Orden og kaos

Jeg burde være taknemmelig over, at der gik så lang tid før regeringens universitetsreformer ramte mig, for selvfølgelig er det en af de primære faktorer i den sag jeg har kørende med universitetet. Men jeg er ikke taknemmelig. Før jeg selv blev ramt levede jeg i lykkelig uvidenhed og nu står jeg så og ser lamslået på listen af krav politikerne stiller mig overfor 'for at alle studerende skal stå på lige fod'. Spørg mig ikke hvad der menes dermed, og jeg er heller ikke sikker på, at universitetsadministrationen forstår det. De havde i hvert fald meget travlt med at forklare, at det ikke var deres ide, og at det hele er politikernes skyld.

Tidligere på ugen havde jeg et møde inde på universitetet. I løbet af to timer blevet jeg grundigt sat ind i hvor meget jeg har undervurderet kompleksiteten og umuligheden af de dispensationer jeg havde håbet på at opnå.

Det var enormt deprimerende at høre hvor dårlige mine chancer er, men alligevel begyndte der at at vise sig en form for orden i den forstand, at man for første gang satte ord på HVAD man ønsker af mig, det vil sige, hvilket dispensationer jeg skal søge om, hvilken form for dokumentation de ønsker og ikke mindst en klargørelse af de relevante betegnelser, begreber og betydninger, og det er jeg taknemmelig for. Jeg har haft mange kampe med Systemet, jeg er god til at kæmpe den slags slag. Jeg er ikke stærk, men jeg er stædig, hvis jeg er tvunget til at sende 1000 ansøgninger, så er det det jeg gør, men jeg kender ikke Systemet godt nok til at kunne gøre det uden at nogen fortæller mig hvilke 1000 ansøgninger det skal være.

Det er den information jeg nu har fået, og selvom det er en lang liste af ting jeg skal have styr på, så er det heldigvis langt under 1000. At sige, at jeg er ved godt mod ville være en grel overdrivelse, men nu ved jeg trods alt hvor jeg skal starte.

Jeg ved ikke om jeg får lov til at færdiggøre min bachelor. Ifølge de nye regler har tre semestre til at bestå 65 ECTS, hvilket ikke er muligt, da jeg for  det meste ikke er i stand til at klare mere end 10 ECTS per semester. Det jeg egentlig havde håbet på var at kunne få en fast aftale om at færdiggøre mit studie i en hastighed af 10 ECTS per semester, men det er udelukket. Hvert semester må jeg på ny ansøge om udsættelse af fristen for studiets færdiggørelse på grund af særlige omstændigheder, men det er ikke sikkert, at jeg vil kunne få det godkendt, og hvis jeg ikke bliver færdig til tiden så er det bare ærgerligt...

Om studier på særlige vilkår

Jeg tror nok, at jeg er begyndt at vågne lidt op oven på eksamenen. Jeg sover stadig meget, og jeg har stadig hovedpine engang imellem, men det er rart at have en periode uden de store forpligtelser.

I løbet af de sidste par uger, har jeg modtaget en del spørgsmål angående mit studieforløb, så jeg vil prøve at svare på noget af det her samtidig med, at jeg fortæller lidt om, hvordan det gik til eksamenen.

Jeg har flere gange skrevet om, at jeg studerer på særlige vilkår. Jeg havde faktisk ikke nogen specifik aftale med universitetet om, at det var tilfældet. Jeg meldte mig bare til de fag jeg selv syntes interesserede mig og som jeg følte jeg kunne klare, og fordi jeg var på førtidspension og ikke SU, så var der ikke nogen der blandede sig i den sag. Jeg er dog tilknyttet Pædagogisk Psykologisk Uddannelsesrådgivning (PPU, tidligere RSC) og måske derigennem var der en eller anden form for aftale, som jeg ikke lige satte mig ind i. Ligeledes tog jeg de eksaminer der var på de hold jeg fulgte. Nogle var flerdages skriftlige opgaver og andre mundlige. Jeg har ikke som sådan nogen præferencer, men jeg har fået dispensation til en automatisk forlængelse af tid på 50%. Det er ikke fordi jeg er dummere end andre studerende, det tager mig bare lige lidt ekstra tid at samle mig om opgaven og forstå hvad læreren gerne vil have.

Her sidste år kom så fremdriftsreformen, og den gjorde mig bange, for jeg holder meget af at gå på universitetet. Jeg selvom jeg ikke kan klare et fuldtidsstudie, så kan godt lide, at der bliver stillet krav til mig, næsten som om jeg er et rigtigt menneske. Jeg er helt enormt taknemmelig for al den psykologiske og pædagogiske støtte, som reddede mit liv, og som jeg fortsat har behov for, om end ikke nær så meget, men jeg som person er også meget mere end dette ene behov. Jeg har brug for at omgås mennesker, at blive udfordret, at sætte mig et mål og vise at jeg kan nå det, og selvom jeg ikke bryder mig om det, så har jeg brug for at jeg ikke altid klarer disse opgaver til et 12-tal. Jeg har brug for at prøve, at det ikke slår mig ihjel at få et 7-tal i et fag, som jeg jo heletiden har vist, at jeg ikke rigtig forstod.

På trods af al min frygt var det dog enormt let at søge dispensation for fremdriftreformen. Sammen med en studievejleder lavede jeg en plan for hvilke fag jeg tager hvornår, sådan at det ca kom til at passe med et halvtidsstudie (15 ECTS), jeg skrev en hastig og kluntet formuleret ansøgning til studienævnet og medsendte en kopi af min epikrise, og allerede næste dag havde jeg en godkendelse for de næste to år. Det var faktisk lidt et antiklimaks, at det var så nemt, for jeg havde allerede gjort mig klar til kamp.

Engang imellem har jeg i løbet af et semester oplevet problemer, fordi jeg ikke havde kræfter til at følge obligatoriske holdtimer, eller jeg var for træt til at læse, men ofte har det kunnet løses uden ansøgninger om dispensation, simpelthen fordi mine lærere kender mig som en flittig og dygtig elev som de fuldt ud stoler på, når jeg siger, at jeg nok skal få indhentet det forsømte.

Ansvar for egen læring og 12-talspigerne

Hvad betyder ansvar for egen læring? I gymnasiet betød det i teorien, at vi selv havde ansvaret for at få lavet vores lektier, hvilket mange af os derfor ikke gjorde, hvilket fik lærerne til at skælde ud. Det var meningen, at vi skulle opføre os som fornuftige voksne, men det viste sig, at nogle af os ikke var gjorde det. 

Universitetet er meget mere frit. Nogen læser meget, nogen læser lidt, nogle får gode karakterer og andre får dårlige, og de to ting har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre, men handler ansvar for egen læring kun om at læse sine lektier som en god lille pige og få sit 12-tal til samlingen?

Dengang jeg gik i folkeskole, gymnasiet og begyndte på universitetet fandtes 12-talspigerne ikke. Der var bestemt en lille gruppe der klarede sig super super godt, og der var bestemt et pres på os andre om, at vi burde knokle for også at klare os godt, men tanken om at man absolut skulle have 13, var for mange af os meget fjern, for det var alt for svært at få. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er godt eller skidt, men jeg kan tydeligt mærke forskellen fra dengang til nu. Selvfølgelig bliver jeg også selv grebet af stemningen, især op til eksamen, men betyder ansvar for egen læring kun om at læse sine lektier som en god lille pige og få sit 12-tal til samlingen?

Nogle gange er svaret ja, men selvom jeg forleden skrev i indlægget Skoleklar, om hvordan det er fint at læse selv, men at det også er godt at blive sat til at læse et fast pensum, så er min pointe i dette oplæg, hvor vigtigt det er selv at læse, høre musik og gå ud i verden og opleve ting. Hvilken af delene er i virkeligheden ansvar for egen læring? Er det ansvar at gøre som man for besked på, eller at tage initiativ til selv at lære noget?

