Om nonner på flugt

Eget billede

Cisterciensernonnerne på Sostrup slot har lavet skandale. Det er en meget mystisk og indviklet historie som i kan læse om i Kristeligt Dagblad HER, og tro mig, det er værd at læse, det hele lyder mest som noget fra en roman.

Meget kort om simplificeret fortalt: karismatisk nonne fra en rig familie bliver abbedisse for et blomstrende kloster, først blomster de, men bliver så mere indelukkede og sekteriske. Afhoppere prøver at gøre opmærksom på den problematiske udvikling, men ingen lytter. Abbedissen bliver endelig afsat, sådan officielt i hvert fald, i praksis fortsætter hun som hidtil. Pludselig en dag er hun og alle nonnerne væk og ingen ved hvor de er. Historien er selvfølgelig tragisk, men den har bestemt spændende litterære kvaliteter.

Jeg har været på Sostrup en enkelt gang tilbage i 2006 med min lånte menighed. Jeg brød sognebånd, hvilket er lidt af en udfordring når man er katolik i Jylland da kirkerne ligger meget langt fra hinanden. Jeg boede i Aarhus, men jeg gik i kirke i Randers.

Der var en årlig udflugt og picnik til Maria Hjerte Abbedi på Sostrup slot, og jeg var med. Abbedi er navnet på et kloster af en hvis størrelse, og efter danske standarter var Sostrup et stort og ungt kloster. Jeg var nykonverteret (2004) og alt var nyt og spændende  og jeg var så imponeret at jeg knap kunne tale. Jeg turde knap nok tale til nonnerne, for de var så smukke og glade og de sang og spillede så smukt i kirken.

På et tidspunkt lykkedes det dog en af nonnerne at komme i kontakt med mig, og vi havde en rigtig hyggelig dag. Jeg var virkelig ved at tude da jeg skulle hjem, jeg havde lyst til at blive. Jo der var dog nogle teologiske ting jeg syntes var vildt underlige og slet ikke mig, men stemningen var så overvældende, at det slet ikke betød noget. Jeg var flere gange det år ved at rykke teltpælene op og søge om optagelse, hvilket dog også havde noget at gøre med min konvertering. Mange konvertitter drømmer i begyndelsen om at blive præster eller nonner.

Senere blev jeg så syg, og det satte min verden lidt i perspektiv.

I 2009 udkom Helene Hägglunds selvbiografiske bog "Nonne tur/retur". Jeg læste den fordi der var en nonne på forsiden, og fordi jeg fra min tid på teologi (den første gang omkring) vidste hvor vigtigt det var for katolikker at holde sig opdaterede med sladder og skandaler i den katolske kirke. Jeg hadede bogen, for mindet om Sostrup stod stadig så skarpt. Min anden grund til ikke at tro 100% på den var mindet om hvordan pigerne i min klasse blev, når de slog op med deres bedste veninde (det var ikke kønt).

Hvad jeg tror nu er ikke længere så klart. Dette er ikke ment som et forsvar af Sostrup og af den tidligere abbedisse, for åbenbart er der foregået nogle virkelig skumle ting der. Det er bare et af mine almindelige erindringsbilledeindlæg, der så for en gangs skyld handler om et aktuelt emne.

En forræder

I Aarhus er der to teologiske uddannelser, teologisk fakultet (TF) hvor jeg går, og menighedsfakultetet (MF) som er en privat uddannelse for kirkens højrefløj. Forskellen på de to uddannelser er spørgsmålet om hvor meget troen skal influere i videnskaben. Begge former er prisværdige på hver deres måde.

TF gør et stort arbejde ud af forskernes/lærernes objektivitet og brugen af den videnskabelige metode. Troen må man hænge på knagerækken når man går ind, for tro formudrer objektivitet. TF's opgave er ikke at uddanne præster men teologer, præstedelen må man få efterfølgende få på præsteseminariet. Denne tilgang er meget nyttig når man skal finde ud af hvad man EGENTLIG ved, og hvad man kun tror at man ved.

MF bekymrer sig derimod om de studerendes tro, for præsternes tro er fundamental for livet i menigheden, og man vil gerne have en præst der rent faktisk tror på Gud.

Med andre ord, TF er grundvigiansk og MF indre missionsk.

Uddannelsen på MF tæller som en fireårig bachelor (ligesom på TF), men den er ikke SU berettiget, derfor er de afhængige af folks gode vilje. I går skrev en af mine veninder, som går der, på sin facebookprofil:

Kære venner!

På mandag holder mit studiested sponsorløb for at samle penge ind til vores stipendieordning. Menighedsfakultetet er nemlig ikke SU-berettiget, så vi samler frivillige gaver ind til en pulje, hvor hver studerende kan få udbetalt, hvad der svarer til knap en halv SU pr. måned. I år starter der 29 nye studerende - hvilket er fantastisk mange! - men det betyder også, at det kommer til at koste omkring 1.2 mio i stipendier, som skal samles ind hos familie, venner og andre gode mennesker.

Så det er her, du kan komme ind i billedet: Hvis du har lyst til at bidrage med et beløb til støtte af SU-erstatning, så send en mail til mig på XXX med adresse og beløbets størrelse. Både små og store bidrag er utrolig velkomne!
Jeg håber, I har lyst til at bakke op om os både økonomisk og i forbøn!

(Læs mere om MF på teologi.dk)

Kærligst XXX

Med risiko for at blive stemplet som forræder har jeg doneret 200 kr. Og hvorfor har jeg nu det? Jeg gjorde det fordi jeg går ind for diversitet, også med holdninger jeg måske er uenig med. Teologi kan godt engang imellem blive lige lidt i overkanten indspist med teologer der taler til teologer og alle nikker genkendende.


Teologi burde være fyldt med (venskabelig) uenighed. Det hedder dialektik når to modstridende parter har en produktiv diskussion. Man behøves ikke at blive enige om noget som helst, men det er vigtigt at begge parter diskutere ud fra de samme retningslinier omkring en videnskabelig diskussion. Med andre ord, så ønsker jeg mig en veluddannet 'modstand' som diskuterer ud fra de samme principper som mig, for først da ved jeg, at vi ville kunne tage hinandens argumenter til sig. Jeg ønsker ikke amerikanske tilstande hvor højre og venstre ikke kan tale med hinanden. Modstand skal ikke kues eller løbe tør for midler, for holdningerne vil alligevel være der, og så opstår der gnidninger.


Vi hører tit historier om den amerikanske kristne højrefløj, og det er da ganske underholdende, men vi må huske, at forstokkelse går begge veje. MF'erne kommer over til os for at få sprogundervisning (det er der jeg kender dem fra), det aller mindste vi kan gøre er at tage godt imod dem.


Hos os TF kan der godt vær mange fordomme og seen skævt til MF'erne, men som katolik kan jeg godt tillade mig at være lidt ligeglad, for jeg har ikke følelserne i klemme. Der har derimod altid været strid mellem grundtvigianere og missionske, bare tænk på Hans Kirk "Fiskerne", men jeg håber at vi alle er kommet en lang vej siden dengang. Jeg selv sidder her og snakker om modstandere, og det er i virkeligheden et alt for kraftigt udtryk, for jeg betragter dem som mine venner, og ligesom vi kan finde ting at være uenige om, kan vi også finde mange ting at være enige om.


Hvis nogen skulle være interesserede i at donere, så send en mail til mig på mummimor@live.dk så vil jeg videresende den.

Om et lagersalg

I går var jeg til lagersalg hos Munthe plus Simonsen. Hvilket var en noget blandet fornøjelse. Normalt kan jeg godt lide at handle hos dem fordi butikken er lys, hyggelig og overskuelig, men deres lagersalg i Aarhus foregik på Cupe, som der denne lille trange bar overfor politistationen. Først havde jeg problemer med at finde det, for der stod, at det var på Toldbodsgade 6, så jeg gik ned af Toldbodsgade, men jeg kunne bare ikke finde det. Det viste sig så, at der var indgang fra Dynkarken. Ja, der stod, at det var i Cupe, men hvad ved jeg om nattelivet i Aarhus, jeg så bare på adressen.

Det var meget mørkt derinde, trangt og placeringen af de forskellige items virkede tilfældig. Der var ikke nogen omklædningsrum hvilket forvirrede og stressede mig. Det gik aldrig helt op for mig hvad de andre gjorde. Jeg stillede mig hen i et afsides hjørne og prøvede bukser under min nederdel.

Jeg så en pige i stropbluse prøve prøve bluser udenpå den, men jeg havde en lidt løs bluse på, så det ville ikke rigtigt fungere. Normalt ville jeg skide på det hele, smide blusen og stå i bh og prøve tøj, men det hele var så uvant, usikkert og forvirrende, at min selvtillid var helt i bund, så jeg turde ikke, jeg turde dårlig nok være nogen steder. Ekspedienterne var lige så søde som de plejer hos Munthe plus Simonsen, men jeg turde ikke at spørge om noget.

