Der er mange ting i mine tanker i dag, og jeg spekulerer på om mit hoved er for forvirret til at skrive et ordentligt indlæg, men så må jeg bare prøve det bedste jeg kan.
Det er påskedag og Kristus er opstanden, han er sandelig opstanden, Halleluja! Og jeg ærgrer mig over at jeg ikke kunne/ville/turde/huskede at tage til påskemesse i nat. Påskemessen er ellers en af de smukkeste begivenheder man kan forestille sig, og indenfor katolicismen også en af de, for ikke at sige den vigtigste i løbet af året. Men jeg gik bare direkte i seng efter at have set "Skyfall" med min familie, hvilket da også var ganske hyggeligt, men bare ikke helt til at sammenligne. I den katolske kirke er der messepligt, hvilket betyder, at man skal gå til messe (gudstjeneste) helst hver søndag, men ellers på særligt udvalgte helligdage. Men sygdom og angst for at være sammen med mange mennesker, tæller som en lovlig undskyldning for at lade være, hvilket er en god ting, i hvert fald noget af tiden, men det er også skidt, for nogle gange har jeg fornemmelsen at at det mere handler om dovenskab, og om at jeg bare ikke gider, men jeg ved, at hvis jeg kom af sted, så ville det være fantastisk for mig.
Dette er mit indlæg nr 500. Da jeg startede denne blog, havde jeg ingen anelse om, at jeg ville nå så langt, for dette var nok bare endnu et af mine småskøre projekter, som jeg ville være vildt entusiastisk med i en uge eller to før det ville blive kedeligt eller uoverskueligt, og jeg ville droppe det, men nu er der altså skrevet 500 indlæg, der er gået 1½ år, og der er i snit lidt over 100 mennesker på besøg hver dag, og det er vel ikke så dårligt endda. Jeg har da haft dage hvor jeg overvejer at stoppe og koncentrere mig om min skole, men jeg må sige, at jeg altså ikke er nørd nok til at læse lektier før kl 7 om morgenen, og selvom jeg stod sent op i dag, for trods sne, kulde er vi skiftet til sommertid, så vågner jeg lidt for tit mellem kl 3 og 5 om morgenen, og så skal jeg have et og andet at give mig til. Desuden er jeg, som blogger, medvirkende i en bog som snart udkommer, og jeg tænker, at det ville være fesent at stoppe lige før jeg har chancen for at blive, om ikke rig, så i hvert fald en lille smule berømt.
I går så jeg et dr program om hvordan man opdrager en vinder, og jeg må erkende, at det er ikke mig. Der er mange ting jeg er god til, og jeg er relativt flittig, men jeg er hverken flittig eller fokuseret nok til at blive virkelig god til noget. Vil jeg virkelig gerne være en vinder? Vil jeg virkelig gerne ligge de kræfter i som det kræver? Vil jeg kunne klare at gå glip af mine serier til fordel for lektielæsning? Og en vinder i hvad? Hvilken af mine delvise talenter ville jeg fordybe mig i? Jeg drømte, at jeg fik 7 i hebraisk, hvilket jeg blev temmelig ked af, men jeg anerkendte også, at det var det jeg var værd sådan rent fagligt, for der er forskel på flid, entusiasme og dygtighed, og jeg scorer nok umiddelbart højest på entusiasmeskalaen, og selvom det er gloværdigt, så er det ikke meget værd.
Jeg prøver meget hårdt på at være sej, men det får mig nogle gange til at føle mig direkte ynkelig, for når jeg vil vise folk hvor cool jeg er blevet, må jeg først fortælle dem hvor uncool jeg var. Det virker fint nok her på bloggen, her fortæller jeg en sjov og lidt pinlig historie, og så er det det, men ude i den virkelige verden er jeg vidne til folks reaktioner. For eksempel har jeg købt en rigtig lækker sommerjakke, og jeg er endnu mere stolt af den, fordi jeg de sidste mange år bare har brugt min regnjakke som sommerjakke. Jeg fik ikke nogen grimme reaktioner, men det gik bare pludselig op for mig, hvad jeg egentlig stod og sagde. Jeg forsøger alt for hårdt at være cool, og det er på mange måder fint, men samtidig er det også lidt sørgeligt. Til mit forsvar vil jeg sige, at det er svært at være sej, når man har det så skidt med sig selv, at man ikke fortjener at have pæne ting og bruge penge på sig selv.
Viser opslag med etiketten fasten. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fasten. Vis alle opslag
søndag den 31. marts 2013
fredag den 29. marts 2013
Langfredag
 |
| Linda 1.A 1991 |
søndag den 17. marts 2013
Om øvelser i selvkontrol
Det er nu søndag, og jeg havde planlagt, at jeg skulle bruge weekenden her på at skrive min aflevering til på fredag om genregenkendelse af historien om Babelstårnet, men jeg er gået helt kold. Faktisk har jeg ikke bare skriveblokering, jeg har tankeblokering. Hvis man lavede et udskrift af hvad der skete oppe i min hjerne lige nu, så ville jeg lyde som en lallende idiot, en rablende imbecil.
Jeg ved godt, at der er længe til fredag, det bliver pædagogerne også ved med at fortælle mig, men jeg skal til Aarhus mandag, tirsdag og onsdag, og det giver kun torsdag til at skrive, og det er lige lovlig vovet hvis nu et eller andet går galt og jeg skal et eller andet eller denne blokering ikke er lettet eller hvad der nu kan komme i vejen. Jeg kan sagtens afslutte opgaven torsdag, men skrive den hele, det tør jeg simpelthen ikke.
Det er ikke fordi opgaven er synderligt svær, det er den ikke. Historien er en ætimologisk myte, det vil sige, at det er en historie fra en fjern, fjern fortid der beskriver hvordan nogle af livets vilkår, som at mennesket snakker forskellige sprog, kom til at blive som de er, punktum. Så ved jeg ikke hvor meget mere jeg ellers kan skrive, og selvom opgaven kun skal fylde 1-2 sider, så er det vist lige lidt nok. De to sidste opgaver jeg afleverede blev, når jeg selv skal sige det, ret gode, men måske skal jeg bare acceptere, at de ikke alle kan blive lige gode, men det er svært for en perfektionist som mig.
Jeg kom til at diskutere min perfektionisme med en pædagog den anden dag, for hun er lidt lige som mig på det punkt. Er min perfektionisme noget jeg altid har haft, eller er det kommet i takt med det kvantespring af en udvikling jeg har været igennem de seneste par år? Det er svært at sige, for det er nok lidt en blanding. Jeg har nok altid haft de perfektionistiske træk, men jeg har ikke tidligere haft overskuddet til virkelig at udleve dem.
Jeg har altid ønsket at være den der perfekte elev/studerende der havde orden på sine ting og havde læst lektier, men med en blanding af dovenskab, ADD og generelt manglende overskud, var det bare ikke muligt. Da min spiseforstyrrelse for alvor begyndte der i gymnasiet, var det blandt andet som en øvelse i selvkontrol. Jeg læste, at de flittige/dygtige/perfektionistiske piger var i risikogruppen for at udvikle en spiseforstyrrelse, så jeg tænkte, at hvis jeg udviklede en spiseforstyrrelse, så var der en chance for at jeg kunne blive flittig/dygtig/perfektionistisk.
Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle at det ikke hjalp, men det gjorde det faktisk til dels. En spiseforstyrrelse er et mareridt, og det er ikke det værd, ligegyldigt hvor desperat man er til at blive bedre til noget, men jeg tror, at man sagtens kan lave øvelser i selvkontrol uden at gøre det på en spiseforstyrret måde. Den katolske fastetid er i fuld gang, og jeg har lagt mærke til, at der kun er begrænset respekt for hvad vi gør, men ville ikke-katolikker ikke også have gavn af nogle gange at øve deres selvkontrol. Jeg snakker ikke om at vi alle skal være spiseforstyrrede og sige nej til kage og sjov, jeg snakker om, at man en gang imellem kan lade være med at spise mere end et stykke kage, ikke på grund af vægten, men simpelthen fordi man kan, eller lade være med at spise kød om fredagen, eller skære ned på noget man godt kan lide.
Jeg er bestemt ikke nogen helgen, og jeg skærer ikke ned på alting hele tiden, hverken for vægtens eller selvkontrollens skyld. Jeg har taget to kg på¨på en uge, og mit colaforbrug er eskaleret, og det er bare sådan det er, men jeg har ikke planer om at det er sådan det skal blive ved med at være.
Jeg ved godt, at der er længe til fredag, det bliver pædagogerne også ved med at fortælle mig, men jeg skal til Aarhus mandag, tirsdag og onsdag, og det giver kun torsdag til at skrive, og det er lige lovlig vovet hvis nu et eller andet går galt og jeg skal et eller andet eller denne blokering ikke er lettet eller hvad der nu kan komme i vejen. Jeg kan sagtens afslutte opgaven torsdag, men skrive den hele, det tør jeg simpelthen ikke.
Det er ikke fordi opgaven er synderligt svær, det er den ikke. Historien er en ætimologisk myte, det vil sige, at det er en historie fra en fjern, fjern fortid der beskriver hvordan nogle af livets vilkår, som at mennesket snakker forskellige sprog, kom til at blive som de er, punktum. Så ved jeg ikke hvor meget mere jeg ellers kan skrive, og selvom opgaven kun skal fylde 1-2 sider, så er det vist lige lidt nok. De to sidste opgaver jeg afleverede blev, når jeg selv skal sige det, ret gode, men måske skal jeg bare acceptere, at de ikke alle kan blive lige gode, men det er svært for en perfektionist som mig.
Jeg kom til at diskutere min perfektionisme med en pædagog den anden dag, for hun er lidt lige som mig på det punkt. Er min perfektionisme noget jeg altid har haft, eller er det kommet i takt med det kvantespring af en udvikling jeg har været igennem de seneste par år? Det er svært at sige, for det er nok lidt en blanding. Jeg har nok altid haft de perfektionistiske træk, men jeg har ikke tidligere haft overskuddet til virkelig at udleve dem.
Jeg har altid ønsket at være den der perfekte elev/studerende der havde orden på sine ting og havde læst lektier, men med en blanding af dovenskab, ADD og generelt manglende overskud, var det bare ikke muligt. Da min spiseforstyrrelse for alvor begyndte der i gymnasiet, var det blandt andet som en øvelse i selvkontrol. Jeg læste, at de flittige/dygtige/perfektionistiske piger var i risikogruppen for at udvikle en spiseforstyrrelse, så jeg tænkte, at hvis jeg udviklede en spiseforstyrrelse, så var der en chance for at jeg kunne blive flittig/dygtig/perfektionistisk.
Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle at det ikke hjalp, men det gjorde det faktisk til dels. En spiseforstyrrelse er et mareridt, og det er ikke det værd, ligegyldigt hvor desperat man er til at blive bedre til noget, men jeg tror, at man sagtens kan lave øvelser i selvkontrol uden at gøre det på en spiseforstyrret måde. Den katolske fastetid er i fuld gang, og jeg har lagt mærke til, at der kun er begrænset respekt for hvad vi gør, men ville ikke-katolikker ikke også have gavn af nogle gange at øve deres selvkontrol. Jeg snakker ikke om at vi alle skal være spiseforstyrrede og sige nej til kage og sjov, jeg snakker om, at man en gang imellem kan lade være med at spise mere end et stykke kage, ikke på grund af vægten, men simpelthen fordi man kan, eller lade være med at spise kød om fredagen, eller skære ned på noget man godt kan lide.
Jeg er bestemt ikke nogen helgen, og jeg skærer ikke ned på alting hele tiden, hverken for vægtens eller selvkontrollens skyld. Jeg har taget to kg på¨på en uge, og mit colaforbrug er eskaleret, og det er bare sådan det er, men jeg har ikke planer om at det er sådan det skal blive ved med at være.
torsdag den 7. marts 2013
Den sødeste hus forbi sælger
Jeg var i Aarhus i går. Jeg havde siddet og skrevet på min aflevering, og pludselig var tiden fløjet fra mig, og jeg måtte kaste min computer og nogle bøger ned i tasken og hurtigt smøre noget make-up i ansigtet. Jeg havde så travlt, at jeg slet ikke havde tid til at spise lidt før jeg tog af sted, og naturligt nok blev jeg lidt brødflov da jeg sad i toget, for nu sad jeg jo stille og kunne tydeligere mærke min krops signaler. På stationen var jeg så inde på 7/11 og købe noget brød, som jeg spiste mens jeg gik hen mod busserne.
På vejen ud af banegården stod der en sælger af "Hus forbi", de hjemløses avis. Jeg var egentlig gået forbi, men så vendte jeg om, for det skulle fandeme være løgn, at jeg skulle gå forbi en hjemløs mens jeg var i fuld gang med at æde et eller andet. Jeg tvivler ikke på, at det er noget folk gør hele tiden, men jeg kunne ikke. Jeg havde lidt besvær med at holde styr på alle mine ting mens jeg rodede i min pung, men jeg havde heldigvis lige penge.
Hus forbi sælgere kommer i mange former og størrelser. Ham her var en af dem der nok er en lille smule tossede, på den der lidt søde måde. Han var måske en lille smule sølle, men han forsøgte ihærdigt at være pæn og høflig og opføre sig med værdighed, men måske var han endda lidt for ihærdig. Imens jeg stod og fumlede med alle mine pakkenelliker, stod vi og småsnakkede lidt. Så sagde han at det da var en ordentlig pung jeg der havde... altså farven, den er meget lyserød. Man kunne ligefrem mærke hvordan han ønskede at trække de ord i sig igen. Tænk sig at nævne kundens pung, kunne det ikke lyde som om han prøvede at lokke mig til at give ham mere, som om han tiggede? Det er sådan jeg forestillede mig at han tænkte, men det var ikke sådan jeg havde det, for min pung er vitterligt meget lyserød.
Han var faktisk meget sød som han stod der og trippede, og jeg blev i helt godt humør og tænkte at det måtte være hvad man kalder en god kundeoplevelse, for det ærgrede mig at der går en måned før det næste nummer kommer på gaden. Jeg overvejer lidt om ham her skal være min faste sælger, for sådan en havde jeg nemlig da jeg i sin tid boede i Aarhus. Når man har en fast sælger, føles det lidt mere som om man engagere sig. I princippet er det sikkert ligegyldigt, men det føles som om man lige kan pudse sin glorie en ekstra gang. Så har man givet 20 kr den måned og man føler sig som en ren helgen, meget mere end hvis man havde doneret et langt større beløb til en anonym konto.
