onsdag den 29. februar 2012

Plejepersonale mm

En psykisk syg mand myrder brutalt en socialpædagog, og alle går straks i gang med at punke stedet leder for hvorfor bostedet ikke gør deres arbejde godt nok. Et eller andet er gået fuldstændigt galt, men kan nogen virkelig tro på, at det er så simpelt, som at det bare er en leder der ikke gør sit arbejde godt nok.

Jeg ved ikke noget om den omtalte kvinde. Jeg ved ikke om hun er en god eller dårlig leder. Jeg ved ikke om der et godt arbejdsmiljø eller en stresset hverdag på bostedet i Viborg. Men jeg ved hvordan der bliver færre og færre penge, færre stillinger, og flere og hårdere brugere.

Jeg hader det ord brugere, det lyder som om vores eneste mål er at misbruge systemet, men det er ikke vores skyld at vi er syge/handicappede, det er ikke vores skyld at vi har brug for mere hjælp og støtte end så mange andre.

Vi er i en krisetid, og alle skal spare, og det ved jeg også godt, men vi må i det mindste lade være med at gøre uskyldig person til syndebuk, når det går galt på grund af disse besparelser.

Jeg har boet på bosteder i lidt over to år, og været i psykiatrien i to år før det, og i alle de år har forskellige former for plejepersonale været et jaget folkefærd, og det er ikke altid uforskyldt, gang på gang dukker der skandaler op, og gang på gang har jeg siddet i en opholdsstue sammen med sygeplejersker eller pædagoger og set hvordan de bliver en cm kortere.

Jeg har altid følt at jeg burde sige noget til deres forsvar, for de fleste af dem er jo bare helt almindelige mennesker der gør deres job efter bedste evne. Der har været personaler jeg på et personligt plan enten kunne lide eller ikke lide, der har været personer jeg ikke kunne fordrage og personer der i kortere eller længere perioder blev som en reservemor for mig, men at jeg ikke kan lide en person er ikke det samme som at sige at hun er inkompetent.

Især fra psykiatrien er der mange grimme historier, og jeg har da også nogle stykker, men i rigtig mange af dem, var det systemet og ikke personalet der kom til kort. De fleste af mine dårlige erfaring stammer fra den første tid, dengang alt det med at jeg pludselig var en af de der sindssyge som jeg altid havde været lidt bange for, så alt skræmte mig, og det gjorde uheldige situationer meget værre end de egentlig var. Andre dårlige oplevelser skyldtes at jeg som autist ikke blev accepteret på lige vilkår med de andre patienter, men det var noget systemet sagde, personalet behandlede mig pænt, og de grimme oplevelser skyldtes at personale i voksenpsykiatrien ikke ved noget om hverken aspergers eller andre former for autisme.

Ordet 'sindssyg' er blevet lige så politisk ukorrekt på grund af misbrug af ordet som 'neger', men jeg kan egentlig godt lide det, at være syg i sindet, det er egentlig en smuk betegnelse for hvad der sker i sygdomme som depression eller mani.

For hver dårlig oplevelse jeg har haft i min tur gennem systemet, har jeg haft en hel række af gode. Der var den plejer der brugte sin pause på at spise en ostemad med mig da anoreksien tog overhånd, der var den sygeplejerske der holdt min hånd en hel aften mens jeg bare græd og græd ned i puden, der var den socialrådgiver der kom og besøgte mig på en psykiatrisk afdeling en gang om ugen for at jeg kunne have en der forstod min mærkelige/unikke måde at tænke på, der var psykiateren der indrømmede at hun ikke vidste nok og aspergers og søgte hjælp hos en kollega, der var ergoterapeuten der efter at jeg havde været på afdelingen et halvt år stadig talte med mig om helt almindelige ting fra verden uden for murene, der var pædagogen der blev ringet op hjemme hos sig selv en aften og måtte komme ind på arbejdet igen fordi jeg nægtede at spise/ikke KUNNE spise, der var en hel afdeling der trodsede forbuddet mod at tale med piger der havde taget en overdosis af pernodiler, der var sygeplejersken der ikke var bange for at tale med mig om Gud fordi hun vidste at jeg var religiøs, der var hende der insisterede på at jeg tog et bed selvom jeg først syntes at hun var ond og slet ikke tog hensyn til mine behov, men bagefter var jeg nu meget glad, der var ham der spiste med mig uden at kommentere hvad jeg spiste så længe jeg spiste en acceptabel portion, og det var også ham der drak dus med mig i nutridrik (den saftbaserede der smager af flydende Palmolive) og blev så chokeret over hvor grimt det smager, at han fik det fjernet fra min kostplan...

Jeg kan godt se, at det ikke er historier der passer til forsiden på avisen, men det er altså stadig nogle af de historier der er derude

tirsdag den 28. februar 2012

Førtidspension

Der er meget snak om førtidspension i disse dage, både blandt politikerne og i medierne, og det skræmmer mig, det skræmmer mig meget. Det var virkelig en hård proces, at få min ansøgning godkendt. Det var indviklet, hårdt og ydmygende.

Jeg er ikke et af disse utaknemmelige væsner, som folk på sociale ydelser nogle gange bliver fremstillet som i medierne. Jeg er dybt taknemmelig for min førtidspension. Jeg takker Gud for, at jeg lever i et samfund, hvor jeg ikke skal lade mig forsørge af mine forældre resten af livet, fordi jeg ikke kan arbejde.

Jamen kan jeg virkelig ikke arbejde? Jeg er jo klog, belæst og velformuleret, det kan enhver jo se i denne blog. Burde jeg så ikke kunne tage vare på et job? Jo, det burde jeg, og jeg skammer mig over at jeg ikke kan. Man høre jo ustandseligt i medierne, at vi jo gerne helst ville arbejde, og jeg skammer mig, for arbejdsmarkedet har altid virket så skræmmende på mig. Allerede i folkeskolen, måske 6-7 klasse grød jeg ved tanken om, at jeg en dag skulle have et arbejde. Jeg græd fordi jeg ikke en gang kunne holde til en 5 dages skoleuge, for slet ikke at tale om lektier.

En gang i 2 klasse prøvede min mor at lave en regel om, at jeg kun måtte være syg en gang hver anden uge. Den regel holdt i en uge indtil næste onsdag. Om onsdagen havde jeg overlevet to dage, og så havde jeg brug for en fridag for at kunne overleve de sidste to.

På gymnasiet lå jeg op af en skriftlig advarsel, ikke fordi jeg hellere ville ind til byen med mine klassekammerater, men fordi jeg sad hjemme i sofaen og stirrede dødt ind i fjernsynet. På universitetet var jeg heldig, for der var meget få undervisningstimer, men alligevel sakkede jeg bagud, for selvom vi tit kun havde en time, så havde jeg stadig ikke overskud til lektier. Den eneste grund til, at jeg fik anstændige karakterer var, at der trods at sidder et ret godt hovede skruet fast på mine skuldre.

I psykiatrien fik jeg et arbejde med 13 timer om ugen og søttte fra pædagoger og ergoterapeuter, alligevel, endte jeg med at sætte mig på en stol og tude så snart jeg kom ind af døren.

Jeg omtaler nogle gange mine blogs som mit arbejde, men sandheden er, at jeg kun bruger 30-90 min på at skrive om dagen alt efter om jeg skal skrive ét indlæg eller to. Dertil bruger jeg nok i snit to timer på at læse bøger, men vel og mærke bøger jeg selv vælger, hvis jeg finder dem kedelige, så lægger jeg dem fra mig og vælger en anden.

Jeg frygter meget at blive sendt ud i arbejdsprøvning, ikke fordi jeg ikke vil give samfundet noget igen for alt det, det har givet mig, men fordi jeg ved hvor langt ned jeg kan komme. Jeg frygter, at jeg igen skal ryge ud og ind af psykiatrisk afdeling. Jeg frygter at jeg igen skal fanges i en ond spiral med det ene selvmordsforsøg efter det andet. Jeg frygter, at jeg igen skal tilbringe min tid i sengen bag nedrullede gardiner fordi verden er et skræmmende sted.

Så tak fordi I betaler skat, tak fordi I acceptere, at vi er nogle der er for handicappede til at klare os selv (også selvom man har et handicap der ikke kan ses). Tak fordi jeg lever i et samfund, hvor jeg har ret til at leve et anstændigt liv.

Afstemning

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at der er meget tekst i mine blogindlæg, og jeg kan da godt se, at jeg bruger langt færre billeder end mange andre blogs.
Jeg har derfor lavet en afstemning om hvad I synes, så jeg ville være taknemmelig, hvis I gad at sætte jeres kryds.
Hvis i er ligeglade, så er der også et felt for det.

På forhånd, mange tak
Humlebien

mandag den 27. februar 2012

Om ikke lige at fejre sin fødselsdag

Det var min fødselsdag i går, og sikke et lækkert vejr jeg havde skaffet, jeg må virkelig have opført mig godt i løbet af året, selvom jeg ikke lige kan komme i tanke om hvad jeg har gjort. Når man har fødselsdag i februar vænner man sig ellers til at have skodvejr på sin fødselsdag, Regn og rusk og temperaturer lige omkring frysepunktet.

Jeg gad ikke rigtigt at fejre dagen. Jeg var stadig træt efter min teatertur i fredags, og så var det jo weekend, og som bekendt, så hader jeg weekender.

Folk accepterer uden videre, at jeg hader rigtig mange ting, men at jeg hader weekender, det kan de slet ikke forstå. Hader er et stærkt ord som jeg bruger mere af vane, end fordi det reelt er had jeg føler. Jeg bryder mig i hvert fald meget lidt om weekender.

I weekenden ændrer folk adfærd, og man kan ikke længere regne med deres adfærd. Når jeg selv skal sige det, så er jeg gennem årene blevet ganske god til at aflæse folk, og til at undgå de situationer, som for eksempel myldretid, der gør mig angst og usikker, men i weekenden forstår jeg ikke menneskerne, og jeg tager sorgerne på forskud, for hvad nu hvis de om lidt gør noget jeg ikke havde forudset.

Jeg kan se ud gennem minevinduer på folk der går i lejlighederne overfor og på gaden. Jeg kan se hvordan de kommer frem på andre tidspunkter end normalt. Jeg kan se hvordan de sætter farten ned. Jeg kan se hvordan deres humør ændrer sig, og jeg bliver vred. Det er ikke fordi jeg ikke under dem at slappe af og være glade, men jeg har bare svært ved at forholde mig til ændringer.

I går på min fødselsdag valgte jeg bare at lave ingenting, jeg lå bare på sofaen med en ikke super god bog. Efter frokost satte jeg mig ud i en solstråle og læste videre mens jeg sugede D-vitamin til mig (dum formulering da lyset bare får ens krop til selv at danne det).

Men under overfladen lurede angsten. Angsten for det ukendte. Angsten for katastrofen. Den sad inde i mit bryst og gnavede. Den sad på min skulder og hviskede til mig, at alt dette aldrig nogensinde vil få en ende. Den krøb ned i mine lunger, så det blev svært at trække vejret.

