fredag den 31. maj 2013

Ved lægen (igen)

Når jeg om morgenen dyrker sport er alting godt og jeg kan blive ved og ved og hjerte og åndedræt har det fint, men når jeg om eftermiddagen ligger på sofaen og er doven så slår hjertet knuder og jeg bliver forpustet af bare at gå på toilettet. Rigtig bekymret har jeg ikke været, men det var trods alt hjertet, og det er noget man bør tage seriøst, så for en sikkerheds skyld tog jeg til lægen.

Jeg har flere gange brokket mig over min læge, og jeg bliver spurgt hvorfor jeg ikke bare skifter læge, men dage som i går er grunden til at jeg ikke gør det, for når han er god, så er han rigtig god. Jeg skulle i hvert fald ikke gå og bekymre mig, for hvis der virkelig var noget galt med mit hjerte, så ville det med størst sandsynlighed være når jeg dyrkede sport at det voldte problemer. Han fortalte hvad det hedder når hjertet ter sig når man er i hvile/doven, men det glemte jeg med det samme igen.

Sammen med nogle af de andre problemer jeg har haft foreslog han for højt stofskifte, men det kan vel ikke passe når jeg har taget seks kg på på tre måneder, men jo, nogle gange får man så forøget appetit at man faktisk tager på. Min reaktion var på det kraftigste at afvise, at jeg skulle have forøget appetit, men det er vist ikke spor rigtigt, jeg vægrer mig bare ved at indrømme det, for jeg synes at det er virkelig flovt at spise så meget som jeg i virkeligheden gør, men det var først efter at jeg kom hjem at jeg begyndte at anerkende det, så nu overvejer jeg om jeg skal tage til lægen igen igen for at få det tjekket.

Jeg skammer mig virkelig meget over at have løget, både over for mig selv, pædagogerne og min læge.

torsdag den 30. maj 2013

Fars dag

I min familie har vi aldrig rigtigt fejret hverken mors dag eller fars dag, og især ikke fars dag, da min formor har fødselsdag den dag (5. juni) og far har fødselsdag dagen efter, og godt nok har jeg en fantastisk far, men ligefrem at fejre ham to dage i træk, det er måske at overdrive (undskyld far).

I år bliver der dog vist en reklame på TV der er så ynkværdig, at jeg får helt ondt i hjertet. Den spiller på tanken om den moderne omsorgsfulde mand som svag og undertrykt, og det er da "sødt" og sjovt, og så ikke helt alligevel. Reklamen siger at man skal give sin far en gave fordi det i virkeligheden er lidt synd for ham, ikke fordi han har forsørget én gennem alle disse år, hjulpet én med lektierne og givet én de ting man ville have når nu mor ikke ville.

Kan den moderne mand ikke være både omsorgsfuld OG stærk?

Jeg vil grene have ondt af min far når der sker noget i hans liv som fortjener medfølelse, men selvom han til dagligt må lægge øre til meget og finde sig i min søsters og mine nykker, så vil jeg mere beskrive mine følelser for ham som respekt og beundring, for selvom jeg går på universitetet og ved en masse ting, så er min far stadig den klogeste i hele verden.

Jeg ved godt, at reklamen bare er et manipulerende spil for at få os til at bruge penge, og den virker, for selvom jeg allerede har købt en fødselsdagsgave til min far, så går jeg og overvejer, om jeg i år også skulle bruge lidt ekstra, om end ikke på det som reklamen reklamerer for.

tirsdag den 28. maj 2013

3 gode tilbud

Jeg var lige nede i kiosken og købe to morgencolaer. De var på tilbud, så de kostede det samme som hvis jeg havde købt dem i en almindelig butik. Det er (desværre) ikke noget jeg normalt tænker så meget over, jeg skal bare have min cola, men jeg har brugt lidt for mange penge i denne her måned, hvilket jeg bestemt ikke fortryder, men altså, på tilbud var de i hvert fald.

Udenfor kiosken blev jeg stoppet af en ung mand med "an offer you can't refuse". Han skulle til Randers, men han havde ikke nogen penge, så han ville sælge sin kun to dage gamle computer. Jeg smilede pænt og sagde nej tak, for den var sgu sikkert nok stjålet.

Tilbage i januar skulle jeg have ny skoletaske, og jeg valgte Eastpak, for med dem går man da aldrig fejl, gør man? Det gør man så. Jeg havde endda sagt nej til min farmors tilbud om en gratis gammel/retro Fjällraven. Jeg har egentlig været glad nok for min Eastpak, men den er min lyserøde periode som jeg har haft i flere år som nu er ved at være slut, og jeg ærgrer mig.

Her i weekenden var jeg på besøg hos min far, og så skulle jeg da også lige et smut inden om min farmor, så jeg spurgte om tilbudet stadig gjaldt, for jeg ville egentlig gerne have den taske. Min farmor er super sej, hun gemmer blandt andet på alle mulige ting der med tiden kommer på mode igen. Hun undskylder med jævne mellemrum, for det er jo os der skal rydde op i alt hendes lort når hun ikke er her mere. For det første vil jeg slet ikke tænke på at det en dag vil ske, for jeg elsker hende så højt. For det andet er det ikke lort. Noget af det er måske, men noget af det er også guld.

Jeg selv er af en helt anden type. Jeg smider ud og smider ud, jeg er endda værre end min mor. Kan jeg ikke finde en plads til det? Ud! Er jeg i dårligt humør? Ud! skal jeg flytte? Ud! Er jeg i tvivl? Ud! Har jeg et af mine "anfald? Ud! Ud! Ud! Nogle gange er det som om jeg ikke har nogen forståelse for tings værdi, selv smykker ryger. Det er noget jeg arbejder på, for mange gange oplever jeg at fortryde at have smidt ting ud, og jeg kan fortryde det meget inderligt.