Jeg skal til at vælge hvad jeg skal bruge mine penge på når det gælder velgørenhed, for jeg vil gerne give bare lidt. Før i tiden donerede jeg pengene fra mine pantflasker, det var bare at putte flaskerne ind og trykke på en knap. Det var nemt og hurtigt, og med mit colaforbrug heller ikke noget ubetydeligt beløb. Nu har jeg så skiftet min sædvanlige butik ud, og det gør så, at jeg ikke længere har den mulighed, hvilket betyder, at jeg må gøre en ekstra indsats, for at booste min samvittighed, og så især her i fastetiden.
På vejen ud af banegården stod der en sælger af "Hus forbi", de hjemløses avis. Jeg var egentlig gået forbi, men så vendte jeg om, for det skulle fandeme være løgn, at jeg skulle gå forbi en hjemløs mens jeg var i fuld gang med at æde et eller andet. Jeg tvivler ikke på, at det er noget folk gør hele tiden, men jeg kunne ikke. Jeg havde lidt besvær med at holde styr på alle mine ting mens jeg rodede i min pung, men jeg havde heldigvis lige penge.
Hus forbi sælgere kommer i mange former og størrelser. Ham her var en af dem der nok er en lille smule tossede, på den der lidt søde måde. Han var måske en lille smule sølle, men han forsøgte ihærdigt at være pæn og høflig og opføre sig med værdighed, men måske var han endda lidt for ihærdig. Imens jeg stod og fumlede med alle mine pakkenelliker, stod vi og småsnakkede lidt. Så sagde han at det da var en ordentlig pung jeg der havde... altså farven, den er meget lyserød. Man kunne ligefrem mærke hvordan han ønskede at trække de ord i sig igen. Tænk sig at nævne kundens pung, kunne det ikke lyde som om han prøvede at lokke mig til at give ham mere, som om han tiggede? Det er sådan jeg forestillede mig at han tænkte, men det var ikke sådan jeg havde det, for min pung er vitterligt meget lyserød.
Han var faktisk meget sød som han stod der og trippede, og jeg blev i helt godt humør og tænkte at det måtte være hvad man kalder en god kundeoplevelse, for det ærgrede mig at der går en måned før det næste nummer kommer på gaden. Jeg overvejer lidt om ham her skal være min faste sælger, for sådan en havde jeg nemlig da jeg i sin tid boede i Aarhus. Når man har en fast sælger, føles det lidt mere som om man engagere sig. I princippet er det sikkert ligegyldigt, men det føles som om man lige kan pudse sin glorie en ekstra gang. Så har man givet 20 kr den måned og man føler sig som en ren helgen, meget mere end hvis man havde doneret et langt større beløb til en anonym konto.
Jeg skal til at vælge hvad jeg skal bruge mine penge på når det gælder velgørenhed, for jeg vil gerne give bare lidt. Før i tiden donerede jeg pengene fra mine pantflasker, det var bare at putte flaskerne ind og trykke på en knap. Det var nemt og hurtigt, og med mit colaforbrug heller ikke noget ubetydeligt beløb. Nu har jeg så skiftet min sædvanlige butik ud, og det gør så, at jeg ikke længere har den mulighed, hvilket betyder, at jeg må gøre en ekstra indsats, for at booste min samvittighed, og så især her i fastetiden.
lørdag den 2. marts 2013
Farvel til en pave
Pave Benedikt er MIN pave, sådan føles det i hvert fald lidt, så hvorfor er jeg så ikke mere ked af, at han trækker sig tilbage? Jeg har i hvert fald på fornemmelsen ud fra de (katolske) vittighedstegninger, at jeg burde være meget ked af det, men det kan jeg ikke finde ud af at være, for han er jo ikke død, han trækker sig bare tilbage efter 64 års tro tjeneste, og det er sørgmodigt, men ikke forfærdeligt. Historisk set er paver næsten altid døde mens de stadig var paver, men vi må jo bare indse, at folk (også mænd) lever længere og længere, og at kræfterne på et tidspunkt begynder at slippe op (Herre gud manden er 85), så med tiden vil der nok blive flere paver der vil gøre det samme. Præster er sorte, biskopper er pink, kardinaler røde og paver hvide, men hvilken farve har en pave emeritus? Grøn? Blå? Lilla?Der har selvfølgelig været mange historier om HVORFOR han trækker sig tilbage, og mange af dem ikke særligt pæne, og jeg så til min gru, at katolske Iben Tranholm var en af disse røster. Jeg vil prøve at lade være med at udtale mig om noget som helst, for jeg ved ingenting. Ligesom når det gælder politik, så er jeg et drov til at følge med i medierne, for jeg ønsker ikke at få ødelagt mit pæne billede af paven af bitre kommentarer. Egentlig ønsker jeg at følge med, men jeg får bare ikke gjort noget ved det.
Jeg ærede pavens afgang og fejrede min fødselsdag ved at bage en kæmpemæssig brownie til mine klassekammerater. Mine klassekammerater er protestanter, så de skal ikke bekymre sig om fasten, så der blev ikke sparet på noget.
Jeg brugte:
- 16 æg
- 9 dl sukker
- 700 g chokolade
- 500 g margarine
Det føltes helt syndigt at bage den. Jeg er katolik og skal derfor faste, men skal jeg også overholde fasten på andres vegne, altså ved at undlade at bage kage til ikke-katolske venner i fastetiden? Kagen fyldte to bradepander, men jeg kunne godt have sparet mig, for der var i hvert fald de første 10 piger der ikke ville have. De piger der ikke ville have faldt under tre kategorier 1) de spiseforstyrrede, 2) dem der ikke lige var til tung chokoladekage kl 9 om morgenen og 3) diverse. Jeg er selv spiseforstyrret, så jeg burde kunne forstå dem, men det var lidt svært ikke at tage personligt, ikke på grund af deres handlinger, men på grund af min egen usikkerhed (mange af dem ved jo dårlig nok hvem jeg er, ud over at jeg nu er hende med kagen). Så var der heldigvis et par drenge der kunne tage godt for sig af retterne.
torsdag den 21. februar 2013
Tilmelding til eksamen
Jeg har lige fået en mail om tilmelding til eksamen, eller rettere, tilmeldingen sker automatisk, jeg skulle bare logge på selvbetjening og se efter, om de nu havde gjort det rigtigt. Det havde de. Jeg skal til eksamen i hebraisk og Gammel Testamente.
Vi tæller i dag d. 21. februar, kl er lidt i 5 om morgenen, på alle tænkelige måder synes jeg, at det er alt for tidligt at forholde sig til eksaminer. Jeg vil ikke, jeg kan ikke, jeg tør ikke, eller jo, det gør jeg sikkert nok, det er bare en underlig fornemmelse, for min sidste mundtlige eksamen var 14. februar 2007, askeonsdag for 6 år og en uge siden, hvor jeg var nødt til at tale med en præst om at udskyde min fastedag til dagen efter, for det var en re-eksamen som jeg kun lige med nød og næppe bestod, re-eksamen og faste er ikke det bedste makkerpar. Kan man fortænke mig i at være nervøs?
Jeg har nu ingen tanker om, at jeg ikke skulle kunne klare mig i denne omgang. Jeg er blevet ældre, begge fag er fag jeg har haft før, og så så er det fag, som jeg virkelig interesserer mig for. Efter så mange års pause, så glæder jeg mig måske ligefrem. Måske glæder jeg mig ikke direkte til at sidde ved det grønne bord, men jeg glæder mig til at få en opgave, yde en indsats og få en bedømmelse. Man kan snakke meget om, at eksaminer og karakterer ikke er fair, eller at det ikke viser et sandfærdigt billede af hvad man kan, men det er på den anden side noget der er dejlig konkret og håndterligt. I de år jeg har været væk fra skolesystemet har jeg da også lavet ting og sager, men når man er perfektionist, så har man også brug for at ens ting bliver vurderet, bedømt og anerkendt, og så er "flot" bare ikke godt nok, for det spænder alt for vidt, fra det i virkeligheden ret dårlige til det super flotte, men normalt betyder det noget ligegyldigt og middelmådigt (inde i mit hoved).
