Efterår

Jeg er træt. Både Kæresten og jeg ligger på vippen til en omgang efterårsforkølelse, men selvom mit hoved værker og alt foregår i nedsat tempo, så har jeg det rart. Haven begynder at visne, og træernes blade stråler i gult og brunt.

Jeg har en liste over ting jeg skal have ordnet, men det stresser mig ikke, for ingen af tingene  på listen risikerer at vende op og ned på mit liv. De fleste af tingene handler om småting jeg ikke fik taget mig af i de måneder jeg kæmpede med universitetet. Jeg får nok ikke lavet noget af det i dag, men for første gang i lang tid giver det mig ikke dårlig samvittighed, og det er rart, hvilket ikke kan undre nogen.

Jeg ved at mit humør på det seneste har vagt bekymring. Jeg har også selv været bekymret. Mange gange har jeg overvejet, om mit studie virkelig er det værd, men nu da min ansøgning er blevet godkendt, kan jeg sige, at jeg er glad for, at jeg tog kampen op. Havde jeg tabt, havde jeg kunnet slippe for lektier, eksamener og at nødvendigheden af at beskæftige mig med spørgsmål der ikke umiddelbart interesserer mig. Det er langt sværere at beskrive hvad jeg har vundet ved at vinde, men jeg kan forsikre jer om, at det føles godt, og jeg er sikker på, at det kommer til at føles endnu bedre når jeg ikke længere har ondt i hovedet.

Indtil da kan jeg sidde her og se ud på fuglene og børnene der nyder det gode vejr, og jeg smiler lidt for mig selv, når en mor kommer løbende med en jakke til sit barn, fordi  hun ikke synes at nær så godt som han gør.

Endelig et svar

Her for nogle dage siden, fik jeg endelig svar fra universitetet angående min dispensationsansøgning. De har heldigvis godkendt den. Jeg vil ikke så meget sige at jeg er glad, som at jeg bare åndede lettet op. Jeg har på intet tidspunkt for alvor frygtet at blive smidt ud af universitetet, men jeg har i lang tid båret på tungden af alt det arbejde, forvirring og usikkerhed der hele tiden lå forude, så længe de ikke havde godkendt min ansøgning.

Nu da den var blevet godkendt, hvad så? Tja, så ikke så meget. Selvfølgelig var der lettelsen, men den virkede kun som noget særligt i kort tid, så blev den forvandlet til hverdag. Bekymringerne blev til noget der bare havde været engang. Andre ting begyndte at tage deres plads i forgrunden af min bevidsthed. Men der foregår for mange andre ting lige nu til, at jeg egentlig når at tænke på, hvad det kommer til ar betyde for mig.

Mest kommer det nok til at betyde, at jeg bliver nødt til at fokusere på mine lektier igen, i stedet for at undskylde mig med, at jeg havde rigeligt at tænke på. Mest af alt er jeg bare glad for at have ferie, at have tid til ikke at føle mig presset, før jeg begynder at blive stresset over nye ting som eksamenslæsning og lignende.

Post-cystitis

Efter fire uger med blærebetændelse håber jeg, at det virkelig er overstået. Efter fire ugers sygdom er jeg træt. Det er ikke længere fordi sygdommen raser rundt i kroppen på mig, hektisk jagtet af mit immunsystem. På nuværende tidspunkt skyldes min træthed mest, at jeg har tilbragt fire uger indendøre, uden frisk luft, lys og motion. Jeg har ikke trænet, gået ture eller så meget som taget cyklen ned på universitetet i fire uger.

Da det gode vejr begyndte at komme og jeg igen fandt cyklen frem, opdagede jeg hvor slappe, ømme og ubrugelige alle mine muskler er blevet. Efter en gåtur på 7 km faldt jeg om på sengen og sov i fem timer. Efter et par enkelte dage, hvor jeg tog cyklen ned på universitetet var mine balder så ømme, at jeg næsten troede, at jeg var kommet til skade.

Jeg har selvfølgelig enormt dårlig samvittighed over de sidste ugers dovenskab, og jeg har lyst til at løbe en tur og bare blive ved med at løbe ligegyldigt hvor meget min krop skriger til mig, at det er vanvittigt. Det er ikke noget jeg reelt kommer til at gøre, det er bare en lille nagende fornemmelse i baghovedet der siger, at jeg skal kompensere for fire ugers dovenskab.

Jeg ved dog udmærket godt, at jeg skal starte langsomt ud. I dag gik jeg en tur med Kæresten, og jeg er træt, men ikke synderlig øm, så jeg krydser fingre for, at jeg er i løbet af ugen igen er helt frisk og klar til at håndtere alle de lektier, som jeg var for træt til at håndtere mens jeg var syg. Desværre er stakke af ventende lektier ikke den bedste motivationsfaktor, og det er da også derfor jeg i dette blogindlæg har forsøgt at fokusere lidt mere på gå- løbe- og cykelture, som jeg kan se frem til med lidt større glæde.

Det går nok over af sig selv

Der er mange mennesker der, hvis man nævner psykisk sygdom eller stres, siger ting som, at man skal gå en tur, tænke positivt, tænke på dem der har det værre end en selv, tage sig sammen og alt det der, men så snart de bliver lidt forkølede, så ligger de under dynen men netflix og en stor skål slik. Dette er selvfølgelig lidt overdrevet, men det passer fint ind i min pointe.

Jeg selv har det helt omvendt. Når jeg bliver stresset eller ked af det er jeg straks på vagt og sørger for at passe godt på mig selv, men når jeg bliver fysisk syg, så tænker jeg bare, at det nok går over af sig selv, hvis bare jeg ignorerer det længe nok.