Men nu er jeg den stolte ejer af en Fjälraven. Jeg har faktisk tidligere haft en (den er selvfølgelig for længst blevet smidt ud), men den var slet ikke så sej som den her.

mandag den 27. maj 2013

Om sen abort ved handicap

Jeg har gået og tænkt over, hvordan dyrker man løgplanter? Jeg ved godt at man køber en pose med løg i sit lokale supermarked, og propper dem ned i jorden, hvorefter der så kommer der blomster op, men disse løg må jo komme et sted fra, og hvordan det foregår kan jeg altså ikke regne ud. Der er ikke et eller andet symbolsk budskab i dette spørgsmål, det er bare noget jeg har spekuleret over i nogle dage.

A pro pos forplantning, så går 66 % af dansker ind for berettigelse til sen abort hvis barnet har et handicap. I artiklen HER er det som sædvanligt Downs der bliver trukket frem, men hvad skal have lov til at tælle som et handicap. Jeg selv har aspergerautisme og mild spasticitet. 62 % mener at spasticitet er begrundelse nok (autisme er ikke noget man endnu kan teste for, så det er ikke en del af undersøgelsen). I modsætning mener kun 2 % af abort pga barnets køn er acceptabelt.

Jeg kan ikke sige, at jeg bliver vred over sådanne undersøgelser, for hvem er jeg til at dømme andre for deres holdninger, men jeg kan godt blive ked af det og føle mig uværdig til livet. "det er da godt at vi blev født før aborten den blev fri"? Er det virkelig?Er det godt at være til, hvis andre mener at man burde være død? Det er ikke noget jeg tænker over så meget mere, men i de mørke dage da selvmordstankerne var en konstant ting, da tænkte jeg meget over det, for der er ikke langt fra at tænke, at abort ved handicap er i orden, til at tænke at en handicappet person er én der ikke blev fanget i tide.

Jeg har nok mere eller mindre vænnet mig til mit handicap, i hvert fald de ting jeg selv må slås med på daglig basis, såsom angst ved enhver lille ændring i mine rutiner, og manglende kræfter til at overkomme alle de ting jeg gerne vil, men de større socialpolitiske emner er sværere at komme overens med, for ud over min pension, så bor jeg også på et forbløffende dyrt bosted. Jeg betaler godt nok husleje, men det betaler hverken det hele eller halve af hvad det egentlig koster. Tanken om at være en belastning for samfundet er ikke rar.

søndag den 26. maj 2013

Om gode bagere

På trods af moderne tiders kulhydratshysteri, så sværger jeg stadig til et godt brød. Det bedste jeg ved er en ostemad på groft franskbrød. Groft franskbrød er måske sundere end det helt hvide, men det tæller stadigvæk som hvidt brød, og det må jeg indrømme at jeg nogle gange glemmer (intet under at jeg så bliver ved med at tage på).

Problemet er dog at finde et brød der er groft nok for min smag. En god indikator for grovhedsfaktoren er hvor meget brødet vejer, jo mere jo bedre, men husk at kalorier regnes pr 100 gr, så jo mere et brød vejer, jo flere kalorier er der pr skive.

I mange år har min absolutte yndlingsboger været Wendorff i Odense, og det er da stadigvæk en god bager, men i takt med at deres popularitet stiger, så bliver de også mere populistiske og deres brød bliver lettere og lettere. Nu gider jeg dem ikke rigtigt længere, så jeg har måttet ud og finde mig en ny dealer.  Jeg har fundet et sted, det er ikke noget fint og fornemt sted, bare en helt almindelig bager From, men deres franskbrød er godt.

Men der er en vigtig lektie at blive lært fra dette, og det er at finest ikke altid er bedst, og det er sundt for mig at blive mindet om det, for jeg har nok lidt en tendens til snobberi.

lørdag den 25. maj 2013

Om en dag med min veninde

I går tog jeg til København for at være sammen med min aller bedste veninde i hele den vide verden. I toget sad jeg og blev dårlig, kvalme. Jeg var virkelig bange for at kaste op ud over de andre passagere, så jeg gik ud på toilettet, men selvom jeg stod lidt og hostede over kummen, så kom der ikke noget op, men kvalmen var der stadig, så jeg stak tre fingre i halsen for at få det overstået, og det hjalp, så kom ikke her og sig at man ikke kan lære noget fornuftigt af at have en spiseforstyrrelse.

Det var helt fantastisk at se min veninde igen. Vi snakker om alle de ting det ellers kan være svært at snakke med andre om, som for eksempel opkastninger og indlæggelser, og jeg hørte endnu flere skrækhistorier fra hendes tur på Ballerup, men mest gik vores møde ud på at spise så meget som muligt på Jensens Bøfhus, især fra salatbaren, så det er kun delvist mærkeligt, at jeg har taget tre kg på. Dette er ikke nogen overdrivelse for at understrege pointen, det er tre helt reelle kg, og de giver mig kvalme over mig selv, men ikke den slags kvalme der kan kastes op, men i det mindste har jeg da så fået noget for pengene :-S

Jeg selv snakkede dog mest om, tja, hvad snakkede jeg egentlig om? Det er som om når munden bare løber og man er i godt selvskab, så betyder emnerne ikke så meget, og man glemmer det delvist igen, men jeg snakkede vel mest om mobning, uni og tanken om en dag at flytte tilbage til Aarhus, men som sagt, så betød emnerne ikke så meget, nar bare vi var sammen og i godt humør.

Efter de begivenheder der har præget mit liv på det sidste, har jeg virkelig haft brug for at mødes med min veninde, en der elsker mig ubetinget (og vice versa). Det føles som om jeg kommer hjem og er blevet et helt nyt menneske.

Det betyder også selvfølgelig også uendelig meget for mig at kunne komme hjem til min far og hænge ud når jeg bliver træt af det hele derhjemme. Det er slet ikke fordi jeg prøver at underminere hvad det betyder, men piger og deres veninder er en kategori helt for sig selv.

fredag den 24. maj 2013

weekend

Jeg prøver at holde en weekend i Odense, væk fra mobning, eksamenslæsning og alting, og i dag tager jeg til København  for at besøge en veninde. vi skal på Jensens og spise frokost, og jeg skal forvisse mig selv om at hun altså er i live. Jeg går ellers ofte og frygter for hendes liv, og efter at hun blev losset ud fra anoreksiafdelingen i Ballerup, har vores kontakt været så sparsom, at jeg for alvor har været bange.

