Om at flytte sammen

Om under en måned flytter Kæresten og jeg sammen. Vi har fået et lille rækkehus igennem boligforeningen. Det har en lille have og ligger ikke så langt fra hvor jeg bor nu. Vi har aftalt en dato med et flyttefirme (18. maj), for teknisk set kan man godt flytte selv, men vi besluttede os alligevel for at betale os fra det. Jeg holdt stærkt på lige nettop dette, og heldigvis var Kæresten enig. Jeg ved hvor svært jeg har det med at flytte. Det handler ikke om, at jeg mangler kondition og muskelstyrke, men logistikken i det hele gør mig helt forfærdelig træt og forvirret.

Det er første gang jeg skal prøve at flytte sammen med én. Jeg har engang delt kollegielejlighed med en veninde, men det tæller ikke rigtig. Jeg håber i hvert fald, at det ikke tæller, for det var bestemt ikke nogen succes. Nej, jeg er ikke bange for hvordan det skal gå. Måske skyldes det mit lidt ligegyldige forhold til alt der ligger længere ude i fremtiden end 1-2 uger, eller også er jeg bare meget sikker på, at det er det jeg gerne vil.

Hvad jeg derimod er meget optaget af er frygten for at pakke min lejlighed ned i flyttekasser. Jeg HADER at pakke. Min fornuft siger mig, at jeg bør gå i gang i god tid og gå systematisk til værks. Alle mine instinkter og tilbøjeligheder råber derimod til mig, at det kan jeg bare udskyde til sidste øjeblik. Grrr!

Men mest af alt glæder jeg mig, heldigvis.

ungdommen demonstrerer

Allerede da vidste han, at han ville komme til at leve hele sit liv inden for snævrer rammer: på et universitetskontor, på offentlige biblioteker og i en to-tre auditorier; denne forestilling gav ham kvælningsfornemmelser. Han længtes efter at træde ud af sit liv, som man går ud af en lejlighed og ned på gaden.
Det var derfor han var så glad for at deltage i demonstrationerne mens han levede i Paris. Det var smukt at gå hen at fejre noget,kræve noget, protestere mod noget, ikke at være alene, at være under åben himmel og sammen med andre.
                                                     Milan Kundera
                                                     "Tilværelsens ulidelige lethed"

I fredags demonstrerede ungdommen, og de voksne beklagede sig over ungdommens dovenskab, ufornuft, uhøflighed. Samtidig er der unge der ikke tager med til demonstrationerne, men i stedet ruller med øjnene over deres jævnaldrende, og der er voksne der ryster på hovedet og tænker "I min tid vidste i fanme hvordan man demonstrerer". Derved er alting jo som det skal være. Det er enhver generations ret at gøre oprør mod det der kom før, ja det er måske ligefrem deres pligt. Det er enhver tidligere generations ret, ja ligefrem pligt, at beklage sig over den moderne ungdom. Og samtidig er det også enhver persons ret, at mene noget andet en fællesskabet, også selvom de nogle gange får hug for det.

Alligevel har de gamle hippier også lidt ret, når de siger, at den moderne ungdom ikke forstår at demonstrere. Jeg er en af alle dem der er vokset op med billeder at demonstrationer over Vietnamkrigen og glade folkemængder der styrtede over den nedbrudte grænse efter murens fald, men ligegyldigt hvor meget man ønsker det, så kan vi ikke gentage fortiden. Det er helt rigtigt at de moderne demonstrationer ikke har fortidens kraft, om det så skyldes ungdommens sløvsind, tiden eller mangel på nærliggende farer.

Jeg har deltaget i en demonstration i mit liv. Den skulle forestille sig at handle om et nej mod Irakkrigen, men reelt bestod den af palistinensere der råbte "Ned med Bush" og gamle hippier der stod og sang gamle protestsange som de unge ikke kunne ordene på. Jeg kan ikke have været den eneste der følte mig skuffet, men jeg vidste, at hvis jeg sagde noget, så ville jeg blive udstødt.

Er tingene virkelig så meget anderledes i dag? Jeg deltog ikke i demonstrationen, men jeg tvivler. Alligevel støtter jeg fuldt ud deres forsøg på at trænge igennem, deres vage argumenter, deres mangel på fuld forståelse af, at alle andre også lider under besparelserne, deres mangel på erfaringer af verden udenfor, for det er sådan ungdommen skal være, det er det der gør dem unge i stedet for voksne. Vi kunne lige så godt bruge betegnelserne uskyldige og optimistiske om dem.

Iblandt dem er der jo også de andre unge, dem der før tid er blevet ramt af livets alvor, de vrede unge, de depressive, de selvdestruktive. Sådan en var jeg dengang, og selvom jeg dengang hadede mine jævnaldrende lige så meget som jeg hadede resten af verden, så begynder jeg lige så stille at sætte pris på dem.

At møde den syge veninde

Forleden mødte jeg en pige som jeg kendte engang. Hun havde tabt sig så meget, at hun ikke længere lignede sig selv. Hun havde mistet sin energi og en stor del af sin personlighed. Fra den lille del af min hjerne, hvor sygdommens skygge stadig lever, hørte jeg en hvisken om hvor smuk hun var blevet, men jeg kunne også se skønhedens pris. Hendes forpinte øjne og det forsagte smil ville måske være smukke på et fotografi, men ude i den virkelige verden ville jeg langt hellere høre hendes latter og føle at hun var i live.

Der var engang hvor den syge veninde var mig. Jeg mødte folk og så frygten i deres øjne, og jeg havde lyst til at skrige, slå og sparke til verden, fordi jeg ikke havde kræfter til at forholde mig til deres bekymringer, jeg havde rigeligt i mine egne problemer. Selvfølgelig gjorde jeg det aldrig i virkeligheden, for jeg ville jo være den pæne pige, som ikke skulle belemre nogen, og desuden var jeg så forfærdelig træt og havde kun lige energi nok til et svagt smil og en høflig hilsen.

Hun fortalte, at hendes karakterer er blevet bedre. Selvfølgelig er de det. Det er det sygdommen går ud på, at tugte sig selv, at modelere sig selv ligegyldigt hvor smertefuldt det er. Min egen logik dengang sagde:

Hvis det ofte er de dygtige piger der for anoreksi,så kan jeg måske blive en af de dygtige piger,HVIS jeg får anoreksi???

Disse ting sagde jeg selvfølgelig ikke til hende. Enten var det fordi jeg var for genert, eller også var det fordi jeg vidste, at hun selv bliver nødt til at indså disse ting, og andres bemærkninger bare risikerer at forøge hendes sorg/vrede/smerter. Der findes ingen magiske ord at sige til den der befinder sig i helvedet fra den der ikke gør det.

Jeg kan godt nogle gange føle, at jeg har et større ansvar for at hjælpe, fordi jeg selv engang har været der, men jeg har ikke derved fået nogle særlige egenskaber til at hjælpe... desværre. 

Samtale med en syrisk mand

Denne korte anekdote oplevede jeg for nogle år siden. Krigen i Syrien var begyndt, men det var endnu ikke blevet den helt store historie. Jeg havde i hvert fald ikke selv nogen fornemmelse af den betydning lige netop denne krig ville få for historien og for den danske selvforståelse.

