søndag den 30. marts 2014

Et tilbageblik på en spiseforstyrrelse

Når det gælder min spiseforstyrrelse, er jeg så egentlig rask nu? Jeg spiser regelmæssigt og sundt, jeg holder vægten, jeg er veltrænet og slank, og ikke længere sygelig, jeg har andre ting i mit liv, som jeg prioriterer højere end vægt, men alligevel, kan man så nogensinde i forbindelse med en spiseforstyrrelse tale om 'rask'?

Forleden så jeg en kvinde, som jeg kender lidt fra min tid på psyk. Hun var stadig voldsomt tynd og lignede en på 16, selvom hun mindst må være 30. Andre ville nok blive skræmt af hende, men jeg syntes, at hun var uendelig smuk, og jeg kan lige så godt sige det som det er JEG SYNES AT MODELLERNE I BLADENE ER SMUKKE. Det er ikke nogen populær holdning at have, men i 10 år af mit liv levede jeg med en altkonsumerende spiseforstyrrelse, i 10 år levede jeg med det skelettynde ideal. Det var 10 år med store psykiske smerter, det var 10 år i helvede, men der var også gode dage, dage som folk der ikke har prøvet det har svært ved at forestille sig. Det var ikke fordi disse dage var meget bedre end hvad jeg siden har haft det privilegium at opleve, de var bare meget intense, følelsen af knogler under tynd hud, følelsen af at være så bedre end bedre end folk omkring mig, for jeg kan noget de ikke kan, og så pyt med at de slet ikke ønsker at kunne det, følelsen af at alle ens problemer udenfor krop og vægt bliver ligegyldige bagateller, følelsen af hjernen der udsender dejlige euforiserende stoffer, for nu har man ikke spist i over 100 timer. Den næste dag vil man så have taget 100 g på, og man ryger ned i et hul så sort og dybt, at man har lyst til at tage livet af sig, men man har stadig haft den ene dag.

Den ene dag gør det svært at tale med behandlere, for normerne fortæller os, at når man kommer ud på den anden side, så skal man fortælle en masse sørgelige historier om hvor forfærdeligt det var, og jeg har masser af den slags historier, men jeg har også de gode. Selvfølgelig er der gode historier, ellers ville man jeg ikke gøre det. En spiseforstyrrelse er en psykisk sygdom, men det er også ens underbevidsthed der træffer valg, og underbevidstheden gør ikke noget med mindre den for noget igen.

Det er svært at tale om noget, hvis man ikke må tale om det hele, men det er ikke alle der er lige klar til at høre det hele.. Jeg skriver ikke dette for at sige til de unge at det er en god slankekur at have en spiseforstyrrelse, det er det ikke. Jeg siger det heller ikke fordi jeg ønsker at vende tilbage til de dage, slet ikke. Jeg har en sund og rask krop nu, jeg har en sund og rask vægt, jeg bryder mig ikke om den, for mit ideal er stadig det skelettynde, men jeg har accepteret, at det er dette der er bedst for mig, og jeg har erkendt, at hvis jeg gerne vil have energi til at lave mine lektier og til at have det sjovt, så er jeg nødt til at spise.

fredag den 28. marts 2014

At arbejde med de studerende

Allerede tilbage i 07-09, hvor jeg havde 12 indlæggelser på psykiatrisk hospital på to år, kunne jeg godt lide at arbejde med de studerende. Det har især været studerende inden for medicin, sosu, sygepleje, pædagogik og psykologi jeg har haft med at gøre. Det særlige ved studerende er nemlig deres ivrighed, for måske er der mange ting de ikke ved og forstår, men det er okay ikke at vide og forstå, så længe man er villig til at lære, og det er de.

Der er noget grueligt galt med psykiatrien sådan som den fungerer i dag.
- Er man køn er det lettere at få hjælp end hvis man var grim.
- Patienter med borderline bliver i høj grad betragtet som små hystader.
- På MVA (hvor man kommer hen hvis man har taget en overdosis) er de blevet instrueret i ikke at snakke med 'Panodilpigerne' overhovedet, for de skal jo ikke have en god oplevelse.
- Aspergere har svært ved at få godkendt psykologhjælp, for det menes ikke at vi har de kognitive evner til at reflektere over eget selv.
- Spiseforstyrrede bliver i høj grad straffet i stedet for at modtage omsorg.
Og sådan kan listen blive ved og ved.  Når jeg siger der er noget galt i psykiatrien, så mener jeg psykiatrien som system og ikke de individer der arbejder i den, for de fleste gør et godt jo, men der sidder altså folk rundt omkring der ikke skulle have lov til at arbejde med mennesker. På en af afdelingerne sad der et af disse mennesker, en sygeplejerske, og det var lige nettop hende hvis job det var at oplære alle de studerende og det var skræmmende. Derfor, hvis jeg gerne ville have at de studerende lærte noget ordentligt, så måtte jeg selv tage fat, og det gjorde jeg så.