Jeg ved ikke hvilket syn der vil møde mig i Kbh. Jeg ved ikke hvor tynd hun er lige for tiden. Jeg er bange, men jeg er fast besluttet på, at ligegyldigt hvordan hun ser ud, vil jeg give hende den bedst mulige dag.

Hun trænger til en ven lige nu, men det gør jeg sandelig også. Jeg trænger til at blive holdt af, inderligt og ubetinget. Jeg trænger til en person der vil se på mig uden straks at vende ansigtet bort i væmmelse eller foragt eller hvorfor det nu lige er at Pigen ikke længere kan lide mig. Jeg er træt af drama og vil bare have tryghed og kærlighed og venskab.

Jeg burde ikke tage hende med på Jensens, for jeg ved at hun ikke har så mange penge, men jeg ved at hun virkelig gerne vil forkæle mig, og  hvis vi tager hjem til hende vil hun insistere på at betale alt, men på Jensens kan jeg få lov til at betale for egen mad og drikke. Jeg ville også betale for hendes mad, hvis hun ville lade mig, men det vil hun ikke.

Jeg holder så meget af hende, og vil gøre så meget for hende, men der er så lidt jeg rent faktisk kan gøre, og det er dybt frustrerende. Det bedste jeg kan gøre er bare at være hendes veninde. Jeg er ikke hendes behandler, jeg skal hverken forbedre eller fordømme hendes sygdom, jeg skal bare give hende et knus.

onsdag den 22. maj 2013

Tyskerbloggen

Jeg vil lige anbefale en blog jeg faldt over for nyligt. Jeg beskæftiger mig en del med det at lære det med sprog, men hende her har fået det ind med modermælken, og fortæller alle os der (evt) hadede tysk i folkeskolen om små finurligheder fra tysk sprog, dagligliv og kultur som gør det hele meget mere charmerende.

Tyskerbloggen

Jeg selv er en af dem der hadede tysk, både i folkeskolen og gymnasiet, blandt andet fordi mine lærere ikke var alt for heldige, men også fordi jeg var fo svag grundet mine handicaps, men også lidt på grund af almindelig dovenskab. Dengang var jeg en lille vrissen møgunge, så jeg syntes ligefrem at det var fedt at skide på tyskundervisningen. Det synes jeg så ikke længere. Jeg kan ærgre mig gul og blå over, at jeg ikke brugte bare en lille smule energi på det. Det kunne om ikke andet have hjulpet mig med græsk og her efter sommeren med latin, men der er også bare så mange fede tyske bøger, som jeg gerne ville have læst men som ikke nødvendigvis bliver oversat.

HER er tyskerbloggens anbefaling

tirsdag den 21. maj 2013

Om en bog med mig i

For et års tid siden blev jeg kontaktet af en forfatter der gerne ville skrive en bog om aspergerpiger og kvinder, og hun spurgte, om hun måtte komme og snakke med mig, og selvfølgelig måtte hun det, for jeg er en nysgerrig person, og jeg er med på lidt af hvert. Hun kom, og vi snakkede i over tre timer. Siden skrev vi så lidt frem og tilbage og rettede til og rettede ind, det blev så til 30 sider i denne bog.




"Kvinder og piger med asperger"
11 fortællinger om livet med en aspergerprofil
Camilla Rau Petersen og Elisabeth Christensen
Pressto forlaget

www.kvinderogpigermedasperger.dk/

Køb på Saxo for 269,- HER





Jeg fik bogen tilsendt for et par uger siden, men jeg har kun lige fået skimmet overskrifterne. Mest er det fordi jeg har 117 andre ting der fylder i mit hoved, og jeg kan ikke fokusere på at læse noget der ikke lige har med hebraisk at gøre, men der er også en anden langt mere egoistisk grund, som jeg egentlig ikke er spor stolt af at fortælle om.

Jeg har lidt krise fordi de andre piger ser så spændende ud, at jeg føler at jeg blegner ved siden af dem. Der er en der er medlem af MENSA, en var model og en miss Danmark, og den slags kan jeg slet ikke konkurrere med. Jeg føler mig ikke som sådan bitter, jeg synes, at det er super fedt, at de har opnået disse ting, men jeg ser på mit eget liv og tænker "hvad har jeg nået?".

Så hvis nogen tænker, hvordan gik det mon med Linda fra den der bog, så er der siden afsnittet om mig blev skrevet sket store ting. Jeg er begyndt på universitetet, og jeg klarer mig ganske godt både socialt og fagligt. Jeg skal skal snart til eksamen, i et fag som jeg har forberedt mig på i syv år fordi jeg i sin tid måtte melde mig ud af universitetet grundet sygdom. Men når den eksamen så er taget, så ved jeg ikke hvad jeg vil stille op med mit liv. Hvad skal mit mål være? Der er mange fag jeg kan tage, og jeg skal nok klare mig, men det bliver nok aldrig helt den samme lykke rus.

Det er super fedt at være med i en bog, det er mine 15 minutters berømmelse.

mandag den 20. maj 2013

Om en mislykket fridag

De havde lovet, at det skulle blive super godt vejr i går, og jeg tænkte, at jeg da godt kunne tillade mig en fridag, hvor jeg kunne sidde og slikke sårene efter det med Pigen, for i løbet af de sidste par uger, har jeg virkelig kunnet mærke hvor dybt de stikker, så på med et par meget små shorts og en top med stjerner (toppen er 6 år gammel, så vores fascination af stjernemønstre er ret vedholdende).

