Til stor distraktion

Synet af den er ikke særligt imponerende

Undskyld. Jeg havde 2-3 ganske fornuftige emner at skrive om i dagens blogindlæg, men min krop og min hjerne vil ikke samarbejde. Jeg har fåret et bygkorn, sådan en rigtig væmmelig øm dut på slimhinden ved det ene øje, nærmest en slags øjenbums, og det driver mig til vanvid. Følelsen af at have sådan en lille satan ligger et  sted mellem smerte og kløe, men fordi den sidder hvor den sidder er der ikke meget jeg kan gøre ved det. Især har jeg lyst til at kradse den til blods, men det er ikke nogen mulighed, så jeg må bare prøve at ignorere den, hvilket bestemt ikke lykkes mig.

Når jeg prøver at formulere en tanke inde i hovedet, så bliver jeg distraheret hver gang jeg blinker med øjnene, hvilket får et jag af ubehag til at farer gennem mit hoved, hvorefter jeg på ny må prøve at samle tankerne. Dette er i sig selv irriterende, men husk på at det sker hver evige eneste gang jeg blinker med øjnene, hvilket sker en gang i sekundet, eller noget i den stil.

Jeg har ADD, jeg er vant til at få mine tanker afbrudt i tide og utide, og jeg er vant til hvor meget af min energi det tager at samle tankerne igen, men dette er mere end jeg synes jeg kan håndtere. Jeg bliver så forfærdelig træt, men jeg kan ikke engang gnide mig i øjnene, for så gør det bare endnu mere ondt.

Jeg skifter mellem at have enormt ondt af mig selv og på at synes at det er tåbeligt at tage sådan på vej. Jeg føler mig ikke syg, men jeg vil alligevel holde inde for i dag og holde en halv sygedag, bare for at forkæle mig selv lidt. Jeg har læst de fleste af mine lektier til næste uge, så jeg kan gøre det med god samvittighed. Faktisk er der nok ikke nogen indholdsmæssig forskel på at tage en halv sygedag, end hvis jeg bare sad og stenede resten af eftermiddagen, men fordi jeg tænker på det som en sygedag uden reelt at være syg, så får jeg dårlig samvittighed.

Tori Amos koncert

Anmeldelse af Tori Amos' koncert d. 6. juni 2015 på Egeskov slot

Til dem der ikke kender Tori Amos, så spiller hun på to klaverer SAMTIDIG.

Kæresten havde overrasket mig med billetter til Tori Amos' koncert på Egeskov slot. Jeg må indrømme, at på det tidspunkt han fortalte det, anede jeg stort set ikke hvem hun var, men det er jo derfor google og youtube blev opfundet.

Jeg har ikke været til koncert ret mange gange i mit liv, det har sjældent været udendørs, og aldrig før på et slot. Jeg var meget spændt på hvilke mennesker der ville komme. Jeg forestillede mig en masse rige mennesker siddende på den ene side, og nogle unge utilpassede alternativ rockfans på den anden, og så kunne de ellers sidde der og nedstirre hinanden gennem hele showet. Virkeligheden var lidt mindre tegnefilmsagtig. Hovedparten af de mennesker jeg så var iført en spøjs blanding af pænt og varmt tøj.

Jeg kunne ikke sidde stille. Hele tiden var der et eller andet der tiltrak sig min opmærksomhed. Jeg havde absolut ingen idé om hvad jeg skulle forvente, så alting var nyt og spændende. Jeg så en tidligere skolekammerats far, så jeg overvejede at drikke mig fuld og gå hen og fortælle ham en masse pinlige historier om hans datter, men ombestemte mig, da han stiller op til folketingsvalget og har sit ansigt på plakater over hele Fyn, så der er sikkert RIGELIGT med rablende idioter der kommer op og 'lige vil snakke lidt med ham'.

Opvarmningen kom på. De var egentlig ganske udemærkede, men disse to unge mennesker virkede på en eller anden måde bitte bitte små på en i forvejen ikke særlig stor scene, som to skrøbelige børn,

Så kom Tori Amos på. Grinende og sprællende som som en gazelle, som Puk i "En Skærsommernats Drøm". I sin grønne dragt og med det skrigende røde hår var det ingen hvem det var der skulle være aftenens centrum. Oppe foran scenen sad en lille men meget dedikeret gruppe fans og hvinede og klappede på behørig fanvis. Kæresten og jeg sad lidt længere omme bagved og skuttede os. Denne lille spilende spradebasse oppe på scenen og hendes musik fascinerede mig langt mere end de små klip på jeg havde set på TV og computer.

På den ene side var jeg fuldstændig bjergtaget, men samtidig ønskede jeg inderligt, at det snart ville stoppe, for det var simpelthen så pishamrende koldt. Ekstranummeret kom, og jeg var glad. Musikken havde startet en masse billeder og tanker til at fare rundt inde i mit hoved, men samtidig rystede jeg af kulde og glædede mig til at komme ind i en varm bil og så hjem i seng, men efter ekstranummeret kom der endnu et, og derefter endnu et. Jeg skævede nervøst til Kæresten. Han frøs også, men jeg ville ikke prøve at overtale ham til at gå før tid, han så så glad ud. Jeg var også glad, men hold da lige kæft hvor jeg frøs.