Jeg står ikke med nogen stor universel viden, jeg ved ikke hvad der står i bøgerne, jeg har ikke de rigtige svar men jeg har gjort mig nogle erfaringer og jeg er god til at formidle dem. I dag ryger jeg ikke længere ud og ind af psykiatrisk hospital, så jeg har ikke længere den direkte kontakt med de studerende, men med jævne mellemrum er der studerende der søger folk at interviewe i forbindelse med at de skriver opgave, og det er ganske fornøjeligt at have dem på besøg

onsdag den 26. marts 2014

Klappen går ned

Min nedsmeltning fra i sidste uge er ikke ovre endnu, men jeg synes bare ikke rigtigt, at jeg kan tillade mig at tage flere dage fri, så tilbage på skolebænken med mig, også selvom det er hårdt. Det værste er, at jeg kommer ganske uforberedt til mange af timerne, for jeg kan slet ikke koncentrere mig. Det er som om at hver gang jeg bare tænker på at lave lektier, så er der en klap der går ned mellem mine øjne og min hjerne, sådan at signalerne aldrig nogensinde når frem. Jeg sidder og læser en sætning, men inde i hjernen sidder jeg bare og synger en lille sang bummelummelum.

Det gik hverken værre eller bedre end at vi i går fik udleveret en opgave, som vi så fik en halv time til at besvare. Ellerede i introduktionen til opgaven var der noget jeg ikke forstod, og læreren var gået, så jeg kunne ikke spørge om det, og så opgav min hjerne ævred og gav sig til at synge en lille sang mens resten af klassen arbejdede ihærdigt, hvilket var dybt frustrerende. Da læreren kom tilbage svarede han på mit spørgsmål ved at sige, at jeg havde læst forkert, hvilket jeg havde, men havde jeg fået det at vide en halv time tidligere kunne jeg måske have lavet opgaven. Da opgaverne skulle rettes "var de så nemme" at han bare hurtigt gav os de rigtige svar, men for mig havde de ikke været nemme så jeg fik mega dårlig samvittighed.

Jeg prøvede at se på opgaven igen da jeg kom hjem, men straks gik klappen ned. Opgaven handlede om forskellen på:
Hunden er glad.
Den glade hund leger i haven.
Glad leger hunden i haven.
Og det er ikke fordi jeg ikke kan se forskellen, jeg kan bare ikke sætte ord på hvad der egentlig gør forskellen, og for mig føles 'kan ikke sætte ord på' og 'kan ikke finde ud af' som det samme, og det får mig til at føle mig dum, og når klappen så går ned og jeg ikke længere kan se på opgaven, så føler jeg mig også doven. Dum og doven, for mig er det de værste skældsord, hvilket ironisk nok får klappen til at gå ned igen af ren panik.

Helt bekymret er jeg dog ikke. Jeg fører dagbog, og når jeg kigger på slutningen af marts sidste år, så kan jeg se, at det var præcis ligesådan dengang. Der er bare et eller andet med midten af et semester. Til at starte giver jeg den gas, for jeg vil vise sig selv og mine omgivelser, at jeg bestemt kan gøre det bedre end end sidste semester, hvor jeg aldrig selv syntes at jeg gjorde det lige så godt som jeg burde. I slutningen af semestret kører jeg, hvis der er en eksamen, på adrenalinen, og så får jeg lavet en masse. Midten a semestret er derimod bare denne sump hvor alle dagene ligner hinanden.

Jeg håber dog, at det snart vender, for jeg er ved at få spat

mandag den 24. marts 2014

Hvem fortjener hjælp?

Nogle gange møder man folk, som man fatter sympati for med det samme. Sådan en mødte jeg i går. hun var hjemløs og gik og tiggede småpenge til herberget. Det var ikke meget jeg kunne give hende, 8.50 og en tom flaske. Da hun gik videre kom jeg i tanke om, at jeg egentlig har været ret heldig med den hjælp jeg har fået, så jeg kaldte hende tilbage og stak hende 200,- og et smil. Hun blev rørt til tårer og fik lov til at give mig et kram. Egentlig er 200,- ikke ret mange penge, men jeg gav hende noget der var langt mere værd end penge, jeg gav hende venlighed,  værdighed og nærhed, hvilket er umådelig sjældent at man får når man befinder sig på bunden af samfundet.

Hvis det bare galt om pengene, så betaler jeg skat, og jeg giver penge til nødhælp, to instanser der, i hvert fald ideelt set, giver hjælp ligegyldigt om man er sød køn og charmerende, for rigtig mange mennesker på bunden er ingen af de ting, og jeg ønsker et samfund hvor hjælp ikke afhænger af om man kan få nogen til at fatte sympati for én. Det er det samfund vi i teorien skulle have, men det er det ikke, ikke nok i hvert fald.

Hvad fik mig så til at vælge lige nettop denne kvinde til mit lille godgørende projekt? Måske handlede det egentlig mest om mig selv, hvilke tanker og følelser jeg havde i netto i det øjeblik hvor hun kom hen til mig. Måske var det fordi det var så tydeligt, at hun virkelig hadede at tigge, at hun hadede sig selv for at være nødt til det. Måske var det fordi hun var mere klar i hovedet og i sin væremåde og i sine formuleringer end de fleste hjemløse jeg har talt med har været. Jeg kan ikke sige det, men i lige nettop det øjeblik var det det der gav mest mening.

Kan jeg være sikker på at hun ikke brugte pengene på alkohol eller stoffer? Overhovedet ikke, jeg kender hverken hende eller hendes historie. Jeg kan sige at det ikke virkede som om at lige nettop de ting var hendes problem, men jeg har ingen chance for at vide det. Hvad jeg kan sige er, at det ikke betyder noget for mig. Jeg ønsker selvfølgelig at hun brugte pengene på noget fornuftigt, men som sagt så er 200,- egentlig ikke ret meget, så hvis det virkelig var alkohol hun brugte dem på, så er det fint med mig, for vi har alle vores grunde til at gøre som vi gør, og med den historie jeg selv slæber rundt på, har jeg ikke ret til at dømme andre for deres valg.