Så satte jeg mig ud i en stol allerede relativt tidligt om morgenen. På det tidspunkt var himlen blå og alt tegnede godt, men snart begyndte skyerne at samle sig og solen forsvandt. Det var ikke regnskyer, så jeg blev stædigt siddende, selvom det ikke var helt varmt, men nu havde jeg jo besluttet mig for en fridag, og så bestemmer man sig ikke bare sådan videre om igen. Nogle mennesker ville måske være i stand til det, og jeg misunder dem, men så meget selvkontrol har jeg desværre ikke.

Jeg sad altså bare i min stol og lavede ingen verdens ting, jeg sad ikke engang med en bog, hverken skolerelateret eller frilæsning. Jeg sad mest og dagdrømte om prinsesser og New Yorker betjente, for jeg er ikke helt ude af min CSI NY fase. Efter frokost kapitulerede jeg og gik op og tog lange bukser på, og så kam jeg ikke ned igen, for så tændte jeg for en dvd med selv samme serie, og der blev jeg så siddende til aftensmad, og så spiste jeg og gik i seng.

Jeg burde have nydt min fridag, det er vel det fridage er til for, men jeg gik bare og var små-deprimeret hele dagen.

søndag den 19. maj 2013

Om en solskinsdag

Jeg er ikke en stor fan af for megen varme, men nogle gange kan det nu være meget rart, især når der er lidt vind. Jeg burde have siddet og skrevet hebraisknoter ind på computeren, men det var så fristende bare at sidde i en stol udenfor. Selvfølgelig havde jeg min hebraiske grammatik liggende i skødet, men det gik så langsomt, at det mest var for syns skyld.

Problemet med at bo et sted som her er, at der hele tiden er nogen der holder styr på hvad man laver, enten fordi de kan se én eller fordi almindelig høflighed byder én at spørge hvad man laver. Det er ikke fordi pædagogerne dømmer mig, de synes jeg er super sej, men jeg dømmer mig selv gennem deres øjne, og jeg synes selv at jeg er doven

Det var ikke fordi jeg ikke fik lavet det jeg skulle, men det var ikke ret meget, og jeg følte at jeg burde have lavet meget mere, men i takt med at det bare blev varmere og varmere i løbet af dagen, blev jeg også mere og mere ugidelig. Min eneste trøst er at det bliver dårligt vejr om nogle dage, så jeg ikke skal konfronteres med så mange glade isspisende mennesker når jeg sidder og hænger over bøgerne og læser de samme ting som jeg har læst hunderede gange før bare for at lære det en lille smule mere udenad. Men indtil da, vil jeg lige tage et par dage ude så jeg kan lade batterierne op

lørdag den 18. maj 2013

Hvordan lærer man sprog?

Jeg kommer fra en matematisk familie, og jeg er matematisk student. Jeg var måske ikke verdens bedste matematiske student, men jeg kan godt se, at matematik har en stor fordel frem for sprog, som jeg nu senere er begyndt at beskæftige mig med. I matematik lærer man ikke bare regning og matematik, man lærer også HVORDAN man skal lærer det. Kan i huske folkeskolen, hvor man lærte hvordan man skulle skrive regnestykkerne op? Jeg husker det mest fordi jeg dividerede på den "forkerte" måde, men jeg lærte det da.

Når det gælder sprog var det ikke helt så let, eller også var jeg bare for dum, eller mine lærere ikke tydelige nok, for det var som vi bare formodedes at lære det, men det gjorde jeg ikke. Engelsk tog mig 9 år, fransk det kunne jeg en lille smule efter 6 år, efter 6 år kunne jeg stadig så godt som intet tysk, og efter 1½ års intens græskundervisning, kunne jeg heller ikke græsk.

Og jeg har planer om at fortsætte inden for sprog? jeg må da være vanvittig. Men måske er jeg ved at lære hvordan man lærer. Det der har voldt mig nogle af de største problemer har været hvordan jeg forberedte en oversættelse, hvordan man tog noter. Måske på grund af min matematiske baggrund føler jeg at jeg snyder, hvis jeg ikke tager alle udregninger med, og jeg er desuden for dum til at finde ud af det hvis jeg ikke gør, men jeg kan se, at jeg er en af de få der gør det.

  1. Det hebraiske ord
  2. Det danske ord
  3. Verbets rod
  4. Grammatisk analyse
  5. Lærerens noter
  6. Den danske oversættelse.
Det var sådan det begyndte, og grunden til at der ikke er cirkler, krydser, trekanter, firkanter og bølgestreger er, at det bruger man ikke i hebraisk, deres grammatik foregår på en anden måde.

Nu er der gået et skoleår og jeg skal snart til eksamen, og nu ser mine noter helt anderledes ud.
  1. Den danske oversættelse
  2. Særlige noter
Et problem jeg havde i tysk og græsk, men som (heldigvis) ikke findes på hebraisk, er genus bøjninger og bestemt artikel.
Det er ellers et fint skema, og for en matematiker, er skemaer den rene porno, stimulering af sanserne, men hver gang der kom et af disse skemaer, gik jeg helt kold, for der var ikke nogen der kunne fortælle mig om man skulle lære det gennem køn eller genus. Skulle man starte med alle maskulinum eller nominativ? Det betød at jeg aldrig fik det lært, hvilket var enormt upraktisk, og jeg sakkede bare mere og mere bagud.

Til næste semester får jeg chancen igen, når jeg skal have latin, og så skal der endnu engang læres genus, men jeg er blevet ældre og klogere/visere, så nu må vi se om det ikke nok skal gå.

fredag den 17. maj 2013

2 x mig

Jeg kan fortælle at selvom man elsker et fag helt enormt meget, så er det stadigvæk røv kedeligt at læse til eksamen. Jeg har holdt læseferie i to dage og jeg savner allerede universitetet. Dog handler det ikke så meget om at renskrivning af noter og repetition er kedeligt, som det handler om, at jeg ikke er tryg i mit eget hjem.

Det er ikke at Pigen gør mig noget, hun kommer ikke ind om natten og barberer håret af mig eller kalder mig navne, hun ignorerer mig bare og gør det dag ud og dag ind i 6 måneder. Det er forbløffende hårdt at blive ignoreret. Mit selvværd er i bund, og jeg føler mig ikke som mig selv.

