Der er nogle følelser der aldrig helt forsvinder.

Dengang da jeg var meget syg var en af de ting jeg sloges med maden. Jeg var meget tynd. Ikke tynd nok til at kunne få en anoreksidiagnose, men for tynd til at have nogen livsenergi. I og med, at jeg så begyndte at få det bedre, begyndte jeg også at tage på, 30 kg på 5 år. Samtidig med at jeg fik det bedre, begyndte det heldigvis også at betyde mindre for mig hvad jeg vejede, ellers havde det været en tung byrde at bære. I dag har jeg et godt liv, og jeg tænker sjældent på det med vægten, men alligevel er det nogle følelser jeg aldrig helt vil kunne slippe.

Her i dette varme sommervejr så jeg ind i mit klædeskab og måtte erkende, at der snart ikke var mere sommertøj jeg kunne passe. Det var et problem, men heldigvis et temmelig overskueligt problem, jeg skulle jo bare en tur ned i byen og købe noget. Det var planen, Kæresten tog med, vi gik ind i butikken, vi fandt nogle kjoler, jeg gik ind i prøverummet. Det var så her turen gik fra en praktisk opgave til en følelsesmæssig rutsjetur.

Bevidst om min krops forøgede omfang havde jeg udvalgt nogle kjoler i Large, men Kæresten måtte snart sendes hen efter nogle i Extra Large, og stadig strammede de under armene og over ryggen. Jeg stod så der foran spejlene i en kjole der sad et skævt på mig, for stor og for lille på samme tid. Kjoler der slaskede om mig samtidig med at de strammede. To små bogstaver, XL, som jeg hadede, men bogstaver er et abstraktbegreb, som det er svært for alvor at hade, så jeg begyndte at hadede mig selv i stedet. Jeg kunne stå og se på min refleksion i spejlet og se hvordan al selvtillid blev suget ud af mig. Jeg kunne se hvordan jeg blev mindre og mindre, uden dog at tøjet sad spor anderledes.

Jeg fandt en kjole i strækstof, som jeg kunne passe i størrelse large, og jeg købte den straks. Jeg tog ikke stilling til, om jeg kunne lide stilen, det eneste der betød noget var, at jeg kunne passe den, og at large var mindre end extra large, og jeg derfor kunne hade mig selv en lille smule mindre. Jeg kunne endda smile en lille smule.

Senere til hverdagsmesse henne i den katolske kirke stod jeg mens vi sammen bad:

Herre, jeg er ikke værdig til, at du går ind under mit tag, men sig kun et ord, så bliver min sjæl helbredt.

Først da kunne jeg trække vejret helt ned i lungerne igen og tænke, at det med kjolens størrelse, og spejlenes magiske kraft måske slet ikke betød så meget alligevel.

hipster-beatnik-eksamensmode'ish

Dette er eksamenstid. Dette er en tid for lærdom, fokus og frustrationer. Dette er IKKE en tid til huslige sysler... Lige nu er mit primære problem tøjvask. Derfor har jeg nu opfundet hipsterbeatnikken.

• En fiktiv baret. Jeg ville gerne have en, men jeg har ikke nogen, for hver gang jeg køber én, kommer jeg i tanke om, at grunden til, at jeg ikke er nogen er, at det overhovedet ikke klæder mig.
• Et neutralt look uden make up. Der er ingen ideologisk årsag til dette. Faktisk skyldes det mest, at jeg er så træt, at jeg konstant gnider mig i øjnene.
• Ingen bh, ikke fordi jeg har brændt dem, men fordi jeg ikke har flere rene. Hvad siger moden til bhfri bryster for tiden? Ligner jeg en 70'er feminist? Vil gamle damer og gejstlige besvime på gaderne når de ser mig? Eller er det bare sådan 'what ever!!!'?
• Enkel sort t-shirt panikkøbt i Føtex, fordi jeg skulle have noget rent at tage på.
• Stramme jeans der er blevet stramme pga for megen eksamenstrøstespisning.
• Sorte jeans. Sorte som min frustrerede eksamenssjæl. Well, faktisk er det et tilfælde. Når vasketøjspanikken bliver for stor, så skal man være taknemmelig, hvis bare ens øjne ikke ætses ud pga et alt for slemt mix af farver.
• Balarinasko som jeg normalt bruger som 'træsko'.

Om en sød kæreste

Der var en enkelt af jer der fangede mit hint i sidste indlæg, nemlig, at jeg har fået mig en sød kæreste, som jeg mødte gennem fælles venner. Normalt er jeg ikke ret god til at omgås mennesker, for jeg bliver hurtigt træt. Normalt når jeg er sammen med folk er jeg træt efter en time og ødelagt efter tre, men jeg kan være sammen med Kæresten i timevis uden at blive træt.  Af den grund tilbringer vi også meget tid sammen. Okay, det er ikke den eneste grund til at vi tilbringer meget tid sammen, men det virkede som en passende overgang. Vi tilbringer meget tid sammen, og jeg elsker at være sammen med ham, men det betyder samtidig, at jeg tilbringer mindre tid alene. Normalt kan jeg godt lide at være alene, men det er ikke noget jeg sådan går og savner, i hvert fald så længe at det er på grund af Kæresten, at jeg ikke er alene.

At jeg tilbringer mindre tid alene kan dog mærkes på andre måder, da der er mindre tid til at svare på mails, skrive blogindlæg, læse frivillige bøger, træne og lave ingenting. Alle de ting får jeg gjort, bare ikke nær så hyppigt, og jeg tror nok at det skal gå, det bliver det i hvert fald nødt til. Normalt er jeg noget nær allergisk over for ændringer, men Kæresten faldt som det mest naturlige ind i mine rutiner og vaner, som om han aldrig nogensinde ikke havde været der. Det ser jeg som et godt tegn.

Vi laver også ting sammen, ting som jeg under normale omstændigheder ikke ville tage mig sammen til at gøre, laver mad, går i den Gamle By, går tur, og i går var vi nede i byen for at købe nye jeans. Jeg har skabet fuld af jeans, men jeg havde begået den fejl at købe dem, da jeg lå i bunden af min vægtkurve, hvilket betyder, at jeg ikke kan passe dem 95% af tiden, så de ligger bare der og ler hånligt af mig, og fortæller mig, at mine lår er for store. Jeg havde ét par jeg kunne passe, men de var faretruende tæt på at flække mellem benene, hvilket ikke ville have set så godt ud. Vi havde sat hele dagen af til det, men vi brugte kun en time, så vi tog hjem til mig og spiste frokost.

