Lidt om romaer

Der er gået mode i at vise romaer (sigøjnere) på TV, og både kanal 4, TLC og DR 2 er hoppet med på bølgen. DR 2 havde et program om nogle stamme krige, men ellers skal det helst handle om tøser der opfører sig fjollet og vil have kæmpe store prinsesse- brudekjoler og programmet skal helst hedde et eller andet med 'gypsy wedding'. I enkelte scener forstår man lidt om den alvorlige virkelighed bag programmet, når snakken falder på diskrimination, men ellers går det meste op i hat og briller, eller rettere flæser og diademer.

Ret skal være ret. I går sendte TLC faktisk et program der prøvede at beskrive en rydning af et roma beboelsesområde, og det er et reelt problem, for romaer er ikke velkommen nogen steder. Programmet blev dog domineret at en lettere komisk roma tallentkonkurrence. Tanken var god nok, at vise romaerne fra en anden vinkel end de stereotyper som man ellers bliver fodret med, hvis der overhovedet siges noget, men det blev vist på en måde så det var temmelig pinligt. Jeg er ikke god til pinligt, så jeg slukkede fjernsynet og så derfor ikke slutningen. Men måske er det heller ikke fra TLC man skal forvente den største journalistiske kvalitet.

Diskrimination mod romaer hedder antiziganisme, et ord jeg først selv har lært i dag, for hvor tit er det egentlig at man hører om det, selvom amnesti international regner med at omkring 10 millioner romaer bliver systematisk diskrimineret rundt omkring Europa. Ifølge Wikipedia (jordens mest sikre kilde) lader problemet til at være større i andre lande end Danmark, men jeg har faktisk ikke nogen anelse om hvordan det står til her i landet.

Min egen interesse for romaer startede for nogle år siden, da der i Italien blev fundet et par druknede romabørn på en strand, og badegæsterne var ligeglade. Myndighederne erklærede det en ulykke selvom alle romaeksperter var enige om, at romabørn ALDRIG bare ville gå i vandet, at der måtte ligge en forbrydelse bag. Episoden gjorde indtryk på mig, men i sommers, da jeg var i Paris, opdagede jeg, at jeg ikke er spor bedre end alle mulige andre. To af deltagerne havde en meget offentlig diskussion om hvorvidt vi skulle lade være med at give penge til romatiggere, fordi de er organiserede, eller om vi lige nettop skulle give dem fordi de bliver diskrimineret. Det bragte virkelig sindene i kog, og jeg fik ondt i maven, ikke kun fordi vi skændtes (jeg kan ikke lide skænderier), men fordi det gik op for mig hvor legalt det er at sige grimme ting om lige nettop romaer. hvis man siger de selv samme ting om muslimer, sorte eller tyskere, så er det enormt politisk ukorrekt, men ikke med romaer, der ser vi det endda gjort i medierne.

Alligevel, trods de ikke så pæne ting jeg sagde i begyndelsen af indlægget, så er jeg glad ved tanken om, at romaer i det mindste er begyndt at få en lille bitte plads i medierne, hvor lille og ubetydelig den end er, men man kan håbe, at det er et springbræt videre til noget mere seriøst.

Om at være skinhellig

Jeg har fået en invitation til et være med til at starte en religiøs klub, og jeg vil helt vildt gerne, men hvordan skal jeg kunne sige ja, når jeg i den grad er så uværdig? Jeg render rundt og opfører mig så pænt det meste af tiden, men det hænder at jeg pludselig ikke er så pæn alligevel. Jeg ved ikke hvor slemme mine synder reelt er, men de føles slemme, og jeg føler, at jeg ville bringe skam over klubben hvis jeg sagde ja. Jeg kunne så nemt som ingenting spille hellig mens jeg var sammen med de andre, jeg kunne sige mine bønner og ydmygt slå blikket ned, men hvad ville det være værd, når jeg alligevel bagefter ville tage bussen hjem til mit gamle liv?

Jeg hørte engang en præst fortælle, at hvis man ville være hellig, skulle man starte med at opføre sig helligt, så ville det hellige lige så stille blive en del af ens liv. Og det lyder selvfølgelig meget godt, men hvad med overgangsfasen? Hvad med den periode, hvor man var skinhellig, hvor man kan sole sig i andres beundring, fordi man sidder der og ser så from ud? Hvad så med alle de grimme tanker der stadig findes inde i en? hvor mange grimme tanker må man have, før man går fra hellig til skinhellig?

Men tilbage til klubben. Jeg overvejer, om ikke den ville have en sund indflydelse på mig, men hvad så hvis jeg samtidig ville have en negativ indflydelse på dem? Jeg tror ikke, at jeg kunne leve med mig selv, vidende om at jeg havde saboteret en from ung mand eller kvinde, og jeg kender nogle af de andre der er med og de virker så fine, som små porcelænsfigurer, og jeg bliver nervøs og fjumrende, for hvad nu hvis jeg slår dem itu.

Måske skal jeg slet ikke være så nervøs. Min tro siger mig jo, at det gode i sidste ende vil sejre over det onde, så deres gode indflydelse vil være stærkere end min dårlige, og så dårlig er min dårlige indflydelse vel heller ikke, de andre unge mennesker overlevede i hvert fald at være sammen med mig i Paris. Måske er det som sædvanligt mit hoved der gør problemet større end det reelt er, men alligevel føler jeg, at jeg må gå til bekendelse over for ham der inviterede mig, og forklare hvorfor jeg ikke fortjener at være med.

Om kage til morgenmad

Siden Paris, har jeg sådan lidt mistet appetitten (ikke at jeg har tabt mig af den grund), jeg har gået og sukket og været lidt teenageagtig. Ingen af mine faste kontaktpædagoger var på arbejde, så der var ingen der direkte holdt øje med hvad jeg spiste, men jeg gik selv til bekendelse, for jeg ville gerne have dem til at få mig til at spise noget mere, og noget mere solidt, for jeg vil jo gerne have kræfter til mit løb. Så spiste jeg lidt mere og fik meget ros, men jeg vidste aller inderst inde, at det stadig ikke var nok, og så blev jeg endnu mere nedtrykt.