I virkeligheden betyder hele denne snak ikke rigtig noget, andet end, at jeg pludselig for alvor kan se enden på min ferie. Jeg glæder mig til at komme i gang igen, men så alligevel ikke. Tanken om at blive vækket af telefonen irriterende bimlen, de første mange ugers træthed og bevistheden om, at ens frihed er blevet indskrænket en lille bitte smule. Ja, den officielle betydning af ansvar for egen læring betyder, at man selv bestemmer om man kommer til undervisningen, men det forhindrer ikke en lille stemme i at hviske dårlig samvittighed ind i en. Vi har frihed til at vælge, men så vidt ens personlighed byder en. 

Stakkels mig

Jeg har været syg, ondt i hovedet, svimmel, muskelsmerter, svedeture, kuldegysninger og ondt i halsen. Det var ikke lige det jeg havde drømt om at bruge min ferie på, men det kan man jo desværre ikke selv bestemme. Kæresten har været så sød ved mig mens det stod på, har sørget for mad til mig underholdt mig og strøget mig over håret når jeg var ked af det, for jeg følte mig nemlig ked af det. Hver gang jeg faldt om på min seng med en dundrende hovedpine og krøllede mig sammen under den alt for varme dyne, så føltes det ligesom den gang i de mørke år, når angsten og depressionen blev så tunge, at jeg ikke længere var fysiske i stand til at holde mig oprejst.

Dengang følte jeg mig så forvirret inde i hovedet, fordi jeg ikke havde spist noget i dagevis, men denne gang var det feberen der gjorde mine tanker rodede og uklare. Jeg var træt og smed mig endnu engang på sengen for at sove. Jeg vågnede badet i sved og rodede rundt i sengen mens jeg prøvede at huske om jeg var mit nutidige mig eller mit tidligere mig. Jeg vendte mig om i den stilling der gjorde mindst ondt, og valgte at udskyde spørgsmålet om min identitet til senere, det virkede af en eller anden grund ikke så vigtigt.

Dengang, hvor jeg var mit tidligere mig, og jeg var indlagt på psyk, da var der en ond sygeplejerske som altid stak sin spidse næse frem og sagde "du må ikke blive liggende i sengen, det er SYGT! Du må ikke rende rundt i nattøj, det er SYGT!" og jeg var bange. Jeg var ikke bange for at være syg, men jeg var bange for hendes SYGT!stempel, for hvis hun dømte én som syg, så skulle hun nok sørge for, at man blev udskrevet, for hvis man opførte sig SYGT! så ønskede man ikke at være rask, og så skulle den dyrebare behandling ikke spildes på én.

I alle disse år har hendes stemme siddet i mig, når jeg vælter ud af sengen tidlige grå søndag morgener uden der er noget jeg skal nå. I mange år drev hendes stemme mig til hver morgen at redde min seng med sengetæppe og puder, for at bevise, at jeg var værdig til at være til. Mange mennesker så undrende til, for de redte ikke nødvendigvis deres seng, og i hvert fald ikke hver dag, og man kunne da godt blive liggende længe og putte under dynen, hvis man ikke skulle noget, men de havde heller ikke den onde sygeplejerskes stemme rungende i ørerne.

Også i disse dage hvor jeg har været syg har jeg husket den onde sygeplejerskes regler, men der er gået mange år siden dengang. Jeg er vokset i styrke, og liggende med næsen begravet i dynen kunne jeg, velvidende at klokken var stå op tid, mumle til min erindring om hende "luk røven, dumme kælling", og falde i søvn igen.

Min autisme og janteloven

Hver gang jeg taler om dette emne bliver folk enormt provokerede af mine holdninger, for jeg synes nemlig at den er okay. Eller det er ikke så meget fordi jeg synes af indholdet er super godt og det er sådan vi alle sammen bør opføre os, det er mere, at ethvert samfund har sine sociale spilleregler, og normalt er disse regler uskrevne og svære at finde ud af vis man er autistisk.

Da jeg som barn støtte på janteloven i min læsebog i dansk syntes jeg at det var helt genialt. Her var der nogen der rent faktisk havde gjort sig den ulejlighed at skrive disse regler ned, sådan at folk som jeg havde en chance. Selvfølgelig stod vores lærer oppe ved tavlen ag sagde, at puha, dette var ikke godt, men det ændrede jo ikke ved, at disse regler ligger dybt begravet i vores kultur, og det derfor kan være vældig nyttigt at kende dem, hvis man vil passe ind.

Gennem tiden har jeg haft mange forskellige tolkninger af janteloven, og mens jeg var meget syg vendte jeg den imod mig selv og brugte den til at slå mig selv i hovedet, men jeg blev jo ikke syg på grund af janteloven, den var bare et af mange redskaber som jeg greb til, da jeg nu alligevel var syg. I dag har jeg det godt, men til en hvis grad bruger jeg stadigvæk janteloven. Jeg bruger den ikke hele tiden, nogle gange fordi den jo ikke nødvendigvis har ret i alt og andre gange fordi jeg bare glemmer det.

Første regel i jante siger: Du skal ikke tro at du er noget. For mig handler det om, at bare fordi man kan klatte noget maling på et lærred, betyder det ikke at man bør tage tusindvis af kroner for det. Det handler IKKE om at:

• man ikke må male.
• man ikke må kunne lide at male.
• man ikke må være dygtig til at male.
• man ikke må tage penge for sine billeder.
• man ikke må tjene penge på at male hvis man rent faktisk er dygtig til det.

Vi er selvfølgelig mange mennesker i Danmark, og der er derfor mange forståelser og måder at leve med janteloven, og det kan sagtens være at de folk der siger, at vi afskaffer/modificerer janteloven har ret, men det er nødvendigt at huske på, at janteloven ikke er en lov vedtaget ved folketinget, som vi skal overholde, ellers kommer politiet efter os, det er en beskrivelse af en mentalitet der, som der er nu, ligger i vores kultur, og for mig var det første gang jeg læste om en der havde sat ord på alle disse uskrevne sociale spilleregler, som jeg havde så svært ved.

Hvis nogen derfor vil bekæmpe janteloven i hovederne på folk som mig, så skal de derfor IKKE opfinde nye regler som de hellere vil have, de skal derimod sætte ord på endnu flere af de sociale spilleregler som allerede eksisterer, sådan at man har lidt mere at vælge imellem, hvis man som jeg har lidt svært ved selv at regne disse regler ud

Om min hverdag

Nogle gange kan det være svært at vide hvad jeg skal skrive om, ikke fordi der ikke er noget at skrive om, men fordi jeg ikke ved hvilke emner der vil interesserer folk. Derfor er jeg altid glad for at høre fra folk der stiller spørgsmål eller beder mig skrive om et bestemt emne. Mit sidste indlæg om aspergers og empati var sådan et emne som jeg var blevet bedt om at skrive om, og det var en stor succes. Aldrig før har jeg modtaget så fine ord.

I går fik jeg en mail som gjorde mig helt enormt glad, for ikke alene var den fuld af rosende ord, den fortalte også den unge kvindes historie, og hun bad mig om at skrive lidt om min dagligdag og mine rutiner. Det var et emne jeg skrev mere om for nogle år siden, dengang bloggen oftest fungerede som en dagbog nærmere end afgrænsede indlæg om et specifikt emne, men det betyder ikke, at der ikke kan skrives et afgrænset indlæg om emnet.

Jeg har altid været imod skemaer, ikke fordi der er noget galt med skemaer, jeg tager dem bare alt for bogstaveligt. Hvis der står at jeg skal skrive blogindlæg kl 5, men at jeg sover længere, så jeg først kommer i gang kl 6, så ville hele min dag være ødelagt. Hvis der står, at jeg har en time til at skrive, men at det tager1½, så ville jeg blive stresset og føle, at det er fordi jeg ikke er hurtig og dygtig nok. Tager det derimod kun en halv time, så har jeg sikkert ikke gjort det godt nok, og hvad skal jeg så stille op med den halve time jeg har til overs. Skulle jeg så gå tidligt i gang med næste punkt, eller skulle jeg bare fjolle rundt på nettet?