Nu er det mandag, og jeg glæder mig til en hel uge, hvor jeg kan samle styrke til, at det igen bliver weekend, men følelsen af at denne weekend ikke er helt forbi sidder stadig i mig, men måske har min lille kærlighedsaffære med solstrålen blot undfanget en lille forårsforkølelse, det kan faktisk være svært at mærke forskellen.

søndag den 26. februar 2012

Du må ikke dø fra mig

Til min aller kæreste Måne.

Gennem et år har du stået ved min side. Vi har fulgt hinanden i opgang og (mest) nedgang. Vi har grinet af livets og sygdommens absurditeter. Hvem andre kan forstå det sjove i at børn propper ærter op i næsen, og at du får ærter i næsen indefra? Vi klamrer os til hinanden i en verden der ikke er sikker på at den vil have os, vi er de måske egnede, som Peter Høegh skrev om. Vi er spøgelser på grå hospitalsgange, levende lig, skamskudte engle. Vi er søstre i ånden. Du er min BFF!!!

Du fik en grim besked fra lægen. Du må ikke holde fødselsdag for os veninder. Jeg forstår godt, at du gik ned med flaget. Jeg forstår godt at du slukkede din mobil og begravede dig under dynen.

Du skrev at du ønskede at dø, og jeg tror på at du mente det, og så hørte vi ikke mere. Jeg skrev noget nær en million beskeder. Jeg vidste ikke om du fik dem. Jeg vidste ikke om personalet havde taget din telefon som straf. Jeg vidste ikke om du var i live.

Jeg skrev til de andre, desperat efter at høre nyt, men ingen kunne hjælpe mig fri for sorgen. Jeg troede ikke, at du sådan ville dø fra mig uden at give besked. Jeg troede ikke at du ville lade mig ensom tilbage, men til troen hører tvivlen.

Tvivlen sad og gnavede i baghovedet som en satans lille ilder. Jeg kunne næsten høre dens tænder skrabe mod kraniet.

Hvad nu hvis du virkelig var død?

Jeg er en social form for asperger autist, og jeg danner mange overfladiske venskaber som jeg sætter stor pris på, men det er sjældent at en person når ind til mig og virkelig betyder noget. Selvom du er så syg, så har du lært mig så meget om at være i live. Du lærte mig hvordan man holder sit hjem rent og pænt, så at der er til at holde ud at være. Du lærte mig hvordan to veninder kan holde af hinanden og give og modtage uden at man føler sig overvældet eller blottet. Du lærte mig ikke at være bange for min sygdom, at rette ryggen og gå i kamp.

Du har givet mig så meget, så tanken om at du skulle dø uden at jeg fik sagt farvel og tak, den var ikke til at bære.

Men du var i live, sådan da, og du har lovet at kæmpe, og jeg tror dig. Så nu er der bare at sige, at jeg håber at dette ikke sker igen, for din skyld og for min.

Stort kram, din Mummi

lørdag den 25. februar 2012

Om at gå i teateret


Jeg ville frygtelig gerne se mig selv som en kulturel person, men virkeligheden er nok nærmere den at jeg er en almindelig bovlam (boglam) provinsbo. Jeg går nok i teateret en gang hvert andet år. Det er ikke fordi jeg ikke holder af at gå i teateret, for jeg synes (næsten) altid at det er en kæmpe oplevelse.

Jeg har nok altid syntes at det var for dyrt, men det kan jeg se, at det ikke behøves at være. Nogle forestillinger på nogle teatre er ganske vist dyre, men en lille forestilling, en hverdag med studierabat, så er det faktisk ikke dyrere end at gå i biografen. Det siger desværre også noget om, at prisen på en biografbillet er steget markant, bare fordi det nu kan ses i 3D, men teateret er også i 3D og man behøves endda ikke at tage nogle grimme briller på.

Okay, jeg kan sagtens sidde og tale pænt om priserne, jeg fik jo mine billetter gratis som anmelder, men sådan var det ikke til at starte med. En veninde og jeg havde læst Josefine Klougarts bog, Hallerne, og besluttede os for at den måtte vi se. For at gøre en lang historie kort, så lykkedes det os at bytte vores redeligt betalte billetter til et par gratis anmelder billetter.

Men jeg er jo bare lille mig, hvordan kan de dog tage mig seriøst nok til at invitere mig med? Jeg er glad, men jeg forstår det stadig ikke, jeg føler mig på ingen måde værdig til den ære (når jeg sidder og læser det igen, lyder det en lille smule ironisk, men det er slet ikke hensigten). Og som I kunne læse igår så gjorde jeg mig stor umage for at passe ind.

Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, eller jo, det gør jeg. Jeg havde forventet den kulturelle elite, jeg havde forventet Politiken bøsser med designerskægstubbe og kvinder i stiletter på højde med Empire State Building. Jeg havde forventet et rum fyldt med overskuds overklassemennesker, men de så nu alle sammen forbløffende afslappede ud. Jeg var nok lettet og en lille smule skuffet på samme tid, for jeg havde nok glædet mig til at bagtale, undskyld diskutere, dem med min veninde.

Josefine Klougart selv var også med. Jeg havde nok forestillet mig, at en pige der kan fortælle sådan nogle sandheder om sig selv og om mennesket, som man ser det i Én af os sover, hun må være noget ganske særligt. Jeg havde forventet lidende blikke og en skare af tilbedere der hang ved hvert ord hun sagde. Men hun var en helt almindelig ung kvinde, høj, iført et rød-orenge-gult sæt og med en lille opstoppernæse, omgivet af venner og familie.

Jeg talte ikke med hende. Jeg havde rigtig meget lyst til at gå hen og sige tillykke, men der var for mange mennesker. Jeg er sød og charmerende, og gør generelt et godt indtryk på folk, men det er hvis jeg har dem på tomandshånd eller i en lille og velkendt gruppe. I en foyer med masser af ukendte mennesker, da er jeg kun en genert lille pige der kommer til at sige dumme uoverlagte ting.

Selve stykker har sit eget indlæg, så det vil jeg ikke komme så meget ind på her, men lad os snakke lidt om rammerne.

Min veninde og jeg kom ALT for tidligt, og det var min skyld. Mit autistiske jeg frygter i så høj grad at komme for sent (for sent til livet?) at jeg ikke har noget imod at stå ude i stiv kuling i alt for lidt tøj bare fordi dørene ikke er blevet åbnet endnu. Der var heldigvis en sød dame der stak hovedet ud til os, og sendte os om til en bagindgang, hvor vi kunne hente billetterne. Ved bagindgangen blev de noget forvirrede over at se os. Alt hurlumhejet gjorde mig endnu mere autistisk og usikker, så min veninde to styringen, selvom det jo egentlig var mig der inviterede. Endnu en flink dame sagde, at det ikke var der, men hun ville gerne følge os, så hun tog os på en smutvej ind gennem teateret.

Inde i teaterets hjerte er der ikke tæpper på gulvene, ingen lyserøde roser. Hjertet af teateret minder i slående grad om det indre af et skib, metal malet i rødt og hvidt (er ikke helt sikker på rød, for jeg tog ikke noter, og dette er skrevet dagen efter).

Vi endte hvor vi startede, i foyeren, hvor vi blev sat ved et bord med hver vores drink (Pepsi max og hvidvin I må selv gætte hvem der drak hvad). På bordet stod der en lyserød rose, hvilket jeg ikke fandt helt passende, stykkets karakter taget i betragtning. Jeg ved ikke meget om blomster, men en mørkerød, tangerende til sort ville have været mit valg, jeg tænker på en bestemt blomst, men jeg har ingen anelse om hvad den heder, så nu lader jeg jer sidde og gruble.

Inde i salen blev publikum placeret på hver side af scenen, så vi kunne se hinanden, det betød, at som stykket skred frem og der blev varmere og varmere, så kunne man ikke diskret tage en vandflaske op og rehydrere.

Jeg nød at være i teateret, det gjorde jeg virkelig. Jeg nød stykket selvom det var dybt underligt. Men hen imod slutningen var jeg desperat efter at komme ud. Jeg var dehydreret, mit blodsukker var på nulpunktet, og jeg skulle tisse noget så forfærdeligt.


Foto:
Hun: Ene Øster Bendtsen
Foto: Rumle Skafte (nej det er ikke en joke)
Hallerne
Aarhus Teater 2012

fredag den 24. februar 2012

Om at ville være et oxymoron

I går havde jeg besøg af to journaliststuderende fra journalisthøjskolen der er i gang med at skrive om piger med autisme til deres afsluttende projekt. Vi snakkede om mit liv og min sene diagnose (jeg var 23), men de spurgte også hvad jeg ville med i fremtiden.

Fremtiden. Det er et underligt abstrakt begreb, som jeg har meget svært ved at sætte mig ind i. Jeg kan godt plotte aftaler ind i kalenderen, men hvordan kan man forestille sig noget der endnu ikke eksisterer.

Jeg har fantasi. Jeg kan godt drømme om at stå i finalen i x-faktor (selvom jeg hader at synge), eller at være et geni og læse alle de svære tunge bøger jeg nu om dage slet ikke ville kigge i retningen af, men at regne ud hvad der ville være muligt der kunne ske i fremtiden, det er simpelthen for stort. Ikke stort i den betydning, at der ville ske noget fantastisk, men stort fordi der er alt for mange muligheder, igen ikke fordi alle de mange muligheder er noget spændende, men bare om alle de små dagligdags ting jeg enten kan gøre på den ene eller den anden måde, og kombineret giver det et utal af muligheder.

Hvis jeg dog skulle vælge en mulighed der virker mere tiltrækkende end så mange andre, så ville jeg gerne drive denne blog til noget større. Jeg vil gerne have at min mening har en betydning, men en betydning for hvad, det har jeg ikke fantasi til at forestille mig.

En betydningsfuld blogger, det er da vist lidt af et oxymoron, eller er det en forældet antagelse? Jeg har ikke fingeren på pulsen noget sted, så jeg har ingen fornemmelse af det.

I forbindelse med, at jeg skulle i Aarhus teater og se Hallerne, da kontaktede jeg pressechefen og spurgte om en blog talte som presse, og om jeg derved kunne få lov til at bruge billederne fra deres hjemmeside (selvfølgelig med passende kreditering). Han var utroligt sød ved mig, og jeg blev tilbudt nogle endnu bedre billetter som officiel anmelder. Det er jeg selvfølgelig dybt taknemmelig for, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg roste min indsats for højt? Tror han måske, at jeg er mere indflydelsesrig end jeg i virkeligheden er? Vil jeg skuffe fælt.