Hvad jeg til gengæld håber at hun bruger min venlighed til, er at tro på sig selv og tro på verden. En gang hvor jeg havde det rigtig skidt og skulle indlægges, blev jeg ført ind på afdelingen af en sygeplejerske, da en af patienterne kommer hen til mig og omfavnede mig og siger "Det er helt i orden at være bange. Vi er alle bange ind i mellem". Jeg har siden fået mange kram af pædagogerne, selv når jeg var rigtig langt nede og havde skåret mig og blødte og græd. Hvis de ikke havde noget imod at kramme mig, så havde jeg heller ikke noget imod at kramme en hjemløs.

Jeg ved ikke om jeg tror på karma, for jeg kender ikke nok til det, men jeg tror på næstekærlighed, og jeg tror at verden ville være et meget bedre sted at være hvis vi alle viste hinanden lidt mere venlighed. Hvad der ville gøre mig rigtig glad er, hvis I ville skrive om engang i viste venlighed, eller hvor nogen viste venlighed for jer.

lørdag den 22. marts 2014

Væk

Problemet ved at være morgenmenneske er, at nå man sover ude, så vågner man som regel adskillige timer før sine værter, og nogle gange ved man så ikke hvordan man betjener kaffemaskinen. efter denne uges nedsmeltning trængte jeg til at komme lidt væk, væk fra den dårlige samvittighed over lektier der ikke blev lavet, væk fra løbetræningen der ikke går særlig godt, væk fra de samme omgivelser dag ud og dag ind. Jeg er autist, jeg elsker gentagelser og faste rutiner, men selv jeg kan løbe sur i det hele.

Min onkel havde haft lægevagt oppe i Nordjylland og kunne så hente mig i Aarhus inden han tog færgen til Sjælland. Det var første gang jeg skulle besøge ham og min tante i deres nye hus, men jeg kender dem selvfølgelig ganske godt, det vil sige, at jeg kunne opleve noget nyt og spændende i trygge og vante rammer, og det var lige hvad jeg trængte til.

Om eftermiddagen var vi ude og gå tur, og det var en helt anden natur end der hvor jeg bor nu, mere frodigt, varmere, jeg havde klædt mig på efter det jyske vejr, og jeg svedte, men det var rart at smide jakken for første gang i år. Når jeg løber, så løber jeg i et fitnesscenter, og når jeg cykler, så cykler jeg normalt bare ned på universitetet, så jeg kommer slet ikke så meget ud som jeg gerne ville. Mit liv er fuld af gode intentioner, men så skal jeg lige det ene eller det andet, og så kommer jeg ikke af sted.

Der var snak om at vi skulle på museum, men for mig var et nyt hus i nye omgivelser rigeligt med nye input. Da jeg vågnede, og min onkel og tante stadig lå og sov, gik jeg på oplevelse i deres stue. Først så jeg på deres bøger, for det er hvad jeg altid gør når jeg er hjemme ved nogen, og når jeg nu var i gang med bøgerne kunne jeg lige slå op, om det virkelig var en spætmejse jeg havde set dagen før. Så gik turen videre til skabene. Min onkel og tante rejser meget til fjerne egne som jeg nogle gange ikke engang anede eksisterede, og de bringer ting med hjem, som jeg så kunne gå og snuse i og opleve mit helt eget lille eventyr. 

Mens jeg gik rundt og lod mig fascinere af den ene genstand efter den anden, gik det op for mig, at jeg ville være en forfærdelig indbrudstyv, der kunne have ligget en stak med en million kroner, og jeg ville have været revnende ligeglad, men de små figurer med små vrisne mænd forelskede jeg mig hovedkuls i. Der var et kæmpe stort plasma tv, i hvert fald fire gange så stort som mit eget, men jeg ledte ikke engang efter fjernbetjeningen, for jeg havde travlt med at studere elgen der løb på skøjter, læderæslet, myreslugerpinceten, det græske tempel, glasskålen med billen, åleruserne i mineformat. Der var slet ikke behov for et museum, for min onkel og tante havde deres egen lille udstilling.

torsdag den 20. marts 2014

Nedsmeltning

Jeg har en masse spændende ting for for tiden, men jeg må nogle gange minde mig selv om, at jeg ikke har nær så mange kræfter som andre mennesker, men når nu man virkelig gerne vil disse ting... Lige nu kæmper jeg med mig selv og med de kræfter jeg har tilbage. Måske startede det hele med et netværksgruppemøde hvor 8 kvinder jeg ikke kendte tale i munden på hinanden, måske var det med en tre timer lang indkøbstur med min mor. Nogle mennesker for ladet deres batterier op når de laver spændende ting med fantastiske mennesker, men ikke mig. Jeg kan godt lide at gøre disse ting, men de efterlader mig helt ødelagt bagefter. Det var sådan, at jeg mandag var så træt, at jeg (heller) ikke fik spist ordentligt om aftenen, så jeg vågnede kl 1 om natten og kunne ikke sove videre. Det blev en meget lang dag, og selvom jeg som godt om nattet, var jeg slet ikke udhvilet da jeg stod op i går.