Jeg har dog en forhåbning om at det er ved at vende, for i går, da det var søndag, fik jeg til morgenmad et stykke 'kage' hovedsageligt bestående af tørret frugt. Det lyder måske ikke af det helt vilde, men når man en stor del af sit liv enten har sultet sig eller overspist, så er det en kraftpræstation uden lige, at sidde og hygge sig ved morgenbordet med ét stykke kage, ikke kun en krumme, og heller ikke den halve kage, men bare et helt stykke almindelig kage. Det er noget stort, at jeg tillader mig at spise noget usundt mens der er nogen der ser på, for normalt skjuler jeg mig i min lejlighed som et såret dyr, hvor jeg skræmt propper det usunde i mig, men jeg sad bare der og diskuterede filosofi, og jeg tænkte mere på at formulere mine argumenter end på hvor mange kalorier jeg indtog og hvor langt jeg skulle løbe for at forbrænde dem.

Jeg ville ønske at jeg ligeledes kunne skrive noget godt om i morges, men jeg blev grebet af en voldsom oksesult, og i stedet for at spise en portion yoghurt, spiste jeg tre. Derefter var jeg ude og løbe 6.5 km med fuld mave, hvilket ikke var særlig behageligt, og da jeg kom hjem var ubehaget så stort, at jeg måtte stikke tre fingre i halsen for at lette trykket.

Om knæleskamler

Da jeg var i Paris, lagde jeg mærke til, at forbløffende mange kirker havde fjernet de knæleskamler der normalt er foran bænkene i katolske kirker. I den katolske kirke bruger man meget det at knæle under messen (gudstjenesten) og i den personlige. Man bruger det som et tegn på ærbødighed og ydmyghed over for Gud, men tit bliver ydmyghed forvekslet med underdanighed, og det får mange mennesker til at stejle og ikke ville være med længere. Jeg ved ikke hvorfor knæleskamlerne var blevet fjernet, og om det er noget typisk fransk eller bare et tilfælde. Det kan sådan set også bare være af praktiske grunde.

På turen var jeg sådan en der stillede spørgsmål, mange spørgsmål mærkelige spørgsmål. Nogle gange var det lederne der stod for skud, andre gange min far.

Hvorfor er der en metrostation med det hebrask (klingende?) navn Bir-Hakeim?

Det var en oase i Libyen hvar de Frie Franske Styrker i et slag under WW2 undlod at kvaje sig!

Men spørgsmålet om skamlerne var der ingen der kunne give et fyldestgørende svar på, de kunne kun gætte. Jeg ved ikke i hvor høj grad det egentlig interesserer mig at finde svaret, men jeg kan ikke lide, at jeg ikke kan finde svaret, så det er nærmest blevet en besættelse for mig, om jeg nu ikke kender en eller anden der kender en eller anden, der kunne tænke sig at vide det, jeg overvejer sågar at kontakte mine gamle fransklærere fra folkeskolen, selvom det er 11 år siden at jeg gik ud.

Et af gættene lyder som sagt på, at man er ikke vil føle sig underdanig. Underdanig er heller ikke noget pænt ord, det betyder at gå rundt og gøre sig så lille som mulig, for du er så stor og jeg er så lille, men man siger det måske på en lidt hyklerisk måde, for man gør det ved at tænke på sig selv hele tiden. JEG er lille, JEG bøjer mig i støvet, JEG er intet værd, men se MIG, for jeg 'tilbeder' dig mere end alle de andre. Ægte ydmyghed, i religiøs forstand, betyder at være så fortrolig med sig selv, at man kan glemme sig selv og lade sig fylde af Gud, uden samtidig at tabe sig selv.

Derfor synes jeg at knæleskamler er en god ting, men som sagt, ved jeg ikke, om det overhovedet er derfor.

Svært at tale om

Af en eller anden grund, er det meget svært at tale om min tur til Paris når nogen spørger. Jeg kan ikke bare sætte mig ned og snakke om alle seværdighederne, for jeg så dem som gennem en døs. Jeg brugte alle mine kræfter på at være sammen med de andre unge mennesker, på at få venner og på at blive ulykkeligt forelsket. Og hvordan taler man om sådan en tur? Det er jo ikke det folk vil høre om. Jeg så ét glimt af Eiffel tårnet fra en overjordisk metrolinie (en der kørte over jorden, ikke en guddommelig) og jeg husker hverken Notre Dame eller Sacre Coeur. Jeg husker til gengæld den lammende frygt jeg følte de første dage, fordi jeg var rædselsslagen for ikke at passe ind, og jeg husker min mistro når nogen gav udtryk for at kunne lide mig, men jeg husker også den kildren i maven når han var i nærheden, og selvom jeg godt vidste, at jeg ikke kunne få ham, så ventede jeg til jeg kom hjem med helt at tro på det.

Det er bare så svært at tale om den tur, ikke fordi det var en dårlig tur, men netop fordi den var virkelig god, og jeg frygter, at jeg med mine tilfældigt udvalgte ord, ville komme til at ødelægge magien. Der hviler en eller anden form for lykkerus over mine erindringer, og jeg vil ikke have den til at forsvinde.

Samtidig befinder jeg mig i en postsocial døs. Jeg har brugt så mange kræfter på at være sammen med andre mennesker, at jeg nu ikke kan mere. Jeg taler ikke med de andre beboere, jeg taler næsten ikke med mine venner, og jeg taler kun med et lille udvalg af pædagoger, dem klynger jeg mig til gengæld til, som gjaldt det mit liv.

Hvad er forfængelighed?

