Sommerferien slutter snart

Måske har jeg nok læst mange bøger i min sommerferie, men jeg har generelt kørt i et ret lavt gear. Jeg har tilbragt forbløffende mange timer på at se serier, og forbløffende få på at lave alt muligt andet. I løbet af de sidste tre ugers tid er jeg dog vågnet op til dåd. Det interessante spørgsmål her er dog ikke så meget hvad jeg har fået lavet, for det er mest helt almindelige dagligdags ting. Nej, det interessante spørgsmål er, hvordan det er blevet gjort. Jeg har nemlig sat mig for at udfordre mine vaner.

Normalt kører min hverdag enormt meget på rutinen, og det er trygt, men det er også besværligt, for det lader meget lidt plads tilbage til spontanitet og nødvendige ændringer. Jeg har måttet ændre min døgnrytme, og det betød, at alle mine rutiner har måttet laves om, men hvad nu hvis, jeg i stedet for bare at lægge mine rutiner senere på dagen, at jeg så i en periode kørte uden faste rutiner?

Bare det at skrive om det får mit hjerte til at banke hurtigere. Jeg er autist, hele min væren handler om rutiner og kassetænkning, så jeg føler mig nøgen uden. Snart begynder universitetet igen, og så får jeg brug for rutinerne for at hænge sammen, men lige nu der er der tid til at eksperimentere.

Hvad gør det ved mig ikke at have nogle faste rutiner? Jeg føler mig mest af alt forvirret, og alting skal planlægges og lægges om. Før i tiden kørte kalorieregnskaberne i mit hoved hele dagen, nu er det tidstabeller. Hvis jeg skal træne før jeg skal til psykolog, kan jeg så nå hjem i bad eller skal jeg vaske mig i centret? Kan jeg nå at tage en bus, eller skal jeg tage cyklen ud i blæsten? Skal jeg handle før eller efter min kontaktperson har været her? Kan jeg tage en spontan tur ned til byen? 7:30, 9:45, omkring kl 12. Det er en balancegang. Langt under mig, nede i manegen, er der et sikkerhedsnet, men jeg tør ikke stole på dets eksistens, så jeg er bange for at træde ved siden af. Hvis jeg nu kommer for sent, vil hele min verden så synke i grus? Jeg må indrømme at jeg meget af tiden er lidt bange.

Men hvorfor gør jeg det så når det nu gør mig bange? Er det fordi jeg savner spiseforstyrrelsens masochisme? Kan jeg lide at pine og plage mig selv? Helt kan jeg ikke benægte det, men der er også mange andre ting involveret. Jeg er nysgerrig på min egen reaktion, for kender man virkelig sig selv hvis man ikke ved hvordan man reagerer under pres. Dette er da trods at pres jeg selv har kontrol over. På et helt mere praktisk plan, så tror jeg også at det ikke at have nogle faste rutiner når jeg starter på universitetet igen vil hjælpe mig til hurtigt at falde ind i den rutine der passer sig til den hverdag jeg kommer til at få, i stedet for, at jeg skal til at ændre en fastgroet rutine til en ny.

Hausfrau vs møl

En dag hvor jeg fik gæster ville jeg lige lægge et sengetæppe over min seng. Da jeg rystede det fløj der 5 små sommerfugle ud fra folderne, men det var ikke sommerfugle, det var møl. Møl er nogle taknemmeligt dumme dyr der ikke flygter, når man prøver at slå dem ihjel, hvilket jeg hurtigt gjorde ved de fem, men her i sommervarmen, hvor vinduerne står åbne, så flyver der bare nye ind.

Jeg må indrømme, at jeg blev lidt overvældet af hele problematikken, så min løsning blev måske lidt drastisk. Jeg ryddede to skuffer i fryseren, og så smider jeg simpelthen alt det tøj jeg ikke bruger til dagligt derind. Jeg har ingen anelse om hvor længe det tager at fryse en ulden sweater igennem, men jeg regner med at 12 timer er nok. Dernæst hænger jeg tøjet til luftning på altanen og pakker det i plastikposer og lægger tilbage i skabet, som jer har gjort grundigt rent. Det er et langtrukkent stykke arbejde, men det kræver ikke det voldsomme af mig, for på grund af pladsmangel i fryseren, bliver tøjet delt op i små håndterlige portioner. Fordelen ved at gøre sig ulejligheden er, at jeg får gjort orden i mine skabe, for da jeg flyttede ind smed jeg bare tøjet mere eller mindre tilfældigt derind.