Men at jeg ikke har skemaer, betyder ikke, at jeg ikke har nogle meget faste rutiner. Det skema, som jeg ikke har skrevet ned på papir har jeg nemlig oppe i hovedet. Jeg danner mig meget hurtigt nogle regler om hvordan tingene bør gøres. hvis jeg er vant til at handle kl 8 om morgenen, så skal jeg denondelynemig handle kl 8 om morgenen, med mindre jeg vil risikere hjertebanken, åndenød og angst. Engang imellem handler jeg på andre tidspunkter, enten fordi jeg har en god dag og tænker, at det er sundt at udfordre sine rutiner engang imellem, eller fordi ting kommer i vejen. De ting der kommer i vejen kan have forskellig karakter. Dengang jeg havde problemer med TDC var det vigtigt at ringe på slaget 8, hvis man bare ville have en lille bitte chance for at komme igennem på overskuelig tid. I en sådan situation, var jeg så stresset og telefonopkaldet, at jeg slet ikke havde tid til at bekymre mig om indkøb. Andre gange har jeg måske smølet efter træning, og badet har måske trukket ud, fordi det har bade jo en tendens til at gøre engang imellem. Lige pludselig står jeg så med røven bar og vådt hår og kl nærmer sig alt for hurtigt 8. Jeg prøver at tage en dyb indånding og sige til mig selv at det går nok, at jeg jo i virkeligheden slet ikke behøver at handle kl 8, men alligevel farer jeg rundt for at nå de sidste ting, og ofte så når jeg det faktisk alligevel.

Grunden til at jeg skriver meget lidt om min hverdag er, at jeg tænker at den er lidt kedelig. De dage jeg træner, træner jeg tidligt om morgenen, ellers sidder jeg ved computeren indtil frokost, og efter frokost læser jeg eller ser dvd'er. Jeg ser dvd'er frem for fjernsyn fordi dvd'er er noget som er i min kontrol, og jeg bliver ikke pludselig hylet ud af den fordi der er en ændring i programfladen. Om aftenen går jeg tidligt i seng, nogle gange af vane, andre gange fordi jeg har så ondt i hoften at jeg bare gerne vil væk fra min egen bevidsthed. Jeg prøver at afgrænse aktiviteter som universitetet, biblioteket eller veninder til 0-3 gange om ugen. Nogle gange betyder det at skippe undervisningen, fordi jeg har brug for at tage ned til byen og købe et eller andet. I flere år har jeg ikke kunne have aktiviteter om aftenen fordi min vane var at gå tidligt i seng, men det er noget jeg er ved at vende.

Jeg har en ret fredelig og rolig hverdag, fordi det er hvad jeg har brug for. Jeg elsker at være sammen med veninder, men jeg har brug for rigtig meget alenetid for at kunne holde det hele ud. Engang imellem bliver jeg træt af at være introvert og siger fandeme nej om jeg vil være sådan en kedelig en, og så laver jeg straks en helt masse aftaler, men der kommer altid ting i vejen, så jeg må melde afbud fra en eller flere, hvilket jeg hader at gøre, fordi det er jo ikke fordi jeg ikke ønsker at se dem, jeg har ligefrem glædet mig til at mødes, men min krop og min hjerne kan ikke holde til mere. Jeg føler mig tom og adskillige kilo tungere. Jeg falder om på min seng, og det føles som om jeg falder igennem den, igennem gulvet, helt ned til jordens indre, hvor alt er gloende varmt og kaos, men jeg er ligeglad for jeg er så træt, at jeg har lyst til at græde ved tanken om at bruge energi på at fjerne make up, men jeg har tendens til bumser, så den skal fjernes.

vi mennesker er skabt til at bevæge os fremad, men nogle mennesker bevæger sig hurtigere end andre, og det er vigtigt at anerkende sit eget tempo hvis man skal nå at kunne følge med. Mit tempo er langsomt, hvilket ikke føles særlig sejt, faktisk føles det tumpet og kikset, og engang imellem får jeg rodet rundt i tingene og tænker at det er hele mig der virker tumpet og kikset, mit tøj og min humor Men det er ikke alle mine tempoer der er langsomme. Mit liv er langsomt, men jeg tænker hurtigt, og jeg går tur hurtigt og jeg forstår hurtigt. Måske det er en af grundende til at jeg har så mange fordomme mod mit eget langsomme liv.

Du kan jo bare

I latin har vi hele semestret arbejdet med en tekst om Jesu barndom, men nu er vi gået over til en tekst om slaveri. At få en ny tekst generer mig ikke. Det er lidt som når man bliver færdig med en bog. Nogle gange er man glad for at bogen endelig er slut, og andre gange kunne man godt have brugt, at den var meget længere.

Det der generer mig ved dette bytte er noget meget mere konkret, noget meget mindre småt. Tidligere har vi fået nogle noter af vores lærer til hjælp med oversættelsen. han kunne skrive hvis et ord havde en svær opslagsform, det vil sige den form man finder i ordbogen, da det for eksempel kan være svært at se at tulit er en perfektumform af fero. I vores nye tekst har vores lærer ikke selv skrevet noterne, for den lærerbog han har taget kopierne fra kom med egne noter.

I går havde vi lektiecafe, det vil sige, at der var obligatorisk fremmøde til at sidde og lave lektier, så kunne læreren gå rundt imellem os og hjælpe til. Det er en undervisningsfor der er meget svær for mig at håndtere, for der er helt naturligt en masse larm og uro. Det blev dog helt galt da jeg så ned på mine papirer og opdagede, at de nye noter brugte en anden opslagsform end ordbogen. Vi er vant til fra de sprog vi lærte i skolen, at man slår op under infinitivformen, det vil sige at komme, at gå, at spise, men på latin har jeg været vandt til at slå op under præsensformen jeg kommer, jeg går, jeg spiser. Vores nye noter brugte infinitivformerne, og det fik min hjerne til at smelte sammen.

Jeg fortalte læreren, at der var brugt de 'forkerte' opslagsformer. Det kunne han godt se, men kunne jeg ikke bare fjerne infinitivendelsen 'ere' og sætte præsensendelsen 'o' påfx 'cognoscere' at erkende til 'cognesco' jeg erkender. Selvfølgelig kunne jeg det, men så alligevel ikke helt, for min hjerne var jo allerede brændt sammen, og rundt om mig var der så meget uro.

Jeg endte med bare at sidde med armene foldet stramt rundt om maven for at holde mig selv fast. Til sidst bad jeg om at få lov til at gå tidligt og fik lov, men hvorfor betød de opslagsformer egentlig noget for mig? Jeg har brugt meget energi og kræfter på at lære latin. Min lærer går meget op i at latin egentlig lige som alle mulige andre sprog er noget meget flydende og egentlig ret uhåndterligt noget, men det er stadig også noget der for det meste har nogle meget faste former. Der er noget grammatik og noget syntaks. Der er en masse små og store regler som jeg har brugt meget tid på at sætte mig ned og lære. Når så pludselig der er en ny måde at gøre tingene på, føles det som om jeg står på helt bar bund og skal lære det hele helt forfra, og det orker jeg ikke.

Den kompetente psykiater

Medierne er altid fulde af historier om psykiatere der ikke gør deres, og jeg har også selv skrevet en HER, men de er langt fra alle sådan. En gang om året skal ens medicin evalueres af en psykiater, men det er ikke et møde man automatisk bliver indkaldt til, så det kostede pædagogerne en del besvær at skaffe mig en tid. Jeg var selv temmelig modvillig, for jeg syntes, at jeg i forvejen havde rigeligt at forholde mig til før flytningen, men det var bare fordi jeg havde glemt hvor fantastisk min psykiater er.

Jeg troede, at det bare lige ville blive et kort møde, men det endte med at tage 1½ time. For det første er det med at skifte apotek midt i et tilskudsår ikke så ligetil når man er på kronikerbevilling og har en afbetalingsordning med apoteket, for det andet ville hun meget gerne høre hvordan det var gået siden sidst og hvad planerne er fremover. Hun er psykiater i distriktspsykiatrien, så hun må se hundredvis af patienter, og det er altså et år siden jeg så hende sidst, men hun kunne huske forbløffende meget om mig. Noget kunne hun naturligvis se ud fra min journal, men min skæve form for humor kunne hun også huske.