Fvad er forfængelighed egentlig? Det er et af de ord jeg ofte bruger, men som jeg faktisk ikke ved hvad betyder. Ordbogen (den store engelske: vanity) siger at lægge for stor vægt på de ydre ting så som udseende og succes, men hvad betyder det overhovedet? Hvad betyder for stor vægt? Er det forfængelighed allerede når man går op i at være ren, eller skal man helt op til at gå op i mærketøj før betegnelsen er passende? Er det en stor synd eller en lille synd? Er det en synd at se i spejlet og tænke, at man ser da helt tilforladeligt ud i dag? Er det forfængelighed når man bliver helt varm indeni når nogen kommenterer ens udseende.

Dette er faktisk noget jeg har skrevet i et tidligere indlæg HER, men da det er et spørgsmål som forbløffende mange har søgt efter (jeg kan følge med i den slags), så har jeg valgt at tage emnet op endnu en gang.

Lige før jeg tog til Paris, var jeg så heldig at få udbetalt depositummet fra min gamle lejlighed, 13,000 lige ind på kontoen. Det føles som en gave, skønt det jo er ens egne penge, som man bare får tilbage. Nogle af pengene gik direkte ind på min opsparing, men jeg traf en forfængelig beslutning om at købe en dy garderobe til turen. Ja, det var en forfængelig beslutning, for jeg har jo rigeligt med tøj, det er bare ikke særlig pænt.

Hvorfor kunne jeg ikke bare gå i mit gamle tøj? Det fejler jo ikke noget. Allerede fra da jeg meldte mig til turen, vidste jeg, at jeg ville komme til at være 'hende den syge'. Når man først har fået den rolle, er det svært at overbevise folk om, at man egentlig har det okay. De vil straks lægge mærke til fedtet hår, pletter på tøjet og sjusket påklædning, og de vil tolke på disse observationer og konkludere at man er en stakkel. Ja, det er synd for mig en gang imellem, men det er min kamp, og selvom jeg ikke længere er for stolt til at bede om hjælp, så skal jeg ikke trække alle og enhver ind i mine problemer.

Så jeg traf den forfængelige beslutning, at ville være ordentlig klædt, så jeg kunne virke bare en lille smule overskudsagtig bare en gang imellem. Det er forfængeligt, fordi jeg virkelig troede på, at den ødelagte mig nedenunder ikke betød noget som helst, at den ville forsvinde, at det var den ydre velklædte mig folk ville kunne lide. Men folk kunne lide mig, fordi jeg, ligegyldigt var elegant jeg prøvede at klæde mig, stadig var kluntet og lappet sammen med gaffatape, og tilsat sydende sarkasme.

Endelig i kirke

En gang var denne blog et projekt for, at følge min vej tilbage til kirken, men skønt der periodevis har været lidt fremgang, så har det stået meget i stampe. At gå i kirke regelmæssigt er ikke bare et spørgsmål om lyst, ikke lyst, det drejer sig i stor udstrækning om gode vaner. En gang var jeg en af dem der gik i kirke hver søndag og til skrifte i hvert fald en gang om måneden. Jeg var super hellig, og jeg kunne ikke forstå hvordan folk, og især katolske folk, kunne overleve uden, men så kom mine forældres skilsmisse, og senere mit store sammenbrud, og derefter fulgte flere år hvor jeg var for syg til at komme nogen steder. Nu går det efterhånden bedre, og jeg længes tilbage til Kirken (Kirken med stort fordi det er hele den katolske kirke, og ikke bare den lokale kirkebygning).

Selvom turen til Paris for mig mest var et socialt projekt, så var det også en pilgrimstur. På grund af min døgnrytme, og fordi jeg så let blev alt for udmattet, så oplevede jeg slet ikke alle de åndelige programpunkter, for de lå som oftest sent om aftenen, hvor jeg for længst lå krøllet sammen under tæppet og sov.

Den ene dag oplevede jeg dog at komme til både messe og skrifte (desværre i den forkerte rækkefølge, så jeg ikke kunne modtage kommunion/nadver) hos en meget irsk præst. han var meget fornøjelig, men man forventede hele tiden at han ville trække en lommelærke frem fra inderlommen, eller at man ville kunne se skrammer på hans knoer fra det sidste nye slagsmål. Som en kontrast til de noget mere afdæmpede danske præster, så var det en god ferieoplevelse, men det var godt at komme hjem til det afdæmpede igen, for jeg kom i kirke denne søndag.

Jeg kom i kirke, og jeg sad der pæn og nydelig med hænderne foldet i skødet, og folk måtte have troet at jeg var meget from, men det var desværre ikke hvad der foregik inde i mig. Min puls steg, og blodet brusede i ørerne på mig, og en gang imellem snappede jeg efter vejret. Det ville være for meget at sige, at jeg havde et regulært angstanfald, men mit stresniveau var i hvert fald højt. Er det så overhovedet det værd? JA! Andet er der egentlig ikke at sige til det, men jeg kan da godt prøve at uddybe.

Fordi de andre fik alle disse åndelige aktiviteter, mens jeg stort set kun var turist, bad jeg lederne om, om de ikke kunne hjælpe mig med at finde en messe jeg kunne gå til. De fandt så en vi alle sammen kunne gå til i en kirke som vi alligevel skulle ind og se. Det var en meget from kirke, og mens vi sad og ventede på at messen skulle gå i gang, sad jeg og iagttog folks ansigter, og der var en fred over dem, som jeg husker fra mig selv en gang for længe siden. Jeg husker hvordan bare det at gå ind i en kirke fik alle verdens problemer til at virke meget mindre, hvordan jeg kunne have energi hele dagen, hvis jeg havde været til morgenmesse, eller hvordan jeg kunne være glad i dagevis midt i selv de mest depressive perioder, hvis bare jeg havde været til skrifte, vel og mærke hvis jeg havde gjort det ordenligt, ellers fik jeg det bare værre. Det er den følelse jeg så gerne vil tilbage til, jeg vil tilbage til den katolske familie, jeg vil være lykkelig, i det mindste noget af tiden, og det har denne tur givet mig håb om at blive en dag, men der er stadig lang vej endnu.