Aftenen sluttede, vi klappede, vi gik hjem. Egeskov slot (faktisk ethvert slot) var de perfekte rammer for sådan en koncert. På en sådan aften var Tori Amos forvandlet til en lille fræk skovånd, og det ville have været synd at spærre hende inde i en koncertsal eller en arena omgivet af høje betonhuse og biler. Dette var en eventyraften, og eventyr lever meget nemmere og mere naturligt i skove og på slotte.

Hausfrau vs møl

En dag hvor jeg fik gæster ville jeg lige lægge et sengetæppe over min seng. Da jeg rystede det fløj der 5 små sommerfugle ud fra folderne, men det var ikke sommerfugle, det var møl. Møl er nogle taknemmeligt dumme dyr der ikke flygter, når man prøver at slå dem ihjel, hvilket jeg hurtigt gjorde ved de fem, men her i sommervarmen, hvor vinduerne står åbne, så flyver der bare nye ind.

Jeg må indrømme, at jeg blev lidt overvældet af hele problematikken, så min løsning blev måske lidt drastisk. Jeg ryddede to skuffer i fryseren, og så smider jeg simpelthen alt det tøj jeg ikke bruger til dagligt derind. Jeg har ingen anelse om hvor længe det tager at fryse en ulden sweater igennem, men jeg regner med at 12 timer er nok. Dernæst hænger jeg tøjet til luftning på altanen og pakker det i plastikposer og lægger tilbage i skabet, som jer har gjort grundigt rent. Det er et langtrukkent stykke arbejde, men det kræver ikke det voldsomme af mig, for på grund af pladsmangel i fryseren, bliver tøjet delt op i små håndterlige portioner. Fordelen ved at gøre sig ulejligheden er, at jeg får gjort orden i mine skabe, for da jeg flyttede ind smed jeg bare tøjet mere eller mindre tilfældigt derind.

Nogle af mine sweatre har taget en lille smule skade, der er små huller i. Jeg kan egentlig godt lappe sådan et hul, men så skal jeg først have købt garn i den rigtige farve, og så skal jeg huske hvordan nu lige det var at man gjorde, og så skal jeg sætte mig ned og så rent faktisk få det gjort. Det er lige lidt for meget oven i alt det andet. Når jeg tænker på det, så krymper min hals sig sammen, og mit hjerte springer et slag over, så jeg tager en plasticpose, lægger sweateren deri og gemmer den bag i skabet og tænker, at det bliver en hyggelig ting at gøre til vinter, eller måske ikke ligefrem hyggelig så i hvert fald et meget ikke-lige-nu-tidspunkt.

Jeg er i medierne

Der er en artikel om mig i Region Midtjyllands blad Magasinet HER s 8.

Der var problemer med at udgivelsen blev forsinket, så jeg heller ikke kunne få nogle da jeg i begyndelsen af måneden var nede ved min læge. Overbærende satte jeg mig så til at vendte på posten, for det var egentlig meningen, at jeg skulle få tilsendt nogle eksemplarer af bladet, men det skete ikke.

I går havde jeg voldsomme smerter i hoften, og grædende fik jeg i telefonen min kontaktperson til at ringe til min læge for at snakke om smertestillende. Jeg kunne ikke ringe til lægen selv for pga smerterne havde jeg næsten ikke sovet hele natten og min hjerne ville slet ikke samarbejde med mig. Lægen gav mig en akuttid, men jeg var så træt, at min kontaktperson blev nødt til at komme i bil og hente mig. Ifølge bestemmelserne er de ellers ikke ansat til at være mine chauffører, men min kontaktperson vurderede, at dette galt som 'særlige omstændigheder'. Jeg var hende meget taknemmelig.

Nede ved lægen lå bladet så, så jeg tog et par stykker med i tasken. Lægen kiggede på hoften for at være sikker på at det, som jeg sagde, bare var muskulære smerter, hvilket det selvfølgelig bare var, og så skrev hun en recept på nogle lidt stærkere smertestillende, og så blev jeg kørt hjem.

De smertestillende virkede overhovedet ikke nær så godt som jeg havde håbet. Hvad der derimod hjalp var et ekstra lag tøj og en sovepille

Langt ud i skoven

Jeg føler mig ensom for tiden, så jeg gør hvad jeg kan for at mødes med mine veninder. I weekenden tog jeg til Langå, hvor jeg mødtes med en veninde fra Randers. Jeg stod af toget og hun parkerede bilen, og så gik vi en tur i skoven.

Jeg bor tæt på en fin og nydelig park, men nogle gange kan det godt blive lidt for nydeligt. Vi har måske ikke ligefrem store vilde urskove i Danmark, men hvis man tager ud af byen kan man i det mindste komme lidt off road. Min veninde og jeg oksede os vej op af stejle bakker og glatte skråninger, gennem vådt græs og tætte krat. Og vi blev våde og beskidte og vi kom til at le noget så hjerteligt.