Som jeg kort skrev i sidste uge, så havde jeg blærebetændelse. Det havde jeg på det tidspunkt haft i halvanden uge, men nå ja, det gik jo nok, tænkte jeg. Jo, det var lidt ubehageligt når jeg tissede, og jeg skulle hele tiden tisse, og jeg kunne ikke gå nogen steder, for når jeg skulle tisse, så skulle det bare være NU! Men det hele ville jo nok løse sig, hvis jeg bare tog et varmt bad og ellers bare ignorerede det.

Fredag i sidste uge begyndte jeg så at få ondt i nyrerne. Først gjorde det bare almindelig ond, og det var jo ingenting i forhold til at få syet en pulsåre uden bedøvelse, men lørdag bed jeg i det sure æble og tog ned til vagtlægen og fik penicillin.

Jeg har det meget bedre nu, men jeg er stadig meget træt, men jeg kan ikke helt bestemme mig til i hvilken grad jeg virkelig er træt, eller om jeg bare er doven, for de ting jeg ikke har kunnet på grund af træthed har primært været ting som at træne og læse lektier...

Må vendte lidt endnu med at slappe af

Mine øjne svier og mit hoved er ved at eksplodere, men jeg har endnu ikke været oppe til eksamen og må derfor vendte lidt endnu med at kunne slappe af.

Jeg har gennemlæst hele pensum, kun for at finde ud af, at jeg stadig ikke fatter en skid. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, nej faktisk er det helt enormt ærgerligt, men med to dage tilbage, er der ikke så voldsomt meget jeg kan gøre ved det. Jeg har været så lang tid om at læse stoffet igennem (ca 1 måned), at jeg ikke længere har den fjerneste ide om hvad der stod i de første tekster jeg læste.

Okay, hvis du nu så, at jeg kun havde to dage tilbage at læse i
hvad ville du så gøre?
Hvad jeg ville gøre?

Jeg tror jeg ville...
sætte mig lidt ned og fortvivle over opgaven, over eksamenen og over livet,
så ville jeg bladre formålsløst rundt i mine bøger og håbe på en åbenbaring,
måske ville jeg på et tidspunkt tage mig nok sammen til at skimme nogle af de sværeste tekster,
måske tage en enkelt note eller to,
og måske, kun måske vil jeg nå at forstå lidt af det hele.

Nå, men i det mindste er jeg en af de virkelig heldige, for jeg har nemlig fri efter denne eksamen, hvor andre skal til endnu en eksamen en uge efter.

Læseferie igen og igen

Læseferier, problemstillingen der aldrig stopper. Lige nettop denne læseferie har selvfølgelig en ende når jeg har været oppe til eksamen, men så går der nogle måneder, hvorefter det hele starter forfra. At have læseferie er at befinde sig i krydsfeltet mellem kedsomheden ved den uendeligt udstrakte tid og den konstante stres ved at vide, at man ikke har tid nok til at nå det hele.

Jeg er endda en af de heldige. Fordi jeg studerer på særlige vilkår, skal jeg kun læse op til én eksamen, hvorimod mange af mine medstuderene skal op til både tre og fire. Jeg beundrer dem virkelig for at være i stand til.

Hvordan går det så? Jeg ved det virkelig ikke. Jeg læser, det går ikke hurtigt, men det går fremad. Jeg har en rimelig forståelse af de ting jeg læser, men det føles ikke som om min hjerne er indstillet på at huske noget af det. Jeg ved ikke helt hvor meget der forventes af os, så jeg forestiller mig det værste.

Jeg er endnu ikke kommet til det stadie, hvor jeg virkelig begynder at panikke. Mest er jeg bare meget meget træt. Faktisk er jeg så træt, at jeg vil stoppe nu og gå ind og tage en lur før jeg endnu engang går i gang med at læse.

Skoletræt

Det går ikke alt for godt på studiet for tiden. Det skal ikke forstås sådan, at det går dårligt, for det gør det ikke. Jeg læser mine lektier, jeg er der til timerne og tager noter, og jeg er næsten altid iblandt dem der rækker hånden op, når læreren stiller et spørgsmål. Alligevel er det tit sådan, at jeg ikke har forstået det vigtigste i de tekster vi læser, og når jeg siger noget, er det ikke forkert, det er bare formuleret på en måde, der virker alt for upræcis.

Det er en ond cirkel, for jo mere usikker jeg bliver på mig selv, jo mere hakker og stammer jeg mig igennem mine svar. Ofte indleder jeg enhver kommentar med bekymrede udtryk for, at jeg jo ikke ved om det er rigtigt, det jeg vil sige, eller om det nu kunne tænkes at det måske kunne formuleres således at ... Det driver mig selv til vanvid. Det får mig til at skamme mig over mig selv. Jeg kan godt leve med, at jeg ikke kan være super dygtig til alle fag, men det er frygtelig pinligt, at min usikkerhed på den måde bliver udstillet.

Det fag det drejer sig om er dogmatik, hvilket vil sige det sted hvor teologien og filosofien overlapper hinanden. Jeg synes det er svært. Jeg kan godt forstå de forskellige måder at tænke på, men der er så mange navne, strømninger og begreber, som skal huskes, forstås, holdes op imod hinanden, uden at man derved skal prøve at lede efter en rød tråd. Det igen er heller ikke uoverkommelig svært, problemet er bare, at der ikke er nogen faste rammer for hvad man skal kunne. Vi har selvfølgelig et pensum, men der vil altid lige være 100 nye ting man bør overveje eller læse op på. Dogmatik falder ind under det der kaldes systematisk dogmatik, men jeg finder det ikke spor systematisk. Jeg kan sagtens se hvorfor faget er vigtigt, og hvorfor nogle af de andre synes, at det er vildt spændende, men jeg føler mig overvældet. 