Dagen i går var en zombidag, hvor jeg ingenting kunne overkomme. I adskillige timer lå jeg bare på min seng med ørepropper i ørerne, for selv den mindste lyd virkede overvældende. Lyde blev som snoede sig rundt om min krop og strammede til jeg blev kvalt. Jeg var så træt, at jeg ikke kunne høre musik, jeg kunne ikke læse, jeg kunne ikke tænke klart, jeg ønskede bare at falde i en lang dyb søvn. Jeg kunne selvfølgelig ikke sove, og jeg havde lyst til at tude over mig selv, for jeg har faktisk købt et gardin til soveværelset, men jeg har bare ikke fået det sat op, så nu væltede lyset ind ad vinduet og trængte ind mellem selv den mindste sprække i mine øjenlåg. Jeg havde lyst til at skrige og rive mig selv til blods, min jeg begravede ansigtet i puden og mumlede et fader hvor og ti hil dig mariaer, hvorefter jeg begyndte at spekulere over hvor jeg havde lagt min rosenkrans, og om jeg virkelig orkede at lede efter den.

Behøves jeg at sige, at jeg hverken fik lavet latin eller kom til timen? Faktisk var det sådan, at jeg tirsdag nat kl lort skrev en meget ynkelig og komplet unødvendig mail til min underviser, som jeg senere, da medicin og kaffe begyndte at virke, bittert fortrød. Den brugte jeg meget tid på at slå mig selv i hovedet over, da jeg lå i min seng i går. Jeg skulle lægge alle mine kræfter i ikke at fare hen til computeren og skrive en ynkeligt forklarende mail, som sikkert bare ville gøre min dårlige samvittighed endnu værre, men hold op hvor var det svært, for jeg blev naget af en dårlig samvittighed der fik mine indvolde til at krympe sig.

tirsdag den 18. marts 2014

Bistroen i Bilka

Min mor og jeg var ude og købe stole til min altan, hvilket krævede at vi måtte i fire butikker på tre timer.

Jeg havde været ned og træne om morgenen, og ulidelige stemmer pumper os ørerne fulde med, at vi skal undgå kulhydraterne. Normalt lytter jeg ikke til dem, men nogle gange er det svært at lade være, så da jeg kom hjem fik jeg et proteinrigt måltid med fisk og æg og humus, men intet brød. Det gik godt til at starte med, men som vi kørte rundt i Aarhus' gader, blev jeg virkelig køresyg. Det skete tit for mig da jeg var barn, men det stoppede da jeg blev ældre, men det kommer igen når jeg ikke spiser ordentligt. På et tidspunkt hvor vi var faret vild og stoppede for at sætte gps'en til, fandt min mor nogle gajoler, hvilket kun sporadisk virkede. Til sidst valgte vi at spise en hurtig frokost, og da vi tilfældigvis var ude ved Bilka, blev det der vi spiste.

Som barn boede vi lige ved Bilka, så var det bare en nærbutik, et sted som alle andre, bare lidt større. Jeg husker overraskelsen en dag hvor jeg havde besøg af en veninde, hvor hun var oprevet over ikke at få lov at komme med i Bilka, for hvem i alverden havde LYST til at gå i Bilka, men det er der altså nogle mennesker der har.

Det er ikke fordi jeg som sådan har noget imod stedet, men jeg har ikke en umådelig LYST til at komme der. For mig at se er det et umanerlig trist sted, omgivelserne er triste, maden er trist, menneskene er triste, og når jeg siger at menneskene var triste så mener jeg selvfølgelig ikke hver og én, men bare et usædvanligt højt antal. Selvom jeg er autist ved jeg godt at jeg ikke må stirre på folk, men det var svært at lade være, det sad der med deres farveløse ansigter og tyggede deres farveløse mad. Jeg kunne ikke lade være med at blive en lille smule bange. Folks skævheder er ofte det der gør tilværelsen interessant, og i mine år i psykiatrien har jeg set og oplevet mange skævhede, og det var fint, men her virkede det skæve nærmest som en optisk forvridning. Måske var det bare lyset, som når man altid har flere bumser i H&M's prøverum end alle andre steder, men måske er det mit syn på tilværelsen der har ændret sig, for jeg havde mere ondt af disse mennesker end jeg normalt havde af dem på psyk.

søndag den 16. marts 2014

Når aspergerpiger mødes 2

I går var jeg til sammenkomst med en masse andre aspergerkvinder her i Aarhus. Jeg er begyndt at argumentere for, at man symptommæssigt ikke skal dele aspergere op i mænd og kvinder men derimod i indad- og udadreagerene. Det er dog bare når det gæld symptomer, for engang imellem er det bare sådan at kvinder gerne vil have oplevelser sammen med andre kvinder, og så er det ligegyldigt om man er normal eller har en diagnose.

Samtidig med at vi har behov for at møde andre kvinder, har vi også behov for at møde andre med en diagnose, helst den samme som os selv, for vi har behov for at blive bekræftet i, at vi ikke er helt så gale som det nogle gange føles.


Jeg flyttede til Aarhus for at tage del i den virkelige verden, og det er både sjovt og spændende, og jeg møder en masse fantastiske mennesker, men det gør mig også enormt usikker på mig selv, for i hvilken grad ser folk omkring mig som gal eller forstyrret? Jeg er smertelig bevidst om, at jeg nogle gange siger nogle lidt mærkelige ting, som folk enten finder underlige eller ligefrem stødende.

