Syg og i godt humør

Urgh, jeg er blevet syg. Ikke noget alvorligt, bare ondt i halsen og træthed. Jeg tror min krop måske føler sig mere syg end min hjerne gør, for hver gang jeg så meget som nærmer mig min seng, glider jeg taknemmeligt i søvn. Sjældent har en middagslur været så nem. Ingen besværlige tanker, ingen vedvarende venden og drejen sig i sengen, bare ren glæde over at have en varm, blød dyne at trække over sig for dernæst blot at lade sig synke ned i et roligt intet.

Jeg skriver dette på min (nye) telefon mens jeg ligger i  sengen. Jeg skriver kun et par linjer af gangen, så må jeg slukke telefonen og hvile mig lidt. Engang imellem stikker Kæresten hovedet ind og ser til mig. Så sender jeg ham et kys og kryber dybere ned i dynebjerget.

Jeg synes selv, at jeg fortjener en rolig dag i sengen. Jeg var to dage i Lalandia sammen med to små børn. Det var enormt hyggeligt og jeg elsker børn, men efter to dage var al energi suget ud af mig. Jeg var en zombie og en kludedukke, og så forventedes det oven i købet, at jeg mødte velforberedt op på universitetet dagen efter. Det lykkedes mig faktisk, men ikke uden en følelse af at have præsteret det umulige.

De børn vi var sammen med er nogle af mine yndlingsunger, men jeg er stadig dybt taknemmelig for at de ikke er mine, for selvom  jeg havde to skønne dage, så kunne jeg dog, på den sidste dag, da al min energi, lyst og tålmodighed var opbrugt, række dem over til deres mor og gå hjem og lægge mig syg i fred og ro uden skyggen af dårlig samvittighed.

Selvfølgelig er det kun sjovt at være syg så længe det ikke bliver værre end det er nu her. Hvis jeg først bliver rigtig syg, så forvandler "jeg fortjener en dag i sengen" sig hurtigt til "hvad har jeg dog gjort for at fortjene dette".

ungdommen demonstrerer

Allerede da vidste han, at han ville komme til at leve hele sit liv inden for snævrer rammer: på et universitetskontor, på offentlige biblioteker og i en to-tre auditorier; denne forestilling gav ham kvælningsfornemmelser. Han længtes efter at træde ud af sit liv, som man går ud af en lejlighed og ned på gaden.
Det var derfor han var så glad for at deltage i demonstrationerne mens han levede i Paris. Det var smukt at gå hen at fejre noget,kræve noget, protestere mod noget, ikke at være alene, at være under åben himmel og sammen med andre.
                                                     Milan Kundera
                                                     "Tilværelsens ulidelige lethed"

I fredags demonstrerede ungdommen, og de voksne beklagede sig over ungdommens dovenskab, ufornuft, uhøflighed. Samtidig er der unge der ikke tager med til demonstrationerne, men i stedet ruller med øjnene over deres jævnaldrende, og der er voksne der ryster på hovedet og tænker "I min tid vidste i fanme hvordan man demonstrerer". Derved er alting jo som det skal være. Det er enhver generations ret at gøre oprør mod det der kom før, ja det er måske ligefrem deres pligt. Det er enhver tidligere generations ret, ja ligefrem pligt, at beklage sig over den moderne ungdom. Og samtidig er det også enhver persons ret, at mene noget andet en fællesskabet, også selvom de nogle gange får hug for det.

Alligevel har de gamle hippier også lidt ret, når de siger, at den moderne ungdom ikke forstår at demonstrere. Jeg er en af alle dem der er vokset op med billeder at demonstrationer over Vietnamkrigen og glade folkemængder der styrtede over den nedbrudte grænse efter murens fald, men ligegyldigt hvor meget man ønsker det, så kan vi ikke gentage fortiden. Det er helt rigtigt at de moderne demonstrationer ikke har fortidens kraft, om det så skyldes ungdommens sløvsind, tiden eller mangel på nærliggende farer.

Jeg har deltaget i en demonstration i mit liv. Den skulle forestille sig at handle om et nej mod Irakkrigen, men reelt bestod den af palistinensere der råbte "Ned med Bush" og gamle hippier der stod og sang gamle protestsange som de unge ikke kunne ordene på. Jeg kan ikke have været den eneste der følte mig skuffet, men jeg vidste, at hvis jeg sagde noget, så ville jeg blive udstødt.

Er tingene virkelig så meget anderledes i dag? Jeg deltog ikke i demonstrationen, men jeg tvivler. Alligevel støtter jeg fuldt ud deres forsøg på at trænge igennem, deres vage argumenter, deres mangel på fuld forståelse af, at alle andre også lider under besparelserne, deres mangel på erfaringer af verden udenfor, for det er sådan ungdommen skal være, det er det der gør dem unge i stedet for voksne. Vi kunne lige så godt bruge betegnelserne uskyldige og optimistiske om dem.

Iblandt dem er der jo også de andre unge, dem der før tid er blevet ramt af livets alvor, de vrede unge, de depressive, de selvdestruktive. Sådan en var jeg dengang, og selvom jeg dengang hadede mine jævnaldrende lige så meget som jeg hadede resten af verden, så begynder jeg lige så stille at sætte pris på dem.

Kender du Sandi Toksvig?

Sandi Toksvig får nogle store sko at udfylde, når hun overtager rollen
som vært for TV-serien QI efter Stephen Fry. Seriøst, han må være
mere end dobbelt så stor som hende

Hvor mange sangere/bands kan jeg nævne, som er opstået inden for de sidste fem år? Ingen.
Hvor mange nye bøger har jeg læst? 5 ud af 50.
Hvor mange politikere i Folketinget kan jeg sætte navn på? På en god dag kan jeg måske klare 10.
Hvor mange nye film? 1.
Hvor mange teologiske bøger har jeg læst i år som ikke var lektier? Ingen, på trods af, at det faktisk er teologi jeg studerer.

Jeg er sådan en person der altid er ude af trit med min samtid. Sådan har jeg altid været, og selvom jeg i perioder ligefrem har dyrket denne egenskab, så er det egentlig ikke med vilje. Når jeg prøver at følge med tiden, sådan som den nu i bred forstand kommer til udtryk i kulturen, moden og lignende, så kan jeg godt, men det kræver en bevidst indsats. De blade, hvor alt det nye præsenteres, er ikke blade jeg automatisk ville samle op, det samme gælder TV og websider.

Men i dag skete det, dette lille lysglimt af at være på forkant med tiden. I Berlingske så jeg i dag en artikel om Sandi Toksvig, komiker, politiker, tv-precenter og datter af Claus Toksvig. HER. Hun er en spændende person, selvom hun nok ikke tæller blandt de vigtigste personer man kan kende til. Alligevel er jeg stolt over at kende til hende. Jeg ved godt, at det ingen måde inkluderer mig i æren for hendes bedrifter at kende hende før mange andre. Jeg håber dog, at i vil bære over med min uberettigede stolthed, for det er en sjælden oplevelse for mig.

Om at miste en kontaktpædagog

Hen over sommerferien har jeg mistet to af de pædagoger der dagligt kommer hos mig, men tys, det er ikke meningen, at jeg skal vide noget om det. Et eller andet sted i systemet højere oppe har man bestemt, at det skal være en hemmelighed. Jeg ved ikke hvor længe de har troet, at det kunne forblive sådan. Jeg selv opdagede det ved et tilfælde. Jeg spurgte helt uskyldig, om ikke X snart kom tilbage fra ferie, men X kommer ikke tilbage, hun er blevet overført til en ny stilling et andet sted, og Y kommer heller ikke. Y er blevet fyrret, men det kalder de det naturligvis ikke, hun har bare valgt at sige nej til den stilling hun blev tilbudt i stedet.