Det var et meget fornøjeligt møde, at jeg følte mig slet ikke udkørt bagefter. Min psykiater emmer af kompetence, og det er betryggende at vide, for hvor ville vores psykiatriske system være, hvis alle psykiatere virkelig var som dem man ser i medierne? Jeg ved bedre end mange, at vores psykiatriske system har sine problemer. Det er ikke bare et spørgsmål om at der skal pumpes flere penge ind i systemet, det handler om at systemet måske helt skal ændres, men forleden da man i folketinget diskuterede at sidestille psykisk sygdomme med de somatiske (fysiske) da endte man blot med at diskutere hvem der skulle have æren, og vis skyld det var, at det ikke var sket før, og det hjælper måske for politikernes selvforståelse, men ikke på ret meget mere.

Om kaffe i stedet for cola

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg drikker alt for meget cola (Pepsi Max), 2-3 l om dagen for at være mere nøjagtig. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg med måneders mellemrum forsøger at skære ned for pengepungen og mine tænders skyld. Så lige nu forsøger jeg at få mit forbrug reduceret til det halve, men på en eller anden måde skal jeg jo have opfyldt mit koffeinbehov, så jeg er begyndt at drikke kaffe med sødemiddel og mælk.

Jeg kan egentlig sådan nogenlunde godt lide kaffe, men DET ER BARE IKKE DET SAMME (indsæt selv en meget utilfreds smiley), for der er ingenting der slår en iskold cola, hvor kulsyren prikker én i halsen og vækker sanserne til live. Min psykolog og jeg har snakket om at især det sidste er en af grundende til min afhængighed, for jeg er nærmest afhængig af ydre stimuli af huden, og åbenbart også i svælget. Af den grund går jeg også altid og rører ved ting.

Bare fordi noget er rart, betyder det ikke, at man skal tillade sig selv at gøre det hele tiden, og jeg siger jo ikke, at jeg vil stoppe helt med at drikke cola. En liter om dagen er mere end hvad de fleste mennesker drikker, og sikkert også mere end min tandlæge vil anbefale, men det er hvad jeg lige kan overskue lige nu. For at holde min motivation oppe, har jeg besluttet, at hvis jeg holder mig til en liter om dagen i hele juli måned, så må jeg købe mig et smykke som jeg har forelsket mig lidt i.

Når jeg gør det sådan, er det også fordi jeg er blevet lidt for glad for at bruge penge på det sidste. Jeg fik de der penge tilbage i skat, og så vænnede jeg mig til, at hvis der var noget jeg gerne ville have, jamen, så købte jeg det bare. Jeg er ikke i pengenød, men skattepengene er for længst brugt op, så nu skal jeg vende tilbage til en mere rimelig/normal tilværelse, hvor jeg altså skal gøre mig fortjent til nogle af de virkelig lækre ting, som jeg har lyst til. Som sagt er jeg ikke i pengenød, men det kan jeg alt for let komme, hvis nogle af mine nye vaner bliver lidt for indgroede.

På den anden side skal jeg passe på med et sådan belønningssystem. På den ene side, kan jeg risikere at tage alt for let på det, og belønne mig selv i tide og utide og ende med at blive fed og forgældet, eller jeg kan tage det for alvorligt, og ikke tillade mig selv at nyde noget som helst før jeg har ydet. Jeg husker da jeg skulle op til eksamen i vinteren 06/07, der lavede jeg et system med, at jeg måtte spise x antal kalorier for hver side jeg læste eller for hver sætning jeg oversatte, og om end jeg ikke blev nær så tynd som jeg ønskede, så blev jeg i hvert fald ulykkelig, men det betyder ikke nødvendigvis at et belønningssystem er en dum idé, det betyder bare, at jeg skal tænke mig om.

En fjollet kommentar om aldrig at være god nok

JEG VIL BRUGE WEEKENDEN PÅ AT SKYDE MIN LÆSEFERIE RIGTIGT I GANG, SÅ JEG TAGER VÆK I NOGLE DAGE, OG JEG TAGER IKKE MIN COMPUTER MED. VI SES TIRSDAG.

Jeg var til psykolog i går, hvor vi snakkede om de nogle gange ret urimelige krav jeg stiller til mig selv, om at jeg godt kan gøre ting godt, men bare aldrig helt godt nok. Jeg har fået trykt nogle postkort som er til salg, og selvom jeg er lidt glad så er jeg samtidig lidt flov, for som sagt er det aldrig helt godt nok, hvilket i bund og grund er noget selvhøjtideligt pjat.

For at påpege det brugte min psykolog følgende eksempel:

I min journal fra psyk i Aarhus stod der, stod der, at jeg på grund af min (u)kognitive tænkning ikke ville ville være egnet/have gavn af psykologhjælp, så igennem tre år følte jeg mig ikke god nok til psykolog og selvom spørgsmålet flere gange blev bragt på banen, så fik jeg aldrig muligheden for at prøve. Til sidst var der en pædagog på mit tidligere bosted der fik trumfet igennem, at jeg i det mindste fik muligheden for at prøve. Jeg startede så hos min psykolog skutrygget og undskyldende, for jeg var jo ikke god nok.

Siden er der gået næsten tre år, og nu sidder jeg i gendes røde stol med fødderne på bordet, fuld af selvtillid, så er jeg god nok nu? Jeg kunne godt se hendes pointe, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at fortælle om noget der skete for et års tid siden.

Jeg skulle ind og møde hende i Aarhus, og det var første gang jeg tog toget, og det kom bag på mig, hvor lang tid det faktisk tog, men i stedet for bare at skrive, at jeg ikke kunne nå at komme, så løj jeg og sagde at det var fordi mit tog var forsinket. Selv samme aften gik jeg til bekendelse over en mail, men det ændrede ikke at jeg havde stukket hende en løgn.

Min psykolog svarede, at hun ikke så det som, at jeg ikke var god nok, men snare som et tegn på hvor stort et pres jeg var under i den periode med flytning og nye mennesker, og at hun så det som helt alment menneskelig. Så måtte jeg jo indrømme, at jeg ikke helt anser mig selv som alment menneskelig. Jeg tror aldrig før, at jeg har hørt hende grine så meget, om med tårer i øjnene sagde hun at det vist var på tide at pille mig ned fra mit elfenbenstårn.

Hun havde god grund til at grine, for selvfølgelig er jeg helt almindeligt, kedeligt alment menneskelig, hvad jeg mente var bare at jeg holder mig selv til højere standarter end alle andre, for hvad andre gør må de selv om, men hvad mig selv angår, så er jeg bange for at gå i stå hvis jeg ikke stiller krav.

Hvordan lærer man sprog?

Jeg kommer fra en matematisk familie, og jeg er matematisk student. Jeg var måske ikke verdens bedste matematiske student, men jeg kan godt se, at matematik har en stor fordel frem for sprog, som jeg nu senere er begyndt at beskæftige mig med. I matematik lærer man ikke bare regning og matematik, man lærer også HVORDAN man skal lærer det. Kan i huske folkeskolen, hvor man lærte hvordan man skulle skrive regnestykkerne op? Jeg husker det mest fordi jeg dividerede på den "forkerte" måde, men jeg lærte det da.

Når det gælder sprog var det ikke helt så let, eller også var jeg bare for dum, eller mine lærere ikke tydelige nok, for det var som vi bare formodedes at lære det, men det gjorde jeg ikke. Engelsk tog mig 9 år, fransk det kunne jeg en lille smule efter 6 år, efter 6 år kunne jeg stadig så godt som intet tysk, og efter 1½ års intens græskundervisning, kunne jeg heller ikke græsk.

Og jeg har planer om at fortsætte inden for sprog? jeg må da være vanvittig. Men måske er jeg ved at lære hvordan man lærer. Det der har voldt mig nogle af de største problemer har været hvordan jeg forberedte en oversættelse, hvordan man tog noter. Måske på grund af min matematiske baggrund føler jeg at jeg snyder, hvis jeg ikke tager alle udregninger med, og jeg er desuden for dum til at finde ud af det hvis jeg ikke gør, men jeg kan se, at jeg er en af de få der gør det.

1. Det hebraiske ord
2. Det danske ord
3. Verbets rod
4. Grammatisk analyse
5. Lærerens noter
6. Den danske oversættelse.