En af mine medstuderende, som jeg ikke engang kender navnet på, spurgte mig i mandags, hvordan jeg er blevet så god til hebraisk. Måske havde han håbet, at jeg havde et eller andet godt trick, måske han troede at jeg havde en spændende historie, men jeg måtte skuffe ham, for jeg har bare gennemgået det hele én gang før.
Jeg er en udmærket studerende, ikke super god, men heller ikke dårlig, og i og med, at jeg har haft både hebraisk og GT før, så forventer jeg af mig selv, at jeg yder en, om ikke spektakulær, så i hvert fald en meget god indsats med tilsvarende resultat. Det et er lidt af et pres jeg putter på mig selv, og jeg er bange for at det vil vende sig imod mig på et eller andet tidspunkt, at jeg kører mig selv helt ned allerede før jeg når at vise mit værd.
Vi tæller i dag d. 21. februar, kl er lidt i 5 om morgenen, på alle tænkelige måder synes jeg, at det er alt for tidligt at forholde sig til eksaminer. Jeg vil ikke, jeg kan ikke, jeg tør ikke, eller jo, det gør jeg sikkert nok, det er bare en underlig fornemmelse, for min sidste mundtlige eksamen var 14. februar 2007, askeonsdag for 6 år og en uge siden, hvor jeg var nødt til at tale med en præst om at udskyde min fastedag til dagen efter, for det var en re-eksamen som jeg kun lige med nød og næppe bestod, re-eksamen og faste er ikke det bedste makkerpar. Kan man fortænke mig i at være nervøs?
Jeg har nu ingen tanker om, at jeg ikke skulle kunne klare mig i denne omgang. Jeg er blevet ældre, begge fag er fag jeg har haft før, og så så er det fag, som jeg virkelig interesserer mig for. Efter så mange års pause, så glæder jeg mig måske ligefrem. Måske glæder jeg mig ikke direkte til at sidde ved det grønne bord, men jeg glæder mig til at få en opgave, yde en indsats og få en bedømmelse. Man kan snakke meget om, at eksaminer og karakterer ikke er fair, eller at det ikke viser et sandfærdigt billede af hvad man kan, men det er på den anden side noget der er dejlig konkret og håndterligt. I de år jeg har været væk fra skolesystemet har jeg da også lavet ting og sager, men når man er perfektionist, så har man også brug for at ens ting bliver vurderet, bedømt og anerkendt, og så er "flot" bare ikke godt nok, for det spænder alt for vidt, fra det i virkeligheden ret dårlige til det super flotte, men normalt betyder det noget ligegyldigt og middelmådigt (inde i mit hoved).
En af mine medstuderende, som jeg ikke engang kender navnet på, spurgte mig i mandags, hvordan jeg er blevet så god til hebraisk. Måske havde han håbet, at jeg havde et eller andet godt trick, måske han troede at jeg havde en spændende historie, men jeg måtte skuffe ham, for jeg har bare gennemgået det hele én gang før.
Jeg er en udmærket studerende, ikke super god, men heller ikke dårlig, og i og med, at jeg har haft både hebraisk og GT før, så forventer jeg af mig selv, at jeg yder en, om ikke spektakulær, så i hvert fald en meget god indsats med tilsvarende resultat. Det et er lidt af et pres jeg putter på mig selv, og jeg er bange for at det vil vende sig imod mig på et eller andet tidspunkt, at jeg kører mig selv helt ned allerede før jeg når at vise mit værd.
torsdag den 14. februar 2013
Om en stressende begyndelse
Det er hårdt at starte på universitetet igen efter ferien, virkelig hårdt. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det bare er super fedt hele tiden, og at jeg kører med klatten, men jeg kæmper for at få det hele til at hænge sammen. Jeg er ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at det er det hele værd, men det er stadig hårdt, meget hårdere end jeg havde forudset. Det er ikke det faglige der er hårdt, det er som sådan heller ikke det sociale, men det er alle de små og store ændringer der sker omkring mig, der tager pusten fra mig.
Jeg er ikke god til ændringer, heller ikke de gode af slagsen. Jeg er ikke helt bevidst om hvad det er det gør ved mig, men noget af det er uforudsigeligheden. Jeg skal træne på nye dage, og jeg bruger energi på at beslutte hvad der skal laves på hvilke dage. Jeg har fået nye togtider, og jeg bruger energi på at frygte hvor mange mennesker der er på hvilke afgange. Mine fag og skemastruktur er anderledes, og jeg bruger energi må at indrette min uge efter hvilke lektier der skal laves hvornår, og hvor meget energi de vil optage. Andre har ferie, men jeg har ikke, og jeg bruger energi på at indrette min dagligdag derefter. Der er flere elever på mit hebraiskhold, og nogle er bedre end mig, og jeg skal forholde mig til ikke hele tiden at brillere. Jeg har taget på, og jeg bruger energi på at væmmes og regne ud hvordan og hvorfor. Paven har sagt op, og jeg bruger energi på at forholde mig til det. Det er fastetid, og jeg bruger energi på at spise anderledes.
Desværre er den type energi jeg bruger ikke den type der forbrænder en masse kalorier. Det er mental energi, og jeg bliver bare træt og forvirret, og jeg mister overblikket over min hverdag.
Jeg har lige taget et øjeblik fri fra skriveriet for at få orden på mit stuebord, hvor alle mine skolebøger ligger. Det hele har været et stort rod, og jeg har skammet mig over det hver gang pædagogerne kommer herop, men jeg har ikke haft overskud til at gøre noget ved det. Nu ligger ordbøger, mapper, hebraiskting og GTting i hver sin bunke og ser relativt ordentligt ud, hvorefter jeg fortrød og satte det hele i bogreolen, for det er alligevel usandsynligt, at jeg får det frem mere en gang om ugen, og at det lå fremme, ville enten være at vise mig som det rodehoved jeg var engang, eller som en mere flittig studerende end jeg er.
Jeg er træt, meget træt, men alligevel kører jeg på, for der er ikke noget jeg hellere vil, og jeg vil virkelig gerne dette her.
Jeg er ikke god til ændringer, heller ikke de gode af slagsen. Jeg er ikke helt bevidst om hvad det er det gør ved mig, men noget af det er uforudsigeligheden. Jeg skal træne på nye dage, og jeg bruger energi på at beslutte hvad der skal laves på hvilke dage. Jeg har fået nye togtider, og jeg bruger energi på at frygte hvor mange mennesker der er på hvilke afgange. Mine fag og skemastruktur er anderledes, og jeg bruger energi må at indrette min uge efter hvilke lektier der skal laves hvornår, og hvor meget energi de vil optage. Andre har ferie, men jeg har ikke, og jeg bruger energi på at indrette min dagligdag derefter. Der er flere elever på mit hebraiskhold, og nogle er bedre end mig, og jeg skal forholde mig til ikke hele tiden at brillere. Jeg har taget på, og jeg bruger energi på at væmmes og regne ud hvordan og hvorfor. Paven har sagt op, og jeg bruger energi på at forholde mig til det. Det er fastetid, og jeg bruger energi på at spise anderledes.