Jeg synes, at dette hemmelighedskræmmeri er noget mærkeligt noget. Jeg forstår ikke hvad det skulle gøre godt for. Jeg indser hvor heldig jeg er, at jeg ikke længere har det samme krampagtige behov for dem. Da jeg fik at vide, at X og Y ikke længere ville komme tilbage, nøjedes jeg med at være ked af ikke at få mulighed for at sige ordentligt farvel til dem, og jeg blev ret fornærmet over den mangel på respekt man har vist både mig og pædagogerne.

Jeg har tidligere i mit sygdomsforløb mistet kontaktpædagoger, hvor jeg ikke reagerede nær så pænt, og det havde jeg god grund til. Dengang hvor jeg  befandt mig nede i et dybt hul af angst og depression var min kontaktpædagog en blanding af en reservemor, en skytsengel, en fortrolig, et håb og mit eneste lille desperate kontaktpunkt til en verden udenfor. I en hverdag hvor jeg var syg på fuld tid, hvor al min tid gik med gråd, opkastninger, sult og kulde, hvor de fleste venner var skræmt langt bort, hvor tanken om min familie gav mig dårlig samvittighed, hvor kontanthjælpen ikke strakte til noget så luksuriøst som biografture, pænt tøj eller bare at skrue nok op for radiatoren til at kunne leve, så var enhver kontakt med denne ene person i denne verden som var der 'kun for mig' som den sødeste nektar. Det var de øjeblikke jeg overlevede for. Jeg kunne ikke overskue tanken om at leve et helt liv, men jeg kunne godt lige overskue at overleve to dage til, så jeg kunne komme med hende ud og handle. Derefter kunne nok også lige leve bare én dag til, hvor hun ville komme og holde om mig og holde alt det onde væk i bare en halv time. Når hun holdt om mig var tårerne lindrende og ikke bitre..

Pludselig en dag sluttede det, og det kunne ikke længere glemmes, at vores relation var et job. Jeg har måttet sige farvel til mange pædagoger som har betydet noget helt særligt. Jeg tvivler ikke på, at de virkelig holdt af mig, at deres følelser var ægte, men det var vores relation ikke. Når deres job var færdigt, gik de ud i den virkelige verden, hjem til deres familier, deres egne liv, deres egne problemer.

Jeg synes ikke selv, at jeg er alt for urimelig. Jeg forstår godt, at ændringer sker, jeg forstår godt, at alt ikke drejer sig om mig, men jo vigtigere en person har været for mig, jo mere har jeg brug for en forklaring, jeg har brug for at have tid til at forstå.

Her er nogle af de forklaringer jeg har fået og som jeg kunne acceptere på trods af mit personlige savn:

• Jeg har fået et nyt job.
• Et af mine børn har nogle indlæringsvanskeligheder i skolen, og som alenemor kan jeg ikke få det til at hænge sammen med de skæve og skiftende arbejdstider der er på et døgnbemandet bosted.
• Du (altså mig) er klar til at rykke videre til et andet sted med nogle andre tilbud, et sted hvor jeg ikke arbejder, og jeg tror, at du vil få det godt der.

Her er nogle af de forklaringer jeg har fået og som jeg fandt uforståelige, nedladende eller ligefrem utroværdige:

• Jeg (lederen)/vi kan ikke lide at du har et følelsesmæssigt forhold til en pædagog, det er simpelthen FORKERT. Du skal kunne lide og tale lige godt med alle. Derfor har jeg valgt at tage hende du føler dig tryk ved og som forstår dig fra dig. Du vil nu have et team således at det ikke er så sårbart for dig, for du kan selvfølgelig arbejde ligegodt med dem alle. DET ER BEDST FOR DIG SÅDAN!!!
• Ingen forklaring bare en dag et *puff * og så er de væk.

Om et dødsfald

Jeg kendte ham ikke så godt, og det er efterhånden også så mange år siden. Jeg husker ham som flink og hjælpsom, jeg husker ham som god til at lave mad. Vi havde ikke valgt hinandens selskab, vi boede bare tilfældigvis på det samme kollegie, hvor vi delte køkken. Vi sås nogle gange til fællesarrangementer og nogle gange stødte vi på hinanden ude i køkkenet. Jeg opsøgte ham aldrig bevidst, men jeg prøvede heller aldrig at undgå ham. For mig var han bare et af de mennesker der i en periode optræder i ens liv og så forsvinder igen. Jeg var glad for at lære ham at kende, men jeg savnede ham ikke som sådan efterfølgende.

For mange har det naturligvis været anderledes. Som sagt var han både flink og hjælpsom, så jeg er sikker på, at mange modtog nyheden om hans sygdom og død med stor sorg. Selv jeg, som dårlig nok kendte ham blev da ked af at høre det. Beskeden fik ikke mit liv til at gå i stå, og jeg har ikke grædt mig selv i søvn, men tankerne og minderne har bestemt påvirket mig.

Som en der står udenfor, har der ikke været meget jeg kunne gøre. Jeg har betalt penge til blomster og til Kræftens Bekæmpelse, jeg sender mine tanker til dem der kendte ham bedre og som vil blive påvirket af savnet og sorgen, men samtidig er jeg også dybt egoistisk. Jeg er dybt taknemmelig for, at det ikke var mig eller dem der står mig nær som blev trukket i dødens lotteri, jeg er glad for, at jeg intet vidste før efter det hele var forbi, jeg er glad for, at jeg kan nøjes med, at være trist i nogle dage og dernæst gå ud og nyde det er ferie.

Jeg ved ikke om det gør mig til et dårligt menneske. Det er ikke sådan, jeg tænker om mig selv. Jeg håber da, at hvis jeg nogensinde bliver bedt om at sidde ved en sygeseng, støtte en pårørende eller bare generelt at kunne hjælpe mine medmennesker, at jeg så vil være opgaven voksen, at jeg vil være i stand til at bringe bare en smule glæde og trøst. Samtidig ved jeg kun alt for godt, at jeg ikke er nogen helgen. Jeg kender ikke alle dem der ville have brug for hjælp, jeg har ikke de økonomiske og følelsesmæssige ressourcer, som det ville kræve, jeg har ikke stædigheden, modet og evnerne, og ofte ville jeg komme til at sige de forkerte ting eller gå i vejen. Jeg er ikke specielt udpeget af Gud, dronningen eller staten til at være de syges frelser. Faktisk er jeg det meste af tiden bare en ret almindelig person, som gerne vil nyde ferien, more mig sammen med Kæresten, familien og vennerne, som gerne vil have sygdom og død på så lang afstand som muligt så længe jeg kan, sådan at jeg vil være klar til når tragedien rammer lidt tættere på.

Jeg ved ikke hvordan det er passende at afslutte dette indlæg. Han skal begraves i weekenden. Jeg vil ikke være der. Som en der faktisk ikke kendte ham ville det være mærkeligt at komme. De blomster jeg var med til at betale vil være der, og mine varme tanker og bedste ønsker vil være med familie og venner og andre der kunne have brug for det. Der ud over er der ikke så meget andet jeg føler mig i stand til at gøre.