Det var sådan det begyndte, og grunden til at der ikke er cirkler, krydser, trekanter, firkanter og bølgestreger er, at det bruger man ikke i hebraisk, deres grammatik foregår på en anden måde.

Nu er der gået et skoleår og jeg skal snart til eksamen, og nu ser mine noter helt anderledes ud.

1. Den danske oversættelse
2. Særlige noter

Et problem jeg havde i tysk og græsk, men som (heldigvis) ikke findes på hebraisk, er genus bøjninger og bestemt artikel.

Det er ellers et fint skema, og for en matematiker, er skemaer den rene porno, stimulering af sanserne, men hver gang der kom et af disse skemaer, gik jeg helt kold, for der var ikke nogen der kunne fortælle mig om man skulle lære det gennem køn eller genus. Skulle man starte med alle maskulinum eller nominativ? Det betød at jeg aldrig fik det lært, hvilket var enormt upraktisk, og jeg sakkede bare mere og mere bagud.

Til næste semester får jeg chancen igen, når jeg skal have latin, og så skal der endnu engang læres genus, men jeg er blevet ældre og klogere/visere, så nu må vi se om det ikke nok skal gå.

Om 90'erne

90'erne er ikke et årti der bringer mig glade minder, hverken personligt eller modemæssigt. Det var de år hvor jeg gik i folkeskole, og de var de år hvor jeg aktivt kæmpede mod moden, fordi jeg syntes, at den var så grim. Jeg blev i '99 konfirmeret i lyseblå sandaler fordi alternativet var hvide buffelo.  Ifølge bladet Costume, så er 90'erne på vej ind igen, hvilket jeg i mit stille sind græmmer mig over, men måske er det fordi jeg er for ung til, til fulde at huske 90'erne. Jeg husker mest bare maver i frostgrader, klodsede sko til feminine outfits og frisure der var længere fortil end bagtil så man kom til at ligne et insekt.

Det var i 90'erne, at forældre og eksperter råbte larm i gevær, fordi Spice Girls var så tynde og dårlige forbilleder. I dag virker de jo nærmest kvabsede, især når man tænker på hvordan flere af dem senere kom til at se ud, og på hvordan stjerner generelt ser ud i dag.

Men Costume siger altså at 90'erne er på vej tilbage, og så er det vel det jeg må arbejde ud fra. Jeg ved ikke hvor interesseret jeg er i mode, men jeg er lige akkurat ikke uinteresseret nok til at være direkte ligeglad. Jeg er på dette kiksede mellemstadie, hvor jeg sådan lidt har en idé om hvad der er 'rigtigt' at have på, men ikke helt har fanget detaljerne, så det hele kommer til at virke en lille smule kluntet.

Der er kun én måde jeg formår at gribe sådan et problem an på, og det er ved hjælp af min (humaniora) nørdede side. Jeg tog et modeblad, og jeg tog en kuglepen, og så gik jeg i gang med at strege under, sætte ring om og tage noter. Det er en lidt underlig følelse at blande nørd og mode, men jeg kan godt lide at være dygtig til alt hvad jeg gør, inklusiv at klæde mig på, men jeg er ikke en af dem der intuitivt forstår at vælge det rigtige tøj, så jeg må studere. Jeg må især være opmærksom, for jeg skifter ikke min garderobe ud så tit, så jeg skal vælge tøj der kan holde mange år med mønster, materiale og snit, og det er hårdt arbejde, når man egentlig ikke har sans for den slags. Det sjove er at mange af de kiksede køb jeg har gjort gennem tiden i dag er super moderne, det gælder såvel en gul skjorte, en skjorte med kalvekrøs og en pencil skirt.

I hvilken grad det nytter noget ved jeg endnu ikke. Jeg ved heller ikke hvad jeg egentlig har gang i, eller hvad mit mål er. Jeg ved ikke og det er en positiv eller negativ udvikling, eller om det hele bare er lidt ligegyldigt.

"I var der ikke"

I går og i forgårs var mine faste kontaktpædagoger her, men ellers havde de faktisk ikke været her i en uge, og det føltes ensomt. Der har ikke været nogen umiddelbare kriser, så der har ikke været noget tidspunkt hvor jeg bare græd og kun ville have dem, men det har været en tom fornemmelse, at der ikke var nogen faste mennesker i mit liv der fulgte op på aftaler og huskede de historier jeg havde fortalt. Det var faktisk mest tydeligt i går, hvor jeg sad sammen med en af dem, og jeg vidste faktisk ikke hvad jeg skulle sige til hende. Jeg kunne slet ikke huske hvornår hun havde været der sidst, hvilke historier hun havde hørt og hvilke hun ikke havde, men det var egentlig også lidt ligegyldigt, for jeg orkede ikke at fortælle dem igen, jeg havde jo allerede fortalt dem om og om igen. Nogle gange blev jeg ligefrem irriteret når hun spurte ind til noget, for jeg glemte hele tiden, at hun jo ikke vidste det ene og andet.

Jeg ved aldrig helt hvornår jeg skal tænke på pædagogerne som individer, og hvornår de er en samlet enhed. Som personer er de unikke individer med hver deres karaktertræk, som man enten kan lide eller ej, arbejde tæt sammen med eller ej, men i kraft af deres stilling som pædagoger, bliver de også en enhed der arbejder (så vidt muligt) i samme retning. Hvad jeg snakker med én pædagog om bliver skrevet på Bosted (en slags journal) for en anden at læse, men jeg ved aldrig med sikkerhed hvem der skriver hvad og hvor meget, og hvem der læser hvad, hvornår og hvor grundigt. Nogle gange er det til at blive helt skør i hovedet af, nogle gange er der ting jeg ikke har lyst til at sige fordi jeg ikke vil have at alle ved det, og nogle gange er det egentlig meget fint, for så slipper man med kun at sige noget 50 gange i stedet for 117.

Nu tager jeg hjem til min far på påskeferie, og når jeg kommer tilbage tager den ene af mine kontaktpædagoger på ferie. Jeg når lige at se hende en enkelt gang på mandag, ellers ser jeg hende ikke de næste fire uger, og jeg tror at det bliver hårdt, for snart starter universitetet, og selvom jeg glæder mig til det fordi det godt kan blive lidt trivielt at se tv hele tiden, så er jeg også rædselsslagen for at jeg ikke kan klare det.

Om bombetrusler og den ophøjede viden

I går da jeg kom til Aarhus var teologisk fakultet afspærret fordi politiet havde modtaget en bombetrussel. Ironisk nok hører teologisk fakultet ikke længere til på teologisk fakultet men i Nobelparken, så det var ikke noget der påvirkede mig eller min undervisning, selvom diskussionen selvfølgelig kørte heftigt, og det hele var meget meget spændende, for var det mon os "bomben" var beregnet på? Ikke at man kan tillade sig at føle sig som noget særligt, Handelshøjskolen har nemlig haft to af slagsen bare inden for det sidste halve år.

Da min lillesøster var her forleden snakkede vi om hvad der egentlig er min motivationsfaktor for at kunne klare universitetet. Min søster satser på en fed karriere, og hun begynder at kunne se målet, men for mig ligger et eventuelt job så langt ude i fremtiden, at det er meget svært at fokusere på, så jeg skal prøve at forholde mig til lige nu og her, men det gør mig ikke noget, for jeg har endnu ikke tanker om job og penge og den slags, for for mig er den rene viden hele essensen af min væren, og jeg ser på hele tanken om universitetet i et rosenrødt lys.

Jeg har et nærmest religiøst forhold til viden og videnskab,og jeg tænker måske nærmest på universitetet som en katedral for denne religion, med professorerne siddende på deres små kontorer som præster der celebrere messe (fejre gudstjeneste) ved små sidealtre for små og store helgener, og med de studerende som trofaste kirkegængere. I hvert fald ser det sådan ud inde i mit hoved.