På universitetet, hvor jeg jo så ikke rigtigt kommer lige nu, er  jeg en anden. Der er jeg dygtig, jeg er overskudsagtig, jeg kan håndtere de udfordringer som livet giver mig, men herhjemme er jeg et ynkeligt skvat der går rundt med bøjet nakke. Jeg har en seddel på døren hvor der står, at jeg skal ranke ryggen, at jeg også fortjener at være her, men det er som om jeg ikke rigtigt tror på det selv.

Pædagogerne har anerkendt, at der er et problem, men efter direkte og indirekte at være blevet afvist i 6 måneder, så er jeg grundlæggende i tvivl. Jeg tvivler på mine iagttagelser og på mine egne intentioner. Hvad nu hvis det hele er noget jeg selv finder på og som jeg har manipuleret pædagogerne til også at tro på det? Hvad hvis jeg overdriver det hele ved at bruge ord som mobning og svigt?

Jeg mangler et verbum til hvad det er Pigen gør mod mig. Ikke så meget den konkrete handling med at overse/ignorere mig, men den mere mentale side af sagen. Jeg bruger ordet mobbe fordi jeg ikke kender andre ord, men mobning giver os nogle grimme billeder der ikke helt er i overensstemmelse med hvad hun gør. Men hvad skal jeg ellers kalde det? Drille? Det tror jeg så ikke lige. Problemet med at bruge ordet mobning er, at jeg derved gør hende til en der mobber, og det tror jeg trods alt ikke at hun har fortjent. Jeg tror ikke at hun har intentioner om at få mig til at have det skidt. Men ved ikke at kalde det noget, negligerer man også bare hvor stor en betydning det har i mit liv. Problemet er at jeg føler mig som offer, men offer for hvad, er en forbrydelse uden navn også en forbrydelse? Er det ikke først rigtigt forkert når man formulerer at det er forkert?

torsdag den 16. maj 2013

Om løsningsorienteret indirekte tale

Jeg har været ked af måden hvorpå Pigen behandler mig på, men det der virkelig har gjort ondt har været pædagogernes afvisning af mig, for indtil jeg i weekenden nærmest tvang dem til det, er der ingen der har sagt, at det var synd for mig, at de havde ondt af mig, at det er uretfærdigt og at det hele lidt er noget lort.

I går havde jeg så to samtaler med en pædagog. Efter den første var jeg meget ked af det, for jeg ville ønske, at hun ville forsvare mig lige så ivrigt, som hun forsvarede Pigen. Det fortalte jeg under vores anden samtale. Hun blev meget overrasket, for hun syntes nemlig at hun hele tiden havde sagt disse ting til mig, men hun har aldrig sagt det direkte, så jeg forstod det ikke, så vi prøvede at sidde og analysere alle de ting hun har sagt, og jeg tror nok at det chokerede hende lidt. Når hun spurgte om jeg syntes det var rimeligt, at Pigen behandler mig sådan, så så jeg det kun som et spørgsmål til mig, ikke som en afspejling af hvordan hun måske selv følte. Når hun blev løsningsorienteret, og prøvede at spørge ind til hvad JEG kunne gøre for at kunne være i dette på bedst mulig måde, blev jeg vred, for jeg syntes at vi sprang et trin over, det trin hvor jeg fik lov til bare at være ked af det.

Når andre mennesker er kede af det har de lov til at have minimum en dag hvor de græder ud ved en veninde, spiser is direkte fra bakken og tuder til dårlige tøsefilm. Fordi jeg er i systemet, så når jeg bliver ked af det, så skal det straks behandles, for at jeg kan komme videre i mit liv, men hvad nu, hvis jeg ikke er klar til at komme videre? Hvad hvis jeg bare vil have lov til at græde? I denne situation hader løsningsorientering endnu mere, fordi det får mig til at føle, at det bliver set som min opgave at gøre livet lettere for Pigen. Jeg ønsker heller ikke at gøre livet sværere for hende, jeg er faktisk hvad det her angår, lidt ligeglad med hende, jeg vil bare have at det for en gangs skyld handler om MIG, at der for en gangs skyld også er plads til MIG, både mentalt, men også rent fysisk. Jeg bliver skubbet længere og længere væk fra fællesmiljøet, indtil der til sidst kun vil være plads til mig inde hos mig selv.

Jeg synes, at pædagogerne har meget høje forventninger/krav til mig, for jeg får tit ros for, at jeg er god til selvanalyse og til at sætte ord på hvad der sker og hvad der er galt, men nogle gange vil jeg også bare gerne ses, for det er som om de problemer jeg ikke selv kan sætte ord på, de har ikke lov eller mulighed for at eksistere.

onsdag den 15. maj 2013

Om ikke at at være klar til at sige farvel til hebraisk

Mandag fik jeg i teorien læseferie, men jeg har hverken fået holdt fri eller holdt ferie, for min hebraisklærer tilbyder ekstraundervisning i salmerne, hvilket ikke er en del af pensum i hebraisk, men det er det i Gammel Testamente II som vi skal have næste semester, så jeg farer frem og tilbage fra Aarhus i ét væk i denne uge. Vi er kun en meget begrænset flok der benytter os af muligheden, og jeg selv gør det nok mest fordi jeg endnu ikke er helt klar til at sige farvel til hebraisk, eller det ville jeg i hvert fald gøre hvis jeg havde kræfterne til det.

Jeg var af sted i går, og det var super fedt, og jeg ville super gerne i dag også, men med alt det der sker i mit liv lige nu, så har jeg brug for en dag hjemme, for i morgen skal jeg mødes med min tutor, og der ligger da i hvert fald to timers forberedelse i det tekststykke som jeg har for, hvis ikke tre.