Jeg tegner mit liv #4

I april købte jeg en ny cykel, og jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle stille op med den gamle, så den blev sat end i skuret. Den var lidt for god til at smide væk, men for faldefærdig til, at jeg selv gad cykle på den. Jeg prøvede at prakke den på en vendinde, som havde fået stjålet sin, men hun fik et bedre tilbud. Ved et tilfælde kom jeg i kontakt med en kvinde der samlede cykler til syriske flygtningekvinder, da cykler er vejen til selvstændighed og ikke mindst en praktisk måde at transportere én fra A til B. Det gav mig en stor portion  god samvittighed for nul kroner og uden at skulle løfte en finger.

Kæresten og jeg var på cykeltur i denne gloende hede. Vi besøgte Marie Magdelene Kirke. Jeg gengiver dette kalkmaleri, fordi Kæresten og jeg, uafhængigt af dette kirkebesøg, lige havde diskuteret den korrekte stavelse af balder/baller. Det kan staves på begge måder, men med 'd' er det mest normale, og derved syntes jeg nok, at havde jeg en lille smule mest ret.

I sidste uge blev jeg angrebet af bier, og i denne uge blev jeg angrebet af klæger. Klæger er det vi normalt kalder hestebremser, hvilket er forkert, og jeg vidste udmærket, at det var forkert, så derfor kaldte jeg dem med stor selvsikkerhed for gederamser (egt gedehams), og derved havde jeg temmelig meget mindre ret end tidligere på dagen.

Retten til egoisme

Jeg er bange for at få en hel del høvl over dette blogindlæg, så jeg vil lige på forhånd indskyde, at dette er en kort og derfor meget forsimplet tekst om nogle ganske få af de tanker jeg nogle gange gør mig om politik. Jeg er IKKE politikker og jeg er IKKE økonom eller noget af den slags. Dette er bare nogle små tanker fra en varm eftermiddag i eksamensperioden. Jeg ved også godt, at jeg aldrig var monster tynd, men depressionnen og alle selvmordsforsøgende der var mit egentlige problem har jeg ikke som sådan billeder af.

Valget er på vej, og det er ingen hemmelighed, at jeg stemmer et sted i det røde felt. Det virker som et logisk valg for en som mig der et førtidspensionist, studerende og som har behov for store (og dyre) mængder medicin. For andre mennesker vil et rødt valg være mindre logisk, idet deres livssituation er anderledes end min.

2008

Jeg bryder mig ikke om valgtider. Jeg er dybt taknemmelig for at leve i et demokratisk land, men jeg bryder mig ikke om den måde folk opfører sig op til et valg. folk strør om sig med anklager mod hinanden i et omfang jeg finder tæerkrummende pinligt. Jeg har de sidste par uger set en masse om 'alle de egoistiske rige mennesker'-anklager komme fra folk på min side af spektret. Jeg tror på, at rige mennesker er egoistiske, idet jeg også tror på at alle vi andre er ligesådan. Det er ikke fordi jeg synes, at egoisme er en god ting,  men jeg tror, at det er helt almindelig menneskelig ting.

Dengang jeg var 10 år vandt jeg en dag to gevinster i en tombola. I 30 sekunder var jeg verdens heldigste pige, det vil sige lige indtil min mor sagde, at jeg skulle give den ene af gevinsterne til min søster som ikke havde vundet noget. Jeg var gammel nok til for længst at have indset hvor grimme tombolabamser er, og jeg havde også rigeligt med bamser hjemme så ikke at have et kæmpe stort behov for endnu en, men det var princippet der talte, og i princippet var det MIG der havde trukket de vindende lodder. Jeg følte mig meget urimelig behandlet, så meget faktisk at jeg stadig kan mærke en lille nagen i maven når jeg tænker på det.

Jeg ved godt at det er en dum lille historie som egentlig ikke fortæller noget om samfundets struktur, og så alligevel. Jeg kan godt forstå at en ting som topskat gør nogle mennesker sure, for når man ser ned på papiret ser det enormt uretfærdigt ud. Hvorfor skal man give mange flere procent bare fordi man er rig? Nogle mennesker har faktisk knoklet røven ud af bukserne 90 timer om ugen for de penge (andre igen har ikke, men det er en anden historie).  Selv hvis vi alle havde en lige høj skatteprocent ville rige jo stadig betale mere simpelthen fordi en hvis procent af et højt beløb altid vil give et højere beløb end den samme procent af et lavere beløb. For pokker hvor kan jeg godt forstå at det kan virke uretfærdigt.

Alligevel går jeg ind for topskat. Det gør jeg, fordi jeg selv har oplevet hvordan velfærdsstaten tog andre menneskers penge og brugte dem til at redde mit liv, så på sin vis er min stemme til valget også egoistisk. Det er forfærdelig dyrt at redde et menneske, så dyrt at de færreste ville have råd til at redde sig selv. Derfor er staten nødt til at træde til. Staten er derfor nødt til at have penge, og da vi er et lille land med få naturressourcer, så er vi nødt til at få pengene et andet sted fra, og dem tager vi så fra dem der var så heldige at have mest.

2014

Bare fordi man nu har nogle penge betyder det ikke at de bliver brugt på bedste vis. Jeg kan godt forstå at rige mennesker bliver irriterende når nu du betaler mere end os andre og togene så stadig ikke går til tiden, og hullerne i vejen stadig bliver fyldt lige langsomt og tv og aviser er fulde af problemer der igen i år ikke er blevet løst. Det kan være svært at se hvor ens penge forsvinder hen. Jeg ville egentlig gerne møde dem og sige, her. Her gik i hvert fald nogle af jeres penge hen, og at jeg er taknemmelig. 

Jeg tror ikke, at det vil ændre så meget på deres synspunkter, og jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at prøve på det, for jeg synes, at vi alle har lov til at mukke, når vi synes er verden er uretfærdig imod os, præcis som vi andre har lov til at mukke hvis skatten og velfærdsstatens privilegier indskrænkes. Der er mange ting som folk bruger penge på som jeg personligt finder unødvendige og måske ligefrem komplet idiotiske, men det ændres ikke ved folks ret til at købe dem. Jeg kan ikke lide alle disse anklager om egoisme, for de spreder sig. Er man egoist hvis man har lyst til at råbe "pis af!" til facers fra velgørende organisationer, eller hvis man køber en is når nu der sidder en hjemløs på bænken, eller hvis man ikke vil dele sin slikpose med hele klassen? Ja, selvfølgelig er man det, men det gør ikke nødvendigvis en til et monster.

spiseforstyrelsens dyriskhed

Jeg læser "Sexual Personae" af Camille Paglia. Det er lidt indviklet at fortælle hvad den handler om, men det har noget at gøre med dionysiske og apollinske kræfter i mennesket og naturen. Det får mig til at tænke på, at jeg har skrevet om de negative og positive sider ved en spiseforstyrrelse, men ikke om de dyriske sider, så det vil jeg prøve at gøre nu.

Da jeg var meget syg, pressede jeg min krop til det yderste. Jeg prøvede at sulte den vrede jeg havde i mig væk, men samtidig med at mit Jeg skrumpede ind, voksede vreden i mig og blev til en naturkraft. Jeg kunne ikke adskille vreden og sulten der rev og flåede i mig mens jeg lå på sengen med en god bog som en pæn og lydig pige. Det eneste sted vreden kunne ses var i de røde rifter på mine arme. Jeg var sulten, jeg var vred, og jeg var indlagt.