Normalt lærer jeg gennem bøger, men jeg har altid haft et lidt anstrengt forhold til bøger om kæresterier, så jeg ved stort set intet om hvad det vil sige at være i et forhold, og om hvad man gør. Jeg ved godt, at alle mennesker er forskellige, og at alle forhold derfor også må være forskellige, men det ville nu være rart, hvis man kunne finde svaret i en bog, hvilket generelt altid har været mit forhold til tilværelsen. Jeg har fået tidlig efterårsferie og er derfor gået i gang med "Sexual Personae" af Camille Paglia om en alternativ fortolkning af kvindernes rolle i forhold til manden. Bind 1 er på 673 sider, så a) der må stå bare lidt jeg kan bruge og b) jeg bliver nok ikke færdig i denne ferie, og måske ikke engang i næste.

At hade mode per princip

Det er kutyme, at folk der blander sig i kønsdebatten skal hade modeindustrien, og hvis man kan lide den er man en overfladisk dåse. Intellektuelle kvinder råber op om kønsdiskriminering og fordummelse af kvinder, og det er deres ret at mene sådan. Det kan sikkert være sundt engang imellem at træde et skridt tilbage og se på moden udefra, men det er lige nettop det de ikke gør, de ser ikke. De fyrer bare floskler af som vi alle sammen har hørt hundrede gange før.

Debattør Anne Sophia Hermansen skriver 16 august på sin facebookside om det nye Eurowoman

"Eurowoman i denne måned: Klar til efterår - 419 køb til den nye sæson, 76 frakker (uha, kort eller klassisk, pels eller dun?), bolleklar model på forsiden, guide til spaferie og til drømmejobbet, som selvfølgelig er i modebranchen...." (Se den fulde tekst HER)

Hun går videre til at skrive om hvor meget mere værdigt indholdet af Euroman er. Jeg har aldrig læst Euroman og jeg kan derfor ikke kommentere på indholdet. Jeg går lidt ud fra at Hermansen har, og at hun derfor sikkert har ret i mange af sine antagelser. Jeg har dog købt Eurowoman, og jeg vil egentlig gerne gennemgå nogle af de ting hun siger, for især det med 'bolleklar model på forsiden'  virker på mig som en kliché.

Dette er det billede der er tale om. Er denne model 'bolleklar'? Er billedet seksuelt? Handler mode om sex? Ja gu'fanden handler mode om sex. Jeg ved ikke om dette vil komme bag på Hermansen, men rigtig meget her i verden handler om sex, om at ville eller ikke ville, kunne eller ikke kunne, eller måtte eller ikke måtte. Igen ved jeg ikke om det kommer som et chok for Hermansen, men i vores vestlige kultur, så må man godt, og tabuerne om sex er i stor stil blevet nedbrudt. Seksuelt aktive kvinder bliver ikke set ned på, så hvorfor er det slemt at have en sexet kvinde på forsiden af et blad der henvender sig til kvinder. Er hun bange for, at unge kvinder ser billedet og begynder at have sex? News flash, mange unge kvinder har i forvejen sex.

Jeg er ikke helt døv overfor Hermansens budskab, og jeg kunne længes efter et mere varieret kvindebillede i modeindustrien, men tag lige et ekstra kig på billedet. I mange år har kvinder beklaget sig over anorektiske modeller der ligner små børn. Dette billede er ikke et billede af en lille pige, det er en kvinde, med bryster, lad os da glædes over det.

Og når nu vi er i gang med at se ordentligt på billedet, så synes jeg faktisk, at det er et virkelig smukt billede, som en blanding mellem en amazone med højre bryst skåret af for at kunne betjene bue og pil og med en slange i bæltet, og Mapplethorps portrætter af Patti Smith.

Om man kan lide ham eller ej, så er Mapplethorp en stor kunstner, og hans billeder er fulde af sex. Billedet på Eurowoman er taget af Henrik Bülow, ikke af Mapplethorp, og selvom Bülow er dygtig så hverken er han, eller prøver han at være Mapplethorp, og selvfølgelig kan det ses. Bülows billede og modellen derpå er meget mere almindelige, og på et blad til 65 kr, så er det også hvad jeg forventer.

Jeg er ikke voldsomt vild med Patti Smith musik, men jeg anerkender hendes signifikans. Jeg anerkender også skønheden i Mapplethorps billeder, men hvis jeg nu skulle være ærlig, helt ned i bunden af mit bankende feministiske hjerte, så, når jeg ser mig i spejlet, så ville jeg egentlig ikke bryde mig om at ligne hende, jeg ville meget hellere ligne Maria Gregersen (Eurowomans model).

Jeg køber ikke Eurowoman for at se kunst, jeg køber det for at skabe mig et drømmebillede om mig selv. Nogle dage kan det være frustrerende, at dette kun er en drøm, for jeg kommer aldrig til at se så godt ud, og jeg kommer aldrig til at have så mange penge, men så må man se på forskellen mellem mode og tøj. Mode er noget man drømmer om og læser om i bladende, tøj derimod er noget man går i til dagligt.


Nu har jeg snakket pænt om moden i et stykke tid, men jeg anerkender at mode også kan være et tungt åg, noget der lægger et stort pres på mange kvinder, og at mange af dem måske hellere vil bruge deres tid på noget andet. Med mit indlæg ønsker jeg ikke at negligere disse kvinder, jeg er bare provokeret af, at mode per princip er syndebuk i visse kredse.

Hausfrau vs møl

En dag hvor jeg fik gæster ville jeg lige lægge et sengetæppe over min seng. Da jeg rystede det fløj der 5 små sommerfugle ud fra folderne, men det var ikke sommerfugle, det var møl. Møl er nogle taknemmeligt dumme dyr der ikke flygter, når man prøver at slå dem ihjel, hvilket jeg hurtigt gjorde ved de fem, men her i sommervarmen, hvor vinduerne står åbne, så flyver der bare nye ind.

