Nogle gange kan det være svært at vide hvad jeg skal skrive om, ikke fordi der ikke er noget at skrive om, men fordi jeg ikke ved hvilke emner der vil interesserer folk. Derfor er jeg altid glad for at høre fra folk der stiller spørgsmål eller beder mig skrive om et bestemt emne. Mit sidste indlæg om aspergers og empati var sådan et emne som jeg var blevet bedt om at skrive om, og det var en stor succes. Aldrig før har jeg modtaget så fine ord.
I går fik jeg en mail som gjorde mig helt enormt glad, for ikke alene var den fuld af rosende ord, den fortalte også den unge kvindes historie, og hun bad mig om at skrive lidt om min dagligdag og mine rutiner. Det var et emne jeg skrev mere om for nogle år siden, dengang bloggen oftest fungerede som en dagbog nærmere end afgrænsede indlæg om et specifikt emne, men det betyder ikke, at der ikke kan skrives et afgrænset indlæg om emnet.
Jeg har altid været imod skemaer, ikke fordi der er noget galt med skemaer, jeg tager dem bare alt for bogstaveligt. Hvis der står at jeg skal skrive blogindlæg kl 5, men at jeg sover længere, så jeg først kommer i gang kl 6, så ville hele min dag være ødelagt. Hvis der står, at jeg har en time til at skrive, men at det tager1½, så ville jeg blive stresset og føle, at det er fordi jeg ikke er hurtig og dygtig nok. Tager det derimod kun en halv time, så har jeg sikkert ikke gjort det godt nok, og hvad skal jeg så stille op med den halve time jeg har til overs. Skulle jeg så gå tidligt i gang med næste punkt, eller skulle jeg bare fjolle rundt på nettet?
Men at jeg ikke har skemaer, betyder ikke, at jeg ikke har nogle meget faste rutiner. Det skema, som jeg ikke har skrevet ned på papir har jeg nemlig oppe i hovedet. Jeg danner mig meget hurtigt nogle regler om hvordan tingene bør gøres. hvis jeg er vant til at handle kl 8 om morgenen, så skal jeg denondelynemig handle kl 8 om morgenen, med mindre jeg vil risikere hjertebanken, åndenød og angst. Engang imellem handler jeg på andre tidspunkter, enten fordi jeg har en god dag og tænker, at det er sundt at udfordre sine rutiner engang imellem, eller fordi ting kommer i vejen. De ting der kommer i vejen kan have forskellig karakter. Dengang jeg havde problemer med TDC var det vigtigt at ringe på slaget 8, hvis man bare ville have en lille bitte chance for at komme igennem på overskuelig tid. I en sådan situation, var jeg så stresset og telefonopkaldet, at jeg slet ikke havde tid til at bekymre mig om indkøb. Andre gange har jeg måske smølet efter træning, og badet har måske trukket ud, fordi det har bade jo en tendens til at gøre engang imellem. Lige pludselig står jeg så med røven bar og vådt hår og kl nærmer sig alt for hurtigt 8. Jeg prøver at tage en dyb indånding og sige til mig selv at det går nok, at jeg jo i virkeligheden slet ikke behøver at handle kl 8, men alligevel farer jeg rundt for at nå de sidste ting, og ofte så når jeg det faktisk alligevel.
Grunden til at jeg skriver meget lidt om min hverdag er, at jeg tænker at den er lidt kedelig. De dage jeg træner, træner jeg tidligt om morgenen, ellers sidder jeg ved computeren indtil frokost, og efter frokost læser jeg eller ser dvd'er. Jeg ser dvd'er frem for fjernsyn fordi dvd'er er noget som er i min kontrol, og jeg bliver ikke pludselig hylet ud af den fordi der er en ændring i programfladen. Om aftenen går jeg tidligt i seng, nogle gange af vane, andre gange fordi jeg har så ondt i hoften at jeg bare gerne vil væk fra min egen bevidsthed. Jeg prøver at afgrænse aktiviteter som universitetet, biblioteket eller veninder til 0-3 gange om ugen. Nogle gange betyder det at skippe undervisningen, fordi jeg har brug for at tage ned til byen og købe et eller andet. I flere år har jeg ikke kunne have aktiviteter om aftenen fordi min vane var at gå tidligt i seng, men det er noget jeg er ved at vende.
Jeg har en ret fredelig og rolig hverdag, fordi det er hvad jeg har brug for. Jeg elsker at være sammen med veninder, men jeg har brug for rigtig meget alenetid for at kunne holde det hele ud. Engang imellem bliver jeg træt af at være introvert og siger fandeme nej om jeg vil være sådan en kedelig en, og så laver jeg straks en helt masse aftaler, men der kommer altid ting i vejen, så jeg må melde afbud fra en eller flere, hvilket jeg hader at gøre, fordi det er jo ikke fordi jeg ikke ønsker at se dem, jeg har ligefrem glædet mig til at mødes, men min krop og min hjerne kan ikke holde til mere. Jeg føler mig tom og adskillige kilo tungere. Jeg falder om på min seng, og det føles som om jeg falder igennem den, igennem gulvet, helt ned til jordens indre, hvor alt er gloende varmt og kaos, men jeg er ligeglad for jeg er så træt, at jeg har lyst til at græde ved tanken om at bruge energi på at fjerne make up, men jeg har tendens til bumser, så den skal fjernes.