Der var især én sygeplejerske som fandt nydelse i at sætte mig ved bordet og stille en kage foran mig. Jeg havde ikke spist i flere dage, og jeg så med døde øjne på kagen foran mig, som jeg ikke længere genkendte som mad, men når jeg så op og så på sygeplejersken og de andre patienter der gladeligt guffede løs af deres kager, så flammede vreden op i mine øjne. I samtalen var jeg resigneret, patetisk, men indeni var jeg i krig.

Jeg så på sygeplejersken, og jeg følte en dyrisk trang til at angribe hende, ikke med ynkelige slag og trækken i håret, men med dionysiske kræfter at angribe hende med tænder og klør. Jeg drømte om at sætte tænderne i hendes halspulsåre og flå den op og drikke hendes blod. I min indre krig flåede jeg kødet fra hendes knogler og fortærede det i en næsten seksuel ekstase, mens jeg sendte en hunds hylen og en kats hvæsen op mod månen. Jeg fortærede mit offer der samtidig var min fangevogter.

Dernæst kvaste og maste jeg kagen på min tallerken med mine bare hænder, og det gav mig mere nydelse end nogen kage jeg nogensinde har spist har givet mig. Jeg smiler høfligt og overlegent, mens sygeplejersken skælder mig ud mens hun vasker mine hænder. I fantasien havde jeg fortæret hendes kød og badet i hendes blod, så hun kunne ikke længere fastholde magten over mig, jeg havde gjort mig fri.

Jeg følte mig tre meter høj, for jeg havde vundet både den ydre og den indre krig. Jeg var i en post-orgasmisk semi-religiøs trance, stod  alene på mit værelse, svajende, armene strakt i vejret, uden at mærke mit krop, træt helt ind i knoglerne, men fyldt af en varm energi. Jeg var ånd, kvinde og dyr. Jeg er ikke nogen voldelig person, og jeg har ikke skadet andre end mig selv.

Når jeg pressede min krop til det yderste var jeg en troldkvinde, fordømt af kirken før psykiatriske diagnoser og kvindelig frigørelse. Jeg var utilpasset, sat udenfor samfundet. Jeg var høj af sult og følelsen af succes. Jeg var både stærkere og mere skrøbelig end alle andre.

Når jeg så begyndte at spise igen forsvandt ekstasen, og jeg forvandlede mig igen til et helt almindeligt menneske, syg og svag.

En forfærdelig omgang klynk

I går sad jeg og skrev på mit oplæg til konferencen om autisme og spiseproblematikker, og det går som sådan udmærket. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om det jeg skriver er for klynkende, for selvom oplægget udelukkende handler om at have det skidt, så er der ingen der gider at se mig stå på en scene og have forfærdelig ondt af mig selv.

At have ondt af mig selv er lidt min stil, men med et sarkastisk twist. Det går fint nok i et indlæg på 500 ord, men jeg har ingen erfaring i 8000 ords balancegang. Hele pointen med at jeg er blevet valgt til at tale er, at det var forfærdelig synd for mig, så lidt klynk er der vel nødt til at være, hvis jeg ikke skal bagatellisere ti års helvede, men samtidig skal der også være plads til håb, latter og knivskarpe analyser. Okay, måske bliver mine analyser ikke ligefrem knivskarpe, i hvert fald ikke så skarpe som en jagtkniv, måske som en smørekniv eller en af de der engangs plastic nogen. At sige, at jeg er i stand til knivskarpe analyser er vist at overvurdere mine egne evner.

Et af problemerne med denne balancegang er, at jeg ikke kender og forstår mit publikum. Hvem er jeg i forhold til dem, en pauseklovn, en apostel eller en ekspert? Hvad ønsker de af mig, som de ikke bare kan læse i en hvilken som helst bog? Hvad kan jeg give dem, som de ikke bare kan læse i en hvilken som helst bog? Jeg vil gerne tale til dem, for jeg tror bestemt, at jeg har noget at sige. Lige nu gælder det dog bare om at finde frem til dette noget og få skrevet det ned på papir på en ordentlig måde, uden for meget klynk og med visse literære kvaliteter.

Et andet problem er, at dette er første gang jeg skal holde et større oplæg for en stor gruppe mennesker, så jeg kender ikke mine egne evner og begrænsninger. Jeg ved ikke om jeg skal sigte efter stjernerne eller efter trætoppene. Selvfølgelig ønsker jeg at tro, at jeg bare vil være super duper god til den slags, men jeg ved, at jog godt kan blive lidt forvirrende at lytte på. Det er ikke fordi mine konklusioner er helt ude i hampen, det er mere, at jeg glemmer at fortælle hvordan jeg når frem til dem.

Lige nu er jeg dog på stadiet, hvor jeg bare skriver en helt masse ned, og så på et tidspunkt skal det rettes igennem og ting skal lægges til og trækkes fra. Det værste er at trække fra, for at trække fra betyder at man må se i øjnene at man ikke er et geni, og ens første indskydelser ikke er perfekte, at man ikke selv er perfekt. Jeg er udmærket klar over, at jeg ikke er perfekt, men det er hårdt at indrømme, at mit arbejde ikke er det, at markere hele ord og linjer og grusomt slette dem. Det føles som om at den tid man brugte på at skrive dem har været spildt, men de var ikke spildt, de var bare et skridt på vejen som man reflekterede over og arbejdede videre på, men det er bestemt ikke sådan det føles når man trykker slet.

Betænksom eller hensynsfuld

Jeg har en veninde der er ved at blive udredt for aspergers syndrom. Udredt betyder mentalt undersøgt, men det lyder pænere at sige udredt. Det er altid en lille smule skræmmende at få en ny diagnose, for selvom det kan være en lettelse at få sat ord på sine problematikker, så kan det også have vidtrækkende konsekvenser. Ordlyden på en papirer kan betyde knald eller fald i behandlingssystemet. Det er om man bliver erklæret egnet eller uegnet til behandling, det kan betyde at man mister en behandler eller vinder en ny. En ny ordlyd betyder at man står over for det uvisse.

I min venindes tilfælde giver det vist heldigvis ikke for mange konsekvenser, men hendes psykiater var ikke opmærksom og kom til at sige noget der gjorde hende ked af det og måske en lille smule bange. Han sagde, at aspergers betyder, at hun kan være betænksom, men ikke hensynsfuld, hvilket på samme tid er rigtig nok og noget totalt sludder.

Ifølge ordbogen betyder de to ord det samme, at man tænker på andres situation og tager hensyn til dem. Det der gør forskellen er, at ordet omsorg knytter sig til hensynsfuld. Lad os nu dele det sort hvidt op og sige at aspergere er betænksomme og 'normale' er hensynsfulde, så lad os sætte dem ind i en fiktiv hændelse
'Normal': Ser Peter slå sig, føler Peters smerte og spørger om han er okay.
Asperger: Ser Peter slå sig, dengang jeg slog mig gjorde det ondt, det gør måske ondt på Peter, spørger om han er okay.
Samme situation samme resultat, så betyder det virkelig så meget hvordan man er noget frem til det? Men der er forskel. Der er en gruppe mennesker som er meget stolte af deres egen empati, de er en lille gruppe men meget højlydte, og det er derfor deres forståelse der præger værdidebatten. De mener at fordi de selv er så gode og empatiske, så er andres måde at føle på forkert. De vil tit beskrive deprimerede som stakler, aspergere som kolde, borderlinere som egoistiske og alle som de ikke kan lide er gerne psykopater. Deres form for empati er at have enormt ondt af folk, men der er andre former for empati og derved også andre former for omsorg.

