Tak til skatteyderne

Medierne er altid fulde af historier om folk der ikke får den rigtige hjælp, og jeg føler virkelig med dem. Jeg selv var en af de heldige, jeg fik hjælp, men det kostede penge, mange penge, og de penge betalte min hjemstavnskommune, så derfor vil jeg gerne sige af hjertet tak til alle de mennesker der betalte skat mellem 2007 og 2013, det er på grund af jer at jeg i dag har et værdigt liv.

I gamle dage, dengang velfærdsstaten endnu ikke var opfundet, var hjælp noget man eventuelt kunne få fra rigere slægtninge og venner, men skal jeg fortælle jer en hemmelighed. De fleste syge og svage mennesker, eller i hvert fald ret mange af dem, er ikke særlig charmerende ved første øjekast, for livet har tæret på dem, og det er ikke kønt at se på, så langsomt forsvinder venner og familie. Så tog velfærdsstaten over og sikrede lige ret til hjælp til alle.

I disse dage tales der meget om at spare. Jeg er godt klar over at staten ikke kan give penge hvis den ikke har penge, men hvad nu hvis det vi sparer i dag kommer til at koste os i morgen. Det koster penge at yde en indsats. Det koster penge at hive nogen op fra bunden og støve dem af for at sende os ud i samfundet. De fleste kan faktisk godt blive enige om, at de svage skal hjælpes på en eller anden måde. Det der i princippet bliver diskuteret er, HVOR godt skal et menneske have det for at man kan tale om et acceptabelt liv hvor man kommer skal ud i samfundet? Hvor ofte har man ret til at få et bad? Har man ret til at bo i den by hvor ens netværk er? Er man et utaknemmelig skarn, hvis man ønsker at få det godt nok til  at kunne smile bare engang imellem? Behøves knuden i maven over økonomien altid at være der?

Jeg er et godt eksempel på, at det kan betale sig at investere pengene i hjælp, for for hvert år der går, bliver jeg mere og mere selvhjulpen. Jeg vil i dag sige at jeg har et godt liv. Måske kan jeg ikke overkomme det samme som andre på min alder, men jeg gør hvad jeg kan. Jeg klarer at have en hverdag der hænger sammen, jeg forsøger endda at tage mig en uddannelse sådan som både jeg og regeringen gerne vil have det, så af hjertet tak for at det kunne lade sig gøre.

Om telefoner

Oh sweet Lord, Halleluja, så er jeg langt om længe tilbage på nettet og tilbage på bloggen. Jeg har været i gang med at forberede et indlæg om alle de genvordigheder jeg har haft med TDC i mit forsøg på at få internet, men det blev en meget læng og snørklet tekst, som jeg slet ikke kunne blive færdig med, så i stedet har jeg valgt et underemne af dette, nemlig telefonopkald.

Igennem de sidste fem år, har jeg været skånet for al kontakt med de verse instanser. Hvis der skulle foretages et telefonopkald, var der altid en pædagog der kunne tage det for mig. Jeg er lidt utryg ved telefoner, for jeg har ikke meget erfaring i at tale i dem, og når jeg står over for det ukendte, så har jeg kun meget ringe realitetssans for hvad jeg kan forvente mig. Selvfølgelig kan det godt være, at de i den anden side af linien er søde og hjælpsomme, som folk er flest, men det kan også være at de er sure og skræmmende, og jeg kommer til at sige noget der i sidste ende kommer til at koste mig en masse penge fordi jeg i virkeligheden ikke havde nogen idé om hvad jeg snakkede om.

Der er stadig pædagoger i mit liv, men deres arbejdsopgaver er nogle andre end jeg har været vant til, så jeg opfordres til mere selvstændighed, så jeg har taget alle mine opkald med TDC selv, hvilket kan være en af årsagerne til at det gik så relativt galt som det gik, eller i hvert fald kaotisk, og så alligevel. Måske er det ikke min skyld,.

Nå men nu har jeg i hvert fald internet og det skal nydes, for hver gang jeg skulle ringe, eller der igen gik et eller andet galt, så kostede det mig megen svie og smerte og  uro, og jeg har følt mig helt syg. I søndags hentede jeg en pakke og fik en sms, der sagde at jeg på mystisk vis havde fået oprettet to simultane abonnementer, og eftersom det var søndag var der intet jeg kunne stille op, andet end at vandre hvileløst rundt i min lejlighed i fem timer og vente på, at min kontaktpædagog kom og talte mig til ro. Dagen efter kunne jeg så ringe til TDC kl 8, men det giver en meget lang og urolig morgen, når jeg allerede vågnede kl 3. Heldigvis kunne jeg tage ned og træne og prøve at løbe al uroen ud af kroppen på et løbebånd.