Jeg er overvældet, og jeg er træt. Jeg har lyst til at kaste alle skoletingene fra mig og begrave mig i en god bog, tegne, sove, gå ture og tage i teateret. Det gør jeg også, men det tager en stor del af den energi, som jeg burde på at læse mine lektier og prøve at forstå. Folk vil sige til mig, at der også skal være plads i livet til andet end bare skolen, og det er ikke forkert, men der bør vel stadig være en lille smule plads tilbage til skolen?!

PS så var jeg faktisk i teateret i går for at anmelde "The Blazing World". Hvis I har lyst, må I meget gerne gå ind og læse om det HER.

Den dag jeg glemte medicinen

Jeg tager medicin tre gange om dagen, og generelt er jeg ret god til at huske det, men en dag i sidste uge smuttede det for mig. Det var en af de der dage hvor vækkeuret hylede af mig 6.30 og igen 6.40 og 6.50. En af de morgener hvor mine muskler føltes så matte, at jeg da umuligt kunne løfte dynen, hvor det kolde mørke rundt om mig hviskede søde ord i mit øre "Nej, det er bestemt ikke morgen endnu. Nej, det er slet ikke vigtigt, at du kommer op og i skole...". Jeg vidste udmærket at mørket løj, men jeg blev alligevel liggende lidt for længe.

Op kom jeg dog, og jeg drak kaffe, spiste morgenmad, pakkede tasken og kom af sted. Jeg sprang op på cyklen og blandede mig med det arbejdende folk og skolebørnene som hver dag skal så tidligt af sted.

I klassen sad vi 40 mennesker med tunge øjne rettede mod computerskærmene, men jeg havde den her nagende fornemmelse af, at jeg ikke kun var træt. "Åh nej" hviskede jeg, højt nok til at de nærmeste kunne høre det. "Hvad?". Jeg forklarede, at jeg havde glemt at tage min medicin. "Kan du virkelig mærke det allerede?". Det vidste jeg egentlig ikke rigtigt. Nogle ting kunne jeg reelt føle, imens andet måske mere handlede om selve bevidstheden om, at jeg ikke havde taget den, hvilket måske fik mig til at overfokusere på hver eneste lille ting der muligvis kunne tænkes at være et symptom på den manglende medicin.

Timen slæbte sig af sted, og jeg fik absolut intet ud af det, så jeg valgte at tage hjem i pausen. Det føltes mærkeligt at tage hjem, for jeg var jo ikke syg, jeg var bare ukoncentreret. Jeg følte mig endnu mere dum, da jeg, efter at have taget medicinen, havde det fint, men det var det for sent at tage tilbage til undervisningen.

Fucking fede fiasko?

Modeverdenen er skyld i spiseforstyrrelser                              Særligt sensitive

                        Autisme kan helbredes ved at fjerne al mad fra barnets kost

             Læger er pillepushere af overflødig medicin

                                     Det mest ultimative er at læse lektien tre gange igennem

En af os, en af dem, ikke nogen af nogen

Jeg er vred lige nu, jeg er vred og jeg er meget meget træt. Jeg er lige påbegyndt et nyt semester på mit studie, og jeg orker simpelthen ikke at sætte mig ind i endnu en af de sager i medierne der vedkommer mig og min situation. Den der er lige nu handler om medicin, og det er ikke første gang.

• Jeg har brug for medicin for at klarer mig igennem hverdagen, nogle har ikke...
• Jeg må tage piller i en lang periode/altid, nogle kan nøjes med at tage dem i kortere tid...
• Nogle piller har haft en dårlig effekt på mig, nogle har reddet mit liv...
• Nogle læger er gode, andre er nogle fjolser med store egoer og magtkomplekser...
• At kæmpe en retfærdig sag, betyder ikke, at man har ret over for os alle...

Jeg har kæmpet i mange år for at få en hverdag af en slags, som de fleste tar for givet. Det var en kamp der tærede meget på mine kræfter, så nu er jeg træt, jeg har brug for en periode, hvor jeg kan få lov til bare at have det godt, uden at have behov for hele tiden at retfærdiggøre de valg jeg har måttet tage.

Stakkels mig

Jeg har været syg, ondt i hovedet, svimmel, muskelsmerter, svedeture, kuldegysninger og ondt i halsen. Det var ikke lige det jeg havde drømt om at bruge min ferie på, men det kan man jo desværre ikke selv bestemme. Kæresten har været så sød ved mig mens det stod på, har sørget for mad til mig underholdt mig og strøget mig over håret når jeg var ked af det, for jeg følte mig nemlig ked af det. Hver gang jeg faldt om på min seng med en dundrende hovedpine og krøllede mig sammen under den alt for varme dyne, så føltes det ligesom den gang i de mørke år, når angsten og depressionen blev så tunge, at jeg ikke længere var fysiske i stand til at holde mig oprejst.

Dengang følte jeg mig så forvirret inde i hovedet, fordi jeg ikke havde spist noget i dagevis, men denne gang var det feberen der gjorde mine tanker rodede og uklare. Jeg var træt og smed mig endnu engang på sengen for at sove. Jeg vågnede badet i sved og rodede rundt i sengen mens jeg prøvede at huske om jeg var mit nutidige mig eller mit tidligere mig. Jeg vendte mig om i den stilling der gjorde mindst ondt, og valgte at udskyde spørgsmålet om min identitet til senere, det virkede af en eller anden grund ikke så vigtigt.