Jeg spurgte min søster om at spørge sin veninde der ved noget om den kulturelle elite om hvad man tager på til sådan en teaeterpræmiere.
Jeg har endelig fået snakket med XXX om det med premieren (lidt sent). Hun sagde, at hun faktisk har været til et par stykker af sådan noget, og hendes erfaring var, at det altid var en god idé, at have én pæn ting på og så resten almindeligt. F.eks. pæne sko/stilletter, jeans og en rullekrave eller almindelige (stadig acceptabelt pæne, f.eks. neutral ballerina) sko, jeans og en flot top. Jeg håber det kunne hjælpe dig en lille smule.

Yikes. Den var jeg ikke lige forberedt på.
Pæne sko kunne jeg godt droppe alt om, det har jeg slet ikke råd til, og hvis jeg havde, så ville det være en dum ide at tiltrække opmærksomhed til mine fødder med et par stilletter, for jeg kan slet ikke gå i den slags, og ville ende med at gøre mig selv komplet til grin.
En fin top kan jeg godt forholde mig til, så i mandags ville jeg gå i magasin, men i stedet endte jeg i Arnold Busck hvor jeg købte Én af os sover. Den er af Josefine Klougart som også har skrevet Hallerne, så jeg tænkte ved mig selv, at så var det i orden, så var det jo en slags forberedelse. Jeg legitimerede det også ved, at det snart er min fødselsdag, og så må man jo gerne forkæle sig selv lidt. Resultatet blev at jeg bruger en top jeg har i forvejen og som jeg har haft i mange år. Den er fin, og den er fra magasin, så det går nok (den skal bare lige stryges).
Derpå tænkte jeg, at det ville være fint med en lille sort jakke til at have over, så i går var jeg med en pædagog nede i byen for at gå i butikker. Jeg hader at gå i butikker. Jeg synes det er ydmygende, for selvom jeg vejer 62 kg (okay, næsten i hvert fald, 62,3 kg) så føler jeg mig stadig som hende på 75 kg (hvilket bestemt ikke var overvægtigt, bare større), og som ekspedienterne så skævt til. Vi gik ind i H&M. Jeg ved ikke noget om størrelser, så pædagogen gættede på en størrelse 38, så det fandt vi og gik i prøverummet. Jeg kunne slet ikke få dem på. Vi prøvede en 40, den gik heller ikke. 42 kunne lige komme på. 44 sad godt om skuldrende men posede ved taljen. Jeg købte ikke noget.

På vejen hjem snakkede og jokede vi om mine brede skuldre, men sandheden er at jeg følte mig ydmyget. Jeg ved godt, at jeg ikke kan sulte min knoglebygning væk, men jeg følte mig fed. Jeg har fundet en cardigan jeg kan bruge, og den er sikkert mere behagelig at sidde med i en teatersal, men tanken om den jakke jeg ikke kan have på på grund af min størrelse, den fylder meget hos mig.

torsdag den 23. februar 2012

Jeg sagde jo at jeg ikke kunne

Jeg føler mig som jordens største hykler, men det har jeg slet ikke hverken fysisk eller psykisk format til, dog står det ikke alt for godt til.

Jeg sad i kirken i går, askeonsdag, og virkede noget så from, for selvom jeg havde løbet 2,5 km om morgenen, så havde jeg ikke indtaget noget mad ud over noget juice og noget mælk. Jeg sad der med mit lille slør (jeg tilhører den konservative del af den katolske kirke, så hvis du en dag går til en messe, så vil du desværre ikke se mange slør) og jeg følte mig som jordens bedste katolik, for jeg havde lige været til skrifte.

Okay, jordens bedste katolik er lidt af en litterær overdrivelse, for jeg vidste egentlig godt hvad jeg havde gang i, men jeg prøvede at vende det til noget godt. Jeg forsøgte at bede, det gjorde jeg virkelig, men der sad to små søde men livlige drenge ved siden af mig, og det var ikke godt for min ADD (koncentrationsbesvær).

Messen gik i gang og jeg fik tegnet askekorset i panden (den ene dag om året) og jeg modtog Jesus i nadverens sakramente. Det hele så jo så fint ud på overfladen, men jeg bar på en hemmelighed. Jeg havde ikke kun fastet de obligatoriske på det tidspunkt 17 timer, men derimod 33. Jeg havde ikke spist noget siden jeg tirsdag morgen forlod Odense og tog hjem. Min veninde der altid er bekymret for mit ve og vel, og som nogle gange kender mig bedre end jeg selv gør, sagde, at jeg er stresset, at det er derfor. Jeg selv sagde, at det bare er en dum slankekur. Ligegyldigt hvad så er det i hvert fald dumt.

Min veninde, der selv er indlagt på anoreksiklinikken i København, beordrede mig at gå til bekendelse over for pædagogerne. Jeg havde ikke spor lyst, men jeg elsker hende for højt til at bekymre hende, så jeg gjorde det, og jeg fik noget at spise.

Det at spise en portion lasagne var ikke hårdt, jeg tænkte ikke, at nu bliver jeg fed og klam og ingen kan lide mig. Jeg tænkte derimod at jeg var svag, at nu kunne jeg ikke stoppe igen, at nu ville jeg æde og æde til jeg revnede, og så ville jeg blive fed ligegyldigt hvor grundigt jeg prøvede at kaste op.

Der er endnu ikke sket noget. Jeg har endnu ikke tømt køleskabet i fælleskøkkenet, men jeg stoler ikke på mig selv, og jeg frygter min tur i Fakta her om to timers tid. Jeg er bulimiker og jeg er tvangsspiser, maden er min forte og man kan ikke stole på mig. "Jeg må hellere spise de boller nu, for i morgen er jeg nok for svag til at kunne undgå fristelsen". Den sætning giver ikke mening, og alligevel er den hele meningen med livet, i hvert fald for mig og for en hel masse andre. Det er sjovt at sige, men for mange er det den grumme virkelighed.

Kære Gud.
Giv mig styrke til at spise denne portion. Lad mig spise den i et roligt og normalt tempo, og lad mig være stærk nok til kun at spise denne portion og ikke en til, og en til, og en til, og en til, og e...

onsdag den 22. februar 2012

Askeonsdag

Som i nok ved, så har det lige været fastelavn, men efter fastelavns festligheder kommer fastetidens askese, og den (fastetiden) bliver indledt i dag, askeonsdag.

Askese er fornuftens kontrol over kroppens begær, det betyder at man løsriver sig fra dårlige vaner, afhængighed og moralsk forfald, det betyder at man hiver sig selv op på et højere niveau til en sund sjæl i et sundt legeme.

Det får det til at lyde som om det er noget helt forfærdeligt man går ind til, at man skal pine og plage sig selv indtil man igen kan feste påske søndag. Men Jesus prædikede at man, at man ikke som farisærene skulle jamre, men vaske sit ansigt og ellers bare opføre sig normalt.

Normalt kommer fastetiden til at handle om mad, man afstår fx fra slik eller kød i de 40 dage op til påske, men det kan også være andre ting, det kan være fjernsynskikkeri man afstår fra, det kan være, at man vil dovne mindre på sofaen, eller det kan være at man vil fordybe sig i åndelig lekture.

Jeg er spiseforstyrret, og det gør at fastetiden nødvendigvis vil blive rodet sammen med ødelæggende ideer om at tabe mig, og jeg hader det, ikke bare fordi jeg hader min spiseforstyrrelse, men fordi fastetiden er en fantastisk mulighed for at komme tættere på Gud.

Der kan være en fantastisk sammenholdsfølelse i den katolske kirke, især i fastetiden, dette er noget vi gør sammen, noget vi hjælper hinanden igennem, men jeg føler mig udenfor, og jeg har selv placeret mig der.

Jeg vil fokusere, jeg vil prøve om jeg kan gøre det bedre end de andre år, jeg vil prøve at se om jeg kan få fastetiden til at give mening ikke kun på papiret, men for mig som person, jeg vil prøve også at blive en del af fællesskabet.

tirsdag den 21. februar 2012

Bedstemor med slag i

Jeg har en gammel farmor der nærmer sig de 85, og hun er nok den sejeste person jeg kender.

Da jeg var lille var min søster syg, så mine forældre havde ikke nær så meget tid til mig, som de gerne ville, men det havde min farmor. Hun har lagt øre til meget klynk i tidens løb, og hun har lyttet til alle mine klager. Nogle gange tænker jeg, at hun må være jordens mest tålmodige menneske. Det var hende jeg græd ud ved, og hende jeg kom til for at få ros (hvilket jeg stadig gør).

Jeg selv er blevet diagnostiseret med Aspergers syndrom, og resten af min familie er sgu heller ikke helt normale, på nær lige min farmor. Hun er mit åndehul i denne skøre verden. Hun har ikke jordens længste uddannelse, men hun er bestemt ikke dum, for hun har læst meget, men hun ved også noget der ikke står i bøgerne (jeg ved det, jeg har nemlig selv ledt), hun ved noget om verden, og noget om menneskerne, noget om hvorfor de gør som de gør, og hvordan man bør reagere på det, med andre ord, så ved hun noget om den virkelige verden.

I går fejrede jeg min fødselsdag lidt tidligt fordi jeg tager hjem til mig selv i dag. Vi fik sushi, for det er en af de få ting vi alle tre spiser, eller rettere, det er en af de få festlige ting som jeg kan tillade mig selv at spise sammen med andre, og muligvis af den grund, tog min farmor mod til sig og prøvesmagte det, og hun kunne faktisk godt lide det. Hendes gigtplagede fingre, vil dog ikke holde på et par spisepinde, så hun bruger en dessertgaffel, men fred være med det.

Min farmor har en computer. I mange år nægtede hun at bukke under for skats krav om at ordne skattepapire på nettet, men de Ældre på Højskole bad om email adresser, fordi det efterhånden var så dyrt at sende programmer rundt med post, ja så skulle det være. For nogle år siden kunne min søster og jeg prale med, at vi fik sms fra vores farmor, men nu får vi også mails.

Jeg har verdens sejeste farmor, og jeg håber at jeg har hende mange år endnu.

mandag den 20. februar 2012

Et spørgsmål om homoer eller toiletruller

Jeg sidder til min fars store fryd og læser "De tre musketerer", og det er så sandelig en bog fra en anden, og man støder ustandseligt på formuleringer som "hans rosenrøde ferskenbløde kinder" eller "og de [Athos, Porthos og d'Artagnan] gik med armene ømt om hinanden". Det er selvfølgelig afsindig morsomt, men hvorfor er det egentlig en selvfølge?

Hver dag skal vi tage stilling til en hulens masse spørgsmål. Nogle spørgsmål er vigtige at have en holdning til så som homoseksualitet, efterlønnen og Amalie fra Paradise, og andet er knap så vigtigt så som hvilken vej toiletrullen skal vende, hvilket mærke rugbrød man bør vælge, og Amalie fra Paradise. Men hvem har besluttet at man bør have en stærk holdning om en ting og ikke om noget andet?

