skulle gøre godt for. Så blev jeg sendt hjem, hvor jeg så kunne sidde alene og gruble over tingene, hvilket aldrig er særlig sundt.

Inden jeg kunne træffe flere beslutninger om min medicin, så skrev jeg til min psykiater, at jeg gerne ville have en henvisning til en kardiolog, som forhåbentlig ville besvare nogle af mine spørgsmål. Min psykiater svarede, at min blodprøve ikke havde vist noget, men eftersom han ikke havde villet fortælle mig sammenhængen med EKG'et og blodprøven, så var det ikke et svar jeg kunne bruge til noget.

Jeg fik af tilfældige bagveje tiltusket mig en henvisning andet steds fra, og jeg kom til kardiolog, og der var intet som helst at være urolig for. Måske var det spild af skattekroner, måske var det uetisk af mig at spille forskellige læger ud mod hinanden, måske var jeg ikke så fornuftig som jeg burde have været, men jeg har den holdning, at når en læge har bragt døden på banen, så har man som patient krav på nogle klare håndterlige svar, og når min psykiater ikke ville give mig dem, så måtte jeg selv sørge for at få dem andet steds fra. Det var jo ikke mig der kom til ham og troede, at jeg skulle dø, jeg havde det ganske udmærket, og så kom han der med sine vage hentydninger.

Heldigvis har jeg fået lov til at skifte psykiater, noget man ellers aldrig får lov til. Hvis jeg var utilfreds med min praktisrende læge, kunne jeg ved betaling af et mindre beløb få lov at skifte uden nogen ville have løftet et øjenbryn.

Læsehest

Jeg kan godt nogle dage beklage mig længe over, at jeg keder mig, mu hvor jeg har taget pause fra universitetet, men det der med at have tid til at læse bøger er herligt. Jeg elsker nemlig at læse. I det lange løb ved jeg, at det ikke er nok til at stimulere mig intellektuelt, for selvom min bogsmag er meget bred, så formår jeg ikke til fulde at presse mig selv. Gennem bøgerne stifter jeg måske et overfladisk bekendtskab med et emne, men jeg får aldrig lige taget mig sammen til at gå i dybden med det. Derfor er det godt, at jeg starter på universitetet igen til september, om end jeg lige nu nyder min fritid.

Hvad læser jeg så om? Jeg læser om feminisme, om jyders overlevelse i København, om detektiver i New York, om unge kvinder i Saudi Arabien, om aspergerkvinder, og om dystre fremtidsforestillinger. Det kan godt blive ensomt at gå alene dag efter dag, men hver bog jeg tager op er en ven der har lyst til at fortælle mig noget, én jeg kan le med, græde med, lade mig forarge af, eller som bare holder mig med selvskab i et par dage.

Jeg var som barn pinagtigt bevidst om, at jeg ikke kunne det samme som andre børn, men jeg havde ikke noget helt klart begreb om på hvilken måde. Jeg vidste, at bøger indeholdt svaret på ALLE livets spørgsmål, det galt bare om at finde den rigtige bog, så jeg ledte og jeg ledte. Jeg kunne bruge mere tid på at lede end på rent faktisk at læse. Jeg fandt mange gode bøger, og jeg fandt nogle enkelte virkelig gode bøger, men kun få fortalte mig noget jeg dengang syntes, at jeg kunne bruge, men uden at opdage det lærte jeg faktisk en helt masse om empati og reaktionsmønstre.

Jeg læser stadig for at lære, men det der med at finde BOGEN tager jeg lidt mere afslappet. Jeg har nemlig lært, at der ikke er tale om én bog, men om summen af mange bøger.

Kapsejlads

Kapsejladsen i Aarhus er det største studenterarrangement i hele Nordeuropa, derfor gælder det også mo at komme tidligt. Vi var en lille gruppe fra studiet der mødtes kl 5.30 og gik ned i Uniparken. På det tidspunkt var der allerede en del mennesker, men vi fik en god plads tæt på vandet, hvorefter vi gik i gang med at spise morgenmad og drikke Baileys, for når det gælder kapsejlads, er intet tidspunkt for tidligt til alkohol, jeg kan dog selv kun tåle ganske ganske lidt.

Det jeg dog var mest begejstret for ved dette arrangement var, at det startede så tidligt, at jeg havde en chance for at være med. Jeg har en skæv døgnrytme, hvor jeg står meget tidligt op, og går tilsvarende tidligt i seng. Da de fleste arrangementer ligger om aftenen, på et tidspunkt, hvor jeg ligger trygt og godt i min seng, så må jeg melde fra, og nogle gange bliver jeg slet ikke inviteret, hvilket jeg så kan gå og ærgre mig over. Engang imellem forsøger jeg at rette op på min døgnrytme, men så går der lige nogle dage, og så falder jeg tilbage i mit gamle mønster.