Hvis jeg skal beskrive min egen empati og omsorg, på en god dag, så vil jeg faktisk sige, at det er en fordel ikke at være så følelsesmæssigt forbundet, for så kan jeg forholde mig logisk til situationen At være logisk i situationen er ikke altid godt, engang imellem ser min søster på mig med et lidt forvirret blik og siger "hvordan kan du dog sige sådan noget", men andre gange er det godt, når man siger hvad man synes er sandheden og ikke henfalder til klichéer, for når man er logisk kan man have et helt fantastisk overblik. Jeg har engang imellem oplevet folk i min behandling der var det modsatte af mig, og hvor jeg nogle gange er så egocentreret, at jeg slet ikke opdager hvis en person har det skidt, så var de så egocentrerede, at de kun havde øje får hvor hårdt det var for dem at høre om mine problemer fordi de var så empatiske.

Jeg siger ikke at aspergermåden er verdens bedste, jeg siger ikke engang, at jeg selv er aspergeragtig hele tiden. De fleste af os svinger lidt frem eller tilbage alt efter hvordan man lige har det i det givne øjeblik. Hvad jeg siger er, at det er svært at lave en afgrænset beskrivelse for hvad god empati og omsorg er, og at man skal passe på med at dømme folk bare fordi de gør tingene anderledes. Omsorg og empati er ikke bare ord, det er værdidomme helt essentielle for det at være menneske, så hvis man beskylder nogen for ikke at have det, siger de i virkeligheden, du er ikke et menneske, du er et dyr. Jeg tror ikke, at min venindes psykiater havde nogen intentioner om at sammenligne min veninde med et dyr, men hvis man ser på nogen og tænker at de ikke føler empati, så tænker man nok heller ikke over, at de har følelser der kan blive såret. Jeg tror ikke at det var ment som en ondskabsfuld kommenter, men det endte med at være en dum og uforstående kommentar.

Det tryggeste sted i verden?

Forleden dag sad jeg og havde en ganske hyggelig snak med min nye psykiater som også er min gamle. Hun var den psykiater jeg havde, når jeg var indlagt på min yndlingsafdeling på psykiatrisk hospital for seks år siden. Nu har jeg så fået hende igen efter, jeg er flyttet tilbage til byen og efter, at jeg skiftede fra den psykiater jeg ikke kunne særlig godt sammen med.

Vi sad lidt og snakkede om 'gamle dage', og jeg spurgte hende om, hvor syg jeg egentlig var dengang. Først sagde hun noget med, at jeg reagerede så kraftigt som jeg gjorde, fordi jeg var placeret under fysiske og psykiske rammer der ikke var optimale for mig, hvilket er rigtigt nok, men så sagde hun noget der var så overraskende, at det gav mig en mindre hjerneblødning.Hun sagde at de ikke havde ment at afdelingen hvor hun var læge, var noget godt sted for mig. Dette var så overraskende en nyhed, at jeg aldrig helt kom frem til at fortælle hvad jeg mente. Jeg sad bare med åben mund og så en lille smule dum ud. Hva'???

Jeg er ked af, at jeg aldrig kom frem til at fortælle min side af historien, at den afdeling hvor hun var var det tryggeste sted på jorden. Når jeg var der, var der masser af gange hvor jeg blev vred, ked af det og bange, der var masser af gange hvor jeg reagerede voldsomt på noget personalet gjorde eller sagde, men de gange var ingenting i forhold til at være hjemme hos mig selv, alene med den person jeg hadede mest, mig selv. At sidde derhjemme var at stirre ind i mig selv, ind i et stort tomt hul, hvor ekkoerne af tavse skrig rungede. Når jeg var på afdelingen, var jeg bare en patient, en patient som en hvilken som helst anden, men derhjemme var jeg et spøgelse, hvileløst vandrende rundt i gaderne på jagt efter den ene sjældne ting der ville gøre det hele bare lidt lettere. På afdelingen var der et rum så anonymt, at jeg kunne føle mig fri. Derhjemme derimod var der rod, rod på gulvet, på bordet, på reolen og i sengen, men mest af alt var der rod inde i mit hoved, et larmende rod der føltes undertrykkende og aggressivt.

Men hvad mente min psykiater med ikke godt for mig? Oplagt vil jo være at tro, at de havde erfaring nok til at vide, at min situation ikke var holdbar, ligegyldigt hvor meget godt de end gjorde for mig. Åh Gud, lad det være det de mente, for alternativet gør så ondt at tænke på, for hvad nu hvis de ikke forstod hvor taknemmelig jeg i virkeligheden var for deres indsats? Jeg var så tit vred på dem, men det var sygdommen der talte, for omme bag alle tårerne elskede jeg dem for at være til, for at være der for mig. Da de først mødte mig, måtte de lærer mig at tale om alle de negative følelser, for jeg havde ikke andet ordforråd til at udtrykke dem end "jeg har det vist ikke så godt lige nu". Vi brugte lang tid på at lære at have disse samtaler, men ligeledes havde jeg ikke ord for at fortælle dem når jeg var glad for det det gjorde. Jeg håbede, at de bare kunne mærke det, men måske kunne de ikke, hvilket er en tanke der gør virkelig ondt at tænke på.

Lyve og manipulere

Som verden ser ud for mig i dag, så lyver jeg meget sjældent, og når jeg gør så får jeg altid meget dårlig samvittighed. Min psykolog spurgte forundret om jeg overhovedet kan finde ud af at lyve. Det kan jeg nu godt, men det er svært, for jeg kan ikke koncentrere mig om løgnen, alt hvad jeg tænker er "jeg lyver lige nu, jeg lyver, fuck hvor er det forfærdeligt. Så når jeg lyver, er det som regel ved at undlade at sige den ting der virkelig gælder, hvorefter min indre monolog går "du må ikke sige DET, du må ikke sige DET". Er det hvad man kan kalde en undladelsessynd :)

Sådan har det dog ikke altid været. Da jeg var barn, havde jeg endnu ikke nogen diagnose, og da vi ikke var en familie der sådan talte om tingene, så stod jeg ofte meget alene med at tackle en verden der slet ikke var beregnet til sådan nogle som mig. Værende et barn havde jeg ikke ret mange midler til min rådighed. Jeg havde ikke nogen penge eller erfaring i at købe ting der kunne være mig behjælpelige, og jeg var et barn og havde derfor i det hele taget meget lidt kontrol over hvad der skete med mig, men jeg havde brug for kontrol, så derfor var løgnen det eneste hjælpemiddel jeg havde. Nej, det er ikke helt rigtigt, jeg havde også brug for sukker som hjalp mig med min udiagnostiserede ADD, men for at få sukker måtte jeg lyve.

Hvad løj jeg om? Jeg løj om hvor jeg havde fået slik fra, om hvor meget jeg havde spist, om at være syg, så jeg ikke skulle i skole, om hvor hvor meget tøj jeg havde på, så jeg ikke behøvede at svede, om hvad der skete i skolen, så at mine forældre kunne få ondt af mig, eller for at de ikke skulle opdage at jeg var en taber, om lektier, fordi jeg slet ikke havde overskuddet til at lave dem, men mest af alt løj jeg for at jeg kunne få bare en ganske lille smule fred oppe i hovedet.