Jeg fandt et par bukser, en t-shirt (som jeg ikke har prøvet) og en hue som jeg skulle have, og så vendte alting for mig, og da jeg stod og skulle betale var jeg enormt overskudsagtig og stod og pjattede med ekspedienten. Nogle gange forstår jeg virkelig ikke mig selv. Jeg skal til Aarhus igen i morgen, så måske smutter jeg lige derind igen, for nu ved jeg jo hvor det er og hvad jeg kan forvente, så det hele er mindre skræmmende.

Efter lagersalget skulle jeg til psykolog. Jeg kom alt for tidligt og sad på en bæk i solen og bagte med en kop kaffe og iagttog de folk der gik forbi. Jeg forstår godt mode som et middel til at identificere sig selv som individ og gruppe, men nogle gange er det direkte vanvittigt. Vejret var 22 grader, skyfrit og vindstille, men jeg så indtil flere unge piger komme gående i lange jeans og store striktrøjer. Jeg selv sad i en nederdel og en løs t-shirt og kampsvedte, og jeg spekulerede på hvordan de kunne undgå at besvime.

Om at træne med tømmermænd

Er det to år siden jeg stoppede med at sukker? Nej jeg tror efterhånden, at det må være tre. Det er underligt, at man kan glemme sådan noget set i forhold til hvor afhængig jeg var. I begyndelsen var det usigeligt hård, men på et eller andet tidspunkt satte hverdagen ind, og så var det bare sådan at tingene var, at jeg ikke spiser sukker.

I går skulle jeg lige have en af de der proteinbars der reklameres så meget for. Den hed noget med diet, så jeg tænkte, at det kunne nok gå, men den var sødet med honning, meget honning, og jeg er ligeglad med hvor naturligt honning er, det er stadigvæk sukker. Jeg burde ikke have spist den, men jeg var virkelig træt, så jeg tænkte, at det ville nok kunne gå an. Det gjorde det også til at begynde med. Jeg havde været bange for at jeg straks ville gå ned og tømme den nærmeste slikbutik, men det gjorde jeg ikke.

Da jeg vågnede i morges var tingene dog knap så sjove, for jeg vågnede med en dundrende hovedpine. Jeg slæbte mig ud i køkkenet og tog nogle ordentlige slurke af en flaske saft der lå i køleskabet, og så slæbte jeg mig tilbage i seng, hvor jeg lå og blundede i en 20 minutters tid. Det hjalp ikke meget, men nok til, at jeg da kunne stå op i oprejst stilling og komme igennem morgenens program.

Hovedpine eller ej, jeg har ikke trænet siden sidste mandag, så jeg pakkede mine ting og tog hen i fitnesscentret. Helt kvik har jeg dog ikke været, for mens jeg stod på en af maskinerne med kvalme og ondt i knolden og trampede løs, kom jeg i tanke om, at jeg da vist ikke havde fået noget kaffe. Kaffe er et vidundermiddel mod hovedpine, eller rettere koffein er. Jeg plejer at få dækket mit behov med pepsi max, men for at stille min tandlæge og min pengepung tilfreds, er jeg stoppet med det også.

Træning med tømmermænd, for det er i grunden det det er, er ikke nogen fornøjelse, og jeg kom da heller ikke hele vejen gennem mit program, før jeg opgav og vaklede ind i omklædningsrummet. Jeg pakkede hurtigt mine ting sammen og skyndte mig hjem, for jeg troede, nærmest at jeg skulle besvime.

Nu har jeg fået min kaffe og er ved at have det helt menneskeligt igen.

Kære PET

Vi har ikke brug for martyrer, vi har brug for helte, en helt er villig til at dø for sit land/tro, men han vil meget hellere leve for det ("The West Wing").

Jeg er på en hjemmeside, hvor jeg møder pennevenner fra hele verden. Det er ikke noget datingsite, vi sidder bare og skriver om hvilke film vi godt kan lide, og hvad vi har lavet i weekenden og den slags. De fleste samtaler foregår meget nede i gear på et gebrokkent engelsk, mig selv inklusiv, jeg læser og forstår ganske udmærket engelsk, men når jeg selv skal formulere mig og stave mig frem, så går det alt andet end strygende.

Jeg bliver tit spurgt om skype og facebook, men jeg er meget forsigtig, så jeg ender altid med at sige nej. Jeg har dog taget chancen med et par stykker for lige at lave et kontrolleret forsøg med hvad der kan ske. Det betyder at jeg lige pludselig har fået kontakter i Pakistan og Qatar. Det er to ganske fredelige fyre, men min forsigtighed gør mig vildt nervøs, for hvad nu hvis jeg bliver placeret på en eller anden terrorliste?

Så kære PET.

Jeg er altså ikke terrorist.Jeg er bare en helt almindelig ung kvinde som har haft lidt for meget fritid i sin ferie.

Hjertelig hilsen
Linda

Jeg kender også en ung mand fra Syrien, den første jeg nogensinde har kendt i et krigshærget land, men taler vi om krigen og alle dens foruroligheder? Ikke ret meget, vi taler om hvad vi har lavet i weekenden, og hvilke serier jeg godt kan lide, hvilket nogle gange godt kan virke lidt mærkeligt, men sådan er det nu engang, desuden er censuren vist temmelig streng, så selv hvis jeg prøvede at skrive noget mere interessant, så er jeg ikke sikker på at det ville komme igennem.


Jeg er sjældent ovenud begejstret for vore politikere, og jeg mener generelt at vi danskere er blevet et sart folkefærd der ikke kan tåle noget som helst, men vi har i det mindste friheden til at fornærme elle blive fornærmede på hvem vi vil.

Om at sige fra og sige til

Dengang jeg var tynd

Da jeg var barn havde jeg et meget nært forhold til min moster, men igennem de sidste par år har vi ikke haft så meget kontakt på grund a min sygdom. I tirsdags var hun så på besøg, og det var ganske hyggeligt.

Efterfølgende fik jeg så en mail, hvor hun skrev til mig, at det var godt at se at jeg havde fået lidt sul på kroppen og var kommet til at se helt menneskelig ud igen. Det blev jeg lidt ked af, for jeg har gennem de sidste fire år taget 18 kg på, og jeg har svært ved helt at forholde mig til min nye krop, og sul er for mig noget der er på julegæs og grise. Kaldte hun mig fed? For det var lidt sådan det føltes.

I gamle dage, ville jeg have bidt det i mig og have kæmpet sindssygt hårdt for at tabe mig igen. Problemet er lidt, at jeg stadig er syg, og inde i hovedet ønsker jeg stadig at være lige så tynd som jeg var engang, også selvom jeg så ikke ville have kræfter til at klare de ting som jeg ellers går og laver, og også selvom andre ikke synes at det er pænt. Jeg er ikke længere tynd men slank og veltrænet, men selvom det fysisk føles godt, så er der i min verden intet smukkere end knogler der stikker ud.

Jeg er dog kommet langt i min udvikling, så jeg skrev til min moster, at det egentlig var lidt fornærmende det hun sagde. Først svarede hun kort på vej ud af døren, noget med bløde linier og Marilyn Monroe, hvilket bestemt ikke hjalp, men da hun fik lidt mere tid satte hun sig og fortalte mig hvad det egentlig var at hun mente.

I gamle dage var der megen fattigdom, især i byerne, og en masse børn blev sendt på landet for at få lidt sul på kroppen og æblekinder, så det var bestemt positivt ment. Hvis jeg nu ikke havde sagt fra og fortalt at jeg blev ked af det, så havde hun ikke haft en jordisk chance for at forklare sig, og så havde hun helt ufortjent været den grusomme moster der var skyld i et tilbagefald.

I mine depressive dage troede jeg virkelig på, at jeg gjorde verden en tjeneste ved at være 'ydmyg' og ikke beklage mig, men ydmyg er hvis man i kærlighed træder et skridt tilbage, og har ikke noget at gøre med den frygt jeg i virkeligheden følte.

H C Andersen psykose

Jeg har lidt allergi over for HC Andersen, ikke fordi jeg har noget imod hans forfatterskab, men fordi jeg stadig boede i Odense i 2005 da vi fejrede hans 200 års fødselsdag/jubilæum/what ever. Det var et år hvor Odense gik helt amok i hvad der kun kan sammenlignes med en massepsykose.

Lige lidt baggrund. HC Andersen er født og opvokset i Odense, men han var fattig og blev mobbet i skolen, så han hadede det her og han flyttede så snart han fik mulighed for det, og han vendte aldrig tilbage, så hvorfor i alverden vi skal være så skide stolte, det kan jeg til min død ikke forstå, men selvfølgelig er der ikke så forfærdelig meget andet der kan drives forretning på i Odense, men det giver mig en lille smule kvalme, mest fordi det er så overdrevet det hele.

