Det er hårdt at flytte.

• Først står man med 69 flyttekasser og en millionmilliard bøger. 
• De ting der har deres naturlige pladser i et hjem begynder at blive pakket ud.
• Man får pakket nogle kasser ud, så der bliver plads til at sætte et skab/reol/bord, hvor man så kan stille nogle flere ting.
• Kasserne er er efterhånden tømt, til gengæld har man samlet nogle bunker af ting der endnu ikke er plads til, eller som man ikke har nogen anelse om hvor skal hen.
• Nogle ting bliver lagt tilbage i kasser og sat ned i kælderen.
• Nogle kasser er endnu ikke kommet i kælderen, fordi der bliver ved med at dukke småting op som skal derned.
• Flere og flere ting bliver flyttet hen på nye pladser for at få plads til andre ting.
• Nogle gange ligner lejligheden næsten et beboeligt hjem, hvis man ser den i en helt bestemt vinkel og lyset er helt rigtigt.
• Rundt omkring ligger der stadig bunker er småting, som ikke passer ind nogen steder.

Flere punkter følger, men så langt er vi ikke kommet endnu, og for at gøre det hele lidt mere indviklet, så er jeg også begyndt at læse til eksamen. Hver aften tumler jeg i seng, udmattet efter en dag med hårdt arbejde, både fysisk og mentalt.

Jeg er en positiv misantrop

Jeg har ikke ret megen erfaring i det der med at have en kæreste, men jeg har læst bøger og hørt vittigheder om svigermødre, så jeg ved godt hvad jeg kan forvente, både af min mor og hans. Nej, selvfølgelig er det ikke det jeg forventer. Hvad jeg forventer er tæt forbundet med mit generelle menneskesyn. Jeg kan bedst beskrive mig selv som en positiv misantrop. En misantrop er person der generelt ikke kan lide mennesker, men i min selvfortolkning af det, er det en person der ikke har store forhåbninger til menneskeheden. Jeg tror ikke at de fleste mennesker er særlig dybe, filosofiske eller heroiske, og jeg er altid klar med en sydende sarkastisk kommentar, men generelt kan jeg godt lide de mennesker jeg kommer i kontakt med.

Jeg kan fortælle massere af pinlige og mindre positive historier om min mor, selvfølgelig kan jeg det, hun er jo min mor, men når det kommer til personen Mor, så holder jeg af hende og har den største tiltro til, at hun ville behandle min kæreste godt, da de mødtes i lørdags. Jeg var ikke spor nervøs for mødet, for jeg har stor tiltro til dem begge, så tanken om, at det ikke skulle gå godt, var fjern.

Det viste sig da også, at jeg havde ret. Vi var først ude og spise ved en lille bådehavn. Vejret var dejligt, og vi spadserede en lille tur på landgangsbroen, i den udstrækning det var muligt. Derefter var vi hjemme ved mig for at sætte et gardin op.

Jeg ved ikke om det ændrer noget for mig, at Kæresten nu har mødt min mor. Fiktionen har fortalt mig, at det er en slags overgangsrite i et parforhold, når man præsenterer hinanden for forældrene, men jeg føler mig ikke anderledes nu end jeg gjorde før, men måske det kommer når jeg på søndag skal møde hans mor.

Måske føler jeg mig en lille smule snydt, for det føltes bare som en helt almindelig dag med min mor, bare med tre personer i stedet for to. Det var en god dag, og jeg var glad, men der var intet sug i maven, ingen himmelske hærskare der kom med deres hallelujakor, bare en helt almindelig efterårsdag i Danmark.

En tur i Den Gamle By

I torsdags var jeg nede i byen med en fyr jeg har set lidt til her på det sidste. Jeg havde siddet og lavet lektier, og da jeg var næsten færdig så lokkede den strålende sol der var udenfor, og den sagde til mig, at der er andet i livet end studier, så jeg lagde blyanten fra mig og skrev til ham, om vi ikke lige skulle mødes et par timer tidligere, og så gjorde jeg mig klar til at tage ned til byen. Nede ved bussen stod jeg og pillede ved mit hår, da jeg fandt et gråt hår. Ak ja, jeg fylder jo trods alt snart 30, og min krop er begyndt at gå i forfald.

Klokken var 1 om eftermiddagen, så det der med at finde et sted at spise var ikke det nemmeste. Jacobs pitabar reklamerede med lam og det faldt jeg pladask for, men jeg blev lidt skuffet, da det viste sig at være kebab. Jeg ved godt at kebab er lam, men hvis det er kebab man serverer, så er det kebab man skriver. Nå ja, men det interessante ved måltidet var de friturestegte kartoffelbåde. På grund af min spiseforstyrrelse, har jeg intet friturestegt fået siden gymnasiet, så det var en af de der ting på listen over ting man er nødt til at prøve. Det var på ingen måde så slemt som jeg havde frygtet, det var faktisk helt okay, og jeg havde heller ikke taget uhyre meget på, da jeg næste dag stillede mig op på vægten, og jeg faldt heller ikke død om.

Bagefter gik vi lidt rundt. Vi havde ikke nogen specielle planer. Vi gik på biblioteket og lånte en bog jeg skal bruge til mit oplæg, når jeg skal tale om min autisme og min spiseforstyrrelse og mig selv. Han foreslog så, at vi gik i Den Gamle By, et frilandsmuseum med gamle huse. Jeg har kun været der to gange før, og det er meget længe siden, så jeg syntes, at det var en glimrende idé. Vi gik rundt mellem de gamle huse og snakkede om os selv og om de ting vi så.

Hele turen mindede mig om, at der var en tid før jeg blev syg, en tid hvor den sociale angst ikke var så fremherskende, hvor jeg kunne tage med mine venner ind til byen og opleve ting. Jeg er hovedsageligt en introvert person. Jeg kan godt lide at sidde derhjemme blandt mine egne velkendte ting, hvor der er trygt og godt. Jeg bliver ofte meget træt af at være sammen med mennesker og opleve nye ting, men at komme ud skaber også nogle uvurderlige indtryk, som det er svært at få i bøgerne. At møde og tale med andre mennesker gør én til et bedre menneske.

Jeg ved ikke hvad jeg ønsker for fremtiden. Jeg ved ikke hvor meget jeg ønsker at gå ud, men hvis jeg bliver hjemme, ønsker jeg, at det er fordi jeg ønsker at være hjemme, og ikke fordi jeg er bange for at gå ud

Om travle morgener

I mange år har jeg stået meget tidligt op hver morgen. Når man konsekvent vågner ved 3-4 tiden så vænner man sig til at have lange stille morgener, hvor man har tid til at stå og se ud på solopgangen, gå en tur, drikke en kop kaffe og svare på mails. Der er ingenting man skal nå, dagens program ligger langt ude i fremtiden.

Jeg er for tiden i gang med at vende min døgnrytme, så i går stod mit vækkeur til at ringe kl 7. Jeg vågnede dog allerede kl 6, ikke fordi jeg var frisk og veludhvilet, men fordi jeg var sulten. Jeg har svært ved at lære, at når nu jeg går senere i seng, så skal jeg også spise senere, eller i hvert fald et ekstra måltid. nå, men jeg så på uret, og jeg tænkte, at hvis nu jeg tog en time tidligere ned for at træne, så kunne jeg måske nå at komme hjem i bad i stedet for at bade i centret, jeg havde nemlig en kaffeaftale kl 9. På vejen hjem fra centret glemte jeg dog at hæve kontanter til cafeen, så jeg måtte hjem i bad, hurtigt lægge noget make-up på, op på cyklen, ned og hæve penge og så hen på cafeen. Jeg nåede det lige akkurat med fem minutter igen. Kl var nu 9, og på tre timer havde jeg ikke haft så meget som fem minutter til bare at sidde og slappe af.