Desværre er den type energi jeg bruger ikke den type der forbrænder en masse kalorier. Det er mental energi, og jeg bliver bare træt og forvirret, og jeg mister overblikket over min hverdag.
Jeg har lige taget et øjeblik fri fra skriveriet for at få orden på mit stuebord, hvor alle mine skolebøger ligger. Det hele har været et stort rod, og jeg har skammet mig over det hver gang pædagogerne kommer herop, men jeg har ikke haft overskud til at gøre noget ved det. Nu ligger ordbøger, mapper, hebraiskting og GTting i hver sin bunke og ser relativt ordentligt ud, hvorefter jeg fortrød og satte det hele i bogreolen, for det er alligevel usandsynligt, at jeg får det frem mere en gang om ugen, og at det lå fremme, ville enten være at vise mig som det rodehoved jeg var engang, eller som en mere flittig studerende end jeg er.
Jeg er træt, meget træt, men alligevel kører jeg på, for der er ikke noget jeg hellere vil, og jeg vil virkelig gerne dette her.
onsdag den 13. februar 2013
Om den katolske fastetid
I dag er askeonsdag, den dag der indleder den katolske fastetid. Den katolske faste er anderledes end den muslimske som folk måske kender lidt bedre. Askeonsdag og langfredag er fuldbyrdede fastedage, hvilket 'kun' betyder, at man må spise ét mere eller mindre almindeligt måltid, og to små måltider der til sammen ikke overstiger det almindelige måltid. Dagene mellem askeonsdag og langfredag kaldes abstinensdage, hvor man spiser normalt, men hvor man afholder sig fra noget som man godt kan lide, det være sig kød, slik, eller i mit tilfælde, mælkeprodukter. Meningen med fasten er at forberede sig til påsketiden, en åndelig udrenselseskur om man vil, men man lærer også meget om sig selv.
Hvorfor i alverden skal man faste? Det lyder da ikke særlig sjovt. Det er heller ikke meningen at det som sådan skal være sjovt, men troen mister lidt sin betydning hvis man kun tager de sjove og nemme ting. Meningen med troen er at tjene Gud, ikke at ophøje sig selv. Men hvorfor tjene Gud, hvis det ikke er sjovt? Det er fordi vi virkelig tror på, at han er der, for hvis man ikke troede så ville religionen ikke give nogen mening. Jeg tjener efter bedste evne Gud fordi jeg elsker ham, og jeg tror på, at han vil det der er bedst for mig, også når jeg ikke nødvendigvis er enig. På samme måde siger forældre også til barnet, at det skal spise sine grøntsager før det kan få dessert.
Men jeg overholder faktisk ikke helt fastebudet i år, for i dag, askeonsdag, faster jeg ikke. Jeg ville egentlig gerne, men jeg kan mærke på den spiseforstyrrede del af mig, at religiøs faste ville blive til spiseforstyrret faste, og så vil det hele miste sin betydning. Sidste år fastede fuldstændigt jeg (altså helt uden fast føde) helt fra tirsdag morgen, og jeg elskede det, men det var ikke godt for mig. His jeg fastede i dag, ville det også blive sådan, og jeg ville ikke ønske at stoppe i morgen, og så ville det hele ende med at handle om om kampen mellem mig og pædagogerne, og kærligheden til Gud ville have en sekundær rolle. Fasten er noget man virkelig bør gøre, men ikke hvis det sætter ens helbred over styr.
Jeg kan ikke udelukke, at min afholdelse fra mælkeprodukter også bunder i min spiseforstyrrelse (jeg kom til at regne ud hvor mange kalorier der EGENTLIG var i min mælkerige morgenmad), men mange ting jeg gør for tiden handler om min spiseforstyrrelse, og selvom jeg måske gerne ville, så kan jeg ikke bare fjerne den side af mig.
I går til frokost løj jeg for pædagogen der skulle spise med mig, og sagde at jeg lige havde spist en banan og derfor ikke behøvede at spise så meget. Jeg havde faktisk en grund til at lyve, og den var ikke helt så dårlig som man kunne tro, men det er ikke pænt at lyve, og jeg burde ikke have gjort det. Senere gik jeg ned for at gå ti bekendelse og undskylde, men hun sad i møde og det ville hun gøre de næste to timer. Senere fangede jeg hende i et kort øjeblik og fik sagt hvad jeg skulle. Det fik jeg meget ros for. Jeg er meget glad for at få ros, men at tænke sig at man skal have ros for at sige sandheden, men det var måske ikke så meget sandheden jeg fik ros for som det at erkende min skyld, hvilket straks er meget sværere.
Der er ingen faste uden bod
Hvorfor i alverden skal man faste? Det lyder da ikke særlig sjovt. Det er heller ikke meningen at det som sådan skal være sjovt, men troen mister lidt sin betydning hvis man kun tager de sjove og nemme ting. Meningen med troen er at tjene Gud, ikke at ophøje sig selv. Men hvorfor tjene Gud, hvis det ikke er sjovt? Det er fordi vi virkelig tror på, at han er der, for hvis man ikke troede så ville religionen ikke give nogen mening. Jeg tjener efter bedste evne Gud fordi jeg elsker ham, og jeg tror på, at han vil det der er bedst for mig, også når jeg ikke nødvendigvis er enig. På samme måde siger forældre også til barnet, at det skal spise sine grøntsager før det kan få dessert.
Men jeg overholder faktisk ikke helt fastebudet i år, for i dag, askeonsdag, faster jeg ikke. Jeg ville egentlig gerne, men jeg kan mærke på den spiseforstyrrede del af mig, at religiøs faste ville blive til spiseforstyrret faste, og så vil det hele miste sin betydning. Sidste år fastede fuldstændigt jeg (altså helt uden fast føde) helt fra tirsdag morgen, og jeg elskede det, men det var ikke godt for mig. His jeg fastede i dag, ville det også blive sådan, og jeg ville ikke ønske at stoppe i morgen, og så ville det hele ende med at handle om om kampen mellem mig og pædagogerne, og kærligheden til Gud ville have en sekundær rolle. Fasten er noget man virkelig bør gøre, men ikke hvis det sætter ens helbred over styr.
Jeg kan ikke udelukke, at min afholdelse fra mælkeprodukter også bunder i min spiseforstyrrelse (jeg kom til at regne ud hvor mange kalorier der EGENTLIG var i min mælkerige morgenmad), men mange ting jeg gør for tiden handler om min spiseforstyrrelse, og selvom jeg måske gerne ville, så kan jeg ikke bare fjerne den side af mig.
I går til frokost løj jeg for pædagogen der skulle spise med mig, og sagde at jeg lige havde spist en banan og derfor ikke behøvede at spise så meget. Jeg havde faktisk en grund til at lyve, og den var ikke helt så dårlig som man kunne tro, men det er ikke pænt at lyve, og jeg burde ikke have gjort det. Senere gik jeg ned for at gå ti bekendelse og undskylde, men hun sad i møde og det ville hun gøre de næste to timer. Senere fangede jeg hende i et kort øjeblik og fik sagt hvad jeg skulle. Det fik jeg meget ros for. Jeg er meget glad for at få ros, men at tænke sig at man skal have ros for at sige sandheden, men det var måske ikke så meget sandheden jeg fik ros for som det at erkende min skyld, hvilket straks er meget sværere.