vi mennesker er skabt til at bevæge os fremad, men nogle mennesker bevæger sig hurtigere end andre, og det er vigtigt at anerkende sit eget tempo hvis man skal nå at kunne følge med. Mit tempo er langsomt, hvilket ikke føles særlig sejt, faktisk føles det tumpet og kikset, og engang imellem får jeg rodet rundt i tingene og tænker at det er hele mig der virker tumpet og kikset, mit tøj og min humor Men det er ikke alle mine tempoer der er langsomme. Mit liv er langsomt, men jeg tænker hurtigt, og jeg går tur hurtigt og jeg forstår hurtigt. Måske det er en af grundende til at jeg har så mange fordomme mod mit eget langsomme liv.
Viser opslag med etiketten brev. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten brev. Vis alle opslag
mandag den 28. juli 2014
onsdag den 19. december 2012
Når andre har det svært
Jeg har en veninde der har det meget svært for tiden. Hun har det så svært at hun fuldstændig ignorerer mig. Hun vil ikke snakke med mig, hun vil ikke være i rum med mig, ja hun vil end ikke se i min retning.. Det er virkelig hårdt at blive ignoreret, og jeg føler mig ensom og værdiløs, så nu tør jeg heller ikke at være i rum med hende. Det har været enormt hårdt, og det har stresset mig meget.
Måske skyldes det også en lille smule, at jeg er vant til, at det er mig der er den sygeste, og så må de andres behov træde i baggrunden, men denne gang er hun den sygeste, og det er mig der må træde et skridt tilbage og lad hende få plads. Måske det er det jeg ikke er helt villig til, og det er en skam, for når man har det skidt, så har man brug for plads.
Jeg skrev et julekort til hende, jeg sagde, at jeg savnede hende, at jeg ved hun har det skidt, men jeg har ingen gode råd, for når man har det virkelig skidt, så findes der ingen gode råd, man står op, overlever, og går i seng igen. Jeg sagde, at jeg ikke kan love hende, at det bliver bedre med tiden, for det ved jeg reelt ikke noget om, men jeg håber det.
Jeg spurgte hende også, om jeg har gjort hende ondt, for det var i hvert fald ikke min hensigt, og måske er det noget jeg kan ændre på, men måske er det ikke. Måske er det fordi livet bare udad til kører for mig, og når selv jeg ikke kan overskue al den positivitet, hvordan skal en der har det virkelig skidt så kunne? Det er ikke noget jeg kan gøre noget ved, for jeg kan ikke leve et halvt liv for en venindes skyld, men jeg vil bedre kunne acceptere hendes afstand, hvis jeg ved hvorfor. Men måske handler det om noget andet, måske handler det slet ikke om noget, men jeg har brug for at vide det.
Hun har endnu ikke fået brevet, men i går gik vi forbi hinanden. Hun havde svært ved at se på mig, men hun prøvede, og det mildnede min mopsethed meget. Vi sagde ikke meget til hinanden, kun nogle ganske få ord om noget helt ligegyldigt, men men lige der og i det øjeblik havde vi en relation til hinanden, og vi gjorde begge forsøget.
At hun havde overskud til bare at prøve tyder på, at hun havde det bare en lille smule bedre end de tidligere dage, og det varmede mig om hjertet, og jeg håber at det lykkes hende at nyde lidt af julen.
Måske skyldes det også en lille smule, at jeg er vant til, at det er mig der er den sygeste, og så må de andres behov træde i baggrunden, men denne gang er hun den sygeste, og det er mig der må træde et skridt tilbage og lad hende få plads. Måske det er det jeg ikke er helt villig til, og det er en skam, for når man har det skidt, så har man brug for plads.
Jeg skrev et julekort til hende, jeg sagde, at jeg savnede hende, at jeg ved hun har det skidt, men jeg har ingen gode råd, for når man har det virkelig skidt, så findes der ingen gode råd, man står op, overlever, og går i seng igen. Jeg sagde, at jeg ikke kan love hende, at det bliver bedre med tiden, for det ved jeg reelt ikke noget om, men jeg håber det.
Jeg spurgte hende også, om jeg har gjort hende ondt, for det var i hvert fald ikke min hensigt, og måske er det noget jeg kan ændre på, men måske er det ikke. Måske er det fordi livet bare udad til kører for mig, og når selv jeg ikke kan overskue al den positivitet, hvordan skal en der har det virkelig skidt så kunne? Det er ikke noget jeg kan gøre noget ved, for jeg kan ikke leve et halvt liv for en venindes skyld, men jeg vil bedre kunne acceptere hendes afstand, hvis jeg ved hvorfor. Men måske handler det om noget andet, måske handler det slet ikke om noget, men jeg har brug for at vide det.
Hun har endnu ikke fået brevet, men i går gik vi forbi hinanden. Hun havde svært ved at se på mig, men hun prøvede, og det mildnede min mopsethed meget. Vi sagde ikke meget til hinanden, kun nogle ganske få ord om noget helt ligegyldigt, men men lige der og i det øjeblik havde vi en relation til hinanden, og vi gjorde begge forsøget.