Mine veninder grinede lidt over, at jeg synes, at det var noget specielt at have sådan en morgen, for det er vel sådan de fleste mennesker lever deres liv, op og så hurtigt af sted.

Jeg er på mange måder glad for min nye døgnrytme. Det er ikke fordi jeg laver noget specielt om aftenen, jeg går ikke i byen eller i biografen, men det er hele bevidstheden om at muligheden er der, hvis jeg skulle få lyst. Det er også hele bevidstheden om, at jeg gør noget der er normalt. Der var en episode på cafeen, hvor det blev meget klart for både mine veninder, mig og alle der sad i hørevide af os, at jeg ikke er normal. Jeg har altid vidst at jeg ikke er normal, men det gør alligevel ondt at blive mindet om, meget ondt endda, men så var det rart at kunne læne sig tilbage og tænke, at i det mindste er min døgnrytme nogenlunde normal (ikke at de to ting ellers havde noget med hinanden at gøre).


Der er ikke nogen fast grænse mellem normal og unormal. Mange mennesker kan slet ikke lide begreberne. Jeg synes dog, at de er enormt passende. Det er ikke noget jeg tænker over til dagligt, og man kan skille sig ud fra mængden på mange fede måder, men man kan altså også skille sig ud på ufede måder. Grunden til, at jeg fastholder at arbejde med begreberne normal/unormal er de blikke man får, når man skiller sig ud på den ufede måde. Nogle mennesker bliver vrede, nogle bange, flove, misbilligende, hovne eller bare helt tomme i øjnene. Hvad der sker inde i mig når jeg får sådan et blik variere alt efter situationen, personen og min egen psykiske tilstand, men det kan gøre helt uoverskueligt ondt. Heldigvis er der også mennesker der reagerer med varme og åbenhed, og jeg er disse mennesker evigt taknemmelig, mange af dem kan jeg endda huske endnu flere år senere, som blandt andet hende her

A brave new world

I lørdags ville det have været Tove Janssons 100 års fødselsdag, hvis hun da havde været i live. Tove Jansson er forfatteren bag Mumibøgerne og "Sommerbogen". "Sommerbogen" er lige blevet genudgivet og har,uforståeligt for mig, fået meget mere omtale end Mumibøgerne. Det er på ingen måde end dårlig bog, men den kan på ingen måde hamle op med "Mumitrolden- De tre sidste romaner". Jeg burde have fejret hende, men det gjorde jeg ikke, for jeg var slet ikke klar over mig. Mumimors svar på en sådan krise er enten at bage så mange pandekager, at hun må blande dejen i badekaret eller at tage på en skovtur.

Jeg gjorde ingen af delene, men jeg var faktisk på restaurant den dag.  I 10 år var mine muligheder for at spise ude meget begrænsede. For at være ærlig bestod det enten af salatbar, sushi eller en let frokost. Jeg har prøvet at udvide mit horisont, og i juni sidste år spiste jeg for første gang en pizza (som ikke skulle kastes op igen bagefter) og i vinters fik jeg en indisk curry. Begge dele var dog take-away der blev spist hjemme i trygge rammer.

Sidst jeg var af sted på en restaurant var mens jeg var aller mest syg. Jeg var blevet indlagt på psyk fordi jeg ingenting spiste, men langsomt fik de da noget mad i mig. Det var min lillesøsters fødselsdag, og jeg elsker hende meget højt, så jeg ville gerne med ud og spise. Jeg ville gerne sidde ved bordet og spile for at signalere, at jeg nok skal overleve dette her. Jeg tænker ikke på det som en falsk facade, for smilet var ikke et udtryk for indre glæde og munterhed, men for kærlighed, og kærligheden var ægte nok. Helt sådan skulle det ikke komme til at gå.

Jeg havde forberedt mig godt. Afdelingens internet var nede, så jeg kunne ikke læse menuen, men jeg tænkte på de cafeer jeg havde spist på, og jeg tænkte, at jeg sagtens kunne spise en salat, måske endda en suppe. Da min far og søster kom og hentede mig var jeg mere spændt end bange, og jeg ønskede virkelig, at dette her skulle lykkes, men da vi kom ned på restauranten viste det sig, at det var et sted med en fast menu, hvor man skulle vælge 2 eller 3 retter. Jeg så tjenerne komme til de andre borde med tallerkener på størrelse med rumskibe, bugnende af mad. Bare tanken om en enkelt af disse tallerkener gjorde mig rædselsslagen, tanken om to fik mig til at bryde sammen. Min elskede farmor lagde en hånd på mine skuldre, men jeg rystede hende af mig, for min sorg var for stor til at rumme andre mennesker. At forhindre en bedstemor i at trøste sit barnebarn er nok en af det mest egoistiske man kan gøre, men jeg kunne ikke klare det.

Min far var henne og spørge om der kunne laves en undtagelse. Jeg ved ikke hvordan han spurgte, jeg ved ikke om han kunne få sig selv til at nævne ordet anoreksi, men personalet var bestemt ikke behjælpsomme. Jeg blev sendt tilbage på hospitalet i en taxa, stadig grædende. Dagen efter var der en ond sygeplejerske der skældte mig ud og sagde, at hvis jeg havde været hendes søster, så ville hun have været vred på mig for at ødelægge hendes dag. Denne sygeplejerske var tit vred på mig, men sådan tænkte min lillesøster heldigvis overhovedet ikke.

I lørdags var det mig der tog initiativet til at tage på restaurant, ingen andre kunne tage det valg for mig. Min psykolog som kender mig rigtig godt ville måske kunne arbejde mig frem mod selv at tage valget, men i dette tilfælde skulle familien holde sig på afstand. en gang imellem er det blevet foreslået, men jeg blev altid defensiv måske endda lidt hidsig, ikke fordi jeg var vred, men fordi jeg var bange.

I lørdags var jeg dog klar, jeg havde set menuen på forhånd (internettet er en fantastisk ting), og jeg var generelt ved godt mod, og det hele gik rigtig fint. Vi var på Druen og Bønnen i Odense og jeg fik et lækkert stykke lam med en kraftig fransk sauce.

Det rocker og det ruller

Jeg ved godt, at Københavnerne er meget skeptiske over at kalde Aarhus en storby. "Det er verdens største provinsby. Punktum.", og langt hen af vejen har de da også ret, men den er altså stor nok til at man bør have sig en stamcafé. I hvert fald hvis man er pige, for piger kan godt lide og gå på café med veninderne. Straks melder spørgsmålet sig så; "Jamen hvor skal vi dog tage hen?", for der er nemlig mange forskellige steder at tage hen, og det lyder ledt fesent at sige; "det ve' jeg ikk', hva' syn's du?", lige som de der gribbe i Junglebogen. Nej, så er det meget mere sejt lige at sige; "Jeg kender et fikst lille sted lige rundt om hjørnet".