Vejret var friskt, men solen skinnede, og vi holdt os varme ved at gå i et fornuftigt tempo. Da vi havde gået i en times tid nåede vi tilbage til Langå. Der var ikke rigtig nogen af os der havde nogen anelse om, hvordan vi skulle finde tilbage til stationen, men vi tænkte, at vi havde masser af tid, og så stor kunne Langå vel heller ikke være, så vi gik bare lidt rundt, og vi fandt den da også til sidst.

Jeg havde fået morgenmad kl 6, og kl var nu nær 11.30, så jeg var sulten og smuttede inden om en bager og købte en bolle. Den vejede ingenting på sådan en rigtig morgenbrødsagtig måde, den havde nok en kgpris på omkring en million, men jeg var træt og sulten, så det var nok den lækreste bolle jeg længe havde fået.

Da jeg satte mig ind i toget for at tage hjem begyndte skyerne at trække sammen og alting blev gråt. toget mødte jeg den sødeste unge mand der sad fordybet i en bog. Mænd der læser er sexede. Han var desværre ikke mere end 13 år gammel, så måske om en 10-15 år.

Av av av

Som i ved, så fik jeg en løbeskade sidste år som plagede mig i rigtig lang tid, men det gik efterhånden godt, men så blev det ferie. Efterfølgende ville jeg starte lige så stille op, men så startede badminton igen, og det var egentlig meningen, at vi bare lige skulle komme i gang igen. "Vi tager den bare stille og roligt", men det gjorde vi så ikke helt alligevel, og i et af springene, hvor jeg rigtigt skulle ud i yderpositionerne kunne jeg godt mærke et lille klik, men det tænkte jeg ikke videre over, og vi spillede bare videre.

Dagen efter, i går gjorde det så bare vildt ondt, og det blev bare ved og ved ligegyldigt om jeg satte mig anderledes, strakte ud eller ligegyldigt hvilke piller jeg tog. Jeg klynkede lidt til pædagogerne på den der lidt selvironiske måde. Jeg fik dem til at skaffe mig en tid ved fysioterapeuten på mandag, men i løbet af aftenen fik jeg så ondt, at vi snakkede om lige at kontakte lagen, bare sådan for en sikkerheds skyld, om ikke andet, så for at få nogle lidt stærkere smertestillende end almindelig håndkøbsmedicin.

På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg havde været en idiot. I går var en kølig dag i forhold til de sidste mange dage, men jeg havde siddet i den samme stol henne ved den åbne altandør, så jeg havde siddet i træk hele dagen. Jeg tog derefter et dejlig varmt tæppe og slog det rundt om hofterne, og det hjalp bedre end pillerne.

Jeg kan godt nogle dage ryge ned i et sort hul og tænke at min krop måske bare ikke er skabt til det der med sport, og det går mig på, for jeg har lært at elske sport (hemmeligheden er at lære at det er helt i orden at svede og pruste som en hval). Jeg tænker dog, at jeg nok skal kunne dyrke i hvert fald noget sport, ellers bliver livet altså lidt for kedeligt.

Kolde fødder og kedsomhed

Vi er ikke rigtigt nogen i huset i disse dage, og her virker meget dødt, og det er weekend, så jeg virker også selv lidt halvdød, lå bare på sofaen og skiftevis læste, så tv og skrev med min måske-kæreste.

I går vågnede jeg så kl 2 om natten, og jeg kunne bare ikke sove længere. Jeg var bestemt ikke tilfreds, men der var ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og få tiden til at gå. Sidste weekend gjorde weekendens sløvsind, at jeg fik så forfærdelig ondt i alle leddene, at jeg var ved at tude. Det ville jeg ikke igen, så jeg startede dagen med en halv time på min motionscykel, det hjalp bare ikke.

I sidste uge var det mine led den var gal med, i denne uge var det mine tæer. Jeg havde så kolde og smertende tæer, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op med mig selv. Jeg tog strømper af, jeg tog dem på igen, jeg pakkede den først i et tæppe, så i et andet, jeg masserede dem, jeg lagde dem på radiatoren, jeg lagde dem op af huden på mine lår, men lige lidt gav det, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind.

På trods af mine tæer fik jeg da læst en del. Jeg er stadig i gang med at arbejde mig igennem Tolkien. Jeg har egentlig altid været lidt mistroisk over for Tolkien, for der er alt for mange der synes lidt for godt om ham, og så kan man jo egentlig kun blive skuffet, men det er jeg nu ikke blevet, og det irriterer mig lidt, for så ville jeg da have læst dem for længe siden. En ting jeg dog savner er plads til omvendelse. Vi befinder os i en verden, hvor der er et klart skæl mellem godt og ondt, og de to sider myrder løs på hinanden. Hvad ideologierne for de to sider er, er lidt uklart, men der er en tendens til at udseendet er en vigtig faktor, smuk er godt, grimt er ondt, og det er selvfølgelig meget nemt. Hvad jeg savner er en ork der får samvittighedskvaler og slutter sig til elverne, de er jo trods alt af samme slægt. Men det sker ikke, hvilket ikke lader meget tilbage at ønske for helt almindelige mennesker der måske ikke lige har modelmål.

når det sociale kredser om mad

Jeg snakker altid om, at så gør pædagogerne ditten, eller jeg sidder i fællesstuen datten, og det kan godt være svært at forestille sig, hvad det egentlig er jeg mener, hvis man da ikke har set det, så derfor inviterede jeg nogle af mine studiekammerater på frokost og rundvisning i går. På grund af ferie og eksaminer er det over en måned siden jeg inviterede dem, og det var lang nok tid til at give mig en masse nerver på, for jeg ville gerne have det så perfekt som muligt, så at de også ville kunne lide mig til næste semester. Det er en tanke der selvfølgelig ikke har ret meget med dem at gøre, den bunder bare i min egen usikkerhed, men det gjorde ikke den nervøse følelse mindre ægte. Pigerne kom og fyldte huset og min lejlighed med snak og latter. Jeg havde inviteret en del, men de kom tre, hvilket var fint, for jeg har kun fire spisebordsstole, og det er stadig det største antal mennesker jeg har haft på besøg samlet.