Alle gå/stå mændene på lyskurvene i centrum blev i 2005 skiftet ud med gående og stående billeder af HC Andersen, og der var en 10 etager højt HC Andersen plakat på et af højhusene, og nu i denne uge har der været HC Andersen festival, med kæmpe stort og voldsomt dyrt lyssjov. Får det aldrig nogensinde ende?

HC Andersen selv var vist lidt af en krukke så han ville sikkert have nydt det, men jeg synes det er plat.

Bedstes første sygedag

De konservative har fremsat et forslag om at man kan holde fri fra arbejde en dag, hvis et ældre familiemedlem bliver sygt, lidt ligesom barnets første sygedag. Dette har fået den socialdemokratiske arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen til skeptisk at spørge, om det da er meningen at familien selv skal passe deres gamle i tilfælde af slem sygdom.

For det første handler forslaget om influenza og lægesamtaler, for det andet, hvorfor ikke? Jeg har en gammel bedste på 85 som er super sej, og som klarer sig selv i eget hjem, i den samme lejlighed hun har boet i siden hun blev gift. Hendes helbred er generelt godt, så der er ingen grund til at sende hende på plejehjem eller have en hjemmehjælp som alligevel ikke har tid. Jeg selv bor desværre for langt væk til at kunne hjælpe, men min far bor lige rundt om hjørnet, og det gør mig rolig at vide, at han kan være der, hvis der bliver brug for det.

Jeg har en helt særlig grund til at interessere mig for emnet. I 2008 havde jeg en lang række selvmordsforsøg med piller. Efterfølgende måtte jeg så ligge på sygehuset i akutmodtagelsen/MVA til afgiftning. jeg har ikke tal på hvor hvor mange gange jeg har ligget på stue med gamle damer der hvde en infektion, og som deraf blev dehydrerede og forvirrede. De lå i deres senge og var bange, for de vidste ikke hvor de var. Deres familier blev kontaktet, men der kom næsten aldrig nogen og var hos dem. De lå der og klagede og klynkede, og det var skræmmende og uværdigt, men der var ingen der havde tid til dem, for sygeplejerskerne havde for travlt. Så ja, jeg er ikke konservativ, men jeg går fuldt ud ind for bedstes første sygedag.

En gang da jeg var 26, var der en psykiater der skældte mig ud og sagde, at det var uansvarligt, at jeg ikke boede hjemme ved mine forældre, underforstået så de kunne passe mig, og det var uværdigt, og det er ikke den situation jeg ønsker for vores grå guld, men der er aller helvedes til forskel på at skulle være fast selvmordsvagt, og så på at skulle køre en person til lægen, hente medicin og fylde køleskabet.

Så lad os elske vores vores forældre og bedsteforældre, sådan som de elsker os.

Om at komme ud med det

Jeg læser på universitetet med nogle virkelig skønne mennesker. Vi har læst sammen i et år, men jeg har egentlig ikke snakket ret meget om min sygdom, og det har været helt bevidst, ikke fordi de ikke må høre min historie, men fordi det var mit første rigtige møde med den virkelige verden, og jeg ønskede at være mere og bedre end bare hende den syge. Desuden har jeg vænnet mig så meget til at fortælle min historie i sygdomsregi, til pædagoger, psykologer og andre syge, som jo er vant til den slags, at jeg lidt har mistet fornemmelsen for hvor slemt det må lyde for udenforstående, og jeg har ikke lyst til at virke for overvældende, for i mine halvgamle øjne er de jo så forfærdelig unge.

I går havde jeg en kaffeaftale med den ene af dem. Vi skulle alle fire have været der, det blev for svært at finde et tidspunkt hvor vi alle kunne, så det var altså kun os to, hvilket jeg var glad for, ikke fordi jeg ikke gad se de andre, for det ville jeg meget gerne, men fordi det er lettere for mig at sidde en til en end i en gruppe.

Jeg havde delvist taget beslutningen, at jeg ville prøve at fortælle min historie. I løbet af det sidste år har jeg jo flere gange henvist til min historie, sådan som man nu engang gør, når man bare sidder og snakker, for vi har jo alle en historie, så de må jo have en eller anden idé om, at der er sket voldsomme ting for mig, men jeg tror, at det kan være svært at forestille sig psykiatrien, hvis man ikke har oplevet den, og hvad man ikke kan forestille sig må enten virke ligegyldige eller skræmmende, sådan er det i hvert fald for mig.

Efter et år kender de mig også lidt, de ved at jeg er sød og sjov (og nørdet), og jeg frygter ikke længer at blive stemplet, for jeg kender også dem lidt, og jeg ved, at det ville de ikke kunne finde på. Så jeg fortalte hende noget mere af min historie. Og hun reagerede præcis sådan, som jeg gerne ville have hende til at reagere, medfølende, men stadigvæk udenforstående, for jeg har rigelig med folk der er eksperter i psykiske sygdomme og udviklingsforstyrrelser, jeg har brug for folk der er eksperter i at være 'normale', for fremover er det på den normale scene jeg skal begå mig.

Hun spurgte om jeg ikke er bange for, om jeg nu virkelig er klar til at flytte hjemmefra. Endnu er det så langt ude i fremtiden, at jeg ikke tænker vildt meget over det, men selvfølgelig er jeg det. Jeg er rædselsslagen for at få et tilbagefald, eller for ikke at kunne få den rigtige hjælp. Mest tror jeg dog bare, at det er frygten for forandring, for det er altid skræmmende at starte en ny epoke i sit liv, det ved jeg, for det er tredje gang i mit liv at jeg flytter hjemmefra. Første gang flyttede jeg fra mine forældre til Aarhus for at studere, anden gang flyttede jeg fra nærmest konstante indlæggelser på psyk til min egen lejlighed og meget alenetid på et bosted i Randers, og så nu her hvor jeg skal ud og have mit eget sted, mit helt eget.

Så jo, jeg er skræmt, men jeg har et indre behov for hele tiden at bevæge mig fremad, jeg har et behov for hele tiden at være det det bedste jeg kan være. Er der fare for at jeg presser mig selv for langt? Ja, absolut, men der er også fare for, at jeg går i stå hvis jeg bliver hvor jeg er. 

Jeg vil lige slutte af med en historie der forbløffede og forargede min klassekammerat. Jeg havde engang været indlagt på psykiatrisk skadestue, men der var ikke plads til at jeg kunne komme på en afdeling. Jeg skulle udskrives uden lægesamtale for der var ikke nogen der havde tid, men en rigtig sød sygeplejerske ville alligevel lige tale med mig om, hvad der skulle ske når jeg kom hjem. Jeg ved ikke om det var fordi vi kendte hinanden lidt eller godt kunne blive lidt fjollede, eller om hun mente det seriøst, men jeg blev i hvert fald udskrevet, hvis jeg lovede at gå hjem og bage pandekager. Jeg endte med ikke at bage pandekager, men vores snak hjalp alligevel lidt, for jeg ønskede så brændende ikke at skuffe hende.

Sikke et held

I går var jeg nede og handle. Jeg skulle ikke have noget særligt. Jeg betalte bare med en hundredelap og fik 46,5 kr tilbage. Jeg samler alle mine 50 øre i en sparegris, så da jeg kom hjem tog jeg mine mønter frem og kiggede på dem. Den ene at 20'erne virkede underlig tung, så jeg så nøjer på den, og så viste det sig at være sådan en >

Jeg ved intet om mønter, men det er vel det man har google til, og voila, jubilæumsmønt fra dronning Margrethe og prins Henriks sølvbryllup, værdi 65 kr (i fald at min mønt er i samme stand som den på billedet). Okay, det er ikke nogen formue, men det er alligevel lidt sjovt, og det er ikke lige det man regner med at få ud f en tur i Rema.

Så er spørgsmålet bare hvordan man sælger sådan en lille satan. Jeg ønsker ikke så meget at sælge den for pengenes skyld, men snarer fordi det kunne være en sjov lille historie at fortælle. Ellers skal finde en måde at hænge den op på min cool wall på.

Begrebet cool wall har jeg fra programmet Top Gear, som handler om biler. Det gør min gool wall dog ikke. Egentlig handler begrebet om at rangere biller efter coolhed, men ikke hjemme ved mig. Lige for tiden er det nu heller ikke så meget en væg, som det den hylde i min bogreol, hvor mit fjernsyn står.

For mig handler det om at vise ting frem, som har en værdi for lige nettop mig og som ingen andre har.

Dette billede fik jeg af en veninde, som jeg kender fra nettet. Mit brugernavn var Mumitrolden og hendes var Skyggeblomst.

Dette frimærke fik jeg af en ven der også har aspergers syndrom. En af hans interesser er frimærker. Jeg kunne ikke lige få noget ordentligt billede, men det er altså et mindefrimærke fra da pave Benedict XVI var i Jerusalem, hvilket kombinere min katolicisme og min interesse for hebraisk, så det syntes jeg var vældig betænkningsfuldt af ham.