Jeg må indrømme, at jeg blev lidt overvældet af hele problematikken, så min løsning blev måske lidt drastisk. Jeg ryddede to skuffer i fryseren, og så smider jeg simpelthen alt det tøj jeg ikke bruger til dagligt derind. Jeg har ingen anelse om hvor længe det tager at fryse en ulden sweater igennem, men jeg regner med at 12 timer er nok. Dernæst hænger jeg tøjet til luftning på altanen og pakker det i plastikposer og lægger tilbage i skabet, som jer har gjort grundigt rent. Det er et langtrukkent stykke arbejde, men det kræver ikke det voldsomme af mig, for på grund af pladsmangel i fryseren, bliver tøjet delt op i små håndterlige portioner. Fordelen ved at gøre sig ulejligheden er, at jeg får gjort orden i mine skabe, for da jeg flyttede ind smed jeg bare tøjet mere eller mindre tilfældigt derind.

Nogle af mine sweatre har taget en lille smule skade, der er små huller i. Jeg kan egentlig godt lappe sådan et hul, men så skal jeg først have købt garn i den rigtige farve, og så skal jeg huske hvordan nu lige det var at man gjorde, og så skal jeg sætte mig ned og så rent faktisk få det gjort. Det er lige lidt for meget oven i alt det andet. Når jeg tænker på det, så krymper min hals sig sammen, og mit hjerte springer et slag over, så jeg tager en plasticpose, lægger sweateren deri og gemmer den bag i skabet og tænker, at det bliver en hyggelig ting at gøre til vinter, eller måske ikke ligefrem hyggelig så i hvert fald et meget ikke-lige-nu-tidspunkt.

Nyt vaskesystem

Ovre i vaskehuset er der blevet installeret nye vaskemaskiner og et nyt vaskesystem, hvilket har gjort mig lidt nervøs, jeg havde det fint med det gamle. I en uge nu, har jeg gået og tænkt, at jeg i det mindste burde gå derover og kigge, men det hele virkede på en eller anden måde bare lidt for skræmmende. I går tog jeg dog mod til mig og gik derover, hvilket bare gjorde mig endnu mere nervøs, for det var godt nok nogle mærkelige maskiner, som slet ikke lignede noget jeg før har set. Jeg gik derfra med en stram knude i brystet. Jeg ved ikke hvordan ikke-autistiske mennesker har det med nye vaskemaskiner. Jeg håber at de også bliver lidt irritable, for så føler jeg mig lidt mindre dum, for det er jo ikke bare vaskemaskiner, det er rutiner.

Tøjvask er dog ikke noget man sådan kan komme udenom, for man har brug for undertøj, og lige nu har jeg rigtig meget brug for undertøj. Jeg har gået med de samme trusser i flere dage i træk, for at beholdningen kunne vare længere, men nu var det tid, jeg kan ikke trække den længere.

Jeg tog min nye vaskedims og pakkede en ikeapose og gik derover. Jeg læste selvfølgelig ikke manualen før jeg gik i gang, så jeg kom til at hælde flydende vaskepulver ned i rummet til pulver vaskepulver, men jeg kan vel gå ud fra at det nogenlunde ryger det samme sted hen, eller hvad?

Booking systemet var det næste store spørgsmål. Jeg er, min alder taget i betragtning, virkelig dårlig til teknologi, så jeg stod nok og moslede med det i 5 minutters tid før jeg fik lortet til at virke. Jeg sender dog en medlidende tanke til alle de ældre borgere der bor her, for de har nok endnu sværere ved det.

Alting lykkedes dog i sidste ende, og tøjet hænger til tørre ude på altanen, og alting er godt, omend kl nu er 5 om morgenen og jeg nu har brugt hele dagens kvote af mentalt overskud, men det går nok, for jeg er aspergers, og jeg er vant til det.

I love geeks

Nede i Føtex så jeg en fyr. Han var hverken rigtigt grim eller virkelig lækker, han så bare helt normal ud. Han havde en t-shirt på hvor der stod 'GEEK', hvilket jeg i sig selv syntes var ret morsomt, men det der gjorde mig mest nysgerrig var, at han gik med rank ryg og selvtilliden lysende ud af sig, og det syntes jeg var virkelig fedt.

Jeg stod ved selbetjeningskassen og tjekkede mine vare ind, imens jeg kastede stjålne blikke til ham. Så begynder jeg at tage mine varer og lægger slet ikke mærke til, at maskinen prøver at fortælle mig, at jeg har glemt at betale. På det tidspunkt kommer der en ekspedient forbi og spørger om der er problemer. Jeg stirrer skiftevis på maskinen og på min taske, og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare hende situationen.

Jeg mumler noget o, mine tanker var et andet sted, og lægger skamfuldt varerne tilbage på båndet, bataler, pakker varerne igen og går.

Ud over at fortælle jer hvor pinligt jeg syntes at det var, så vil jeg også sige, at det faktisk er okay at være en nørd. Jeg syntes at det er sejt når nogen kan være passioneret omkring noget og stå ved det i stedet for at skamme sig lidt over det og gemme det.

Eksaminer uden mig

I går begyndte latineksaminerne, men det blev altså uden mig, for som i nok har læst, så har jeg holdt pause fra universitetet siden påske pga stres og pga af min hofte der nu, for 11. måned i træk, generer mig. Det var helt klart den rigtige beslutning at tage, men jeg sidder også lidt tilbage med en dum følelse indeni. Generelt er det skønt at have ferie, jeg kan læse præcis hvad det passer mig, når det passer mig, hvor det passer mig og hvor længe det passer mig, inden for de rammer en dårlig hofte giver mulighed for, men jeg gør alt dette alene.

Hver dag kommer mine kontaktpersoner forbi, og de er rigtig søde og vi har det hyggeligt,  men en pædagog er ikke det samme som en veninde eller en studiekammerat. Nogle gange har jeg været inde på universitetet. Jeg var bla derinde i går fordi en af mine veninder skulle op til latin, og det var rigtig hyggeligt, men jeg var meget bevidst om, at jeg stod udenfor gruppen, for jeg havde ikke del i alt det her hurlumhej der hedder eksamen. Jeg tror ikke som sådan, at min lettere dovne tilstedeværelse var generende for nogen, men alle sad med hver deres bog eller computer fordybet i latin, og jeg sad bare lige så stille og ventede, men selvfølgelig havde jeg lyst til at snakke, hold da helt op hvor havde jeg lyst til at snakke, for det er først når man er sammen med folk igen, at man helt kan mærke hvor ensom man egentlig er. Jeg havde altså lyst til at snakke, men jeg holdt mig så vidt muligt i skindet, for jeg ville ikke gøre mig selv upopulær, folk prøvede jo at koncentrere sig om latin.

