mandag den 31. august 2015

Sikke en fest

Egentlig havde jeg siddet hele morgenen med nogle noter der gerne skulle have resulteret i en meget klog, velformuleret og banebrydende tekst om feminisme, kroppens kødelighed og helt ude i hampen politisk korrekthed, men så lod jeg mig lokke ned på Dokken (bibliotek) og der ramte jeg vaske ægte svinehæld.

Må jeg præsentere Inger Støjbergs (ja, dén Inger Støjberg) bog om Sussi og Leo!

billede Arnold Busck
Man kan mene hvad man vil om Inger Støjberg, og man kan mene hvad man vil om Sussi og Leo (jeg kendte engang én der døbte to sugemaller Sushi og Leo), men hvordan er det fysisk muligt ikke at mærke en svag gysen ved kombinationen af de to... Især når man kan støde på formuleringer som:
"Der gik f.eks. ikke mindre end tre dage før 11. september angrebet på USA, blandt andet med katastrofen i World Trade Center og Pentagon, nåede dem, hvilket de selv er noget forbløffede over". s. 13
Jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal sige, på den ene side er det så fantastisk morsomt, og samtidig er jeg dybt forundret, og en lille smule skræmt over, at hun er minister.

Vender stærkt tilbage, når jeg har fået læst hele bogen.

mandag den 24. august 2015

Ansvar for egen læring og 12-talspigerne





Hvad betyder ansvar for egen læring? I gymnasiet betød det i teorien, at vi selv havde ansvaret for at få lavet vores lektier, hvilket mange af os derfor ikke gjorde, hvilket fik lærerne til at skælde ud. Det var meningen, at vi skulle opføre os som fornuftige voksne, men det viste sig, at nogle af os ikke var gjorde det. 

Universitetet er meget mere frit. Nogen læser meget, nogen læser lidt, nogle får gode karakterer og andre får dårlige, og de to ting har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre, men handler ansvar for egen læring kun om at læse sine lektier som en god lille pige og få sit 12-tal til samlingen?

Dengang jeg gik i folkeskole, gymnasiet og begyndte på universitetet fandtes 12-talspigerne ikke. Der var bestemt en lille gruppe der klarede sig super super godt, og der var bestemt et pres på os andre om, at vi burde knokle for også at klare os godt, men tanken om at man absolut skulle have 13, var for mange af os meget fjern, for det var alt for svært at få. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er godt eller skidt, men jeg kan tydeligt mærke forskellen fra dengang til nu. Selvfølgelig bliver jeg også selv grebet af stemningen, især op til eksamen, men betyder ansvar for egen læring kun om at læse sine lektier som en god lille pige og få sit 12-tal til samlingen?

Nogle gange er svaret ja, men selvom jeg forleden skrev i indlægget Skoleklar, om hvordan det er fint at læse selv, men at det også er godt at blive sat til at læse et fast pensum, så er min pointe i dette oplæg, hvor vigtigt det er selv at læse, høre musik og gå ud i verden og opleve ting. Hvilken af delene er i virkeligheden ansvar for egen læring? Er det ansvar at gøre som man for besked på, eller at tage initiativ til selv at lære noget?

I virkeligheden betyder hele denne snak ikke rigtig noget, andet end, at jeg pludselig for alvor kan se enden på min ferie. Jeg glæder mig til at komme i gang igen, men så alligevel ikke. Tanken om at blive vækket af telefonen irriterende bimlen, de første mange ugers træthed og bevistheden om, at ens frihed er blevet indskrænket en lille bitte smule. Ja, den officielle betydning af ansvar for egen læring betyder, at man selv bestemmer om man kommer til undervisningen, men det forhindrer ikke en lille stemme i at hviske dårlig samvittighed ind i en. Vi har frihed til at vælge, men så vidt ens personlighed byder en. 

mandag den 17. august 2015

Om at miste en kontaktpædagog

Hen over sommerferien har jeg mistet to af de pædagoger der dagligt kommer hos mig, men tys, det er ikke meningen, at jeg skal vide noget om det. Et eller andet sted i systemet højere oppe har man bestemt, at det skal være en hemmelighed. Jeg ved ikke hvor længe de har troet, at det kunne forblive sådan. Jeg selv opdagede det ved et tilfælde. Jeg spurgte helt uskyldig, om ikke X snart kom tilbage fra ferie, men X kommer ikke tilbage, hun er blevet overført til en ny stilling et andet sted, og Y kommer heller ikke. Y er blevet fyrret, men det kalder de det naturligvis ikke, hun har bare valgt at sige nej til den stilling hun blev tilbudt i stedet.