Jeg havde bagt to slags boller, rodfrugter (lyserøde) og spinat (grønne), jeg havde købt to slags ost, kødpålæg og pålægschokolade, jeg havde lagt vand på køl og jeg havde købt blomster og matchende servietter. Det eneste jeg ikke havde var mælk til kaffen, men det kunne jeg heldigvis hente nede i fælleskøkkenet. Som spiseforstyrret beklager jeg mig tit over, at så meget socialt kredser om mad, for det er jo lige nettop maden der er svær for os, og når man skal kæmpe med den, så kan det samtidig være svært at koncentrere sig om det sociale. De sidste tre år har jeg boet langt væk fra Aarhus, hvor hovedparten af mine veninder er, og jeg har fået et liv, hvor ikke nok af det sociale kredser om mad. Hvor hyggeligt det end er at mødes på en café til en kop kaffe, så er det bare ikke det samme, som når man sidder om et veldækket bord. Samtalen går ligesom bare lidt mere flydende og mere afslappet. Et eller andet sted er det meget intimiderende at lade andre se en spise, derfor er det også en tillidserklæring, og det giver et bånd som man så kan bygge et forhold på, ikke forhold so et romantisk forhold, men bare et forhold mellem to eller flere mennesker.

Det var en meget hyggelig dag, og de var her i tre timer. Normalt kan jeg klarer en time, max to, men fordelen ved at være så mange var, at jeg ikke behøves at være i fokus hele tiden. Nogle gange var det i orden bare at trække mig lidt tilbage og lade dem om at snakke. Det betød, at jeg fik meget at vide om hvem på studiet der har været sammen med hvem og hvor mange, skønt jeg ikke havde det fjerneste ide om hvem de omtalte personer var, men det var nu egentlig også lidt hyggeligt (og en anelse chokerende). Jeg kom til at påpege, at jeg ikke kendte de omtalte personer, og jeg tror nok, at mine veninder tolkede det som om jeg følte mig udenfor, men som sagt var det godt at føle mig udenfor noget af tiden, for ellers var jeg brudt grædende sammen ar bare træthed.

Der skete en helt masse ting i går, og det var ikke kun veninderne, og til sidst var jeg så træt, at jeg kiggede ud af vinduet og undrede mig over, at der lå et tykt lag sne.

Med søster på café i Aarhus

Der var egentlig ikke nogen speciel grund til, at jeg skrev til min søster, om hun havde tid til at mødes, men skal man have det for at mødes med sin familie? Vi plejer ikke at se hinanden så tit. Det er ikke fordi vi ikke kan lide hinanden, det er bare at vi simpelthen ikke får det gjort. Hvis man endelig skal sige, at der er en grund til at jeg fik taget mig sammen til at spørge hende, så er det, at vi for nyligt havde en rigtig god og åbenhjertig samtale over sms. Vi havde den over sms, for i vores familie er vi ikke vant til at tale om problemerne, men vi er begyndt at skrive om dem, for så går det en lille smule lettere. Efter den samtale længtes jeg efter at se hende igen, jeg ville sikre mig, at hun var okay, og jeg ville vise, at jeg også var det, for når man ikke er vant til at tale om tingene, så kan det godt tage hårdt på en.

Det begyndte at sne da jeg tog af sted. Det var ikke den stille sne med store bløde uldtotter, den sne de på mit gamle bosted kaldte Lindasne fordi jeg elskede den så højt. Det var små næsten støvagtige gryn der ikke så ud af noget, men som hurtigt lagde sig på veje og marker., et kort øjeblik var jeg næsten bange for, at jeg ikke ville kunne komme hjem igen med toget, da jeg ikke stoler voldsomt på den danske togdrift, om end det er blevet bedre efter jeg flyttede og skiftede til Arriva.

Her hvor jeg bor var det ikke voldsomt koldt, så jeg tog af sted uden hue, da det ikke passede særlig godt med min frisure, men da jeg kom til Aarhus var vinden bidende. På den øvre del af Ryesgade, blæste det så meget, at jeg frygtede at blæse omkuld, og jeg har ellers et ret godt fodfæste. Man må lide for skønheden siger man, og jeg skulle heldigvis ikke så langt, men der stod en sælger af hus forbi, og de så så koldt ud, at jeg ikke nænnede bare at gå forbi. Desværre havde jeg ikke noget mindre end en 100 kronesseddel, og han kunne ikke give tilbage. Hvis han havde hevet nogle penge op af lommen, så havde jeg sagt, 'bare giv mig hvad du kan og behold resten', men 100 kr... Jeg overvejede det faktisk, men jeg kunne ikke få mig selv til det. 100 kr er trods alt 100 kr. Jeg skulle ned og købe en taske før jeg skulle på café, og jeg lovede ham at jeg ville komme tilbage. Det gjorde jeg også, men vejret var i mellemtiden blevet endnu dårligere, og han må have opgivet, for jeg kunne ikke se ham noget sted.