Dengang, hvor jeg var mit tidligere mig, og jeg var indlagt på psyk, da var der en ond sygeplejerske som altid stak sin spidse næse frem og sagde "du må ikke blive liggende i sengen, det er SYGT! Du må ikke rende rundt i nattøj, det er SYGT!" og jeg var bange. Jeg var ikke bange for at være syg, men jeg var bange for hendes SYGT!stempel, for hvis hun dømte én som syg, så skulle hun nok sørge for, at man blev udskrevet, for hvis man opførte sig SYGT! så ønskede man ikke at være rask, og så skulle den dyrebare behandling ikke spildes på én.

I alle disse år har hendes stemme siddet i mig, når jeg vælter ud af sengen tidlige grå søndag morgener uden der er noget jeg skal nå. I mange år drev hendes stemme mig til hver morgen at redde min seng med sengetæppe og puder, for at bevise, at jeg var værdig til at være til. Mange mennesker så undrende til, for de redte ikke nødvendigvis deres seng, og i hvert fald ikke hver dag, og man kunne da godt blive liggende længe og putte under dynen, hvis man ikke skulle noget, men de havde heller ikke den onde sygeplejerskes stemme rungende i ørerne.

Også i disse dage hvor jeg har været syg har jeg husket den onde sygeplejerskes regler, men der er gået mange år siden dengang. Jeg er vokset i styrke, og liggende med næsen begravet i dynen kunne jeg, velvidende at klokken var stå op tid, mumle til min erindring om hende "luk røven, dumme kælling", og falde i søvn igen.

Om at finde en grimasse der kan passe

Hvad stiller man op, når man har opført sig helt vildt pinligt over for en man ikke kender, men som man fremover regelmæssigt skal have timer sammen med?

Jeg kom tidligt ind på universitetet, og gennem vinduet til kantinen syntes jeg, at jeg så en af mine veninder fra min gamle klasse. Jeg havde noget jeg gerne ville snakke med hende om, så jeg gik ind, satte mig ved siden af hende, og kildede hende i nakken. Det viste sig så, at det IKKE var hende. Jeg undskyldte og skyndte mig væk. Det var virkelig pinligt, men heller ikke mere pinligt, end at jeg straks gik over og fortalte historien til det meste af mit latinhold.

Jeg ved, at jeg skal have timer med hende i morgen, men jeg ved ikke noget om hende. Er hun sur, er hun sød? Jeg kender ikke engang hendes navn. Det vigtigste er dog heller ikke så meget hende, som det er mig selv, for det er jo mig der synes, at det er mest pinligt, og det er mig der skal overbevise mig selv om, at det ikke er mere pinligt end, at jeg roligt kan tage ind på uni i morgen.

I gamle dage ville en sådan historie have resulteret i gråd og selvskade derhjemme om aftenen, og det ville have krævet stort mod og selvkontrol at tage af sted i morgen. Jeg ville føle mig som jordens værste afskum, den mest latterlige nar, og jeg ville gå med hovedet langt nede mellem skuldrene.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg tænker i dag. Jeg tænker nok mest, at sådan er det bare at være mig, nogle gange gør jeg uheldige ting, og det største af mine problemer for tiden handler egentlig mere om, at jeg er så forfærdelig træt, og at jeg ikke har spor lyst til at stå op i morgen kl 6 for at tage til time.

vinterferie

Det er måske blevet bemærket, at jeg ikke har skrevet så ofte på det seneste. Dette skyldes ganske enkelt, at jeg har ferie og derfor ikke oplever så meget. Det er ikke fordi jeg ikke laver noget, men meget af det jeg laver hører under den mere private sfære som fx hygge med kæresten og familien.

Fordi forårssemesteret på uni først starter i begyndelsen af februar, så har vi ikke decideret nogen vinterferie. Jeg har derfor været på ferie den sidste uges tid. Først var jeg på Djursland med min mor og dernæst skulle min kæreste præsenteres for min far og farmor.

Jeg har i den seneste måned både haft ferie (lavet ingenting) og været på ferie (lavet en masse), og i næste uge starter jeg så på uni igen. Jeg burde være klar, men jeg føler mig ikke rigtig klar. Jeg føler mig overvældet over at skulle tidligt op, møde velforberedt til timerne og generelt være et mere engageret menneske. Blah, jeg føler mig mere som en amøbe der falder i ét med den sækkestol jeg sidder på.

Jeg er træt. I ugevis har jeg sovet op til 12 timer hver nat, og jeg er lidt nervøs for hvordan det skal gå, når jeg igen starter på uni, for det øgede pres får mig normalt til at sove mere. Sove mere end 12 timer hver nat? Hvordan skal jeg så få tid til lektier og ikke mindst min kæreste? Jeg er træt i dag, hvor jeg prøver at ordne de sidste praktiske ting inden studiestart, men for at være ærlig, så læner jeg mig hvert andet øjeblik tilbage i stolen og tænker "why bother".

Måske er studiestart lige nettop hvad jeg har brug for, en masse faste rammer og et mål i tilværelsen, men hvad man har brug for og hvad man har lyst til er ikke altid det samme.

Glædelig jul

Jeg håber at I alle har haft en rigtig glædelig jul. Det har jeg. Jeg havde været lidt bange for, at min eksamenslæsning ville komme til at stå i vejen for julehyggen, men enten var jeg god til at prioritere min tid, eller også var jeg bare generelt for doven til at læse alt for meget. Måske en blanding, måske mest det sidste.