Der er ingen faste uden bod
Bod (lat. poentitentia). Syndsbekendelse og angerfuld omvendelse til Gud og viljen til at bøde for den begåede synd over for Gud og næsten.Okay det skete tirsdag og derfor teknisk set endnu ikke i fasten, men der var alligevel en lektie i det for mig at lære, og det føltes godt at få sagen ud af verden. Hun havde desuden allerede gættet det, hen kendte mig bare ikke godt nok til at vide hvad hun skulle stille op med det
Katolsk mini lektikon s.28Clausen, Helge
fredag den 1. februar 2013
Stres og Pepsi Max
I søndags slog min kæreste op med mig, op på mandag starter universitetet igen efter to måneders ferie, så man kan godt sige at jeg er lidt stresset, desværre drikker jeg ikke alkohol, og jeg spiser ikke slik, så det eneste jeg har at drukne mine sorger i er Pepsi Max, og det gør jeg så i stor stil, og det til en grad hvor jeg selv synes, at det egentlig er lidt ulækkert, eller i hvert fald nok til, at jeg får ondt i maven. Jeg siger til mig selv, at det er okay, at jeg jo ikke plejer at drikke så meget, men egentlig synes jeg ikke at det er okay, for det er jo frådseri.
Frådseri er når man bruger, spiser eller drikker mere end man reelt behøver for at have et godt liv. Det betyder ikke, at man skal sulte sig selv eller berøve sig alle livets små glæder, men det betyder, at man skal tænke sig om, men lige nu tænker jeg mig ikke om, jeg drikker bare, og det er lidt det der er problemet. Flasker og dåser hober sig op på køkkenbordet og i poser på gangen, og jeg bliver svimmel ved tanken om hvor mange penge der er for i pant. Ikke at jeg selv får nogen gavn af det, det, jeg trykker altid på donationsknappen så pengene går til børn med diabetes (Føtex).
Problemet er, at jeg er bange, bange for at ende alene, bange for ikke at kunne klare universitetet, bange for alle de administrationelle opgaver der ligger og venter på mig, bange for at ændre noget og bange for at sidde fast, og al den stres får mig til at drikke.
Jeg ved godt, at Pepsi Max ikke er super sundt for mig, men det er også lidt et problem at det ikke er super slemt, så hvorfor skulle jeg så stoppe? Jeg bliver jo ikke fed eller opfører mig uansvarligt, jeg synes mest bare, at det er lidt småpinligt. Selvfølgelig er det også dyrt, og det er lidt et problem, og det vil senere på måneden, når der ikke er så mange penge tilbage på kontoen, motivere mig til at drikke mindre, men lige nu er der ingen problemer og derfor ikke megen motivation til at ændre noget.
D. 13. februar er askeonsdag, og så går fastetiden i gang. Fasten er den katolske forberedelse til påsken, hvor vi gør bod for vores synder, og opbygger vores åndelighed. Jesus fastede 40 dage i ørkenen, det gør vi ikke, men vi giver afkald på visse af livets goder. Jeg har overvejet, om jeg skulle give afkald på Pepsi Max, men jeg ved ikke, om det er for stor en opgave. Gode intentioner er fint, men hvis ambitionsniveauet er for højt, så risikerer man at fejle, og så bliver man bare nedtrykt, så det er noget jeg skal tænke grundigt over.
Frådseri er når man bruger, spiser eller drikker mere end man reelt behøver for at have et godt liv. Det betyder ikke, at man skal sulte sig selv eller berøve sig alle livets små glæder, men det betyder, at man skal tænke sig om, men lige nu tænker jeg mig ikke om, jeg drikker bare, og det er lidt det der er problemet. Flasker og dåser hober sig op på køkkenbordet og i poser på gangen, og jeg bliver svimmel ved tanken om hvor mange penge der er for i pant. Ikke at jeg selv får nogen gavn af det, det, jeg trykker altid på donationsknappen så pengene går til børn med diabetes (Føtex).
Problemet er, at jeg er bange, bange for at ende alene, bange for ikke at kunne klare universitetet, bange for alle de administrationelle opgaver der ligger og venter på mig, bange for at ændre noget og bange for at sidde fast, og al den stres får mig til at drikke.
Jeg ved godt, at Pepsi Max ikke er super sundt for mig, men det er også lidt et problem at det ikke er super slemt, så hvorfor skulle jeg så stoppe? Jeg bliver jo ikke fed eller opfører mig uansvarligt, jeg synes mest bare, at det er lidt småpinligt. Selvfølgelig er det også dyrt, og det er lidt et problem, og det vil senere på måneden, når der ikke er så mange penge tilbage på kontoen, motivere mig til at drikke mindre, men lige nu er der ingen problemer og derfor ikke megen motivation til at ændre noget.
D. 13. februar er askeonsdag, og så går fastetiden i gang. Fasten er den katolske forberedelse til påsken, hvor vi gør bod for vores synder, og opbygger vores åndelighed. Jesus fastede 40 dage i ørkenen, det gør vi ikke, men vi giver afkald på visse af livets goder. Jeg har overvejet, om jeg skulle give afkald på Pepsi Max, men jeg ved ikke, om det er for stor en opgave. Gode intentioner er fint, men hvis ambitionsniveauet er for højt, så risikerer man at fejle, og så bliver man bare nedtrykt, så det er noget jeg skal tænke grundigt over.
søndag den 8. april 2012
Om bryllup påskelørdag
Min veninde helt tilbage fra da jeg var en lille pige, så langt tilbage, at vi faktisk er mere søstre end veninder, hun skulle giftes i går. Hun var en umådelig smuk brud, så smuk at jeg fik tårer i øjnene.
Det var dog en noget speciel oplevelse at sidde og smile og feste og slå sig løs påskelørdag, Jesus er død, men er endnu ikke opstanden, ordet 'Halleluja' var endnu ikke tilladt i landets katolske kirker, og der sad vi med brede smørrede grin, og alligevel kunne jeg ikke lade være for selvom jeg ikke er den romantiske type, så var det jo min veninde/søsters bryllup så jeg smilede om kap med brudens forældre, så smukt var det.
Min veninde lignede en lille fe med kort klokkeblomst hår med et diamanthårbånd og blødt tylskørt, og jeg var tæt på at tudbrøle da hendes scleroseramte far i forrygende hast førte hende op af kirkegulvet, det var smukkere end når en rask far langsomt strider op af kirkegulvet med sin datter under armen.
Brylluppet blev holdt i en protestantisk kirke, og efter det vil jeg citere den tidligere børne- ungdomspræst i den katolske kirke 'det er SKØNT at være katolik'. Det var en yndig ceremoni, men det var som om det guddommelige manglede, men det var bare min mening. Flere af de ikke så religiøse personer blandt festdeltagerne fandt det rigtig opløftende, jeg selv sad i bilen efterfølgende og sladrede med mine katolske venner. Præsten virkede flink, men man fik ikke et billede af hendes teologiske side, hun var en vaskeægte blød grundtvigianer. Men selvom det ikke var min stil, så var det stadig smukt, og endnu en gang var jeg ved at tude.
Festen var sikkert også smuk, men min asperger hjerne brændte sammen efter en times tid med at cirkulere rundt i salen og snakke med folk, eller rettere med at stå og desperat se ud som om jeg havde nogen at tale med, og forsøgende at skjule at jeg ikke kendte nogen. Jeg snakkede med nogle stykker, men jeg blev mere og mere træt og mindre og mindre snakkesalig, indtil min far til sidst måtte køre mig hjem, hvor min søster sad og så dårlige film og jeg spiste mig overmæt i franskbrød.