At hun havde overskud til bare at prøve tyder på, at hun havde det bare en lille smule bedre end de tidligere dage, og det varmede mig om hjertet, og jeg håber at det lykkes hende at nyde lidt af julen.
onsdag den 31. oktober 2012
Om at skrive breve til fremmede
Oftest skriver jeg bare postkort, for et postkort er langt nok til, at man kan sige 'hey, jeg tænker på dig' og langt nok til at man kan skrive hvad der sker i ens liv, men det er heller ikke så langt at man sidder tilbage med en følelse af, at man skulle have skrevet mere, det er der nemlig ikke plads til. Samtidig kan man lægge tanker i hvilket motiv man vælger.
Jeg begyndte på det med postkort med en veninde jeg havde sidst jeg var indskrevet på universitetet. Vi så hinanden på uni næsten hver dag, og til sidst boede vi også på samme kollegium (der er fra den tid billedet stammer), men alligevel skrev vi postkort til hinanden, og vores idéer blev vildere og vildere. Engang dækkede jeg hele hendes døråbning med bagepapir som jeg havde skrevet og tegnet på, og engang fik jeg en pakkekalender.
Dengang hængte jeg alle postkortene på mine døre, men nu har jeg for mange, så de ligger i hvad min familie kalder nisseligkisten, en trækiste fra en firmajulegave min far fik. Jeg skriver og samler stadig på postkort, men med PostDanmarks evigt stigende porto, så er jeg gået mere over til almindelige breve, for så får man ligesom lidt mere for pengene. På det seneste er jeg endda begyndt at gå mere og mere over til elektronisk post, hvilket genere mig lidt men det er nu engang så praktisk, men det er ikke 'praktisk' jeg søger, jeg søger personligt og eventyrligt.
Noget elektronisk post dog er god til, og som burde lukke munden på alle kritikere, er muligheden for at komme i kontakt med vildt fremmede mennesker og skabe forbindelser på tværs af geografiske, kulturelle, aldersmæssige og praktiske skæl. Jeg kan faktisk godt lide denne mulighed, for 1 ud af 10 gange hvor man skriver til et helt fremmed menneske, opstår der en menneskelig og venskabelig kontakt og man får en varm og boblende fornemmelse indeni. Det skete da jeg skrev til Rikke Rønholt, og det skete da jeg i går fik et rigtig varmt brev fra Kina fra en pige jeg kendte fra folkeskolen, og som jeg har meget til fælles med, og det er sket mange gange før. Nogle gange opstår der en kontakt, men mange gange gør der ikke, men det må man tage med. Nogle gange føler man sig som superman, andre gange som en komplet idiot, men pyt med det. Nogle gange skriver man lange breve hvor man krænger sit indre ud, og andre gange er det bare en kort besked, som denne jeg sendte for 20 minutter siden til en ven af en ven
Hej [udeladt]
Undskyld dette uventede brev, men er du den katolske pige jeg mødte i toget i mandags?
Hjertelig hilsen
[udeladt]
DANSK katolik
onsdag den 17. oktober 2012
Om en mild form for autisme
'Jeg lider af Aspergers syndrom der er en mild form for autisme", sådan har jeg tit formuleret mig, fordi det gør livet meget lettere for mig selv, men der ligger to spørgsmål i den sætning, for det første brug af ordet 'lider', og for det andet formuleringen 'en mild form for autisme. Ingen af delene er direkte en løgn, men det er heller ikke sandheden. Gittøh skrev i går og spurgte:
For at svare på spørgsmålet, så er jeg gået mere og mere over til at sige asperger autisme, for autisme er i det mindste noget folk ved hvad er. Da jeg i sin tid blev diagnostiseret, blev jeg præsenteret for det som 'Aspergers syndrom, en mild form for autisme' og det første indtryk er stærkere end alt det man lærer sidenhen, men jeg ved godt at det er forældet at sige sådan, for i teorien er man ikke mindre autist bare fordi man har aspergers. Lige til dem der ikke er så meget inde i diagnoserne, aspergers adskiller sig fra 'almindelig' autisme ved:
Nogle gange når der snakkes om autisme, så har jeg lyst til at råbe efter folk 'jamen, jeg er også autist', men det er som om jeg ikke bliver accepteret som sådan, for jeg er ikke 'rigtig' autist, jeg er 'forker'. Det får mig til at skamme mig, det er som om jeg hverken kan finde ud af at være autist eller normal, jeg er et mislykket eksemplar. Spørgsmålet var nok om hvorvidt jeg føler mig bedre end andre autister, og det gør jeg på nogle punkter, for jeg kan jo godt se, at jeg har visse evner, men på andre områder ikke, for jeg kan jo også se at der er visse autistiske evner jeg mangler, mine særinteresser er for eksempel ikke så udviklede, så det er nok nærmere et spørgsmål om person til person, end det er et spørgsmål om, om der på mine papirer står Aspergers syndrom eller autisme.