Før jeg tog af sted til mødet var jeg nervøs, for jeg ønskede brændende at dette kunne være et fristed, hvor jeg kunne få lov til at være underlig uden at lægge bånd på mig selv, men samtidig var jeg også bange, for hvad nu hvis jeg heller ikke passede ind her, hvad hvis de slet ikke kunne forholde sig til min måde at være mærkelig på?

Heldigvis gik mødet rigtig godt, og vi havde det enormt morsomt. Til at starte med var det svært at komme ind i samtalen, for alle de andre kendte hinanden, hvilket intimiderede mig lidt, for jeg ved fra andre sammenhænge hvor svært det er at komme ind i en allerede eksisterende gruppe. Jeg er også meget bevidst om, at jeg generelt ikke klarer mig så godt i store grupper, som jeg gør når jeg er alene med folk. Jeg var ked af at disse mennesker ikke ville se den bedste side af mig, men det viste sig, at det slet ikke blev et problem, for da jeg endelig tog mod til mig og begyndte at deltage i samtalen, så gik det faktisk rigtig godt.

Mødet tog dog så meget på mig, at jeg var nødt til at tage tidligt hjem. Jeg prøvede at sætte en film på jeg har set 100 gange før, men jeg kunne slet ikke klare flere indtryk, så jeg slukkede og endte med at gå i seng allerede kl 16.30. Da jeg lå i min seng fik jeg det faktisk helt dårligt. Jeg havde slet ikke kræfter til alle mine sædvanlige forsvars mekanismer, og fordi jeg havde oplevet noget så sjældent som at blive forstået, så væltede det nu op i mig med erindringer om alle de gange hvor jeg virkelig havde brug for at blive forstået. Der var dengang en lærer i en diskussion om mobning sagde, at jeg selv var ude om at blive holdt udenfor som barn, for jeg var satme et mærkeligt barn. Der var dengang en af drengene blottede sig for mig i en historietime, og hvor klassen bare syntes at det var sjovt. Jeg lå i min seng og var udmattet, og jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg faktisk havde været stærk nok til at holde det ud. Jeg lå og fantaserede om hvordan det ville have været at have skåret sig i disse situationer.

Til sidst faldt jeg dog i en urolig søvn.

fredag den 14. marts 2014

Når man er mere end bare patient

I går havde jeg besøg af en af vikarerne fra mit gamle bosted, men hun var her i rollen som ven og ikke som pædagog. I løbet af min tid i behandling, har jeg måttet sige farvel til rigtig mange pædagoger og sygeplejersker, og det har været enormt hårdt, for rigtig mange af dem var jo mennesker jeg holdt af, og det gjorde ondt aldrig at skulle se dem igen. Mange gange ønskede jeg at vi kunne bevare kontakten, men sådan blev det bare aldrig. Måske var det fordi jeg dengang var for syg, og de var nødt til at tænke på at beskytte sig selv fra at blive en form for ekstern behandler for mig, måske var der bare aldrig nogen der højt sagde de magiske ord "vil du være min ven?".

Nu om dage har jeg kontakt til et par stykker af pædagogerne fra mit sidste bosted, inklusiv den vikar som var her i går. Det er en virkelig rar fornemmelse, for det giver mig følelsen af at være mere end bare en patient, måske ligefrem et rigtigt menneske. Disse mennesker viser mig at de rent faktisk kan lide mig for den jeg er, og ikke bare fordi de bliver betalt for det. Jeg føler mig ikke længere bare som et job man tager hjem fra.

Men for at fortælle lidt om i går, så var det rigtig rart at se vikaren igen. Jeg kommer godt ud af det med mine nye kontaktpersoner, men vi har ikke en historie sammen, og jeg har ikke et nær så personligt forhold til dem, fordi vi ikke har nær så meget kontakt. Det var derfor rart og sidde og snakke uden hele tiden at skulle forklare hvorfor og hvorledes.

Desværre havde vi ikke meget tid, for det var sent på dagen ud fra min døgnrytme, og jeg var træt. Da vi sagde farvel faldt jeg i søvn stort set med det samme, og jeg er stadig træt, hvilket irriterer mig grænseløst, for jeg vil også have lov til at have et socialt liv lige som alle mulige andre, men hele mit system er imod mig.

onsdag den 12. marts 2014

Hvem er jeg?

I løbet af de sidste par dage er der kommet temmelig mange nye læsere til, så jeg tænkte, at det måtte være på sin plads med en lille introduktion, for hvem er asperger-pige egentlig?

Jeg fik min asperger diagnose tilbage i 2008. Det kom ikke som noget stort chok, for jeg havde siden jeg var barn været meget bevidst om, at jeg var anderledes/forkert i forhold til de andre børn. Folk spurgte dog, om det ikke var en lettelse at få en diagnose, men det var det ikke, i hvert fald ikke på det tidspunkt. På det tidspunkt i mit liv havde jeg nemlig fået et nervesammenbrud, og jeg tilbragte mere tid på forskellige psykiatriske afdelinger, end jeg gjorde hjemme hos mig selv. Dengang var der meget lidt viden om Aspergers syndrom i voksenpsykiatrien, og hvad man ikke ved har man ikke ondt af, helt bogstavelig talt. De ville gerne give mig en masse piller til at mildne mine symptomer, men det blev beslutte at jeg ikke havde de kognitive evner til at reflekterer over mit eget selv, så jeg ville ikke have gavn af samtaler.