Der var dog også en anden ting der gjorde det hele lidt svært, hvilket var min selvfølelse. Hvem er jeg når jeg ikke studerer? Er jeg noget værd når jeg ikke studerer? Uden mine studier er jeg førtidspensionist, glad for bøger og a-menneske, hvilket da er fint nok, men så er det altså heller ikke mere fantastisk. Især i disse dage generer rollen som førtidspensionist mig. Grunden hertil vil for mange måske især mænd virke lidt tåbelig. Jeg har en t-shirt som jeg egentlig ret godt kan lide. Den er stor, lysegrå og har billeder af nogle fjer på brystet. Sammen med et par jeans ser den lækker ud, men sammen med de lysegrå jogginbukser jeg render rundt i herhjemme, så ligner jeg et spøgelse på overførselsindkomst. Jeg ser ned af mig selv og min selvtillid drænes fuldstændig *SUK*

Et historisk fotoalbum

Imellem 6 og 7 klasse var min moster og jeg på ferie i England og Skotland. Mens vi var derovre var vi blandt andet inde i en masse genbrugsbutikker, hvor vi den ene dag fandt noget ganske særligt. Vi vandt en fotobog "Queen Alexandra`s Christmas Gift book". Dronning Alexandra var en dansk Prinsesse, datter af kong Christian 9 og som var gift med kong Edvard 7 af Storbritannien.

I bogen er der en helt masse fotografier hvor hun besøger Skagen, så da vi kom hjem, var min moster inde og forære fotoalbummet til Skagens Museum. Dengang var jeg måske lidt ked af at jeg ikke kunne beholde det, det var jo fuld af damer i smukke kjoler, men i dag er jeg sådan nogenlunde glad for, at hun gjorde det. Jeg ville have brugt det til at tage det frem, en sjælden gang imellem, for at bladre lidt formålsløst frem og tilbage, men det kan bruge det til noget reelt, som nu for eksempel.

Skagens Museum holder for tiden en udstilling om maleren Tuxen, og bruger blandt andet nogle af billederne i denne artikel.

Jeg kan ikke lade være med at være en lille smule stolt, også selvom jeg jo egentlig intet har bedrevet i denne sammenhæng, men alligevel, de har jo brugt billederne fra VORES fotoalbum :)

Jeanstræning

Jeg har nu i mange mange måneder haft problemer med hoften, hvilket har gjort, at jeg hovedsageligt har trasket rundt i dejligt løse joggingbukser eller pyjamasbukser. Når jeg så en gang imellem har skullet noget, er jeg hoppet i noget mere præsentabelt, men så snart jeg var hjemme, gik jeg direkte ud på badeværelset og smed disse stramme bukser på gulvet og trak, med et lettelsens suk joggingbukserne på.

Det er ikke engang fordi mine jeans er så exceptionelt stramme, det er bare helt almindelige jeans, men mine lår har været vant til at blævre frit, mine knæ har uden problemer drejet sig i den retning de ønskede, hele min bevægelse har været præget af frihed. Det lyder selvfølgelig alt sammen meget rart, men det ser altså ikke så voldsomt smart ud når man tager ned til byen eller på universitetet, så nu er jeg gået i træning. Jeg er simpelthen gået i træning med at bære jeans. Det vil sige, at jeg nogle gange tager dem på selvom jeg ikke skal noget, andet end bare at sidde herhjemme. Nogle gange begynder det hurtigt at gøre ondt, mens andre gange går der et par timer. En enkelt gang havde jeg dem på en hel dag.

Jeg husker stadig det første par smarte jeans jeg købte. Det var i 2.g, og før var alt jeg havde gået i praktiske cowboybukser. På mine uvante ben var de så stramme, at jeg fik blå mærker på hofteknoglerne, men det var en sød smerte, for disse bukser fik mig til at føle, at jeg passede ind i resten af klassen. Nu om dage er de stramme jeans så blevet endnu strammere, for stramme, så stramme, at unge piger i dag slet ikke har nogle lår, de har bare et hun, hvilket giver en spiseforstyrret som mig kæmpe lårneuroser.

Generelt synes jeg, at jeg i dag har en flot krop, men jeg altså lår der støder sammen og blævrer lidt når jeg går. Det er sådan, at jeg kan få friktionssår på inderlårene når jeg går, og det er sådan, at når jeg er i svømmehallen og har været i bad og mine lår stadig er en smule fugtige, så risikerer jeg at de sidder fast når jeg går. Pludselig står jeg der, splitterravende nøgen, og kan hverken komme frem eller tilbage. Hvis jeg er alene eller der kun er ældre damer, så går det ikke så meget hvis man lige laver et lille ucharmerende spjæt med benene, men hvis der er andre unge kvinder, så prøver jeg at gøre det lidt mere diskret, men i mit forsøg på at gøre det mere diskret, så føles det som om det bliver endnu mere uelegant.

Jeg kunne selvfølgelig prøve at tabe mig et par kilo, men jeg har prøvet at veje 20 kg mindre end jeg gør nu, og mine lår stødte STADIGVÆK sammen.

Tøjkrise

I dag kommer der en fotograf der skal tage nogle billeder til en artikel, og straks melder det eviggyldige kvindespørgsmål sig; JAMEN HVAD SKAL JEG DOG TAGE PÅ!!! For det er jo ikke bare et spørgsmål om hvilket out fit jeg ser tyndest ud i, eller hvilke farver der komplimenterer min tein bedst. En kvindes tøj er et statement om hvem hun skal forestille at være. "Du skal bare være dig selv" siger folk, men når nu "mig selv" har så mange facetter, og jeg kun har mulighed for at vise mere end én. Jeg taler ikke om at jeg vil klæde mig ud i det helt store skrud, men jeg ved at ét enkelt billede vil være indgangen til en helt artikel, og de fleste vil nok ikke engang nå fre til at læse teksten, så det ene out fit skal give en præsentation af mig, et mig sådan som jeg gerne vil have at folk ser mig.