Jeg husker ikke længere hvor ofte jeg løj, men det føltes som om det var hele tiden. Jeg hadede virkelig at gøre det, for jeg vidste, at det gjorde mig til et dårligt menneske, men jeg var nødt til at gøre det for at overleve. Det værste ved løgnen er, at det er svært at holde op, for jeg var så bange for at indrømme at jeg havde løget. Jeg var bange for at se folks ansigter når det gik op for dem. Menneskers ansigter har altid skræmt mig lidt med alle deres uforståelige følelser

Min barndoms løgne var ret uskyldige, men det var en snebold der rullede ned af bjergskråningen, for lige pludselig blev jeg teenager, at de ting der var på spil blev mere alvorlige, sexchikane, spiseforstyrrelse, selvskade, selvmordstanker. Løgne for at holde på den normale facade. Alle løgnene naglede mig til gulvet. Hvordan kunne jeg sige fra, sige at det ikke længere var sjovt, uden at folk ville opdage at jeg havde løget og dømme mig? "Kære Gud, Jesus, Jomfru Maria og alle Himlens hærskarer. Hvordan fanden kommer jeg ud af alt dette lort".

Løgnene stoppede samtidig med at spiseforstyrrelsen stoppede, for på det tidspunkt var jeg så sy, at det var hamrende ligegyldigt hvad jeg sagde, bare jeg sagde et eller andet. Her er det, at jeg burde komme med en historie om det præcise øjeblik hvor jeg besluttede mig for ikke at lyve mere, helst et tidspunkt hvor jeg var ved at dø, men for mig var der ikke sådan et øjeblik, det var bare sådan, at jeg efterhånden lærte, at nu hvor jeg havde en diagnose der kunne forklare min hemmelige anderledeshed, så var det meget meget nemmere hvis jeg bare fortalte sandheden.

I dag er mit liv formet på en måde, hvor jeg ikke har brug for at lyve for at overleve. Det er bare sådan verden er, det er ikke nogen moralsk beslutning, selvom jeg ironisk nok har det enormt svært ved når andre lyver over for mig. På trods af, at jeg har så megen erfaring i at lyve, så forstår jeg ikke løgnen, og den gør mig utryg. Der ud over kommer det altid bag på mig når andre mennesker ikke viser sig at være langt bedre og moralsk mere overlegne end jeg selv.

Et historisk fotoalbum

Imellem 6 og 7 klasse var min moster og jeg på ferie i England og Skotland. Mens vi var derovre var vi blandt andet inde i en masse genbrugsbutikker, hvor vi den ene dag fandt noget ganske særligt. Vi vandt en fotobog "Queen Alexandra`s Christmas Gift book". Dronning Alexandra var en dansk Prinsesse, datter af kong Christian 9 og som var gift med kong Edvard 7 af Storbritannien.

I bogen er der en helt masse fotografier hvor hun besøger Skagen, så da vi kom hjem, var min moster inde og forære fotoalbummet til Skagens Museum. Dengang var jeg måske lidt ked af at jeg ikke kunne beholde det, det var jo fuld af damer i smukke kjoler, men i dag er jeg sådan nogenlunde glad for, at hun gjorde det. Jeg ville have brugt det til at tage det frem, en sjælden gang imellem, for at bladre lidt formålsløst frem og tilbage, men det kan bruge det til noget reelt, som nu for eksempel.

Skagens Museum holder for tiden en udstilling om maleren Tuxen, og bruger blandt andet nogle af billederne i denne artikel.

Jeg kan ikke lade være med at være en lille smule stolt, også selvom jeg jo egentlig intet har bedrevet i denne sammenhæng, men alligevel, de har jo brugt billederne fra VORES fotoalbum :)

Hos en kardiolog

Sidst jeg var ved psykiateren, hos ham der nu heldigvis er min tidligere psykiater, fortalte han mig, at der muligvis var noget galt med mit hjerte. Han kunne ikke fortælle mig hvad, og da jeg spurgte hvor slemt det var, sagde han, det kan jeg ikke fortælle mig, det kunne betyde ingenting, eller det kunne betyde at jeg kunne dø, hvilket som patient lyder som en voldsom besked, selvom det i virkeligheden ikke betød ret meget. Normalt anser jeg mig selv som en forholdsvis fornuftig patient, men med omtalen af døden gik jeg lidt i panik.

På baggrund af disse meget sparsomme informationer ville han have mig til at træffe afgørelser om min medicin, hvilket jeg ikke var synderligt begejstret for. Jeg blev sendt videre til en blodprøve, uden at få at vide hvad den blodprøve skulle gøre godt for. Så blev jeg sendt hjem, hvor jeg så kunne sidde alene og gruble over tingene, hvilket aldrig er særlig sundt.

Inden jeg kunne træffe flere beslutninger om min medicin, så skrev jeg til min psykiater, at jeg gerne ville have en henvisning til en kardiolog, som forhåbentlig ville besvare nogle af mine spørgsmål. Min psykiater svarede, at min blodprøve ikke havde vist noget, men eftersom han ikke havde villet fortælle mig sammenhængen med EKG'et og blodprøven, så var det ikke et svar jeg kunne bruge til noget.

Jeg fik af tilfældige bagveje tiltusket mig en henvisning andet steds fra, og jeg kom til kardiolog, og der var intet som helst at være urolig for. Måske var det spild af skattekroner, måske var det uetisk af mig at spille forskellige læger ud mod hinanden, måske var jeg ikke så fornuftig som jeg burde have været, men jeg har den holdning, at når en læge har bragt døden på banen, så har man som patient krav på nogle klare håndterlige svar, og når min psykiater ikke ville give mig dem, så måtte jeg selv sørge for at få dem andet steds fra. Det var jo ikke mig der kom til ham og troede, at jeg skulle dø, jeg havde det ganske udmærket, og så kom han der med sine vage hentydninger.

Heldigvis har jeg fået lov til at skifte psykiater, noget man ellers aldrig får lov til. Hvis jeg var utilfreds med min praktisrende læge, kunne jeg ved betaling af et mindre beløb få lov at skifte uden nogen ville have løftet et øjenbryn.

Et tilbageblik på en spiseforstyrrelse

Når det gælder min spiseforstyrrelse, er jeg så egentlig rask nu? Jeg spiser regelmæssigt og sundt, jeg holder vægten, jeg er veltrænet og slank, og ikke længere sygelig, jeg har andre ting i mit liv, som jeg prioriterer højere end vægt, men alligevel, kan man så nogensinde i forbindelse med en spiseforstyrrelse tale om 'rask'?

Forleden så jeg en kvinde, som jeg kender lidt fra min tid på psyk. Hun var stadig voldsomt tynd og lignede en på 16, selvom hun mindst må være 30. Andre ville nok blive skræmt af hende, men jeg syntes, at hun var uendelig smuk, og jeg kan lige så godt sige det som det er JEG SYNES AT MODELLERNE I BLADENE ER SMUKKE. Det er ikke nogen populær holdning at have, men i 10 år af mit liv levede jeg med en altkonsumerende spiseforstyrrelse, i 10 år levede jeg med det skelettynde ideal. Det var 10 år med store psykiske smerter, det var 10 år i helvede, men der var også gode dage, dage som folk der ikke har prøvet det har svært ved at forestille sig. Det var ikke fordi disse dage var meget bedre end hvad jeg siden har haft det privilegium at opleve, de var bare meget intense, følelsen af knogler under tynd hud, følelsen af at være så bedre end bedre end folk omkring mig, for jeg kan noget de ikke kan, og så pyt med at de slet ikke ønsker at kunne det, følelsen af at alle ens problemer udenfor krop og vægt bliver ligegyldige bagateller, følelsen af hjernen der udsender dejlige euforiserende stoffer, for nu har man ikke spist i over 100 timer. Den næste dag vil man så have taget 100 g på, og man ryger ned i et hul så sort og dybt, at man har lyst til at tage livet af sig, men man har stadig haft den ene dag.