Der var heller ikke rigtig nogen der kunne fortælle mig noget om hvad det ville sige at have aspergers. Jeg læste alt hvad der var på biblioteket, men det var alt sammen forældet og handlede hovedsageligt om drenge, og jeg havde svært ved at identificere mig med det. Psykiatrien fortalte mig, at jeg ikke var rigtig deprimeret, det var bare et symptom på min aspergers, og aspergerbøgerne fortalte mig, at jeg ikke var asperger på den rigtige måde, jeg var jo en pige med pigeinteresser. På et eller andet tidspunkt fik jeg nok, jeg ville selv være med til at sætte en standard for hvad der var normalt, og det ville jeg gøre ved selv at skrive de tekster som jeg syntes manglede i litteraturen, og så gik eventyret i gang.

En af mine autistiske særinteresser har altid været at læse bøger for at finde ud af hvordan alle disse normale mennesker i verden fungerer. Det har altid forundret og forskrækket mig lidt, men jeg var jo tvunget til at leve i deres verden. Da jeg startede denne blog prøvede jeg at vende dette fokus ind mod mig selv, og jeg forsøger at forklare hvad det er jeg gør der er så anderledes og hvorfor det er jeg gør det. Jeg ønsker at fortælle og det hårde, sjove og mærkelige jeg oplever. Jeg ønsker at sige, at måske ser verden lidt anderledes, men hvad jeg kæmper med er mange gange det samme som andre mennesker også kæmper med. Mest prøver jeg dog at bevise over for mig selv, at på trods af hvad bøgerne nogle gange hentydede, så kan man som asperger godt leve et nogenlunde normalt liv.

mandag den 10. marts 2014

Forårsfilm

Så er årsopgørelsen for Skat 2013 kommet, og jeg så er der penge på kontoen. 279 kr for at være præcis. My God jeg føler mig rig, og det skulle fejres, så jeg var ude og købe verdens bedste forårsfilm, Ronja Røverdatter, og der blev endda penge til overs.

Jeg er vokset op med Astrid Lindgrens bøger og film til at nære min fantasi, på samme måde som ilt nærede mine lunger og chokolade min sult, og jeg er aldrig blevet for gammel til dem. Da jeg var allermest syg her for nogle år siden, og hvor voksenfilm blev for komplicerede eller irrelevante, da var det disse film jeg vendte tilbage til. De var smukke og mørke på samme tid, og historien var enkel uden at være fordummende.

Jeg købte altså filmen her i weekenden som min måde at fejre foråret på, for selvom filmens handling spreder sig over to fulde år, så er det for mig indbegrebet af en forårsfilm. Jeg kunne ikke finde et billede af anemonescenen, som ellers er det billede jeg tænker på, hvor den rødhårede birk kaster sig ned i et tæppe af anemoner med et saligt smil om munden, mens den sorthårede Ronja springer rundt og skriger sit forårsskrig. Den lille scene rummer så megen livsglæde, at det næsten gør helt ondt.

En anden scene jeg ikke har hunnet finde billeder af på nettet er 13 splitterragende nøgne røvere der bliver gennet ud i sneen for at vaske sig, hvor de tumler rundt som en flok børn. Det er ikke fordi jeg har et stort behov for at se på slatne mandenumser, det er mere fordi den scene er så herligt uamerikansk. Jeg elsker amerikanske film, men nogle gange bliver det lidt for meget af det samme. Her er scenen, hvis den var blevet lavet i USA: 13 Brad Pitt lookalikes kommer værdigt løbende, gerne enkelte klip i slow motion. Alle er top trænede og velproportionerede. Kameraet fanger hovedsageligt deres overkroppe og deres hvide ånde. Når man ser dem i hel figur et de iført et par boxershorts så store at de er klovnen Bobo værdige, for de voksne skal jo nødig se at kulden får deres manddom til at krympe sig, og børnene skulle nødig se hvordan en nøgen mand ser ud. Ikke nødvendigvis nogen helt dårlig scene, men den svenske er sjovere.

Jeg ved ikke hvor stor Sveriges filmindustri var i midt-80'erne, men jeg har på fornemmelsen at mange af skuespillerne er hentet fra landets teatre, hvilket er skønt, for de formår at bruge deres kroppe og ansigter på en mere markant måde end man ser i moderne film. Jeg er autist, og jeg har svært ved at aflæse ansigtstræk og kropssprog, derved ikke sagt at jeg slet ikke kan finde ud af det. Kropssproget i Ronja Røverdatter er dog ikke til at tage fejl af, og jeg nyder det. Moderne film vil 'afbillede virkeligheden', og det er sikkert fint nok, men langt hen af vejen er virkeligheden triviel. Der er intet trivielt over Lindgrens film, men de føles stadig ægte.

lørdag den 8. marts 2014

Aspergerpige

Bliver jeg aldrig nogensinde træt af altid at tale om mig selv? Kun sjældent. Måske er jeg en meget selvcentreret person, eller også er bare yderst fascinerende. Igennem de sidste seks år er det med jævne mellemrum folk der gerne vil have en snak med mig om mine erfaringer. Det kan være journalister, studerende eller bare helt almindelige nysgerrige, og hver gang prøver jeg at sætte ord på hvordan det er at være sådan en som mig.