Med hensyn til ordet 'lider', så er jeg begyndt at gå væk fra det i takt med at jeg lærer at leve med mig selv som jeg er, for ja, jeg føler tit, at jeg lider under mit handikap, men det er nok mere korrekt at sige er eller har, hvilket er en lang og interessant diskussion, men den må vi tage senere.
jeg er nysgerrig på, hvorfor det er vigtigt for dig at skrive "aspergers" i stedet for autisme? :)Først, så vidste jeg ikke, at der var en diagnose der hedder GUF, jeg kan godt se det ironiske i at have sådan noget stående i sine papirer, men det må også være svært, når folk ikke ved hvad det er og samtidig for sjove associationer samtidig med, at man sidder der og har det så vildt dårligt.
Aspergers er jo også autisme.
Aspergers bliver faktisk fjernet fra autisme spektret efter det nye diagnose system fra USA(som bliver indført i Danmark enten i 2013/14 eller 15), så kan man vist kun få diagnose "autisme" og ikke alle de andre [autisme red] diagnoser. (aspergers, GUA, GUU, GUF osv.)
Du må gerne svare med et indlæg da det er noget mange med Aspergers diagnosen åbenbart klynger sig til :) er det så slemt at hedde og kalde sig autist? og hvorfor?
For at svare på spørgsmålet, så er jeg gået mere og mere over til at sige asperger autisme, for autisme er i det mindste noget folk ved hvad er. Da jeg i sin tid blev diagnostiseret, blev jeg præsenteret for det som 'Aspergers syndrom, en mild form for autisme' og det første indtryk er stærkere end alt det man lærer sidenhen, men jeg ved godt at det er forældet at sige sådan, for i teorien er man ikke mindre autist bare fordi man har aspergers. Lige til dem der ikke er så meget inde i diagnoserne, aspergers adskiller sig fra 'almindelig' autisme ved:
- at have bedre sociale færdigheder.Mange, inklusiv mig selv, tror (troede), at det også havde noget at gøre med intelligens, hvilket det nogle gange har, men langt fra altid ( se fx Annes blog). Grunden til at det nogle gange har noget at gøre med intelligens er, at nogle autister, som blandt andet jeg selv, har, for autisters vedkommende, forøgede sociale færdigheder, fordi vi med vores intelligens kan kompensere for de ting vi mangler og de ting der bare fungerer anderledes end folk vil have dem til. Jeg har for eksempel formindsket empati, men jeg har lært mig selv fra meget tidligt af, at kompensere ved at vide hvad der gør ondt, hvad der gør ked af det, og så videre.
- have normal eller måske ligefrem god sprogudvikling.
- ikke at vise tydelige tegn på autisme før skolealderen (for piger ofte ikke før puberteten).
Nogle gange når der snakkes om autisme, så har jeg lyst til at råbe efter folk 'jamen, jeg er også autist', men det er som om jeg ikke bliver accepteret som sådan, for jeg er ikke 'rigtig' autist, jeg er 'forker'. Det får mig til at skamme mig, det er som om jeg hverken kan finde ud af at være autist eller normal, jeg er et mislykket eksemplar. Spørgsmålet var nok om hvorvidt jeg føler mig bedre end andre autister, og det gør jeg på nogle punkter, for jeg kan jo godt se, at jeg har visse evner, men på andre områder ikke, for jeg kan jo også se at der er visse autistiske evner jeg mangler, mine særinteresser er for eksempel ikke så udviklede, så det er nok nærmere et spørgsmål om person til person, end det er et spørgsmål om, om der på mine papirer står Aspergers syndrom eller autisme.
Med hensyn til ordet 'lider', så er jeg begyndt at gå væk fra det i takt med at jeg lærer at leve med mig selv som jeg er, for ja, jeg føler tit, at jeg lider under mit handikap, men det er nok mere korrekt at sige er eller har, hvilket er en lang og interessant diskussion, men den må vi tage senere.
lørdag den 29. september 2012
Om ros
Nogle gange tror folk fejlagtigt, at bare fordi jeg ikke er god til at tage imod ros, st så er jeg heller ikke interesseret i at høre det. Okay, helt forkert er det ikke, for jeg gider ikke den ubegrundede ros, jeg gider ikke høre, at selvfølgelig er jeg dygtig til at skrive, fra en der læst ikke har læst nogle af de ting jeg har skrevet. Den slags ros virker bare tåbelig, men når jeg har skrevet noget, eller malet et billede, eller har taget mig lidt af en af pigerne når hun har haft det svært, SÅ vil jeg gerne have ros, og jeg vokser en lille smule hver gang.
Jeg er vokset op med aldrig at kunne gøre noget ordentligt, på nær lige når jeg tegnede og malede. Det skyldtes dels, at jeg var en aspergerautist i en neurotypisk (ikke autistisk) verden, og jeg skulle klare mig på lige vilkår med alle andre. Buhu, det var vel nok synd for mig, men det skyldtes altså også, at jeg endnu ikke havde lært en ordentlig arbejdsdisciplin. Hvornår den begyndte at komme er svært at sige, nok først, da jeg blev voksen. Hvad der virkelig satte gang i tingene, var da jeg begyndte på ritalin og senere concerta for min ADD.