Dette brev fik jeg af min bedste veninde mens hun var indlagt på anoreksiklinikken (Riget), og det roser mig i store vendinger, hvilket selvfølgelig er rart, men grunden til at det hænger fremme er, at jeg ved hvor dårligt hun havde det på det tidspunkt, og jeg var meget bange for at miste hende, og det betyder meget for mig, at jeg betyder så meget for hende







Så hvis mønten kommer på væggen, så kommer den i fint selskab.

Om en gave

Jeg er meget glad for at give gaver, og jeg tænker meget over hvad jeg giver. Jeg gør det for at vise at jeg holder af personen, eller for at forbedre min relation til ham eller hende. I går mødtes jeg på en café med min lillesøster for at snakke, og for at hun kunne få sin specialegave.

Grunden til at jeg siger specialegave og ikke kandidatgave er, at hun først skal til at skrive sit speciale nu her. Grunden til at jeg giver hende hendes gave nu her er, at jeg gerne vil skille mig ud. Jeg kan ikke hjælpe hende med analyser af data eller formler, jeg kan ikke sige 'det er meget normalt at have det sådan', for jeg har ikke prøvet det endnu, men jeg er hendes STORESØSTER, og en storesøsters job er at hjælpe. Jeg kan bruge mit sygdomsforløb som undskyldning, men sandheden er, at jeg gerne vil hjælpe, ikke kun fordi hun er min lillesøster, men fordi hun er et menneske som jeg holder af.

Jeg fik ideen til hendes gave fordi jeg stod med et Baresso klippekort med en gratis kop kaffe, og jeg tænkte, at den kunne min søster da bare få, så tænkte jeg, at jeg da vist også havde et klippekort til Jensens Bøfhus. Så tænkte jeg, at jeg ville udvide projektet og gøre det til en officiel gave, så jeg lavede syv nødhjælpspakker der hver indeholdt et måltid mad, og det var ikke noget fesent udvalg.

Når min søster skriver opgave bliver hun meget fokuseret, og det kan godt gå ud over andre ting som for eksempel maden. Jeg tror ikke at hun glemmer at spise, men den står vist meget tit på havregrød, så jeg ville gerne give hende noget lækkert.

Men ellers var det også bare rigtig hyggeligt at mødes med min søster, for jeg bedre jeg får det, jo mere ligeværdigt bliver vores forhold, og jo mere hyggeligt bliver det.

Tilbage på bogbloggen

Ud over denne blog har jeg også en bogblog som jeg har forsømt meget gennem det sidste semester. Grunden er, at fjernsynet har fyldt for meget, så når jeg sad i toget ville jeg hellere sidde og dagdrømme, end jeg ville læse bøger, men nu er jeg tilbage.

Jeg overvejede faktisk længe, om jeg bare skulle sige, at det var slut, at jeg fremover vil koncentrere mig mere om mine studier, men jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg elsker mine studier med alt hvad det indebærer, selv lektier, men jeg elsker mine bøger mere. Jeg føler verden gennem bøgerne, det er der jeg lærer om de følelser der kan være så svære at forklare. Jeg kan sagtens skrive om de ting her, men jeg synes at de fortjener mere, så derfor fortsætter jeg bloggen, om end det nok ikke bliver så hyppigt som i bloggens storhedstid, hvor jeg sagtens kunne anmelde 2-3 bøger om ugen.

Fremover vil jeg være tilfreds med 2-3 bøger om måneden, for om 14 dage begynder jeg på latin, og jeg forventer at det bliver svært, og svært betyder tidskrævende, for jeg har i virkeligheden meget svært ved at lære sprog, så der skal arbejdes hårdt for at kunne følge med, men hvad jeg mangler i kvantitet må jeg gøre op med i kvalitet. Jeg har endnu ikke besluttet hvilke bøger jeg vil læse, men jeg lover at der vil være plads til et bredt udvalg både gode og fantastisk forfærdelige.

Jeg har ikke noget særligt system i de bøger jeg læser. Jeg prøver at spænde vidt i mine valg, men mest kommer det til at handle om tilfældigheder. Den sidste bog jeg læste, Bright Lights, Big City, valgte jeg, fordi der var et afsnit i tv serien CSI New York der handlede om denne bog. Jeg tænkte at jeg var fan af serien, så ville jeg også være fan af bogen, hvilket er en logisk slutning der ville få en filosof til at krumme tæer, men heldigvis kender jeg ikke sådan nogen, selvom det kunne være fedt, men det er ikke det det her skal handle om. Mere ofte end handler mine valg om et sjovt forfatternavn, en fed titel eller en flot forside, for så overfladisk er jeg nemlig. Sandheden er, at der er så mange bøger og så mange forskellige meninger, at det er næsten umuligt at gøre et kvalificeret valg.

Jeg har læst mange mange bøger i mit liv, men jeg kan stadig godt føle mig som en tosse i en vinhandel når jeg går på biblioteket. Jeg tager en bog bog ned fra hylden og læser bagpå, tør med en bouquet af banan, og hvad det så mener har jeg ingen anelse om. Jeg låner fem bøger og læser måske en eller to.

Om søvn

Igennem hele august måned har jeg haft problemer med min søvn. Hver morgen er jeg vågnet mellem kl 1 og 3 om natten, og så er jeg bare fuldstændig vågen, og jeg kan end ikke holde ud at ligge i min seng, så jeg står op, men fordi jeg står så tidligt op må jeg også go tilsvarende tidligt i seng, fordi jeg er ved at falde om af træthed.

I dag og i går er jeg dog vågnet sent, sådan ved 4-5 tiden, hvis man helt kan tillade sig at kalde det sent. Det får mig dog ikke nødvendigvis til at gå senere i seng, så i nat fik jeg sovet 10 timer, hvilket er mere forvirrende end behageligt. Da jeg vågnede gik jeg helt i panik, for jeg troede at det var mandag og jeg skulle hen og træne, og jeg var halvvejs gennem en nødløsning af en morgenmad før det gik op for mig at det ikke forholdt sig sådan.

Jeg føler mig omtåget i hovedet, og jeg er faktisk en lille smule gnaven, ikke over noget bestemt, bare sådan lidt jeg-har-fået-det-forkerte-ben-først-ud-af-sengen-agtigt. Jeg er også lidt trist, ikke sådan ked af det, men bare en lille smule nedtrykt, og alt det bare fordi man er kommet lidt sent ud af fjerene

Om at forvirre min læge

Jeg tænker at det er meget typisk mig, jeg tænker om det overhovedet kunne ske for andre end mig, at jeg har fået en røvskade af at se for meget fjernsyn? Nej vel, det er sådan noget der bare ikke sker, men det skete altså for mig, og nu har jeg ondt, og min fysioterapeut siger, at det sagtens kan gøre ondt en måned endnu. Så ved jeg det, så jeg snupper to Pamol og en Ipren og vender så tilbage til mit liv, men af bureaukratiske årsager er det ikke godt nok for pædagogerne, for det er dem der udleverer min medicin, så de skal have meget nøje instrukser fra min læge om hvordan, hvor meget og hvor længe, så jeg blev slæbt med til lægen.

Min læge er fin nok, men jeg var ikke vild efter at skulle dertil, for jeg var bange for at han igen ville forbinde min skade med min selvskade, hvilket han gjorde sidste gang jeg var skadet. Det gjorde han dog ikke, for han var vildt forvirret over hvad vi overhovedet ville med ham. Vi prøvede at forklare på forskellige måder, men vi var ikke synderligt velformulerede, og det skyldtes nærmere held end forstand, at vi til sidst fik ham til at sige, at der ikke er nogen tidsbegrænsning på hvor længe jeg kan tage min lille pillecocktail.

Min læge mente, at det måtte kunne administreres med sund fornuft, men der er ikke noget der hedder sund fornuft i bureaukrati, det er et spørgsmål om at få alting blåstemplet fra rette sted

Om en tur til frisøren

Jeg har ikke været ved frisøren siden gymnasiet, og det er vel snart 9 år siden. Jeg har vel været for nærig til at bruge 200-something på mig selv, det kunne vel også være det samme, når jeg alligevel fandt mit udseende så afskyeligt, at jeg havde lyst til at græde hver gang jeg så mig i spejlet, så pyt med, at jeg så fik klippet håret lidt skævt, når jeg gjorde det selv.

Forleden nævnte jeg for en af de faste vikarer på mit bosted, at jeg overvejede at gå til en frisør, sådan bare fordi, problemet var bare, at jeg ikke ved hvordan man vælger sådan én. Vikaren var ikke her fra byen, men hendes datter havde gået konfirmationsmodeshow, og hun kunne huske navnet på den frisør der havde sat hår.