Kort om Paris og lidt mere om alt muligt andet

Jeg forsøgte vitterligt at få skrevet et indlæg i går, men mine øjne ville ikke fokusere på skærmen, så bogstaverne flød ud mellem hinanden, og jeg skulle bruge en kraftanstrengelse for at tvinge fingrene videre på tasterne. Resultatet blev ikke dårligt, men det blev heller ikke godt. Hvordan beskriver man en hel uge i et enkelt indlæg? Hvordan får man kogt alle de mange indtryk at lyd, lys og mennesker ned til bare et par linier? Alt hvad jeg skrev ned virkede så hult, så ligegyldigt. Jeg kunne godt have skrevet det færdigt, og have ladet som ingenting. Jeg tvivler på, at mange ville have lagt mærke til noget, det ville bare have virket som et helt almindeligt indlæg, men jeg ville have vist, at det bare ikke var helt fyldestgørende.

'Hvad var det da ved Paris der var så negativt?'. Sådan spørger folk, når jeg siger, at det ikke lykkedes mig at forelske mig i byen, men jeg ved ikke om der var noget helt specielt negativt, jeg forelskede mig bare ikke i den. Det kan sagtens have noget at gøre med vejret, der var køligt og gråt hele ugen. Jeg har det personligt godt med temperature omkring de 20 grader, men den grålige belysning der fulgte med, fik alle gader til at ligne hinanden, lange lige og nærmest lidt ligegyldige. Det kan også have noget at gøre med hvor vi boede. Vi boede i den mere skumle del af Montmartre, og fordi jeg jo var lidt mere sårbar end alle de andre, og derfor ikke kunne tage med rundt i byen, så så jeg stort set kun det. Jeg tog ud, så en kirke, og blev fulgt tilbage til hotellet.

Men hvor jeg ikke forelskede mig i Paris, så forelskede jeg mig i de mennesker jeg var sammen med. Da jeg så deltagerlisten var jeg bekymret, for der var kun få personer jeg kendte, altså sådan rigtigt kendte. Deres navne virkede så eksotiske, så fremmede. Det var spændende og intimiderende på en gang, for det var jo min drøm med turen, at komme ud i den virkelige verden, og være sammen med 'rigtige' mennesker, mennesker der hver dag færdes i den virkelige verden, og slås med helt almindelige problemer. Jeg siger ikke, at deres problemer er mindre end mine, de er bare anderledes, og det er, undskyld udtrykket, forfriskende. Vi var en 'lille' intim gruppe på 22 mennesker, og det var jeg glad for, for jo mindre kompliceret bliver dynamikken, og gruppedynamik er nok noget af det jeg har aller sværest vil, men er også noget af det jeg virkelig går op i.

De fleste har eller har haft et ønske om at være en del af den gruppe de færdes i, men for rigtigt mange mennesker lykkes det bare aldrig helt. Jeg er et af de mennesker, eller det troede jeg i hvert fald at jeg stadig var, så jeg var forberedt på at føle mig ensom der midt i gruppen, og fordi det var hvad jeg forventede, så var det også hvad jeg følte, i hvert fald som en start, men langsomt begyndte det at gå op for mig, at folk måske faktisk gerne ville være sammen med mig, hvis jeg bare gav dem chancen. Så lige så stille forelskede jeg mig i de mennesker, som jeg var omgivet af. Faktisk blev jeg nærmest bange når folk udtrykte glæde ved at være sammen med dem, for jeg kunne ikke lade være med at mistænke dem for at drive gæk med mig, men hvad skulle de lige få ud af det? Var det i det hele taget ikke nedladende af mig, at tro at de kunne have sådanne motiver? Var det ikke mere min egen usikkerhed der talte, mere end et reelt billede af hvem de var?

Det var i hvert fald en god tur, også selvom jeg ikke som sådan forelskede mig i byen

Den åndelige del af turen var der også, men den vil jeg 'ofre' et helt indlæg på en anden dag, måske ikke i morgen, men en dag.

Til Paris

Ferie 7-13 juli 2012

Til mine kære læsere.

Nu går turen til Paris. Nu går turen væk fra alt det, som jeg har haft så svært ved at håndtere. Nu går turen mod eventyret, og jeg ryster i bukserne af skræk. Jeg elsker at læse om eventyrere der tager ud i den store vide verden for at opleve store og fantastiske ting. Jeg elsker at drømme mig med dem, fantasere om bare at forlade alt og tage af sted, grave efter skatte, redde nødstedte, og udfylde de hvide områder på kortet. Men nu hvor jeg nærmer mig en højt civiliseret og nøje planlagt tur til et sted ikke alt for meget anderledes end hvad jeg er vant til, så må jeg se i øjnene, at jeg bare ikke er den store eventyrer.

I gårs aftes kunne jeg ikke sove, og jeg skulle hele tiden lige tjekke togtider og mødetider og sted, bare lige én gang til, bare lige for at være sikker, og så lagde jeg mig tilbage i seng, hvor jeg var ved at få et panisk anfald, fordi jeg var sikker på, at jeg ville miste min bagage.

De store opdagelsesrejsende fik måske stjålet deres bagage af en bære der var træt af at blive behandlet som et dyr, nej værre endnu, som en neger, men de risikerede ikke at stå i en lufthavn og glo på et bagagebånd køre rundt og rundt, og mistænke flyselskabet for at have sendt alle ens kjoler til Istanbul. Okay, måske er der også grænser for hvor mange kjoler Stanley havde med, da han skulle finde Livingstone, men han havde ståltråd og billige perler, og det er måske lige fimset nok. Han undskyldte sig med, at det var for at bestikke lokalbefolkningen, men lur mig om det ikke var for at kunne trække sin lille forkærlighed for skindende perlekæder fra i skat :-P

Store helgener har derimod, lidt mere som mig draget på pilgrimsfærd til europæiske storbyer, men der er ikke meget helgen over mig, når jeg skumler over, at mine kjole lige nøjagtigt ikke er lange nok, og jeg derfor måtte ud og investere i underskørter for at kunne dække knæene på ærbødig vis. Nogle dage griber jeg mig selv i at tænke at det ville være SÅ meget lettere, hvis vi ikke skulle ind og se alle de kirker, ikke nogen smuk katolsk tanke. Men selvom jeg tænker sådan nu, så håber jeg alligevel på, at dette vil blive en åndelig saltvandsindsprøjtning for mig. Jeg regner ihhe med at komme hjem som en helgen, dertil er jeg alt for lunken, men jeg håber på at komme hjem som et mere fuldt og helt menneske med værdier og mod på livet. Jeg håber på at kunne være den person jeg jeg sådan ville ønske jeg var, med større balance mellem det jordlige og det åndelige.