Men hvad skal man dog vælge? En dag skulle jeg på biblioteket, men var kommet lidt tidligt af sted, så jeg gik og tussede rundt i de nærliggende gader, da jeg kom forbi en café der HAVDE MUMITROLDENDE I VINDUET. Jeg elsker simpelthen Mumitroldende (bøgerne, ikke tegnefilmene), så den førstkommende lørdag, samlede jeg mine tegnegrejer og tog derned. Café Stardusts's speciale er musik i ægte vinyl og finsk skønlitteratur, hvilket føles en lille smule vanvittigt. Det er hverken den absolut bedste, billigste eller hyggeligste cafe, men jeg elsker lidt det skæve og det skøre, så jeg elsker det sted.

Der er så bare lige ét problem, og det er den aura af rockmusik der ligger om stedet. Mit kendskab til rockmusik var, indtil for nyligt, at dengang min far var ung der var de der Beatles ret populære, og dem der var lidt mere hard core hørte Rolling Stones. Det store rædselsscenarie er, at en en dag vil spørge mig, om der er noget specielt jeg gerne vil høre, for hvis de gør, vil jeg være helt blank, og mine øjne vil få det der døde udtryk af ren rædsel, som én der stirrer sin egen dødelighed i øjnene. Men som soldaten der kastes ud på slagmarken, eller som nørden der står over for et ukendt tema, så hanker jeg op i mit udstyr og går i gang.

Jeg har tidligere læst Keith Richards selvbiografi og derved eksperimenteret lidt med the Stones og hele blues genren. Gennem feministen og musikanmelderen Caitlyn Moran har eksperimenteret med Bowie, The Byrds, Kate Bush og Patti Smith. Jeg har en ven der går op i musik med autistisk entusiasme, og han foreslog Dylan, the Doors, og Van Morrison, på eget initiativ har til at høre AC/DC og Guns'n roses og selvfølgelig har jeg gennem CSI stiftet bekendtskab med The Who i parafrase. Jeg har bestemt ikke været doven. Det har jo egentlig ikke været fordi jeg ikke tidligere har kunnet lide rock musik, jeg er bare forbløffende uvidende. Om det ligefrem ender med at købe en pladespiller, det ved jeg ikke, for det er jo lidt af en investering, så lige nu er musik for mig hovedsageligt noget der foregår på youtube eller nede på Stardust.

Bistroen i Bilka

Min mor og jeg var ude og købe stole til min altan, hvilket krævede at vi måtte i fire butikker på tre timer.

Jeg havde været ned og træne om morgenen, og ulidelige stemmer pumper os ørerne fulde med, at vi skal undgå kulhydraterne. Normalt lytter jeg ikke til dem, men nogle gange er det svært at lade være, så da jeg kom hjem fik jeg et proteinrigt måltid med fisk og æg og humus, men intet brød. Det gik godt til at starte med, men som vi kørte rundt i Aarhus' gader, blev jeg virkelig køresyg. Det skete tit for mig da jeg var barn, men det stoppede da jeg blev ældre, men det kommer igen når jeg ikke spiser ordentligt. På et tidspunkt hvor vi var faret vild og stoppede for at sætte gps'en til, fandt min mor nogle gajoler, hvilket kun sporadisk virkede. Til sidst valgte vi at spise en hurtig frokost, og da vi tilfældigvis var ude ved Bilka, blev det der vi spiste.

Som barn boede vi lige ved Bilka, så var det bare en nærbutik, et sted som alle andre, bare lidt større. Jeg husker overraskelsen en dag hvor jeg havde besøg af en veninde, hvor hun var oprevet over ikke at få lov at komme med i Bilka, for hvem i alverden havde LYST til at gå i Bilka, men det er der altså nogle mennesker der har.

Det er ikke fordi jeg som sådan har noget imod stedet, men jeg har ikke en umådelig LYST til at komme der. For mig at se er det et umanerlig trist sted, omgivelserne er triste, maden er trist, menneskene er triste, og når jeg siger at menneskene var triste så mener jeg selvfølgelig ikke hver og én, men bare et usædvanligt højt antal. Selvom jeg er autist ved jeg godt at jeg ikke må stirre på folk, men det var svært at lade være, det sad der med deres farveløse ansigter og tyggede deres farveløse mad. Jeg kunne ikke lade være med at blive en lille smule bange. Folks skævheder er ofte det der gør tilværelsen interessant, og i mine år i psykiatrien har jeg set og oplevet mange skævhede, og det var fint, men her virkede det skæve nærmest som en optisk forvridning. Måske var det bare lyset, som når man altid har flere bumser i H&M's prøverum end alle andre steder, men måske er det mit syn på tilværelsen der har ændret sig, for jeg havde mere ondt af disse mennesker end jeg normalt havde af dem på psyk.

Om fejring af fødselsdag med alkohol

Det var min fødselsdag i onsdags, og jeg fyldte 29. Jeg går ikke selv så voldsomt meget op i fødselsdage, men jeg har ikke direkte noget imod dem. Det siges, at man kun er så gammel som man føler sig, men hvad så hvis man faktisk føler sig gammel, sådan rigtig gammel?

Okay, vi kan vist godt blive enige om, at 29 år ikke er voldsomt gammelt, med mindre man bor i LA, så det skulle trods alt fejres, så jeg slæbte et par studiekammerater med på unibar, hvilket ikke skal forveksles med fredagsbar. Forskellen er at fredagsbar ar lunkne standardpilsnere til ingen penge, og unibaren er temmelig dyre kvalitetsøl.

Sidst jeg fik alkohol var for to år siden til jul, hvor jeg fik ét krus glögg og gik kold før gaverne. Jeg husker svagt at min mor lagde dynen over mig, men ellers sov jeg til næste morgen. Sidste gang jeg var til fest var for nok fem år siden. Man kan derfor roligt sige, at jeg er ude af træning når det kommer til alkohol, så før vi gik derned var jeg faktisk ikke helt klar over om jeg ville drikke, for jeg er lidt af en kontrolfreak, og tanken om at slippe denne kontrol bare for et par timer var temmelig skræmmende.

Det endte med at være en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor jeg fik ½ øl, hvilket var nok til, at det kunne dæmpe den angst jeg normalt hår når jeg gør nye ting, er sammen med andre mennesker eller er omringet af larm, men ikke så meget, at jeg følte mig utryg.

Hvordan jeg så havde det lørdag var så en anden sag. Jeg var ikke syg, men jeg var dvask. Jeg havde i hvert fald slet ikke lyst til at tage cyklen ned for at træne. Egentlig fik jeg nået en del i løbet af dagen, men det blev især en dag hvor jeg følte mig glad fordi jeg havde haft en god dag med mine venner, men jeg var også nedtrykt, fordi jeg ikke kan have det sådan hver dag. Jeg kunne selvfølgelig gå hen og blive småalkoholiseret, men jeg ser visse fejl vedhæftet den plan. Jeg kunne også ændre karakter, blive mere udadvendt og opsøgende, tage ud og lave ting i stedet for bare at blive siddende i min lejlighed. Det kunne være lidt fedt, men jeg har tidligere skrevet om hvor forfærdelig hårdt det er at aktivt at gå ind og ændre på sig selv.

Jeg tror nu, at jeg er rimelig tilfreds med hvor jeg er nu. At jeg jeg keder mig en lørdag er jo ikke nødvendigvis tegn på at der er noget galt med måden jeg lever mit liv på.