Da jeg nævnte det med frisøren, tænkte jeg egentlig ikke, at det var noget jeg ville gøre alvor af, men når nu det var, hvorfor så egentlig ikke bare gøre det? Hvad nytte er det til at bruge så mange penge på tøj, hvis ens hår alligevel bare ligner hø? O typisk mig, så er den slags altid nu eller aldrig, så næste dag (i går) gik jeg ned og fik en tid med det samme. Først havde jeg dog været inde og i Company og købe et par nye bukser, for jeg er blevet for fed til næsten alle de bukser jeg har, så jeg skulle helt op i en størrelse L, hvilket påvirkede mit humør, så da jeg satte mig ned foran spejlet var jeg bestemt ikke glad.

Når man har været ude og købe tykke-bukser er det allersidste man har lyst til nok at blive sat ned foran et spejl, men der sad jeg altså og nedstirrede mig selv.

Jeg har lidt en frygt for frisører, for to dage før min konfirmation, skulle jeg lige studses lidt, men frisøren tog altså lige 20 cm, hvilket var meget traumatiserende for en 14-årig pige, så jeg var virkelig nervøs da hun gik i gang med at klippe mig, men hun var sød og omhyggelig. Jeg havde faktisk ikke rigtigt nogen idé om hvad jeg ville have hende til at gøre, så det måtte vi finde ud af undervejs. Jeg fik lidt skæld ud over kvaliteten af min egen klipning, men det var vel hvad man måtte forvente.

Jeg har et meget tykt hår, så frisøren ville meget gerne tynde lidt ud i det, men det gav jeg hende ikke lov til, for jeg er ikke klar til at give slip. Jeg har siden teenageårene brugt mit hår som et gardin som jeg kunne gemme mig bag når verden blev for skræmmende eller trist, så selvom det måske er lidt rigeligt tungt, så er det en del af min identitet. Jeg er kommet langt igennem det sidste år, men så langt er jeg heller ikke kommet, at jeg er klar til at sige farvel til det der ligger bagud.

Det endte dog alligevel med at mit hår så pænt ud, og jeg betalte, og jeg sagde til frisøren, at det havde været en god oplevelse, for det havde det, så næste gang jeg skal til frisøren er jeg nok ikke så usikker, og måske tør jeg ligefrem lade hende prøve noget nyt..

hit med mine penge

Her i August er jeg jo begyndt selv at stå for min egen husholdning, hvilket betyder, at jeg ikke længere skal betale madpenge sammen med min husleje. Min kontaktperson og jeg meldte dette i god tid, men på grund af ferien, kunne de ikke nå at ændre det. Jeg fik dog at vide, at jeg ville få tilbagebetalt inden en uge. Der er nu gået 14 dage, og jeg har selvfølgelig ikke fået pengene endnu, selvom vi har rykket for dem, og det begynder at irritere mig lidt. Det er ikke så meget, at jeg har brug for pengene lige nu og her, der er mere princippet i det. Selvom det handler om brøkdelen af en øre, hvis ikke endnu mindre, så generer det mig, at de tjener rentepenge på MINE penge.

Er jeg smålig? Fandeme ja, for jeg ved, at hvis det var mig der ikke lige fik betalt min husleje til tiden, så ville de være knap så tålmodige. Jeg ved at jeg ikke kan stille det sådan op, jeg ved at der er en forskel, jeg forstår bare ikke rigtigt hvorfor, men okay, der er altså en forskel, og så lad gå, at hun sagde at der ville gå en uge, men nu er det en uge siden, at der var gået en uge, så ja, jeg bliver irriteret.

Internationalt flair

Det er vist ingen hemmelighed at denne ferie suger al livskraft ud af mig, eller jeg keder mig i hvert fald, så for nogle uger siden fandt jeg DENNE side. Den er bestemt ikke nettets 8. vidunder, men det er da en måde at få tiden til at gå. I al sin simpelhed går det ud på at oprette kontakt mellem folk på tværs af landegrænser, kulturer, køn og alder, og det er da en lille smule mere ærværdigt end at sidde på sin flade røv og se tv. Det giver også nogle lidt sjove oplevelser, som da jeg blev anklaget for at være en afrikansk scammer.

I går brugte jeg det meste af dagen på siden og skrev og modtog over 200 beskeder (altså over 100 beskeder hver vej).
Jeg diskuterede:
- religion med en pakistaner og en islænding.
- havenissers stofmisbrug med en dansker.
- paraplyhatte og mumitrolde med en svensker bosat i Norge.
- Facebook med en tuneser og en israeler*.
- og jeg fik tilbud om sex fra en tysker.
Så min dag havde generelt et temmelig internationalt flair, så da jeg kom til om aftenen var jeg helt smadret og det eneste jeg lige kunne forholde mig til var at ligge på sofaen og læse en 80'er roman om menneskeligt forfald. I fald i er interesserede i hvilken, så er det "Bright Lights, Big City" af Jay McInerney.

Én ting lærte jeg dog om mig selv i løbet af dagen, og det er, at mit engelske ikke er så imponerende igen. Det lærte jeg til dels også på sommeruniversitetet, hvor jeg hakkede mig igennem samtalen, men nu ved jeg, at jeg heller ikke kan stave, men det er da lykkedes mig at gøre mig sådan nogenlunde forståelig.

Umiddelbart tror jeg ikke, at det er et sted hvor jeg kommer til at knytte nære venskaber, men det er nu ganske hyggeligt, eller måske det ligefrem er derfor det er så hyggeligt. Jeg kan godt lide den anonymitet man har på siden, for jeg er i virkeligheden en meget genert pige.

*Okay denne her er lidt snyd, jeg diskuterede med dem over, at jeg ikke ville give dem min facebook.

Med søster på snapchat

Jeg har en søster som jeg holder rigtig meget af, men vi er bare ikke særlig gode til at holde kontakt. Vi mødes til jul, påske og farmors fødselsdag og så måske tre gange ud over det i løbet af et år. Det er ikke fordi vi ikke kan sammen, vi får bare ikke lige taget os sammen til at få aftalt noget. Vi får heller ikke skrevet så meget for hvad skriver man lige, når man har så lidt kontakt? alt hvad man skriver vil jo være ude af kontekst. Her i ferien var min søster og jeg så tilfældigvis hjemme hos vores far på samme tid. Det var enormt hyggeligt på en for mig meget afslappende måde, dog ikke så meget for hende, for hun læste til eksamen.

Min søster introducerede mig til fænomenet 'snapchat', som er en app, hvor man tager et uskarpt billede, skriver en lille morsomhed eller udsagn, og sender det til en person som så kan se det i et vist antal sekunder hvorefter filen destrueres, ligesom i en gammel spionfilm, puff. Det viser sig, at det er en god måde for min søster og mig at holde kontakt på, for det er hurtigt og uforpligtende.

Når man downloader app'en skal man vælge et brugernavn, og jeg valgte selvfølgelig noget mega nørdet, og i øjeblikket virkede det super smart og logisk, men det viste sig at være enormt upraktisk, for det er virkelig svært at stave til det, og jeg bliver nødt til at stave det for folk, for app'en er ikke helt glad for min telefon, så jeg kan ikke tilføje venner, kun blive tilføjet.

Om en ekstra time

I går var jeg på besøg hos en rigtig god veninde til frokost. Vi havde det rigtig hyggeligt, men jeg skulle jo også hjem på et tidspunkt, så vi gik ned til stationen hvor jeg købte billet, og så gik vi over på perronen. Da toget kom gav vi hinanden knus og sagde en masse søde ting, sådan som piger nu engang gør. Jeg skulle lige til at gå ind i toget, da jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt at tage billeten i automaten fordi jeg havde så travlt med at snakke.

Jeg prøvede at skynde mig over efter den, men den var selvfølgelig væk. Det ville alligevel ikke have hjulpet meget, for toget var allerede kørt. Der var en time til at det næste tog gik, så vi gik en tur rundt i byen.

Det er egentlig meget hyggeligt at gå rundt i byen en søndag eftermiddag. Der er kun begrænset med mennesker og man kan rigtigt stå og se på viduesdisplayet. Der er ingen stres og ingen larm.

Vi gik så tilbage til stationen, og jeg måtte købe en ny billet, og denne gang var vi begge opmærksomme på, at jeg fik billeten med mig, og jeg kom hjem igen i god behold, omend en time senere og en time trættere end egentlig planlagt, men det var en god time som jeg er glad for at vi fik sammen.

Kom ikke til skrifte alligevel

Jeg erlidt et drog når det kommer til min Kirke, jeg kommer simpelthen ikke af sted, men hvordan kan jeg tale om personlig udvikling og recovery uden at komme hele vejen rundt om min person? Troen er en stor del af min person, selvom det måske ikke altid synes sådan. Hvad kan Kirken tilbyde mig i mit forsøg på at blive en hel person der kan færdes i de normales verden? Bøn, skrifte og eukaristi (Jesus' tilstedeværelse i nadveren), alt sammen for at give én et tættere forhold til Gud, for kun i et nært forhold til Gud kan man blive hel.