Dette er tredje dag hvor jeg sætter mig foran computeren for at skrive et blog indlæg, men jeg sad bare og stirrede på den tomme skærm. Min hjerne var den sump hvor tanker går hen for at dø. 2 juledag var en grøntsag. Jeg lå på sofaen og så Jamie Oliver maraton, og jeg var lidt bange for, at han ville stikke armen ud af skærmen og snuppe mig og skære mig op og putte mig i en stuvning som en anden slatten selleri.

I går tog jeg hjem til mig selv. Jeg var frisk og tog en skolebog med, så jeg kunne være rigtig dygtig og læse til eksamen. Jeg startede da også godt ud, men inden toget nåede Fredericia, så sad jeg og stirrede dødt ud af vinduet. Mine øjne sved af træthed. Det havde været en god jul, men nu trængte jeg bare til at komme hjem. Hjem til kæresten, til rutinerne, til stilheden.

Hjemme hos mig selv har jeg pakket julen ned, og det tørre træ er blevet smidt ud. Udenfor er alting koldt og hvidt og smukt, men indenfor prøver jeg at overkomme min træthed og begynde på eksamenslæsningen. Det er ikke fordi pensum er voldsomt stort, jeg har bare endnu ikke fået overblik over hvad det egentlig er, at vi har lært. Jeg kan sagtens sætte mig ned og læse alle teksterne, men hvad nytte vil det gøre mig, hvis jeg ikke forstår at relatere dem til hinanden?

Nå jeg vil slutte her og forhåbentlig gå i gang med at lave noget fornuftigt :)

Om en sød kæreste

Der var en enkelt af jer der fangede mit hint i sidste indlæg, nemlig, at jeg har fået mig en sød kæreste, som jeg mødte gennem fælles venner. Normalt er jeg ikke ret god til at omgås mennesker, for jeg bliver hurtigt træt. Normalt når jeg er sammen med folk er jeg træt efter en time og ødelagt efter tre, men jeg kan være sammen med Kæresten i timevis uden at blive træt.  Af den grund tilbringer vi også meget tid sammen. Okay, det er ikke den eneste grund til at vi tilbringer meget tid sammen, men det virkede som en passende overgang. Vi tilbringer meget tid sammen, og jeg elsker at være sammen med ham, men det betyder samtidig, at jeg tilbringer mindre tid alene. Normalt kan jeg godt lide at være alene, men det er ikke noget jeg sådan går og savner, i hvert fald så længe at det er på grund af Kæresten, at jeg ikke er alene.

At jeg tilbringer mindre tid alene kan dog mærkes på andre måder, da der er mindre tid til at svare på mails, skrive blogindlæg, læse frivillige bøger, træne og lave ingenting. Alle de ting får jeg gjort, bare ikke nær så hyppigt, og jeg tror nok at det skal gå, det bliver det i hvert fald nødt til. Normalt er jeg noget nær allergisk over for ændringer, men Kæresten faldt som det mest naturlige ind i mine rutiner og vaner, som om han aldrig nogensinde ikke havde været der. Det ser jeg som et godt tegn.

Vi laver også ting sammen, ting som jeg under normale omstændigheder ikke ville tage mig sammen til at gøre, laver mad, går i den Gamle By, går tur, og i går var vi nede i byen for at købe nye jeans. Jeg har skabet fuld af jeans, men jeg havde begået den fejl at købe dem, da jeg lå i bunden af min vægtkurve, hvilket betyder, at jeg ikke kan passe dem 95% af tiden, så de ligger bare der og ler hånligt af mig, og fortæller mig, at mine lår er for store. Jeg havde ét par jeg kunne passe, men de var faretruende tæt på at flække mellem benene, hvilket ikke ville have set så godt ud. Vi havde sat hele dagen af til det, men vi brugte kun en time, så vi tog hjem til mig og spiste frokost.

Normalt lærer jeg gennem bøger, men jeg har altid haft et lidt anstrengt forhold til bøger om kæresterier, så jeg ved stort set intet om hvad det vil sige at være i et forhold, og om hvad man gør. Jeg ved godt, at alle mennesker er forskellige, og at alle forhold derfor også må være forskellige, men det ville nu være rart, hvis man kunne finde svaret i en bog, hvilket generelt altid har været mit forhold til tilværelsen. Jeg har fået tidlig efterårsferie og er derfor gået i gang med "Sexual Personae" af Camille Paglia om en alternativ fortolkning af kvindernes rolle i forhold til manden. Bind 1 er på 673 sider, så a) der må stå bare lidt jeg kan bruge og b) jeg bliver nok ikke færdig i denne ferie, og måske ikke engang i næste.

Om at tale foran fremmede

Jeg er sikker på at I alle sammen er nysgerrige efter at vide hvordan det gik med mit oplæg om "mig, min autisme og min spiseforstyrrelse". Det gik godt, ja det gik ligefrem rigtig godt.

Jeg blev færdig med at skrive oplægget i august. Jeg kunne måske godt have skrevet videre og finpudset det, men universitetet startede i september, og så havde jeg rigeligt at tage mig til. Jeg øvede mig nogle gange i at læse det højt, ikke fordi jeg havde en jordisk chance for at lære det udenad, men for at træne mit strubehoved, sådan at jeg ikke endte med hostende at måtte stoppe midt i mit oplæg på den vigtige dag.