Med tiden skal jeg nok lære det der med at tale i telefon, men det var altså også noget af en ilddåb jeg her fik.

Om at sige farvel

Nu har jeg boet her på bostedet i snart 2 år. Her har jeg grædt og leet, og her har jeg gradvist fået det bedre, indtil jeg nu er klar til at flytte i egen bolig. Pædagogerne er i den tid kommet helt ind under huden på mig. Nogle gange har de været dumme, men det meste af tiden har de været der for mig, og de er ikke bare pædagoger, de er mine mødre, mine venner, min skrifteboks og mine sekretærer, og derfor er det så underligt, at jeg nu skal sige farvel, for i virkeligheden er de ikke alle de ting, vi lod bare som om.

Det er ikke fordi følelserne imellem os var fake, de er skam rigtige nok, men systemet fungerer sådan, at når det er slut, så er det helt slut, for ligegyldigt hvor tæt vi har været de sidste to år, så stopper vores forhold den dag jeg flytter herfra. Vi kan måske sige, at det ikke er farvel, men derimod på gensyn, men det er en løgn. Det er ikke bare fordi det er noget der står i reglerne, det er sådan vi fungerer som mennesker, et nyt kapitel starter i vores liv, og vi bevæger os videre og væk.

Det er enormt hårdt at sige farvel til alle de mennesker, for jeg holder jo af dem, og de holder af mig. Vores farvel bærer dog præg af, at jeg er klar til at sige farvel. Nogle gange bliver man jo nødt til at sige farvel fordi ens betalingskommune henter én hjem eller fordi et bosted lukker eller hvad der nu kan ske. Når man er klar til at sige farvel, bliver det hele lidt mindre sørgeligt, men lidt sørgeligt er det stadig, okay, måske lidt mere end lidt sørgeligt.

Der er 1½ uge til at jeg flytter, og jeg har noteret i min kalender, hvornår jeg skal sige farvel til alle 18 pædagoger. Den første sagde jeg farvel til i søndags. At sige farvel gør på en eller anden måde flytningen mere konkret. Det er faktisk nu at det sker.

Livet på et bosted

Jeg er blevet bedt om at skrive lidt om hvordan det er at bo på et bosted, og jeg sagde ja inden jeg havde fået tænkt mig om. Det er ikke noget jeg har noget imod at snakke om, det er bare vanskeligt, for jeg har boet på to bosteder, og de var meget forskellige, så jeg vil fortælle lidt om hvad et sådan tilbud har haft af betydning for mig.

Jeg vil mene, at det har redet mit liv at flytte på bosted, men det kommer ikke uden en pris.  Da jeg blev 18 og pludselig skulle være voksen, var jeg ikke klar. Jeg prøvede at klare mig det bedste jeg havde lært, men det var som at grave mig dybere og dybere ned i et hul, indtil min situation var ret håbløs. Nogle ting ved at flytte hjemmefra kunne jeg godt finde ud af, jeg kunne godt handle, lave mad og komme op om morgenen, jeg kunne godt betale mine regninger og skrive under på papirer, men jeg fik det psykisk værre og værre. Jeg elskede at blive indlagt, for så var der nogen der kunne tage sig af mig, når nu jeg ikke selv kunne.

Det første bosted hvor jeg boede var mest gearet til den praktiske hjælp. Ligesom jeg måtte tilpasse mig mine nye omgivelser, måtte bostedet også tilpasse sig mig, men selvom det var nogle fantastiske mennesker der arbejdede der kunne de ikke give mig den intensive omsorg jeg havde brug for. Hvis man skal på bosted burde det gælde om at finde det rigtige match, men langt hen af vejen, er det nok mere et spørgsmål om hvor der bliver en plads ledig.