Jeg ville ønske at vi her i Danmark var en smule mere formelle. Det ville være skønt at være blevet introduceret for folk, for det er lidt akavet at tale med nogen og indlede samtalen med 'Hvem i alverden er du?'. Det ville være pinligt bare at stå der og tale med folk man ikke aner hvem er. Jeg tror ikke en gang at det kun skyldes min aspergers, jeg havde også på fornemmelsen at andre også fandt det akavet. Det var heller ikke festens skyld, for sådan gør man bare ikke i Danmark
Det var dog en noget speciel oplevelse at sidde og smile og feste og slå sig løs påskelørdag, Jesus er død, men er endnu ikke opstanden, ordet 'Halleluja' var endnu ikke tilladt i landets katolske kirker, og der sad vi med brede smørrede grin, og alligevel kunne jeg ikke lade være for selvom jeg ikke er den romantiske type, så var det jo min veninde/søsters bryllup så jeg smilede om kap med brudens forældre, så smukt var det.
Min veninde lignede en lille fe med kort klokkeblomst hår med et diamanthårbånd og blødt tylskørt, og jeg var tæt på at tudbrøle da hendes scleroseramte far i forrygende hast førte hende op af kirkegulvet, det var smukkere end når en rask far langsomt strider op af kirkegulvet med sin datter under armen.
Brylluppet blev holdt i en protestantisk kirke, og efter det vil jeg citere den tidligere børne- ungdomspræst i den katolske kirke 'det er SKØNT at være katolik'. Det var en yndig ceremoni, men det var som om det guddommelige manglede, men det var bare min mening. Flere af de ikke så religiøse personer blandt festdeltagerne fandt det rigtig opløftende, jeg selv sad i bilen efterfølgende og sladrede med mine katolske venner. Præsten virkede flink, men man fik ikke et billede af hendes teologiske side, hun var en vaskeægte blød grundtvigianer. Men selvom det ikke var min stil, så var det stadig smukt, og endnu en gang var jeg ved at tude.
Festen var sikkert også smuk, men min asperger hjerne brændte sammen efter en times tid med at cirkulere rundt i salen og snakke med folk, eller rettere med at stå og desperat se ud som om jeg havde nogen at tale med, og forsøgende at skjule at jeg ikke kendte nogen. Jeg snakkede med nogle stykker, men jeg blev mere og mere træt og mindre og mindre snakkesalig, indtil min far til sidst måtte køre mig hjem, hvor min søster sad og så dårlige film og jeg spiste mig overmæt i franskbrød.
Jeg ville ønske at vi her i Danmark var en smule mere formelle. Det ville være skønt at være blevet introduceret for folk, for det er lidt akavet at tale med nogen og indlede samtalen med 'Hvem i alverden er du?'. Det ville være pinligt bare at stå der og tale med folk man ikke aner hvem er. Jeg tror ikke en gang at det kun skyldes min aspergers, jeg havde også på fornemmelsen at andre også fandt det akavet. Det var heller ikke festens skyld, for sådan gør man bare ikke i Danmark
tirsdag den 13. marts 2012
Om madplaner
Gud, jeg har ikke lyst til at opgive dette. Jeg vil ikke, og jeg er irriteret over, at du vil have mig til det, for jeg har ikke lyst til at ændre mig, men giv mig viljen til at opgive denne synd, hvor fristende det end er at lade være.
Efter mit første mislykkedes forsøg på at overholde fasten, sagde jeg at mit fasteløfte skulle være at følge den madplan som min kontaktpædagog har lagt ud for mig.
Det er en ganske simpel madplan, jeg skal spise tre store måltider, og minimum 1 mellemmåltid. Hvad jeg spiser må jeg en lille smule selv om, så længe det er inden for rimelighedens grænser, men hun ser vist helst, at jeg i hvert fald nogle gange spiser det der bliver serveret, og det gør jeg så.
Det er svært for mig at give slip. Jeg er i slutningen af 20'erne, jeg er voksen, jeg har selv stået for min mad i rigtig mange år, og nu er der nogle andre der gør det for mig. Jeg er ikke nogen god klient, jeg brokker mig konstant. Den ene dag nægtede jeg at spise en rissalat fordi der var 6 spsk olie i, den anden dag var der nogle vegetarfrikadeller der var blevet stegt i al for meget olie.
I de sidste par dage har det så været endnu værre, og jeg har sprunget 3 måltider og et par mellemmåltider over. Jeg har undskyldninger, selvfølgelig har jeg det, men i denne sammenhæng er de irrelevante. Pointen er, at jeg ikke overholder mit fastefortsæt. Hvordan skal jeg lære at indse min egne begrænsninger, når jeg bare lever efter mit eget hovede? Hvordan skal jeg vokse i kærlighed til Gud når jeg bare pusler om mit eget ego?
Det bliver virkelig hårdt, men jeg må prøve at komme ud over mine egne neuroser, min egen vilje, og gøre Guds vilje. Gud arbejder gennem pædagogerne, når de laver sund, nærende og velsmagende mad, og jeg burde spise den. Faktisk burde jeg være glad for at spise den, men det er vist for meget forlangt.
torsdag den 23. februar 2012
Jeg sagde jo at jeg ikke kunne
Jeg føler mig som jordens største hykler, men det har jeg slet ikke hverken fysisk eller psykisk format til, dog står det ikke alt for godt til.
Jeg sad i kirken i går, askeonsdag, og virkede noget så from, for selvom jeg havde løbet 2,5 km om morgenen, så havde jeg ikke indtaget noget mad ud over noget juice og noget mælk. Jeg sad der med mit lille slør (jeg tilhører den konservative del af den katolske kirke, så hvis du en dag går til en messe, så vil du desværre ikke se mange slør) og jeg følte mig som jordens bedste katolik, for jeg havde lige været til skrifte.
Okay, jordens bedste katolik er lidt af en litterær overdrivelse, for jeg vidste egentlig godt hvad jeg havde gang i, men jeg prøvede at vende det til noget godt. Jeg forsøgte at bede, det gjorde jeg virkelig, men der sad to små søde men livlige drenge ved siden af mig, og det var ikke godt for min ADD (koncentrationsbesvær).
Messen gik i gang og jeg fik tegnet askekorset i panden (den ene dag om året) og jeg modtog Jesus i nadverens sakramente. Det hele så jo så fint ud på overfladen, men jeg bar på en hemmelighed. Jeg havde ikke kun fastet de obligatoriske på det tidspunkt 17 timer, men derimod 33. Jeg havde ikke spist noget siden jeg tirsdag morgen forlod Odense og tog hjem. Min veninde der altid er bekymret for mit ve og vel, og som nogle gange kender mig bedre end jeg selv gør, sagde, at jeg er stresset, at det er derfor. Jeg selv sagde, at det bare er en dum slankekur. Ligegyldigt hvad så er det i hvert fald dumt.
Min veninde, der selv er indlagt på anoreksiklinikken i København, beordrede mig at gå til bekendelse over for pædagogerne. Jeg havde ikke spor lyst, men jeg elsker hende for højt til at bekymre hende, så jeg gjorde det, og jeg fik noget at spise.
Det at spise en portion lasagne var ikke hårdt, jeg tænkte ikke, at nu bliver jeg fed og klam og ingen kan lide mig. Jeg tænkte derimod at jeg var svag, at nu kunne jeg ikke stoppe igen, at nu ville jeg æde og æde til jeg revnede, og så ville jeg blive fed ligegyldigt hvor grundigt jeg prøvede at kaste op.