Det gør helt ondt i maven at jeg ikke kan komme i dag, for jeg føler mig ikke klar til at sige farvel til hebraisk, men helt ærligt, så har det været lidt kedeligt de sidste par uger, hvor vi har haft repetetion, for jeg er 'for dygtig' til de spørgsmål. Det gør dog endnu mere ondt at tænke på at skulle af sted, men hvor jeg dog glæder mig til at smække benene op og 'arbejde' mig igennem et par dvd'er med CSI NY. Slå hjernen fra og forvandle mig til en savlende grøntsag.

tirsdag den 14. maj 2013

Om et lidt sent nej til mobning

Jeg har gennem de seneste 6 måneder været udsat 'mild' mobning på mit bosted. det har ikke været værre end at jeg godt kunne holde det ud, men det har tæret på mine kræfter. Hvad der til gengæld er gået mig meget på er pædagogernes reaktion, der har nemlig ikke været nogen de sidste 5 måneder. Vi talte om det i begyndelsen, men så vænnede alle parter sig til at sådan var det bare.

Min læseferie er begyndt, så jeg skal være til at være meget mere hjemme, og tanken virkede rædselsfuld, at jeg fik min psykolog til at skrive et brev til min kontaktpædagog, men der har været mange dage den sidste uge, hvor jeg har ønsket, at jeg intet havde sagt, for pædagogernes reaktion har været endnu værre end deres tavshed.

Et af problemerne har været pædagogernes tavshedspligt over for pigen der gør dette mod mig, og i frygt for at sige for meget, har de valgt at sige for lidt, så hele tiden blev jeg mødt med "det kan jeg ikke sige noget om... tavshedspligt". Jeg ved intet om hvad der foregår. Vi plejede at være venner, men jeg kan ikke få at vide hvad jeg har gjort galt eller hvorfor hun ikke længere kan lide mig, for hun ønsker ikke at gå i dialig. Da jeg spurgte om de (pædagogerne) i det mindste ville opfordre hende til det, fik jeg "nej".

Efter et møde blandt pædagogerne om det, kunne jeg til gengæld godt få at vide, hvad jeg kan gøre. Jeg kan finde mig i det, for sådan noget kan man også komme ud for i 'den virkelige verden' og pædagogerne 'kan hjælpe mig til at være i det på bedst mulig måde'. Det har været så ydmygende. Jeg følte, at de havde sat sig ned i en lille rundkreds og set hinanden i øjnene og valgt at vælge mig fra, og jeg følte at det var min egen skyld, fordi jeg havde tvunget dem til at vælge imellem os. Jeg følte mig så værdiløs og græd mig gennem weekenden.

Søndag var min anden kontaktpædagog på arbejde. Hun havde ikke været en del af mødet, men da hun nu blev inddraget, begyndte der at ske noget.

Først udredte hun min misforståelse, at der rent faktisk bliver arbejdet på at løse situationen, også på pigens side.
For det andet, går hun ind og siger, at hun kan ikke gå ind og sige noget om pigens sag, men hun kan godt gå ind og sige noget om min, og hun har ikke observeret på noget tidspunkt at jeg skulle have gjort noget galt.
Og til sidst anerkender hun at pædagogerne har svigtet mig. Ikke kun i den sidste uge, men generelt gennem de sidste 5 måneder.

Det er en kæmpe lettelse, og pludselig kan jeg mærke hvor træt jeg er efter at skulle holde sammen på det hele. Situationen er på ingen måde løst, men nu er jeg ikke længere skurken.

mandag den 13. maj 2013

Om en reservemor

Som nævnt i går, så har jeg pt nogle problemer på mit bosted, og selvom vi er ved at finde en løsning, så er jeg stadig temmelig ked af det, men så var det godt, at min yndlingsvikar var på arbejde i går. I og med at hun er vikar og ikke fastansat, så har hun ikke noget som helst med problemet at gøre, så jeg kunne føle mig helt tryg ved hende og lette mit hjerte, og hun kunne holde om mig og sige, at alt nok skal blive godt igen en dag.

søndag den 12. maj 2013

Ikke så godt

Der foregår noget på mit bosted, som jeg ikke kan få tillade mig at skrive om her, fordi det involverer andre beboere, men det påvirker mig rigtig meget, især fordi jeg føler mig svigtet af pædagogerne. Jeg fik den endelige besked onsdag, men siden har der ikke været nogen af de involverede pædagoger på arbejde, så det har været svært at snakke med nogen om.

Fredag brød jeg sammen, og jeg måtte have temmelig meget beroligende medicin. Det betød, at jeg kom til at ligge på sofaen hele dagen i går som en savlende grøntsag, fordi det aldrig lykkedes mig at vågne helt.

I dag er jeg stadig lidt ør, men arbejdsopgaverne hober sig op om ørerne på mig.

fredag den 10. maj 2013

Om at blive uvenner og andre venner

Jeg er blevet uvenner med en veninde, men jeg ved ikke hvad jeg har gjort forkert, og hun vil ikke fortælle mig det, hun vil faktisk i det hele taget ikke snakke med mig. Det har stået på i mange måneder nu, og jeg føler mig hjælpeløs, for det er et problem pædagogerne ikke kan hjælpe mig mig, ud over at hjælpe mig til at være i det på bedst mulig måde. Det er jeg bestemt ikke tilfreds med, men min utilfredshed bunder mest i min frustration.

Pave Benedikt XVI til ungdomsdagene i Køln 2005
Desværre er det en pige jeg har en del at gøre med, så det er så befriende at kunne tage på universitetet og være sammen med mennesker der gerne vil være sammen med mig, men det er desværre snart slut, for på mandag går vi på læseferie. I dag skal vi så holde vores uofficielle afslutning, men mange kommer ikke, for der er danske kirkedage, og selvom det er trist, så kan jeg godt forstå dem, for den slags er en super fed oplevelse.