Det næste problem er, at jeg faktisk ikke er særlig fotogen. det er ikke fordi jeg som sådan er grim, det er bare, at i det øjeblik der kommer et kamera op foran mig, så går ansigtsmusklerne i spasmer, hvilket bare næsten uden undtagelser giver et dårligt resultat. og hver gang jeg ser et dårligt billede af mig selv, tænker jeg automatisk, at det er fordi jeg er for fed, og så får jeg et par dårlige dage med meget skuffende slankemad.

Jeg får dog også noget godt ud af det. Det er en uge siden, at jeg besluttede at tage latin om, og jeg keder mig allerede temmelig meget. Et besøg af en fotograf vil være et frisk pust af liv, en afvigelse fra en monoton rytme, så når jeg først er kommet over min indledende tøjkrise, så skal det nok blive sjovt. Det kan vel ikke gå værre end at kaster et mistroisk blik på mig og siger; har du ikke noget andet du kan tage på?

Smerter i hoften

Jeg har igennem lang tid døjet med smerter i hoften. Det var egentlig blevet bedre, men pludselig kom de tilbage. Måske var det de nye sko jeg købte, måske har jeg fået træk, det er ikke til at vide, men i hvert fald gør det aller helvedes ondt, så jeg må endnu engang gribe til lommerne og betale for en fysioterapeut. Det bliver en dyr omgang. Jeg kunne godt vælge at gå et billigere sted hen, men tag nu i torsdags. Jeg skulle lave et stræk, og så pludselig begyndte det at gøre meget voldsomt ondt. Det viste sig at det var mine æggestokke der havde sat sig i klemme, så de skulle lige sættes på plads igen. Jeg ved ikke hvordan i har det, men hvis nogen på regelmæssig basis skal rode rundt nede i mit underliv, så vil jeg gerne have en jeg stoler rigtig meget på.

I går havde jeg nogle ærinder nede i byen. Jeg bryder mig meget lidt om at shoppe, men især hader jeg at shoppe på tidspunkter hvor der er mange mennesker nede i byen, så jeg tog en tidlig bus. Når man kommer ned til byen før kl 10 en lørdag morgen er der ikke mange steder man kan søge ly for regnen, ud over cafeer og Salling.Jeg valgte Salling, og når jeg nu var der, kunne jeg jo lige købe mig et par uldne underbukser, lårlange. Aldrig har jeg ejet mere usexet undertøj, men hvis det hjælper så er det vel det værd, og jeg behøves vel ikke at tage dem på hvis jeg skal på date, med mindre vi skal på restaurant og får et bord ved døren.

Den egentlige grund til at jeg har købt dem er, at jeg skal på en arkæologisk udgravning på torsdag, og jeg har en fornemmelse af at det godt kan blive en kølig affære. Jeg kunne sikkert godt melde fra med henvisning til smerter, men jeg har et meget stort behov lige nu for at komme ud og lave noget der ikke er latin, også selvom jeg faktisk ikke får lavet helt så meget latin som jeg burde, for de tegninger jeg skrev om forleden dag optager rigtig meget af mim tid. Sådan er det hver gang jeg får en ny hobby.

Om et par nye sko

Jeg ville gerne have et par pæne flade sko med en ordentlig sål. Det plejer at være noget nær umuligt at finde, så jeg ender altid med et par sneakers, men denne gang ville jeg gerne have noget andet, jeg ville have mig et par herresko.

Da jeg var barn så jeg en dokumentar om JD Salinger, ham der skrev "Forbandet ungdom", en bog jeg på det tidspunkt slet ikke havde læst. En af historierne i programmet var, at han havde ladet sig fascinere af en pige med herreur, og lige siden dengang har jeg et eller andet sted altid haft lyst til at mikse noget herrebeklædning ind i min gaderobe. 

Tanken har været der længe, men det var alligevel lidt impulsivt, at jeg gik ind i Bertoni, fandt det eneste par sko de havde i størrelse 40 og købte dem. Jeg var kommet for tidligt ind til byen, hvor jeg skulle hente min cykel ved cykelsmeden, så jeg skulle have to timer til at gå. Det var for koldt til at gå rundt, og jeg havde ikke nogen bog med, så jeg kunne ikke underholde mig selv på en café, så I kan godt se, at jeg ligefrem var nødt til at shoppe.

Så nu har jeg altså et par herresko, og jeg elsker dem. De er super bløde at gå i, og de er brede nok til at jeg kan have tykke sokker i her om vinteren. Jeg synes selv at det er nogle meget herrede herresko, men flere af mine kontaktpersoner synes at de kan gå begge veje, men jeg har ledt og ledt, og alle flade fruesko som jeg er stødt på har en tynd tynd gummisål elle sådan noget underligt skumgummiagtigt noget.

Jeg bliver måske også lidt fornærmet, for kan jeg virkelig ikke finde ud af at udvælge mig et par herresko, for det er jo herresko at jeg vil have, rigtige herresko ikke androgyne, eller måske ligefrem feminine. Nå ja, men nu er de købt, og jeg kan lide dem, så hvad betyder det hvad andre folk synes? Det betyder noget, for hvis man nu tegner en slange der har slugt en elefant, så nytter det jo ikke noget, at alle går rundt og tror, at det er en hat.

Om et lagersalg

I går var jeg til lagersalg hos Munthe plus Simonsen. Hvilket var en noget blandet fornøjelse. Normalt kan jeg godt lide at handle hos dem fordi butikken er lys, hyggelig og overskuelig, men deres lagersalg i Aarhus foregik på Cupe, som der denne lille trange bar overfor politistationen. Først havde jeg problemer med at finde det, for der stod, at det var på Toldbodsgade 6, så jeg gik ned af Toldbodsgade, men jeg kunne bare ikke finde det. Det viste sig så, at der var indgang fra Dynkarken. Ja, der stod, at det var i Cupe, men hvad ved jeg om nattelivet i Aarhus, jeg så bare på adressen.

Det var meget mørkt derinde, trangt og placeringen af de forskellige items virkede tilfældig. Der var ikke nogen omklædningsrum hvilket forvirrede og stressede mig. Det gik aldrig helt op for mig hvad de andre gjorde. Jeg stillede mig hen i et afsides hjørne og prøvede bukser under min nederdel.