Nogle af mine sweatre har taget en lille smule skade, der er små huller i. Jeg kan egentlig godt lappe sådan et hul, men så skal jeg først have købt garn i den rigtige farve, og så skal jeg huske hvordan nu lige det var at man gjorde, og så skal jeg sætte mig ned og så rent faktisk få det gjort. Det er lige lidt for meget oven i alt det andet. Når jeg tænker på det, så krymper min hals sig sammen, og mit hjerte springer et slag over, så jeg tager en plasticpose, lægger sweateren deri og gemmer den bag i skabet og tænker, at det bliver en hyggelig ting at gøre til vinter, eller måske ikke ligefrem hyggelig så i hvert fald et meget ikke-lige-nu-tidspunkt.

Kære PET

Vi har ikke brug for martyrer, vi har brug for helte, en helt er villig til at dø for sit land/tro, men han vil meget hellere leve for det ("The West Wing").

Jeg er på en hjemmeside, hvor jeg møder pennevenner fra hele verden. Det er ikke noget datingsite, vi sidder bare og skriver om hvilke film vi godt kan lide, og hvad vi har lavet i weekenden og den slags. De fleste samtaler foregår meget nede i gear på et gebrokkent engelsk, mig selv inklusiv, jeg læser og forstår ganske udmærket engelsk, men når jeg selv skal formulere mig og stave mig frem, så går det alt andet end strygende.

Jeg bliver tit spurgt om skype og facebook, men jeg er meget forsigtig, så jeg ender altid med at sige nej. Jeg har dog taget chancen med et par stykker for lige at lave et kontrolleret forsøg med hvad der kan ske. Det betyder at jeg lige pludselig har fået kontakter i Pakistan og Qatar. Det er to ganske fredelige fyre, men min forsigtighed gør mig vildt nervøs, for hvad nu hvis jeg bliver placeret på en eller anden terrorliste?

Så kære PET.

Jeg er altså ikke terrorist.Jeg er bare en helt almindelig ung kvinde som har haft lidt for meget fritid i sin ferie.

Hjertelig hilsen
Linda

Jeg kender også en ung mand fra Syrien, den første jeg nogensinde har kendt i et krigshærget land, men taler vi om krigen og alle dens foruroligheder? Ikke ret meget, vi taler om hvad vi har lavet i weekenden, og hvilke serier jeg godt kan lide, hvilket nogle gange godt kan virke lidt mærkeligt, men sådan er det nu engang, desuden er censuren vist temmelig streng, så selv hvis jeg prøvede at skrive noget mere interessant, så er jeg ikke sikker på at det ville komme igennem.


Jeg er sjældent ovenud begejstret for vore politikere, og jeg mener generelt at vi danskere er blevet et sart folkefærd der ikke kan tåle noget som helst, men vi har i det mindste friheden til at fornærme elle blive fornærmede på hvem vi vil.

Et lille forsøg - osmose

Tag to æg, og læg dem i en skål med eddike.

Eddiken reagerer med æggeskaldens kalcium som opløses, hvorledes ægget kun holdes sammen af en membran.

Det ene æg lægges i en skål med vand, det andet i en skål med sirup.

Ægget i vand svulmer op, mens det andet synker sammen.

Osmose fungerer sådan, at det får vandmolækylerne til at bevæge sig gennem membranen fra en mindre mættet opløsning til en mere mættet opløsning.

I det tilfælde hvor ægget ligger i vand, er det ægget der er den mest mættede oplæsning, og derfor suger ægget vandet, men det siger ikke på samme måde som en svamp, for det foregår nemlig med nogle små rør der, når de fyldes med vand suger mere vand, ligesom når man tømmer et akvarium med en slange.

I tilfældet hvor ægget ligger i sirup, er det sirupen der er den mest mættede opløsning, og derfor tømmes ægget for vand.

Det kan ikke ses på billedet, men det er meget specielt at røre ved de to æg. Det store æg føles nærmest som et stykke legetøj, mens det lille æg nærmes føles som en dessert, hvor skorpen er blevet tør.