Alle spurgte om jeg ikke var nervøs, men det var jeg egentlig ikke. Jeg er vant til at stå på en scene. Da jeg var teenager, spillede jeg både i et teater og et cirkus, så jeg har optrådt mange gange både i mærkelige roller og kostumer, så det at tage en pæn kjole på og stille mig op på en scene, det var intet problem. Jeg blev spurgt, om det ikke var svært at tale så åbent om mig selv, men jeg har efterhånden fortalt min historie så mange gange til psykologer, læger, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere, studerende og her på bloggen, at jeg ikke længere bliver følelsesmæssigt påvirket af at fortælle min historie, så hvorfor så ikke bare gøre det når nu folk kan få noget ud af at høre mig.

Jeg var så rolig med at fortælle min historie, at der var nogle der troede at det betød at det hele skete for meget lang tid siden. Jeg havde sagt, at jeg blev spiseforstyrret da jeg var 17, og at jeg var syg i 10 år. Jeg ved ikke hvor gammel jeg ser ud, men jeg tror ikke lige at det havde regnet på matematikken i det, for jeg er i dag 29. Jeg er i dag et helt andet menneske, end jeg var dengang, men det skræmte mig lidt, at de troede, at det var så længe siden, for det føles stadig så forfærdelig tæt på.

Det at jeg er så rolig med at fortælle min historie betyder også, at jeg har svært ved at forstå hvad publikum følte, da jeg fortalte dem den. Jeg ville ønske, at jeg havde haft bedre mulighed for at se deres ansigter, i stedet for hele tiden at se ned i mine papirer. Jeg ville ønske, at jeg havde haft mere overskud, sådan at jeg kunne have talt med folk i pausen, men jeg var træt og ville bare gerne hjem.

Rekreation

Det er hårdt at starte på studiet, og det er hårdt at skifte lærer tre uger inde i forløbet. Den undervisningsassistent vi startede med at have var dygtig, men den egentlige lærer som vi skal have er fænomenal, så pludselig blev intensiteten sat betydeligt i vejret. Da jeg kom ud fra undervisningen i fredags følte jeg, at jeg var blevet blæst omkuld, men på den gode måde. De ting læreren sagde lød så spændende, men det blev også tydeligt hvor meget der bliver krævet af os. Jeg ser på mig selv og tænker på, om jeg mon er dygtig nok og flittig nok til at klare det? Jeg tror nok jeg kan, men der er denne lille skygge af tvivl der nager mig.

Her i weekenden trængte jeg så til at koble af og tog ud til en ven, for nogle gange har jeg brug for at blive mindet om at livet er andet end universitetet. Det er godt at være flittig, men det er også godt rent faktisk at holde fri når man har fri. Vi lavede ikke så meget, spiste bare noget mad, talte og hørte musik. Jeg er ikke nogen stor kender af musik, jeg ved ikke engang hvilken stilart jeg foretrækker, men jeg var træt og lidt forvirret, så Leonard Cohens dybe rolige stemme trængte ind i kroppen på mig, helt ind i knoglerne, og sagde, at det hele nok skal blive okay, og jeg kunne ikke andet end at tro på ham.

Jeg fik ikke sovet meget, så jeg er for træt til helt at fokusere på lektierne, men musikken sidder stadig i mig som en slags drømmetåge. Nu er det højlys dag og den samme musik har ikke længere den samme intense virkning, men hvis jeg lukker øjnene så kan jeg stadig tro på at det nok skal gå. Jeg er ikke klar til at vende tilbage til den virkelige verden, det må vendte til i morgen når vækkeuret ringer.

om ikke at have kræfterne

Jeg får ikke skrevet så meget for tiden, og det undskylder jeg. Universitetet tager meget af min tid, for der stilles store krav til os, eller også stiller jeg bare store krav til mig selv. Jeg er enormt taknemmelig for, at jeg har mulighed for at studere på deltid, sådan at jeg kun har ét fag i dette semester. Dem jeg studerer sammen med har tre store fag i dette semester, og jeg nærer stor beundring for, at de kan klare det, meget stor beundring.

På grund af min autisme kan jeg ikke klare nær så store arbejdsbyrder som de kan, hvilket har taget mig lang tid at lære at acceptere, men selvom jeg accepterer det, så forstår jeg det ikke. Jeg spekulerer på hvordan det føles at være normal, hvordan deres hjerner bearbejder indtryk, hvordan de håndterer pludseligt opståede kriser, og på hvad der for dem kategoriseres som en krise.

Jeg fik besøg af Gallup i dag. Et af spørgsmålene handlede om, om jeg er tilfreds med mit liv, hvilket jeg svarede ja til, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at hvis en normal person skulle leve mit liv, om de så ville svare det samme? Livet ser bare anderledes ud når man er handicappet. Det meste af tiden er jeg ret normal, jeg ser normal ud og jeg opfører mig normalt, og alligevel er der denne kæmpe store forskel mellem 'dem' og mig der gør, at de kan gøre alle de ting de gør, og jeg kun kan klare så meget mindre.

Jeg har accepteret, at det er sådan det er, for jeg ved hvor syg jeg bliver, hvis jeg presser mig selv alt for hårdt, men jeg tror nok, at jeg er en lille smule jaloux, ikke fordi jeg er utilfreds med det jeg har og de ting jeg gør, men fordi det sætter skæl mellem dem og mig, fordi det gør at de er normale og jeg ikke er, fordi det adskiller os. Vi forstår ikke hinanden. Vi taler forbi hinanden.

Det her indlæg er kommet til at lyde lidt deprimerende, og det er egentlig ikke sådan jeg føler det, jeg er bare så forfærdeligt træt ovenpå to uger hvor jeg har arbejdet hårdere end jeg er vant til.