Men jeg ved udmærket godt, at dette ikke er universitetets realitet. Universitetet er et sted med nid og nag, religionsvidenskaberne kan ikke lide teologerne, og teologerne kan ikke lide de missionske, fysikerne kan ikke lide kemikerne, og dem der støtter én teori kan ikke lide dem der støtter den anden. Den tekst der ligger til grund for samtlige oversættelser af det gamle testamente (Codex Leningradiensis) er skrevet i 1008 eller 1009, og det er der ca fem mennesker i verden der ved noget om, og det har mange meget ophedede diskussioner, og de hader sikkert også hinanden inderligt. Mange professorer ser ikke sig selv som præster, men nærmere som hel- og halvguder repræsenteret som sole omgivet af cirkulerende planeter/studerende, med egoer der overstiger universets grænser.

Som bachelorstuderende er det dog ikke noget der kommer mig så meget ved, men så skal jeg til gengæld forholde mig til andre studerende. Ideelt set ser jeg de studerende som frø der spirer fordi de modtager viden/vand og visdom/solskind og udvikler sig til noget storslået, men vi lever i et samfund hvor alle i realiteten har mulighed for at komme på universitetet, og det er super fedt fordi det får fat i en masse af dem der har potentiale til at blive store, men som andre steder ikke havde fået en chance, men det betyder også at der kommer mange ind, som ikke lever op til kravene, så kravene hele tiden bliver sænket. Regeringen begynder at stille nye og skarpere krav til de studerende, og de studerende brokker sig, og de studerende brokker sig, men det er ironisk nok ikke de studerende det gør værst ud over der brokker sig mest, hvis overhovedet. Men er det ikke nettop det fede ved den danske model, at der er plads til mange forskellige slags unge der kan klare forskellige grader af krav, og det er ikke nødvendigvis dem der kan klare de hårdeste krav der er de bedste studerende.

Jeg har dog ingen illusioner om at jeg selv er spor bedre end det brede flertal, men jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke har evnerne til at blive til mere, eller om det er fordi der ikke stilles højere krav til mig og jeg derved bliver mentalt doven, nok lidt en blanding.

Privatlivets fred

Når man som jeg har været inde i systemet i så mange år, så vænner man sig til ikke længere at have noget privatliv, alt skal frem på bordet, og jo mere man siger, jo nemmere bliver det for en selv. Her i weekenden har jeg fået min statusrapport til min socialrådgiver udleveret til gennemlæsning, og jeg har også udfyldt nogle ansøgningspapirer til økonomisk, og nogle gange kan man blive overrasket over hvad de synes de har brug for at vide.

Jeg forstår godt, at de skal have en hvis mængde informationer om hvordan det går mig, for det er dyrt at have mig til at bo her på Hinnerup Kollegiet, så de skal have vores ord på, at det er pengene værd. Jeg forstår godt at de vil spørge ind til min aspergers og min spiseforstyrrelse, jeg forstår endda godt de vil vide ting som jeg ikke forstår hvorfor de vil vide, for jeg har trods alt ikke det store overblik, men nogle gange bliver det bare lidt for meget. De vil vide så godt som alt. De vil vide noget om mine skrive og læsefærdigheder, de vil vide om jeg har venner, og om hvordan jeg omgås dem, de vil vide ting om min familie og om jeg tør færdes ude om aftenen.

Men det er ikke kun nu hvor jeg er så indfiltret i systemet, at de vil have de ting at vide, de ville også have det at vide dengang i begyndelsen, hvor min eneste forseelse var at være så fræk at søge om kontanthjælp. Det er nu fem år siden, og jeg begynder at savne at have en hemmelighed. Ikke noget stort og farligt, bare en enkelt lille ting der er mit og ikke skal deles med alt og alle, men jeg ved slet ikke om jeg vil være i stand til det, for en af de ting jeg har lært gennem alle disse år er at fortælle alt, og det er godt, når man skal bearbejde sine følelser, men det er knap så godt, når man færdes ude i den virkelige verden, og der begynder jeg at længes efter at høre hjemme.

Jeg har før snakket om, at jeg gerne vil arbejde mig fra at være et sagsnummer og over til at være et rigtigt menneske, og dette her med at skulle fortælle alt til alle er en af de store forhindringer. Det er menneskeligt, måske alt for menneskeligt at være hemmelighedsfuld, i det mindste engang imellem, men det er nu så dejlig praktisk at fortælle alt, for så kan folk selv vælge hvad de skal bruge, og jo mere åben man er, jo større er chancen for at de ikke tror at man prøver at snyde.

på den anden side, bliver jeg trist ved tanken om at holde noget skjult for pædagogerne, for de er vel nærmest blevet som min udvidede familie, og jeg har faktisk lyst til at dele mit liv med dem, hvilket jeg ikke ved om er en god eller en dårlig ting.

Om et administrativt helvede

Man siger halvt i spøg halvt i alvor, at det moderne helvede er lutter administration og bureaukrati, i så fald kan de lære en del fra Aarhus Universitet.

I stedet for at tage ud og rejse, vil jeg bruge min sommerferie på at tage et fag på universitetet. Det skal ikke være et fag med den helt vilde studierelevans, om end det godt kan retfærdiggøres, men jeg tænker, at eftersom jeg læser på deltid, så kan jeg godt bruge de næste 10-15 år på teologi, og hvis jeg skal det, så får jeg brug for lidt afveksling for ikke at blive fuldkommen bims. Derfor har jeg valgt at melde mig til et fag om de gamle vikinger, hvor man skal ud og få beskidte negle i den danske muld. Jeg ved ikke før om lang tid om jeg kommer ind, men jeg håber. Hvis jeg skal lave en kobling til teologi, så vil jeg sige, at et hvert lands tro er unikt, og for tro bygger på mentalitet, og mentaliteten skabes af vores fælles historie. Da st Ansgar bragte kristendommen til Danmark var vi stadigvæk vikinger, så det ville faktisk være dumt at tro, at man kan forstå den danske tro uden en hvis forståelse for vikingerne. Hvilket ville være en fin begrundelse, men min begrundelse er bare, at jeg er en nørd, og jeg syntes det kunne være vildt fedt.

På grund af min fine begrundelse, kunne jeg nemt søge om merit og bruge det som et valgfag, men jeg har kun to valgfag til rådighed på min bachelor, og alle de andre fag jeg gerne vil tage, dem må jeg selv betale for, jeg tænker derfor at det ville være smart at bruge valgfagene på de dyre fag, da et fag nemt kan koste over 5000 kr, og så selv betale for dem der koster under 2000 kr.

I går sad jeg så og sloges med min ansøgning. Det hele skulle være så nemt og elektronisk. Elektronisk var det ganske vist, men nemt fandt jeg det ikke. Først kunne jeg slet ikke finde ansøgningsskemaet, det tog mig en halv time, men det lykkedes til sidst. Først skulle jeg tilmelde mig som interesseret i summer school, det gik nemt nok, de ville bare have navn, email og fødselsdag. Så skulle jeg godkende min tilmelding, hvorefter jeg så kunne gå i gang med at ansøge om fag. Til at starte med var det nemt nok, man udfyldte 1-5 felter, godkendte og kom videre til de næste 1-5 felter. Jeg kunne dog ikke blive færdig med min ansøgning, for så ville de pludselig have, at jeg skulle vedhæfte en kopi af min godkendelse om merit, men jeg skulle lige netop IKKE have merit fordi jeg selv vil betale. Jeg kan ikke fortsætte min ansøgning, så en af pædagogerne har på mine vegne skrevet til studievejledningen og bedt om hjælp.

Jeg har skumlet en del over dette problem, og brokket mig til mange mennesker, jeg er dog sikker på at universitetet ikke kan se hvor irriterende det hele er, for gemt et eller andet sted, langt fra øjets rækkevide, er der sikkert en eller anden knap, som jeg selvfølgelig bare skulle have trykket på, så de mener sikkert at det hele bare er min egen fejl *gag*.