Jeg sad en dag på en chatside, hvor man kunne tale med folk fra hele verden. Ja, nogle gange modtog man beskeder a la: U beautyfull beatufull girl, U wanna marry me? Men der var også mere almindelige samtaler. En dag sad jeg så og skrev med en ung mand fra Syrien. Jeg havde faktisk ikke helt sikker på om jeg havde lyst til at snakke med ham. Ikke fordi han ikke var flink, men fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med mig selv. Hvad siger man til en person der lever i krigens skygge?

Jeg er altid et kæmpe fjols når det gælder nye og ukendte situationer. Jeg ønskede at sige et eller andet magisk, noget medmenneskeligt, noget der viste at jeg forstod hans situation, selvom jeg selvfølgelig ikke ve en skid om den slags. Hvad jeg i stedet endte med at gøre var at begynde en teoretisk diskussion omkring årsagerne til krig/at drage i krig religion><økonomi. Eller rettere, for mig var det en teoretisk diskussion, men jeg tænker, at det hele nok var lidt mere virkelighed for ham.

I hvert fald sad jeg der og snakkede om middelalderen og om hvordan familiens ældste søn arvede det hele og de andre enten kunne gå i kloster eller drage ud i verden og skaffe nok rigdom til at kunne få sig en kone og skabe et liv. Korstogene var for sidstnævnte en glimrende mulighed. Pludselig skrev jeg "Nej vent, nej stop, jeg holder op; jeg lægger pludselig mærke til, at jeg sidder og forsvarer korstogene. Det var slet ikke det jeg ville...".

Derpå grinede vi lidt, og jeg fik en sjov anekdote at fortælle, men hvad moralen er i dette oplæg er svært at sige. I disse dage strømmer syriske flygtninge til Danmark, og vi må beslutte hvem og i hvilken grad vi kan/vil/skal/må/bør hjælpe. Der er historier om folk der spytter på dem, andre står klar med vand, mad og tæpper. Især Facebook er fyldt med folks gode gerninger, folk der nu kan skrive 'Jeg har hjulpet en flygtning' på deres cv. Jeg vil også gerne gøre noget godt, jeg vil gerne se mig selv som et godt menneske, men denne historie er den eneste jeg kan fortælle.

Retten til egoisme

Jeg er bange for at få en hel del høvl over dette blogindlæg, så jeg vil lige på forhånd indskyde, at dette er en kort og derfor meget forsimplet tekst om nogle ganske få af de tanker jeg nogle gange gør mig om politik. Jeg er IKKE politikker og jeg er IKKE økonom eller noget af den slags. Dette er bare nogle små tanker fra en varm eftermiddag i eksamensperioden. Jeg ved også godt, at jeg aldrig var monster tynd, men depressionnen og alle selvmordsforsøgende der var mit egentlige problem har jeg ikke som sådan billeder af.

Valget er på vej, og det er ingen hemmelighed, at jeg stemmer et sted i det røde felt. Det virker som et logisk valg for en som mig der et førtidspensionist, studerende og som har behov for store (og dyre) mængder medicin. For andre mennesker vil et rødt valg være mindre logisk, idet deres livssituation er anderledes end min.

2008

Jeg bryder mig ikke om valgtider. Jeg er dybt taknemmelig for at leve i et demokratisk land, men jeg bryder mig ikke om den måde folk opfører sig op til et valg. folk strør om sig med anklager mod hinanden i et omfang jeg finder tæerkrummende pinligt. Jeg har de sidste par uger set en masse om 'alle de egoistiske rige mennesker'-anklager komme fra folk på min side af spektret. Jeg tror på, at rige mennesker er egoistiske, idet jeg også tror på at alle vi andre er ligesådan. Det er ikke fordi jeg synes, at egoisme er en god ting,  men jeg tror, at det er helt almindelig menneskelig ting.

Dengang jeg var 10 år vandt jeg en dag to gevinster i en tombola. I 30 sekunder var jeg verdens heldigste pige, det vil sige lige indtil min mor sagde, at jeg skulle give den ene af gevinsterne til min søster som ikke havde vundet noget. Jeg var gammel nok til for længst at have indset hvor grimme tombolabamser er, og jeg havde også rigeligt med bamser hjemme så ikke at have et kæmpe stort behov for endnu en, men det var princippet der talte, og i princippet var det MIG der havde trukket de vindende lodder. Jeg følte mig meget urimelig behandlet, så meget faktisk at jeg stadig kan mærke en lille nagen i maven når jeg tænker på det.

Jeg ved godt at det er en dum lille historie som egentlig ikke fortæller noget om samfundets struktur, og så alligevel. Jeg kan godt forstå at en ting som topskat gør nogle mennesker sure, for når man ser ned på papiret ser det enormt uretfærdigt ud. Hvorfor skal man give mange flere procent bare fordi man er rig? Nogle mennesker har faktisk knoklet røven ud af bukserne 90 timer om ugen for de penge (andre igen har ikke, men det er en anden historie).  Selv hvis vi alle havde en lige høj skatteprocent ville rige jo stadig betale mere simpelthen fordi en hvis procent af et højt beløb altid vil give et højere beløb end den samme procent af et lavere beløb. For pokker hvor kan jeg godt forstå at det kan virke uretfærdigt.

Alligevel går jeg ind for topskat. Det gør jeg, fordi jeg selv har oplevet hvordan velfærdsstaten tog andre menneskers penge og brugte dem til at redde mit liv, så på sin vis er min stemme til valget også egoistisk. Det er forfærdelig dyrt at redde et menneske, så dyrt at de færreste ville have råd til at redde sig selv. Derfor er staten nødt til at træde til. Staten er derfor nødt til at have penge, og da vi er et lille land med få naturressourcer, så er vi nødt til at få pengene et andet sted fra, og dem tager vi så fra dem der var så heldige at have mest.

2014

Bare fordi man nu har nogle penge betyder det ikke at de bliver brugt på bedste vis. Jeg kan godt forstå at rige mennesker bliver irriterende når nu du betaler mere end os andre og togene så stadig ikke går til tiden, og hullerne i vejen stadig bliver fyldt lige langsomt og tv og aviser er fulde af problemer der igen i år ikke er blevet løst. Det kan være svært at se hvor ens penge forsvinder hen. Jeg ville egentlig gerne møde dem og sige, her. Her gik i hvert fald nogle af jeres penge hen, og at jeg er taknemmelig. 

Jeg tror ikke, at det vil ændre så meget på deres synspunkter, og jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at prøve på det, for jeg synes, at vi alle har lov til at mukke, når vi synes er verden er uretfærdig imod os, præcis som vi andre har lov til at mukke hvis skatten og velfærdsstatens privilegier indskrænkes. Der er mange ting som folk bruger penge på som jeg personligt finder unødvendige og måske ligefrem komplet idiotiske, men det ændres ikke ved folks ret til at købe dem. Jeg kan ikke lide alle disse anklager om egoisme, for de spreder sig. Er man egoist hvis man har lyst til at råbe "pis af!" til facers fra velgørende organisationer, eller hvis man køber en is når nu der sidder en hjemløs på bænken, eller hvis man ikke vil dele sin slikpose med hele klassen? Ja, selvfølgelig er man det, men det gør ikke nødvendigvis en til et monster.