Et bosted som jeg bor på nu er som at bo hjemme men med mange hjemmegående mødre næsten uden egne behov. Det er godt når man har det rigtig skidt, at der altid er en til at give knus, berolige og bare være der for én, men det kommer ikke uden en pris. For at blive beskyttet må man også aflevere lidt af sig selv. For at få det fulde udbytte må man være villig til at snakke om alt og altid være ærlig, og man må finde sig i at alt bliver ført til protokols. Det har fået mig til at føle, at jeg lidt har mistet noget af min identitet som et selvstændigt individ, jeg har assimileret mig med mit sagsnummer, jeg er blevet en patient ikke kun af titel men af væren. Jeg tror at det har hjulpet mig igennem den værste tid, men nu hvor jeg er ved at være klar til at komme videre, er det en kamp at vinde min identitet tilbage.

Personalet på et bosted er noget af det vigtigste, de skal være der for mig gennem tykt og tyndt, de har set mig når jeg har det værst, noget hverken familie eller venner har. Man lægger sit liv i deres hænder, og de kommer helt tæt på, men det er et uligevægtigt forhold. Det er deres job, men det er dit liv. Flere gange har jeg oplevet at knytte mig for meget til en person. Man kan nogle steder få at vide, at man ikke skal knytte sig, men det er næsten umuligt at lade være, for tit tæller pædagogerne 90% af ens menneskelige kontakt, for man kan sagtens ende på et bosted langt fra venner, skole og familie.

Det hele kommer til at lyde så negativt, men jeg har fået livet forærende ved at bo på et bosted, og det ville jeg ikke bytte for noget i verden. Det er rigtig nok hårdt at vende tilbage til en mere normal tilværelse, men jeg har ikke noget imod at det er hårdt, for hvis det ikke er bare lidt hårdt, så ender man med at holde op med at kæmpe, og så kommer man aldrig videre.

Lyver de for mig

Vinderen af min bogkonkurrence er Trine Nielsen så rigtig mange gange tillykke med det, jeg håber at du vil elske den lige så meget som jeg gjorde :)

I tirsdags havde jeg besøg af min socialrådgiver som ville tale flytning, og det blev et rigtig godt møde. Et af mine ønsker er, at jeg vil kunne blive ved med at gå hos min psykolog, jeg ved fra forskellige steder og fra andre menneskers erfaringer, at Aarhus kommune er svære at danse med, og at jeg ikke skal få mine håb op, alligevel insisterer pædagogerne på at være 'positivt stemt' og 'selvfølgelig skal det nok gå'. den slags driver mig til vanvid. Jeg ved at det er sødt ment, og at de gerne vil skåne mig for bekymringer, men i sidste ende er det mig der står med lorten hvis jeg får et afslag.

Til mødet sagde min socialrådgiver, at hun var enig i at det var nødvendigt med den psykolog, hun vidste bare ikke helt hvordan hun skulle få det igennem. Der var nogle ting hun kunne prøve, men hun var ret usikker. Jamen det gik jo godt sagde min kontaktperson og jeg så på hende som havde vi ikke lige siddet til det samme møde. "Hun sagde at det nok skal gå", men nej det sagde hun ikke, hun sagde, at det var nødvendigt, at det lod sig gøre, men det er ikke det samme som at det rent faktisk er ladsiggørligt.

Jeg hader at blive løget for. Jeg ved godt, at andre ikke ser det som en løgn, de er jo bare optimistiske, men JEG ser set som en løgn. Jeg ønsker ikke, at de skal sige at alt er skod og at ingenting nogensinde vil gå godt. Jeg ønsker ikke engang, at andre nødvendigvis har de samme holdninger som mig. Jeg ønsker at der er åbenhed for debat, at jeg kan få lov til at snakke om mine bekymringer uden at blive affejet med et "det skal nok gå godt alt sammen".

Jeg ved at jeg modsiger mig selv her. De har selvfølgelig lov til at tro, at det nok skal gå. Det der går mig på er er at de ikke lytter ordentligt til mine argumenter. Tæller mine argumenter mere end pædagogernes? På emner der omhandler MIT liv så ja, for ja, jeg er handicappet, men det er stadigvæk mit liv og ikke deres, jeg værdsætter deres råd og vejledning og hjælp, men det er mit liv, mine valg, og det er mig der må leve med konsekvenserne.