Universitetspapirer var dog ikke det eneste jeg sad og rodede med. I dag skal jeg til en forundersøgelse på kæbekirurgisk afdeling og så skulle der udfyldes en masse papirer. De ville selvfølgelig have nogle praktiske oplysninger om praktiserende læge, medicin, allergier mm, men de ville også vide hvad jeg ønsker at ændre ved mit ansigt. Hvad??? Jeg vil gerne opereres fordi min overkæbe og underkæbe ikke passer sammen og det giver spændinger og spændingshovedpine. Vil jeg gøre ansigtet eller næsen smallere eller bredere? Vil jeg have hagen frem? Hvad med læberne? skal kæbebenet være mere markeret? Det er da for pokker ikke en plastickirurg jeg skal til, men der stod at de meget gerne ville have at jeg udfyldte papirerne, så jeg forsøgte efter bedste evne.

Til sidst var jeg så blæst oppe i hovedet, at jeg lagde det hele fra mig, og udskiftede bureaukrati med Tolkien, administratorer med orker og skalpeller med svær og økser.

Om at være et sagsnummer

Det er nu over 5 år, at jeg har levet sådan her, som en lille brik i det store Systemet, som patient, som bruger, som beboer. Min lillesøster var engang med til et møde på den psykiatriske afdeling jeg var på, og det påvirkede hende meget, at de snakkede om mig som et sagsnummer, og ikke som hendes søster, personen. Jeg holdt om hende og ville meget gerne trøste, men jeg forstod ikke helt problemet, for jeg er jo et sagsnummer, det var sådan jeg også følte om mig selv. Der er nu gået mange år siden, og jeg skal nu træde ud i den virkelig verden og genopdage hvordan man er et rigtigt menneske.

De jeg var hjemme ved min far i julen skulle jeg finde mig ind i rollen som mere end bare hende den syge. Det handlede ikke så meget om hvordan min familie så mig, som om hvordan jeg så mig selv. Det var ikke et spørgsmål om hvordan de tilpassede sig mig og mine behov, det var om hvordan vi tilpassede os hinanden, og det var hyggeligt og værdigt, men det tog også voldsomt på mine kræfter.

Lige i disse dage hvor jeg ikke kommer ret meget ud, så går mit sagsnummer mig meget på, for selvom det er trygt når man har det skidt, så bliver det besnærende når man får det lidt bedre, og jeg føler mig fanget og ikke-menneskelig. Jeg kan have dage hvor jeg føler mig så lidt som et menneske, at jeg bliver helt sur over at have almindelige menneskelige behov som mad søvn og nærvær, men jeg er menneske, og jeg har behov.

Lige nu har jeg behov for mennesker der har lyst til at vare sammen med mig, fordi jeg er mig, og som ikke evigt og altid må stoppe den gode samtale, for nu er kl xx og så skal de videre i programmet. Jeg fandt en sådan person, men da det gik op for mig, at han faktisk var interesseret i mig og det ikke bare var for sjov, da gik jeg helt i panik og afviste ham på det kraftigste, for tanken om at blive menneske igen var for stor og overvældende. Nu savner jeg ham, for han var faktisk en flink fyr, og jeg skrev og spurgte om jeg kunne få en chance til, men jeg har ikke hørt noget endnu, og så gør jeg det nok heller ikke.

Tanken om at blive menneske igen kan virkelig være helt uhyggelig, for jeg har glemt hvordan man gør, men det er også nødvendigt. I tirsdags var jeg virkelig deprimeret og havde virkelig brug for min kontaktpædagog der var i huset, men som ikke havde tid til mig. Jeg holdt sammen på mig selv ved at tænke "hun kommer torsdag, hun kommer torsdag..." og selvom jeg havde andre gode snakke med andre pædagoger, så var det ikke det samme, og jeg sagde flere gange, at jeg meget gerne ville have en samtale med min kp torsdag. I går var det torsdag, men der var ikke sat tid af til mig, ikke sådan rigtigt, kun "så har jeg lige lidt tid mellem...", men jeg havde brug for mere end bare lige at blive proppet ind, jeg havde brug for at være en del af planlægningen, jeg havde brug for at få ordentlig tid, for at få talt det hele igennem.

Jeg var vred, ked af det, skuffet og såret over, at jeg ikke var på programmet, og alt sammen bare fordi min kp ikke havde kunnet komme til en computer. Jeg blev nødt til at kræve min ret til en samtale, og jeg følte at hun måtte hade mig for at spolere deres planlægning, men jeg gav helvede i, at det skulle være hende der satte filmen på til filmklup. Jeg følte mig dum og irriterende, også selvom hun sagde det modsatte.

Jeg fik min snak efter aftensmad, og til den tid havde min kp været inde og læse på computeren hvordan det var gået, og hun forstod godt, at jeg følte mig overset.

Om en 'forkert' døgnrytme

Jeg har gennem mange mange måneder været vandt til at stå tidligt op og gå tidligt i seng (det skulle være så sundt for en lille dreng), men så kom julen og så kom der rod i det hele. Jeg sov i stuen, og der var jo grænser for hvor tidligt jeg syntes, at jeg kunne jage de andre i seng. Jeg ville jo også gerne være oppe, jeg ville jo gerne sidde og hygge mig med dem, jeg ville gerne med til julefrokost, jeg ville gerne det hele. Normalt ville jeg slet ikke være i stand til at være så længe oppe, men jeg fandt ud af, at hvis jeg eksperimenterede lidt med min medicin, så kunne jeg godt, så det gjorde jeg, og vi havde nogle gode lange aftener.

Det har så i den anden ende betydet, at jeg har stået senere op, og jeg finder mig i det fordi aftnerne har været hyggelige, men jeg hader at stå sent op, jeg bliver så gnaven og forvirret, og jeg kommer skævt i gang med dagen, og i dag måtte jeg for eksempel springe min træning over, for jeg kunne slet ikke finde plads til det inde i hovedet (overvejer at gå ned i kælderen senere og bokse, bare for at få rørt mig lidt). Det er næsten en uge siden, at jeg kom hjem til mig selv igen, men der har været ferie stemning og ferie vagtplan, og så kom nytåret, og midt i alt det, har jeg ikke kunnet finde ud af at få en almindelig hverdag op og køre igen med ro, regelmæssighed og renlighed.

Jeg var ellers helt forfærdeligt træt i går eftermiddags og lå bare på sofaen og klynkede mens jeg så sigøjner bryllupper i fjernsynet

"Jeg kan altså bare overhovedet ikke overskue at klokken kun er 17, jeg er bare så forfærdeligt træt".

Så efter maden, som jeg hurtigt fik skovlet i mig, gik jeg i seng, men selvom jeg var så træt, kunne jeg bare slet ikke falde i søvn. Jeg lå og vendte og drejede mig og jeg svedte tran. Til sidst overgav jeg mig, og gik ned for at få noget beroligende.

I dag begynder hverdagen igen, og det er vigtigt for mig, at vende tilbage til en fast døgnrytme, hvor jeg ved hvornår jeg går i seng og hvornår jeg står op, hvilke dage jeg træner, og hvilke dage jeg ikke gør. Det er enormt usikkert for mig, at det hele er op til tilfældighederne, og jeg får en stram fornemmelse i maven af ren og skær nervøsitet. Det er vigtigt for mig at have faste rutiner, for så ved jeg sådan ca hvad jeg skal hvornår. Hvis jeg vågner tidligere end tænkt, så gør det ikke så meget, så er der nemlig bare mere tid til at lave de ting jeg skal, men hvis jeg derimod vågner sent, så skal jeg begynde at planlægge min dag på ny, og det kræver meget af mig. Jeg skal flytte rundt på mine planer, og jeg skal vælge ting fra, men jeg har ikke lyst til at vælge noget fra, for hver lille del, er med til at skabe en god start på dagen. Hvis der mangler noget, bliver det en procentvis mindre god start på dagen, og så er der en sandsynlighed for, at det også bliver en mindre  god dag. hvis der mangler en brik om morgenen, hvordan kan jeg så stole på, at resten af dagen kan blive som tiltænkt? Så bliver jeg bange og forvirret. De fleste dage ender det hele med at gå ganske udmærket alligevel, men ikke altid, og det er dette 'ikke altid' som jeg er bange for.