Jeg så en pige i stropbluse prøve prøve bluser udenpå den, men jeg havde en lidt løs bluse på, så det ville ikke rigtigt fungere. Normalt ville jeg skide på det hele, smide blusen og stå i bh og prøve tøj, men det hele var så uvant, usikkert og forvirrende, at min selvtillid var helt i bund, så jeg turde ikke, jeg turde dårlig nok være nogen steder. Ekspedienterne var lige så søde som de plejer hos Munthe plus Simonsen, men jeg turde ikke at spørge om noget.

Jeg fandt et par bukser, en t-shirt (som jeg ikke har prøvet) og en hue som jeg skulle have, og så vendte alting for mig, og da jeg stod og skulle betale var jeg enormt overskudsagtig og stod og pjattede med ekspedienten. Nogle gange forstår jeg virkelig ikke mig selv. Jeg skal til Aarhus igen i morgen, så måske smutter jeg lige derind igen, for nu ved jeg jo hvor det er og hvad jeg kan forvente, så det hele er mindre skræmmende.

Efter lagersalget skulle jeg til psykolog. Jeg kom alt for tidligt og sad på en bæk i solen og bagte med en kop kaffe og iagttog de folk der gik forbi. Jeg forstår godt mode som et middel til at identificere sig selv som individ og gruppe, men nogle gange er det direkte vanvittigt. Vejret var 22 grader, skyfrit og vindstille, men jeg så indtil flere unge piger komme gående i lange jeans og store striktrøjer. Jeg selv sad i en nederdel og en løs t-shirt og kampsvedte, og jeg spekulerede på hvordan de kunne undgå at besvime.

Om at finde de pæne trusser frem

Min hofte har drillet mig hele sommeren fordi jeg har siddet alt for meget foran fjernsynet i stedet for at komme ud og røre mig. Sidste år fik jeg en løbeskade, og i år fik jeg så en siddeskade, hvor det eneste tidspunkt hvor den ikke gør ondt er når jeg løber. Sidste uge til badminton lavede jeg en forkert bevægelse, og siden har det gjort rigtig ondt.Det er ikke fordi smerten er sådan helt vildt kraftig, det er bare, at den er der hele tiden, så jeg hverken kan sidde eller ligge ordentligt, så jeg finder ikke hvile jeg får ikke søvn, og mentalt bliver jeg presset til det yderste. Nogle gange hader jeg bare min krop, hvilket jeg normalt kun siger når jeg taler om vægt og lignende.

Min læge siger normalt, at jeg er lidt for god til at udholde smerte, hvilket man er nødt til at være, hvis man vil være selvskader, for ellers kan man jo ikke sikke kniven ned i sit eget kød, men da pædagogerne i sidste uge ringede til ham for at se om jeg kunne få noget smertestillende, så sagde han at jeg nok bare var i dårlig form, hvilket jeg blev lidt tøsefornærmet over.

Jeg havde også bestilt en tid ved fysioterapeuten. Jeg troede ikke at der for alvor var noget galt, men jeg ville bare gerne være helt sikker. Når man kommer ind til fysioterapeuten, bliver man som det første bedt om at smide bukserne, hvilket i denne ferietid kræver lidt forberedelse. Der skulle fjernes uønsket hårvækst, og jeg skulle finde nogle trusser der ikke var alt for forvaskede. Jeg gjorde mig ikke i stand for hende, jeg gjorde det for mig selv, for hvis man vil forsøge at have en bare nogenlunde dannet samtale med en person mens man ligger på en briks uden bukser på, så gælder det om at have selvtilliden bare sådan nogenlunde i orden.

Alt var sådan nogenlunde i orden, og jeg har fået nogle øvelser at lave, men det er ikke noget der går over fra den ene dag til den anden, så efter endnu en opringning til lægen har jeg fået lidt ekstra smertestillende, ikke noget vildt kraftigt, bare lidt mere end jeg havde i forvejen, og det gjorde underværker, for jeg har faktisk sovet helt godt i nat, og jeg stod op som et helt nyt menneske.

Om at overdrive betydningen af tøj

Mode er for fjolser, det er uniformistisk, overfladisk, og forgængeligt. Jeg har altid været stor modstander af mode, og det ville have været i orden, hvis jeg virkelig havde været modstander af det, men jeg havde ikke overskuddet til at kunne, men jeg ville måske i virkeligheden gerne. Det handlede måske også om, at jeg var vred over ikke at kunne finde ud af det. Jeg er lidt en perfektionist, og jeg kan bedst lide ting jeg på forhånd ved at jeg er god til.

Igennem det seneste år har jeg været igennem en fantastisk udvikling, og da jeg fik sat nogle penge fri, så besluttede jeg mig for, at sætte mig lidt ind i sagerne, og købe noget ordentligt tøj for en gangs skyld, og som en anden teenager, har jeg måske overdrevet på visse punkter. Det hele handler både om mig og om tøjet.

Det handler om, at jeg for alvor har anerkendt, at jeg vil overleve dette her. Det vil sige at det kan betale sig at investere i ting der kan holde i mange år. Det handler ikke længere om akutte lappeløsninger. Da jeg kom til det punkt, hvor jeg indså, at tiden med selvmordsforsøg ligger bag mig, så kan det pludselig betale sig at investere i kvalitet. Der er ingen grund til at give 700 kr for en pung, hvis man kan være død i næste uge, men når man indser, at jeg skam nok kan nå at fejre min 30 års fødselsdag og mere (og faktisk har lyst til det), så kan det pludselig godt.

Det handler om, at jeg har indset, at jeg er noget værd som menneske, og at jeg fortjener lækre ting lige som alle andre. Hvorfor købe en pæn bluse, hvis man alligevel græder hver gang man ser sit spejlbillede. Vil den stærke kontrast mellem det grimme og fede ansigt og blusen ikke bare få ansigtet til at virke endnu grimmere? Men selvom jeg ikke nødvendigvis er glad for mit udseende, så har jeg accepteret, at jeg nok ikke er helt så grim som jeg lige gik og troede. Hvorfor købe noget der mærkes rart imod huden, hvis man føler sig som et forfærdeligt menneske der ikke fortjener noget godt. Men jeg har accepteret, at jeg slet ikke har format til at kunne være jordens værste person, jeg er bare en helt almindelig lille skiderik ligesom alle andre.