Det jeg var henne og købe var en Eastpak rygsæk, for normalt bruger jeg skuldertasker, men efter jeg har været skadet, har fundet ud af hvor svag min venstre side er, og har fået stillet diagnosen mildt spastisk lammelse, så tænkte jeg, at det måske ville være klogt at have en rygsæk, som ville fordele vægten lidt mere ligeligt på mine skuldre. Jeg har tænkt på det i flere måneder, men jeg skulle lige have pengene, og så skulle jeg lige vente på udsalget, og så skulle jeg lige vente til jeg skulle til Aarhus, fordi det viste sig at min lokale taskebutik ikke holdt udsalg. Og det betalte sig at vente, for det var -40% på sidste års modeller, hvilket vil sige -200 kr, hvilket jo også er en slags penge.

Jeg begyndte oprindeligt at gå med skuldertaske, for at fornægte min nørdede side, og siden er det bare nærmest blevet en vane, men en praktisk vane, for når man så ikke har så meget i den, så er alting lige ved hånden og der er en masse forskellige rum. Nu kapitulerer jeg altså, men selvom jeg ikke længere fornægter min nørdede side, så er jeg stadig bange for at se nørdet ud. Det er derfor jeg vælger Eastpak. Det er på ingen måde de sejeste tasker til en på min alder, men det er bestemt heller ikke de grimmeste. Jeg valgte dem, fordi så er man på nogenlunde sikker grund.

Min søster og jeg mødtes på Sigfreds kaffebar, den der ligger under Vangsgaards boghandel, for det er min yndlings cafe, for der føler man sig ikke underlig, hvis man kommer en halv time for tidligt og hiver en stor bog op af tasken. Man føler ikke trang til at råbe ud over det hele 'Jeg er IKKE blevet brændt af!!!', hvilket jeg nogle gange føler andre steder.

Om et tilfældigt møde med præsten

I går skulle jeg lige et smut i Føtex efter bind og tamponer (nogle af os bløder så meget, at vi er nødt til at gå med livrem og seler). Jeg havde købt mig en sukkerfri chokolade müslibar som jeg gumlede på mens jeg gik i mine egne tanker. Udenfor butikken stødte jeg så på min præst, som jeg ikke har set i jeg ved snart ikke hvor mange måneder, 6 tror jeg. Er det virkelig så længe siden? Det må det være. Derfor blev jeg også en lille smule flov over at se ham, og også fordi jeg var pinagtigt bevidst om hvad jeg lige havde været inde og købe. Det lå i min taske og kunne ikke ses, men engang imellem kommer teenageren op i mig. Det er et eller andet sted lidt sødt, men også lidt irriterende.

Præsten gav mig et stort smil, og vi stod lidt og snakkede. Jeg fortalte, at jeg var begyndt på universitetet igen, hvilket han blev meget begejstret for. Jeg sagde også, at det tog meget af min tid og energi, for ligesom at komme med en vag undskyldning for ikke at komme så meget i kirken. Så slog han mig på skulderen og sendte mig hjem, for jeg var kommet af sted uden jakke, og han mente, at jeg måtte fryse, hvilket jeg også gjorde lidt.

Nogle gange når man kommer i kirken, kan præsten godt virke lidt langt væk deroppe ved alteret, også når man står i en lang kø for at trykke ham i hånden efter messen (gudstjenesten), så det var rart at måde ham ganske afslappet ude i byen. Det gav en følelse af, at han kunne huske lige nettop mig, at lige nettop jeg også har en betydning, at han også er MIN præst. Det gjorde mig rørt og glad.

Katolsk betyder almindelig eller det som angår helheden, og det er da meget smukt, men jeg er den eneste nulevende katolik i min familie, og de fleste af mine katolske venner bor på Fyn eller Sjælland, så nogle gange kan jeg godt føle at jeg står lidt ude i periferien. De gange jeg kommer til messe, kan jeg godt føle mig lidt ensom midt imellem alle familierne der kender hinanden på kryds og tværs. Der er sikkert også andre ensomme i kirken, jeg har bare aldrig givet mig selv en chance for at finde ud af det, jeg trækker mig bare.

Om dette møde kommer til at betyde noget i det lange løb, det ved jeg ikke, men jeg har i hvert fald været inde og tjekke messetiderne i denne uge og skrevet dem ind i min kalender (godt nok i parentes). Så må vi se.

Mørbanket

Min far min søster og jeg var i biografen i går for at se "Hobitten", og klokken blev næsten 9 før vi var færdige. Da vi kom hjem skulle der så lige ordnes vasketøj, natmad, aftenkaffe og res en seng i stuen til mig, så jeg kom først i seng hen ved halv 10-tiden. Det lyder måske ikke af så forfærdeligt meget, men det er det når man normalt er vant til at gå i seng ved 7-tiden. Resultatet er, at jeg først vågnede sent i dag, og kl 6 er sent, når man er vant til at stå op kl 3.