Jeg prøver ikke på at være provokerende eller på tværs, men min autistiske hjerne fungerer ikke på samme måde som normale hjerner. Alle lader til at have en holdning om homoseksualitet, undtagen mig. Det er ikke fordi jeg er forvirret og ikke kan beslutte mig for hvad jeg mener, jeg er bare ligeglad. Jeg ved at jeg som katolik og borger bør have en mening, men det har jeg ikke. Jeg kan ikke forstå hvorfor andre menneskers seksualitet kommer mig ved. Jeg kan for den sags skyld heller ikke se hvorfor menneskers hetero seksualitet kommer mig ved, jo, måske mine aller næreste venner, eller nej, heller ikke dem, deres liv kommer mig ved, men jeg er ikke synderligt vild efter at høre om deres sexliv.

På den anden side er der så ting som jeg finder vigtigt som andre ikke gør. For snart længe siden var der en facebook afstemning om hvilken vej toiletruller skal vende. Jeg er ikke dum, jeg ved godt at det er en joke, men det betyder faktisk noget for mig. Hvis toiletrullen vender forkert, så bliver jeg hylet helt ud af den. Jeg kan endda finde på at vende folks toiletruller. Sandheden er nok, at folk slet ikke lægger mærke til det, men jeg får dårlig samvittighed, for jeg forstår ikke, at det ikke betyder noget for andre.

søndag den 19. februar 2012

Om at tage sig sammen

Så er jeg tilbage, en dag før planlagt, men lidt arbejdsnarkoman har man vel lov at være, selv om jeg i princippet ikke har noget arbejde.

Jeg er tilbage fordi jeg fik en kommentar om bloggen, som jeg synes er rigtig relevant.
Man tænker "kvinden er jo ellers begavet, belæst, fornuftig og hjertelig, hvorfor tager hun sig ikke lige sammen og tager sig af sit eget liv."

Det er faktisk en rigtig god kommentar, for det er jo sådan folk tænker, mig selv inklusiv.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har slået mig selv i hovedet og tænkt, at hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen og få et job/læse lektier/tabe 5 kg/gå i byen med vennerne/ringe til farmor på hendes fødselsdag/skrive et bedre og længere blogindlæg eller hvilket opgave jeg ellers lige stod overfor. Og jeg prøver virkelig at tage mig sammen, men det ender dog som regel i stres og depressioner.

Folk har tit en tendens til at tro at jeg er en stærk person, men hvad lægger man i det hele taget i ordet stærk. Når jeg skriver disse blogindlæg lægger jeg en hvis ironisk distance for vejen, hvilket giver det indtryk at alle mine genvordigheder lader mig uberørt, men sådan er det ikke. Jeg bliver meget påvirket af de ting der sker i mit liv, men der er ikke noget mere træls end at lytte til (læse om) nogen der bare sidder og har ondt af sig selv, og det er også en træls følelse at sidde med selv.

Når jeg så sidder om morgenen og skriver om gårsdagens hændelser, så krydrer jeg dem lidt op. Jeg lyver ikke, men jeg prøver at finde et perspektiv der viser mig selv og læseren, at så slemt var det måske ikke alligevel, det betyder ikke, at jeg ikke sad og græd snot over det lige da det var sket.

Jeg er forholdsvis intelligent, på ingen måde et geni, men stadig sådan okay. Det betyder måske, at jeg er god til at reflektere over hændelser og følelser, og se dem fra andre vinkler.

Så tilbage til det med at tage mig sammen. I virkeligheden er jeg en meget sårbar person. Jeg bevæger mig fremad, det gør jeg virkelig, men jeg er nødt til at passe på mig selv, så jeg ikke igen ender på en psykiatrisk afdeling. På det seneste har der været så mange ting jeg gerne har villet, men jeg kunne pludselig mærke at det bare var for meget, det var derfor jeg nu sidder hjemme ved min far og holder pause fra alt.

Så jeg forsøger faktisk at tage mig sammen, resultatet er bare aldrig hvad jeg havde håbet på.

torsdag den 16. februar 2012

Forlænget weekend

Langt om længe knækkede jeg sammen under min stresbyrde. Jeg sad hale aftenen i går og græd, så nu har vi besluttet, at jeg pakker mine ting og tager hjem til min far.

Mit nye liv, et nyt sted, med nye mennesker, for hvem alting også er nyt, det blev simpelthen for meget nyt, så nu tager jeg hjem til min far, og holder et par dage fri fra bloggen.

I gårs aftes tog jeg for første gang i et par uger ½ Alopam. Jeg lå i min seng, og kunne lige så langsomt mærke hvordan min krop begyndte at slappe af, jeg kunne mærke hvordan uroen lige så stille forsvandt, så jeg kunne falde i søvn. No wonder at man bliver totalt afhængige af stadset.

Jeg vender frygteligt tilbage på mandag.

Hjertelig hilsen
Humlebi

onsdag den 15. februar 2012

Om den daglige ydmygelse

Det hele starter allerede aftenen før, hvor angsten begynder at melde sin ankomst, angstenen for morgendagen og dens ydmygelser. Jeg bliver bange og ked af det, og ønsker at lægge mig tæt ind til en pædagog så hun kan ae mig på håret og sige at alt nok skal blive godt igen en dag.

Jeg spiser det meste af min mad om morgenen, og sådan har det været i snart 8 måneder. Jeg står ved mit køkkenbord og skovler den ene skefuld skyr ind i munden efter den anden, så går jeg over til brødet, til osten, til kikærterne, til frugten, til havregrynene eller hvad jeg ellers har liggende. Jeg er bange for den tomhed der opstår mellem mundfuldene, så jeg tvangsspiser. På en typisk morgen kunne jeg snildt komme op på 1000-1500 kalorier (en gennemsnitlig kvinde skal have 2000 kalorier).

For en uge siden kom jeg på den 'glimrende' ide, at jeg jo bare kunne kaste op, det er jo alligevel hvad jeg gør hvis jeg spiser lignende mængder senere på dagen. Det er altså ikke første gang at tanken er faldet mig ind, men den er altid kommet til mig om eftermiddagen, hvor det er alt for sent at gøre noget ved det. Om morgenen er tanken af en eller anden grund aldrig faldet mig ind.

Jeg satte en post it op på køkkenvæggen med ordende 'kast op' på, men jeg stoppede ikke der. Når nu jeg alligevel skulle kaste op, så kunne jeg lige så godt gøre det ordentligt, med boller, smør og ost. Nu gør jeg det hver dag, og det er blevet et mareridt for mig.

Det er noget af det mest ydmygende der findes, at stå bøjet over sit toilet med opkast og rekyl vand i ansigtet og øjne og hals der svier. Når opkastet kommer op i næsen er det endnu værre, og jeg er hele tiden smertefuldt bevidst om, at jeg har gjort dette mod mig selv.

Jeg ved godt hvorfor det sker nu. Jeg har alt for meget at lave, alt for mange projekter og alt for lidt stabilitet, ro, renlighed og regelmæssighed, det er hvad jeg har brug for

tirsdag den 14. februar 2012

Håndværkerflirt

Vi har elektrikere i huset i disse dage. De skal trække nogle kabler, og det er et meget omstændigt arbejde, der skal bores huller i betonen og der skal tages loftplader ned alt imens mænd i arbejdstøj render ud og ind af vores lejligheder.

Jeg var en rigtig klynker** i går, og sad bare på sofaen og havde ondt af mig selv, fordi mit selvværd var helt i bund og jeg ikke syntes at jeg kunne finde ud af noget. Denne blog fandt jeg jævn og kedelig, min bogblog decideret dårlig, og mit spejlbillede kunne næsten få mig til at græde.

Man snakker altid om håndværkere der pifter efter pigerne/damerne, noget som alle andre end lige netop jeg har oplevet. Jeg sad og skrev med nogle af mine veninder og venner om, at det ville booste min selvtillid, hvis en af håndværkerne i det mindste for sjov prøvede at flirte med mig, men det gjorde de selvfølgelig ikke, de sad bare på knæ og trak kabler med ryggen til (ingen håndværkersprække, det ville ellers have fået mig til at skifte mening).

Til hekkenfeldt med det hele, tænkte jeg. Jeg ved ikke helt hvilket billede I, mine læsere, har af mig, men ofte tror folk at jeg bare er en pæn pige, og det ville jeg også gerne være, det lykkes bare ikke. Jeg tænkte, at hvis det ikke nytter noget at sidde i sofaen og se sød ud, så må det vel være mig der skal gøre noget.

Så for sjov gik jeg i gang med at flirte med den stakkels mand, som blev helt forfjamsket. Det var en lille smule sødt. Jeg lovede mine venner at jeg nok skulle være sød ved ham, og det var jeg da også. Jeg har ikke den store erfaring i at flirte, heller ikke selv om jeg lige har læst en moppedreng på 500 sider om emnet.

Jeg prøvede ikke på at få noget ud af mit flirteri, jeg prøvede hverken at score ham eller lokke ham ud og spise på hans regning. Mest af alt var jeg bare nysgerrig på om jeg overhovedet er interessant nok til at fange en mands opmærksomhed. De kommer tilbage i dag for at ordne det sidste, så nu må vi se, om de overhovedet tør komme ind i min lejlighed, eller om de skal have en pædagog med som anstandsdame.

Nu lyder det som om jeg er en pervers rejekælling, men så slem var jeg altså overhovedet ikke.

Til aftensmad måtte jeg krybe til korset og fortælle hvad jeg havde gjort. Pædagogerne syntes at det var sjovt og godt gået (det anses sikkert for at være terapeutisk) og en af de andre piger indrømmede at en ung mand der arbejder her er rimelig hot (det er han også, bare alt for ung til mig) men hendes problem er bare, at han er søn af en af pædagogerne, og den slags forhold fungerer altså overhovedet ikke i praksis (har prøvet at være sammen med min engelsklærers søn, og det var bare ikke sagen).

Jeg ved egentlig slet ikke hvad Kirken siger om flirteri. Selvom den ikke går ind for sex før ægteskabet. I gamle dage skulle man vende ryggen til sin seksualitet hvis man ikke lige var så heldig at være gift, og der blev anbefalet kolde brusebade og lange løbeture, men i de seneste år, har der været en holdningsændring, så nu bliver man anbefalet at (undskyld udtrykket) favne sin seksualitet. Helt præcis hvad det betyder ved jeg ikke, men jeg gætter på, at det har noget at gøre med, at man ikke er bange for de følelser der vælder op i en når man ser en god velformet numse.

Vi er ikke lavet af sten, så vi reagerer på de mennesker vi ser, og ja, nogle af dem vil få os til at føle os seksuelt opstemte. Det er ikke farligt at vende sig om på gaden efter en kvinde eller mand, det er ikke farligt at få hjertebanken når man kommer til at sidde ved siden af ham den lækre fra 3.U, men når det er sagt, så har vi også selv et ansvar for ikke at lede os selv i fordærv, det vil sige til et punkt hvor vores seksualitet er alt over skyggende. Det er selvfølgelig pornografi jeg taler om.

