Om forsinkelser

I går skete der en personpåkørsel ved Viby, Aarhus, og det var selvfølgelig meget tragisk, men endnu mere tragisk (for mig i hvert fald) var at togtrafikken ud af Aarhus blev hæmmet. Jeg ved ikke hvornår det hele startede. Jeg har ikke kunnet finde noget om det på netaviserne, og så var det nok ikke så alvorligt, og derfor tænker jeg, at det sikkert er fint nok at gøre lidt grin med.

Da jeg kom ned på stationen var der mennesker overalt, og det var temmelig angstfremkaldende. men mit tog kom da trods alt, og jeg var heldig at få en plads, men toget blev bare ved og ved med ikke at køre, og så stod der pludselig, at afgangen var aflyst og at vi måtte vente 30 min på næste planlagte afgang. Fint nok, men den tid nærmede sig mere og mere, og der skete ikke en skid.

Til sidst kom der da en lokofører der fortalte, at "jamen vi skulle da over i et andet tog(med afgang om 5 min). Så vi hankede op i hvad vi måtte have af bagage og jakker, og storkede af sted. Ved et rent lykketræk fik jeg en siddeplads, mens toget hurtigt fyldtes til bristepunktet. Vi havde alle sammen enormt travlt, for de havde jo sagt... Dog skete der ikke noget som helst i meget lang tid.

Til sidst sagde de over højtalerne, at de beklagede en forsinkelse på 11 min, men der var altså lidt kaos. 11 min min bare røv, prøv 40, men det ser vel bedre ud i statistikken hvis man bare aflyser de alt for forsinkede afgange.

Jeg kan godt gå temmelig meget i panik når ting omkring mig ikke fungerer tilfredsstillende, for er det ikke nok, at jeg selv kludrer forfærdeligt i tingene? Det har noget at gøre med mit behov for kontrol, både min egen og andres. Men jeg tog nu gårsdagens eskapader relativt roligt. Jeg havde godt nok lidt hovedpine, men jeg var nødt til alligevel at have musik i ørerne, for lydende fra så mange mennesker ville være alt for påtrængende. Folk opførte sig ellers pænt, hvilket man ikke altid kan forvente i den kollektive trafik.

Nye bukser

Normalt når jeg køber tøj, går jeg ind i en butik, tager noget ned fra hylden/stativet, går hen til kassen, betaler og går hjem, nemt, hurtigt og klinisk, men en meget sjælden gang, lader jeg en ekspedient hjælpe mig og går i prøverummet og finder noget der rent faktisk passer helt ordentligt. Sådan en dag var det i går.

Jeg har masser af bukser der sidder super flot og som jeg bruger på universitetet, men når jeg kommer hjem vil jeg bare ud af dem og i noget der sidder lidt mere behageligt, men de behagelige bukser jeg har er gamle og slidte og sidder slet ikke pænt. Jeg acceptere at ligne en sjuske Dorthe, fordi jeg nu engang holder så meget af at ligge og være fed på sofaen, men jeg skammer mig, for selvom jeg er hjemme, vil jeg gerne være bare lidt pæn, så i går var jeg ude for at købe nye bukser på den 'rigtige' måde. Teknisk set har jeg endnu ikke fået pengene tilbage fra Skat, men det forhindrer mig ikke i at bruge dem allerede.

Sidste gang jeg købte bukser på den måde var for 6 år siden, lige efter mine forældres skilsmisse. Det er de bukser jeg stadig bruger, så det er vel ikke fråds at købe nye. Dengang var det ved et rent tilfælde Only-bukser jeg købte, men de sad super godt på mig, så for at gøre missionen så simpel som muligt, gik jeg også i Only denne gang.

Sidste gang jeg købte, var jeg en størrelse 32/32, hvilket jeg skammede mig over, for endnu nogle år før havde jeg været inde i en Levis-store, og da havde ekspedienten set på mig som om jeg var noget katten havde slæbt ind, fordi 32 åbenbart var så fucking fed, hvilket jeg egentlig ikke synes at det er, men følelsen sidder der stadig. I går fortalte jeg ekspedienten, at jeg har tabt mig lidt siden, og jeg ikke vidste hvilken størrelse jeg er. Jeg fik en 30 og en 29 med i rummet, men efter at have set på mig, sagde hun at jeg måske godt kunne snyde lidt, udseendesmæssigt, og det gjorde jeg åbenbart også, for jeg måtte helt ned i en 28, og det endda på en dag, hvor jeg havde en masse væske i kroppen på grund af menstruation. Det er sørgeligt at tænke på, min det at jeg er gået fire numre ned i buksestørrelse, gjorde mig virkelig glad.

Nå, men jeg fik så i hvert fald mit tøj, så nu kan jeg se ordentlig ud igen, også når jeg bare ligger og stener TV.

De gratis glæder

Jeg skulle have været i biografen med nogle af dem fra mit bosted. For dem på kontanthjælp var turen gratis, men jeg er pensionist, så jeg skulle selv betale de 100 kr.

Siden jeg blev pensionist, efter så mange år på SU og kontanthjælp, har jeg følt at jeg havde alle de penge i verden jeg nogensinde kunne få brug for, hvilket måske siger mere om mit forbrug end om førtidspension generelt, men pludselig blev jeg grebet af misundelse. Jeg syntes at det var skide uretfærdigt, at jeg altid skal betale mere end alle de andre, for huslegen bliver afmålt efter indtægt og rådighedsbeløb. Egentlig er det ikke så unfair som det lyder, det drejer sig om, at dem på kontanthjælp får nedslag i deres husleje og kostpenge for at de skal have et bare nogenlunde acceptabelt rådighedsbeløb, men i går kunne jeg ikke se det fair i det, for jeg har jo nogle andre faste udgifter som de slipper for, jeg har nemlig både forsikring (de andre er for unge til at have deres egen forsikring), skolebøger og transport både til Aarhus og Odense (de fleste andre har familie der bor tættere på, og som i mange tilfælde henter og bringer dem).