Et pust af liv

Jeg har ikke haft det så fantastisk godt de sidste par dage. Jeg har været ked af det og umotiveret. Onsdag kom jeg af sted med toget, men jeg sad og blev bare mere og mere ked af det, og det gav bare overhovedet ikke nogen mening for mig at tage bussen ind på universitetet for at oversætte historien om Drusilla og hendes tjenestepiger,

"Faderen Velerius sagde: "Jeg kaldes ond og vred af slaverne. Du kaldes smuk, Drusilla. Lucius kaldes klog fordi han altid læser bøger"".

Jeg blev derfor siddende på min plads og kørte hele vejen hjem igen.

I dag havde jeg så en kaffeaftale med en veninde, som jeg havde glædet mig rigtig meget til, for jeg trængte til at få et pust af liv ind i min hverdag. Vi sad på Baresso, hvilket er fint nok, men heller ikke det aller fedeste, men der var tørt og der var kaffe, så jeg skal ikke beklage mig. Det var virkelig rart at komme lidt væk fra alt det der har fyldt de sidste par uger.. Dem på universitetet ved godt, at min veninde har forsøgt selvmord, og har været rigtig søde, men jeg prøver at undgå at gå for meget i detaljer, for jeg er bange for at det vil smitte af på mig, og jeg prøver jo at slippe ud af rollen som hende den syge. Dem på uni har også været der hele tiden mens det er stået på, men jeg trængte til at komme VÆK.

Min veninde og jeg har ikke set hinanden i flere måneder, så det var et tiltrængt pust af liv, en påmindelse om, at der findes en verden udenfor min egen smådeprimerede boble. Jeg har haft svært ved at tale med pædagogerne om hvad der er sket. Jeg ved ikke om det er dem der stiller de forkerte spørgsmål, eller om det er mig der lukker at, resultatet har i hvert fald været, at jeg har følt mig meget alene og ensom.

Når jeg er i dette humør, så ender jeg for de meste foran fjernsynet, hvor jeg ser de samme film og serier om og om igen. Det er næsten en plage for mig at skulle af sted på universitetet, for tænk dog hvor mange afsnit jeg kunne have set i stedet, men en kaffeaftale med min veninde var tiltrækkende nok til at jeg glad kom af sted om morgenen. Den pædagog der havde eftermiddagssnak med mig og som også så mig torsdag, hvor jeg var helt nede, sagde, at det var som at se to vidt forskellige mennesker

Om passiv rygning

I går var jeg sammen med en rigtig god veninde som er én af årsagerne til, at jeg gerne vil flytte 'hjem' til Aarhus. Vi var på rygercafé (Ris Ras), og vi snakkede i 1½ time, og jeg blev slet ikke træt, den eneste grund til at jeg tog hjem da jeg gjorde var, at ikke ville rende ind i myldretrafikken.

Luften var tung af røg, og jeg har nok fået forkortet 3 år af mit liv eller noget i den stil. Sådan en omgang røg sætter sig i tøjet, håret og huden, og jeg sidder stadig med følelsen af at lugte af surt askebæger, men når jeg ikke er ryger, hvorfor var vi der så i det hele taget? Det er ret simpelt, min veninde er ryger, og vejret var for koldt og fugtigt til at finde en fortorvscafe. Der er ikke noget der forhindrer rygere i at sidde på almindelige caféer, så længe de ikke begynder at fyre op, men så vil de også gerne ud og ryge hver halve time, og jeg synes egentlig ikke, at det er særlig fedt at blive ladt tilbage alene ved et cafébord, så egentlig hellere lidt passiv rygning.

Det er ikke, at jeg er fortaler for passiv rygning, jeg ved udmærket godt hvor skadeligt det er, og jeg er glad for, at mine rettigheder til ren luft bliver beskyttet, men nogle gange bliver det hele måske lige lidt for frelst for min smag, for hvis man da ikke lige er astmatiker, så tager de fleste vel ikke alt for meget skade af lidt passiv rygning. Som sagt, så sad vi der jo ikke hele dagen, men bare 1½ time.

Det hårdeste var at træde ind på cafeen og blive mødt af en mur af røg, men jeg vænnede mig ret hurtigt til det, men det er altså ikke kun på grund af rygning, at vi kommer der. Det er også fordi det er et enormt uprætentiøst sted. En kaffe er bare kaffe, og man kan ikke få en burger med perleløg fra Peru er en brunch serveret på kunstnerisk manér. Vil man i det hele taget have noget og spise, så må man medbringe en madpakke, hvilket sparer én for en hulens masse penge.

Jeg tager hensyn til mine rygende venner ved at jeg ikke er så sart, og mine rygende venner tager hensyn til mig ved, at de ikke står og pulser mig op i hovedet, og så er der i sidste ende plads til alle.

Om en pizza

Det lykkedes, min far og jeg fik vores pizza i går, men ikke bare pizza, super lækre pizzaer fra Mammas. Som jeg skrev i går, så har jeg ikke rigtigt spist pizza i mange mange år, og hvis jeg gjorde, så var det altid i smig, for jeg syntes, at der var et eller andet skamfuldt over at spise pizza.

Der var mange grunde til at jeg ville undgå pizza, det var plejede at være skamfuldt, når man først er begyndt kan det være svært at stoppe igen, og ikke mindst, så kan det være helt enormt svært at kaste op igen fordi brødet er så hårdt og med skarpe kanter, men det er jo ikke meningen, at jeg skal kaste op længere, og mange af de andre spiseforstyrrede emner er jeg også ved at få ryddet op i, så det var virkelig på tide at give det en chance.

Behøves jeg at sige, at det var super lækkert? Men det var det i hvert fald. Jeg fik mig en margarita, bare tomat, ost og frisk basilikum, hvad det så end skulle have til fælles med en citrusdrink af samme navn. Jeg går meget ind for, at pizza SKAL spises med fingrene for ligesom at få hele oplevelsen med, med fyldet var så flydende, at jeg var nødt til at spise det oven af med en gaffel og så spise bunden for sig selv, men pyt, pizza er vel pizza ligegyldigt hvad.

Mit største problem var nærmest, at pizza er noget man helst spiser om aftenen, og på den tid af dagen, har jeg ikke den vilde appetit. Jeg er i udpræget grad et morgenmenneske, jeg står monster tidligt op, og hvis det stad til mig, så blev alle dagens gøremål ordnet før kl 12 middag., men sådan er verden desværre ikke indrettet.

Det lykkedes mig at spise et stykke pizza og et æble, men så var der bare så meget mere til min morgenmad, og der er ikke noget der slår pizza til morgenmad.

Mener jeg nu, at jeg nu er kureret for min spiseforstyrrelse bare fordi jeg kan spise pizza med min far? Øhm, det kommer vel an på om man mener at man nogensinde kan blive kureret for en spiseforstyrrelse, men jeg er i hvert fald kommet en ganske lang vej.

om at fejre en karakter, sådan da

Juhuu sommerferie, det er der dagligt nogen der skriver på facebook. Jeg har haft ferie i to uger, og jeg hader det grumt, mest af alt fordi jeg ikke har noget at fylde min tid ud med, og fordi der ikke rigtigt er nogen dybere mening med det hele. 