Det er også vigtigt for mig, at opbygge en eller anden form for rutine inden universitetet starter igen til februar. Hver fredag skal jeg møde kl 8 til to timers gammel testamente. Det betyder, at jeg skal af sted lidt i 6 om morgenen. Det ville normalt ikke være noget problem, men efter jul er jeg begyndt først at vågne ved 7 tiden. Jeg plejer også at træne ved 6-tiden, men hvordan skal jeg turde gå derhen senere nu hvor folk stadig går op i deres nytårsfortsæt? Hvordan kan jeg for eksempel håbe at få min yndlingsmaskine, hvis der er risiko for en million milliard mennesker derovre? Derfor går jeg lige om lidt ned i vores egen kælder, for der er der ingen andre end mig selv, og så håber jeg på at vågne tidligere i morgen.

Om at modtage en gave II

Jeg har skrevet om det før, men nu har det endnu engang været jul, så nu gør jeg det igen, om problemerne med at modtage en gave og finde en grimasse der kan passe.

Jeg havde ikke ønsket mig noget særligt, bare penge, noget tøj og nogle bøger. Min familie har for længst lært ikke at improvisere for meget med mine gaver, for jeg bliver ikke glad, for det er jo mig selv der bedst ved hvad jeg har brug for, og så er jeg jo ikke dummere end at det er det jeg ønsker mig. Men dette er en sandhed med modifikationer. Af min søster ønskede jeg mig bluser til skolebrug, lange nok til at gå ned til hoften, men ellers ikke specificeret yderligere, for jeg stoler på min søsters gode smag, og med god ret, for det var to virkelig fine bluser jeg fik af hende. Vi fik alle to gaver af hende, en rigtig og en ekstra. Bluserne var min rigtige, og så fik jeg også en ekstra, to bøger, "The god of small things" af Arundhati Roy og "Monkey hunting" af Christina García.

Nu kommer jeg til at lyde urimelig og utaknemmelig, men jeg blev ikke med det samme glad for disse bøger. Det var ikke, at jeg var ked af gaven, jeg kunne bare ikke rigtigt forholde mig til den, så jeg sagde tak, gav min søster et knus, og så beskæftigede jeg mig ellers ikke rigtigt med dem igen før i går, da jeg blev færdig med at læse "The Hobbit" og skulle finde på noget nyt at læse. Jeg vidste at "the god of small things" stod på min liste over bøger jeg SKAL/VIL læse, så den tog jeg uden at tænke nærmere over, men jeg blev straks grebet af den og fik læst hen ved 90 sider i løbet af eftermiddagen.

Min lillesøster havde fået et godt tilbud på bøger i studenterboghandlen, så der blev givet mange bøger i julegave, mandelgave og pakkespil. Hvilke tanker der lå bag hvem der fik hvad, det ved jeg ikke, men dette var i hvert fald et godt valg til mig, og jeg kan mærke hvordan mit hjerte begynder at varme op til gaven.

Disse tanker er ikke nye, de kommer op hver jul, for folk giver mig jo en gave, ikke kun fordi julen dikterer, at det skal man, men også fordi de lægger følelser i og vil gøre noget godt for mig. Når jeg er så utaknemmelig, at jeg ikke bliver glad, så føler jeg rent ud sagt at jeg træder på dem, skider på deres følelser og er en dårlig søster, datter og barnebarn. Min familie kender mig, de ved efterhånden, at jeg er sådan, de ved, at jeg ikke mener noget ondt med det, at jeg en af dagene vil holde lige så meget af gaven som den fortjener. Men nogle gange vil jeg komme til at modtage gaver fra folk der ikke kender mig så godt, så jeg er lidt tvunget til at lære en grimasse der kan passe for ikke at fornærme nogen.

Et eller andet sted synes jeg måske også, at det er urimeligt, at man absolut skal blive glad for en gave det øjeblik man får den. Det er jo en ny ting, det er noget man skal have gjort plads til i sit liv, nogle gange er det noget der vil ændre ved ens liv, mange gange er det noget man skal finde plads til på sine hylder. Tøj ser ikke altid godt ud når det ligger foldet sammen, først når man får det på og matchet med noget andet, kan det leve op til sit fulde potentiale. En bog er et meget personligt valg der siger noget om giveren og hvem giveren synes modtageren er, og det skal der analyseres på. Der ligger mange tanker, følelser og symboler i en gave, og en dag som juleaften får man mange gaver, så der er mange indtryk man skal tage ind og forholde sig til. Derfor er det også en dag hvor det kan være ekstra svært at reagere som man forventes at gøre.

Juleaften er mine smil ikke falske, for jeg er blandt mennesker jeg elsker, men mine smil stivner, for musklerne i mine kæber og kinder er ikke veludviklede nok, og de kan ikke klare at smile så bredt og så længe. Jeg mærker hvordan mine ansigtsmuskler trættes, og jeg tænker, at alle da bestemt må kunne se det, og at det nemt må kunne misforstås.

Blod, sperm og andre legemsvæsker (og forrådnelse)

Jeg er en sød og høflig ung dame, men nogle gange har jeg lidt problemer med min takt og tone, især har jeg problemer med, hvad man snakker om hvor. Især når vi sidder ved måltiderne har jeg svært ved at forstå, at folk finder det ubehageligt at der bliver talt om visse ting. Jeg ville egentlig gerne skrive lidt om dette, men helt ærligt, så forstår jeg det ikke, jeg accepterer bare. Jeg synes måske nogle gange, at folk er lidt sarte. Jeg ved ikke om de mister appetitten fordi de alt for tydeligt kan forestille sig de omtalte ting, eller om det bare er samfundets normer som de har lært at acceptere, og at de har levet med dem så længe, at det er ubehageligt når de bliver brudt.

Jeg kan godt acceptere, at der er ting vi ikke taler om ved bordet, for jeg er jo ikke ude på med vilje at gøre dem ubehageligt til mode, men vi var nødt til at sætte nogle klare retningslinier op for mig, for jeg forstår ikke hvad der er og hvad der ikke er tilladt.  Engang omtalte min far bogen "Jordens søjler" som "det sædvanlige blod sperm og andre legemsvæsker", og det er en betegnelse, som vi siden har brugt ved flere anledninger, så da min psykolog, den ene af mine kontaktpædagoger og jeg havde et møde, foreslog jeg det som retningslinie, og de var enige, men tilføjede forrådnelse.

Nu har jeg mine retningslinier, og jeg prøver at følge dem selvom jeg lidt synes, at det er noget pjat, det er jo bare helt naturlige ting. Jeg har for eksempel historien om da jeg sidste gang var indlagt med en overdosis Panodiler. Jeg kom til at dele stue med en kvinde der havde drukket sin krop i smadder. Gad vide hvorfor det egentlig hedder stue, det er jo nærmere et soveværelse? Nå, men i hvert fald havde hendes tarme det ikke godt, og hun havde en plasticslange klistret til anus der ledte hendes afføring ned i en pose. Det var svært at få klistret slangen helt tæt fast til huden, og det lækkede, så sengetøjet måtte skiftes flere gange om dagen. Desuden havde hendes hjerne det heller ikke godt, så hun tågede rundt på afdelingen med slange og pose slæbende efter sig, lækkende. En enkelt gang havde hun nogle kammerater der besøgte hende med deres klirrende plasticposer. Men de kunne ikke få mental kontakt med hende, så de gik ned for at finde sig en god bænk. Jeg ser dette som en sjov og sørgelig historie, men ikke ulækker, men pyt, så fortæller jeg den bare på et andet tidspunkt end ved maden.

Forleden ved aftensmaden (i hverdagen spiser drengene og pigerne hver for sig) talte jeg om mine problemer med at finde en bh der passer. En af pædagogerne indikerede, at det var upassende, men nej, den går jeg ikke med til. Man må gerne fnise lidt forlegent, men emnet skal ikke forties. Jeg er vokset op med en skam over at være kvinde, og den skam vil jeg ikke give videre til de unge piger her på stedet, og bh'er bør være helt naturlige beklædningsstykker på linje med med bukser, og det er helt acceptabelt at snakke om at ens røv ser stor ud i dette eller hint par. Det er samfundets norm, at der er visse ting man ikke snakker om, og det acceptere jeg, men hvis man ikke må snakke om bh'er når der kun er kvinder til stede, så nærmer det sig censur, i hvert fald efter min mening.