Jeg tror faktisk på at det hele nok skal gå i sidste ende, men jeg kender Systemet godt nok til at vide, at det ikke bliver let, og jeg har brug for anerkendelse til at kunne tage kampen op. Jeg har ikke noget imod at kæmpe, jeg mener endda at det er sundt at kæmpe, for så værdsætter man resultatet desto mere, men lad os kalde en spade for en spade og en kamp for en kamp, og så kan vi tage det som det kommer derfra. Jeg holder meget af min kontaktperson, jeg holder meget af alle pædagogerne, men jeg har brug for at kunne stole på dem i alle henseender.

Om at komme ud med det

Jeg læser på universitetet med nogle virkelig skønne mennesker. Vi har læst sammen i et år, men jeg har egentlig ikke snakket ret meget om min sygdom, og det har været helt bevidst, ikke fordi de ikke må høre min historie, men fordi det var mit første rigtige møde med den virkelige verden, og jeg ønskede at være mere og bedre end bare hende den syge. Desuden har jeg vænnet mig så meget til at fortælle min historie i sygdomsregi, til pædagoger, psykologer og andre syge, som jo er vant til den slags, at jeg lidt har mistet fornemmelsen for hvor slemt det må lyde for udenforstående, og jeg har ikke lyst til at virke for overvældende, for i mine halvgamle øjne er de jo så forfærdelig unge.

I går havde jeg en kaffeaftale med den ene af dem. Vi skulle alle fire have været der, det blev for svært at finde et tidspunkt hvor vi alle kunne, så det var altså kun os to, hvilket jeg var glad for, ikke fordi jeg ikke gad se de andre, for det ville jeg meget gerne, men fordi det er lettere for mig at sidde en til en end i en gruppe.

Jeg havde delvist taget beslutningen, at jeg ville prøve at fortælle min historie. I løbet af det sidste år har jeg jo flere gange henvist til min historie, sådan som man nu engang gør, når man bare sidder og snakker, for vi har jo alle en historie, så de må jo have en eller anden idé om, at der er sket voldsomme ting for mig, men jeg tror, at det kan være svært at forestille sig psykiatrien, hvis man ikke har oplevet den, og hvad man ikke kan forestille sig må enten virke ligegyldige eller skræmmende, sådan er det i hvert fald for mig.

Efter et år kender de mig også lidt, de ved at jeg er sød og sjov (og nørdet), og jeg frygter ikke længer at blive stemplet, for jeg kender også dem lidt, og jeg ved, at det ville de ikke kunne finde på. Så jeg fortalte hende noget mere af min historie. Og hun reagerede præcis sådan, som jeg gerne ville have hende til at reagere, medfølende, men stadigvæk udenforstående, for jeg har rigelig med folk der er eksperter i psykiske sygdomme og udviklingsforstyrrelser, jeg har brug for folk der er eksperter i at være 'normale', for fremover er det på den normale scene jeg skal begå mig.

Hun spurgte om jeg ikke er bange for, om jeg nu virkelig er klar til at flytte hjemmefra. Endnu er det så langt ude i fremtiden, at jeg ikke tænker vildt meget over det, men selvfølgelig er jeg det. Jeg er rædselsslagen for at få et tilbagefald, eller for ikke at kunne få den rigtige hjælp. Mest tror jeg dog bare, at det er frygten for forandring, for det er altid skræmmende at starte en ny epoke i sit liv, det ved jeg, for det er tredje gang i mit liv at jeg flytter hjemmefra. Første gang flyttede jeg fra mine forældre til Aarhus for at studere, anden gang flyttede jeg fra nærmest konstante indlæggelser på psyk til min egen lejlighed og meget alenetid på et bosted i Randers, og så nu her hvor jeg skal ud og have mit eget sted, mit helt eget.

Så jo, jeg er skræmt, men jeg har et indre behov for hele tiden at bevæge mig fremad, jeg har et behov for hele tiden at være det det bedste jeg kan være. Er der fare for at jeg presser mig selv for langt? Ja, absolut, men der er også fare for, at jeg går i stå hvis jeg bliver hvor jeg er. 