Lige nu er jeg hjemme ved min far, hvilket betyder, at vi sidder i hver vores stol/sofa med hver vores computer mens TV'et kører, vi taler sammen, men ikke super meget. Det lyder kedeligt, men det er faktisk super hyggeligt, og det er jo ikke af pligt men af lyst, at jeg kommer her. Det var meningen, at vi skulle fejre min hebraiskeksamen, men fredag var min far for træt, og i går var jeg.

Jeg havde besluttet hvor jeg gerne ville ind og spise, et sted vi tit kommer, A Herford Beefstoew, og hvor de har en rigtig god salatbar. Min far spurgte mig om jeg virkelig mente det, for der har vi jo været så mange gange før, men det er jo hele pointen ved at være autist, at man finder ro og glæde ved gentagelser. Jeg kan godt en gang imellem blive misundelig på min far og søster når de er sammen, for så kan de finde på at få mad alle mulige spændende steder fra mens jeg er begrænset til salatbar og sushi, men tanken og at bevæge mig udenfor min lille faste tryghedszone giver mig hedeture og åndedrætsbesvær.

I teorien har jeg det godt nok for tiden til at kunne turde eksperimentere lidt, men nu var det MIG der skulle fejres, og derved MIG der kan bestemme, og så er det jo nemmest og tryggest at vælge det vante.

Når nu Herford ikke bliver til noget, så tænkte jeg, at jeg ville hive min far ud af sengen (om nogle timer) og slæbe ham med til brunch et sted vi har været nogle gange, men da jeg lige ville tjekke menuen på nettet, så at de åbenbart lukket. Vi kunne selvfølgelig tage et nyt sted hen, men igen, så er det bare ikke det samme med et nyt sted (wow, det var dybt sagt).

Jeg sidder og spekulerer over hvad vi kan gøre i stedet, og det bliver nok noget take-away i aften. Ny take-away er mere betryggende end en ny restaurant fordi der ikke er så mange nye ydre stimuli, så jeg tænker nok at jeg kan klare det, men jeg får dog lidt åndenød ved tanken, men det ville være uretfærdigt ikke også at lade min far fejre mig, for det er i høj grad ham der har præget mig til at ville på universitetet, og i de år hvor jeg var syg har han været der for mig, så han skal også have lov til at være der for mig når det går godt.

I tilfælde af at jeg er en kylling og ikke kan gennemføre det i aften, og det er en reel mulighed, for jeg tænker pizza, og jeg har ikke spist pizza (hvor det ikke var en del af et bulimisk ædeflip) i fem år, så havde vi en lille fejring i går med jordbær og en skål med blandede nødder. Det lyder ikke af meget, men man skal aldrig undervurdere pistacienødder. Det er som om man går i gang, og så kører armene og munden bare deres helt eget spil. Det er et bredt kendt fænomen, så det er egentlig underligt, at der ikke findes et ord for det.

Om en dag med min veninde

I går tog jeg til København for at være sammen med min aller bedste veninde i hele den vide verden. I toget sad jeg og blev dårlig, kvalme. Jeg var virkelig bange for at kaste op ud over de andre passagere, så jeg gik ud på toilettet, men selvom jeg stod lidt og hostede over kummen, så kom der ikke noget op, men kvalmen var der stadig, så jeg stak tre fingre i halsen for at få det overstået, og det hjalp, så kom ikke her og sig at man ikke kan lære noget fornuftigt af at have en spiseforstyrrelse.

Det var helt fantastisk at se min veninde igen. Vi snakker om alle de ting det ellers kan være svært at snakke med andre om, som for eksempel opkastninger og indlæggelser, og jeg hørte endnu flere skrækhistorier fra hendes tur på Ballerup, men mest gik vores møde ud på at spise så meget som muligt på Jensens Bøfhus, især fra salatbaren, så det er kun delvist mærkeligt, at jeg har taget tre kg på. Dette er ikke nogen overdrivelse for at understrege pointen, det er tre helt reelle kg, og de giver mig kvalme over mig selv, men ikke den slags kvalme der kan kastes op, men i det mindste har jeg da så fået noget for pengene :-S

Jeg selv snakkede dog mest om, tja, hvad snakkede jeg egentlig om? Det er som om når munden bare løber og man er i godt selvskab, så betyder emnerne ikke så meget, og man glemmer det delvist igen, men jeg snakkede vel mest om mobning, uni og tanken om en dag at flytte tilbage til Aarhus, men som sagt, så betød emnerne ikke så meget, nar bare vi var sammen og i godt humør.

Efter de begivenheder der har præget mit liv på det sidste, har jeg virkelig haft brug for at mødes med min veninde, en der elsker mig ubetinget (og vice versa). Det føles som om jeg kommer hjem og er blevet et helt nyt menneske.

Det betyder også selvfølgelig også uendelig meget for mig at kunne komme hjem til min far og hænge ud når jeg bliver træt af det hele derhjemme. Det er slet ikke fordi jeg prøver at underminere hvad det betyder, men piger og deres veninder er en kategori helt for sig selv.

weekend

Jeg prøver at holde en weekend i Odense, væk fra mobning, eksamenslæsning og alting, og i dag tager jeg til København  for at besøge en veninde. vi skal på Jensens og spise frokost, og jeg skal forvisse mig selv om at hun altså er i live. Jeg går ellers ofte og frygter for hendes liv, og efter at hun blev losset ud fra anoreksiafdelingen i Ballerup, har vores kontakt været så sparsom, at jeg for alvor har været bange.

Jeg ved ikke hvilket syn der vil møde mig i Kbh. Jeg ved ikke hvor tynd hun er lige for tiden. Jeg er bange, men jeg er fast besluttet på, at ligegyldigt hvordan hun ser ud, vil jeg give hende den bedst mulige dag.

Hun trænger til en ven lige nu, men det gør jeg sandelig også. Jeg trænger til at blive holdt af, inderligt og ubetinget. Jeg trænger til en person der vil se på mig uden straks at vende ansigtet bort i væmmelse eller foragt eller hvorfor det nu lige er at Pigen ikke længere kan lide mig. Jeg er træt af drama og vil bare have tryghed og kærlighed og venskab.

Jeg burde ikke tage hende med på Jensens, for jeg ved at hun ikke har så mange penge, men jeg ved at hun virkelig gerne vil forkæle mig, og  hvis vi tager hjem til hende vil hun insistere på at betale alt, men på Jensens kan jeg få lov til at betale for egen mad og drikke. Jeg ville også betale for hendes mad, hvis hun ville lade mig, men det vil hun ikke.

Jeg holder så meget af hende, og vil gøre så meget for hende, men der er så lidt jeg rent faktisk kan gøre, og det er dybt frustrerende. Det bedste jeg kan gøre er bare at være hendes veninde. Jeg er ikke hendes behandler, jeg skal hverken forbedre eller fordømme hendes sygdom, jeg skal bare give hende et knus.

Om brug af adjektiver

Jeg var på restaurant med min onkel og tante i går for at spise frokost. De skulle have den store tre retters menu, men jeg er vant til bare at spise en skive rugbrød med kyllingepållæg, så jeg nøjedes med grøntsagstærte med kikærte curry, tzatziki, salat og brød, hvilket for mig var en meget stor portion, men ikke så stor at jeg ikke kunne forholde mig til den. Den var faktisk meget lækker, hvilket lige i denne situation var rart, men normalt er det ikke et ord jeg har spor lyst til at bruge om mad.