Jeg bleiver altid så forvirret af at vågne sent, det er som om jeg slet ikke kan komme ordentligt i gang med dagen, som om jeg er gået glip af en helt masse meget vigtigt. Jeg ved ikke hvad det vigtige skulle være, men det føles meget presserende. Jeg kan egentlig godt gå hen og blive lidt gnaven på mig selv.

I dag er jeg dog mest gnaven fordi jeg har så forfærdelig ondt i hele kroppen af at ligge på den dumme drømmeseng. Jeg har egentlig ikke noget imod, at det er mig der sover i stuen. Det giver mig ro lig at have mine lange (eller knap så lange) og stille morgener, men jeg er altså ikke gode venner med den foldesammenseng jeg skal sove på. Der er trælameller på tværs, og madrassen er ganske ganske tynd, så at jeg sover ganske forfærdeligt og er gul og blå over hele kroppen. Jeg har en ganske god fornemmelse af hvordan prinsessen på ærten må have haft det. Jeg selv har ikke blåt blod i årerne, og ville derfor have stillet mig ganske godt tilfreds med 20 madrasser og tyve ederdunsdyner, om end jeg nok ville være bange for at falde ned. Og sådan kender man ikke en ægte prinsesse.

Jeg burde løbe mig en tur eller dyrke noget yoga for at løse op i ledende, men det stormer udenfor, og jeg har alt for travlt til at dyrke yoga, så jeg bliver siddende under tæppet, sløv i øjnene og sløv i kroppen. Jeg skammer mig over min dovenskab. Ifølge visse moderne psykologer findes dovenskab slet ikke, for der er altid en underliggende årsag, men det ændre ikke ved, at det er forkert at være 'doven', også selvom det er jul. Man burde have lov til at være doven i julen, men jeg for fniller af at sidde dagen lang på min flade og lave ikke-nok.

Av, jeg har faktisk vildt ondt i kroppen, så i dag slutter jeg mit blogindlæg tidligt og vil se om jeg ikke kan få lavet bare nogle enkelte øvelser, så det hele er lidt mere til at holde ud.

Når bulimiske piger mødes

I går besøgte jeg min syge veninde i København. Men hvad gør syge piger når de mødes? De går på Jensens Bøfhus og spiser amok.

Jensens Bøfhus er et mærkeligt sted. Ejeren er en af landets største kunstsamlere, og i hans restauranter hænger der eksklusiv kunst for millioner. Jeg er ikke i tvivl om at restauranterne indriver millioner, men maden er ensformig og standardiseret. Eksklusiv kunst og standardiseret mad. Det er som at hænge en Picasso på McDonalds, mens langt finere steder har en plakat af et standart kunstværk. På den anden sider er det at bringe kunsten til folket. Folk der ellers ikke ville komme på et stort og fint museum, hvilket er gloværdigt, det er bare lidt svært at kapere for min kasseorienterede aspergerhjerne. Det er også et smart trick, for folk, som mig, der egentlig ikke er interesserede i maden sådan et sted vil komme for at nyde kunsten. Jeg tænker på et nye mottoer Bøf og billeder, Kunst og kartofler og Soft ice, salat og smørerier.

Jeg er ikke rask, sandsynligheden er, at jeg nok aldrig bliver det, men det sidste halve år har min spiseforstyrrelse været meget under kontrol, så efter fire portioner salat (uden dressing) fik jeg ondt i maven og måtte stoppe, men mavepiner er hele grunden til at gå på Jensens Bøfhus, for så god er deres mad altså heller ikke, at jeg kommer for at nyde et godt måltid.

Min veninde har det derimod rigtig skidt, og hun var flere gange ude for at kaste op. Hun fortæller at mange af hendes veninder finder det ubehageligt, at hun gør den slags, og at de ikke vil have det. Selvfølgelig er jeg ked af, at hun har det så skidt, at hun har brug for den slags, men det er vigtigt for mig, at hun er tryg ved mig og tør være sig selv, og man kan ikke være sig selv, når man tvinges til ikke at kaste op, for opkastningerne er et forsøg på at tøjle uroen, og at forhindre hende i at gøre det ville være tortur, og jeg ønsker ikke at påføre min veninde unødig smerte, hun har i forvejen rigeligt af det.

Nogle finder det måske ubehageligt at sidde mens hun er væk, de kan måske ikke lade være med at tænke på hvad det er hun laver, men det hjælper ikke noget. Man skal hverken fokusere fuldstændigt på opkastningerne eller fortie dem, de er et nødvendigt onde. Den måde vi snakker om dem på er med vores sædvanlige tragikomiske humor.