Hjem fra ferie

Jeg er så træt, at ordene ikke vil makke ret inde i mit hoved. De farer rundt og driller mig. Så snart jeg tror, at jeg har fanget dem inde og tvunget dem til at stå på række og danne en mening, da løber de væk fra mig, grinende som små børn. Min hjerne føles lidt som før jeg begyndte på conserta.

Grunden til dette er, at jeg lige har været i sommerhus med min mor i fire dage. Det var en hyggelig tur, men også en tur fuld af indtryk og nye rutiner. Indtryk er når en farve, form, lyd eller lugt mases ind i hjernen for at danne et mønster, lidt ligesom kartoffeltryk, og det siger sig selv, at hjernen kun har plads til så og så mange nye mønstre før den bliver trykket til kartoffelmos.

Her er nogle af de indtryk der får min hjerne til først at glædes og dernæst gå tre dage i hi og sige 'nu vil jeg ikke mere, jeg har brug for ro'.
- At sidde i toget mens vi kørte igennem en hede hvor al lyngen var sprunget ud. Hundredvis af meter af lyserød i forskellige nuancer alt efter hvordan lyset faldt. Lyserød op af bakke, lyserød ned af bakke, og lyserød så langt øjet rakte.
- Lugten af ikke længere at være i byen. Lugten af regnen der rammer den udtørrede jord, korn der bliver høstet på marken og ja, nogle gange lugtede der er svinestald, men det gjorde ikke noget, for vi var jo på landet.
- Lyden af græshopper. På et tidspunkt, da vi var ude og gå, var der en der gik i gang lige ved siden af mig. Jeg sprang forskrækket til siden, for jeg troede, at det var en cykel der kom brasende på grusvejen.
- At møde en gammel studieveninde, som jeg ikke har set i meget lang tid. Jeg er ikke god til at møde folk uforberedt, så samtalen blev nogle steder lidt akavet, men ellers var det rigtig hyggeligt.
- Vesterhavets brusen. Det var ikke meget jeg fik set til det, for jeg begyndte allerede at blive så træt, men jeg så det trods alt, og det var så meget større og mere majestætisk end det spejlblanke vand ved Aarhus.
- En bod hvor man selv kunne blande sin buket af georginer i de mest strålende farver for 2 kr stykket. Jeg havde planlagt at købe ti, men jeg endte med at købe 25.
- Selskab hver dag, næsten hele dagen, hvor jeg er vant til at være helt alene 23 timer i døgnet.

Dette er så korte brudstykker af min ferie, men selvfølgelig var der meget mere. Der er flere ting som jeg ikke har skrevet om, men jeg kan ikke skrive om alt. Jeg tror at de fleste bliver en anelse stressede på ferien. Jeg ved ikke i hvilken grad min aspergeroplevelse adskiller sig fra andre menneskers oplevelse. Det gør den nok ikke alt for meget, den største forskel er nok bare, at jeg bliver meget hurtigere træt end andre og ikke kan klare så meget.

Om min hverdag

Nogle gange kan det være svært at vide hvad jeg skal skrive om, ikke fordi der ikke er noget at skrive om, men fordi jeg ikke ved hvilke emner der vil interesserer folk. Derfor er jeg altid glad for at høre fra folk der stiller spørgsmål eller beder mig skrive om et bestemt emne. Mit sidste indlæg om aspergers og empati var sådan et emne som jeg var blevet bedt om at skrive om, og det var en stor succes. Aldrig før har jeg modtaget så fine ord.

I går fik jeg en mail som gjorde mig helt enormt glad, for ikke alene var den fuld af rosende ord, den fortalte også den unge kvindes historie, og hun bad mig om at skrive lidt om min dagligdag og mine rutiner. Det var et emne jeg skrev mere om for nogle år siden, dengang bloggen oftest fungerede som en dagbog nærmere end afgrænsede indlæg om et specifikt emne, men det betyder ikke, at der ikke kan skrives et afgrænset indlæg om emnet.

Jeg har altid været imod skemaer, ikke fordi der er noget galt med skemaer, jeg tager dem bare alt for bogstaveligt. Hvis der står at jeg skal skrive blogindlæg kl 5, men at jeg sover længere, så jeg først kommer i gang kl 6, så ville hele min dag være ødelagt. Hvis der står, at jeg har en time til at skrive, men at det tager1½, så ville jeg blive stresset og føle, at det er fordi jeg ikke er hurtig og dygtig nok. Tager det derimod kun en halv time, så har jeg sikkert ikke gjort det godt nok, og hvad skal jeg så stille op med den halve time jeg har til overs. Skulle jeg så gå tidligt i gang med næste punkt, eller skulle jeg bare fjolle rundt på nettet?

Men at jeg ikke har skemaer, betyder ikke, at jeg ikke har nogle meget faste rutiner. Det skema, som jeg ikke har skrevet ned på papir har jeg nemlig oppe i hovedet. Jeg danner mig meget hurtigt nogle regler om hvordan tingene bør gøres. hvis jeg er vant til at handle kl 8 om morgenen, så skal jeg denondelynemig handle kl 8 om morgenen, med mindre jeg vil risikere hjertebanken, åndenød og angst. Engang imellem handler jeg på andre tidspunkter, enten fordi jeg har en god dag og tænker, at det er sundt at udfordre sine rutiner engang imellem, eller fordi ting kommer i vejen. De ting der kommer i vejen kan have forskellig karakter. Dengang jeg havde problemer med TDC var det vigtigt at ringe på slaget 8, hvis man bare ville have en lille bitte chance for at komme igennem på overskuelig tid. I en sådan situation, var jeg så stresset og telefonopkaldet, at jeg slet ikke havde tid til at bekymre mig om indkøb. Andre gange har jeg måske smølet efter træning, og badet har måske trukket ud, fordi det har bade jo en tendens til at gøre engang imellem. Lige pludselig står jeg så med røven bar og vådt hår og kl nærmer sig alt for hurtigt 8. Jeg prøver at tage en dyb indånding og sige til mig selv at det går nok, at jeg jo i virkeligheden slet ikke behøver at handle kl 8, men alligevel farer jeg rundt for at nå de sidste ting, og ofte så når jeg det faktisk alligevel.