Det handler om at jeg kan lide at komme i de dyre butikker. Jeg har mødt søde og hjælpsomme ekspedienter i mange typer butikker, men indretningen og atmosfæren i de lidt dyrere butikker, gør, at jeg føler, at jeg kan trække vejret lidt friere. Jeg går ikke så let i panik, hvilket betyder, at jeg kan tage mere velovervejede beslutninger, så jeg kommer ud af butikken  med tøj som jeg rent faktisk er glad for, frem for febrilske køb der bare ikke sidder helt som det skal.

Det handler om, at det hele er nyt og spændende. Jeg synes også selv, at jeg er lidt fjollet engang imellem, men jeg ser til det med overbærenhed, og jeg tænker, at det med tiden nok skal falde lidt mere til ro, og jeg håber at I også vil finde jer i mine små nykker og mærkværdigheder.

Så starter sommeruni og andet

Så er det i morgen, at jeg starter på sommeruni. Jeg er ikke blevet færdig med at læse bogen, bla fordi jeg i går valgte at tage en fridag. Jeg tænkte, at de kunne være sundt at slappe lidt af før det hele går i gang, men det kom ikke til at ske, for jeg kedede mig så meget, at jeg var helt anspændt, og så kunne jeg i virkeligheden lige så godt have læst. Jeg ville ønske, at jeg i det mindste havde fået en masse ud af dagen, men det kan jeg ikke ligefrem sige, jeg fik set CSI NY, lagt vasketøj sammen og jeg havde nogle samtaler med forskellige pædagoger og mit bosteds leder ang min fremtidige flytning. Det er da ikke fordi jeg slet ikke fik lavet noget, men helt imponerende er det heller ikke.

Min mangel på cola hjælper ikke just på mit aktivitetsniveau. Ja, jeg drikker godt nok kaffe i stedet for, men så meget kaffe drikker jeg heller ikke, at det er helt nok, for kaffe er bare ikke helt lige så godt. Jeg prøver at holde mig til en liter om dagen, og det er hårdt, men der er ikke nogen der siger, at det er en menneskeret at drikke 2-3 liter om dagen, for så 'slemt' kan det godt nogle gange være. Det er lidt min drøm, at jeg som normale mennesker kun drikker cola en gang imellem, så jeg lokker mig selv med store gaver.  Jeg frygter dog lidt hvordan det skal gå, hvis jeg ikke har cola til mine lange dage på universitetet

Den gave jeg har ønsker mig, er i forhold til min indtægt, lidt dyr, og jeg har spekuleret på, om jeg skulle vælge noget andet, men jeg synes altså virkelig, at den er pæn. Jeg havde en samtale med en af pædagogerne om det, og hun synes jeg bare skal gøre det, for hvis jeg vælger noget andet KUN fordi det er billigere, så bliver jeg ikke rigtigt glad for det, og hvis man ikke er rigtig glad for det kan man lige så godt lade være.

mig 1.y

Nu bruger jeg betegnelsen, at jeg gerne vil være som normale mennesker, og at jeg gerne vil have pæne ting, og det får måske nogle til at stejle, men jeg mener det grav alvorligt. Jeg går meget op i at mit tøj og min opførelse er så perfekt som muligt, men jeg føler bare at jeg har meget at kompensere for, meget at bevise, hvis jeg gerne vil kvalificere mig til at blive accepteret af andre. Jeg er kommet en lang vej siden det billede blev taget, men inderst inde føler jeg mig stadig som den pige der. Man kan sige mange ting om at man ikke behøves at gå klædt som alle andre, at man skal finde sig selv, men jeg følte mig jo ikke tilpas sådan der, jeg ønskede at være lige som alle andre, jeg vidste bare ikke hvordan man gjorde.

Så når jeg snakker om at jeg ønsker at være normal, så ønsker jeg nok at være bedre end normal. Jeg formulere mig måske som om jeg gerne vil være bedre end andre, men det er for nemheds skyld, for det er ikke helt sandt, jeg ønsker bare at være bedre end den jeg var, men da jeg ikke føler at jeg har noget fungerende indre kompas til den slags, så føler jeg at jeg bliver nødt til at gøre lidt mere hele tiden, bare for at være på den sikre side.

Jeg ved godt at de fleste har kiksede perioder som man prøver at lægge bag sig, og min er nok ikke værre end så mange andres, men det forestiller man sig vel altid selv, jeg tager det nok bare mere personligt end de fleste.

Om kaffe i stedet for cola

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg drikker alt for meget cola (Pepsi Max), 2-3 l om dagen for at være mere nøjagtig. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg med måneders mellemrum forsøger at skære ned for pengepungen og mine tænders skyld. Så lige nu forsøger jeg at få mit forbrug reduceret til det halve, men på en eller anden måde skal jeg jo have opfyldt mit koffeinbehov, så jeg er begyndt at drikke kaffe med sødemiddel og mælk.

Jeg kan egentlig sådan nogenlunde godt lide kaffe, men DET ER BARE IKKE DET SAMME (indsæt selv en meget utilfreds smiley), for der er ingenting der slår en iskold cola, hvor kulsyren prikker én i halsen og vækker sanserne til live. Min psykolog og jeg har snakket om at især det sidste er en af grundende til min afhængighed, for jeg er nærmest afhængig af ydre stimuli af huden, og åbenbart også i svælget. Af den grund går jeg også altid og rører ved ting.

Bare fordi noget er rart, betyder det ikke, at man skal tillade sig selv at gøre det hele tiden, og jeg siger jo ikke, at jeg vil stoppe helt med at drikke cola. En liter om dagen er mere end hvad de fleste mennesker drikker, og sikkert også mere end min tandlæge vil anbefale, men det er hvad jeg lige kan overskue lige nu. For at holde min motivation oppe, har jeg besluttet, at hvis jeg holder mig til en liter om dagen i hele juli måned, så må jeg købe mig et smykke som jeg har forelsket mig lidt i.