Jeg tror ikke, at vi er sjove at sidde i nærheden af, og heldigvis var vi tidlige og næsten alene, for vi snakkede om bræk, blod, knive, smerte, hospitaler, patienter og toiletter (ingen kender som min veninde de bedste offentlige toiletter i København). Vi grinede og var alvorlige på samme tid, hvis vi ikke grinede, ville vi græde, og det kan ødelægge enhver venindefrokost. Latter gør det hele mere håndterligt, mere forståeligt og mindre uhyggeligt. Dette er vores hverdag, og måske skal man enten være syg selv eller enormt forstående for af kunne grine med, men jeg ville ønske, at vi også kunne grine sammen med vores familier, for man har brug for veninder, men man er afhængig af sin familie, men når man snakker med dem, bliver de kede af det, og så bliver vi kede af det, og så er det, at man er skyld i at julen bliver ødelagt, og skyldfølelsen er en af de store syndere der kan få én til at overspise og kaste op.

Jeg kan være den bedste veninde for min veninde, og jeg forsøger at være det. Vi gik en tur gennem Fælledparken (koldt og blæsende) og jeg havde lyst til at slå armene om hende og sige, at alt nok skal blive godt, men det ved jeg reelt ikke noget om, jeg ser hende jo kun nogle gange om året. Jeg kan være den bedste veninde det skal være, men jeg kan aldrig blive hendes familie.

Om en hyttetur med mor

For snart 6 år siden blev mine forældre skilt, og vi har siden måttet opbygge nogle nye juletraditioner. Juletraditioner er noget der er svært at opbygge fordi det er en begivenhed der kun finder sted en gang om året, og udvikling og tilpasning tager derfor tid.

I år prøvede min mor og jeg en ny tradition, eller tradition kan det vel ikke være eftersom det er første gang vi prøver det, og hele pointen med en tradition er, at det er noget man gør om og om igen. I hvert fald prøvede vi noget nyt med den hensigt, at det over tid kunne blive en tradition.

Vi har måttet opgive, at jeg kommer ned til hende en dag i løbet af julen, for hendes nye mand er af den meget impulsive type, og det passer meget dårligt med min aspergers, desuden har de hele huset fyldt med bornholmerure, der ikke går ens, og en gang i timen bimler de løs. Jeg har et eller andet med lyde, de går ind og generer et eller andet dybt inde i mig, og jeg får det virkelig dårligt, derfor har vi måttet finde på noget andet.

Min mor og jeg har en sommertradition, hvor vi i en weekend tager på B&B, i sommerhus eller lignende, hvor vi går nogle ture, spiser noget god mad, taler sammen og lytter til hinanden. Min mor fik så den idé, at det kunne vi da også gøre her en gang i løbet af december og så fejre en stille lille jul, bare os to. Så lørdag formiddag hentede hun mig, og så kørte vi til Ry der ligger nede i Silkeborg området. Da vi i sommers var på Fur, var det virkelig koldt der hvor vi boede, men denne gang havde vi lejet en lille feriehytte, og der var skruet godt op for varmen.

Vi boede så vi kunne se over til Himmelbjerget. Vi kunne i hvert fald se tårnet på toppen, men i den vinkel så det meget lidt imponerende ud, det lignede bare en hvilken som helst bakke med træer ned til en sø. Vi startede med at gå os en tur. Det lignede en helt almindelig, med rødt afmærket, gåtur, men den var såmænd blevet sponsoreret af firmaer, og der var en sansezone og en pulszone, som vi dog ikke kunne få så meget ud af på grund af al sneen. Når man kommer til et nyt sted, som man ikke rigtigt kender, så kan noget så simpelt som at finde sig en ordentlig gåtur være lidt et problem, men man finder bare en skov og kører rundt til man finder noget der minder om en sti, og så er der som regel afmærkninger der viser hvor man skal gå. Det var efterhånden blevet hen ad eftermiddagen og solen stod lavt, og sneen under vores fødder knitrede lystigt.

Min mor havde taget julepynt med, og gik og pyntede op i hytten. Det var en lille hytte vi boede i, så der var hurtigt pyntet op. Min mor og jeg har ikke altid haft et lige godt forhold, og efter skilsmissen blev det værre, men jeg kunne mærke at hun gjorde sig meget umage, og det betød rigtig meget for mig, og det blev en rigtig hyggelig aften .

Om ikke at være klar til jul

billede af marokkansk kunstner Zini Mohamed

 

Forleden dag sneede det og vejret er bidende koldt, hvilket jeg måtte sande, da jeg var i Aarhus en hel dag uden nær nok tøj på, men alligevel kommer det bag på mig at det allerede er december. Det er december, det er snart jul, og jeg er slet ikke klar. Jeg har faktisk gaverne klar, jeg har afgivet mine egne ønsker, og jeg er begyndt på min lange liste af julekort, og min julekrybbe fra Tiger er sat op, men mentalt er jeg slet ikke klar. Jeg ved at butikkerne har haft pyntet op til jul siden oktober, men jeg har slet ikke lagt mærke til det. Har de da pyntet mindre end de plejer? Jeg tror det næppe, selvom årets modefarver sort og sølv er mere diskrete end tidligere års lilla, rød, grøn og blå. Langt mere sandsynligt er det at jeg har haft hovedet fyldt med egne sager, og jeg ikke har løftet hovedet nok fra mine bøger til at lægge mærke til noget.