Nu om dage, gør jeg de ting jeg skal, og mere til, og jeg gør dem ganske udmærket. Hen over sommeren tog jeg et forfatterkursus, og selvom det sådan mest var for sjov, så var det også lidt for alvor, for når jeg lige har sagt, at jeg gør tingene ordentligt, så skal det også gøres, og det gjorde jeg så, og det har båret frugt, for her er lærerens evaluering af mit arbejde.
Da jeg gik på universitetet, var der en pige der fik rigtig gode karakterer uden at kæmpe sindssygt hårdt for det. Vi andre syntes, at det var virkelig flot, men hendes mor sagde, at hun havde mere respekt for en af de andre piger, som klarede sig mindre godt, men som virkelig kæmpede hårdt for det.
Hvis man har et talent, er man så ikke på en eller anden måde forpligtet til at arbejde hårdt for at forbedre sig, både over for sig selv, for verden og for Gud, for Gud konge og fædreland?
Jeg er vokset op med aldrig at kunne gøre noget ordentligt, på nær lige når jeg tegnede og malede. Det skyldtes dels, at jeg var en aspergerautist i en neurotypisk (ikke autistisk) verden, og jeg skulle klare mig på lige vilkår med alle andre. Buhu, det var vel nok synd for mig, men det skyldtes altså også, at jeg endnu ikke havde lært en ordentlig arbejdsdisciplin. Hvornår den begyndte at komme er svært at sige, nok først, da jeg blev voksen. Hvad der virkelig satte gang i tingene, var da jeg begyndte på ritalin og senere concerta for min ADD.
Nu om dage, gør jeg de ting jeg skal, og mere til, og jeg gør dem ganske udmærket. Hen over sommeren tog jeg et forfatterkursus, og selvom det sådan mest var for sjov, så var det også lidt for alvor, for når jeg lige har sagt, at jeg gør tingene ordentligt, så skal det også gøres, og det gjorde jeg så, og det har båret frugt, for her er lærerens evaluering af mit arbejde.
"Allerede fra første opgave, har Linda vist, at hun besidder et stort intellektuelt potentiale og – ikke mindst – et stort gå-på-mod. Uanset opgavens art, har Linda ufortøvet kastet sig ud i den. Mange gange har Linda selv ment, at hun ikke havde klaret opgaven særlig godt – men det viste sig stort set hver gang, at Linda havde lavet en særdeles interessant og velskrevet opgave. Kun en enkelt gang diskuterede vi om opgaveformuleringen skulle fravige den fra kurset stipulerede, da vi nåede til disciplinen: Skriv til musik. Men igen viste Linda stort mod og hun og jeg blev enige om, at hun ville gøre et forsøg. Det er heller ikke uvæsentligt at nævne, at Linda, som den eneste af de mange elever jeg hidtil har haft, besvarede og sendte alle opgaver retur til aftalt tid. Så hun har også en rigtig god arbejdsdisciplin.Og ja, jeg stiller høje krav til mig selv, men hvor går det fra at være en god ting, som man skal være stolt af, til et problem. Jeg kan jo godt lide at gøre tingene ordentligt, og for at gøre det, så er man nødt til at have høje krav til sig selv, eller bare være særdeles talentfuld. Det kan så være svært at sig, hvor meget af det gode resultat der skyldes talent, og hvor meget der skyldes hårdt arbejde.
Jeg var tilbøjelig til at glemme, at Linda har en diagnose. Det betød, at vi på et tidspunkt sidst i forløbet gik skævt af hinanden – men igen var Linda modig, og storsindet, og vi fik afsluttet på en for mig at se ordentlig måde.
Linda har givet kursus god respons. Det er min opfattelse, at hun har haft fornøjelse af det. Det samme har jeg. Linda er en drøm af en elev: disciplineret, begavet, kreativ og nysgerrig. Den værste hurdle for Linda er nok, at hun stiller så sindssygt høje krav til sig selv".
Da jeg gik på universitetet, var der en pige der fik rigtig gode karakterer uden at kæmpe sindssygt hårdt for det. Vi andre syntes, at det var virkelig flot, men hendes mor sagde, at hun havde mere respekt for en af de andre piger, som klarede sig mindre godt, men som virkelig kæmpede hårdt for det.
Hvis man har et talent, er man så ikke på en eller anden måde forpligtet til at arbejde hårdt for at forbedre sig, både over for sig selv, for verden og for Gud, for Gud konge og fædreland?
onsdag den 26. september 2012
Om at lære at håbe
Jeg har igennem nogle måneder skrevet lidt frem og tilbage med løberen Rikke Rønholt, som jeg er stor fan af, ikke kun fordi hun har en killer krop, som er den første ikke-afmagrede krop jeg har kunnet beundre siden min spiseforstyrrelse begyndte at konsumere hele mit jeg, men også fordi hun har en passion for løb, som hun, bedre end nogen anden jeg har stødt på, formår at give videre til andre. Jeg kan stærkt anbefale hendes bog "Bliv løber for livet", den har i hvert fald givet mig rigtig meget.