I går var det to specialestuderende fra psykologi der gerne ville vide hvordan det føles at være en aspergerpige. De havde mange gode spørgsmål og vi sad længe og talte, men det fik mig til at tænke, hvordan føles det EGENTLIG at være en aspergerpige, hvortil jeg bare kan svare "Øh!". For i hvilken grad er jeg anderledes end alle mulige andre unge kvinder? På mange punkter er vi ens, for jeg prøver jo også bare at jonglere en hverdag med studie, lektier,  fritid, venner, indkøb og rengøring. Også jeg prøver at finde en balance i det hele hvor jeg kan bevæge mig fremad, uden at det hele ender med at styrte sammen om ørerne på mig. Også jeg ønsker folk omkring mig som jeg holder af og som holder af mig. Og alligevel er der en forskel. Det kan jeg jo se, når jeg ser de af mine veninder der ikke har en diagnose.

Hvori består denne forskel? Hvorfor kan jeg ikke klare de samme ting som de kan? Det er ikke fordi jeg er doven, at jeg kun kan klare at tage et universitetsfag af gangen. Det er jo ikke fordi jeg har lyst til at tage tidligt hjem om fredagen, når de andre går i fredagsbar. Det er jo ikke fordi at jeg ikke kan holde af andre mennesker, at jeg ikke kan finde ud af det med kærester.

Jeg ved at jeg ikke har de samme kræfter som alle andre, men hvorfor? Jeg spiser jo sundt, jeg spiser nok, jeg er fysisk aktiv, jeg sover rigeligt, og alligevel kan jeg i løbet af dagen mærke hvordan al energi og livskræft bliver suget ud af mig. Men det er jo ikke min krop der er træt, det er min hjerne. Jeg har ladet mig fortælle, at det er fordi jeg som asperger analyserer på ALLE input, i en langt højere grad end andre mennesker gør. Og selvfølgelig gør jeg det, jeg kan slet ikke forstå at andre ikke gør.

Forleden snakkede jeg med en af mine nye kontaktpersoner. Vi snakkede om hvorvidt hun kunne give mig et knus når jeg var ked af det, og det må hun gerne, hun skal bare lige spørge mig først, for for mig er et knus ikke bare en emotionel handling der skal give trøst, tryghed og varme. Det er et logistisk problem. Der er en million spørgsmål der melder sig. Hvis arme går hvorhen? Hvor hårdt skal man trykke? Hvor længe skal man blive ved? Hvordan skal man trække vejret? Og ikke mindst, så når to voksne kvinder giver hinanden et knus, så er der bryster involveret, og hvordan undgår man, at det bliver akavet? "Ej, sådan skal du altså bare ikke tænke", men det er jo det jeg gør hele tiden, hvert sekund alle dage.

torsdag den 6. marts 2014

En lille smule ydmygende

Hvis man ikke er tilfreds med sin praktiserende læge, så betaler man et mindre gebyr, og så er denne sag ude af verden. Jeg står desværre i den uheldige situation, at det er min psykiater jeg er utilfreds med, og så er der ikke meget at gøre.

Nogle mennesker er utilfredse med hele psykiaterstanden, og når man ser hvordan det psykiatriske system er skruet sammen, så forstår man godt lidt hvorfor det tænker sådan. Jeg synes dog at det er lidt uretfærdigt, for jeg har mødt rigtig mange psykiatere. Nogle var virkelig dårlige og nogle var rigtig gode, og mange var bare helt almindelige mennesker der gjorde deres job så godt som de kunne inden for de rammer der var givet dem. Desværre er psykiatrien et sted hvor den enkelte læge har meget stor magt over den enkelte patient, og det tiltrækker visse uheldige typer, og systemet er sådan at det er psykiaterens rettigheder der beskyttes frem for patientens.

Jeg vidste godt disse ting, da jeg tog ned til min praktiserende læge for at få en forklaring på et EKG, en forklaring min psykiater ikke ville give ud over "det ser ikke godt ud", og en henvisning til en ny psykiater. Jeg vidste alle disse ting, og alligevel håbede jeg. Jeg håbede at jeg havde taget fejl, at systemet måske alligevel var på patientens side.

Min læge så hurtigt på sin skærm og sagde at det kunne hun ikke snakke med mig om, for min psykiater har al magten over min behandling. Jeg nåede ikke engang at fremføre alle de fine argumenter jeg havde planlagt sammen med min psykolog, før hun begyndte at værfe mig ud af døren. Jeg gik helt i panik, og jeg kom til at sige alle de forkerte ting. Alle de ting der stemplede mig selv som endnu en besværlig patient. Hun ville måske, men kun måske gøre noget, hvis min psykolog tager kontakt til hende, for mit ord som psykiatrisk patient har ingen værdi. Dernæst smed hun mig ud.

Min psykolog har desværre ferie, så den aften græd jeg mig selv i søvn for første gang i meget lang tid.

tirsdag den 4. marts 2014

Du kan jo bare

I latin har vi hele semestret arbejdet med en tekst om Jesu barndom, men nu er vi gået over til en tekst om slaveri. At få en ny tekst generer mig ikke. Det er lidt som når man bliver færdig med en bog. Nogle gange er man glad for at bogen endelig er slut, og andre gange kunne man godt have brugt, at den var meget længere.