Jeg bliver helt melankolsk af ikke at være i julehumør, og det er trods alt d 1 december og så skal man den onde lyne være i julehumør og hænge julepynt op og spise nødder og se sukkerklistrede film i fjernsynet, men jeg har slet ikke lyst. Kan vi ikke lige udskyde julen en måned, bare lige for at få mig med? Nej, jeg har 23 dage til at blive klar, og hvis ikke, så overlever jeg nu nok alligevel. Det er bare det, at nu hvor jeg igen studerer, så husker jeg kun alt for godt, hvordan, da jeg sidst studerede, julen var dette varme, lyse og bløde der holdt humøret oppe, når man sad med sine skriftlige vintereksaminer. Jeg har ingen vintereksaminer i år, men jeg får stadig fri fra undervisning om blot nogle få dage, og så skal jeg klare to måneder, hvor jeg i teorien ikke behøves at lave noget noget, men jeg har ikke lyst til ikke at lave noget.

Måske skulle jeg kaste mig over julepynt. Jeg har lavet lidt, men det var mere ud fra en følelse af pligt end at luftig let julestemning. Det var et signal til pædagogerne "Se, det er ikke kun C der kan, jeg kan også". Men tanken om nødvendighed er der også. Inden længe vil bostedet hvor jeg bor blive invaderet af gran, stjerner, hjerter, papir og glimmer, og hvis jeg ikke skal føle mig kvalt, skal jeg være med, så jeg planlægger at bruge weekenden på at klippe, flette, male mig til en plads i alt dette.

Jeg har behov for at hævde mig. Jeg ved ikke hvorfor. Julen burde handle om glæden over Jesus' fødsel, men det bliver en konkurrence og et ræs, og enten følger man med, eller man bliver ladt ensom tilbage. Julen kan være en meget ensom tid. Min elskede farmor snakker tit om det, og jeg kommer med tåbelig munter snak, men sandheden er, at jeg også føler den.

Om en tur med bæ-maskinen

Laika er en mund, som jeg nogle gange går tur med.

På et tidspunkt efter omstruktureringen bad jeg om tilladelse til at få en handicap hund, men jeg fik afslag fra vores leder, fordi der i teorien kunne flytte nogen ind der er bange for hunde. Okay, det kom til at lyde bittert, og det var det også til at starte med, men jeg kan jo egentlig godt forstå logikken, og jeg er nu kommet til det punkt, hvor det bare er sådan det er, og så tænker jeg ikke så meget over det. Jeg er vist ikke den eneste der har ønsket dyr, i hvert fald er Laika (midlertidigt) kommet til som plaster på såret.

Laika tilhører en af pædagogerne og kommer med på arbejde to gange om ugen, tirsdag og fredag, og så må vi kæle med hende og tage på tur. Jeg forelskede mig straks i hende, og vi er blevet rigtigt fine venner. Én dag kom jeg træt og sulten hjem fra en lang dag på uni, og jeg nærmest kollapsede på trappen, og min hånd nærmest mekanisk kløede hende på halsen, hvilket hun godt kan lide, især hvis man lægger lidt kræfter i. Hun vrider og vender sig og dasker til en med forpoterne, så man næsten skulle tro, at hun får en orgasme.

Tidligere var det tirsdag og torsdag, at hun kom, men det passede blandt andet ikke så godt ind i mit skema, da det er mine to lange dage (så længe det varer, for jeg går snart på juleferie). I går var jeg en lille smule rastløs og kunne ikke sidde stille og bare klø hende, jeg måtte ud, ud i kulden, ud i blæsten, ud og væk fra mig selv, så jeg fandt hendes snor, nogle plasticposer og nogle hundekiks, og så var vi klar.

Jeg ville have taget hende en tur rundt om søen, men synet af vand gjorde hende helt vild, og jeg var bange for, at hun ville hive mig med ud i det, så jeg drejede op fra stien og ud til vejen. Fordelen ved at gå rundt om søen er, at der halvvejs rundt ligger et lille offentligt og anstændigt rent toilet, hvilket er godt for folk som mig, som er udstyret med en utroligt lille blærer. Jeg kunne derfor ikke komme på toilettet, så vi gik kun i en times tid, længere kunne jeg ikke holde mig. Jeg kunne jo ikke lige som hende skræve og tisse en lille tår midt på vejen.

På vores tur lykkedes det hende at skide to gange på 500 m, hvilket jeg jo selvfølgelig måtte samle op efter hende. Det er utroligt, at der kan være så meget lort i en hund, og jeg fatter ikke, at hvis hun allerede kan kl 9 om morgenen, hvordan holder hun sig så en hel dag, når 'far' og 'mor' er på arbejde.

Men vi fik altså en god lille gåtur. Jeg ville have haft kamera med, men jeg glemte det, og tænkte at det var ikke værd at gå tilbage efter.

De andre piger går også nogle gange tur med hende, og jeg kan ikke lade være med at blive en lille smule jaloux, for selvom det er lykkedes mig at gøre Laika glad for mig, så er jeg pinefuldt bevidst om, at jeg faktisk ikke er vildt god til dyr, og jeg er sikker på at de andre er meget bedre, og at hun meget hellere vil være sammen med dem. Det kunne forendlede mig til at forkæle hende, men en hun er altså en hund og skal behandles som en sådan, godt, men bestemt.