Jeg havde aftalt med min præst, at jeg kunne komme til skrifte før messen (gudstjenesten) i går morges kl 9. Vanen tro var jeg der i mere end god tid kl 8.30, men porten var låst, så jeg stillede mig i læ for regnen og ventede. Jeg ventede et kvarter og så gik jeg. Jeg kom i tvivl og vente om, men porten var stadig låst, det gjorde jeg så et par gange før jeg omsider bare gik hjem.

Da jeg kom hjem, kom jeg i tanke om, at det måske var godt at jeg ikke kom til skrifte, for der var nogle ting jeg helt havde glemt at tage med på min liste, for de er blevet så integreret en del af min hverdag, at jeg helt havde glemt at det var forkert.

Det er egentlig lidt farligt som sådan at have en liste, for det er ikke meningen, at man skal komme til bare at remse sine synder op. Et skriftemål skal komme fra hjertet, man stiller sig foran Gud og siger

Dette er mig. Dette er hvad jeg har gjort som har skadet mit forhold til Dig. Jeg anerkender min skyld og angrer, og jeg ønsker at gøre bedre fra nu af.

Dog er jeg nødt til at lave en liste, for jeg bliver altid så nervøs, at jeg glemmer alt det vigtige. Der  er godt nok stor forskel på at oprigtigt glemme at nævne en synd og så på bevist at udelade noget. Gud kender forskellen, han læser den i vores hjerter, men den fantastiske følelse man nogle gange får efter et skriftemål kan godt blive ødelagt hvis man så kommer i tanke om alle de ting man ikke fik sagt.

Men jeg kom altså slet ikke til skrifte i denne omgang.

Om værdighed

Min kontaktpædagog er i gang med at skrive statusraport, som er en 16 sider lang rapport om alt det som jeg gør galt og ikke kan finde ud af i mit liv, eller sådan føles det i hvert fald. Et emne der kommer op igen og igen er mit krav om værdighed, hvilket er et rimeligt ønske, men det ser bare enormt dumt ud på skrift. Jeg synes det kommer til at lyde som om jeg ikke ejer selvironi, som om jeg ikke kan grine af mig selv, men det har jeg og det kan jeg godt, men når man er blevet reduceret til kastebold i systemet, så er værdighed ikke længere nogen naturlig ret.

Jeg kan ikke gentage nok gange, hvor godt jeg generelt er blevet behandlet i psykiatrien og på mine bosteder, med tryk på 'generelt' for værdigheden er noget jeg selv har måttet kæmpe for, hvilket er svært når man samtidig kæmper for sit liv. Jeg taler om psykologen der til gruppeterapi siger at vi skal fortsætte øvelsen, selvom mange har givet udtryk for at den gør dem utrygge, det er ledelsen der gennemtrumfer ændringer af vores menneskelige kontakter og så bliver overraskede, ja nærmest vrede over at vi bliver følelsesmæssigt påvirkede og kede af det, og det er når man ikke får lov til at være vred eller ked af det i en periode, for så skal disse følelser straks behandles med medicin og løsningsorienterede samtaler. Alt sikkert gjort i den bedste mening, men det efterlader én blottet og med følelsen af at være et halvt menneske.

Jeg husker ikke hvornår jeg begyndte at tale om værdighed. Jeg tvivler på at jeg havde kræfterne til overhovedet at overveje det i begyndelsen. Dengang var tryghed hvad jeg primært hvis ikke udelukkende gik efter, jeg ville behandles som et lille barn der skulle beskyttes. Jeg er stadig lidt at en tryghedsnarkoman, men jeg vil samtidig behandles med værdighed, FOR JEG ER OGSÅ ET MENNESKE. Jeg er 28 i tanke, ord og gerning, jeg er ikke noget barn, og selvom det da nogle gange er rart at blive strøget over håret og trøstet, så er jeg blevet for selvstændig til at det helt kan lade sig gøre.

Den største af mine kampe for værdighed foregår med ledelsen, og den har jeg ingen forestilling om at jeg vil vinde, og eftersom jeg er klar til at komme videre i mit liv, ved jeg ikke om det overhovedet er en kamp jeg bør vinde. Der jeg ligger meget af min energi er i forhold til at jeg vil have lov til at være et helt menneske, hvilket vil sige, at jeg vil have lov til at føle alt hvad et menneske føler, både det positive og det negative. En gang da alle følelser jeg havde var negative blev jeg så forfærdelig træt at jeg end ikke orkede at kæmpe, da var det vigtigt at beskytte mig for selv det mindste slag kunne vælte mig, men jeg fik det bedre, og hvad der før var beskyttelse var nu overbeskyttelse.

Jeg bebrejder ikke nogen, at det blev sådan, men det kan godt være ret irriterende. For at hjælpe på problemet har pædagogerne og jeg opstillet en regel om, at nogle gange vil jeg bare have lov til at brokke mig.

En kop kaffe

Jeg sidder her med en kop kaffe i de stille morgentimer, og selvom musikken kører, så nyder jeg alligevel den ro der er på denne tid af dagen. Om lidt pakker jeg mine ting og tager over og træne, og så begynder min dag for alvor, men lige nu sidder jeg bare og drikker en helt almindelig rolig kop kaffe.

Jeg drikker kaffe med meget mælk og kunstige sødestoffer, for jeg har ikke helt vænnet mig til det i forhold til min elskede pepsi max, som jeg prøver at trappe ud af, men det er ikke det jeg tænker på lige nu. Lige nu tænker jeg ikke rigtigt på så meget. Jeg griner lidt af nogle sjove billeder på facebook og tager en slurk af min kaffe der begynder at blive kold, så jeg hælder den ud for om lidt skal jeg hen og træne, men ikke endnu. Lige nu er det stadig en fredelig fredag morgen.

Jeg købte roser i pink og lyserød i lørdags, og de står stadig fint. Hvad er forskellen egentlig på pink og lyserød? Jeg tror at pink er mørkere og mere krads end lyserød, men jeg er faktisk ikke helt sikker.

Det er nu andre mennesker står op, men jeg har været oppe i flere timer. I en periode af mit liv hvor jeg havde det meget svært, i en periode uden medicin, vågnede jeg også meget tidligt, men angsten var så slem, at jeg ikke kunne sidde stille og roligt og nyde noget som helst. Jeg tog musik i ørerne, og så gik jeg. Jeg gik i timevis uden mål, jeg gik bare. Det var en beroligende følelse at se hvordan der langsomt begyndte at komme lys i folks hjem. En gang for jeg vild i et industrikvarter kl 4-5 om morgenen, men det tog jeg nu ret roligt, det var i hvert fald ikke værre end alt det andet der foregik i mit liv på det tidspunkt, og jeg fandt da også hjem til sidst.

Så lige nu sidder jeg bare og nyder en rolig morgen, og jeg er taknemmelig for, at jeg er kommet så vidt med min udvikling.

Et trist farvel til CSI New York

Gary Sinise som Mac Taylor

Nogle gange, når man har for meget fritid, og man bruger denne fritid på at sidde foran fjernsynet, så kan man godt komme til at leve sig lidt for meget ind i TV-seriernes forunderlige verden. En verden der i høj grad er fyldt med unge smukke mennesker. Hvis eller når det på et tidspunkt går op for én, at man lever mere inde i serierne end ude i den virkelige verden, så kan man en tage et ansvar og begynde at leve livet fuldt ud, eller man kan begynde at se en ny serie. Jeg valgte den nemme løsning.

Jeg startede med at se CSI New York i tv, men i marts måned købte jeg den også på dvd, og snart holdt jeg mig udelukkende til at se dvd'erne. Fordelen var nemlig, at der ikke var nogen reklamepauser, og jeg kunne gå på toilettet når jeg ville. Jeg har faktisk slet ikke tv-tilslutning til mit tv, for jeg har en mærkværdig og autistisk måde at se fjernsyn på, jeg elsker nemlig at se de samme film og serier igen, og igen, og igen, og igen. Når jeg sætter en film i maskinen kommer den måske til at køre 50-100 gange før jeg sætter en ny i, hvilket ikke er meget anderledes end at se film på kanal 5, forskellen er bare at min filmsmag langt hen af vejen er bedre end deres, i hvert fald når jeg selv skal sige det. Det skal så lige siges, at jeg så ikke følger lige meget med i filmen hver gang, jeg har altid gang i adskillige projekter simultant.

Ulempen ved at køre på denne måde er, at jeg så kommer til at kende filmene/serierne unaturligt godt, og så er det let at leve sig for meget ind i dem, og så er det at man bliver nørdet og underlig at høre på, og det er egentlig lidt pinligt. Det er dog en tryg og hyggelig måde at se tv på, for jeg bryder mig ikke meget om at blive overrasket, og man bliver ikke overrasket når man kan alle replikkerne udenad.

Men nu er det altså blevet tid for mig at sige farvel til CSI New York, og det er med sorg i hjertet, for det har været en så fast del af min hverdag i de sidste mange måneder. For det første er seriens personer blevet mine fiktive venner som jeg har leet med og grædt med dagligt de sidste 5 måneder, og for det andet bliver det en stor forandring i mit liv, som i forvejen er under opbrud på grund af udslusningen på min vej mod en mere normal tilværelse. Derfor har jeg også valgt en helt speciel serie til at efterfølge den.