Jeg drager altså til Paris, og det betyder, at jeg vil være væk den næste uges tid, men fortvivl ikke, jeg vender tilbage for fuld styrke aller senest i uge 29. Så god ferie alle sammen, og nyd en kold dansk sommer.

Om klamme ben

Her i dag har jeg bestilt tid til at få ordnet ben (hele vejen op), men det betyder, at jeg har måttet lade hårene gro de sidste alt for mange uger, og hvor jeg dog skammer mig. Af en blegfed dansker at være, er jeg nemlig temmelig mørk, og det betyder, at hårene på benene også er temmelig mørke. Jeg har derfor gået i evig skam i et par uger, og prist mg lykkelig de dage, hvor vejret var til lange bukser, men lige i går, hvor jeg havde ekstra meget brug for det, fordi jeg skulle sidde blandt mange mennesker i et tog, ja da bagte solen fra en tæt på skyfri himmel.

Nogle mennesker kan godt gå rundt uden at ordne ben evig og altid, og jeg misunder dem, for jeg synes ikke at det er sjovt at komme til at ligne en gorilla så snart jeg bliver bare en lille smule doven (ough ough mig ha' banan). Jeg ville ønske, at jeg var en af det der kunne tillade sig en slapper, men det er jeg ikke, og i stedet må jeg betale mig fra at få gjort det ordentligt før jeg tager til Paris, for jeg har ikke lyst til at sidde med min epileringsmaskine (en maskine der hiver hårene ud i stedet for at skære dem af), og indvi de andre piger i min personlige hygiejne.

Så kan man selvfølgelig kalde sig 70'er feminist og pure afvise at barbere ben, men nu har jeg brugt tusindvis af kroner på tøj, så at jeg kan vise mig fra min bedste side, og det billede vil jeg ikke have ødelagt af et par behårede ben der er en edderkop værdige. Min far siger, at min mor begyndte at barbere ben, da de var på inter rail og de smækre italienske piger pegede fingre af hende og lo. Jeg nærer så ingen forhåbninger til, at de franske piger er spor bedre, især ikke nu, hvor 70'ernes frigivelse af kropsbehåringen ligger så langt tilbage.

Desuden øver jeg mig i at gøre noget godt for mig selv en gang imellem, hvis man da betragter det som noget godt at få revet tusindvis af små hår ud ved rode, men stadig væk, så kan jeg godt trænge til en smule selvforkælelse efter næsten en hel uge med panikangst. Jeg er ikke til karbad, jeg mister tålmodigheden efter blot minutter og begynder at kede mig. Jeg bliver til gengæld beroliget af selvskade, og en voksbehandling er det perfekte mix af selvforkælelse og selvskade, og det er endda en fuldt ud accepteret form for selvskade.

Om rejsefeber

Jeg skal til Paris, jeg SKAL bare til Paris. Tilbage i januar bestilte jeg min ferie til Paris med en gruppe af unge katolikker, men der er sket så meget siden da, jeg er flyttet til et helt nyt bosted i en helt ny by, jeg mistede den kontaktpædagog jeg var så glad for, jeg har fået en bunke nye pædagoger ind i mit liv, og de har en tendens til at komme i bølger, og en af bølgerne kom i denne uge. Jeg fik jo desuden et mindre nervesammenbrud så sent som i mandags, så hvordan skal jeg nogensinde klare mig en hel uge i en ny by?

Rejsefeberen er for alvor begyndt at melde sig, og hver eftermiddag sidder jeg og flæber fordi jeg ikke vil af sted, men jeg vil ikke selv træffe afgørelsen for at melde afbud, jeg vil have pædagogerne til at gøre det, så jeg kan kaste skylden på dem, når jeg begynder at ærgre mig. Sjovt nok er de slet ikke villige til at træffe den afgørelse, for de ved, at jeg godt kan klare det selvom det ser sort ud lige nu, de ved at jeg godt kan klare at blive presset, at jeg vil have godt at at komme lidt væk og opleve nye ting at blive intellektuelt, socialt og følelsesmæssigt stimuleret.

Jeg elsker og hader dem for at tro på mig, for kan de ikke se på mig, at jeg har rejsefeber og ikke vil af sted? Men det vil jeg jo alligevel gerne, jeg er bare bange. Jeg er bange for alt det nye i Paris, for at jeg ikke kan falde til i gruppen, at jeg ikke vil kunne finde ud af det med maden, at jeg ikke har kræfterne til at klare en hel uge, at jeg bliver dårlig, altså sådan rigtig dårlig. Mest af alt er jeg dog bange for at komme hjem igen, for med både Odense og Paris er jeg væk i 1½ uge, og så har jeg ingen kontrol over, hvad der sker på mit bosted. Hvad nu hvis alliancerne ændres? Hvad nu hvis folk har glemt at de faktisk godt kan lide mig? Hvad hvis rutinerne ændres? Og tænk nu hvis der faktisk slet ikke sker noget som helst? Hvad nu hvis de opdager, at de kan klare sig ganske glimrende uden mig?