Men hvad så med nøgne damer på et maleri? Forskellen er at porno er produceret kun med seksualitet for øje. Der er også seksualitet i et maleri, men for det meste er der uendeligt meget mere også.
____________________

Rettelse fra Kristoffer:
Når Kirken siger at vi skal favne vores seksualitet, så tror jeg (håber jeg) de mener, den som er givet af Gud til os. Fordi hvis vi bare skal favne en eller anden seksualitet, så bliver det noget rod. Man må tænke at Gud er fantastisk god når han giver os seksualitet som en del af vores liv. Men hvad er flirt? For mig er det et negativt ord, men hvad ved jeg om det. Fordi jeg tænker flirt som noget der appellere til lyst, og ikke nødvendigvis til autentisk kærlighed. For autentisk kærlighed er det eneste der virkeligt kan tilfredstille os mennesker, fordi det er den kærlighed Gud selv har givet os ved sin Søn Jesus Kristus. Jeg har fornyeligt læst en rigtig god artikel om det der med "ingen sex før ægteskabet" Fordi, alle lever jo i en form for cølibat før ægteskabet (eller i hvert fald burde) Men før ægteskabet ligger det en ting i cølibatet, nemlig det at abstinere fra sex. I virkeligheden lever selv giftefolk i et form for cølibat, for det er stadigvæk Jesus Kristus der skal være målet med deres liv. De skal bare ikke abstinere fra sex, de skal få en 6 - 12 børn ;). Men de skal stadigvæk søge Jesus som i et "cølibat" For præster, ordenssøstre- og brødre er denne afholdenhed fra sex livslang. Og hvorfor så det? Fordi at når man gifter sig og derved bør, husk det, indgå i den helt særlige hengivenhed som den sexuelle agt er. For der giver sig selv, med alt hvad man har. Det gør præster og søstre også bare ikke til en person, men til alle personer igennem deres konsekration til Jesus selv. OG så anbefaler kirken forøvrigt stadigt blufærdighed, kolde bade og lange løbeturer. Det er sundt. Både på sjæl og legeme. Det viser ansvarlighed overfor os selv og alle mennesker. Man skal vende ryggen til al ondskab, kort og godt til al synd.

mandag den 13. februar 2012

Om hvorfor jeg hader at handle i weekenden

Mennesker forandrer sig når de har fri, og det er sikkert meget rart for dem, men for en med autisme er det et mareridt.

Normalt kan jeg handle ind und parolen før to eller efter seks, men den går ikke i weekenden, for der handler folk på alle tider af dagen og det er helt vildt irriterende.

Den typiske weekendhandlende er et par i slutningen af 30'erne begyndelsen af 40'erne, og de har børn, to styks, en i vognen og en rendende ved siden af. Følgende rækkefølge variere efter butik, men dette er taget ud fra den Føtex der ligger et stenkast fra mig.
- Klap låge, det mindste barn er fascineret og skræmt, så resten af familien står inde i butikken og kalder på lille Peter, Emilie, Christian eller Sofie (ingen udenlandske navne da indvandrefamilierne har mere styr på det hele.
- Klap låge fortsat, mor læser indkøbslisten igennem mens hun nævner to-tre ting der ikke står på den, hele familien spærrer fortsat for andre kunder.
- Børnetøj, mor haler tøj ned for stativerne og spørger far hvad han mener, far har ingen mening, ældste barn sparker til indkøbsvognen.
- Konserves, mor ved hvad de skal have og skælder bedrevidende på far fordi han har taget flåede og ikke hakkede tomater, og de skal desuden være økologiske.
- Pasta, far og børn vil have hvide spagetti, men mor fortæller dem at de meget bedre kan lide fuldkorns skruer, det er desuden sundere. En gammel dame forelsker sig i lillebror/søsters runde kinder og skal ligge dikke-dikke, dette efterlader ikke plads til at andre kan komme forbi.
- Delikatessen, far og mor diskutere forskellen på parma skinke og proshutto, men beslutter sig cherizo.
- Ost, ostebordet om aftenen skal se dyrt og fint ud, men der skal også sparet, så alle ostene bliver vendt og drejet og diskuteret, der kommer dog også den leende ko og Philadelphia light i vognen.
- Mælk, her tager far hvad der skal bruges mens mor fortæller ældste barn at der ikke skal købes sukkeryoghurt med chokoladedrys. Vognen står og spærrer for minimum to låger men far optager den tredje og mor den fjerde. Folk prøver at række ind over og imellem, men det får bare det hele til at gå endnu langsommere.
- Kød, hele familien er med til at diskutere hvad de skal have mens de går frem og tilbage foran disken. Far vælger bøfferne, det går hurtigt, men han skal lige fortælle hvordan han har tænkt sig at tilberede dem.
- Grønt, mor lader ældste barn udvælge frugten. Dette er en meget langsom affære da arbejdet udføres med aller største omhu, læg især mærke til tungen i mundvigen og rynkerne i panden. Mindste barn er blevet træt af at være nuttet, og h*n keder sig, dette gives der højlydt udtryk for.
- Slik, skrig og skrål og store våde hundeøjne. Far har mest lyst til at give efter, men mor siger nej. de har jo nogle tørrede abrikoser og rosiner derhjemme og det er som alle ved jo meget mindre fedende en slik.
- Køen, Begge forældre sukker, for foran dem står der fire par helt magen til. De tænker at hvis de kører vognen helt op i rumpetten på dem foran, så går det hele nok meget hurtigere. Parret bag ved får samme ide hvilket får vores par til at se sig irritabelt over skulderen.
- Båndet, ældste barn vil lægge varerne på båndet, alle varerne, mor rækker ham/hende varerne enkeltvis, og de bliver derefter smidt eller omhyggeligt lagt på båndet alt efter barnets køn og alder.
- Kassen, mor er uenig i prisen på mango, hun mener den er 5 kr billigere, så der skal ringes ned til grøntafdelingen. Kassen har ret, så far og mor diskuterer om de så skal have den eller ej.

Denne proces tager ca en time (mit sædvanlige indkøb tager 10-15 minutter). Jeg er selvfølgelig ikke fanget bag det samme par hele vejen men gangene er fyldt med dem og de fylder så meget og går så langsomt, at det er til at få spat over.

Derfor hader jeg at handle i weekenden. Den menneskelige race er nemlig langt mere behagelige når man ikke behøves at have nærkontakt med dem.

søndag den 12. februar 2012

Det der med de der drenge

For længe længe siden, en gang i begyndelsen af sidste år, blev jeg kontaktet af en psykolog der ville oprette et botilbud for selvskadende piger med aspergers syndrom, det første af sin art i landet. Det blev efterfulgt af en hel serie af samtaler med den psykolog der skulle stå for stedet. Jeg skulle fortælle hvad det egentlig vil sige at være en af disse piger, hvordan tænker vi, hvad føler vi, hvordan skal man behandle os. Det var nogle meget store og generelle spørgsmål, som jeg ikke følte mig helt kvalificeret til at besvare, men jeg kunne i det mindste fortælle min historie.

Jeg fik løbende underretninger om hvordan det skred frem med dette bosted, og selvom jeg kun hørte til ude i periferien, så blev det alligevel mit hjertebarn, og jeg glædede mig ved tanken om, at disse piger kunne få den hjælp og støtte, som jeg havde været foruden (vil lige her indskyde at jeg både i psykiatrien og på mit sidste botilbud mødte mennesker med en stor hjertevarme der hjalp mig rigtig meget selvom de egentlig ikke var gearet til en som mig).

Pludselig var botilbudet for piger en realitet, det var ikke bare en ide, men en bygning med møbler og personale, og de første piger blev godkendt, og pludselig fandt jeg mig selv midt i blandt dem, selvom jeg vidst nok er en lille smule for gammel. Jeg fik at vide, at der godt nok kom til at bo to drenge, men det ville jeg ikke komme til at mærke noget til.

Så flyttede jeg ind, og det blev hurtigt klart, at den dreng der ind til videre er flyttet ind er lige så synlig i gadebilledet som pigerne, hvis ikke mere. Det tænkte jeg i første omgang ikke videre over, han er jo sød og rar og opfører sig pænt, så fred være med det.

I går fandt jeg så ud af, at det ikke længere er to drenge men derimod tre, det havde personalet bare lige glemt at fortælle mig. Om det i første omgang var overraskelsen der fik mig til at reagere, det skal jeg ikke kunne sige noget om, men jeg reagerede i hvert fald kraftigt og sad længe og græd og beklagede mig.

Jeg har ikke noget imod drenge, de kan være søde og sjove at snakke med, men mine illusioner brister. Inden for asperger miljøet har der i årtier mere eller mindre udelukkende været fokus på drengene, og al den hjælp en asperger kan blive tilbudt er tilrettelagt så det passer til drengene, og det gør at mange piger for det første ikke bliver diagnostiseret og for det andet ikke kan få kvalificeret hjælp.

Dette skulle være vores lille frirum, vores lille oase midt i en drengeverden, men lige så stille bliver det taget væk fra os. Jeg giver ikke drengene skylden, de trænger jo også bare til et sted at være, jeg er bare sur over at nogen inden for kommunen mener at det bør være her.

Pædagogerne siger at jeg ikke skal bekymre mig, at det stadig er forbeholdt piger, men det der forbeholdt mister sin betydning jo flere drenge her kommer. Jeg stoler ikke længere på dem, for det er jo i sidste ende ikke dem der vælger hvem der flytter ind. Jeg tror ikke længere på at dette er et behandlingstilbud for piger. Jeg tror at drengene lige så stille vil tage mere og mere af pædagogernes tid til der ikke længere er plads til os piger. Jeg tror ikke det er noget drengene gør med vilje, drenge har bare behov der er mere tydelige og mere håndgribelige, så det er naturligt, at pædagogerne tager sig af de ting først.

Mens jeg sidder og skriver dette kan jeg mærke tårerne stige op i øjnene på mig endnu en gang. Det er jo mit hjertebarn de tager fra mig og river i stumper og stykker.

Jeg har brug for en forklaring, jeg har brug for at der er en der ved hvad hun taler om der sætter sig ned med mig og forklarer mig helt præcis hvem de drenge er, hvorfor de har brug for at være her, hvorfor nogen har besluttet af de skal være her, og hvem det er der beslutter det. Jeg har brug for at vide det, så jeg har en chance for at forstå. Jeg har brug for at forstå for at jeg kan acceptere det. Jeg har brug for at acceptere det for at kunne finde ro.

Nu kommer tårerne og trangen til at skære, men jeg ved stadig ikke om det reelt er det med drengene der generer mig eller om det er overraskelsen over at pædagogerne endnu en gang glemte at fortælle mig om vigtige ændringer.

lørdag den 11. februar 2012

Om at gå til skrifte

Samvittigheden er en muskel der skal trænes, lige som alle andre. Mange mener i dag at man skal træne sig selv i ikke hele tiden at føle sig så skyldig, men det mener jeg bestemt er en misforståelse, det drejer sig i stedet om at lære at føle skyld på den rigtige og konstruktive måde.