Jeg skrev til hende og fortalte om den skade jeg nu har døjet med i en måneds tid, og som er ved at drive mig ud af mit gode skind. Jeg skrev og spurgte hvordan man kan holde motivationen, når universitetet stresser, mit privatliv er noget rod, og når man bare ser lidt for åndssvag ud på en cross trainer.
Jeg har til gengæld fundet mig en maskine som jeg næsten godt kan lide. Jeg har ingen anelse om hvad den hedder, men jeg kalder den for 'høje knæløft maskinen', og det gode ved den, ud over at man forbrænder en hulens masse kalorier og får pulsen op på uanede højder, er at man går i pasgang, det vil sige, at man lige som en kamel løfter arm og ben i samme side samtidig, hvilket for mennesker, når de går ude på vejene, ser enormt unaturligt og dumt ud, men på en maskine i fitness centret virker det mindre ucoordineret. Ulempen er, at man så ikke i samme grad får trænet sine skrå mavemuskler, men dem findes der så heldigvis også en maskine til. Føler mig som en anden Terminater, mere maskine en mand (kvinde).
Jeg skrev til hende og fortalte om den skade jeg nu har døjet med i en måneds tid, og som er ved at drive mig ud af mit gode skind. Jeg skrev og spurgte hvordan man kan holde motivationen, når universitetet stresser, mit privatliv er noget rod, og når man bare ser lidt for åndssvag ud på en cross trainer.
"Jeg er rigtig ked af at høre du er blevet skadet. Det er altid ret deprimerende. I min bog var jeg så fræk at sammenligne processen med de 5 stadier i sorg: Fornægtelse, Vrede, Forhandling, Depression og Accept. Men ved et foredrag jeg holdt kom der en klog deltager op til mig og sagde, at jeg havde glemt det aller vigtigste i den proces, nemlig Håb! -og hun havde ret.Håb er noget mærkelig noget. Er det overhovedet muligt at håbe, når man ikke har den forestillingsevne der skal til for at kunne se, at det engang bliver bedre? Jeg kan godt finde ud af at håbe, men jeg kan kun håbe på ting som jeg allerede har prøvet, og som jeg derfor kan forestille mig, men jeg har aldrig prøvet at være skadet, så jeg har svært ved at se, at det nogensinde holder op igen. Eller, det er den simplificerede måde at se det på, for jeg er lige så stille ved at få det bedre, jeg kan nu løbe 500 m meget meget langsomt for hver træningstime jeg har. Det er svært at forestille sig, at 500 m kan blive til 6.3 km (der er et løb om et års tid jeg gerne vil deltage i), men jeg ved lige akkurat nok om matematik til at kunne forestille mig en opadgående kurve, men ikke nok til, at jeg gider sætte mig ned og lave diagrammer. Først var det 0.0 m, så 50, så 100, men kun en gang imellem, og nu kan jeg så klare 500 m næsten fast.
Tag det fra en der næsten har været mere skadet end 100% intakt i det meste af karrieren. Kombinationen af hurtig accept og håb er nøglen til at komme igennem et skadesforløb. Håbet hjælper til at holde fast i det konstruktive, og aldrig glemme, at uanset hvor lang tid det tager, så kommer du til at løbe igen".
"Og det arbejde du gør nu vil afgøre hvor hårdt det er at starte forfra. Hvis du giver slip på din konditionstræning, så bliver det en lang sej genoptræning. Men hvis du får holdt fast, vil det kun være et spørgsmål om at genfinde løbeøkonomien og den specifikke styrke igen".Så jeg springer op på de andre maskiner i fitness centret og okser derud ad. Cross traineren, den hvor man også bruger armene, den skulle være så god, og jeg bruger den fra tid til anden, men jeg føler mig noget så usigeligt dum. Dem der nogensinde har haft aerobic til idræt i folkeskolen eller gymnasiet husker måske de der teenagedrenge med de alt for lange arme og ben, som de slet ikke kunne finde ud af at koordinere, det så ynkeligt, sjovt og lidt sørgeligt ud, og det er sådan jeg føler mig når jeg stiller mig op på en cross trainer. Der er en enkelt mand derovre der for det til at se bare lidt værdigt ud, og han er major (eller hvilken grad han nu lige har) i hæren.
Jeg har til gengæld fundet mig en maskine som jeg næsten godt kan lide. Jeg har ingen anelse om hvad den hedder, men jeg kalder den for 'høje knæløft maskinen', og det gode ved den, ud over at man forbrænder en hulens masse kalorier og får pulsen op på uanede højder, er at man går i pasgang, det vil sige, at man lige som en kamel løfter arm og ben i samme side samtidig, hvilket for mennesker, når de går ude på vejene, ser enormt unaturligt og dumt ud, men på en maskine i fitness centret virker det mindre ucoordineret. Ulempen er, at man så ikke i samme grad får trænet sine skrå mavemuskler, men dem findes der så heldigvis også en maskine til. Føler mig som en anden Terminater, mere maskine en mand (kvinde).
mandag den 24. september 2012
Om forsteninger
Her den anden dag fortalte jeg lidt om, hvordan min mor og jeg fandt forsteninger på Fur, og jeg viste et billede af noget forstenet bark. I går sad jeg og havde en god men svær samtale om den dag jeg blev vred. Jeg har svært ved at tilgive mig selv, selvom min kontaktpædagog forsikrede mig om, at de ting jeg følte var helt normale. Hele tiden sad jeg og aede min forstening. Den var så fløjlsblød, og der er noget beroligende ved at sidde og holde noget, som man ved er flere millioner år gammelt, det er noget fast i en ellers flydende verden.