Jeg bilder mig ind, at rejsefeber er værre for mig end for andre på grund af mit handicap og min psykiske sårbarhed, jeg bilder mig ind, at ingen kan forstå hvordan jeg har det, men jeg har ingen anelse om, om det er sandt, jeg går bare helt naturligt ud fra det.

Men jeg har en fantastisk evne til at overleve, og jeg skal nu nok klare dette her også.
____________

Et indlæg om DUK og pilgrimsrejse til Paris uden jeg har skrevet om tro. Generelt handler denne blog mindre om tro end det oprindeligt var meningen. Det var meningen, at jeg ville gøre noget med min berøringsangst, men det er ikke rigtig sket. Jeg bilder mig ind, at jeg ikke tror nok, at folk vil se mig som skinhellig, at ingen gider at læse om det.

Jeg vil ikke love at det ændre sig efter Paris, men jeg håber, og jeg tror, i hvert fald for en periode, så falder jeg nok igen i en dyb åndelig dvale.

Om en stressende dag på sofaen

Okay, jeg har måske dyrket lidt for meget sport her i slutningen af ugen, i hvert fald kom jeg hjem fra en ganske kort og langsom løbetur og var helt smadret. Normalt bruger jeg min weekend på at få læst alle de bøger, som jeg ikke når i løbet af ugen, men jeg kom direkte hjem og smed mig på sofaen foran fjernsynet, og så kom jeg ikke op igen. Jeg sad og udarbejdede en liste over alle de ting jeg skal nå inden jeg tager til Paris på lørdag, de ting jeg skal nå her, og de ting jeg skal nå i Odense.

Noget af det der skal ordnes er ting der skal skrives, og jeg havde taget en blok med ned, men jeg fik ikke skrevet noget, og hver gang jeg begyndte at tænke over hvad jeg dag skulle skrive, så begyndte jeg at svede, og mit hjerte bankede i en foruroligende hast. Den ene af mine opgaver til forfatterkurset er nemlig rigtig svær, den handler om 'samtalen', og det er et af de stor problemspørgsmål for mig som asperger. Jeg forstår langt fra altid de finere nuancer i hvad folk siger til hinanden, det er derfor jeg så ofte misforstår hvad der bliver sagt.

Jeg lå altså der på sofaen, og svedte over ikke at lave noget og frygtede, at jeg ikke ville kunne nå noget som helst på en uge, men en uge er lang tid, og min ene kp har lovet, at vi i dag skal kigge listen igennem og prioritere. Og der skal laves lister, flere lister, jeg elsker lister. Det har jeg fra min elskede farmor, hun laver også altid lister når hun skal noget, og så gemmer hun dem til næste gang, så hun kan genbruge og rette til, så hun er bedre forberedt på alt end nogen anden jeg kender til. Min seje farmor.

Jeg lå altså der på sofaen og stirrede på skærmen. Normalt er der absolut intet andet end hjernedødt TV i weekenden, men i går var jeg heldig, og der var atletik. Atletik er nok en af de eneste sportsgrene jeg for alvor gider at se på, nok mest en dels fordi kampene går temmelig hurtigt, og man skifter hele tiden mellem forskellige discipliner, så det bliver ikke så monotomt.

Men...
- Når kvinder nu går så meget op i at finde en ordentlig sports-bh, hvorfor går mænd så ikke op i ordentlige underbukser? Mænd i tights ser både ucharmerende og lettere smertefulde ud.
- Får stangspringere nogle gange pludseligt højdeskræk og må indstille deres karriere? Det ser altså monster farligt ud, det ville jeg aldrig nogensinde turde.
- Hvem er den syge, syge mand der har opfundet tre-spring? Man kan jo ligefrem se hvor usundt det er for kroppen.
- Lider kvindelige længdespringere under at få sand i trusserne? Der er altså ulemper ved at dyrke sport i så lidt tøj.
- Hvordan kommer man i gang til kuglestød? Er det forældrene der ser på deres lille barn og tænker, hun er både lidt for tyk og lidt for maskulin, vi melder hende sgu til kuglestød?

Om at føle sig blottet

Jeg havde en ret sindsoprivende dag i går, hvor der var rigtig mange ting jeg sådan lige skulle nå. Det var meget nærliggende at bede pædagogerne om hjælp, men der var noget der holdt mig tilbage. Jeg ved ikke rigtigt hvad det var, måske var det fordi jeg var bange for at fejle og ikke ville have vidner til mit nederlag, eller også mente jeg bare at jeg kunne klare det hurtigere og mere effektivt alene, hvem ved, måske var det i grunden bare ikke særlig gennemtænkt.

Første stop var apoteket. Jeg skulle hente Alopam, egentlig havde jeg nok herhjemme endnu, men jeg skal have nogen med til Paris, og for at skulle kunne have dem med til udlandet, skal jeg have et pillepas. Dette pillepas skal laves på det apotek hvor pillerne er købt, hvilket var i den by hvor jeg boede før. Jeg gad altså ikke lige tage bussen en time hver vej gange to (jeg skulle jo også lige hente pillepasset når det var blevet fremstillet), så det letteste var simpelthen bare at købe en ny portion.

Mens jeg stod der med alle mine personlige oplysninger frit fremme (pas, sygesikring og medicinliste) kom der en ældre mand og stillede sig helt op ad mig. Han stirrede hverken på mig eller på mine papirer, men derimod på ekspedienten, men jeg blev alligevel temmelig utryg. Jeg havde rigtig meget lyst til at bede ham om at forsvinde, men jeg turde ikke, for hvad nu hvis han blev sur. I stedet blev jeg ved med at dreje hovedet og kigge på ham, det internationale tegn for 'det der er altså virkelig irriterende', men han fattede det bare ikke og blev altså stående mens jeg stod og betalte, så han også, hvis han ville, kunne se hvor mange kontanter jeg havde i min pung, og da jeg skulle videre rundt i byen, havde jeg mange.

Manden var ikke en af de der skumle der stjæler ens medicin og penge, eller som ville prøve på at røre ved mig på mere personlige steder, men det var alligevel klamt at han stod kun en halv meter fra. Jeg følte mig fuldstændigt blottet.