Om arbejde

Jeg blev forleden spurgt hvorfor jeg ikke arbejder (eller studerer på fuld tid), for tingene går jo så godt for tiden. Spørgsmålet var ikke ment som en kritik, vi stod bare og snakkede i en af pauserne. Jeg kan egentlig godt forstå spørgsmålet, få jeg kan jo godt nogle gange virke så fuld af energi og gåpåmod. Man kan jo sige, at jeg var meget meget syg, da jeg fik min pension, men sådan er jeg jo ikke længere.

Spørgsmålet er, om mine problemer er forsvundet, sådan at jeg jeg igen ville kunne klare et højere arbejdspres, eller om de er nedtonet, fordi jeg ikke længere har det samme arbejdspres. Jeg ved ikke, om jeg som sådan kan forklare forskellen. Det er vel bare en er de der ting, hvor man bare skal føle sig frem. Det der med at føle sig frem lyder så vagt, næsten bare som en dårlig undskyldning, men problemet er, at hvis jeg ikke lytter til mig selv, så risikerer jeg, at min tilstand igen bliver kritisk, for jeg var jo dengang så syg, at jeg risikerede at dø, og der vil jeg ikke hen igen.

Jeg oplevede det lidt i sidste semester, hvor jeg ikke kunne klare presset, og jeg måtte tage en pause. havde jeg ikke været på pension, ville det have haft seriøse konsekvenser for mig, der i værste fald kunne have betydet, at jeg måtte droppe ud. I stedet kunne jeg bare hvile mig og starte frisk igen i dette semester.

Jeg tror måske, at man kan komme til at forveksle min energi og gåpåmod med at have kræfter nok til at gøre mere end jeg gør nu, men jeg tror mere at det handler om en nyfundet glæde ved at være til som lyser ud af mig. Selvfølgelig har jeg stadigvæk dårlige dage, hvem har ikke det, men mine dårlige dage i dag er stadig langt bedre end mine gode dage var før i tiden, og selvom jeg stadig opfatter dem som dårlige dage, så gør denne bevidsthed alligevel noget ved én.

Der er ikke nok timer på en dag, dage i en uge

Engang væltede jeg mig i tid, jeg havde så meget tid, at jeg hver aften græd, fordi jeg ikke kunne holde ud, at der i morgen er atter en dag, og en dag efter den, og en dag efter den. Dagene var så lange og indholdsløse, at jeg følte, at jeg blev kvalt. Nu om dage er tingene anderledes. Jeg har min kæreste, universitetet og alle de der små hverdagsagtige ting man bliver nødt til at have styr på i løbet af en dag, såsom rengøring og indkøb.

Pludselig bliver mine dage fyldt ud, og jeg står op om morgenen, og må med en lille gispen anerkende, at jeg heller ikke i dag kommer ned og træner. Den spiseforstyrrede del af min hjerne, som måske i dag er svag, men som stadig er der, den går lidt i panik og overvejer, om jeg så ender som et stort fedt ubegribeligt monster, men på den anden side, så skulle jeg skynde mig ned og fange viceværten før kontortiden slutter, og om lidt skal jeg i Silvan efter en ny pære til badeværelset, for en ting er at tisse i bulderragende mørke, noget helt andet er at gå i bad i det, og jeg trænger til at komme i bad, for mit hår er så fedtet, at det klør, som havde jeg lus.

Senere skal jeg så lave mine lektier, og når de (forhåbentligt) er færdige, så er jeg det også, og jeg har mest af alt bare lyst til at kaste mig på sofaen med en god serie på dvd. Alle bøgerne om sundhed siger, at så er det tid til at hoppe i løbetøjet og så af sted, men jeg er alt fo meget et morgenmenneske til den slags. Så burde jeg i stedet komme af sted om morgenen, men mine morgener er blevet markant kortere efter, at jeg er begyndt at stå senere op. Så kunne jeg selvfølgelig begynde at stå tidligt op igen, men så skulle jeg samtidig begynde at gå tidligere i seng, hvilket ville give mig kortere tid sammen med Kæresten.

Måske skal jeg bare anerkende, at jeg ikke kan nå alt. Det er noget jeg tit må anerkende, men som regel har det været pga min aspergers. Denne gang er jeg bare helt almindelig menneskelig, og jeg går ud fra, at det er en god ting. Hele min barndom og ungdom drømte jeg om at være normal, og dette må siges at være meget normalt, men jeg må indrømme, at jeg havde forestillet mig noget anderledes, måske en fanfare eller balloner og konfetti. Hvad jeg i stedet får er en hverdag hvor dagen bare følger hinanden uden de store udsving. Timerne går, og jeg lægger kun mærke til det, når jeg ser ned på uret og opdager, at jeg har travlt.

En uheldig episode

Jeg sad i klassen sammen med en af mine venner. Jeg ville fortælle ham historien om hvordan jeg er blevet sat ned i medicin, og da jeg var på apoteket, fortalte farmaceuten mig, at min psykiater havde bestilt 28 pakker, hvilket vil sige ca 1500 piller. Vi blev dog enige om, at jeg nøjes med at hente én af gangen. Det var en sjov lille historie, problemet var bare, at det var første dag på den nedsatte dosis, og jeg derfor var lidt påvirket. Jeg var ikke helt mig selv og jeg var lidt forvirret, og pludselig havde jeg viklet mig en i en lang samtale om sygdom, død og ødelæggelse.

Jeg ved fra erfaring, at det ikke er et godt samtaleemne med folk man ikke kender, og alligevel kunne jeg ikke styre mig selv. Da jeg kom hjem var jeg meget pinligt berørt, og havde lyst til at falde død om på stedet. Jeg prøvede at drukne mine sorger i pepsi max, mens jeg sad og prøvede at gennemanalysere situationen.

Hvorfor bliver jeg ved med at fortælle disse historier, selvom jeg VED, at mange mennesker ikke bryder sig om dem? Først er der det, at jeg glemmer, at folk ikke kan klare dem. For mig er det jo ikke noget særligt, det var mit liv og min hverdag og det var sådan jeg var som person, men mest af alt tror jeg, at min åbenmundethed handler om, at sygdommen gør mig til noget særligt. Når jeg sidder i klassen er jeg bare et anonymt medlem af flokken. Jeg snakker meget om, at jeg gerne vil være normal, men i virkeligheden er jeg meget lidt et flokdyr.

Jeg er i høj grad individualist. Min karakter er i høj grad bygget op over, at jeg er hvid, kvinde, dansker og kristen, men der er også træk der er unikke for mig. Jeg vil gerne høre til, jeg har ikke noget imod at tilpasse mig, men at lade mig assimilere, det er jeg ikke helt sikker på at jeg vil. Jeg er mig, og hvem jeg er er meget præget af mine syge år, og det vil jeg gerne have at folk ved.