Jeg vil lige slutte af med en historie der forbløffede og forargede min klassekammerat. Jeg havde engang været indlagt på psykiatrisk skadestue, men der var ikke plads til at jeg kunne komme på en afdeling. Jeg skulle udskrives uden lægesamtale for der var ikke nogen der havde tid, men en rigtig sød sygeplejerske ville alligevel lige tale med mig om, hvad der skulle ske når jeg kom hjem. Jeg ved ikke om det var fordi vi kendte hinanden lidt eller godt kunne blive lidt fjollede, eller om hun mente det seriøst, men jeg blev i hvert fald udskrevet, hvis jeg lovede at gå hjem og bage pandekager. Jeg endte med ikke at bage pandekager, men vores snak hjalp alligevel lidt, for jeg ønskede så brændende ikke at skuffe hende.

hit med mine penge

Her i August er jeg jo begyndt selv at stå for min egen husholdning, hvilket betyder, at jeg ikke længere skal betale madpenge sammen med min husleje. Min kontaktperson og jeg meldte dette i god tid, men på grund af ferien, kunne de ikke nå at ændre det. Jeg fik dog at vide, at jeg ville få tilbagebetalt inden en uge. Der er nu gået 14 dage, og jeg har selvfølgelig ikke fået pengene endnu, selvom vi har rykket for dem, og det begynder at irritere mig lidt. Det er ikke så meget, at jeg har brug for pengene lige nu og her, der er mere princippet i det. Selvom det handler om brøkdelen af en øre, hvis ikke endnu mindre, så generer det mig, at de tjener rentepenge på MINE penge.

Er jeg smålig? Fandeme ja, for jeg ved, at hvis det var mig der ikke lige fik betalt min husleje til tiden, så ville de være knap så tålmodige. Jeg ved at jeg ikke kan stille det sådan op, jeg ved at der er en forskel, jeg forstår bare ikke rigtigt hvorfor, men okay, der er altså en forskel, og så lad gå, at hun sagde at der ville gå en uge, men nu er det en uge siden, at der var gået en uge, så ja, jeg bliver irriteret.

Øvelse betaler sig

Feriekedsomheden er har gjort mig sløv, og mine dage bliver mere og mere indholdsløse, og jeg kommer mindre og mindre ud. Varmen gør det hele værre. Jeg føler mig fanget i mit eget hjem, og fordi jeg står får mere og mere af min husholdning selv, så får jeg også mindre og mindre at gøre med pædagogerne, hvilket er noget der tydeligt kan mærkes. Det betyder blandt andet, at jeg selv skal stå for min egen underholdning.

Jeg har brug for et projekt der kan holde min hjerne i gang samtidig med at fjernsynet kører, for det virker nu engang mindre ensomt når der er stemmer i baggrunden. Samtidig skal det være et projekt der ikke kræver for meget, for selvom jeg har en kølig lejlighed, så er denne varme ikke til at holde ud.Jeg har kastet mig over at tegne portrætter, for jeg er ikke specielt god til at tegne mennesker, og det har jeg egentlig altid fundet irriterende. Det er noget jeg tager op med mellemrum, men så konkluderer jeg, at det er jeg ikke god nok til, og så bliver jeg sur og lægger det på hylden igen.

Ting er bare ikke særlig sjove før man bliver god til det, og for at blive god må man først øve sig, og det er tit en kedelig fornøjelse, men eftersom jeg keder mig i forvejen ved ikke at lave noget, så kan jeg ligeså godt kede mig med at lave noget, der så på et tidspunkt kan blive sjovt. Det kan betale sig at øve sig. Det har jeg sagt før, og det kommer jeg til at sige igen.

Dag 1:

Dag 2:

Dag 3:

Om at stå på egne ben

I går var det første august, hvilket ville sige, at det var tid for mig at tage det næste skridt i min 'kamp' for at blive mere selvstændig og klar til at flytte for mig selv en dag. Jeg har op til nu betalt kostpenge (1800,- om måneden) sammen med min husleje, og jeg har bare kunnet tage hvad jeg ville nede i køkkenet, eller jeg har kunnet skrive det på indkøbslisten, men nu er det på tide, at jeg selv tager ansvar og selv holder styr på det hele.

Sådan noget med at handle, det burde da ikke være så svært, det var sådan det plejede at være før jeg kom hertil, men det plejede også at være sådan at jeg virkelig bare ikke kunne styre det med maden. Der havde dog overhovedet ikke været nogen form for tvivl i mit sind, og jeg havde slet ikke overvejet om der skulle være det. Jeg så på min kontaktpædagog med overbærenhed, når hun prøvede at tale med mig om det.

Jeg startede dagen i Rema. Hver dag handler jeg på ca samme tidspunkt i den samme butik. Jeg køber de samme ting, ser de samme ansigter og siger de samme fraser. Den unge mand bag kassen er nok det menneske jeg ser flest gange i løbet af en uge, og alligevel er det eneste vi siger til hinanden.
- "Hav en fortsat god dag".
- "Rak, og i lige måde".
Det er ikke fordi jeg søger at det skal være mere, det er bare en underlig og lidt ensom fornemmelse.