Og blotlæggelsen fortsatte i to på hinanden følgende tøjbutikker, den ene mere end den anden. Det var ikke fordi der stod klamme mænd og stirrede på mig, men det var en stor udfordring at tage mit trygge tøj af, og iføre mig en kjole, som jeg ikke havde den fjerneste anelse om ville passe, eller om den ville fremhæve nogle af mine mere problematiske områder. Jeg var desuden nødt til at have en ekspedient til at hjælpe mig, for alene er jeg helt umådeligt hjælpeløs, jeg ville bare stå som et dyr fanget i en lyset fra en billygte. Jeg ville stå, jeg vil ryste af skræk, og jeg ville flygte, uden at nå så meget som at overveje at købe noget.

Ekspedienten i den første butik, var virkelig sød ved mig, men hun kunne jo ikke gøre noget ved at meget af tøjet ikke passede mig. Hver gang en kjole ikke passede mig fordi jeg for det meste var for bred over ryggen, blev jeg ca to cm kortere, og jeg var nødt til at prøve mange kjoler før jeg fandt to kjoler, som jeg både kunne lide, og som passede.

Jeg skal ikke kunne sige, om jeg ser godt ud i de kjoler jeg købte, måske ser jeg bare ud som en kikset pige i kjoler der er alt for pæne til hende. Sidst jeg var ude og købe en kjole, havde jeg min tidligere kp med, som hele tiden fortalte mig, at jeg så godt ud, og jeg ikke skulle skamme mig. Da vi kom hjem sørgede hun straks for, at jeg skulle gå modeopvisning for de andre pædagoger, der også fortalte mig hvor godt kjolen sad.

Da jeg kom hjem med disse kjoler, hængte jeg dem straks ind i skabet. De blev taget ud og vist til mine nye kp'ere, men de blev ikke prøvet på. Jeg skammer mig ikke over kjolerne, det er nogle fine kjoler, men jeg skammer mig over min egen krop.

Jeg skal bruge kjolerne i Paris, for jeg vil se ordentlig ud. Måske er det mine fordomme om Paris, måske er det bare min egen perfektionisme, måske vil jeg bare ikke ligne en turist alt for meget. Jeg vil bare ikke bruge de samme sølle kjoler, som jeg brugte i Rom for to år siden, for meget har ændret sig, jeg har efterhånden begyndt at vende mig til tanken om at jeg med mine 27 år ikke længere er et barn, men et voksent menneske. Min finansielle situation har også forbedret sig markant. Jeg er kommet på pension og har fået en mere overkommelig husleje (rangerende til det latterligt lave). Men vigtigst af alt, så har jeg fået det markant bedre, og jeg går ikke og har det skidt hele tiden, og når man ikke har det skidt, så er det mere overskueligt at prøve at se ordentlig ud, både indeni og udenpå.

Om at tale positivt om sig selv

Jeg havde besøg af min psykolog i går, og jeg snakkede rigtig meget om alle de ting jeg kan, om alle de ting der går godt og om alle de ting der lykkes for mig for tiden. Jeg var glad, og min psykolog var glad på mine vegne, og hun sagde, at jeg så godt ud, at jeg strålede, og jeg var glad fordi hun sagde det.

Men jeg var træt i går, meget træt, og i løbet af dagen begyndte tankerne at køre. Havde jeg virkelig sagt alt det? Har jeg virkelig forvandlet mig til sådan en af dem der bare gør sådan noget? Åbenbart, og det er egentlig ikke nødvendigvis noget jeg er glad for, for hvem siger, at det stopper her? Hvem siger at jeg ikke pludselig bliver forvandlet til en af de piger der bare baldrer løs om hvor fantastisk jeg selv er, den pige vi alle kender fra folkeskolen? Tanken skræmmer mig rigtig meget, for det var den pige jeg hadede i folkeskolen. Jeg hadede hende, fordi jeg hadede mig selv.

Det har altid været en stor del af min personlighed at være selvudslettende, selvhadende og depressiv, og selvom det ikke er følelser folk forbinder med noget positivt, så indeholder de for mig noget, om ikke rart, så i hvert fald trygt og godt, for sådan har det jo bare altid været. Al energien til at klare hverdagen og til at tænke rare tanker, det er noget der stille er kommet gennem årene. Især gennem det sidste år til halvandet er tingene gået stærkt, og det betyder, at mine hjerne har skullet lære at arbejde på helt nye måder.

Hjernen er en 'muskel' der skal trænes, og nogle gange føles det som om, jeg er i gang med at træne den fra bunden, for jeg er ikke kun fysisk træt, jeg er også mentalt udmattet. Jeg har ikke lyst til at klynke, og selvom jeg egentlig har det udmærket, så ønsker jeg ligefrem at blive indlagt, for tanken om i overført betydning at være lænket til en seng i 'et rum så tilpas anonymt at man kan føle sig fri', gør mig tryg. Jeg hører ikke hjemme på et hospital, for al denne evindelige forholden sig til al ting er udmattende, men tanken om at kunne lade hjernen slappe af en stund er fristende, men jeg ville nu nok komme til at kede mig ligegyldigt hvor mange bøger jeg medbragte, og jeg ville nok få fniller af ikke at kunne være fysisk aktiv.

Jeg skal til Paris med DUK (Danmarks Unge Katolikker) og jeg er rædselsslagen. Nye mennesker i en ny by og masser af aktiviteter dagen lang. Jeg er træt nu hvor jeg bare følger mine vante rutiner, og når der så sker en enkelt ny og spændende ting, så bliver jeg udmattet, hvordan vil jeg så kunne klare en hel uge med nye udfordringer.

Om at være rigtig ynkelig

Når det bliver varmt og trykkende i vejret, så bliver jeg rigtig dårlig fordi mit blodtryk falder markant. Normalt er jeg en person der kan tåle en ret stor mængde ubehag uden at kny, men når mit blodtryk falder, så bliver jeg simpelthen så ynkelig at det er helt pinligt. Sådan en dag havde jeg i går.