Når man skal begynde at tilpasse sig en ny gruppe, som for eksempel en ny klasse, så skal man være opmærksom på hvordan man introducerer emner som for eksempel sygdom, og jeg har været meget opmærksom de sidste par uger, og har snakket om at jeg har tid nok, men så i går væltede ordene ud af mig i en lang talestrøm.

Da vi havde fri burde jeg have holdt mig lidt tilbage sammen med de andre for at måle stemningen, men jeg var flov og skulle tisse så jeg for ud af døren.

Om travle morgener

I mange år har jeg stået meget tidligt op hver morgen. Når man konsekvent vågner ved 3-4 tiden så vænner man sig til at have lange stille morgener, hvor man har tid til at stå og se ud på solopgangen, gå en tur, drikke en kop kaffe og svare på mails. Der er ingenting man skal nå, dagens program ligger langt ude i fremtiden.

Jeg er for tiden i gang med at vende min døgnrytme, så i går stod mit vækkeur til at ringe kl 7. Jeg vågnede dog allerede kl 6, ikke fordi jeg var frisk og veludhvilet, men fordi jeg var sulten. Jeg har svært ved at lære, at når nu jeg går senere i seng, så skal jeg også spise senere, eller i hvert fald et ekstra måltid. nå, men jeg så på uret, og jeg tænkte, at hvis nu jeg tog en time tidligere ned for at træne, så kunne jeg måske nå at komme hjem i bad i stedet for at bade i centret, jeg havde nemlig en kaffeaftale kl 9. På vejen hjem fra centret glemte jeg dog at hæve kontanter til cafeen, så jeg måtte hjem i bad, hurtigt lægge noget make-up på, op på cyklen, ned og hæve penge og så hen på cafeen. Jeg nåede det lige akkurat med fem minutter igen. Kl var nu 9, og på tre timer havde jeg ikke haft så meget som fem minutter til bare at sidde og slappe af.

Mine veninder grinede lidt over, at jeg synes, at det var noget specielt at have sådan en morgen, for det er vel sådan de fleste mennesker lever deres liv, op og så hurtigt af sted.

Jeg er på mange måder glad for min nye døgnrytme. Det er ikke fordi jeg laver noget specielt om aftenen, jeg går ikke i byen eller i biografen, men det er hele bevidstheden om at muligheden er der, hvis jeg skulle få lyst. Det er også hele bevidstheden om, at jeg gør noget der er normalt. Der var en episode på cafeen, hvor det blev meget klart for både mine veninder, mig og alle der sad i hørevide af os, at jeg ikke er normal. Jeg har altid vidst at jeg ikke er normal, men det gør alligevel ondt at blive mindet om, meget ondt endda, men så var det rart at kunne læne sig tilbage og tænke, at i det mindste er min døgnrytme nogenlunde normal (ikke at de to ting ellers havde noget med hinanden at gøre).


Der er ikke nogen fast grænse mellem normal og unormal. Mange mennesker kan slet ikke lide begreberne. Jeg synes dog, at de er enormt passende. Det er ikke noget jeg tænker over til dagligt, og man kan skille sig ud fra mængden på mange fede måder, men man kan altså også skille sig ud på ufede måder. Grunden til, at jeg fastholder at arbejde med begreberne normal/unormal er de blikke man får, når man skiller sig ud på den ufede måde. Nogle mennesker bliver vrede, nogle bange, flove, misbilligende, hovne eller bare helt tomme i øjnene. Hvad der sker inde i mig når jeg får sådan et blik variere alt efter situationen, personen og min egen psykiske tilstand, men det kan gøre helt uoverskueligt ondt. Heldigvis er der også mennesker der reagerer med varme og åbenhed, og jeg er disse mennesker evigt taknemmelig, mange af dem kan jeg endda huske endnu flere år senere, som blandt andet hende her

Et historisk fotoalbum

Imellem 6 og 7 klasse var min moster og jeg på ferie i England og Skotland. Mens vi var derovre var vi blandt andet inde i en masse genbrugsbutikker, hvor vi den ene dag fandt noget ganske særligt. Vi vandt en fotobog "Queen Alexandra`s Christmas Gift book". Dronning Alexandra var en dansk Prinsesse, datter af kong Christian 9 og som var gift med kong Edvard 7 af Storbritannien.

I bogen er der en helt masse fotografier hvor hun besøger Skagen, så da vi kom hjem, var min moster inde og forære fotoalbummet til Skagens Museum. Dengang var jeg måske lidt ked af at jeg ikke kunne beholde det, det var jo fuld af damer i smukke kjoler, men i dag er jeg sådan nogenlunde glad for, at hun gjorde det. Jeg ville have brugt det til at tage det frem, en sjælden gang imellem, for at bladre lidt formålsløst frem og tilbage, men det kan bruge det til noget reelt, som nu for eksempel.

Skagens Museum holder for tiden en udstilling om maleren Tuxen, og bruger blandt andet nogle af billederne i denne artikel.

Jeg kan ikke lade være med at være en lille smule stolt, også selvom jeg jo egentlig intet har bedrevet i denne sammenhæng, men alligevel, de har jo brugt billederne fra VORES fotoalbum :)

Den kønsdiskriminerende skole

Er det danske skolesystem, sådan som det er i dag, diskriminerende mod drengene. Det siger folk, og jeg tvivler ikke på at de har ret, og det skal helt klart ændres. Selvfølgelig kan vi ikke leve med at halvdelen af vores børn, i en alder hvor de burde være ude og klatre i træer og fange frøer, for at vide, at de er slemme slemme børn fordi de har så meget energi og ikke kan sidde stille. De kloge folk har aller helvedes meget ret, når de siger, at det ikke kan være sundt for de små drenge, og, når ret skal være ret, så er det måske heller ikke sundt for de små piger. Jeg ønsker at de kommende generationer af piger skal være lige så gode på fodboldbanen i frikvarteret, som jeg ønsker at drengene skal være gode til diktat i timen.

Jeg vil gerne fortælle om mine oplevelser med kønsdiskrimination i løbet af min skoletid. Jeg vil tale om den diskrimination der var rettet mod pigerne da jeg  gik i 8-9 klasse plus gymnasiet tilbage i slutningen af 90'erne begyndelsen af 00'erne.

Engang imellem havde vi det der nogle gange hed klassens time og andre gange hed det klassens tid, men grundprincippet var sådan nogenlunde det samme. Vi skulle sidde og snakke om, at pigerne var nogle forfærdelige væsner der bar nag hver gang de blev sure på en af de andre piger, og derefter brød helvedet løs og det ville gå over i mobning. Drengene derimod var nogle fantastisk overlegne væsner der, når de blev uvenner, sloges og så kom videre og tilgav hinanden med det samme. Jeg vil give vores lærer ret i, at ellers søde teenagepiger kan finde på at blive onde i sulet i en grad der får de voksnes fnidder til at blegne. Den del kan vi altså blive enige om, men det der får mig til at stejle er tanken om, at drengene er pigerne mentalt overlegne. Drenges og pigers reaktion på uvenskaber er forskellige, men jeg har læst "kongens fald" af Johannes V Jensen, og jeg kan godt fortælle jer, at der intet gloværdigt er over den.