Pædagogerne, især vores madmor, vil gøre det ih og åh så godt for os, og de spørger om det smager godt, eller om der er noget de kan gøre for at gøre det godt for os, men de forstår ikke, at jeg er på et sted hvor de ord er stoppet med at give mening, for mad er generelt klamt, det er bare et spørgsmål om hvilken grad af klamt, og om jeg kan holde ud at spise det.

Jeg acceptere, at jeg er nødt til at spise en hvis mængde fordelt ud over dagen, for jeg har stadig problemer med mit blodsukker, og jeg orker ligesom ikke alt for voldsomme rysteture, og jeg vil også gerne have energi nok til at klare min skolegang. Jeg har det dog sådan, at eftersom maden (næsten) aldrig er lækker, så er der andre adjektiver der er gode at bruge. Manden kan være belejlig, nærende, nem, overskuelig og forsonlig. I denne sammenhæng virker det ikke som nogen gode adjektiver, men det er det faktisk, for de hjælper mig med at forlige mig med den mad, som jeg et eller andet sted ikke har lyst til at spise.

Men maden fra Arthur var virkelig lækker, og det var fedt, men jeg tror, at hvis jeg skulle have lækker mad hver dag, så ville jeg blive tyk og fed, stresset over at blive tyk og fed og generelt bare overstimuleret og træt. Det ville hjælpe mig meget, hvis pædagogerne kunne diskutere mad med mig på mit plan, men så skulle de først have at vide hvad mit plan er. Vi kunne diskutere hvilke retter der er umulige at ødelægge, hvilke konsistenser der er lidt mindre klamme, at mine nejle er skrøbelige for tiden, og hvilke mineraler og vitaminer jeg mangler. Der er spørgsmål jeg kan forholde mig til, og som jeg faktisk har LYST til at besvare.

Tag dig sammen

Som sagt havde jeg fødselsdag i går, og min mor kom for at fejre den med med. Jeg havde allerede fået min gave, men som en 'lille' ekstre ting, havde hun tre rammer Pepsi light med til mig. Alt det cola er ikke bare en usund vane, det er også dyrt, så det var en gave der faldt på  et tørt sted. Vi var ude og spise på café. Det er tredje gang på en uge, at jeg er det. Det er hyggeligt og lækkert, men det er også angstprovokerende, for man ved ikke præcis hvad man kan vendte sig, hverken af maden eller af de øvrige gæster.

Den ene dag, hvor min far og jeg var ude, kom vi til at sidde ved siden af en kulturbuddhist, europæer, sluttrediverne, moderigtigt skaldet og hornbriller.Han tog sig selv helt enormt seriøst, og jeg havde svært ved at koncentrere mig om samtalen med min far, fordi det var så hylende morsomt at lytte til ham. heldigvis stod der en stor plante og skjulte mit bredde grin.

Den anden dag var vi egentlig ikke ude, vi tog med hjem. Min far, farmor og jeg delte 20 stykker sushi og to tangsalat (min favorit). Jeg har før skrevet om hvor sej min farmor er, at hun er villige til at spise sushi med os, bare fordi der ikke er andet jeg kan spise der bliver bestilt udefra. Jeg kan godt blive lidt ærgerlig over, at jeg ikke bare kan tage sig sammen og spise alle de samme ting som alle andre, men se midt i al min sygdom får min farmors kærlighed til mig lov til at skinde, og jeg husker hvor uendelig meget jeg også elsker hende, og så er det det hele værd.

Cafeturen med min mor var lidt mere stille, for nu var jeg begyndt at blive træt. Jeg tænkte på at udfordre mig selv og bestille en pastasalat, men jeg endte med dagens suppe. Den var ikke super god, men heller ikke dårlig, og det var nok meget passende, for så var den lidt lettere at forholde sig til, og ikke så skræmmende.

Min mor er gymnasielærer, og jeg klynkede over de her drenge på mit hebraiskhold der er så meget bedre end mig, hvortil min mor bad mig om at tage mig sammen. Jeg ved ikke om det faktisk var det hun sagde men det var det jeg hørte, og det var det jeg havde brug for at høre. Først blev jeg dog lidt fortørnet. Pædagogerne gør så meget for at bakke mig op og styrke min selvtillid, at man godt kunne tro, og måske var jeg virkelig selv begyndt at tro det, at jeg er lidt af et miskendt geni. Det kan jeg godt afsløre, at det er jeg ikke. Jeg er ihærdig, flittig og med visse evner,men derfra og så til et geni, der er der en hulens lang vej. Når min mor (muligvis) sagde, at jeg skulle tage mig sammen, så mente hun ikke tage mig sammen og arbejd endnu hårdere og blev bedre end dem, sådan som jeg selv engang imellem tænker, men så mente hun, arbejd så hårdt som du vil og har overskud og bliv det bedste som DU kan være. Eller det er i hvert fald hvad jeg regner med t hun mente, for måske sagde hun i virkeligheden noget helt andet der ikke havde noget med noget af alt det her at gøre.

Jeg er måske ikke den aller største fan af fødselsdage, men egentlig syntes jeg at dagen i går gik ganske udmærket, vejret kunne i hvert fald ikke have været bedre.

Med søster på café i Aarhus

Der var egentlig ikke nogen speciel grund til, at jeg skrev til min søster, om hun havde tid til at mødes, men skal man have det for at mødes med sin familie? Vi plejer ikke at se hinanden så tit. Det er ikke fordi vi ikke kan lide hinanden, det er bare at vi simpelthen ikke får det gjort. Hvis man endelig skal sige, at der er en grund til at jeg fik taget mig sammen til at spørge hende, så er det, at vi for nyligt havde en rigtig god og åbenhjertig samtale over sms. Vi havde den over sms, for i vores familie er vi ikke vant til at tale om problemerne, men vi er begyndt at skrive om dem, for så går det en lille smule lettere. Efter den samtale længtes jeg efter at se hende igen, jeg ville sikre mig, at hun var okay, og jeg ville vise, at jeg også var det, for når man ikke er vant til at tale om tingene, så kan det godt tage hårdt på en.

Det begyndte at sne da jeg tog af sted. Det var ikke den stille sne med store bløde uldtotter, den sne de på mit gamle bosted kaldte Lindasne fordi jeg elskede den så højt. Det var små næsten støvagtige gryn der ikke så ud af noget, men som hurtigt lagde sig på veje og marker., et kort øjeblik var jeg næsten bange for, at jeg ikke ville kunne komme hjem igen med toget, da jeg ikke stoler voldsomt på den danske togdrift, om end det er blevet bedre efter jeg flyttede og skiftede til Arriva.

Her hvor jeg bor var det ikke voldsomt koldt, så jeg tog af sted uden hue, da det ikke passede særlig godt med min frisure, men da jeg kom til Aarhus var vinden bidende. På den øvre del af Ryesgade, blæste det så meget, at jeg frygtede at blæse omkuld, og jeg har ellers et ret godt fodfæste. Man må lide for skønheden siger man, og jeg skulle heldigvis ikke så langt, men der stod en sælger af hus forbi, og de så så koldt ud, at jeg ikke nænnede bare at gå forbi. Desværre havde jeg ikke noget mindre end en 100 kronesseddel, og han kunne ikke give tilbage. Hvis han havde hevet nogle penge op af lommen, så havde jeg sagt, 'bare giv mig hvad du kan og behold resten', men 100 kr... Jeg overvejede det faktisk, men jeg kunne ikke få mig selv til det. 100 kr er trods alt 100 kr. Jeg skulle ned og købe en taske før jeg skulle på café, og jeg lovede ham at jeg ville komme tilbage. Det gjorde jeg også, men vejret var i mellemtiden blevet endnu dårligere, og han må have opgivet, for jeg kunne ikke se ham noget sted.