En af drengene var for en gangs skyld i rigtigt snakke humør, og det var en fantastisk mulighed for at lære hinanden bedre at kende, men det eneste jeg kunne tænke på var hvor dårligt jeg havde det. Jeg havde hedeture, og jeg havde ondt i hjerte og lunger. For at være ærlig, så troede jeg at jeg var ved at få et hjerteanfald, jeg troede jeg skulle dø. Okay, måske ikke helt, et eller andet sted vidste jeg jo godt, at det ikke var noget alvorligt, og jeg panikkede da heller ikke, ikke helt i hvert fald.

Jeg gik ind i køkkenet og klynkede til en af pædagogerne, men hun sagde ikke de ting jeg gerne ville havde hende til at sige, hvilket var at hun ville tilkalde vagtlægen, en ambulance eller måske endda en bedemand. Hun ville have mig til at drikke lidt og spise et æble, hvilket jo var fornuftigt nok, men lidt tøsefornærmet kunne jeg ikke lade være med at blive (stener lige lidt over at stavekontrollen godkender et ord som 'tøsefornærmet').

Min ene kontaktpædagog, som jeg kalder pædagog for nemhedens skyld, men som i virkeligheden er SOSU-assistent, kom, og hun tog mig med op i min lejlighed hvor hun åbnede vinduet så det blev dejligt køligt og jeg blev lagt på min chaiselong med fødderne oppe, og så kunne jeg ellers ligge der de næste to timer og kede mig (min nuværende bog er på 700 sider, så det var lidt svært at læse). Vi kunne blive enige om at det nok ikke var noget alvorligt, for man ligger nok ikke og keder sig hvis man er ved at få et hjerteanfald eller et kæmpe angstanfald (henholdsvis mit og hendes forslag).

Det var ikke fordi jeg ikke ville nævne lavt blodtryk som et forslag, det var bare, at jeg slet ikke tænkte på det, og det skar hver gang det sker. Jeg bryder mig nu heller ikke altid om at nævne det, og det blev heller ikke bedre da jeg for nogle uger siden var ved lægen med det.

"Det er ikke en sygdom, men en lidelse. Det er der mange unge piger der lider af"

 Tak for absolut ingenting. Han kunne jo lige så godt have sagt, at jeg bare var hysterisk (hvilket jeg jo nok også er), men det forhindre mig/os jo stadig i at leve mit/vores liv bare sådan nogenlunde normalt, så jeg synes måske at det er lidt ubehøvlet, ikke af min egen læge som sådan, men af lægestanden generelt, at tage så let på det. Det virker så gammeldags, som Maude der ligge måtte lægge sig lidt, som kvinder med dårlige nerver der blev ordineret hvile. Nu om dage er ordet 'nervemedicin' noget der står på pakkerne med antipsykotisk/angstdæmpende piller. Så stakkels os hysteriske kvinder.

"Det er ikke skadeligt for kroppen"

Nej, det kan godt være, men det er stadig pokkers ubehageligt.

Jeg skal til Paris her om et par uger, så hvad nu hvis jeg får det rigtig skidt når jeg kommer ned i varmen? Skal jeg så bare ligge på mit hotelværelse hele ugen? Fy fabian, ikke tale om, jeg må bare lære ikke at væreså ynkelig når det sker, "for det skader jo ikke".

Nogen der kender et godt quick fix til lavt blodtryk? Jeg kender selv:
1. Rigeligt med væske.
2. Ikke spare på saltet.
3. Lakrids (sukkerfrit, for jeg har været sukkerfri i over 1½ år)
4. Motion (at være i god form skulle hjælpe, selvom jeg nu ikke synes jeg kan mærke det)

Paris

Jeg har lige bestilt og betalt min sommerferie. Jeg skal en uge til Paris med Danmarks Unge Katolikker (DUK).

Jeg har tidligere talt om mine problemer med at rejse, hvor stressende det er og hvor lidt jeg reelt når at opleve på mine ture fordi jeg bliver så træt og stresset.

For 1½ år siden var jeg i Italien, ligeledes med DUK. Det var på mange måder en god tur, især for sådan en som mig. Alt var planlagt og tilrettelagt på forhånd, jeg behøvede blot at slå op i mit program, så vidste jeg præcis hvad jeg skulle i løbet at dagen. Eller rettere, jeg vidste hvad jeg havde mulighed for at deltage i i løbet af dagen, for jeg var med på særlige betingelser. Programmet var i princippet obligatorisk, men jeg ville ikke kunne klare et fuldt program, så jeg fik lov at deltage i så meget jeg kunne og så trække mig tilbage. Det var en glimrende løsning, for ellers var jeg brudt sammen.

Jeg ved ikke om den plan vil virke lige så godt i Paris som i Rom. Jeg har før været i Rom, så jeg har set alle turistattraktionerne, jeg kunne nøjes med de små katolske godbidder og de kirker, som jeg ellers ikke havde fået set.

Jeg har til gengæld aldrig været i Paris, så jeg vil se det hele og mere til. Jeg ved ikke hvor god jeg vil være til at sige fra over for mig selv.

En af de ting man helst skal have ud af ferien, når man tager til Frankrig og Italien, er maden, men ikke for mig. Jeg ville ønske, at jeg i løbet af de næste måneder pludselig kommer i bedring og kan spise på restaurant med de andre, men jeg tror ikke selv på, at det lykkes. Da vi var i Italien, gik jeg i supermarkedet til hvert eneste måltid. Det var super kedeligt for jeg spiste det samme hver eneste dag to gange om dagen, men alt omkring mig var så nyt og anderledes, at jeg ikke kunne overskue andet.

Hvis en anden, mere normal person skulle gennemleve min ferie, ville det være en fiasko, men ikke for mig. Jeg havde en fantastisk tur på min egen helt specielle måde.