Grunden til at jeg skriver meget lidt om min hverdag er, at jeg tænker at den er lidt kedelig. De dage jeg træner, træner jeg tidligt om morgenen, ellers sidder jeg ved computeren indtil frokost, og efter frokost læser jeg eller ser dvd'er. Jeg ser dvd'er frem for fjernsyn fordi dvd'er er noget som er i min kontrol, og jeg bliver ikke pludselig hylet ud af den fordi der er en ændring i programfladen. Om aftenen går jeg tidligt i seng, nogle gange af vane, andre gange fordi jeg har så ondt i hoften at jeg bare gerne vil væk fra min egen bevidsthed. Jeg prøver at afgrænse aktiviteter som universitetet, biblioteket eller veninder til 0-3 gange om ugen. Nogle gange betyder det at skippe undervisningen, fordi jeg har brug for at tage ned til byen og købe et eller andet. I flere år har jeg ikke kunne have aktiviteter om aftenen fordi min vane var at gå tidligt i seng, men det er noget jeg er ved at vende.

Jeg har en ret fredelig og rolig hverdag, fordi det er hvad jeg har brug for. Jeg elsker at være sammen med veninder, men jeg har brug for rigtig meget alenetid for at kunne holde det hele ud. Engang imellem bliver jeg træt af at være introvert og siger fandeme nej om jeg vil være sådan en kedelig en, og så laver jeg straks en helt masse aftaler, men der kommer altid ting i vejen, så jeg må melde afbud fra en eller flere, hvilket jeg hader at gøre, fordi det er jo ikke fordi jeg ikke ønsker at se dem, jeg har ligefrem glædet mig til at mødes, men min krop og min hjerne kan ikke holde til mere. Jeg føler mig tom og adskillige kilo tungere. Jeg falder om på min seng, og det føles som om jeg falder igennem den, igennem gulvet, helt ned til jordens indre, hvor alt er gloende varmt og kaos, men jeg er ligeglad for jeg er så træt, at jeg har lyst til at græde ved tanken om at bruge energi på at fjerne make up, men jeg har tendens til bumser, så den skal fjernes.

vi mennesker er skabt til at bevæge os fremad, men nogle mennesker bevæger sig hurtigere end andre, og det er vigtigt at anerkende sit eget tempo hvis man skal nå at kunne følge med. Mit tempo er langsomt, hvilket ikke føles særlig sejt, faktisk føles det tumpet og kikset, og engang imellem får jeg rodet rundt i tingene og tænker at det er hele mig der virker tumpet og kikset, mit tøj og min humor Men det er ikke alle mine tempoer der er langsomme. Mit liv er langsomt, men jeg tænker hurtigt, og jeg går tur hurtigt og jeg forstår hurtigt. Måske det er en af grundende til at jeg har så mange fordomme mod mit eget langsomme liv.

Noget om døgnrytme

Jeg har en skæv døgnrytme. Jeg står gerne op kl 3 eller 4 om natten og går i seng kl 5 om eftermiddagen. Det er en dejlig døgnrytme, hvis man godt kan lide at stå op med fuglene og gå en tur i skoven længe før hundefolket dukker op. Det er dog også en meget upraktisk døgnrytme, hvis man gerne vil have et socialt liv, se en film eller tage ud og spise.

Jeg har sagt ja til at tale ved en konference til oktober... en aftenkonference... i Skørping. Det vil sige, at jeg nok først kan være hjemme ved midnat. Det betyder at jeg er nødt til at vænne mig til at være længere oppe om aftenen, medmindre jeg altså gerne vil stå oppe på scenen og tude fordi jeg er så træt. Det hele ville selvfølgelig være meget nemmere, hvis jeg bare havde sagt nej, men sagen er, at jeg faktisk rigtig gerne vil have lov til at fortælle min historie, som i rigtigt at fortælle frem for at skrive. Det er en helt anden form for udfordring.

Nå, der er endnu ikke nogen der er døde af, at sidde oppe et par timer ekstra om aftenen, så på med en CSI dvd som jeg har set 100 gange før, og så vente til det bliver tid at gå i seng. Indtil videre går det fint, men jeg er lidt bekymret for når studiet starter igen, for det plejer at betyde, at jeg er så smadret om aftenen, at jeg vælter omkuld på sengen, på et tidspunkt så tidligt, at mange mennesker endnu ikke er kommet hjem fra arbejde.

Da kl blev 4 (om eftermiddagen) bagte solen ind af mit vindue, lige der hvor fjernsynet står. Jeg har ikke noget gardin, så jeg gjorde den næstbedste ting, jeg satte potteplanten om min Jomfru Maria statue ned på gulvet, åbnede vinduet helt op, smed shorts og t-shirt og lagde mig foran fjernsynet og tog solbad. Det blev en ganske hyggelig aften. Det gjorde ikke noget, at jeg havde set alle afsnittene af CSI før, faktisk foretrak jeg det på den måde, for så behøvede jeg ikke at tænke