I går var alting så bare ikke det samme alligevel, for min kurv indeholdte ikke bare pepsi max og saft, men også rigtig mad, såsom gulerødder og frisk pasta. Det føltes godt at være herre i eget hus, frue i eget køkken. Senere meldte angsten sig dog. Jeg var ikke bange for, at jeg ikke kunne klare det, det var en mere ukonkret følelse, som en slags sult der gjorde mig åndeløs. Det var et diffust møde med det nye og ukendte, og jeg skammede mig over, at jeg ikke kunne være mere overskudsagtig omkring disse ændringer.

Jeg fik noget beroligende og sad længe og klappede en af pædagogernes hund som var med på arbejde. Det er altid rart når nogen værdsætter én så meget som nærmest kun en hund kan. Når den ligger der i ekstase og slår med halen, så er man det eneste der eksisterer, og man bliver højt elsket.

Er jeg et godt menneske?

Det sker hele tiden, at jeg gør ting, som jeg måske egentlig ikke syntes at jeg burde gøre. Set udefra drejer det sig måske om småting som, at jeg måske vrissede lidt af én, men indeni føltes det enormt voldsomt, fordi jeg måske var så sur, at jeg ønskede at ydmyge vedkommende. Pædagogerne siger, "Ja men du gjorde det ikke", men Jesus så mit hjertes tanke, og det samme gjorde jeg. Det hører nok stadig til i småtingsafdelingen, men det føles som sagt voldsomt, og det er let i et øjebliks storhedsvandvid at føle sig som jordens værste menneske, men for at være ærlig, så har jeg slet ikke kaliber til ligefrem at være den værste til noget som helst, jeg er bare helt almindeligt kedelig, og det samme er mine synder.

I går gav jeg plads til, at en af mine venner kunne have det skidt. Det var ikke noget der krævede specielt meget fra min side, men pædagogerne roste mig meget efterfølgende.

Det er lidt mærkeligt at blive rost for den slags. Jeg synes måske, at det burde falde under kategorien helt almindelig medmenneskelighed, men det er en af de ting der er ved at bo et sted som her, man bliver rost herfra og så til juleaften (billedligt talt), og det er en af grundende til, at jeg med tiden vil væk herfra. Når man har det rigtig svært, så er ros godt, for det styrker en selvtillid, selvværd og modstandskraft, men når man begynder på at have det udmærket, ja så føles det egentlig lidt fjollet. Ikke at jeg ikke længere kan lide ros, bare ikke hele tiden.

Om en start

Jeg er nu officielt kommet i udslusning på mit bosted, hvilket betyder, at jeg langsomt skal starte med at have mad i mit køleskab og spise morgenmad, frokost og mellemmåltider alene oppe ved mig selv.

I går var jeg med en pædagog i Føtex og købe det aller mest nødvendige. Der er mange flere (varierede) ting jeg skal have, men jeg var simpelthen så forfærdelig træt, at min hjerne slet ikke fungerede. Jeg var ikke ked af det, men jeg havde alligevel lyst til at krølle mig sammen i en kugle og græde. På et tidspunkt stødte jeg ind i et ungt par der stod og købte slik. Det var udelukkende min skyld, men da jeg prøvede at sige undskyld lød jeg nærmes aggressiv. Jeg var efterfølgende ikke særlig stolt af mig selv, jeg tror endda, at jeg snappede lidt af pædagogen.

Nu er mit køleskab altså 'fyldt' og det skal jeg lære at leve med, og det er stort og skræmmende. Pædagogen jeg var ude og handle med sagde, at selvfølgelig klarer jeg det. Forhåbentlig klarer jeg det, jeg skal nok klarer det, men jeg har været spiseforstyrret i så mange år, at det bestemt ikke er nogen selvfølge. Højst sandsynligt, vil der være dage eller nætter, hvor jeg går amok og tømmer køleskabet på nul komma fem, og hvor jeg efterfølgende vil føle stor skyld. Det er i forvejen noget der en gang imellem sker, enten i bostedets køleskab eller hjemme ved min far, men frygten er, at det vil ske oftere i og med at jeg kommer tættere på maden.