En synd er når man i et øjebliks svaghed vender sig fra Gud, eller i ateistiske vendinger, gør noget der skader en selv eller andre fysisk, psykisk, økonomisk eller åndeligt. Og skrifte er hvad man går for at råde bod på det.

Anger er et bedre ord end skyld for hvad man bør føle når man har begået en synd. Når jeg går ind i skriftestolen kan det ikke nytte noget, at jeg er opløst i tårer og synes det hele er noget så forfærdeligt. Hvis jeg har det sådan, bør jeg hellere vendte et par dage, for det jeg føler er ikke anger overfor Gud fordi jeg har vendt mig væk fra hans kærlighed, men derimod en stor portion selvmedlidenhed. "Jeg gjorde det og det galt, men i virkeligheden er det synd for mig, for jeg gjorde det jo fordi...".

Selvmedlidenheden er det ondes forsøg på at bagatellisere hvad vi har gjort. "Jeg har ikke brug for en præst, jeg går direkte til Gud med mine synder". Sådan tænker mange, men gør man så også det, eller går man til ham med sin selvmedlidenhed? Gud ved hvad der gemmer sig i vore hjerter, og han tilgiver os længe før vi kommer og siger undskyld, så skriftemålet er der for vores skyld, det er der for at vi kan træne den muskel der er vores samvittighed. Jo mere trænet vores samvittighed er, jo bedre bliver vi til at opføre os rigtigt i Guds og menneskets øjne.

Skriftemålet er en af de ting der virker mest skræmmende i mange katolikkers øjne, og det er en af de ting ikke-katolikker oftest spørger ind til. Det er da også en provokerende ting at skulle fortælle et andet menneske alle ens dybeste hemmeligheder og største svagheder. Man prøver at bløde det op ved at sige, at det jo ikke er præsten, men Gud man siger tingene til, men det ændre ikke ved det faktum at der sidder en mand af kød og blod over for en (evt med en gittervæg imellem jer). Så ja, skriftemålet er noget skræmmende noget, men det er virkelig det værd.

Jeg har prøvet masser af antidepressiver og angstdæmpende medicin, og jeg har haft samtaler med psykologer, psykiatere, sygeplejersker og pædagoger, men intet har hjulpet mig helt lige så meget som et godt skriftemål.

fredag den 10. februar 2012

En lille indrømmelse

Jeg må trække nogle af mine grimme ord om sport i mig igen, for jeg var til fodbold i går, og det var faktisk lidt sjovt.

Ting er først rigtigt sjove når man er god til det, og jeg er vandt til at være god til de ting jeg gør, men jeg er ikke god til fodbold. Træneren roste mig godt nok en hel del, men jeg ved at jeg kunne være meget bedre hvis jeg turde give slip, men det gør jeg ikke, for jeg er rædselsslagen for at gøre mig til grin. Jeg vil hellere være cool og dårlig end god og kikset og det er bare for folkeskoleagtigt.

Jeg tør ikke løbe efter bolden, for når jeg når derover så er den sikkert væk igen, og så står jeg tilbage og ligner et fjols. Når jeg ser på de store drenge der så let som ingenting dribler bolten ned af banen, og so, hvis man løber efter dem, skyder bolden videre lige for næsen af en, som i den hånlige leg smørhul.

Jeg tør ikke løbe efter bolden, for smørhul er altid den der bliver drillet i skolen, eller rettere, så bliver man smørhul fordi man bliver drillet. Drengene til fodbold kender mig ikke, de kan ikke en gang mit navn, så de er ikke ude på at drille mig, de er der bare for at spille fodbold, og jeg forsøger ikke at anklage dem. Det er nok bare mig der er blevet lettere traumatiseret efter min tid i folkeskolen.

Jeg husker stadig pigerne i klassen, hvordan de, da vi nåede en hvis alder, stoppede med at gøre sig umage med sport. Jeg husker hvordan de skød brystet frem, viftede med hænderne og i det hele taget var bange for at svede. Det var direkte usejt at gå efter bolden. Jeg kan huske hvor tåbeligt det så ud, men nu griber jeg så mig selv i at gøre præcis det samme.

Der ud over er jeg bare ikke ret god til det der sport, hvilket er en af grundende til at jeg ikke kan lide det, for jeg kan godt lide at være god til noget. Min far har allerede været i gang med at undskylde, at han ikke har haft gode sportsgener at give videre. Jeg holder rigtig meget af min far, men lige nu kunne jeg godt have tænkt mig, at han var en af den slags fædre der sparkede rundt med en bold sammen med min søster og mig.

Mange ting kan man lære. Man kan lære teknik, taktik og udråb, men jeg mangler en grundlæggende fornemmelse for bolden, og jeg er i tvivl om, om man bare lige kan lære det. I min optik er en bold noget man skal komme af vejen for, ikke i vejen for.

torsdag den 9. februar 2012

om at melde afbud

Jeg blev jo førtidspensionist for, at jeg ikke skulle stresses ud i en depression af arbejdsmarkedet, men jeg klarer det fint med at stresse mig selv. Jeg elsker at arbejde på denne blog, men for at have noget at skrive om, skulle jeg gerne der ud i livet og opleve noget. Det kræver ikke så meget af mig at skrive disse indlæg, men hvad livet angår, så presser jeg mig selv ret hårdt.

Jeg har på fornemmelsen, at nogle mennesker bare lever livet, men for mig kræver det en del forberedelse. Hvis jeg skal mødes med nogen er det vigtigt for mig, at jeg lige har læst en bog de ville finde interessant, skal jeg til skrifte, skal jeg lige læse op på skriftemålet og dets betydning, det samme gælder den tilbedelse jeg skrev om i går. Jeg går endda til fitness for at jeg kan skrive om hvorvidt det dersens motion overhovedet hjælper på humøret, sådan for real.

Når jeg sidder i kirken sidder jeg og tænker på den perfekte formulering "... og foldede hænderne, men jeg kunne ikke bede", "...og med foldede hænder prøvede jeg at bede en lille bøn", "...og foldede hænderne i en bøn der ikke ville komme til mig" bingo. Hver gang jeg går ned ad gaden og ser eller læser noget sjovt, tænker jeg på om det kunne blive til et blogindlæg, som for eksempel den nye kampagne "for grim til Føtex".

Nogle gange skal der også ske noget ekstraordinært, som når jeg for eksempel skal har fået anmelderbilletter til teaterpræmieren på Hallerne. Det er selvfølgelig virkelig fedt, men det kræver noget arbejde, og det kræver især, at jeg træder udenfor min sikkerhedszone, noget vi autister ikke er så gode til.

For at sige det som det er, så begynder jeg at blive lidt træt, ikke træt af det, bare træt. I dag skulle jeg have været i Aarhus for at drikke kaffe med en kammerat, men jeg kunne godt mærke at det ville være for meget, jeg trænger til en fridag, eller en næsten fridag, for jeg skal til fodbold i aften. Jeg havde ikke spor lyst til at melde fra, men jeg gjorde det alligevel. Min kontaktpædagog sagde at det var godt, men jeg føler mig som taber der ikke en gang kan drikke en kop kaffe med en kammerat uden at blive stresset.

Men for at være ærlig, så føles det nu godt at sove længe og bare sidde her og skrive lige så stille og roligt uden hele tiden at skulle se på klokken fordi jeg skal ud af døren.

onsdag den 8. februar 2012

Min præst er en superhelt

Jeg var til tilbedelse i går i min kirke.

Av for katten, det er et provokerende ord. Straks kommer man til at tænke på mennesker der hulker af glæde mens de vifter med armene og med skinger stemme råber "I love you Jesus/Elvis/Jusin Bieber". Straks kommer man til at tænke på TV prædikanter der i Jesu navn påkalder Jesus over dig og helbreder dig for den nette sum af 500 doller. Men i virkeligheden er tilbedelse noget ganske smukt og simpelt.

Tilbedelse er en erkendelse af Guds storhed, at han blev menneske og blev korsfæstet og døde for vores synders skyld. Ægte tilbedelse kan kun være tilbedelsen af Gud (og nej, dette inkluderer ikke Michael Jackson). Tilbedelsen kan tage mange former, men den slags jeg var til i går var den stille fordybende slags, hvor man i 30 minutter sidder foran Jesus og fordyber sig.

Præsten kom ind i et messehagel i noget tykt gyldent stof, der fik ham til at ligne en superhelt. Vi katolikker mener at brødet og vinen ER Jesu Kristi legeme og blod og i et lille pengeskab bag ved eller ved siden af alteret ligger opbevares hans hellige legeme. Ud af skabet tog præsten et lille stykke af Jesus og placerede det i en monstrans (en gylden tingest til at udstille Jesu legeme i). Menigheden knæle og så stod den ellers på tilbedelse, stille bøn, meditation eller hvad man nu godt kan lide at kalde det.

Jeg var der på grund af min veninde Måne der skal indlægges på anoreksiklinikken i dag. Det bliver godt at hun endelig får noget hjælp, men det bliver også hårdt, for hun er meget syg. Der er ikke meget jeg som person kan gøre for hende, for hun er langt væk (geografisk, ikke mentalt), så jeg kan ikke bare lige komme forbi og holde om hende og sige at alt bliver okay igen en skønne dag. Hvad jeg dog kan gøre er at opofre mine bønner for hende.

Så derfor sad jeg altså der i kirken en tirsdag aften og foldede hænderne i en bøn der ikke ville komme til mig. Der er ingen der siger at det skal være let at bede, men det ville nu være rart hvis det var.

Det fortælles om sankt Benedikt (grundlæggeren af det vestlige munketraditionen i Europa) at han en gang kom ridende på sin hest da han kom forbi en bonde til fods.
- Det var da en grumme fin hest du har dig der, hvad er du siden du kan tillade dig at ride rundt så højt til vejrs så du ikke søler dine klæder til?
- Jeg er munk.
- Hvad laver en munk siden du kan tillade dig at ride rundt så højt til vejrs så du ikke søler dine klæder til?
- Vi beder.
- Jeg kan da også bede, men ser du måske mig sidde på sådan en fin hest?
- Ved du hvad, hvis du kan bede fader vor til ende uden af blive afbrudt, så kan du få hesten.
- Ikke ringe.
Bonden lukkede øjnene og foldede hænderne.
- Fader vor, du som er i himlen, hellige vorde dit navn...
Bonden åbnede øjnene og så på sankt Benedikt.
- Får jeg også sadlen med?

Det er svært at bede, men det gør ikke noget. Tricket er at bevare fatningen selv når man kommer til at tænke på andre ting. Selv fik jeg øje på en vimpel der bevægede sig i vinden, og jeg blev fuldstændigt hypnotiseret af den, og det var egentlig hvad jeg fik de 30 min til at gå med.