Okay, hvem prøver jeg at narre med denne pseudo-overskudsagtige snak. Det hele er i virkeligheden helt vildt sørgeligt og det er en ændring der på godt og ondt vil ændre en masse ting for mig, og det skræmmer mig, for ændringer skræmmer mig altid. Jeg føler ligefrem at er en forræder, at jeg svigter Mac og Stella og alle de andre ved at gå i seng med en anden serie.

Den næste serie jeg vil kaste mig over er The West Wing, politik som afløser for politi, men det vil i sikkert komme til at høre meget mere om en anden gang.

Jeg ville slutte dette indlæg med en lille 'sjov' ting. CSI er fyldt med stock clips af world trade center, selvom alle sæsoner foregår efter 911. Om det skyldes sjusk eller om det er en homage ved jeg ikke, og jeg kan ikke rigtigt finde noget om det.

Om at finde de pæne trusser frem

Min hofte har drillet mig hele sommeren fordi jeg har siddet alt for meget foran fjernsynet i stedet for at komme ud og røre mig. Sidste år fik jeg en løbeskade, og i år fik jeg så en siddeskade, hvor det eneste tidspunkt hvor den ikke gør ondt er når jeg løber. Sidste uge til badminton lavede jeg en forkert bevægelse, og siden har det gjort rigtig ondt.Det er ikke fordi smerten er sådan helt vildt kraftig, det er bare, at den er der hele tiden, så jeg hverken kan sidde eller ligge ordentligt, så jeg finder ikke hvile jeg får ikke søvn, og mentalt bliver jeg presset til det yderste. Nogle gange hader jeg bare min krop, hvilket jeg normalt kun siger når jeg taler om vægt og lignende.

Min læge siger normalt, at jeg er lidt for god til at udholde smerte, hvilket man er nødt til at være, hvis man vil være selvskader, for ellers kan man jo ikke sikke kniven ned i sit eget kød, men da pædagogerne i sidste uge ringede til ham for at se om jeg kunne få noget smertestillende, så sagde han at jeg nok bare var i dårlig form, hvilket jeg blev lidt tøsefornærmet over.

Jeg havde også bestilt en tid ved fysioterapeuten. Jeg troede ikke at der for alvor var noget galt, men jeg ville bare gerne være helt sikker. Når man kommer ind til fysioterapeuten, bliver man som det første bedt om at smide bukserne, hvilket i denne ferietid kræver lidt forberedelse. Der skulle fjernes uønsket hårvækst, og jeg skulle finde nogle trusser der ikke var alt for forvaskede. Jeg gjorde mig ikke i stand for hende, jeg gjorde det for mig selv, for hvis man vil forsøge at have en bare nogenlunde dannet samtale med en person mens man ligger på en briks uden bukser på, så gælder det om at have selvtilliden bare sådan nogenlunde i orden.

Alt var sådan nogenlunde i orden, og jeg har fået nogle øvelser at lave, men det er ikke noget der går over fra den ene dag til den anden, så efter endnu en opringning til lægen har jeg fået lidt ekstra smertestillende, ikke noget vildt kraftigt, bare lidt mere end jeg havde i forvejen, og det gjorde underværker, for jeg har faktisk sovet helt godt i nat, og jeg stod op som et helt nyt menneske.

Om brug af klichéer

Jeg havde besøg af en kammerat i lørdags, og vi snakkede hvordan, når man begynder at få det bedre, så forfalder man let til at udtrykke sig i klichéer. Glasset er halvt fuldt, lyset for enden a tunnelen, den får ikke for lidt. Jeg siger ikke at klichéer er usande, der er jo nogle gange en grund til at vi bruger dem, altså ud over at det er nemt og man ved at bruge dem undgår at forholde sig til følelser. Ja, ens indstilling har en betydning for ens velbefindende, ja, tingene bliver gradvist lettere og bedre, men jeg føler mig på en eller anden måde uren, når jeg bruger sådanne formuleringer, for jeg føler, at jeg svigter mine litterære idealer.

Jeg ved ikke om jeg som ret ukendt blogger kan påberåbe mig professionel stolthed, men det vil jeg så gøre alligevel. Jeg hader klichéer, især når jeg selv bruger dem. Der findes mange klichéer, og det er næsten umuligt ikke at bruge nogle af dem engang imellem, især når man som jeg færdes i miljøer hvor der er megen dårligdom, for hvad siger man til en veninde der er helt knust? Jeg forsøger i vid udstrækning at sige sandheden, men nogle gange er det lettest at ty til klichéer.

Jeg har sagt mange klichéer i min tid, og jeg har hørt mange, og det undrer mig altid med hvilken overbevisning man kan fyrer dem af med. Tror vi virkelig på dem eller er vi bare uvillige til virkelig at sætte ord på hvad vi føler?

Nogle gange er klichéer også bare så ualmindeligt dumme at høre på. Jeg havde en meget lang diskussion med en pædagog om det dumme i udtrykket at glasset er halvt tomt. Jeg ved godt hvad man mener med halvt tomt, men hvem siger at halvt tomt er dårligt er det der er dårligt. Når glasset er halvt fuldt, så er man i gang med en arbejdsbevægelse, nemlig at hælde, og når det er halvt tomt, så er man i gang med at nyde, nemlig at drikke. Jeg går ind for, at ens indstilling har indflydelse på ens velbefindende, men når en person har det dårligt, er det så opmuntrende at begydende at tale om halve glas? Om de så er fulde eller tomme, det være sig ligegyldigt. Er det ikke snarere demotiverende? Ville det ikke være bedre at tage en snak om personens tanker? Eller det ville måske kræve for meget af modparten? Men måske vil det også kræve for meget af den anden. Måske har man nogle gang bare brug for at blive strøget med hårerne og få en besked man kender i forvejen og som man ikke behøves at forholde sig til.

Man kan dog godt komme med banale sandheder uden at ty til klichéer.

anoreksi på internettet

De sidste par dage har alle medier været forfærdede/forargede over anorektiske pigers brug af instagram til at dele thinspo (thin+inspiration) med hinanden. Måske er det fordi jeg plejede at kende miljøet så godt, men jeg forstår ikke hvorfor folk er så overraskede, for pro ana (pro+anoreksi) findes på ALLE de sociale medier, og medierne har haft emnet oppe før, både ved blogs, youtube og facebook.

Hver gang emnet bliver taget op, er folk dog meget hurtige til at skrige op om forbud, for vi må jo beskytte vores børn fra den slags. Jeg går ikke længere ind for pro ana, men forbud er ikke løsningen, for det er kun en pynteløsning for at det hele skal se lidt pænere ud på overfladen, for indeni vil de stakkels piger (og drenge) stadig være lige så ødelagte som før. hvor dårligt pro ana end er, så er det stadig et fællesskab hvor syge kan føle at de kan høre til og blive værdsat for den person de er og ikke den de for samfundets skyld skal prøve på at være.

Så siger du måske, at "jamen, de er ikke sygdommen, de er også en person", men dem der har haft anoreksi eller tilsvarende ved, at når man er syg, så er man syg, og så er der tit ikke plads til ret meget personlighed. Jeg følte mig tit stigmatiseret og skyldiggjort af samfundet fordi sygdommen var så stor en del af den personlighed som samfundet ville have til at være noget den ikke var.

Please en eller anden journalist begynd at diskuter behandling frem for yderligere stigmatisering!! Jeg udlover en signeret tegning til den der tør gå mod strømmen.

Blogger, Anne Sophia Hermansen, skrev et indlæg om denne forside på Eurowoman. Hun havde meget grimt at sige om den. Ja, modellen er meget tynd. Ja, hun er måske for tynd, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der nu et eller andet sted går en stakkels teenagepige rundt og er blevet udråbt til fanden selv, også selvom indlægget mest handlede om de kvinder der godkender sådan en forside.

Anoreksi er et meget virkeligt problem i vores verden, og nogle gange får det os til at se direkte stupide ud. Jeg husker for nogle år siden i forbindelse med Danmarksindsamlingen. TV2 havde sendt en kvindelig TVvært til Afrika for at gøre reklame. Der stod den magre Danske kvinde ved siden af en rigtig afrikansk mamma med et barn på den brede hofte og talte om 'at Afrika sulter' og jeg kan huske, at jeg tænkte, 'hvem er jer er det lige der har brug for at blive fodret?'.