Der er endnu ikke sket noget. Jeg har endnu ikke tømt køleskabet i fælleskøkkenet, men jeg stoler ikke på mig selv, og jeg frygter min tur i Fakta her om to timers tid. Jeg er bulimiker og jeg er tvangsspiser, maden er min forte og man kan ikke stole på mig. "Jeg må hellere spise de boller nu, for i morgen er jeg nok for svag til at kunne undgå fristelsen". Den sætning giver ikke mening, og alligevel er den hele meningen med livet, i hvert fald for mig og for en hel masse andre. Det er sjovt at sige, men for mange er det den grumme virkelighed.
Kære Gud.
Giv mig styrke til at spise denne portion. Lad mig spise den i et roligt og normalt tempo, og lad mig være stærk nok til kun at spise denne portion og ikke en til, og en til, og en til, og en til, og e...
Jeg sad i kirken i går, askeonsdag, og virkede noget så from, for selvom jeg havde løbet 2,5 km om morgenen, så havde jeg ikke indtaget noget mad ud over noget juice og noget mælk. Jeg sad der med mit lille slør (jeg tilhører den konservative del af den katolske kirke, så hvis du en dag går til en messe, så vil du desværre ikke se mange slør) og jeg følte mig som jordens bedste katolik, for jeg havde lige været til skrifte.
Okay, jordens bedste katolik er lidt af en litterær overdrivelse, for jeg vidste egentlig godt hvad jeg havde gang i, men jeg prøvede at vende det til noget godt. Jeg forsøgte at bede, det gjorde jeg virkelig, men der sad to små søde men livlige drenge ved siden af mig, og det var ikke godt for min ADD (koncentrationsbesvær).
Messen gik i gang og jeg fik tegnet askekorset i panden (den ene dag om året) og jeg modtog Jesus i nadverens sakramente. Det hele så jo så fint ud på overfladen, men jeg bar på en hemmelighed. Jeg havde ikke kun fastet de obligatoriske på det tidspunkt 17 timer, men derimod 33. Jeg havde ikke spist noget siden jeg tirsdag morgen forlod Odense og tog hjem. Min veninde der altid er bekymret for mit ve og vel, og som nogle gange kender mig bedre end jeg selv gør, sagde, at jeg er stresset, at det er derfor. Jeg selv sagde, at det bare er en dum slankekur. Ligegyldigt hvad så er det i hvert fald dumt.
Min veninde, der selv er indlagt på anoreksiklinikken i København, beordrede mig at gå til bekendelse over for pædagogerne. Jeg havde ikke spor lyst, men jeg elsker hende for højt til at bekymre hende, så jeg gjorde det, og jeg fik noget at spise.
Det at spise en portion lasagne var ikke hårdt, jeg tænkte ikke, at nu bliver jeg fed og klam og ingen kan lide mig. Jeg tænkte derimod at jeg var svag, at nu kunne jeg ikke stoppe igen, at nu ville jeg æde og æde til jeg revnede, og så ville jeg blive fed ligegyldigt hvor grundigt jeg prøvede at kaste op.
Der er endnu ikke sket noget. Jeg har endnu ikke tømt køleskabet i fælleskøkkenet, men jeg stoler ikke på mig selv, og jeg frygter min tur i Fakta her om to timers tid. Jeg er bulimiker og jeg er tvangsspiser, maden er min forte og man kan ikke stole på mig. "Jeg må hellere spise de boller nu, for i morgen er jeg nok for svag til at kunne undgå fristelsen". Den sætning giver ikke mening, og alligevel er den hele meningen med livet, i hvert fald for mig og for en hel masse andre. Det er sjovt at sige, men for mange er det den grumme virkelighed.
Kære Gud.
Giv mig styrke til at spise denne portion. Lad mig spise den i et roligt og normalt tempo, og lad mig være stærk nok til kun at spise denne portion og ikke en til, og en til, og en til, og en til, og e...
onsdag den 22. februar 2012
Askeonsdag
Som i nok ved, så har det lige været fastelavn, men efter fastelavns festligheder kommer fastetidens askese, og den (fastetiden) bliver indledt i dag, askeonsdag.
Askese er fornuftens kontrol over kroppens begær, det betyder at man løsriver sig fra dårlige vaner, afhængighed og moralsk forfald, det betyder at man hiver sig selv op på et højere niveau til en sund sjæl i et sundt legeme.
Det får det til at lyde som om det er noget helt forfærdeligt man går ind til, at man skal pine og plage sig selv indtil man igen kan feste påske søndag. Men Jesus prædikede at man, at man ikke som farisærene skulle jamre, men vaske sit ansigt og ellers bare opføre sig normalt.
Normalt kommer fastetiden til at handle om mad, man afstår fx fra slik eller kød i de 40 dage op til påske, men det kan også være andre ting, det kan være fjernsynskikkeri man afstår fra, det kan være, at man vil dovne mindre på sofaen, eller det kan være at man vil fordybe sig i åndelig lekture.
Jeg er spiseforstyrret, og det gør at fastetiden nødvendigvis vil blive rodet sammen med ødelæggende ideer om at tabe mig, og jeg hader det, ikke bare fordi jeg hader min spiseforstyrrelse, men fordi fastetiden er en fantastisk mulighed for at komme tættere på Gud.
Der kan være en fantastisk sammenholdsfølelse i den katolske kirke, især i fastetiden, dette er noget vi gør sammen, noget vi hjælper hinanden igennem, men jeg føler mig udenfor, og jeg har selv placeret mig der.
Jeg vil fokusere, jeg vil prøve om jeg kan gøre det bedre end de andre år, jeg vil prøve at se om jeg kan få fastetiden til at give mening ikke kun på papiret, men for mig som person, jeg vil prøve også at blive en del af fællesskabet.
Askese er fornuftens kontrol over kroppens begær, det betyder at man løsriver sig fra dårlige vaner, afhængighed og moralsk forfald, det betyder at man hiver sig selv op på et højere niveau til en sund sjæl i et sundt legeme.
Det får det til at lyde som om det er noget helt forfærdeligt man går ind til, at man skal pine og plage sig selv indtil man igen kan feste påske søndag. Men Jesus prædikede at man, at man ikke som farisærene skulle jamre, men vaske sit ansigt og ellers bare opføre sig normalt.
Normalt kommer fastetiden til at handle om mad, man afstår fx fra slik eller kød i de 40 dage op til påske, men det kan også være andre ting, det kan være fjernsynskikkeri man afstår fra, det kan være, at man vil dovne mindre på sofaen, eller det kan være at man vil fordybe sig i åndelig lekture.
Jeg er spiseforstyrret, og det gør at fastetiden nødvendigvis vil blive rodet sammen med ødelæggende ideer om at tabe mig, og jeg hader det, ikke bare fordi jeg hader min spiseforstyrrelse, men fordi fastetiden er en fantastisk mulighed for at komme tættere på Gud.
Der kan være en fantastisk sammenholdsfølelse i den katolske kirke, især i fastetiden, dette er noget vi gør sammen, noget vi hjælper hinanden igennem, men jeg føler mig udenfor, og jeg har selv placeret mig der.
Jeg vil fokusere, jeg vil prøve om jeg kan gøre det bedre end de andre år, jeg vil prøve at se om jeg kan få fastetiden til at give mening ikke kun på papiret, men for mig som person, jeg vil prøve også at blive en del af fællesskabet.
Abonner på:
Opslag (Atom)