I 9 klasse havde jeg en fysik/kemilærer som var forelsket og betaget af en af pigerne i klassen, så hun fik gode karakterer mens alle vi andre piger fik middelmådige karakterer. Drengene derimod fik karakterer efter hvor dygtige de var. Noget af min galde handler om, at jeg var dygtig og bestemt mente, at jeg fortjente en langt højere karakter, hvilket jeg da også fik til eksamen. Det jeg dog husker bedst er denne piges blege og tavse ansigt nå samtalen faldt på dette problem. Af gode grunde hadede hun fysik, og da vi skulle til eksamen, og det var gruppearbejde hvor flere grupper var op samtidig, da måtte den kvindelige censor fysisk gribe fat i læreren og slæbe ham væk fra pigens bord, så hun kunne få lidt fred, og vi andre kunne vise hvad vi kunne. Pigen var efterfølgende nærmest grædefærdig. Det hele var lidt en stående vittighed som man talte helt åbenlys om, også med forældre og lærere, men der var et mærke i denne vittighed, noget der jo i virkeligheden ikke var spor sjovt. Jeg kan godt blive vred over, at der ikke var nogen voksne der greb ind. Det er meningen at skolen skal opbygge eleverne, men dette havde et ødelæggende element i sig.

Da jeg gik på gymnasiet var jeg udsat for sexchikane. Der var to drenge der dagligt prøvede at udfritte mig om mine seksuelle præferencer, hvis jeg sad ved en computer begyndte de at skrige op om, at jeg sad og så porno, de rørte ved mig, den ene trak endda sin pik frem midt i en historietime for provokerende at vise mig den,og de blev ved med at antydede at jeg godt kunne lide den slags. Det var svært for mine omgivelser, at se hvor slemt det var for mig, for i et forsøg på ikke at græde, begyndte jeg at grine. En dag tog jeg dog mod til mig og sagde det til studievejlederen, som bare grinende trak på skuldrende og sagde; "at drenge er drenge, de skal bare løbe hornene af sig". Og så måtte jeg gå tilbage ud i det mareridt der på det tidspunkt var mit liv.

I 3g havde jeg en oldtidskundskabslærer, sådan en er de der klamme typer der ikke havde lov at komme til skolefesterne fordi de ikke kunne holde fingrene fra pigerne. Denne lærer var glad for piger med store bryster. I den sammenhæng er jeg heldigvis velsignet med et par bryster der er så små, at hen vel dårlig lagde mærke til, at jeg eksisterede. Når han var i sit frække hjørne kunne han godt finde på at læne sig hen over bordet og med lummer accent sagde; "at du trænger da vist til en tur over knæet".

Jeg må indrømme at jeg på grund af disse historier, og hundredvis af små dagligdags historier, har lidt svært ved når store voksne mænd beklager sig over diskrimination. Måske er det bare pga min manglende forestillingsevne, at jeg ikke kan gætte hvad de dog kan have oplevet der retfærdiggør deres brug af dette ord. Hvis i har historier der forklare dette, vil jeg meget gerne hore om det.

Når aspergerpiger mødes 2

I går var jeg til sammenkomst med en masse andre aspergerkvinder her i Aarhus. Jeg er begyndt at argumentere for, at man symptommæssigt ikke skal dele aspergere op i mænd og kvinder men derimod i indad- og udadreagerene. Det er dog bare når det gæld symptomer, for engang imellem er det bare sådan at kvinder gerne vil have oplevelser sammen med andre kvinder, og så er det ligegyldigt om man er normal eller har en diagnose.

Samtidig med at vi har behov for at møde andre kvinder, har vi også behov for at møde andre med en diagnose, helst den samme som os selv, for vi har behov for at blive bekræftet i, at vi ikke er helt så gale som det nogle gange føles.


Jeg flyttede til Aarhus for at tage del i den virkelige verden, og det er både sjovt og spændende, og jeg møder en masse fantastiske mennesker, men det gør mig også enormt usikker på mig selv, for i hvilken grad ser folk omkring mig som gal eller forstyrret? Jeg er smertelig bevidst om, at jeg nogle gange siger nogle lidt mærkelige ting, som folk enten finder underlige eller ligefrem stødende.

Før jeg tog af sted til mødet var jeg nervøs, for jeg ønskede brændende at dette kunne være et fristed, hvor jeg kunne få lov til at være underlig uden at lægge bånd på mig selv, men samtidig var jeg også bange, for hvad nu hvis jeg heller ikke passede ind her, hvad hvis de slet ikke kunne forholde sig til min måde at være mærkelig på?

Heldigvis gik mødet rigtig godt, og vi havde det enormt morsomt. Til at starte med var det svært at komme ind i samtalen, for alle de andre kendte hinanden, hvilket intimiderede mig lidt, for jeg ved fra andre sammenhænge hvor svært det er at komme ind i en allerede eksisterende gruppe. Jeg er også meget bevidst om, at jeg generelt ikke klarer mig så godt i store grupper, som jeg gør når jeg er alene med folk. Jeg var ked af at disse mennesker ikke ville se den bedste side af mig, men det viste sig, at det slet ikke blev et problem, for da jeg endelig tog mod til mig og begyndte at deltage i samtalen, så gik det faktisk rigtig godt.

Mødet tog dog så meget på mig, at jeg var nødt til at tage tidligt hjem. Jeg prøvede at sætte en film på jeg har set 100 gange før, men jeg kunne slet ikke klare flere indtryk, så jeg slukkede og endte med at gå i seng allerede kl 16.30. Da jeg lå i min seng fik jeg det faktisk helt dårligt. Jeg havde slet ikke kræfter til alle mine sædvanlige forsvars mekanismer, og fordi jeg havde oplevet noget så sjældent som at blive forstået, så væltede det nu op i mig med erindringer om alle de gange hvor jeg virkelig havde brug for at blive forstået. Der var dengang en lærer i en diskussion om mobning sagde, at jeg selv var ude om at blive holdt udenfor som barn, for jeg var satme et mærkeligt barn. Der var dengang en af drengene blottede sig for mig i en historietime, og hvor klassen bare syntes at det var sjovt. Jeg lå i min seng og var udmattet, og jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg faktisk havde været stærk nok til at holde det ud. Jeg lå og fantaserede om hvordan det ville have været at have skåret sig i disse situationer.

Til sidst faldt jeg dog i en urolig søvn.

Aspergerpige

Bliver jeg aldrig nogensinde træt af altid at tale om mig selv? Kun sjældent. Måske er jeg en meget selvcentreret person, eller også er bare yderst fascinerende. Igennem de sidste seks år er det med jævne mellemrum folk der gerne vil have en snak med mig om mine erfaringer. Det kan være journalister, studerende eller bare helt almindelige nysgerrige, og hver gang prøver jeg at sætte ord på hvordan det er at være sådan en som mig.