Jeg har selv begået mange fejl i tyndhedens tegn, de fleste af dem i forbindelse med min familie. Jeg har såret dem og gjort dem kede af det, men jeg var jo syg (er syg?). Det er ikke fordi jeg vil fralægge mig ansvaret, men jeg kan tage ansvaret i dag hvor jeg har det bedre, men det var jeg ikke stærk nok til dengang. Dengang var det kun mine venner på nettet der forstod mig, selv min psykolog kunne kun trøste og være der for mig og tale det igennem. Måske lavede vi ting, vi spiseforstyrrede piger på nettet, ting som normale mennesker ikke forstod, men bare fordi noget ikke bliver forstået, betyder det ikke at det er af det onde.

Jeg siger ikke, at pro ana er godt, jeg siger bare, at der er mere til det end der ved første øjekast kommer frem i medierne.

En uforbeholden tak

Jeg postede nogle billeder i mit indlæg i går, og det har jeg fået en del positiv respons på, og det er jeg virkelig, virkelig glad for. Normalt er det rigtig svært for mig at modtage ros, ikke fordi jeg ikke kan lide ros, jeg kan mægtig godt lide ros, men fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal reagere, så jeg plejer altid at komme med et "tak, men... (et eller andet negativt)".  Min psykolog siger, at jeg skal øve mig i at komme med en uforbeholden tak, så her kommer det, TAK!!

Jeg har her så opdaget, at jeg er meget bedre til at modtage ros på skrift. Det har sikkert noget at gøre med, at jeg kan føle mig lidt anonym bag skærmen, at jeg ikke skal være bange for, at folk reagerer negativt på min reaktion. Det sidste er noget jeg tit er bange for, i mange forskellige situationer. Jeg har ikke altid været god til at reagere 'passende' på situationer, det er ikke noget der kommer naturligt til mig, så jeg spiller sikkert og vil hellere underreagere end overreagere, men når man hele tiden underreagerer tror mange bare, at jeg ikke bryder mig om ros, hvilket er ærgerligt, for jeg er i virkeligheden lige så selvfed som alle mulige andre.

Den selvglade og den selvudslettende del af mig kæmper også lidt en kamp inden i mig når jeg får ros. Jeg ved, at jeg er dygtig til at tegne, men noget inden i mig vil altid synes, at jeg ikke er god nok til al den ros. Jeg ved, at det er en gave fra Gud, at jeg har fået de evner, og jeg ved, at jeg også har arbejdet selv for at udvikle mine talenter, og for at gøre nytte af dem, men jeg ved også at der er mange der er langt bedre end mig. Det er ikke fordi jeg er tøsefornærmet over at der findes folk med større talenter og mere ihærdighed end mig, jeg nyder bare at se deres billeder. Det der går mig på er, at jeg ikke ved hvor på skalaen fra fuldkommen talentløs til mega sej jeg skal placere mig selv. Jeg vil ikke placere mig selv for højt af skræk for at blive til grin. Jeg er ALTID bange for at blive til grin.

Men jeg blev også glad af andre årsager. Jeg har generelt ikke meget kontakt med mine læsere, så det var virkelig rart at få respons. Hver morgen går jeg spændt ind og ser på statistikken, og det gør mig glad, at jeg kan producere noget som folk gider at følge med i, og jeg værdsætter jer meget højt, og I gør mit liv lidt mindre kedeligt, for en sjov hændelse er først rigtig sjov når man har delt den med nogen der gider lytte/læse. Så endnu engang, MANGE TAK!!

Øvelse betaler sig

Feriekedsomheden er har gjort mig sløv, og mine dage bliver mere og mere indholdsløse, og jeg kommer mindre og mindre ud. Varmen gør det hele værre. Jeg føler mig fanget i mit eget hjem, og fordi jeg står får mere og mere af min husholdning selv, så får jeg også mindre og mindre at gøre med pædagogerne, hvilket er noget der tydeligt kan mærkes. Det betyder blandt andet, at jeg selv skal stå for min egen underholdning.

Jeg har brug for et projekt der kan holde min hjerne i gang samtidig med at fjernsynet kører, for det virker nu engang mindre ensomt når der er stemmer i baggrunden. Samtidig skal det være et projekt der ikke kræver for meget, for selvom jeg har en kølig lejlighed, så er denne varme ikke til at holde ud.Jeg har kastet mig over at tegne portrætter, for jeg er ikke specielt god til at tegne mennesker, og det har jeg egentlig altid fundet irriterende. Det er noget jeg tager op med mellemrum, men så konkluderer jeg, at det er jeg ikke god nok til, og så bliver jeg sur og lægger det på hylden igen.

Ting er bare ikke særlig sjove før man bliver god til det, og for at blive god må man først øve sig, og det er tit en kedelig fornøjelse, men eftersom jeg keder mig i forvejen ved ikke at lave noget, så kan jeg ligeså godt kede mig med at lave noget, der så på et tidspunkt kan blive sjovt. Det kan betale sig at øve sig. Det har jeg sagt før, og det kommer jeg til at sige igen.

Dag 1:

Dag 2:

Dag 3:

Om at stå på egne ben

I går var det første august, hvilket ville sige, at det var tid for mig at tage det næste skridt i min 'kamp' for at blive mere selvstændig og klar til at flytte for mig selv en dag. Jeg har op til nu betalt kostpenge (1800,- om måneden) sammen med min husleje, og jeg har bare kunnet tage hvad jeg ville nede i køkkenet, eller jeg har kunnet skrive det på indkøbslisten, men nu er det på tide, at jeg selv tager ansvar og selv holder styr på det hele.

Sådan noget med at handle, det burde da ikke være så svært, det var sådan det plejede at være før jeg kom hertil, men det plejede også at være sådan at jeg virkelig bare ikke kunne styre det med maden. Der havde dog overhovedet ikke været nogen form for tvivl i mit sind, og jeg havde slet ikke overvejet om der skulle være det. Jeg så på min kontaktpædagog med overbærenhed, når hun prøvede at tale med mig om det.

Jeg startede dagen i Rema. Hver dag handler jeg på ca samme tidspunkt i den samme butik. Jeg køber de samme ting, ser de samme ansigter og siger de samme fraser. Den unge mand bag kassen er nok det menneske jeg ser flest gange i løbet af en uge, og alligevel er det eneste vi siger til hinanden.
- "Hav en fortsat god dag".
- "Rak, og i lige måde".
Det er ikke fordi jeg søger at det skal være mere, det er bare en underlig og lidt ensom fornemmelse.

I går var alting så bare ikke det samme alligevel, for min kurv indeholdte ikke bare pepsi max og saft, men også rigtig mad, såsom gulerødder og frisk pasta. Det føltes godt at være herre i eget hus, frue i eget køkken. Senere meldte angsten sig dog. Jeg var ikke bange for, at jeg ikke kunne klare det, det var en mere ukonkret følelse, som en slags sult der gjorde mig åndeløs. Det var et diffust møde med det nye og ukendte, og jeg skammede mig over, at jeg ikke kunne være mere overskudsagtig omkring disse ændringer.

Jeg fik noget beroligende og sad længe og klappede en af pædagogernes hund som var med på arbejde. Det er altid rart når nogen værdsætter én så meget som nærmest kun en hund kan. Når den ligger der i ekstase og slår med halen, så er man det eneste der eksisterer, og man bliver højt elsket.

Av av av

Som i ved, så fik jeg en løbeskade sidste år som plagede mig i rigtig lang tid, men det gik efterhånden godt, men så blev det ferie. Efterfølgende ville jeg starte lige så stille op, men så startede badminton igen, og det var egentlig meningen, at vi bare lige skulle komme i gang igen. "Vi tager den bare stille og roligt", men det gjorde vi så ikke helt alligevel, og i et af springene, hvor jeg rigtigt skulle ud i yderpositionerne kunne jeg godt mærke et lille klik, men det tænkte jeg ikke videre over, og vi spillede bare videre.

Dagen efter, i går gjorde det så bare vildt ondt, og det blev bare ved og ved ligegyldigt om jeg satte mig anderledes, strakte ud eller ligegyldigt hvilke piller jeg tog. Jeg klynkede lidt til pædagogerne på den der lidt selvironiske måde. Jeg fik dem til at skaffe mig en tid ved fysioterapeuten på mandag, men i løbet af aftenen fik jeg så ondt, at vi snakkede om lige at kontakte lagen, bare sådan for en sikkerheds skyld, om ikke andet, så for at få nogle lidt stærkere smertestillende end almindelig håndkøbsmedicin.

På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg havde været en idiot. I går var en kølig dag i forhold til de sidste mange dage, men jeg havde siddet i den samme stol henne ved den åbne altandør, så jeg havde siddet i træk hele dagen. Jeg tog derefter et dejlig varmt tæppe og slog det rundt om hofterne, og det hjalp bedre end pillerne.

Jeg kan godt nogle dage ryge ned i et sort hul og tænke at min krop måske bare ikke er skabt til det der med sport, og det går mig på, for jeg har lært at elske sport (hemmeligheden er at lære at det er helt i orden at svede og pruste som en hval). Jeg tænker dog, at jeg nok skal kunne dyrke i hvert fald noget sport, ellers bliver livet altså lidt for kedeligt.