Nu hvor jeg bare går derhjemme og keder mig, så har jeg et stort behov for at se andre mennesker bare engang imellem, men mit handicap giver mig mine begrænsninger. Hvor de andre fra mit hold blev siddende hele dagen, så holdt jeg kun i tre timer. For mig er tre timer faktisk godt klaret, da jeg normalt kun kan klare en eller to timer, men at tage af sted mens andre mennesker stadig strømmer til arrangementet er en hård påmindelse om, at jeg er ret svagelig på mange punkter, og jeg ærgrede mig lidt. Jeg ærgrede mig dog ikke mere, end at jeg godt kunne nyde de timer hvor jeg rent faktisk var der.

Pipfugle

Jeg har ret ondt i hoften for tiden, så jeg sover dårligt, hvilket ironisk nok gør, at jeg er så svimmel af træthed, at jeg ikke kan lave mine øvelser, fordi jeg da skal stå og flagre på et ben. Jeg er så træt, at jeg er helt ynkelig. Jeg får ikke foretaget mig en skid, jeg sidder bare på min flade røv, hvilket får det til at gøre endnu mere ondt.

De morgener, hvor jeg ikke er nede og træne, prøver jeg at gå en tur. Om morgenen er det tidspunkt på dagen, hvor jeg stadig bare har en lille smule energi. Der ligger en lille skov ikke så langt fra hvor jeg bor, og den er virkelig meget lille. den tur jeg går varer ca 45 min og det er ikke let at forlænge den meget. Nå, men 45 min gåtur er sikkert også ganske passende.

Vi hvor jeg ikke længere behøves gå og spekulere på latinske verber og Augustins tidsbegreb, så fordriver jeg tiden med at kigge på fugle. Der er ikke nogen store filosofiske eller videnskabelige overvejelser bag mit fuglekiggeri. Jeg ser på dem 1) fordi der er rigeligt af dem, 2) fordi jeg er vokset op med en mor der så på fugle.

Når man skal se på fugle skal man have en fuglebog. Alle jeg spurgte sagde, at det var bedst med en med tegninger frem for en med fotografier. Jeg købte alligevel en med fotografier, "fordi billederne var så nuttede". Der var en grund til, at de alle sammen sagde, at tegninger var bedst. Jeg sidder og ser på det ene brune fjerklædte kræ efter det andet, og de ligner alle sammen hinanden. Hold kæft hvor er jeg dårlig til at shoppe.

Så kommer vi til fugle stemmer. Da jeg var barn og hørte gøgen kukke, så forestillede jeg mig altid, at det var dette nærmest mytologiske væsen, som en slags dansk fugl Fønix, og det gik først meget sent op for mig, at den bare var kedelig og brun, og jeg blev enormt skuffet, men sådan kan det vel til godt føles når man bliver voksen. Ud over gøgen kan jeg ikke genkende mange fuglefløjt, mest af alt fordi rigtig mange af dem, når jeg kommer brasende gennem underskoven, ikke længere synger, når jeg kommer tæt nok på til at se hvad det er for et kræ. Hvis man så er heldig at se fuglen og høre stemmen samtidig, så skal jeg hjem og se om jeg så kan genkende beskrivelsen i bogen, hvilket jeg næsten med sikkerhed ikke kan. Tit kommer jeg frem til den meget faglige kategorisering "dumt brunt/gråt kræ".

Ingen lys i vinduet

Jeg havde ikke nogen lys i vinduet i går. Det er hverken fordi jeg ikke er taknemmelig eller fordi jeg synes det er en dum tradition. Det var simpelthen fordi jeg havde været til et fotoshoot om formiddagen, og jeg var så træt, at jeg halvt bevidstløs vaklede i seng allerede kl 16.30. på den tid af dagen var det alt for lyst til stearinlys, og hvis jeg endelig havde tændt lys, så er jeg bange for at jeg var så træt, at jeg nok ville have glemt at slukke dem, men mest af alt, så var jeg havde jeg glemt alt om det.

Jeg ved at dette vil gøre min elskede farmor en lille smule ked af det at høre, for det betyder af gode grunde meget for hende. Det er jo ikke fordi jeg ikke ære modstandskampen, jeg læser bøger, ser film, diskuterer og jeg lever i stor taknemmelighed for min frihed, men det der med datoer er ikke min stærke side. Hvis nogen spørger mig hvornår befrielsen var, kan jeg godt huske, at vi blev befriet natten mellem 4 og 5 maj, men når det så ER den 4 maj, så tænker jeg slet ikke så langt. Jeg er dog kommet så langt, at jeg har skrevet ind i min kalender, at jeg næste år skal skrive ned i min kalender, at nu må jeg altså se at huske det.