Jeg synes, at dette hemmelighedskræmmeri er noget mærkeligt noget. Jeg forstår ikke hvad det skulle gøre godt for. Jeg indser hvor heldig jeg er, at jeg ikke længere har det samme krampagtige behov for dem. Da jeg fik at vide, at X og Y ikke længere ville komme tilbage, nøjedes jeg med at være ked af ikke at få mulighed for at sige ordentligt farvel til dem, og jeg blev ret fornærmet over den mangel på respekt man har vist både mig og pædagogerne.

Jeg har tidligere i mit sygdomsforløb mistet kontaktpædagoger, hvor jeg ikke reagerede nær så pænt, og det havde jeg god grund til. Dengang hvor jeg  befandt mig nede i et dybt hul af angst og depression var min kontaktpædagog en blanding af en reservemor, en skytsengel, en fortrolig, et håb og mit eneste lille desperate kontaktpunkt til en verden udenfor. I en hverdag hvor jeg var syg på fuld tid, hvor al min tid gik med gråd, opkastninger, sult og kulde, hvor de fleste venner var skræmt langt bort, hvor tanken om min familie gav mig dårlig samvittighed, hvor kontanthjælpen ikke strakte til noget så luksuriøst som biografture, pænt tøj eller bare at skrue nok op for radiatoren til at kunne leve, så var enhver kontakt med denne ene person i denne verden som var der 'kun for mig' som den sødeste nektar. Det var de øjeblikke jeg overlevede for. Jeg kunne ikke overskue tanken om at leve et helt liv, men jeg kunne godt lige overskue at overleve to dage til, så jeg kunne komme med hende ud og handle. Derefter kunne nok også lige leve bare én dag til, hvor hun ville komme og holde om mig og holde alt det onde væk i bare en halv time. Når hun holdt om mig var tårerne lindrende og ikke bitre..

Pludselig en dag sluttede det, og det kunne ikke længere glemmes, at vores relation var et job. Jeg har måttet sige farvel til mange pædagoger som har betydet noget helt særligt. Jeg tvivler ikke på, at de virkelig holdt af mig, at deres følelser var ægte, men det var vores relation ikke. Når deres job var færdigt, gik de ud i den virkelige verden, hjem til deres familier, deres egne liv, deres egne problemer.

Jeg synes ikke selv, at jeg er alt for urimelig. Jeg forstår godt, at ændringer sker, jeg forstår godt, at alt ikke drejer sig om mig, men jo vigtigere en person har været for mig, jo mere har jeg brug for en forklaring, jeg har brug for at have tid til at forstå.

Her er nogle af de forklaringer jeg har fået og som jeg kunne acceptere på trods af mit personlige savn:

  • Jeg har fået et nyt job.
  • Et af mine børn har nogle indlæringsvanskeligheder i skolen, og som alenemor kan jeg ikke få det til at hænge sammen med de skæve og skiftende arbejdstider der er på et døgnbemandet bosted.
  • Du (altså mig) er klar til at rykke videre til et andet sted med nogle andre tilbud, et sted hvor jeg ikke arbejder, og jeg tror, at du vil få det godt der.
Her er nogle af de forklaringer jeg har fået og som jeg fandt uforståelige, nedladende eller ligefrem utroværdige:
  • Jeg (lederen)/vi kan ikke lide at du har et følelsesmæssigt forhold til en pædagog, det er simpelthen FORKERT. Du skal kunne lide og tale lige godt med alle. Derfor har jeg valgt at tage hende du føler dig tryk ved og som forstår dig fra dig. Du vil nu have et team således at det ikke er så sårbart for dig, for du kan selvfølgelig arbejde ligegodt med dem alle. DET ER BEDST FOR DIG SÅDAN!!!
  • Ingen forklaring bare en dag et *puff * og så er de væk.

tirsdag den 11. august 2015

Skoleklar

På universitetet har man to måneders ferie.

De første par uger ligger man brak på sofaen efter eksamensræset, alt imens ens kæreste spørger, om man ikke har lyst til at lave noget. Hvortil svaret altid er: zzzz!