Nogle kommer dog forhåbentligt, for jeg har bagt boller og købt Nutella til dem. Siden påske har det været 'tradition' at vi mødes efter timen (som slutter kl 10) og spiser kage og drikker alkohol. Jeg spiser godt nok ikke kage, og jeg drikker ikke alkohol, men som regel har jeg siddet med min madpakke og en pepsi max. Vi hygger os gevaldigt, og det føles så  befriende og så langt fra alle de ting der ellers er galt med mit liv.


torsdag den 9. maj 2013

Om en prøveeksamen

Jeg tænker tit over hvor god/dårlig jeg mon er til hebraisk. Min lærer siger at jeg er god, og han siger, at det siger han ikke til hvem som helst, og jeg vil gerne tro på ham, både fordi det er dejligt at få ros, men også fordi jeg ikke har lyst til at tro om ham, at han lyver. Og alligevel tror jeg bare at det er noget han siger, for jeg er jo ikke god NOK, og det er som om ligegyldigt hvor meget jeg læser, så bliver jeg det heller ikke, der er altid lige et verbum, en rod eller en vokalændring som jeg ikke gennemskuer eller forstår.

I går blev jeg så sat på en test. Min tutor og jeg havde aftalt, at vi skulle holde prøveeksamen. Det var bare os to, men jeg var alligevel ret nervøs. Jeg huskede tydeligt en prøveeksamen jeg havde efter jeg dumpede det første forsøg på min græskeksamen. Der var en rigtig sød pige fra holdet der prøvede at holde den med mig, og jeg sad bare og græd fordi jeg slet ikke kunne finde ud af noget som helst. Jeg ved godt et eller andet sted, at det er noget helt andet med hebraisk, men efter alle disse år (7 år) sidder følelsen stadig i kroppen på mig.

Min tutor gav mig et tekststykke på 4 sætninger. Jeg vidste egentlig godt at det ikke var mere, men på papiret så det bare så småt ud på papiret. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne finde nok at snakke om til at fylde 20 minutter?

Forberedelsen gik fint og eksaminationen gik fint, men selvom min tutor roste mig, så føltes det dårligere end det var, fordi jeg var noget så forfærdelig ustruktureret, verber, nominer, og begreber i en stor forvirret pærevælling. Men det er vel også hele formålet med en prøveeksamen, at man finder ud af den slags, så man kan gøre det bedre næste gang. Det er hårdt at blive dygtig til noget, mit problem er bare, at jeg er for stolt, jeg kan ikke lide at nogen er vidne til hvor hårdt det er. Egentlig vil jeg helst sidde og kæmpe alene, men selvom pædagogerne roser mig for min selvdisciplin, så er der kun en hvis mængde jeg kan gøre selv. Det er ikke nogen skam at få hjælp.

onsdag den 8. maj 2013

fysisk eller psykisk

Børne "tegning" i min læges venteværelse
Så er jeg tilbage og ved godt mod.

Jeg har sarte fødder, og jeg får meget nemt vabler. Jeg har prøvet at købe mig et par ordentlige sko i stedet for sneakers (hvordan i alverden staver man til det), ikke for at undgå vabler, men fordi jeg synes, at det ser godt ud. Det bryder mine fødder sig dog ikke om, så jeg fik en stor vabel på højre hæl, men som sagt er jeg vant til vabler, så jeg skiftede sko, bed smerten i mig og gik videre. Faktisk gik jeg ikke bare, jeg løb, for jeg var henne og træne mandags. Så begyndte den at bløde. Det var der ikke andet at gøre ved end at sætte et frisk plaster på, smutte i et par bløde sko og så tage på universitetet. Det gjorde godt nok lidt ond, men hvad skidt, jeg overlevede vel nok. På togturen hjem var det dog helt forfærdeligt. Hele min fod var rød og hævet og der skulle alverdens selvkontrol til for at støtte på den, så jeg kunne gå hjem fra stationen.

Jeg lavede ikke noget resten af dagen, og i går droppede jeg at spille badminton, og det var varmt nok til at gå i klip klappere så hælen kunne hvile, men jeg smuttede alligevel et slag inden om lægen i løbet af formiddagen. Der var rigtig nok gået betændelse i foden. Han sagde kun ganske lidt om hvad jeg skulle stille op med det, og gik så videre til at tale om hans yndlingsemne, min selvskade.

Jeg burde være taknemmelig for, at jeg har en læge der tager sig tid til sine patienter, men helt ærligt, så kan det være noget så irriterende. Jeg er en hel person som består af mange komplicerede dele. Det er sandt, at den ene af disse dele er min selvskade, men jeg består også af mange andre dele, og nogle af disse dele har ikke nødvendigvis noget at gøre med min selvskade. Først handlede det om hvorvidt jeg var i stand til at udstå smerten fra hælen som en del af min selvskade, hvilket jeg ikke mener at den er, men spørgsmålet var relevant nok, men de næste 5-10 min handlede om, at han bliver ked af det når en ung pige som jeg skærer i sig selv. Hvorfor skulle vi snakke om det. Det havde ingenting med min hæl at gøre. Jeg har desuden ikke nogen friske sår som det kunne være relevant at snakke om.

Jeg er blevet foreslået at skifte læge, men jeg ved hvad jeg har og ikke hvad jeg får, og han giver mig i det mindste ikke moralprædikener.

lørdag den 4. maj 2013

Om at falde om af udmattelse

Jeg har været lidt stresset på det seneste, både fordi jeg har alt for mange aftaler og ting der skal ordnes, men også fordi jeg snart mister min mening med livet. Det er derfor ikke noget under, at jeg har taget 5 kg på på 2-3 måneder, uden at der er blevet ændret nævneværdigt ved min kost og motion. I går måtte jeg så tage konsekvenserne. Jeg var til Gammel Testamente, og jeg følte mig lidt sløj, og i pausen faldt jeg om. Jeg besvimede ikke, for jeg var ved fuld bevidsthed, men min krop og min viljestyrke ville bare ikke mere, så BANG, der lå jeg. Mine medstuderende tog det relativt roligt, selvom et par stykker blev lidt bange, men nogle af dem kendte også godt til min epilepsi.