Den ene dag gør det svært at tale med behandlere, for normerne fortæller os, at når man kommer ud på den anden side, så skal man fortælle en masse sørgelige historier om hvor forfærdeligt det var, og jeg har masser af den slags historier, men jeg har også de gode. Selvfølgelig er der gode historier, ellers ville man jeg ikke gøre det. En spiseforstyrrelse er en psykisk sygdom, men det er også ens underbevidsthed der træffer valg, og underbevidstheden gør ikke noget med mindre den for noget igen.

Det er svært at tale om noget, hvis man ikke må tale om det hele, men det er ikke alle der er lige klar til at høre det hele.. Jeg skriver ikke dette for at sige til de unge at det er en god slankekur at have en spiseforstyrrelse, det er det ikke. Jeg siger det heller ikke fordi jeg ønsker at vende tilbage til de dage, slet ikke. Jeg har en sund og rask krop nu, jeg har en sund og rask vægt, jeg bryder mig ikke om den, for mit ideal er stadig det skelettynde, men jeg har accepteret, at det er dette der er bedst for mig, og jeg har erkendt, at hvis jeg gerne vil have energi til at lave mine lektier og til at have det sjovt, så er jeg nødt til at spise.

Om at være stemplet

Sidste gang skrev jeg om ikke at gøre noget, når man egentlig godt kunne, men i dag skal det så handle om ikke at kunne gøre noget, selvom man egentlig gerne vil.

Jeg har haft mange forskellige psykiatere gennem de sidste syv år. Nogle enkelte har været nogle fjolser, men det fleste gom jeg egentlig ganske udmærket ud med. nu hvor jeg er flyttet til Aarhus har jeg fået en psykiater der er helt forfærdelig. Han er egentlig ganske flink det meste af tiden, men hans patientsyn driver mig til vanvid.. For at sige det kort, så kan vi slet ikke finde ud af at kommunikere, og selvom jeg gør opmærksom på de ting som jeg ikke forstår, så prøver han ikke engang at tilpasse formen.

Efter vores første møde var jeg så frustreret, at jeg slæbte min psykolog med til det næste. Det var egentlig meningen, at hun bare skulle oversætte for mig hvad der foregik, men hun blev så forarget over min psykiater, at hun straks gik i gang med at skaffe mig en ny, selvom det ikke er nogen nem opgave. Det var på det tidspunkt, at det gik op for mig, at det ikke var mig den var gal med, men min psykiater der var et fjols.

Jeg vil meget gerne have en ny psykiater, jo før jo bedre, men jeg har også lidt dårlig samvittighed. Jeg er en svagelig person, men samtidig er jeg også en stærk person som kæmper for mine rettigheder, og jeg har et netværk der hjælper mig med at kæmpe. ved at få en ny psykiater kæmper jeg for mig selv, men hvad med den næste patient? Min psykiater kommer fra en afdeling med mange ADHD og aspergerpatienter, folk med samme kommunikationsvanskeligheder som mig, mange som vil have det meget dårligt, og jeg føler at jeg ikke har nogen muligheder for at hjælpe dem.

Som psykiatrisk patient er jeg stemplet, det betyder at jeg ikke har de samme muligheder  for at klage som andre. Hvis en psykiatrisk patient ikke kan lide sin psykiater, formodes det som den største selvfølge i verden, at patienten projicerer sine egne problemer over på psykiateren. jeg har vænnet mig så meget til systemet, at det endda var det jeg selv troede da jeg til vores første møde følte mig nedgjort og ligegyldig.

Selvfølgelig findes der i teorien klagemuligheder inden for psykiatrien, men det vil altid være voldsomt svært at få en sag igennem, da det meste bygger på subjektive vurderinger.

Om selvmord og familie

I går var jeg inde og berøre emnet selvmord, og der var et spørgsmål de altid stillede mig på hospitalet, når jeg kom in med en overdosis piller, "tænker du slet ikke på din familie". Nogle gange var spørgsmålet kærligt ment som, hvor de prøvede at få mig til at forstå, at der var folk der elskede mig. Andre gange var det ment som en kritik "din egoistiske lille tøs, at du kunne gøre det".

Jeg tænkte faktisk på min familie, og jeg holdt af dem på min egen indesluttede måde. Jeg fortalte ikke min familie om mine selvmordsforsøg de første mange gange, for det var jo mislykkedes forsøg, og jeg ville ikke spilde deres tid, jeg var ikke ude efter deres opmærksomhed, eller jeg ville egentlig så uendeligt gerne have den, men jeg ønskede ikke at være mere til besvær, end jeg allerede var. Jeg vidste godt at de ville sørge hvis det lykkedes mig, jeg vidste jo godt at de holdt af mig, men jeg tænkte at jeg lige så godt kunne få det overstået.

Jeg var godt klar over, hvordan mit liv så ud udefra, jeg vidste godt, at min hud var grå og mine øjne døde. Jeg så sorgen i deres øjne, men tolkede det som skuffelse. Når man får et barn ønsker man sig bare at det skal være sundt, raskt og glad, tre ting jeg ikke kunne præstere, og når jeg ikke engang kunne smile til dem juleaften, når jeg ikke engang kunne gøre den ene lille ting for dem. Jeg havde fejlet som datter, søster og barnebarn, ligesom jeg havde fejlet med skolen og med livet generelt.

Hvis det var min søster der havde det sådan ville jeg hver dag frygte for hendes liv, og jeg tænkte, at jeg nok aldrig ville få det bedre, så hvis jeg kunne dø tidligt i forløbet, så ville jeg spare min familie for en masse bekymringer.

Men det meste af tiden tænkte jeg bare på mig selv, jeg havde ikke kræfter til at tænke på andet.Jeg er en fighter, og hver dag kæmpede jeg for at holde mig i live, men kampen udmattede mig, og jeg ville bare have lov til at stoppe det hele, og det gav de mislykkede selvmordsforsøg mig muligheden for. Det gav mig tre dage hvor verden udenfor hospitalssengen ikke eksisterede. Jeg var altid relativt glad når jeg lå i hospitalssengen, for jeg fik en ny chance, og jeg tænkte, at et kun kunne blive bedre.

Under hele mit sygdomsforløb befandt min familie sig i periferien af mit liv, for jeg kunne ikke lukke em længere ind, det ville gøre for ondt. Min lillesøster græd, og min far fik en klump i halsen, og kun Gud ved hvilke kvaler min farmor gik igennem, men de vendte ALDRIG ryggen til mig, de bagatelliserede aldrig hvad jeg måtte gå igennem, de skyndte aldrig på mig.

Det føles som en evighed siden, men stadig er det så forfærdelig tæt på, at vi har svært ved at tale om det, men det er også et emne der er svært at tale om, for hvad kan man sige andet end "Jeg har savnet jer"?