Det jeg var henne og købe var en Eastpak rygsæk, for normalt bruger jeg skuldertasker, men efter jeg har været skadet, har fundet ud af hvor svag min venstre side er, og har fået stillet diagnosen mildt spastisk lammelse, så tænkte jeg, at det måske ville være klogt at have en rygsæk, som ville fordele vægten lidt mere ligeligt på mine skuldre. Jeg har tænkt på det i flere måneder, men jeg skulle lige have pengene, og så skulle jeg lige vente på udsalget, og så skulle jeg lige vente til jeg skulle til Aarhus, fordi det viste sig at min lokale taskebutik ikke holdt udsalg. Og det betalte sig at vente, for det var -40% på sidste års modeller, hvilket vil sige -200 kr, hvilket jo også er en slags penge.

Jeg begyndte oprindeligt at gå med skuldertaske, for at fornægte min nørdede side, og siden er det bare nærmest blevet en vane, men en praktisk vane, for når man så ikke har så meget i den, så er alting lige ved hånden og der er en masse forskellige rum. Nu kapitulerer jeg altså, men selvom jeg ikke længere fornægter min nørdede side, så er jeg stadig bange for at se nørdet ud. Det er derfor jeg vælger Eastpak. Det er på ingen måde de sejeste tasker til en på min alder, men det er bestemt heller ikke de grimmeste. Jeg valgte dem, fordi så er man på nogenlunde sikker grund.

Min søster og jeg mødtes på Sigfreds kaffebar, den der ligger under Vangsgaards boghandel, for det er min yndlings cafe, for der føler man sig ikke underlig, hvis man kommer en halv time for tidligt og hiver en stor bog op af tasken. Man føler ikke trang til at råbe ud over det hele 'Jeg er IKKE blevet brændt af!!!', hvilket jeg nogle gange føler andre steder.

Når bulimiske piger mødes

I går besøgte jeg min syge veninde i København. Men hvad gør syge piger når de mødes? De går på Jensens Bøfhus og spiser amok.

Jensens Bøfhus er et mærkeligt sted. Ejeren er en af landets største kunstsamlere, og i hans restauranter hænger der eksklusiv kunst for millioner. Jeg er ikke i tvivl om at restauranterne indriver millioner, men maden er ensformig og standardiseret. Eksklusiv kunst og standardiseret mad. Det er som at hænge en Picasso på McDonalds, mens langt finere steder har en plakat af et standart kunstværk. På den anden sider er det at bringe kunsten til folket. Folk der ellers ikke ville komme på et stort og fint museum, hvilket er gloværdigt, det er bare lidt svært at kapere for min kasseorienterede aspergerhjerne. Det er også et smart trick, for folk, som mig, der egentlig ikke er interesserede i maden sådan et sted vil komme for at nyde kunsten. Jeg tænker på et nye mottoer Bøf og billeder, Kunst og kartofler og Soft ice, salat og smørerier.

Jeg er ikke rask, sandsynligheden er, at jeg nok aldrig bliver det, men det sidste halve år har min spiseforstyrrelse været meget under kontrol, så efter fire portioner salat (uden dressing) fik jeg ondt i maven og måtte stoppe, men mavepiner er hele grunden til at gå på Jensens Bøfhus, for så god er deres mad altså heller ikke, at jeg kommer for at nyde et godt måltid.

Min veninde har det derimod rigtig skidt, og hun var flere gange ude for at kaste op. Hun fortæller at mange af hendes veninder finder det ubehageligt, at hun gør den slags, og at de ikke vil have det. Selvfølgelig er jeg ked af, at hun har det så skidt, at hun har brug for den slags, men det er vigtigt for mig, at hun er tryg ved mig og tør være sig selv, og man kan ikke være sig selv, når man tvinges til ikke at kaste op, for opkastningerne er et forsøg på at tøjle uroen, og at forhindre hende i at gøre det ville være tortur, og jeg ønsker ikke at påføre min veninde unødig smerte, hun har i forvejen rigeligt af det.

Nogle finder det måske ubehageligt at sidde mens hun er væk, de kan måske ikke lade være med at tænke på hvad det er hun laver, men det hjælper ikke noget. Man skal hverken fokusere fuldstændigt på opkastningerne eller fortie dem, de er et nødvendigt onde. Den måde vi snakker om dem på er med vores sædvanlige tragikomiske humor.

Jeg tror ikke, at vi er sjove at sidde i nærheden af, og heldigvis var vi tidlige og næsten alene, for vi snakkede om bræk, blod, knive, smerte, hospitaler, patienter og toiletter (ingen kender som min veninde de bedste offentlige toiletter i København). Vi grinede og var alvorlige på samme tid, hvis vi ikke grinede, ville vi græde, og det kan ødelægge enhver venindefrokost. Latter gør det hele mere håndterligt, mere forståeligt og mindre uhyggeligt. Dette er vores hverdag, og måske skal man enten være syg selv eller enormt forstående for af kunne grine med, men jeg ville ønske, at vi også kunne grine sammen med vores familier, for man har brug for veninder, men man er afhængig af sin familie, men når man snakker med dem, bliver de kede af det, og så bliver vi kede af det, og så er det, at man er skyld i at julen bliver ødelagt, og skyldfølelsen er en af de store syndere der kan få én til at overspise og kaste op.

Jeg kan være den bedste veninde for min veninde, og jeg forsøger at være det. Vi gik en tur gennem Fælledparken (koldt og blæsende) og jeg havde lyst til at slå armene om hende og sige, at alt nok skal blive godt, men det ved jeg reelt ikke noget om, jeg ser hende jo kun nogle gange om året. Jeg kan være den bedste veninde det skal være, men jeg kan aldrig blive hendes familie.

Bytte bytte købmand

Bytte bytte købmand, aldrig bytte om igen. I går var så dagen, hvor vi efter en uges mental forberedelse skulle bytte pladser, og jeg havde det elendigt.

Det havde ellers været en rigtig god dag. Jeg tog af sted til universitetet, men på vej hen til bussen i Aarhus, stødte jeg på et par af de piger som jeg studerede med i din tid. De var på vej ind på en Baresso, og jeg fulgte med. Vi sad i næsten to timer og snakkede, og det var næsten ligesom i gamle dage, men de er begge to færdiguddannede og i job/jobsøgende som præster, mens jeg sidder her og kan ikke nå at blive bachelor før jeg fylder 30, og jeg bor på et bosted der behandler mig som var jeg et barn, hvilket både er godt og skidt, men i disse dage, hvor det ovenfra er blevet besluttet hvor vi skal sidde og med hvem som om vi stadig var i folkeskolen, så virker det mest skidt (når det er godt, så er det fordi der er en nærmest mor til barn agtig omsorg som virker tryg og beroligende). Det var virkelig rart at se pigerne igen efter al den tid. det var som at få et lille glimt af sin tabte ungdom.