Mange forsteninger er skrammede eller delvise, men der er noget perfekt ved dem i kraft af deres alder. Jeg ser på dyr og plantedele og tænker, at selvfølgelig skabte Gud forsteningerne, hvorfor ville han ikke gøre det, de er jo billeder på små stykker perfektion, som de var engang, og som de nu stadig er. Jeg kan ikke stirre mig mæt på forsteninger, og jeg ærgrer mig over, at jeg bor hvor jeg bor, så jeg ikke oftere kan gå på jagt. Og dog, disse to skønheder er fundet i byen, den mørke midt i Randers, og den lyse ved Brabrand sø, så man kan godt være heldig.
Jeg har altid (næsten da) været stolt at at være en nørd, men min mor har gjort det endnu værre. Jeg er vokset op i en naturvidenskabelig familie, så jeg er vant til at vide ting, og hvis jeg ikke selv ved det, så må man finde en man kan spørge. Da jeg sad og fumlede med mine sten i går, kom jeg til at tænke. Jeg kan godt sådan nogenlunde begribe hvordan en forstening bliver til, men hvordan går det til, at store sten bliver brudt så små forsteninger ligger blottede på stranden? Eller måske er det bare tilfældigt, måske er der tusindvis af sten der bliver brudt på den gale led for hver 'rigtig', så man aldrig nogensinde opdager, at der er en forstening indeni? Kan det have noget at gøre med at forsteningen, eller aftrykket er henholdsvis stærkere og svagere end stenen udenom, og at bruddet derfor kommer helt naturligt. Jeg skrev til amatørgeologisk forening i Midtjylland og spurgte, for hvis man ikke spørger får man ikke svar.
Jeg kan ikke lade være med på rigtig uvidenskabelig vis, at tænke, at det er Guds vilje at jeg finder dem jeg gør, ikke fordi det vil redde universets balance eller bare mit liv, men fordi det giver en varm fornemmelse indeni at finde en skat af den slags man godt må beholde selv, men jeg beholder dem ikke altid selv. For nyligt sendte jeg 1/8 af et forstenet søpindsvin (en pæn ottende del) til en veninde som er meget syg. For at være ærlig, så suger hendes liv som en overdimensioneret Nilfisk, og der er ikke meget jeg kan stille op, men jeg kan da gøre lidt, og for en nørd som mig, er det en meget fin gave. Der er et afsnit af CSI, hvor Grissom sender Sara en sommerfuglepuppe der hænger mellem to grene. Jeg så afsnittet sammen med C, og hun forstod det ikke, men jeg gjorde, og jeg syntes, at det var det mest romantiske øjeblik i hele den serie. Så jeg sendte min veninde 1/8 af en sten. Måske forstod hun, måske gjorde hun ikke, men hun blev glad fordi den var fra mig.
Jeg har altid (næsten da) været stolt at at være en nørd, men min mor har gjort det endnu værre. Jeg er vokset op i en naturvidenskabelig familie, så jeg er vant til at vide ting, og hvis jeg ikke selv ved det, så må man finde en man kan spørge. Da jeg sad og fumlede med mine sten i går, kom jeg til at tænke. Jeg kan godt sådan nogenlunde begribe hvordan en forstening bliver til, men hvordan går det til, at store sten bliver brudt så små forsteninger ligger blottede på stranden? Eller måske er det bare tilfældigt, måske er der tusindvis af sten der bliver brudt på den gale led for hver 'rigtig', så man aldrig nogensinde opdager, at der er en forstening indeni? Kan det have noget at gøre med at forsteningen, eller aftrykket er henholdsvis stærkere og svagere end stenen udenom, og at bruddet derfor kommer helt naturligt. Jeg skrev til amatørgeologisk forening i Midtjylland og spurgte, for hvis man ikke spørger får man ikke svar.
Jeg kan ikke lade være med på rigtig uvidenskabelig vis, at tænke, at det er Guds vilje at jeg finder dem jeg gør, ikke fordi det vil redde universets balance eller bare mit liv, men fordi det giver en varm fornemmelse indeni at finde en skat af den slags man godt må beholde selv, men jeg beholder dem ikke altid selv. For nyligt sendte jeg 1/8 af et forstenet søpindsvin (en pæn ottende del) til en veninde som er meget syg. For at være ærlig, så suger hendes liv som en overdimensioneret Nilfisk, og der er ikke meget jeg kan stille op, men jeg kan da gøre lidt, og for en nørd som mig, er det en meget fin gave. Der er et afsnit af CSI, hvor Grissom sender Sara en sommerfuglepuppe der hænger mellem to grene. Jeg så afsnittet sammen med C, og hun forstod det ikke, men jeg gjorde, og jeg syntes, at det var det mest romantiske øjeblik i hele den serie. Så jeg sendte min veninde 1/8 af en sten. Måske forstod hun, måske gjorde hun ikke, men hun blev glad fordi den var fra mig.
søndag den 26. februar 2012
Du må ikke dø fra mig
Til min aller kæreste Måne.