Derpå har man en herlig periode, hvor man virkelig nyder sin ferie. Kæresten og jeg brugte tiden på at udforske Midtjylland, med alt hvad det indeholder af slotte, klostre, strande, forsteninger, fugle, søer, sæler, idyl, museer osv.

Nu derimod bevæger jeg mig ind i feriens sidste face, hvor det begynder at blive tid at vende tilbage til skolebænken. Grunden til, at jeg ved det er, at jeg begynder at sidde ved computeren og skælde ud over folks irriterende og ligegyldige facebookopdateringer, hvoraf jeg selv har skrevet en del af dem. Dette skyldes, at mine hjerne og nysgerrighed ikke bliver tilstrækkeligt udfordret.

Jeg har en idé om, at det ikke er sundt for mennesker KUN at beskæftige sig med deres egne små interesser. Jeg tænker, at det er sundt at tvinge sig selv til at beskæftige sig med noget nyt. At beskæftige sig med noget nyt betyder nemlig at man kan blive nødt til at gå ny veje og tænke på en anden måde end normalt, og det tror jeg er sundt.

Jeg er generelt en nysgerrig person. Jeg læser bøger, artikler og ser ser film, programmer og dokumentarer, men når nu det er sommer, og jeg hurtigt skal gribe en bog at tage med i tasken, når jeg 'bare' skal underholdes, så bliver det nok lidt det samme som jeg plejer at læse. Det er bestemt ikke dårligt, men nu er jeg vist ved at være klar til at andre bestemmer hvad jeg skal læse.

onsdag den 5. august 2015

Hvad er det normale?

Da jeg var barn og teenager, var jeg godt klar over, at jeg ikke var ligesom de andre. Det var ikke sådan en følelse af at være noget særligt, det var nærmere endnu et nederlag i en meget lang række af nederlag i mit forsøg på at lege og snakke med de andre børn, opføre mig på en måde der om ikke efterlignede, så i det mindste ikke blev bemærket alt for meget, svare rigtigt på lærerens spørgsmål, fortælle historier eller vittigheder som det ikke kun var mig selv det fandt sjove, få en ven i klassen, kunne holde ud at gå i skole, ikke være alt for dårlig til sport. Det var som om listen fortsatte i det uendelige, og hver eneste gang én ting lykkedes for mig, så var der hundredvis af nye spørgsmål der meldte sig. 

Engang imellem diskuterede vi på klassen, at 'der jo ikke er er noget der er NORMALT', men jeg kunne jo føle på min egen krop, i mit eget liv, at der var noget galt med det udsagn, men jeg kunne ikke sætte ord på hvad. Jeg kunne se, at jeg gik i noget andet tøj, hørte noget andet musik og formulerede mig anderledes end de andre, men det virkede på en eller anden måde ikke som et ordenligt argument, alligevel kunne jeg jo også se, at der var sociale relationer som jeg ikke var en del af, legeaftaler og senere fester jeg ikke blev inviteret til. 

Jeg følte dengang, at de mobbede mig, men efter at have fået det hele lidt på afstand tænker jeg anderledes om det. Jeg tror ikke at mine klassekammerater var onde, jeg tror, at de var lige så forvirrede som jeg var. De hørte jo også lærernes fine ord om, at begrebet normal ikke eksisterer, men de kunne samtidig se, at jeg ikke talte og opførte mig som dem. Hvad stiller man som barn op med en der siger 'grøn', når du siger 'rød'? Som begynder at tale om insekter, når i lige er begyndt at lege med dukker? Som ikke stopper når nogen bliver kede af det?

Det var jo ikke fordi jeg så anderledes ud en dem. Jeg havde to øjne, en næse og en mund, jeg havde hverken blå hud eller horn i panden og selvom jeg lespede, så talte jeg trods alt dansk. Så på nogle måder var jeg jo lidt normal, samtidig med at jeg ikke var det. 

Jeg har længe prøvet at finde nogle formuleringer der siger lidt om begreberne normal - ikke normal - sær, men det er enormt indviklet, langt mere indviklet en man kan forlange, at børn og teenagere skal kunne håndtere det. Vi kan sagtens prøve at fortælle dem, at der ikke er noget der er normalt, eller at vi alle sammen er normale, men selvom børn nogle gange er ret dumme (Mor, tænkt nu hvis man havde en bazooka og fyldte den med ketchup...), så er de alligevel ikke dumme, de kan godt mærke, hvis der er nogen der for alvor skiller sig ud.