I går var det to specialestuderende fra psykologi der gerne ville vide hvordan det føles at være en aspergerpige. De havde mange gode spørgsmål og vi sad længe og talte, men det fik mig til at tænke, hvordan føles det EGENTLIG at være en aspergerpige, hvortil jeg bare kan svare "Øh!". For i hvilken grad er jeg anderledes end alle mulige andre unge kvinder? På mange punkter er vi ens, for jeg prøver jo også bare at jonglere en hverdag med studie, lektier,  fritid, venner, indkøb og rengøring. Også jeg prøver at finde en balance i det hele hvor jeg kan bevæge mig fremad, uden at det hele ender med at styrte sammen om ørerne på mig. Også jeg ønsker folk omkring mig som jeg holder af og som holder af mig. Og alligevel er der en forskel. Det kan jeg jo se, når jeg ser de af mine veninder der ikke har en diagnose.

Hvori består denne forskel? Hvorfor kan jeg ikke klare de samme ting som de kan? Det er ikke fordi jeg er doven, at jeg kun kan klare at tage et universitetsfag af gangen. Det er jo ikke fordi jeg har lyst til at tage tidligt hjem om fredagen, når de andre går i fredagsbar. Det er jo ikke fordi at jeg ikke kan holde af andre mennesker, at jeg ikke kan finde ud af det med kærester.

Jeg ved at jeg ikke har de samme kræfter som alle andre, men hvorfor? Jeg spiser jo sundt, jeg spiser nok, jeg er fysisk aktiv, jeg sover rigeligt, og alligevel kan jeg i løbet af dagen mærke hvordan al energi og livskræft bliver suget ud af mig. Men det er jo ikke min krop der er træt, det er min hjerne. Jeg har ladet mig fortælle, at det er fordi jeg som asperger analyserer på ALLE input, i en langt højere grad end andre mennesker gør. Og selvfølgelig gør jeg det, jeg kan slet ikke forstå at andre ikke gør.

Forleden snakkede jeg med en af mine nye kontaktpersoner. Vi snakkede om hvorvidt hun kunne give mig et knus når jeg var ked af det, og det må hun gerne, hun skal bare lige spørge mig først, for for mig er et knus ikke bare en emotionel handling der skal give trøst, tryghed og varme. Det er et logistisk problem. Der er en million spørgsmål der melder sig. Hvis arme går hvorhen? Hvor hårdt skal man trykke? Hvor længe skal man blive ved? Hvordan skal man trække vejret? Og ikke mindst, så når to voksne kvinder giver hinanden et knus, så er der bryster involveret, og hvordan undgår man, at det bliver akavet? "Ej, sådan skal du altså bare ikke tænke", men det er jo det jeg gør hele tiden, hvert sekund alle dage.

Hvad er alternativet?

En dag sad jeg sammen med nogle medstuderende, og jeg skulle til at fortælle en sjov anekdote, så jeg startede ud med "og engang, efter et af mine selvmordsforsøg...". Den formulering studsede de lidt over. Men næsten hver gang jeg tale om min sygdom taler jeg letsindigt om det, og med en stor portion humor. Er det fordi det i virkeligheden var en let og sorgfri periode? Er det fordi jeg er et overfladisk menneske der ikke forstår alvoren i situationen? Selvfølgelig ikke, jeg må bare spørge mig selv, hvad er alternativet?

Dette er min måde at overleve på. Hvis jeg hver gang skulle fortælle hvordan det virkelig var, hvordan at det gjorde så ondt indeni, at jeg troede at jeg skulle dø, og at der aldrig nogensinde var lettelser, så ville jeg langsomt sygne hen og blive en forkrøblet version af hvem jeg er. Jeg har ikke styrken til at blive konfronteret med angsten og smerten, til at sætte ord på noget der rækker langt ud over mit ordforråd. Jeg kan sige, at der altid sad et skrig fast i halsen, at jeg hadede mig selv så meget, at jeg havde dårlig samvittighed over at  trække vejret, at jeg ønskede at dø, så min familie kunne blive fri for mig og mit dårlige humør, men mine ord virker så flade, og det dårlig nok begynder at beskrive det mismod jeg levede i i alle de år.

Jeg bliver nødt til at snakke om hvad der foregik, ikke kun som terapeutisk middel, men også fordi jeg altså har været syg det meste af mit liv, og min historie har formet mig på godt og ondt, jeg kan ikke bare klippe den væk og lade som om den aldrig har eksisteret. Måden jeg generelt bare taler på er, at jeg taler i anekdoter, fordi det er den måde jeg anskuer verden. Jeg vil da gerne fortælle anekdoter om når tingene går godt, det er ikke fordi alt hvad jeg siger skal lyde helt vanvittigt, men jeg har ikke haft det godt i nok år til at have opbygget mig et arsenal af 'gode' historier.

Jeg vil dog ikke sige, at jeg lyver, når jeg fortæller sjove historier om hvor forfærdeligt det var, for historierne er faktisk sjove. Må man gøre grin med noget der er så slemt? Selvfølgelig må man det. Det er enormt befriende at vende sig om imod alt det onde og så bare skrald grine. Mine syge venner forstår det. Om mine raske venner vil lære at forstå det, kan jeg ikke sige. De er vokset op med at psykisk sygdom er tabu, og de har ikke før haft nogen grund til at rykke på den overbevisning. De tager det nu meget pænt, og jeg tror også, at alternativet ville slide på dem i længden.

Tak til skatteyderne

Medierne er altid fulde af historier om folk der ikke får den rigtige hjælp, og jeg føler virkelig med dem. Jeg selv var en af de heldige, jeg fik hjælp, men det kostede penge, mange penge, og de penge betalte min hjemstavnskommune, så derfor vil jeg gerne sige af hjertet tak til alle de mennesker der betalte skat mellem 2007 og 2013, det er på grund af jer at jeg i dag har et værdigt liv.

I gamle dage, dengang velfærdsstaten endnu ikke var opfundet, var hjælp noget man eventuelt kunne få fra rigere slægtninge og venner, men skal jeg fortælle jer en hemmelighed. De fleste syge og svage mennesker, eller i hvert fald ret mange af dem, er ikke særlig charmerende ved første øjekast, for livet har tæret på dem, og det er ikke kønt at se på, så langsomt forsvinder venner og familie. Så tog velfærdsstaten over og sikrede lige ret til hjælp til alle.

I disse dage tales der meget om at spare. Jeg er godt klar over at staten ikke kan give penge hvis den ikke har penge, men hvad nu hvis det vi sparer i dag kommer til at koste os i morgen. Det koster penge at yde en indsats. Det koster penge at hive nogen op fra bunden og støve dem af for at sende os ud i samfundet. De fleste kan faktisk godt blive enige om, at de svage skal hjælpes på en eller anden måde. Det der i princippet bliver diskuteret er, HVOR godt skal et menneske have det for at man kan tale om et acceptabelt liv hvor man kommer skal ud i samfundet? Hvor ofte har man ret til at få et bad? Har man ret til at bo i den by hvor ens netværk er? Er man et utaknemmelig skarn, hvis man ønsker at få det godt nok til  at kunne smile bare engang imellem? Behøves knuden i maven over økonomien altid at være der?