Buhu, hvor er det synd for mig, det syntes jeg i hvert fald i går, og jeg blev så sur, at jeg meldte fra biografturen, for det ville jeg i hvert fald ikke betale for, når nu de andre kunne få det gratis. Jeg havde måske regnet med pædagogernes medlidenhed, men de var top professionelle, og ville ikke ynke mig for at have en dårlig økonomi, hvilket var både rart og pisse irriterende.

En anden lidt mere positiv grund til at jeg meldte fra var, at jeg er i gang med en skide spændende bog som jeg har fået fra Rosinante, "Désirée" af Annemarie Selinko, der handler om Napoleons første kærlighed, en silkehandlerdatter, som giftede sig med Frankrigs krigsminister og endte som dronning af Sverige. Det er en historie så fantastisk, at jeg ved den omtale ville have affærdiget den som noget urealistisk sludder, hvis ikke lige, at det hele havde været sandt.

Jeg lå på min chaiselong med fødderne begravet i et uldent tæppe, og med en Pepsi Max ved min side. Rundingen på hovedgæret passer lige med, at min hestehale kan ligge der uden at genere, hvilket de godt kunne lære noget af ved tandlægen og hvor man ellers bliver bedt om at sætte sig og læne sig tilbage.

Jeg læste til jeg blev helt firkantet i øjnene og de begyndte at svide og så lige lidt længere. Jeg begravede mig i en verden af smukke kjoler, uniformer, intriger og politik. Jeg lod mig opsluge af pomp og pragt. Jeg slugte hvert et ord, for det var en trist lørdag eftermiddag, og jeg havde brug for noget til at lede tankerne væk fra mit eget liv. Ikke at mit eget liv er dårligt, egentlig går det ret godt, men nogle gange har man bare en af de der dage, og så har man lov til en dag på sofaen, ja man fortjener det ligefrem.

I går kom jeg også til at lave en kæmpe bogbrøler. Jeg havde revset Kaj Munk i en boganmeldelse for ikke at have ordentlig styr på sin bibelshistorie, hvorefter jeg skriver at Jesus blev født i Nazaret. Det var en veninde der gjorde mig opmærksom på det, og jeg blev så flov, at jeg løj og sagde, at jeg selv havde tænkt på den, men jeg havde overhovedet ikke skænket det en tanke. Hele dagen var jeg så flov at jeg havde kvalme, selvom det egentlig var meget morsomt.

Om min bogblog

Jeg har en bogblog, hvor jeg nogle gange anmelder bøger fra blandt andet Rosinante, men også andre forlag. Rosinante er dog de mest krævende, og jeg føler mig beæret over, at jeg, på trods af mit relativt lave læsertal, må anmelde for dem. Nu er det sådan, at de er i gang med at opdatere deres blogger oplysninger, og jeg er blevet bedt om at oplyse hvor mange unikke besøg jeg har om ugen, og jeg krymper mig lidt ved at finde ud af det, for jeg har hen over sommeren forsømt min bogblog lidt, og nu hvor jeg er begyndt på universitetet er antallet af anmeldelser faldet til det halve.

Jeg har aldrig løjet over for dem, men lige nu føler jeg at jeg har, og jeg føler mig meget lille og utilstrækkelig. Det gør jeg også i forvejen. Jeg kan ikke finde ud af at gøre reklame for min bogblog, for det er jo bare min egen skøre særinteresse, og den kan folk da umuligt have lyst til at høre om, så jeg gemmer den af vejen, og håber alligevel, at folk vil finde frem til den, men det skal være slut nu, for mine anmeldelser er faktisk ganske gode, og jeg lægger et stort arbejde i at læse et bredt udvalg af bøger og skrive noget reelt om dem.

Først tænkte jeg, at jeg ville poste nye anmeldelser på asperger-pigens facebookside, men jeg jeg ombestemte mig, for det er jo så nemt bare at oprette en ny side, så det har jeg gjort, og I er velkommen til at like HER.

Hvad jeg stiller op med Rosinante ved jeg ikke. Måske beder jeg om udsættelse, og ser hvordan det går her i de kommende par uger, men selv når det går aller bedst, så er det ikke helt så godt, som jeg er bange for at de forventer, og jeg er bange for at skuffe dem, og bange for at de indstiller samarbejdet. Jeg tjener ingen penge på mine blogs, så det kan ikke kategoriseres som andet end en interesse, så det er kun min værdighed der står på spil, hvis jeg mister samarbejdet, men værdighed betyder en hel del for mig.

Efter alle mine år i psykiatrien føler jeg mig mindre som en person, for jeg mistede evnen eller i hvert fald muligheden for at producere et resultat som kunne måles, vejes og vurderes. Hver gang jeg lavede noget var det ih og åh så fint, for man forventede intet af mig. Høje forventninger slider på én, men slet ingen forventninger er også hårdt. Rosinante var de første der stillede krav til mig, og det var super fedt, og jeg føler et eller andet sted, at jeg står i taknemmelighedsgæld til dem, og jeg har et stort behov for at bevise mig selv over for dem.