Tilbedelsen sluttede af med en sang på latin, og selvom mange tror det, så er latin sjældent brugt i vore moderne tider, hvilket lidt er en skam, for det er sådan et smukt sprog. Præstens stemme fyldte hele kirken, og det slog næsten benene væk under mig, for jeg har haft mange rigtigt gode præster i tidens løb, men en præst der kan synge, det hører til sjældenhederne

Den efterfølgende messe blev indledt med en sang og her er et vers til dig, Måne:
Vær du mig nær! Nu aften sænker sig,
snart mørket råder, vær du nær hos mig!
Når andres hjælp og trøst er intet værd,
du, hjælpeløses hjælp, vær du mig nær!
(nr 564 i den gamle røde)


Under messen kom konsekrationen hvor Gud gennem præsten forvandler brødet og vinen til Kristi legeme og blod, se det er langt mere imponerende end hvilken som helst superhelt.

Jeg var fristet til at modtage kommunionen (nadveren) selvom jeg har syndet siden mit sidste skriftemål (ikke noget super alvorligt, bare en helt masse småting), jeg ville så gerne 100% blive en del af denne min nye menighed, men det ville have været en større synd end alt småtteriet til sammen, så det var godt at jeg kom til fornuft.

tirsdag den 7. februar 2012

Wonderwoman here I come

For at sige det som det er, så har jeg i tidens løb nok udtalt mig en kende negativt om sport og motion. Jeg er ikke den store fan af nogen af delene, hverken som tilskuer eller som udøver, alligevel kan jeg nu blot iagttage hvordan jeg langsomt bliver suget ind i en verden af ømme lår, sure tæer og svedige armhuler, og jeg må indrømme at det ikke er helt så slemt som jeg havde frygtet.

Det siges, at man på grund ef endorfiner, dopaminer og seratoniner bliver lykkelig og afhængig af det dersens sport. På papiret lyder det meget fornuftigt, videnskaben er jo i orden, lægerne/forskerne ved jo hvad de taler om, men når så jeg står nede i fitnesscentret (jeg meldte mig ind i går) og jeg tvinger mig selv til at sætte det ene ben foran det andet, så tænker jeg mest 'hvor sygt er det her lige?'.

I sidste uge startede jeg så til fodbold, og i denne uge er det så fitnesscentret, det kunne i hvert fald godt på overfladen se ud som om jeg er hooked. Det ville være lidt af en overdrivelse, men jeg har accepteret udfordringen. Hvor hurtigt går det før jeg efter sigende er lykkelig? Kan denne dovne krop forvandles fra en opgivende sæk kartofler til wonderwoman inden jeg bliver utålmodig og dropper det hele.

Nede i centret stillede jeg mig op på et løbebånd og trykkede mere eller mindre tilfældigt på nogle knapper, og båndet begyndte at køre, langsomt, meget langsomt. Langsomt satte jeg tempoet i vejret, men ikke meget, for jeg har fået et død sygt træningsprogram jeg skal følge, og min kontaktpædagog så strengt på mig, og spurgte om jeg havde snydt.

Jeg gik 1 km, luntede 1 og gik ½. Den første kilometer var den længste og kedeligste i mit liv. Jeg havde rigtig god tid til at iagttage de andre løbere, mange af dem var decideret kvabsede, men alligevel løb de hurtigere, længere og i længere tid end mig. Det var helt usandsynligt pinligt, og jeg havde lyst til at sætte farten i vejret og råbe til dem alle sammen, 'se, jeg kan sagtens, det er bare den dumme plan der forhindrer mig i at gøre det', men jeg er en god pige, og jeg gør hvad der bliver sagt, næsten i hvert fald.

Da jeg var ved at være færdig med min km løb kunne jeg ikke nære mig, og jeg skruede op for farten. Det var faktisk rart at mærke musklerne arbejde, og blodet der pumper rundt i kroppen så det suser for ørerne, men det varede kun kort, så måtte jeg ned i gåtempo, så jeg kunne varme lidt af (i modsætning til at stoppe helt op og køle af, hvilket efter sigende skulle være meget usundt).

Jeg sugede til løb som en overdimensioneret Nilfisk, men den gamle mand til min venstre side kørte med klatten. med lange elegante skridt løb han i et højt tempo og op af bakke uden at være det mindste forpustet. Okay, når jeg siger gammel, så mente jeg ikke just 80, men over 65, det var han i hvert fald. Jeg kunne ikke lade være med at være en lille smule misundelig, for jeg er sikker på, at løb er meget sjovere, når man er så god.

Jeg selv følte mig som et præmieeksemplar på den sofa vælgende, slik spisende, fjernsyns gloende ungdom der ikke kunne løbe 1 m om det så var for at redde livet (modsiger lidt mig selv, for har jo lige sagt at jeg luntede 1 km, men jeg tillader mig visse kunstneriske friheder).

søndag den 5. februar 2012

Modeuge

I går sluttede den halvårlige modeugen i København, og jeg må sige, at det ikke har haft den ringgeste indflydelse på mit liv herovre i det mørke Jylland. Hvis man vil vide noget om modeugen er det ellers blogsne man skal vende sig imod, hvilket nok tyder på, at det ikke er helt så vigtig en begivenhed som man gerne vil gøre det til.

Hundredvis af modebloggere fra hele landet, men nok hovedsageligt hovedstadsområdet strømmede til for blandt andet at se Eccos nye kollektion (og folk plejede at grine af mig, når jeg fortalte, at jeg blev konfirmeret i Eccosko).

I min research omkring modeugen har jeg læst et par blogindlæg, og jeg må indrømme, at jeg ikke er synderligt imponeret. Det er de færreste bloggere der kan leve af det, men for en populær modeblogger kan deres skriblerier indbringe dem godt og vel 10,000 kr om måneden. Det er selvfølgelig ikke en formue set i forhold til hvor mange penge de i sagens natur må bruge på tøj og andre obligatoriske livsstilsgoder, såsom champagnebrunch og sushi.

Okay, nu er jeg kommet til at lyde så misundelig, og det er jeg måske også lidt, men fred være med dem. Det er jo helt naturligt at der er flere penge i at skrive om mode end om sygdom og religion (hørte i det, alle jer der mener, at religion bare er en pengemaskine, jeg får ikke en klejne). Jeg kunne måske bare ønske mig, at man fik mere for pengene, eller rettere, at man virkelig følte at det var værd at glo på alle de reklamer som betaler pengene. Jeg ville nok ikke være meget bedre selv, og selvom jeg ville elske at have nogle dage i københavn, så ville jeg hade at være fanget på rådhuset til modeshows, når der er så mange andre og i mine øjne mere interessante ting at se, og så mange gamle venner at møde.

Eftersom jeg ikke ved ret meget om mode, så burde jeg nok ikke udtale mig overhovedet, men eftersom dette er en blog og hele princippet bag blogging er, at man bar japper løs om noget man egentlig ikke har forstand på, ja, så skriver jeg videre med fare for at gøre mig selv til grin og forhadt.

For mit utrænede øje mangler der en del i modebloggernes dækning af modeugen. Hvor er analyserne af forårets tendenser? Hvad er hot og hvad er not? Måske forventer jeg for meget, mange af dem er trods alt meget unge, og som jeg i ånden af hvad jeg skrev lige før, så er blogs IKKE det samme som et modemagasin, det er en lettere og mere tilgængelig genre fordi de er skrevet af folket til folket, set er i virkeligheden ren socialistisk underholdning til masserne. Det kom til at lyde ondt, men sådan var det faktisk ikke ment. Jeg kan faktisk godt lide tanken om, at det er de unge selv der beslutter hvad der er relevant for dem, og mine beklagelser over, at fagligheden mangler, er nok et tegn på at jeg er blevet for gammel.

Trines wardrobe
stine goya’s show er altid et af dem jeg glæder mig mest til. hun er så god til at lave et helstøbt show, hvor der både er fokus på tøj, make up, styling, smykker og ikke mindst omgivelserne.


Et fashion fund
Det har været vildt spændende at se alle de kommende kollektioner, men fredag morgen da vi begge vågnede med ondt i halsen af at fryse non stop i 3 dage, var det altså lidt hårdt at komme i gang


Gina Jaquelinee
Så det ikke selv, gjorde I? Billedet taler vidst for sig selv. Et af dagens første shows Cph fur og massevis af aktivister med maling. Jeg var for meget.


Læg lige mærke til at dette er et helt indlæg om mode og modeugen uden et eneste billede. Læg dernæst mærke til baggrundsbilledet, det skovmandsskjorte siger lidt om hvor lidt jeg ved om mode.

Altid en undskyldning

Det er som om jeg altid har en undskyldning for ikke at gå i kirke. Jeg vil så gerne, men jeg kan ikke få mig selv ud af døren, det er som om jeg er groet fast i sofaen, men ikke på den der ah hvor sidder jeg bare godt agtige måde, men på en hvis jeg bevæger mig ud af min lille sikkerhedszone så styrter himlen ned om ørerne på mig agtig måde, så jeg bliver siddende og får ingen verdens ting ud af dagen.

Jeg har boet på mit nye bosted i 2½ uge nu, og jeg har først i fredags fået hængt de sidste billeder op (jeg mangler stadig gardiner). Det hele er så forfærdeligt nyt, min situation, personalet, de andre beboere, byen, you name it, og for en autist er det noget voldsomt stressende noget.

Jeg lader som om det er helt fint, jeg lader som om jeg kan klare hele verden og verdenshavene med, men i virkeligheden er jeg meget skrøbelig, det er derfor jeg har været så selvskadende på det sidste. Jeg siger til personalet, at jeg vil behandles som en voksen, men i virkeligheden vil jeg klappes på hovedet som et lille barn, for alt det nye er så skræmmende. Jeg vil have at nogen fortæller mig hvad jeg skal gøre og hvordan jeg skal leve mit liv, men kun hvis de siger noget jeg kan lide.

Jeg magter ikke også at skulle forholde mig til en ny menighed, og en ny præst. Det er en ret fesen undskyldning det ved jeg godt. Hvordan kan jeg den ene dag have veninder til boller, hjemmelavet marmelade og Pepsi max, og den næste dag sidde rystende og ikke kunne komme af sted til kirke? Det er simpelthen for dårligt, det ved jeg godt. Vi havde det så hyggeligt i går, men det var var også anstrengende, og jeg blev så træt efterfølgende, men ikke så træt, at jeg ikke burde kunne komme af sted.

Jeg ved egentlig ikke hvor kirken ligger, men det burde jeg kunne finde ud af, men jeg får det ikke gjort. Jeg tør ikke, for hvis jeg ved hvor den ligger, så er det som om der ikke længere er nogen undskyldning for ikke at komme af sted, og lige nu har jeg brug for mine undskyldninger.

Jeg er katolik, og det forventes af os at vi går i kirke hver søndag og på visse helligdage, for hvordan skal man ellers kunne vokse i sin kærlighed til Gud? Jeg ved jo, at de har ret, jeg mærker det da også på min egen krop hvordan kærligheden bliver afkølet og sygner hen når jeg går for længe uden en åndelig saltvandsindsprøjtning.