Nå, men hvad var det så for et fotoshoot jeg var til og som tog så meget af min energi? I tirsdags var her en fotograf for at tage billeder til en artikel i Region Midtjyllands blad Magasinet. Det gik super fint, men han var ikke helt glad for den hvide baggrund mine vægge kunne levere, så han inviterede mig ned i sit studio i går. Jeg må indrømme, at det lød lidt som en dårlig scorereplik, men han var nu reel nok. Det var en sjov og noget anderledes følelse at være centrum for hans opmærksomhed, og det skadede jo heller ikke at han var super sød og så ret godt ud.

Fotografen takkede mange gange for at jeg gad komme, og han undskyldte, at det tog så lang tid, men for at være ærlig, så er det jo ikke fordi jeg har voldsomt meget andet at lave efter at jeg har taget fri fra universitetet, så det var bare sjovt at komme ud og lave noget andet end det sædvanlige.

Nicky Bonne - fotograf http://nickybonne.com/

Se op, der'n kop

Jeg bruger meget af min nyfundne fritid på at sidde og tegne postkort, og nu var jeg ved at være nået ned i bunden af blanke kort. Der ligger en bog og idé tæt på hvor jeg bor, og der tog jeg ind. Jeg havde overvejet at tage ned til byen, men havde ombestemt mig, jeg orkede det simpelthen ikke. Det viste sig dog, at bog og idé ikke havde kort i min størrelse, og så måtte jeg alligevel springe på cyklen. Vejret var egentlig ganske udmærket, så det var ikke fordi sådan en lille tur var noget problem. Jeg havde lidt frygtet hvor mange mennesker der ville være der nede, men det var heller ikke det helt vilde.

Jeg startede ud på biblioteket, både fordi jeg havde fået anbefalet en bog, "Privat skov" af Nanna Goul, men også fordi jeg forfærdeligt trængte til at komme på toilettet. På vej ind mod Panduro Hobby lagde jeg pludselig mærke til en pæn bygning lige overfor Vor Frue Kirke. "Det var da lige godt pokkers", tænkte jeg. "Jeg må været gået forbi her hundredvis af gange, og jeg har aldrig lagt mærke til den før". Mens jeg stod og undrede mig, kom der en pige gående forbi med skuldrende godt oppe om ørerne og blikket stift rettet ned i jorden en halv meter foran sine fødder. Et kort øjeblik lykkedes det mig at fange hendes blik, for hun så nervøst op for ikke at komme til at gå ind i mig, og så så hun igen bedrøvet ned i fliserne.

"Det var sådan jeg plejede at gå", tænkte jeg, og så havde jeg vel også svaret på, hvorfor jeg aldrig havde lagt mærke til den bygning, jeg havde simpelthen haft det for dårligt til at se op. Mest skyldtes det depressive tendenser og lavt selvværd, at jeg sådan gik og så ned i jorden, og det er da dejligt at jeg nu har fået det godt nok til at se op, om end jeg stadig tit ser ned i jorden, selvom det nu mest skyldes, at jeg er sådan lidt usikker på fødderne fordi jeg har svage ankler.

Jeg havde glemt alt om det

Jeg var simpelthen så træt i går, så allerede kl 8 om morgenen sad jeg og hang med hovedet. Jeg havde lige besluttet mig for at tage en stille dag, da det pludselig slog ned i mig "Fuck, det er onsdag, og jeg skal mødes med min mentor". Jeg har mødtes med ham fast hver onsdag hele semestret, så det var jo ikke fordi det virkelig var nogen overraskelse, men eftersom jeg ikke længere tager timer på universitetet, så er det der med dagene gået hen og er blevet et lidt abstrakt begreb.

Jeg overvejede kort helt at melde fra og holde fast i, at det skulle være en stille dag, men på den anden side, så var lektierne de samme som sidste uge, og jeg havde lavet dem, så hvorfor egentlig ikke, så af sted med mig. Der stod fint i vejrudsigten at det ville blive varmt, så jeg stod ved busstoppestedet i korte shorts og en jakke jeg i sidste øjeblik havde taget med. Klokken var 10 om formiddagen, og varmt var ikke lige det ord jeg selv ville bruge.

Da jeg først startede med min mentor, var vi meget meget seriøse og kunne nå en frygtelig masse, men efterhånden som vi lærer hinanden bedre at kende, er der altid en helt masse der lige skal diskuteres først.
- Der er en fugl der hedder en munk, og som katolik skærer det i mine ører at fortælle at der bor en munkefamilie tæt på mit hjem.
- I trosbekendelsen siger man, at man tror på "kødets opstandelse", hvilket fik min tutor til at tænke på zombier. Som et teologisk argument tror jeg, at forskellen på kødets opstandelse og en zombie er, at kødets opstandelse er legeme OG sjæl, og jeg tror ikke at zombier har meget sjæl, ikke dem jeg har set på film i hvert fald.
Som i kan se er det nogle meget vigtige emner vi tager op, langt vigtigere end anvendelsen af frie prædikater i latin, men som jeg flere gange påpegede så skal jeg ikke til eksamen lige i første omgang.