Om ikke at lade sig overskygge af mig

Når jeg begynder at fortælle min historie, bliver folk tit tavse, for den virker meget dominerende på folk med al den blod, død og ødelæggelse. Tit glemmer jeg, at jeg også skal lade andre komme til orde, men når først jeg er begyndt at fortælle min historie, så er det svært at få andre til også at fortælle deres. Det var en af grundende til, at jeg holdt tilbage med min historie da jeg startede på uni.

En af dem jeg snakker med for tiden lader sig dog ikke intimidere, hun står fast, at hendes historie er lige så relevant for vores venskab som min, og hun har fuldstændig ret, og det giver en god ping-pong når vi snakker. Det er også spændende for mig at høre hvordan normale mennesker lever deres liv. Jeg ved en masse om hvordan man lever sit liv som syg og handicappet, men det er det normale jeg tilstræber. Langt hen ad vejen er det de samme liv vi lever 'dem' og 'os', 'vi' er måske bare mere ekstreme i nogle henseender. Det er for eksempel normalt at få en depression, det er knap så normalt at skære sin pulsåre som reaktion.

Det var spændende at høre hendes historier for gymnasiet, for det gav mig en mulighed for at fortælle de gymnasiehistorier der intet havde med sygdom at gøre, om gode og dårlige lærere, om lektier og om eksaminer. Det får mig til at føle mig helt normal, får jeg går ud fra, at hvad man kan kalde normal konversation er når én fortæller en historie, så siger den anden noget der svarer til den historie, enten en kommentar eller en tilsvarende historie, indtil man havner et eller andet utilsigtet sted. Normal kommunikation er IKKE, at én fortæller en historie, som den anden så overtrumfer, og så er det pludselig den historie det handler om.

Det med at overtrumfe historier kan lige så godt som sygdom handle om at man er en røv irriterende person, men jeg har ikke lyst til at være røv irriterende, jeg vil bare være en i mængden

Det er ikke moderne at føle sig voksen

Jeg fortæller engang imellem folk, at jeg føler mig voksen, og at jeg faktisk har gjort det gennem et par år nu. Ikke dermed sagt, at jeg ikke stadig kan være yderst barnlig og være på tværs eller ønske mig et kram. Jeg mener nok mest, at jeg føler mig ansvarlig for mine handlinger samt en erkendelse af, at jeg ikke er universets absolutte centrum. Der er folk der har problemer med begge dele, men generelt så tror jeg ikke, at jeg det har det meget anderledes end så mange andre. Der anderledes/sære ved mig er, at jeg derudfra definerer mig selv som voksen, og det er bestemt ikke 'passende' at sige sådan.

Jeg har ikke lavet en rundspørge eller noget, men når jeg snakker med mine veninder og bekendte, så får jeg generelt et billede af, at det med voksenlivet, det er meget umoderne, men det skyldes nok vores forskellige opfattelser af hvad voksenlivet er. Mange ser nok voksne som nogen der har slået sig ned og begynder at gro fast, mens jeg ser det som en anerkendelse og en ro omkring sine særheder.

Den bedste fødselsdag jeg har haft var da jeg blev 20, for så var jeg ikke længere teenager. Jeg hadede at være teenager, jeg hadede skolen, jeg hadede mig selv jeg hadede mange ting, men fra min 20 års fødselsdag har hadet taget af og jeg er ved at have fået ro, både i mig selv og i en verden som måske gerne vil have mig alligevel.

Jeg kan godt stadig opføre mig tosset engang imellem, men det skyldes ikke, at jeg ikke er voksen, det er bare fordi jeg generelt er lidt sådan småtosset. Jeg ved ikke lige om jeg elsker min tossethed, den er ikke noget jeg ønsker at bære uden på tøjet, men jeg har mere eller mindre fundet fred med den.

For noget tid siden, da jeg begyndte på universitetet og begyndte at interessere mig for hvordan jeg går klædt, troede jeg, at jeg var nødt til at lade som om jeg var en en anden, men efterhånden som det holdt op med at være nyt og skræmmende, har jeg fundet ud af, at jeg også kan være sådan en person der kan lide pæne ting og god kvalitet. Jeg kan også være den person der laver mine lektier og 'tager ansvar for egen læring'. Jeg kan være den der sidder og pjanker højlydt, ikke for at skjule min usikkerhed, men fordi jeg oprigtigt morer mig. Jeg kan være den person der sidder stille og lytter, ikke fordi jeg føler mig uværdig, men fordi det nu er min tur til at give nogle af de ting som jeg har fået igennem de sidste par år. Og inden det hele bliver alt for pænt og rosenrødt, så er jeg også sådan en der kan brokke mig i evindeligheder over ting der i virkeligheden ikke betyder så forfærdelig meget.

En fjollet kommentar om aldrig at være god nok

JEG VIL BRUGE WEEKENDEN PÅ AT SKYDE MIN LÆSEFERIE RIGTIGT I GANG, SÅ JEG TAGER VÆK I NOGLE DAGE, OG JEG TAGER IKKE MIN COMPUTER MED. VI SES TIRSDAG.

Jeg var til psykolog i går, hvor vi snakkede om de nogle gange ret urimelige krav jeg stiller til mig selv, om at jeg godt kan gøre ting godt, men bare aldrig helt godt nok. Jeg har fået trykt nogle postkort som er til salg, og selvom jeg er lidt glad så er jeg samtidig lidt flov, for som sagt er det aldrig helt godt nok, hvilket i bund og grund er noget selvhøjtideligt pjat.

For at påpege det brugte min psykolog følgende eksempel:

I min journal fra psyk i Aarhus stod der, stod der, at jeg på grund af min (u)kognitive tænkning ikke ville ville være egnet/have gavn af psykologhjælp, så igennem tre år følte jeg mig ikke god nok til psykolog og selvom spørgsmålet flere gange blev bragt på banen, så fik jeg aldrig muligheden for at prøve. Til sidst var der en pædagog på mit tidligere bosted der fik trumfet igennem, at jeg i det mindste fik muligheden for at prøve. Jeg startede så hos min psykolog skutrygget og undskyldende, for jeg var jo ikke god nok.

Siden er der gået næsten tre år, og nu sidder jeg i gendes røde stol med fødderne på bordet, fuld af selvtillid, så er jeg god nok nu? Jeg kunne godt se hendes pointe, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at fortælle om noget der skete for et års tid siden.

Jeg skulle ind og møde hende i Aarhus, og det var første gang jeg tog toget, og det kom bag på mig, hvor lang tid det faktisk tog, men i stedet for bare at skrive, at jeg ikke kunne nå at komme, så løj jeg og sagde at det var fordi mit tog var forsinket. Selv samme aften gik jeg til bekendelse over en mail, men det ændrede ikke at jeg havde stukket hende en løgn.

Min psykolog svarede, at hun ikke så det som, at jeg ikke var god nok, men snare som et tegn på hvor stort et pres jeg var under i den periode med flytning og nye mennesker, og at hun så det som helt alment menneskelig. Så måtte jeg jo indrømme, at jeg ikke helt anser mig selv som alment menneskelig. Jeg tror aldrig før, at jeg har hørt hende grine så meget, om med tårer i øjnene sagde hun at det vist var på tide at pille mig ned fra mit elfenbenstårn.

Hun havde god grund til at grine, for selvfølgelig er jeg helt almindeligt, kedeligt alment menneskelig, hvad jeg mente var bare at jeg holder mig selv til højere standarter end alle andre, for hvad andre gør må de selv om, men hvad mig selv angår, så er jeg bange for at gå i stå hvis jeg ikke stiller krav.