Det der generer mig ved dette bytte er noget meget mere konkret, noget meget mindre småt. Tidligere har vi fået nogle noter af vores lærer til hjælp med oversættelsen. han kunne skrive hvis et ord havde en svær opslagsform, det vil sige den form man finder i ordbogen, da det for eksempel kan være svært at se at tulit er en perfektumform af fero. I vores nye tekst har vores lærer ikke selv skrevet noterne, for den lærerbog han har taget kopierne fra kom med egne noter.

I går havde vi lektiecafe, det vil sige, at der var obligatorisk fremmøde til at sidde og lave lektier, så kunne læreren gå rundt imellem os og hjælpe til. Det er en undervisningsfor der er meget svær for mig at håndtere, for der er helt naturligt en masse larm og uro. Det blev dog helt galt da jeg så ned på mine papirer og opdagede, at de nye noter brugte en anden opslagsform end ordbogen. Vi er vant til fra de sprog vi lærte i skolen, at man slår op under infinitivformen, det vil sige at komme, at gå, at spise, men på latin har jeg været vandt til at slå op under præsensformen jeg kommer, jeg går, jeg spiser. Vores nye noter brugte infinitivformerne, og det fik min hjerne til at smelte sammen.

Jeg fortalte læreren, at der var brugt de 'forkerte' opslagsformer. Det kunne han godt se, men kunne jeg ikke bare fjerne infinitivendelsen 'ere' og sætte præsensendelsen 'o' påfx 'cognoscere' at erkende til 'cognesco' jeg erkender. Selvfølgelig kunne jeg det, men så alligevel ikke helt, for min hjerne var jo allerede brændt sammen, og rundt om mig var der så meget uro.

Jeg endte med bare at sidde med armene foldet stramt rundt om maven for at holde mig selv fast. Til sidst bad jeg om at få lov til at gå tidligt og fik lov, men hvorfor betød de opslagsformer egentlig noget for mig? Jeg har brugt meget energi og kræfter på at lære latin. Min lærer går meget op i at latin egentlig lige som alle mulige andre sprog er noget meget flydende og egentlig ret uhåndterligt noget, men det er stadig også noget der for det meste har nogle meget faste former. Der er noget grammatik og noget syntaks. Der er en masse små og store regler som jeg har brugt meget tid på at sætte mig ned og lære. Når så pludselig der er en ny måde at gøre tingene på, føles det som om jeg står på helt bar bund og skal lære det hele helt forfra, og det orker jeg ikke.

søndag den 2. marts 2014

Om fejring af fødselsdag med alkohol

Det var min fødselsdag i onsdags, og jeg fyldte 29. Jeg går ikke selv så voldsomt meget op i fødselsdage, men jeg har ikke direkte noget imod dem. Det siges, at man kun er så gammel som man føler sig, men hvad så hvis man faktisk føler sig gammel, sådan rigtig gammel?

Okay, vi kan vist godt blive enige om, at 29 år ikke er voldsomt gammelt, med mindre man bor i LA, så det skulle trods alt fejres, så jeg slæbte et par studiekammerater med på unibar, hvilket ikke skal forveksles med fredagsbar. Forskellen er at fredagsbar ar lunkne standardpilsnere til ingen penge, og unibaren er temmelig dyre kvalitetsøl.

Sidst jeg fik alkohol var for to år siden til jul, hvor jeg fik ét krus glögg og gik kold før gaverne. Jeg husker svagt at min mor lagde dynen over mig, men ellers sov jeg til næste morgen. Sidste gang jeg var til fest var for nok fem år siden. Man kan derfor roligt sige, at jeg er ude af træning når det kommer til alkohol, så før vi gik derned var jeg faktisk ikke helt klar over om jeg ville drikke, for jeg er lidt af en kontrolfreak, og tanken om at slippe denne kontrol bare for et par timer var temmelig skræmmende.

Det endte med at være en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor jeg fik ½ øl, hvilket var nok til, at det kunne dæmpe den angst jeg normalt hår når jeg gør nye ting, er sammen med andre mennesker eller er omringet af larm, men ikke så meget, at jeg følte mig utryg.

Hvordan jeg så havde det lørdag var så en anden sag. Jeg var ikke syg, men jeg var dvask. Jeg havde i hvert fald slet ikke lyst til at tage cyklen ned for at træne. Egentlig fik jeg nået en del i løbet af dagen, men det blev især en dag hvor jeg følte mig glad fordi jeg havde haft en god dag med mine venner, men jeg var også nedtrykt, fordi jeg ikke kan have det sådan hver dag. Jeg kunne selvfølgelig gå hen og blive småalkoholiseret, men jeg ser visse fejl vedhæftet den plan. Jeg kunne også ændre karakter, blive mere udadvendt og opsøgende, tage ud og lave ting i stedet for bare at blive siddende i min lejlighed. Det kunne være lidt fedt, men jeg har tidligere skrevet om hvor forfærdelig hårdt det er at aktivt at gå ind og ændre på sig selv.

Jeg tror nu, at jeg er rimelig tilfreds med hvor jeg er nu. At jeg jeg keder mig en lørdag er jo ikke nødvendigvis tegn på at der er noget galt med måden jeg lever mit liv på.