Efter kaffe skulle de videre. Teknisk set kunne jeg godt nå op på universitetet og tage det sidste hold, men jeg var enormt træt i hovedet og ville bare hjem. Heldigvis var det noget let læsning jeg havde med, "Drenge" af Rudolf Bruhn, en bog om 'rigtige' drenge anno da far var dreng eller endnu tidligere.

Hjemme igen begyndte angsten for de nye pladser at melde sig. Jeg prøvede at se TV sammen med en af drengene nede i stuen, men der skete alt for meget rundt om, så jeg gik op på 2. salen for at få lidt ro, men jeg ville heller ikke have ro, jeg ville have nogen at snakke med, men der var overlap, det vil sige at dem der havde vagt om formiddagen fortæller dem der har vagt om eftermiddagen om der er sket noget særligt, og dernæst bliver der fordelt opgaver. Jeg burde have skrevet, at jeg havde det skidt, om den og den kunne komme op og tale med mig, men det gjorde jeg ikke, jeg ventede bare.

Ham der kom op til mig er enormt sød og hjælpsom, og han vil virkelig gerne dette her, det får jeg i hvert fald at vide, men jeg har meget svært ved at tale med ham, hvilket ærgrer mig for jeg vil egentlig også gerne. Men i går havde jeg det så skidt, at jeg bare lå og blev mere og mere vred på ham. Jeg ville ikke komme til at sige noget grimt til ham, som jeg jo i virkeligheden ikke mente, så jeg lå bare slænget i sofaen og var meget tavs og deprimeret. Så gik han, og jeg var alene, hvilket bare var endnu værre.

Jeg lå bare krøllet sammen i sofaen og gispede efter vejret, ikke fordi jeg har astma, men fordi det er noget som angst godt kan gøre ved én. Jeg skrev på mobil 1 som jeg vidste at han ikke havde, for han var i døgn og døgn har altid husets mobil. Jeg skrev, at jeg gerne ville have en halv PN, hvilket u officielt kan oversættes med Pisse Nødvendig (ekstra medicin). Men det var ham der kom op med det, og jeg var grædefærdig, men jeg var endnu mere grædefærdig, da han bare gik. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville kunne tale med ham om dette, men jeg ville bare sådan ønske, at han havde spurgt om han kunne gøre noget, om han kunne hente en af de kvindelige pædagoger, eller i det mindste havde givet udtryk for, at han godt kunne se at jeg havde det skidt, men han følte sig magtesløs og gik bare ned.

Jeg lå længe og bare lod medicinen virke, og til sidst var der faktisk en af de kvindelige pædagoger der kom op. Jeg havde på grund af det der var sket ikke spist min eftermiddagsmad, så hun nægtede også at lade mig slippe for aftens- og natmad, jeg prøvede ellers ihærdigt at slippe. Det endte med en for i går gældende lappeløsning, hvor jeg spiste min mad før alle de andre, men jeg fik lidt min vilje, for det var en meget lille portion.

Det plager mig, at jeg skal reagere så voldsomt hver gang der sker ændringer. Jeg skammer mig, for jeg føler at det må virke fjollet, for i andres øjne er det jo tit bare små ligegyldige ændringer, men jeg føler meget voldsomt, at jeg ikke har kontrol over mit eget liv, og jeg har et stort behov for kontrol.

Jeg brugte alle de kræfter jeg havde på IKKE at gå ned til mig selv og skære mig dybt og længe, så derfor havde jeg ikke kræfter til at forholde mig til pædagoger som jeg ikke er 100% tryg ved. Det er faktisk hvad rigtig mange af mine kræfter er blevet brugt til den sidste uge, og det er lykkedes mig at lade være. Den kvindelige pædagog roste mig og sagde, at jeg skulle være stolt, men jeg føler mig ikke stolt, jeg skammer mig. Det er som om al min smerte, al min angst ikke tæller som noget når jeg ikke har bevist over for verden hvor slemt det er. Når jeg ikke har skåret mig, så må det jo i virkeligheden være fordi det faktisk ikke var så slemt, eller sådan fungerer min logik i hvert fald.

Om efterårets ensomhed

Jeg ved, at der sidder et par nye læsere derude, så i første omgang, velkommen til jer, jeg håber, at I kan følge med i alle de projekter jeg har gang i, og hvis det kniber, så er I altid velkommen til at spørge.

Så er det efterår, og jeg læser efterårs Mumibøger, og tænder stearinlys, og skruer op for varmen. Det gik først virkelig op for mig, at efteråret var kommet, da jeg var på vandretur i lørdags. Jeg i den kolde fugtige tåge og nød træernes gulbrune skær og lugten af blade der rådner på skovbunden. Okay, det lyder måske ikke så fint, som nor man beskriver det sprudlende forår, men efteråret er MIN årstid, og jeg elsker den. Der er en form for ensomhed over efteråret, ikke en ensomhed som 'jeg er helt alene og ingen kan lide mig', men som 'jeg er mig lige her og nu, og der er ingen til at forstyrre mig'.

Jeg trives i efteråret, jeg trives med, at jeg kan tage en tyk trøje og lange bukser på, jeg trives med mørket, jeg trives med køligheden, jeg trives med at være omgivet af gult og brunt, ja, jeg trives endog med fugtigheden. Folk, mig selv inklusiv, beklager sig, for det er sådan vi gør i dette land, og jeg tror at det er sundt at beklage sig lidt engang imellem, hvis man ikke tager sig selv alt for seriøst. Jeg beklager mig mest over efteråret fordi det er en forandring, og I ved jo nok hvordan jeg har det med forandringer

""Far!" råbte Mumitrolden. "Har du ikke lagt mærke til noget særligt? Vi har tændt lampen!"
"Ja, jeg syntes, det var rart med lampen, nu aftnerne bliver lange. Sådan føler jeg det i aften," sagde Mumimor.
Mumifar sagde: "Men så gør man en ende på sommeren. Lampen tænder man først når sommeren er forbi."
"Så bliver det jo efterår," sagde Mumimor stilfærdigt.
[...]
"Nogle fædre bestemmer altid, om det er tid at tænde lampen," mumlede Mumifar ned i sin tekop"

Tove Jansson, "Mumifar og havet", s. 15.

Jeg har altid haft en hvis sympati med Mumifar. Mumifafilien er en stor udvidet familie med en masse skiftende adoptivbørn med mærkelige former og størrelser, og alligevel er det ham, Mumifar, der er udenfor, for da Mumitrolden var lille, forlod Mumifar familien og stak til søs med hattifnaterne, og så skal man ikke bare bygge familien et hus, man skal også genopbygge tilliden.

Forleden, da jeg var på café med en veninde,spurgte vi som sædvanligt til hvad hinanden læste. Jeg var igang med tre bøger, og blandt andet var jeg i gang med "Mumifar og havet", hvilket hun smilede ad og rystede opgivende på hovedet. Der er ni Mumibøger, men jeg regner kun de fire sidste for noget. De fem første bøger er små forvirrende fortællinger mere eller mindre uden moral og dybde, men Mumitrolden selv bliver ældre (og det gør hans læsere også) og de ting han oplever bliver mere avancerede. "Mumifar og havet" handler om hans relation til andre væsner, på at skelne mellem ydre skønhed og indre godhed, men den handler også om at Mumifar skal genvinde sin værdighed.

Men tilbage til efteråret, så glæder jeg mig, for det er ikke ovre endnu, og jeg har planer om flere lange gåture.