Senere, i toget, spiste jeg en stor klam burger for at få noget fedt, og da jeg kom hjem tog jeg kaliumsalt, drak noget vand og satte mig op foran fjernsynet og lavede ingenting. Jeg var så udmattet, at da der kom en pædagog for at spise eftermiddagsmad med mig, så kunne jeg slet ikke samle mig om en samtale, jeg kunne ikke koncentrere mig om hvad hun sagde. Da jeg skulle i seng var jeg dog så anspændt, at jeg ikke kunne falde i søvn.

For lige at falde lidt til ro, holder jeg lige et par dages fri fra min blog.

fredag den 3. maj 2013

Ren latin

Jeg har besluttet mig for, at jeg til næste semester nok vælger Gammel Testamente II, salmer og profeter, hvor jeg kan bruge mit hebraiske, og latin, når nu jeg ikke kan få det valgfag jeg gerne ville have haft. 

Jeg vil faktisk gerne have latin, for jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde det i folkeskolen, og det var min eneste fortydelse ved at vælge matematisk gymnasium, at jeg så ikke fik det. Jeg kan så ærgre mig over, at jeg nu føler at jeg må nøjes med latin. Jeg ville gerne have latin fordi jeg gerne ville have det, ikke fordi jeg ikke kunne få bedre, men det er måske nok en følelse der går over, i takt med, at jeg kommer mig over min skuffelse.

I onsdags, da jeg fik det at vide, føltes det grangiveligt som om hele mit liv ramlede, alting virkede sort og uoverskueligt. Jeg vil ikke sige, at alting nu virker super fedt, men jeg har ikke længere lyst til at tude. Egentlig er mit liv ret hurtigt begyndt at vende tilbage til det normale.

torsdag den 2. maj 2013

Om en stor skuffelse

Jeg vil fortsætte mit indlæg fra i går, om at være tæt på mål

Når jeg er færdig med min hebraiskeksamen, så er jeg ikke bachelor, jeg er ikke kandidat, og jeg er præst, jeg er bare færdig med min hebraiskeksamen, hvilket på papiret ikke har den store betydning, men for mig personligt betyder det ALT. Da jeg i sin tid blev syg, brød det for alvor ud omkring en uge før min hebraiskeksamen og jeg måtte melde fra, så min hebraiskeksamen blev i og for sig symbol på, at jeg var virkelig syg. Da jeg så i sommers vendte tilbage til universitetet, blev hebraisk en test på, om jeg er ved at være rask nok til at blive sluset tilbage ud i samfundet, så når jeg om en månedstid tager min eksamen, bliver det en meget symbolsk handling.

I de syv år jeg har drømt om at tage min hebraiskeksamen, har jeg regnet med at jeg dernæst ville fortsætte med et andet semitisk valgfag, det være sig hebraisk højniveau, syrisk, ethiopisk eller noget andet, men i går blev valgfagene offentliggjort, og der var ikke noget sådan fag. Jeg blev så skuffet, at det gjorde ondt i maven og jeg var tæt på at græde. På det tidspunkt føltes det som om hele mit liv smuldrede under fødderne på mig, og jeg havde lyst til at opgive det hele, skære mig, melde mig ud af universitetet og trække mig ind i depressionen.

Jeg gjorde ingen af delene, men jeg var trist det meste af dagen, havde problemer med at få frokosten ned og lagde mig så op på sofaen for at se tv. Min tidligere kontaktpædagog kom og sad hos mig, og jeg fik noget beroligende medicin. Jeg ved ikke om skuffelsen hos mig er større end hos 'normale' mennesker, men min evne til at bearbejde ændringer er dårligere, så jeg er derfor også dårligere til at bearbejde skuffelser som denne.

Lige nu ser det ud til, at jeg så må vælge latin, hvilket, når skuffelsen har lagt sig, sikkert også bliver super fedt, og så må jeg skrive til min hebraisklærer, og spørge hvad han foreslår, hvis jeg vil fortsætte i det semitiske spor. Jeg satser på, at det hele nok skal gå, for jeg har ventet syv år på min hebraiskeksamen, så kan jeg nok vente et semester eller to på at fortsætte i det spor.

onsdag den 1. maj 2013

Om at være tæt på mål

D. 15. maj har jeg sidste time i hebraisk, så har jeg en måneds læseferie, og så kommer eksamenen, men hvad så derefter? Jeg skulle have været til eksamen i sommeren 2007, men så blev jeg syg. Først troede jeg at jeg kunne tage sygeeksamen, dernæst troede jeg at jeg kunne tage den i sommeren 2008, men efterhånden anerkendte jeg, at jeg simpelthen bare var for syg til, at det nogensinde ville lykkes.

I løbet af årene i mit forsøg på at få det bedre, måtte jeg rede trådende ud og afslutte alle mine gamle sager, skænderier, drømme, men hebraisk var den ene ting som hang over hovedet på mig, og som jeg ikke kunne gøre noget som helst ved. Flere gange kom tanken op om at begynde på universitetet igen og tage den eksamen, men jeg var aldrig helt rask nok. Sidste sommer skulle det så være, og jeg var rædselsslagen for hvordan det skulle gå, men nu er det altså snart overstået.

I hen ved syv år, har det været mit mål i livet at få den hebraiskeksamen. Det betyder, at ideen er vokset i vigtighed inde i hovedet på mig, så det er ikke bare en eksamen i et af de mindre vigtige obligatoriske fag jeg skal op i her til sommer, det er mit hele eksistensgrundlag.

Eksamenen var så 20 min inklusiv votering, så får jeg min karakter, og så er det slut, overstået, forbi, men hvad skal jeg så stille op med mit liv derefter? Man siger, at hvis folk ikke griner af ens mål, så har man ikke sat dem højt nok. Måske skulle man sige, at hvis man kan opnå ens mål, så har man ikke sat dem højt nok. Jeg troede at det ville være en fed fornemmelse, men ærlig talt,  så gør det mig smådeprimeret og bange, for jeg ved ikke hvad jeg så skal stille op med mit liv. Okay, det lyder måske lige lovlig melodramatisk og patetisk, men jeg er en person der er virkelig dårlig til at sætte mig mål, min fantasi rækker ikke til det.