Gennem et år har du stået ved min side. Vi har fulgt hinanden i opgang og (mest) nedgang. Vi har grinet af livets og sygdommens absurditeter. Hvem andre kan forstå det sjove i at børn propper ærter op i næsen, og at du får ærter i næsen indefra? Vi klamrer os til hinanden i en verden der ikke er sikker på at den vil have os, vi er de måske egnede, som Peter Høegh skrev om. Vi er spøgelser på grå hospitalsgange, levende lig, skamskudte engle. Vi er søstre i ånden. Du er min BFF!!!
Du fik en grim besked fra lægen. Du må ikke holde fødselsdag for os veninder. Jeg forstår godt, at du gik ned med flaget. Jeg forstår godt at du slukkede din mobil og begravede dig under dynen.
Du skrev at du ønskede at dø, og jeg tror på at du mente det, og så hørte vi ikke mere. Jeg skrev noget nær en million beskeder. Jeg vidste ikke om du fik dem. Jeg vidste ikke om personalet havde taget din telefon som straf. Jeg vidste ikke om du var i live.
Jeg skrev til de andre, desperat efter at høre nyt, men ingen kunne hjælpe mig fri for sorgen. Jeg troede ikke, at du sådan ville dø fra mig uden at give besked. Jeg troede ikke at du ville lade mig ensom tilbage, men til troen hører tvivlen.
Tvivlen sad og gnavede i baghovedet som en satans lille ilder. Jeg kunne næsten høre dens tænder skrabe mod kraniet.
Hvad nu hvis du virkelig var død?
Jeg er en social form for asperger autist, og jeg danner mange overfladiske venskaber som jeg sætter stor pris på, men det er sjældent at en person når ind til mig og virkelig betyder noget. Selvom du er så syg, så har du lært mig så meget om at være i live. Du lærte mig hvordan man holder sit hjem rent og pænt, så at der er til at holde ud at være. Du lærte mig hvordan to veninder kan holde af hinanden og give og modtage uden at man føler sig overvældet eller blottet. Du lærte mig ikke at være bange for min sygdom, at rette ryggen og gå i kamp.
Du har givet mig så meget, så tanken om at du skulle dø uden at jeg fik sagt farvel og tak, den var ikke til at bære.
Men du var i live, sådan da, og du har lovet at kæmpe, og jeg tror dig. Så nu er der bare at sige, at jeg håber at dette ikke sker igen, for din skyld og for min.
Stort kram, din Mummi
Gennem et år har du stået ved min side. Vi har fulgt hinanden i opgang og (mest) nedgang. Vi har grinet af livets og sygdommens absurditeter. Hvem andre kan forstå det sjove i at børn propper ærter op i næsen, og at du får ærter i næsen indefra? Vi klamrer os til hinanden i en verden der ikke er sikker på at den vil have os, vi er de måske egnede, som Peter Høegh skrev om. Vi er spøgelser på grå hospitalsgange, levende lig, skamskudte engle. Vi er søstre i ånden. Du er min BFF!!!
Du fik en grim besked fra lægen. Du må ikke holde fødselsdag for os veninder. Jeg forstår godt, at du gik ned med flaget. Jeg forstår godt at du slukkede din mobil og begravede dig under dynen.
Du skrev at du ønskede at dø, og jeg tror på at du mente det, og så hørte vi ikke mere. Jeg skrev noget nær en million beskeder. Jeg vidste ikke om du fik dem. Jeg vidste ikke om personalet havde taget din telefon som straf. Jeg vidste ikke om du var i live.
Jeg skrev til de andre, desperat efter at høre nyt, men ingen kunne hjælpe mig fri for sorgen. Jeg troede ikke, at du sådan ville dø fra mig uden at give besked. Jeg troede ikke at du ville lade mig ensom tilbage, men til troen hører tvivlen.
Tvivlen sad og gnavede i baghovedet som en satans lille ilder. Jeg kunne næsten høre dens tænder skrabe mod kraniet.
Hvad nu hvis du virkelig var død?
Jeg er en social form for asperger autist, og jeg danner mange overfladiske venskaber som jeg sætter stor pris på, men det er sjældent at en person når ind til mig og virkelig betyder noget. Selvom du er så syg, så har du lært mig så meget om at være i live. Du lærte mig hvordan man holder sit hjem rent og pænt, så at der er til at holde ud at være. Du lærte mig hvordan to veninder kan holde af hinanden og give og modtage uden at man føler sig overvældet eller blottet. Du lærte mig ikke at være bange for min sygdom, at rette ryggen og gå i kamp.
Du har givet mig så meget, så tanken om at du skulle dø uden at jeg fik sagt farvel og tak, den var ikke til at bære.
Men du var i live, sådan da, og du har lovet at kæmpe, og jeg tror dig. Så nu er der bare at sige, at jeg håber at dette ikke sker igen, for din skyld og for min.
Stort kram, din Mummi
Abonner på:
Opslag (Atom)