Når jeg gør det sådan, er det også fordi jeg er blevet lidt for glad for at bruge penge på det sidste. Jeg fik de der penge tilbage i skat, og så vænnede jeg mig til, at hvis der var noget jeg gerne ville have, jamen, så købte jeg det bare. Jeg er ikke i pengenød, men skattepengene er for længst brugt op, så nu skal jeg vende tilbage til en mere rimelig/normal tilværelse, hvor jeg altså skal gøre mig fortjent til nogle af de virkelig lækre ting, som jeg har lyst til. Som sagt er jeg ikke i pengenød, men det kan jeg alt for let komme, hvis nogle af mine nye vaner bliver lidt for indgroede.

På den anden side skal jeg passe på med et sådan belønningssystem. På den ene side, kan jeg risikere at tage alt for let på det, og belønne mig selv i tide og utide og ende med at blive fed og forgældet, eller jeg kan tage det for alvorligt, og ikke tillade mig selv at nyde noget som helst før jeg har ydet. Jeg husker da jeg skulle op til eksamen i vinteren 06/07, der lavede jeg et system med, at jeg måtte spise x antal kalorier for hver side jeg læste eller for hver sætning jeg oversatte, og om end jeg ikke blev nær så tynd som jeg ønskede, så blev jeg i hvert fald ulykkelig, men det betyder ikke nødvendigvis at et belønningssystem er en dum idé, det betyder bare, at jeg skal tænke mig om.

I'm too casual

I mandags da jeg kørte i tog sad der et ægtepar/kærestepar skråt over for mig. De var sådan nogle rigtige buisnesstyper i slutningen af 40'erne, hende med en guccikuffert og ham i skræddersyet jakkesæt. Jeg har nok lidt den fordom, at den type er sådan nogle lidt kølige og stramme nogen, men disse to var noget så søde, ja nærmest bedårende, som de sad der og var perfekte sammen. Jeg skulle bruge mange kræfter på at lade være med at sidde og overbeglo dem.

Jeg må nok indrømme, at jeg altid har været vild med tøjstilen inden for det miljø, men så har jeg jo nok også valgt et forkert fag, for der er ikke mange høje hæle og pencil skirts inden for teologi (og pengene til at købe dem i en ordentlig kvalitet er der heller ikke), men hvis jeg virkelig ville så kunne jeg da sikkert godt, men den største forhindring er nok nærmere mig selv.

Jeg er en sød og charmerende pige, og jeg er heller ikke sådan rigtig grim, men jeg er klodset. Jeg er sådan en der ikke kan finde min plads i toget uden at ramme i hvert fald tre mennesker med min taske, eller ikke kan begrænse mig når jeg fylder tasken, så den bliver helt uformelig og ucharmerende. Jeg er sådan en der laver grimasser og underlige lyde for at understrege min pointe, jeg er alt for casual til alt for fint tøj, jeg har for eksempel et problem med tøj der er så stramt at jeg ikke kan sætte mig på hug eller bevæge armene, så hellere at det poser lidt de forkerte steder.

Men det er ikke kun min personlighed der er for casual for my own good. Jeg er slank (også selvom min spiseforstyrrelse får mig til at føle mig fed, og jeg derfor tit bruger ordet om mig selv), men jeg har, for en kvinde meget brede skuldre og jeg er bred over ryggen, så jeg kan slet ikke passe alt det fine tøj som jeg egentlig godt kan lide.

Det er ikke fordi jeg har noget imod min stil, jeg kom bare til at tænke på det fordi jeg i går var ude og købe en hygge-kardigan. Jeg er en kardigan-person, de er nemme og kan varieres, de passer perfekt til jeans og en top/t-shirt og så er de nemme at tage af og på uden at ødelægge frisuren (for som en klodset person er jeg sådan en der altid sidder fast i halsudskæringen når jeg forsøger at tage en sweater af).

Den hæmmede kvinde

Macho i kollektivtrafikken (link)

Stopper cykelryttere strømper ned i cykelshorstene for at se større ud? Sådan startede samtalen mellem en pædagog og mig. Jeg kunne så informere hende om de såkaldte skamkapsler der var højeste mode i 1500-tallet for at udsmykke, fremhæve og forstørre magtfulde mænds vedhæng, en civiliseret verdens penisfuteral.

Pædagogen blev fuldstændig mystificeret af denne opdagelse, og mente ikke at det ville kunne komme på måde igen foreløbig, og det kan hun have så ganske ret i, for med industrialiseringen i 1700-1800-tallet kom der et nyt mandsideal. Mænd skulle ikke længere være født til formue, de skulle have arbejdet for den, så de skulle være 'praktiske' og seriøse, og således skabtes den moderne mand uden tights, kniplinger og glitterstads.

Men hvad med kvinden? Er hun mere fri nu hvor hun slipper for korsetter og krinoliner? Første svar vil være ja, den kontrollerede kvinde er historie, men hvor fri er hun, har vi ikke stadig den hæmmede kvinde. Pencil skirts, lange kjoler og super tight jeans, den moderne kvinde kan ikke bevæge benene frit. Høje hæle og ballerinaer, den moderne kvinde kan ikke løbe fra en overfaldsmand.

Moderne kvinder træner, de kan måske endda selvforsvar, men medmindre de er olympiske mestre i taekwondo er sikkerhed så ikke stadig en illusion? Med mindre en kvinde kan give sin overfaldsmand et los i løgene, så står hun reelt ikke mange chancer.

For nogle år siden var jeg alene på skadestuen midt om natten, og da jeg var færdig omkring kl 3, valgte jeg at gå hjem. Pludselig var der en mand der begyndte at følge efter mig. Han gik måske 20-50 meter bag mig og i samme tempo som mig. Hans skridt lød unaturligt høje i de tomme gader. Der var ikke lys i et eneste vindue, der var intet der var åbent, hvis han ville mig noget, havde jeg ikke en jordisk chance. Jeg blev temmelig bange. Jeg turde ikke vende mig om, for jeg ville ikke provokere ham til handling. I mine vinterstøvler og med vabler ville jeg ikke kunne løbe fra ham, og jeg havde desuden ingen steder at løbe hen, og med begge arme i bandager og med friske sting, ville jeg ikke kunne slå fra mig. På en eller anden måde lykkedes det mig at acceptere, at der kunne ske mig noget, og det lykkedes mig relativt at slappe af i følelsen.

På et tidspunkt gik vi dog hver vores vej, og jeg så mig diskret over skulderen. Han var bare en helt almindelig ung mand.