Jeg er et godt eksempel på, at det kan betale sig at investere pengene i hjælp, for for hvert år der går, bliver jeg mere og mere selvhjulpen. Jeg vil i dag sige at jeg har et godt liv. Måske kan jeg ikke overkomme det samme som andre på min alder, men jeg gør hvad jeg kan. Jeg klarer at have en hverdag der hænger sammen, jeg forsøger endda at tage mig en uddannelse sådan som både jeg og regeringen gerne vil have det, så af hjertet tak for at det kunne lade sig gøre.

Om at komme for sent

I mandags havde jeg en tid på hospitalet til røntgen kl 8.15, men først ville jeg ned og træne for jeg havde siddet passivt i min lejlighed i fire dage og gloet TV. Normalt træner jeg i omkring 45 min, men fordi min møgcykel ikke gider at køre i denne kulde, så må jeg tage bussen, hvilket gør, at jeg tager af sted kl 5 og er hjemme kl 7, hvilket ikke lod meget tid tilbage til at komme i bad og af sted igen.

Teknisk set kunne jeg sagtens nå det, men pludselig begyndte der en snestorm. Selvfølgelig var det ikke spor pludseligt, vi var jo blevet advaret i god tid, men sne kommer altid bag på trafikken, især den offentlige transport. En 15 minutters bustur tog nu 30 minutter.

Jeg er sådan en person der altid er notorisk tidlig. Min rekord er at komme fire timer for tidligt til et tog, og det var ikke fordi jeg havde læst forkert på planen. Normalt er jeg dog kun en halv time for tidligt. Jeg ved ikke hvorfor jeg er sådan, jeg tror bare det er fordi jeg ikke kan lide at have travlt. Jeg kan ikke lide fornemmelsen af at løbe efter bussen (jeg synes at jeg ser dum ud). Nå, men jeg kunne altså sidde der i bussen og se uret alt for hurtigt nærme si, først 8 og dernæst 8.15. Jeg var mildest talt panisk, og damen bag ved mig ville ikke holde sin kæft, plaprede bare løs.

Fordi jeg altid kommer for tidligt, har jeg ikke nogen erfaring i at komme for sent, så jeg aner simpelthen ikke hvad man stiller op med det. Hvad gør man? Hvad siger man? Jeg kom endda kun 7 minutter for sent, så damen i receptionen ikke så meget som løftede et øjenbryn. Fordelen ved ikke at komme for tidligt var dog at jeg kom til med det samme.

Inklusion?

Stiller jeg for høje krav til mig selv? Det får jeg i hvert fald altid at vide, men jeg er selv i tvivl, men hvad handler det at stille høje krav til sig selv om? Jeg blev diagnostiseret meget sent, så hele min skolegang har jeg skulle omgås og konkurrere med de normale. Jeg gik endda på privatskole, så standarden var sat meget højt. Jeg tror umiddelbart, at jeg er det som politikerne håber på med deres inklusion af, bortset fra, at vi ikke vidste det dengang.

Jeg havde det ikke godt i skolen. Jeg kan ikke komme med historier der ligner dem der er oppe i medierne for tiden. Jeg var udenfor, både når det galt lærere og elever. De forstod ikke mig og jeg forstod ikke dem, og det gav en masse unødige konflikter. Jeg var meget bevidst om min anderledeshed, og det plagede mig. I nogle perioder dyrkede jeg det anderledes af princip, for hvis jeg ikke kunne være normal, så kunne det også bare være det samme, basta, men det var i virkeligheden noget der nagede mig. Jeg kunne se, hvad jeg burde kunne overkomme, men jeg kunne ikke, så jeg voksede op med en bevidsthed om, at jeg var doven, det værste af alle skældsord.

Mit største ønske var at være dygtig i skolen, og jeg havde potentialet, men min ADD pinte og plagede mig hver gang jeg satte mig ned med lektierne. Jeg begyndte at pine og plage min krop for at underkaste den disciplin. Jeg sultede mig, skar mig og slog mig selv for bare lige at lave én opgave til, bare lige læse én side til eller for at prøve at høre efter hvad læreren sagde uden at ligne at jeg brændende ønskede at være et helt andet sted.

Det at være normal var dog ikke bare at lave sine lektier, det omfattede alle sider af livet, hvor rent der var på ens værelse, hvor tit man vaskede hår, hvor mange venner man havde og så videre, men der var ingen der fortalte mig præsis hvad der var vigtigt og hvad der ikke var, så lige så stille opbyggede jeg et helt galleri af regler for normal opførelse, som jeg forgæves prøvede at følge.

Da jeg så blev rigtig syg begyndte alt i mit liv at sejle, og bare det at gå ud med skraldet var en opgave jeg nogle gange ikke kunne klare. Jeg var meget bevidst om, at tingene ikke var normale, og jeg kæmpede en daglig kamp for at komme op på en nogenlunde på facaden lignende normalitet. Det var på dette tidspunkt, at jeg af en pædagog på et aktiveringssted for autister fik at vide, at hun aldrig havde oplevet en der stillede så mange krav til sig selv. Jeg tog det lidt som en ros, for i modsætning til nogle stykker jeg i tidens løb har mødt, så prøvede jeg i det mindste.

Hver dag prøvede jeg at opføre mig bare en lille smule mere normalt, for daglige gøremål er dejlig konkrete, så det var noget jeg kunne måle mine fremskridt på. For nyligt holdt de daglige gøremål op med at være en kamp, og jeg kunne begynde at bruge min energi på andre ting, så det var måske ikke længere så livsnødvendigt, at jeg fik redt min seng med sengetæppe og pyntepuder hver eneste dag. Mit nye liv foregår indeni og udenfor mig, så facaden er måske ikke længere så nødvendig, men den er lidt blevet en vane.

Jeg ved ikke om dette indlæg er for eller imod inklusion. Jeg var ikke lykkelig hvor jeg var, men jeg er ikke sikker på at jeg havde været mere lykkelig andre steder. Inklusionen gjorde mig syg, fordi jeg og mine omgivelser ikke var bevidste om mine begrænsninger, men jeg har til gengæld fået nogle redskaber der hjalp mig til at kæmpe mig op til overfladen igen. Det var ikke noget køn kamp, men det er kampen mod sygdom (psykisk såvel som fysisk) aldrig.

Om min seje søster

I fredags blev min søster kandidat, så min far og jeg dukkede op med blomster og champagne.

Da jeg i sin tid blev student havde jeg det ikke godt, og jeg kunne slet ikke overskue at blive fejret, så jeg bad min familie om at lade være, men da det kom til stykket , var det en beslutning der gjorde ondt, og som jeg tit tænker tilbage på. Jeg siger måske engang imellem at jeg er bitter, men det er måske lige stærkt nok. Det har dog lært mig at værdsætte værdien af en simpel gestus, som at komme med blomster ved særlige lejligheder, så jeg havde købt den største buket jeg kunne komme til.

Jeg holder meget af min søster, men jeg ved ikke altid hvordan jeg skal vise det, men bare det at jeg er rask nok til at være der for hende, viste sig at være den bedste gave jeg kunne give hende, bedre end selv den største buket blomster. Mens jeg var syg ville jeg stadig være dukket op, men jeg ville have siddet i et hjørne og udstrålet, at det var en pine for mig at være der. Det ville have sat en dæmper på hele selskabet, for det ville gøre ondt på min søster, og det ville hendes veninder have vidst. I fredags kunne jeg sidde og oprigtigt smile og tale med veninderne som et helt almindeligt menneske, og jeg var glad fordi jeg kunne gøre min søster glad.