Gennem mit arbejde som anmelder for Pastoralcentret og Katolsk forlag har jeg fået en forsmag på noget af alt det jeg går glip af (eller en eftersmag på det jeg havde en gang) og mit hjerte græder, for det ville jeg så gerne have (igen).

Kære Gud
Kun du ved hvad der i sandheden findes i vore hjerter, men jeg tror at jeg ved, at det ikke skyldes dovenskab, at jeg ikke kommer i kirke. Jeg håber dog at du alligevel kan finde mig i min lille lejlighed her i ******, og at du vil kaste dine kærlige øjne på mig og velsigne mig med den glæde der kun findes i dig.
Lad mig finde styrken til igen at vende ansigtet mod dig og i sandhed sige "din vilje ske, ikke min", men lige nu er jeg egoistisk og bliver under tæppet.
Kærlig hilsen
Mig


Det lyder jo noget så flot, når jeg beskriver det sådan, og det er jo sådan jeg har lært at man bør bede, men jeg har jo i virkeligheden mest af alt lyst til at sige noget i retningen af

Hey Gud
For pokker da også, nu sker det igen at jeg ikke kommer af sted til kirke. Jeg ved at jeg burde, jeg ved at jeg egentlig skulle sige "din vilje ske, ikke min" men det er så svært og jeg har brug for mennesker af kød og blod til at støtte mig i min tro, men dem jeg har er så langt væk, og dem i min egen by kender jeg ikke, og jeg tør ikke lære dem at kende.
Hvis jeg nu sidder herhjemme og er meget from, tilgiver du mig så? Det er ikke sådan det foregår, det ved jeg jo godt, men det er lettere at tænke på den måde.
Kram,
Mig


Jeg er altid kommet med dårlige undskyldninger. Undskyldninger for ikke at gå i skole, ikke lave mine lektier, ikke rydde op, ikke at tage til fest, ikke at gøre noget. Pædagogerne siger, at det var fordi jeg med mit handicap ikke kunne alle de ting, men hvor går grænsen mellem ikke at kunne noget, og så være for doven til i det mindste at prøve. Først hadede jeg at tænke på mig selv som doven, men nu om dage kan jeg egentlig godt lide det lidt, for det betyder, at der er noget jeg kan gøre ved det. Hvis jeg ikke kommer af sted pga dovenskab, så betyder det, at jeg måske en dag kan tage mig sammen og komme af sted til kirke hver søndag.

Et alternativ kunne være at jeg skrev til præsten og fik kontakt med en fra menigheden der kunne være min handicaphjælper, en der kunne hjælpe mig til og fra kirke, men det betyder igen at jeg bliver nødt til at tænke på mig selv som handicappet, og det er hårdt.

lørdag den 4. februar 2012

Miss Havisham


Miss Havisham er min yndlings Dickens karakter fra "Great expectations", ikke fra bøgerne som jeg aldrig fik pløjet mig igennem (den mand er besat af indskudte sætninger), men fra BBC filmatiseringerne som jeg lappede i mig i stor stil.

Miss Havisham var en rig og forkælet ung kvinde da hun blev forladt af sin forlovede mens hun var ved at iføre sig sin brudekjole. Rasende lader hun alle ure stoppe og bruger resten af sine dage på at vandre hvileløst rundt i det store hus hvor alt står som det gjorde den skæbnesvangre dag. Urene står stille, musene lejer på det støvede men ellers fint opdækkede bord, og miss Havisham nåede aldrig at iføre sig sin anden sko. Hun bruger sin adoptivdatter, Estalla, til at hævne sig på mandskønnet, men ender bare med at gøre en ung mand dybt ulykkelig. hun ender sine dage i en brand.

Nogle dage, når weekenderne truer med at klemme det sidste luft ud af mine lunger, så føler jeg mig som en miss Havisham der vandrer hvileløst rundt i mine stuer efter en lindring der ikke findes noget steds, og efter jeg er flyttet er det som om det er blevet endnu værre.

I løbet af sommeren var det som om der skete en positiv forandring med mig, det var som om jeg var ved at blive voksen, men nu efter min flytning føler jeg mig slået hjem i ludo. Måske er det bare alt det nye, måske er det fordi jeg endnu ikke har fundet min plads i gruppen af unge og pædagoger. Jeg siger til dem, at jeg gerne vil behandles som en voksen, men hvordan kan de det, når jeg opfører mig og føler mig som et barn der kæmper for at finde sin plads i livet.

Og mere en nogensinde før føler jeg mig som en anden Miss Havisham når jeg vandrer hvileløst rundt i mine stuer. Her er rent, men her virker støvet. Urene går, men tiden står stille. Jeg har sweatpants på, men alligevel hører jeg brudekjolens tørre knitren. Jeg bliver et med denne ynkværdige karakter, og jeg føler hendes smerte, men jeg vil leve, jeg vil ånde frit og tage mine løbesko på og storme af sted over sneen.

Det sidste blev det dog ikke til, men jeg åbnede alle dørene og vinduerne i min lejlighed, og lod frosten komme ind, men der blev ikke friskt, bare koldt.

Jeg endte med at have en ganske hyggelig aften sammen med pædagogerne, men det er en helt anden historie.

fredag den 3. februar 2012

dårligere til fodbold end en mongol

Jeg havde været ude og investere i nyt tøj, for det vigtigste er jo at se godt ud på banen. Nej, det mener jeg jo ikke en gang selv, men jeg var så nervøs ved at skulle starte til handicapfodbold.

For en uge siden mødtes jeg med en anden aspergerpige her fra byen, og hun inviterede mig med til træning. Jeg sagde med det samme ja, ikke fordi jeg interesserer mig synderligt for fodbold, men fordi jeg altid har ønsket at komme i form, men ikke har selvdisciplinen til at klare det selv. Men jeg sagde også ja, fordi jeg på mit tidligere bosted savnede at have en omgangskreds i byen hvor jeg boede, og det ville jeg gerne gøre bedre her.

Jeg hader at gå i butikker, men alligevel dristede jeg mig ind i fire forskellige butikker for at finde det perfekte dres. Jeg fandt det ikke, men jeg fandt noget, som jeg i det mindste kunne vise mig i uden at rødme, sko, bukser, t-shirt, bluse og en lilla elastik til at have om hovedet (får selv referencebilleder til lilla bleer). Tøjet er måske ikke det aller vigtigste, men når man er så selvbevidst som jeg er, så spiller det en stor rolle. Jeg er i forvejen flov over mit udseende, så hvis jeg samtidig skulle være flov over tøjet, så ville jeg ende med at sidde på bænken og skamme mig for meget til overhovedet at spille med.

Opvarmningen gik godt, jeg var hurtig, fokuseret, og i forhold til, at jeg aldrig rigtigt har spillet fodbold, så ramte jeg målet temmelig godt. Min selvtillid fik dog lidt et knæk da vi skulle til at spille kamp. Som pige iblandt hovedsageligt stor udviklingshæmmede drenge, følte man sig lidt som et bump på banen, og meget af tiden galt det bare om at komme af vejen, for de vidste ikke hvornår man skulle sige stop, så i kampens hede var de nærmest farlige. Jeg skulle dog ikke være alt for bekymret, for bolden kom næsten aldrig min vej alligevel, hvilket på sin vis var godt, for så slap jeg for at gøre mig selv til grin, men så alligevel, jeg var jo kommet der for at spille fodbold, så ville jeg da også gerne have lov til at spille fodbold.

I ugen der er gået har jeg flere gange spekuleret på, om jeg virkelig hørte til på et handicaphold, ja, jeg er handicappet, men er jeg virkelig SÅ handicappet? Det var jeg så, for på banen var det bestemt ikke let at være autist, og jeg følte mig endnu mere autistisk end jeg plejer.

Der var en dreng på holdet med downs. Han var lille og rund, og ramte ikke bolden alt for godt, men når han fik bolden, var al hans opmærksomhed rettet mod den, og så gik den ellers derudad. Når jeg fik bolden, var jeg så forvirret over alt hvad der skete rundt omkring mig, at jeg først måtte standse bolden for at orientere mig, før jeg kunne gøre mig nogen forhåbninger om ikke at gøre mig selv til grin. Så det er med en hvis stolthed at jeg siger, at jeg er dårligere til fodbold end en mongol.

torsdag den 2. februar 2012

Undskyld jeg er kristen

Hvorfor er det lige, at jeg hele tiden synes, at jeg bør undskylde for min tro? Når jeg fortæller folk at jeg er kristen, bliver det næsten altid fulgt op af, 'men jeg skal nok lade være med at missionere'.

Hvad jeg mener er, at jeg nok skal lade være med at slå dem i hovedet med Biblen og fortælle dem at de er frygtelige mennesker der alle som en ender i helvedet, men så frygtelige er mine venner altså heller ikke, men hvad vil det egentlig sige at missionere?

Mission betyder bare 'udsendt', eller i sin kristne form 'udsendt for at forkynde evangeliet', men hvad vil det sige at forkynde, skal man absolut stille sig op på en stol og læse højt fra Biblen med en dunderstemme? Er det ikke lige så legalt bare at gå i forvejen med et godt eksempel? Nu ved jeg ikke lige om jeg vil tælle som et godt eksempel, mit liv er fyldt med menneskelige fejl, og mindre ædelmodige følelser som bitterhed, misundelse og glæde ved andres fejl.

Da jeg startede denne blog, håbede jeg, at jeg virkelig kunne få udløb for min religiøse side, men også her trækker jeg følehornene til mig, og skriver i stort omfang om andre ting. Nogle gange tager jeg mod til mig og skriver om religiøse emner, eller mere eller mindre kunstigt vinkler et ikke religiøst emne til alligevel at have nogle troselementer, men når jeg gør det, så frygter jeg straks at miste læsere, for jeg nærer en dyb mistro til mine medmennesker og deres tålmodighed med hvad som helst der har med kristendommen at gøre.

Venstreorienterede og folk der er spirituelle (uden for en af de gængse religioner) de har i vores samfund folkets accept til at missionere, og de gør det i nogle tilfælde på den mest ucarmerende måde. Hvorfor er det så mindre legalt at missionere når man er kristen?

Jeg ved godt at min tro ikke altid har den mest ædle historie, jeg ved godt at inkvisitionen var en forfærdelig ting, men det er mange år siden, hvorfor skal det gå ud over mig i dag? Ville folk drømme om at diskriminere tyskerne på grund af 2. verdenskrig? Okay, nogle vil nok, men selv om det dog er under 100 år siden, så er det mindre legalt end at diskriminere kristne.

Måske er det jehovas vidner der har ødelagt vores ry. jo jeg fortæller da gerne historien om da jeg hele seks gange blev stoppet af vidner på min tur ned gennem strøget, men egentlig genere det mig ikke så meget, for de har altid behandlet mig pænt.

Dette er ikke et manifest, dette er ikke begyndelsen på 'fire and brimstone'. Undskyld, for selvom jeg er kristen, så skal jeg nok lade være med at missionere.