Jeg ved ikke hvordan det har virket udefra, men jeg var selv temmelig bevidst om, at jeg ikke helt fungerer som de andre. Det drejede sig om småting, men alligevel. Når normale mennesker tænker og taler, så opererer de i helheder, hvilket er noget jeg ikke helt kan forklare, fordi jeg ikke helt forstår det. Det er at snakke om et emne lidt lige som det ville stå i en bog. Når jeg som autist tænker, er det meget konkret, det vil sige, at jeg tit taler i anekdoter. At min søster bliver kandidat minder mig fx om da jeg blev student og om da jeg i sommers bestod hebraisk, så det er de historier jeg kan finde ud af at tale om, men det er også noget jeg skal passe på med, for det giver et indtryk af, at jeg bare ønsker at snakke om mig selv, hvilket ikke helt er tilfældet.

Jeg tror at jeg trods alle mine skævheder klarede mig fint, og min lillesøster havde klaret sig godt og var glad, hendes veninder var søde og min far var stolt, så det blev en rigtig god dag.

Hjem til Aarhus

Så er jeg endelig kommet hjem til Aarhus, hvilket har været mit ønske lige siden jeg for fire år siden blev deporteret til Randers. De sagde godt nok alle sammen, at det stod mig frit at vælge, men man har ikke noget valg, hvis der ikke er noget alternativ, for der var ikke noget alternativ, og det er der stadig ikke hvorfor jeg i dag falder ind i gruppen senhjerneskader. Først var jeg lidt mistroisk, men pædagogerne virker enormt søde og kompetente, men jeg kan alligevel ikke helt slippe følelsen af at falde udenfor kategori. Da jeg sidst boede i Aarhus, vejede jeg 20 kg mindre end jeg gør i dag, men jeg kunne ikke blive henvist til center for spiseforstyrrelser, fordi jeg faldt udenfor kategori. jeg tog 6 overdoser af Panodiler på 7 måneder, men jeg kunne ikke blive henvist til center for selvmordsforebyggelse fordi jeg igen faldt udenfor kategori. Jeg fik aldrig at vide hvad falde udenfor kategori egentlig betød, så derfor er det stadig noget der skræmmer mig, for hvad nu hvis mine nye pædagoger finder ud af, at de alligevel ikke vil have mig?

Jeg flyttede i søndags, og de gik hurtigt og smertefrit, og inden der var gået to dage havde jeg pakket det hele ud på nær den der sidste halve flyttekasse, som man aldrig helt ved hvad man skal stille op med. jeg var meget utålmodig med at få sat min bogreol op, for jeg føler ikke, at et hjem er noget rigtigt hjem uden bøger. Desværre havde jeg endnu ikke fundet min værktøjskasse, så jeg endte med at måtte samle reolen med spidsen af en kartoffelskræller, hvilket fungerede ganske fortrinligt, bøgerne kom i hvert fald op og blev sorteret og alfabetiseret.

Det mærkeligste ved at flytte er ikke de nye lyde, eller de nye rutiner, men derimod den fremmede lugt. Der lugter  ikke grimt, og den tidligere lejer har heller ikke røget, der lugter bare tomt og fremmed, lidt ligesom et billigt hotel. Der er rent, men det føles ikke rent. For en gangs skyld er jeg ked af, at jeg ikke bruger parfume og kraftigt lugtende vaskemiddel, for så kunne man sprede duften i lejligheden og voila, instant hjem. Jeg prøvede at bage boller, og det hjalp fint i ca en time, og så lugtede der igen som før (men bollerne smagte nu dejligt).


Jeg kan dog ikke helt vænne mig til, at jeg har mit eget hjem nu, et rigtigt hjem. Jeg kan slæbe fyre med hjem, drikke mig fuld og gå nøgen rundt efter at jeg har været i bad uden at nogen ville løfte et øjenbryn. Reelt vil jeg ikke gøre nogen af de ting, det er jeg alt for småborgerlig til, men jeg har LOV til det. Det kan måske være lidt ærgerligt at indse, at der ikke er ret meget rock'n-roll over mig, men inderst inde genere det mig ikke, for jeg bliver helt udmattet bare ved tanken. I stedet for at gå i byen, bliver mine aftener brugt på sofaen med en god bog og et tæppe, hvorefter jeg går tidligt i seng, for det kan jeg jo lige så godt, når nu kapitlet alligevel er færdigt, ake ja.

Om en sanseoplevelse

Min mor og jeg var i Silkeborg i weekenden. Normalt går vi bare ture, men denne gang var der en udstilling min mor gerne ville vise mig. Min mor havde vist nok faktisk sendt mig et link, men det havde jeg nu ikke set synderligt meget nærmere på. Udstillingen med tjekkisk teater/cirkus kulisser og dukker var på Silkeborg Bad som jeg husker fra min højskoletid, og der er et absolut ikke fyldestgørende link HER.

Når jeg bliver træt, bliver jeg ekstra modtagelig over for sensoriske oplevelser. Normalt når jeg færdes ude i den virkelige verden er det et problem, fordi lyde og lys stresser og forvirre mig, men her under mere kontrollerede forhold var det fantastisk, for jeg kunne virkelig tage udstillingen ind, med glæden og naiviteten fra et lille barn.

Tjekkisk humor er meget absurd, og man skal ikke nødvendigvis lede efter logiske sammenhænge, men det passede mig fint, for det kan min stressede hjerne alligevel ikke finde ud af for tiden. Farverne var støvede, men levende, proportionerne var skæve, men alligevel virkelige, og alting var meget tæt på.

Dette var en af de udstillinger hvor man gerne må røre. Jeg er til tider lidt gammeldags opdraget, så der gik et stykke tid før jeg rigtigt turde, men på grund af min sensoriske følsomhed sendte det små elektriske impulser op i min hjerne og gav en næsten orgasmisk følelse som varede i flere dage.

Det er lidt svært at forklare hvordan denne sensoriske følsomhed virker. Det er nærmest sådan som min forestilling om at være på stoffer er, minus alle de negative bivirkninger. Alting føles elektrisk, den mindste berøring, alle lydene og farverne. På vejen hjem fra udstillingen kørte vi forbi et vejskilt der var blevet krøllet sammen i en ulykke, og krøllernes bløde kurver var så perfekte at det føltes som et elektrisk slag i mellemgulvet. Når jeg er træt kan jeg lade fingrene glide hen over en ru sten, og det sender en kildende fornemmelse gennem hele kroppen.

Udstillingen var fyldt med stimuli, og da vi kom hjem til det bed&breakfast, hvor vi skulle sove, havde jeg brug for at være alene. Jeg havde brug for at ligge på min seng og stirre op i loftet mens jeg prøvede at få styr på mine tanker. Jeg var enormt lykkelig og meget trist på én gang. Det var sådan barndommen BURDE have været, og det var den da også en gang imellem, det er bare de negative erindringer der er mest tydelige.